Alle har deres historier at fortælle. Alle kender en, der har haft en diskusprolaps eller på anden vis bøvl med ryggen. Alle har en mening om ryggen, alle har ondt i den, så godt som i hvert fald, men langt fra i samme omfang.

Hvordan kan det være, at vi kan udvikle robotter til bilindustrien, udføre militære operationer baseret på droneangreb og sætte satellitter i omløb omkring jorden, men rygsmerter kan vi åbenbart ikke få bugt med?

Er vores egen biologi så kompliceret og vores rygsøjles evolutionære udformning af en sådan art, at den er notorisk udsat for smerter. Ikke mindst i lyset af dens forbindelse med nervesystemet?

Rygsmerter mellem enkelthed og kompleksitet

Vi har en forholdsvis lang tradition i vestlig lægevidenskabelig sammenhæng for at henregne smerte til noget med væv, knogler og led. “Issues in the tissues”, som nogen kalder det på engelsk.

Hvad nu hvis rygsmerter, og for den sags skyld også mange andre kropssmerter, i mange tilfælde, snarere skal ses igennem en mere “systemisk linse”? Et fænomen i samme “boldgade” som klimaet, der rummer alverdens tænkelige og utænkelige omskifteligheder og indbyrdes afhængigheder.

Som Edward Lorenz, kaosteoriens grundlægger, engang undrede sig over i en artikel: …Kan en sommerfugl, der slår med vingerne i Brasilien, starte en tornado i Texas? Den såkaldte sommerfugleeffekt, kan det tænkes, at den også har en lille flig af sandheden, når emnet går på de forkætrede rygsmerter?

Hjernens rolle i relation til smerter

Todd Hargrove har i artiklen “Can Pain be a tip with no Iceberg” belyst emnet smerter ud fra en anden vinkel. Måske ikke ligefrem kaos, men snarere et vanvittige komplekst systemisk og modulært samspil i hjernen m.v. Han argumenterer for, at smerte ikke kun er noget, vi altid skal se som et specifikt lokaliserbart fænomen, a la “jeg har ondt i ryggen, lige her”, altså et afgrænset vævsanliggende.

Måske er det mere samspillet mellem kausaliteter og påvirkende årsager i kroppen og hjernen, der er det afgørende. Ikke den såkaldte forestilling om én “rodårsag”? Toppen af et isbjerg, der ikke findes.

Dette er særligt relevant, når snakken går på rygsmerter. For det betyder noget for den måde, vi tænker om ryggen på. Det er ikke alle moduler i  hjernen, der arbejder lige godt sammen, og det kan påvirke vores perception. Måden, vi tænker om vores kroppe, kan indvirke på, hvordan vi føler kroppen.

Hargrove taler andetsteds om, at kroppen i den henseende, er lidt af en hypokonder, når det kommer til smerteoplevelse. Hvis vores smertemodul ikke vil lytte til de mere kognitive moduler i  hjernen, der rationelt kunne forklare os, at det ikke altid er så slemt med de rygsmerter, hvad er så løsningen?

Hvis smerte “kører sit eget løb”, hvilket sprog kan vi da kommunikere med smerten på? Her sætter Hargrove bevægelsesmodulet øverst på sin liste. Dvs. en bottom up tilgang, der gør os stærke og beroligede ved at udvide vores sanser, kropsevner, styrke, udholdehed osv. gennem bevægelse. Vi skal eller kan, i dette perspektiv, bevæge os ud af smerte og ind i bedre balance med smerten. 

Længslen efter bevægelse

Ryggen er stærk fra naturens side, den er føjelig, fleksibel og smidig. Men et langt liv med mekaniske bevægelser, ensidigt gentagne tunge løft eller trillen frem og tilbage på en kontorstol, er alle medvirkende faktorer, der kan påvirke vores ryg.

Da flere og flere har stillesiddende arbejde, er det naturligt i søgelyset. Ikke nødvendigvis sådan at forstå, at der er en (direkte) sammenhæng mellem smerter og det at sidde for meget. Faktisk er det videnskabeligt kontroversielt.

Måske er konsekvensen af den manglende brug af ryggen, at vores komfortable livsindretning og dens teknologisk understøttede tillokkelser, langsomt luller os i søvn og fylder venteværelserne rundt omkring på landets klinikker af enhver slags. Hvad betyder det, at vi bruger ryggen eller ikke bruger ryggen, og hvad er den rette brug af ryggen? Man kunne også spørge anderledes – hvad længes ryggen efter?

Vi har et hav af teorier om ryggen, dens brug, dens lidelser og dens genoptræning. Men befolkningen har formentlig aldrig haft så ondt i ryggen, som inden for de sidste måske 20-30 år, hvor den moderne teknologi for alvor har gået sin sejrsgang.

Et er, at “vi ved”, at vi har det skidt med ryggen, og måske også (tildels) hvorfor. Noget andet er at tilvejebringe fundamenter, også individuelt, for at tilfredsstille ryggens og kroppens komplekse behov for stimulering samt andre smerterelaterede løsninger. For hvor skal du starte, og er du motiveret herfor, hvis det kræver en stor indsats? Større end du tror?

Mit bud er, at ryggen længes efter mere kompleks bevægelse. Det kan de fleste mennesker starte ud med i morgen, og vi kan passende tage udgangspunkt i, hvordan rygsøjlen er skabt.

Gå baglæns

Vi er bundet op på vores livsformer, jobs og karrierer, på godt og ondt. Vi lever ikke i junglen længere. Men vi kan tilpasse os ved at “gå baglæns” så at sige, i betydningen lade os inspirere noget mere af vore egne rødder. Gå mod en strøm af mere og mere komfort, der (indirekte?) måske kan frarøve os en legitim og fuldkommen livsvital kontakt med vores egen biologi og natur. Små opgør, hele tiden, samtidig med, at vi deltager i samfundsudviklingen og proaktivt bidrager til at skabe vilkår, der også tilgodeser vores medfødte behov for bevægelse m.m., i en højteknologisk civilisation.

Vi kan lede efter og stræbe mod en balance, der giver kroppen, hvad den kræver, for at kunne opretholdes vores eksistens – OG så meget mere. Hvis bevægelsen, især en mere flydende, ikke-lineær og undersøgende en af slagsen, får mere plads, vil vore kroppe og sind sandsynligvis også erfare, at vi kommer i bedre kontakt med os selv.

Vi kunne begynde med at “reboote” vores sunde fornuft og stille spørgsmål i hverdagen. Hvorfor tager jeg bilen lige nu? Hvorfor har jeg et medlemsskab til fitness, jeg ikke bruger? Hvornår har jeg sidst bevæget mig i naturen? Hvorfor tror jeg, at denne øvelse/kropspraksis er farlig for mig? Hvornår har jeg sidst deltaget i en ny form for kropspraksis/idrætsgren?

People are not made of sugar“, hører jeg en af mine helte, Ido Portal, den israelske bevægelsespioner, udtrykke sig. Vi skal turde at udforske og udfordre kroppen igen i uvante mønstre. Paradoksalt nok er nogle nået så langt ud af trit med egen bevægelsesformåen, at dette virker umuligt. Når først sygdomme fører til kædereaktioner i kroppen, hvor mange organsystemer i princippet kan være involveret, begynder tingene for alvor at antage en uløselig karakter. Paradoksalt nok kan sygdom også ramme mennesker, der bevæger sig meget. Intet er åbenbart givet på forhånd.

Værdien af anstrengelse

Det forekommer mig, at en stor del af bestræbelsen i vores moderne samfund, handler om at forenkle og bekvemmeliggøre og dermed mindske graden af anstrengelse. Netop anstrengelsen er vigtig at forstå. Tjener den et formål eller handler det i stor udstrækning om at komme enhver form for fysisk anstrengelse i forkøbet?

Det er i høj kurs at slippe for fysisk nedslidning i arbejdslivet, og det er der langt hen ad vejen nok også god ræson i. I dag kan mange mennesker dog føle sig udmattede over en kompliceret virkelighed, de skal navigere i hver dag, uden at fysikken har været udfordret væsentligt. Men bliver vore kroppe udmattede af det liv, vi lever, generelt betragtet?

Det er i det perspektiv, vi må spørge ind til, om ikke det er på høje tid at samle lidt af fortidens visdom op og genskabe forbindelsen til noget mere elementært. Ikke som en happening, modedille eller trend, men som et grundlag for livserkendelse.

Gør brug af kropspraksisser

Måske handler dette noget om at holde os vitale og livskraftige, være i kontakt med naturlighed gennem fornuftige kropspraksisser. Så vi bliver resiliente, i fællesskab. Herunder at bevæges af at blive bevæget. Ligger den megen længsel efter indre ro inden for rækkevidde, hvis vi lytter til kroppens egen stemme, kroppens og ryggens behov for variation? Jeg tror personligt, der er mere at hente her, end vi lige er klar over.

Vil vi rygsmerter til livs, kan vi spørge til, om vi skal have et veltilrettelagt rygprogram udleveret, eller om vi skal dannes på en rygskole, hyre en personlig træner, gå til kiropraktor eller kvitte vores job. Vi vælger alle forskelligt, for ingen sidder vel inde med hele sandheden? Symptomer på rygsmerter kan have mange årsager, der kan være vanskelige at isolere fra hinanden.

Vi kan også vælge at genforbinde os til vores menneskelige ophav. Vi er skabt til at bevæge os. Vi skal blot genlære, hvordan bevægelse kan gøres til en måde at leve på/med, mere end noget, “der skal overstås”, så vi kan komme i gang med noget mere spændende. Eller bringes til at respektere, at bevægelsens mysterium ikke reduceres til et spørgsmål om æstetik og kropsidealer. Måske bliver det at gå på opdagelse i bevægelsen en af måderne, vi skaber kontakt til hinanden, til følelserne, til samfundssind og til naturen. Og på denne måde evt. komme til at leve mere harmonisk med smerter, ikke mindst dem, vi oplever i ryggen.