Velkommen til kategorien dyb og langsom vejrtrækningsteknik under Kropspraksis. Nærmere bestemt “Box breathing”, aka “Square breathing”. Teknikken har faktisk flere kaldenavne, hvilket kan forekomme umiddelbart forvirrende.
Nogle taler også om “tactical breathing”, der snarere er en udvidelse af teknikken. På dansk taler vi om boksåndedrættet. At trække vejret efter en “4-kantet model”, som på billedet, slet og ret.
Vejret trækker du ubevidst, det sker automatisk. Men du kan sagtens arbejde bevidst med forskellige former for vejrtrækning, hvor du aktivt og bevidst ændrer og arbejder med din åndedrætsrytme m.m. Alt afhængigt af formål og behov.
Boksåndedrættet er en sådan bevidst eller intentionel kadancebaseret vejrtrækningsmodel, baseret på fire bevægelser, der kan anvendes i mange miljøer, situationer og, lader det til, til mange formål. Som kan praktiseres med forenklede greb og med udvidelser, der kan være op til den enkelte – sådan lidt a la carte.
Metoden box breathing er, ifølge denne artikel, baseret på Pranayama, en Ayurvedisk form for åndedrætsarbejde, som stammer fra Indien og som praktiseres inden for yoga.
Det er en metode, mange forbinder med frømænd og Navy SEALS. Men åndedrætsteknikker i stor stil har det med at stamme fra et eller andet sted i Fjernøsten. Samtidig får jeg lyst til at indskyde, at mange vejrtrækningsteknikker introduceres som værn mod “generaliserede niveauer” af stress – i Vesten. Interessant.
Box breathing er ingen undtagelse. Det praktiseres i dag main stream af alt fra sygeplejersker, politifolk, topatleter, Wim Hof instruktører og yogalærere. Teknikken cirkulerer i den almindelige markedsføringsindustri som et individcentreret greb mod ikke så få dårligdomme.
Box Breathing omtales af PainScience som et teknik, der kan anvendes i tilfælde af angst, bekymring, kronisk smerte m.m. På grund af sin diskrete og konkrete natur, der forekommer tilgængelig for alle, er den velegnet i offentlige situationer, med umiddelbart eller øjeblikkeligt fokus på at gøre vejrtrækningen dybere og længere, for at lindre symptomer af psykisk ubehag, uden at vække for megen opsigt.
Hemmeligheden bag er tilsyneladende øvelsens gentagne, repetitive natur. Ud fra devisen om, at hjernen genkender mønstre, den udsættes for, som den så tilpasser sig (lyn)hurtigt – hvilket skulle bevirke, at centralnervesystemet omgående beroliges.
Der kan som bekendt være flere potentialer, der enten er mere eller mindre belyst eller velundersøgt osv. Jeg vil ikke påstå, at der kun er en “hemmelighed” bag teknikken.
Helt overordet handler teknikken om at normalisere din vejrtrækningsrytme. Og det er bevæggrunden for manges interesse heri, vil jeg antage. Eller sagt på en anden måde. Mange har måske en opfattelse eller oplevelse af, at deres vejrtrækning er unormal.
Navy SEAL udlægning af box breathing
I følge en “medically reviewed” artikel på Medical News Today er essensen af box breathing som teknik:
“Box breathing is a powerful, yet simple, relaxation technique that aims to return breathing to its normal rhythm. This breathing exercise may help to clear the mind, relax the body, and improve focus” (Medical News Today)
I artiklen optræder Mark Divine, tidligere Navy SEAL commander i en video, hvor han viser, hvordan teknikken kan anvendes:
Han foreslår, at du udfører øvelsen siddende og nævner forskellige stillinger. At du blødgører dit fokus eller lukker øjnene og ellers kan du følge hans guidede introduktion til selve bokscyklussen, hvor han trækker vejret igennem næsen.
Flere formål med metoden
I videoen bemærkes det, at der er flere varianter af den grundlæggende boksmetode, afhængigt af, hvordan det føles for dig, om det skal være længere eller kortere tællinger.
Formålet er tilsyneladende både at kunne forblive rolig i selv de hårdest tænkelige situationer. Eller genfinde roen i tilspidsede situationer.
Mindre dramatik kan nok også gøre det, hvilket må kunne udledes af, at metoden anvendes i al fra forbedring af søvntilfælde, panikanfald, angstdæmpelse, “tankemylder”, yoga, øjeblikkelig stressreduktion osv. Og tilmed kan forsimples i en børnevenlig “belly breathing” udgave.
Det lyder for mig som en eftertragtet metode, hvis jeg vender blikket mod branchen, der vokser i popularitet med at trække vejret under tiltagende (civilisations)pres. Hvorfor? Fordi metoden forekommer intuitiv og enkel. Ikke fordi jeg tror den er bedre en mange andre tilgange.
En metode der alligevel måske kan være sværere at eftergøre for nogen, deres helbredssituation taget i betragtning? Men som næppe heller er direkte livstruende – for “den almene befolkning”, der oplever overfladisk vejrtrækning eller har diverse vejrtrækningsproblemer.
Alt i alt handler det om at kunne finde ro, normalisere åndedrætsrytmen, blive bedre til at fokusere, holde et fokus, generel afslapning af krop og sind, stressreduktion m.m. Du behøver ikke være helt ude i tovene, for at begynde at overveje denne teknik.
Boksåndedrættet kan lige så vel anvendes forebyggende, er min klare overbevisning. For at være i løbende kontakt med dit åndedræt og kvaliteten heraf.
Mere personlige grunde til valget af denne teknik
Jeg stødte, så vidt jeg husker, på metoden i en tennissammenhæng for mange år siden. Tennis er jo intenst psykisk udfordrende, og ideen og motivation bag er, at også jeg øjner og potentielt påskønner muligheden for at anvende enkle metoder, selv når det er rough going og gerne eksperimenterer med forskellige vaner. Jeg bruger den for eksempel i relation til stillemeditation.
Samtidig har jeg gjort mig nogle spredte erfaringer med klienter, der stiller mange spørgsmål til deres grundlæggende vejtrækning. Nogle giver udtryk for og oplever, at de har problemer med deres vejrtrækning. Bekymringen kan gå på, hvorvidt de nu trækker vejret “normalt”. Altså at vejrtrækningen måske ikke virker, som i er ødelagt? Uigenkaldeligt? Permanent? Det er lidt uklart. Typisk føler mange, at de kun trækker vejret fra brystområdet og ikke får gang i mellemgulvet og diafragma.
Men tanken fra min side er også at pege på nogle udfordringer ved kompleksiteten bag enkeltheden. At dette ikke nødvendigvis betyder, at du skal stoppe op, være nervøs eller ængstelig af denne grund. Eller behøver at hyre en “breath coach”, “åndedrætsterapeut”, ringe til lægen, fysioterapeuten eller andre indsigtsfulde shamaner og hjælpere til hobe, selvom det jo i praksis er det, nogle folk gør, og at det måske også kan være fornuftigt – i visse tvivlstilfælde.
Dette er altså ikke, fordi jeg synes, jeg partout vil fremme en eksklusiv vejrtrækningsteknik for jægersoldater og derover. Men fordi det kunne være værdifuldt, hvis en simpel teknik kunne appliceres af flere såkaldt almindelige mennesker, der også kan befinde sig i stressfulde og livstruende situationer. +/- en hulens masse mellemregninger.
Bag om box breathing
Fra et udklip i et fitness magasin, som jeg har glemt de bibliografiske oplysninger på, kan jeg konstatere, at teknikken, som i øvrigt fremstilles på en forsimplet måde, kun bestående af en ind- og udånding, efter sigende kan fremme afslapning på få minutter. Heraf også appellen i quick fix forstand.
Jeg bliver principielt altid urolig, når jeg hører disse estimater. For der er hulens til forskel på, hvilke situationer vi taler om, hvilke livsomstændigheder etc.
Peretz Partensky from San Francisco, USA, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons
Teknikken er, fremføres det generelt på internettet, en naturlig måde at forebygge stress på og tilmed kamp- og flugtresponsen. Responsen der tilsyneladende kan tilsidesætte normale funktioner i krop og sind, herunder normal og mere dyb vejrtrækning, vil jeg formode.
I magasinet hedder det ydermere, at den som dyb vejrtrækningsteknik udløser alfabølger, der forbindes med en konstruktiv aktivitet i hjernen. Bølger der også udsendes, når et menneske oplever inspiration.
Jeg antager dermed, at metoden antages at kunne fremme hensigtsmæssig handling, af forskellige slags, (under pres) generelt. Ikke mindst, hvis du får ilt nok til hjernen.
Science please
Videnskab eller ej. Vi har med en simpel og formodentlig effektiv metode til stressreduktion at gøre. Sådan overall betragtet. Fra navy til tennisbanen til hospitalssengen.
Det vrimler med fortalere herfor i mange sammenhænge og varianter. Noget må da være til at stole på, hvad det dybe åndedræt angår?
Hvad siger videnskaben om dyb vejrtrækningsteknik?
Den siger som regel mange ting. Der er mange studier i omløb, som indikerer potentielle effekter på forskellige fænomener og tilstande, hvad angår vejrtrækning. Jeg har pt (2022) ikke fundet meget om box breathing helt isoleret betragtet. Hvilket ikke betyder, at denne viden ikke findes.
Her er dog et par eksempler på videnskabelige undersøgelser af mere generel art:
Det lader til, at dyb diagfragmatisk åndedrætsteknik, som box breathing er et eksempel på, kan være forbundet med stressreduktion på fysiologiske biomarkører.
Endvidere konkluderes det i et systematisk review bl.a., at:
“Psychological/behavioral outputs related to the abovementioned changes are increased comfort, relaxation, pleasantness, vigor and alertness, and reduced symptoms of arousal, anxiety, depression, anger, and confusion.” (Zaccaro, A. et al. (2018))
Dvs. at dybe og langsomme vejrtrækningsteknikker kan, udover allerede omtalte formål, i et eller andet omfang, føre til ønskværdige psykiske og fysiske velvære- og helbredseffekter som nævnt i citatet.
Hvor længe sådanne effekter kan være og hvor meget der skal praktisereres ad gangen, med hvilken frekvens osv. og om der sker ændringer over tid i forhold til alverdens parametre er straks mere uklart for mig og kræver sikkert mere specifik forskning og litteraturstudier.
Jeg vil for nu blot fastslå, at det lader til, at det kan gavne forskellige ting, det dybe åndedræt. Psykologisk og fysiologisk.
Forbehold ved konklusioner af videnskabelige studier
Calvinius, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons
Studier udføres ofte på “raske” mennesker, eksempelvis over 18 år. Vær opmærksom på, at det ikke nødvendigvis inkluderer folk med eksempelvis lungerelaterede og hjerterelaterede sygdomme.
Det er ligeledes udbredt, at mange webartikler rask væk fremhæver fysiologiske fordele og samtidig henviser til forskning i den forbindelse. Et eksempel i forhold til box breathing er denne webartikel, som også henviser til videnskabelig evidens for denne type teknik.
I praksis er der mange “bevægende elementer”, som indvirker på et menneskes fysiologiske såvel som psykologiske velbefindende. Hertil kan vi lægge selvoplevede effekter. Der er grund til at fæste lid til vejrtrækningsteknik i bred forstand, men samtidig være skeptisk over for mirakuløse og transformative potentialer på rekordtid. Herudover er der mange andre livsforhold, der med al tænkelighed kan have indvirkning på vores vejtrækning.
Der er formodentlig værdi i både åndedrætsrelateret symptombehandling af kortsigtet karakter, længerevarende vaneopøvelse med yderligere effektforbedring samt andre forhold, som ikke har med vejrtrækning at gøre. Men som dog kan have indflydelse på vejtrækningen, når og hvis livsomstændighederne ændrer karakter. Det kunne være en ændret civilstand, økonomi, sorg, sygdom etc.
Detaljer til praksis
Standardudgaven – 4-4-4-4 eller 5-5-5-5 – er, formoder jeg, sekunder der tælles. Men det er måske lige så instruktivt samtidig at føle og mærke efter, hvornår lungerne er fyldt og udtømt igen. Så det er fysiologien, der guider dig, ikke abstrakt kronologisk tidsfornemmelse og matematik alene. Det vil højest sandsynligt være individuelt og aldersrelateret etc. hvor meget luft du kan trække ind. Og noget der kan ændres over tid – i betydning er muligt at optræne.
Tænk helt naturligt til en start. Det er i hvert fald min livserfaring, at når jeg ikke kan trække mere luft ind, så er det sådan, det er. Det kan samtidig variere, hvor god vejrtrækningen er. Kvaliteten er noget, der kan ændre sig med kontekst og omstændighederne, der ændrer sig og ikke altid er de samme. Af flere eller mange grunde. Prøv for eksempel at udføre teknikken inden og lige efter en svømmetur – mærker du en forskel? Ligeledes i andre situationer, under divergerende temperaturer og tidspunkter af døgnet osv.
Hvad siger en åndedrætsterapeut om sagen?
Thore Fogh, der er åndedrætsterapeut går i denne artikel lidt mere ind på den fysiologiske baggrund for denne åndedrætsteknik.
Jeg hæfter mig ved, at han også omtaler teknikken som “4-4-4-4”. Eller mere præcist, at det er det, nogle kender denne teknik under. Kært bart kan have rigtigt mange navne.
Thore tilføjer, og det er min pointe her, at dette ikke er vigtigt, men at det er mere vigtigt, at du starter med det, der giver mening for dig. For eksempel en cyklus, der består af tællingen 2-2-2-2. A-ha. Altså noget med selv at mærke efter – og måske få en mere balanceret vejrtrækning over tid? Han taler om “at skrue op”. Men til hvor meget? Kunne 6-6-6-6 være OK?
Føromtalte Navy SEAL repræsentant siger da også, at du kan lege med det, og at det kan være alt fra fra 5 til 15 tællesekunder eller “counts”. Det behøver ikke være den samme sekvens. De 4 bevægelser i boksen kan også være forskellige. Du kan for eksempel holde vejret længere efter indåndingen osv. Der er plads til at eksperimentere på egen hånd.
Prøv dig frem
Modeller kan være instruktive, men også svigefulde og forvirrende. Fordi de kan eller bliver udlagt forskelligt af forskellige iagttagere og praktiserende mennesker, og kan fremstå med en grad af tvingende regelrethed, der får andre tilgange til at opfattes som værende mindre legitime – eller snarere usikkerhedsskabende eller mindre effektive. Gør jeg det nu rigtig nok, virker det sådan her også? Må jeg gøre det efter aftensmaden? Skal jeg sidde eller skal jeg ligge ned?
Selv når det gælder en “simpel” åndedrætsøvelse. I am not joking.
Husk på at de bagvedliggende problemstillinger, folk konsulterer teknikker ud fra, kan være relateret til stress og angst. Og tvivl om teknikaliteterne kan afholde nogen fra at gøre det, som Thore jo faktisk også påpeger, nemlig at eksperimentere.
At blive praktiker er at øve sig og prøve sig frem, ikke kun at have styr på alle teknikkerne og vide alt, i fysiologiske forstand, om hvor meget luft du må tage ind og hvor længe du må holde vejret. Det er også indsigt i processen, via gennemlevelse af processen og dens virkninger på dig.
Hvor lang tid skal jeg træne?
Ansgar Koreng / CC BY-SA 4.0
Der er altid plads til forvirring. Thore taler om, at du kan træne 15 minutter dagligt eller når det er akut. Navy SEAL repræsentanten taler om 5 cyklusser, men er som bekendt åben for, at det kan tage sig anderledes ud. Denne artikel hævder eksempelvis, at Navy SEALS praktiserer teknikken i omkring 5 minutter. Det lader til, at der er vide rammer.
Er det afgørende? Mere er nok ikke altid bedre, mindre kan sagtens være ufrugtbart osv. Men ideen må være, at du får en hurtig effekt, ellers er det vel ikke anvendeligt i high pressure situationer?
Jeg tænker umiddelbart følgende. Med øvelse over tid bliver du formodentlig bedre til at gøre det med større effekt, hurtigere. Det er ikke et bevis, men noget du kan teste selv? Det er ikke sikkert, at du oplever effekt så hurtigt, som du håber, hvilket igen kan være forbundet med din situation, helbred, kontekst, din lungekapacitet etc. Effekter kan variere, der kan være frem og tilbagegang, igen af mange grunde.
Din vejrtrækning er samtidig en automatisk proces, der selvregulerer gradvist, fra kontekst til kontekst, udfordringer, faremomenter og efter en (god) nats hvile, hvor mange processer i kroppen jo genfinder en form for stabilisering. Så der er nok forskel på at effektteste efter et chok og efter en nats manglende søvn, efter en tur i svømmehallen og efter 30 minutters meditation.
See what I mean? Simple but not so simple.
Hyret med at holde det naturligt og enkelt
At vi kan lære fra livstruende situationer, at der kan være en (eller flere) veje til at fastholde vores naturskabte fysiologiske processer i en mere livsholdbar balance – under forskellig grad af modgang og pres på organismen, lyder plausibelt.
Men det er uklart for mig, hvorvidt box breathing som teknik er tiltænkt, at vi skal “leve mere som Navy SEALS”. I betydning optrænes til mere livsresiliens, fordi livet bliver mere og mere vanskeligt. Her kunne der måske være brug for andre forandringer, eksempelvis samfundsforandringer.
Jeg konstaterer blot, at mange forsøger at forklare dig, at det er en teknik, du kan bruge, fordi “flere og flere oplever stress”. Hvad artikler gerne vinkler som indledning. Det er ikke min primære intention. Du må hjertens gerne tilskyndes til nysgerrighed, men bør ikke skræmmes af et råbekor.
Ekskurs. Kroppens homøostase er i øvrigt og i absolut forstand nok ikke noget, vi nogensinde er i. Det er et ideal. Selv topform er form med plads til forbedring. Du kan roligt satse på, at du bærer ubalancer i dig, og at dette er “naturligt” eller uundgåeligt også. Men vejen til at luge ud i nogle eller mange af disse kan være relevant, tiltrængt, akut presserende såvel som broget, det er der rig erfaring for at hævde. De fleste kan godt mærke forskelle i egen krops ressourcer på forskellige tidspunkter. Men løsningen, kan være uklar.
Box breathing er givetvis en vej til beroligelse og andet godt, hvad enten målet er stressreduktion eller andre fysiologiske gevinster. Men jeg er varsom med quick fix forhåbninger og resilienspåstande på kommando. Jeg oplever selv en god beroligende effekt og at det fremmer et eller andet mentalt.
Her vil jeg bare nære forbehold, helt principielt.
Noget for mig?
Om denne metode så er vejen for dig, er en helt anden snak. Der findes jo immervæk forskellige former for åndedrætsanomalier, “sygdomme” eller “disorders” out there.
Det antages i alt fald fra min side, at mennesker uden specifikt åndedrætsbesvær eller forstyrrelser potentielt set kan aktivere det naturlige, når det bliver voldsomt og farefyldt. Ikke kun det irrationelle. Hvad er det i øvrigt? Panik, flugt, ubevidst “overfladisk stempelåndedræt”, at holde vejret på en forkert måde, en dårlig rytmisk måde, “forkert kuldioxid forvaltning”? Der er sikkert talrige ingredienser i åndedrættets anomalier.
Jeg er ikke eksperten. Jeg tror bare på, at det naturlige måske er alt rigeligt? Hvis ellers du har optrænet det. Navy SEALS de træner en hulens masse, formoder jeg.
Den naturlige kapacitet og rytme kan måske træde i baggrunden på grund af mekanismer, der indtræder, når vi udsættes for noget, der konflikter med kroppens evne til at regulere sin vejrtrækning og dermed være i homøostase. Men gør det altid/ofte genetableringen af “det naturlige” mærkeligt, mystisk, uhensigtsmæssigt, måske endda farligt, umuligt eller til en årelang ørkenvandring?
Det tvivler jeg i hvert fald på. Det kan også komme an på mange forhold.
Og det er nok det, der er krumtappen? Måske glemmer mange bare at være med praktikken og det at øve nok (længe nok, regelmæssigt nok). At finde sin egen vej tilbage til en livskraftig balance med vejrtrækningen gennem registreringer af effekter, der danner grundlag nok for praktisk brugbare og beroligende konstateringer hos den enkelte?
Vejrtrækning er jo i udgangspunktet noget, der sker naturligt. Som alle mennesker er skabt til at kunne og ikke kan leve foruden. Vores vigtigste opgave må være at undlade at gøre det til en løsningsopgave, som fordrer en doktorgrad i fysiologi. Derfor kan vi godt belyse teknikaliteterne. Jeg formidler også gerne det nørdede.
Så længe vi har blik for de menneskelige forbehold.
Hjælp må der til?
Vi søger rådgivning, klare forklaringer og terapeutisk hjælp, og så bliver det paradoksalt nok hurtigt meget teknisk.
Eller potentielt set i hvert fald. Rådgivning kan også være opklarende og beroligende. Eksperter oplyser om alt fra pauser, nedsænkning af åndedrætsfrekvenser, trækning af vejret gennem næsen, optimal iltning, der angiveligt forudsætter en given mængde kuldioxid i blodbanen, Bohr effekter, residualvolumen, det parasympatiske nervesystem, retention og en masse andre spændende og berettigede ting – der desværre også kan få mange til at give op, eller stoppe af kompleksitetsforstoppelse eller almindelig praksisforvirring.
Mange der kan have akut brug for hjælpen. Derfor kunne det være rart, om der gives virkningsindikatorer.
Kan du mærke, om det virker?
Hvor troværdig og videnskabelig en forklaring har du behov for, førend du tør vove dig frem? Hvad gjorde de i Indien i sin tid? Mon ikke erfaring har spillet en ret så stor, for ikke at sige altafgørende rolle?
Mange fortalere hævder, med videnskabelige henvisninger hist og pist, til dybe vejrtrækningsundersøgelser, at sådanne metoder virker. Det tænker jeg også, har noget på sig. Men der er også mange, der hævder, at det virker, fordi de prøver det af.
Slutpointen. Lad det ekstreme blive afmystificeret og al det der med, at det kun er for de særligt udvalgte. Nej, det tror jeg ikke på. Jeg tror dog på, at de kan have haft endnu mere brug for og gavn af det i deres virke, de der moderne højteknologiske krigere, end du måske har – i visse situationer.
“Desperate times does not always count for desperate measures”, snarere mere indsigt i nødvendigheden. Og her kommer enkle greb ofte til deres ret. Men hvis du vil vide, om du “gør det helt rigtigt”, så bliver det nok indviklet. Desværre. Biologi og fysiologi er kompliceret.
Thore Fogh har en forsimplet pragmatisk afslutning i sin tilgang. Han hævder, at du kan mærke, om “det virker”:
- Du vil mærke ro
- Du vil mærke varme
- Du vil kunne fornemme, at munden begynder at øge sin spytproduktion
Det er muligvis fint nok. Vær dog opmærksom på, at min punktopstilling ikke er formuleret som videnskabelige henvisninger eller forklaringer, eller antager at det er alt, hvad der er at sige herom.
Du kunne også lægge mærke til din puls, dit fokus, om der sker noget med dine tanker, dit humør. Der er meget at mærke på selv, uden at vide det hele på forhånd.
Naturlig skepsis og tiltro
Jeg er principielt altid lidt forsigtig med at udbasunere, hvad der virker, hvordan, hvor længe og i hvilken form. I høj grad også pga. egne erfaringer og eksperimenter.
Fordi jeg har tiltro til “det naturlige”, det vi må være skabt til, så vælger jeg at tro, at du kan (gen)opleve/genaktivere åndedrættet på en måde, du selv mærker er godartet og ikke forværrer din tilstand.
Det kan kræve tillid og erfaring gennem mere praksis. Men da andre har oplevet noget godt med denne type teknik eller beslægtede teknikker, mange gange, som de ikke tøver med at gentage eller gøre til en god vane, og fortælle (overbevise?) andre om, såååå…?
Det kan bare tage tid at blive hurtig til at finde beroligelse. Paradoksalt nok. Har du besluttet dig for at tage dig tid til det? Det betyder ikke, at du ikke kan mærke effekt, hvis du kun gør det en eneste gang. Men er det er godt beslutningsgrundlag? og for hvad?
Jeg ved det ikke, men jeg forestiller mig, at opstarten kan være en hurdle, vi skal blive mere nysgerrige på. Snarere end blot at udbrede og formidle teknikker der evt. fremstiller tingene som værende ret så enkle, hvilket de jo er i en vis forstand. Lidt tælleri og en ind- og en udånding, hvor svært kan det være?
I opstarten kan du bliver praktiker, eller du kan blive hægtet af. Her tror jeg, der er noget interessant på spil. At blive klogere på hvordan vi er opmærksomme på, hvordan vi vælger at til- og eller fravælge metoder af forskellig slags. Hvad påvirker os? Hvad betyder utålmodighed?
Og så er der principielt altid spørgsmålet om individet og dennes særlige sundhedstilstand, sygdomshistorik og kontekst.
Vær skeptisk og tillidsfuld i en god forening. Og nysgerrig ikke mindst.
Tillid, tålmodighed og tid
Jeg kan vælge at være modig som en Navy SEAL og satse tillidsfuldt på, at jeg ikke oplever voldsomt ubehag af at trække vejret på en anden måde, end jeg er fortrolig med. Jeg kan jo altid stoppe, hvis jeg oplever en reaktion, der gør mig utryg. Jeg eksperimenterer trods alt kun med at inhalere luft.
Min erfaring med teknikker, der skal bruges til at afhjælpe forskellige former for ubehag, er at tillid, tålmodighed og tid er tre gode ledetråde. Nogen vil måske opleve, at en ny teknik kan føles symptomoptrappende, forværrende, underlig, ubehagelig, mærkelig eller noget andet i den indledende, uerfarne og potentielt transformerende fase.
En fase, det må antages, at kroppen går igennem, indtil den igen er i en anden og antageligt bedre balance. Indtil den atter ryger i ubalance, men næppe helt i “udu”. Du er vel også skabt til at trække vejret indtil sidste åndedrag. Det er således nok ikke for sent at komme i gang. Eller “unormalt” at opleve svingende resultater.
“Box breathing” behøver ikke være så firkantet endda, men er måske heller ikke en simpel mirakelkur, der leverer undere, blot fordi du prøver den en enkelt gang.
Prøv dig frem. Vær frygtløs som en Navy SEAL, men ikke dumdristig.
Prøv evt. at gøre det vha. af en app, der hjælper med åndedrætsmønstret.