I årevis har jeg lagt øre til mange passionerede mennesker med en holdning til træningsmiljøer. Mennesker, der har villet udbrede deres kompetente syn på funktionel træning. Skønt og engageret.

Det er ofte ordet træning, jeg er blevet mødt med. Jeg mindes ikke at være blevet konfronteret med, hvad naturlig funktionel bevægelse egentlig går ud på?

Det er et godt emne at få bragt lidt klarhed over al den stund, at mange slår sig op på at tilbyde funktionel træning. At alle mennesker, der bevæger sig bør have en grundlæggende forståelse heraf, for at bevæge sig mere livsforebyggende – og derudover. Og i den mere konspiratoriske ende, for at komme eventuelle fejder og misforståelser til livs.

Træningsmiljøer kan være ret stolte miljøer, der værner om traditioner, specialiserede praksisser m.m. Og det værdsætter jeg jo også selv, men åbenhed er også værd at værdsætte. Vi er vel evolutionære væsner der tilpasser os?

Forskellen mellem naturlig og funktionel bevægelse

Det betyder noget at indstille kikkertsigtet herpå. Forskelle i valg af bevægelser afspejles ikke blot i forskellige resultater og udvidelser af repertoire og kapacitet, men også i forskellige strategier. Livsforlængende og livsopretholdende strategier.

Ifølge en sammenligning foretaget af MovNat er nogle af de typiske forskelle mellem naturlig bevægelse og “funktionel bevægelse”:

Naturlig bevægelse

  • Grundpositioner og transitioner
  • Balancering på smalle objekter
  • Løft af et andet menneske
  • Kast af objekter til et andet menneske

“Funktionel bevægelse”

  • Mobilitet baseret på elastikker/stabilitetsøvelser
  • Balancering på en BOSU-bold
  • Løft af vægtstænger
  • Sving af kettlebells, alene, i et gentaget mønster

Der er markant flere forskelle, men også ligheder. Ovenstående er stærkt forsimplet. Men hvori består så de toneangivende skel og forskelsmarkører?

  • De såkaldte funktionelle bevægelser fokuserer på dele, naturlig bevægelse mere på helheden. 

Måske en lidt hård distinktion. Spørgsmålet er, om det altid forholder sig sådan.

Autentisk versus kunstig bevægelse

Det naturlige i naturlig bevægelse handler måske snarere om, at bevægelser er integreret eller forbundet med autentiske bevægelser. Bevægelser, som har deres oprindelse i et miljø, der rækker udover indendørsfaciliteter. Og her falder det naturlige valg på – gæt engang – naturen.

Omvendt er den proklamerede funktionelle bevægelse mere opdelt (compartmentalized), dvs. mere reduceret og tilbagetrukket fra den virkelige verden, hedder det i MovNats argumentation.

Det er bevægelser, der vokser ud af eller “fungerer” i et kunstigt miljø. Konstrueret til at skabe “funktionelt simulerende” eller postulerede funktionelle bevægelser, der samtidigt også fokuserer mere på bevægelser, som er relativt mere isolerede og indskrænkede. Men til hvad, mere specifikt?

“…confined to regional areas of the body, as well as aimed at distinct physiological systems. For example:

  • Pull Ups for upper body strength
  • Squats for lower body strength
  • Snatches for power
  • Running or timed intervals for conditioning
  • Active and dynamic stretching for range of motion
  • Banded external rotations for shoulder joint health”
    (MovNat)

    Indenfor funktionel bevægelse er der, ifølge MovNat, en tendens til at coachen/instruktøren ser på kroppen i kvadrater og systemer. Om end langt fra så udpræget som eksempelvis bodybuildere. Men derfor kan det godt være uhensigtmæssigt eller reduktivt alligevel. Hvad skyldes det?

    “It’s no surprise, as the functional movement mindset draws from the disciplines of physical therapy (isolating tissues to solve local injuries) and athletic coaching (isolating systems to improve sport performance). This historic coupling with athletic performance, which isn’t fundamentally about health or longevity, creates limitations in the functional movement model.” (MovNat)

    Mulige konsekvenser af specialisering

    Det er sammenblandingen af fysioterapi med brugen af isolering af væv ved lokale skader og sportsrelateret coaching, hvor det er systemer, der isoleres for at opnå sportspræstationer, som kan lede til begrænsninger i den funktionelle bevægelsesmodel. Mon ikke der kunne tænkes andre veje til problemkomplekset. Det er sikkert en potentiel risiko, men lad os ikke  være fordømmende.

    Præstationsfremme er ofte direkte usundt for kroppen, om ikke andet så i det lange løb. Grundet de højt specialiserede bevægelser, der ofte skal gentages ad nauseam, af bla. neurouskulære og motoriske grunde osv. Ensidig brug af bevægelseskæde, lateralitet, diverse former for muskulære ubalancer etc. er noget, mange sportsstjerner eksempelvis har måttet sande, efter at de har lagt karrieren på hylden. Men i dag er mange sportsstjerner meget mere opmærksomme herpå end for bare 20 år siden. Andre er givetvis ikke, det må vi blandt andet læse ud af skadestatistikker.

    Sådan en karakteristik fra MovNats side kan imidlertid, i det mindste i teorien, være noget blind for, at vi ikke længere “lever som på savannemanér”. I øvrigt er der også en “kamp om markedsdele” på spil.

    Men det naturlige er svært at komme uden om, hvis det er det, kroppen er skabt til, og det, den responderer på genetisk, anatomisk, fysiologisk, kognitivt osv.

    For de fleste, som ikke dyrker idræt på højt plan, er udfordringen måske i virkeligheden en anden. Nemlig at undgå at havne i en bevægelsesfælde. Her er det vigtigste muligvis at få kroppen i gang og være mindre optaget af, om funktionaliteten lever op til specifikke naturnormer. Det er noget, du gradvist nærmer dig en forståelse af, men ikke bør være fundamentalistisk opslugt af fra start.

    Forskellige praksisser kan sameksistere. Kunsten er at være tilpas alsidig i en livsforebyggende strategi. Så kan specialisering og udvikling af yderligere repertoire og avanceret mønsterdannelse være en sideløbende og efterfølgende udbygning.

    Frygten for kunstighed

    Den frygt, nogle kunne nære mod de mere funktionelle trænings- og fitnessmiljøer, kunne være, at de bygger et kunstigt fundament op. Et fundament, der vokser ud af branchens viden, interesser og erfaring, men ikke ud af det naturlige menneskes miljø og habitat (de fleste har forladt savannen). Men de evolutionære, “nedarvede” bevægelsesmønstre – har vi forladt/mistet dem? Eller er vi bare holdt op med at bruge dem?

    Endvidere kan kunstigheden mistænkes for at udgøre en medvirkende faktor til at skabe det modsatte af mere bevægelse. Måske endda ligefrem føre til en bevægelsesfælde, fordi sammenhængen, integrationen imellem bevægelser og bevægelsesmønstre er alt for udeblivende og vagt repræsenteret. Neurologiske forhold er antageligt også i spil.

    Real world survival

    Den naturlige bevægelse starter med at se på, hvilke overordnede bevægelser, der kræves for at kunne begå sig i forskellige “real world” omgivelser, underforstået naturen. Samt hvordan du kan arbejde mere intelligent hermed. Der tænkes i sundhed og livsvedligeholdelse livet ud.

    Eller udtrykt lidt mere spidsfindigt:

    “…solving deficits in any essential practical movement aptitudes instead of isolating parts of a practical movement sequence or physiological system. (MovNat)

    Når vi bryder tingene ned for at reducere kompleksiteten, risikerer vi at forklejne og misforstå de elementer, som nu engang har systemisk forbindelse. Herved kan vi undlade at styrke disse forbindelser, og det er ganske ofte tilfældet, er der meget, der tyder på. 

    Der går meget tabt, når vi ikke adresserer eller anerkender eller forstår kompleksiteten i tingene. Det gælder såvel smerter. Især kroniske smerter er ikke bare enkeltstående fænomener, som isolerede bevægelser. Samtidig skal vi være påpasselige med at blive bevægelsesmæssige relativister, der ikke vil høre tale om, at nogle bevægelser er mere “korrekte end andre” og bare synes, at alt er lige anvendeligt.

    Ikke muskler men mønstre

    En bevægelseslærer, jeg samarbejder med, hævder, at vi nogle gange, på grund af denne kraftige funktionelle opdeling, ser træningen som “skulpturering”. Til trods for, at vi sværger til, at vi ikke ønsker at være bodybuildere, omend det vel også er en partiel legitim adaptation at være optaget af. Desuagtet de åbenlyse udfordringer, problematikker og begrænsninger, dette medfører. Den pointe, havde jeg selv lidt svært ved at rette ind efter. Når man oplever (omfanget af) sine begrænsninger på klos hold, ser man gerne ting i et mere ydmygt lys.

    Tendensen er, at vi hver især kan komme til at anskue bevægelse som noget, der understøtter muskler. I øvrigt også godt hjulpet på vej af de professioner, vi bestrider i den forbindelse. “Hvilke muskler træner den der øvelse?” Det kan skabe et reduktivt mindset, som med fordel kunne erstattes af et andet med mere fokus på at skabe fysisk eller bevægelsesmæssigt potentiale. Altså at kunne bevæge sig bedre og mere (frit). Frihed? (funktionel) bevægelsesfrihed?

    Det er helheden over for alle de adskilte dele, der kan udgøre alternativet til at træne individuelle muskelgrupper.

    Det er en forståelig tendens, da muskler er meget synlige, og der er myriader af glinsende kropsreklamer i omløb. Ikke mindst i digitale sammenhænge. Man kan se, hvad man træner, og hvad målet er. Men metoden er typisk meget mekanisk eller begrænsende.

    Kooperative bevægelsesmønstre

    Hvis vi tænker mere helhedsorienteret, vil der være mange flere muskelgrupper involveret i mere komplekse bevægelser, og de koordinative krav til kroppen og hjernen er tilsvarende højere. 

    I det virkelige liv er muskler ikke isoleret, men trænes kooperativt, fordi de samarbejder om at løse funktionelle opgaver. På den baggrund giver det mere mening at tale om grundlæggende mønstre (patterns) og situationer. Eksempler:

    Mønstre i styrketræning

    • Træk
    • Skub
    • Squatting
    • Hofte hinging
    • Rotation
    • Fleksion
    • Ekstension

    Mønstre som kan udføres i bestemte vinkler 

    • Over hovedet (overhead)
    • Foran brystet
    • Nedad
    • Bagved nakken
    • Til siderne
    • Fremad

    Eller hvor bevægelser udføres i praktiske mønstre eller situationer

    • Siddende/stående
    • Kravlende/på alle 4
    • Trække op
    • Løfte op
    • Skubbe/presse op
    • Trække imod
    • Skubbe væk

    Det er funktionelt at tænke i disse mønstre, og i primal patterns, som det også hedder. Og det forudsætter ikke et specifikt muskulært kendskab eller anatomisk viden. Men det understøtter elementære menneskelige bevægelsesmønstre, der siden tidernes morgen har tjent et (overlevelses)formål. Der er formodentlig “erfaring og genetik” og tilpasning til forskel.

    Et praktisk eksempel – klatring

    Ovenstående giver måske ikke en klar nok sondring for alle læsere, hvorfor et eksempel måske er bedre at illustrere forskelle ud fra.

    I klatring er den funktionelle bevægelsestilgang, ifølge MovNat, at bygge overkropsstyrke for at kunne klatre (eller bare generel overkropsstyrke). Og det kunne forløbe igennem bevægelser som:

    “Scapular activation drills -> Bodyweight Row (on TRX bands or inverted on a racked barbell) -> Banded or Assisted Pull Up -> Bodyweight Pull Up -> Weighted Pull Up” (MovNat)

    Selvom du ikke forstår, hvad disse øvelser betyder, eller hvordan de udføres, er det pointen, at der er en progression i disse bevægelser. Fra lette aktiveringsøvelser af skulderbladene til vægtbårne hæveøvelser.

    I et mere “Natural movement” perspektiv er målet med klatring at komme op på toppen af eller klatre op på et snævert objekt som en træbarre eller en tyk gren. Her vil progressionen se anderledes ud:

    “Hanging -> Side Swing Traverse -> Foot Pinch -> Swing Up (using momentum to get on top of object) -> Pop Up (using strength/power to get on top of object)” (MovNat)

    Hvorfor ryger naturen i baggrunden?

    Her kunne jeg godt, som relativt erfaren “kropsbruger”, komme med en plausibel forklaring på, hvorfor det er de (løsrevne) funktionelle bevægelser, der muligvis vinder mængdens gunst. Det skyldes måske, at det kræver transport til naturen, at det regner og blæser osv. i naturen. At det i udgangspunktet er markant hårdere at træne naturligt og andre indlysende konstateringer. Ikke mindst ud fra mange menneskers nuværende kapacitet.

    Viden spiller en stor rolle. Vi kan komme ret langt med simple forklaringsmodeller.

    Hverdagsrealisme og komfort vinder ofte over dybere fornuft, kunne en headline lyde. Men der er mere på spil her. Et er at vi ikke længere bor i naturen. Noget andet er, at vi sagtens kan bevæge os mere naturligt, både i og faktisk også uden for naturen, i mere “naturligt konstruerede bevægelsesmiljøer” (eller legepladser og “oplevelsesparker”). På den måde kan vi til dels begynde at skærme os for den klichetunge kritik “åh nej, vil du tilbage til naturen”. 

    En central pointe: det naturlige bliver ved med at være naturligt. Vi behøver ikke at erstatte al naturlig bevægelse, selv om vi ikke lever i naturen.

    Omvendt er mange mennesker meget langt fra deres naturskabte formåen. Så et for ureflekteret møde med mere naturlig optræning kan faktisk vise sig at være skæbnesvangert (som i at lede til den bevægelsesfælde, vi ønsker at undfly).

    Indgangsbarrieren kan være stejl, læringskurven høj, titanisk og skræmmende – for nogen demotiverende og angstprovokerende. Men ikke umulig. Hvad vi har tager århundre om at ødelægge kan vi ikke “fikse” over formiddagskaffen. Må jeg bede om en flig af ydmyghed her. Tilpasning er tilpasning. Det kræver tålmodighed og lang tilvænning.

    Vi klatrer altså ikke bare, vi kan have behov for at “forberede kroppen” herpå. Men jo før vi klatrer, jo bedre, synes logikken. Spørgsmålet bliver så igen, kan vi forberede kroppen mere naturligt?

    Et isoleret formål eller et højere formål?

    Vi mennesker kan godt lide ting, der giver mening og som løser praktiske udfordringer, vi står i. For det utrænede øje kan ovenstående klatreeksempel godt virker som to forskellige måder at nå et mål på.

    I det naturlige eksempel er der en anden progressionslogik på spil. Noget gøres ikke bare sværere, det er direkte opgaveløsning, som samtidig rummer opgaver, der leder videre til den næste opgave.

    Der er tale om praktiske opgaver, der skal løses, forhindringer der skal overkommes, ikke bare øvelser, der skal mestres og gennemføres. Det er muligvis denne forskel, vi lader til at have glemt i vores “civilisationskonstruerede” omgang med kroppen. Nogle vi sige, at der er mening til forskel. Man kan mærke, at man gør fremskridt, for man kan udføre flere klatreopgaver, der forudsætter håndtering af forudgående trin.

    Kan der tænkes en direkte sammenhæng mellem det hyppigt rapporterede meningstab i nutidens kultur og frarøvelsen eller udhulingen af den naturlige bevægelse?

    Hvad der er mindst lige interessant er, at MovNat hævder, at det kan lede til, at flere kan opnå mål som pull ups, uden brug af indledende mobilitetsøvelser etc. Det skyldes, at de naturlige bevægelser integrerer de forskellige muskulære, ledmæssige og bevægelsesmæssige krav (koordination, stabilitet og skuldermobilitet osv.).

    Det hænger sammen

    Det hænger sammen, og derfor forbereder det kroppen til at kunne løse sværere opgaver, fordi det ikke er blevet skilt ad. Det er en praktisk læreproces, der er udvikling til forskel. 

    Andre eksempler på naturlige bevægelser, der omtales i artiklen fra MovNat:

    • At rejse sig op uden at bruge hænderne (på mere end 1 eller 2 måder)
    • At kravle fra en supineret stilling med brug af dine skulderblade 
    • At gå og vende rundt på smalle overflader, såsom trælister eller nedfaldne grene, gelændere og nedlagte jernbaneskinner
    • At løfte og bære tunge og/eller akavede objekter på varierende måder over variable distancer 
    • At klatre op over objekter af forskellig højde

    Det er ikke bare, at du bliver stærkere. Du udvikles mere som menneske på en måde, der giver dig et tilhørsforhold til din udvikling. Hjerneaktiviteten er en væsentlig faktor. Det er praktisk for at leve som menneske. Det forbinder dig med verden, det er meningsfuldt – uden at tillægge det religiøse kræfter.

    Kvalifikation versus kvantifikation

    Lad os se på, hvad forskellen er mellem de to tilgange, det naturlige versus det “fingerede” funktionelle. Tilgange, der i øvrigt i artiklen stilles meget skarpt op som rene idealtyper, men jo nok findes. Er der overhovedet ræson i en sådan territorial markering? Er den mere opbyggelig end en mere inviterende måde at se på det funktionelle ved bevægelse? “Vi og de tænkning” har det med at skabe forudsigelige grupperinger – og konfliktualitet.

    I artiklen hedder det f.eks. om forskellen:

    “Where a functional movement coach asks “What dose and type of movements do you need to correct and develop attributes X, Y, and Z” the Natural Movement coach asks “What dose and categories of movements are you missing from your life in order to re-establish the developmental process you began as a child (and halted as a young adult)?”

    Both strategies (isolation and integration) are very useful. The question is, how do you want to spend your training time, and with what higher goal?” (MovNat)

    Det lyder lidt som om, der er optræk til bedrevidenhed? Måske, måske ikke, men der er på idealplanet i hvert fald en mulig forskel, der formentlig kan iagttages i mange træningsmiljøer.

    Den funktionelle bevægelse har, ifølge MovNat, fokus på kvantificering. Hvor mange squats kan du tage, hvordan forbedrer vi din evne til at tage flere kg i bænkpres etc. Det handler meget om gentagelser, pointscore fleksibilitetsgrader, volumen, restitutionsmængde etc.

    Du bliver kvalificeret 

    Denne kapacitetstanke er for så vidt også til stede i naturlig bevægelse, men det er et delelement i bevægelsesudviklingen. Ikke et finalt og ultimativt succeskriterium. Men hvad er da det, naturlig bevægelse, ifølge MovNat, har som sit fornemmeste mål:

    “The best indicator of movement performance, capability, and overall vitality is being able to move through dynamic, challenging environments with ease” (MovNat)

    I stedet for bare at sætte kapacitetsmål op, sættes der fokus på, hvad du kan i en given situation, hvordan du løser en given opgave. Der ses på, hvordan opgaven løses, om den er udført sikkert og effektivt osv. Kun i det tilfælde, at opgaven ikke kan løses, tys der til en regredierende øvelse. Altså en mindre krævende i betydningen mindre fundamental bevægelse.

    Dette fra et udviklingsmæssigt synspunkt for at fostre de nødvendige fitness- og læringsmæssige adaptationer. Det der skal til for at kunne løse opgaven. Det er her, vidensgabet kommer ind. Det er især det, vi har glemt.

    Kroppen først, dernæst miljøet

    Der omtales flere måder at progrediere på, altså at øge sværhedsgraden og udfordringsopgaven. Først ved at øge kravene til organismens grundform gennem øget træningsmængde (volumen) og intensitet. Herefter ved at øge de kontekstuelle krav ved at ændre træningsmiljøet eller situationen, så den fordrer øget adaptabilitet, dvs. tilpasningsevne.

    Naturlig bevægelse kan vi sige meget positivt om. Det er en måde at øge din egen selvtillid på, få et sundere liv med en højere formåen, gennem håndgribelige træningsmetoder, med bevidste formål. Du øger din livskvalitet gennem praktisk udvikling, ikke gennem “tørre tal”, at du nu kan tage 20 push ups. Og konklusionen fra MovNat:

    “Optimizing Natural Movement always leads to improved functional movement; but the reverse is not true.” (MovNat)

    Udgangspunkt – ikke (nødvendigvis) endestation

    Men det er ikke endestationen for bevægelse. Der er mange bevægelsesmuligheder og -formål, der næppe kan gemmes ind under denne etiket. Den har, som alt andet, sine begrænsninger. Men den er et/det naturlige fundament for den videre udvikling af din bevægelsesformåen og -repertoire. Det tænker jeg.

    Kunsten er ikke at “hellige dig denne bevægelsesform til det religiøse punkt”, men få ballast nok til, at du mærker behovet for at udforske videre, og samtidig har forståelse for at fastholde og vedligeholde disse principper på stadig nye måder.

    Læs også mit indlæg om de forskellige principper der ligger bag naturlig bevægelse – Hvad er naturlig bevægelse?

    Du gør også klogt i at sætte dig ind i bevægelsens vilkår og muligheder.

    Herudover kan du ane, hvorfor der findes sådan noget som forskellige perspektiver på “det funktionelle” – ved at studere bevægelsens historie

    Funktionelle komponenter i et øvelsesprogram

    For at et øvelsesprogram kan være effektivt, hævder Timmermans et al., at en række forskellige elementer bør inkluderes, som kan tilpasses individets behov og målsætning. Her gengivet fra Wikipedia:

    • Baseret på funktionelle opgaver der er målrettet hverdagsaktiviteter 
    • Individualiseret – skræddersyet til det enkelte individ, dets mål, med fokus på meningsfulde opgaver. Herudover til individets sundhedstilstand, inklusive nuværende eller tidligere skadeshistorik. En vurdering skal udformes for at guide i selektion af øvelser og belastningsmængde (training load) 
    • Integreret – det bør indholde en variabel mængde af øvelser der fokuserer på fleksibilitet, kropskerne, balance, styrke, power, med afsæt i adskillige bevægelsesplaner
    • Progressiv – rolig stigning i opgavers sværhedsgrad
    • Periodiseret – hovedsageligt ved distribueret og tilrettelagt træningsmængde og øvelsesvariation 
    • Gentaget hyppigt
    • Brug af ægte real life objektmanipulering – dvs. at flytte objekter, som matcher de arbejdskrav, du udsættes for i hverdagen
    • Udføres i kontekstspecifikke miljøer 
    • Feedback inkorporeres umiddelbart efter præstation (selvfeedback, såvel som coach/terapeutfeedback)

    Mange af disse elementer, der i litteraturen kan antage andre og lignende former, forekommer ret selvindlysende, men kan være vanskeligere at konkretisere i praksis – især på egen hånd. De læner sig op af traditionel træning i og rehabilitering i forhold til træningsmiljøer, og funktionel træning har også sin oprindelse i fysioterapeutisk rehabilitering, ifølge Wikipedia.

    Jeg gennemgår til sammenligning MovNats alternative “liste” i Hvad er naturlig bevægelse.

    Førstnævnte handler meget om at skabe mere selvstændighed i forhold til at kunne bevæge sig i hverdagen, i forhold til de opgaver, der udføres, og de funktionelle begrænsninger, der måtte stå i vejen herfor.

    Det er ikke set i forhold til, hvad vi er skabt til som mennesker, livet som sådan, eller hvad der gavner et menneske set over et helt liv. Det er meget specialiseringsunderstøttende. 

    Livslang bevægelsesmæssig variation

    Et alternativt udgangspunkt for en bevægelsespraksis, er en praksis, der er livsfunktionel – hele livet, fra start til slut. I betydningen har fokus på, at du funktionelt kan fungere hele livet med en høj grad af bevægelsesvariation, ikke kun en høj grad af bevægelsesmæssige gentagelse.

    Såkaldt bevægelsesdiversitet. Ikke kun for diversitetens skyld, men for at understøtte din natur og din videre tilpasning etc. For at opnå mere bevægelsesfrihed og øge dit bevægelsesrepertoire etc.

    Herudover kan vi måske forenkle spørgsmålet om det funktionelle en del eller gøre det mere forståeligt, hvis vi ser mere generelt på tingene. Velvidende at der er omstændigheder, der (angiveligt) påkalder sig mere specialiserende tilgange.

    Hvis vi skærer ind til benet, hvilket faktorer kan så udgøre en funktionel bevægelsesramme af absolut minimal art. En ramme, der samtidig kan udvides og nuanceres, men næppe gås på kompromis med, uden at det har uhensigtsmæssige konsekvenser?

    Paoli om funktionel bevægelse

    Carl Paoli har (sammen med Anthony Sherbondy) et par forfriskende ord at sige om det funktionelle i den yderst interessante bog fra 2014: Freestyle: maximize sport and life performance with four basic movements. Allerførst reflekterer Paoli over, hvordan ordet funktionel anvendes i fitnessindustrien, hvor det har været en varm kartoffel i en del år.

    Definitioner rangerer fra “movement that goes from core to extremity”, over “multi-joint movement”, til “movement that applies to daily life” og “moving large loads, long distances, quickly”.

    Men fanger de essensen, spørger Paoli, den ægte mening af ordet? Han vil hellere tale om 3 aspekter som værende definerende for funktionelle bevægelser:

    1. Safe: You must be able to perform the movement and finish unharmed
    2. Useful: The movement must help you to achieve a goal
    3. Long-lasting: The movement must be the most efficient way to perfom a task (Paoli & Sherbondy, s. 40)

    Disse er overlappende aspekter, de er afhængige af hinanden. Når du går, er det både sikkert, det er yderst brugbart og du kan gøre det igen og igen.

    Lad os udfolde eksemplerne

    Sikkerhed, der er alfa og omega, handler om at vide, hvor din biologiske alarm er og ikke bryde igennem denne uden ansvarlig guidance og erfaring. Du skal føle dig tryg med det, du ønsker at udforske dybere og være i stand til at kalkulere risikoen forbundet hermed. Det er ikke det samme som at springe ud på dybt vand og håbe på, at du kommer op til overfladen igen. Det er ikke “trial and error” for viderekommende.

    Dilemmaet ligger i, at når du flytter og rykker dine præstationsgrænser, er der et element af ubehag (discomfort), der enten kan agere som en begrænsende faktor for din nuværende kapacitet eller en indikator for fremtidig skade eller smerte. Det er gennem erfaring, at du kan forstå forskellen herimellem, så du kan træffe bedre beslutninger. 

    Det er her, en coach kommer ind, som en berettiget følgesvend. En, der forstår det, du er i tvivl om og kan vurdere dit nuværende niveau og hjælpe med en proces, der tegner vejen frem.

    Brugbar, her ligger sikkert kimen til en del kontrovers. Paoli ser det brugbare som noget, der hjælper dig med at nå et mål. Derfor skal en brugbar bevægelse give dig information om de fremskridt du gør frem imod dette mål. Men hvad er målet med en gåtur for eksempel?

    Vi har alle forskellige mål og måder at forstå det brugbare på, afhængigt af vores mål og baggrund. Og vi “diagnosticerer” altid vores problemer og eller forbedringsbehov ud fra den viden, vi har. Noget vil derfor også kunne antages at være mere brugbart end noget andet, ikke mindst hvis vi flytter fokus fra et bestemt præstations- eller arbejdsmiljø til en livskontekst.

    Langtidsholdbar, på dette punkt gælder det om effektiviteten. Der er tale om noget biomekanisk meningsfuldt ved teknikken, der gør, at bevægelsen ser effektiv ud. Der er nødt til at være et fokus på, hvordan en bevægelse udføres bedst muligt. Der kan være fysiske, mekaniske, såvel som fysiologiske og psykologiske parametre involveret, der skal beskrives bedst muligt for at kunne fremme bevægelseseffektiviteten.

    Ofte er det ikke det, du er mest fortrolig med, men det, som bevægelsen stiller af krav til dig, der afgør, om du er effektiv i eksekveringen. Er der tale om en bevægelse, du kan udføre igen og igen livet ud? Kan det gøres hurtigere? Kan vægten fordeles anderledes? Hvordan kan der udvikles på bevægelsen?

    Er du stadig i tvivl om, hvorvidt viden er afgørende? Det handler ikke bare om træning. Omvendt kan jeg ikke lade være med at tænke på om meget ikke også foregå “bag om ryggen på os”. Ellers har vi godt nok meget at genindlære hver gang vi bevæger os.

    Dit liv, dit valg – hvad betyder det funktionelle for dig?

    Det funktionelle må udfylde en rolle i forhold til noget i dit liv, og hvis dette noget er gået tabt for dig, kan du overveje, om det har værdi for dig at genetablere en kontakt hertil – i en eller anden form.

    En anden tilgang til det funktionelle, som selvtillidsfuldt hævder at gøre op med “gætværket” ved at tage vare på kroppen, præsenteres af grundlægger og CEO Naudi Aguilar fra Functional Patterns.

    Det er en metode, du kan se en anmeldelse af her, af bevægelsesunderviseren, der går under navnet “The Grounded man”. 

    Det ser ud som en interessant nyskabelse med visse kultiske træk, ud fra markedsføringen af dømme – ved første øjekast (har ikke selv udforsket konceptet). Der præsenteres ret så markante holdninger, der tales kritisk om fitnessindustrien osv. Ikke nødvendigvis noget, alle vil bryde sig om. Det kan nemt komme til at klinge “ideologisk”.

    Det er ikke desto mindre et interessant koncept, en “pattern baseret” approach, der ofte har været fraværende i branchen. Som med alle andre nyskabelser og åbenbaringer er det næppe heller den eneste sandhed om funktionel problemløsning, rehabilitering etc. Omend der tilsyneladende er dyb biomekanisk viden bag m.m. Metoden trækker angiveligt på alt fra antropologi, kinesiologi, biologi, sociologi, fysiologi, og hævder at være en integrativ praksis.

    Ser jeg bort fra de meget kommercielle dele, med udstyr etc., er det alligevel værd at overveje fænomenet som et suppleringstiltag til mere naturlig og mere “movement culture forankret” bevægelse i bredere forstand. En mulig startrampe, ikke en endestation.

    Bare start et sted

    Et andet godt sted at starte kunne være at læse om bevægelse på min blog og indledningsvist at blive klogere på, hvorfor vi skal bevæge os mere.

    Du kan naturligvis også bare kaste dig ud i den naturlige bevægelses ABC. Det vigtigste er at få gang i kroppen.

    Find din egen vej til denne “naturlige kontakt”. Lad dig endelig ikke begrænse af nogen “dogmatisk bevægelse” eller “retning”.

    Lær at manøvrere ind og ud og plukke frugter fra forskellige haver. Men byg et fundament for din funktionalitet først. Det kræver indsigt og dybe studier.

    Som Mike Fitch siger – Bare start et sted og bliv gradvist klogere. Du bliver aldrig helt udlært. Pas dog på med, at du ikke alene navigerer ud fra motivation. Det er nemlig ikke sikkert, at alt står og falder med din motivation. Du er også en del af noget større. Det er det, jeg vil invitere dig til at blive klogere på.