Som med kroppens øvrige regioner er der i området ved hånd og håndled, inklusiv fingre, en betragtelig mængde skadesproblematikker og smertekilder på spil.
Hånd- og håndledssmerter kan også have en baggrund i nakke-, hals- og skulderrelaterede forhold, men ydermere være forbundet med arm- og albuesmerter.
Vi skal huske, at der er tale om mindre anatomiske strukturer, der samtidig benyttes uafbrudt.
Eksempler på nogle af de fremtrædende årsagssammenhænge ved hånd- og håndledssmerter er:
- Triggerpunkter eller andre muskelgener i forskellige kropsregioner, som kan påvirke området omkring hånd og håndled
- Senebetændelse pga. akut eller gentagen overbelastning
- Indeklemning af nerver
- Brud på finger- og håndledsknogler, ledskader og forstuvning af fingerled
- Dropfinger
- Sport og skader i specifikke idrætsgrene, hvor kast og gribeopgaver står på menuen, hvor spring og fald udgør centrale bestanddele, gymnastik osv. Desuden idrætsgrene, hvor du holder redskaber i hænderne, som i ketchersport, golf, frisbee etc., men også klatring og parkour
- Overbelastning/fejlbelastning/underbelastning (immobilisering). Evt. i relation til din kropsbygning. Nogle er f.eks. født med svagere og tyndere håndled end andre, hvilket kan gøre hænderne mere udsatte, men er ikke i sig selv en smertekilde
- Fysisk krævende arbejde, eksempelvis monteringsopgaver, håndværksmæssige arbejdsopgaver, manuelle behandlingsopgaver m.m.
- Længerevarende computerarbejde, hvor du sidder med håndleddene hævet for at kunne benytte tastaturet eller ikke får strakt dine finger- og underarmsmuskler
- Faldulykker og direkte traumer på håndleddet – fra landinger i håndbold til snublen over kantsten, der kræver, at du afværger faldet med dine hænder, hvilket sker for at beskytte andre vitale dele af kroppen
- Muskulære eftervirkninger efter knoglebrud, håndledsoperationer m.m. Triggerpunkter kan med stor sandsynlighed dannes i forlængelse heraf
- Nedslidning af overekstremiteten livet igennem (arthritis, slidgigt, især i fingre)
- Infektioner og betændelse
Dette er blot et fåtal af årsager til enten akutte, kroniske eller mere eller mindre genkommende smertetematikker, vi har kendskab til.
Desuden vil jeg gøre opmærksom på manglende grebsstyrke som en potentiel årsag til problemer, ikke kun med hænder og håndled, men som kan spille en kompleks rolle for vores velbefindende, herunder i relation til at kunne hænge osv.
Desuden manglende antifragilitet i forhold til håndledddene, der afspejles i eksempelvis sårbarhed ved at kravle og bevæge sig på hænderne på gulvet, uden at det fører til håndledsgener.
