Taknemmelighedstræning – en underkendt sportsgren

Forside > Kropspraksis > Øverste etage – mentale redskaber og færdigheder > Taknemmelighedstræning – en underkendt sportsgren

Den direkte anledning til denne kropspraksis under øverste etage – mentale redskaber og færdigheder er et elektronisk nyhedsbrev fra Folkeuniversitetet Aarhus, modtaget 18. nov. 2021, kl. 09.31 såmænd.

Emnet taknemmelighed figurerer heri og jeg kommer til at tænke over, hvor værdifuld denne evne/dyd egentlig er i en verden af overflodsmani. En reklamebåret vækstjungle, som ikke sjældent foregiver at pådutte os, at mere er bedre, at vi skal maksimere livslykke, søge rigdommen og den amerikanske, finske og danske drøm osv. Også selvom bæredygtighedsbølgen er over os.

Lad mig tage afsæt i taknemmelighedens bærende ideer. Hvad indebærer denne taknemmelighed egentlig? Det kunne vi indledningsvist blive klogere på, for det kan måske hjælpe os med at forstå værdien heraf yderligere. 

Forståelsen er ofte vigtig forud for praksis, måske i alle tilfælde, men især i et som dette.

Hvorfor taknemmelighed?

En forklaring kunne være, at det er vigtigt at pointere, at afslapningsfeltet ikke udelukkende handler om åndedrætsteknikker og metoder til stressreduktion.

Taknemmelighedstræning er en ting, der kan gribe ind i dit velbefindende og via en perspektivforskydning kan give dig mulighed for at få skabt noget ro og horisont. Ikke mindst hvor du zoomer ud og ser på livets helhed, og hvordan du kan prioritere i forhold til dine sparsomme 4000 uger her på planeten.

Eller under en gedigen tankevandring. Evt. langs stranden – hvor god havkalibrering måske kan finde sted.

Lad os da bakse lidt med forståelsen af gratituden. At se tingene i et større perspektiv.

Taknemmelighed er ikke bare en laber lune, en hot mindfulness gimmick (der jo også rummer gode ting) eller en pedantisk antikveret formaning til børn, der har boltret sig lidt for længe på den forudrullede røde løber.

Det kan være en udmærket kur mod de mentale og fysiske ubalancer, vi af påvirkning kan have for vane at bygge op, og som vi ser kulminere gennem vrangsider i alt fra programmer som “Luksusfælden” til politiske forhandlinger, der ender i medieslagsmål og de altid pirrende skandaler (især dem om penge og sex).

Den, taknemmeligheden, kan ses som et ærligt modtræk mod en tendens til besiddelsessyge, som kan være krævende i sin natur. Dens narcissistiske yderpoler siger sætninger som “mig mig, jeg skal have”, “min ejendom”, “jeg vil udvikle mig”, “jeg er vigtigst”, “jeg bliver berømt”, “jeg har ikke tid til dig eller dine problemer”, “jeg er på farten og skal realisere mig selv”.

Og husk – sådan siger ingen hele tiden, men nogle nok lidt for tit, og ofte uden selv at kunne opfange det. I øvrigt er der intet i vejen med at ville realisere selvet. Men vejen af hvilken, tja, den kan være broget.

Okay. Jeg må vist hellere kridte banen lidt mere op, så jeg ikke skyder musvitter med haglbøsser. 

Et taknemmeligt udspil fra lektorens side

Uddannelseskoordinator og lektor i organisationsteori, Aarhus Universitet, Jane Flarup taler om taknemmelighed som en livseliksir.

Vi har næppe lige fundet på det at kunne finde ud af at sige tak og komme i kontakt med følelsen af taknemlighed, men nu er det altså blevet hot forskning.

Det er et emne, der nu om stunder især figurerer under den positive psykologi, hvis fremmeste repræsentant og idegrundlægger er Martin Seligman. 

Ifølge denne psykologiretning er det vigtigt at være optaget af ressourcefuldhed, de positive aspekter ved tilværelsen, det der fungerer, det vi kan udrette og opnå samt påskønne, og mindre af diagnoser, dysfunktioner og psykiske problemer. 

Nogle af lektor Jane Flarups værdifulde pointer:

• Taknemmelighed er medvirkende til relationsdannelse. Det er et ældgammelt redskab hertil, som selv dyr som chimpanser benytter
• Taknemmelighed stimulerer livsglæde og trivsel. Øger vores tilfredshed, fremelsker optimisme, håb og reducerer konfliktualitet

Emnet lægger sig op ad beslægtede forskningsområder som anerkendelse, trivsel og livskvalitet. Jane har endda lært mig at man kan være taknemmelig for blot at være i live. Og det er jo ganske vist og perspektivforøgende. Ikke mindst, når der er mindre (eller ingen) adgang til andre frihedsgrader, som eksempelvis bevægelse.

Men bevægelse kan måske siges at være særligt intimt forbundet med taknemmligheden, hvilket ofte erkendes, i (fortrydelsen af) dens fravær. Vi må ikke glemme tilværelsens fysiske dramaer, midt i al den psykologiske indsigt. Der er ikke kun tro og vilje der flytter bjerge, det er kroppe der bestiger dem. Og det skal vi alle være taknemmelige for. 

Her ligger nemlig nogle af de største kilder til taknemmlighed. Forbundetheden, selvopdagelsen, resiliensfølelsen, vitaliteten osv. Den ægte og indsigtfulde ydmyghed. Det store perspektiv.

Det filosofiske blik på sagen

Der er givetvis en del forskydninger på spil, siden Aristoteles og frem til i dag, hvilket du formodentlig selv kan lære mere om via en granskning af emnet og forskningen. Jane Flarup er en blandt mange, som forsker heri.

Det vil føre for vidt at oprulle taknemmelighedens oprindelse og historie her. Jeg nøjes derfor med lidt fransk højpandethed uden at referere til for mange af de store ånder. Den franske filosof André Comte-Sponville skriver veloplagt og højtideligt om taknemmeligheden (charis) i En lille bog om store dyder.

Selvom den er at regne for den mest behagelige af alle dyder, er den langt fra den nemmeste. Taknemmelighed er en gave – en glædens gave, en gave ved at glædes. Men mere vil som bekendt ofte gerne have mere.

Taknemmelighed er mere end taksigelse

Selvhøjtidelighed, egoisme og egenkærlighed kan skygge for taknemmelighedens gaver. De er forhindringer, det i os der skal overvindes.

Hvis vi mødes med gavmildhed, koster vores gengældelse intet. Det er glæden ved at have modtaget. Egoisten kan glædes over at modtage, men kun for sig selv, og vil gerne gøre andre misundelige. Den taknemmelighed der glæder sig, er derimod den der deles. Det skyldes en fælles glæde.

Den er en følelse mere end et tak. Egoisten vil ikke anerkende hvad vedkommende skylder andre, og er utaknemmelig. Egoisten vil ikke give igen, ikke dele, kun modtage. Egoisten har glemt, at han skylder andre sin glæde.

For taknemmeligheden giver kun sig selv som gave, som et ekko af glæde. Glædes over at glædes, over andres gavmildhed og kærlighed. Den ser, modsat utaknemmeligheden, medmennesket som årsagen til sin glæde, og ikke (udelukkende) i selvfølelsen. Derfor er der noget ydmygt over denne dyd.

En ydmyghed det evt. kan kræve kosmisk ubetydelighedsterapi at komme i kontakt med.

Glædes over at være til

Det giver også mening, når Comte-Sponville videre skriver om, at al glæde i sidste instans har en ydre årsag: universet, gud for nogen, naturen, noget der er større end os. Ingen er sin egen årsag. Alt hænger sammen og vi er en del af det hele, virkeligheden, om end ikke forskelsløst. Livet er dog fuld af præferencer.

Måske en kilde til megen misundelse?

Livet er blot ikke en betalingskrævende gave, med forventet efterbevilling, men noget skænket. Og i den forstand er det en gratis gave, en kærlighed, der kan anskues i kærlighedens lys. Uden skyldfølelse.

Vi kan derfor vælge at være glade for at være i live, at være til. At livet er endeligt, er et skænket vilkår. Vi kan ikke betale noget tilbage, vi ikke har bedt om at modtage. Vi har ikke lånt livet, men modtaget det, og skylder derfor ikke nogen noget i yderste forstand.

Det sidste kan vi undertiden komme til at glemme og være uenige i. “Du skylder mig alt”.

Men vi kan være taknemmelige for livet, som før nævnt, for at være her og dele det med andre. Hvis vi lever i frygt for morgendagen (en slags havesyge måske endda), i bekymring, og i sorg over fortiden, i ærgrelse over det, der kunne have været, lever vi forgæves.

Vi bliver aldrig tilfredse. Det kan kræve en del tankevandring, at forlige sig hermed, eller andre træk på skakbrættet.

Sorgarbejde, venskab og næstekærlighed

I stedet for at forberede sig på at leve eller stirre sig blind på det, som er mistet, kan vi glædes over det, vi havde sammen, det vi er glade for vi har sammen, at vi er en del af hinandens liv.

Det, vi har udlevet og det, vi tillader at leve, er værd at være taknemmelige over. Om end det måske ikke altid tager sig så enkelt ud i praksis. Der er virkelig også meget gråvejr og titanisk modvind i livet.

Taknemmelighed udsletter heller ikke sorg eller lidelse, men den kan fuldbyrde den. At mindes det, der var i live, kan ikke mistes igen. Det holder det levede liv, på godt og ondt, i live.

“Vi skal lære at glide fra savnets frygtelige smerte til erindringens mildhed, fra den aktive sorg til den udlevede sorg (“den taknemmelige erindring om det man har mistet”), fra amputation til accept, fra lidelse til glæde, fra en sønderrevet kærlighed til en afstilnet kærlighed” (En lille bog om store dyder, s. 139-140)

Helt skidt kan det gå, hvis taknemmeligheden tillægges nedrige spekulationer. At vi mistænkes for selviske motiver. At vi forklæder vores taknemmelighed i underdanighed, forklædt egoisme, forklædt forventning. At vi kun siger tak, fordi vi håber på en endnu større bonus, at der skal gives mere til den høflige, men forstilte. Smiger og løgn er, hvad det er, skriver Comte-Sponville.

Taknemmeligheden er derimod ægte, når den nærmer sig næstekærligheden, grundløs og betingelsesløs.

“Glæde over glæde: kærlighed over kærlighed. Deri er taknemmelighed venskabets hemmelighed, ikke gennem følelsen af at skylde den anden noget, thi sine venner skylder man intet, men gennem en overflod af fælles glæde, gensidig glæde, gengældt glæde” (En lille bog om store dyder, s. 141)

Der hersker en næsten kirkelig stemning over denne Sorbonne-fremstilling.

Stooort emne, mange vinkler

Ned på jorden igen. Emnet har ikke kun haft filosoffernes interesse, men er i stor udstrækning et anliggende for de store verdensreligioner. Noget tyder på, at den er vigtig at meste for at kunne leve godt. Det positive liv. Og dermed også psykologien.

Noget tyder på, at folk der føler taknemmelighed kan modstå svære lidelser og gå igennem hårde tider. Måske er det blandt andet derfor, at emnet er blevet et yndet objekt for den positive psykologi. Her opstilles bl.a. skalaer, der måler folks individuelle udsving inden for forskellige aspekter af taknemmeligheden, frekvenser i oplevelsen heraf, og konsekvenser af at være taknemmelige.

Taknemmelighed kan tilsyneladende fremme resiliens, overordnet helbred etc. Der er studier, der kæder taknemmelighed sammen med øget følelse af samhørighed, selvfølelse, lykkefølelse, personlig vækst og selvaccept. 

Endvidere kan den vække altruistiske tilbøjeligheder og opofrelse. Og der forskes i at træne eller opøve sin evne til taknemmelighed igennem taknemmelighedsjournaler etc. Men jeg gav før en anden nøgle også. Nemlig bevægelse.

Måske er det årsager nok til, at selveste Cicero mente, at taknemmelighed ikke bare var den største af alle dyder, men faderen til alle de andre. Det har vi dog til tider vores hyr med at huske.

Ovenstående kan du læse mere om i introduktionen til emnet om taknemmelighed på Wikipedia.

Praksis – hvordan praktisere taknemmlighed?

Det interessante er, at der er praktiske indøvelser heri, der kan være medvirkende til at fremme føromtalte positive effekter samt til at håndtere modgang og svære beslutninger.

Og der er endda flere løfter og sidegevinster endnu på tapetet. Bedre søvn og stressreduktion.

På den store klinge kæder Jane Flarup eksempelvis taknemmeligheden til korporate forretningsmodeller. Men her vil vi nøjes med se på den jordnære praksis for dig som individ.

Det anføres i føromtalte nyhedsbrev fra Folkeuniversitet, at vejen frem er:

“Få øvelser hver dag lige før sengetid – og det kan måles i tests.”

Det lyder jo helt forjættende og man ser for sig Tove Maës komme dansende ned igennem en kornmark, i lykkelig glædesforventning over at skulle kaste sig i favnen på Poul Reichhardt. Hvis det ellers er det, der sker i “De røde heste”. Jeg har glemt handlingen. 

Men er det så simpelt, når alt kommer til alt? Vi kan næppe udslette vores ego, og mindre kan måske også gøre det? Måske er indøvelse i taknemmelighed et spørgsmål om en balanceakt. En forestilling i flere akter, hvor tæppet bør gå til mere kompleks bevægelsesdiæt, og er en af de sten, der ikke er blevet vendt godt nok eller ofte nok.

Sindsarbejde kan forenes med kropsarbejde. En udfordring med (noget af) bevægelse, er at den kan fordre en (tabt) indsigt og en indsats (undertiden ud over det forventede) for at vi kan opnå et bedre udsyn og komme i kontakt med taknemmelighedsfølelsen.

En lille detalje. Mange har travlt med at forsikre, at de har det bedre efter bevægelse (når det er overstået), hvormed de angiveligt mener træning, de ikke bryder sig tilstrækkeligt om, må man formode, men ikke under selve bevægelse. 

Men man kan også være taknemmlig bare for at være med, og opleve hvordan bevægelse udfolder sine tentakler, der leder til de mere skjulte skatte. At være vidne til transformationen. Og deltager i selvsamme.

Evidensbaserede øvelser

Der findes et væld af folk, der gerne vil lære dig at være mere taknemmelig, ikke sjældent i en korporat, psykologi og coaching sammenhæng. Det kan vi evt. reflektere lidt over.

Her er i alt fald nogle øvelser og råd til rådvilde, der er i spil:

Professor Robert Emmons fra University of California har fremturet med en række forskningsbaserede råd: Dem kan du læse om og samtidig stifte bekendtskab med taknemmelighedshjulet fra bogen Tak af mentaltræningsekspert og sociolog Rikke Østergaard.

Er du mere til en “psykiatrisk vinkel”, kan du træne din “taknemmelighedsmuskel” med Helle Lisle fra bogen Mit taknemmelige hjerte, der efter sigende er “en kombination af cases, min egen historie og nogle evidensbaserede ting“.

Da feltet er stort, behovet lige så, er markedet givetvis utaknemmeligt stort. Det gælder derfor om ikke at gøre det til en religiøs forpligtelse, der skal omkalfatre selve dit i forvejen martrede jeg. Som Flarup påpegede, få øvelser kan være nok.

Start enkelt, uden for megen forblommelse, livstransformative forudskikkelser og lykkebringende forsikringer.

Keep it simple and honest.

Meeen, hvis du vil dybere ind i taknemmeligheden, er jeg nået til en punkt, hvor jeg kigger i retning af bevægelse. Der kan jeg tanke ydmyghed dagligt.

Tim Ferriss’ bud på “taknemmlighedstræning” 

Tim Ferriss, der er en moderne rendegraver ud i toppræstationsmønstre, har som en del af sin daglige livspraksis på et tidspunkt anbefalet en dagbogsform, jeg selv har fundet berigende og værdifuld.

En dagbogsform, der i øvrigt ikke er af “kære dagbog slagsen”, hvilket givetvis også har sin berettigelse, men derimod er en “5-minute journal”, som indeholder følgende “aktualitets-påmindelses katalysatorer”.

Den indeholder en 5 minutter lang overvejelse om morgenen og igen om aftenen. Med det formål at fokusere på det du har, det igangværende, ikke det du efterspørger, det fremtidige, horisonten og idealdrømmene.

Morgenjournalen:

1. Jeg er taknemmelig for…1_______ …2_______ …3________
2. Hvad vil gøre i dag en rigtig god dag?…1_______ …2_______ …3________
3. Daglige selvbekræftelser. Jeg er…1_______ …2_______ …3________

Aftenjournalen:

1. Fantastiske ting der skete i dag…1_______ …2_______ …3________
2. Hvordan kunne jeg have gjort i dag bedre?…1_______ …2_______ …3________

Her er en ultrakort præsentation af journalen af Ferriss: 

På YouTube kan du finde andre videoer med Tim Ferriss, hvor han viser, hvordan han selv udfylder sin journal.

Vi genkender den positive tone. Der er noget med at katalysere de positive tanker og det kan, som vi ser i eksemplet, ske igennem taknemmelighed.

Det er en påmindelse til dig selv om, hvorfor du har grund til at stå op, hvad der er værd at sætte pris på i livet etc. Brændstof til sjælen.

Han optræder i øvrigt også med anden morgen journal rutine på jesperabild.dk, hvis ikke denne her metode er din kop te. Der er ikke en vej til Rom. Prøv dig frem. Fokus er dog anderledes end taknemmlighed.

Ferriss har en bemærkelsesværdig sætning i bogen Tools of Titans: the Tactics, Routines, and Habits of Billionaires, Icons, and World-class Performers, som medicin til dig, der er tjeklistefanatiker, meget fremtidsfokuseret og via traditionelle målsætningsjournaler kan komme til at miste nærværet:

“If anxiety is a focus on the future, practicing appreciation, even for 2 to 3 minutes, is counter-balancing medicine”. (s. 147)

Og hvad kunne du så tænke over, hvis du ikke kan komme i tanke om, hvad du er taknemmelig for, udover at du er i live, evt. har en familie, en kæreste osv.?

At kategorisere taknemmelighed

For at undgå, at du ender i ad nauseam repetition af de samme floskler, foreslår Ferriss en kategorisering af taknemmeligheden, så du kan fremhæve noget, der virkelig kan gøre en forskel: 

Jeg gengiver dem her med egne tilføjelser:

1. Et gammelt forhold, der virkelig hjalp dig, lærte dig et eller andet om dig selv eller livet
2. En mulighed, der foreligger her og nu – at du har mulighed for at kunne ringe til dine forældre, at du kan løse en given arbejdsopgave, prioritere noget du ikke kunne være klar over eller havde mulighed for, for 3-10 år siden
3. Noget enestående der skete i går, uanset om du var vidne til det eller oplevede det
4. Noget simpelt der er inden for rækkevidde, eller i umiddelbar nærhed. Noget andet end karriereforhold og lignende abstrakte ting. Det kunne være en skyformation på himlen, at der ikke er skyer på himlen i dag, din morgenkaffe, det værktøj du har for hånden, dine nye bukser, at en plante i haven er begyndt at gro – stort som småt

Ønsker du flere detaljer om praktisk taknemmelighedstræning, vil jeg anbefale bogen 3 gode ting. Du ser det, du ser efter, af Michael Kamber. Bogen er rig på eksempler med folk, der har lært at være taknemmelige for mange af livets facetter, også de mindre flatterende. Den har en del praktiske eksempler på, hvordan den positive psykologis redskab “3 gode ting”, kan anvendes i mange hverdagsscenarier og situationer.

Bogen går ligeledes i rette med nogle klassiske indvendinger mod taknemmelighed, og redegør for dyden i forhold til andre dyder og misforståelser. Kamber fremfører interessante eksempler fra forskningen på, hvad taknemmelige mennesker i højere grad formår, og hvordan det påvirker deres adfærd, livskvalitet m.m. En udemærket indføringen i fænomenet.

Essensen af nærvær

Måske er det for meget at tale om taknemmelighedstræning, som jeg titulerer denne side med. Måske handler det i syvende og sidste instans om at være mere nærværende og opmærksom på det, der er her og nu. Selvom der kan gå inflation i nærvær også.

At kunne værdsætte dette og ikke konstant at glemme dig selv, fordi du lokkes til eller pacer dig selv et andet sted hen – i præstationshamsterhjulet eller idealernes verden, perfektionismens blindgyder og frygten for ikke at være god nok. Eller misse noget af livet (FOMO – Fear Of Missing Out).

En armløs bordtennispiller ved de paralympiske lege kan ikke være taknemmelig for sine arme, men har måske lært at påskønne at kunne spille med munden.

Hvis ikke vi selv lærer os ydmyghed, kan tilværelsen ende med at gøre os ydmyge, gennem tvingende livslektioner – “the pain teacher”, og hvad de alle sammen hedder. Men taknemmelighed er i sidste instant et valg, ikke en straf, hvilket Kamber i sin bog også redegør for. Det gælder om at se det gode, der hvor vi retter vores fokus. Vi skal ikke tvinges til taknemmelighed.

Derfor er udtrykket “just move”, måske slet ikke så dårligt, selvom det misforståes. Hvilket jeg godt kan begribe. Men jeg tror det er sandt. Aldrig har jeg været mere nærværende, end under kompleks bevægelse, hvor jeg bruger hjernen samtidig. Tænk bare på fænomenet “climbar”. Det er at være i live og taknemmlig herfor så det basker. Men det er jo til dels en efterrationalisering, fordi jeg har erfaret det. Og nogle ting har vi ikke adgang til med det samme, som eksemplet bordtennis med munden, antyder. 

Det er som med taknemmeligheden en træningssag.

Opøv og skærp din taknemmelighed og du vil kunne erfare, at du kan vokse, leve, påskønne, tiltrække og hvile i dig selv. Du kan måske blive olympisk hjemmemester i at prioritere og sætte ting i perspektiv.

Slet ikke uundværlige egenskaber i den hastigt accelererende verden, der for længst er løbet løbsk – på godt og ondt.