Gray 111 - Vertebral column-coloured

Henry Vandyke Carter / Public domain

Lad os gå direkte til det fascinerende ved ryggen, rygsøjlen. Den er noget af et naturligt vidunder, skabt fra vandet og fra fiskene. Når den består af 24 forbundne knogler, er der tale om ledforbindelser. Det er næppe helt tilfældigt. Hvis vi bare havde en lang knogle i ryggen, som f.eks. en rørknogle, som vi har i ekstremiteterne, ville vi slet ikke have samme mulighed for at bevæge os. “Designet” røber et bevægelsespotentiale.

Vi kan bevæge os led for led. De mange led er det, der gør, at ryggen naturligt kan krummes, bøjes og absorbere stød m.m. Krumningerne gør, at vægt og belastning kan fordeles på en hensigtsmæssig måde.

Hvis ikke denne naturgivne bevægelighed vedligeholdes, ender du alt andet lige med at blive stiv som et surfbræt. Det skyldes, at der skal aktivering til, og det sker ved bevægelse, da kroppen er en levende organisme, der udskifter næringsstoffer og forandres gennem tilpasning i forhold til den stimulering og belastning den udsættes for.

Derfor skal ryggen bevæges

Hvis den ikke udsættes for bevægelse, stivner ryggen, da ledbrusken ikke næres. Paradoksalt nok er mange af os bange for at bevæge rygsøjlen, fordi vi i årevis ikke har været opmærksom herpå. Her skal vi måske i gang med at genlære vores naturlige potentiale, stille og roligt, afhængigt af udgangspunktet for den enkelte.

Hvis du har lænderygsmerter og er stiv i ryggen, og får at vide, at du bør gå i gang med at løfte nogle tunge vægtskiver, for det viser forskning er godt for dig, bliver du så mere bevægelig i din rygsøjle heraf? Kommer du i kontakt med de bølger, der danser på havet og som er dit udgangspunkt? Kan du risikere at fremme yderligere stivhed?

Misforstå mig ikke, jeg er ikke modstander af tung træning per se, indgår også i min egen kropspraksis, men måske skal vi samtidig respektere, hvad vi også er designet til. I praksis er det nok ikke et enten eller. Det er afgjort mere indviklet. Desuden kan der være et misforhold mellem ryggens stabilitet, udholdenhed, styrke og smidighed, der gør, at du bør lære at tilpasse dine kropspraksisser til din rygsøjle, for at understøtte den. Bevægelse er ikke det eneste, det handler om.

Prøv engang at teste dig selv. Kan du gennemføre den såkaldte “kat-ko øvelse uden at det føles som om, at hele ryggen bevæges som en klump, frem for led-for-led? Her får du en potentiel indikator på din rygs nuværende bevægelseskapacitet, og, mere interessant, hvor du evt. kan forbedre din krops vitalitet og levedygtighed. Du kan også få samme fornemmelse ved at prøve “rokkebevægelser, spinal rocks“. Dumper du ned som en mursten?

Rygsøjlens opdeling

Tilbage til rygsøjlen. Mennesket er et to-benet hvirveldyr, født med en columna, en rygsøjle. Ordet søjle er måske lidt misvisende, da søjler er meget stive per definition. Columna vertebralis, som den hedder, kan opdeles i tre sektioner, der tilsammen består af 24 ryghvirvler – syv i nakken (cervicale), 12 i brystregionen (thorakale) og fem lændehvirvler (lumbale). Herudover har vi korsbenet, os sacrum, og halebenet, os coccygis. Rygsøjlens inddeling fremgår af billedet øverst på siden.

De cervikale nakkehvirvler er dem, vi kan bevæge mest, og dermed også de mest sårbare, eksempelvis over for stød, piskesmæld etc. De thorakale brystryghvirvler har ikke samme bevægelighed, idet de er skabt til at medvirke til at stabilisere brystregionen og de indre organer. Vores lændehvirvler derimod, er større, da de skal støtte overkroppens vægt. Det er lumbalhvirvlerne, der bærer størstedelen af vægten fra vores torso, arme og hoved. Men vi er alle forskellige i forhold til vores rygsøjles udformning. Det bør du skrive dig bag øret i forhold til dit valg af behandling såvel som kropspraksis.

En del af vægtbyrden fra kropsvægten minimeres af de såkaldte disci intervertebrales, nogle vandholdige bruskskiver, som ligger mellem de enkelte hvirvler, hvor de fungerer som stødpuder. Det forudsætter dog, at det ydre lag af disse disci (annulus fibrosus) støtter det indre lag (nucleus pulposus) tilstrækkeligt. Dette er desværre ikke altid tilfældet, hvorfor der antageligt optræder protusioner og diskusprolapser hos nogle i befolkningen.

Du kan også selv mærke rygsøjlens knoglefremspring, processus spinosi. Det er dem, som stikker frem i midten af rygsøjlen og som samtidig udgør vigtige palpatoriske lokaliseringsmæssige markører under eksempelvis massagebehandling. Har du ømme torntappe, dvs. processus spinosi, kan det være en indikator på triggerpunkter i multifidimuskulaturen, som er nogle dybtliggende rygsøjlemuskler.

Naturlige kurvaturer

Illu vertebral column

See page for author / Public domain

Kigger vi på rygsøjlen fra siden, kan vi iagttage, at den består af fire naturlige kurvaturer. De cervikale og lumbale dele bøjer fremad anteriort og danner det, vi kalder lordotiske kurver. Thorakal- og sakralregionen bøjer bagud, posteriort, og herved taler vi om kyphotiske kurver, det berømte eksempel kunne her være klokkeren fra Notre Dame.

Hvis din rygsøjle bøjer abnormt til en af siderne, taler vi om scoliosis. Er dit lændesvaj for stort, har du sandsynligvis en hyperlordose, ikke en svajryg, for det er noget helt tredje. Er dit lændesvaj fladere end normalt, betegnes det som flad ryg. Normal ryg er angiveligt den rygsøjleform, der fremstår som ”en lige pind”, anskuet for- og bagfra. Vi fødes faktisk kun med en enkelt kyphotisk kurvatur, og siden udvikles de andre i takt med vores udvikling i barndommen. Særlig vigtigt at vide om disse kurver i rygsøjlen er at:

  • de påvirker din kropsholdning på forskellig vis og der hersker forvirring om, hvilken betydning dette har
  • de er som udgangspunkt medfødte, men tilpasser sig livet igennem
  • de udfordres herudover af din daglige brug af rygsøjlen, idet rygsøjlen kan tilpasse sig de omstændigheder, den udsættes for

Kropsholdning og anatomisk struktur

Din kropsholdning er samtidig et kompliceret udslag af din mentale tilstand og velbefindende. Desuden bestemmes din kropsholdning af dine musklers indbyrdes balance, muskelstyrke og fleksibilitet og andre faktorer.

Dine knogler kan være årsag til afvigelser fra ”normalen”, omend normalitetsbegrebet er problematisk hvad angår den menneskelige anatomi. Vi er alle “variationer af normalen“. Eksempelvis kan du have kileformede ryghvirvler, eller et af dine lemmer kan være kortere end et andet, uden at strukturelle deformiteter/afvigelser i anatomien nødvendigvis giver sig udslag i smerter, som antydet under hoftens anatomi.

Knoglemæssige asymmetrier etc. kræver givetvis en specialist at udrede og udbedre, f.eks. fysioterapeuter, osteopater, ortopædkirurger og bandagister. Men det er værd at være opmærksom på, at din ryg ikke nødvendigvis behøver at være “strukturel unormal” (out of alignment). Måske er der noget, du selv kan arbejde med. Noget, der evt. kan “rettes op på” i det muskelskeletale system.

Holdningsanalyse og bevægelse

Er der tale om muskelskeletal ubalance, er der som udgangspunkt et godt sted at starte:

  • MERE bevægelse, kropudfoldelse og afbalanceret styrketræning

De svage muskler kan trænes, de stramme/stive muskler kan udspændes og først og fremmest bevæges. Måske skal du udvikle mere stabilitet et sted i ryggen, fleksibilitet i en anden? Et muligt sted at starte er at få lavet en holdningsanalyse hos en fysioterapeut, kiropraktor eller læge. Herefter få designet et rygprogram, der ”matcher” din rygtype og evt. muskulære ubalancer. Hvorfor nøjes med et generelt program for lænderygtræning, der ikke forholder sig til din rygs konkrete udformning?

Er du mere til “learning by myself” metoden, kan det være en overvejelse værd at kigge inden for i bevægekulturens verden. Måske er din ryg ikke kun svag, men også stiv. Stivhed kan muligvis aftage igennem bevægelse, der har rygsøjlens naturlige bevægelighed som det primære fokus.

I forhold til at arbejde med stabilisering af rygsøjlen m.m., ser det ud til, at pilates kan være et fornuftigt værktøj at konsultere. Selvfølgelig findes der mange andre muligheder, men pilates er et godt bud, ikke mindst pga. de syv grundprincipper, det er bygget op omkring. Disse principper øger potentielt set din kropsbevidsthed. Det vil dog næppe være den rette løsning for alle, men så må du gå videre i din afsøgning af forebyggende kropspraksisser.

Primære bevægemønstre

Når du har lært at aktivere din indre kropskerne, som beskrevet under mave- og bækkenanatomi, er du godt i gang med at etablere fundamentet for en sundere ryg. Evt. suppleret af grundlæggende pilates. Hertil kommer naturligvis både korrekt ernæring og søvn, fordøjelse, væskeindtag og bevægelse m.m. En sund ryg har mange forudsætninger. Ikke kun træning, hvis der er mange andre elementer i spil.

Evolutionært betragtet har vi haft brug for nogle bestemte bevægemønstre for at kunne overleve. Selvom vi ikke længere lever på en sagnomspunden afrikansk savanne, er mønstrene stadigvæk et yderst vigtigt grundlag for, at du kan holde dig fri fra skader, bevæge dig funktionelt, og klare dagligdagens opgaver.

Disse bevægemønstre kaldes for ”primal patterns”, og eksperter har identificeret syv heraf (Chek, Paul (2018). How to eat, move and be healthy. Your personalized 4-step guide to looking and feeling great from the inside out. 2nd ed. San Diego: C.H.E.K. Institute):

  1. At squatte (squatting, knæbøjning)
  2. At bøje (bending)
  3. Lunging
  4. At skubbe (pushing)
  5. At trække (pulling)
  6. At dreje (twisting)
  7. Gait (gang, jogging, løb)

Tænk i sammensætning af bevægelse

Alle disse elementer kan brydes ned og trænes isoleret hver for sig og siden sammensættes til mere komplekse bevægelser, i bevægelseskæder. Evolutionært betraget hævder Ido Portal, at bevægelseskompleksiteten er en af de vigtigste faktorer bag vores arts udvikling. De er grundlaget for en funktionelt sund krop og, nogen vil mene, uvurderlige for en sund rygforebyggelse.

Hvis du kun træner én muskelgruppe isoleret, er det primært denne muskulatur, du styrker, du bliver altså god til det, du gør med kroppen. Men muskler i kroppen er funktionelt forbundet, dvs. de understøtter hinanden. Netop derfor er det vigtigt at lære, at du ikke kun skal styrke din ryg, når du har rygsmerter. Du bør også se på hvilke bevægemønstre, der kan understøtte en mere velfungerende rygfunktion og dagligdags brug af kroppen.

Variation og alsidighed er (måske) dine bedste venner, når du vil være dine smerter kvit. Det vil med al tænkelighed stimulere og udfordre hele din rygsøjle, dit nervesystem og de forskellige muskelgrupper i relation hertil. Herved kan der formentlig opbygges bedre balance mellem stabiliserende muskler og bevægende muskler osv. Et vigtigt nøgleprincip er, at dine rygsøjlebevægelser bør inkludere ikke-lineære bevægelser, dvs. at du bevæger dig i alle kroppens medfødte anatomiske planer.

Ryggens muskler og indbyrdes samspil

Ryggens muskler er noget anderledes end ekstremiteternes muskler, der kan skelnes fra hinanden individuelt. Ryggens spinalmuskler består af meget mere sammenvævede muskelfibre, der gør det svært at isolere en specifik del af muskulaturen fra en anden. Derfor er det også svært præcist at lokalisere smerteområder, hvor ”noget sidder i klemme/gør ondt”, da der er flere lagdelinger af muskulaturen.

Gray389 - Erector spinae

Henry Vandyke Carter / Public domain

Ryggens muskler ligger som sagt i flere lag, som også fordeler sig i forhold til ryggens regionale inddeling. Det yderste udgøres af erector spinae gruppen, som er den, der mærkes tydeligt under f.eks. massage, som vist på billedet.

Profund herfor, altså nedenunder, ligger transversospinalis gruppen, der har sit navn, fordi musklerne udspringer indefra ryghvirvlernes torn- og tværtappe. Herudover har vi de to spleniimuskler, der ligger under trapezius musklerne, og dybest finder vi suboccipitales i den cervicale del af rygsøjlen.

Især de små rotatores og multifidimuskler, der sidder dybt inde ved rygsøjlen, og for sidstnævntes vedkommende, bl.a. er tilgængelige i lænderyggen på sacrums (korsbenets) bagside, kan volde problemer, hvis der er dårlig stabilitet og bevægelighed i ryggen, og der eksempelvis er ubalance i den samlede dybe korsætmuskulatur.

Muskulær balance

Det gælder derfor om at have en balance mellem de dybe indre og lokale muskler i ryg og mave, samt de ydre og globale muskler. Har du det, vil det muligvis afspejles i din kropsholdning. Hvis ikke, vil/kan du døje med en ustabilitet i rygsøjlen, hvor de forkerte muskler er overbelastet og dermed kan være en medvirkende kilde til smerte. Her kan der opstå en øget risiko for skader på ledbånd, bruskskiver og sener omkring rygsøjlen, eksempelvis også hvis der er triggerpunkter involveret.

Der kan evt. i forlængelse heraf desforuden opstå ”hængemave”. Du kan udvikle en tilbøjelighed til at få flere akutte skader, når du løfter og vrider kroppen, desuden fænomener som diskusprolaps, hekseskud og iskiassmerter. Du kan opleve flere ryg- og nakkesmerter og en dårligere bevægelseskapacitet, da resten af kroppen bevæger sig mindre funktionelt, idet dens centrum er svagt og ustabilt – og bevægelse, det er nu engang noget, vi bedst initierer fra kroppens centrum.

Ryggen og nervesystemet

”Jeg har en nerve i klemme”. Hvem har ikke selv oplevet noget, der kunne minde herom? Det har i årevis fyldt en del i den almene bevidsthed. Det gør os nervøse at tale om nerver som smerteårsag, men faktisk skal der en del til for, at der er en nerve i klemme, ifølge Painscience.

Her taler vi om nerverødder, hvor de forlader rygsøjlen og løber videre ud i kroppen. Hvor det sker, er der temmelig god plads, endda selvom der er tale om dislokationer i rygsøjlen. Men da kroppens nerver passerer ned igennem rygsøjlen og herfra løber ud i ekstremiteterne, er nerver og deres forbindelser, deres beliggenhed i forhold til nervekanalen, disci osv. og selve nervesystemets (dys) funktionalitet, naturligvis også faktorer i smertesammenhænge.

Der findes også et utal af andre nerver end lige spinalnerver. Det er ikke ualmindeligt, at du kan opleve, at muskler, hvori der er triggerpunkter, eller som på anden vis er nødlidende, kan medføre, at der er tryk på nerver eller irritation af nerver på anden vis.

Forskellige nervetematikker

Ifølge Painscience er der forskning som viser, at fænomener som radiculopati kan have mere med blodforsyningsproblemer at gøre end med mekaniske indeklemningsproblemer i kroppen. I øvrigt har nerver brug for ilt, og velnærende, iltmættede nerver kan rent faktisk klemmes uden at det giver smerte. Men hvis ikke de får ilt nok, bliver de sårbare, og det er muligvis et fænomen, vi kan undervurdere OG undervurderer i praksis.

Sikkert er det i hvert fald, at eftersom vores nervesystem er intimt forbundet med rygsøjlen og rygmarven, og med resten af kroppen, vil der være psykologiske, såvel som fysiske og fysiologiske påvirkninger af kroppen, som også kan skyldes, eller i variabelt omfang involvere, nervesystemet. Det kan være alt fra massage, til skiløb, til havearbejde, men også økonomiske problemer, neuroma, neuropati, myelopati, en skilsmisse eller triggerpunkter.

Triggerpunkter, som eksempel, er yderst sensitive for berøring, men de spreder samtidigt spontan smerte og forstyrrelse i nervesystemet i det omkringliggende væv, hvad vi har for vane at benævne som ”udstrålende smerte” (referred pain). Dette handler om, at smerter, der opstår lokalt, udstråler smerter i forholdsvist forudsigelige mønstre til andre kropsområder.

Stress, frygt og diagnoser

Tager vi et andet fænomen, der indvirker på nervesystemet, stress, spiller det tilsyneladende også en stor rolle ved rygsmerter, hvor det kan indvirke på forskellig vis. Muligvis fordi selve ordet stress indebærer en høj grad af kompleksitet.

Hvad der måske er endnu vigtigere, frygten for årsagen til rygsmerter (og andre kropssmerter), er om muligt endnu værre. Det gælder også, hvis sundhedssektoren på forskellig vis kommer til indirekte/direkte at ”skabe bekymring” hos klienten, hvilket der desværre forekommer eksempler på, hvis jeg skal tage egne klienters historier for gode varer osv. Jeg kan også selv komme til at udtrykke unødig bekymring, men prøver at undgå at lægge mig fast på noget, jeg dybest set ikke forstår.

For god ordens skyld, skal det påpeges, at dette ikke er et oplæg til kritik af sundhedsvæsenet eller behandlerfeltet i vid udstrækning. Men af samme grund bør vi i branchen være varsomme med at omgås ”diagnoser”, da de tenderer til at skabe yderligere bekymring, sensitivitet, stigmatisering osv., hvilket professor i psykologi, Svend Brinkmann, har beskæftiget sig indgående med. Den såkaldte sensitivisering er muligvis endda genetisk, omend det antageligt også er noget mere kompliceret.

Den onde psykologiske cirkel for rygsmerter kunne, meget forenklet set, se ud som følger: Du har rygsmerter. De skaber frygt og det leder til immobilisering, altså at du ikke bevæger dig. Det skaber igen mere smerte og frygt osv.

Helende hænder

Der tales en del om helende hænder i forhold til den alternative behandlingsbranche. Måske er det ikke helt nonsens. Berøring gør noget ved kroppen, neurologisk og følelsesmæssigt betragtet. Som allerede antydet er nervesystemet en væsentlig faktor, når vi snakker rygsmerter.

Berøringssansen (mekanoreception) har en stor indvirkning på smerte, og kan som regel reducere smerte, men ikke altid. Det er formentlig en af grundene til, at ”kortsigtede” behandlingsformer og teknikker som massage, ultralyd, kinesiotape, foam rolling etc. kan være effektive (Hargrove, Todd (2019). Playing with Movement: how to explore the many dimensions of physical health and performance, s. 199).

De skaber bl.a. en distraktion, i den forstand, at berøringen som sensorisk input via huden af nervesystemet registreres som noget ikke-truende. I særdeleshed hvis det føles nyt og behageligt. Det kan aflede nervesystemets fokusering på nociception, altså smerteperception, der derfor i et vist omfang kan ignoreres eller aflede hjernens opmærksomhed herfra i et ikke uvæsentligt omfang. Smertesignaler kan aftage i effekt. I diskussionen vedr. velværemassagens relevans er der måske noget, vi bør blive klogere på her? Behøver al massagebehandling involvere en vis grad af smerte?

Desuden lader det til, at berøring bliver særligt effektiv, hvis der er det, Nanna Linde kalder “compliance” mellem klient og behandler. Dvs. hvor der er tale om “det gode møde”, baseret på gensidig tillid, hvor klienten indvilliger i at samarbejde om behandlingen, ikke mindst med kroppens accept (Linde, Nanna (2016). Lærebog i massage. 3. udgave. Kbh. Munksgaard). Måske er den sværeste smertehurdle, at klienten ikke har tillid til “at give slip”, af mange grunde, det vil føre for vidt at komme ind på her.

Bevægelighedsindskrænkning og livsrutiner

Ryggen kan ufatteligt meget, især hvis den bliver brugt, udfordret og bevæget. Som samfund har vi fejlet på dette punkt, det ryger man næppe i DRs Detektor for at påstå. Hvem har ikke et familiemedlem med rygproblemer? Næsten alle ved intuitivt, at det er et samfundsproblem.

En oplagt antagelse kunne være, at ryggens bevægelighed indskrænkes i takt med, at vi sidder mere og dermed bevæger os mindre.

Men hvorfor er det muligvis så slemt for lænderyggen, at vi sidder så meget ned, som formentlig er den mest udskældte form for ”ryg-misbrug”? Godt spørgsmål, ikke mindst i lyset af, at det er omgivet af videnskabelig kontroversialitet, hvorvidt sidde-aktivitet udgør (d)en primære årsag, som mange antager.

Det føles som et naturligt behov at sidde ned, men mange mennesker er ikke bevidste om, hvilke ergonomiske forhold de skal være opmærksomme på for at understøtte ryggens velbefindende. Eksempelvis hvordan en neutral rygsøjle etableres osv.

Gode råd kan være paradoksale

Paradoksalt nok er de mange ekspertråd om, at vi skal rette ryggen etc., muligvis medvirkende til, at vi kommer til at sidde og fastlåse os selv i positioner, der ligeså vel kan bidrage til stivhed i ryggen m.v. Et er spørgsmålet om stilling, et andet er spørgsmålet om variation og pauserutiner, et tredje er generel mangel på bevægelighed.

Desuden er vores naturlige siddestillinger, som præsenteret under knæmobilisering, stillinger, mange af os ikke gør brug af længere. Vi er skabt til at sidde tættere på gulvet, eller rundt om et bål, i en dyb knæbøjning, også kaldet squat, samt en række andre stillinger.

Vi sidder desuden for længe ad gangen og vi kompenserer for dårligt for vores sidderutiner, når vi ikke sidder. Det ændrer hæve-sænkeborde og skærmindstillinger ikke på. At vi står mere er både godt og skidt, da det at stå for længe stiller store krav til kroppens kredsløbssystem, påvirker led m.m.

Siddeaktivitet og bevægelse – en balanceakt

Selvom mange godt ved, at de sidder for længe ad gangen, med dårlig holdning, og kompensation, er der stadigvæk store portioner af ”stilleaktivitet”, eller minimal bevægelse på spil. Viden er ikke alt.

Gåture flere gange om ugen kunne hjælpe en del på dette problem, men selv gåturen er for manges vedkommende et fravalg, mere end et tilvalg. For andre er den obligatoriske gåtur ”noget, de skal huske sig selv på”. Det oprindelige er blevet det undvegne. Hvorfor kører jeg eksempelvis over i den lokale idrætsforening, fremfor at gå, der er jo ikke langt? Forestillingen om effektiv tidsforbrug og besparelse?

Mavemusklerne spiller en stor rolle i forhold til at stabilisere lænderyggen, så hoftebøjerne ikke påvirker lændesvajet for kraftigt, eksempelvis ved overdreven siddeaktivitet, hvor disse presses sammen. Er der herudover problemer med de bærende kræfter i hoften, der stabiliserer bækken og ballemuskler, kan det muligvis ”trække kroppen skæv” og påvirke ryggen.

Arbejdsfordelingen mellem de forskellige muskelgrupper i hele hofte-, mave- og lænderygregionen er vigtig at få balanceret, så der ikke opstår for ensidige påvirkninger af nogle muskelgrupper på andres bekostning, eller at nogle muskler er stramme, andre svage osv.

Non-lineær bevægelse – vejen frem?

Når ryggen ikke stimuleres tilstrækkeligt, bliver den ufleksibel. Når vi træner og motionerer, er vi, takket være fitnessindustriens mangeårige dominans, meget optaget af mekaniske bevægelser, der involverer lineære bevægemønstre, forover- og bagoverbøjning, op og ned, frem og tilbage osv. Dette kan med høj sandsynlighed bl.a. skyldes maskinernes konstruktion.

Vi har glemt, at ryggen kan dreje, rotere og bevæge sig i mange bølgende bevægemønstre. Det er ved at ændre sig langsomt, og inden for den såkaldte bevægekultur, ”movement culture”, har man længe været på sporet af en non-lineær livsfilosofi, der involverer kropspraksisser, som stimulerer rygsøjlen ud fra dens fulde, medfødte og naturlige bevægelsespotentiale.

Dette er nøglen, hvis jeg skal sætte fingeren på ét punkt alene, der kan fremme en sund ryg og krop samt lindre vores rygsmerter. At blive dygtig til at bevæge sig igen, ikke træne og tugte, men bevæge. Hvem ved, måske opdager vi samtidigt nye sider af vores personlighed, køn etc.?

Ryggens sårbarhed overfor triggerpunkter?

Hele kroppen kan være generet af triggerpunkter i tide og mest i utide, og ikke alle steder samtidig. Triggerpunkter er særligt sårbare i ryggen, lader det til, og her er nogle mulige forklaringer, der florerer indenfor videnskaben om ryggens sårbarhed, og som også har med den menneskelige anatomi at gøre:

  • Civilisatorisk levevis, stillesiddende liv, posturale vaner og upassende ergonomi (en del videnskab går også imod disse forklaringer)
  • Ryggen er muligvis overbeskyttet på forskellig vis af nervesystemet, fordi nervesystemet er en del af rygsøjlen
  • Trivielle smerter i overmål, fordi vi er bipedale, dvs. pga. dette evolutionære vilkår, men især også pga. manglende motion
  • Ryggen kan være et psykologisk velegnet sted at gemme stresssymptomer
  • En anatomisk ulykke, at store dele af muskelfibrene kan blive afskåret passende blodforsyning, pga. vasokonstriktion af nogle få blodkar, et slags ”designproblem” i vores anatomi
  • Måske lidt af det hele – og sikkert en hel masse andet, vi ikke ved nok om endnu

Den menneskelige ryg er på mange måder kernen i vores velbefindende. Et godt liv med en sund ryg bør derfor være optaget af ryggens betydning for og behov for bevægelse. Herudover klassiske livsstilsrelaterede forhold som søvn, ernæring og menneskelige relationer. Problemer med eksempelvis lænderygsmerter rangerer på en skala mellem alt fra kortsigtede skavanker til yderst komplekse kronicitetsproblemer.

Selv om vi kan forholde os systematisk og strategisk til behandling, og er tvunget hertil, ikke mindst i lyset af befolkningens sundhedsmæssige tilstand, er det værd at spørge sig selv om, hvorvidt mange af os kan gøre noget fundamentalt, muligvis radikalt, ved vores smerter? Eksempelvis ved at leve et liv med større respekt og forståelse for naturlig bevægelse.