Underbenet består af en række for- og bagsidemuskler, der har forbindelse med ankelleddet og foden, mens andre også udøver en virkning henover knæleddet.
Henry Vandyke Carter / Public domain
De anatomiske strukturer i læggen har som primære opgave at bevæge ankel og fod og overføre kropsvægten til foden.
De fleste underbensmuskler er tilgængelige direkte eller delvist for massage/palpation. Muskler i underbenet er samtidig indlejret i fire såkaldte compartments, muskelloger, der kan have svært ved at udvide sig pga. stærke fasiastrøg.
Dette kan medføre en række problemer, eksempelvis compartmentsyndrom, hvor trykket indeni øges, og kan have en række alvorlige følgevirkninger, hvor blodforsyningen til vævet ikke er tilstrækkelig, og overbelastningsskader i den sammenhæng skal tages alvorligt.
Der er en dyb sammenhæng mellem foden og underbenet, idet underbenets muskler i virkeligheden er forbundet med foden. Derfor behøver mange smerter i foden ikke at stamme fra selve foden, men derimod fra underbenet.
Her spiller akillesenen også en væsentlig rolle.
Blodomløb, venepumpe og lægmuskulatur
Der lader også til at være en sammenhæng mellem andre forhold i kroppen, hvor lægmuskulaturen spiller en væsentlig rolle.
Det er måske ikke ved første øjekast videre logisk, at der skulle være en sammenhæng mellem f.eks. stress eller nakkesmerter/-spændinger og lægmuskulaturen. Men det er næppe tilfældigt, at flyndermusklen soleus, der er den ene af de to store lægmuskler på bagsiden af underbenet, kaldes for ”hjerte nr. 2”. Dette skyldes den vitale rolle, musklen spiller for tilbageløb af blod fra benet til hjertet.
Når lægmuskulaturen bevæges, sættes der gang i venepumpesystemet. Et dårligt blodomløb kan have mange konsekvenser for kroppens velbefindende, fra blodpropper til åreknuder, hævelser, hudforandringer m.m. Og med et dårligt blodomløb kan organer påvirkes og dermed også kroppens spændingsniveau, da blodudskiftningen ikke fungerer med samme effektivitet. Dette kan resultere i en ophobning af affaldsstoffer og iltfattigt blod.
Gad vide om det i sig selv er et godt argument for bevægelse, at gå osv.?
Bevægelse er en nøgle til sunde lægge og god blodcirkulation
Det er bevægelsen af benene, der gør, at blodomløbet aktiveres og sætter gang i veneklapperne. Det hjælper blodet med at cirkulere tilbage til hjertet.
Vener er som bekendt blodkar, der fører blod fra fødderne tilbage til hjertet. De indeholder veneklapper, der fungerer som ventiler. Det hjælper blodet, for at det lettere løber den rette vej, dvs. tilbage mod hjertet. Går veneklapperne i stykker, får blodet sværere ved at løbe ud af benet, og det vil derfor hobe sig op i venen.
Resultatet kan være et forhøjet tryk i venerne i benet, og det kan få væske til at sive ud af blodkarrene, ud i vævet. Så kan der opstå hævelse, også kaldet ødem. Hvis ikke venepumpen fungerer tilstrækkeligt effektivt, kan det over tid medføre, at muskler mangler ilt, og du kan mærke sovende eller prikkende fornemmelser.
Det er således vigtigt at få afspændt dine lægmuskler, så blodet kan flyde frit og venerne kan fyldes med nyt friskt, iltet blod. Mange stive lægmuskler er givetvis fyldt med dårlige vævsvæsker og kan være svære at massere med almindelig massage, og sågar med mere dybtgående teknikker.
Tegn på et dårligt venekredsløb kan være, at dine ben ofte føles tunge og trætte. Du har mørke, blålige hævelser på benene og sovende, prikkende fornemmelser, ankler er hævede og måske har du mindre væskeophobninger (ødemer). Lægkramper, kløe og tør hud kan også være symptomer.
Døjer du med stress, kan du muligvis også have symptomer på uro i ben og lægge.
Naturligvis kan der være andre forhold der giver uro i benene, krampelignende forhold osv. Måske er det kostrelateret, ubalancer i kroppen med mangel på mikronæringsstoffer som magnesium eller andet.
Overbelastning af lægge kan også give midlertidig uro.
Føddernes struktur og baggrund for smerte
Fødderne er helt vanvittigt komplekse. Jeg har læst mig frem til, at fødderne består af 26 knogler, 33 led, 20 indvendige muskler, 14 udvendige muskler og 200.000 nerveender. Spørgsmål der straks melder sig er til dels om vi med moderne fodtøj benytter vores led og muskler tilpas hensigtsmæssigt og alsidigt i forhold til hvad de er skabt til?
Endvidere kan man undersøge om brugen af noget fodtøj kan blokere for megen af vores sensoriske feedback fra nerverne. Er vores gang tilstrækkelig differentieret, i forhold til brugen af fodtøj og terræn? At gå i for små sko, med for smalle tåbokse, kan det have en indvirkning på tæernes velbefindende over tid? Og hvad med hælstøtte, er det kun af det positive? Er barfodssko en løsning for alle?
Uanset valg af fodtøj er der formentlig god grund til at vie dette kropsområde mere interesse, for at udnytte føddernes funktionelle potentiale og reducere kilder til smerter.
Fødderne er en del af kroppens basale forudsætning for bevægelse i omgivelserne, uden deres velbefindende, går meget i stå, ret hurtigt. Og det glemmer vi måske fordi fødderne er placeret langt væk fra hovedet, vi kan overse dem. Og vores vaner kan samtidig indebære store grader af negligering heraf.
Gang (gait) er da også det af menneskets syv primære bevægemønstre, primal patterns, der nok er mest overset, men som kan have dyb indvirkning på hele kroppen. Eksempelvis kropsholdning, rygproblemer, organrelaterede problemer, skadesrelaterede plateaufænomener indenfor sportspræstationer og psykologiske ubalancer.
Det er værd at notere sig som behandler, inden vi sender folk ud i alverdens “korrigerende” praksisser. Vi kan udrette meget godt med (varierende) gåture alene.
Strukturen ved gang
Som mennesker er vi skabt som sålegængere. Dvs. vi går på fodsålerne, og da vi går på to ben, er vi nødt til at brede vores fødder ud samt presse vores fodknogler mod jorden for at kunne bevare balancen i oprejst tilstand.
Foden falder indad, når du belaster den, dvs. den pronerer, hvilket har en stødabsorberende effekt. Normalt rammer foden med ydersiden af hælen først, når vi går, hvilket er det mest almindelige, og hvilket du kan tjekke på dine skosåler, især dine løbesko. Er de slidt på ydersiden, tyder det på, at du sandsynligvis har en ”korrekt” landing.
Dernæst falder foden indad mod svangen, så belastningen skifter fra ydersiden til indersiden af foden. Ideen med pronationen er at dæmpe stødet, men hvis pronationen er enten for lille eller for stor, kan det eksempelvis føre til problemer.
Pronation er et emne, der ifølge bl.a. PainScience nok har fået mere opmærksomhed, end der er belæg for at tillægge det. Men det kan være et issue for nogle. Det er dog vigtigt at kende til sin grundlæggende fodtype, og der kan være flere forhold at være opmærksom på her, bl.a. nedsunken forfod, Mortons fod, skæv storetå – hallux valgus.
Overordnet set er der tre typer, der kan iagttages ved at studere svangen:
- Er indersiden næsten flad, pga. en lav svangbue, og rører du jorden, når du går, er du sandsynligvis platfodet
- Er svangbuen høj, er det mere sandsynligt, at du er hulfodet
- Er svangbuen hverken lav eller høj, er du ”normalfodet”, du pronerer normalt
Skabt til at bruge fødderne
Vi er skabt til at vandre, og nogle forfattere (f.eks. Bruce Chatwin, i bogen En studie i rastløshed fra 1995) har endda gjort sig store anstrengelser for at vise os, at “det nomadiske alternativ” måske er det, der tjener vores helbred bedst (ikke mindst psyken).
Men mindre kan nok også gøre gavn.
Dog er Chris McDonald i sin bog Ikke til forhandling inde på, at de daglige 10.000 skridt, som de fleste mennesker efterhånden finder ret ekstreme, faktisk ligger under, hvad vi genetisk er skabt til. I 99% af menneskehedens historie har vi formentlig gået 15.000-20.000 skridt dagligt.
Er der således én ultimativ ting, der kan styrke den menneskelige anatomi og fysiologi og som kan bibringe den størst mulige helbredsmæssige forandring og måske endda helbrede de mest almindelige livsstilsygdomme, er det, at vi begynder at gå, i et større omfang.
Sagt på jysk, du kan gå dig rask, langt hen ad vejen.
Føddernes daglige belastning
Fødderne stimuleres konstant i hverdagen. Vi bruger fødderne meget alsidigt. Vi skifter sko i forbindelse med sport, de høje hæle er måske en del af dresscoden på jobbet, og de fleste kommer (løbende) i kontakt med mange forskellige former for underlag; jord, græs, sand og beton osv.
Da fødderne bærer al kroppens vægt, er de udsat for enorm belastning hele livet. Gang er som eksempel dobbelt så krævende som stilstand, og når vi løber, firedobles presset. Ikke så underligt, at der opstår mange skader og smerter her.
Da fodens knogler er udformet med buer eller fodhvælvinger, hæves fodens centrum, så der dannes en struktur med flere kontaktpunkter, der ikke bare udgør en flad plade, men en ideel form, som kan absorbere og fordele kroppens vægt og tilpasse sig ujævnt terræn m.m. Evolutionen har gjort det godt.
Debatten om de høje hæle
Xingbo at English Wikipedia, Public domain, via Wikimedia Commons
Ifølge PainScience kan der være udfordringer med de høje hæle, som vi i mange år vanligt har mistænkt for at være tilfældet. Miseren er dog muligvis overdrevet. Noget forskning viser, at kroppens muskelstruktur kan tilpasse sig til kroniske forandringer i de funktionelle krav, anatomien pålægges. Som f.eks. hvis du går meget på høje hæle.
Det er korrekt, at folk der ofte går med høje hæle angiveligt har forkortede lægmuskler, stivere akillessener og en mere indskrænket ankelmobilitet, at bevægeudslaget er mindre osv. Men her er der et kuriosum, ifølge PainScience:
“…but these changes “seem to counteract each other since no significant differences in static or dynamic torques were observed.” In other words, high heel wearers are not progressively disabled: their ankles work fine, just differently.” (PainScience).
Jeg vil dog være varsom med at tage dette som en grønt lys anbefaling til høje hæle entusiaster. Det betyder nemlig ikke, at vi skal have hæle på for enhver pris. Der kan sagtens være tale om skadelig indvirken på kroppen. Der er for eksempel fundet belæg for, at det kan gå ud over knæene, om end bekymringen ikke er alarmerende. Mon ikke moderat brug af hæle slår en lodret bandlysning. Et mangeårigt overforbrug kan dog vise sig problematisk.
Hovedanbefalingen bør måske snarere gå på at overveje at minimere brugen af fodtøj i det hele taget, og at benytte såkaldte barfodssko. Men næppe en anbefaling for alle.
Som kuriosum kan det nævnes, at man i flytrafikkens tidlige barndom efter sigende forbød gang med høje hæle, da trykket på spidsen af stiletterne hos en kvinde af gennemsnitsstørrelse lå på 900 kg. pr. kvadratcentimer – pr. skridt. Det indebar en risiko for, at hælene ville gennembore de tynde metalgulve. Drabelig historie, hvis den er sand.
Læs evt. mere om de høje hæles historie, potentielle risici, kønspolitiske forhold m.m.
Anatomien tilpasser sig vores miljø
I det modsatte perspektiv kan vi også konstatere, at det er muligt at tilpasse sig miljøet, så vores lægge bliver ualmindeligt fleksible. Tag for eksempel Twa folket i Afrika, der er opvokset med at kravle opad træstammer. Forskning viser, at deres ankelled kan bøjes halvvejs mod skinnebenet, som i 45 grader og PainScience tilføjer, at dette er:
”…two to four times greater than the average urban person!” (PainScience).
Pointen er, at vores væv tilpasses vores adfærd. Denne indsigt vedrører ikke vores ankelled udelukkende, men den menneskelige krop i det hele taget. Den bør minde os om at se på, hvordan vi indretter vores liv og vores vaner.
Vi skal på den ene side undgå ekstremer, at gå med høje hæle konstant (der er der nok heller ikke så mange der gør længere), men samtidig skal vi også have en funktionel bevægelighed, der matcher vores livsudfordringer og det behøver naturligvis ikke være efter afrikansk forbillede.
Kunsten ligger i at vurdere:
- Hvad livet dels gør ved vores væv, i særdeleshed bindevæv
- Hvad en funktionel bevægelighed livet ud handler om (SROMP kan være gavnlig her)
- Hvordan vi kan bevare så meget bevægelsesfrihed (gennem bevægelsesdiversitet) som muligt i tilværelsen
Også selvom vi ikke lige mener, at vi har brug for ”hele bevægeligheden” hver dag. Synspunkter har det imidlertid med at ændre karakter over tid, når cellulare forandringer går fra mikroskopiske niveauer til synlige defekter eller indskrænkninger, når vi slet ikke har bevæget det væv der over tid uvægerligt trækker sig sammen. Her vil du sandsynligvis gerne undgå bevægelsesfælden.
Læs også om hvorfor vi skal bevæge os mere.
Sener, ledbånd og bevægelse
Selvom vi har godt med kraftige ledbånd og ligamenter om foden, er det ofte et problem, at folk ikke bevæger og udfordrer deres fødder tilstrækkeligt, og i forskellige retninger, så mobiliteten og stabiliteten i og omkring ankelleddet vedligeholdes og forbedres. Okay, det gør nogle nok alligevel igennem motion og sportsdyrkelse. Men mange mennesker får ikke stimuleret fødderne tilstrækkeligt i yderpositioner, på tå- og hælgang eller med hop, spring, balancering etc.
Netop bevægeligheden er særlig vigtig for at undgå skader på ledbånd og sener, og for aldringsprocessen generelt betragtet.
Rent behandlingsmæssigt påkalder især anklen, hælen og akillessenen sig særlig opmærksomhed, da mange smerter og skader forekommer i dette område. Det skyldes bl.a. sammensætningen af de mange knogler i hælen, de mange mindre ledbånd/ligamenter omkring anklens mediale og laterale maljoler. Støttevæv, der skal beskytte og stabilisere foden ved udskridning samt den stramme akillessene, der vokser ud af et senespejl og senebånd fra lægmusklerne og hæfter nede på hælknoglen calcaneus.
Især akillesscenen er ”udsat”. Det kender vi fra myten om den græske sagnhelt Achilleus, der kun havde én svaghed i form af den ankel, han blev holdt i, da hans mor dyppede ham i floden Styx for at gøre ham usårlig.
Mytologi til side, akillessenen er ikke svag i sig selv. Faktisk er det den stærkeste sene i kroppen. Men, med alderen bliver den stivere, og det øger nok skadesrisikoen pga. det pres, der lægges på senen. Derfor er (daglig) bevægelse og mobilitet i bogstaveligste forstand vejen frem.
Tilbage på sporet
Det forekommer mig, at underbenet og foden er et temmelig komplekst område at forholde sig til, ikke mindst hvis der er en kobling mellem sygdomstilstande i kroppen og eksempelvis lægmuskulaturens velbefindende. Det siger sig selv, at ankler og fødder er vigtige at holde i ave for at undgå skader, men i høj grad også for at have en god, funktionel bevægelighed. Hyppig, alsidig og tilstrækkelig bevægelse er muligvis den bedste medicin for dette område.
Det måske vigtigste modtræk mod det moderne livs kroniske besættelse af komfortabilitet og samfundsindretning, der reducerer bevægelse, er en øget viden om vores biologiske behov for bevægelse, anskuet ud fra en lang, evolutionær historie, som vi er tvunget til at tage ved lære af, for at kunne imødekomme disse behov.
Glemmer vi at lytte, betaler vi en pris i form af sygdomme, vi langt hen ad vejen kunne undgå. Det er al ære værd at forsøge at bekæmpe livsstilssygdomme m.m. gennem avancerede behandlingsformer, medicinering etc., men vi må aldrig glemme at tage ved lære af, hvor vi kommer fra. Så længe, vi kan gå, er det værd at minde os selv herom.
Det er indlysende, at et væsen, der er skabt med to ben, kan bruge disse til alt fra gang, til løb, lunten, gadedrengeløb, hop, spring, retningsskifte, piruetter og bløde, absorberende landinger. Det vigtigste er dog, at du holder dig livskraftig livet ud og her er gåturen din allerbedste ven.