“Havkalibrering” – havets beroligende kræfter

Forside > Kropspraksis > Afslapningsteknik > “Havkalibrering” – havets beroligende kræfter

Oprindeligt havde jeg fornemmelsen af, at denne kropspraksis måske var for vag eller diffus i sin arkitektur til at kunne blive ophøjet til en decideret praksis. Er det ikke bare det en gåtur with a twist?

Ved nærmere eftertanke har jeg valgt at tage den med på grund af egne erfaringer, dens sanselige appel og forhåbningen om, at den rent faktisk er forholdsvis nemt at komme i kontakt med. Der kræves ikke diplom eller årelang træning for at få adgang til havets beroligende potentiale.

Det er en kropspraksis, der overlapper med flere andre praksisser og fænomener – gåture, afspænding, vejrtrækning, naturoplevelser og tilstedevær. Sansning og selvforglemmelse i skøn forening. 

Nogle praksisser har større intuitiv appel hos nogle mennesker, men ikke hos andre. I sidste ende kan vi næppe forestille os et vidunderredskab, der nyder bred anerkendelse eller opbakning hos alle mennesker hele tiden. Noget fungerer for nogen, noget af tiden. Andet kræver mere indøvelse, mere praksis.

En praksis for alle?

Jeg spekulerer over, om denne kropspraksis kunne have værdi for alle. Jeg formoder dog samtidig, at alle mennesker anskuer tingene og deres livssituation så vidt forskelligt, at det er vanskeligt at anstille generelle formler, når der kommer til stykket. Vi har divergerende forudsætninger, forskellige motivationer, temperamenter, selvbilleder, kropsbilleder og er drevet af forskellige værdier, erfaringer osv.

Men måske er kontakten til havets vuggende bølger inden for rækkevidde for alle, der er ved deres sanser fulde magt. Enten i form at ophold ved vandet eller i mere imaginær forstand, liggende/siddende og lyttende til indspilninger af havets sagte brusen og marginalt mere oprørte bølgeskvulp.

Måske kan vi i havblikket eller den blide, rytmiske bølgeudglatning ved strandkanten finde en flig af livsfylde og beroligelse, når vi har brug for det?

Lidt vidtløftigheder om vores forbundethed med vand og hav

Menneskehedens historie er rig på vidnesbyrder om liv og levned langs hav og kyst. Erobringer, togter, jagten efter paradisiske laguner, fiskeri og alverdens former for sejlads. Og i dag, ferieoplevelser og vandsport.

Udover at der kan være en masse hjemstavnsnostalgi og geografi på spil, der knytter os til havet, har vi ”berøring med” vandet – i både fylogenetisk og ontogenetisk forstand. Fylogenesen beskriver artens udvikling og ontogenesen er det enkelte individs/organismes udvikling fra ægstadie over foster og til voksen.

Som menneskeart, homo sapiens, tilhører vi i en mere snæver evolutionær forstand de såkaldte primater. Vi er en blandt mange ordener af pattedyr, der igen er én blandt mange klasser af den dyregruppe, der kaldes hvirveldyr skriver Peter K. A. Jensen på s. 34 i bogen fra 2012: Da mennesket blev menneske. Går vi lang tid nok tilbage i livets stamtræ, tegner der sig en biologisk udviklingshistorie, vi kalder evolutionen, hvor der på et tidspunkt opstår liv på jorden for mindst 3,5 milliarder år siden, ifølge evolution.dk.

Mennesket og alle andre hvirveldyr er formodentlig opstået fra primitive fisk, hvor spørgsmålet om udvikling af lemmer og lunger åbenbart er meget centralt. Muligvis også nervesystemet. Tidlige arter bevægede sig på et tidspunkt op på landjorden og en udviklingsproces over millioner af år ledte til, at menneskeslægten over tid udviklede sig via naturlig selektion, arvelighed m.m. 

Vi kommer altså ikke direkte fra havet med gåsehud og våd pels, men fra “laverestående” arter i det evolutionære stamtræ. Vores arvemateriale og anatomiske arkitektur i form af for eksempel rygsøjle vidner vel om, at der er mangen en forbindelse til denne fjerne urtid. En arkitektur bestående af kurvaturer, der trives særdeles godt med eksempelvis bølgebevægelser.

Individets indtog i verden

Som individer fødes vi i en vis forstand ”ud af vandet”. Fostervand er det vand, fostret er omgivet af inde i livmoderen under graviditeten. Fostret er omgivet af fostervand og fosterhinder, der lukker sig om fostret og fostervandet som en lukket ballon. Det beskytter fostret og giver det mulighed for at bevæge sig frit i livmoderen. Her ligger vi trygt i ca. 9 måneder.

Når fostervandet går, melder virkeligheden sig og vi kastes ud i den store utrygge verden, hvor ingen har spurgt os om lov. Her starter uroen og livet i al sit kaotiske flor. Nogle glider ud på rutchebanemanér, andre undfanges med navlestrengen viklet omkring sig og nogle undfanges vha. kejsersnit m.v. Dramaet er i gang. Ikke alle fødsler er lige ukomplicerede, men af vand er vi kommet.

Gad vide, om individets livsundfangelse former personlighed og karaktertræk? Gad vide, om der er noget med længslen efter vand, havets dybe ro og vores “tabte paradis” i mors mave? Kan vand være forbundet med ro og tryghed og afslapning? Vi har jo også flydetanke nu om stunder.

Jeg antager, at tiden i moders mave er en forholdsvis tryg og behagelig tid. Selvom der utvivlsomt også sker mange ting undervejs, der kan skade et foster, og fosterudviklingen i sig selv er en voldsom og hektisk proces, hvor der sparkes og gøres ved. Det er næppe ren idyl det hele. Men det er liv, organudvikling og alt muligt andet, der maser sig på. Life in progress.

Vejen tilbage til trygheden

Et spørgsmål. Kan vi finde tilbage til ”trygheden” i mors mave? Er der en kobling i det vuggende havskum til noget dybereliggende inde i os? En psykologisk og/eller neurologisk kobling? Eller er det bare en “tranceagtig” tilstand, der opstår i kraft af bølgernes regelmæssigt rytmiske kadence, som afstedkommer en art hypnotisk eller beroligende virkning? Der beroliger vores parasympatiske nervesystem, og/eller hvad der nu sker, når vi går ved vandet eller hører havets brusen. Helt uden psykedeliske bivirkninger.

Jeg kan ikke slippe denne emotionelle, psykologiske eller neurologiske forbindelsestænkning, selvom der sikkert er meget, jeg misforstår eller aldrig kommer til at forstå. Måske er det udelukkende uvidenhedens fantastiske vrøvl, jeg brygger sammen, hvad angår mennesket og relationen til vand, og fornemmelsen af ”noget dybtfølt naturligt og hjemligt”. Vi har brug for vand for at kunne leve, men er der noget andet i havets rytmik og bevægelse, vi er særligt stemt for?

Pendanten til gyngestolen er i øvrigt lige for. At rytmisk bevægelse og beroligelse også har noget med hinanden at gøre. Denne paradoksale konstruktion, der tilbyder os illusionen om bevægelse, mens vi sidder stille, og samtidig på ejendommelig vis kan vugge os ind i en dyb fredsommelighed og balance, som bringer stilhed over indre vande. Og lige akkurat tilbyder nok bevægelse til at holde kroppen i ”fysiologisk tomgang”.

Apropos afslapning og beroligelse er det er i øvrigt en streng, jeg også slår an i forhold til håndens arbejde, hvor jeg reflekterer lidt over de mange måder at beroligelse kan indfinde sig på, og koblingen til hjernens velbefindende. Jeg siger ikke, at der kun er en vej til den indre grundrytme. Et bål kan være en anden adgang, som kan bibringe en meditativ opslugthed.

Men havet oplever jeg selv som en kilde til tryghed og livsfylde. Der er en oceanisk tomhedsfølelse og ro, som omslutter os som mennesker, når vi er ved havet. 

Motivationelle udgangspunkter for “havkalibrering”

Den direkte motivation for værdien i at være fysisk til stede med og/eller ved at høre lyden af havets bølger er mine egne iagttagelser hos en blind klient, jeg masserer. Han har fundet ud af, at han slapper godt af til de brusende havbølger, som ruller ind langs strandkanten. Hos ham lytter vi til hans foretrukne bølgeskvulp på Spotify, via hans ikke altid lige kvikt opsnappende Google assistent, der kommanderes til at sætte noget ”havmusik” på.

Vi går ikke ombord i de store surfbølger og det kaotiske hav i opbrud. Havet har som bekendt en faretruende side, der samtidig truer med at tage livet fra os. Det kan være en barsk selvopretholdelseskulisse, som f.eks. beskrevet i Herman Melvilles hvalfanger romaner. Eller som den 16-årige Jessica Watson til tider erfarede, da hun i 2010 sejlede jorden rundt. Til manges beundring såvel som bekymring. 

Kunsten er at ”tune ind på” de rette bølger. Ikke det vilde Vesterhav under en efterårsstorm, men det rolige rytmiske bølgeskvulp, regelmæssigt og tilpas i sin formation. For at vi kan finde ind til havets beroligende effekt, er det vigtigt, at rytmen, bølgehøjden og lydniveauet ikke slår om i pisken og ophidselse, og slet ikke vokser til decideret angst/adrenalinprovokerende niveauer, som enhver ”big wave surfer” evt. kan tale med om. Det gælder om at ride på de rette bølger i afslappende øjemed.

Egne favntag med hav og strand

Jeg har selv en del erfaring langs havet og på langs med havbølger. Jeg har eksperimenteret med havets kunnen. Mine største oplevelser med havets evne til at fremme den indre ro er ganske enkelt mange gåture langs vandet, når vejret er godt og havet ikke tilkalder sig for meget opmærksomhed. Jeg skal ikke ”kæmpe med elementerne”, men har havet loyalt på min side. Evt. solen der bager. Under sådanne konditioner lulles jeg langsomt lulles ind i en tiltrængt tomhed.

Til dels er der tale om en anstrengelsesfrembåren træthed, der også nedsmelter mit sind og mine tanker. Bølgerytmen skaber en nærmest meditativ ro, hvis jeg opholder mig længe nok ved havet.

Ture langs vandkanten kan noget i forhold til eftertanke eller samtale for den sags skyld. Det har jeg også erfaret utallige gange. Ikke mindst på højskoleophold og egne vandringer. Men når jeg går mutters alene, er det meget kontemplativt i første omgang. Og jo længere jeg går, føles det som om, jeg går ind i glemslen, vugges i ro, og mine tanker mildnes eller stilner af.

Det udarter til mere sansning og væren i nuet. Der er mere ro på settet og tanker kommer ikke farende i en lind strøm. Der er hul igennem til mere væren, det at mærke og sanse. Det er ikke metafysisk spekulation, men det er nærvær.

At praktisere synkronicitet med havets bølgeskvulp

Lad mig fastholde det enkle perspektiv. Jeg ser to oplagte praksisformer, uanset om mine ontogenetiske og fylogenetiske vidtløftigheder er rene abstraktioner, der ikke har ringeste forbindelse til gåture og afspændende praksisser til lyden af havbølger. Beroligende er det i al fald, resonans i kraft af urforbindelser eller ej.

Jeg ser to veje ind til “havkalibrering”:

1. Gedigne gåture i solskin eller andet egnet og forholdsvist roligt vejrlig, langs vandkanten og med særligt henblik på at gå langt, når du har muligheden.
2. Indre rejser bestående af afvæbnende og stilleliggende/siddende adfærd, hvor du lytter til lyden af indspilninger af havets sagte brusen, hvor denne gentagne kontinuerte rytme forplanter sig til den længselsfyldte indre ro. At ligge eller sidde i dit hjem og ikke foretage sig andet end at trække vejret, mens bølgerne guider resten i sync. Synkroniciteten er naturligvis særlig stærk, hvis du er fysisk til stede ved havet, slikker solskin eller bare stirrer op i himlen, fra en klit.

Jeg kommer til at tænke på, at netop længslen også har en særlig betydning, når vi taler om havet. Udlængsel hos søfolk og mere komforthungrende rejselystne, men også en ængstelig længsel efter at se kærlige familiemedlemmer komme helskindet hjem fra fisketogter eller ekspeditioner. Hvilket romanverdenen bærer vidnesbyrd om ikke altid er tilfældet.

Havet er en naturkraft, ikke kun romantisk azurblå vidunderlighed, som vi lokkes med. Foranlediget af rejsebureauernes iscenesættende plakater og flaskeposthistorier af folk, der smeder fortællinger sammen i Hollywood.

Flere kontaktflader til havet

Oprør og ro, det er havets rytme. Omskiftelighed, ubønhørlighed efterfuldt af nåde og mageløs åbenhed og stilhed. I den forstand kan havet måske også tjene forskellige kropspraksisser. At rase ud og råbe op imod vinden. At føle sig helt omblæst, vindomsust og konfus efter en slyngdans med havstormsfuldhed på en mole i Vorupør. Kan det være et korrektiv til en sløj livsmat følelse, hvor det er svært at mærke sig selv? At blive eksponeret for elementerne. Og sådan kunne man nok blive ved.

Der er noget med havet og stemninger, fornemmer jeg. Og rytmer og årstider velsagtens. Det er broget, det er smukt, det er naturligt og livsbekræftende, og vi er forbundet med livet omkring os. Vi er omgivet af kyster og hav.

Efter et længerevarende højskoleophold ved havet, hvor jeg plejede nær daglig omgang med vesterhavsbølgerne ved Hirtshals og Vendsyssel, føltes det helt fadt og mærkværdigt at lande i Aarhus igen. En vane havde indfundet sig. Jeg kan huske omskifteligheden den dag i dag. Længslen var i mig. Længslen efter daglige ture i vandkanten. Selvom jeg utvivlsomt kommer til at romantisere over det.

Her er lidt flere fifs, hvis din havlængsel trænger til at blive genvakt, eller du finder behov for at opnå noget indre kalibrering fra havvandets magi, og reducere noget stress, der bølger i dig.

Oplagte stunder at praktisere “havkalibrering”

• Før sengetid
• Når du er udkørt
• Når du har for meget tankemylder og verden overvælder dig (kan hænde med jævne mellemrum i disse turbulente tider)
• Når der er rod i følelseslivet, eller kæresten er skredet
• Når storme raser i dit liv
• Når du er på ferie ved kystnære områder
• Ofte. En systematisk tilgang, hvis det virker for dig – eller du gerne vil finde ud af om det kunne fungere

Giv tid og lidt stensmut forsøg med ”how to pratice”

Tja, hvad angår lavpraktikken skal jeg jo ikke agere højesteretsdommer over andre. Men mon ikke de små skvulp kan have en berettigelse, såvel som en længere snorkelmanøvre.

5 minutter liggende sessioner med havskvulp hyppigt kan være mere vanedannende end et lemfældigt og uhøjtideligt rendez vous hver 3. uge. I alt fald hvis vi lytter til principper i vanetilegnelse hos vaneeksperter som eksempelvis James Clear. Frekvens og hyppighed er godt.

Måske kan lignende mekanismer som med progressiv afspænding gøre sig gældende. Øvelse gør generelt mester, men effekter kan forplumres af alt fra træthed, presserende problemer og hekseskud. 30 minutter til 1 time er et bud på en god dosis, når jeg står ved briksen, eller selv er på langs. Om det er den” ideelle minimale dosis”, er mere uklart. Gør dig og drag din egne erfaringer.

Snakker vi den bevægende udgave med gåture eller ophold ved havet, er jeg personligt tilbøjelig til at favorisere de lange strejf. Her arbejder vi os ind i fredsommeligheden. Min 5-10 km. 20 km endnu bedre. Det tager tid at vandre ind i glemslen og slippe ud af sig selv. Vi er alle fulde af forurening. Giv dig tid til at lade bølgerne bearbejde dig og finde tilbage til en kalibreret udgave af dig selv.

Naturens lydtæppe – en vej til beroligelse

Vi ved fra forskning, at musik som Niels Ejes Musicure har en indvirken på vores hormoner. Denne naturlige musik bibringer “…signifikante udsving i hormonbalancen, med reduktion af stresshormon og øget produktion af oxytocin…“. Andre effekter kan være dæmpelse af angst etc. Så hvorfor ikke også hejse flaget for den helt enkle eksponering for lyden af havets bølger?

Det er i min optik en afsindig bæredygtig og lettilgængelig kropspraksis, der ikke nødvendigvis forudsætter, at du fragter dig ned til vandkanten, hvis du er låst inde i Ikast, men blot har en streamingtjeneste ved hånden.

Meeen den organiske udgave ved vandkanten er naturligvis Alfa og Omega, når vi skal finde roen. Her gælder det om at gå til kilden, eller endnu bedre, langs ”kilden”. Totaloplevelsen. Film skal som bekendt ses i biografen.

Og kilden er duften og lyset og solen osv. ved havets bølger, der vugger dig i ro,  Mindst lige så godt som elefantens vuggevise eller rokkeriet i farmors arvestykke af en gyngestol.