Barndommen genopdaget

Forside > Bevægelse – basis > Barndommen genopdaget

Childhood revisited.

Åh ja. Det er da lige noget at skrive om, men om muligt endnu mere værdifuldt at opleve på egen hånd.

Kunsten, modet og villigheden til at blive barn igen – om end måske kun for en stund og “på voksenpræmisser”.

Barndommens land er et fortryllende land fuld af naturlige bevægelser, der opstår i leg og via kreativitet. Leg er i det hele taget en stor del af menneskets kultur og samfundslivet, som den hollandske historiker og kulturteoretiker Johan Huizinga er berømt for at have undersøgt i bogen Homo Ludens: om kulturens oprindelse i leg.

Legen går endda forud for mennesket og har en række karakteristika, der – ud over at være behæftet med sjov – er værd at læse op på hos Huizinga. Vi er vant til at se en forskel i måden den mere frie leg udfoldes på og den mere formelle leg, spil, baseret på regelsæt etc. Det hele er dog en del af barndommens terræn.

Læs også mine blogindlæg Leg med livet – om legens betydning i tilværelsen, samt Legens evolutionære dynamik – at være forbundet som mennesker, hvor jeg skriver meget mere om hvad leg handler om, og hvorfor jeg mener leg fortjener meget mere opmærksomhed i forskellige sammenhænge i samfundslivet.

Fri leg eller opdragelse 

Måske har der været disciplinerende tendenser i kulturen, som historisk set har lagt en dæmper på legen, “speedet alvoren op” eller gjort legen til en aktivitet? Ikke udelukkende, men det er næppe heller skudt helt ved siden af. 

Et historisk vilkår har været, at vi skulle lære at sidde pænt og stille, så vi kunne lære noget. Spørgsmålet er, om det i en eller anden henseende også har medført en nedtoning af legen(s råderum) i opdragelsens kølvand? Hertil kan vi spekulere over, hvor meget vi kan tilskrive følgevirkninger af den teknologiske udvikling, hvor det er muligt at skærme sig for fysiske interaktioner i eksempelvis nutidens gamerunivers m.m. Udviklingen peger givetvis i forskellige retninger, afhængigt af, hvad vi stiller skarpt på. 

Rousseau havde i 1700 og grønlangkål i hvert fald sine holdninger til, hvordan “det naturlige” blev “korrumperet”, hvis opdragelsen efter hans mening blev for boglig og formel. Han plæderede for sansernes forrang i hovedværket Emile eller om opdragelsen. En direkte og undersøgende omgang med verden, som siden har medført en ivrig debat i eksempelvis pædagogiske kredse. 

Det interessante er, hvordan leg og modningsprocesser i tilværelsen forstås og forskydes historisk. Hvordan socialiseringsprocesser inddrager leg, revitaliserer, reducerer eller indskrænker denne. Det fører for vidt at komme ind på her, men der er ingen tvivl om, at leg spiller en stor rolle i samfundslivet, som rækker ud over barndommen.

Leg, virkelighed og minder

Vigtigt er det at forstå, at der er orden i leg eller skabes orden. At legen ikke i sin essens er tiltænkt materielle interesser og profithensyn. Det er frihed i udfoldelse. Det er ikke en direkte afspejling af virkeligheden. Men i leg kan der skabes noget virkeligt, der får afgørende eller formende indflydelse på vores liv.

Legen er ikke træl af samfundsmæssige hensyn og interesser (men kan nok udnyttes af sådanne i flere sammenhænge). Den er en kilde til vores kreative potentiale. Muligvis endda hovedkilden. Hvilket er værd at minde om, også i voksenlivet, når det hele bliver lidt for professionelt, vigtigt og formelt, med kontrakter, mødetider og MUS-samtaler.

Vi skal huske at holde fast ved disse ressourcefulde stjernestunder, vi fik og blev dannet igennem via legen. Minderne om hvad der var muligt, da vi var børn. Mange voksne bliver let bange for at bevæge sig, fordi de har nogle skavanker, de ikke kan lodde dybden af.

Nogle kæmpe bravt for at undfly bevægelsesfælden, og erstatter ofte legen i bredere forstand med voksenbevægelser, yoga, løb, fitness og gåture etc. Så det fortsat ser ud, som om der er “gang i bevægelsen”. Ikke et ondt ord om disse bestræbelser, de afspejler blot den virkelighed, vi er en del af.

Barndommen kan fortsætte livet ud

De her nævnte bevægelsesformer er naturligvis også interessante former for bevægelse, vi kan nyde gavn af. Vi bør dog sørge for, af hensyn til vores samlede forhold til bevægelse, at øge antallet af legestunder, når vi bevæger os. Det gør os mere medgørlige, idérige, løsningsorienterede og bringer os i kontakt med vores indre legegen. Åbner et vindue ind i vore egne børns univers af fortryllelse.

Barndommen er ikke en dom, som den eksempelvis idehistorisk har været udlagt som. Det er en guldgrube af frihed og fantasifuldhed. Den skal ikke overstås, den skal bevares livet ud. Bevares på en givetvis lidt modereret og “tilpasset” facon i voksenlivet, hvis vi skal have flere med. Men vi er vel selv tugtemestre over, hvordan vi relaterer til legen og hvad vi tillader at indgå i legen.

Det handler om mod og om at forstå legens kvaliteter. Derfor genbesøger vi her barndommen.

Hvorfor genbesøge barndommen?

Jeg fik ideen til denne side efter en workshop i bevægelse, jeg afholdt i december 2021, da jeg kom hjem og genkaldte mig deltagernes ansigtsudtryk. Mens jeg prøvede at fordøje oplevelsen, og i øvrigt havde svært ved at falde ned og falde i søvn. Glæden hang ved. At se voksne glædes over “ikke at være voksne”, at glemme sig selv for en stund.

At trække på barndommens tilgang til bevægelse er fundamental, for her gælder der kun en hovedregel. Leg. At lege bevægelse ind uden at have en træner, en plan, en masse sikkerhedsventiler og forudfattede bekymringer på kroppens vegne. Der kan skabes en orden, der ikke kan ses udefra. Den opstår. Den er ikke påtvungen nødvendigvis. 

I den forstand anskuer jeg barndommens univers som en del af bevægelsens basis.

Selvfølgelig kan vi som facilitatorer, trænere og undervisere og andet fint gyde olie på vandene. Men er det ikke ofte tilfældet, at legen professionaliseres gennem workshops, seminarer og lege, der gerne skal lære os noget? Eksempelvis om problemløsning. Hvilket også har sin berettigelse. Lad os ikke pege fingre. Men legen kan stå selv, det finder du af i “legens hede”. Der er mange kvaliteter i barnlighedens omgang med verden, der vækker os til live.

Grebethed er ikke et onde, der skal manes til jorden. Det skal værdsættes for det, det er, og det, det kan tilvejebringe. Ellers dannes vi måske ikke til “hele mennesker”, men snarere robotter og epigoner af gamle modeltegninger. Leg, leg, leg. Se, hvor det bærer hen. Væk fra stagnation, depression og repetition.

Hvad vi leger, former det, vi bliver

At blive fortrolig med en livslang glæde ved bevægelse henter megen kraft og energi fra legen og de naturlige eksperimenter, der undfanges i skøre ideer, nonsensudfordringer og rollespil etc. Alt fra skattejagter, at bygge huler, kravle i mudderpøl, og klatre i træer (tør vi det i dag uden faldunderlag og kommunal tilladelse?), rulle ned af en skråning, kælke på en plasticpose, til tag-fat, tik og fangelege. Eller at bygge et sandslot. Eller at hinke, eller, eller, eller…

Det gælder om at have blik for, hvad hvilke lege gør ved os som mennesker. Skal vi lege samarbejdsleg og/eller konkurrenceleg? En verden til forskel.

Kunne jeg blot orkestrere og genskabe skolegårdens kaotik, intense optagethed af leg og sjov, larm og ballade, gøre den tålelig og rummelig for travle folk, der er “vigtige i hverdagen”, og måske har lidt for travlt med at være betydningsfulde i skuldergnubningens og karrierefremmelsens hellige navn, ville jeg være jævnt glad.

Leg er også en vigtig del af livet

Prøv at tjekke tingenes tilstand ud i 1500-tallet. Pieter Brueghels maleri med titlen Children’s Games. Legen ser ud til at fylde en del i landskabet, faktisk har man identificeret op til 80 lege i maleriet. Og Brueghels mening med maleriet var efter sigende at illustrere, at barndommens aktiviteter er mindst lige så vigtige som de voksnes affærer og foretagender.  

Lad os imidlertid træde tilbage i skolegården for en kort (men gerne vedvarende genoptaget) bemærkning, om ikke for andet, så for at minde os selv om, at dette tabte land kan genkaldes på både en varm sommerdag i haven og under en trist novemberaften med regn og skydække i den lokale idrætsforening.

Tør vi bare være børn igen, åbner porten atter til en overflod af overvældende rigdom. Eventyrligheden. “Sesam, luk dig op”.

Vejen tilbage til skolegården?

Prøv at iagttage børn der leger, se dem hinke og se dem sætte rammerne for disse lege. Det er lærerigt.

Mange af os har svært ved at hoppe og hinke, som vi gjorde i skolegården. Det gælder om at finde en god overgang fra smerter og skavanker til mere bevægelsesfrihed og glæde.

Det handler ikke om at benytte det perfekte hinkemønster, men om at vurdere mønstrene bagved, så vi igen kan få adgang. Skidt med, at børnene hinker lidt anderledes, dem der virkelig er skrappe til det. Vi andre skal alligevel først igennem ankelskavanker, bøvl med hulfodssener og forhindringer med storetåen. Men tilbage, det skal vi.

At hinke er en måde at få sat fokus på dine fødder igen. Tilpas små hop og spring, forholdsvist højfrekvent, er godt for blandt andet knogler, benmuskler, ankler, ledbånd og akillessene. Vi skal huske, at hvis vores baseline ikke fungerer, så er det svært at bevæge os rundt i fri leg. 

Der kan gemme sig flere formål bag sådanne lege. Alt kan med umage gøres til et udvidet univers. 

Måske behøver du ikke starte i skolegården, på den hårde asfalt. Lidt strandsand kan måske være en del af en brobygning, så du med tiden får adgang til den ægte udgave i skolegården:

Hvad bør vi ellers lege som voksne børn?

Mon ikke børn leger så alsidigt, at vi slet ikke kan følge med? Men vi kan for Søren da lade os inspirere.

Og med rollespil og alt det andet, der foregår oveni også, er der nok at tage fat på. Jeg har allerede nævnt en del lege, jeg selv praktiserede som dreng, men glemte trampolinen, at “ride på ryghest”, sækkeløb, stafetten, langspyttet (man kan vel sin Gummi Tarzan) og at passe på, når “jorden var varm” og at få en bold i hovedet, når der råbtes “Antonius”.

Forskellige aldre, forskellige lege, sådan er det. Vi kan zoome ind og ud mange steder.

Lad mig spørge andeledes, hvad var sjovt da du legede i skolegården? Kan du genskabe det? På nye måder?

Vi legede drengene efter pigerne, kastede med papirflyvere, vi spillede fodbold på små mål (undertiden med en papkasse, der fløj forbi – aargh, nu digter du vist, Jesper), kravlede på vores store legetårn og ned af brandstigen i skolegården, og dåseskjul også.

Hvad ellers? Aaah jo, vi spillede dælme osse ustyrligt mange kortspil som “røvhul”, firemands whist og andre skøre ting som infernalske og tændervridende kampe med flerfarvede hønseringe, yo-yo konkurrencer og vandkampe. Mange af disse i klasseværelset og på gangene. Det er et mirakel, at vi overlevede. Eller er det?

De her nævnte lege optager vel også tiden hos børn i dag, eller hvad? Mon ikke de samtidig har deres egne, “nyopfundne” og markedsdrevne lege? Det kunne jeg forestille mig. Tik Tok dans, de indforståede og intrigante lege, de rolleudviklende lege, computerlege og spil etc.

Leg inden for fantasiens rammer

Leg det, der kan leges indenfor fantasiens rammer, så længe ingen føler sig udenfor. Det handler om at være med.

Lige børn leger dog ikke altid bedst. Men lad være med at tvinge lege ned over hovedet på hinanden. Noget er bare “nederen” og noget er “opperen”. Det har det altid været. Så finder vi bare på en ny leg.

Her er en pegefingerregel (så vi ikke overanstrenger tommelfingerreglen): Færre regler, færre rammer, mere nysgerrighed, åbenhed og samarbejdsvillighed. Tag på opdagelse i dit indre legebarn – det er derinde.

Vi er sociale væsner, ikke kun væsner der konkurrerer i blinde, eller for at blive anerkendt, eller for en lønseddel. Det kan leg minde os om.

Leg, så vi genopdager glæden og vitaliteten. Leg for at undgå at tabe ansigt ved at have glemt at lege, og le naturligt af dig selv og andre i løjerligt selskab. Leg for at have flere måder at undgå konflikter på og løse dem mere elegant.

Bevægelsesleg i børnehøjde

Her er nogle randomiserede, men vel ikke vanvittige, ideer til, hvordan vi kan lege med bevægelse i børnehøjde, sådan lidt på frihjul uden for mange dikkedarer og rynkede bryn, f.eks.:

• Enkeltstående imitationslege – en fugl, en delfin, en flyvemaskine, at gå som en kalkun eller en bjørn, en egypter
• Under- og overdrivelser af bevægelser – eksperimentér med tempo, størrelse osv.
• Synkronlege – at gøre det samme med hænder og fødder, at spejle hinandens bevægelser
• Koordinationslege baseret på “klappeleg”, hvor vi sætter bevægelser sammen med hænder og fødder i rækkefølger, som vi skal huske og vise til de andre
• Efteraber (det hedder sikkert noget mere korrekt i dag) – at gå som personen foran dig, danse som Pinnochio i Disney’s Juleshow
• Leg med bolde – undersøgende leg med tennisbolden – hvad kan den bruges til?
• “Undvigeleg” med et kosteskaft
• Abeleg – at kravle rundt i græsset og bevæge sig som aber, der leger med hinanden
• I den mere alvorlige ende kan du som voksen også lege med din krops grundlæggende fysiske og funktionelle færdigheder, som ethvert barn, der ikke har specifikke handicaps burde kunne udføre med lethed

Leg mig her og leg mig der

Jeg følger ikke så meget med i didaktik, pædagogik og idræt i skolen, eller hvad der foregår af mere fri leg i skolegården. Jeg vil dog gerne bidrage med et par hints til dig, der har brug for at “kloge den lidt først”.

Om leg: Jeg vil foreslå, at du danner dig et overblik på Wikipedia for en udmærket indføring i leg, hvor der også fremføres en typologi over legeformer.

Om aktivitet i øvrigt: Se aktivitetshjulet for mere inspiration til, hvordan aktiviteter kan bygges op, eksempelvis i idrætstimer.

Husk dog: Leg, bare leg, det er bevægelse, der er ikke en eksamen. Bevægelsens basis starter også med at genkalde sig sin egen kreativitet i barndommen, i skolegården, i naturen, og hvor den ellers udfoldes. Så hele kroppen kommer i gang, uden at du tænker så meget over “øvelser” og “korrekt træning”.

Ikke så mange spørgsmål, bare kom i gang med at prøve dig og det alt sammen af. Lad det opstå. 

Og har du børn, så benyt dem til at få inspiration af. Eller vis dem, at I som forældre faktisk ikke er tabt bag en budvogn, men derimod har en stor interesse i og finder glæde ved at være rollemodeller. Tag bevægelse alvorligt og sørg for, at børnene mærker denne glæde gennem en legende, undersøgende og imødekommende adfærd.

Jamen, vi kender sgu ikke nogen lege længere, Jesper. Allright, jeg hører kritikken. Ovenfor har jeg nævnt mange lege. Du kan danne dig et overblik over alverdens spil og lege på denne udmærkede side fra Wikipedia.

Jo kortere vi gør vejen til legen, jo mere nyder vi den og lærer, hvad legen vil med os. Ikke at den har nogen skummel og skjult dagsorden eller performativt mål med os. Hvad legen vil med os, er nok noget, vi selv skal skabe.

Leg, leg, leg…