Med kropssmerter vil jeg på en åben og nysgerrig måde forsøge at blive klogere på, hvad smerter er, hvordan de indvirker på os, og hvordan vi lever et værdigt liv med smerter – så godt vi kan. Mange års sportsspecialisering har sat et væsentligt præg på min egen krop, og jeg føler og mærker i en vis forstand, at jeg betaler en pris herfor. Spørgsmålet er, om mere viden om smerter og bevægelse kan være en vej til at udjævne og reducere mine (og andres) genvordigheder. 

Kropssmerter. Tja, det lyder jo lige ud af grusvejen. Smerter i kroppen. Meeen, når talen er om smerter, bliver jeg straks usikker og perpleks. Baseret på egne smerteerfaringer og utallige andre menneskers, er der grund til at være forbeholden overfor forsimplende smerteforklaringer. Mange smerter er nærmest forudsigeligt uforudsigelige. Et skørt og til tider vildledende fænomen, der ofte er mere end symptomer og værre end det, der oprindeligt startede med at være smertefuldt. Udgangspunktet er rådvildhed og ydmyghed.

Der findes en hel videnskab, hvor alverdens læger, fysiologer, kiropraktorer, fysioterapeuter og behandlere med flere kæmper en brav kamp for at løse smerternes gåde. Er det en pille, en test, en teknologi, der redder os?

Overalt hvor vi kigger, er der smerter i hobetal. Statistikker bugner af kropssmerter fra nakke til lilletå, og hvis først en lille uskyldig smerte er blevet ”forfremmet” til ”kronisk smertelidelse”, så er der ikke så lidt, der tyder på, at fanden kan være løs i Laksegade.

Vanskelig smerteinddeling

Smerter er, ifølge PainScience, trods en simpel inddeling i grundlæggende smertetyper, alt andet end simpel. Typisk skelnes mellem to grundlæggende typer, der ved nærmere efterforskning overlapper på flere niveauer:

  1. Nociceptiv smerte, der dækker over et væld af sensorisk smerte fra bistik til svimmelhed, forbrænding, tumorer og inflammatorisk arthritis. En smertetype, der påvirkes af bevægelse, ændring af position og belastning, og som omhandler skade på væv, der rapporteres til hjernen af nervesystemet
  2. Neuropatisk smerte, der ofte er skærende, elektrisk eller brændende. Skader på selve nervevævet, enten perifert eller i centralnervesystemet, fra sygdom, skader eller indeklemning, eksempelvis iskias. Smertetypen er bred. Enhver skade på neuroner, f.eks fra kemoterapi, alkoholisme, fantomsmerter og multipel sklerose. En superirriterende “fætter”, fordi den ofte leder til kronisk smerte, og nerver desværre ikke heler så enkelt
  3. “Anden smerte”, der hidrører fra neurologiske dysfunktioner, men ikke neurologisk skade, som eksempelvis fibromyalgi. Det er lidt af en “rodebutik”, neurologiens svar på “småt brændbart” om du vil, hvor smerter fra andre smertetyper kan ende. Uforklarlige hovedpiner, uspecifikke lænderygsmerter, irritabel tarm syndrom, central sensitization, og forstærkede smertesyndromer med flere

Det menneskelige helvede er i denne forbindelse, at alle tre smertetyper kan indgå i en fællesmængde, hvor du kan opleve dem alle samtidig, omend det ikke er vidt udbredt.

Fordelinger af smerte

Vi ved, at en stor procentdel skyldes skader (cirka 38%), en anden stor portion af lagkagediagrammet går til muskelskeletale forhold (24%), en mindre bid til andre smerteformer (7%) og over 30% af smerter har “ukendte” årsager, ifølge PainScience. Disse statistikker kan naturligvis variere af mange forskellige grunde, herunder geografi, demografi etc.

Vi har alt i alt med et overmåde vanskeligt miskmask af sammenfiltrede mekanismer at gøre, der kan indeholde alt fra psykologi, neurologi, sensibilisering, ”simple vævsskader”, skadesmæssige følgevirkninger, patologier og refererende smerter, triggerpunkter, genetik, medicinske bivirkninger, syndromer, misdiagnoser og ensomhed. Velbekomme.

Smerter er et afsindigt komplekst fænomen, der har et Stillehav af kryptiske, uforklarlige, idiopatiske (ukendte) og mystiske forhold knyttet til sig. PainScience har til eksempel forfattet en artikel, der dags dato opsummerer 34 knap så åbenlyse måder, smerter kan optræde på.

Blot lige for at minde os om, når vi undertiden har lidt for travlt med at håbe (forvente?), at ”det, der er vedvarende”, “kan klares” med en reflekshammer, lidt traction, en ny kontorstol og noget kinesiotape. Og der er i øvrigt flere smerteårsager i betragtning. Hvorfor nøjes med 34? 

Behandlingsperspektivet

Ser vi bort fra mindre spændingsproblemer, akutte smertetilfælde, der ikke har nogen videre dramatisk baggrund eller efterspil, samt alle mulige andre ikke kroniske behov, der kan adresseres, er der spørgsmålet om de smerter, der vedvarer tidens lægende sår og ender i rubrikken “kroniske” eller idiopatisk. Hvad i alverden stiller vi op med dem?

Mangen en behandler har sikkert måttet smide paskortet, når fortællingerne om kroniske smerter kommer frem i klinikkerne rundt omkring. Jeg har selv mine egne “krigsberetninger” i den forbindelse. Videre går den stakkels klient, endnu et håb er brast, hvad skal jeg dog gøre ved mine smerter, jeg har det virkelig ikke ret godt, hvem kan hjælpe mig? Panik og løsningsiver begynder måske langsomt at gå hånd i hånd. Sikke et rod og hvor er det dog svært at forstå, hvad der er på spil – både for behandler og for dig som klient.

Også jeg kan mærke en dyb følelse af afmagt og frustration, hver gang jeg selv har med en ”problematik” at gøre, hvor jeg tænker, er det endnu en af disse uforståelige smertehistorier, hvor der kan være alt muligt på spil? Nerver, muskler, led, triggerpunkter, stress, bekymring over nedsat bevægelighed, nedsat immunforsvar, dårlig/mangel på søvn og ernæring, en aktuelt død onkel i kulissen samt en SU-gæld, der tynger samvittigheden, eller hvad der nu kan være vævet ind i en gådefuld individuel livstråd.

En åben tilgang

Jeg prøver at forholde mig åbent og konstruktivt, omend jeg ikke altid oplever, jeg lykkes hermed. Det er så nemt at komme med gode råd, men det skal jeg som behandler være varsom med.

Hvor vil jeg intervenere, hvad er du som klient parat til, og hvad er vilde spekulationer om udsigter, underbygget viden. Hvordan undgår jeg at tilføre yderligere smerte eller såre/udskamme dig som klient? Også behandlingen af smerter kan være kompleks.

Forstå mig helt ret her, ingen skal forklejne dine eller mine smerter. Det er mit udgangspunkt. Vi skal tages alvorligt, ingen skal udråbes som hypokondere, når det ”tænkelige mulighedsrum” er udtømt. Vi skal blive klogere på både teorien og ikke mindst praktikken. Jeg skal som behandler vise dig respekt.

Fra “issues in the tissues” til samfundsforhold

For at zoome lidt ud er det også værd at minde om, at det, der kan optræde som en “vævsproblematik”, ved nærmere eftersyn griber ind i en række andre systemiske forhold, Forhold, der meget vel kan have samfundet(s indretning etc.) som en væsentlig smertebidragende faktor.

Jeg vil ikke gøre et stort nummer herudaf, men blot opridse, at der set med humanistiske og samfundsvidenskabelige briller også kan være sociologiske, kapitalismekritiske og ideologiske bud på sammenhængen mellem især psykiske (og fysiske) og økonomisk relaterede smerter.

Smerter, der muligvis kommer af ”tilværelseskampens” mange uretfærdigheder, konsekvenser af noget så kontroversielt som intelligensforskelle, fysisk/psykisk nedslidning og inddirekte tvangsmekanismer. Vi nævner i flæng: stigmatisering og magtudøvelsesformer på jobmarkedet, social dumping, kønspolitiske stridigheder samt svingninger i politiske penduler mellem rettigheder og pligter, ansvarsforflygtigelse hos store virksomheder, privilegier, identitetspolitik og social arv, for blot at nævne nogle få, eller snarere mange potentielle elementer.

Måske er det her, mange smerter, i et eller andet omfang, lever deres liv i et “utilfreds”, overset eller underbelyst felt, hvor social accept og anerkendelse i manges øjne opleves som stående til konstant forhandling. Ender vi med uheldige rubriceringer og eksklusioner gennem etiketter som “sårbar”, “introvert”, “knopskydende diagnoser” eller “dårlige livsvalg”? Trækker vi nogle mennesker op i en krog som “selvforskyldte smerteskæbner”? Hvad er vores værdimæssige pejlemærker i denne accelererende effektiviseringskultur, ofte styret af realpolitik, frygt og kynisk magtfokusering osv.?

Smerter behøver ikke at være noget, der iagttages gennem et mikroskop. Smerter kan florere i et ingenmandsland med en uvis identitet – og herfra forvolde megen smerte.

Vend blikket – mod bevægelse?

Vi må hver især passe på, at informationsverdenens ubarmhjertige bombardement af påvirkninger, særligt de mismodige, tragiske og dystopiske af slagsen, ikke løber os over ende. Det kan ende med at passificere, hvor aktivitet er mulig og inden for rækkevidde. Information kan blive giftig, hvis den indtages i for store og fejlagtige doser.

To personer går en tur på en sti i skoven

Photo by Shaojie on Unsplash

Kan jeg selv påføre mine smerter mere medvind? Kan jeg gennem bevægelse gå mere imod informationsstrømmen, end jeg aner? Lammer eller afklarer den megen viden mit liv? Kan bevægelse blive mig frarøvet, hvis ikke jeg bevæger mig i tide? Er noget medfødt og nu blevet erklæret for ”game over”, eller er der noget at gøre ved alt? Mange spørgsmål trænger sig på, men forvent ikke, at jeg eller nogen har svarene på dem alle.

Vi skal hver især turde stille spørgsmål til hvad et godt liv skal indeholde. Nogen kan ikke længere komme på AGFs førstehold, for andre er drømmen om et job som postmedarbejder en lyskegle, der fortoner sig i horisonten. Andre igen kan pludselig genoptage deres daglige løbetur, bruge hænderne ubesværet, uden nervesmerter, og atter andre er i gang med at lære en håndstand på én arm.

Formåen og fremskridt er vidt forskellige, når smerter opstår og skal “håndteres”. Men de fleste af os kan starte med at vende blikket mod bevægelsens betydning for et godt liv.

Smerter og bevægelse

Smerter kommer og går, de er livet, eller en del af livet. Vi skal lære at leve med dem og ikke gøre dem til vores eneste fokuspunkt eller omdrejningspunkt, i hvert fald ikke hele tiden.

Vi skal have mod til at studere dem, forfølge dem og eksperimentere med at komme dem til livs eller bringe dem i (tålelig) balance. Noget skal/bør/kan? udfordre dem, noget skal træde i stedet for, om end det måske kun kan blive midlertidigt. Og dog anerkender jeg, at det for nogen virker ørkesløst. Nogle mennesker sidder i et ubehjælpeligt smertehelvede og det gør mig ondt at tænke på. 

Jeg vælger bevægelse som min smertelindring, ikke udelukkende, intet er sort-hvidt. Der findes også andre kropspraksisser og behandlingsmetoder på jesperabild.dk. Jeg kan dog næppe bevæge mig ud af eksempelvis nyrekræft, lige efter en rygoperation, hvor en del af mine nerver har taget skade, fordi omsiggribende metastaser skulle fjernes. Vi kan komme derud, hvor bevægelse bliver en længsel, en fortid, en forkrampet pinsel eller en saga blot.

Forebyggelse før det er for sent

Jeg kan vanskeligt stille noget op i ovenstående tilfælde, her er lægevidenskabens eksperimentelle behandlingsformer og en permanent og radikal livsomlægning formodentlig de mirakler, der evt. kan peges på. Men også ukueligt livsmod, støtte og offervilje.

Jeg vil, mere ydmygt, prøve at forholde mig til smerter i et forebyggende spektrum, der hvor smerterne er til at arbejde med. Der hvor du går fra at være ”depmoved”, dvs. ”deprived of movement”, hvilket kan oversættes til bevægelsesberøvet, som det hedder på idoportal.com. Herfra lyder løsningen: Mere bevægelse – med kvalitet. Lær at erkende denne tilstand af frarøvet bevægelse og lær, hvordan du adresserer dette behov gennem din bevægelsespraksis. Og jeg tilføjer. Lær det, førend du opdager, at det (muligvis) er for sent.

Kan jeg bidrage til at skabe mere selvansvarlighed og indsigt i måder at danse, koordinere, progrediere, forsigtigt tilnærme sig, ændre perspektiv for, og skabe mere kvalitativ bevægelse og forståelse herom? En forståelse, der rækker udover at føre en elastik 90 grader i en bestemt retning, at lægge flere vægtskiver på en jernstang, eller at løbe herfra og til Hanstholm hver fredag. I så fald er jeg yderst tilfreds.

Jeg vil se, om jeg kan bidrage til smertelindring og ikke mindst bedre funktionel livsudfoldelse gennem et mere mangfoldigt syn på bevægelse og kropspraksis.

Hvor kan vi starte?

Nysgerrighed og åbenhed er ord, jeg tror på i den forbindelse. Kan vi anerkende bevægelse anderledes og dermed mere, så flere tør og ønsker at stifte bekendtskab hermed? Hvad sker der, når vi vender blikket væk fra fitnesscentret, fodboldklubben, rehabiliteringscentret, svømmehallen, dojoen, kajakken og skøjtebanen, uden at miste disse af syne? Det er muligt, at vi mennesker er hierarkiske væsner, men ikke alt behøver at være en konkurrence.

Bevægelse kan give smerter og følelse af meningsløshed og mangel på fantasi og kreativitet et modspil. Jeg påstår ikke, at det er det bedste eller det eneste. Kunst, spiritualitet, natur, venskab, seksualitet osv. er andre områder.

Måske kan bevægelse vække en nysgerrighed, et skifte i perspektiv og måske et udtryk, der er helt dit eget. Start beskedent. Start med at bevæge dig mere. Bare bevæg dig. Herfra kan tingene vokse til mere frihed og lindring i takt med din selvtillid og nysgerrighed.

Du kan mere end du tror

Du kan mere, end du tror. Se blot på krigsveteraner, der dyrker sport efter en “kuldsejlet” mission i et af verdens brændpunkter, hvor eksempelvis tab af lemmer var prisen, der måtte betales. 

Det er værdigt og livsbekræftende for mennesket at bevæge sig, det skal ikke overstås eller bagatelliseres, skjules (men måske nok beskyttes), inddæmmes i et reservat eller opbevares på museum. Det kan i sig selv være smertelindrende. Især hvis du oplever at flytte dig fra smerteinhibering og -hæmning til ressourcefuldhed og aktiv udfoldelse.

Smerter kan måske ændre mønster og styrke/intensitet i takt med, at du lærer nye bevægelsesmønstre og dig selv at kende. Bevægelse kan give og styrke livsmod, det er ikke kun min erfaring, og det kan gribe om sig og måske også favne megen smerte.

At kende din smerte, er det (også) at lære dig selv at kende? Måske kan bevægelse være en uvurderlig hjælp hertil.