Almindelige opfattelser af lænderygsmerter kan let være vildledende. Nogle vil måske antage, at det refererer til en tilstand eller specifik lidelse, men det er ikke nødvendigvis altid tilfældet. At have blik for de mange måder, som lænderygsmerter kan præsentere og vise sig på er væsentligt for at kunne udvikle og/eller se på potentialer samt begrænsninger i givne virkningsfulde behandlingsstrategier.

Som anført under lænderygsmerter samt årsager til lænderygsmerter kan “typiske” smertesymptomer for rygsmerter dække over mere kompleks smertelidelse. Der kan eventuelt være tale om en interaktion mellem adskillige triggerpunkter i flere muskelgrupper eller andre muskulære ubalancer. Udover alle mulige andre årsagssammenhænge, som involverer neurologiske forhold, ledproblemer, viscerale problemstillinger m.m.

At rygsmerter på den ene side kan rumme forskellige grader af kompleksitet, udelukker på den anden side ikke, at enkle metoder kan være effektive. Kunsten må være at spore sig ind på hvor effektivt og i hvilke tilfælde.

Smertevurdering og effektiv behandling

For at opnå mere konsistente og effektive resultater med rygbehandlingen kan en forholdsvis systematisk og grundig tilgang muligvis ofte være nødvendig for at angribe rygsmerter, der har dybereliggende årsager. Bl.a. fordi problemerne kan udvikle sig, så andre dele af kroppen, nervesystemet, psyken m.m., kan påvirkes yderligere.

Som behandler kan det imidlertid være vanskeligt at vurdere, om en given behandlingsform er relevant for klientens proklamerede dybereliggende årsager. Derfor er koblingen mellem dine symptombeskrivelser og en fælles relevansvurdering af min behandlingsform meget afgørende.

Samtidig er det vigtigt at fastslå, at der må være grænser for hvor megen effektivitet, vi kan tilskrive en enkeltstående behandling. Set i forhold til kompleksitetsgrad. Og i særdeleshed graden af selvoplevet kronicitet og genoplevede smertegener samt forventninger og tidligere behandlingserfaringer.

Akutte og kroniske smerter

Akutte smerter, på en uges varighed eller mindre, kan erfaringsmæssigt lindres med grundig massage og/eller triggerpunktterapi. Men længerevarende tilstande kan naturligvis komplicere tingene. Flere muskelgrupper kan blive berørt, og der kan opstå adskillige dysfunktionelle triggerpunktinteraktioner mellem disse eller andre forhold, der vanskeliggør effekten af eksempelvis en enkelt behandling.

I praksis er smertetilstanden umådelig svær at afgrænse eller diagnosticere, og derfor kan en tilstræbt systematisk tilgang i massageterapeutisk forstand være relevant. Dvs. arbejde ud fra en antagelse om, at der kan være tale om et samspil mellem muskler m.m. Et samspil som kan række ud over intervention lige dér, hvor du måtte opleve en given smerte.

Du kan sagtens have rygsmerter, der går over af sig selv. Men når noget har antaget kronisk karakter, erfarer de fleste, at tingene ofte er mere indviklede. Det betyder også, at triggerpunktterapi ikke kan lindre alle smerter. Noget kan kræve helt andre behandlingsformer og livs(stils)ændringer, noget kan også kræve mere aktiv og vedvarende forebyggende indsats, hvor forskellige kropspraksisser kan understøtte behandlingen, herunder bevægelse.

Læs eventuelt mere om hvordan du konkret kan bruge bevægelse til heling af diverse former for rygsmerter.

Generelt om behandlingen

Behandling med triggerpunktterapi hos jesperabild.dk kan ligeledes være værdifuld som supplement til f.eks. knæ- og lårbehandling, mave- og bækkenbehandling samt hoftebehandling. Eksempelvis hvad angår forskellige tilfælde af smerteudstråling.

Triggerpunktbehandlingen kan typisk berøre følgende:

  • Behandlingen vil komme omkring fire muskelgrupper, der eventuelt kan være medvirkende ved mange former for lænderygsmerter. Det være sig den kvadratiske lændemuskel, den mellemste ballemuskel, hoftebøjerne og de lige mavemuskler
  • Muskelgrupper, der udstråler smerter i lænderygregionen, herunder dybe spinalmuskler ved rygsøjlen. Muskler, der skaber udstrålende smerter til hofteleddet og ned langs bagsiden af benet og ydersiden af benet. Desuden smerter omkring bæltelinjen, hoftekammen samt SI-leddet og den øvrige balle- og baglårsregion. Herudover også inderlår. Endvidere smerter forskellige steder i mave- og hoftebøjerregionen
  • Der arbejdes systematisk med din berørte smerteside, og dernæst med udvalgte muskelgrupper på den ikke-smertefulde side, hvor lænde-, balle- og baglårsmuskler inddrages af hensyn til at forøge behandlingens effektivitet m.m.

Triggerpunktbehandling af lænderygsmerter hos jesperabild.dk

  • Kort indledende forventningsafstemning og forundersøgelse, der indkredser problemets omfang
  • Indledende fysiurgisk massage af kroppens centrum omkring lænderygregionen, inklusiv antagonistmuskler og dele af underekstremiteten, til opvarmning af væv og tilpasning af nervesystem til dybere behandling
  • Triggerpunktbehandling af dine primære smertesymptomer i relation til området omkring lænderyg
  • Triggerpunktbehandling af primære muskelgrupper, der kan have indflydelse på kropsregionens smertetematikker
  • Afsluttende klientvejledning og forventningsafstemning angående evt. videre forløb