Teorien om triggerpunktterapi bygger oprindeligt på Myofascial Pain and Dysfunction. The Trigger Point Manual af Dr. Janet G. Travell & David G. Simons.
Triggerpunktterapi er, som ordet antyder, en form for manuel massageterapi. Behandlingen er målrettet ømme punkter i musklerne. Med en kombination af små, korte massagegreb, strøg, mikrostræk og tryk kan man forsøge at bryde de ”energikriser”, der kan være opstået i en nødstedt muskulatur med tilhørende patofysiologiske tilstande. Tilstande, der kan bevirke, at muskulaturen holdes fastlåst og overspændt.
Det kræver viden og erfaring at lokalisere og palpere triggerpunkter i praksis samt at vide, hvordan de konkret skal behandles. Da der kan være tale om andre smertekilder end triggerpunkter, er det vigtigt, at du har en række kriterier at kunne støtte dig til, når du skal vurdere, om triggerpunktterapi kan være relevant for dig. Givet fænomenets natur og den menneskelige organismes kompleksitet vil lokalisering og behandling af triggerpunkter naturligt nok være behæftet med uklarhed, ifølge den nuværende forskning.
Triggerpunktterapi er en eksperimentel metode med en lang klinisk praksiserfaring bag sig, men der også er forsket videnskabeligt heri.
Triggerpunktterapi er en lovende behandlingsform for en lang række muskelskeletale smertetilstande med forskellig virkning, afhængigt af karakteren af dine smerteproblemer. Behandlingen går godt i spænd med andre vitale tiltag som forebyggende kropspraksisser, ernæring og søvn samt naturligvis andre behandlingsformer afhængigt af dine behov.
Læs evt. nogle kortere beskrivelser om triggerpunkter på PainScience i afsnittet “Bad Pain in Massage” i artiklen “The Pressure Question in Massage Therapy“.
Hvis du har mod på et dybere indblik, kan du læse den teoretiske introduktion, hvor jeg belyser fysiologien, de videnskabelige baggrunde, kontroverser m.m. vedrørende triggerpunktteori.
Den primære kilde til den videnskabelige forskningsovervågning og formidling af viden om triggerpunkter er dog efter min bedste overbevisning PainScience’s tutorial.
Hvad går triggerpunktbehandling ud på?
I min klinik arbejder jeg ud fra de praktiske erfaringer og metoder, som Dr Laura Perry gør brug af på triggerpointtherapist.com og painwhisperer.com. PainScience er også en vigtig kilde til både min teoretiske og praktiske indfaldsvinkel. Endvidere gør jeg brug af råd og anbefalinger vedrørende selvbehandling af enkeltstående muskler, som bl.a. Clair & Amber Davies har fremført i værket Triggerpunktterapi – smertelindring gennem selvbehandling.
Systematisk triggerpunktterapi gør, ifølge Perry, brug af følgende teknikker, hvilke jeg også anvender i min klinik:
- En målrettet metode til at lindre smerte gennem kortvarige statiske tryk på muskler, der er ømme eller som udsender smertesymptomer. Smerter er antageligt kroppens signaler om, at kroppens væv beskytter sig selv. Metoden forstærkes af diverse lejringsteknikker (måden du som klient lejres på briksen)
- ”Manuel trykpunktsmassage”, hvor der veksles mellem statiske tryk af forskellig varighed (typisk kortvarigt af fysiologiske grunde) og antal
- Desuden ”stripping teknikker” baseret på rolige, korte og målrettede tryk og efterfølgende strøg mod de berørte kropsområder, inklusiv specielle ”stretch-release” teknikker (microstræk teknikker) i kombination med tryk
- Evt. ”taktil distraktion” (let vibrering eller klappen på huden i smertezonen for en given muskel, for at tage toppen af opståede smerter ved trykbehandlingen)
- Evt. efterfølgende ”neuromuskulær edukation” for at reetablere musklernes normale funktionalitet. Som klient vejledes du til at bevæge musklen blødt og roligt igennem hele dens bevægeudslag eksempelvis 8-10 gange og forbedre kontakten med nervesystemet (en form for muskelpumpeøvelse). Der må ikke tilføres modstand udover tyngdekraften under denne øvelse, og du opfordres til at fokusere på den kinæstetiske ”fornemmelse” af bevægelsen. Formålet med teknikken er simpelthen at vænne dig som klient til at kontrahere musklen uden at forvente, at smerten genopstår
Triggerpunktbehandling hos jesperabild.dk
- Kort indledende forventningsafstemning og forundersøgelse, der indkredser problemets omfang. Optimalt set på baggrund af telefonisk samtale og symptomindkredsning
- Indledende fysiurgisk massage til opvarmning af væv og tilpasning af nervesystem til dybere behandling
- Triggerpunktbehandling af primære muskelgrupper og smertesymptomer, der ofte har indflydelse på kropsregionens smertetematikker
- Afsluttende klientvejledning og forventningsafstemning angående evt. videre forløb