Med siden Livsresiliens gør jeg mig anstrengelser for at gå på opdagelse i metoder og tilgange, der lader til at have erfaringsmæssig og/eller videnskabelig dokumenteret indflydelse på den menneskelige livsopretholdelse. Altså overlevelsesevnen, vitalitetsfølelsen, sygdomsreduktion og livsfunktionalitet, bredt forstået.
Livsresiliensen er en søskende til de såkaldte asketiske livs- og kropspraksisser, som muligvis også står over for en fremtidig renæssance. En vital del af vore livs sundhed.
Motivet er, udover fremme af livsresiliens for os mennesker, endvidere mentalhygiejnisk. At få gjort hovedrent i hvad der efterhånden minder om indholdet af en småt brændbart container, som favner alt fra life hacks, bio hacking, produktjungler og gurudyrkelse i ét væk. Kunne jeg lykkes med at luge ud i blot noget af dette skrald, er jeg evigt taknemmelig.
Som mennesker er vi skabt som væsener, der i udgangspunktet er selvregulerende organismer og dermed (langt hen ad vejen) selvhelende. Vi er også væsener, der hver især er født med og/eller lever liv, hvor vi hver især er udsat for forskellige grader af påvirkning, stressorer og risici i forhold til sygdomme. Alt fra psykologiske til organrelaterede og systemiske problemer, muskelskeletale lidelser mv.
Genetik, kultur, arv og miljø hvirvler os ind i tågede og uklare mysterier om vores egen livsresiliens.
At navigere og overleve i en konkurrencestat
George E. Curtis (1830-1910)[2], Public domain, via Wikimedia Commons
Vi pendulerer alle i elementær forstand mellem allostase og homøostase og kæmper hele livet med at opretholde en værdig og forebyggende balance. Vel vidende at udgangspunktet gradvist forskydes i nedadgående retning, i takt med livs- og aldringsprocessen.
Nogle er endvidere stærkere fra “naturens hånd” end andre.
Fænomenet resiliens rummer en efterhånden en ganske broget idehistorie. Resiliens optræder eksempelvis, eller har gjort det meget eksplicit, i arbejdslivssammenhænge. Det kan forvirre og forplumre, når der i stillingsopslag nærmest har været lagt op til en stor efterspørgsel på livsduelige navy seal tropper i etatens og erhvervslivets tjeneste. Hvilket jo, for forbeholdets skyld, kan ændre sig med andre samfundstendenser i fremtiden.
Fra kynikere og pessimisters side kunne derfor lyde en tese om, at vi fostrer en tilværelse som (knap så?) beredvillige soldater i konkurrencestatens selvopretholdelse, som samtidig truer med at tage livet af (nogle af?) os, og evt. underminerer velfærdsstaten. En problemstilling der med stor sandsynlighed også vedrører en bred samfundstendens til evalueringsfeber og evidensjagt, hvilket netop kan være medvirkende til at reducere menneskelig livsresiliens.
Angiveligt fordi det er benhårdt at hænge på i dette (diffuse) konkurrenceræs og et sådant samtidigt kan underminere andre livsværdier.
En proklameret vingeskudt konkurrencestat, der muligvis mangler en nærmere ideologisk forklaring og selvbegrundelse og, hvem ved, måske en rehabilitering. Dette har professor Ove Kaj Pedersen, i en opfølger til den omdiskuterede bog Konkurrencestaten fra 2011 med titlen Reaktionernes tid – konkurrencestaten mellem reform og reaktion tilsyneladende prøvet at skabe mere hoved og hale i.
Uanset hvad vi kan kalde det samfund eller den stat, vi lever i, bør vi passe umådeligt meget på med at blande biologi, politisk forvaltning og arbejds- og kulturliv sammen i en uskøn og potentielt udskammende og ekskluderende, såvel som inkluderende suppedas. Det fremmer næppe vores livsduelighed.
Så hvor kan jeg evt. komme på banen med mit besyv?
Menuen livsresiliens indeholder
Med indeværende side og kommende undersider ser jeg på biologiens understøttende mekanismer, der giver sig udslag i diverse kropspraksisser. Det er det funktionelle livsunderstøttende perspektiv, der har min naturlige interesse. Ikke de direkte politiske sværdslag. Som bestemt også er mindst lige så vigtige for dette ærinde.
Jeg vil eksempelvis, men ikke udelukkende, perspektivere i et anti-aldrings perspektiv, hvor selvmodsigende eller udsigtsløst dette end kan vise sig at være – i det store perspektiv.
Du vil over tid finde viden om kolde brusebade, vinterbadning, saunabadning, dit immunforsvar, livsrytmer, søvnens praksis, stressreduktion med videre. Ikke lange politiske manifester. Det lader jeg andre om. Jeg dykker ned på mikroplanet.
Jeg er klar over, at jeg bevæger mig i periferien af andre primære, men beslægtede kropspraksisområder, der hører til smertelindring, præstationsoptimering, restitution og andre former for livsfremmende processer som vejtræknings- og afslapningsteknik samt mentale redskaber.
Alle disse har en stor finger med i spillet. Og jeg vedstår, at de måske ikke kan skilles ad i praksis. De er i høj grad faktorer, som på hver deres måde og anvendt i kombinationer, faciliterer grader af øget livsresiliens.
Livsresiliens forsøger jeg, for overskuelighedens skyld, at kategorisere lidt mere bredt. Hvor nogle af de mere beslægtede praksisser rubriceres, mere snævert og tematisk, under deres egen tematisering. Spørgsmålet er, om jeg kan lykkes med en sådan jonglørkunst.
Ikke mindst hvis jeg også hæver blikket fra det biologiske bagtæppe og inddrager kulturlivet, de sociale relationer og deres indflydelse på livsresiliensen. Alt sammen med indvirkning på krop og psyke, fysiologi og helbred.
De mere færdighedsbaserede, strategiske, prioriteringsmæssige og livssynsmæssige aspekter, med sigte på øget livsstyrke, forsøger jeg at kile ind under Øverste etage – mentale redskaber og færdigheder.
Lad os se, hvor det bærer hen – hen ad vejen.
Velkommen til livsforebyggende strategier for at holde din resiliens ved lige, hele livet.