Sundhed er et vidtforgrenet, omdebatteret og betændt emne. Alle har en mening om egen og ikke sjældent andres sundhed (og ikke mindst angivelige og postulerede mangel på samme). Der hersker mange udlægninger af, hvad det vil sige at være sund. Hvad en sund “livsstil” er, hvad du skal gøre for at fremme din sundhed.

Og der tales mindst lige så meget om “det gode liv”, “det værdige liv”, sideløbende med, at sundhedstonen kan blive for skarp eller skinger, for ikke at sige spydende kynisk, arrogant og højtråbende (ikke et ondt ord om ordførerskaber på folketingets talerstol).

Bevares, sandheden er vel, at alt kan tage overhånd, sundheden ditto. Eller endnu mere udbredt, at det kniber med at leve op til og motivere til at efterleve WHOs sundhedsambitioner, der måske er for ambitiøse across the board?

På et tidspunkt gik sundhed meget på “kroppens funktion”, evnen til at fungere “normalt” uden afbræk i form af sygdomme osv. En lidt mekanisk betragtning måske. Et fravær af sygdom – og du er sund. Man har henvist til sundheden som en tilstand af anatomisk, fysiologisk, psykologisk integritet, hvilket jeg formoder handler om, at der er en oplevet sammenhæng i det enkelte menneskes liv og livsførsel.

Men sundhed kan, ifølge andre definitoriske betræbelser, også handle om en evne til at kunne varetage personligt opfattede værdifulde roller i familielivet, på arbejde, i nærmiljø og andre fællesskaber. At kunne deltage, være med, være social og velfungerende blandt andre. Og samtidig har en resiliensklingende komponent figureret i form af en evne til at kunne håndtere og cope med fysisk, biologisk, psykologisk og socialt stress. Sundhed som livsresiliens, stamina og modstandskraft.

Sygdomsforståelse har vide rammer

Mange faktorer kan påvirke vores sundhed og forståelse heraf. Biomedicin, genetik, sociale og fysiske miljøer, livsstil, kultur, køn, resiliens, uddannelse osv. Ligeledes består sundhedsfeltet af mange underdelte felter relateret til køn, alder, sundhedsområder m.m. Videnskab spiller en rolle, i særdeleshed lægevidenskaben, alternativ medicin med flere. Sundhedssystemet spiller en rolle, såvel som individets egen evne til selvomsorg og selvansvarlighed.

I det hele taget spænder ord som helbred utroligt vidt. Lige fra “fluffy velvære” til mentale tilstande og trivsel samt opretholdelse og forsøg på at skabe homøostase i kroppens fysiologi, organsystemer m.m. Primært foranlediget af tre altafgørende faktorer: søvn, ernæring og bevægelse.

Den store vidensopdeling, ekspertise indenfor discipliner og fagområder til trods, kan sygdom komme snigende, ikke kun optræde som pludseligt opståede hændelser, som falder ned fra himlen. Der skelnes mellem akut, kronisk sygdom, smerte m.m.

Sygdom kan dog i den grad være forbundet med vores levevis, og ikke alle ubalancer kan helbredes. Der er en grund til, at der tales om mirakler. Nogle gange går sygdom og menneskelig lidelse bare udover vores og sundhedssystemets forstand. Her er ydmyghed og accept dyre ord.

I andre tilfælde handler det om ukuelig livsvilje, snilde og hårde vanebrud. Paul Ingraham fra PainScience har en formulering, der går på, at vi i visse tilfælde skal ud af komfortzonen og tage ansvar for livet i egen afsøgning af de mulige mirakler. Han er ikke fortaler for kvaksalveri, plat positiv tænkning og letkøbte voodoo strategier, så vidt jeg kan se.

Snigende som en tyv om natten?

Ingraham peger ikke desto mindre på, hvordan tingene kan udvikle sig gradvist, fra irritationer, til inhiberinger osv. Det er den snigende part. Samtidig kan der være modstande mod forandring ligeledes. Så hvad foreslår han – i de fleste tilfælde, når livet er i ubalance og rigiditeten er ved at føre os i havsnød?

“If rigidity leads to a life out of balance and then to illness, then it suggests a way of preventing illness and extending life, more than a healing method. We must step outside of our comfort zone, and choose to leave behind the many small fears and preconceptions that defined it so long ago. We must stretch ourselves.

There are probably as many ways to do this as there are people. For some, it might be a climbing of mountains. For others, eye contact, new furniture, or reconciliation. But for almost everyone, above all, it means really deep breathing and fresh movement, components of every interesting spiritual discipline that ever was. We must strive to become permanent dancers, freely embodying every impulse, wriggling happily through our days, impulsive, exploratory, and uninhibited.

Even if it is too little, or too late, it will still be worth it.” (PainScience, Why Do We Get Sick?… citeret d. 10.10.2023)

Han foreslår, at vi bliver bedre til at “komme udover os selv”, vores frygtrelaterede begrænsninger m.m., og bliver bedre til at følge de erfaringsbaserede værktøjer, som er til rådighed. Forstår at sygdom vokser ud af vores egen rigiditet, gryende frygt og forudforståelse samt mangel på adfærdsmæssig fleksibilitet. At vi stagnerer og har svært ved at ændre kurs, vaner og levemåde. Det kan jeg næppe sige bedre selv. 

Det handler ikke kun om at danse mere elegant med smerter. Men også om at ty til de mest grundlæggende værktøjer, vi har i skattekisten. Vejrtrækning, bevægelse. Også selvom det ikke redder verden eller slår til i alle tilfælde.

Ud af komfortzonen er altså hovedopgaven. 

Mangel på selvindsigt?

Måske gør vi ofte os selv en bjørnetjeneste ved at fokusere for meget på behandling, når sundhedsbægeret tipper over og organismen ikke længere er i balance? Det, der før var en potentiel relevant tilgang og evolutionært plausibel overlevelsesstrategi, kan ramme os i nakken 30 år senere, skriver Ingraham. Og det er godt set. Han har blik for, at sygdomme kan udvikle sig minutiøst og langsomt indskrænke vores måde at være i verden på. Føre til bevægelseshæmninger osv. 

Måske ledsages disse erkendelser af manglende indsigt i egen (forebyggende) selvomsorg, hvad den bør bestå af? Måske er det god gammeldags dovenskab, der gør, at mange har deres hyr med sundheden? Måske, måske? Spekulationer om sundhedens uransagelige veje er der nok af, meninger ligeså.

Der findes så mange vinkler på sundhed, at den både fremstår byrdefuld og livsnødvendig på en og samme tid. Men det kan være, at det er en byrde, vi selv kan lære at bære i mange sammenhænge? Men ikke i alle. Det er ikke alt, vi kan bebrejdes og skydes i skoen. Det er ikke altid et skyldsanliggende. Vi er måske (nogen vil sige med usædvaling stor sandsynlig i mange tilfælde) medskabere af vores egne lidelser, som Ingraham også forsikrer, Men vi er det næppe intentionelt.

Om end vi i visse, herunder mere eller mindre ekstreme tilfælde, som skuespilleren Nikolas Cage mesterligt fremfører et eksempel på i filmen Leaving Las Vegas, faktisk har kurs direkte mod usundhedens afgrund. Som i usundhedens ultimative endestation – døden. Hans karakter, Ben, beslutter sig for at sætte turbo på selvdestruktionen og drikke sig selv ihjel. Naturligvis med en tragisk baggrundshistorie in mende.

Her kommer tingene ikke snigende hen over årene, som slitage på væv i rygsøjlen eller en pådraget lungesygdom i kølvandet på lidt for mange pakker grøn Cecil.

Den film ramte mig dybt i hjertet, da jeg så den i Øst for Paradis, sammen med en ven fra tjenertiden i hotelbranchen i London. Den bevidste og totalt selvudslettende, men ikke usympatiske, undergangsmission, uden dikkedarer. Hjerteskærende deroute for fuld utilsløret og hæmningsløs udblæsing. 

Andre har bare ikke så meget styr på tingene, som de tror, trods et vældigt intellekt. Det vidner Christopher Hitchens’ liv om, der blandt meget andet også var lidt af et sats. “Life is a wagor“, som han lidt nonchalant under tiden fik formuleret det. Og han var samtidig så klog, som vi kan blive. Et gigantisk intellektuelt fyrtårn. Klogskab kan vi altså ikke altid forlade os på – alene.

Andre afsværger asketiske elementer i deres liv, det skal leves fuldt ud. Punktum. Afsagn på dekret. Nej tak. Livet skal leves. Eller i den jyske underspillede udgave – “ja ja, men vi skal jo leve, ikke sandt?”. Underforstået at “leve” her kan være ganske overdrevet og eksorbitant i forhold til andres målestok.

Maskeret vækst og undgåelsesmønstre

I skrivende stund ser det bedre ud for dansk økonomi end ventet. Hele 9 milliarders ekstra råderum. Men det lader, ifølge nyhedstrømmen i den forbindelse, til at det som holder os ovenvande hovedsageligt er vækst og eksportindtægter i de store medicinalvirksomheder, som Novo Nordisk og Lundbeck. Uden deres vækst var der efter sigende tale om “nulvækst i dansk økonomi”.

Men alverdens piller, indsprøjtninger, salver og andre medikaliserende “mirakler” samt krigsberetninger fra diverse cykelture rundt i det offentlige og den alternative behandlerjungle, kan ikke ændre på én bestemt ting:

At bevægelse kan rumme besvær, er ikke det samme som, at den ikke kan tjene os, når vi lærer at rejse med den. Fremfor at bruge den som et lejlighedsværktøj, der kun tages frem, når kroppen selv er undermættet af bevægelsesmangel. Gå ikke til mekaniker med din krop. Lev med din krop. Det er organisk materiale, den er ikke en kofanger, der skal skiftes.

Du skal ikke kun bekymre dig om kadanakslen. Du skal værne om hele din krop, ikke kun enkeltdelene, løsrevet fra helheden, opsplittet i atomer. Det drejer sig heller ikke primært om “okkult holisme”, indisk mystik eller kinesisk medicin. Det er den egentlige livsomsorg, omsorgen for helheden – fra fysiologi over anatomi til daglige vaner og nære venskaber. Sådan som vi er skabt. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan drage praktisk nytte af fjernøstlige praksisser. I den grad. Jeg benytter dem flittigt, hvor jeg finder dem værdifulde.

Hvis vi skal undgå noget, er det fortrydelserne på den store livsskala og de såkaldte bevægelsesfælder, der kan ende med at udgøre fortabelsens port ind i behandlingsafhængighed.

Med Ingrahams korte webartikel in mende, er det lettere sagt end gjort. Noget sker jo bag om ryggen på os. Så lad os få det frem i lyset, vi kan, og slå korsets tegn ved samme lejlighed, eller leve i taknemmelighed for det, der rent faktisk er værd at være i live for. Amen. 

Først skal vi dog lige grave lidt i de der afsindigt mange milliarder, som vi spenderer på sundhedsvæsenet. 

Det koster kassen det der med sundhed…

Pengar - 2019

Foto: Jonn Leffmann, CC BY 3.0, via Wikimedia Commons

Vores politikere kan, som “sejlivet sundhedsprofet” og lektor ved Insititut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Lars Thorup Larsen, påpeger i Tænkepausen Sundhed:

  • “… have svært ved at definere grænserne for, hvad der er legitime sundhedsproblemer.” (Thorup Larsen, Lars (2019). Sundhed, s. 42)

Det er en ret uskyldig formulering. Men læs den lige igen. Legitime?

Thorup omtaler, at ifølge Finansministeriets opgørelser, og målt i faste priser, er de offentlige sundhedsudgifter steget 43% i årene 2000 til 2017. Og det svarer til – og hold nu godt fast – et beløb svarende til 50 milliarder kroner. Beløb der højst sandsynligt ikke er faldet siden, uden at jeg har eksakt kendskab hertil. Jeg gætter.

Ryglidelser fylder pænt meget, hvilket man statistisk kan læse lidt om i eksempelvis Åndedrættet – sund ryg hele livet af Lotte Paarup, og alverdens andre steder. Stressrelaterede samfundsomkostninger, arbejdsrelaterede lidelser og tabte erhvervsevner, samt “generationelle forhold” trækker også vanvittigt meget. Der er i sandhed nok at tage prioriteringsmæssigt fat på.

Søg selv videre på Danmarks Statistik, for et mere nuanceret billede, eller konsultér Sundhedsstyrelsens publikationer

De evindelige politiske sværdsslag og mediebårne historier om hårdt tiltrængte besparelsesmanøvrer og desperate råb om tilførsel af flere midler, der også i skrivende stund er højaktuel, efterlader et spørgsmål om, hvorvidt befolkningen bliver sundere af “den kollektive forsikringsordning”, som vores sundhedssystem ret beset er finansieret som, ifølge Thorup Larsen.

Måske er der behov for at tænke ud over snævre “biomedicinske forståelser” (det fysiske helbred i hovedsædet) og “den såkaldte apparat-fejl-model”, der kan kritiseres for at sidestille lægers sygdomskurering med mekanikerarbjede. Begge udskifter defekte dele med reservedele?

Timeout. Nu er der næppe nogen, der ser så snævert på sagen i de fleste tilfælde. Og det er en unfair karakteristik, hvis vi reducerer tingene således. Mange af os ved godt i al almindelighed, at det ikke er så simpelt med sundheden. Selvom nogle kan have dårlige oplevelser, der forstærker disse fordomme.

De svære spørgsmål trænger sig på

Men et bredere sundhedsbegreb, uanset hvordan vi ser på det, må forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt den moderne behandlingsveden (og den kultur, den rundes af) gør mennesker mere raske eller måske endda mere syge i for mange tilfælde. Med alle de forbehold for positive historier, der også kan tænkes.

De konstant eksploderende sundhedsudgifter vidner muligvis om ulogiske, eller i det mindste paradoksale, forhold, fejlslutninger eller hyperkomplekse problemer, der ikke kan løses med rene pengeindsprøjtninger alene. 

Hvad har vi råd til i fremtiden, og hvordan fordeles sundhedens ansvarsbyrde, hvis millliarderne ikke længere hænger på træerne, eller hentes på eksempelvis “slankemedicin”? Hvilke bivirkninger og smertefulde prioriteringer stirrer vi ind i?

Ufornuften – lurer den under overfladen?

Frans Hals - Portret van René Descartes

René Descartes. After Frans Hals, Public domain, via Wikimedia Commons

Myten om rationaliteten – “the rational human”, “det økonomiske menneske”, eller lignende idealtyper, som bare kalkulerer alt fra ende til anden på en egenmaksimerende og logisk vis, forekommer mig at være slemt unuanceret og direkte i strid med selv let iagttagbare hverdagserfaringer. Vi er som bekendt også tvivlende børn af Descartes. Måske også moderne spilteori, psykologiske og antropologiske studier og andet, jeg ikke er godt nok bekendt med.

Det betyder dog ikke, at vi ikke også gør brug af fornuften. At vi alle er dumme. Eller at der kun er 2000 begavede mennesker tilbage i Danmark, og resten er dumme, som Klaus Rifbjerg fik sagt lidt groft i et interview med DR’s Adam Holm i oktober 2014 eller deromkring. Inden Rifbjerg forsvandt op på den litterære Olympus – æret være hans minde. Udtalelsen var måske lige arrogant nok, men det mente han vist heller ikke 100%. 

Fornuftsindskrænkninger eller ej. Mange mennesker brænder stadigvæk for at skabe det bedste velfærdssamfund i verden og agter at eftertræbe et rationelt og anstændigt samfundsmaskineri. Der forskes på livet løs og alle kræfter sættes til for at etablere bedre sundhedsoptimering og vilkår.

Måske træller vi bare unødigt meget under vores forestillinger om, hvor fornuftige vi børe være? Eller hvor ufornuftigt noget må være, førend at vi ændrer på det, eller andre (forventes at) skulle gøre det for os?

Jeg er forhenværende bibliotekar, der på et heldigt mandat og vistnok lige før årtusindeskiftet (hvor truslen jo var det totale strømsvigt og datablackout), fik lov at registrere medicinske tidsskrifter på Medicinsk Bibliotek i Aalborg. Mens jeg undrede mig lilla og grøn i hovedet over, om gryende vidensarbejdere kunne overkomme al den snak om verserende “kompleksitetsteori”, “information overload” og udbredelsen af alverdens medicinske specialer.

Sundhed, specialisering og selvansvar

I dag er jeg ret overbevist om, at meget er rationaliseret og forbedret flerfoldigt. Men meget er måske også vokset os over hovedet. I dag skal vi måske ikke til en håndkirurg, som Ido Portal spøgefuldt hoverede i et interview. Vi skal måske til en venstrehåndskirurg. 

Er specialiseringen blevet en større byrde, end vi er i stand til at bære eller overskue efterdønninger af, kunne et ydmygt spørgsmål lyde? Er den megen AI, blandt meget andet, også et forsøg på at forenkle en myreture af episke vidensproportioner og manglende sammenhæng imellem al den specialviden, ingen længere kan gabe over? Og giver det os pædagogiske udfordringer, også i sundhedsregi?

Vi handler og bedriver vores tilværelse på alt fra regulær og bevidst uvidenhed, erfaringsbårne præferencer, skøn, øjemål, formodninger, falske forudsætninger, drømme, spinkle håb og romantiske illusioner. Der er unægteligt meget mere på spil end kynisk fornuft, cost benefit og forhippet “evidensjagt”, som lektor og ordekvibrilist Steen Nepper Larsen er særdeles kritisk overfor.

Der er meget, vi er indlysende herreløse overfor. Der er samtidig rutinemæssigt formuleret “behov for yderligerre forskning”, og der er mange ubekendte, ikke mindst når det gælder sundheden og det gode liv. Og meget foregår som sagt bag om ryggen på os, som Ingraham jo antyder, da vi ikke er altvidende væsner. 

Sætningen ingen gider at høre: it may be too late

Ikke alt er din skyld. Men noget er måske alligevel? Og ja, Paul Ingraham siger det også lige ud. “It may be too late!”. Ikke i alle tilfælde. Men ikke alle kan få “det gode helbred” igen. Det er også en erfaringspille, vi må sluge. Til trods for at lægevidenskaben kan holde os i live på de mest afsindigt imponerende måder, der også koster en F35 raketspids.

Dyb respekt herfor. Men jeg er på den side af bordet (det lyder sgu så alvorstungt, Jesper), der arbejder for indsigten i selvomsorgen, selvansvarligheden, livssundheden og synliggørelsen af potentiel livsbekræftelse og selvavlende fusioner mellem bevægelse, kropspraksis og behandling. Og det tunge læs med at få vendt supertankeren. Indefra. I dannelsesregi. Der som bekendt kan sande til i gold moralisme.

Det er nu ikke min hensigt. Tværtimod. Jeg og mange andre vil spille livsmodet og livsglæden længere frem på banen, der hvor vi kan. I al ydmyghed. Og bidrage til at flere kan fusionere det gode med det sunde liv.

Okay så, spørgsmålet er nu, om det er naivt?

En supertanker er som bekendt ikke nem at vende i havnebassinet, så er det sagt. Og statistikkerne, ja ak, statistikkerne… De har det med at gøre os slukørede.

Hvorfor er det så forbistret svært med den der sundhedssektor og sundheden i bredere forstand?

Er det blevet komplet umoderne eller uoverskueligt at tage ansvar for eget liv? Der hvor det rent faktisk er udgangspunktet, og ikke en krank skæbneforhindring eller hvor omstændighederne indlysende ikke tillader dette?

Paradokserne i sundhedsmaskerne

Der finder eksempelvis en (træg) “denormalisering” sted”. Kig bare på befolkningens syn på rygning fra 1980 og frem. Der finder kampe sted om social sanktionering og stigmatisering, hvor adfærdsregulering sejtrækker op ad bakke, uanset om det er alkohol eller rygning, der er tale om. Men det er vist efterhånden ved at være en saga blot, det der med, at man “sidder på et værtshus, nær ved Gl. strand…”, indhyllet i røgtåger og ternede duge. Om end der er nogle tidslommer tilbage – og fred med det.

Lægers “autoritetsvaluta” er samtidig faldet i befolkningens øjne. De er, give or take, ikke de store omnipotente orakler længere, og kan sættes i skak af søgninger på Google, og nu også mere avancerede kunstig intelligensværktøjer.

Samtidig hærges medielandskabet af perfekthedsoptimering og videnskabeligt tyndt funderede påstande om livsforlængelse, der stiller os et evigt liv i udsigt. Det kan også skabe grus i maskineriet og evt. lede nogen på afveje og få andre til at opgive af foragt, da tingene lynhurtigt kan blive tekniske og talt lidt for meget op i økonomiens særinteresser.

Alverdens faktorer, herunder “de store (ca. efterkrigstids) årgange i befolkningen”, øger presset på sundhedsvæsenet, der stiger konstant. Men der findes altså også sunde ældre. Ingen udskamning, tak. Kronicitetsstatistikker taler dog desværre også et sprog, vi må tage alvorligt. Siden årtusindskiftet er der tale om en markant stigning af ældre med udvalgte kroniske sygdomme som f.eks. KOL, type 2-diabetes, knogleskørhed og demens etc.

Det er desværre ingen luftkastel, selvom der er flere nuancer i statistikkerne. Vi skal blot undgå den der kanonade med ældrebyrden, der falder nogen for brystet. Ting skal retfærdigvis ses i en større sammenhæng. Og i øvrigt er kronicitet ikke forbeholdt ældre. 

Voksende sundhedshensyn, krav og udfordringer

Sundhedshensyn breder sig ud over alle kanter. Vi tilstræber et fokus på det hele menneske. Og der er ligeledes flere og flere subjektive elementer, der skal med i sundhedsvurderinger i dag. Herunder velbefindedet, “altså – hvordan har du det”. Og i sygeplejen er der måske specialiseringsproblemer, bemandingsproblemer, andre uoverensstemmelser, strejker osv., der muligvis gør omsorgen til det ømme punkt midt i al registreringen, kvalitetssikringen, logistikken og travlheden.

Florence Nightingale (H Hering NPG x82368)

Florence Nightingale (Henry Hering (1814-1893)), Public domain, via Wikimedia Commons

Vore dages Florence Nightingale har måske nok at se til (som også ligger udover den egentlige omsorg). Samtidig skal sygeplejersker og andet sundhedspersonale åbenbart arbejde noget mere, som Statsministeren har antydet her på det seneste. Jeg er ikke inde i detaljen i disse skærmydsler, men tager personligt gerne min hat af for personalet i sundhedssektoren. Debatten raser. Konflikter og mediehetz ligeledes. Vi skal passe på, vi ikke får yderligere problemer at slås med i form voksenmobning, boksekampe om ansættelsesvilkår osv. Men vi skal også udvise samfundssind, kaldsbevidsthed og offervilje.

Som om det ikke er nok, er der løbende verserende skandalesager i sundhedsvæsenet – i øjeblikket er det kræftbehandlingen – og ophedede ventetidsdebatter, der kan afstedkomme trivselsproblemer, yderligere konflikt og bureaukratisering, hvad angår arbejdsprocedurer, patientsikkerhed osv. Ofte er der også fokus på ufleksible IT-systemer, bøvl med patientjournaler og hvad ved jeg.

Husk på, det er alvorlige problemer, vi har med at gøre, idet der også skal prioriteres mellem mange onder. Ikke sjældent mellem pest og kolera, når der ikke er råd til, at alle kan få de nyeste og dyreste behandlingsmetoder, “komme til” i tide osv. Her er der stor bevågenhed på, om der nu også er rent tråd i sagerne, eller om der sker forskelsbehandling og ledelsessvigt.

Er oplysende kampagner svaret?

Jamen, hvad så med forebyggelse og kampagner? Kan det ikke tage noget af presset?

Sundhedskampagner har, ifølge Lars Thorup Larsen, heller ikke fat om nælden til sundhedsroden. De fleste i befolkningen ved faktisk godt, at der findes KRAM-faktorer, at man skal spise sundere, ikke ryge, drikke mindre og dyrke regelmæssig motion. Thorup Larsen skriver i føromtalte Tænkepause, at det potentielt set gør sundhedspolitik værre, da vi nu har en hel masse anbefalinger, der ikke lader til at virke, hvorfor tesen om oplysning ikke lader til at holde stik.

Mere viden hjælper ikke nødvendigvis. Måske forvirrer den os i stedet? Eller bliver opfattet som moraliseren. Nogle føler sig måske forfulgte, andre skammer sig, og hvor skal aben for vores problemer placeres? Hvem er ansvarlige for hvad? Og i hvilken grad? Gener, livsstil og andre forhold byder sig til i uoverskuelig grad, der kan op- og nedskrives i takt med øget forskning, befolkningsluner og tendenser.

Thorup Larsen beskriver problemkomplekset således:

“Myndighederne bliver nødt til at gribe ind i borgernes levevis for at ændre de vaner, som få af os er villige til at lægge om, og endnu færre er villige til at blive belært om ulemperne ved af kloge sundhedseksperter. Vi sætter altså det fælles sundhedsvæsen meget højt og er villige til at betale nærmest hvad som helst for at bevare det, men vi vil ikke have fællesskabet til at bestemme, hvordan vi lever.

Det betyder ikke, at vi ikke kan få bedre sundhed uden at risikere at moralisere. Det kan vi godt, for en stor del af vores sundhed handler slet ikke om livsstil og er ikke et resultat af faktorer, vi selv har kontrol over. Det stærke fokus på livsstil og KRAM-faktorer har bare fået os til at opfatte det på den måde, fordi vi ofte diskuterer sundhed som et fænomen, der udelukkende er en effekt af vores egne beslutninger. Det er det ikke.

Sundhed er i hvert fald meget andet og mere end det. Det er et bredt begreb for vores tilstand, fysisk, psykisk og socialt. Sundhed er et videnskabeligt begreb, fordi læger og forskere fortsat er med til at definere nye lidelser og løsninger, vi må forholde os til. Sundhed er et politisk begreb, fordi det involverer en betydelig omfordeling af risici og økonomiske byrder på tværs af befolkningen.

Men sundhed er også et moralsk begreb. Det er en socialt legitim måde at vurdere og eventuelt sanktionere visse befolkningsgruppers levevis på. De færreste menneske [sic] vil sige direkte, at de ikke bryder sig om, hvordan andre mennesker lever deres liv. Men det går straks lettere, hvis vi kan koble en sundhedsvidenskabelig begrundelse på. I så fald lyder det ikke længere som vores egne idiosynkrasier, men derimod som en objektiv sandhed om, hvad sundhed er.” (Thorup Larsen, Lars (2019). Sundhed, s. 59-60)

Hinsides klæbende moralisme og videnskabelige begrundelser

Men hvad med “den sunde fornuft”, kræver den også yderligere evidens? Hvad med “den rettidige omhu”, “den genstridige velvilje”, der alligevel trodser egne tilbøjeligheder? “Evnen til behovsudskydelser”, “indsigten i nødvendigheden”, “modet og viljen til at lære nyt” – og fortsætte med at klø på”? “Evnen til at forudse, hvor tingene bærer hen i ærlighedens navn”? Og alle mulige andre omskrivninger af fornuftsbaserede betragtninger, der er inden for pædagogisk rækkevidde for mange mennesker, som er ved deres forstands fulde fem – formoder jeg? For der er vel, når vi slår pjalterne sammen, trods alt mere end 2000 begavede mennesker her til lands.

Truck crash on Andrew Street, Compstall 1914

See page for author, Public domain, via Wikimedia Commons

På den ene side er ingen herre over alt. Som nævnt ovenfor. En tagsten kan ramme os i hovedet i morgen, vi kan køre galt, og vi kan falde om på grønsværen med hjerteproblemer, selvom vi er i topform. Eriksen gjorde det, og det var ubehageligt. Nationen og hele verden holdt vejret.

Andre gange kunne det have været indlysende belejligt, om flere havde observeret vinket med den berømte vognstang – og rettet ind i tide – førend diagnosen fik 10-øren til at falde. “Jeg skal nu straks i gang med at lave min kost om”. Det er så let at kloge sig på andres vegne. “Kan du da ikke selv se, hvor dumt det er, det du har gang i?”. Sådan lyder moralistens opsang, råt for usødet.

Men måske er der en lige så træg kløft mellem ambitioner på befolkningens vegne og sociale statistikker, de livsomstændigheder mange faktisk lever under. For ikke at rode op i den baggrund, man kan have med sig i tornysteret (den før så omtalte sociale arv, der trækker mørke, depressive, skyer efter sig) og fortidens åg, der kan udarte sig til en permanent fodlænke om benene eller et reproducerende skæbnevalg – dømt til at gentage de samme fejltrin som forældrene osv. osv. Vistnok fordi æbler ikke falder ret langt fra stammen og andre uspecifikke, men ofte stærkt proklamerede og underfrankerede mundheld.

Den brogede, tilfældelige og mere eller mindre gunstige vej frem i livet spiller også ind. Herunder dannelse, uddannelse, sociale relationer, opvækst i familie, evnen til at navigere under medieforhold med læssevis af misinformation, konstante pirringer, kommercielle og underlødige påvirkninger og andres og egnes oppustede forventninger osv.

Udhuling af sundhedskassen versus skatteborgerens rettigheder

Det er formodentligt ikke så sært, at vores sundhed(ssystem) lider under disse multifaktorielle komplekser, hvor der sideløbende skal løbes stærkere, med færre ressourcer og files på budgetter og hvor (uløselige?) ender skal mødes.

Måske vi ikke altid i skyndingen lærer noget om at leve i bedre pagt med os selv og omverdenen. Vi skal jo asfaltere, mens vi kører i mange tilfælde. Finde penge til at dække nye budgetoverskridelser osv. Samtidig er der også megen mediebevågenhed på potentiale skandaler, sensationer og krav om effektivitet, garantier etc. Alt skal jo gerne gøres efter bogen, ellers ruller medielavinen.

Der tænkes ofte i behandling og problemløsning. Med (næsten) alle midler, er min bekymring. Ikke solidaritet og selvansvarlighed, ikke livsaccept eller standhaftighed eller dybere efter- og omtanke. Vi overbekymres som befolkning af skrækhistorier, modstridende videnskabelige forklaringer, lodret divergerende ekspertråd. Sundhedsvæsnet står med en legitimeringsudfordring, for hvordan skal der prioriteres, når alle gerne vil have hjælp, men ikke alle problemer skønnes lige akutte?

Som de rastløse væsner, vi er, vi vil helst gerne have svar inden i morgen, når noget trykker for brystet. Vær rar at tilse mig nu. Jeg har ret til et værdigt liv som lovlydig skatteborger. Scanningerne kører på højtryk. Og vi har ret til at kende svarene.

Men hvad sker der så, når vi kender svarene? Kan vi bruge det til noget? Og hvad nu hvis vi ikke kan i visse tilfælde, hvor går vi så hen?

Mange behandlingserfaringer vidner om efterdønninger. Mange mennesker er ikke i stand til at tage handsken op efterfølgende eller ved slet ikke hvordan. Vi risikerer at få flere tømmermænd – fejlbehandlinger, omkostningerne til alverdens ekstra ydelser, genoptræning (hvis du bliver den tilbudt), sociale, psykiske og neurologiske bivirkninger og varige mén – og så er omkostningskarusellen for alvor kommet i svingning. 

Måske skal vi undlade at lægge for mange af vores æg i “scanningskurven” og i stedet lære om andre muligheder.

Velfærdsstatens skrøbelighed

Tænker vi egentligt i almindelighed over hvad velfærdsstaten er forankert i, ideologisk og økonomisk og hvor sårbar en sådan kan være, hvis balancen mellem rettigheder og pligter ikke er i vatter, eller der kommer for meget fokus på konkurrencestaten og den pris den fører med sig?

Udhuler vi af samme årsag sundheden indefra med vores kollektive fornuftsbegrænsning, vores private snæversyn, vores krævementalitet, flokmentalitet, harmdirrende bedrevidenhed i behandlingsøjemed, vores nedstirren og bagtalen uden for (eller indenfor?) klinikkerne, hvis ovenstående “paradokskarikaturer” står bare nogenlunde til troende? Og står vi ved vores empati og villighed til at lade andre, der er mindre priviligerede, vokse med opgaverne? Og formår vi at prioritere at hjælpe de folk, der for alvor lider, når alle råber op om mere sundhed? Tillad mig at sætte tingene på spidsen.

Image by ElisaRiva from Pixabay

Løber for mange patienter med komplekse problemer spidsrod mellem instanser? Er der for mange genindlæggelser og indgreb, der kunne have været undgået, hvis andre (mere træge, elegante eller måske billigere) greb var taget i brug?

Er der bare for mange “tunge klienter”, der er tabt på forhånd, af mange af førnævnte potentielle årsager? Eller er der for mange specialister, der skal koordinere indbyrdes med forvirring til følge, når kompleksiteten hos det enkelte individ stiger? 

Er vi nået til, at vi demografisk står, på den ene banehalvdel, med en generation af efterkrigsbørn, som nu for alvor slår bunden ud af sundhedskassen, med uhørt mange kronicitetsproblematikker på samvittgheden eller som tak for tro tjeneste? Samt en tiltagende fortvivlet og ængstelig ungdomsbølge på den anden banehalvdel, formørket af mistrivsel, klimaangst og diagnoseforstyrrelser i et væk?

Er der ingen interesse for midtbanespillet længere, eller er det bare medierne, der pisker en ublu stemning op, for at få flere proselytter og dermed indirekte eller på anden vis lægger pres på sundhedsvæsnet?

Igen, der er formodentlig både svar, der kan be- og afkræfte samt nuancere sådanne spekulationer og vidtløftige spørgsmål fra min side. Det er i sandhed ikke sort/hvidt. Men ambitionsniveauer er farlige i lyset heraf, når vi skal skabe bydende nødvendige forandringer, der kan gavne andre mennesker. Det har jeg selv måttet sande i egen beskedne klinik, og det øver jeg mig i vedvarende at tage til efterretning. Selvom jeg også har en anden agenda, der faktisk også er mere ambitiøs. Men på en anden måde, håber jeg.

Men hvorfor er det, i mange tilfælde, egentlig ikke godt nok bare at stile efter ikke at være syg? Hvad skal vi med al den ekstra sundhedoptimering, der skal forbedre livskvalitet, forebygge og kunne holde os i tiltagende vigør på skatteydernes regning eller i privat regi? I alt fald hvis der er rigeligt hyr med at hjælpe og slukke brande, der hvor trængslen defacto er størst og lidelserne er yderst alvorlige.

Dvs. typisk hos de svageste og dem med færrest ressourcer. Det er virkelig tunge og vanskelige prioriteringsspørgsmål, som går udover mit ærinde her. Respekt for dem, der skal hitte hoved og hale i dem. Nogle ting kan måske afhjælpes via moderne teknologi – måske kan radiologer aflastes af kunstig intelligens i fremtiden. Måske kan arbejdsgange afkortes. Måske skal krav til behandling skærpes i visse tilfælde, og måske skal vi også blive bedre til at hjælpe mennesker med selvansvarlighed i forhold til at minimere sundhedsomkostningerne. På nye måder.

Vigtigt er det også at skabe en kollektiv bevidsthed om velfærdsstatens skrøbelighed og udfordringer, så vi kan undgå tag-selv-bordsmentalitet. Den legitime hjælp skal skelnes fra den ikke-legitime – men hvordan gør vi det?

WHO med store ambitioner

Den oprindelige sundhedsdefinition i WHOs forfatning fra 1948 lyder således:

“Sundhed er en tilstand af fuldstændigt fysisk, mentalt og socialt velbefindende og ikke blot fravær af sygdom eller svækkelse.” (Torup Larsen, Lars (2019), Sundhed s. 11)

Læg mærke til det dobbelte spil mellem noget positivt (ordet “fuldstændigt”) og noget negativt (“ikke blot fravær”…), noget vi skal holde fra døren og noget vi skal efterstræbe. Læg også mærke til det diffuse ord “velbefindende”.

Gad vide, hvad det mon dækker over?

Tilblivelseshistorien til disse elastiske og strategiske linjer er værd at læse op på, så vi kan få indsigt i de nye politiske vinde efter anden verdenskrig, hvor ambitionsniveauet på sundhedens vegne var højt. 

Definitionen har siden grebet om sig som et pejlemærke, og overordnet målsætning. Den har sat fut i alverdens målsætninger, udskamnings-/oplysningskampagner og optimeringshysteri. Godt hjulpet på vej af markedskræfterne og de mange uklarheder, som videnskaben ikke helt er nået ind til benet med. Der er jo meget, vi endnu ikke har evidens for, og mange velkendte ambitioner står stadig uindfriede. Ligeledes opstår der hele tiden nye problemstillinger i kølvandet på sundheden, som vi også skal forholde os til. 

Alle har et bud på sundheden. Ved vi overhovedet hvad vi taler om, hvis ikke vi taler om det samme, eller tror vi gør det, uden at tjekke op på, om det nu rent faktisk også er tilfældet?

Tager vi f.eks. sådan noget som stress, har det – mig bekendt – ligget meget højt på WHOs liste over globale sygdomssynder meget længe. Har vi fået mindre stress af den grund?

Veje til dybere sundhedsindsigt 

Vi ved næppe helt, hvorfor vi har det forhold til kroppen, vi har. Nogle mennesker skeler ikke specielt interesseret til livet fra halsen og nedefter, eller under deres helbred og velbefindende mange tanker. Med mindre der er smerter, eller de har været udsat for anomalier, skader, ulykker og pludselige episoder, der tvinger til kropsbevidsthed og maner til eftertanke.

De fleste er vel gode samvittighedsfulde borgere, der passer deres dont, og så må det vel være nok? Vi kan vel ikke forvente, at vi både skal overleve på jobsavannen på de gældende vilkår og samtidig have et helbred, der er skåret i klippegranit og kører som en Mercedesmotor?

Kan smertefri være lige så godt som tankefri, under disse konditioner?

Måske. Lige bortset fra at vi alle med tiden godt kan mærke de tektoniske kropsplader forskydes i nedadgående retning. Herfra kommer meget til at handle om rettig omhu, hyr med omskoling af vaner, reparation af specialiseringsskader, ensformigt arbejdsliv og udbedringer af det sidddende livs (udeladelses?)synder.

Kig igen blot statistisk på kronicitetsmængden, når vi når den forjættede pensionsalder (der umiddelbart fortoner sig som et fatamorgana i opadgående retning). Men det er næppe heller så sært, at diskussionen om tidlig tilbagetrækning er på manges læber.

My Grandfather Photo from January 17

Diego Grez Cañete, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons

Det er lettere sagt end gjort. Men måske skal vi som samfund lære at ældes mere med ynde. Jeg minder om at mange ting ikke begynder med, at man er dødssyg, men er frugterne af mange års levet liv. På godt og ondt.

Justering af ambitionerne – en smertefærd af kompromisser?

Sundhedsambitioner kan være politisk svære at få i omdrejninger, når vores sundhedsomkostninger ikke falder, men lader til at vokse år fra år. Jeg er åben overfor at de på nogle delområder ikke udarter som her beskrevet. Men som helhed betragtet, er der tændt op under den store nytårsraket. For hvor starter det forebyggende, og hvornår betragtes behandling som eneste (realistiske) blik på sagen?

Af alle de mange spørgsmål, jeg stiller, er dette måske det, som optager mig allermest. Skal vi revurdere sundheden, skal vi skærpe kriterierne for behandling og skal vi tænke anderledes om sundheden? Ikke mindst hvis oplysning ikke bonner ud til den positive side.

Sådanne vanskelige dilemmaer kæmper sundhedsvæsenet med, og vi skylder også at nuancere sagerne, så alt ikke ender i medieskandaler og stigmatiserende pres på systemet, der har nok at se til i forvejen. Vi har måske allermest brug for at genrejse vores samfundssind, ikke lade systemerne unødigt til last, og arbejde mere med, hvordan vi omsætter vores værdier i flere nuancer. Ret versus pligt forekommer at være en gammel traver, som godt kunne foldes mere ud.

Ingen ønsker vel at være en belastning for samfundet, at lægge andre til last. Men mange er optaget af rettigheder, og der kan i triste tilfælde kæmpes i årevis med retssager om tabte arbejdsfortjenester, fejlbehandlinger osv.

Men hvor er kampen om sundheden hos den enkelte? Hvad kan vi hver især gøre? Hvor stopper forventningerne til det offentlige, og hvor starter selvomsorgens samvittighedsfulde og opadgående opvågningsspiral?

Hvem kan tage hvilken handske op?

Misforstå mig ikke. Den der er livstruende syg, er næppe med på de mange ambitioner på egne vegne, måske er vedkommende bare i andre magters vold og slet ikke i stand til at tage vare på sig selv. Eller har givet op grundet alverdens årsager. Andre kommer pludseligt eller uværgeligt på andre tanker, hvis de overlever f.eks. en kræftbehandling. Rammes af sjældent klarsyn, i visse tilfælde.

Sports Model John Quinlan Autographed Muay Thai Boxing Gloves

Julieb2768, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons

Jeg forsøger at tale til os, der godt kan samle handsken op og bokse videre på egen hånd. Til dels i blinde, til dels side om side med og støttet af andre mennesker – i fællesskab på alle tænkelige og konstruktive forebyggende måder. Jeg taler ud fra bevægelsens optik, der oprigtigt talt har meget at tilbyde. Også andet end behandling. 

Er det på tide at se bevægelse som et af de mere underfundige og subtile greb, der kan bidrage med at lede os ud over det sammenfiltrede og moralsk belastede sundhedsbegreb? Snarere end at “medikalisere” bevægelse, dvs. at docere bevægelse efter omstændighederne. Herunder paradoksalt nok som værdifuld genoptræning (knægenoptræning virker), eller som en vejledende sundhedsparameter under KRAM-faktorerne, som skal forebygge yderligere sundhedsomkostninger osv.?

Bevægelse er mere end rehabilitering og sure pligter og tungen ud af halsen. Bevægelse kan være nærværende og livsfyldende, fælleskabsskabende og meget andet.

Ikke i alle tilfælde – men hvor det måske kunne give mening. Nogen gange er det for tungt og op af bakke. Der er for meget at tage fat på. Det er den anden side af mønten om at ældes med ynde. Lige bortset fra, at det jo langt fra kan reduceres til et spørgsmål om alder. Vi kan være skakmat på mange måder.

Rejsen ind i en dybere bevægelsesindsigt kan i nogle sammenhænge fint starte med både re- og præhabilitering. Men der er mange niveauer herover, som vi aldrig får færten af, ved at reducere bevægelse til et spørgsmål om at lappe kroppen sammen, så den kan fortsætte lidt endnu. Måske er vores tilgang til skavankudligning faktisk ligefrem også en del af problemet i mange tilfælde?

Her aner jeg i hvert fald skismaet mellem sundhedsbegrebets fravær af sygdom og ambitioner om andre græsgange. Det er imidlertid svært at opdyrke nyt land, hvis ikke man ved, hvor man skal sætte første spadestik og i øvrigt ikke har dybere indsigt i, hvor bevægelse kan føre os hen.

At få et bredere (ikke ensporet tv-transmitterende, idrætscentreret, herunder pædagogisk eller modelunehypet, der også har noget godt at tilbyde) bevægelsesbegreb, mere end et stivnet og husblasagtigt sundhedsbegreb. Det kunne være yderst interessant, tænker jeg.

Smertedansen og bevægelsesformidling

Lad mig slå fast. Der er markant forskel på et synligt brækket ben, en murrende og genkommende smerte i læggen eller venstre knæ, og en hypersjælden, eksotisk neurologisk eller visceral sygdom. Det siger sig selv. Smerter er ofte “skøre”, idiopatiske m.m. og ikke sådan at diagnosticere i alle tilfælde. De kan både være biopsykosociale, insisterende, vedvarende, ulykkeligt genkommende og lemfældige, belastende og aldeles uforudsigelige.

De kan også have en meget klar rodårsag, vi bare ikke har gennemskuet. Men som ikke desto mindre har grebet om sig, og måske nu består af noget helt andet i tilgift.

Det er ikke alt, vi kan forstå eller “gøre noget ved – sådan lige på stående fod”. Vi kan ikke trække lindring eller mere sundhed op af tryllekunstnerhatten, i alle tilfælde.

Smerter kan også forværres af din egen måde at forholde sig til dem på. Din sensitivitet, sensibilitet og overfokusering. Eller manglende tillid til sundhedsvæsenet, det etablerede og “akkrediterede”, eller for den sags skyld til randzonen hos diverse magikere, fusentastere og velvillige helere af alverdens observans. Ingen nævnt, ingen glemt.

Men kan mange smerter ikke også skyldes, at vi har et uafklaret forhold til kroppen og ikke er særligt bevendte med at bevæge os (jeg tør slet ikke skrive magelige, så falder jeg for anklagen om arrogance, usympatisk formynderi og moraliseren, som jeg skrev om ovenfor). Faktum er dog, at mange ikke bevæger sig, ud over det absolut nødvendige.

Et andet faktum – mange bevæger sig på de samme måder, de har lært i medier, via kortuddannede instruktører, hyper traditionsbårne idrætstrænere m.m. Færre endnu bevæger sig på helt vanvittigt overdrevne måder, såsom i den milde ende, Ironman, ørkenmarathonløb i flere uger, løft af busser og andre (efter eget ængstelige udsagn) vanvidsforetagender – hvem sagde “solo climbing på El Capitan”? Flertallet dyrker yoga, fitness, cykler til og fra arbejde, spiller padel, håndbold, fodbold osv. 

Jeg har intet at udsætte på de enkelte aktiviteter, de rummer alle både legitime, fantastiske og meningsfulde bidrag til bevægelse. Nogen gange glemmer vi dog at kigge lidt til siden. Som Ricco sagde på vores højstemte bustur til Verona, da jeg spillede fodbold i Århus KFUM, hvor han gik op til chaufføren og lånte mikrofonen: “hvis I lige kigger herud til højre, …kunstpause…alle ser til højre… så går I glip af det, der er til venstre”. Hvilket medførte et stort kollektivt latterbrøl, da vi endelig fattede joken. 

Hvad angår bevægelse og grundlæggende livssundhed er der ikke megen slinger i valsen, så vidt jeg kan se. Der er læssevis af forskningslitteratur, der bevidner, hvad mangel på bevægelse medfører af unoder og livskvaler. Chris MacDonald har eksempelvis lavet en visuel oversigt i bogen Ikke til forhandling… på side 208-209. En oversigt over sygdomsforebyggelse samt fysiologiske effekter af bevægelse. I øvrigt med løs henvisning til medicin. Pointen hos MacDonald er, at medicin kan prale af mindre end bevægelse. Oversigten kan naturligvis være mangelfuld i forhold til nyere forskning osv., som kan tilføre sagen yderligere nuancer. 

Personligt kunne jeg blot godt tænke mig en mere differentieret tilgang til bevægelse, udover den Chris MacDonald velvilligt bringer for dagen. Igen, formidlet sundhedsoplysning er ikke nødvendigvis et effektivt tilskyndelsesmiddel til bevægelse i et sundhedsperspektiv. Men hvad med en dybere indsigt i nødvendigheden OG hvad der måske er langt mere interessant. Indsigt og erfaringsbaseret oplevelse af magien og legen, der også er en del af bevægelsens mangfoldige universer?

Hvordan starter vi ud med at øge bevidstheden om det, vi undgår, uden at moralisere og udskamme hinanden? Og hvordan undgår vi, at bevægelse strander i livssundhed, mekanisk funktionsudvidelse, elitesport og ensidig motion, herunder “receptpligtig” eller pr. sundhedsdekret?

Kunsten at lugte røgen i Guldbageriet

At svinge armene og opleve, at det føles som en rusten kædesav, forkalket og sensitivt som bare f….. Eller at konstatere, at du ikke kan hoppe i et sjippetov længere. Eller rulle ubesværet om på ryggen, som da du var barn. Eller heller ikke kan dreje/rotere rygsøjlen i siddende stilling, er lidt af en bet. Men det er desværre ikke alle, der kerer sig videre herom. Der skal undertiden meget til, før der går skår i stoltheden. Hver sin overligger og skambarriere.

“Og hva’ så?”, hører jeg kynikerne svare modstridende og vrængende tilbage?

Så længe vi kan gå hen og banke i chefens bord og bede om mere i løn, er vi vel stadigvæk fint kørende? Undskyld, min utidige humor. Men humor kan jo, som Gintberg rejste rundt og forkyndte, bidrage til forløsning. 

I øvrigt, hvad angår det med rygsøjlen, så er det ikke så sært. For “den sidste spinal twist” har man fortalt mig, afgik ved døden, da vi fik installeret bakkamera i de her moderne biler (bortset fra at det jo er en glidende overgang og et tilvalg). Men jeg sporer nu, helt uhistorisk, miseren tilbage til den første kontorstol med roterende hydraulik og hele pivtøjet. Og stole skal vi som bekendt ikke altid stole for meget på

Boomerang

Adrian Barnett, Public domain, via Wikimedia Commons

Humlen er, dette lidt nævenyttige og karikerede eksempel til trods, at komfort og teknologi kan være befriende på kort sigt, men virke som en boomerang på den lange bane, der rammer os i nakken. Tro mig, jeg har set Crocodile Dundee. Det er barske sager, når først vi vender det hele på hovedet. Men han flytter jo bare kampen hjemmevant tilbage på den australske banehalvdel, og så er det de andre skurke, der famler i blinde.

Vi andre har forladt savannen og bor i huse med overfyldte tagrender og mos i plænen. Vi kan ikke komme til for komfort, redskaber, hjælpemidler, havetrampoliner der minder om MMA bure, genveje og velfortjente forkælelser.

Men komfort kan også få os til at undgå bevægelse i større og mindre skala. Fordi vi frarøves bevægelse, uden at tænke over det. Vi passer vores arbejde, vi lever som vi gør, og tænker ikke videre over det. Vi er glade for vores ting og nye anskaffelser, rulletrapper og kufferter med hjul under. What’s not to like?

Men hvor længe kan vi overvintre i sådan en smeltende iglo?

Bevægelse er blandt meget andet noget uklart noget. Ikke mindst for uindviede og novicer. Det uvisse, det ny, det anderledes, det aparte osv. kan udgøre en potentiel trussel, som fører os ind i genbekræftet inaktivitet og forsigtighedsstrategier. Inhibering og randeksistens, ude på bænken (det var da lige godt satans med alle de fodboldmetaforer, allright, undskyld).

Vi vælger ofte først behandling over aktiv livsresiliens, og bevægelse som levegrundlag erstattes i højere grad af forestillingen om “bevægelse som vitaminpille kur”, der skal doceres, fremfor udleves, efterleves og vederfares (som vistnok er et lidt finere “klerikalt” ord for erfares). 

Den yderste konsekvens er den dårlige spiral, hvor vi ender i en bevægelsesfælde. Men måske er det ikke for sent i mange tilfælde, på tværs af mange aldersgrupper? Måske er en diagnose ikke altid en dødsdom eller et øv-påbud om inaktivitet.

Måske er der mange misforståelser i omløb, der kunne have haft helt andre udfald, havde vi haft den indsigt og erfaring indefra, vi ikke kan formidle udefra? Men det er som bekendt svært at vide, hvornår og hvad vi skal stille op med lugten i bageriet.

Hvorfor er det så bøvlet at få befolkningen til at bevæge sig?

Vi bliver nødt til at tænke i alle spor. Inklusiv nødspor og rabatten.

Det danske sundhedsvæsen er udfordret år for år til et punkt, hvor der må tænkes nyt for at undgå kollaps eller massive forringelser, ventetider etc. DR-artiklen: “Brostrøm: det er ikke bæredygtigt at fortsætte ad samme vej” siger en del om, hvor spændt buen er. Og det er desværre ikke Zen-archery, vi har med at gøre her, men tilsyneladende mere eller mindre kaotisk ressourceforvaltning og løbende vejarbejde, ulykkeligvis samtidig med at supersygehuse render ind i vandskader og går til i mug, skimmel, forsinkelser og løsslupne ekstraomkostninger. Som vi har oplevet gang på gang med andre storskalaprojekter, hvor der fra start skulle tænkes stort, spares millioner, men hvor det endte med, at vi spildte endnu flere millioner, så det virkelig forslår.

Min bekymring er enkel. Vi udbygger sundhedsvisionerne til overpris i takt med, at vi udhuler arven indefra. Det vi oprindeligt var skabt til, og kunne lære lidt af, selvom vi ikke skal tilbage i junglen, savannen eller træerne, eller hvor det nu var, vi kom fra.

“Ja, men vi kan jo ikke gå tilbage til fortiden, urtiden og jæger-samler livet var ikke lutter idyl”. Den kritik er jeg efterhånden ved at være lidt træt af. Du kan godt lære af det, du gjorde i fredags. Eller det som vores art har foretaget sig i 99% af menneskehedens historie. Ikke mindst hvordan vi fysiologisk er indrettet. Og hvilke fundamentale behov vi bør efterleve.

Har vi udviklet, innoveret, specialiseret og moderniseret så meget ud af sammenhæng, at vi har mistet sansen for at være forbundet? Der er i alt fald megen snak om meningsløshed i omløb.

Med fare for at lyde som en gammel vrissen olding. Er bygning af flere supersygehuse virkelig den genistreg, vi skal satse hele butikken på i fremtiden? Eller majoriteten, for nu at række en olivengren frem som håndsrækning, som det hedder på engelsk, og komme nuancerne mere i møde?

Et svar er, at vi måske her til lands slet ikke forstår det samme ved sundhed, bevægelse og tilstødende livspraksisser.

Misforstå mig endelig ikke. Jeg er da også selv dybt beæret og taknemmelig over de sygehuse, vi har og får i Danmark. Det er vildt priviligeret og rent skattemæssigt nok også noget, der trækker tænder ud.

Forskning og forebyggelse

Det ændrer dog ikke ved, at hvis vi børster tænder hver dag, er der højst sandsynligt færre tænder at trække ud. Hvis vi får mere indsigt i, hvad reel forebyggelse handler om, kan der for alvor være tale om et besparelsespotentiale, der siger både spar to og klør fem. 

Spørgsmålet, jeg er meget optaget af er, om det er det, vi primært arbejder hen imod? Eller om vores samfundsindretning noget nær umuliggør dette? Jeg er sikker på, at der også allerede pågår forskning i dette. Men hvad er det for en forebyggelsestænkning, der er på spil? Og hvilke kriterier arbejder den under? Hvordan indfrier vi en evt. målsætning, der hedder, at vi vil have reduceret antallet af sundhedsomkostninger?

Vi har snart evidens for alt. Men der er mange faktorer, som gør, at den evidens måske ikke altid rækker, når den rammer virkeligheden. Der er som bekendt forskel på landkortet og terrænet. Når vi snakker menneskelig adfærd, fysiologi og andre højkomplekse fænomener, skal vi passe på med at læse for meget ind i for snævre forskningsresultater. Derfor er mange hæderlige forskere også de første til at påpege forbehold, og at der må stables mere forskning på benene, så vi kan få mere fast grund under fødderne, mere evidens osv.

Forskning står ikke nødvendigvis i modsætning til de erfaringer, vi kan gøre os gennem egne eksperimenter, opdagelser, (u)systematiske praksisser osv. Men der findes både banebrydende og fortrinlig forskning, der ændrer på behandling og skaber mirakler i opadgående retning. Såvel forskning, der har mere kommercielt sigte og er tæt knyttet til både medicinalindustri osv. Ambitionerne er ikke nødvendigvis de samme.

Der kan være flere penge i at holde mennesker i skak end i at helbrede dem. Har vi som samfund råd til den slags ambitioner?

Hvilken vej rundt i karussellen?

Hvad skal fru Larsen og alle vi andre nærsynede og krumryggede borgere stille op med de bunker af viden og referencer, som peger i alle mulige retninger? Gå til lægen? Well, det er en mulighed, der under tiden (eller ret så ofte, af forskellige årsager) leder til en ny svingom i det offentlige system. Evt. med afstikkere til mere private aktører.

Sea-On-Land

Unknown(Life time: NA), Public domain, via Wikimedia Commons

Er du på en tur i karussellen, kan du håbe på, at du ved, hvornår det er din tur til at stige af. Det kan lyde helt balstyrisk, men det er immervæk en slags tivolisering, som ikke er langt væk fra virkeligheden.

Jeg har behov for at indskyde, at jeg ikke udtrykker mig kritisk for at være ondskabsfuld eller vulgær, men beklager selvfølgelig, at jeg til tider både over- og underdriver. Jeg prøver blot at fremme forståelsen og ægge til mere mangfoldige løsningsperspektiver.

Nogle gange er karusselturen kort. Der er styr på det og alt går godt. Det offentlige skal ikke altid have på puklen, der er masser af gode episoder og tilfælde at tage af. Andre gang er historierne desværre ret så voldsomme, når jeg og andre hører om, hvad folk beretter. Vi snakker loops og dobbelt saltomortale. Og stadig ingen forløsning. I øvrigt er det ofte lidt angstprovokernde, når man så selv kontaktes som behandler orakel nr. 9 i køen. Tak for morgenkaffe, fristes jeg til at sige. Det booster samlet set ikke troværdigheden til vores sundhedssystem.

Jeg er i øvrigt ikke nogen helgen. Jeg har også selv haft mine genvordigheder og gjort brug af det offentlige. Set i bakspejlet er der nok nogle ting, også jeg gerne havde været foruden. Men det er hverken en kritik af systemet eller mine egne valg og uformåen.

Vi er kun mennesker. Men vi er mennesker, som ofte kan lære at danse og ikke kun kæmpe med lidelser og for vores sundhedsrettigheder.

Danmark – er det på tide at vi kommer ind i kampen? 

Kunne der i nogle tilfælde, naturligvis ikke i alle, være behov for at stige på en anden karussel? Ikke bare hypotetisk, men dybt og oprigtigt talt og ment?

I en tid, hvor medierne, som føromtalt, kan berette om massive udfordringer i sundhedssektoren, er det tankevækkende, at løsningen på mange udfordringer ender med at koges ned til “send flere penge” versus “der er afsat det, vi kan tovtrækkeri”. Magt- og sandhedskampe.

Er vi som borgere blevet for passive, for forbrugermindede og selvtilfredse i vores omgang og dans med sundhedssektoren? Jeg er så sandelig godt med på, at jeg udtaler mig generaliserende nu. Vi kan og må jo ikke skære alle fimrehår over en redekam.

Eller som lektor Blomme måske turde omtale det. “Trænger vi til at tage os noget mere sammen?“, uden at vi får med spanskrøret og alt det andet galskab, der var i omløb i fortiden.

Jeg er på ingen måde kompetent nok til at svare på, hvor mange flere millioner og milliader og billioner, der skal tilkomme det danske sundhedsvæsen i fremtiden. Jeg frygter, at beløbets størrelse vokser og vokser, som det gerne er tilfældet med lovgivning, afbureaukratiseringsløfter (noget bureaukrati er aldeles rationelt, ej at forglemme), ukrudtet i min have og andre fænomener.

Hvad der er mere gådefuldt for mig er, hvad det ender ud med, samfundsøkonomisk set? Også set i forhold til bedre livskvalitet, velfærd og mere selvstændigt sunde og trivselsbegejstrede borgere, der kommer i vigør og kan leve raske og værdige liv. Med alle de individuelle forbehold og mellemregninger, der nu kan stables på benene. Ender historien godt, eller åbner apokalypsen sig på alarmistisk og hævngerrig vis?

Et spørgsmål? Kan flere rævesakse skiftes ud med mere overrordnede tiltag, hvor der gradvist skabes bedre balance hos flere mennesker? Igen med alle de helt ultraspecifikke forhold, der lige præcist i dit og andres tilfælde gør, at det naturligvis ikke kan lade sig gøre i, ja, netop dit tilfælde, og at der derfor skal sættes flere penge af til netop din behandling.

Eller et måske bedre spørgsmål. Hvornår stopper behandlingsbehovet, og hvornår begynder selvomsorgens helende spiral i ledtog med moder jord at virke? Hvornår får bevægelse og dens deriverede medsvorne praksisser, herunder kropspraksisser, større vind i storsejlene?

Ingen grund til naivitet

Jeg er indforstået med, at jeg ikke kan stille det sådan op i mange tilfælde. Min partner har både leddegigt og diabetes. Jeg forstår, at ting ikke er så enkle endda. Jeg kan også konstatere, at folk med dødbringende leukæmi, fremskreden lungekræft i stadie alt for meget eller eksempelvis to hofteproteser, næppe kommer til at deltage i Empire State Building Run-Up (ESBRU) i New York.

Jeg er hverken idiot eller forblændet. Og bestemt heller ikke den, der påstår at være bedst funderet i 10.000 kr. spørgsmålet om, hvordan vi knækker sundhedsnøden i Danmark and beyond. Jeg er vel nærmest frustreret, som mange andre i branchen, og samtidig fuld af veloplagt optimisme, og vil gerne bidrage med forskellige tiltag.

Mirakler har forskellige ansigter. Lad os være enige om det indlysende. Med hvad med det, der hober sig op som en byld på sundhedsøkonomien, som kunne være tacklet gennem mere elegante og rettidige omhumæssige foranstaltninger?

Jeg taler om den “ægte” forebyggelse, der ikke signalerer forebyggelse med formynderisk fodformet Birkenstock autoritet og lighvide kitler. Forebyggelsen som ydmygt insisterer på at lære kroppens vidundere at kende indefra gennem nøgen erfaring, hvor der startes fra bunden af, og stables tilpas mange interventioner på benene med egen afsøgning af mulighedsrum og begræsningsopblødning som sigte. 

Lad mig slutte i det konstruktive ringhjørne med lidt fluffy tanker om, hvad der er værd at skrive sig bag ørerne, når ordet sundhed stiger os til hovedet. Jeg er jo ikke på jagt efter at kåre nogen til fastelavnsregent over sandheden. 

Velvidende at oplysningen tilsyneladende har sine “evidensbaserede begrænsninger”.

Sundhedsmæssige tankemeditationer til eftertanke

Måske starter det med hele debatten. Sundhedsdebatten. Mine meditationer er skrevet ud fra et oprigtigt ønske om at undgå en plebejisk, bedrevidende, hoverende og udskammende hetz mod sundhedsapostolske tilstande eller mod dem, der ikke kender til moderationens (under tiden svære) kunst eller har travlt med at pege fingre af andre synspunkter i (trængt) strategisk eller andet øjemed.

  • “Pas på sundheden, at den ikke tager overhånd”. En pointe, som jeg kort omtaler i indlægget Om behandlingsfix, cykelreparation, nytårsfor(t)sæt og livsbevægelse. Der er en vis logik i at ramme sansen for mådeholdet. Det er god basisgrunder for en vellykket stakitmaling. Helt i ånden efter Aristotelisk dydstænkning, så vidt jeg kan se. For megen sundhedsdebat (og desværre også livsførelse) er bebyrdet af yderpoler. Ekstremisme eller totalt ansvarsforflygtigelse og manglende stillingtagen. Overvej at komme ind på midtbanen folkens
  • “Pas på bevægelsesfælden. Undgå at undgå. Tomgangen, handlingsfraværet, eller undgåelsen, der er ureflekteret, drevet af (overdreven)frygt osv. Eller den lidt mere raffinerede selvtilfredshed og jysk underspillet dødsforagt – “åhh, har vi det ikke godt, skål”, eller hvordan den nu lyder hjemme hos jer. “Sikke en fest vi har haft nu i nat, åååååh ja ååh…”. Godt sunget Reimer, det svinger sgu
  • “Pas dig egen kage”, som Anders Matthesen lidt hovskisnovski formulerede sig i et comedy show for år tilbage. Nogle gange kan det have sin berettigelse ikke at have så travlt med sidepersonen eller naboen, hvis man kunne drage mere nytte af at feje foran sin egen entredør. Det er den gamle devise om ikke at kaste med brosten, hvis man har adresse i et væksthus af glas
  • “Moralisér fra hjertet”, ikke fra besserwisser næsetippen. Der er mig bekendt et andet skal i sproget, end det tyngende og tvingende bastante “kommandør SKAL”, der råbes ind i ørekanalen. Det Kierkegaardske skal i Kærlighedens gerninger kunne muligvis være et bud på en anden måde at se “skallet” på. “Du skal elske” – herunder dig selv og dine medmennesker. Lidt mere indsigtfuldt, men alt det med kristendommen går jeg klogeligt udenom. Jeg er ikke prædikant eller ideologisk forhippet og har ikke indsigt i de teologiske mellemregninger
  • “Gå ikke efter personen” – gå efter nuancen. Og hvis ikke du har kendskab til nuancen, vælg da at sætte dig ind i tingene, før du udtaler dig for bastant om sundhed, andres “overvægt”, mangel på tråd og utidighed og blottede sans for rettidig omhu, selvbegrænsning og behovsudskydelse
  • “Udvis mod til at tænke selv”. Det lyder lidt Kantiansk og pligttynget. Tænk først og fremmest om dine handlingskonsekvenser på kort og længere sigt. Tænk også på, hvorfor de offentlige sundhedsbudgetter antager titaniske højder, der kun lader til, overordnet set, at bevæge sig i opadgående retning. Hvilke sundhedsforhold vil du gerne selv ønske for andre og dig selv i fremtiden? At vi skal slæbe en sten op af en bjergskråning som Camus’ Sisyfos i evig kamp mod overmagten? Prøv at skimte dit eget bidrag i horisonten, førend det er for tungt at bære
  • “Start med at blive sund og rask”, lyder en god vending eller sætning, der bestemt er værd at stile efter. At være übermensch må komme i anden række. Husk lektien med ambitionerne. Først menneske, siden verdensmester i langspyt a la Gummi Tarzan. Men derfor skal der altså også være plads til offensive fanatikere, motionstosser og selektivt indbildte (men undertiden mindre forskningsunderstøttede) livshackere, der nørder med at få mere spirulina i kostplanen. Naturligvis via kosttilskud i dyre domme. Og dem der løfter tunge vægte og ikke spiser ymer, fordi de mener det ødelæggeer deres sundhed. Dem, der bruger søvntrackere, pulsmålere, når de går en tur i skoven (hvilken uskik), og dem der bestiger Kilimanjaro for at have endnu en egoboostende præstation i VM bæltet. Alle der ser anderledes på sundheden end dig. Men start med basis først. Det kunne være KRAM-faktorerne (kost, rygning, alkohol, motion), eller en lidt bredere basis
  • “Medikalisering er ikke altid helbredelse”, men en måde at holde kroppen i skak på. En dulmen. Nogle gange nødvendig. Ret så mange andre gange, knap så nødvendig? Måske snarere en forhindring for at opleve ægte livsresiliens og selvberoende styrke, som du selv udvikler og arbejder dig op til. Det kan føre til afhængighed, hvis du overmedicinerer, så hvorfor ikke prøve at blive afhængig af bevægelse i stedet. Eller de der “green juices”, som den amerikanske dokumentar og australieren Joe Cross Fat, sick and nearly dead fik sat på dagsordenen på ret så illustrativ og dramatisk vis. Med ret god effekt efter forbavsende kort tid. Nu er amerikanske forhold under tiden også en anelse ekstreme, så… Og det er ikke for at give Novo Nordisk kamp til stregen, men alligevel
  • “Det gode og det sunde liv kan fint forenes”. Lad være med at tro, at “man skal jo leve livet” er det samme som at vende kroppen ryggen og give los til alverdens overgearede udskejelser. Mange misfortåelser er gemt bag dovenskab, uvidenhed, mangel på balance og mådehold, ringe omhu og en lidt overdreven hang til “skodfood” som det hed i min ungdom
  • “Vær ikke en munk”, med mindre du er en munk. At gå helt i fanatisk sundshedskloster, Shaolin style eller på anden vis, og ikke tillade sig at nyde livets andre mangfoldigheder, er ikke mere værdifult end mange andre livsstrategier, hvis du mærker, at du fornægter dig selv til bristepunktet. Vær loyal mod dine behov, ikke mod en sundhedsreligion eller en lap papir, hvor der står “den her vej”. Prøv at lytte til dine behov, fremfor andres principper
  • “Lær at sige fra”. Vores kultur er meget social og i sociale lag er vi ofte ikke helt så sunde. Lad dig ikke påvirke til at leve for usundt, blot for at få dækket dine sociale behov. Find en rimelig balance. I sidste uge var jeg til 50års fødselsdag i et havetelt. 6 timer på uendelighedsbuffet og sammenkrympet i en klapstol, mens trækken fra teltdugen hærgede mine lændehvirvler, gav et større reparationsarbejde dagen efter. Og jeg gik endda tidligt hjem. “Nåå, nu går de gamle hjem, hva’?”, den kommer jo hver gang, ikke? Birgitte, den der crumble cake, kan jeg i øvrigt ikke lige få opskriften på den?
  • “Det er okay at sætte sin egen overlægger”. Lad dig ikke begrænse af andres begrænsningsbarrer. Brug dem til at se, hvad du selv skal være opmærksom på. Men få dit eget forhold til sundheden og tillad dig selv at vokse i højde, uden at andre banker dig et hoved mindre med jævne mellemrum. Social kontrol er en ikke en høj overlægger i mange sammenhænge. Der er glimrende udsyn oppe fra barren, når du hæver dig op i en chin-up. Ikke at det er det, det kommer an på. Men lad være med at skyde vildt over mål, som Preben Elkjær gjorde med det berømte flossede hul i de alt for korte shorts i møgkampen og semifinalen mod Spanien i 1984 (det er altid Spanien, altid Spanien, der fælder benene på os)
  • “Led efter de elegante løsninger”. Vakuumpakkede sundhedsordninger, der er skåret i bølgepap, med hoved under arm og albue og uden mindste blik for kombinatorisk finesse, er dybest set et sted at starte. Men behøver det at være en endestation for alle? Nogle kan slet ikke komme i betragtning, det er heller ikke så godt. Gå gerne skridtet videre, hvis du kan eller tør, og find de elegante løsninger, der ikke kun handler om krop og æstetik, eller en redningskrans hvis din tandlægeregning er større end din bøgehæk. Løsninger som handler om sammenhold, socialt funktionelle balancer og, Gud forbyde det, evnen til at lege lidt mere elegant med principper, metoder og teknikker. Der er intet i vejen for at lære at lave en vejrmølle, bare fordi du er 51. Du skal bare stige på linje 5, der hedder “soft acrobatics”. Hvad skal være din “legacy”, det du vil krydre din livssundhed med? Der findes niveauer, der rækker langt udover at kvitte smøgerne. Den tanke kan faktisk være til gavn for flere, end vi tror. Det at have udsyn og udsigt “til noget” i horisonten kan være anstødssten til at rulle videre, når hverdagen kører for meget i ring. Her rulles sten ikke op af et bjerg, her er det dig, der ruller eller kører med klatten
  • “Lad inspirationens vinde blæse en anelse”. Hvor har vi ellers succes med sundhed, livstrivsel og omkostningsreduktion og hvorfor? Vi kan lære af alt fra lavtsiddende handelsførende i grøntsager og krydderier i vejkanten eller på markeder i Fjernøsten, der sidder i squat i timevis (men som indånder en del bilos, så det trækker naturligvis fra). Vi kan lære fra “blue zone ” diæter, men må vel medtænke egne breddegrader, genetiske spidsfindigheder. Og vi kan lære fra de mange fastfoodrestauranter, der gør det noget nær umuligt at få et anstændigt måltid på Manhatten. Se bare Morgan Spurlocks eksperiment med eget helbred i dokumentaren Super Size Me. “De er skøre de amerikanere”

Vi lever vores liv mellem Skylla og Charybdis. Nogen ender med at fare fra Herodes til Pilatus, hvor de var bedre tjent med pilates (okay, den var i den grad plat). Men de fleste ender med at være slaver af egne vaner og uvaner. Og den kutteklædte med leen kommer altid (aldeles snigende eller huggende) bagfra, som også var fømomtalte Paul Ingrahams skarpsindige iagttagelse.

Sundheden – det muliges kunst

Sundheden er det muliges kunst i en turbulent verden. Men det er også en fordring – at være på vagt overfor sine egne karakterbrister, sin egen mangel på selvomsorg. Og at have blik for at sundhed faktisk er en hjørnesten for det gode liv. Al respekt for en god portion dødsforagt.

Vi skal nyde livet, mens det er her, det kan ende brat. I sommers drog vi et lettelsens suk ved udsigten til et familiemedlems forbedrede kræfttilstand, der så ud til at være “under kontrol”. I denne weekend kom jeg hjem til nyheden om, at vi stirrer ind i et terminalt scenarie. Livet er også barskt, og undertiden er det for sent at redde dem, vi elsker. Her gælder ingen kække bemærkninger, kun sorg og magtesløshed. Og tomme spekulationer om, “hvad nu hvis, eller havde vi da bare…”. Tragisk. Og forfærdeligt.

Kære læser, således opløftet vil jeg slutte for nu med en formaning, der kommer fra eget hjerterum. Trods alverdens potentiel kritik jeg måtte modtage for mine til tider upassende og indskrænkede tanker i dette indlæg. Jeg har virkelig prøvet at fordele sol og vind lige.

Du skal finde den gyldne middelvej mellem fanatisme og total selvforsømmelse, og den kender kun du. At reducere sundheden til et spørgsmål om, hvad du selv synes, en generationel nedsivning eller aftapning på godt og ondt, forekommer uholdbart.

Det samme kunne siges om en forbedringsproces, der flytter sig med dekadernes taktslag uden at have blik for hverken myndigheders viden, den samlede erfaring i kulturen, dine egne tilbøjeligheder, medfødte instinkter og forstand. Det er næppe heller bæredygtigt i længden. Vi skal ikke kun forbedre os fra begravelse til begravelse. Sæt barren højere, for alles skyld. For det handler aldrig kun om dig, men bevar både dig og mig vel.

Det er fornemmelsen for det rette målestoksforhold, ikke selvbedrag eller millimeterdemokrati, vi skal tiljuble. Friheden i sundheden ligger i at hvile komfortabelt (der var det igen fy-ordet) i den gode samvittighed, der kommer af at drage tilstrækkelig omsorg for livssundheden. Uden at sundheden tager overhånd, magten, eller stikker af i dehydrerede artiskokker, eller at du skal erhverve en højere embedseksamen. 

Spørg dig selv. Hvad er jeg tilfreds med og hvad kan jeg gøre for at leve et godt liv med sunde under- og mellemtoner? Hvad gør jeg for at opretholde en livsresiliens, der ikke kun byder på nydelse, men også på ydelse, set fra kroppens side? Hvad gør jeg for ikke at lægge andre til unødig last? Og hvornår er det ved at være på tide at holde igen med daggamle pølsehorn, tage en tur i svømmehallen eller at gå en lang tur i Mols Bjerge med dit hjertes (måske kommende) udkårne? Det er værd at tankevandre lidt over.

I stedet for at detoxe til nytår, lev da, så du kan leve i balance hele livet (nedfaldende hagl i Italien, tagsten og plager i Egypten fraregnet). Det er den ædle sundhedskunst. Den, der ser helheden og langsigtet på tingene, og ikke fortryder for meget, der kunne være taget hånd om

Og er du alligevel delvist på spanden, så hold fast i humoren, hvor dette stadig er muligt. Den kan være nyttig, når du ikke kan det samme som de andre.

Pas godt på sundheden, Danmark. Der er ingen, der aner, hvad der venter os i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi som mennesker, individuelt og i fællesskab, gør hvad vi kan for selv at tage ansvar for sundheden. Uden at det tager overhånd og uden at det fører til udskammende, denormaliserende moralisme og egocentrisk kamp om rettigheder. Den fremtidige solidaritet er i høj grad betinget af rettidig omhu.

Vent ikke på Godot, kom i stedet ud af venteværelset og tag hånd om det du formår, men tag blot ikke for let på sagen, da døden kommer snigende eller melder sig uanmeldt efter en sildig opvågning. Og det er aldrig rart. Vi er dømt til at leve i uvished, men derfor er det ikke forbudt at se skriften på væggen – i tide. 

Kærligt dedikeret til dig Jens, der går mørket i møde. Jeg er med dig i tankerne, afmægtig og ydmyg.