Askesens genkomst?

Askese. Et uforskammet, halvprekært emne at fremture med her i sommervarmen. Midt mellem vandrutsjebaner, all inclusive og kuffert kaos i alverdens lufthavne. After all, det er sommerferie. Vi har behov for at slappe af, opleve, nyde livet og en god Chablis. Sorte skyer og moralske pegefingre, gem dem væk til en mere belejlig stund.

Askese smager af afsavn, religiøs fanatisme, lidelse og lange timer i en bjerggrotte, med intens meditation og ingen sex i årevis. Det emmer af religiøs andægtighed og afsondret afstandstagen. Tung alvorsfuldhed, morskabstom og forsagende livsførelse. Men er det nu at yde asken fuld retfærdighed? Dømmer vi ikke askesen for hårdt, når vi udelukkende tager et kropsforskrækket eller torturmæssigt kritikblik på denne livsform?

Dette indlæg er en high level, altså i betydningen overfladisk, overflyvning hen over askesens måske mere underbelyste potentialer i relation til den standende kropskultur. Serveret med velmenende hånd i en tid, hvor det bugner af karusselture, maratonløb, højdepunktsoplevelser og beruselse på hvert fysisk gadehjørne. 

Dansk kropskultur anno 2022

Allerførst, hvad er det for tendenser, vi kan spore i vores kultur, når det kommer til vores forhold til og omgang med kroppen? 

Tidligere skelnede man ikke mellem sport og motion (som eksempelvis anført i radioudsendelsen Supertanker, tirsdag 08/06-2021, Bevægelse i krop og sind). Siden 1960’erne har vi været vidne til lidt af en revolution – hvor kun ca. 15 procent dyrkede sport. Ingen talte om motion, hvor jeg jo i øvrigt foretrækker at tale om ordet bevægelse her på jesperabild.dk.

I dag dyrker over halvdelen af befolkningen både sport og motion. Disse tal er, for god ordens skyld, hele tiden til forhandling og bølger sig antageligt med samfundsudviklingen. For mig rækker det at kunne konstatere, at vi faktisk er blevet ganske aktive på den ene eller anden front, hen over det sidste halve århundrede.

Paradoksalt nok er der også forskellig statistik, der løbende kan dokumentere manglende eller vigende (eller ændrede) bevægelsesvaner i Danmark. Men det bølger både frem og tilbage, afhængigt af hvor man kigger hen i landskabet. Helt urimeligt overfladisk kunne man hævde, at den teknologiske samfundsudvikling kandiderer til førstepladsen som syndebuk. Men som alt andet i tilværelsen, er tingene mere indviklede, når vi først dykker ned i fejemøget. 

Som udgangspunkt har vi en stærk fællesskabstradition med gymnastik, spejderbevægelser, fodbold, håndbold, og andre traditionelle foreningsidrætter. Der er givetvis mange forskelle på landsplan over, hvor levedygtige og vitale sådanne idrætter og foreningskulturer er. Og medlemstal har det med at stige og falde, og vække bekymring det ene år for at skifte til jubel det andet. Men der er givetvis nogle skred, der ikke kan tilskrives mindre skvulp i andedammen. Men derimod store kulturelle vinde. Vinder der blæser i bestemte retninger. Nogen mener, at det er Silicon Valley, der dikterer vindretningen. 

Et hastighedsbaseret samfundsskifte, som Hartmund Rose benævner accelerationssamfundet, klimatiske og mediemæssige påvirkninger, effektiviseringskrav på arbejdsmarkedet, teknologisk innovation etc. Alle sammen parametre, som kan være med til at ændre på befolkningens bevægelses- og kropspraksisser.

Yoga hitter i travlhedssamfundet

I dag er der, ifølge professor i pædagogik og tidligere forstander på Gjerlev Idrætshøjskole, Ove Korsgaard, flere der dyrker yoga end fodbold. Fra 2007 til 2020 er procentsatsen gået fra 6 til 16% af befolkningen, og yogaens indtræden i Danmark er udmærket opridset i artiklen “Kroppen Taler” i Weekendavisen.

Heri spores et skifte fra klassisk gymnastik til yoga, der skal matche moderne mennesker, udsat for mange empatiske krav på det moderne arbejdsmarked og de sindsmæssige konflikter, det medfører.

Her tilbyder yogaen en forskydning, der “i højere grad retter sig mod psyken og sindet”. Til trods for at den yoga, der ifølge Korsgaard, praktiseres i dag, i højere grad har rødder i en bestemt gymnastiktradition, end i en fjern hinduistisk fortid. Et konglomerat, iblandet bodybuilding, traditionel indisk Hatha yoga og skandinavisk gymnastik, udviklet af gymnastikpædagoger som Per Henrik Ling og Niels Bukh.

“I ingen andre lande slog traditionen for gymnastik så meget igennem som i Danmark. Det var holdgymnastik, og der er en tæt forbindelse mellem gymnastikforeningerne, der holdt til i forsamlingshusene, og højskolebevægelsen. På højskolerne uddannede man instruktører, som kom til at lede gymnastikken rundt omkring i de tusindvis af forsamlingshuse, og det kom i høj grad til at præge den danske landbrugskultur. Faktisk kan man kun rigtig forstå højskolernes historiske succes, hvis man inddrager betydningen af den kropslige disciplinering, som gymnastikken repræsenterede, og som handlede om meget mere end bare motion og sundhed. Det var hele selvopfattelsen, det gjaldt” (“Kroppen taler”, Weekendavisen, 3. juni 2022, s. 8)

Hele selvopfattelsen. Det hele menneske?

Kropskultur – værdier og normer

Citatet er den direkte anstødssten for min interesse. Det Ove Korsgaard indirekte siger her er, og som er hans kongstanke eller bærende ide i sin bog Kropskultur: Idræt, religion og askese fra oldtid til nutid, nemlig at kropskulturen både afspejler og indvirker på samfundsmæssige værdier og normer. At det at have et forhold til kroppen ikke nødvendigvis bare er noget, der skal overstås, kan reduceres til “mekaniske aktivitet”, hobby eller fritidssyssel. Eller kun handler om sundhed.

Et dannende aspekt var der eksempelvis i Danmark blandt andet at spore i Grundtvig og højskolebevægelsen og gymnastikken. Målet var at forandre underklassen og bondestanden, skabe et mentalt gearskifte, og pirke til mere myndighed. At komme bort fra almuesind og skabe mere selvstændige mennesker, der ikke følte sig underkuet

Vi skulle lære at gå rigtigt, rejse os op, rette ryggen og være stolte, som det indikeres i avisartiklen. Se ligeværdet i øjnene. Hvad der i dag måske klinger noget militant, var førhen et spørgsmål om at skabe mental transformation på befolkningsniveau.

Bevægelse udfordres af mange andre dagsordner i dag

En transformation der i dag muligvis, jeg tør ikke dømme herom, er endt i meget atomiserede bestræbelser, og ikke har en samlende national funktion, så vidt jeg kan se. Selv om DGI med flere har en velmenende, måske også idealistisk mission om at føre os danskere “sammen i bevægelse“, hvilket kunne antyde, at vi ikke er det – i tilstrækkelig grad? Eller at samfundet er i forandring, eller at der er behov for mere samling? 

Dannelse og bevægelse i en direkte kobling. Det er i det mindste en brik, som er værd at notere sig.

Det er en del af den historiske arv, vi kan skrive os bag ørene, når folk har travlt med (undertiden i ramme alvor) at spørge til, hvorfor de skal bevæge sig. Når vi ser bort for åbenlyse sundhedsmæssige motiver, der i øvrigt ikke lader til at være lige overbevisende, hos alle i befolkningen. Er det muligt, at mange er ved at miste en relation til bevægelse, til kropskulturelle praksisser?

En dannelsesdimension der i vores dage også kunne sammenkædes med mere naturkendskab og bæredygtighed i forhold til dannelse. Og ikke længere (primært? eller udelukkende?) vedrører sociale klasseomkalfatringer i samfundet og det at få befolkningen “trukket op af dyndet og ind i indsigtens klare lys”, hvilket folkebibliotekssagen i øvrigt også var en storstilet eksponent for.

Billedet er mudret, rodet og mangfoldigt. Til trods for at mange piller består. I dag har vi tillige overflodstematikker at bokse med ud over udfordringer med at bryde social arv, diagnoser og andre velfærdsproblematikker.

Vi er i fare for at blive, sådan lyder en mainstream kritik i al fald, teknologiafhængige, slaver af sammenligning, mimetisk begær og selvpromovering. Hvilket eksempelvis belyses i Ekko: et essay om algoritmer og begær af den norske journalist Lena Lindgren.

Jeg er forvirret, jeg har mistet overblikket over, hvad det er for en kropskultur, vi bedriver i dagens Danmark?

Bølger i kropskulturen

Der er en stærk grøn bølge at spore igennem de senere år. Vi dyrker naturen, jogging, gåture og vi har en fitnessbølge, der har en længere historie bag sig, som alvor får vind i sejlene i det 20. århundrede. Her er det ikke sjældent æstetikken, udseendet, kroppen og selvspejlingen, der fylder en del.

Eksponering muss sein. Før og efter selfies, efter mirakuløst vægttab og erhvervelse af betragtelig muskelmasse, men også bare almindelige mennesker, der trisser rundt på en trædemølle eller et løbebånd for at holde sig selv fit for fight. Vi kan ikke kun reducere fitness til narcissisme og storhedsvandvid. Der er mange aktiviteter, der bryder hermed i adskillige centre rundt omkring, såvel som der stadigvæk er mange spejle, maskiner og energidrikke i omløb.

Vi har også den østlige bølge, hvor sindet sættes i centrum. Vi “prøver” kræfter med de meditative praksisser, afspændende praksisser, kampsport og ikke mindst yoga. Yoga, der i øvrigt ifølge Ove Korsgaard er et fusionsfænomen, som også har et californiske element over sig, hvorfra megen af new age bølgen i øvrigt bredte sig til vesten.

Den såkaldte “movement culture” kunne muligvis også kvalificere til en form for bølge, som har været under opsejling i en årrække. Og som muligvis også har fremtiden for sig. Selv om kulturen kan være vanskelige at indkredse, da den har tværgående og tværdisciplinære træk over sig.

Der kan spores mange forskellige tendenser, og det vil der nok også kunne fremover. Så hvad er særligt iøjefaldende i dette skisma af strittende modefænomener, kropspraksisser, bevægelsesformer og livsholdninger? Og hvad er det, vi har behov for at balancere i vores samtid?

Sådanne forhold er jeg nysgerrig efter at blive klogere på. Både for at spejle mine egne ståsteder, min profession, men også for at forstå samtiden og mit eget forhold til andre mennesker i denne forbindelse.

Askens bagtæppe

Når jeg om lidt kommer ind på askens betydning og position i dag, skyldes det flere grunde. Men den direkte udløber i historisk perspektiv er pietismen, der huserede i 1700-tallet, og var stærk kritisk overfor almuens såvel som adlens kropskultur og livsform.

De prædikede selvbeherskelse, og pligtopfyldenhed. Ned med overforbrug og forfinet prestige samt overfladiskhed. I stedet tilbad man askese, flid og alvor som livsideal. Det var ikke kun den barokke hofadel, der fik på puklen. Bondekulturen og almuens sædvanekultur med dens århundredegamle former for lege og spil samt folkereligiøsitet – den gik pietismen også til angreb på.

Der var åbenbart for megen druk, liderlighed, narrestreger og utugtige ord i omløb på datidens julestuer, som det hedder i artiklen fra Weekendavisen. Livet var lidt for lystigt.

Aner man ikke denne bølgende kamp mellem opstramning og løsrivelse som en del af kulturens evindelige fremadskriden? Jeg synes, jeg er stødt på den før, i andre sammenhænge. I kunsten, i politikken og økonomien.

Pietismen – en overflyvning

Korsgaard kommer i artiklen ind på den traditionelle udlægning af pietismen i kulturhistorien, der har haft fokus på at anse kristendommen som værende kropsforskrækket og angst for kødets lyster. Men i virkeligheden var det en alt for overfladisk udlægning. Pietismen bidrog, ifølge Korsgaard, med en enorm reformproces, der har haft stor indflydelse på både vores skole og socialvæsen. Den havde blik for blokerende elementer på både samfunds- såvel som sindsplanet hos den enkelte, og sigtede mod en rigere samfundskultur og udvikling med mere myndiggørelse. 

Spørgsmålet kunne i forlængelse heraf lyde hvad fremskridt i samfundet kunne fremmes af – moralitet og religiøsitet? Askese?

I dag, hvor vi er vidne til betragtelige mængder af porno, landsvejscykling, TikTok udskejelser i badekar, konstant hærgende og insisterende YouTube reklamer og overforbrug af psykologer (Radioudsendelsen Brinkmanns briks Fyr din psykolog, onsdag 29/01-2020) i tide og utide, er det lidt svært at finde og holde en tråd til fortiden og dens idealer.

Det er den, jeg i al beskedenhed prøver at trevle en flig op af. 

Kan vi stadig blive voksne i denne verden – og ønsker vi det? 

Korsgaard oplyser os om, at der i pietismen var en kobling med oplysning og omvendelse. Den ville lære os at gøre os til moralsk selvregulerende mennesker. Vi skulle ud af et åndeligt dødvande og ind i forstandens lys. Derfor var et vist mål af selvundertrykkelse nødvendigt. For den gennemsnitlige Netflix forbruger, der triumferende “bingewatcher” derud af, er det nok lidt af en muggen rugbrød at sætte tænderne i. Føj for s….

Kropskulturen var i den henseende en vej til at undertrygge de umiddelbare lyster og fremmane en mere autentisk, viljestærk og standhaftig karakter. Der kan sige “nej” til og ikke mindst fra.

At kunne påtage sig et større livsansvar krævede, og kræver til stadighed den dag i dag, en stor portion viljestyrke. Og metoden hertil? Ja, du gættede rigtigt, askesen.

Ned med romerne

Korsgaard trækker de store linjer. Fortæller at askesen kom ind i billedet, da de tidlige kristne i romertiden, som ikke ville have noget at gøre med de spektakulære gladiatorkampe, hvor blodet flød, hoveder blev kløvet og der blev råbt og skreget på lægterne i Colosseum. Asken var et distanceringsmiddel mod romersk kultur.

“Askese er altså en kropslig form for kommunikation, som allerede de kristne i Romerriget og senere pietisterne benyttede, og som handler om at give afkald på noget til fordel for et højere gode. Med andre ord: selvdannelse” (“Kroppen taler”, Weekendavisen, 3. juni 2022, s. 8)

Og pointen fra Korsgaards side? At kropskultur, idræt, samfund og religion til alle tider er meget mere tæt sammenvævet, end vi har for vane at tro. Men faktisk også at samfundsforandringer altid er forbundet med et nyt syn på kroppen.

Det er angiveligt lidet positivt at høre ordet askese, tænker du nok. Men den betvingelse, ordet indebærer, er jo ikke langt fra den kamp med kroppen, vi genfinder i moderne lidelsesformer, i form af cykelløb og andre eksempler inden for ekstremsport. Der skal holdes ud. Der skal svedes og kæmpes med indre dæmoner.

Frygtuddrivelse og selvovervindelse

Vi sulter os til ære for Instagram og går jorden rundt for at komme ansigt til ansigt med den indre frygt, og overvinde os selv. Dette sande karaktermøde, som nogle gange involverer doping og andre svindelnumre. Viljen til at presse grænserne ud i det felt, som mange har for vane at bedømme som det fanatiske.

En del af askesen er altså en djælveuddrivende jagt på selvindsigt, selvopdagelse, at kunne markere hegnspæle og kende sin egne grænser. Mount Everest. Tjek. Ultramaraton. Tjek. Iron Man. Tjek. Det er karakterformende anstrengelser, det handler som.

Men gør det os til bedre mennesker, eller mere opmærksomme, engagerede mennesker i denne ransagelse af menneskesjælen? Når vi leger med grænselandet for vor formåen? Er det også noget, der prædikes på samfundsplanet?

Korsgaard finder, at det muligvis er en postgang for tidligt at nogle præster i folkekirken er holdt op med at prædike askese. Omvendt, der skal jo skeles til besøgstallene, som kan være mere eller mindre sårbare fra sogn til sogn.

Nudging af befolkningen

I den almene medienudging af befolkningen hedder det nemlig frejdigt og kværnende, at vi skal spare på vandet, mindske madspild, flyve mindre, reducere kødindtag, genbruge tøj og hvad der nu ellers pibler frem af sekulære askese påbud. Vi skal tage os sammen, af hensyn til klimakrisen. Vi danser på en brændende platform. 

Ifølge Korsgaard er det endnu for tidligt at bebude et decideret tidsåndsskifte. Vi ved endnu ikke, om vi kommer til at tage et større spring ud af dette mikroplan, hvor vi i første omgang øver os i at fravælge ribeye og vende toiletpapiret, som jeg lidt hånende får lyst til at karikere vore indledende strækøvelser.

Sandt er det jo, at der stadig bliver forbrugt som aldrig før. Al den stund at vækstideologien er modellens krumtap. Det er svært at forestille sig, at vi frigør os fra “det moderne samfunds kulturelle normer”, siger Korsgaard, men afrunder så artiklen på følgende vis:

“Førende klimaforskere og tænkere advarer mod at tro, at teknologiske løsninger og politiske beslutninger alene kan håndtere klimaudfordringen. Vi har også brug for en revolution i vores måde at være til stede i verden på. En mere sandfærdig form for liv kan man måske sige, og man skal ikke afskrive den mulighed, at en grøn tidsånd kan rykke rundt på vores normer, synspunkter og sædvaner og måske igen gøre askese til en frigørende form for kropslig kommunikation.” (“Kroppen taler”, Weekendavisen, 3. juni 2022, s. 8)

Frigørende? Det ord fanger og pirrer min nysgerrighed efter endt artikellæsning. Jeg griber derfor til hans seneste digre værk for at se nærmere på, hvordan en sådan moderne kropskulturel askese kan konciperes, med et fint ord, hvad kan aftegne konturerne af en sådan praksis?

Askese i nymoderne gevandter

Jeg spoler frem til side 391 i Kropskultur: Idræt, religion og askese fra oldtid til nutid og begynder at se nærmere på, hvad Ove Korsgaard når frem til, hvad angår det aktuelle billede. De historisk hungrende må selv tage kampen op med den lange rejse fra oldtiden, bogen opruller.

Jeg er for utålmodig, jeg vil have et svar, der kan bringe mig helskindet ud af den standende samtidsforvirring, hvor det vrimler med falske profeter, robotter, konti og anonyme hadprædikanter. Hvad er en god kropskulturel praksis i dag anno 2022, mas o menos?

Korsgaard reflekterer i en futurisk bekymring over, hvorvidt det gamle mantra om hurtigere, højere og stærkere, der hang fint sammen med industrisamfundets vækst og ekspansionseventyr, nu også er vejen af hvilken, vi bør fare fremadrettet?

Vi kan muligvis manipulere med gener og designe os til endnu vildere rekorder i højdespring i fremtiden, men måske er det på tide at se på alternativer til rekordsporten som spydspids for en bæredygtig samfundsudvikling. Kan vi fortsat legitimere den grænseoverskridelse, der ligger i denne kropskulturelle stilart? Hvad vil vi acceptere i fremtiden?

Det handler om bæredygtighed, når bægeret syner af at være fuldt.

Jernburets tvingende trummerum

Vi skal på den ene side forholde os til det, Max Weber i Den protestantiske etik og kapitalismens ånd kaldte for “rationalitetens jernbur”, at vi er indespærret i et hamsterhjul af tvingende logikker, der driver vores vækstfilosofi. Buret gør, at vi er tvunget til at fortsætte. Vi optimerer, udbygger, effektiviserer, udnytter og udplyndrer klodens ressourcer. Intet signifikant tyder på, at vi ikke fremadrettet også vil gøre det.

Det kalder på en øjeblikkelig og akut ændringslogik, drevet frem af stadigt mere pessimistiske klimarapporter og miljøtendenser. Det kalder på teknologisk innovation, politiske omprioriteringer og sidst, men ikke mindst, en revolution i vores menneskelige livsvaner og livsstil.

Askese tilbyder sig som et bud på noget af det, der kan være med til at ændre på livsstilslaget. Det er ikke kun en praksis rettet mod undertrykkelse af kroppens lyster, men også mod en frigørelse fra uønskede lyster i kroppen. 

De føromtalte indledende spadestik i form af ændrede forbrugs- og indkøbsvaner er et led heri. Men hvad ellers?

Værdien i askese

En nyopvakt interesse for askese har da også sine grunde. Det har været kendt i askeseforskningen i en årrække, takket været teologer som Vincent Wimbush og Richard Valantis.

Den finske teolog Patrik Hagman har opstillet en række punkter, der karakteriserer askese, idet at begrebet kan være problematisk og vanskeligt at definere. Ikke mindst grundet de mange metaforiske lag, et sådant komplekst fænomen dækker over.

De 6 punkter er her, omformuleret med egne ord, fra Korsgaards bog Kropskultur: Idræt, religion og askese fra oldtid til nutid, s. 397-398:

1. Askese er et positivt begreb – dvs. den kan ikke reduceres til et negativt, forsagende og selvfornægtende begreb
2. Askese er transformativ – en asket tilstræber at ændre noget i eller ved sin person
3. Askese er en respons – dvs. er et aktivt valg, der ikke opstår ud af det tomme rum, men er et forsøg på at imødekomme givne problemstillinger
4. Askese er rationel – der er ikke tale om et misforstået religiøst forhold, men et rationelt og meningsfuldt valg
5. Askese er performance – det er en måde at kommunikere på, som involverer et publikum. Der kan være et budskab, som kommunikeres ud på unikke måder, hvilket sandsynligvis er svært at formidle på andre måder
6. Askese involverer kroppen – men brugen af kroppen er med til at adskille denne kommunikationsform fra andre former for kommunikation. Det er en selvmodsigelse at tale om askese uden en krop

Hvad kunne være interessant herved? For det første kan vi undlade at udskamme sådanne praksisser. Ikke mindst i lyset af de altoverskyggende beviser, der er for, at kloden har brug for at vi ændrer handling såvel som tankekurs. Vi kan fremme asketiske praksisser. Det er et væsentligt bidrag i debatten om vækst og grænser for vækst.

Vi kan lade være med at moralisere over asketiske tiltag ved i samme ombæring at anklage askesen for at udarte sig til moralisme. Kunne der ligge et (manglende) mellemværende med egen askesepraksis til grund for askesefrygt?

Askesens identitetsskabende aspekter

Der lurer imidlertid noget performativt og identitetsskabende under askesens fordomsfulde overfalde. Vi er alle fælles om at have kroppe med behov for ly, føde og væske etc. Men kroppen er ikke kun rå natur, den er også kultur, formet af nationalitet, kønsdebat, værdidebatter, samfundsnormer osv. Den verdensberømte etolog og evolutionsteoretiker Richard Dawkins taler endda om kulturelle gener i sin bog The Selfish Gene, de såkaldte memer.

Askesen kan måske hjælpe med at genvinde noget værdighed i en erfaringstung, kynisk virkelighed, der uafladeligt kalder på præstation på et marked “uden” hjerte og medfølelse. Et sted, hvor vi kan miste os selv. Politiske systemer kan vække stærke ideologiske følelser og overbevisninger, og vi kan derfor blive forført i en gal retning, mens vi lader som om, vi er “ombord med” givne tendenser og lidenskaber i tiden.

Askesen kan bidrage til genskabelse af myndighed, selvstændighed, ikke kun lede til fanatisme og masochisme. Den kan tjene som træning og øvelse med det mål at opnå mere kontrol med ens livsproces.

Slet ikke dårligt i en verden, der for over to årtier siden, af Anthony Giddens, blev udråbt som en løbsk verden. 

Du musst dein Leben ändern

Ind træder i Ove Korsgaards fremstilling en tysk filosof i skikkelse af Peter Sloterdijk. I værket Du musst dein Leben ändern slår han på tromme for den påstand, at askesen er selve “drivkraften i menneskehedens kulturelle evolution”.

Gevinsten er på en historisk skala at træde ud af samfundsnormativitetens tvingende ensretning og finde ind til en rigere og sandere form for liv. Det er muligvis sådanne “former” DR og andre medier på nysgerrig vis dokumenterer, når der lejlighedsvist popper historier op med familier, som har vendt hele baduljen ryggen og bosat sig i en svensk ødemark, uprætentiøst og ydmygt, i en bæredygtig variant, helst med internet opkobling, så der kan drives lidt e-business on the side.

Sloterdijk er på en lidt anden kurs, som jeg forstår Korsgaards udlægning. Det er hårdt arbejde. Det er ikke temporær eller for den sags skyld mere permanent samfundsmæssig eskapisme eller rygvenden. For ham er det jo de falske værdier, du vender ryggen, ved at hellige dig en større askesegrad, og dermed er der ikke partout tale om et afsavn.

Sloterdijk efterlyser en asketisk impuls, der ikke hidrører fra sportsidealer eller en specifik religionsopfattelse. Hvorom alting er, er det endnu for tidligt, ifølge Sloterdijk, at kunne konstatere, hvad der skal træde i stedet. 

På sidelinjen eller ej?

Der er mange, der lider med cykelrytterne under Tour de France. Men de fleste gør det nok fra sidelinjen eller fra sofaen. De er ikke asketer i stor stil, snarere “velociped voyeurister”, inkarnerede Dannebrogsfarvede fans eller nysgerrige lokaltilhængere fra hjembyer, følelsesmæssigt solidariske osv. Strabadserne er vi imponerede over, men skal ikke nyde noget heraf selv. Selv om der givetvis kan måles en øget tilstrømning til cykelsporten, når en Jonas Vingegaard eksempelvis kommer øverst på sejrsskamlen.

Apropos cykelsporten er dens askese så ekstrem og dopingskandalerne har været så udtalte, at dens renommé i en periode havde særdeles svært ved at komme sig. Hvilket i spændingens og underholdningens malstrøm med tiden sandsynligvis alligevel tilgives. Men hvor meget kan præstationsbuen spændes, uden brug af ulovlige midler? Er grænsen for rækkevidden med “naturlige asketiske praksisser” ved at være nået? 

Men hvor skal den positive moralske opsang komme fra? Den autoritet, der kommer og forklarer os, at vi må ændre adfærd?

Økokrisen – den store driver?

Ifølge Sloterdijk er det kun den globaløkologiske krise, der kan tvinges os i den retning. I retning af mere bæredygtighed, grøn omstilling og hvad det alt sammen hedder i politiske sprogblomster. Hvor den er garanten eller måske driveren for, at vi kæmper for at sikre fremtidige generationers eksistensoverlevelse. 

Vi skal med andre ord lære at tilegne os eller tillægge os vaner, der er egnet til fælles overlevelse. Som skal manifestere sig igennem daglige øvelser hos den enkelte. Ifølge Korsgaard håber Sloterdijk på en “universel kooperativ askese”, der kan tegne konturerne af et vendepunkt for menneskets kulturelle fremtidsudvikling.

Det står dog uvist, i Korsgaards resummé af Sloterdijk, hvad denne koopertive askese skal bestå af. Mange af de valg, vi foretager i hverdagen, er sikkert allerede tegn herpå. At vi bliver mere bevidste og kritiske forbrugere, afklæder os noget af “lemmingeadfærden” og impulskøbene, og foretager mere langsigtede valg, kvalitetsvælger og fremtidssikrer produktionsforhold og meget andet.

Det er et gigantisk puslespil af indbyrdes netværk af handlinger, politiske beslutninger og teknologiske løsninger, der skal bringes i samklang. Det skal handle om mere end “kvoteaflad” og andre bagdørsmanøvrer, hvis det moralske kompas skal forenes med økonomien og klodens sundhedstilstand.

Løsrevne løsningsmuligheder

Jeg er ikke kompetent til at se på de store tandhjulsløsninger, men er i den her sammenhæng også mest optaget af askesens position i forhold til den enkeltes livsstil, vaner, kropsprakisser og bevægelse i verden. Vi behøver ikke at være Bjørn Lomborg for at kunne komme med de store statistiske løsningsmodeller. Vi kan starte med at se på, om vi har et åndeligt liv. Om vi overhovedet tænker over livsværdier og hvordan det kommer til udtryk i vores levevis og kropslige tilstedevær her på Planet Earth.

Den måde vi overlever på, er den (hovedsageligt) et bidrag til at fremme udviklingen, eller at holde vækstmøllen i gang? Hvis ikke dette er for abstrakt og hårdt sat op?

I sætningen “mange er glade for at de har et arbejde, men ikke glade for det arbejde de har”, kunne der måske ligge en indre konflikt heri? Eller i at de penge, der tjenes, da for fanden skal bruges til et eller andet – eksempelvis forbrug?

Asketisk inspirationskanonade

Hvor kan vi hente inspiration til mere livsvendt og livssund askese?

Jeg fremturer med en kanonade af indlysende tanker fra min side, der sikkert ikke rammer den rette smag af umami hos alle, er tænkt som no-brainer forslag, der formodentligt lever op til tidens gentagelsesiver, redundans og ekko af noget allerede andetsteds sagt. Men som ikke er irrelevante af den grund og nok tåler at blive samlet op i punktform:

• Mindre snak, mere handling – det er det der med, at vi har brugt for meget tid på at diskutere løsninger, mens Titanic tager vand ind. Herostratisk berømt er her den 11. Feuerbach tese hos Karl Marx, der netop handler om, at det gælder om at forandre verden, ikke (kun) at fortolke den 
• Bliv stoiker igen – eller i det mindste genopdage, hvad der ligger i filosofien bag stoisk ro, som er blevet populariseret i blandt andet Svend Brinkmanns bøger Stå fast, Ståsteder og Gå Glip. Stoikerne søgte mådehold, balancepunktet mellem askese og hedonisme, hvor nøjsomhed nedtoner begær. Gennem kontrol over eget sind søgte de at navigere mellem tanker og begær, hvorfor målrettet træning i selvdisciplin var afgørende. Korsgaard foreslår i Kropskultur: Idræt, religion og askes fra oldtid til nutid, at vi danskere læser Det hele handler ikke om dig af Gyldendals kommunikationschef Niels Overgaard, der netop består af en række tænke og leveregler for mennesker i nutidens Danmark
• Brug kroppen i stedet for teknologiske hjælpemidler, hvor det er muligt
• Kæmp for at sundhedsvæsenets udgifter ikke eksploderer ved at træne bedre asketiske praksisser eller i det hele taget at udvikle og benytte dem, der er god erfaring med, har gavnlige effekter på dette og hint
• Forbrug mere i form af genbrug. Du kan finde mere inspiration til forbrugsreduktioner og balancering af CO2 aftryk i rapporten Danmarks globale forbrugsudledninger. Eller få et overblik hos DR
• Lad dig inspirere af besindighed og mådehold, som den overmåde langtidsholdbare græske filosof Aristoteles skrev om i Den nikomacheiske etik
• Medie detoxificering omsat til mere socialt engagement – leveret i alverdens farver og nuancer og målestoksforhold – en opflammende trivialopfordring, alle taler om og færre givetvis praktiserer
• Spis færre saltstænger (nej det er bare en tam joke), men måske skal der bare generelt spises lidt (eller meget?) mindre, så der ikke trækkes for store veksler på klodens ressourcer. Overvej at springe et måltid over og frem din egen overlevelseskapacitet, som professor David Sinclair kan forklare nærmere om i sin indkredsning af longevity strategier. Har du nogensinde oplevet/overvejet at gå sulten i seng eller faste i flere timer? Overvej ernæringsheuristikker som en tilgang til kostråd
• Skærm dig fra FUD (Fear Uncertainty and Doubt), som er noget, medieindustrien har stor interesse i at sprede budskaber om, der igen kan sprede flere (tvivlsomme eller lodret redundante) “nyhedsudsendelser”. Eller fremme dagsordner, som ikke tjener almenvældet
• Brug dine vågne timer på at tænke over og handle på at dyrke, fostre og mestre det, du mener, du bedst kan bidrage med til “den asketiske omstilling”. Men tag gerne et ærligt blik på, hvad der reelt er/bliver behov for, i samme ombæring. Det behøver ikke være at designe flere letomsættelige havemøbler i fyrretræ eller at være CEO i Californien inden du runder 29. Dilemmaet er, at unge skal ud og bidrage på “andres præmisser”, fordi det er en økonomisk verden, de træder ind i. Med jernbure og logikker, der kan reagere med allergik på modsigelse – hør blot denne Supertanker-udsendelse om dilemmaet med uddannelse og økonomistyring (Radioudsendelsen Supertanker, mandag 30/05-2022, Økonomi styrer, hvordan vi bliver klogere)
• Sæt “fornuftige” rammer for forbruget af masseunderholdning a la streamingtjeneste binging og deslige. Selv umættelig serieslugning kræver bundfældelse
• Er du helt rundforvirret af tidens normløshed? Overvej en pilgrimsvandring, religiøst interesseret eller ej. Du behøver ikke være kristen for at gå og vandre virkelig langt, evt. i forsøget på at lære mere om dig selv. Det er bevægelse og askese i en klassisk konstellation, som for længst er blevet en “turistevent” visse (alle?) steder
• ? – det uventede. Tænk over, hvad det er for en verden, du gerne selv vil nyde godt af og give videre til kommende generationer

Om askese kan danne en ny fødsel i os, i Hanna Arendts forståelse af ordet natalitet, en anden genfødsel, med viljen som instrument, skal jeg lade være usagt. Vi er så vidt vides skabt til at skabe vores egne forandringer. Teknologiens udvikling kan måske fremme en modsat opfattelse, den af passificering, efterabelse, disruption og overflødiggørelse. Måske er asketisk levevis i en eller anden afskygning et værn mod sådanne tomheds og “til overs følelser”. Frem for konstant sammenligning og spejling i neurotisk selvoptagethed og ængstelse for ikke at slå til. I moderne mediekorridorer.

Undgå dovenskabens moralisme

Med bebudelsen af askesens genkomst skal vi undgå at forfalde til doven moralisme. Et hvert tilløb til fanatisme bør mødes med et højlydt dommerfløjt. Vi skal blive bedre til at skelne mellem hvilke asketiske kropspraksisser, leve- og tænkeregler, vi søsætter og bruger som guides for vores tilværelse. De personlige erfaringer og fingeren solidt plantet i eksperimenternes bolledej er sikkert mere værdifulde end blindt at adlyde og stakåndet efterleve marcherende paroler og sundhedisme.

Vi bør samtidig passe på, at vi ikke overanstrenger forventningerne til sport og sundhed, sådan som sognepræst Mikkel Wold skriver om i Krop og ånd – Og meningen med livet: Samtaler om sport og spiritualitet, med Bente Klarlund som co-skribent.

Her sætter Mikkel Wold spørgsmålstegn ved ekstremsporten med BASE jumping, fridykning, free solo bjergklatring og big-wave surfing, hvor højrisiko elementet lader til at skulle inkorporeres for at vi kan mærke os selv gennem adrenalinkicket eller “bryde vores grænser”. Eller måske for at komme i kontakt med følelsen af usårlighed, udødelighed. “I am invincible”. 

Wold henviser også til den norske sociolog Joachim Isaksen, der har undersøgt fænomenet ekstremsport. Isaksen fremfører tre ting, ifølge Wold, som ekstremsportsudøvere beretter om, kan lære os:

1. Mod 
2. Ydmyghed
3. Evnen til at håndtere større farer gennem tilvænning til farer. En livsresiliens og en modstandskraft, som i tiden er meget efterspurgt i flere sammenhænge, fra jobmarkedet til sporten, til familielivet

Det kan lyde værdifuldt og inspirerende, men som sognepræst knytter Mikkel Wold en interessant bemærkning til disse personlige egenskaber:

“Man kunne med god ret spørge, hvad denne modstandsdygtighed skal tjene. Er det livet i al almindelighed, eller føler man sig ovenpå i en verden, der er mindre og mindre inkluderende, og hvor den stærke klarer sig og den svage bukker under?” (Krop og ånd – Og meningen med livet: Samtaler om sport og spiritualitet, s. 29)

Egoisme eller samfundsblik

Her fornemmer man kristen næstekærlighed eller blikket for andre end sig selv. Og det er just askesens udfordring, kunne jeg forestille mig. At man kan glemme de andre, at tilværelsen bliver en overlevelseskamp, mere end en rejse, der også rummer solidaritet, samhørighed, fællesskab og meget andet godt. 

Til faldskærmsudspringerens tankeløse, om end sikkert ikke ildemente proklamering – “it’s better than sex”, mener Wold, at hvis vedkommende er gift eller har en kæreste, ikke just opnår taktfuldhed som en sidegevinst af adrenalinrusen. Underforstået, så vidt jeg tolker ham, at vi skal passe på, vi ikke sætter det mellemmenneskelige ned på anden, tredje eller andre pladser. Et rush og et kick er næppe heller i sin korte “orgiastiske hormonrus” det samme som livsfylde. En fylde askesens mere stoiske facetter måske kunne rode bod på?

En passant vil jeg hævde, at en indædt og lærevillig mangfoldighed i bevægelse som del af sin livspraksis ikke nødvendigvis, for ikke at sige umådeligt langt fra, bør sidestilles med ekstremsport. Bevægelse kan i min optik “fint antage” besættende karakter, så længe den er livgivende, udforskende, vibrerende og undlader at køre i ring. Den kan netop være indsigtsvækkende og stærkt udviklende, jo mere den får lov at blomstre. Men den må selvfølgelig ikke udarte sig til blind eller verdensfornægtende fanatisme. 

Det afgørende er, at uanset, hvad der nu udgør ens “ekstremisme-fetisch”, hvad enten det er bevægelse, sport, finere madlavning, nødhjælpsarbejde eller politiske forhandlinger ud på de lange nattetimer, må vi være åbne for andet end denne dyrkelse. For at den ikke får for stor en eksistentiel betydning.

Enhver, der er besat af langdistanceløb, VM medaljer, tennistrofæer eller hvad fanden det nu er, kender den lurende identitetskløft, der åbner sig under en, når der opstår skader. For hvem er jeg uden min cykelhjelm eller min hockeystav? Enhver ekstremudøvelse kan udarte sig til et surrogat for et livsgrundlag og et livsindhold. Jeg fornemmer Wold vil fortælle os, at “vi skal få os et liv”, eller i det mindste ikke glemme, at vi allerede har et.

Den eksistentielle tomhed

Hvis vi adskiller krop og sjæl, kan tomheden blive en konsekvens, og med den alle de rædselsfulde mørke huller i form af angst, depression, stress og hvad der ellers er på listen over psykiske derouter.

Der må være andre værdier i livet end sundhed og sport, er parolen. Jeg er fuldkommen enig og vil alligevel forsigtigt tilføje, at med bevægelse, tror jeg Wold mangler blik for, at dette fænomen netop kan rumme mange af de efterspurgte værdier, som ensidigheden, ensporetheden, ikke kan indfri. Den hviler nemlig ikke på en støttepille eller en hesteskyklap. Dermed ikke sagt, at den kan eller skal stå alene på sejrsskamlen.

Hvad bevægelsens bidrag, stort som småt, angår, kræver det antageligt, at den deles med andre og opleves i samhørighed for at det fulde udbytte kan indfries og forløses. Hvilket i sagens natur ikke klinger nemt i en hyperindividualiseret kultur, tilsyneladende drevet frem af medienarcissisme og selvpromovering med kommandotårne et sted ovre i Californiens IT-dal.

Intet kan stå alene. Heller ikke bevægelse, heller ikke astronautdrømme. Vi skal værne om mangfoldig livsudfoldelse, vitalitet, nærvær, selvbeherskelse, samt højdepunktsoplevelser, ekstase og kedsomhed. At søge forsimplede, forkrampede kontrolbårne eksistensveje er måske en blindgyde i en ukontrollabel kultur.

Vi må åbne os for al kaotikken og lukke for skodderne samtidig. I en eller anden form for harmonikabevægelse. Nemt er det ikke. Og derfor falder manges valg nok på at give op, andre satser alt på middelmådighed, foragt for toppræstationer, eller fanatisk opslugthed af nørdede interesser og sport – som lurer eller do’er.

Lad os få Frankl på banen

Jeg har altid væres fascineret af den jødiske psykiater Viktor Frankl, siden jeg for mange år siden i Psykologi og eksistens læste hans hårrejsende beskrivelser af, hvordan han kom på logoterapien gennem sine erfaringer i koncentrationslejropholdet i Auschwitz.

Wold griber også tilbage til Frankl, når han skal fremhæve sine kernepointer om mening i tilværelsen. Han henviser Frankls essay Sport – nutidens askese, hvor han skriver, at mennesket er drevet af en jagt efter mening og livsindhold, og netop derfor et rettet mod noget uden for sig selv og står i forbindelse med noget andet end sig selv.

Livet består af udfordringer, der skal være passende for at individet ikke visner og ikke føler sig udfordret. Hvilket velfærdssamfundet måske ikke altid kan være garant for. Man kan blive helt “neurotisk”, hvis ikke disse behov mødes.

Her vil jeg kort indvende, at mange i velfærdsstatens tjeneste og i samfundets arbejdsliv generelt, måske snarere føler, at der er lidt for meget spænding i deres arbejde til tider. Men den “klassiske indvendig mod samfundsbureaukratiet” er næppe helt outdatet alle vegne. Der må stadigvæk være nogen eller mange, der keder sig rundt omkring og føler sig medgørlige, men ikke nyttige, er mit gæt.

Hvad skal det 21. århundrede bringe?

Frankl ser, ifølge Wold, at tendensen i det 20. århundrede handlede om, at verden var sandet til i splittelse, hvor der havde bredt sig en følelse af formålsløshed og tomhed, et eksistentielt vakuum, der efterlod mennesket til selv at skabe spænding.

Ekstremsportens løfter om at lære ydmyghed og mod kan muligvis opfattes som værende den medicin, mange påkalder sig nu om stunder for at ulme en stadig større følelse af tomhed og fremmedgørelse. For at tale med marxistiske undertoner. Der er i øvrigt mange andre end ham, der har talt om fremmedgørelse.

Der kan i sådanne anstrengelser sanses, ganske vist på en kunstig måde, ifølge Wold, det, ægte opofrelse og store præstationer leverer på et dybere plan.

Det er tilsyneladende derfor, at Victor Frankl kalder sporten for den “sekulariserede form for askese”. Wold hævder, at problemet for alvor opstår der, hvor sporten kommer til at brede sig, så at sige over hele spillepladen. Her opnås der ikke “banko”, men snarere fallit, som jeg læser Wold. Fordi sporten bliver til enerådigt livsindhold, der overdrives ud i det absurde. Enhver der har oplevet en solnedgang forstår, hvad jeg mener.

Askese – middel eller mål?

Ordet askese, der kommer af græsk askesis, der betyder øvelse, kommer til at blive religiøs indøvelse. Religionserstatning måske endda ligefrem, der skal lede til større indsigt og erkendelse. Og her hejser Wold ligeledes fanatismeflaget som alle store religioners fjende – og nabo.

Askesen skal altså være et middel, men ikke et mål i sig selv, er budskabet hos Mikkel Wold. Om askesen er (erkendelses)midlet til at frigøre sig fra “de bindinger, det almindelige liv fastholder mig i” (Krop og ånd – Og meningen med livet: Samtaler om sport og spiritualitet, s. 32), kan der givetvis debatteres mere indgående om.

Målet er erkendelsen af sandheden i den traditionelle udlægning. Men Wold nævner nu også humoren og selvironien som forløsende eller måske punkterende remedier imod fanatismens opblomstring eller uretmæssige ekspansion.

Målet er ikke at ende i eksistentiel tomhed, som Frankl forudså, og en “affortryllet verden”, som Max Webers begreb dækkede over, hvilket Weber med egne ord mente: “at menneskeheden tror, den kan beherske alt med beregninger” (Krop og ånd – Og meningen med livet: Samtaler om sport og spiritualitet, s. 32).

Som sognepræst runder Wold af med at trække de store ord frem, som vi åbenbart ikke rigtigt kan forlige os med i tidens tælleapparat:

“Vi opdager nødvendigheden af sammenhængen mellem krop og sjæl, men vi har ikke lært os nok om sjælen, for slet ikke at tale om begrebet ånd, og derfor kaster vi os over det overskuelige og målbare, for vi elsker det skalérbares og det numeriskes tryghed” (Krop og ånd – Og meningen med livet: Samtaler om sport og spiritualitet, s. 32)

Op på de høje spirituelle nagler?

Eftersom jeg ikke er videre bevendt ud i åndeligheden eller sjælens mysterier, lister jeg mere eller mindre andægtigt ud af bagdøren og overlader disse alvorlige højstemte emner til sagkundskaben. Hvem der ellers måtte mene at have forstand herpå. Den åndløse materialisme lader i hvert fald ikke til at føre til målstregen, som jeg læser Wold.

Spørgsmålet er, om der findes en “sandhed”. Også om askesen? Korsgaards pointe er jo, at det er for tidligt at sige noget om, hvad den kommer til at betyde.

Jeg håber i det mindste at have tilvejebragt begrundelse nok til, at vi holder os i midten af kanoen, når vi affyrer kanonen, så den ikke kun bliver et engangsknald, men en balanceakt, som så meget andet her i tilværelsen. Vi må jo under ingen omstændigheder glemme selvbestaltede og til tider underlødige traditioner, højspændte højtider, rundrejser, optimaloplevelser i operaen, kurmageri, forførelse (nu med egen sagfører i kulissen), naturdannelse, genforeningsfester på gymnasiet og mandag morgener på kontoret samt Picassos galskab og Ejer Bavnehøj for åben himmel. 

Imens kan du med god samvittighed nyde høj- og sensommeren, i skyggen af rekordhøje hedebølger, og hellige dig en retræte fra hverdagens konstante opmærksomhedskrævende præstationshysteri.

Asketer, træk jer tilbage fra larm og støj, men fremelsk styrken til at efterstræbe det autentiske (sam)liv uden fortrydelsesfrist. Men gør det i moderationens tempo. Deri ligger et ydmygt bud på sandheden, selveste Aristoteles måske ville nikke anerkendende til.

Hvem ved?