Forside > Bevægelse – basis > Bare at gå

Tillad mig at starte i lidt højere luftlag. Vores landsfaderlige filosof Søren Kierkegaard har alle dage været leveringsdygtig i spidsformuleringer. Lad os derfor lade ham sætte scenen for denne bevægelsesform:

“Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke [kan] gaae fra den. Selv om man gik saaledes efter sit Helbred, at dette bestandigt var een Station forud – jeg vilde dog sige: gaae! Det er jo ogsaa aabenbart[,] at man dog ved at gaae bestandigt kommer Velbefindendet saa nær som det er En muligt, selv om man ikke ganske naaer det, – men, ved at sidde stille, og jo mere man sidder stille, desto nærmere kommer Ildebefindendet. Kun i Bevægelse er Sundheden og Frelsen at finde. Nægter Nogen, at Bevægelsen er til: saa gjør jeg som Diogenes, saa gaaer jeg. Negter Nogen, at Sundheden er i Bevægelsen, saa gaaer jeg fra alle sygelige Indvendinger. Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok” (SK i et brev til sin svigerinde Henriette (Jette) Kierkegaard (1847), her gengivet efter B&A 150, s. 168)

Kirkegaard var som bekendt en dybsindig tænker, og interessant er det, at netop han fandt, at der ikke fandtes en tanke så tung, at han ikke kunne gå fra den. Medicinen i form af at gå sig ud af “tunge tanker” forekommer derfor fuld af potentiale. Kan det gælde alle tanker, bekymringer, kredsende tanker, tvangstanker? 

Hvad er dette “saa gaaer det nok” egentlig for en formulering? I praksis vil nogle tanker nok være lettere at få skabt distance til og “lade passere” end andre. Ikke mindst i særlige livssituationer, hvor der virkelig kan være pres på ens helbred. Jeg tænker her på alle slags (livs)kriser.

Måske kan gåture ikke helbrede sindet eller få alt indvortes bragt i balance, men det kan være en yderst værdifuld lejlighed til at komme i dybere kontakt med sig selv og kroppen, som også berøring lader til at kunne. Og kontakten til havets bølger, evt. i form af gåture. Måske endda ligefrem de større tankeperspektiver, gennem tankevandring.

At gå involverer ikke bare kalorieomsætning på autopilot og muligvis med pace i form af skridttæller. Det er en kontemplativ og sensorisk praksis, der indvirker på vores tanker, men også vores følelser og sansninger. Det er en bevægelsesform, som bevæger både organer, hjerne og hjerte.

Livssundt at gå

Åbenlyst er der i citatet fra Kierkegaard et mellemværende med sundheden, men som jeg eksempelvis undersøger i motivation – indblik og overblik, er sundheden lidt af en splittelsesfaktor, hvor vandene let deles i fraktioner af opfattelser. Nogle sværger fanatisk til konkrete sundhedsprincipper og andre tager så meget afstand, at deres sundhed over tid kompromitteres udover enhver tænkelig tvivl. Andre kæmper med at finde en balance, evt. på grund af livsomstændigheder, medfødte strukturelle anatomiske problemer osv.

Kunne flere mennesker mødes i moderationens midtpunkt og enes om en dydsetik, aristotelisk eller ej, der søger at finde en balance imellem det gode og det sunde liv, kunne megen forebyggende livssundhed være opnået. Det er blevet fremført, at over 60% af vores livsstilssygdomme kan forebygges. Så der er grund til gå efter de lavt hængende bælgfrugter.

At gå betragter jeg, og mange andre, som en sådan livsledsager, der grundlæggede tilbyder rigtig meget allround sundhed. Og samtidig pirker gevaldigt til tanken om det gode liv.

Sætningen “saa gaaer det nok” antyder også, så vidt jeg læser det, en potentiel selvbesindende balancering af vanvidstendenser i begge yderpoler. Vi bør ikke skeje for meget ud med en usund levevis og heller ikke blive religiøst optaget af at have styr på alle verdens sundhedstips.

Gåture, det at gå, vandre, slendre og hvad de mange gåformer nu ellers hedder, er gode bud på en modereret bevægelsesform, hvor der er særdeles mangesidige fordele og helbredsmæssige implikation at skrive sig bag øret. Det er muligvis den mest lavthængende “bevægelsesfrugt” sammenlignet med alle de gavnlige effekter, den byder på.

Gåturens intuitive appel

Det er ikke just lukkede døre, jeg sparker ind med denne side under Bevægelse basis om at gå. Gud og hver entusiast har efterhånden fået øje på gåturens fornøjelser, og det kan der ligge en intuitiv og enkelt sandhed bag. Det er tilgængeligt, og det er til at overskue for de fleste, indviede i bevægelse eller ej.

De færreste tænker på konkurrence som det primære træk ved gåture. Kapgængere er muligvis uenige heri. Mange er ikke desto mindre optagede af skridttællere og apps, der tracker og måler skridtmængde. Andre ser et kultiveret snit til at etablere “filosofiske vandreture” i byliv og andre steder. Gåture kan også være legitim arbejdspladsmotion i form af “walk and talks”, eller en måde at få gang i fordøjelsen på efter et måltid.

Udover disse eksempler har gåturen en direkte appel, al den stund, at den ikke kræver nogen forkundskaber. Vi er som art skabt til at gå, om end der er en masse mellemregninger her. For mange moderne menneskers vedkommende. Udstyr, passende tøj og et par sko. Intet andet. Gåturen tilbyder, at vi lige kan få klaret hovedet, og få lidt frisk luft mellem andre gøremål. 

Gåturen har en relativt uanfægtet position som en måde at holde det basale ved lige, at få rørt sig og alt det, der fører med. Mange der er endt i så dårlig forfatning, at mere bevægelsesrettet aktivitet forekommer uoverstigelig, opfordres gerne til at starte med gåture. Af lægevidenskaben, ikke kun af sådan nogle som mig.

Lav startbarriere og vedholdenhed

De psykiske indtrængningsbarrierer er heller ikke så titaniske og modstandstyngede. Folk kan i stor stil godt se værdien i at sætte det ene ben foran det andet, uden brug af en masse motivation. For nogen kræver det et gå-skema, hvor der er noget at forbedre fra tur til tur. For andre en blodprop, eller en ven eller “gå-makker” til støtte og samvær. Andre igen bliver tossede af at stirre for længe ind i skærme og længes helt naturligt efter afkobling i det fri.

“Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok” kan dække over så mange ting. Du kan få en træls kollegakonflikt på afstand i en indre konfliktopløsning og få taget brodden af stressende adfærd i øvrigt.

Læg dog mærke til, at Kierkegaard bruger sætningen “…bliver ved…” og antyder dermed et forhold, som vedrører vedholdenhed. Det er sandt, at mange bække små gør en stor å, men det er også sandt, at en lang gåtur kan gøre underværker.

Man kan endda tale om at heles i kraft af naturen, hvis ellers man går ud i den. At gå og naturrelationen er to forhold, der virker som skabt for hinanden. Men man kan altså også gå alle mulige andre steder. Moder natur står måske bare nr. 1 på skamlen over idealbetingelser.

At gå er måske ved at “gå i glemmebogen”, for der skrives bøger, spændende bøger om det at gå godt, samfundsoplysende bøger, og det kunne være tegn på et eller andet? Mister vi sansen for det, vi ikke længere fastholder et forhold til, risikerer vi at at miste noget vitalt. Elementær biologisk, emotionel og sindsmæssig kalibrering.

Med denne kropspraksis, som det jo egentlig også er, selvom jeg kalder det bevægelsens basis, er du godt rustet til at leve op til myndigheders anbefalinger om motion. Samtidig mindes du om værdien i at komme i kontakt med dig selv på indtil flere planer.

Alt det – af bare at gå.

Sundhedslaget – gåturens basis

Lad os starte med essensen. Professor Bente Klarlund Pedersen er ofte god at tage med på råd, når det drejer sig om almen befolkningssundhed. I Diabetesforeningens medlemsblad Diabetes (juni 2022) koger hun tingene ned, så de fleste får overblik over det at gå. Det er afsættet ind i lavpraktikken.

Det er således min omskrivning, tilsat egne uddybninger, du læser i det følgende. At gå har disse positive karakteristika:

• En tilgængelig form for motion. Det er ikke en “bedre” motionsform end andre, per se. Det er derimod en mere tilgængelig form for bevægelse, da flere og flere “21. århundrede mennesker” står af på hårdere motion (det har vi ikke altid gjort)
• Bedre stofskifteregulering, hvilke fremmer bedre appetitregulering
• Positiv indvirkning på kredsløbet (inddrag derfor det bakkede terræn og de hurtigere gåture også, for at få pulsen i vejret. Gå til det punkt, hvor det føles lettere anstrengende at føre en samtale – eller over)
• Kalorieomsætning og fedttab er andre væsentlige effekter heraf. Men kalorietælleren kan måske skuffe med tallene, der ikke viser noget voldsomt imponerende forbrændingstal, hvilket ikke bør afstedkomme misforståelse eller præmature skuffelser. For det er i appetitreguleringen, at “miraklet” ligger, som indirekte påvirker kalorieomsætningen
• Bedre blodsukkerregulering for diabetikere og andre mennesker også. Bedre blodsukkerregulering, den del der er ansvarlig for insulinresistens, om end for diabetikere vil det ikke fremme bugspytkirtlens evne til at udskille insulin. Risikoen for at få lavt blodsukker er for type 1 diabetes højere ved mere krævende motion end ved at gå
• For overvægtige: forbrænding af fedt omkring indre organer samt en mere skånsom motionsform for leddene end løb etc.
• Positiv indvirkning på blodtrykket. At gå assisterer med at nedsætte risikoen for hjertekarsygdomme
• Reduceret dødelighedsrisiko. 30 minutter om dagen i raskt tempo reducerer, ifølge Klarlund, risikoen med for tidlig død med 30%. Gælder alle mennesker. For diabetikere skal der dog eksempelvis mere til – der er god effekt på ovennævnte parametre ved intervalgang med skiftevis 3 minutters hurtig gang og 3 minutters langsom gang
• Varigt vægttab. Bente Klarlund henviser til “meget velfunderede studier”, der anfører, at 96% af dem, der har opnået et varigt vægttab, og har formået at holde det stabilt i et år, har gået 1 time hver dag. Der har vi et direkte bud “enhver” kan lodde sin motivation efter. Der er også gode resultater i spandet mellem 30-60 minutter. Man kan måle resultater ned til 15-20 minutter. Det er således et godt sted at starte og trappe op fra
• Det mentale helbred styrkes. Risikoen for angst, depression og stress mindskes. Men man kan ikke sidestille det at gå med behandling, påpeger hun. I øvrigt uden at begrunde det (hvilket ikke betyder, at hun ikke er i stand til det). Det at være i bevægelse stimulerer humøret. Det tyder på, at det kan fremme udløsning af centrale glædeshormoner som serotonin og dopamin. Hormoner som er med til at fremme følelse af glæde, tilfredsstillelse og at blive belønnet (at have tilbagelagt en masse kilometer på en gåtur er jo lidt af en præstation, der kan mærkes, den bærer måske til dels glæden i sig, tænker jeg)

Det er også afgørende at komme omkring de antageligt mindre belyste aspekter at det at gå, så vi udvider horisonterne. Her er nogle af mine tanker om sådanne aspekter:

• Vi rekalibrerer vores kropsholdning i forhold til det siddende livs dominans, med alle de muskulære, neurologiske implikationer etc., det kan have
• Helbreddet beskyttes på mange parametre samtidigt. Synet for eksempel, der ikke får samme “fokus” som led og kredsløbet
• Ledstyrke – vores led får righoldig næring og det er ofte leddenes modstandskraft, der gør, at vi viger tilbage for mere bevægelse. At gå leder til mere bevægelseskapacitet i led og muskler
• Udholdenhed – vores kroppe kan bevæges i lang tid, da det er en blød form for bevægelse – en positiv spiral
• Sygdomsforebyggelse og funktionel vedligeholdelse af kropfunktioner, organer og sind er mange godt klar over. Men der er flere lag heri – ikke mindst er det sundt at være ude og få lys og frisk luft. Dette fremmer formodentlig en bedre søvn, men også resiliens, især når vi mærker og tilpasser os kulden på gåture i vinterhalvåret
• Mental støvsugning – der sker ikke sjældent en opklaring af sindet (især når du går alene og ikke er tynget af konflikter eller andre presserende bekymringer). En opklaring, der kan mindske en overflod af kredsende tanker og sågar skabe grobund for nye tanker og ideer, som er mere originale, end når vi sidder ned. Vi kan blive kreative af at gå

Formålsløs gang kan endda blive til godgørende formål senere hen. Kreativitet kan vokse ud af den proces, som det at gå kan åbne op for. Og der kan opstå bedre beslutninger herudfra.

Men hvordan kommer du i gang, sådan på det lavpraktiske plan?

At kickstarte gåture

Hvordan kommer jeg i gang, spørger vi åbenbart i 2022, når vi ikke er (jævnligt) gående?

For en eftertænksom betragtning kan dette lyde helt og aldeles fuldkomment forrykt. Men vi må mødes i øjenhøjde og respektere, at vi er der, hvor vi er. Jeg kan personlig mærke en indignation, frustration og vredesfølelse over, at tilværelsen kan gøre os blinde, glemsomme eller immune overfor noget så dyrebart og enkelt som at gå. At vi skal have filosoffer, professorer, “storywalkers” og andre gådisciple til at få os med på slæb. Jeg vil svare mere alvorsfuldt med det skal, der fremføres i Kærlighedens gerninger, igen af Søren Kirkegaard.

Du skal gå – dette hjertevarme, insisterende, ærbødige og dybt afgørende skal, jeg beundrer Johannes Møllehave for at have formidlet så stærkt i forhold til kærlighedsbegrebet. Du skal. Det har ikke den formanende klang over sig, men en intimt fortrolig alvorsfuldhed.

Kan man få et kærlighedsforhold til det at gå? Ja, det kan du erfare ved at gå oftere selv. Jeg omskriver igen, med egne tilføjelser, hvad de praktiske råd angår, fra artiklen i diabetesbladet:

• Bente Klarlund Pedersen foreslår, at du skal lave en aftale med dig selv eller med en makker. Det sidste er for nogen mere forpligtende, da indre aftaler kan brydes. Jeg kommer i tanke om, at vi sågar har haft en statsminister, der på talerstolen udtrykte de berømte ord “man har et standpunkt til man tager et nyt”. Det skal vi undertiden lægge mærke til, at dette skifte ikke bliver for nemt. Vedholdenheden er den del, der åbner for de dybere aha-oplevelser, fremskridt og mere motivation. Det er opstartsfasen, du skal igennem, så vanen bider sig fast
• Et par sko – åbn din dør og gå… (gør det så enkelt, at der ikke er noget, der forhindrer dig i at gå)
• Gå til aktiviteter, hvis du kan, eller når du skal til B fra A, hvor det giver mening
• At vandre kan forekomme efter, at du er kørt hen til en lokalitet, hvis du bor i en midtby. Men det er ikke et must, at du går i naturen. Det er bare så meget mere bekræftende, fordi det passer godt sammen. Grundpointen står. Du kan gå alle vegne
• For dig der har det meget svært med at komme i gang, er det at sætte meget små mål bedre end at fare for ambitiøst til værks. Bente Klarlund foreslår 300 skridt om dagen (som må være for meget ukampdygtige nybegynder gængere). Et nyt mål kan så sættes efter nogle uger – en lille selvkonkurrence. Men skridttælleren er ikke den eneste motivation og den har fået meget opmærksomhed, der har sløret fokus på andre aspekter, er min umiddelbare fornemmelse. Jeg ser mange, der “træller under denne målingstrummerum i målrettet gang” og slet ikke ænser de langsomme effekters sande forrang. Men hvis det er motiverende, er det bestemt relevant
• Nogle motiveres gennem tiltag som vandre og gågrupper og andre initiativer, der samler folk i vandrefællesskaber. Der kan være fastholdelse og vedblivende motivation til forskel. Udemærket initiativ, men et voksent menneske bør som hovedregl nok selv kunne (bringes til at) gå uden at andre nødvendigvis skal støtte det, tænker jeg. Det er noget af det mest naturlige og fundamentale man kan foretage sig. Jeg ved desværre udmærket godt, at det ikke omfatter alle mennesker, som tingenes tilstand er og at manges helbred sår tvivl om selv denne umiddelbare livsunderstøttende aktivitet. Men alle tiltag der fremmer mere gåaktivitet hilsner jeg velkommen

Så vidt Klarlund Pedersens udmærkede anbefalinger.

Tag skridtet videre?

Hvis du er mere ambitiøs og træningsrettet, er sæd- og usædvanligt godt gående og leder efter nogle måder, du kan skabe yderligere intensitet på din gåtur, vil jeg nævne følgende:

• Gå i kuperet terræn – inddrag andre bevægelser undervejs 
• Gå baglæns løbende og også ipsilateralt (samme arm og ben svinger samtidigt)
• Gå på trapper
• Stavgang – er for nogen en måde at få skabt ekstra udfordring, hvor armene bliver inddraget. For andre giver stavene en ekstra støtte
• Eksperimentér med at iføre dig en vægtvest, de findes i mange slags vægtklasser
• Gå med vægte – her kan jeg især fremhæve “Farmer walk” og “Suitcase carry” som to øvelser hvor gang og træning kombineres
• Meld dig ind i et vandrelaug eller lignende

Yderligere inspiration til din gåpraksis

Folk med hunde går markant mere end folk uden hunde, er der nogen, der påstår. Men lad være med at købe en hund, bare fordi du har brug for at lære at tage ansvar for at gå. Din hund vil sikkert kunne ændre på andre ting i dit liv ved samme lejlighed.

Hvad kan udvidede gåpraksisser i så fald bestå af, der sætter mere gang i gåturene?

• Bare gå i gang med at gå. Sæt tid af til det. Udvikl en rutine, når du planlægger din uge, om nødvendigt. Men mærk først og fremmest behovet og adlyd det. Hvis det stadigvæk er intakt? Der er en kalden, der kan mærkes, men som ignoreres af alt for mange. Heri ligger den første opgave. At blive opmærksom på (gå)behovet
• Med tiden kan du gøre dine gåture mere varierede i forhold til bevægelsens øvrige dimensioner og tilføje andre former for bevægelse, styrkeøvelser, terræninviterende bevægelser, balance, kravlen, hop og spring
• Pluk de lavthængende frugter. Du får mere gang ind i dit liv ved at gå hen til lokaliteter i stedet for at bruge bilen, cyklen eller offentlig transport. Når du ankommer, er det med en anden følelse i sindet (eks. “turistvejen” ind til Råbjerg Mile versus vejen bagom). Men det gælder også i lufthavnen, i byen, når du parkerer lidt udenfor centrum osv. Drop rulletrapperne og elevatorerne og brug din krop
• Tag omveje for at få gået noget mere, især hvis dine destinationer ligger tæt på. Skab plads til flere lange ture
• Udforsk nye ruter, for at udforske nye oplevelser, stimulere hjernen anderledes
• Bær dine varer hjem fra dagligvarebutikken. Det er god gammeldags udholdenhedstræning og styrke for arme og skuldre og kroppens trunkus og giver god vægttræning til bentøjet også
• Tag formålsløse gåture og modstå den indre stemme, der siger “jeg skal nå dit og dat og være effektiv og vigtig hele tiden”. Formanende sagt, pas på med hvad du dømmer som værende “formålsløst” og “vigtigere” end gåture. Transformationer er til for at blive oplevet
• Tilpas dit tempo til dine behov, din nuværende tilstand og helbred og byg lag på lag uden nødvendigvis at gøre det til en konkurrence. Hav langt lys på og mærk de mange forandringer hen ad vejen, når du går tilstrækkeligt meget til at kunne mærke forandringerne. Led efter “point of no return”, hvor du er overbevist
• Leg med dine intentioner med en gåtur. Er det afslapning eller komtemplation, en tur, der udvikler sig, evt. i en ny retning osv.? Er det målet at blive afklaret om noget, at blive mere klar i hovedet, at få dampet af efter et ophedet skænderi, eller at dufte noget i naturen? Hvad sker det med tempoet i din sindstilstand, hvis du går rigtig langsomt, praktiserer slow walking?
• Leg med gangarter – helt basic – fox walk, storkegang (ja den vækker opsigt, derfor på egen hånd), ipsilateral gang, “forankrende” gang, der grounder dig osv.
• For de mere nørdede og ublu typer som mig selv er kunsten at udvikle nye “walking explorations”, som jeg selv ynder at kalde det, altid en mulighed, ikke mindst når der ikke er andre til stede. Jeg danser, leger med bølgebevægelser, armsving, SROMP-bevægelse, prehap, rysteteknikker og alt muligt andet finurligt fra værktøjskassen, jeg lige får lyst til at slå hul på normaliteten med. Det gælder om at bryde vaner engang imellem og at ændre på gåture kan være meget vanebrydende, er min personlige erfaring, eller humørforandrende

Men hvad med det personlige forhold til gåturen, hvor står jeg selv der?

Mit forhold til gåture

Jeg er efterhånden blevet introduceret til, og har erfaret så mange aspekter af gåturens meningsfuldheder, at jeg har lyst til at samle lidt af disse op og gøre status samt også kigge lidt frem.

Jeg fik for alvor smag for det at gå under et fag på Nordsøhøjskolen for mange år siden. Jeg meldte mig til et “fag” om vandringer i Vendsyssel, og det var just, hvad jeg oplevede. Alenlange og kilometerlange vandringer i timevis, som i dagsvandringer. Det ændrede radikalt mit blik på gåturen og fik sat noget i gang i mig, som også fik en intellektuel udløber i form af en passion for essaygenren, der netop har en berøringsflade til det med at gå.

Det var de lange ture, der gjorde forskellen. Det var dem, der ændrede mig. Alle på holdet oplevede denne dynamik, der opstår i spændingsfeltet mellem anstrengelsen og det at tilbagelægge gedigen afstand. Mærke at man flytter sig fysisk over større strækninger. Vi kom i form, bentøjet blev hærdet. Samtidig oplevede jeg, at disse looong walks skabte rum for stilhed og selvforglemmelse, foranlediget af noget så elementært som træthed, såvel som grundige, uforglemmelige og ophedede, passionerede samtaler. Vi kom ned i værdilaget og fik brudt overfladesnakken, hvor frustrationerne ofte ventileres.

Skal jeg pege på en ting, jeg vil prioritere i min alderdom, skulle jeg nå dertil, må det være at søge ligesindede, evt. i et vandrelaug. Det er en gave at gå, jeg ikke for noget ønsker at miste. Alligevel må jeg, som mange andre, tage mig selv i nakken fra tid til anden, for at “få taget min egen medicin”, da hverdagens andre aktiviteter flytter fokus og rokker ved roret i prioriteringsbåden.

Den båd, jeg selv skal sørge for at være styrmand for. I skrivende stund er vejret godt. Det er sommer og det er en god periode at få gang i en ny gåvane på. Jeg går derfor meget i øjeblikket og det er aldeles befriende og næringsrigt for sjælen.

Andre praktikaliteter ved at gå

Lad mig runde en række af de aspekter i relation til det at gå, jeg finder særligt væsentligt at praktisere jævnligt eller at være opmærksom på.

Diskussionen om skridtmængden og skidttællerfokuseringen anser jeg for at være en potentiel hjerteløs og afledende manøvre, som ikke bringer os dybere ind i det at gå. En mistænksom blindgyde af mekanisk tomhed, hvor relevant den end kan være konciperet, og hvor megen gavn den ellers måtte sprede. Den kan nemlig pirre fraværet og skabe en fokusforstyrrelse fra et ellers roligt og sanseregistrerende blik hen over landskabet.

Ikke alt behøver at planlægges, selvom digitale ruteforslag og kropsmålinger kan være nyttige. Er fokus på skridtmængder, skridttællere og “at knække ruter” fremmende i dette perspektiv? Kan vi abstrahere fra teknologiske remedier, er det en statusmarkør, når vi har et smart watch på? Signalerer vi så, at vi er aktive? Svarene behøver ikke være entydige.

Lad os udvide horisonten, få os selv med i det levede liv, når vi går. Så teknologien ikke ender med at være det, vi gør det for. Og reducerer det at gå til en skridtkonkurrence med overmåde sundhedsmæssigt belæg og intakt samvittighed.

Men når jeg hører folk begejstret fortælle om deres skridtmeritter og hjertemålinger osv. tænker jeg, at det jo er forskelligt, hvad der driver os. Og hvis det virkelig er det, der gør forskellen, er jeg ikke den, der skal stå i vejen og agere bedrevidende. Slet ikke.

Jeg vil blot pege på andre kvaliteter i samme ombæring.

“Korrekt gang”

Kære læser, vogt dem for ord som korrekt, de kan være groft vildledende. 

Lad mig alligevel starte i den anatomiske ende. Hvorfor ikke smide lidt gangtips i den mere biomekaniske og tekniske forstand ind. Den indre optimator er altid på spil i mig, men der er nu også andre årsager. Nogle har det med at videreføre deres uhensigtsmæssige siddevaner fra stolen og udi terrænet, hvad angår det posturale, altså kropsholdningen. Her er f.eks. en række karikaturer på forskellige gangarter, som kan være med til at bevidstgøre, hvad du selv “har gang i”.

Forestillingen om det korrekte kan være hæmmende for den frie eksperimenteren med gangen. Og der er mange holdninger i omløb. Basalt set gælder det om at rejse sig mere op, få mere aktivering af glutealmusklerne (baller), sørge for en vægtfordeling, der ikke overbelaster overkrop og lænd i kraft af trækket fra tyngdekraften. Brystet holdes åbent og skuldrene hviler naturligt. Lad armene svinge frit. Undgå at indtage en manieret eller stiliseret holdning, når du går. Mærk, hvad der føles lettest og mest ubesværet.

Når du går, imødekommer du faldet ved at tage det næste skridt. Derfor er skridtlængden også en faktor. Vær afslappet, gå med flere korte skridt, snarere end tunge lange skridt. Så trykket fra landingen ikke forplanter sig for voldsomt i kroppen. Der er forskellige holdninger til landingsteknik, barfodsgang etc. Vi er skabt til at gå uden fodtøj, men det er ikke det samme som, at alle menneskers fødder er tilpasset hertil, da de fleste har vænnet sig til at gå med sko – med hælstøtte, høje hæle og lignende. Der er flere detaljer i “korrekt” gang, end jeg her opremser.

Pendanten til løb

Det samme gælder, når vi løber. Der er meget forvirring om, hvordan vi skal placere vores fødder. Det har professor Daniel E. Lieberman nogle interessante kommentarer til. Apropos dyden i midten:

Vær desuden opmærksom på, at variation også kan være naturligt, da vi er adaptive væsener. Vi tilpasser os.

En indlysende forskel mellem løb og gang er “flyvefasen”. Når vi sætter tempoet ned til langsom gang, kan vi mærke, at vi “danser med” tyngdekraften og skal arbejde for at holde balancen. Her spiller kropskernemuskulaturen en væsentlig rolle. Læg mærke til, om dit massemidtpunktet (center of mass) er foran føddernes støttepunkt (point of support). Det er ikke det samme, som at du skal læne dig kraftigt forover.

Tænk på at have en oprejst holdning, når du går. Når du sætter den ene fod foran den anden, for at aktivere “faldet” i gangen, kan det være gavnligt at tænke, at du forskyder massemidtpunktet fra hoften og din kropskerne, fremfor at tænke, at du skal gå med hovedet forover. “Some people are a little bit too much ahead of themselves”, som en yogainstruktør engang jokede med.

Blikket og sanserne

Hersker der en tendens til hele tiden at kigge ned på vejen, fremfor at orientere sig i landskabet, eller at se lige ud af vejen? I bekræftende fald, kunne det passende være noget, du kunne starte med at omstøde. Hverdagen er så rigeligt pakket med krav om fokusering og målrettethed, at gåture kunne være det dydsetiske midtpunkt, der balancerer vægtskålen igen.

Kig dig omkring, lad blikket vandre med sansningen. Åbn dine øje.

Jeg skal som bosiddende på landet ikke mobbe byfolket med fordomme om kvalitetsforskelle i det perifere syn, når det gælder land- og byfolk. Fraværet af horisont tror jeg ikke desto mindre kan have afgørende (indskrænkende?) indflydelse på et menneskes udsyn. Nogen vil sige i mere end en forstand, hvilket jeg undlader at kommentere på her.

Der er forskel på at kigge ind i bymure, husgavle og trafikale forhold, der konstant pirrer og fanger opmærksomheden, og så at gå og iagttage en høstemoden kornmark, mens vinden laver bølger i kornets toppe. No comparison whatsoever. Til gængæld er der andre tildragelser i bybilledet, vi også må være taknemmelige for.

Det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser. På en gåtur kan du lære at lade blikket vandre, få det perifere syn involveret, men også se langt. Du kan stimulere det vestibulære system med hovedbevægelser, mens du går. Det er godt for balanceevnen. Sundt og helende i mere end en forstand. I byen er der måske en tendens til, at vi indsnævrer og fokuserer mere målrettet, også fordi der er flere mennesker at forholde sig til. 

Flyt hovedet og flyt blikket. Se ikke kun ned, men også op og stil skarpt i ny og næ. Hav et mere roligt og flygtigt, men sansepirrende blik, når du går. Lad øjnene mætte dig med indtryk, snarere end forstyrrelser.

At gå er at falde

Nu bliver det meget bogstaveligt. Det at vi sætter det ene skridt foran det andet gør, at faldet udsættes. Vi falder, når vi går, og det er en balancekrævende aktivitet, der hele tiden kræver, at vi undgår faldet ved at sætte den næste fod ned. Katy Bowman er dog inde på nogle andre aspekter i Move your DNA, så faldmetaforen kan måske også overdrives.

På illustrationen ses den menneskelige gangcyklus. 

Det lyder som en livsskæbne. Og det er måske endda efterstræbelsesværdigt al den stund, at der kan øjnes en frihedsevne i gangen, især når vi er små børn.

Rebecca Solnit skriver lærd og omfattende om det at gå fra et historisk perspektiv. Det er en tour de force, hun begår i bogen Wanderlust: a history of Walking, hvor jeg sidder med 2001-udgaven fra forlaget Verso.

Jeg “falder” over en interessant passage et stykke inde i bogen, der omtaler noget elementært ved gangen, vi kan drage nytte af i bevægelsesmæssig sammenhæng.

Solnit skriver:

”This is easiest to see in small children for whom the many aspects that will later unite seamlessly into walking are still distinct and awkward. They learn to walk by flirting with falling…Children begin to walk to chase desires no one will fulfill for them: the desire for that which is out of reach, for freedom, for independence from the secure confines of the maternal Eden”. (Wanderlust: a history of Walking, s. 33)

Mange tænker ikke over, at gangen er et fald, fordi vi ikke længere er børn og nu har automatiseret dette bevægelsesmønster i hjernen. Men på den anden side af en kræftoperation, eller efter en færdselsulykke kan tingene se helt anderledes ud. Eller mindre dramatisk, når du sætter tempoet ned. Som i helt ned i hver eneste skridt, her mærker du igen balanceakten, du ikke skænker en tanke. Det er godt at gå langsomt.

Og så er der noget med det at gå og frihed. Pilgrimsrejser kan have en sådan trang iboende, andre pilgrimsrejser fører mod religiøse forpligtelser. Der findes frihedsmarcher og demonstrationer. Friheden kan være noget, vi går i møde.

Men lad mig holde fast ved det med langsomheden her, så det ikke bliver for filosofisk.

Gå ind i langsomheden

Vi bryster os af “brisk walking”, at gå i raskt tråd og alt det andet, der fremhæves i sundhedens navn. Det er for så vidt glimrende, langt hen ad vejen. Men det er næppe der, at de eksistentielle åbninger viser sig og andre af gåturens mere sensoriske og fænomenologiske facetter.

Gåturen er meget mere end skidtmængder og at få pulsen op. Alt dette er meget fysiologisk og kredsløbsrettet. Men giver næppe adgang til de egentlige gåjuveler, efter min mening. Det er dem, vi kan overveje at pushe noget mere i vores højteknologiske samfund. At gå i retning af nærværet og at være opmærksom på sindets transformative muligheder, simpelthen fordi hverdagen bugner af opmærksomhedsforstyrrende fokusskifte. At give slip fra den konstante tjekken og reageren på notifikationer osv. Mærk, ikke måle og oplev det ikke at være til rådighed.

Just derfor foreslår jeg et godt råd: gå langsomt, men langt og lær at lægge mærke til, hvad der er på spil i selve gangen og i omgivelserne samt i din interaktion med overgivelserne og inde i dig selv. Det vil højst sandsynligt berige din vandring og give dig en helhedsoplevelse, der slår skidtmængden med flere alen.

Udvid videnshorisonten om at gå

Wikipedias side om det at gå – Walking – kommer omkring denne menneskelige form for locomotion, også kaldet ambulation. Den giver et overblik over sundhedsfordele, forskelle mellem gang og løb, gangens oprindelse, gangarter, biomekanik m.m.

I Gå-bogen omtaler Professor Bente Klarlund Pedersen mange af de områder, hvor gåture gavner den menneskelige organisme. Hun kommer rundt om, hvad der forskningsmæssigt set er skidt ved ikke at gå, drøfter de “klassiske” fysiologiske perspektiver, belyser de hormonale forandringer, hvor vi kan “blive høje” af at gå, og ser også på de psykologiske aspekter med stress, depression og sågar angst og demens.

Modvirkning af hjertesygdomme, regulering af blodsukker, slankning, blodtryksregulering, antændelse af et “anticancerforsvar” er andre forcer ved det at gå. Sågar det “unyttige”, hvor hun drøfter tidsspildet, tankeplads og gåtures serendipitet er med.

Bogen er en letlæst og øjeåbnende introduktion til det at gå.

På den træningsmæssige og motionsmæssige bane vil jeg anbefale Marina Aagaards bog Gå dig i form, der kommer omkring et væld af måder man kan arbejde med gåture på i forhold kredsløbstræning og diverse gangtyper. Fra det helt grundlæggende til det mere krævende. Bogen giver en række bud på, hvordan du får flere skridt ind i dit liv.

Hvad angår litteratur i øvrigt, vil jeg minde om, at der er skrevet særdeles meget om at gå. Personligt vil jeg anbefale nogle af de reflektioner der optræder i en essayistisk bog, som hedder Vandringens gåde af Alexander Carnera Ljungstrøm, hvori forfatteren funderer over, hvorvidt vores livskraft ligger i bevægelsen.

Jeg omtaler desuden flere bøger, som tematiserer det at gå på min blog. 

DGI har som led i konceptet “Bevæg dig for livet” en guide til det at gå. Du kan få inspiration til din gåtur, blive gåvært for gåfællesskaber og se, hvor der er gratis gåfællesskaber i nærheden af, hvor du bor.

Dansk Vandrelaug hjælper dig med at finde og vælge vandreture i hele Danmark samt vandreferier.

Se også siden Baseline få styr på din bevægeligheds basis, hvor du kan læse om, hvordan du kommer i gang med at gå mere barfodet og iføre dig minimalt fodtøj i form af barfodssko etc.

Andre gangbare fifs

• Gå-dagbog – indeholdende alt fra tanker, følelser, smerteregistrering (hvad med at registre mildningen af smerter i stedet for?), sanseregistreringer, og hvad der nu får dig i gang
• Find en app, der kan hjælpe dig med ruteplanlægning. Der er et hav af muligheder
• Diverse teknologisk isenkram, som kan måle din tilbagelagte distance, din puls, skridtmængde, kalorieforbrænding osv. F.eks. løbeure, smart watches og hvad ved jeg

Men, og jeg gentager lige det helt store MEN i åbenbaringen her. Inden du forlyster dig, fortaber dig og forelsker dig i labert teknologisk grej, tillader jeg mig med en afsluttende bemærkning at minde om, hvad det var, der var essensen ved det at gå.

Nemlig bare at gå.