Nogle indlæg kan også skrives uden at jeg selv føler mig velbevandret i emnet. Jesperabild.dk handler også om, hvordan du udvikles igennem de ting, du endnu ikke mestrer. Eller hvordan du undgår at havne i en valgspiral, på må og få, på shopping efter de allestedsnærværende vragdele, som kan “få bragt balance i dit liv”.

Jeg ser dette indlæg som en oplagt, nogle vil sige en særdeles kærkommen, lejlighed til at udvide mine horisonter om, hvordan jeg og andre interesserede kan få mere gavn af naturen og vores liv i og med naturen. Personligt har jeg et mellemværende med fortiden også, og ønsker at tage tråden op fra indsigter og oplevelser, jeg fik med mig under et længere højskoleophold på Nordsøhøjskolen i Hirtshals for efterhånden mange år siden. Her fik vi faktisk kyndig undervisning i naturkendskab.

Der er noget “sense of urgency” over det med at genoverveje naturrelationen. Der hersker nemlig forvirring om de store ord kultur (ordet har endda sin egen kulturhistorie) og natur. Meget er druknet i komfort, teknologi, moderne medier, statusangst og travlhed, og det der med at få arbejdet til at hænge sammen med det øvrige liv.

Faktisk er indlægget inspireret af en voksende mistanke om, at det kan vise sig at være på høje tid, at vi i bæredygtighedens perspektiv genovervejer og gendanner os selv, når det kommer til vores forståelse af og omgang med naturen. Ikke alarmisme, men rettidig omhu.

Naturen er uhyre kompleks og har endda sin egen tidslinje, der ikke er det samme som livets tidslinje. Og slet ikke det samme som menneskets tidslinje. Selv om vi har det med at se naturen som et samlet hele. Noget “vi går ud i” og “hjem fra igen”. Men hvad er det, der er behov at blive klogere på?

Jeg tager herfra fortrinsvist udgangspunkt i en håndbog for naturformidlere, med titlen Naturdannelse – Naturformidlerens håndbog.

Inden da, tager jeg en “naturlig afstikker”, der også ligger på sinde, af personlig interesse.

Om naturen, det at gå og de litterære mellemværender

Inden vi ser på den mere alvorlige side af det med naturen, er der også en mere umiddelbar tilgang. Vi kan begynde at interessere os for det at gå, vandringen. Heri ligger der en frit tilgængelig kontakt til naturen, de fleste kan forholde sig til. Den kan vanskeligt fornærme nogen.

Læg hertil de mange koblinger, der er mellem litteratur, livsfilosofi og naturfascination, og en konstruktiv spiral, der kan føre til mere indlevelse i naturen og naturbegrebet, er påbegyndt. Uden at du først skal omvejen over naturkatastrofer, naturudnyttelse, bæredygtighed, miljø og klimakriser. Det umiddelbare, forhåndenværende kan være en øjenåbner, der er alt nok. 

Du kan altid gå livsfilosofisk til værks og læse klassikere som Livet i skovene af Henry David Thoreau, som et af de mest berømte vidnesbyrd. Ifølge ham er vandring ikke bare et elementært spørgsmål om at få motion, men “dagens og livets egentlige gerning og eventyr”, som det hedder i forlængelse af en udsendelse om det at gå i DRs Supertanker.

Der findes filosofi om naturrelationer, naturret, økofilosofi og meget mere. Jeg nævner et par kilder i min diskussion af bæredygtighed. Den intellektuelle vej ind er også åben.

En anden vej ind går via litteraturen i bred forstand. Ved at læse klassikere af eksempelvis Jack London, noveller af Hemingway, muligvis endda bøger, der kombinerer vandringsgenren med litteraturhistorien, psykologien og forskellige vandringsformer osv., som i Wanderlust af Rebecca Solnit, jeg selv drømmer om at finde tid til at læse.

Der er en forholdsvis righoldig litteratur om det at gå og at være ude i naturen. Fra Rousseaus Den ensomme vandrers drømmerier til den norske bestsellerforfatter Tomas Espedal i Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv. Sidstnævnte kommer vidt omkring og nævner i øvrigt også en hel række klassiske foregangsvandrere og litterære koryfæer.

Det er en skønlitterær bog, der også forener kritisk selvrefleksion og vandring med essayistiske strejf og filosofi.

At gå og tænke hører det sammen?

Essayet er i øvrigt en “go-to genre”, hvis du gerne vil mere af det med natur og det med vandring i en undersøgende, spørgende og kritisk reflekterende litterær form. Vandringen er en gåde, der forener det indre og ydre. Og det kan give anledning til at forholde sig til blandt andet naturen.

En særlig genre er rejseskildringer og værker af globetrottere, der også har forbindelser ind i litteraturen. Som hos Bruce Chatwin, hvis forfatterskab afslører interesse for nomader, den australske urbefolkning og livet i Patagonien.

Der synes at være en intim forbindelse mellem det at gå, typisk i naturen, men ikke udelukkende, og det at fortælle og reflektere over livet og de menneskelige problemer, såvel som undere. At gå får, ifølge en artikel i The New Yorker, os til at tænke. Ifølge en anden artikel i Kristeligt Dagblad kan det at gå gøre os til en anden. Forandringspotentiale?

Vandringskvinden Trine Vendelboe Juul, i føromtalte Supertankerudsendelse, fortæller endvidere om de såkaldte storywalks. Hvor formålet (til dels) er at give livet retning og mening. Det kan også indgå i forretning.

Den barske natur

Mange af de naturskildringer og litterære rejseberetninger, der florerer, har fokus og vinkling på overlevelse. Ofte også karikeret til utrættelighed i underholdningsprogrammer på tv, hvor folk skal flyttes ud i ødemarker og på sydhavsøer og fortælle om, hvorfor de bukkede under for dette og hint, og hvad deres overlevelsesstrategier var. Naturen fremstilles som barsk og nådesløs. Og det kan den sørme også være.

Her er de store ekspeditionsfarere Scott og Amundsen og Thor Heyerdahls meritter nok bedre til at få et indblik i denne “survival råhed”, der ligger langt fra disse medieskabte, iscenesatte og fordrejede “lejlighedsmøder” med naturen.

Personligt foretrækker jeg en “omstrejfende nomadedrømmer”, der havde et yderst passioneret forhold til naturen, og måske endda søgte så meget væk fra civilisationen som muligt. Nemlig Chris McCandless, også kaldet “Alexander Supertramp”. Gengivet på gribende og medrivende vis i Sean Penn’s Hollywoodfilm Into the wild, en smuk og musikalsk fortolkning af dennes skæbne på baggrund af Jon Krakauers bog af samme navn:

Naturen kan så sandelig være barsk, men det skal ikke afholde os fra at få et mere nuanceret forhold til den. Der er meget mere at sige om naturen. Naturen kan genlære os noget om os selv og verden, ikke kun skræmme os fra vid og sans.

Til det er føromtalte bog Naturdannelse en udmærket begyndelse. 

Hvad er essentielt at vide om naturen – for os almindelige dødelige?

Kernen i naturdannelsesbegrebet er vores forbindelse til naturen. Nogle af de elementer, der fremgår i bogen Naturdannelse er:

  • Styrkelse og uddybelse af denne forbindelse – kropsligt, intellektuelt og følelsesmæssigt
  • Fysisk og teoretisk færdighedsopøvelse
  • Bearbejdelse af holdninger, værdier og følelser

Igennem en sådan dannelse kan individet overskride sin forståelse og dermed forandres. Målet kunne være at gøre os til mere ansvarsfulde mennesker, der ikke bare har et forbrugende forhold, men et gensidigt (afhængigheds)forhold til naturen.

Dette skulle igen gerne påvirke de valg, vi træffer, i og om naturen, hvad angår forbrug og politik. At vi kan agere bæredygtigt i forhold til den. Som enkeltpersoner og som samfund.

Hvad er naturformidling og hvad skal det gøre godt for?

Udgangspunktet. Der er blevet for stor afstand mellem os mennesker og naturen. Det er et indlysende problem set i klimakrisens, bæredygtighedskrisens og miljøkrisernes optik. Men vi har brug for at forstå det ned på hverdagsniveauet.

FNs klima- og biodiversitetsrapporter fortæller os gang på gang, at tingene er ude af balance. De vækker herved også mismod og alarmisme (det modsatte er gudskelov også tilfældet), der kan slå om i handlingslammelse eller distancering, præcis som det kan hænde, når vi skal forholde sig til flygtningekriser og når vi betragter andres lidelser igennem billeder, medier m.m. 

Vi skal forstå, at kvælstofudledning, forbruget af kød, charterflyvninger frem og tilbage til Kreta, fiskeri i Kattegat, energiforbrug og mange andre ting også har med naturen at gøre. Og påvirker naturen.

4439 dyrearter er, ifølge en rødlistevurdering fra 2019, blevet henført til kategorien “regionalt uddøde”, “kritisk truede”, “truede”, “sårbare”, “næsten truede” eller arter, for hvilke vi ikke kender deres tilstand pga. manglende datamængder (Naturdannelse, s. 21)

Vi kunne opremse i læssevis af statistik om sådanne forhold. Om rovdrift på fiskebestanden i verdenshavene, fældning af Amazons osv. Rapporterne er den rene kriminalromanlæsning. Men trænger det ind i hverdagen – til dig og mig? Kommer vi ud over kritikken, at pege fingre ad andre lande, at handle med kvoter, at opsætte politiske mål etc.?

Naturdannelse skal gøre godt for forholdet mellem os almindelige mennesker og naturen. At vi ikke svigter og udnytter naturen, men respekterer den, værner om miljø, økosystemer og hele baduljen.

Lavvande på handlingsplanet?

Vi tager ikke handlingsperspektiverne tilstrækkeligt alvorligt, ifølge Nikolaj Voldum Ahlburg og Line Beck, forfatterne til Naturdannelse. Der kan være problemer med geografi, tid og afstande, der gør, at vi ikke tager tingene nært nok.

Koblinger mellem polers smelten pga. flytrafik. Rydning af regnskoven og omlægning af vitale skovområder til ensidig dyrkelse og landbrug. Stigning af verdenshavene, der truer med at skabe oversvømmelses i mange kystnære byer. En masse arters uddøen, der kan indvirke på balancen i alverdens økosystemer – det hele er vigtigt og hænger sammen. Grøn omstilling er i gang, men er vi ambitiøse nok? Det kan være svært at fastslå. 

Jeg savner endnu at se en rapport, der ikke taler om forværrelse, og at “vinduet” er ved at lukke, og at klokken er “ét minut i midnat”. I stedet hører jeg sætninger som “tæt på uoprettelig skade”, “temperaturstigningen går meget hurtigere end vi troede”, og det lammer mig.

Noget kan vi forstå intuitivt, noget er for fjernt og multifaktorielt og NIMBY (Not In My Back Yard) spiller nok også en stor rolle.

Problemets kerne

Hvad er problemets kerne? Hvorfor handler vi ikke tilstrækkeligt?

  • Afstanden mellem os almindelige mennesker og naturen er blevet for stor

Vi har glemt og mistet vores relation til naturen, især folk i byer er påvirket heraf. Der tales om “naturmangel-syndrom”, hvor eksempelvis fysiske og psykiske problemer hos børn kædes sammen med den manglende kontakt med naturen. Det er svært at passe på noget, man ikke føler sig forbundet med, er intimt involveret i.

I Naturdannelse hedder det, at der er brug for, at vores indre motivation og kærlighed til naturen genetableres. Vi skal forandres, så vi kan se, at naturen er vores redning, ikke vores fjende. Vi skal se, at vi også er afhængig af og en del af naturen, og ikke lever afsondret og frigjort fra den. Vi løser ikke biodiversitetskrisen, og alle de andre “kriser med stort K”, ved at vende ryggen til i ligegyldighed, eller ved at skræmme verdensbefolkningen til døde i mediemalstrømmen. Men ved at involvere os i naturen fra hjertet, og genvinde forståelsen for de skrøbelige sammenhænge. Stort S som i Sårbar.

Det kan dog være mange ting, der kan danne os lokalt. Ikke kun at vi skal lade være med at flyve for meget, fordi det belaster atmosfæren. Vi kan overveje følgende:

  • At holde op med at forveksle levestandard med livskvalitet, og det kan være, at vi skal lære at vælge andeledes i den henseende.
  • Kontakten til naturen kan åbne vores øjne for kontrasterne i vores liv og få os til at genoverveje vores livsprioriteter. Vi udfordres i dette enkle åbenbarende møde med nøjsomheden og naturens forunderlige rigdom til at ændre vaner og få et andet syn på “det gode liv”
  • Friluftsrådet fremhæver, at friluftsliv fremmer både det fysiske, det psykiske og det sociale helbred hos os mennesker

Statens Institut for folkesundhed har med Folkesundhedsrapporten fundet anledning til lignende konklusioner, såvel som det kan iagttages på Dansk Psykolog Forenings portal “Alt Om Psykologi”, at friluftsliv kan indgå i terapi. Til bekæmpelse af angst, stress m.m.

Naturen kan medvirke til at forbedre vores indre fysiologiske balance, fremme immunforsvar, sænke blodtryk, ændre hjerterytme, mindske stresshormonet kortisol osv. Og der er ikke lange ventetider i netop “denne klinik”.

Hvordan oplever jeg naturen i naturen?

Du kan starte med at hængte dig på nogen, der i forvejen er kyndige og brænder for at formidle om naturen. Som for eksempel Natur-retur.dk. Du kan melde dig ind i et vandrelaug eller tage sagen i egen hånd og ringe til venner og nære. 

3 områder du kan overveje at ruste dit naturkendskab med, som står centralt i Naturdannelse:

  1. Fysisk aktivitet fra outdoor aktiviteter som klatring, mountainbiking, kajak, orienteringsløb, gåture med indbygget bevægelse af naturlig art og lange vandreture. Her gælder det dog om at undgå, at naturen blot udgør en ramme, der knap nok ænses i overdrevet fokus på selve aktiviteten, smart og avanceret udstyr og gear. Naturen er ikke kun en kulisse for et blindt selvrealiseringsprojekt, hvor du bare pisker afsted på ruter uden at lægge mærke til noget som helst
  2. Et fagligt vidensmøde med naturen efter naturvidenskabelig model med erhvervelse af indsigt i økosystemer, artskendskab og fysiologi. Her udvider vi vores kendskab til arter, detaljer og forskelligartethed. At være optaget af forskellige krogede træstammer, svampe, planter og urter, fuglestemmer, dyr, der færdes i skovbunden. Risikoen er her, at vi objektgør naturen og studerer den på afstand – i klasselokaler, på universitetet etc. – og ikke har tæt kontakt med det, vi lærer om. Naturen skal mærkes, og den viden vi opnår, skal vi ud at opleve, for at denne viden internaliseres og vi opnår et mere tæt forhold til naturens mange vidundere
  3. Det sanselige nærvær. Alt fra naturterapi, at sidde ude og at spise ude, meditation, vinterbadning og badning i naturlige skovsøer. Det handler også om at komme ud og få omsat den viden, vi kan studere os til om naturen. At se en myreture helt tæt på og fornemme den myreflittige aktivitet og arbejdsomhed. At vide, hvordan man kan kende et bøgetræ, skal suppleres af en tur i en bøgeskov, det er næsten for indlysende. At sanse og fornemme årstiders skiften. Iagttage vintergækker og andre arter vokse op af jorden. Sanselighed kan også handle om at komme væk fra flimrende indtryk i storbyen, larm, os og trætte ansigter. Komme ud og mærke stilheden helt tæt på. Dog må vi værge os for at gøre naturen til et regulært refugium. En rasteplads fra stress og angst, et terapeutisk frirum, der kiles ind. Naturen skal også vække noget i os, ikke kun give oplevelse. Få os til at engagere os i måder, vi lever og tænker bæredygtigt på. Al respekt for ånde- og pusterum

Igennem denne triangel kan vi langsomt øge vores kendskab, vores respekt og vores kontakt til naturen på en måde, der ikke ødelægger eller driver rovdrift på den. Blive hele mennesker igen.

Som en fjerde dimension nævner forfatterne til Naturdannelse fællesskabet, der kan skrues op og ned for i den måde, vi er sammen på i naturen. Det kan føre til individuel selvoverskridelse, samhørighed og horisontudvidelse – samt medansvar.

Men hvad er praksisperspektivet, hvordan kan vi organisere en bedre naturformidling og bedre møder med naturen?

Veje til konkrete naturoplevelser – også med andre mennesker

I det følgende gengiver jeg nogle ideer fra bogen Naturdannelse i afkortet form, du kan lade dig inspirere af. Det gælder om at komme i gang og komme derud. Bogens inspirationskatalog er et sted at starte, dermed ikke sagt, at det er de eneste veje ind. 

Naturidéerne er udviklet med det formål at sætte de 4 førnævnte dimensioner af naturen i spil på en holistisk måde, som det hedder.

For dig, der ønsker at formidle, kan du i bogen læse, hvordan du rammesætter turene praktisk, organisatorisk etc. Hvilke virkemidler etc. du kan gøre brug af, og hvordan du holder det enkelt og spontant etc.

De fremhæver 12 råd til værter af sådanne natur ture, jeg gengiver med egne ord: 1) vejled om påklædning, 2) kend området, I drager ud i, 3) medbring snacks, 4) hils på alle, der deltager, 5) bed folk om at præsentere sig, 6) begynd med en rammefortælling, 7) sæt det rette tempo for turen, 8) vær opmærksom på gruppen og tilpas, 9) tag afsæt i den konkrete natur, 10) gå forrest, 11) nyd turen, selv om du er arrangør, 12) brug dine kvaliteter, personlighed og entusiasme. Detaljerne må du selv samle op på i bogen.

Forslag til konkrete ture

Og selve turforslagene, i egen omskrivning:

  1. Tag ud og oplev skoven, når dagen gryer og i skumringstimen, når natten falder på
  2. Vær i skoven i mørket og prøv at fare vild
  3. Spontane ture uden planlagt formål – se hvad der sker og hvor fødderne bærer os hen
  4. Find indre ro – sid et sted i en lysning eller i de bløde blade med ryggen mod et træ og bare find ro, mediter eller mærk vejrtrækningen uhøjtideligt
  5. Barfodsture, mærk naturen under dine fødder, i sandet, i vandpytter, mudderhuller og mosbegroede sten
  6. Klatr i træer, kom ud og prøv kræfter med hele din fysik
  7. Stemningsfulde vandringer med en lysende lanterne i mørket
  8. Fællessang i skoven – nogen vil her sværge til højskolesangbogen
  9. Skovbadning – en sanselig oplevelse i naturen, hvor du kommer ud og berører og mærker på alt fra træer til jordbunden osv. At bade i sanseindtryk og atmosfære
  10. Snit i et stykke træ ved et bål – en herlig måde at mærke naturens råmateriale transformeres i vores egne hænder og finde ro. Hånden har en særlig forbindelse til hjernen og det at slappe af
  11. Ture med fokus på at tage naturfotos
  12. Fugleture med afsæt i litteraturen, fuglestemmer eller lignende
  13. Udesidning med stilhed, refleksion og dialog om at være ude – f.eks. at sidde rundt om et bål
  14. Solhvervsritualer og markeringer af årstidernes skiften måske med digtoplæsning, eller anden litteratur
  15. En koncert i skoven – musikalsk oplevelse, hvor også naturens musikalitet træder frem, akustisk, intimt eller på anden måde
  16. Skab et kunstværk af naturens materialer
  17. Bålaften med højtlæsning, hygge og uhygge og stemningsskaben i kraft af fortællekunsten
  18. Croquis tegning af træer, en måde at lære om træarter, at studere træer mere indgående og deres æstetiske udseende
  19. Poetiske vandreture, hvor vi stopper op og læser digte, hvis tematiske indhold matcher terrænet
  20. Vinterbadning hvor alle i fællesskabet løber ud i vandet og mærker det kolde gys
  21. Off road vandring – at komme ud og mærke kuperet terræn
  22. Gå og lytte til fælles musik – alle lytter til samme playliste
  23. Nyd fuglesangen ved solopgang
  24. Spis tang – det kunne også være andre spiselige ting i naturen, fra svampe, til bær etc.
  25. Urtesankning

Flere indgange

Der er mange guider i det virtuelle landskab du kan benytte på din vej. Her er nogle forskellige muligheder.

  • Shelter, en app til dig der leder efter et shelter at overnatte i, her til lands
  • udinaturen.dk, til dig der søger oplevelser, hvad enten det er på cykel, gående, eller leder efter overnatningsmuligheder
  • Naturstyrelsens guide til naturoplevelser i Danmark
  • Brug Min Baghave, til dig der trives med næstekærlighed, hjertevarme og gæstfrihed i form af gratis overnatning
  • Warmshowers, et udenlandsk netværk med muligheder for overnatning og et varmt bad for cykelentusiaster m.m.

Er du mere ambitiøs eller har fået mod på at få et mere dybdegående kendskab, kan du overveje friluftsvejlederuddannelsen i Danmark, Skandinavien eller andre steder.

Naturdannelse er mange ting. Nærm dig naturen med respekt og tålmodighed og find din egen indfaldsvinkel, så det hele ikke kommer til at handle om, hvorvidt du nu “er med på trendnoderne” og betræder de helt rigtige stier.

Det er okay at følge sin egen intuition og lade egen nysgerrighed vokse. Stoppe op og tage notits af noget, du kigger nærmere på, når du kommer hjem. At veksle mellem “ude-hjemme”, refleksion, studier og oplevelse.

Vær nysgerrig på naturen omkring dig og betragt den som en turguide til et bedre selvforhold. Med “moder natur” ved hånden farer du næppe helt vild i samtidens turbulens og kaotik.