Af alle de mulige indfaldsvinkler, der kan anlægges på fænomenet bevægelse, er det evolutionære perspektiv et, jeg finder særligt vigtigt og relevant.

Human evolution. Monkey and australopithecus, neanderthal and animal, vector illustration. Evolution vector created by macrovector – www.freepik.com

Det betyder på ingen måde, at det er det eneste perspektiv, der er værd at forholde sig til. Indledningsvist skal jeg understrege, at de fleste af os ikke lever som folk i “urtiden”. Det er derfor vanskeligt at drage paralleller uden samtidigt at forholde sig skeptisk til vores egne nuværende livskonditioner.

Dette indlæg er derfor skrevet med et ønske om at søge indsigt, inspiration og viden om de ting, vi evt. kan lære af tidligere samfundsforhold. Ikke som en opfordring til, at vi skal idyllisere eller blindt rette ind efter forgangne tiders “tabte visdom”. 

Det er en linse, hvorigennem du kan anskue en række formodentligt ufravigelige perspektiver på din egen bevægelses- og kropspraksis. Fordi din biologi er en del af det udgangspunkt, du konstruerer din praksis ud fra. Gennem det evolutionære perspektiv kan du eksempelvis nærme dig følgende spørgsmål:

Hvis jeg vil blive bedre til at bevæge mig, kan jeg gå til en ekspert. Men hvem er den største ekspert i bevægelse? 

Jeg tror, mange er bange for at dykke ned i sådanne spørgsmål. Antageligt fordi det potentielt set blotlægger det store gab, der kan være mellem vores nuværende levevis og det, vi oprindeligt formåede eller var skabt til.

Mange fortryder sågar ved livets slutning (og længe inden), at de arbejdede for meget, ikke så deres venner nok og nød livet mere, mens de var i livet. Men mange kommer også til at fortryde, at de ikke tog bevægelse mere alvorligt. En fortrydelse, der kan fylde uforholdsmæssigt meget i livets alderdomsfase. Som jo for mange forhåbentligt er tiltænkt mere livsnydelse og aktivitet. 

Også derfor er det godt at lære mere om bevægelse. Det vedrører ikke kun fortiden, men også alles fremtid. Vi skal, så vidt erfaringen taler sandt, alle herfra på et tidspunkt. Selvom der kæmpes med aldersforlængelse og genmanipulation osv.

Bevægelse er en nøgle til liv og livskvalitet livet ud.

Gabet mellem før og nu

Hvis Paul Chek har ret i følgende konstatering i artiklen “Posture – The CHEK Approach”, er dette ikke så underligt. En konstatering, der lyder, at genetikere hævder, at det tager 100.000 år at forandre det menneskelige genom bare 1/10 af én procent. Og at vi kun er cirka 2,8% anderledes end de forfædre, der er tættest på os – chimpanserne.

Sat op imod det sidste 100 års samfundsudvikling er der tale om en dramatisk fjernelse fra vores naturlige udviklingsmiljø. Sagt med andre ord, vores biologi ændrer sig kun minimalt. Uanset den genetiske præcisionsgrad. Men det gør vores miljø til gengæld ikke. Gad vide, om der er en pris at betale herfor i fremtiden, som vi vender den anden kind til?

Paul Chek pointerer, at vi i det oprindelige miljø, jæger-/stenaldersamfund, tilbragte omkring tre timer dagligt på at jage eller engagere os i livsopretholdende aktiviteter. Med andre ord overlevelse. Den slags løber op. Og det betyder, at datidens mennesker fik, hvad der svarer til 21+ timers ugentlig fysisk udfoldelse.

Svaret på, hvordan vi tilpasser os vores arv må derfor lyde, at det gør vi i stadig ringere grad. Sundhedsmyndighedernes anvisninger er tilsyneladende ikke primært forankret i vores indsigt i fortiden. Her er det helt andre mere “realistiske vinde”, der blæser, så vidt jeg har forstået. Desværre er der også mange sørgelige statistikker, hvor selvsamme sundhedsmyndigheder gang på gang kan fremvise nedgang i bevægelsesaktivitet.

Ubegrundet optimisme i forhold til fakta

I den forbindelse er jeg faldet over følgende linjer i bogen Ikke til forhandling af Chris MacDonald (s. 204-206). Studiet omhandler et stort studie af aktivitetsniveau i USA, hvor resultaterne viste, at folk udfører langt under halvdelen af det, der anbefales:

“Altså langt under den nedre anbefalede grænse på 2.5 timers moderat til intensiv aktivitet om ugen. Og ligesom med anbefalingerne bag de 10.000 skridt er det værd at bemærke, at de 2.5 time med moderat til intensiv motion ikke er en nedre grænse, der er lagt der, fordi det er den mest optimale i forhold til sundhed, men fordi man antager, at det er sandsynligt, at befolkningen ikke vil blive skræmt af sådan en grænse”.

Læs lige den sidste sætning én gang til. Så meget for tilpasning og respekt for vores iboende potentiale og evolutionære arv. Noget af miseren har også med bevægelsens historie at gøre. Det skal siges, at der er tale om amerikanske forhold. Her var i øvrigt en alarmerende diskrepans mellem det, folk selv mente, de overholdt i forhold til sådanne minimumsanbefalinger, og hvad forskerne kunne konkludere på baggrund af objektive målinger. 

Jeg tror, mange viger uden om dette perspektiv, fordi eksempelvis skamfuldhed og angst lurer lige under overfladen. Spørgsmålet kan sætte vores nuværende livsform i et nedslående lys. Det konfronterer formentlig vores tilværelsesbegrænsninger og de tab, vi har indkasseret i forlængelse af moderniseringsprocessen – på vores naturlige formåens bekostning. Tab, vi måske ikke helt ved eller helt tror muligt at genfinde forbindelsen til. Og angiveligt heller ikke kan være ærlige omkring og stå ved, når det kommer til stykket. Vi er glade for den moderne verden.

Tab er der mange af. I førnævnte artikel af Paul Chek handler det om kropsholdning, forandringer i kurvaturer i det 21. århundrede, problemer med vores syn pga. skærmarbejde etc. Det største tab af alle er dog måske selve glæden ved at bevæge sig.

Men hvor rart er det at bevæge sig, hvis udgangspunktet er en stigende bevægelsesindskrænkning? 

Det, vi er skabt til, er at flytte os

Nøglen kan meget vel være at blive klogere på, hvad vi er skabt til, og hvordan vi indretter et liv i anerkendelse heraf. På godt og ondt. Uden at vende den teknologiske udvikling ryggen eller miste bæredygtigheden af syne.

Lad mig starte med at se på, hvad vi er skabt til. For at vi kan blive klogere på, hvad vi har behov for at fastholde i forhold til det evolutionære arvesølv. Hvor kan vi indgå kompromisser, så vi slipper for at snitte vores egne spyd, jage dagens middag på Serengeti sletten og svinge os i lianer fra daggry til solnedgang?

Aber kan fint trives med at være luddovne. Hvilket enhver, der har været i Aalborg Zoo, lattermildt kan nikke genkendende til. Med mennesker forholder det sig lige omvendt, læser jeg i Weekendavisen nr. 4, 25/1, 2019.

Vores overlevelse, eller i det mindste vores helbredsmæssige velbefindende, kan i høj grad stå og falde med, at vi flytter os i en helt anden skala. Det hedder sig, at kroppen går amok og svarer igen med sygdom, hvis vi ikke adlyder den. Beklager min alarmistiske sprogbrug, men alarmklokkerne har mig bekendt ringet i årevis, og som kultur sover vi roligt videre. 

Det er i øvrigt også grunden til, at jeg er blevet overbevist om, at et emne som naturdannelse bør rykke markant længere op på prioriteringslisten i en tidlig skolealder.

Afregning ved kasse 1

Her ser jeg pludselig, uden i øvrigt at tilskrive det et Sherlock Holmesagtigt skarpsind, bevæggrunden til tituleringen af Chris MacDonald’s bog Ikke til forhandling. Der er noget, der ligger uden for den menneskelige vilje og herskesyge. Noget vi kan forråde, hvis vi ikke kommer i kontakt hermed og generobrer den resonans til vores urtid, vi har brug for. Det handler om vores egen biologi.

MacDonald’s bog er et forsøg på at få formidlet, at det hele ikke handler om valg. Eller rettere, at hvis vi vælger at svigte vores evolutionære udrustning, vores fysiologiske og anatomiske “hard- og software”, så vanker der ved kasse 1.

Det er den pointe, det undrer mig, at vi som samfund ikke tager tilstrækkeligt ved lære af. Vi er trods alt et videnssamfund, bryster vi os af. Men elementært betragtet er vi antageligt også et u-land, anskuet gennem bevægelsens optik. U for uvidenhed. Alt for mange havner i en form for bevægelsesfælde, hvor det er rimeligt at spekulere over, hvorvidt dette er forbundet med regulær uvidenhed om bevægelsens betydning i tilværelsen.

Hvorfor er vi villige til, eller i færd med, at spille hasard med det menneskelige legeme og vores livssundhed? Er det noget, vi indirekte føler os tvunget til? Som en konsekvens af samfundsudviklingen, teknologisk innovation og konkurrenceforhold etc.? Eller er det i høj grad også et spørgsmål om tabt viden og “et missing link”, der fører os tilbage til fortidens visdom?

Dovenskab alene gør det ikke

Det kan næppe koges ned til dovenskab. Men jeg vedstår, at den har det med at vise sit mangehovedede ansigt som en anden Medusa-skikkelse, med stadige nye knopsskydninger, der om muligt udhuler det evolutionære bo indefra. Et moderne samfund medfører også komfort. Og komfort kan pacificere og forblænde. Der er rigeligt at tage fat på, hvad angår komfortaccelererende innovationer. Det anser jeg for at være selvindlysende.

Jeg kender ikke svaret på ovenstående spørgsmål om gambling. Men jeg tror, der er mange forgreninger heraf, der ikke kan reduceres til en enkelt faktor. Som hovedtese er bevægelsesmanglen eller indsigten i den rette bevægelse noget, jeg vil mene bør have en særlig fremtrædende plads. Det mener jeg, vi til dels kan læse indirekte ud af en række samfundstendenser.

Tilbage til Weekendavisen. Artiklen hedder “Skabt til bevægelse” og den kredser om spørgsmålet, hvilken betydning bevægelsen har for vores fysiologiske velbefindende. Den ser på hvilken bevægelse, der kan imødekomme det. Tillad mig at genopfriske pointerne fra artiklen.

Bevægelsesbehovet bunder i fysiologi

Evolutionsantropologer som Herman Pontzer satte sig engang for at se nærmere på det tidspunkt i vores historie, hvor menneskeaberne og homininerne skiltes og gik hver sin vej. Rundt regnet for 6-7 millioner år siden. Han søgte svaret på, hvorfor det kan være, at aber kan leve som luddovne væsner og fordrive tiden, mens mennesker pisker afsted fra tidlig morgen. Med højt kortisolniveau og stress på samvittigheden for at “sikre overlevelsen”. Om end på en stillesiddende måde for manges vedkommende, må det konstateres.

Aberne, de stor primater som orangutanger, chimpanser og gorillaer og bonoboaber, har ikke tegn på forhøjet blodtryk med alderen. De døjer ikke med stive arterier, til trods for høje kolesteroltal. De har sjældent sukkersyge og eksempelvis chimpanser, selv i fangenskab, kan prale af at have en fedtprocent, der matcher olympiske sportsfolk på topplan, konstaterer Pontzer, som har fremlagt sine resultater i Scientific American.

Hvad er der på færde her? Dovenskab og sundhed i én og samme Maggi-terning. Det giver umiddelbart ingen mening. Men jo, der gives en forklaring. Forskere som Herman Pontzer og andre inden for palæo-og evolutionsantropologien mener, at svaret er at finde helt ned på et cellulart niveau. 

Mennesker har, til trods for at vi deler op imod 97% dna med primaterne, en ganske anden fysiologi. Vores muskelceller kan optage fire gange så meget ilt som chimpansers. Og det kan vi bl.a. set ud fra, at vores lårmuskler er cirka 50% større end hos de store chimpanser. Vi kan altså udnytte det i vores energiregnskab, langt mere effektivt end aber formår. Vi kan, populært sagt, nå meget længere på literen. Vi kan gå det dobbelte af, hvad chimpanser formår på det samme antal kalorier.

Vi er skabt til at bevæge os mere. Men noget tyder på, at vi også godt kan lide at drive den af på bedste abemanér, når alt kommer til alt. Hvorfor er vi ellers så begejstret for al den behagelighed, som komfortabilitet lokker med?

Når regnskabet gøres op

Der er blevet kigget dybt på kæbepartier, hjerneskaller, målt kraniestørrelser og tænder samt sammenlignet skelletter for at blive klogere. Det har været en naturlig del af forskningen. Men Pontzer rettede i stedet opmærksomheden mod fysiologien. Han studerede den delikate metabolisme, stofskiftet, med et fokus på det menneskelige energiregnskab. Heraf udledes der følgende konklusioner:

Standardmodellen: De første mennesker for cirka 2 millioner år siden, jægere-samlere, havde et højt fysisk aktivitetsniveau. Det er en model, vi har “fastholdt” lige siden. En model, hvor vi farer rundt og kæmper for at overleve. Det er vi udviklet til. Det er bl.a. palæoantropologer som Daniel Liberman og biologen Dennis Bramble, der har plæderet for tesen om, at vi stadigvæk bærer rundt på den samme fysiologi som jæger-samlerne.

Så langt så godt.

Stabil energiomsætning over tid

Vi har haft en stabil energiomsætning på tværs af tidsaldre og samfund. Den store forskel ligger mellem arterne, som antydet med sammenligningen med chimpanser. Da vi “rejste os og gik på to ben” for cirka 2 millioner år siden, løsrev vi os fra en snæver lokal fødeafhængighed.

Vi frisatte os fra geografien, da vi nu kunne gå ud og søge føde. I den forbindelse udviklede vi en større hjerne, men vi betalte også den pris, at vi fik et højere aktivitetsniveau. Vi kunne ikke længere ligge og gumle på blade sammen med de andre aber. Der skulle bevægelse til for at overleve.

Pontzer har brugt måneder på at studere en af de få nulevende jæger-samler stammer. Det såkaldte Hadzafolk. Sammen med evolutionsantropolog David Raichlen fra University of Arizona og antropolog Brian Wood fra Yale University, blev han klogere ved i det nordlige Tanzania at studere Hadzafolkets energiforbrug. Det foregik vha. dobbeltmærket vand, som blev tilsat to sjældne isotoper, de såkaldte deuterium og ilt-18, som efterfølgende kunne spores i urinprøver. Det viste sig, at energiforbruget var forbavsende sammenligneligt med vestlige byboers.

Artiklen i Weekendavisen omtaler i øvrigt lignende fund fra andre studier af kvindelige farmere i Nigeria samt bolivianske hyrdefolk. Pointen er, at selv om energiregnskabet hos mennesker kan gå op og ned, og variere med aktiviteten, er det forbavsende stabilt.

I artiklen hedder det, at Pontzer konkluderer således i Scientific American, og hold nu godt fast: “Vores data tyder – i modsætning til al konventionel visdom – på, at mennesker har en tendens til at forbrænde det samme antal kalorier, uanset hvor aktive de er”. Læg mærke til ordet uanset

Dette falder ind i en kontrovers, jeg i øvrigt forbigår her, men som har været oppe for nylig i forhold til overvægtsdiskussionen og vægttabsmetodikkerne, der slæber en tung sky af stigma efter mange mennesker. For det virker tilsyneladende ikke godt nok, når der “doseres motion” til befolkningen.

Når urbefolkningen bevæger sig

Hadazbe returning from hunt

Andreas Lederer, CC BY 2.0, via Wikimedia Commons

Men der var flere konklusioner i Pontzers kølvand. Hadzaerne indfriede de moderne amerikanske sundhedsmyndigheders ugentlige motionskrav på bare to dage, og der var flere antropologiske fund, der fortjener omtale:

  • Hadzaerne var ikke overdrevent aktive, de dyrkede ikke ekstremtræning af nogen art, men var moderat til meget fysisk aktive i 75 minutter dagligt, bredt fordelt på alder og køn
  • En gennemsnitlig amerikaner er i følge artiklen i Weekendavisen aktiv 10 minutter dagligt, i Danmark er det anbefalelsesværdigt at komme op på 30 minutter 
  • Hadzaerne har ingen eller kun ganske få symptomer på livsstilssygdomme, som vi i vesten døjer med: sukkersygdomme og hjerte-kar lidelser etc.

En lille præcisering, hvad angår Hadzaerne. I bogen Ikke til forhandling anfører Chris MacDonald med reference til Pontzer med flere, at Hadzaerne gik mellem 9 og 15 kilometer hver dag. Svarende til mellem 11.500 og 19.000 skridt. Andre taler om et spænd på mellem 6-16 km, der ligger langt fra de gennemsnitlige 2,4 km, som mange har barberet det ned til i nutidens samfund.

De (tidligere) såkaldt officielle anbefalinger lyder i øvrigt på 10.000 skridt, hvilket stammer fra en japansk reklame for en skridttæller. 8.000 skridt er, ifølge professor Bente Klarlund, et godt mål at stile efter dagligt, baseret på et stort amerikansk studie, hvor det ses, at der optræder betydelige sundhedsmæssige effekter. Eksempelvis var risikoen for tidlig død reduceret 50% i forhold til dem, der kun gik 4000 skridt. Et andet studie taler om et spænd mellem 7000-10.000 skridt. Der er mange bud i omløb. 

Og jeg runder lige et mere. PainScience’s grundlægger Paul Ingraham omtaler et studie fra 2021 i artiklen The Trouble With chairs. Her ses der på sundhedsperspektivet for en skridtmængde på 5000 skridt og derover, og finder at “10.000 skridt reglen” er overdreven og videnskabeligt underbelyst. Og skriver i en fodnote:

“This study shows that the health benefits of walking are both amazingly large and also “non-linear”: that is, you get a lot of benefit up front, a huge reduction in health hazards by the time you’ve hit 5K steps/day… at least double what you get out of the next 5K. The ten-thousand-steps “rule” is overkill for a lot of people.” (The Trouble with chairs – citeret 02.02.2022 – se yderligere info om studiet)

Men der vil højst sandsynligt komme mange studier i fremtiden, der viser andre resultater, og der er næppe grund til at forsøge at presse skridtmængden ned. Eksempelvis er der omfattende data fra studier af over 78.000 briter der indikerer, at man næsten kan halvere risikoen for demens og reducere risiko for hjertekredsløbssygdomme og kræftsygdom med mellem 30-40% med op til 10.000 skridt dagligt. Og går man hurtigt kan det være endnu bedre. Det afhænger også af hvilke sundhedsparametre der ses på.

Læs også om værdien af bare at gå.

Det handler ikke kun om skridtmængde

Uanset hvad der er op og ned i disse estimeringer, der eksempelvis dækker over komplekse forhold i relation til dødelighed etc., er der i Hadzaernes tilfælde tale om et regnestykke, der også indbefatter perioder med løb, klatring og andre former for bevægelse med varierende intensitet.

Med andre ord, det tyder på, at bevægelse i denne urform havde karakter af cross-fit. Uden at der her skal drages sammenligninger med forskellige udlægninger af moderne fitnessudgaver af cross-fit. Funktionel træning er et indviklet, men kan også være et naturligt fænomen.

Vi er dog ikke helt færdige endnu, hvad angår præciseringer. MacDonald henviser til endnu et nyere studie af Raichlen med flere, hvor man målte aktivitet hos Hadza-stammen, som blev udstyret med løbeure med GPS og pulsbælte. Weekendavisen nåede som før nævnt frem til 75 minutter. MacDonald skriver i sin bog, at stammen:

“…i gennemsnit var aktive ved moderat til høj intensitet i 135 minutter dagligt” (s. 203).

MacDonald oplyser, at det er cirka 15 gange så meget som en moderne amerikaner. 

MacDonald nævner også, at Hadzaerne opnår 90% af eksempelvis de motionsanbefalinger, som The American College of Sports Medicine anbefaler, der lyder på 150 minutter ugentligt. Vel at mærke 90% på én dag alene.

Det kan virke chokerende for mange mennesker i dag. Vi skal bevæge os mere end vi tror og mere alsidigt.

En pointe er her, at vi ikke kun skal tale om mængde af skridt eller andet, når vi skal forstå, at vi er skabt til bevægelse og hvad vi i dag har brug for som moderne mennesker, der jo ikke lever under de samme vilkår.

Som Marina Aagaard har påpeget i et nyhedsbrev fra Folkeuniversitetet (jeg har desværre glemt datoen), hvad angår skridtmængdediskussionen, må vi også spørge til, hvornår skridtmængden er nok i forhold til hvad, til hvem og hvordan disse skridt skal udføres. Det forekommer at være indlysende spørgsmål uanset ophav. Hadzaerne går jo heller ikke bare en tur lige ud af landevejen, som jeg forsøger at præcisere.

Vi skal samtidig flytte fokus fra en isoleret mængdediskussion til en diskussion om at forholde sig til den enkeltes udgangspunkt. Hvad der er hensigtsmæssigt at starte ud med i den forbindelse og hvilke øvrige bevægelsesmæssige forhold, der bør supplere eller er nødvendige at inddrage. Ikke mindst for at kunne få et sundt udbytte af gåture og fremme evnen til at udvide vores bevægelseskapacitet, og ikke fratage modet fra dem, der ikke kan leve op til diverse anbefalinger.

Vi skal som udgangspunkt alle bevæge os for livet. For at være i stand til at bevæge os, så længe som muligt. Så smertefrit og ubesværet som muligt i forhold til livsfunktionelle formål. Men detaljerne er individuelle, fordi vi har forskellige afsæt, genetiske udgangspunkter, vilkår etc. Så mængder skal/kan gradbøjes og bruges som diskussionsgrundlag for dels idealer og dels realistiske mål for den enkelte.

Personligt kan jeg godt være bekymret for, at vi sætter laveste fællesnævner højere end det muliges kunst via vedvarende anstrengelse og intelligent dannelse i bevægelse. 

Bagsider af mangel på bevægelse

Men bevæge os det skal vi. Ellers kan problemerne (langsomt) komme væltende. Kroppen reagerer nemlig også, når vi både bevæger os og ikke bevæger os (hensigtsmæssigt nok), og det handler derfor om at finde den rette balance.

Tilbage til Pontzers pointer i den forbindelse.

Når kroppen er optaget af jagt, at skaffe føde etc., sparer den på andre fysiologiske processer. Det virker logisk. Men når der er mad nok, i dag vil det sige hele tiden, i hvert fald for mange mennesker i den vestlige verdens vedkommende, sætter kroppen fuld turbo på andre såkaldte “ikke essentielle fysiologiske funktioner”:

  • Kronisk inflammation er en af disse funktioner i immunsystemet. Den inflammatoriske respons, der udgør kroppens beredskab af hvide blodlegemer, er et tveægget sværd, der kan være i for højt beredskab (vi overanstrenger os for meget og kroppen udtrættes). Eller i for lille beredskab (kroppen kan ikke modvirke livstruende infektioner), forklarer Pontzer. Hvis vi anstrenger os forkert eller for meget, er det noget, der giver bagslag. Konsekvensen er, at kroppen går i permanent betændelsestilstand, hvilket kan lede til reduceret insulinresistens, åreforkalkning og sågar neurogenerative sygdomme som demens 
  • En anden er overproduktion af reproduktive hormoner. For mænds vedkommende testosteron, for kvinder østrogen og progesteron. Dette ses også i industrialiserede samfund, modsat traditionelle populationer. Hvis dette afspejler en forhøjet aktivitet i reproduktionssystemet, kan det medføre overhyppighed i reproduktive kræftformer, som bryst- og prostatakræft
  • Pontzer omtaler ikke overraskende også forhøjede niveauer af stresshormoner, som eksempelvis kortisol, der kan antyde, at reaktionen på stress er højere end nødvendig

Vi kan altså blive syge af al den megen aktivitet, kroppen sætter i gang, når den ikke er i balance, og vi ikke bevæger os (korrekt). Når standardmodellen i over 2 millioner år har været et højt aktivitetsniveau, gør vi klogt i at holde fast herved og honorere det i en moderne kontekst, på den måde vi nu bedst kan. Til trods for sundhedsmyndighedernes defensive anbefalinger, der som bekendt “kan” have bund i en bekymring for, om befolkningen overhovedet kan indfri et sådant minimum. Ikke dermed sagt at det er intentionen.

Bunder mis-match i forvirring og uvidenhed?

Problemet er bare, så vidt jeg kan se, at vi både “godt ved det” og “alligevel ikke ved det”. Her vil jeg tillade mig at henvise til både klinikerfaring, sundhedsstatistik og egne “erfaringer med bevægelsesverdenen”. For slet ikke at tale om forskning i motionsvaner, som Bente Klarlunds og kollegaers etc. Et er at vide, at vi har behov, noget andet er at efterleve dem på en måde, så de indfris under de givne samfundsnormer.

Læs også indlægget Genopvæk bevægelsen.

PainScience anfører flere steder den pointe, at der eksempelvis er en stor diskrepans mellem myndighedsrådgivning og menneskers konkrete livsvilkår. Tendenser er eksempelvis at “gå fitness amok” eller “ekstremt til værks”. Eller det modsatte, at spille paskortet og håbe på at ramme de 80-100 år med værdigheden intakt ved at dyrke yoga eller ikke dyrke noget som helst. Tendenser som disse er for de flestes vedkommende næppe modpoler forankret i dybereliggende overvejelser over samhørigheden med vores evolutionære behov, energiomsætning osv. De er trends og vaner. Modeluner, vi muligvis følger uden at ane hvorfor.

Men hvordan kan vi være nået dertil, at mange åbent erklærer, at de faktisk ikke kan overskue, nå eller gennemskue, hvordan de skal bevæge sig, så behovene tilfredsstilles? Jeg vil svare forsigtigt med et modspørgsmål. Har vi fået udstukket for megen viden? For mange retningslinjer og guidelines, så bægeret er tippet over? Uden at vi aner og fornemmer den platform, “det hele” bygger på?

Ido Portals advarende mantra rumsterer i min hukommelse. “Information can become toxic, it can leave you empty”. Jeg husker ikke den eksakte formulering. Men jeg tror, det handler om, at vi bliver forvirret og demotiveret. Vi forledes ikke sjældent i blindgyder, der tjener økonomiske interesser. Vi skærmer os, vi vandrer hvileløse frem og tilbage mellem slankekure, diæter, træningsprogrammer og coachingtilbud. Men vi stiller sandsynligvis ikke skarpt på bevæggrundene, og vi bevæger os ikke godt nok af samme årsag.

Hvordan skulle vi kunne det – grundlagsløst – kunne man spørge?

Bevæger vi os hensigtsmæssigt i forhold til vores evolutionære arv?

Standardmodellen hedder, ifølge Pontzer og dennes kollegaers tese, at mennesket er skabt til moderat fysisk aktivitet på daglig basis. Det er noget, du og jeg kan måle os op imod. 

  • Det er en model, der favoriserer det at holde kroppens fysiologiske funktioner i skak – en homeostase model, om du vil
  • Det er ikke en model, der fokuserer på at gøre os slanke og tynde eller at designe kroppen efter svingende æstetiske modeidealer og penduler
  • Pontzer pointerer: “Træning får ikke vores kroppe til at arbejde mere, men bedre”

Sidstnævnte er en pointe der, så vidt jeg kan se, stiller spørgsmålstegn ved de mange “kapacitetsfilosofier” indenfor eksempelvis cross-fit, langdistanceidræt og ekstremsport i vid forstand. Her er fokus, så vidt jeg har forstået, på at øge vores kapacitet, så vi kan øge vores kapacitet osv., osv. Men hvorfor?

Måske for at opnå respekt, anerkendelse og medaljer. Eller muligvis fordi vi lever i en kompetitiv kultur, der promoverer præstation ud fra en målbar kapacitetsbetragtning, men næppe for at overleve bedre. Det vidner mængden af “eksstjerner” og idrætsklinikker sikkert så rigeligt om. Selv om det eventuelt kan “booste selvtilliden” og “stive egoet af”, nogen vil sige for en stund, er vi da blevet bedre til at overleve af den grund? 

Det handler også om hjernen

Lad os vende snuden hjemad igen til Bente Klarlund. En af de førende forskere i folkesundhed og i særdeleshed i områder, der undersøger motions antiinflammatoriske virkninger. Hun har med grundforskningscentret for inflammation og metabolisme (2005-2015) ved Københavns Universitet og Trygfondens Center for Aktiv Sundhed ved Rigshospitalet haft en fremtrædende rolle indenfor muskelforskningen og ført an inden for dette felt.

Blandt andet har hun og hendes kollegaer opdaget, at muskler under træning udskiller molekyler, der hedder myokiner. Molekyler, der kan kommunikere med kroppens øvrige organer og eksempelvis sende signaler til fedtvæv om, at sukkerdepoter er ved at være opbrugte.

Selv om hun ikke har en evolutionær tilgang, anføres det i artiklen fra Weekendavisen, at hun på et andet forskningsgrundlag end Pontzer, fremfører, at der er masser af forskning, der påviser en sammenhæng mellem sygdom og mangel på bevægelse. Startende med Jeremy Morris’s studier af konduktører i 1950’erne (The London Transport Worker Study, 1953). Et studie, der påviste, at konduktører, der gik op og ned af trapperne i dobbeltdækkerbusserne var markant bedre beskyttet mod blodpropper og hjertesygdomme end deres stillesiddende buschauffører. 

I de senere år er forskningen også begyndt at se sammenhænge mellem fysisk udfoldelse og hjernen, påpeger Klarlund. Det lader til, at motion kan sanses af hjernen og have gavnlig indvirkning på hukommelsen samt neurogenerative sygdomme. Hun omtaler, at man er ved at finde ud af, at der faktisk passerer molekyler igennem den såkaldte blod-hjerne-barriere, der har til formål at sikre, at det cirkulerende blod og de stoffer, der er i blodet, ikke kommer over i hjernen.

Det betyder, at der er en sammenhæng mellem fysiologi og hjernen. Der kommer mere og mere evidens for, at disse myokiner kan stimulere den såkaldte brain-derived neurotrophic factor. Et protein, der har indflydelse på fremvækst af nye neuroner og synapser, som det bliver omtalt i artiklen i Weekendavisen.

Udover at vi kan konstatere, at det altså har gavnlige virkninger, også på hjernen, at bevæge sig, er der, ifølge Pontzer, ikke noget der evolutionært tyder på, at vores art udvikler sig som en specifik reaktion på det forhold, at vi bevæger os mindre. Selv om der altid er ændringer i genpuljen og at vi ikke kan fastfryse vores genetiske udvikling.

I indlægget Brug hjernen under bevægelse går jeg mere i dybden med hvorfor og hvordan hjernen nyder godt af bevægelse.

Er vi gearet til fremtidens samfund?

Vores gener forbliver, som omtalt, stort set de samme. Hvilket Chris MacDonald i øvrigt gør en stort indsats for at forklare konsekvenserne af i føromtalte bog Ikke til forhandling. Hans pointe, som han langt fra er ene om, er, at vores fysiologi ikke er gearet til den samfundsmæssige udvikling og det tempo, “tingene” kører i. Det er også præcist dette, Herman Pontzer fremfører.

Det er vores miljø, der hele tiden skifter og gør os mindre aktive og dermed syge. Det vil han dog ikke kalde evolution. Men det er tilsyneladende en overvejende konsekvens af, at vi indretter tilværelsen, som vi gør. Måske man med Ido Portal in mende kunne tale om “devolution”, at vi degenererer som art. Bl.a. fordi vi ikke tilpasser os godt nok efter den genetiske udrustning, vi er udstyret med.

Hvis vi har en genetisk arv, der lader til ikke at ændre karakter, i hvert fald er det noget, der tager vanvittigt mange generationer og år, er vi så ikke forpligtet på at tage højde herfor, i den måde vi udvikler samfundet på? Det virker mere som om, vi forsøger at undgå eller stille forhindringer op for bevægelse, gennem den måde vi arbejder og lever på. Jeg møder i hvert fald min del af forbehold i egen praksis.

Måske er der tvingende mekanismer på spil, som antydet. Måske er der tale om overgangsfænomener på den store samfundsskala. Bevægelsens fremtidige vilkår kan også rumme muligheder. Spørgsmålet, der kunne stilles er i hvert fald, hvad al den teknologiske omstilling skal bruges til? Mere frihed og retfærdighed, lykke, handlefrihed, mindre vold og ulighed? Svarene er sikkert mange.

Spørgsmålet er endvidere bl.a., om vi betaler for høj en pris for denne omstilling, og om de menneskelige behov i det hele taget er taget med på ord, eller overladt til individet selv at forvalte? Det vil jeg dog undlade at meditere yderligere over i dette indlæg.

Evolutionære lektioner

Hvad kan og ikke mindst bør vi genvække af fortidens evolutionære skatkammer og evt. bygge videre på, ifølge de pointer, der her er fremført? 

  • Bevæg dig, fordi du er skabt til det. Men der skal være balance i denne brug, ellers vil organismen vende sig imod dig. Ekstremsport, som flere og flere dyrker, muligvis pga. nogle hormonale effekter og følelsen af at “komme af med en masse energi” og frustrationer eller for at føle, at man er “i zonen” osv., er faktisk ikke det, kroppen efterspørger, ifølge den forskning, der omtales i artiklen fra Weekendavisen. Ved ekstremsport risikerer man, hævdes det, at immunforsvaret sætter helt ud og holder op med at reagere på infektioner etc. Det er der nu nok mange, der vil bestride indenfor disse discipliner, og jeg forbipasserer igen detaildiskussionen. Men hvad er nøgternt betragtet så løsningen? Løsningen er måske at bevæge os hyppigere, uden at det bliver for ekstremt, og at vi ikke (primært) bevæger os for at blive smukke eller slanke, eller fordi vi skal, eller fordi vi er blevet dovne, men simpelthen for at overleve (bedre og længere?)
  • Bevæg dig for at undgå livsstilssygdomme. Her er det især kredsløbslidelser, diabetes, kræftformer med flere, der er i højsædet. Men også andre tilstande, der er relateret til kroppens respons over for en stillesiddende eller på anden vis bevægelsesfattig livsstil. Det handler om at undgå, at kroppen holdes i ubalance og ikke aktiverer ikke nødvendige fysiologiske processer
  • Bevæg dig for at stimulere din hjerne. Det forpligter at være et væsen, der kan gå på to ben. I starten handlede det meget om at bruge den større hjerne til at søge føde. Nu handler det herudover også om at optimere livsdueligheden, bevægelsesrepertoiret og holde aldersbetingede sygdomme på afstand. Der er megen aktuel interesse for emner som neuroplasticitet, indlæring af nye mønstre og at afkode, hvordan vi kan undgå aldersmæssige degenerationsprocesser gennem forskellige former for neurologisk stimulering. Det være sig koordinative, balancemæssige og alverdens andre stimuleringsmæssige tiltag. Men især gennem indlæring af nye, mere mangfoldige, mere naturlige bevægelsesmønstre end hvad der normalt praktiseres i forhold til befolkningens bevægelsesvaner

Hvis vi skal bevæge os mere hensigtsmæssigt, må vi også se mere kritisk på, hvilke vaner vi har, hvilke kreative udfoldelsesmuligheder, vi har i dag, og hvordan de kan tilpasse sig en øget viden om fortidens “tvingende fysiologiske behov”. For det er faktisk ikke så indlysende længere, det er formentlig langt hen ad vejen gået i glemmebogen, gemt væk og er til dels måske gået tabt i overleveringen. Erstattet af moderne motionskoncepter, fitnessspejle, slankekure, mountainbikeruter, håndboldmesterskaber og alt muligt andet, som jeg i øvrigt ikke har behov for at udskamme og sagtens kan se værdier i.

Læs om bevægelsens historie og hvordan vi er endt, hvor vi er.

Lad os atter komme i sync igen, lad os bl.a. lytte mere til visdommen i vores egen krop og dens cellulare behov. Måske de kan fortælle os noget om, hvordan vi bedst bevæger vores dna. De evolutionære overbygninger skal vi selvfølgelig også fatte interesse for. Vi er også væsener, der på godt og ondt udvikles gennem kulturelle manifestationer. Kunsten er måske at finde og opretholde en meningsfuld balance mellem de to store ord – natur og kultur.