Det lyder så konfrontatorisk og anmassende, dette spørgsmål. Men det er stillet neutralt og nysgerrigt i en livsforebyggende kontekst. Helt indlysende kunne vi starte med at henvise til kroppens fysiologi og anatomi. Det er indiskutabelt, at bevægelse er fundamentalt for vores systemiske og organiske velbefindende. Det er samtidig en kongevej til et sundt liv, uden nødvendigvis at maksimere risici for skader, sygdom og lidelse.

Jeg har i flere indlæg introduceret bevægelse som “en stor ting”. Et must, noget ufravigeligt og livsnødvendigt. Det afholder dog ikke mange mennesker fra ikke at bevæge sig regelmæssigt eller tilstrækkeligt (fornuftigt), hvorfor bevægelse som fænomen bør genopvækkes.

…og på den negative side. Jeg har i indlægget bevægelsesfælden vist, at det ikke at bevæge sig, kan være ensbetydende med, at der langsomt sker forandringer med kroppen, som kan lede til smerte. Dette kan føre til endnu mindre bevægelse og tab af bevægelsesfrihed. For nogen vil det være et tab af livskvalitet og en ondsindet, nedadgående spiral.

På siden Kroppen i gang tager jeg ligeledes hul på en række bud på, hvorfor vi skal bevæge os. Jeg lister potentielle værdier og introducerer bevægelse i generel forstand. Jeg kommer ikke med de eneste 10 stentavler.

I indeværende indlæg belyser jeg nogle kritisk vigtige hovedområder, hvor vi lader til at være sakket voldsomt bagud i forhold til vore forfædres bevægelseskapacitet. Indikatorer, du derfor kan vælge at adressere i din kropspraksis, så du kan arbejde mere målrettet med dine bevægelsesvalg for at understøtte dine menneskelige behov.

Disse nøgleområder er eksempler på, hvordan du kan rammesætte naturlig bevægelse i grundlæggende forstand.

Væk fra det oprindelige formål med bevægelse

MovNats Performance Director & Master Instructor Danny Clark hævder, at vi nu ser tegn på, at vi i dag aldrig har været svagere. At vi på centrale måleparametre, såsom styrke, organer, hjerne etc., falder igennem med dumpekarakter, og hans eksempler er forskningsbaserede.

Der er tilsyneladende forskning, der viser, at unge ”Millenials” er mærkbart svagere end deres fædrene ophav. Vi kan ikke skære kagen ultimativt, det modsatte forekommer givetvis også, men artiklen har formentlig fat i en “tendens”, ikke desto mindre.

I takt med den accelererende teknologiudvikling, som netop ikke er bevægelsesbåret, men snarere bevægelsesberøvende, er sådanne “tegn” måske en måde at se på konsekvenserne af vores nuværende levevis. Konsekvenser, vi måske ikke har råd til at ignorere længere, samfundsøkonomisk.

Udvikling kan også slå om i afvikling og de-evolution. Men hvad er det i grunden, der kan være under afvikling? Danny Clark udtrykker vores skæbnesvangre og tragiske suppedas sådan her:

“Weakness is a bigger issue than simply not being strong enough to lift a heavy barbell or rock. In fact, the decrease of all the aforementioned attributes are really a byproduct of the root issue: our lack of movement capacity. As such, the most alarming sign humans are weaker than ever is the loss of our ability to move; our physical capability, i.e. our ability to perform tasks vital to our survival and well being.” (Danny Clark)

Vores bevægelsesmæssige overlevelsesevne eroderes af en stadigt stigende kapacitetsforringelse, fordi vi ikke kan bevæge os på en måde, der er vital for vores overlevelse. Det førhen vitale for overlevelse er i dag et nærmest bevidst fravalg. Alt om at undgå…

Bevægelsesfælder

Her rammer Clark noget essentielt, der kan lokke os dybt ned i bevægelsesfælden. Vi kan oplyses om, at vi skal bevæge os fra nu af og til apokalypsen indfinder sig, men hvis ikke vi kan eller ved, hvordan vi gør, på grund af manglende kapacitet og livsvilkår, der vanskeligt tillader, at vi forener bevægelse med overlevelse, er vi måske endnu mere presset, end vi går og tror. Moralprædiken og sideløbende udhuling af livsgrundlag går dårligt hånd i hånd.

Bevægelse er blevet en sport, en skolelærerdont uden prestige, en “efter-arbejde-reminder”, en fitnesstrend, en sur og sjæleløs pligt, en kultisk massebevægelse, en interesse osv. Men ikke en praktisk livsomstændighed. Det er krumtappen i al miseren, så vidt jeg kan bedømme og forstå rodårsagen til bevægelsesmanglen, de mange smerter og lidelser. Den er ikke længere bundet op på vores overlevelse eller vores genetiske og evolutionære arv. 

Danny Clark er en positiv mand, der helst vil se, at glasset er halvt fyldt. Der skal jo trods alt sælges naturlig bevægelse, når alt kommer til alt. Men det behøver ikke at decimere hans pointer af den grund. Jeg gengiver dem velvilligt og jeg er, langt hen ad vejen, på hans side. 

Kunsten bliver, i kompromisets hellige navn, at se på hvilke praktiske indsigter, vi kan drage af vores evolutionære arv, og hvordan de kan forenes med en moderne teknologisk virkelighed, der har bidt sig fast. I indlægget Hvad er naturlig bevægelse? pointerer jeg samtidig, at det naturlige næppe er noget, som bør erstattes.

Jeg diskuterer også mere om naturlig bevægelse i Hvad er naturlig praktisk og funktionel bevægelse. Husk blot at bevægelse er mere end en “ideologisk tvingende indramning” af “naturlig bevægelse”. Den er i konstant udvikling, og skal ikke begrænses eller reduceres til nogen enkeltstående synsvinkel.

De 6 svaghedstegn og deres modtræk

6 Signs Humans are Weaker than Ever er titlen på den artikel, hvor Clark omtaler 6 kritiske tegn på evolutionær forringelse. En artikel, hvor han også ser et “naturligt modsvar” til hvert sårbarhedspunkt. 

Clark to the rescue: Han fremfører mere præcist 6 graverende eksempler på, hvor kæden er hoppet af, og hvordan den kan sættes på igen. Det sidste kan der altid sås tvivl om, trods megen velvillighed. Ikke mindst hvis vi ser på almene sundhedsstatistikkers udvikling. Her er vejen stadigvæk alt for ensrettet, men formentlig også tynget af generationelle dynamikker.

I øvrigt kan der være andre svaghedstegn, udover de, der her anføres, som endnu ikke har vist deres “sande ansigt”. Jeg tænker her først og fremmest på mentale sårbarhedspunkter, båret af acceleration og forandringshastighed, reproduktive sårbarhedspunkter samt udfordringer vedrørende social integration etc.

Og samtidig er der vel også eksempler på at nogen er langt bedre udrustet på disse 6 parameter, end artiklen lader antyde. Det er generaliseringer. 

De 6 eksempler er:

  1. Reduceret grebsstyrke:
    Vi bruger ikke hænderne på samme måde som før, fordi vi ikke “hænger i”.
    Mulige løsninger: Indfør mere klatring, flere sving, flere hængeøvelser og bevægelser, hvor du skal få kroppen hen over en forhindring. Klatr i træer. Løft nogle tunge sten, stammer eller andre naturlige objekter over kort afstand, når du er ude i naturen. Lær kampsport.
  2. Reduceret lungekapacitet:
    Det er ganske enkelt nemmere at undslippe fysiske anstrengelser i dag.
    Mulige løsninger: Lær abdominal vejrtrækning, øg din arbejdskapacitet igennem mellem og lange workouts, der stimulerer aerobe adaptationer. Løb og gang. Tag på flere vandreture og vær generelt mere aktiv, dvs. bevæg dig mere. 
  3. Reduceret knoglestyrke:  
    Måske den vigtigste indikator. Vi kan nu prale af 20% mindre knoglemasse end vore forfædre, nævner Clarke. Konsekvenserne er over tid øget risiko for osteoporose, højere dødelighedsrater på grund af faldulykkers følgevirkninger og mere afhængighed.
    Mulige løsninger: Sørg for at inddrage manipulerende aktiviteter i din kropspraksis. Løft, bær, kast og grib. Hop skal indføres med sikring af og optimering af loading teknikker. Indfør mere løb med variable løbetempi, også sprints i ny og næ. Brug træningsprincipper for at undgå overtræning og korrekt progression.
  4. Reduceret mental kapacitet:
    Evolutionær neurovidenskab peger på tabt mental kapacitet, da vores “adaptive kapacitet” er designet til at håndtere “kognitivt udfordrende aerob aktivitet“, påkrævet for at tilvejebringe og jage føde. Da vi ikke længere udfordres gennem bevægelsesmæssig stimulering, reducerer hjernen sine funktioner, så der spares energi.
    Mulige løsninger: Tag på opdagelsesbaserede gåture, “hiking”, gå nye ruter så ofte som muligt. Jeg vil tilføje orienteringsløb. Gør jagt eller “opsamling af forråd” til en hobby. Tilføj forhindringer og udfordringer i din kropspraksis. Tag på “udvidede løbeture“.
  5. Reduceret fodstyrke:
    Hele bevægelseskæden er afhængig af kroppens fundament, fødderne. Ifølge Clark viser studier fra det nordvestlige Mexico, at folk, der lever mere som vores forfædre, havde færre tilfælde af platfod (flat feet) sammenlignet med byboere i USA. Det medførte mindre sandsynlighed for at udvikle plantar fasciitis, gigt i knæ og stress frakturer i foden.
    Mulige løsninger: Stå og gå mere barfodet. Genopbyg din fodstyrke gennem gulvbevægelser, gang og balanceprogressioner. Arbejd med landingsteknik fra hop for at genopbygge eccentrisk fodstyrke. Lær at bruge mere minimalistiske sko, eksempelvis som anført af Katy Bowman i hendes bog Whole Body Barefoot.
  6. Reduceret mobilitet:
    Mobilitet er mere end fleksibilitet. Det er evnen til at kunne bevæge sig, at have en tilstrækkelig range of motion (bevægeudslagsrækkevidde), koordination og fitness til at kunne udføre “real world” opgaver. Vi laver kunstige bevægelser i dag.
    Mulige løsninger: Udvid dine kropspraksisrutiner med et fokus på bevægelseskompetence og arbejdskapacitet i bredest mulige forstand. Suppler med specifikke mobilitetsøvelser, hvor du rækker ud efter genstande eller punkter. Bevæg dig mere “off track” i naturen, på objekter her og på stranden.

Hvorfor skal vi bevæge os noget mere? Alene spørgsmålet rummer en del af svaret. Hvis ikke det er indlysende i sig selv, kan der kun være behov herfor. En samfundsudvikling, der ejendommeligt nok har sløret udsynet for de bevægelsesformer, vores iboende organsystemer, celler, anatomi og fysiologi har været bundet op på i 99% af menneskehedens historie.

Vi er tjent med at bevæge os mere i retning af det, vi før har gjort, i evolutionær tidsregning altid har gjort. Det handler om respekt og loyalitet mod de store genetiske tandhjul og de bevægelsesmønstre, der ligger dybt inde i os. Vi skal dog huske at omfavne både nye såvel som historisk udviklede bevægelsesmønstre.

Vi skal bevæge os for at leve bedre. For at kunne bevæge os bedre, så det ikke gør ondt at bevæge sig, og vi får det godt med os selv. Det slår i min fremtidsvision samtlige supersygehuse, der opføres til milliarder af kroner (uanset deres berettigelse i øvrigt). Men det kræver en revolutionerende erkendelse på linje med klimaerkendelsen. Vi skal den anden vej rundt, synes logikken at være. Det kræver dog, at vi iagttager og forstår grundlaget for vores sårbarhed/svagheder og tør se dem i øjnene.

Vores nuværende mangler og bevægelsesindskrænkninger er ikke nødvendigvis en ufravigelig skæbne. Vi kan vælge at prioritere bevægelse højere end en pligtbaseret gerning, der skal dulme vores dårlige samvittighed. Vi kan i højere grad vælge at sætte bevægelse højere end behandling og leve mere i pagt med bevægelse. Og bevægelse forstået meget bredt, alsidigt, men også naturligt.

Vi skal bevæge os, fordi det er menneskeligt.