Jeg er lidt i vildrede med, om jeg forvirrer mere end jeg fremmer bevægelsens ærinde med denne titulering. Ondsindede kritikere kunne finde på at hævde, at der ikke findes et basislag. At der kun findes bevægelse. At al bevægelse er naturlig.
Jeg vil svare både og. Evolutionært og fysiologisk er der i en vis forstand plads til at tænke med hierarkiske briller, men ideen er mere at bringe forskellige bevægelsesformer til skue end at katalogisere og klassificere, efter værdi, rækkefølge, popularitet, aktualitet etc. Mit ærinde er snarere eksplorativt dannende. At undersøge bevægelse ydmygt og autentisk.
Det jeg ønsker at fremme og oplyse om på alle de sider, jeg placerer under Bevægelse – basis, er slet og ret vitale former for bevægelse (og fundamenter/forudsætninger for bevægelse), jeg gerne vil bringe mere i fokus – af mange årsager. Også fordi de skønnes væsentlige for os “alle”, hensides motivation og forståelse.
Forhåbentlige og realistiske udgangspunkter for mange mennesker, men også fundamentale bevægelsesformer, anskuet ud fra bevægelsens egen inderside og oprindelse, velvidende at der er mange andre lag, der lige så vel kunne være medtaget. Hønen og ægget kan være lidt svær at blive klog på i den sag.
Således samler jeg over tid en masse “byggeklodser” ud fra det håb, at flere vil kunne danne sig et overblik over, hvad de med fordel kan stifte bekendtskab med frem for at gribe i blinde efter den første, den bedste modelune. Men i erkendelse af at vi samtidig motiveres af forskellige former for bevægelse. En buffet, der gerne skulle vokse sig større, tage sig indbydende ud.
Kropsøvelser er endnu et grundlæggende lag, hvor jeg har lagt nogle elementære og knap så elementære øvelser ud i samlet form. Øvelser tiltænkt en helkropslig indgang til bevægelse af kroppen – at få kroppen i gang som kropspraksis i sig selv – men fortrinsvis i form af enkeltøvelser, såkaldte isolationsøvelser.
Det er “old school” delen, der næppe er fremmed for de fleste, har en “fitnessagtig” og prehabiliterende genkendelighed over sig langt hen ad vejen. Kropsøvelser for dig der bare vil i gang med lidt “classic-klingende halløj” og ikke helt er klar på, eller interesseret i kompleksiteten i andre niveauer. Og, om muligt, endda byder på noget, der alligevel ikke er så classic og måske også er nyt for dig.
Betragt det som et baggrundstæppe for andre, og mere ekspanderende bevægelsesformer på jesperabild.dk.
Vi har godt af at lære mere om bevægelse
Men, men, bevægelse er meget mere end isolerede enkeltøvelser, der ofte har et meget “muskulært” og ja, isoleret, mekanisk formål. Mere vigtigt er det, i min optik, at lære mere om bevægelsesmønstre, bevægelsesformer og praksisser. At få et landkort over bevægelsens “ABC”.
Jeg tillader mig endda lidt misvisende at promovere den naturlige bevægelses ABC, herunder det at kravle, at rejse sig op og praktisk, funktionel bevægelse. Misvisende fordi al bevægelse i en vis forstand er naturlig. Nogle former for bevægelse har de facto været med os siden evolutionens daggry, og er i den forstand mere “fundamentale”.
I et nutidigt perspektiv gør vi klogt i at vide mere om kroppen for at kunne bevæge den bedre og tage bedre vare på den. Uanset hvor den kommer fra. Mestring og livssundhed i skøn forening.
Det vigtigste er derfor at få kroppen i gang og at kunne gennemskue og forstå hvorfor. Dermed ikke sagt, at bevægelse behøver nogen forklaring. Det er i en vis forstand indlysende, da vi er væsener, som er skabt til bevægelse.
“Hvor skal vi hen, du?”
Vi kan imidlertid have stor gavn af at få skabt mere klarhed over det her med hvad, hvor, hvordan, hvor meget og hvor ofte. Der tilbyder jeg at stille et introducerende glimt af bevægelsens byggesten til frit skue. After all, bevægelse er vores fælles eje og skæbne.
Vi kommer omkring “basislaget“, koordinative grundaspekter, balance, din reaktionsevne, hurtigheden, kredsløbsstimulering og meget mere. Og du kommer til at se værdien i at gå, såvel som i at løbe m.m. Det gælder om at få øje på betydningen af alsidig og mangfoldighed i bevægelse, om det så bare drejer sig om noget så fortærsket som et klassisk armsving.
Bevægelse har det med at rumme flere lag, end vi lige umiddelbart er i stand til at se. At få adgang hertil er i høj grad et spørgsmål om tålmodighed og en røvfuld af timers praksis med fingrene i materien.
SROMP er et ret så finurligt og intelligent bud på, hvordan du starter med at opøve mere kropsbevidsthed, foruden alle de sundhedsfremmende elementer. Det er en basisfigur, som rummer nøgler til en meget større skatkiste. Bevægelsesfrihed, udvidelse af bevægelsesrepertoire etc.
Grib bolden og grib barndommen
Et andet greb, når vi skal i gang med bevægelse, ud over at kigge på kroppens anatomiske potentialer, er at styre inspirationslinsen i retning af barndommen. Børn kan ufatteligt meget. Uden at ane en dyt om, hvad de har gang i. Ved at gribe tilbage til barndommens mange lege, spil og uformelle bevægeformer kan vi finde kimen til at genetablere kontakten til en friere og mindre vanebetonet form for bevægelse.
Ydermere kan vi kigge ud over kroppen og se på, hvad et elementært legeredskab kan byde på. Tennisbolden er en sådan ven i bevægelsesnøden, som nok skal lære dig en ting eller to om, hvad bevægelse kan gå ud på.
Disse mange “basis-bevægelseskomponenter” kan og bør samtidig supplere de mange kropspraksisser, jeg også har i kikkerten og formidler på mit website. Sådan at forstå, at forskellige “platforme” for kroppens velbefindende træder tydeligere frem hen ad vejen.
Hvis du er et af de ret så kvikke hoveder foran kateterpulten, vil du måske også gerne kloge den på bevægelse i forhold til vores artshistorie, evolutionen, den fysiske bevægelses historie og alt muligt andet.
Her lyder rådet: Følg med på jesperabild.dk’s blog