At praktisere ydmyghed med krop og bevægelse – afsnit 1

Thi kendes for ret. Det er blevet tid til at sætte ydmygheden under retfærdighedens lup i et livspraksisperspektiv. Ydmygheden er interessant, fordi den konstant står i et vibrerende vekselforhold, der kan slå om i en forvanskning eller en forvrænget yderpol. Emnet ydmyghed må vi have et mere sensibelt forhold til for at mestre, for den slipper os let af hånde.

Mon ikke der er, og kunne orkestreres, et mellemværende med ydmygheden, der rækker udover individet. Som præcis fortjener nogle betragtninger i en skriftlig causerenede form, hvor forholdet til krop og bevægelse føres ind under samme parasol?

Just det er mit æriende her. Lad mig sætte scenen med lidt indledende sportsbetragtninger.

Mallings sportsbegejstring

I artiklen “Sportshjertet” af Brian Nygaard, fra Weekendavisen, nr. 34, 23. august 2024, s. 10 filosoferer skuespiller Søren Malling over sit forhold til sport. Malling er, som jeg, en stor beundrer af Roger Federer, hans generøsitet som udøver med guddommelig, ikonisk rollemodel status. Malling elsker sportsfolk, der udviser den fornødne karisma og sult (man ser nærmest Rasmus Ankersens talentbøger for sit indre, når man læser artiklen) og giver sig fuldt ud.

Han strør om sig med vurderende eksempler på, hvem der i hans optik rammer skiven, og også hvem der ikke lever op til disse fordringer på dette punkt. Der uddeles et par morsomme lussinger på den konto i vanlig Malling stil. Herrernes fodboldlandshold kommer i hvert fald ned med nakken. Artiklen gør status på sommerens mange sportsudskejelser med hans syn på sportens betydning – og det er her, jeg finder min kobling til dagens emne.

“Sport på højeste niveau er vigtig, fordi vi har brug for at se, at vi har ulige evner. At nogen kan noget, andre ikke kan. Ellers er der ingen værdi i noget. De fleste voksne mennesker skal kunne rumme, at der er noget, de ikke kan opnå, for det hører barndommen til ikke at ville acceptere det”. (Nygaard, s. 10)

Misundelse er en grim ting, er det blevet hævdet, og det er just det, han vil ud over. Respekt, ærefrygt og beundring kan vise en anden vej frem. Især hvis de store helte ikke er blevet dovne af for mange penge og sportsvogne. Sport kan løfte perspektivet, give os et rollemodellerende vue ind i en verden af en anden, som kan løfte jævne folk ud af dyndet og opad stigen til en mulig højere formåen, eller som han selv skriver:

“Vi skal have et spejl i tilværelsen for at se det, vi ikke kan, uden misundelse. Det kan andres største øjeblikke gøre, fordi det bliver til inspiration eller et pejlemærke for os andre, selvom vi aldrig kommer helt derop eller bare i nærheden.” (Nygaard, s. 10)

På slutspørgsmålet om ikke alle mennesker, inklusive sportfolk må erkende, at de er begrænsede væsener – i en vis forstand – lyder den lakoniske slutreplik:

“Ja, helt sikkert. Men Federer, han er gud, slut.” (Nygaard, s. 10)

Jeg trækker på smilebåndet over Mallings slet skjulte opsang og hang til arrogance. Det er godt at trække i arbejdstøjet og give sig fuldt ud, når vi vil noget. Men som bekendt er der bare nogle stjerner på himlen, hvis lys skinner så pragtfuldt, at vi andre må blændes af skæret. Federer er gud.

Der er i dag særdeles vide rammer. Du kan vinde mesterskaber i både puslespilslægning og luftguitar. Alt kan have en berettigelse. Men der er kun én Federer, som kan være gud. I hvert fald inden for tennis.

Fra ærefrygt til ydmyghed

Bag Mallings raptus kunne man eventuelt se rudimenter af en klassisk værdikonflikt mellem høj og lav kultur, som det har heddet i visse kredse. Gnidningen mellem individet og samfund i videre forstand. Egoisten og dribleren versus vandbærere, holdengagementet og det at ofre sig for fællesskabet og forsvinde ind i en større sammenhæng, hvor man kommer udover sig selv – og måske genfinder sig selv.

Men ordet ydmyghed optræder ikke i artiklen, og det er netop dette ord, jeg tænker er værd at supplere hans betragtninger med. Kunne der være andre veje til bedre præstationer, selvudfoldelse og guddommeligt vanvid, end stjerneshimlens katalog af uopnåelighed som idrætsguderne på Olympos nyder?

Nogle bliver ikke bare misundelige og ærefrygtige over at se på tv skærmenes og de store stadions helte. Nogle mister lysten, går i sort og sander til i (selv)foragt eller passivt forbrug af andres succes, som dulmen på egen småborgerlig, halvkedsommelig trummerum eksistens. Andre slukker for skærmen og vil ikke konfronteres med disse fantastiske udfoldelser, og atter andre får blod på tanden, køber hele kollektionen, så de også kommer til at ligne Federer.

Jeg røg selv på limpinden for alle børnepengene, da jeg var dreng og Stefan Edberg sad på tronen. Så var det kun Wilson og Adidas, der duede, og serven skulle også ligne Edbergs. Lemmingeeffekter, vor herre bevares. 

Men, men. Er det vejen til mere originalitet og at finde sin egen melodi i verden, alle disse inspirationskilder, der i visse tilfælde både “sælger” energidrikke og andre vederstyggeligheder? 

Misforstå mig ikke. Malling har nogle pointer, og jeg har bestemt også mange helte, jeg trækker på, men jeg vil i dette indlæg se på, om vi via ydmyghedens vej kan komme længere end vi tror. Uden at vide en grøn edamame bønne om, hvem der “har trådt stien før dig”. Uden at du skal stå i gæld til noget koryfæ eller bare kopiere en hævdvunden vinderformel – with a twist.

Hvad med vejen til den store magi, der opstår i en form for accepterende og ydmyg omfavnende selvforglemmelse, hvor vi kan være både himmel og venner nær. Hvis altså vi kan lære at træde lidt til side fra alt det der rampelys og linselusfnidder, der skygger for, at Diogenes for alvor kan nyde genialitetens udsyn i sin tønde. Eller hvor det nu var, han boede, da Alexander den Store kom og skyggede for solen med sine brede erobringsskuldre.

Tænk sig, om vi kunne få vores højeste ønske opfyldt, om blot kejsere og andre ophøjede måtte unde os dette ved simpelthen at træde til side.

Et muligt mellemværende med ydmygheden

Jeg har i tidligere indlæg kredset om bevægelsesmangel, om hvorfor mennesker undgår bevægelse, og i seneste indlæg om nogle heuristikker for, hvordan vi kan anskue behandling, bevægelse og smerte.

Vi er alle forskellige, lyder klicheen, og alle har deres helt særlige forhold til krop og bevægelse. Vi vil ikke det samme, og som vi lige har lært, opnår vi heller ikke det samme. Uanset nykker, pisk, gener eller guder, der spøger i kulissen.

Nogle vil mestre, andre bare være med eller gøre det absolut nødvendige, og atter andre kan ikke foretage sig noget, uden at de skal kæmpe for at vinde. Og helst OL, VM, EM, DM og NM. Så hvad dælen stiller den enkelte op? Ikke mindst når ydmygheden banker på døren. Og hvad med ydmyghed i et livspraksisperspektiv, hvor der ikke ligefrem er malet tal på sejrsskamlen?

I dette indlæg prøver jeg at skrible lidt generøst om betydningen af ydmyghed, for ikke at få et for indskrænket, kedeligt eller utilfredsstillende forhold til krop og sind i den livspraksisforstand, jeg arbejder ud fra, og som er omdrejningspunktet for jesperabild.dk. Eller for at give sportsdrømmene lidt kammeratligt modspil.

Ud over trivielle værdianskuelser

Men jeg henvender mig ligeledes i forhåbningen om, at nogen ser værdien i et undersøgende forhold til krop og bevægelse, der rækker ud over modelunedressur, egopolering, funktionsfejl, smertelindring og minimalforpligtelse i sundhedsøjemed. Nogen som er i stand til at rumme en nysgerrig vinkel, der gradvist åbner for et længerevarende aktivt engagement – for hele livets skyld, for glædens skyld eller for at se, hvad der sker. Muligvis for at blive den næste stjerne på himlen, om de andre guder vil.

Et værdigt modspil til tryghedssvøben, lejrtænkning og livsangst, der nok rammer os alle grundet livets vilkår af uvished og tiltagende kompleksitet.

Jeg udstikker en lomme, en åben “begynderkurs” og viser lidt brudstykker til et yderst rudimentært landkort for dig, der gerne vil lidt dybere ind i bevægelse. Dig, der evner at se ud over den megen mekaniske kropsomgang og departmentaliserede optimeringsstøj med lokkende “bullitproof” (genop)træningsprogrammer (og -metoder) og alle de andre tilskårede henvendelser, der præcist skal målrettes og målgruppemasseres i en uendelighed.

Jeg mediterer over åbninger, der yder modspil til den neurotiske og uopslidelige tilbøjelighed til febrilsk at brænde kalorier af i zone 2, uproportionel hang til muskeltilvækst for at imponere andre artsfæller eller bare manien med at fokusere ensporet og samvittighedsfuldt på de daglige 10.000 skridt i lavkuperet terræn. Kort sagt tendenser til at “få krydset og vinget af” – så der er ro i sjælens lønkammer.

Jesper, sig mig engang, hvad fanden er du ude på?

Jeg vil have dig til at forholde dig til dine menneskelige bevægelsesbehov. Basically speaking. På den vandrende, flydende og diskrete dansende facon. Hvorfor så hård og eksakt med alting? Hvorfor hungre efter faste recepter og nagelfaste løsninger? Hvorfor tror nogen, at vi alle skal samme vej til fame og medaljer? Hvad blev der af tilnærmelsens famlende rejse, hvor du navigerer i modets og uvishedens vilkårlige vande – men ikke nødvendigvis farer helt vild? Tør du bruge et bevægelsesperspektiv til at rejse med i sådanne oprørte vande?

Gud nåde og trøste dig om du fik et autentisk forhold til legeme og sjæl, der kunne sætte bevægelse i gang. I den sådan ret omfattende betydning af ordet. SHAKING things up a bit. 

Dig i bevægelse. Dit liv i bevægelse med kurs mod – tja, det der viser sig og afslører sig undervejs med dig selv på den helterejse, der kun er tiltænkt lige præcis dig.

Fordi det handler om dit liv. 

Hvad mangler vi i dag?

Stort åbnende spørgsmål, der ikke giver megen mening. Hvad med ydmyghed? Hvad blev der af den?

I dag vil mange gerne opleve den røde brede løber i Cannes, for det er nu så rart med andres spejling og den megen rygklappende omtale. Vi er vel børn af H.C. Andersen (s kejserlige klæder). Den ydmyge Yoda, visdommens svale baggrundsfigur (for nylig tematiseret i Weekendavisens artikel “Yodaerne iblandt os“, og her bliver ordet ydmyghed rent faktisk nævnt, omend med risiko for at udarte sig til en konkurrenceparameter), har i vid udstrækning forlængst forladt bygningen. Ubønhørligt lyder kravene om at være på og levere som performative markedssøjler og det skal være fluks og gå stærkt. 

“Tag mig i åsyn, 15 minutters fame også til mig, tak”. Ikke så få drømmer om mere tid og om at ride en opmærksomheds- og pengebølge, der kan opstå på en filmfestival, Tik Tok eller hvor lynet nu slår ned. Der er færre yoda-typer, som er i stand til at hæve sig over egne, snævre interesser og perspektivrytteri, som eksempelvis visdomsforsker Judit Glück har blik for i førnævnte artikel.

Tillad mig et relevant eksempel på, hvordan optimeringsbølgen går os så meget i blodet, at den stjæler af den ydmyge omgang med livspraksissens undertiden berettigede (midlertidige) famlen, da megen erfaring jo opstår på baggrund af knap så god (og ofte hårdt tilkæmpet) erfaring.

Undertegnede taler belært af righoldig erfaring.

Huberman på skafottet – uden anklagemyndighed

Neuroforsker, professor og podcastvært Andrew Huberman er en dedikeret optimeringsfortaler, der sværger til at skabe et sundt liv ved hjælp af videnskaben. Hvortil han på sine talrige podcasts flittigt uddestillerer sin og andre ligesindedes viden gennem “afklarende og undersøgende” temainterviews og deling af alverdens protokoller, leveråd og perspektiver. Muliggjort af produktsponsorer og med en filosofi om udbredelse til almindelige mennesker:

“The mission of the Huberman Lab podcast is to expand access to zero-cost-to-consumer information about science and science-related tools to the general public.” (citeret  24.08.2024 fra: https://www.hubermanlab.com/premium/about)  

For nylig så jeg en video, hvor Huberman sad over for cellebiolog, forsker Ronda Patrick, der har en ph.d. i biomedicin, dog på hendes kanal (FoundMyFitness Clips), og jeg blev rystet over detaljeringsgraden i hans egne “daglige rutiner”. Alene hans opremsning var hæsblæsende og samtidigt et rigoristisk stok over sten skiløb mellem forbehold, nuanceringer etc., og måske behovet for samtidig ikke at fremstå “for perfekt”, eller på anden vis uvederhæftig, da han formodentlig kun alt for godt kender sine kritikeres nedsablende argumenter.

Det sidste står for egen fortolkende regning.

Og hvad skulle denne kritik så bestå i? Ifølge kommentarspor og egen fornemmelse: “Too much of a good thing”. Her er Hubermans “almægtige” livsprotokol:

Andrew Huberman er et tidstypisk eksempel på en potentiel “paradoksal formidlingsguru” med en veletableret platform. Iblandet markedsføring, nørdet videnskab, glæden ved nørderiets detaljerrigdom, set gennem ekspertlinser, menneskelig udviklende konversation og jagten efter den optimale livsførelse. Og, ej at forglemme, med en utrættelig vilje og iver efter at trænge dybt ind i megen materie. En approach, der tydeligvis deler vandene. Som eksempelvis “radikal og fnysende afvisning” versus “ja tak til kopiering af hele baduljen” (det sidste er faktisk muligt – hvad angår hans egen livsførelse – se:  https://www.hubermanlab.com/). 

Jeg ser både værdi i dette videnskabelige totalteater og frygter samtidig overdrevets efterdønninger – især hos søgende, systemhungrende mennesker. Jeg spekulerer efter interviewet på, om han lever et protokolliv mere end et ydmygt udforskende liv, der ikke er skåret til efter alverdens reglsæt, profetiske fremskrivninger af aldrings- og produktivitetsfaktorer samt læssevis af dataindikatorer og statistikbunker. 

Og heri tager jeg formodentlig fejl – forhåbentlig da. Men det var det indtryk, jeg fik på det opremsende grundlag. Videnskabelig research eksperimenterer han selv flittigt med, i bedste Tim Ferriss stil. Men er det nu anbefalelsesværdigt “at scale” i den almene befolknings hellige udfrielsesbestræbelse, drømmen om at få løftet os ud af uvidenhedens dynd og ind i cellernes og mitrochondriernes magiske tronsal af oplysning? Ikke så megen yoda-effekt på den konto, er min bekymring. Rationalitet har erstattet visdom.

Er det virkelig måden, at vi som mennesker nu er flest, bedst muligt får et vibrerende og dynamisk forhold til krop og sind på? Eller når frem til vores egen beskedne undfangelse af “la dolce vita”, gennem produktivitetshacks og masser af “bænkpres”? 

Big data business versus small living

Med tanke på fremtidig big data kalibering kan nogen ikke overraskende frygte, at denne optimeringsbølge går beyond grassat. OG at vi mister den ydmyge omgang og intuitive justering af vores livspraksis. Eller mister evnen til at trække på “Lalle ligeglad knappen”, “bare sige pyt”, og alle andre gode råd, vi minder hinanden om, når det hele går op i en spids.

Jeg har jo selv en rem af huden, hvad angår det med nørderiet og begejstringen efter velafprøvede, effektive metoder, teknikker, kropsprakisser m.m. Det synes jeg er både fascinerende, legitimt og samtidig en evig kilde til tilbagevendende selvransagelse og samvittighedsnag. For hvornår vinder mængden over kvaliteten, proportionalitetssansen over det samlede livsgode og -perspektiv? Og hvornår vælter dominobrikkerne ud over bordkanten?

Måske når vi rødmende og fromt tilstår, at vi faktisk godt kan lide en rigtig, rigtig god småkage. Sorry, Huberman. Bevares. Man skal jo nødigt beskyldes for at være fanatisk (hvilket jeg sørme også er blevet rubriceret som, og det må jeg leve med på godt og ondt – men ikke uden nuancer).

Hvad er den rette cocktail? Findes den, eller findes den for dig?

Den svære balanceren på en knivsæg

Jeg vil personligt gerne være besat passioneret uden galskabens rand af eksorcisme. Og det er en svær knivsæg at balancere på, hvilket kunstnere, atleter, politikere og alle mulige andre mennesker fra toppen af erhverslivet – og nedefter – angiveligt kan snakke med om. 

Jeg tror, Huberman i “sit laboratorium” udlever sin egen passion, give or take noget amerikansk produkt-sponsor business støj, men egentlig er overbevist om værdien af eget ærinde og er drevet af sandhedssøgen også. Som en del af foretagendet i hvert fald. Helgardering på den. Og undertiden viser tegn på ydmyghed, ganske eksplicit.

Men jeg mistænker ham også for at have hænderne nede i en honningskrukke. En honningkrukke, som selv Peter Plys ikke ville misunde ham. For det er bundløst. Og der er livsudfoldelse og retledning, ikke kun rettidighed, på spil.

Som salig “Troldmanden fra Tversted” sagde på et højskoleophold way back i min ungdom. “Fornuften dræber”. Og han havde indtil flere videnskaber på samvittigheden.

Og jeg tilføjer yderst ydmygt og originalt, at det klistrer med al den forførende sukkervidsom, så det er svært at vaske hænderne rene, hvis ikke sæben er genuin nok. Man risikerer at miste blikket for at være sig selv og bare nyde rollercoaster øjeblikke, underfundige og ærefrygtindgydende stunder i solnedgangen såvel som accept og manøvrering under lidelsens uundgåelige formative og aldeles meningsløse faktum. Eller at sige ja, tak til en bajer med en gammel kammesjuk, man ikke har set siden ruder konge var knøs.

Her er jeg selv indiskutabelt skyldig, når der fældes dom. Og det tror jeg, mange andre i indrømmelsens skær også er. Der går meget tunnelsyn og glemmebog i modern living, hvor vi glemmer mennesker omkring os, glemmer os selv, ydmygheden og at lægge mærke til sommerfuglens vingefang på et raftehegn.

Og imens tæller dagen os ned – som Lars HUG synger:

Lad os alle bede – til at vi ikke ender der – med bind for øjnene, uden takt og gehør over for balanceaktens svære livskunst. For vi er så sandelig godt på vej, da vi har storforrådt os mod ydmygheden. Amen up front. Hvem vi er, må du selv konsultere din samvittighed for at få at vide. For nogen er faktisk ikke så ramt af den bacille, og andre har ikke optimeret på noget som helst i dekader.

Omvendt. Nogle gange ofrer vi os temporært for, at noget andet kan gå i opfyldelse eller i det mindste bære marginal frugt – eller holde ens tid ud. Det er ikke bare “uvorn slendrian” versus “overachiever syndrome”, og så er den skid slået. 

Vi har alle vores helt særegne version af small living.

Den organiske og slagne vej

Dette indlæg omhandler ydmyghed som forudsætning for at få et længerevarende og holdbart forhold til bevægelse og livspraksis. Og om at komme i gang med bevægelse, uden at det hele handler om protokoller og hovedpinefrie skabelontilpasninger – men måske snarere en indefra ud voksende indsigt, der erhverves over tid – naturligvis i vekselvirkning med omverdenens totalitet. 

Eller tages kursorisk op, når (først, eller aldringstegn berettiger at) det går op for en, at det der med hjernens plasticitet også er vigtigt, ikke mindst i en bevægelsessammenhæng. Hvorefter vi eksemepelvis engageret (eller lettere skeptisk) kan vælge at melde os under fanerne til “SMART training” hos DGI, eller på anden vis.

I videoen ser vi nogle spændende eksempler på, hvordan DGI arbejder med samspillet mellem krop og sind:

At være rettidigt optaget af livspraksis, uden at være så garderet, at vi selv forsvinder i mangel på ubekendte eller afsøgte kroge af eksistensens forbedringsmuligheder og overlevelsesstrategier, er en sand kunst.

Modsat Hubermans udtømningsbestræbelser på makroniveau er der noget tiltalende ved eksempelvis longevity modellen, som f.eks. Dan Buettner har undersøgt, og som i øvrigt også har været genstand for massiv forskning. Der er mange steder i verden, hvor sammenlignelige faktorer lader til at have gået igen med en vis gennenslagskraft, og modellen er enkel. I sin essens virker “Blue Zone modellen” plausibel, og den er trods alt lidt mere “high level” i sin essens. I detaljen nok for god til at være sand. For hvordan kopiere denne model under de givne livsvilkår?

Modellen er blevet groft kritiseret, ikke mindst i nutiden, fordi disse samfund bukker under for moderniseringsprocessen og ensrettet kulturalisering, romantisering og hvad ved jeg. Men den har efterladt nogle spor, der har noget sund fornuft over sig, jeg stadigvæk vil mene er værd at søge inspiration i.

Uanset model, herunder valg af rollemodel etc., skærmer de mange lyksalighedsbestræbelser ikke for individets ansvar for selv at foretage skæbnesvangre livsvalg, i den eksistentialistiske tradition. Og så kan vi, on the side, altid debattere, om vi så overhovedet er i stand til det, eller har fri vilje i et gennemteknologiseret datatyret samfund og rent videnskabeligt betragtet.

Lille dreng på stranden der

Den ene model for det gode liv kan være lige så god som den anden. Men hvad skal vi måle anstrengelsernes værdi på, uanset hvilken model vi læner os op ad, eller hvornår vi stiller træskoene eller hvad der står på bankbogen, eller hvor mange følgere, vi opnår på diverse sociale medier osv., osv.?

Ydmygheden kommer i mange former. Livet er ingen singulær arena. Vi kommer alle til at bakse med at finde ind til hjertebeatet, der gør hele forskellen, sandheden eller tilnærmelsen hertil. For livet er mere som hos Shakespeare. En scene og et drabeligt teaterstykke. Der er mange roller, vi skal udfylde. Og det gælder om at spille livsstykkets akter vel.

For nylig i sommerferien fik jeg et glimt af ydmygheden, i form af en dreng, der havde mistet sin krog til krabbefiskning ved Købingsmark strand ved Nordborg på Als, og nu måtte heeeeelt tilbage til campingpladsen uden fangst. Hemingway (tænker her på Den gamle mand og havet) eller ej, den erfaring er værd at bygge videre på, og den lille dreng trissede da også videre med sin fiskestang, som i øvrigt var en teltstang med en møtrik i en snor for enden. Han berettede nedslået på tysk, hvordan det var gået, og jeg så skuffelsen i hans øjne, men også en vis accept af tingenes tilstand – bilder jeg mig ind. 

Han skal nok finde vej, tænkte jeg. Han er allerede en praktiker, der prøver sig frem. Og har såmænd erfaret, hvad alle fiskere før ham har erfaret.

At der ikke er bid hver gang. 

Men han var i gang fra tidlig morgen. Se det er vejen ad hvilken at gå. At prøve sig frem. Lidt mere kvalificeret næste gang forhåbentlig. At fortsætte. Og med tiden at lære at reestimere udfaldet af valg af approch. At være observant og regulere ind efter biologiske signaler, udfald af handlinger m.m., og at tyde dem godt. 

Livskunst, ikke spådomskunst. Men også en erfaringstung evne, der opdyrkes på forskelligt grundlag. Og ikke falder i alles smag, når nu “science says”, og der er manualer på hylden.

Men kan vi undgå den ydmyges erfaring? Kan vi undgå at lære af skæbnesvangre erfaringer, hvor tingene ikke længere kan omstødes? Hvor bordet og “bad practice” fanger? Umiddelbart er svaret nok både et ja og et nej.

Livet er ikke en helgardering. 

Dyden der ikke vil være sig selv bekendt

Jeg holder af at reflektere livsfilosofisk, når jeg skriver. Jeg ser ikke kun mig selv som kropsfikser. Kroppen udgør en umådelig lille brik i den måde, vi lever på. Men måden vi lever på påvirker kroppen. Det kan ikke reduceres til kompetencer, intervention og behandlingsteknikker at overlade ansvaret til andre for en 500-mand. Selvom jeg personligt er dybt taknemmelig for hver en støtte, jeg møder på min vej som massør.

Intuitiv selvdannelse er afgørende for sporskifte og adfærdsregulering i mange sammenhænge.

Et eksempel, der er nøje udvalgt. Tror du, det er vigtigst at følge en velmenende og garantihungrende holdningskorrigerende øvelse på YouTube, købe en “holdnings t-shirt” eller være mere bevidst om, hvordan du bærer din krop i løbet af dagen? Jeg overlader suverænt svaret til dig.

At reflektere lidt over hvordan vi har det med ydmyghed, kan have stor indvirkning på måden, vi forholder os til vores krop på – og måder vi behandler den på. For valget af livspraksisstrategi. Kan vi købe os fra det?

Ydmyghedens teoretiske tentakler

Ydmyghed er en tvivlende dyd. Er jeg nu også ydmyg nok? Eller er det selvindbildt og falsk beskedenhed? Eller, eller? Dyden er bevidst om sin egen begrænsning og alle andre dyders. Dvs. den kan give et klarsyn, der er sjældent, ved at den ydmyge træner i at være god til selvaccept. Ser med realismens brillestil på tingene.

Den ydmyge puster sig ikke for meget op, eller graver sig ned i smålighed. Hvorfor? Fordi den ydmyge er forpligtet på sandheden snarere end egoets gøren og laden. Tvivlen holder den i ave. Den ydmyge er ikke forfængelig, derved at den tror for meget på sig selv. Selvtillid er jo som bekendt højt efterspurgt.

Risikoen ved for megen selvtillid er hovmod (også kaldt stolthed). Hovmod er modsætningen til ydmyghed. I sin bedrevidenhed eller skråsikkerhed er den hovmodige i risiko for at stå for fald. Ikaros-myten, husker du nok. Hovmod er altid uvidenhed.

Den ydmyge kender sin afmålte begrænsede handlekraft i forhold til det, den er magtesløs overfor. Gør sig ikke mindre end rimeligt er, men dog. Den må ikke forveksles med Aristoteles’ micropsuchia, der – ifølge André Comte-Sponville i En lille bog om Store dyder – kan oversættes med lavhed eller smålighed. 

Kunsten er ikke at snyde sig for det, man er værdig til, og ikke i forfængelighed tro sig til et højsind, der overdriver eget værd. I forlængelse heraf tænker jeg, at det gælder om at kultivere en evne til accept af at tingene er som de er, og ikke se mindre eller mere i dem end godt er, på den baggrund. 

Undgå ringeagt

Vogt dig for selvforagten eller ringeagten. Det Spinoza kalder for abjectio, men som måske bedre kan oversættes med lavhed. At man af bedrøvelse gør sig mindre, end man er. Det kan både føre til en lastefuld ydmyghed og en dydig ydmyghed. Dydig hvis man mobiliserer sin kampkraft og ikke sygner hen i selvmedlidenhed eller manglende selvrespekt. Altså ringeagt.

“Erfaringen siger os, så vidt jeg kan se, at bedrøvelsen ind imellem er en indre kraft, eller at den kan mobilisere vores indre styrke, og det er Spinoza i øvrigt helt enig i; erfaring er vigtigere end systemer. Håbløshedens tapperhed findes; det gør ydmyghedens tapperhed også. I øvrigt kan man ikke selv vælge. Hellere sand bedrøvelse end falsk glæde.

Ydmyghedens dyd er denne sande bedrøvlse over kun at være sig selv. Hvordan skulle man kunne være andet? Barmhjertighed kan vi også have med os selv, og den lindrer ydmygheden med sin mildhed. Barmhjertigheden lærer os, at vi skal slå os til tåls med at være den, vi er. Tilfreds med sig selv? Hvordan være det uden at være selvtilfreds? Barmhjertighed og ydmyghed går hånd i hånd og kompletterer hinanden. Altså: acceptere sig selv – uden illusioner.” (Comte-Sponville, A. (1998). En lille bog om Store dyder, s. 144)

Erfaringen vigtigere end systemer, aha. Så hvordan være i kontakt med ydmygheden i denne verden af oppustelighed som noget nær grundvilkåret for os allesammen?

Prøv med intuition. 

Men er den højeste forhåbning for vores forhold til krop og liv selvtilfredshed, som Spinoza bedyrer ifølge Comte-Sponville? 

Hvad er ydmyghed værd?

Vi mangler det med værdet. Hvad er dyden værd? Alt skal jo have en pris i denne verden. Hvad er dens rang og værdighed, mindre kapitalistisk udtrykt – og med øje for denne vigtige kantianske distinktion?

At svare respekt og beundring vil hurtigt føre til selvmodsigelse. Jeg er ydmyg og dermed beundringsværdig. Hvad med “jeg mangler ydmyghed”, det er straks mindre performativt og i bedre tråd med ydmyghed – som dyd betragtet. 

Vi skal have blik for det selvmodsigende aspekt, der er svigefuldt, når vi smykker os med patenttagning på ydmygheden. 

Hvad med pligten så, nu vi nævner ham der Kant? Vi har pligt til at være ydmyge. Det forekommer at være for hård og streng en grænsedragning. Ej heller mystikernes kryben og smigren. At lade sig ydmyge og træde på som en regnorm? Too much of a bad thing.

Eller hvad med lidt nietszheansk fornægtelse, i mangel af evne til selvbekræftelse – eller at udrette noget selv? Næppe. Ej heller dårlig samvittighed, fortrydelse, eller skam. Comte-Sponville skriver, at ydmygheden ikke fortæller noget om det vi gør, men om det, vi er. 

At man er, hvad man kan. At man ikke kan være bedre. Som karakterbogens pedantisk anklagende vil tvinge til. Du må forbedre dig. Den ydmyge kender sig selv vel nok til ikke at glorificere sig selv og falde for ubesindighed eller prætentiøs selvtilstrækkelighed og arrogance. Eller optimeringstyranni i moderne samtidsforståelse. 

Det er oprigtig selvindsigt. Ateisme i første person, som Comte-Sponville skriver. En oprigtighed, der leder til beskedenhed og en værdig selvbetragtning. 

Mod kærligheden 

Og hvor fører ydmygheden så hen?

Mod kærligheden. Således fremstår ydmygheden som en oprigtig bestræbelse på at undgå egofældens narcissisme og at betragte alt som objekt for eget begær. En bestræbelse på at frigøre sig fra illusioner om sig selv og på at opløse sig selv.

“De ydmyges storhed. De dykker ned til bunden af deres lidenhed, deres usselhed, deres intethed: dér hvor der intet er mere, hvor der intet andet er end alt. Der står de alene og nøgne, som alle andre, åbne for kærligheden og lyset.” (Comte-Sponville, A. (1998). En lille bog om Store dyder, s. 149)

Om vi så kan leve op til en sådan åbenhed uden at blive forført af alverdens djævle, kan man nok tvivle om, og så er ringen sluttet, for tvivlen er med til at holde os i ave, ydmyge.

Og ellers er der jo døden, for så vidt som udødeligheden ikke er en del af indholdet på Hubermans laboratorie studier, endnu da. Døden som fænomen i tilværelsen, vi må forholde os til.

Der er med andre ord grænser for menneskets formåen og vores ambitioner. Og det er et godt perspektiv at praktisere ud fra, da vi kan praktisere mere i øjenhøjde med os selv. Uden for mange forgæves kampe eller røgslør, fatamorganaer, Don Quijotske vindmøller og luftkasteller. 

Det kunne de lære af i reklameverden. Men sælger det shampoo og kollagenprodukter?

Vi er altid sårbare overfor illusioner og kan lokkes af farverige sten og røgelse.

Videnskabens fornuft søger en udtømmelighed, der aldrig indfinder sig. Vi er i famlens vold, er min formodning. Indbildt såvel som dokumenteret tryghed og sikkerhed og sandhed er aldrig hele sandheden.

Måske var selvbefrielse undertiden en mere eftertragtet rubin at række ud efter? 

Vi kan gå med flere data og vi kan gå med utilstrækkelighedens åbenhed, der ikke desto mindre er forpligtet på sandheden alligevel. 

Og vi kan le af os selv, mens vi fejler. Indtil vi lærer at mestre en fiskestang bedre, gennem mere praksis.

Så vidt den teoretiske udlægning som livsvigtig dyd.

Ydmyghed som lededyd

Mange mennesker starter så ydmygt ud, at de tror, de kan undvære kroppen. Eller sagt på en anden måde. Der er så meget andet, der skal prioriteres, og mange forhindringer i vejen for at kropslig udfoldelse og bevægelse kommer til at præge deres liv, at de faktisk ikke er særligt ydmyge i forhold til kroppens behov. Selvforagt eller hovmod, eller mangel på omtanke er mulige laster i den forbindelse.

Sygdom, smerter, bevægelsesindskrænkninger osv. kan måske hjælpe med at gøde jorden for en livsomlægning. Men nogle mennesker tillægger ikke bevægelse mange tanker, fordi det moderne liv er “easy going” på mange måder. Nødvendigheden er ikke så appelerende. Og slet ikke indsigten i nødvendigheden.

Den er som regel per efterkrav i fortrydelsens favør.

Spørgsmålet er, om det er indbildskhed, bevidst kalkulativt hazardspil, hovmod, ureflekteret ligegyldighed, uvidenhed, bevidst dovenskab eller selvmedlidenhed, legitime undskyldninger m.v., der spænder ben. Det kan vi spekulere over til midnat.

Jeg kan sagtens se ydmyghedens forvanskninger som en del af ligningen for mig, men jeg ved jo heller ikke bedre.

Jeg tror, mange glemmer det i livets travlhed og forpligtelser, selvom de intuitivt godt ved, der er et mellemværende. Og jeg tror, mange har svært ved selv at tage téten og savner fællesskab, førend bevægelse og fysisk udfoldelse kan få lov at blomstre. Og jeg tror også, nogle ofrer sig så meget på andre områder af livet, især dem med børn, for deres børn og familiens ve og vel, at de (af pinlig nød) glemmer sig selv. Tilsidesætter sig selv og siger “du skulle selv prøve at have to børn”, eller “jeg får det simpelthen ikke gjort”.

Er der tilstrækkelig selvbevidsthed til at lodde konsekvenserne af dispositioner, eller er vi bare en slave er de første de bedste markedstilbud, egne vaner eller mangel på omtanke, fordi der er tryk på i hverdagen? Det er bestemt muligt at ignorere noget, der er livsvitalt. Men er det holdbart i længden, og er det egentligt det, vi ønsker, hvis vi havde et mere nuanceret syn på sagen? Eller tog sig tid til at tænke over den.

Tænk at vi kan være så presset, at bevægelse og kropsomsorg i videre forstand bliver et fravalg. Eller er flygtigt tilvalg på linje med vaskepulver og julenisser.

Et ophold i naturen kan ændre vores syn på bevægelse. Alt kan finde anvendelse:

Jeg tør ikke komme med et fyldestgørende svar på udplyndringen eller udhulingen af bevægelse. Jeg registrerer blot et hav af mennesker i egen klinik, der ikke har et naturligt forhold til bevægelse og skammer sig, hvis jeg formaster mig til at spørge ind til det. Og så er der mindst lige så mange, der sværger til, at netop den opskrift, de har, er det helt rigtige for dem, så det skal der ikke pilles ved. Og det retter jeg “naturligvis” ind efter.

Er det et ydmygt forhold til livspraksis?

Hvad gør sig gældende for dig selv, kære læser?

Har du ledt efter din egen ydmyghed på det seneste, og har det givet anledning til at praktisere?

Et spadestik dybere

Når vi tager skridtet videre end genvordigheder i forhold til basal motion og folkesundhed, og begynder at interesse os for bevægelse, vælger mange af os en bestemt disciplin. Altså idræt og sport. Det skaber klarhed, struktur og faste rammer samt undertiden sociale tilhørsforhold. Det kan man have et lykkeligt forhold til, måske hele livet, men det kan også være, at motivationen ændrer sig, hvis ens identitet pludselig kommer i klemme i en sådan specialisering. 

Du kan også vælge at gå en anden vej. En vej, der er mere åben og uklar, men bestemt ikke er for alle. Hvad jeg beskriver nu er en vanskelig vej – for nogen. Det skal ikke forveksles med en totalitær opskrift for alle. Hvis din livspraksis består i jogging og en times paddle om ugen, er det helt fint.

Du kan dog vælge at blive dygtig til bevægelse i en mere mangfoldig forstand, og det er og bliver en rejse, du beslutter dig for at fare ud på, og der er ingen garantier på forhånd – destinationen må være ukendt, og derfor er det fornuftigt at være ydmyg.

Måske kommer du et andet sted hen end planlagt. Måske aner du faktisk ikke, hvor du ønsker at komme hen, fordi du intet ved om, hvad det indebærer at være god til at bevæge sig. Og fordi du ikke har ladet dig forføre, besmitte af at hellige dig en praksis, der både gør ondt og er fyldt med bump på vejen. 

Kunne det være værd at fæstne tillid til?

Ansvaret der hviler i sig selv

At investere i at blive bedre til at tage ansvar og ikke bare forvente skæg og ballade – selvom der vil være masser af leg og sjov undervejs. Der er ingen, der siger, at processen ikke skal være kreativ. Det handler ikke om at ydmyge folk, men om at have ydmyghed nok til at hvile i sin praksis, uden konstant at være forventningsramt og skuffet, og faktisk ikke praktisere, fordi du står i vejen for dig selv. 

At tilrettelægge en proces, der er kemisk renset for kedsomhed, smerte, ubehagelighed, anstrengelse og en vis portion lidelse, er utænkelig. Det er faktisk på tapetet i Ido Portals seneste interview om lærer- og elevforholdet i de højere luftlag indenfor bevægelseskulturen. 

Her drøftes de mange bump på vejen. Ido taler om, at mange vælger “The path of least resistance”, og interviewet kredser også meget om forskellen på at forstå noget på et cerebralt, kognitivt og intellektuelt niveau og så at indkorporere det, at komme meningsløsheden i møde og til livs ved at gå noget igennem.

Veje ind i en bevægelsesproces kan gå igennem meningsløshed og tomhed over for det modernes livs narkotiske og lokkende passificering. Med alt fra sprut til mediekonsum og forglemmelse i stoffer etc. En anden vej er succesforblindelsen, der også kan vise sig at være hul, tom og meningsløs. Og i øvrigt ikke åbner megen plads til ydmyghed. 

Fra masterplan til problemtackling

Processen, som Ido Portal snakker om, og som jeg i beskedenhed interesserer mig for på inspiratorisk grundlag, handler meget om at udstyre den praktiserende med evnen til selv at være mere opmærksom. Og selv komme op med løsninger på udfordringer og problemer. Det handler ikke om at følge en bestemt masterplan, men om konstant at reflektere over, justere og reestimere på egen evne til intervention, interakton og problemløsning i den samlede bevægelsesproces for bedre at kunne guide os selv i måden vi lever på.

Det skal ikke være en ydmygende proces, men nok en der vækker ydmyghed. Fordi det er gennem svære udfordringer, at vi oplever vores ressourcefuldhed. Svære, men ikke uoverkommelige, opgaver er vejen frem. At Ido, efter eget udsagn, selv har ydmyget folk og står ved det, er en rids i lakken, jeg her forbigår.

Erfaringen må have lært ham noget andet.

Jonglering som eksempel

Ido drøfter i interviewet eksemplet med jonglering, som afslører folks manglende evne til at kunne praktisere. At stå frustrationen igennem. Nogen får hovedpine, svimmelhed, og andre bukker under for utålmodigheden. Det er præcis det, som en sådan praksis er til for at udvikle, så man bliver antifragil og kan håndtere større udfordringer.

Det er de falske/modvillige sider af vores væsen, der træder frem i praksissen, og disse sider arbejder vi samvittighedsfuldt med for at udvikle os som mennesker. Ikke for at blive bedre til en bestemt disciplin, at jonglere for eksempel. Det er bare en “container”, en beholder, for den dybere praksis. Det handler om at udvikle indholdet, “content”, i containeren. OS og vores tilgang til problemløsning og udfordringer i livet. Vi kan lære de samme ting gennem jonglering, at balancere med objekter, at stå på hovedet eller at gå ind i en mørk skov. Same, same, but also different.

Problemet, som mange der går i gang med en seriøs bevægelsespraksis konfronteres med og erfarer er, følelsen af ikke at slå til. I starten kan det være som om, selvets ego-fernis krakelerer. Når det kommer for en dag, at vi alle sammen er røv og nøgler. Det er bare et spørgsmål om, hvilken praksis, der skal afsløre det. Ikke at dette skal lede til bevidst ydmygelse. Det vil være en gal vej til ydmyghed.

Mange kan ganske enkelt ikke holde til at opleve, hvor dårlige de er til dette og hint, som de bliver konfronteret med. Det være sig alt fra lokomotion, bevægelsesgåder til mobilitetstræning eller meditation. At blive eksponeret for egne skyggesider, utilstrækkeligheder og manglende dyder kan gøre ondt. Måske især for folk med høj selvtillid, mange kompetencer i en bestemt disciplin etc. Eller mennesker med brug for konstant bekræftelse af deres formåen. Hvad ved jeg.

Vi skal ikke designe lidelse blot for at skabe ydmyghed og high performance. Ydmygheden ligger i, at det er hårdt arbejde, uanset hvad vi gør. Det er jo også problematisk ikke at give fanden i bevægelse. At ringeagte bevægelse eller præstationshungrende mennesker, håne dem, der har det anderledes – og det er problematisk at fylde i unødige sundhedsstatistikker, og alt det der…

Det er sagt, at al begyndelse er svær, og det kræver mange års praksis at mestre bevægelse. Men vi skal lære at elske problemløsning og at stole på den proces, vi selv er en del af. Og foretage de fornødne sporskifte, når tid er.

Kan vi det uden ydmyghed?

Not one size fits all

Og det vi skal mestre er ikke det samme. Nogen skal mestre det at udfordre sig selv, fordi de aldrig har gjort det, på et nyt felt. Og det er også en proces. Det er ikke et mesterskab, hvor alle skal mestre det samme. Nogen kommer ikke videre end til at erkende, at de ikke kan stå på et ben og ikke kan se, hvorfor det nu skulle være et problem. 

Der er plads til alle, og alle vinder noget, alle der er i stand til at gå i gang. Nogen ender med at kunne balancere på et gelænder, andre får i en høj alder at vide af lægen, at de skal til at stå på ét ben med lukkede øjne.

Nogen går endnu dybere ind i tingene, og nogen kommer aldrig ud igen, eller måske lige med krop og sjæl i behold. Det afhænger af, hvilke processer der iværksættes for hvem og under hvilke omstændigheder. 

Vi kan ikke bare klamre os til en protokol, et cerfitikat, et kursus, et weekendmodul, og så ved vi alt om at praktisere bevægelse. Eller som en klient sagde forleden: “jeg skal bare have nogle systemer, Jesper”.

Måske skal vi lære at være tilfredse med det, vi lige har lært, og spørge os selv, hvad det giver anledning at lære mere om? Spørgsmålet om adgang – om det så bare er adgang til et friareal:

Vi har alle et mellemværende uanset, og spørgsmålet er hvilket, og hvad der driver det?

Man kan godt være en god livspraktiker uden at være en god bevægelsespraktiker.

Der er ingen, der siger, at vi skal være ydmyge på samme måde. Og igennen de samme kedelige knæbøjninger og vildfarelser, vi forføres af. Eller betale en formue for at lære af de forreste i branchen. 

We are all in the dark. Vi har alle et ansvar for vores egen livspraksis. Netop derfor kan det give god mening at kunne navigere mere intelligent for at undgå forførelsen af livets mange falske sandheder.

Signalement af falske sandheder

Morten Albæk forsøger sig i sin bog Falske sandheder i livet: om at erkende hvem du er og ønsker at være, fra 2022, at sælge os en model over “selvrespektens stige”. Han konstaterer, at sprogets “falske sandheder” har det med at stavnsbinde os. Eksempelvis “man er, som man er”, “man kan blive, lige hvad man vil”, “man skal elske sig selv, før man kan elske andre”.

Ifølge denne kalibreringsmodel, skal vi bestige selvrespektens stige. Men vilkårene herfor, og den praktiske proces herfor, er noget abstrakt for mig. Her er en figur, der viser hans stigemodel.

Albæk fremhæver i bogen i øvrigt også ydmyghed som den vigtigste dyd. Han går nu ikke så meget ind i den, men lader blot en invitation stå åben (til en person, der påstod, at han ikke var ydmyg – under et foredrag, vistnok). Nok om det.

Når man vakler mellem evner (styrker og svagheder), og ens selvopfattelse bliver for snæver, mener han, som jeg læser modellen, at man risikerer at havne i en af to blindgyder:

1. Svaghed: Hvad jeg ikke kan eller ikke evner, kan lede til selvtvivl, der leder til selvfornægtelse, dernæst selvnedgørelse og til sidst selvisolering eller ensomhed, hvor man yder for meget selvkontrol. Her kommer man næppe “ud af startblokken”.
2. Styrker: Hvad jeg kan og evner, kan lede til selvtillid, hvilket kan føre til selvforherligelse, i videre forstand selvophøjelse, for også at munde ud i selvisk konkurrence i ensomhed, hvor man tilsidesætter egne behov i regulær behovsudsættelse. Her risikerer man at “brænde ud”.

I stedet plæderer Albæk for at vælge ærlighed, der leder til selvindsigt, der på næste trin stigen leder til selverkendelse, der igen leder til selvværd og til sidst selvrespekt, som præcist har den værdi, at den sætter individet i stand til at samarbejde og på den måde “kommer ud over sig selv” (Albæk, s. 26).

Yderst interessante betragtninger, vi formodentlig alle kan lære noget af.

Respekt for bevægelse, respekt for dig selv

Kunne vi i forlængelse heraf ikke se bevægelse og livspraksis som en anden måde at opnå selvsamme selvrespekt på? Eller i det mindste som et supplement til Albæks model? Eller som et tilfældigt (men måske ikke dårligt) alternativ?

Med bevægelse reducerer jeg ikke ydmyghed til dybere indsigt og forståelse i en intellektuel kontekst? Det fører mig langt ud over sproget og ind i en verden af dybere forståelse, der kan være svær at formidle, men som kan mærkes. Hvordan? Eksempelvis i form af en naturlig følelse af vitalitet, tilhørsforhold og forbundethed såvel som autentisk feedback og proportionssans.

Indenfor bevægelseskultur, som Ido Portal eksempelvis udgør en bannerfører for, lærer du faktisk samtidig en del om samarbejde, om at være et anstændigt menneske og om at være ydmyg. Det kan man sådan set også i idræt og inden for så meget andet her i tilværelsen. Det kan ske formelt i “communities” eller på alle mulige andre måder, der er knap så organiserede, eller via en velfunderet uddannelse.

Hvad kunne være et bud på at undgå at strande i falske sandheder, når vi kigger på bevægelse som en del af vores livspraksis?

Jeg kender intet bedre middel end det at blive livspraktiker med bevægelse som min sande læremester. Ved at lære sig selv bedre at kende gennem ærlig, oprigtig, åben og nysgerrig indøvelse. Og andre for den sags skyld. Med og uden skabelonhjælp – men altid i bevægelse i overført betydning.

Men det med bevægelse og livspraksis i den fysiske forstand, og med kropspraksisser i vid forstand, kan naturligvis ikke løse alle verdens problemer eller reparere asfalten i kommunen, men nok sætte mange ting i perspektiv. Ydmyghedens perspektiv i særdeleshed.

Vi behøver ikke kun gå business seminar og terapijunglens ærinde, når vi vil udvikle os. Langt fra. Bevægelse er udvikling, rent evolutionsbiologisk. Og ret så meget andet.

For eksempel var breakdance, længe før den blev genfødt som olympisk disciplin i 2024, en hjørnesten i ung afroamerikansk kultur i USA. Her udviklede den sig videre op gennem 80’erne. Blev mere akrobatisk og spredte budskabet om forsoning og inklusion. Altså et eksempel på, hvordan bevægelse har stærke kulturelle rødder og betydning.

Her er en badass breakdance battle, som giver dig en fornemmelse for, hvordan bevægelse kan flytte noget mellem mennesker:

Bevægelse er en sandhed, ikke en falsk sandhed. En sandhed, du kan blive en del af. Ikke kun forstå eller erklære dig enig i eller forkaste på blankt papir. Måske kan du også lære at battle, hvem ved?

Det er ikke udelukkende intellektuel armwrestling. Det er favntag, det er praksis, det er at lære for livet. En ydmyg praktiker er godt rustet til at bryde og knække bevægelsekoder. Til breaking and beyond.

Ydmyghed anskuet gennem en bevægelsespraktikers øjne er afgjort et større emne end som så. Du må derfor læse videre i andet afsnit, hvis du vil have flere aspekter på, hvordan ydmyghed kan manifestere sig i en bevægelsespraksis.

Her ser jeg nærmere på formidling af ydmyghed i mere konkret forstand, evolutionære perspektiver, samt hvordan det er muligt at praktisere ydmyghed i forskellige bevægelsesfelter.