Legens evolutionære dynamik – at være forbundet som mennesker

Som bebudet vil jeg nu se lidt nærmere på forrige indlægs tanker om legens betydning i tilværelsen. Emnet betyder meget for mig, og samtidig prøver jeg at blive klogere på hvorfor?

Jeg tænker, at leg fortjener mere opmærksomhed. Men jeg postulerer ikke, at det er vigtigere end alt andet, der fylder i samtiden, og at vi bare skal kaste os hovedkulds ud i ansvarsforflygtigelse og lege os ud af alle problemer. Spørgsmålet er, om forpligtelse og leg kan være tættere forbundet end som så?

Det er dog fristende at lege med tanken om legens ekspansion, ikke sandt? For at se om der er mere alvor bag legen. Hvor naivt eller øretæveindbydende det end må lyde.

Forstå mig ret, jeg ønsker at det at lege skal komme til at fylde mere i vores liv. Ikke at diktere legen, dens indhold og rammer. Allerhøjest vil jeg undersøge, hvor vigtig leg er for os mennesker, og hvorfor det mon kan være tilfældet. Jeg prøver altså at trække lidt større linjer her.

En god Nikolaj Jacobsen-skideballe kan noget helt særligt og det har sin berettigelse, ud fra (nogle) resultater at bedømme. Men leg kan noget, (verbale) øretæver, instruktioner og alle mulige andre iscenesættelser måske ikke kan.

Legen er med os på en anden måde, end peptalken, motivationen, eller ledelsesregistret af styringsværktøjer. Jeg afviser ikke disse, jeg ønsker blot at kvalificere leg som fænomen. Det er ikke guillotine-leg eller “stoleleg”, vi skal lege her, hvor noget dømmes inde og ude.

Livets alvor – ingen spøg

Livets alvor og de mange måder, vi skal forvalte denne på, hanke op i os selv, og “holde hinanden i skak på”, er altid nærværende. Livet er ikke lutter leg og lagkage. Undertiden er livet så barskt, og visse steder er fronter trukket så hårdt op, at livet kan være i fare for at blive anskuet som en eksistentiel overlevelseskamp. En kamp på liv eller død. Her kan legen have trange kår. Som ved konflikter i Mellemøsten. Om end at livet også kan leves intenst, i umiddelbar nærhed af verdens brændpunkter.

Netflix dokumentaren Fightworld leverer i et afsnit et indblik i noget af denne intensitet, seriøsitet og alvor, som udgør en del af virkeligheden for nogle i Israel. Dermed ikke sagt, at leg ikke også findes her:

Livets alvor kan også ryste folk sammen i bussen. Skabe sammenhold, taknemmelighed for og påskønnelse af at være i live. Hvis vi drejer perspektivet væk fra eksistentielle trusler, krig og nabostridigheder, er det lige så indlysende, at der findes andre måder “at verdne på”, som en nørdet antropologijargon vistnok lyder. Altså at være til i verden på – sammen med andre mennesker. At undersøge legens præmisser kan både handle om at se kontraster til leg, men også om at undersøge, hvordan leg kan være viklet ind i andre af livets sider. Uden at alvoren af den grund fortoner sig.

Legens bagtæppe – den aktuelle samfundssituation

Tillid er godt, kontrol er bedre, men ransagelse er bedst, var der en ved militæret, der udbrød. Spøg til side. Et samfund udgøres af mange ting. Meget handler om at skabe rammer for liv og organisering. Kontrol af praksisformer er en måde, vi indretter os på. Vi ordner og organiserer vores verden på mange måder, vi er kontroloptagne væsner i mange nuancer og udstrækninger. Vi har travlt med mange ting på én gang. Spørgsmålet er, om det er noget, der kan påvirke legens vilkår?

Vi opfinder, under tiden i alvorens navn, i arbejdslivet og andre sammenhænge procedurer, regulativer, ISO-standarder, SOP’er (Standard Operational Procedures), dekreter, cirkulærer, (hensigts)erklæringer, fyringsklausuler, tavshedspligter, ondsindede pressionsmidler, smædekampagner, shitstorme, afbureaukratiseringsplaner, gældslofter, og kæft-trit-og-(ens)retning. The list goes on and on.

Meget af dette kan være fuldt ud legitimt, afhængigt af kontekst og øjnene, der ser. Et samfund uden organisering i 2023, kan du se det for dig? Næppe sandsynligt. Men det kan være, at det bliver sværere at få overblik over alt det, vi gerne vi kontrollere, fordi verden er så teknologisk forgrenet og afhængighedsskabende. Det teknologske sætter nogle rammer for udfoldelse, der er svære at bryde, og vilkårene ændres konstant. I går tekstforfatter eller reklamekonsulent, i dag arbejdsløs?

Rammer og frihed skal afstemmes

Vi har naturligvis brug for lov og orden, da vi næppe er modne nok til alternativerne. Vi kan ikke alle drive et hobbylandbrug eller en hønsefarm i parcelhushaven. Der må være mening med galskaben. Allemandsretten er for meget af det gode, hvis den råder på alle græsplæner.

Omvendt er det faktisk ikke så nemt at få lov at bygge et tiny house i Danmark i 2023, så vidt jeg har hørt på vandrørene. Det er indviklet. Mange regler og nuværende praksis spænder evt. ben for udviklingen og det, der måske kunne gå under betegnelsen “sund fornuft”.

Vi tilstræber politiske, juridiske og andre samfundsmæssige reguleringer i tilværelsen, der har til hensigt at ordne den for alles bedste. Eller i det mindste forsøger at sætte rammer op for livsudfoldelse, som er bedre end anarkistiske alternativer, laissez-faire eller hvad det nu er, som kan spøge for enden af regelbogen.

Men leg har en anden måde at ordne verden på.

Regulering og livets salt?

Mange regeringer har igennem årene bebudet opgør med regeludviklingen, få har formået at efterleve, mig bekendt. Blot som en nøgtern konstatering. Er det overhovedet muligt at komme med enkle løsninger i en løbsk verden, som Anthony Giddens vist kaldte den allerede omkring årtusindskiftet?

Måske er den teknologiske verden ved, om nogle år (eller før?), at stille os over for et valg mellem borgerløn eller borgerkrig, eller mindre dystopisk udlagt, et behov for snarlig teknologiregulering, som teolog Freja Cæcilie Petri Bondgaard reflekterer over i Weekendavisen i artiklen “Fremtidens pseudoarbejde”, 9. juni 2023. For hvad gør vi, når der ikke er arbejde til alle, fordi robotterne kommer?

Freja Cæcilie Petri Bondgaard påpeger faktisk, at “Menneskets værdi er andet og mere end den målbare værdi, det skaber på sit arbejde. Arbejde er langtfra livets salt” (“Fremtidens pseudoarbejde”, s. 13).

Hun henviser til andre måder, vi kan give og modtage mening, anerkendelse og identitet. Hun nævner som eksempel at stifte familie og at have meningsgivende og forpligtende relationer. Men ender i (forståelig) skepsis, hvad angår vores vej frem. Hun er faktisk ikke så sikker på, at “det hele nok skal gå”.

Fremtiden – weird, men åben?

Fremtiden tegner til at være både åben og uklar. Nogle ser tunge skyer trække sig sammen over os, og frygter at vi overtages af robotter og ondsindede kunstige intelligenser, superintelligenser som Elon Musk f.eks. taler om. Andre ser den ultimative frihed i horisonten.

Hvor hører leg hjemme i fremtidsscenarierne mellem Armageddon og Paradis på jord? Leg kunne være en vigtig meningskilde i flere sammenhænge, ud over hvad Bondgaard peger på. Men det kræver muligvis, at vi ser legens evolutionære betydning nærmere an for at opskrive dens potentiale.

Som Yuval Harari påpeger, er vi stadig kun på amøbestadiet, hvad angår kunstig intelligens. Men konsekvenserne har han længe turneret med at advare om. Måske bliver fremtiden lidt skør med private robotter, der både støvsuger, henter børn, spiller skak og kan indstilles til at tilfredsstille vores erotiske begær m.m.:

Hvad byder fremtiden på?

Byder fremtiden på en virkelighed, hvor målet er at skabe mere plads til mere leg, fri tid? Eller er vi i færd med at skabe nye livsomstændigheder for vores art, der stiller endnu mere alvorlige udsigter i vente – for nogen mere end andre? Det er svært at se, hvor vi er på vej hen. Kløfter og kontraster lader dog til at være trukket op i megen aktuel samfundsdebat.

Når nu vi er ved at løbe tør for kaniner og andre tryllekunster, som førnævnte teolog frygter. Underforstået, at arbejdsmarkedet ikke helt ser ud til at byde på lutter legende fleksibilitet, men snarere pseudoarbejde, udstødelse eller ufrivillig arbejdsløshed. 

Kunne det, i kompromissets navn, være muligt at se leg som en side af livet, der kunne få mere plads? Der hvor den tilbyder sig som et meningsfuldt supplement, hvor alvoren ikke slår til. Eller sagt på en anden måde – evt. får brug for legen. Kan leg blive en slags åndehul, når alvoren bliver lidt for tung en byrde at bære. Ikke underholdning, men leg.

Og det helt store spørgsmål: åbner den teknologiske udvikling positivt for mere leg og eksperimenterende livsudfoldelse om føje år? Eller ender det hele med, at dommedagsprofetierne går i opfyldelse? Det er spørgsmål som disse, der gør, at jeg har behov for at gribe tilbage i tiden.

Har vi glemt noget i den evolutionære rygsæk, der ikke er så tungt at bære på alligevel, men måske ligefrem er værd at tage op og se nærmere på?

Legens evolutionære skatkammer

Leg forekommer at være noget andet end en organiseringsform, der skal være styrende og kontrollerende, men der ikke desto mindre har sin egen ordensskabende eller meningsskabende facon, er min formodning. Jeg er hverken legeforsker eller kreativitetsekspert. Jeg leger bare med legen.

Men, fristes jeg alligevel til at spørge, hvad er det da for nogle greb og organiseringsformer, leg gør brug af?

Hvordan udvikler vi os i leg, gennem leg, i kraft af leg? 

Rane Willerslev, Lasse Vilien Sørensen, Mads Dengssø Jessen og Henrik Hvenegaard Mikkelsen har i bogen En historie om mennesket. Homo sapiens og meningen med tilværelsen nogle interessante bud på, hvad leg går ud på, og hvorfor den måske ikke er så irrelevant endda for tilværelsen.

De sætter fokus på legen, ikke kun for at forstå fortiden, men for at forstå, hvem vi er i dag. De lægger ud med at punktere en myte om den neolitiske revolution. At vi fik mere tid til andre sysler med agerbrugsrevolutionen, hvor vi gik fra at være jæger-samlere til agerbrugsdyrkere for ca. 11.500 til 2.500 år siden.

Almindelige mennesker fik, skriver de, langt mindre tid. Arbejde kom til at fylde mere og mere. Det vigtigste skred var, at livsformen nu blev cyklisk, på grund af agerbrugets afhængighed af årstidernes skift. Fremtiden blev noget der skulle investeres i, kalkuleres med. Jæger-samlerkulturen var en kultur, der levede i nuet. Så firkantet kan det stilles op. De herrer Willeslev et al. stiller det meget rimelige spørgsmål:

“Hvad var det, vi gav slip på, da mennesket blev et fremtidsorienteret dyr?” (En historie om mennesket…, s. 9)

Og leverer selv følgende svar: “Os selv” og tilføjer så følgende sætning:

“Det er ikke i kampen for overlevelse, at mennesket har sit udspring og genfinder sig selv, men i legen” (En historie om mennesket…, s. 9)

At tage ved lære af fortidens livsform

Det vil være illoyalt og føre for vidt at genoprulle hele bogens argumentation, men jeg vil i god ånd gerne løfte lidt af sløret for deres udlægning af evolutionshistorien, jæger-samlerkulturer og fortællingen om menneskets historie.

Allerførst. Den traditionelle evolutionsstigefortælling mener de er forkert. Den er i hvert fald for upræcis. Med dens hjerneteori, der kredser om, at vi eksempelvis valgte at kravle ned fra træerne for at rejse os på to ben og frigøre hænderne til manipulation af verden.

En overlegen rejse, hvor vi udviklede os i en lineær perfektionsproces, trin for trin på evolutionsstigen med brugen af værktøjer osv. Men, hedder det i bogen, vi brugte værktøjer længe før den store hjerneudvikling. Menneskets rejse var ikke en lineær rejse fra abe til moderne menneske. Vi fortsatte faktisk med at klatre op i træer, længe efter at vi fysisk var i stand til at gå oprejste osv.

Det var ikke så homogen og firkantet en migrationsproces. I øvrigt havde adskillige menneskearter relationer, samkvem osv. med hinanden, de levede ikke bare samtidigt. Måske er vi slet ikke så enestående som art? Vi kan endda spore vores slægtsskab med andre menneskearter via vores genom.

Nå, jeg forbigår de mange interessante detaljer, de opruller til at anfægte den forsimplede evolutionsmodel og teorien om “the missing link”, det artsunikke ved bipedalismen, kønsrolletematikken, de etnografiske “primitivitetsteorier” m.m. Vi rejste ud i verden fra mange forskellige steder.

Legens evolutionære forankring

Lad os se på leg mere specifikt, og hvad jeg har fået ud af det, de skriver herom.

I En historie om mennesket… er en vigtig pointe, at forfatterne pointerer, at leg blev adskilt fra arbejdet med den mentalitetsændring, der fandt sted med overgangen til agerbrug, og den organisatoriske ændring, det medvirkede for fortidens mennesker.

Leg handlede om mere end overlevelse. Den kan ikke reduceres til én fordelagtig funktion, der kunne styrke sammenhold, sikre kollektiv identitet og føre os længere op af civilisationens rangstige. Sådan som vi ser på sagen via fænomener som musik, kunst og dans, der bliver tilskrevet et formål og opdelt i kasser m.m.

Legende aktiviteter var daglige aktiviteter, de havde ikke noget bestemt formål, udover at være sjove og underholdende. De bidrog til at slå tiden ihjel (mon ikke også de havde et andet tidsbegreb).

Apropos alvoren – “Vi må forsøge at tage vore forfædres verden lidt mindre seriøst, for meget tyder på, at de selv gjorde netop det” (En historie mennesket…, s. 21). Måske var der ingen overlevelsesfordele ved at lave løvemenneskekunst, men det er ikke det samme som at formålsløse aktiviteter er/var uden betydning. 

Leg som konfliktreducerende hverdagsaktivitet

Fortidens mennesker levede, ifølge forfatterne, ikke kun et liv, der var ensbetydende med et pandæmonisk voldskaos. Hvor prioriteringen minder om en (forsimplet) tolkning af Maslows pyramide, hvor tilværelsen ikke levnede mulighed for at lege, førend sulten var stillet.

Fortidens mennesker organiserede sig på en måde, der integrerede legen i daglige aktiviteter, og minimerede dermed risikoen for konflikt. Og det var hemmeligheden bag deres succes (målt i forhold til, hvor længe de overlevede uden at ændre deres livsform). I øvrigt udgør denne livsform 99% af menneskehedens historie.

Jæger-samlerne indførte ikke en masse teknologisk innovation, ikke fordi de var “primitive”, men fordi “… samfundene selv aktivt modarbejdede den form for udvikling” (En bog om menneskets historie…, s. 57). Aha. De levede bæredygtigt, de var ikke tilbagestående. De byggede samfund på flade strukturer, samarbejde, deleøkonomi (med princippet om generaliseret udveksling frem for gældsbetonet udveksling), og høj grad af individuel frihed, der var noget speciel. I øvrigt var de tæt knyttet til miljøet og deres kosmologier, og sprog var så avancerede, at antropologerne brugte år på at tilegne sig dem.

Teknologisk vækst eller genvækkelse?

Vi er i dag meget forhippede på teknologisk fremdrift, innovation, disruption og alt, der forbindes med vækst. Og det er næppe uden grund heller. Men, påpeger forfatterne:

“De mest bæredygtige og dermed i det lange løb mest succesfulde samfund på kloden består af grupper af mennesker, der har formået at opretholde bestemte former for stilstand.” (En historie om mennesket…, s. 27)

De påpeger, at der er forskel på at lære noget nyt og at generindre. Vi har allerede en latent forudviden om hele virkeligheden. At generindre bevægelse (efter den sokratiske model) er et godt eksempel herpå. Ikke al viden behøver at være ny for at være værdifuld. At udvikle stadig mere avancerede teknologier osv. er en side af sagen.

Men evnen til at kombinere det allerede foreliggende “til nye og funktionelle realiteter”, så som en snor og en pind, der kunne blive til en bue, eller noget til at fiske med etc. er en anden side af sagen. Det er også det, der gør, at vi kan se legens potentialer og vores eget arbejdsliv i et muligt nyt lys.

I bogen hedder det da også, at i leg har vi med nogle andre effekter at gøre, end de kalkulerede innovationer. Nemlig de utilsigtede effekter, der opstår, når man kombinerer to eller flere tilsyneladende uforenelige eller isolerede genstande. En bue giver også en lyd, når man spænder den og rører ved strengen, som eksempel, og så er vi pludselig i færd med udvikle musik.

Leg rækker udover barndommens uskyld

Forfatterne mener, det er forkert at se leg som noget, der kun vedrører barnlig aktivitet, naivitet og uskyld. Som måske skyldes, at leg modsat arbejde ikke producerer noget, udover spontan fornøjelse. Men det er et syn, vi må lære at justere. Vi må lære at anskue leg som noget andet end en modsætning til arbejde.

De egalitaristiske samfundsstrukturer i fortiden sikrede en balance, der gjorde, at alle var en del af fællesskabet. Gennem udvekslinger, opmærksomhed på hinandens adfærd, drilleriler, jokes og ydmygelser, der holdt folk på lige fod, så man ikke risikerede, at nogen blev “for store til deres sandaler”. Ikke egohimmelflugt, del dit bytte, kammerat. Leg var altså integreret i den sociale ordens selvopretholdelse.

Gennem leg og eksperimenter nedbrød vi grænser for det, der tidligere var fasttømrede, selvindlysende sandheder, og det var i det grænselandets leg, at vi finder kunsten. I fortiden var denne en del af hverdagen, ikke noget der røg på museum. Det var en måde ikke at tage sig selv så alvorligt på, at holde fortællinger i live, fortællinger om livet, udtrykke sig på vægge osv.

Der var tilsyneladende ikke så skarpe skel mellem fritid og arbejde. Bevægelse var en del af fødeanskaffelsen, kunsten en del af dagens aktiviteter, på linje med andre sociale aktiviteter som fortællinger og lege med fantasier, ånder og forestillede verdner – “hvad-nu-hvis” leg, løgnehistorier osv., der udfordrede og sammenbandt de sociale relationer. Dette var formodentlig ganske komplekst.

Humor, latter, rus og leg

Humoren og latteren er måske en måde at vise, at vi leger på. Det er med til at signalere fredelige hensigter, håndtere ansigtstab, frygt og skabe sjov og spas. Det kan bruges til at reducere konflikter og holde en balance mellem mennesker, mellem individuel latterliggørelse og kollektiv forløsning – men fungerer måske også som en absurd nydelse.

Der kan være forskellige teorier om latter og dens betydning, men det påpeges af forfatterne, at joken tillader os at lege med andre virkeligheder – udfordre konventioner. Humor havde oprindeligt et potentiale til at løse sociale konflikter. Det binder humor og leg sammen, at der gælder andre regler, der hvor der åbnes for nye muligheder at se verden på.

Noget tyder også på, at der er en sammenhæng mellem vores jagt efter rusen og leg. I rusen har vi “… en vej ind til den ubesværede, ubekymrede og umiddelbare leg” (En historie om mennesket…, s. 172). Leg kan virke berusende, og det er noget, vi har tilfælles med dyrene. Nogle gange er det også sundt at lukke ned for truslen fra omverdenen – det er leg også ideel til. Det kunne visse samtidige konspiratoriske rygtesmede nok lære en ting eller to af.

Måske lærte vi at brygge øl, fordi det er sjovt at være fuld, og det binder os sammen i godt (og knap så godt) selskab. Ølbrygning som vellykket integration. Halleluja. Og en indgang til filosofisk leg, hvor vi præsterer bedre på et vist mål af alkohol, da visse barrierer nedbrydes. Genialt (men træd varsomt, i filmen Druk går det trods alt galt). Det kan fremme spontanitet og impulsivitet, og det går jo desværre ofte helt galt i sammenhænge, hvor der er magt involveret. Men pas på derude, i rusen overgiver vi os – nemmere – til legen.

Dyrene leger, krager snowborder og hvad ved jeg. Men det gør mennesker også, og det skal ikke nødvendigvis kun overstås, når vi skal løse opgaver. Eksempelvis hvis vi får at vide, at det er en leg – “hvad nu hvis leg” kunne være et eksempel på en rolleleg. I opgavesammenhæng. Det er her, at vi ser forskellen mellem arbejde og leg. Arbejdet handler om resultatet (det samme kan siges om spil, hvor der også udpeges taber og vindere), legen om processen. Leg er forankret i nærvær og nu-oplevelse. Snyder du i leg, ophører det med at være leg og bliver til spil.

Leg styrker fordybelse, men afgrænses fra ikke-leg

Leg er, på grund af fokus på nuet, godt for fordybelsen, som er stærkt efterspurgt i det konstant omskiftelige samfund, hvor vi skifter alt ud i ét væk, omorganiserer og hvad har vi. I legen ændrer vi, når vi har lyst. Den er fuld af omveje og vi er i nuet, så længe det er meningsfuldt. Måske glemmer vi helt, hvad en opgave gik ud på.

Det er også her, at forfatterne henviser til Homo ludens af hollandsske Johan Huizinga. Pointen er, at legen er adskilt fra det øvrige samfundsliv, i tid og rum. Fordi der hersker særlige regler. Den fører ikke til udvikling eller profit. Forfatterne anfører Huizingas henvisning til legens rigdom af begreber fra antikken – børns leg, leg som tidsfordriv, leg som konkurrence. Lignende skelnen findes i andre kulturer. I dag er det endt med, at vi definitivt afgrænser leg fra ikke-leg.

Act your age og leg de samme kedelige lege

Det er måske det, der gør det akavet for visse voksne at lege. Vi skal være vores alder bevidst og bekendt – “act your age”.

I voksenlivet retter vi ind efter realitetsprincippet og bruttonationalprodukter og skattelovgivning m.m. Vi er dårlige til at udleve spontane tilbøjeligheder, der ikke er planlagt. Der skal være klart definerede formål, inden vi leger. Vi skal huske, at der er en frihed i leg, en frihed til at trække sig, og den har været gældende for jæger-samlerkulturens succes. At gå ind og ud af legen. Det er en god bevægelse.

Vi moderne mennesker er bundet af vores evolutionære logik og leger i stedet for, alt for ofte, de samle triste stolelege, syndebukkelege, regeltunge lege, “winner takes all” lege osv.

At have friheden til at gå gør, at man ikke har behov for at dominere, skriver forfatterne, men at være med. Det er ikke territorialkamp, det er mobilitet, tilpasning og egalitarisme. 

Menneskets tendens til sammenligning

Man har i de oprindelige samfund organiseret sig på denne måde, fordi man vidste, at jalousi og sammenligning var en farlig kraft for os mennesker. Modsat Rousseau, som, ifølge forfatterne, mente, at individet i naturtilstanden ikke sammenlignede sig med andre mennesker. Han tog grundlæggende fejl, hævder de. Derfor opretholdtes lighed og autonomi stædigt og vedholdende i leg og andre aktiviteter, for at undgå at samfundsforholdene tippede til dominans og hierarki.

Er vi i dag mere interesseret i at praktisere ubegrænset frihed og lighed samtidig? Blot en tanke værd.

Den vestlige individualisme bygger på, at der er knaphed på ressourcer og kamp om anerkendelse. Den fører, ifølge forfatterne, til at vi skaber afstand og forskel imellem individer. Jæger-samlerkulturens værdier gør det modsatte, de sikrer autonomi, men ikke med afsæt i gældsforhold og afhængighed. Man kan gå til og fra legen, fødeskaffelsen osv. Men det er sjovere at være med, så det gjorde man af sig selv – lysten til bidrag kom fra eget initiativ:

“Det legende element indgår i alt. Fordi de ikke har nogen klar skelnen mellem arbejde og fritid, så oplever de tilsyneladende ikke det stik af dårlig samvittighed, som mange af os rammes af, når vi smider os på sofaen efter en lang dag på kontoret.” (En historie om mennesket…, s. 222)

Det misforståede hamsterhjul?

Vi arbejder os til døde for at få plads til mere frihed, men køber flere og flere ting, sætter os i gæld osv., der gør, at vi må arbejde endnu hårdere. Vi fordobler vore anstrengelser for at fortsætte vores “slavetilværelse”.

Men kunne vi vælge at træde lidt ud af denne hamsterhjulsleg? Tja, måske, men det er svært, når det er en tilværelsesform, der indpodes fra barnsben af, med protestantisk etik og hele pivtøjet. Det er derfor, vi skal have mest muligt ud af tiden, være effektive og optimere. Vride karkluden. Det er af hensyn til den fremtidige frihed og alle dens drømme om realisering i leg. Og resultatet?

I stedet tabte vi forholdet til tiden og er holdt op med at lege. Igen, nu generaliseres der – fra forfatternes side. Vi ofrede nuet og fik dårlig samvittighed i bytte. Vi har en oplevelse af at have for lidt tid.

Tid har det legende menneske, som jo også er titlen på en mere eller mindre berømt dokumentarfilm af Jørgen Leth. For det leger ikke for fremtiden, men for sjovs skyld – og glemmer undertiden tiden (vi andre må stå til regnskab for tidsforbruget).

At lege for fremtiden

Jeg stopper den evolutionære sammenligning her og forsøger i anden del af indlægget at bygge bro til den moderne udviklingsforståelse. Vi ser udvikling gennem uddannelse og skolevæsen, snarere end leg. Sådan “give or take” og lidt firkantet. En ide baseret på en forestilling om, at der er brug for opdragelse. For der er nemlig gået udvikling i legen. Udvikling med henblik på fremtiden:

“Selv den leg, som i sig selv ikke har andet formål end legen selv, bliver i dag i stigende grad indregnet som en vigtig del af barnets udvikling. Legen er vigtig, får vi at vide, fordi børn igennem legen udvikler sig socialt, motorisk og kognitivt. Som det blev formuleret i en dansk bog om legens betydning: “Legen er vigtig, fordi legen er kilde til alle senere former for kreativitet og dermed også innovation”… . Selv legen, i den udstrækning den er accepteret, er blevet fremtidsorienteret.” (En historie om mennesket…, s. 245)

Citatet antyder koblingen til innovationsagendaen, jeg oprullede nærmere i forrige indlæg. Og måske ser du nu min bekymring for den uorganiserede legs velbefindende. Leg på kommando er altså ikke helt det samme som leg uden kommandanter. Men, for en god ordens skyld – leg og innovation kan vel også eksistere i fredelig sameksistens. Det ene behøver bestemt ikke udelukke det andet. Omvendt er det min fornemmelse, at en mindre målstyret leg kunne fortjene en opskrivning eller renæssance i visse henseender.

I del 2 af dette indlæg kommer jeg nærmere ind på forholdet mellem leg og udvikling. Både den fysiske såvel som den menneskelige side af sagen.