Legens evolutionære dynamik… part deux

Leg og udvikling – legen som skolebænk? Er det en ren utopi? Martin Spang Olsen har for år tilbage leget med lignende tanker. Dette indlæg er anden den af min undersøgelse af legens evolutionære dynamik.

For nylig var der i nyhedsstrømmen nogle børn, der påpegede, at det var lidt kedeligt at sidde så meget ned i skolen. Det dukker op med jævne mellemrum, at der måske ikke læres på så effektiv en måde, på den skolebænkede facon, som vi fastholder som grundmodel. Det afhænger nok af, hvem man spørger, og hvad der er tale om.

Men hvad er alternativerne? Vi kan ikke ty til en “Flintstonisering”, en idyllisering og romantisering eller tilbagerulning til fortidens småskalasamfund. Det er utopisk. Og hvem vil være foruden vores medicinske fremskridt, vores elbiler og selvkørende robotstøvsugere? Tro mig, der kommer flere robotvæsner, der giver baghjul til de sidste, som fumler rundt dernede i gulvhøjde og banker ind i panelerne.

Måske skal vi arbejde med vores forventninger og oplevede tilfredshedsfølelse. Vi havner nemt i en trædemølle, fordi vores forventninger stiger med indfrielsen af forventninger. Vi er sammenligningsslaver, eller i hvert tilbøjelige til at blive det.

At være en del af mindre fællesskaber, i en mindre by måske, kan det evt. reducere noget af denne sociale behovs- og anerkendelses spiral, der let kan stige en til hovedet? At være med i mindre fællesskaber. For der findes jo masser af (ud)kanter i landet, der ikke er så sammenstuvede. Er løsningen at du flytter på landet?

Måske for nogen, men teknologien er allestedsnærværende. Det må vi ikke glemme.

Vi leger da bare udenom eller hvad?

Hvad angår legen, kan vi måske lære noget af, at vores moralske forsøg på at opretholde alle i legen, og at vi skal undgå konflikter, måske ikke altid er hensigtsmæssigt. Al respekt for ånden i inklusion. For legen ophører, når nogen bliver dominerende, og så ændres legegrupper og legen sig blot.

Det der ikke er nogen forventning om skal bestå, skal måske ikke altid bestå. Kunstig inklusion er måske ikke ægte inklusion. Der er ingen frihed og erfaring, hvis ikke vi erkender, at det ikke nytter at dominere. Det lærer vi, hvis vi udelukkes. “Øv, jeg er blevet bænkevarmer”. Men nu er inklusion jo mere kompliceret end som så. Og vilkårene i dag er næppe sammenlignelige med alt i fortiden.

Det er i øvrigt ikke alle, der har så meget selvtillid, at de kan udtale sætninger af typen: “I ringer bare, røvhuller”, som Wulffmorgenthalers hæmningsløst politisk ukorrekte flodhest Dolph “let og elegant” gør – og han er vist pænt dominerende:

Måske kan leg lære os at tænke menneskelivet på en ny måde. Så vi kun ikke sætter forældrene i opdragelsesdilemmaet om fairness, kammeratskab og “opdragelse af en vinder: pace dine børn til succes og selvværd“. Det kan vi muligvis gøre ved at inddrage leg mere i livet og på den måde levere et alternativ til den evige jagt efter status. 

Jæger-samlerne kan lære os at arbejde, fordi det er sjovt, og at stoppe, når det ikke er sjovt, og at vi ikke kun er skabt som optimerende væsner, der ufortrødent fortsætter, indtil nakkehvirvlerne ikke fungerer længere. At vi ikke kun vil bidrage, hvis vi be- og aflønnes. De kan lære os at udfordre forfængeligheden i at adskille arbejde fra legen.

Behøver der være så meget prestige i at arbejde sig ihjel – eller at flashe sin Lamborghini – eller to?

Leg og fysisk udvikling

Jeg slentrer videre i et forsøg på at binde en bevægelsessløjfe, inden jeg begynder at iklæde mig skoleuniformen. For leg og bevægelse er nemlig tæt forbundne.

Vi bryster os i al almindelighed af at vores børn kan udfolde en hel masse grundlæggende fysiske og motoriske færdigheder med største lethed, og det er da også tilfældet stadigvæk, nogle steder (har selv set mange søde børn, der er godt kørende i lokalsamfundet – skønt). Meeeen, der er ugler i mosen.

Todd Hargrove oplister i bogen Playing with Movement: How to explore the many dimensions of physical health and performance en hel række fysiske færdigheder børn i skolealderen med største selvfølgelighed kan (eller burde kunne), for det er nemlig ikke så selvfølgeligt længere, er der desværre en del, der tyder på. Og som i en vis udstrækning kunne skyldes “inde-spærringen”.

Du kan jo som forælder prøve med en selvtester – sammen med dine børn?

1. Opretholde postural kontrol og balance under multiple statiske og dynamiske vilkår – siddende, stående, squattende, lungende, gående og løbende
2. Gøre brug af “full range of motion reaching”, hvor der rækkes ud med armene i alle mulige vinkler og koordination med bevægelse af trunkus
3. Sidde komfortabelt i længere perioder i positioner som dyb squat, knælende, halv-knælende, med ben krydsede, med udstrakte ben osv. 
4. Rulle frem og tilbage fra forskellige positioner – mave- og rygliggende, siddende og stående
5. Sætte sig ned på jorden på mange måder, fra squat, lunges, halv-knælende
6. Udføre forskellige former for locomotion bevægelser – kravle, gå, løbe, sprinte, sjippe, sidelænsløb/-step (shuffling)
7. Klatre, hænge, svinge (“brachiate”) med hænder forankret over hovedet i træer, ringe, barrer osv.
8. Hoppe op på forskellige objekter og forhøjede genstande, som skamler og store sten – og ned igen – fra stående positioner eller løbende
9. Bevæge sig med agilitet, hvor der hurtigt skiftes retninger for at undgå eller sætte efter objekter og andre mennesker

Disse færdigheder er ikke længere noget, der bare følger med automatik, fordi børn bevæger sig og leger. For legen er i stor stil rykket inden døre og har i forskellig udtrækning ændret karakter med den teknologiske udvikling. Der pågår i medierne samtidig en stor debat om mistrivsel, men jeg fornemmer ikke betoningen går så meget på leg og bevægelse. Jeg kan tage fejl. Det handler tilsyneladende meget om forventninger, krydspres, social sammenligning, psykiske tematikker osv. 

På den velassorterede lokale legeplads, her i byen, er der faktisk næsten aldrig et øje – uden for skoletiden (skrevet juni 2023). Jeg har “ført statistik” (når jeg er kommet forbi).

Er leg ved at blive adskilt fra bevægelse? Jeg er med på, at spørgsmålet sætter tingene lovlig meget på spidsen.

Lær af dig selv og andre i leg

Der hersker en lang pædagogisk tradition, som forfægter, at børn lærer bedst ved at følge deres naturlige interesser. Ved at nære og bevidstgøre disse, ikke ved at undertrykke dem eller udelukkende via formel læring. Organisk vækst frem for ingeniørkunst, som jeg drøftede i forrige indlæg.

Hvad kunne vi lære af at bevæge os på en legende måde? I jæger-samlerkulturen: botanik, værktøjsmageri, dyreadfærd, forberedelse af mad, jagtteknikker og meget andet. I moderne tid lærer børn lynhurtigt, hvordan en telefon er indrettet, og hvordan computere virker. Det har vi gode studier fra indiske slumkvarterer, som viser med al tydelighed.

Begge læringsscenarier er cool, men der er ikke meget krop i sidstnævnte, med mindre den bruges til at invitere kroppen med. Det kan jo sagtens forekomme. Der danses vel en del til SoMe videoer, rundt omkring og alt muligt andet?

Frygten for risiko

Jo ældre børn bliver, jo farligere bliver lege, rent fysisk og risikoelementet øges, skriver Hargrove. Nogle lege udforsker grænselandet mellem hierarkier og dominans og bliver mere konkurrenceprægede og kamplignende m.m. Herved lærer børn om egne kræfter og andres.

Børn lærer ligeledes om smerte og at håndtere et sådant fænomen i forhold til grader af udsættelse for smertefremkaldelse via aktiviteter, der leder til variable former for smertetilstande, fra hudafskrabninger, til fibersprængninger osv. Det giver indsigt i at være opmærksom på risici i bestemte situationer. Men hvordan tackler vi dette med faremomenter gradvist – at håndtere frygt?

I sport og mere farlig leg lærer vi at håndtere frygtelementer ved at lære at lege med risikoelementer. I skiløb skal vi læne os frem, og vi kan falde på halen, som eksempel. Alle de mange former for fysisk udfoldelse byder på mange delaspekter, der kræver gradvis tilnærmelse og erfaring, hvor vi lærer at kalkulere og håndtere risici – og samtidig at kende egen krop (kropsbevidsthed) og grænser samt nuværende kapacitet. Egenskaber der er yderst gavnlige i andre af livets forhold. At kunne forudsige hændelser, trusler i omgivelser, andres styrke.

At lære at deale med modgang

Vi lærer at sætte ting i perspektiv og ikke bekymre os over mindre skavanker og tildragelser. Med andre ord, vi udvikler resiliens, selvtillid og evnen til at cope med modgang. Dette spiller en stor rolle i forhold til at håndtre kronisk smerte og beskytte sig mod invaliditet. Som behandler er disse forhold næppe heller fremmede for Todd Hargrove.

Udfordringen med den megen skærmaktivitet og leg er, at den ikke er umiddelbar farlig for kroppen. Det er først over (“længere”) tid, at vi mærker hvordan den stillesiddende adfærd påvirker kroppen. Der har til gengæld været en del spekulation over den mentale påvirkning, men det forbigår jeg her.

Et fravær af fysisk udfoldelse betyder, blot som eksempel, at der er nogle faremometer, der er gradueret, som nogle børn misser, og dermed også de læreprocesser, det kunne tilvejebringe. De misser at “danse med frygten”, at “lege med ilden”. Og apropos det der med det psykiske:

“In their motor play and rough-and-tumble play, juvenile mammels appear to put themselves deliberately into akward, moderately frightning situations. …When they leap, for example, they twist and turn in ways that make it difficult to land. They seem to be dosing themselves with moderate degrees of fear, as if deliberately learning how to deal with both the physical and emotional challenges of the moderately dangerous conditions they generate.” (Playing with Movement…, s. 37)

Det er Peter Gray, Hargrove her citerer. Gray ser på uddannelse med evolutionsbiologiske øjne i en artikel, der fremhæver jæger-samlere som foregangsfigurer herfor. 

Legenden om den røde løber

Lad os sætte sagen på spidsen med de amerikanske tilstande (der højst sandsynligt har bredt sig udover USA), for hævder Hargrove, børn i dag har færre chancer for at lære på denne vis. 

Generalisering eller ej, her er en potentiel risiko ved at “undgå at udsætte sig for faremomenter”. Børn lærer ikke at drage deres egne erfaringer i tilstrækkelig grad, kunne en bekymring lyde. De monitoreres og superviseres, coaches, opmuntres og udsættes for et hav af sikkerhedsforanstaltninger og indblandinger, som også påpeget i tidligere indlæg. Nogle vil sikkert skimte “curlingkritikken” bag denne tendens. Rød løber forude.

Men vi har ikke et “naturligt” habitat længere, vi har ude og inde. Vi er ikke jæger-samlere. Vi opfylder ikke pr. automatik vores fysiske og tilhørende behov. For det er ikke kun fysikken, det handler om ved at lege, “at random” eller som del af de øvrige daglige aktiviteter. Vi har fjernet bevægelsen fra mange sider af tilværelsen. Vi kan køre efter mad, lege på en sofa og alle de andre ting, vi godt ved i forvejen.

I dag skal der planlægges, der skal skemalægges, der skal sættes tid af. Det kræver nu pludselig viljestyrke og disciplin at bevæge sig. Og hvordan mon det påvirker den intrinsiske motivation? Vi skal ikke være pessimistiske, for vi har så mange valgmuligheder i vores verden – for bevægelse. Og det slår givetvis igennem nogle steder, andre ikke. Mennesker er også forskelige. Jeg er ikke ude på at skære alle over én kam. 

Personlig motivation er ikke altafgørende

Vi risikerer også at gøre det fysiske til et meget personligt anliggende. “Jeg interesserer mig ikke for…”.  Førhen på savannen var det udelukkende et vilkår – for alle. Ingen tænkte videre herover. Og kroppen har de behov, kroppen har. Uanset holdning og motivation. 

I Playing with movement… henviser Hargrove til flere eksperter, der mener, at “indeværelsestendensen”, at der leges anderledes i dag, og meget inde, faktisk kan gøre børns tilværelse mindre sikker. De kan blive mere usikre på sig selv, mere skrøbelige og opleve mere angst, fordi de ikke lærer at kunne kontrollere risiko.

Og der er mere og mere forskning, som viser de positive effekter for børns psykiske trivsel i forhold til ustruktureret, risikofyldt leg. Rutger Bregman skriver i Det gode menneske. Hvorfor der er håb for menneskeheden (s. 318), at der ligefrem er: “…indsamlet et bjerg af beviser for, at ustruktureret, risikabel leg er godt for børnenes fysiske og mentale trivsel”. Bregman henviser i sin bog her til Brussoni et al.

Mon ikke mange samtidig fravælger faremomenter i en sådan uoverskuelig tombolaverden af muligheder, hvor der hele tiden skal “matches” op imod psykiske faktorer? Hvilket jo også kan have en naturlig berettigelse. Men hvad med fællesnævneren?

I øvrigt er farevurderingen, denne prognostiske eller forudsigende trusselsvurdering og afvejning, særdeles afgørende for voksenlivets ve og vel. Både hvad angår evnen til at håndtere smerte, udmattelse, inflammation, angst, stivhed og svaghed. Sådanne forhold er i et eller andet omfang, skriver Hargrove, forårsaget af ubevidst perception i forhold til, hvorvidt kroppen er under angreb, svag, nedbrudt, skrøbelig osv. Nissen flytter altså med ind i fremtiden, kunne der spås.

Fællesnævneren – start ung og lev stærkt

En omvendt James Dean. Der må sættes sejl til, især i de unge år. Ellers eksploderer vores sundhedssektor bare endnu vildere, end vi har erfaret i alt for mange år, er min bekymring. Ressourcer der kunne være anvendt på helt andre forebyggende måder.

Apropos fællesnævneren. DR har i “Nu skal børn og voksne træne mullerne – muskeltræning er kommet med i motionsanbefalingerne” henvist til Sundhedsstyrelsen, der helt dugfriskt er kommet med nogle opfordringer til, at muskelstyrken skal med i de officielle motionsanbefalinger. Der skal mere muskeltræning på banen, hvilket jo også rummer en del risiko. Udmærket, tænker jeg umiddelbart. 

Spørgsmålet er så, hvor legende en måde, det kommer til at ske på? Det bliver spændende at følge. “Skaktrækket” forekommer (særdeles?) tiltrængt og positivt, men der er nok mange mellemregninger. Fra anbefaling til virkelighedsmestring kræver tilpasning. Indsigten i nødvendigheden skal med. Ikke kun endeløse rækker af cirkeltræning med romaskiner, planker, armstrækninger og test af bøjede ben i “hanging leg raises”.

Og hvor er det, nødvendigheden gemmer sig? Sportsvidenskaben eller bevægelseskulturen? Måske verdnerne kan sameksistere. Måske er sandheden ikke et enten eller. Lad os generindre sammen. Og lad os tage frygten med ombord.

Sportstilegnelse gennem leg

Frygten er en eminent læremester, der ikke skal forveksles med uansvarlig eller skødesløs adfærdsudskejelser (tro mig, jeg har selv oplevet forskellen). Men der er andre dimensioner end farlig leg.

Hargrove nævner da også sport som en legebaseret form for læreproces. Men der er et lille aber dabei. Mange atleter kom fra ustrukturerede læremiljøer, hvor et kosteskaft og flaskekapsler udgjorde baseball udstyret. Steder der krævede høj grad af improvisation.

Store sportsstjerner som Wayne Gretzky, Ronaldhino og Johan Cruyff tilskrev leg og kærlighed til spillet som deres kilder til succes. Du må ikke glemme afdøde Diego Maradona, Hargrove. Jeg kunne opremse mange eksempler. Også på dem, der sled sig ud af elendigheden og fattigdommen, som i dag i øvrigt ingen garanti er for succes, se bare på langdistanceløb i Afrika.

De førnævnte stjerner, hævder Hargrove, rejser bekymringsflaget over for strenge træningsregimer og tidlige sportsspecialiseringsmodeller, der kan give bagslag og få atleter til at brænde ud alt for tidligt, hvilket vi har mange eksempler på. Det er, ifølge Hargrove (s. 25), forskningsmæssigt bakket op af evidens, og det anbefales, at der ikke specialiseres før op i teenageårene.

Anbefalinger kan givetvis variere. I Danmark er jeg selv delvist uddannet i disse forhold, og vi har aldersrelaterede modeller til at understøtte dem på tværs af idrætsforbund. Men vi har i øjeblikket også en stigende (forælder?)efterspørgsel på videostreaming af stævner i ungdomsrækkerne – i flere idrætsgrene. Der kan være pres fra flere kanter, ikke kun i forhold til specialisering. Det er kompliceret. 

Leg skal ikke ses som den eneste måde at lære på, anfører Hargrove, nogle idrætsgrene som golf og gymnastik kræver hårdt arbejde. Hårdt arbejde tager meget tid, hvilket måske er med til at fremme tidlige professionaliseringsbestræbelser. Spørgsmålet er endvidere, hvilke profiler, der kommer ud i den anden ende? Det er en af mine overvejelser. Hargrove fastholder imidlertid, at leg er en vedvarende kilde til kreativitet og vækst.

Kunne det også gælde skolegangen? Kan den gøres mere kreativ? Ikke mindst i lyset af nogle børns egne oplevelser med mistrivsel. 

Skolevisioner og kreativitet

Hargrove påpeger også, at jæger-samlere stort set ikke modtog formel undervisning, det var noget, de selv lærte og tilegnede sig via legen. Men vi kommer nok ikke uden om skolesystemer i vores moderne verden, der er så meget mere kompliceret end fortidens savanne-liv. Så måske handler det mere om, hvordan disse systemer kan indrettes til at understøtte børnenes egen tilegnelse af viden. 

Det er i hvert fald en diskussion der er interessant og påtrængende i forhold til samfundsudviklingen, og hvor blandt andet Steinerskolerne melder som sig som bannerfører for uddannelse af mere teknologibevidste elever, der også med langsomhed og leg kan fordybe sig og være kreative.

Men lad os se, hvad Rutger Bregman har at sige om den gode forening af leg og læring. Han har nogle eksempler i bogen Det gode menneske….

Leg som eksploration i skolen

Bregman når også frem til, at der kan være behov for at skabe mere udeleg og frihed til børns udfoldelse, og spørger så, om man kan gå skridtet videre? Kan vi også håndtere mere frihed indenfor, i skolesystemet?

Han lægger ud med den velkendte fabrikskritik, der kører efter klokkestrengen, skemaplanlægningen, test og prøver. En kritik af skolevæsenet, jeg selv overværede Tony Robbins showmans-agtigt harcelere over i et af sine “drive by” motivationsseminarer i Århus, for mange år siden og som ud fra mediestrømmen at dømme, stadig er aktuel, med central målstyring, human ressource tænkning og cost-benefit barometre. Men hvad er Bregmans alternativ?

Turen går til Holland, hvor Bregman refererer til eksempler fra byen Roermond. Han fremhæver skolen Agora, og i bogen Stolen Focus. Why you can’t pay attention af Johann Hari, hvis fokuseringstematik også er relevant i denne forbindelse, optræder lignende tanker som eksempel. Blot som en indskydelse.

Her skal vi strække fantasien og forestille os en skole uden klasseværelse, lektier eller karakterer (som nogle er ved at bukke under for nu til dags). Mindst lige så interessant. Intet hierarki med viceinspektør og teamledere, kun teams af selvbestemmende lærere (de kaldes coaches dernede i Holland, skriver han).

Jeg påstår langtfra, at Agora er unik som eksempel. Der er andre spændende tiltag i gang i Finland og andre steder i verden, og sikkert også herhjemme. Jeg hører blot i medierne også, at der stadigvæk er megen “traditionel skolepalaver”, for det er jo sådan, virkeligheden er. Agora er en specialskole, der af mange årsager ikke kan findes på hvert gadehjørne. Men den er ikke en elitær privatskole, den optager elever fra hele landet. Og det er faktisk børnene, der bestemmer.

Inden du ser “Mytteriet på Bounty” for din indre skærm, bedes du spidse øre. For jeg ønsker udelukkende at få intentionerne med. De politiske implikationer må andre med bedre (tilskikket) forstand på sagen hjertens gerne drøfte. Jeg er godt klar over, at fremtidens skole er en særdeles speget affære. Men måske er der noget at lade sig inspirere af?

Institutionaliseringens karakter

På Agora (der i øvrigt er med forbillede i det græske torv som forsamlingssted, formoder jeg), er der talrige elevhistorier, du selv kan lade dig imponere af i bogen. Men hvad er det, de brygger på dernede? 

Historierne vidner om fællesskabsfølelse. Man sander ikke til i mobning, fordi, som fjortenårige Milou udtaler:

“Vi forklarer hinanden, hvordan tingene hænger sammen” (Det gode menneske…, s. 321)

Mobning har nogle forsøgt at forklare med, at det er et pudsigt træk ved den menneskelige natur, der er uløseligt forbundet med at være barn.

Nogle sociologer er uenige heri. Blandt andre Erving Goffmann, som har beskrevet visse institutioner, der snarere er roden til mobningen, de såkaldte totale institutioner. Bregman henviser for god ordens skyld til On the Characteristics of Total Institutions fra 1957. Det er i hvert fald der, den florerer i særlig grad, hævder han. Og Goffmans eksempler er beskrevet for over halvtreds år siden, sagt i forbifarten. Bevares, der er sket en del siden, men kan noget af nedenstående stadig genkendes? Punkterne er taget fra Det gode menneske…, s. 321:

• Alle bor samme sted og er underlagt en enkelt autoritetsskikkelse.
• Alle aktiviteter foregår i fællesskab, og alle løser samme opgaver.
• Aktiviteter er stramt planlagt, ofte fra time til time.
• Stedet er underlagt et system med nedskrevne, formelle regler, der opretholdes af en autoritetsskikkelse.

Vi genkender det i ekstrem grad fra fængslet, men også fra plejehjem og britiske kostskoler. Vi har for nylig også oplevet visse ting på danske kostskoler af finere karakter, om jeg husker korrekt. Men de fleste skoler i DK er ikke institutioner, hvor man bor (på nær efterskoler og den slags). Og på efterskoler meldes der også om gode dage og masser af udvikling, men de er også anderledes end traditionelle folkeskoler.

I folkeskolen er flere af de nævnte punkter vel stadigvæk gældende – i større eller mindre grad. Men der er sikkert mange steder, hvor der leges og eksperimenteres med disse?

Dog tales der ofte om “normeringer”, og det er svært at fjerne burhønssammenligningen, også hvis der er lærermangel pga. prestigemangel, lønforhold osv. Med andre ord er der mange bekendte og ubekendte i den kreative skoleligning.

De nyudklækkede i fremtiden

Jeg går ikke i detaljer med dette skoleeksempel. Jeg antyder blot, at de eksperimenterer med at udvikle skoler, der ikke passer til det nuværende samfund, men til et anderledes samfund. Hans kritik af, hvad de nuværende højtuddannede mennesker, efter vores nuværende model, selv mener om deres egen samfundsmæssige nytte, trods fine lønsedler og LinkedIn profiler, skriger til himlen.

Jo fornemmere, jo mere nytteløs, er parolen, hvis jeg må skære det urimeligt groft op. Og der er forskningsmæssigt belæg herfor fra undersøgelser af syvogtyve tusinde arbejdere fra syv og tredive lande, som oplistes af to hollandske økonomer (Det gode menneske…, s. 324). Men det er jo også forkert, for mon ikke der er brug for både konsulenter, læger og symbolanalytikere stadigvæk. Coronakrisen var dog et interessant eksempel på, hvad der virkelig betød noget.

Måske er “vidensøkonomiens succesbegreber” ikke så værdifulde endda. Der skrives da også rask væk om pseudoarbejde herhjemme, så helt grebet ud af den tomme luft, er det næppe. I fremtiden bliver det måske svært nok at pege på, hvad arbejdsmarkedet i sig selv handler om.

På Agora ønsker man derfor mere selvbestemmende, kreative, engagerede borgere. Men tiltag som dette bremses mange steder, skriver Bregman, da skolen ikke kan få offentligt tilskud, hvis den ikke opfylder kriterierne for standardiserede prøver og dermed ikke kan klare et tilsyn.

Skolen er ikke alene om at ville en anden kurs. Der nævnes Summerhill School i Suffolk, England, der har gode resultater med, at børn kan håndtere frihed siden 1921, og ditto fra Sudbury Valley School i Massachusetts, hvor der er kommet mange vellykkede borgere ud i den anden ende siden 1960’erne. Selv om der sikkert også har været grus i disse maskinerier.

Mere frihed, selv i kaosverdenen, er ikke lig med desorientering og disintegration. Men her vender vi måske tilbage til det om frygt?

Undgå underskud på saldoen

Det, der imidlertid er det springende punkt for Bregman, kan han selv formulere. For det handler om tillid og om at undgå WHOs dystre prognoser om depression som den største folkesygdom. Jeg minder om, at arbejdet ikke var en modsætning til leg, men derimod depression. Og der findes et underskud, der er større end det, saldoen evt. viser:

“Vores største underskud er ikke at finde på en bankkonto eller i et regneark, men inden i os selv. Det er en mangel på det, der giver livet mening. En mangel på leg.” (Det gode menneske…, s. 325)

Bregman så et håb på Agora. Han så, at man gik tilbage til begyndelsen, til samme undervisningsfilosofi som jæger-samlerne, hvor autonomien var i højsædet:

“Børn leger bedst, når de får lov til at styre det selv i et fællesskab, der samler alle aldersklasser og evner med støtte fra coaches og legeledere. Drummen kalder det “Grundkursus i uddannelse” – en tilbagevenden til Homo Ludens.” (Det gode menneske…, s. 325)

I denne Hollywood karikerede udgave – School of Rock – ser vi et eksempel på, hvad der kan flytte noget hos de demotiverede elever. Og ja, vi er ude på et overdrev, meeen…:

Musik er noget, der bevæger os. Men skoler har noget med regler at gøre. Det må den “falske” karismatiske vikar også sande. Alligevel ender filmen med at opstille et kompromis til sidst. Der i øvrigt var hårdt tilkæmpet. For her blev tingene adskilt, et før og et efter skole pensum. Forældremodstand kan dræbe mange initiativer. Men når forældre ser, hvordan deres børn vokser, så vokser deres tillid måske også og de får skuldrene lidt ned. 

Kan det ikke ske i skoletiden også, mere musikalitet, leg og bevægelse, uden at der indføres test i vuggestuehøjde, så alle bringes på linje med internationale (PISA?)standarder, for nu at være lidt flabet? Skab de organiske træer, dem med stærke rødder, ikke en samling tonedøve kynikere, der render rundt med rundsave og har papir på dit og dat og kun kan sige ord som effektivitet, optimering og læring.

Lad os også uddanne nogle andre mennesker end papirtigere, hvad med nogle flere bengalske tigere?

Afskedssalut

Bevægelse og leg er blevet et skæbnevalg. Vi kan vælge ikke at efterleve anbefalinger for fysisk udfoldelse i skoletiden, sådan som statistik faktisk har vist, at vi gør mange steder i DK.

Måske er den bare ikke sjov nok, den leg, der foregår? Måske er det bare for mekanisk og rituelt, det med fysikken? Ikke en fusion af kreativ energi og sprudlende vanvid, der er selvopfunden, eller har coachende rollemodeller i managen samtidig? Jeg ved det ikke.

Det kan være svært at sætte sig ind, hvad nye teknologitunge generationer tumler med. Hvis ikke man er vokset op med fysisk leg og bevægelse, som opstod under kaotiske, ofte spontane forhold, som jeg oplevede min barndom, kan det være svært at genvække den begejstring. Hvis den aldrig har været der. Måske er den bare rykket indenfor i andre verdner i dag?

Hvis vilkåret er, at bevægelse og leg i den fysiske, uorganiserede form, er blevet et mindre attraktivt forbrugsvalg, vil jeg alligevel plædere for følgende: glem ikke, at vi er væsner med kroppe, og at megen kommunikation mellem os kan være både intuitiv, non-verbal og meget andet. Derfor – vælg at bevæge dig legende, hvis du kan, så du ikke ender som en “kropssvækket skæbne”.

Her kan motivation fint spille første eller en anden form for violin. Men tro ikke at nødvendighed kun er et spørgsmål om kedsomhed eller tidsfordriv. I leg forsvinder nødvendighed, men leg er nødvendigvis en forudsætning for, at du ikke ender med kun at se nød i nødvendighed.

Og når du er sammen med andre i leg, kan mange sorger, kvaler og smerter glemmes for en stund, og det kan der bygges videre på. Muligvis endda samfund. I hvert fald hvis vi skal tro animationsfilmen Madagascar:

Det hele hænger sammen, og det gjorde det just også i begyndelsen. Spørgsmålet er, om det er noget af det, vi i dag har brug for at generindre eller genopvække?