Kom indenfor til denne spøjse, men ikke specielt indviklede kropspraksis. Og dog. At tage dig tid til det, jeg om lidt beder dig om, og at overvinde din utålmodighed, kan være en KOLOSSAL udfordring.
Denne praksis er relevant for dig, der plejer at fremture med sprudlende virkelyst og evindelig udadvendt engagement, men som pludselig mærker en udbrændthedens flamme vokse indenbords. Noget forstyrrer din vante produktivitet. Du balancerer på kanten af prokrastination (dyberegående vanebetinget fastlåsthed), henfalder til mildere overspringshandlinger, virker energiforladt eller kan ikke rigtig mærke den kreative puls længere.
Måske har du for mange jern i ilden? Er det tid til mere selvomsorg?
Derfor denne diskretionens praksis, der står som en effektiv modgift til hele produktivitetsmanien. Men først lidt baggrundsforståelse. For det er måske ikke så sært, at du oplever udsving i din oplagthed. Meget skal ses i kontekstuelt lys.
En tiltagende lede, eller i det mindste bekymring ved den moderne teknologiske kultur rammer eksempelvis stadig flere mennesker. Mange orker, eller ønsker ikke at skulle følge med de nye vinde, skifte fokus hele tiden og har sværere og sværere ved at skulle få alle ender til at gå op, balancere krav og vilkår med behov.
At leve helhjertet nærmer sig for nogen en luksus i distraktionens og forstyrrelsens tidsalder. Andre elsker tidens kaotik og synes vi lever i den bedste af alle verdner. Intet er sort hvidt for det meste.
Claude Monet, Public domain, via Wikimedia Commons
Allerede romantikerne var dog på sporet heraf. Du er ikke den første, beklager. Den moderne verden er flimrende, støjende og usammenhængende. Ifølge aktuel sociologi, breder en tabserfaring sig. En tabserfaring, der stadfæster pessimismens epoke, hvor vækstdrømmen og fremtidshåbet er bristet og kaldet for resiliens breder sig til alle afkroge af samfundet (Vind, Jesper (2025). Pessimismens epoke. Weekendavisen, 24. oktober. Bøger, s. 8-9).
Det gælder dog om at fastholde at konstruktive briller ser mere, som regel. Og at vi skal værne om os selv. Også som individer, da det store billede ofte kan tegnes lovligt dystert op.
Eksempelvis når der på samfundsniveau rapporteres om uligevægtige forhold, vi må være bedre til at håndtere, hvor konklusionen i noget forskning leder frem til, at velfærdsstaten er både anorektisk og overophedet. Der meldes løbende om udbrændthed, overbebyrdelse og koordineringsmæssige udfordringer Måske kommer vi på uhensigtsmæssige måder til at stresse hinanden, undertiden på ureflekterede måder. Hvilket tænkeligt også kunne være forbundet med den “stresstonus”, der konstant opretholdes for at samfundet ikke går i stå – til trods for at den åbenbart fremkalder ikke så lidt åndenød.
Paradoksalitet?
Det er næppe enkelt og firkantet uanset hvordan vi vender og drejer det. Men vi er nok selv medvirkende til mere konfliktualitet end vi ofte selv ønsker, vil være ved eller forstår.
AI-dystopi eller overdrev?
Og hvad med seneste skud på stammen? Gør AI os til mere kyniske mennesker, der ikke ejer tålmodighedens nådegave? Krævende, begærsyge, impulsive og hungrede efter perfekte løsninger, i realtid. Med tårnhøje forventninger til alt og alle, uden selv at kunne leve op til dem, der går i vores retning. Det er nok for ensporet en bekymring.
Er AI da en trussel for den gode sammenhængskraft og et fremtidsharmonisk samfund, spørger nu selv dem der gik forrest i udviklingen heraf? (Saugmann, Kasper, (2025). Professorens ubekvemme erkendelse. Weekendavisen, 07. november. Samfund, s. 7).
Alt er i hvert fald ikke i almenvellets interesse, synes mange at mene. Ikke alt er saglig forbedring vha. tech. Noget er også en potentiel blokering for selvsamme, hedder anfægtelsen.
Er vi endda lidt ude af sync og ved at “miste” sensibiliteten overfor vores iboende fornemhed? Evnen til at sige fra, og at træne den modstandskraft, som Bent Meier Sørensen så rammende og med dramatisk flair opruller i sin yderst skærmkritiske bog Skærmens magi. At træne modstandskraften i en digital tid.
Og faktisk går endnu mere i kødet på i en nyere udgivelse De grænseløse – Hvorfor den europæiske civilisation tabte sin modstandskraft, og hvordan vi genvinder den, hvor han “rister” “Silicon Valley slænget” og leder efter rødderne i vores kultur.
Jeg ved snart ikke, hvad der er op og ned, tænker du måske. Og hvorfor disse dystre oprulninger Jesper, kom nu til sagen.
Tja, godt ord igen, at lukke noget ude, og at være alene, uden ubehag, er måske noget, du bør unde dig selv noget oftere. Det er i al fald langt sværere at fremmane positivisme, når der er flere penge i at bebude forfald, dommedagsprofeti og krisekollaps, som her overfladisk antydet.
Kunsten at gøre ingenting kan være en frugtbar praksis. Selv når verden står i brand og kaldet for aktivisme aldrig har været større.
Hvornår har du sidst tænkt på at udrette ingenting – med god samvittighed?
Det er muligt AI gør noget nemmere for os. Men vores opmærksomhed(sforvaltning) bør vi selv kunne være i kontakt med.
Vi er trods alt også biologisk regulerende væsner.
Det åbenlyse stirrer os i øjnene
Jeg kan godt følge Bent i, at vi skal lære at være bedre til at være alene, at erkende ensomheden som en kilde til nyorientering for at komme videre med eget værd og virke. Der må gerne gå mere prestige, ikke bare i “raw dogging“, som et fænomen, der nu om stunder dækker over at forholde sig til en ting ad gangen.
Men også gerne mere prestige i andre mere diskrete praksisser, som ikke gør så meget væsen af sig, ved første øjekast. Hvilket ikke nødvendigvis behøver være uforeneligt med glødende samfundsengagement. Tværtimod.
Noget der lejlighedsvist dulmer og genvækker, når andre ting bliver for øredøvende. Som techbegejstring eller det modsatte eksempelvis. Og alt muligt andet.
Mere opbyggeligt adspurgt. Hvad gør det moderne menneske for at slippe ud af sin egen (eller konglomerat foranledigede) selvskabte umyndighed og radikal forfladigelse, i dette teatralske globaleksperiment med vores indre barn, fornemhed og skrøbelige bevidsthed?
Du kan godt høre jeg er den fødte dramatiker ikke?
Nogle gange er egen barm, eneste midlertidige havn. Vi kan nok ikke vende skuden helt, ser det ud til.
Start i det små, hvis barrikaderne virker som for drastisk et modtræk og ingen hører din klagesang.
Kvalificerede modtræk
Well. Vi kunne formodentligt have godt af at turde at være modige igen. Turde at være lidt asketiske. I hvert fald turde at være alene. Sådan for alvor. Med risiko for at møde os selv. Hvis vi vil luge ud i noget af støjen.
Vi kan allerede på en gåtur komme til at erfare, at det slentrende sind fører ind i en anden og mere kærkommen hovedrengøring. En tiltrængt pause fra den konstante påbudsøkonomi og den insisternede vigtighed, som påkalder sig din agtpågivenhed.
Eller i ingentingpraksis i en hængekøje, hvor du vugges ind i meditationens forkammer, eller i en gyngestol, for den sags skyld.
Bevægelse ind i indre hvile. Slet ikke dårligt.
Det først trin i den akut “detoxificerende” stressreduktion kan handle om at gøre mindre. At afimplementere, at trykke på “pytknappen”, at trille tommelfingre, gå med hænderne i lommen og massere lommeul, pille næse eller at stirre ind i væggen. Ikke alle verdensproblemer skal imødekommes med flere diplomatmøder og store armbevægelser. At holde snitterne for sig selv har også noget at byde på.
Også selvom det heller ikke redder planeten.
Kedsomheden er mere kompliceret, og noget jeg ikke så sådan vil sige, at vi kan docere os igennem. Ikke den dybe eksistentielle af slagsen, i hvert fald. Men den kan være fuldt ud nødvendig.
Krusedullens ankomst
Må jeg i den forbindelse derfor slå et slag for en praksis, der forekommer useriøs, ved første øjekast, nemlig krusedullens magi. Den totale antimagt til skærmens lokkende sirenesang, et frirum til at gøre ingenting og være i det hule tomrum, som end ikke guitaren kan udfylde. Her knager stilheden, så det forslår.
En vej helt ind i sjælskammeret, hvor alverden på ny, kreativitet og ægte impulser opstår. På behøring afstand af impulsivitet, klik og scroll abstinenser, automatreaktioner og cirkusmanegeadfærd, fordi vi pirres til at fortsætte. Med frygt, katastrofer, sex og spektakulære “clickbaits” etc. som flueklæbende lokkemidler.
En praksis som at gøre ingenting og til nød kun lidt kruseduller kan få dig i kontakt med din taknemmelighed, det der betyder noget for alvor i dit liv. Men først og fremmest din opmærksomhed.
Tillad mig en markedsføringsmæssig ekskurs. En velværemassage er på linje hermed en ærlig måde at få dig til at opdage, hvor langt ude af kurs du rent faktisk kan være. Og netop derfor tror jeg, mange frygter den. For tænk at skulle mærke sig selv og komme i kontakt med sig selv igen. Ikke på vilkår.
At blive berørt og mærke dine følelser? Ikke tale om. Men det er vigtigt, for det er i høj grad dem, du skal bruge til at navigere med. Massagens kalibrerende potentialer kaster dig nemlig, på linje med krusedullen, tilbage til din selvkontakt. En kontakt, du aldrig må give køb på.
Gå derfor i skarp træning for at genvinde din evne til at kultivere opmærksomhed.
Ærlig enerumssyssel
Kunsten, vi skal træne stenhårdt lyder i første omgang – og hold nu fast – ærlighed. Og hvor er ærligheden mest til stede, hvis ikke i nonnens ensomme lønkammer, hvor eftertanken knager, så det knirker i gulvbrædderne. Hvor angsten og livsleden, rastløsheden og utilstrækkeligheden for alvor kommer larmende ind i hovedet.
Sagt på jysk. Det er “udholdenhedstræning” på den store klinge at være i enerum med sig selv.
Her starter helbredelsen ikke desto mindre for mange. Men lad os omvendt ikke gøre det til en totalitaristiske flaggelantpraksis for enhver pris. Det er muligt at stirre ind i et spindelvævs tilblivelse også, at dyrke slowwalking og andre groundende praksisser. At stirre ind i sit eget spejlbillede i en skovsø. (Nå nej, det var vist ham Narcissus, der gjorde det, og det kan jo føre til en falsk forelskelse).
Du ved sikkert, hvad jeg mener.
Start med at holde dig selv ud for en stund. Siden mesterskab og brillians. Det er okay at opleve, at det roder indvendigt. Eller som Blachman ville udtrykke det – at det er som om, at du ikke helt er ankommet til dig selv endnu.
Krusedullens magt – på servietopskrift
Så hvordan holder det moderne menneske sig selv ud, når det er så indhyllet i teknologiske fangarme, platforme, skærmarbejde, påmindelser og notifikationer, at der ikke findes veje ud af disse klæbende lokkedåser af opmærksomhedsudplyndrende ligegyldighed og tidsspilde?
Det skal jeg ikke påstå at have det endegyldige svar på. Men start med at finde et stille sted, hvor du kan være uforstyrret og aldeles alene.
Jeg får mere og mere respekt for krusedullens magi. Min opskrift lyder:
Tag et tomt stykke papir, noget at skrive med, og så sæt noget beroligende musik til at spille i baggrunden (kommentar fra den yngre generation: Det er et paradoks Jesper, det er inautentisk og slet ikke analogt. Godt så, hvad koster en pladespiller?).
Og når du så går i gang, så er det uden performativ agenda. Om mønstret er zig-zag, vinkelret, 8-taller eller et Jackson Pollack-værdigt bombardement, er mindre afgørende. Lad hånden og pennen (er fjerpennen helt udelukket?) føre dig frem, foranlediget af den forførende finmotoriske sløve og yderst tangible slowmotion forplantning, der går op igennem armen og ind i hele dit udmattede væsen.
Hvilken eliksir. Al mulig grund til at respektere håndens hjernebetydning. Faktisk er hånden og underarmen langt det største problem for moderne robotteknologi, i kapløbet om at udvikle humanoide robotter, næsten mere end resten af robotten, har jeg ladet mig fortælle. Sæt du endelig pris på den.
Ta-da – her finder du efter ca. 10 minutter måske ud af, at du har glemt tid og sted, og er genopladet på ny. Kreativ som en anden ti-armet blæksprutte og parat til at slå saltomortaler. Eller at du er på randen af selvmord.
Spøg til side. Bestemt ikke det ønskede udfald. Du skulle helst gå levende derfra.
Når du har gjort dette tilstrækkeligt mange gange, har du måske en kropspraksis for livet, der skærmer dig for en stund for al verdens dårskab, urimelighed, onlinegabestokke og chefkrav. Atter iklædes du dit eget superheltekostyme, og genfinder kontakten til dig selv, til nærværet og den sande opmærksomheds velsignelser af mildhed og sindsro.
Det er tilpas enkelt, og dog griber det ind i kroppens og hjernes mange kalibrerende processer. Majoriteten af os burde kunne være med øjeblikkeligt, helt uden kørekort til akvarelmaling osv.
Jamen altså, Jesper, det er da alt for godt til at være sandt. Ja, givetvis, men jeg finder stor værdi deri ikke desto mindre. Og går vandende højt, og jeg er helt ude af mig selv, tyr jeg til et svalt tryghedsskabende mantra også.
Du kan såmænd gå mere skrabet til værks og begynde at nynne, hvis du ikke har finanser til en pladespiller.
Her mit beskedne mantra:
- Jeg er tryg
- Jeg er i sikkerhed
- Jeg er elsket uanset hvad jeg siger, tænker, føler og gør
- Der er plads til mig
Selvterapi på fornuftigt plan. Ganske gratis, uhøjtideligt og afsindigt vigtigt, hvis det undertiden føles så turbulent og omskifteligt derude på savannen, og du kan have svært ved at hænge på eller samle dig og finde en centrering, der giver dig kontakt igen. Vil du overvældelsen til livs, kan du vælge at være villig til at engagere dig i undervældelsens kunst.
Summa summarum. Kobl fra, vær alene, tag og fat en pen – og sæt i værk med at lave kruseduller.
Magien kan undertiden indfinde sig lige under subtiliteten, i håndgemæng med de enkle praksisser.