Hov, hov. What’s the connection here?

Well, der er tilsyneladende et praktisk mellemværende mellem håndens arbejde og hjernens udvikling. Et mellemværende, der griber laaaangt bagud i tid og er en del af evolutionens store mysterier. Det er værd at undersøge nærmere i en verden, hvor tingene bliver mere og mere hovedtunge. Et emne, vi ikke bare fingernemt skal “swipe” hen over.

Yuval Harari skriver i Sapiens: En kort historie om menneskeheden, at mennesket udviklede en større hjerne som led i evolutionen, men at det kom med en pris. Det stillede krav til kroppen, den blev tung at bære rundt på. Selv om hjernen hos homo sapiens kun udgør 2-3% af kropsvægten, bruger den 25% af kroppens energi i hvile.

Som urmennesker var vi tvunget til at bruge mere tid på at søge efter føde, og vi havde mindre muskler. Det var prisen, skriver Harari. Vi omdirigerede energi fra muskler til neuroner. Vi blev klogere og svagere samtidig, må man forstå.

Jeg skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på at der også er andre afgørende led i evolutionen, og andre aspekter på evolutionen, eksempelvis hvor der peges på andre betydningslag, hvad angår vores tidlige fortid. Forhold der involverer leg, eksempelvis og hvor den “evolutionære stige” udsættes for en kritik.

Frigørelse og/eller forfald

Måske var det, i en vis forstand her (jeg vil nødigt præcisere årstallet, det forekommer mig, at der er mange tal i omløb, men ca. 2-2,5 millioner år siden), at den menneskelige “forfaldshistorie”, rent fysisk, tog sin begyndelse? 

Harari skriver, at det er uklart, hvad der egentlig fremprovokerede den store menneskehjerne. Han omtaler, at fordi vi rejste os og gik på to ben, og dermed fik nemmere ved at spejde udover savannen efter fjender eller føde, fik arme og hænder ved samme lejlighed frihed til at gøre andet end at bevæge sig fremad. Armene bliver:

“…frigjort til andre formål, såsom at kaste med sten eller signalere. Jo mere disse hænder kunne udrette, desto større succes havde deres ejermænd, så evolutionen førte til en øget koncentration af nerver og forfinede muskler i håndflader og fingre. Af samme grund kan mennesker udføre meget komplicerede opgaver med hænderne. Og frem for alt kan de producere og bruge avancerede redskaber.” (Sapiens, s. 19)

Udvikling af vores kreativitet

Der var koblingen. Vi udvikler os og bliver mere kreative. Der sker et samarbejde mellem hænder og hjerne, der gør, at vi i dag kan bygge robotter og slå hinanden ihjel med droner. Men også berøre hinanden kærligt, og spille yatzy.

Idéhistorisk kan man dog ligeledes, uden videre besvær, og med en smule tristesse, hvis man er sådan anlagt, iagttage, at der over tid har hersket en vis forrang for åndens arbejde, mens håndens arbejde lader til at have stået i skyggen heraf.

Kast blot et flygtigt blik på antikkens klassiske idealer og samfundsindretning, eller for den sags skyld flaskehalse og anerkendelsestematikker på nutidens arbejdsmarkedet, om end det jo langt fra kun bør stilles så firkantet op.

Historisk har vi i hvert fald indrettet os på en måde (som også har med komfort at gøre), der har trængt hændernes arbejde i baggrunden i visse henseender. Ændret arbejdet og produktionsformerne.

Læs mere om fænomener som workmanship og craftmanship i et historisk og sociologisk perspektiv.

Blot en tanke. I stedet for at drukne i mangel på anerkendelse, skulle vi måske hylde håndens arbejde noget mere? Så flere fik “hænderne op ad lommen” eller vi fik “fyldt de tomme samfundslommer op”, for nu at ride videre på flaskehalsmetaforikken.

Er noget mere fint end andet? Er det enhver pris om at undgå det manuelle? Jo og nej, og sikkert både og. Det er indviklet og jeg er her ikke for at politisere. Beklager.

Håndgribelig afslapning

Men hvorfor er håndens arbejde i udgangspunktet så vigtigt, underkendt eller ej?

At rode med en motorcykel, lidt strikkearbejde eller at anrette en lækker forret for sine gæster. Alt sammen kan det bibringe en behagelig følelse af afslapning og en behagelig sindstilstand.

Der er talrige vidunderlige artikler rundt omkring på internettet, der foreslår, at håndens arbejde er en glimrende brik i puslespillet om at skabe et sundt mentalt helbred.

Jeg vil i den forbindelse foreslå at læse “Hands and Minds – Interesting connections between manual work and mental health“.

At slukke for autopiloten

Sindet har det med at producere en masse unødige, bekymrende og flakkende tanker, der ofte er uden videre mening, eller er særligt fremmende for sindsligevægt. Her er håndens arbejde en fremragende måde at komme ind i nuet på.

Jeg kommer eksempelvis til at tage mig selv i at synke ned i en rolig tanketom tilstand, mens jeg bokser med mængderne af ukrudt i mine chaussésten i flisegangen. Noget der umiddelbart burde vække vrede, frustration eller noget andet og sagtens kan gøre det også.

Sidstnævnte skyldes formodentlig, at det ”ræsende sind (også kaldet “the monkey brain”), det Ernst Holm Svendsen i Nærvær: en praktisk guide til at leve i nuet omtaler som automatpiloten, tager over. Genkendelige vaner og tankemønstre i en stor pærevælling.

Niels Lyngsø henviser i Ti dages stilhed: et essay om meditation og bevidsthed til, at neurovidenskaben kalder denne tilstand for “Default Mode Network”. En tilstand, eksempelvis meditation, forsøger at bryde igennem.

Kunsten er i meditation såvel som igennem håndens arbejde, at få det flygtige sind til at “lukke mere ned”, for at noget andet i hjernen kan kobles til. Nemlig det, der vedrører kroppen, som kontrollerer kroppen og i særdeleshed hænderne.

Det er vigtigt at forstå, at vores kognitive færdigheder og vores abstrakte tænkning bygger på et fundament af fysiske færdigheder. Der er en sammenhæng mellem vores arts udvikling, vores intelligens og evne til at overleve evolutionært betragtet. Og det at hånden og hjernen indgik i et komplekst samspil. Det fik os til det punkt, vi har besteget i dag. Toppen af fødekæden. Halleluja.

At det også kan gå nedad bakke igen, er en anden snak.

Det griber om sig – det med hænderne

At koordinere bevægelser som at kaste, gribe, at rive ting fra hinanden, at præcisionsmale, afværge et fald osv. kræver alle betragtelig hjernekraft. Vores nuværende hjernekapacitet, med dens neurale netværk, er noget, der er bygget ovenpå et dybereliggende netværk af motoriske færdigheder og bevægelse. 

Selv sproget hviler herpå. ”Jeg griber ud efter suppen”, ”Jeg kan ikke begribe, hvad hun ser i ham”. Vi ser det også hos børn, der leger med objekter, førend de leger med begreber. Vores forfædre, primaterne, måtte gribe og holde ved med hænderne for at kunne hænge i træerne, og siden udviklede de redskaber, og det var med til at fremme hjernens udvikling.

Bevægelse er godt for hjernen, er pointen her.

Vi var aldrig blevet de sofistikerede væsener, vi er i dag, havde det ikke været for bevægelsen, for hjernens udvikling. Og hvor altså også håndens samspil hermed har haft enorm indflydelse. Tænk også på tegngivning, signaleren og gestikker.

Høj versus lav kompleksitet

Der foregår et kompliceret feedback system, når vi berører objekter. Hjernen tolker sig frem til, hvad det er, og hvordan interaktionen hermed skal være. Det er noget af det, der gør, at vi kan eksperimentere og gå på opdagelse i nye ting. Det hedder næppe ”pilfinger” og ”drillepind” for ingenting.

En del af kreativitetens gådefuldhed kan vi altså også takke vores og hjernens samspil med hænderne.

Kompleksiteten er faktisk så høj ren koordinativt, at vi kan se, hvor svært videnskabsmænd har ved at få robotter til at lave finmotoriske bevægelser. Om end det næppe varer for evigt, inden vi ser store fremskridt her også.

Todd Hargrove skriver i føromtalte artikel, at det kan være en af grundene til, at en robot kan være god til at støvsuge gulvet. Omvendt er den ikke velegnet til at tømme opvasken eller at foretage en vinsmagning, hvor der skal holdes korrekt om glassets stilk og vinen slynges rundt og der duftes til bouquet’en efter alle kunstens regler.

Nu er det jo et indlæg om hænder, men her er en robot, der f.eks. både sparker til en bold, serverer kaffe, danser boogie-woogie, går på trapper etc. Gad vide hvor længe denne opfattelse af manglende evne til finmotorisk arbejde holder?

Håndfast jordforbindelse

Hargrove skriver, at forskning har vist, at forskellige former for håndarbejde kan være med til at reducere stress, smerter og angsttilstande.

Det er en form for grounding, som tager afsæt i noget meget håndfast. Noget konkret, der afleder tankerne. Hvorfor vi ikke skal lade os forføre af altid at forstå spændingsreducerende, angstdæmpende og stressreducerende tiltag som værende et spørgsmål om bevidst tilrettede teknikker hertil. Som bestemt også har mange fordele.

For nogen er håndens arbejde mere håndgribeligt, det må vi ikke glemme.

Flowteori og positiv psykologi

Her griber Todd Hargrove tilbage til den omdiskuterede og meget udbredte flowmodel, baseret på Mihaly Csikszentmihalyis begreb om flow, som Mihaly bl.a. beskrev i bogen Flow: Optimaloplevelsens psykologi.

Challenge vs skill

Oliverbeatson, Public domain, via Wikimedia Commons

Denne flow-tænkning, der formentlig også har gået sin sejrsgang inden for feltet positiv psykologi, har en række karakteristika, mange af os måske allerede selv har stiftet bekendtskab med.

Om end vi igen, for god ordens skyld, må vogte os for potentiel forblommelse, hyperpositivisme, tunnelsyn, overoptimisme og ensidighed inden for et sådant positivt hjørne af psykologien.

Jeg har i hvert fald følt, at jeg befandt mig i en form for flowtilstand – i de bedste stunder på tennisbanen, når jeg har gået hånd i hånd med min kæreste langs strandkanten, og når jeg har nydt en is i solnedgangen eller været sammen med min familie i lattermilde stunder.

Essensen af flow

Hargrove kondenserer og trækker følgende karakteristika frem, som kunne udgøre håndens gaver til vores mentale velbefindende.

Flowet ligger i at:

  • Vi har et stærkt fokus på aktiviteten
  • Vi har en følelse af kontrol over situationen
  • Vi har en fornemmelse af at være forenet med aktiviteten
  • Vores selvbevidsthed er reduceret og ligeledes vores tidsfornemmelse – ”tiden flyver afsted”
  • En stor portion af intrinsisk motivation og indre belønning – vi oplever en ægte tilfredsstillelse, oplevelsen bærer værdien i sig selv

Nogle mennesker står definitivt af i Roskilde, når de hører om sådanne højtflyvende lyksaligheder. Men glemmer måske i forbifarten, at der er tale om et spektrum, som kan opleves i forskellige intensitetsgrader. Der er i hvert fald et stykke fra ovenstående punktopstilling til accelererende tankemylder og andre løjerlige tilstande, når hjernen kører på autopilot.

Det handler ikke om, at vi skal opleve en zen-tilstand hver gang, eller en mystisk religiøs åbenbaring, om end det faktisk kan føles helt vildt og intenst og opslugende til tider.

Hvordan vi kan nærme os flow

Hvordan kan vi ellers opleve flow, spørger Hargrove, og lister selv sine bud:

  • Klare mål
  • Masser af feedback
  • Optimale udfordringer (den klassiske flow-modeltegning, som vist ovenfor. Hvor det ikke er så kompliceret, at det fører til ubehag, og ikke for nemt, så det udarter sig til kedsomhed)
  • Du er engageret og interesserer dig for det, du gør, så det opleves berigende og motiverende
  • Du er kompetent ud i en aktivitet, hvilket får dig til at føle en form for kontrol. At du kan forene dig med aktiviteten og opnå en høj tilfredsstillelse og indre belønning

Alt dette kan vi opleve med en bedre kontakt til håndens gøren og laden. Vi er super forvænte med abstrakt, kognitivt arbejde og aktiviteter i et højt specialiseret og teknologisk samfund. Vi skal løse funktioner, der undertiden gør, at vi føler os fremmedgjorte, fordi der går for meget hjernevrideri og computerstirren i den. 

Jæger-samler folkene havde ikke daglige ture i Disneyland (det har de moderne mennesker, som de er flest, nok heller ikke). De havde travlt med at analysere sig frem til, hvad de skulle gøre for at overleve i morgen og fange føde.

Vi kan måske trække noget visdom herudaf. Ikke mindst når nogen har travlt med at tage afstand fra “dengang på savannen, som vi ikke ønsker os tilbage til”. Eller andre epoker, hvor håndens arbejde fyldte mere i grundlæggende forstand.

Well, et afstandstagende synspunkt, jeg i mangt og meget godt kan sympatisere med. Men det udelukker ikke, at vi kan lære noget af “de fortidige”. Noget stærkt tiltrængt, kunne jeg fristes til at tilføje.

Du kunne jo f.eks. kaste dig ud i noget grundlæggende “wood work”, hvor du udarbejder eksempelvis bestik eller træfigurer:

Afsluttende bemærkninger

Når vi er optaget af praktiske, håndgribelige, dagligdags ting, er det ikke kun et spørgsmål om, at det er kedeligt. Noget der skal overstås og noget, vi bør ansætte tjenestefolk til, eller uddelegere til en robot. Det er også et spørgsmål om en form for indre rengøring i vores egne sind. At “få luftet lidt ud” i abehjernen (the monkey mind).

Og ikke bare rengøring. Også træning i at være i mental balance og i at udvikle sin kreativitet og vedligeholde denne.

Jeg overlader de næste (vise) ord til Todd Hargrove:

” There are many different therapeutic and religious practices that emphasize the importance of staying present and mindful. The goal of meditation is to focus on the here and now, but it’s hard because just sitting is boring, and attention naturally wants to wander. If you do some work with your hands that is sufficiently complex and enjoyable, your attention is engaged automatically on a target that the brain is designed to focus on. Perhaps spending some time engaging your mind with these kinds of activities is a way to recharge the brain’s batteries.” (“Hands and Minds – Interesting connections between manual work and mental health“)

Jeg kan følge Hargrove langt hen ad vejen, men er i øvrigt ikke overbevist om, at det er det eneste mål, der er, med meditation.

Merværdien i håndens arbejde

Forhåbentlig har hårdnakkede tvivlere imidlertid modet til at se værdien i håndens manuelle omgang med verden, og at se en stor visdom heri.

Også indenfor bevægelse kan vi tage denne indsigt til mere indtægt. Vi kan engagere os mere i koordinativt arbejde. Vi kan inddrage objekter i balance. Vi kan flytte og manipulere med objekter i vores styrketræning. Og vi kan engagere os i mere kompleks færdighedstræning, der involverer håndens arbejde, fra dans, til kampsport, til, ja, you name it.

Men derfor kan vi godt nyde en god fodboldkamp af den grund eller løbe en tur. Det ene udelukker ikke det andet. Kunsten er at vide, hvornår vi gør det ene og ikke det andet. At vide, hvornår vi har behov for forskellige typer af håndsudrækninger.

Anden interessant læsning

Joseph Bartz er en blandt mange, der har sat ord på lignende tanker. Han ytrer sig også om håndens arbejde.

Her er et par links til nogle essays, han har forfattet. God læserejse, men husk at få hænderne op af lommerne og brug dem, der er det vigtigste: