Mit navn er Jesper Abild og jeg driver jesperabild.dk.
Med jesperabild.dk ønsker jeg at udvikle og sammensætte behandlingsformer, bevægelsesinspiration og kropspraksisser, som kan danne grobund for et sundt og afbalanceret liv. Et liv med respekt for bevægelsens betydning for kroppen og det gode liv.
Jeg forsøger at bidrage til at øge indsigten i den ældgamle kunst at varetage sin levevis på en eftertænksom facon og at opnå “en sund sjæl i et sundt legeme”, som satirikeren og digteren Juvenal skrev helt tilbage i 2. årh. e.Kr.
Jesperabild.dk bestræber sig på at være en inspirationsplatform for passioneret livsudfoldelse- og praksis gennem kropslig praksis og bevægelse i videste forstand. Et fundament, hvor bevægelse og livssundhed i sig selv er omdrejningspunktet. Ikke løsrevne nytårsforsætter og quick fix begejstring uden selvansvarlighed i virke og samarbejde. Om jeg må være så ærlig.
Jeg udvider og bygger konstant til i mit forebyggende “værksted”, og agter ikke at favorisere nogen bestemt kropslig disciplin, bevægelsesretning, idrætsgren eller behandlingsteknik. I stedet søger jeg at kombinere og videreføre anerkendte, velafprøvede såvel som nye måder at sammensætte kropspraksisser på. At lege, at leve og være i bevægelse med tingene.
Jeg forsøger at se på fænomener i strakt arm og gerne fra flere sider. Jeg udforsker, forsøger at være åben, nysgerrig, kritisk og modtagelig over for det særlige, hver enkelt teknik, livspraksis, greb, retning, bevægelse etc. har at tilbyde.
Jesperabild.dk har som ambition at synliggøre og anspore til, at du og andre kan motiveres til:
- At gøre brug af massage, triggerpunktterapi og andre kropspraksisser, når du oplever smerte eller bevægeindskrænkning, har behov for afkobling, berøring og velvære eller ønsker at fremme psykisk balance
- At tænke massagerelateret behandling som noget, der over tid kan bevæge sig fra smertelindring til personlig udvikling, evt. involverende en bevægelsespraksis
- Livsfornuftig forebyggende selvomsorg. At vælge et kontinuerligt perspektiv for massage og kropspleje – livet ud (i respekt for at der også er mange andre veje til det gode liv)
- At anskue bevægelse som et livsunderstøttende fænomen, der kan genopvække livsglæde m.m. Et fænomen, der sammen med massage og andre former for kropspraksisser, kan bibringe til øget selvindsigt, kropsbevidsthed, selvtillid, livsmod og kontakt til andre mennesker
- At investere i eget livshelbred/livsresiliens gennem udvikling af øget bevægelsesindsigt, -repertoire og inspiration til personlig selvopdagelse via bevægelse – at blive et menneske i bevægelse
Derfor kan en vis indsigt i heuristikker hvad angår forholdet mellem smerte, behandling og bevægelse være værd at læse op på for flittige eller tvivlende sjæle.
Massagens mange ansigter
Massage er for mange mennesker et smertelindringsværktøj, en “ferieluksus”, en nichepraksis for højtydende sportsfolk eller en akut stressreducerende foranstaltning. Alle disse motiver er fuldt ud gyldige og legitime.
Jeg har dog en drøm om at få flere til at anskue massage i et, om muligt, endnu bredere forebyggende perspektiv, som udfolder massagens mange værdifuldheder. Massagens terapeutiske virkninger har (i første omgang) især noget at tilbyde i forhold til samfundsmæssige udfordringer. Eksempelvis stress, udbrændthed, træthed, psykiske komplikationer af forskellig art (angst og depression) og ved mangel på menneskelig kontakt og berøring – som ikke kun vedrører ekstremer, men også kunne favne den menneskelige hverdag for de fleste mennesker.
Som professionel massør er jeg af den opfattelse, at massage i videre forstand er et naturligt og ideelt livsledsagende redskab, der kan bidrage til at holde et menneske i løbende og tiltagende balance, forebygge såvel som indgå i behandling. Massage i løbende forstand kan fungere som en kilde til personlig selvopdagelse og udvikling, når den benyttes som aktivitet på linje med andre systematiske aktiviteter i samfundslivet.
Eksempelvis ved at prioritere den som en periodevis praksis, du vælger at investere i som led i at opretholde og fremme et sundt liv – hele livet. Det gode og det sunde liv kan følges ad.
Massage kan med stor sandsynlighed, grundet neurologiske, psykologiske og fysiologiske forhold, gradvist forbedre ikke bare din funktionelle bevægelighed, men din egen selvkontakt, dvs. dit forhold til egen krop. OG det kan anspore til øget livsoverskud og livsudfoldelse, der igen kan omsættes til mere bevægelsesfrihed og kropsbevidsthed. En selvbevidsthed der også vil kunne understøtte dine behov bedre og lede til bedre livsbeslutninger.
For mere viden herom, følg de dybdegående indlæg om massage, jeg skriver på bloggen Bevægelseskultur, kropspraksis og livssundhed.
Jesperabild.dk tilbyder følgende massageformer:
- Fysiurgisk massage
- Sportsmassage
- Velværemassage
- Triggerpunktterapi (massageterapeutisk behandling)
Faglig baggrund
- Indgår pt. i træningsforløb som Practitioner ved Joseph Bartz
- Uddannet “Instructor for the basics of movement” i Berlin ved Joseph Bartz Training: 19 dages workshops, 75 timers online seminarer samt over 1000 timers træningspraksis (maj 2021-april 2022)
- Online workshop (Joseph Bartz “Basic Training”) samt ca. 6 mdr. selvstudier med “basic training”
- Online uddannelse i triggerpunktterapi hos triggerpointtherapist.com
- Kurser i triggerpunktterapi hos sundhedspartner.dk og Dansk Akademi for Kropsterapi
- Lægeeksamineret Fysiurgisk massør | Sportsmassør (sundhedspartnerdk)
- Online kurser og tilstedeværelsesseminarer i bevægelse og ledartikulering (Fighting Monkey: “Zero Forms” – ledartikulering m.m., “From the Other Side” – improvisationsdans, “Effortless, Effortful, Forced” – koordinativ bevægelse og ledartikulering i et aldersforebyggende perspektiv)
- Diplomtræner idræt/tennis (DIF)
- Tenniscoach (DTF)
- Cand.it i IT og Organisationer (Aarhus Universitet)
- Bibliotekar (DB), bachelor i biblioteks- og informationsvidenskab
I tillæg hertil arbejder jeg med mange forskellige former for kropspraktikker, hvor jeg udfordrer min egen krop gennem talrige “undersøgelser”. Alt lige fra gymnastikkens styrkebetonede verden, over mobilitet, balance, skillbuilding, lettere mobilisering, “SROMP“, dans og tematisk funderede bevægelseskoncepter, koordination, floorwork osv., til “natural movement” bevægelsen, “movement culture” etc. Herudover også andre former for somatiske kropspraksisser, som læner sig op af (selv)behandlingsfeltet.
Jeg vil gerne tage min egen medicin, før jeg deler den ud til andre. Derfor bestræber jeg mig på selv at være udforskende og praktiserende i det, jeg deler med andre. Jeg er i bevægelse.
Vigtig regibemærkning
På jesperabild.dk bestræber jeg mig på at formidle viden af høj, faglig og lødig karakter. Aktuel, relevant, såvel som ekspertbaseret. Men aldrig udtømmende. Det er muligt, at visse sider rummer referencer til eksterne kilder, som opdateres og ændres jævnligt.
Det kan indebære, at noget information fra min side ikke længere er fuldt ud opdateret, at information bliver skiftet ud. Det være sig citationer, henvisninger m.m. I så fald anbefaler jeg, at du altid tjekker primære kilder, jeg omtaler på mine sider. På den måde kan du sikre dig, at du er fuldt opdateret. Jeg forsøger at holde websitet opdateret efter bedste evne, hvilket også gælder min blog.
Du er i sagens natur derfor altid selv ansvarlig for at krydstjekke og relevansvurdere den information, du støder på hos jesperabild.dk. Forskning er i konstant udvikling. Der genereres hele tiden nye teorier, undersøgelser og statistik. Jeg påstår under ingen omstændigheder at være altvidende eller at kunne favne hele sandheden om den information, jeg stiller til rådighed.
Vær nysgerrig, vær kritisk og forhold dig til enhver tid til den givne information i henhold til konteksten og din egen situation.
Jeg hører naturligvis gerne fra dig (pr. mail), der spotter fejl, unøjagtigheder, uaktuel information og lignende.
Hjertelig velkommen på jesperabild.dk