I dette indlæg kan du få et billede af, hvad bevægelse er for en løjerlig størrelse og hvordan bevægelse kan være en livsberigende faktor i jagten på “det gode liv”. 

Du vil få en forklaring på, hvorfor bevægelse ikke bare udgør et livsrelevant eksistensvilkår, men også er en medfødt evne, vi som mennesker kan vælge at lade os berige af på forskellige måder ud fra forskellige perspektiver. Bevægelse kan være en nøgle til mere frihed.

Bevægelse kan desværre også ende med at være en kilde til fortrydelse, set over et helt liv – og jo før du er bevidst herom, jo bedre.

Du vil kunne læse, hvorfor bevægelse kan være en særdeles væsentlig kilde til mening og livsfylde. At bevægelse også rummer en iboende forpligtelse, som vi kan vælge at ignorere, underlægge bestemte samfundsmæssige tendenser og modeluner, eller udfolde som et led i en livsunderstøttende tilpasning af vores biologiske behov.  

Bevægelse som selvfølgelighed

Det er mit indtryk, at bevægelse ofte opleves som en eksotisk størrelse, som mange ikke rigtig kan forholde sig til – eller måske endda ligefrem er bange for, uden at ane, hvad bevægelse egentlig går ud på.

Hvordan genopliver vi noget, der ikke er dødt, men som alligevel lever en hensygnende skyggetilværelse langt nede på prioriteringslisten hos mange mennesker? Det gør jeg mig i dette indlæg en række overvejelser omkring.

Hvad er det, der gør, at vi skal pointere værdien af bevægelse, som var der tale om et forsvar? De fleste kender til stagnation og stilstand, eller den højhastighedsturbulens, som i dagligdagen truer bevægelsen på livet, fordi livsfokusering kan udarte sig til et ubønhørligt rotteræs på jobsavannen. Lignende spørgsmål stiller jeg andetsteds på bloggen ud fra et kropskulturelt perspektiv i forbindelse med en diskussion af behovet for askesens genkomst.

Bevægelse er, efter min opfattelse, ikke et fænomen, der skal forsvares eller svare for sig. Bevægelse er en del af livets uundgåelighed. Om du så sidder i en sofa fra 17 til 23 hver aften, vil du bevæge din åndedrætsmuskulatur, dine fimrehår i næsen, flytte rundt på din krops placering, blinke med øjnene og klø dig i håret. Du kan ikke undslippe bevægelse. Der må være en grund til, at vi (som regel) er skabt med to ben. Eksempelvis at gå en tur med jævne mellemrum.

Vi undviger ofte bevægelse

Alligevel er det som om, mange af os gerne vil gå i en stor bue uden om bevægelse, gerne vil have, at bevægelse skal overstås eller reduceres til et absolut minimum. Som var der tale om en ukrudtsplante, der skal holdes nede. For slet ikke at tale om motivation, der er et argument, som mange tyr til, når spørgsmålet går på bevægelse og valg af bevægelse. 

Selvfølgeligheden omkring bevægelse kan også være noget, der over tid mister sin glans. F.eks. kan vi fra politisk side sætte milliarder af til nye cykelstier og paradoksalt nok konstatere, at vi cykler mindre og mindre. Noget i vores samfundsindretning og/eller livsform kan føre til, at vi bliver mere magelige.

Demografiske forhold kan også spille ind her. Har vi kort afstand til skole, job, arbejde, indkøb etc., kan vi vælge at cykle. Bor vi derimod i en lille kommune med langt mellem tingene, er tendensen til at cykle tilsyneladende nedadgående. Der er noget ved det at cykle langt, der indebærer en anstrengelse. Noget, der går imod lyst og motivation. Det er ofte mere bekvemt med en bil. 

Bevægelse kræver intet forsvar

Prøv at vende perspektivet om. Hvorfor skal vi ikke bevæge os? Det vil være det rimelige spørgsmål. Som om vi skal spørge nogen om lov til at bevæge os. Det er jo vanvittigt. Hvordan kan det være, at det selvindlysende er blevet et regulært mysterium? Hvorfor presser vi bevægelsen op i en skammekrog, hvor den kun undslipper, hvis vi lige har tid til det eller kan “overskue” det.

Bevares, jeg er med på, at dette kan skurre i manges ører, og jeg er fuldt ud på det rene med, at jeg her går generaliseringens ærinde. Jeg anerkender travlhed som en barriere.

Uanset hvor megen sofisteri og kritik af “naturbegrebet”, vi kan mønstre, er og bliver bevægelse noget, vi er skabt med – og til. Vi ville slet ikke være blevet de væsner, vi er i dag, med de evner, vi har, uden en kæmpe gæld til bevægelsens evolution.

Noget tyder på, at vi er ved at glemme eller miste grebet herom. Kig på os som befolkning, se på noget så elementært som vores evne til at rejse os op, eller den mere vanskelige balanceakt – at kunne undgå eller modstå sygdom. Er vi ved at blive skrøbelige med den måde, vi indretter os på, hvor megen magt går til bekvemmelighed og komfort? Jeg overdriver naturligvis, og svaret er sikkert både ja, nej og måske. 

På det mentale plan oplever jeg mange mennesker, der giver udtryk for en træthedsfølelse. Spørgsmålet er, hvad denne træthedsfølelse går ud på. Selv i sociologien har vi i mange år kunnet spore trætheden. En træthed, der kredser om konsekvenser af den økonomiske vækst, teknologiens fremmedgørelse, klimakrisen samt stigende effektivitets- og fleksibilitetskrav m.m.

Måske handler det bl.a. om, at vi ikke er i tilstrækkelig kontakt med en grundrytme i tilværelsen, der på en eller anden måde omhandler eller har bevægelsen som et centralt omdrejningspunkt? 

Ikke til forhandling

Chris MacDonald skriver i sin bog Ikke til forhandling – livets ligning, at de menneskelige behov er bemærkelsesværdigt konstante. De er et produkt af de rammer og vilkår, vores krop og hjerne har været udsat for gennem vores evolutionære udviklingshistorie.

De menneskelige behov er kodet ind i vores DNA af naturen og som sådan ikke til forhandling, hvis vi ønsker et liv i balance, og ønsker at kunne fungere med de præstationskrav, et hektisk moderne liv byder os. Parolen er klar: adlyd biologien eller betal prisen i form af livsstilssygdomme, diabetes, depression etc.

Det tager utrolig lang tid for den menneskelige biologi at tilpasse sig. Ifølge MacDonald er der efterhånden mere og mere, der tyder på, at vores biologi ikke er velegnet til at modstå vores nuværende samfundsudvikling og dennes acceleration m.m.

Men hvad er det for behov, vi ikke må gå på kompromis med? MacDonald anfører rækkefølgen således:

  1. En jævn tilførsel af ilt, vand og glukose
  2. Søvn
  3. Positive og meningsfyldte sociale relationer
  4. Bevægelse

Bevægelse er menneskets fjerde vigtigste behov i denne hierarkisering, men er det i overensstemmelse med, hvordan majoriteten af os lever vores liv i det danske velfærdssamfund?

Desværre viser sundhedsstatistik, at kun 26% af de 11-15 årige dyrker tilstrækkelig idræt i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Ifølge publikationen Bevægelse i skoledagen 2020, fremgår det, at omkring halvdelen af landets skoler opfylder kravet om 45 minutters bevægelse i løbet af skoledagen. Hvilket i øvrigt også gjorde sig gældende i 2019.

I 2022 kan det iagttages ud fra “en ny rundspørge”, gennemført af organisationen Dansk Skoleidræt, at der sågar fra politisk side spekuleres i at sløjfe kravet om 45 min. daglig bevægelse i folkeskolen, på et tidspunkt, hvor hver anden skole faktisk ikke lever op til dette krav. Ikke ligefrem positiv genopvækkelsesgødning og ambitiøse vækstbetingelser, på et vitalt tidspunkt i børns udvikling, hvor bevægelse kunne medvirke til at motivere dem til at blive den næste generation af “agile samfundsborgere”.

Vi befinder os øjensynligt på et højteknologisk stadie, hvor der samtidig kan tænkes mange former for undervisningsrelevant bevægelsesaktivitet ind i den øvrige skolelærdom. Ikke overraskende medieret af teknologi. Men kompetence kløfter luger bag de moderne fusionsbølger. Har vi glemt, hvad bevægelse handler om?

For de voksnes vedkommende gør nogenlunde det samme sig gældende. I øvrigt er Sundhedsstyrelsens opgørelse over danskernes sundhed opdateret i 2021. Overordnet set er tendensen stadig, at danskernes bevægelses- og livsstilsvaner ikke er i balance, hertil kan vi lægge det mentale velbefindende, som heller ikke er i balance. Vi er muligvis på vej mod amerikanske tilstande, hvis man ønsker at se mørkt nok på sagen.

I Danmark kan vi nu også bryste os af at have flere mennesker med en kronisk sygdom, end uden. Sådanne samfundstendenser harmonerer dårligt med, at nogle samtidigt føler, der er for meget fokus på sundhed, og at der hersker decideret sundhedshysteri. Det lader til, at mange ting blandes sammen, men tallene taler dog deres tydelige sprog, og det kan “sundhedsleden” næppe anfægte. Og hvad kronicitet angår, bliver det desværre værre, jo ældre vi bliver.

Der er dog også andre undersøgelser der viser (spredte) positive tendenser. At vi nationalt betragtet generelt bevæger os i samme omfang, men at der er store forskelle i måden, hvorpå vi bevæger os. Der er også store regionale forskelle i befolkningens bevægelsesvaner, viser en rapport fra SDU

Evolutionært mis-match

MacDonald henviser også til antropologisk forskning, som peger på, at samfund, der rummer en mindre grad af kompleksitet, end det moderne, teknologiske samfund, rummer færre mentale lidelser. Han peger på, at undersøgelser indikerer, at fænomener som angst og depression stiger i takt med moderniseringsprocessen. 

Pointen er, at flere og flere af os får en stadig stigende fornemmelse af, at vi som samfund er ved at indrette os, så vores menneskelige trivsel kommer i fare pga. det, MacDonald kalder et evolutionært mis-match. Forenklet sagt handler det om, at vores organisme påvirkes af miljø og livsstilsfaktorer, som radikalt afviger fra et miljø, vores organisme er tilpasset og skabt til at leve i.

Vores organisme har biologisk set svært ved at følge med de mange stimuli, forandringsprocesser, krav etc., som samfundsudviklingen indebærer.

Min bekymring går på, at graden af mis-match får os til at ofre eksempelvis et fænomen som bevægelse, og at prisen herfor ikke bare er høj, men måske ligefrem højere end mange mennesker er klar over. Mange føler måske, de er tvunget til eller kan ofre bevægelse i kampen for at hænge på og følge med.

Dette indbefatter tilsyneladende også en hel række ernæringsmæssige og fysiske degenerative processer, herunder ikke mindst søvn, hvor vores elementære behov kan komme i fare for at ikke at kunne indfris. I lyset heraf er det måske ikke urimeligt at tale om at genopvække, genopdage og genfinde respekten for fænomener som bevægelse, livssundhed etc.

Læs også indlægget Skabt til bevægelse.

Kompensationsstrategier for bevægelse

Vi bevæger os, ja. Nogle følger givetvis andægtigt Sundhedsstyrelsen anbefalinger om “ugentlig motion”, men hurtigt kan der gå beregningsspekulation i tingene. Hvor meget kan jeg nøjes med, hvordan kan jeg mest effektivt undgå stress og overvægt, og kan lidt “HIIT-træning” gøre det ud for de afsindigt mange årlige timer, jeg dedikerer til et liv på en kontorstol eller hvordan mit arbejde nu ser ud? Kompensatoriske strategier, workarounds, piskende fitnessaflad og slankekure roterer i endeløse spiraler. 

Måske skal vi spørge anderledes? Hvad er koblingen til mit livs mening med alle disse krumspring og copingstrategier? Er det det min krop længes efter? Og hvorfor skal alting kontrolleres og minimeres ud fra en tidsbesparelsesoptik, der ikke nødvendigvis er så gennemtænkt, at det tjener vores behov bedst muligt? Er bevægelsen blevet reduceret til mekanik, aflad, selvpineri eller dårlig samvittighed? Følger vi bare bevidstløst nogle tendenser, hvad angår kroppen? Det er spørgsmål, der kan gøre ondt, men som også rummer kimen til øget selvindsigt.

Trænger vi til at få “bevægelsens faner foldet mere ud”, med en slet skjult parafrase til et berømt Michael Strunge digt? Er der en tørst efter noget andet, der ikke har med maskiner, løbeure, holdningskorrigerende t-shirts, kompressionssokker og yoga fra 17-18 om onsdagen at gøre? Noget, der vil dybere, noget der vil respektere kroppen mere, noget der vil lade sig guide af kroppens selvopdagelse og en mere oprindelig kontakt til den bevægekapacitet, vores historiske evolutionære arv har givet os i gave.

Bevægelse i hverdagens trummerum

Jeg kender selv til udmattelsen, det mismodige blik, “busstoppestedets tomhed”, der buldrer af intethed og afkoblethed. Jeg forstår, at mennesker kan være trætte af deres liv og karriere eller deres indholdsløse arbejde (eller overstimulerende).

Det er kun menneskeligt at være kørt fast i mønstre, at have tabt pusten og selvtilliden og alt det, som sundhedsindustrien har travlt med at fortælle os, at et hektisk omstillingsparathedskrævende og fleksibilitetsforherligende karriereræs fordrer af os. Jeg nærer også sympati for, at mange ikke føler, de kan leve op til de herskende sundhedsparoler og velmenende coaching filosofier. 

Undertiden er vi sikkert mange, der føler, vi er tvangsindlagte, offervillige soldater i en blind konkurrencestatslogik, der kæmper for at få pensionsalderen sænket, så der stadigvæk er noget livsånde tilbage til de sidste bevægelige seniorår.

Nogle af os kan havne i et mønster, hvor dagene bare glider ind og ud af hinanden i en lind strøm af kompenserende Netflix underholdning og med hele paletten af tidsfordriv, der altid er terrængående og knopskydende. Pacificering er måske bagsiden af komfortdrømmens medalje eller mangel på engagementsfølelse. 

Måske har jeg for store forventninger. 99% af menneskehedens historie har været en ret grufuld “struggle for survival”, let’s face it. Vi skal være glade for, at vi har den komfort, vi har, hører jeg kritikerne indvende med stor rimelighed.

Er bevægelse “the missing link”?

Teknologisk, medicinsk og samfundsmæssigt er vi kommet vanvittigt langt. Men ingen har mig bekendt fundet “the missing link”, der for alvor kan vække meningsfuldheden. Til trods for at vi velvilligt amokshopper og fylder vores liv med flere og flere ting, grej og gear, savner vi noget.

Selv om vi troligt indordner os under det materialistiske verdensbillede i den vestlige kultur, lurer minusfølelserne, depressionen, ligegyldigheden og apatien lige bag facaden hos mange mennesker.

Vi kan få wellness og sushi, soltag og sorbetis med lakridssmag. Bring it on. Alt kan du få, især hvis du har penge nok. Bare ikke altid den dybe kontakt til dig selv, det vi kunne kalde livsfylde og livsmening. Foruroligende vil nogen nok synes. Andre kan ikke se problemet.

Men er det ikke lige præcist der, prinsesseskoen trykker? At det materielle ikke i alle sammenhænge udgør alt, der er værdifuldt?

All right, du har sikkert fået nok af forfaldsopremsning og dyster samtidsdiagnose for nu. Hvor kan vi i stedet orientere os hen imod, i jagten på meningsfulde alternativer til det stillesiddende, indkøbslystne og præstationsorienterede samfund? Kan vi skabe konstruktive forandringer uden nødvendigvis at fremmane revolutionære stemninger og miskreditere det samfund, vi har skabt på godt og ondt, fuldstændigt?

Lad os tage de undrende briller på og se mere nysgerrigt, åbent og ydmygt på vores muligheder. Måske skal det ikke handle om udskamning af vores forbrugskultur eller en nedrakning af vores levevis i øvrigt. Måske skal vi bare blive bedre til at se sprækkerne i det liv, vi lever. Sprækker, som giver os mulighed for bedre at forstå, hvorfor vi er nødt til at tage vores evolutionære behov, herunder bevægelse, mere alvorligt.

Veje til meningsfuld bevægelse

Jeg er ikke sociolog eller filosof, men jeg kan mærke, hvad jeg selv gribes af. Jeg tror, vejen bl.a. kan gå gennem bevægelse. Ikke for alle partout, nogen er til natur, kunst, sociale fællesskaber, udvikling af grøn teknologi og miljøbevægelser. Hver sin fremtidskur, og verden har så sandelig brug for meget andet end bare bevægelse.

Men ingen kan helt slippe deres behov for bevægelse. Bevægelse kan vise sig at være den stikkontakt, der mangler at blive “plugged in” for mange af os. Det er min helt klare fornemmelse, som jeg i øvrigt langt fra er alene om at have, og deler med andre, der ved mere om sagen.

Bevægelse er den ultimative ikke-materielle materialitet, om jeg må have lov at udtrykke mig lidt akademisk og gnidret. Ikke noget, der skal udkonkurrere eller disrupte noget andet. Men noget, der skal tages mere i ed, fylde mere i livet, beskyttes, næres og fostres. That’s it.

Måske kan bevægelse ligefrem blive en læremester, der kan trække andre erkendelser med sig. Det kan eksempelvis ske, når bevægelsens mangfoldighed og diversitet viser sig at rumme potentialer for alt fra samarbejde til koordination, organisering og intim relationsdannelse.

Bevægelse, et valg med mange muligheder

Med bevægelse har vi mulighed for at træffe valg. Vi kan vælge at blive mere bevidste om os selv, og hvordan vi kan bevæge os. Vi kan lære, at vi ikke ejer bevægelse, men at bevægelse er noget, der trækker lange spor bag sig. Bevægelse har været formende for vores livsførelse gennem hele menneskehedens kulturhistorie.

Under bevægelse kan vi eksempelvis vælge at slippe ejerskabslogikken og herredømmet over det hele, uden frygt for kontroltab. Vi kan nøjes med at være nysgerrige, undersøgende, famlende, middelmådige, men dog i bevægelse. Bevægelse er ikke en konkurrencedisciplin. Det er snarere ren livsduelighed og kreativitet i en skøn forvikling, nogen vil måske sige forvirring. 

Noget siger mig, at vi har haft meget travlt med at inddæmme megen af vores forståelse for bevægelse, og reducere denne til et spørgsmål om kappestrid, kamp og konfrontation samt masse-underholdning. Eksemplificeret ved fodboldkampen, der i øvrigt er en fuldt ud legitim form for bevægelse. 

I vores bevægelseskultur får fænomener som cross-fit, fitness, idræt og sportsspecialisering meget opmærksomhed. Hvad jeg savner, er en mere ydmyg nysgerrighed og optagethed af, hvad man kunne kalde for en ikke-disciplinær bevægelseskultur.

En kultur, der samtidig kan rumme og favne tværkulturelle bevægelsesdiscipliner og -mønstre. Alt lige fra stammedans til skiskydning, fra delfiners bølgende leg i vandkanten til grundlæggende koordinationsformer bag kaste- og boksebevægelser etc. Uden at vi partout er nødt til at melde os til både karate, dart, klatring og svømning for at tage del i alverdens spændende bevægelser.

Måske skal vi vende tingene lidt på hovedet?

Kan vi bevæge os uden en organisation og dertil hørende bestyrelsesvedtægter? Og samtidig nyde godt af de mange bevægelsesmuligheder, uden at føle, at vi kører på frihjul, er tvunget til at bestå en instruktøreksamen, har fået et diplom under armen eller en medalje om halsen?

Selvfølgelig kan vi det, hvis vi er parat til at give plads til det. Misforstå mig ikke, jeg er på ingen måde ude i, at vi skal lukke samtlige badmintonklubber i Danmark. Jeg vil bare gerne åbne fleres øjne for andre sider af bevægelsens lyksaligheder.

Bevægelse og livsbalance

Jeg er bl.a. fascineret af, hvad det er ved bevægelse, der kan genvække min livsfølelse, min “vibe”, min lyst til at være til og fortsætte i godt humør. Det er som om, jeg “ved det hele”, kan nikke genkendende og mærke det hele som en brise af tilfredsstillelse, når jeg er midt i bevægelse eller lige bagefter. Sagt med andre ord, bevægelse kan bevæge mig.

Men hvad er det, jeg oplever, hvad er det, der gør, at det nogle gange lykkes at ændre min sindsstemning gennem bevægelse? At jeg føler, jeg kan tilgå og mærke adgangen til mine kreative impulser?

I bund og grund tror jeg, at jeg mærker det populære balancepunkt på Csikszentmihalyis berømte flowmodel, hvor jeg oplever en overensstemmelse mellem mine evner og bevægelsesudfordringer. Jeg føler en oplevelse af det, han kalder flowtilstanden, som andre omtaler som at “være i zonen”. I denne tilstand styrer jeg behændigt uden om de ødelæggende yderpoler som angst og kedsomhed, der betegner de tilstande, hvor der ikke er harmoni mellem evner og opgaver.

Pointen er, at vi er mest nærværende i denne flowtilstand, hvor opmærksomheden er rettet mod hele opgaven, i dette tilfælde bevægelse, og finder denne dybt meningsfuld. Csikszentmihalyi mente, at det er der, at mennesker er mest lykkelige. Det kan selvfølgelig være yderst individuelt, hvad det er, vi ønsker at være i flow med, hvor lang tid, vi hver især evner at være i denne tilstand, samt hvilke vilkår, vi har at etablere en sådan tilstand ud fra.  

Der er ingen grund til at romantisere flowteorien, men omvendt er det førnævnte spørgsmål vedrørende meningsfuldhed måske netop noget, bevægelse egner sig til at være en katalysator for. På lige fod med andre andre fænomener i livet, som kunst, naturoplevelser, rejser, seksualitet, arbejde etc. 

Bevægelse og livsforundring

Bevægelse er på én og samme tid en gåde og noget latterligt banalt. Du kan hoppe på din cykel og trampe i pedalerne eller melde dig ind i håndboldklubben. Længere behøver den ikke at være. Men begynder du at interessere dig mere for bevægelse, kan du pludselig komme til at føle dig forvirret og have svært ved at gribe om bevægelsens rødder. 

Selvfølgeligheder eller forvirring til trods. Jeg er særligt optaget af, hvad der er kvaliteten i bevægelse, det kvalitative aspekt, i både bred og isoleret forstand. Hvorfor kan jeg synes, at nogle bevægelser er bedre og mere hensigtsmæssige end andre, og hvorfor bekender nogle sig udelukkende til yoga og ridning, når de kunne spille fodbold eller dyrke klatring eller gå i skoven?

Hvorfor efterlader nogle kropspraksisser mig i opløftet stemning, mens andre bare dræner mig for krudt og kræfter? Hvorfor er det, at nogle bevægelser gør, at jeg oplever færre smerter og skader, og hvordan kan det være, at nogle af mine bevægelser lader til at kunne overføres til andre bevægelsessammenhænge?

Hvad driver os i forskellige bevægelsesretninger, og hvordan bevæges vi forskelligt i sind og krop? Er der noget fælles ved bevægelse overhovedet, noget vi ikke kan gå på kompromis med, uden at prisen bliver høj og evt. umulig at tilbagebetale?

Mange spørgsmål trænger sig på. Det siger sig selv, at du kan vælge at nedprioritere bevægelse, men kan du også vælge at nedprioritere konsekvenserne af en sådan beslutning? Er det sådan, at der er en sammenhæng mellem vores levevis, vores livsduelighed og vores evne til at leve et langt liv med bevægelse?

Kogt ned til ét afgørende spørgsmål: gives der en form for bevægelse, en livspraksis, der har et mere livsforlængende perspektiv? En livspraksis, der kvalitativt rummer større mulighed for at være i kompleks og varieret bevægelse hele livet igennem?

Hvor starter bevægelse?

Jeg har mødt mange mennesker i mit liv, som synes at mene og kunne konstatere, at de bevæger sig mindre, mindre behændigt, mere restriktivt og mere forsigtigt, jo ældre de bliver. Kan der rokkes på sådanne anskuelser gennem en mere alsidig bevægelsesoptik? Det er i bund og grund, hvad jeg finder mest relevant i forhold til bevægelse, mere end bevægelseskapacitet og repertoire i sig selv.

Det kan let virke uoverskueligt at gå i kødet på bevægelsens gåde. For hvad er det for nogle bevægelser, jeg snakker om. Er det judo, Tai Chi, fri dans på bordene eller parkour i storbyen? Hvad er det, der skal indkredses?

Jeg forstår eventuelle læseres frustration. En del af humlen omkring den menneskelige bevægelse, har jeg ladet mig fortælle, handler om at anskue den i forhold til vores evolutionære arv og vores kulturelle udvikling.

En del af bevægelsens gåde handler også om vores DNA, vores neurologiske og motoriske bevægelsesmønstre og vores evne til evolutionært at tilpasse os stadigt stigende grader af bevægelseskompleksitet.

Kig bagud, til siden og kig frem

Hvis du skal have svar på spørgsmålet om, hvad det er for en form for bevægelse, der har potentiale til at holde livet ud, kunne du overveje at skabe en større forståelse for menneskets udviklingshistorie, herunder anatomi, fysiologi, psykologi m.m. Er du mere den hardcore praktiker, kan du også begynde med at danne dig et overblik over det, jeg kalder for Bevægelse – basis. Du kan gøre brug af andres erfaringer, især centrale erfaringer med bevægelse kan være værd at lade sig inspirere af. 

Samtidig er det også væsentligt at kigge på, hvad det er for nogle rammer, du som menneske kan trives i, med bevægelse, og samtidig være fuldt ud opmærksom på din forpligtelse til at overleve som menneske, at tjene til dagen og vejen, at indgå i sociale fællesskaber osv. 

Lad os starte med at se på, hvad vi er skabt til, og om det overhovedet betyder noget for det liv, vi fører i dag. Hvad kan og ikke mindst bør vi genvække af fortidens evolutionære skatkammer og evt. bygge videre på?

På jesperabild.dk kan du læse mere om de fordele/perspektiver, jeg ser ved bevægelse, bare sådan direkte adspurgt og med et allround pistolagtigt skud fra hoften. Velvidende at jeg sikkert negligerer en hel masse, jeg ikke har været opmærksom på. 

Du kan også starte med at danne dig et overblik over den fysiske bevægelses historie. Eller spole frem til mere aktuelle forhold og kigge på nutidens udfordringer samt fremtidige vilkår for bevægelse.

Er du mere til genveje, kan du følge et enkelt standardråd: bare bevæg dig. 

Bevægelse som del af en mangfoldig og tværgående bevægelseskultur har været under opsejling i en årrække, nogen vil sige siden tidernes morgen. Hvis du ønsker at stifte nærmere bekendtskab med “movement culture”, vil jeg anbefale dig at se en dokumentar, hvor en af pionererne, Ido Portal, forklarer og demonstrerer fænomenet, deler ud af sine synspunkter om bevægelse. Det er naturligvis bare ét bud, Ido lancerer. Bevægelse er ikke noget, vi skal have travlt med at inddæmme, den kræver ikke nogen master legitimering: