Brug hjernen under bevægelse

Lige på og hårdt. Den mentale kapacitet er, ifølge artiklen 6 Sign Humans Are Weaker than Ever (And What To Do About It), en af de parametre, hvor det ikke ser specielt godt ud for os mennesker. Vi har tilsyneladende mistet noget af denne kapacitet, i og med at vores bevægelsesvaner i nyere tid har antaget den form, de har. 

Det er blandt andet et studieområde for evolutionær neurovidenskab, hvor forskere har søgt efter en sammenhæng mellem vores meget bevægelsesfattige og stillesiddende livsform, og hvordan denne kan lede til en degeneration af mental kapacitet over et helt menneskeliv. Der findes eksempelvis en model for vores tilpasning (adaptive capacity), der fremsætter den tese, at vores hjerne er designet til at håndtere “kognitivt udfordrende aerobe aktiviteter”, som er påkrævet for at indsamle føde og jagt.

Problemet er, at fraværet af denne bevægelsesbaserede stimulering af hjernen gør, at hjernen reducerer funktionalitet, for at spare energi. Og det har desuden den bivirkning, at det kan lede til degenerative sygdomme, i takt med alderen. Hjernen skal bruges, ellers “skrumper” den. Den går i hvert fald på en form for stand by/dvale og finder andre ting at koncentrere sig om. Chris MacDonald skriver faktisk i sin bog Ikke til forhandling, at den skrumper 2-5 % pr. tiår efter det 25. år. 

Forfaldet starter i hippocampus

Det starter tilsyneladende med hippocampus, der er særlig vigtig for vores evne til at lære og for hukommelsen, og det er her kimen lægges til forskellige aldersrelaterede lidelser. I øvrigt er hippocampus også involveret i regulering af kroppen og hjernens stressrespons. Denne evne forringes med alderen, og derfor er bevægelse særlig vigtig for at kunne opretholde en mental balance.

Problemet er, at vi omgås forfaldet, da det ikke er synligt på dagsbasis. Den menneskelige hjerne rekalibrerer. Hjernen tilpasser sig gradvist forandringer, og derfor ser vi ikke de aldersmæssige funktionalitetsindskrænkninger så kraftigt, da de sker så ufatteligt langsomt. På den måde “lulles vi i søvn” ved ikke at se konsekvenserne af vores livsstil i hverdagen – men over 20-30 år er vi ikke i tvivl længere. 

Naturen havde oprindeligt slet ikke planlagt, at vi skulle på krydstogt som 70-årige. Grænsen har været cirka 40 år i 99 procent af menneskehedens historie, hævder Chris MacDonald. Det betyder, at kroppens systemer mister deres ydeevne for hvert eneste år, hjertets funktion, muskelstyrke og hjernekapacitet osv. Derfor er bevægelse rasende vigtig. Der er generhvervelse og vedligeholdelse af kapacitet til forskel. Og mindre sygdomsrisiko.

Bevægelse set ud fra hjernens perspektiv

I dette indlæg ser jeg på, hvorfor vi skal bevæge os noget mere ud fra et perspektiv, der tager afsæt i hjernens rolle ved bevægelse. Dette for at vi ikke sætter hjernen skatmat og blot skruer hovedet af, når vi motionerer, eller trænger ind i os selv med musik i hørebøfferne, hvilket bestemt også kan have sin berettigelse.

Et er at være på sporet af eller overbevist om, at bevægelse er en stor driver for et langt, værdigt og sundt liv. Noget andet er at praktisere det, at kende til hvilke konkrete bevægelses- og kropspraksisser, der understøtter de evolutionære behov, vores genetik og dna, og som kan tilpasses og flettes ind i vores nuværende livsformer. Dette gælder også, når vi ser på, hvordan bevægelse kan gavne hjernens velbefindende. Det er dette indlægs omdrejningspunkt.

Vi har en hjerne af én bestemt årsag

Lad os kridte banen op med et citat fra bogen Ikke til forhandling (s. 190), hvor professor i neurovidenskab David Wolpert bastant proklamerer, at bevægelse simpelthen er alfa omega:

“Vi har en hjerne af én grund – kun én grund – og det er for at kunne udføre fleksible og komplekse bevægelser. Der er ingen anden årsag til, at vi har en hjerne.”

Bom. Så er vi ligesom på sporet af, at hjernen må spille en stor rolle i forhold til bevægelse, uanset der er tale om en spidsformulering eller ej. Movement matters. Hvis bevægelsen er ON-knappen, der får kroppens systemer til at fungere vel, er det værd at se på, hvad det er, hjernen har brug for.

Her kan vi smide et citat yderligere i puljen, inden vi dykker ned i materien, der i den grad spidsformulerer tingene, så der ikke er noget at misforstå.

Ordene tilhører psykiater og professor John Ratey fra Harvard University, der ligeledes citeres i Ikke til forhandling (s. 191):

“,,,hvis en krop ikke har bevæget sig i den sidste time, så tror hjernen ikke, der er noget vigtigt at lære”.

Det sætter bekymringen om reduceret mental kapacitet i et klart relief. En time bare. De fleste kan præstere at sidde i timevis uden bevægelse. Uden dårlig samvittighed eller at føle, at det er et problem. År ud og år ind. Højest ejendommeligt. Ikke mindst i lyset af, at det jo ofte er mentalt krævende arbejde der udføres.

Lad os vende blikket mod Afrika for at se, om vi kan få skabt lidt mere hoved og hale i dette forhold mellem hjernen og bevægelsens livsvigtige betydning.

Hvad vi kan lære af Hadzaerne?

“Det er tydeligt, at når hadzaer er fysisk aktive i forbindelse med at finde føde, er det ikke det samme som blot at træne på et løbebånd eller gå hurtigt hen ad et fortov. Der er noget andet involveret. Det er intenst, de har en forpligtelse, en opgave som involverer planlæggende funktioner, navigation og kompleks motorkontrol af bevægelserne i et kompliceret landskab. Det siger mig, at vi har brug for at gøre andet og mere, når vi træner, eftersom de evolutionære hjerne-krop forbindelser er grundlagt i dette fødeskaffende løb” (Weekendavisen, nr. 17, 24. april. Ideer, s. 5).

Læg især mærke til ordet grundlagt. Noget er grundlagt i os. Ordene tilhører David Raichlen, der sammen med evolutionsantropolog Herman Pontzer har studeret nogle af de nulevende stammefolk, der stadigvæk findes og som lever et liv, der minder om det liv, menneskeheden har levet 90 procent af tiden her på vores klode. De er det tætteste, vi kommer på ægte jæger-samlere fra urtiden. De lever i Tanzania.

Nøglen er intelligent bevægelse

Pointen. Vi skal lære at bevæge os mere intelligent. Så enkelt kan det siges. I stedet er der foruroligende meget, der peger på, at vi med vores nuværende arbejdsliv har kompartmentaliseret vores tilværelse, så flere og flere laver såkaldt “intelligent arbejde” (andre taler om pseudoarbejde, det afhænger i høj grad, af øjnene der ser) uden bevægelse, og så bevæger vi os bagefter, hvis ellers vi orker det.

Eller også er arbejdet så kedsommeligt eller fysisk hårdt, men samtidig ensidigt, at det heller ikke kan siges at være livsberigende. Der findes selvfølgelig også alsidigt fysisk arbejde, nogle lever mere “organisk” end andre, det må vi heller ikke glemme.

Men hvorfor har vi fjernet os fra bevægelsen? Er det blot fordi vi ønskede at gøre op med nogle af fortidens “barske realiteter”? At det var et slidsomt og hårdt liv, med en kort levetid? Noget skyldes evolutionære tilpasninger over hele menneskehedens historie og andet kan sikkert tilskrives menneskets kreativitet og evne til at innovere og et ønske om et mindre slidsomt liv. Men ud fra studier af nulevende stammefolk kan man ikke konkludere, at deres liv er forgæves eller “mindre værd” end vores, tænker jeg. Måske er der noget at erkende for os i deres “primitive livsform”, vi kan søge en fornyet kontakt med.

Det er korrekt, at der er forskning og evidens for at fysisk træning og hjernetræning hver for sig gør noget godt for vores hjerne. Men når de kombineres, er der sandsynligvis langt mere at hente. Jeg tror, mange mennesker ikke ser denne kobling som noget de længere er en del af. Det var jæger-samlernes hovedpine.

Integrér mere (hjerne)bevægelse i dit liv

Splittelse er blevet et vilkår, vi accepterer. Vi bruger hovedet så rigeligt på andre ting. Vi er ikke savannefolk, og vi bevæger os, når vi føler behov herfor. Men det gør ikke vores tilgang mere intelligent af den grund. Nogen vil sige tværtimod. Mængden af bevidstløs træning uden hjerneaktivitet er alarmerende høj. Der skal svedes kalorier af og bygges muskler op. 

Et spørgsmål jeg er optaget af er, om denne hjerne-krop-forbindelse afspejles tilstrækkeligt i befolkningens overvejelser over bevægelsesvaner eller befolkningens bevidsthed om, hvordan bevægelse og hjerneudfordring kan tilrettelægges i et meningsfyldt samspil? Er der hjernekapacitet nok bag de mange anstrengelser i bevægelseskulturen? Umiddelbart er mit bud et nedtrykkende nej. Lad os derfor kigge lidt på hvor vi kan starte, vel vidende, at der selvfølgelig er mange intelligente mennesker derude, der faktisk har godt greb om denne vigtige kobling. Jeg generaliserer. 

Hadzaerne bruger cirka 75 minutter om dagen på at skaffe føde og det er det, der ligger til grund for det energiregnskab, jeg omtaler i blogindlægget Skabt til bevægelse, i øvrigt med visse opgraderende tilføjelser, hvad angår bevægelsesomfanget. 

Nu skal det retfærdigvis nævnes, at Hadzaerne ofte dør tidligt, mange som spæd, andre af følger af infektioner, ulykker og børnefødsler. Så ingen grund til at glamourisere det “autentiske savanneliv” mere end højst nødvendigt. Ej heller at spille fattigdomskortet overfor dem. Vi kan lade os inspirere af det, der kan gøre en forskel i vores eget liv, ikke kopiere eller nedgøre.

Hadza-folket undgår ikke desto mindre i stor stil de kendte livsstilssygdomme, hvis de bliver gamle. Og andre steder på kloden, i Indien eksempelvis, er det efter sigende nu så grelt, at livsstilssygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme overhaler diarré og tuberkulose og andre fattigdomsrelaterede lidelser. Velstand og højnet levestandard kan også komme med en pris.

Hjernens rolle ved bevægelse

Hvad er det, de gør anderledes, dernede i Tanzania? I artiklen “Begavet fitness” (Weekendavisen, nr. 17, 24. april. Ideer, s. 4-5).omtales professor i evolutionsbiologi David Raichlen, der sammen med professor i evolutionspsykologi Gene Alexander har sat sig for at se på konsekvenserne af vores livsstil i forhold til vores hjerne. De to herrer er nået til en erkendelse af, at mennesker ikke bare pr. automatik bevæger sig
rundt. De hævder i Scientific American, at træning nok så meget er et spørgsmål om en kognitiv aktivitet, udover den fysiske. 

Vi bruger hjernen til at bevæge os med og hjernen nyder selv godt af fysisk udfoldelse. Det er forholdsvist godt undersøgt gennem studier af gnavere, at hippocampus, der er den del af hjernen, som bl.a. har med hukommelsen at gøre, har øget aktivitet, når der trænes fysisk. Når man har undersøgt musehjerner efter fysisk aktivitet, kan man se, at der er udløst nogle hormoner, der kan stimulere et bestemt protein kaldet BDNF, som tilsyneladende kan spille en rolle i produktionen af enten nye neuroner eller synapser, eller begge dele.

Når vi bevæger os, trækker vores muskler sig sammen. Disse muskelkontraktioner frigiver molekyler, der blandt andet hedder Insulin Like Growth Factor (IGF-1) og Vascular Endothelial Growth Factor (VEGF). Disse molekyler trænger ind i hjernen og stimulerer produktionen af betydelige vækstfaktorer, herunder NGF, (Nerve Growth Factor), BDNF (Brain-Derived Neurotropic Factor), som det uddybes i bogen Ikke til forhandling. 

Disse “neurotopiner”, som de kaldes, kan, sammen med andre neurokemikalier vedligeholde og fremme sundheden og sågar antallet af hjerneceller.

Bevægelse er gødning for hjernen

Ifølge føromtalte Harvard psykiater John Ratey er det så godt som alle funktioner i hjernen, der nærer godt af bevægelse. Ratey påpeger, at der er bred enighed herom fra folk, som er eksperter i genetik og neurovidenskab. 

Han hævder, at træning er gødning for hjernen, og at hvis vi ikke får denne gødning, svarer det til et tab af mental kapacitet på 20%. 

Cool nok, flere hjerneceller af at træne. Tja, men det er mere indviklet end som så. Hvis du for eksempel kun sværger til at lave smidighedsøvelser, vil du ikke få samme hjernestimulering, som hvis du f.eks, bare gik ture, hvilket er undersøgt videnskabeligt hos 60-årige. Deres frontallapper var bedre forbundet, hvis de gik ture, modsat smidighedsøvelser. Frontallappen er medvirkende til, at vi kan koncentrere os bedre. Den aktiveres, når vi skal tænke logisk og styre vores impulser.

Når vi skal lære noget nyt, kræver det, at vi skaber nye forbindelser i hjernen og styrker forbindelser mellem eksisterende hjerneceller. BDNF gør det nemmere at skabe disse forbindelser. og BDNF er som et mirakelgødning, der produceres særligt kraftigt under høj intensitet. Men ikke kun ved høj intensitet, ifølge Chris MacDonald. Din hjerne bliver bedre til at producere BDNF hver gang du bevæger dig. Omvendt reduceres niveauet igen, hvis du stopper med at bevæge dig – endda efter få uger.

Ved bevægelse fungerer det som et forgrenet træ i hjernen, hvor der på sigt skabes nye blodkar, hvorved transport af ilt og næringsstoffer bliver mere effektiv. Det giver rigtig god mening, eftersom hjernen bruger cirka 20% af vores energi. Det er meningsfuldt, at den fungerer bedre, når der er nemmere adgang til energiforbruget. Derfor er konditionstræning også særligt vigtig for hjernes miljø, hvilket naturligt bør indgå i bevægelsesvalget og prioriteringen heraf.

Hertil kan vi lægge, at bevægelse har en antiinflammatorisk effekt. Inflammation øges nemlig i kroppen, når vi ikke bevæger os, sover for lidt, spiser usundt og er stressede. Og så er det præstationsforringende, fordi inflammation kan reducere BDNF. 

Evolutionært, skriver MacDonald, er der forskere, der mener, at udviklingen af størrelsen på den menneskelige hjerne skyldes, at vi bevægede os meget. Ikke mindst da vi skulle rejse os op. Og det har bibragt en evolutionær fordel af bevæge sig, da det udløste store portioner BDNF. De mennesker, der bevægede sig blev klogere, fik større hjerner og kunne overleve og dermed videregive deres gener, lyder antagelsen. Inflammatoriske problemer var tilsyneladende heller ikke det store problem for urfolkene.

Af med Alzheimers?

Vi kan også gå til befolkningsstudier. Eksempelvis af ældre mennesker, der viser, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem udviklingen af demens og Alzheimers og bevægelsesvaner. Ifølge førnævnte artikel i Weekendavisen tages overlæge og professor ved Nationalt videnscenter for Demens ved Rigshospitalet, Steen Hasselbalch til indtægt for at pointere, at befolkningsstudier generelt antyder, at risikoen for Alzheimers reduceres med 30% senere i livet, hvis vi er fysisk aktive. Han omtaler dog metodiske problemer med sådanne studier, for hvad er det for folk, der er tale om, spiser de anderledes og har de en anden livsindstilling?

Mange faktorer kan som bekendt spille ind. Ikke mindst arvelige risikomæssige faktorer. I særdeleshed en variant af apolipo proteinet, ApoE4, som cirka 15% af befolkningen har, der udover at vanskeliggøre fjernelse af kolesterol fra blodbanen og fra hjernen øger risikoen for Alzheimers. 

BDNF vil også medvirke til at beskytte forbindelser mellem hjerneceller, så vi fortsætter med at lære nyt, og reducerer ældningen af vores hjerneceller.

Selvsamme ApoE4 har jægere-samlere som Hadza-folket, men det var ikke et problem i samme grad hos disse mennesker, enten fordi de døde tidligere af andre grunde eller fordi deres fysiske aktivitetsniveau undertrykte risikoen for demens og hjertesygdomme. Hasselbalch hævder, at nu kommer skadevirkningerne væltende, da folk ikke er så aktive mere. Risikoen undertrykkes ikke længere i tilstrækkelig grad på befolkningsniveau her i vesten.

Og her er koblingen til vores nuværende udfordring. Bevægelse sker ikke længere pr. automatik, som indlejret i vores livsvilkår, og når vi bevæger os, er det ikke videre hjernestimulerende.

Proteinproduktion og begavet fitness

Det kræver noget bestemt, hvis vi skal fremme produktionen af BDNF, som forskerne Raichlen og Alexander påpeger. Det er bevist, at muskelhormoner, som udløses af træning, fremmer aktiveringen af produktionen af BDNF proteinet. Men det er særligt afgørende, hvordan hjernen modtager og bruger disse nye neuroner.

De påpeger, at man gennem dyrestudier kan se, at BDNF sandsynligvis produceres i forventning om de kognitive behov, der opstår som følge af træning. 

Evolutionært betragtet er det ikke omkostningsfrit at producere nye neuroner, det fungerer som en slags trigger. Kroppen forventer nogle kognitive opgaver, når der trænes, og derfor skabes der nye neuroner, mener de. Hvis du bare drøner derudaf på et løbebånd, mister du måske disse neuroner igen, fordi du ikke bruger dem. Men skulle du derimod løse nogle opgaver, navigere, holde styr på nogle opgaver, mens du udfører bevægelser, ville du straks få brug for disse neuroner og neurogenesen.

Udfordr dig selv til flere hjerneceller

Flere udfordringer fører altså, ifølge denne teori og dyreforsøg, til mere neurogenese, dannelse af flere hjerneceller. Det er igen et regnskab. Kroppen fungerer tilsyneladende efter et “use it or loose it princip” på dette punkt, kan man sige. Det er for omkostningsfuldt for kroppen at vedligeholde noget, der ikke bruges, derfor dør væv, der ikke benyttes. 

Stimuleres hjernen, vil den ifølge professor Ratey danne nye forbindelser mellem hjerneområder, der betegnes som neuroplasticitet. Hjernen bliver større, stærkere og mere fleksibel, akkurat som en muskel. Og vi kommer i bedre humør og kan bedre “holde hinanden ud”, når frontallappen stimuleres. 

Paradoksalt nok er der en udbredt misforståelse i gang, der går på at bevægelse og intelligens er to ting, som ikke hører sammen. Tværtimod. Læring fremmes af bevægelse og motion. Men det er (idé)historisk betragtet finere at sidde og “kloge den” (læs også om håndens arbejde – hjernens udvikling). Samtidig tror vi, at vi skal forstå bevægelsen noget mere, for at forstå, hvordan vi kan blive klogere af at bevæge os, hvilket er understøttet af vores livsstil, og digitale tilværelse, der gør, at vi har svært ved at forstå, at bevægelse skulle være så vigtig. Her må vi huske Ido Portals “just move” budskab. Bare kom i gang med at bevæge dig. Information kan dræbe os, ikke mindst fordi de fleste informationer indtages stillesiddende.

Vælg bevægelse med mentale udfordringer

Raichlen og Alexanders konklusioner lyder, at vi næppe skal gå i fitnesscentret (hvor mange repeterer de samme øvelser ad nauseum), hvis vi ønsker denne effekt, men derimod foretage os noget nyt, sjovt, noget krævende. Og de omtaler eksempler som orienteringsløb, fodbold og andre boldspil, som tennis, men også det at cykle udenfor, der stiller navigeringsmæssige udfordringer i trafikale omgivelser i udsigt. 

I det lys er en tur på løbebåndet eller kondicyklen næppe den mest udfordrende del, men måske netop det, mange tyr til, da dagen ofte har budt på så rigelige kognitive udfordringer, som bevirker, at vi har brug for at “koble fra og bare mærke kroppen”. Nogle føler sig trygge i en maskine, især når de er designet til at skadesminimere. Men er det i virkeligheden en blindgyde? 

Her har vi brug for at blive meget klogere, tænker jeg. Vi vælger formentlig uden at vide nok om, hvorfor vi vælger, som vi gør, kunne en antagelse lyde. Eller måske vælger vi ud fra nogle mere eller mindre klare forestillinger, men uden at det medfører den værdi, det kunne have for organismen, eller som vi tror, det har. Desuden er der en hel industri, som lokker os i alverdens retninger.

Ikke så svært et valg endda

Vi vælger for eksempel ud fra sociale behov, går i forening. Vi vælger for at tabe os, vi vælger for at få et adrenalinsus, få rørt kroppen og få clearet tankerne, for at blive mere attraktive osv. Alle legitime metaforer, men hvad dækker de over? Hvor gennemtænkt er det, og hvad ved vi egentlig om de valg, vi træffer? Husk på, at de fleste mennesker ikke har uddannelse i kroppen. De bruger kroppen ud fra, hvad andre råder dem til, eller hvad de ser, andre gør, eller har hørt om osv. De fleste har kun deres idrætstimer fra folkeskolen at forlade sig på – og YouTube kunne vi i dag (lidt firkantet) tilføje. 

Indtil videre har jeg antydet, at vi skal have et forholdsvist højt aktivitetsniveau, og at der tilsyneladende skal være kognitive udfordringer forbundet med vores aktivitet. Men det er stadigvæk meget åbent, hvad det nærmere bestemt er, der sker og, hvad der bedst imødekommer behovene.

MovNats Performance Director Danny Clark har en række forslag til, hvordan du kan minimere skaderne af det stillesiddende liv. Læg mærke til hvor simple forslagene er. Det er ikke en mirakelkur, brygget på raketvidenskab:

1. Tag på flere opdagelsesture, hiking, betræd nye stier i skoven, så ofte som muligt
2. Gør jagt og “fødeindsamling” til en hobby
3. Berig dine workouts med nye forhindringer og udfordringer
4. Tag på forlængede løbeture, sådan som det beskrives i artiklen 6 Natural Movement Skills to Enhance Any Walk or Run.

Se også Den naturlig bevægelses ABC hvor der er rigeligt med udfordring til hjernen. Omend vi af den grund ikke skal reducere bevægelse til natural movement bevægelsens evolutionære og naturaliserende dogmer.

Den optimale og livsvedvarende bevægelsesmodel? 

Der er i den grad brug for at få flere detaljer på banen i en nærmere indkredsning af, hvordan vi stimulerer hjernen og kroppen bedst muligt. Hvordan vi prioriterer mellem bevægelser på en dynamisk måde, der er omskiftelig, har fortidens genetiske og mønsterbaserede arv med, og som samtidig tør at være nutidig og inkludere samtidige bud på bevægelsesdiversitet og livsvilkår. Det er til at blive helt rundtosset af.

De svære spørgsmål kunne passende kredse om doseringsmæssige forhold. Men langt fra udelukkende. Hvordan ved jeg, om jeg træner balance nok, og i forhold til koordination, styrke osv.? Jeg ser et større reservoir af uafklarede spørgsmål i kølvandet på disse betragtninger.

Fremtidig bevægelsesgranskning

Hvordan tilpasses bevægelse dels vores evolutionære arv, men også individets egenskaber, udgangspunkt, præferencer, evolutionære tilpasninger, kulturudvikling osv.?

Her tænker jeg dels, vi kan lære meget alene ved at studere bevægelsens historie, fordi det sætter tingene og tendenserne i et klarere lys. Men jeg tænker også, at vi må kravle højere op i helikopteren og se på, hvordan bevægelse og livsglæde kan forenes. 

For noget tyder på, at udviklingen indenfor sundhed og bevægelse er ved at trække naturligt liv ud af bevægelse og gøre den til en livskalkulerende hyperteknisk datavariabel. Eller et nådesløst præstationsræs og en narcissistisk kamp om selvoptimering.

Igen, jeg maler med bred pensel her. Jeg savner dog noget mere organisk og levende, noget “non-konceptuelt”, non-kommercielt, noget, der føles rart og vækker vores naturlige livsappetit.

Vi må kunne genvække livsglæden gennem stimulerende hjerneaktivitet i bevægelse. Husk på, at der på velfærdssamfundets bagside gemmer sig myriader af diagnoser, der så vidt vides knopskyder, og at mange mennesker ikke er lykkelige, til trods for relativ økonomisk tryghed. Bevægelse kan reducere symptomer på angst, ADHD og depression, for nu at tage tre af de “vilde”. Professor Ratay hævder endda i Ikke til forhandling, at ADHD diagnosernes stigning og stigninger i depressionstilfælde er tæt forbundet med det faktum, at vi bevæger os mindre, end vi bør.

Vi kan bevæge os ud af kedsomheden, sygdommene og livsleden, er mit bedste bud. Det er intelligent og livsnødvendigt, ikke mindst for hjernens livsvarige vedligeholdelse.

Jeg gennemgår andre aspekter af hjernens betydning for bevægelse i indlægget om ydmyghed, der blandt ser på behændighed som evolutionært fænomen. 

Lad os runde af med professor Rateys egne, efter min mening, selvindlysende spekulationer:

“Det er svært at sige, hvad der er vigtigst for den menneskelige hjerne: at føle sig elsket eller at dyrke motion. Det er nok uafgjort, men der er ingen tvivl om, at hjernen ikke kan udvikle sig optimalt, fungere optimalt eller ældes optimalt uden store, gode doser af begge dele”. (Ikke til forhandling, s. 236)