Sustainability venn diagram

Sustainability Hub, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons

Bevægelse som element i et ny dannelsesprojekt, der har bæredygtig dannelse som omdrejningspunkt? Tjek. Bortset fra at ordet bæredygtighed, eller sustainability på engelsk, kan have mange facetter og være vanskeligt at sætte på en entydig formel, kompleksiteten taget i betragtning. Vi lever i en interessetynget verden, men har samtidig fælles vilkår at forholde os til. 

Betydningsfuldt og relevant er det så afgjort her i 2022. FNs verdensmål vidner eksempelvis herom

Baggrunden for dette forhåbentligt tankevækkende indlæg: en spændende DR-radio udsendelse i programmet Supertanker – med titlen “En bæredygtigt dannet menneskehed”, 3. januar, 2022. Vært Carsten Ortmann flankeres af ingen ringere end Elsebeth Gerner Nielsen, forperson for den Danske Unesco Nationalkommision, konsulent, tidligere Kulturminister og tidligere generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening, samt Lars Tønder, professor MSO i Statskundskab, Københavns Universitet.

Og udsendelsens berettigelse? Klodens “helbred” står på spil. Heraf vigtigheden af en bredere dannelsesforståelse.

Behov for dannelse – også om bevægelse

Jeg er optaget af bevægelse, det er vist ingen hemmelighed længere. På en workshop om bevægelse, jeg stod for, udbrød en dame lettere sarkastik (vistnok): “slapper du aldrig af Jesper?” Jeg svarede lige så frisk tilbage: “jo bestemt, når jeg sover”.

Folk undervurderer den energi, der kommer ud af et livgivende favntag med bevægelse. Dramatisk. Og så kan det da godt være, jeg personligt er lidt overbagt på min egen skøre facon. Det lever jeg med, i øvrigt i voksende tiltro til, at det måske ikke er så skidt endda. Vi kan nemlig vokse igennem bevægelse.

Når jeg indleder dette indlæg med denne anekdote, er det for slå en tråd an. En livsvital tråd. Bevægelse må gerne være overrumplende, omfattende og aldeles revolutionerende, for der er brug for den som aldrig før

Dette er en prås, der muligvis ikke er gået op for mange endnu. Jeg forbeholder mig retten til at tænke, at der også kan være noget generationelt på spil her. Men det er en alt for unuanceret fordom. Jeg har klienter på 75 og 80 år, der elsker bevægelse, og som jeg hjælper med at udvikle sig og holde sig i vigør og “fit for life” igennem bevægelse og forebyggende massage.

Holdning, attitude, livsindstilling, livserfaring samt selvindsigt og indsigt i motivation og bevægelsens livsnødvendighed er yderst afgørende faktorer, vi også må medtænke.

Kan bevægelse, eller rettere bør bevægelse indgå som en central brik i et langt større puslespil, som handler om, hvordan vi dannes til at leve mere bæredygtigt? Vi skylder bevægelse en hel del. Den er en ufravigelig del af menneskets vilkår og evolutionen.

Behov for en mere bæredygtig dannelse

Vi lever i et meget antropocentrisk samfund, hvor det ikke sjældent er blevet bebudet, at det hele handler om mig, mig og mig (og tit menes der vel de unge, der typisk må agere prygelknabe, målt med en historisk alen?). Dannelsen har længe handlet meget om den enkeltes udvikling, men rækker udover individet.

Den bør i dag også handle om vores indre natur, naturen omkring os og vores samspil med naturen. Det modsatte er næppe længere “bæredygtig tænkning”. Vi skal have hjerne, følelser og samvær med naturen indtænkt. Ikke mindst set i lyset af Covid-pandemien, der har sat øget fokus på biodiversitet.

Der er behov for at gentænke eller måske genoverveje omfanget af dannelsesbegrebet i dag, og om det taler de to deltagere i radioudsendelsen indlevende og engageret i selskab med Ortmann. Også inden for bevægelsens verden, ikke mindst hvis vi beskuer, hvad der har vist sig af omvæltninger i bevægelsens historie

Dannelse i dag handler om andet og mere end at spise med kniv og gaffel, at kunne kongerækken og at opføre sig anstændigt på sociale medier.

Hinsides digital dannelse

Lad det være sagt med det samme. Jeg mener ikke, at dannelse er noget, der bør reduceres til fænomener som digital dannelse, digital væredygtighed og andre presserende agendaer og moderniseringer. Jeg mener, det er noget, der forener fortid, nutid og fremtid. Horisont er væsentlig og bør ikke lades ude af syne.

Sidstnævnte digitalisering af dannelsen er måske snarere symptom på, at dannelsesbegrebet kan fremstå eroderet, udpint og spændt for andre uddannelsesmæssige og strategiske formål i et amok-gående teknologifikseret samfund, lyder en mulig mavesur anke. Om end det bestemt ikke betyder, at fænomenet ikke kan have valør. Men vi skulle også opføre os ordentligt, før vi fik emojien og “likede” via thumbs up etc. 

Et samfund er mange ting, men vi har en tendens til at se på det ud fra snævre interesser, påpeger professor Lars Tønder i udsendelsen, og nævner teoretikere som Marx, der tænkte i klassebegreber, Max Weber, der fokuserede på et rationelt Gesellschaft, og Michel Foucault, der tænkte i biopolitik og disciplin.

Han spørger også, om det i dag er et mere radikalt demokratisk samfund? Et radikalt demokrati, hvor alle kæmper om at få lov at besætte magten fra tid til anden. Der måske kan udlægges som pegende på anarkistiske tilbøjeligheder, hvor definitionsretten til demokratiet og magten etc. er i opløsning, eller i hvert fald opbrud. Se bare på den demokratiske krise i USA, hvor kongressen stormes m.m.

Problemet med de ovennævnte herrers perspektiv, anfører Tønder, er, at de udover at være skabt af mænd, og dermed nok er udtryk for en mandsdominerende tendens, fortrinsvist udtrykker en menneskecentreret tankegang. Det samme kunne siges om mange andre (klassiske) samfundstænkere.

Mere livsorienteret dannelse

I en bæredygtighedstænkning er det mere det “zooicentriske”, siger Tønder, vi har brug for. Det livsorienterede perspektiv, alt liv, ikke kun dit og mit. Ikke kun magt, identitet, rationalitet, demokrati og slige termer. Hele kloden og planetens livsbehov og sammenhæng. Måden vi indlejres i naturen.

Her er der også brug for bier, sommerfugle og alverdens andre arter, for at sikre biodiversitet. Vi må tage mere vare på og have mere indsigt i relationer mellem livsvæsener, og hvordan vi alle bidrager til et mere afhængighedsbåret syn på naturen. At naturen igen betyder noget for os, fordi vi lærer at lade os genfortrylle af den og samtidig respekterer dens kræfter.

Vi skal lære, uddyber Elsebeth Gerner Nielsen, med henvisning til den tyske Frankfurterskoles fjerde generations sociolog Hartmut Rosa, at høre og mærke verden, så den står og vibrerer inde i os. Det er hans resonansbegreb, hun sigter til. For at blive sammenfiltrede med hele verden. Det kan indledningsvist lyde lidt abstrakt.

Jeg kunne, en passant, eksemplificere med lidt kontekstforståelse ved at påpege, at selvom noget af (hele?) tech-industrien har lovet os, at den ville binde os mere sammen, hvilket både kan være sket på godt og ondt, føler mange mennesker efterhånden sikkert, at de paradoksalt nok blevet mere rådvilde og spredte for alle vinde. Afkoblede i al vores opkoblethed. Distraherede, fraværende, aldrig nærværende, digitalt udmattede, som megen kritik ynder at hævde. Ikke udelukkende, men en tendens, der bestemt fylder i tiden.

Resonans, naturvildskab og økosystemer

Resonans kan også handle om evnen til igen at se, at vi betyder noget for hinanden. Vi skal igen introduceres for hinanden i den inderste bevidsthed, er Elsebeth Gerner Nielsen inde på. Vi er, i den værste udlægning, ikke kun hinandens fjender og konkurrenter og opponenter. Vi skal mærke hinanden og hinandens klangbunde. Samhørighed. Og nu også med naturen, der ikke længere blot skal opfattelse som noget, vi kan udbytte og underlægge os eller som et råstof eller noget, vi romantiserer over. Der kaldes på en radikal gentænkning.

Vi skal have lært, at naturen også kan være vild, at der er galskab på spil i naturen og brutalitet m.m. Og at det ikke er meningen, at vi blot skal tæmme den. Vi griber nemlig herved ind i processer, der kan risikere at ramme os med boomerangagtig styrke. Klimadebatten er tegn herpå og biodiversitetskrisen. 

Vi må dannes til bæredygtigt liv på kloden gennem mere indsigt i livet på kloden og respekten for de økosystemer, vi alle er en del af. Ikke kun snævre interesser og studehandler. Det klinger ikke helt nyt. Men perspektivet er indlysende meningsfuldt, og højaktuelt, så vidt jeg forstår Gerner Nielsens udlægning. Og oplever debatten i et større samfundsperspektiv.

Nydannelse gennem bredere dannelsesbegreb

Hverken det angelsaksiske og det Humboldtske dannelsesbegreb er nok i dag, lader udsendelsen os ane. Dannelse er traditionelt set et myndighedsbegreb, der omhandler individets modning og ansvarliggørelse i og overfor samfundsprocessen, samt en forestilling om frihed.

Nu er det tid til at ændre herpå. Dannelse er ikke noget, der kan reduceres til en potentielt navlebeskuende indre modningsproces længere, evt. i ledtog med en frigørelse fra religionen, som dannelsesfilosoffer i 1800-tallet eksempelvis kunne mene. Vi skal i angelsaksisk forstand ikke bare mestre noget her og nu, vi skal have et bredere udsyn på verden.

Den angelsaksiske dannelsestradition med vægt på nyttetænkning, kompetencetænkning, uddannelse etc. skal udvides med andre ikke individcentrerede ingredienser. Vi skal ikke kun være produktive og effektive. Samme nyorientering skal åbenbart tillægges den mere Humboldtske kulturelle tilegnelse i dennes “Bildungstradition”, der tilsyneladende lægger vægt på en “livslang anden fødsel”, det frie individ, civiliseret adfærd osv. Selvets kultivering og modningsproces.

“Dannelse er mere end uddannelse”, som Steen Nepper Larsen, for eksempel i tidsskriftet Asterisk har påpeget gennem hele 10 opsummerede betragtninger.

Begge dannelsesretninger har givetvis udgjort vigtige bidrag til den historiske udvikling. Om end det angelsaksiske nok fylder mest i uddannelsessystem nu om stunder. Lad os derfor lige opholde os ved det i forhold til bevægelse.

Det nyttige kan tage overhånd

Netop spørgsmålet om det nyttige har Svend Brinkmann på en kort og kritisk facon harceleret over i en af sine bestsellere, Ståsteder. Her hævder han (i øvrigt langt fra som den eneste) at vores samfund er ved at blive mere og mere instrumentaliseret. Uddannelse og dannelse risikerer at blive reduceret til midler. Midler til at skabe “mest læring for pengene”. Det samme kunne siges om sundhed osv.

Uddannelse kan eksempelvis underlægges økonomiske konkurrencestrategier i statens tjeneste. Ranglister og test har fyldt meget i landskabet i tidligere reformer. Men påpeger Brinkmann, der er mange ting, der har værdi i sig selv. Iboende kvaliteter. Som ikke skal undertvinges snævre interesser eller anskues som middel for noget andet og mere vigtigt. Han nævner i den forbindelse den meget omdiskuterede skolereform, med dens ambitioner om gennemsnitlig 45 min. bevægelse hver dag. Her underordnes bevægelsen læring, produktivitet og formål som at:

“…forbedre kognitionen” – altså øge indlæringen – “fremme hjernens udvikling” og “være et redskab til en positiv udvikling af mentale, emotionelle og sociale processer” (Ståsteder, s. 19)

Men som han også selv påpeger har bevægelsen en anden plads i tilværelsen, hvilket ikke betyder, at det ikke giver mening at bruge hjernen under bevægelse. Det gør det i høj grad. Det en blot ikke en uddannelsesmæssig spændetrøje, men et intelligent livsvalg, man kan dannes i.

Brinkmann skriver om bevægelsen:

“Som de kropslige væsner vi er, er der en umiddelbar glæde og livsudfoldelse forbundet med at bevæge sig, og hvis det gøres sammen med andre, kan fornøjelsen blive endnu større. Som levende organismer kender vi verden i kraft af vores kropslige ageren i den, og det har i den forstand egenværdi at udvikle og udøve sine kropslige kapaciteter og sin fysiske formåen.” (Ståsteder s. 19)

Bevægelse er altså ikke noget der udelukkende skal være et redskab til optimeringsprocesser, der i sidste instans skal lede elever hen i mod arbejdsmarkedet, så de kan blive gode, lydige undersåtter i statens tjeneste. Dette er sat på spidsen, hvad et nytteorienteret syn på (ud)dannelse kan føre til. Men hvad så med friheden?

I dag er en dannelsesforståelse, centreret om det at frigøre sig, baseret på, eller underlagt det vilkår, at frihed eksempelvis er et noget mere problematisk og kompliceret begreb, som Lars Tønder eksempelvis påpeger i radioudsendelsen om bæredygtighed og dannelse. Frihed fra hvad eller til hvad osv.?

Det er muligvis blevet uklart, hvad frihed handler om i dag, måske har det udspillet sin (traditionelle) rolle, måske er det en misforståelse, der kan føre til for megen grænseløs selvudvikling, som Brinkmann også omtaler i Ståsteder og i andre udgivelser. Overpsykologisering af individet, kunne man tænke.

Tønder plæderer derfor for opfindelsen af et tredje dannelsesbegreb – nemlig bæredygtig dannelse. Vi er jo en del af verden og af samfundet. Der må være grænser for “løsrivelsesbestræbelser” og nyttetænkning eller hvad?

Genfortryllelse og genopdagelse af det fælles

Hvad er det for et klassisk dannelsesbegreb, vi skal lægge noget til? Det mener Elsebeth Gerner Nielsen, vi må spørge til. Hun taler om, at dannelsesbegrebet er fælles. Det vedrører os alle sammen, og det der kan true en evt. dannelsesnyskabelse er, nævner hun, truslen fra konkurrencefilosofien – at “enhver er sin egen lykkes smed”, og den lige så ofte fremhævede forestilling om individets selvrealisering. Et par gamle kendinge forstås.

To personer går en tur på en sti i skoven

Photo by Shaojie on Unsplash

Der er forskel på at have det godt og gøre det godt. Selvrealisering handler, ifølge Gerner Nielsen, om at “du har det godt”. Vi har, ifølge hende, hængt for længe i dette mindset, med hvad dertil hører. Vi skal ud over individet og gøre det godt sammen.

Delvist oversat i mit hoved kunne det uddybes til at handle om, at vi ikke længere kun skal relatere os til hinanden, like, tæppebombe med smileys, kommentere i tråde, oprette kampagner, posere igennem sobre (eller knap så sobre) twitter feeds og fremture med labre hasttags på hvert et gadehjørne.

Vi skal også forholde os til naturen og vores omgang med den, og det der binder os sammen. Det vi har til fælles, og det vi er afhængige af og som udgør vores livsgrundlag i en større sammenhæng. En nødvendig solidaritetsbestræbelse, fristes man med Løgstrup til at tænke.

Giv plads til det åbne menneske

Vi trænger til at komme lidt ned på jorden og mærke den jyske muld, fremfor den megen medievirak. Vi skal væk fra ideen om det autentiske menneske, der lader til at have trange tider i nutidens medieverden, som Tønder påpeger. Det åbne menneske er vejen frem. Der finder mening, viden og intelligens i sin omgang med naturen. Vi skal opleve kaos, det uhyggelige, det overraskende, det vi er bange for i naturen, og lære at danne os herigennem. Give nysgerrigheden plads og genfortryllelsen. Genopdagelse i en overfyldt medieverden, forstås.

Ortmann påpeger, at det imidlertid kan virke som en “uoverstigelig opgave”. At få os væk fra den antropocentrisme, selvcentrerethed, vi angiveligt har befundet os i. At kunne glemme os selv og finde mening uden for os selv. Det lader ikke desto mindre til at være opgaven.

Spørgsmålet er så, om verden kan danne os, eller er det kun os, der kan danne verden?

Kan verden genfortrylles igen? I og med naturen? Også med bevægelse som en brik, der har sin berettigelse i denne store supertankervending. Hvor beskeden bevægelsens rolle end må være.

Skal vi i virkeligheden genetablere en mere organisk udviklings- og livscyklusforståelse, på samfundsniveau, og kan/vil vi det, i lyset af vækstfilosofiens hårdnakkede tradition? 

Verden af lave igen-igen

En lille ekskurs. En sådan fortryllelse kan lyde opstyltet og naiv romantisk, hvis vi går kynismens ærinde. Verden ser i nyhedsstrømmen ud til at være på vej ud over kanten. Livsmodet kan herved suges ud af os med al den kaotik, vi skal bearbejde, samtidig med at vi “snart” skal til at kolonisere Mars, have selvkørende biler og robotter i sandwichbaren. Vi lever i paradoksernes tid. Meningsløshed, overflod og underskud i en uskøn forening.

En eller anden form for u-vending forekommer stærkt tiltrængt. Hvilket kunne være på høje tid at indse, da alarmismen og radikalisering samt andre snæversynede onder er i fremmarch mange steder. Jorden forekommer at være “på randen af sammenbrud”, ifølge ikke så få YouTube-podcasts, eksempelvis Sam Harris’ “Making Sense”

Igen, der er plads til besindende nuancer her, og selv tunge kritikere af Harris’ kaliber kan være leveringsdygtige i sådanne. Jeg vil blot fremhæve en “over-load-tendens”, der ikke just ligger skjult bag en enebærbusk og har været under støt stigende opsejling siden internettets (brede) fødsel.

Overload der kan være i fare for at udarte sig til klapjagt, nedgørelse, konfliktoptrapning og støj på linjen – FUD (Fear, Uncertainty, Doubt). Alle henviser til alle, refererer, dissekerer og diskuterer. Informationsudvanding kan være et forværrende problem i den forbindelse.

Handling er vel det, vi har brug for, når klimakrisen kradser. Her hjælper det næppe at blive overbebyrdet af alt for mange valgmuligheder og løsrevne anden-, tredje- og fjerdehånds analyser.

Nogle mener, at vi har store problemer med vores evne til i det hele taget at fokusere, og at dette skaber en lang række udfordringer for os i daglivet. Og faktisk også kan påvirke vores forhold til bevægelse. Her er et eksempel på en tidstypisk engelsksproget samtale om “det stjålne fokus”. 

Hvis vi skal dannes, skal vi også kunne fokusere tænker jeg. At sætte bæredygtighed på dagsorden er et fokuspunkt blandt mange andre, skal vi huske på og det er særdeles vigtigt at sørge for at netop dette emne får det fokus, der er behov for, af de grunde dette indlæg prøver at belyse.

Blandt de mere dunkle og måske (i nogle henseender) mindre konstruktive fokusmuligheder finder vi apokalyptiske og dommedagsprofiterende scenarier. Sågar demokratiets opløsning, racehad, køns- og identitetspolitik, magtfuldkommenhed og medieknæfald, manglende journalistisk integritet samt frygten for yderliggående autokratiske tendenser og religiøs formørkelse. Der er rigeligt at gribe i og lade sig deprimere af.

Lad os derfor i stedet se, hvad der spås om bæredygtighed i programmet Supertanker.

Vi kan starte med genforvildelse og at naturdanne os

Hvor hører bevægelse hjemme i denne forbindelse? Er det et emne, der kan bidrage med lidt genfortryllelse? Jeg spidser virkelig ører mod slutningen af radioudsendelsen om bæredygtighed og prøver at lægge ører til Elsebeths tanker herom.

Hun siger direkte, at vi skal ud og kravle, klatre og kramme træer. Sidstnævnte er allerede er blevet til en latterliggjort  tom kliché af nogle i øvrigt. Jeg forventer ikke, ud fra disse udsagn at hun nødvendigvis er bekendt med “natural movement”, eller sætter bevægelse som det absolut vigtigste. Men hun er ikke desto mindre i færd med at se en interessant kobling mellem os og naturen, jeg sagtens kan billige. Hun erkender, at dette er lidt uklart, vagt eller svævende hvad der skal ind i den der naturdannelse. Hun konkretiserer dog lidt.

Naturdannelse, er en bog, som Nikolaj Voldum Ahlburg og Line Beck har skrevet. Elsebeth nævner den som eksempel på, hvad hun mener. Forfatterne vil genfinde intelligensen i forhold til naturkendskabet. Blandt andet igennem tre ting, som hun opremser:

  1. Fysisk aktivitet. At komme ud i naturen. Kravle i træerne, gøre noget derude, hvor du kommer i kontakt med naturen (ikke bare mountainbike derudad, som Elsebeth siger)
  2. Faglig videnstilegnelse. At vi lærer noget derude, at vi kan skelne træner og blomster fra hinanden, vi kan føle mangfoldigheden
  3. Det sanselige nærvær. At vi får hjertet og kroppen med, eksempelvis i vinter- og skovbadningen, at ligge i efterårsbladene og sidde på et tæppe og nyde sin te, hvor man fornemmer, at man er en del af noget stort. Der er større end en selv

Men er det ikke lidt hippieagtigt, det der med at kramme træer, spørger Ortmann? Det vil nogle sikkert hævde, men det er saftsuseme tiltrængt, hævder Elsebeth Gerner Nielsen. Unægteligt noget andet end effektivitets- og produktivitetssnak. 

Eksperimenternes kunst

Lars Tønder er ikke så meget til “den rene praktik”. Han vil som universitetsmand også have plads til teorien. Vi skal både ud og dannes i naturen, men han vil gerne af med dikotomien om det teoretiske versus det anvendelsesorienterede. Der skal måske bedre faglige forløb til.

Vi skal måske eksperimentere mere, foreslår han. Og nævner eksempler på landbrug, kunst og idrætsefterskoler og højskoler. Disse kunne være steder at begynde at få oplevelser med kroppen og det fremmede, naturen, hvor vi kan erfare mere om muligheder og begrænsninger i dette “møde”.

Traditionel forskning er bestemt vigtig, men der er behov for at arbejde mere tværgående, supplerer Elsebeth Gerner Nielsen. Hun nævner også sang og højskolesangbogen på falderebet. Og at vi kunne starte med at kende ti fugle- og kornsorter hver. At kunne noget i naturen og f.eks. kunne sige noget henad “det der er der, havregrynene kommer fra”, når vi peger på havrens bjælder.

Generøsitet og fællesskab gennem ligeværdig livsanerkendelse

I samme åndedrag er Gerner Nielsen inspireret af en bog om genforvildelse og koblingen til fællesskab, som en mulig genfortryllelse. Titlen siger en del. Det generøse fællesskab. Vi har brug for generøsitet, påpeger hun. Ligeværdighed mellem de menneskelige og den øvrige natur. Sammenfiltring igen. Men også at vi giver mere til, end vi tager fra fælleskabet.

Elsebeth Gerner Nielsen og Lars Tønder er begge inde på, at vi igennem drømmen om genforvildelse eventuelt kan finde vejen til genfortryllelse. Og alle gode drømme starter som bekendt i det små. Små skridt som i at lære mere om, hvad naturen er for en størrelse, hvordan tingene vokser, gror og spirer og hvordan naturlige processer udfolder sig. Og hvad det kan lære os som mennesker.

Vi må åbne for den der “boks”, naturen er. Og den kan rumme overraskelser, der også er vanskelige, som Tønder påpeger. Det er ikke kun romantik. Der er mange arter på jorden, vi også er afhængige af. At skabe plads til al denne diversitet er udfordrende, og det skal vi hilse velkommen, som jeg forstår ham. Kaosaccept. Frem for en forestilling om, at mennesket er centrum i verden.

Naturfascination for begyndere

Culex mosquito life cycle en

LadyofHats, Public domain, via Wikimedia Commons

Om det med koblingen mellem teori og praksis har Tønder også nogle bud.

Vi erfarer eksempelvis i udsendelsen, at vi ud fra den svenske forfatter Nina Burton kan lære at fascineres af naturen, ved at være i sommerhus. osv. Hvor dette at iagttage livscyklus og naturens cyklus kan vække en større naturrespekt i os. 

Emanuele Coccias’ Planternes liv anbefaler Lars Tønder også som en mere filosofisk bog at få foldet flere detaljer om emnet ud på, især hvis der er interesse for det antropocæne og radikal naturfilosofi. 

Der er naturligvis mange andre bud i omløb. Dette blot som et par aktuelle eksempler.

Bio er in – men vi skal huske at bevare jordforbindelsen

Trends og bølger har det med at komme og gå. Men hvad med denne grønne omstilling?

Overskrifterne skifter som bekendt henover årene. Der skal nok også hældes nyt vin på nogle flasker. Men ikke nødvendigvis alle. Noget har vist sin levedygtighed bedre end andet. Men hellere bio end new public management, straksopbremsninger, rigsretssager og andre skrækord, der har været i vælden i den dagsordensættende debat.

Bio klinger godt og ligger blødt på tungen, med en smag af frisk purløg og mynte. Men det er alvor det her. Blivende alvor. Naturen er ikke en spiller, vi sætter på bænken for altid, uden at den vender sig imod os, er min tanke.

Vi skal først og fremmest huske, at vi skal ned på jorden igen, som Lars Tønder siger. Vist nok med reference til Bruno Latours bog, der også er en af de mange indflydelsesrige tænkere, der sætter fokus på klimakrise, migrationsproblemer og mange andre af tidens aktuelle problemstillinger.

Jorden, som i mulden, i sprækkerne, bladene, trætoppene, i planternes fotosyntese. Det må ikke drukne i videomøder, borgerhøringer og konferencer. Der skal noget under neglene. Vi skal nemlig også passe på, at vi ikke gør det til underholdning, teoretisk krigsførelse, oplevelse og politisk valgflæsk, for nu at fremmane nogle potentielle blindgyder. 

At lære om liv – helst i tide

Vi skal helt konkret lære, hvordan liv opstår, fungerer og hvad liv bidrager med. Inden nogen kommer med en robotplæneklipper eller en machete og mejer det hele ned. Respekt for liv og livsudfoldelse. Vi skal, ifølge Tønder, lære at åbne vores øjne og lære at læse naturen igen. At kere sig om det, der sker lige uden for vores dør. Det er blandt andet det, han ser udfoldet med eksempler i førnævnte Burtons bog.

Biodiversitet er som sagt in. Enhver kommune med respekt for sig selv griber vel chancen for at lade naturen gro mere vild. Der fredes og gøres ved og ambitionerne er tårnhøje. Måske får vi også lov til at bygge huse, som er bæredygtige i fremtiden, og blive mere selvforsynende? Drømmene er der.

Samtidig fortsætter vi med at udstykke og udbygge, så kommune- og andre kasser også kan bugne. Det skal som bekendt være bæredygtigt på flere planer. Hvorvidt dette er paradoksalt eller bæredygtigt, skal jeg ikke dømme. 

Det svære bliver formodentlig at omstille os hurtigt og bæredygtigt nok, da klimakrisen som bekendt, ifølge snart sagt hver eneste rapport fra FNs klimapanel, er så påtrængende, at “tømmerflådebygningen” (eller den teknologiske innovation, eller andre skæbneforebyggende tiltag) for længst er/burde være gået i gang. Det er svært at vide, hvad “status” er i denne sammenhæng. 

Realitetssans, jordforbindelse, teknologisering og diverse kollektivistiske tiltag. Mange ting kan være en del af en større ligning. Jeg tænker, at der skal mange skibe i søen. Og ydmyghed, forsigtighed og erfaringsdannelse kan også være værd at tage med på råd i forhold til de høje (politiske) ambitioner, der skal kæmpe om at få vælgernes gunst.

Udover biodiversiteten

Men hvad er omstilling? Er det kun i forhold til ressourcer, produktionsforhold og naturbevarelse etc., hvilket ser ud til at være ekstremt påkrævende? Hvad med vores adfærd og aktiviteter i, under og udover livsopretholdelsen?

Hvad med den mentale omstilling, bevidsthedens ekspansion, dannelsen i det mentalt bæredygtige, hvad skal den lyse imod?

Et gigantisk politisk puslespil udfolder sig for indeværende og fremover. Ikke mindst når drømmen og ønsket er grøn omstilling osv. Og, for nogen, mere hjemmearbejde, så vi kan få mere tid til at bevæge os ud i naturen, fordi arbejdstransporttiden bliver reduceret af hjemmearbejdets lyksageligheder osv.

Tendenser der er i færd med at materialisere sig. Delvist, ikke mindst i lyset af Covid-19. Men som kommer til at tage tid. Tid som er kostbar, og som er hårdt tiltrængt at få anvendt med omtanke på ikke mindst biodiversiteten. Se bare David Attenboroughs dokumentar på Netflix. Vi er i den berømte “11. time”, er parolen, men det er tilsyneladende ikke for sent. Der er endda sket genforvildelse i Tjernobyl:

Men igen spørger jeg, hvad med bevægelse, udover at kramme træer og at gå på opdagelse i naturens mangfoldighed?

Pandemien som ny igangsætter?

Covid-19 pandemien har som nævnt vist, at nogle kom mere ud i naturen, men at det har været forskelligt, hvordan pandemien har påvirket vores fysiske aktivitet. Lad os være positive for en stund. De store tandhjul greb ind i de små. Forandring var mulig. Andre har under lockdownen sikkert haft lejlighed til at tænke dybere over tilværelsen. Ikke mindst deres egen livssituation. 

Og naturdannelsesideen er da heller ikke bare en gimmick eller en naiv hippietanke i min optik. En udfordring er nok også, at den dannelsesbestræbelse udstiller vores fælles uvidenhed, at vi kommer til at skamme os over, hvordan vi har ageret op til nu og hvor lidt vi ved og kan derude. Det kan være en forlegenhedsøvelse at bryde en sådan barriere.

Men er pandemien det, der for alvor kan sætte nye tanker på dagsordenen og skabe den samfundsforandring, som indeholder mere bæredygtighed, der også efterlyses i udsendelsen? Who knows.

Først skal vi givetvis dannes noget mere. Det er sikkert rigtigt set. Hvordan kan bevægelse her spille en rolle?

Hvad er bæredygtig dannelse set gennem en bevægelsesoptik?

Det har jeg naturligvis ikke eneret på at danne mig en mening om. Jeg spekulerer blot. Og på falderebet givetvis en anelse perifert.

Bevægelse er en måde at skabe bæredygtig dannelse på, på linje med mange andre tiltag, tror jeg. Det er faktisk en form for aktivitet, der er mere meningsfuld end så mange hævdvundne nyttige, kalkulerbare formål, kunne man hævde. Måske endda mere end blind nyttetænkning, naturudnyttelse og snævre interesser, uden videre hensyn til omgivelser etc.? Hvilket også er under omstilling mange steder. 

Det er, vil jeg for god ordens skyld selv tilføje, naturligt at bevæge sig, faktisk er vi skabt til det. Men nu skal vi altså til at lære, at det godt kan betale sig at bevæge sig. Ikke mindst fordi at det er godt for planetens overlevelse, klimaet og kloden, at vi kommer mere ud i naturen og lærer at blive mere ydmyge og mindre narcissistiske, mindre rundforvirrende og mere sansebetonede – og mindre skærmafhængige og for at lære mere om liv i naturen, som vi er forbundet med i sidste instans. Grunde kan der være mange af.

Skønt, og vand på min vindmølle. Bortset fra at bevægelse ikke skal kunne betale sig, det er en del af livet, et vilkår, vi kan have vores hyr med at forsone. Men de to agendaer, bevægelse og bæredygtig dannelse, spænder ikke umiddelbart ben for hinanden, så vidt jeg kan se.

Bevægelse kræver ingen forklaring

Jeg kommer dog til at reflektere over, hvorvidt bevægelse risikerer at være i konkurrence med en masse andre nytteformål? Så den kan opnå mere agtelse. Så det kan legitimeres, at vi bevæger os noget mere? Er det der, vi er på vej hen?

Skal vi til at forklare og dannes i at bevægelse er en legitim aktivitet at bruge sin tid på?

Jøsses, det håber jeg virkelig ikke. For så har vi jo i samme åndedrag erkendt, at vi ikke har taget den tilstrækkeligt alvorligt i den nuværende samfundsmodel. Eller hvad? Megen sundhedsstatistik kunne godt tale for, at dette er tilfældet.

Bevægelse kræver ingen forklaring. Der er meget af det andet “såkaldt formålsrettede” i vildnisset, vi kunne vælge at rydde op i, så vi får mere adgang til den. Den “vil” os det godt, hvis vi respekterer den. Det er min tese.

Tanker om bæredygtig bevægelsestænkning

Her er lidt indledende tanker, helt præmature tanker, i den forbindelse:

  • Først kan vi lære at acceptere, at bevægelse ikke står – eller bør stå – til diskussion. Det er ikke en politisk kampplads eller et emne for motivationspsykologien alene – det er en platform for liv – dit og mit og alles. Heraf også det fælles eller som det hedder hos DGI “sammen i bevægelse”. Et er at finde sammen, noget andet er at være bundet sammen i overlevelse
  • Dernæst kan vi lære, at et udgangspunkt for at genforelske os i bevægelse ikke er synonymt med idrætsforeningen, men i høj grad også naturen. Men derfor kan foreninger og andre godt finde sammen om og i naturen. Hvis ellers de må få lov at træde uden for de afmærkede stier, kramme træerne, kravle op af skråningerne og balancere på træstubbene. Der er mange regler for stier og parkskilte rundt omkring. Af respekt for naturen osv., så vidt jeg har forstået
  • Bevægelse skal måske ikke først og fremmest læres i temaparker eller på naturlegepladser, selvom de kan have en berettigelse. Et “autentisk Tarzan- eller Afrikaland” er, efter min mening, bevægelsesmæssigt mere relevante end de mange tivoliattraktioner, der kaster os hundrede meter op i luften i en ensformig pendulbevægelse og ikke ligefrem emner af lavpraktisk bevægelse og naturlighed. Men igen, her er der nok andre interesser på spil
  • Bevægelse behøver ikke partout have en hundefører, en naturguide, eller spændes for enden af en svampeekspert, men disse kan sagtens berige os af den grund
  • Bevægelse lærer vi om ved at undersøge bevægelse og ved at bevæge os. Det kræver ikke nødvendigvis (helbreds?)screening, Functional Movement Screening, rehabilitering, sundhedshuse eller fitnesscertifikater. Om end sligt beklageligvis efterhånden er blevet “nødvendige”, eller i det mindste fylder meget, jo værre udgangspunktet er for mange mennesker, eller jo flere interesser, som hvirvles sammen
  • Vi kunne starte med at lære om den naturlige bevægelses ABC og dernæst kroppens ABC og siden måske også sportens ABC. Her er der potentielt eksorbitant mange penge at spare for sundhedsvæsenet
  • Vi kan se bevægelse som noget, der udvikler vores evne til at være mere hensynsfulde overfor mangfoldighed. Bevægelsesdiversitet er glimrende hertil i det helt lille perspektiv
  • Vi kan genfortrylles igennem bevægelse, blive poetiske og sårbare og have sans og blik for andre sårbare væsener. Vi kan endda lære om ikke-voldelig kommunikation igennem bevægelse
  • Vi kan gennem solidt og bæredygtigt håndværk også se, hvordan vi fastholder en respekt for naturens ressourcer, så vi kan genbruge og forlænge tings levetid etc.
  • Vi kan bevæges os som naturen, mime naturen, som en svales dykkende og roterende fugleflugt, lave bølger som en hvalfinne, eller menneskets egen rygsøjle – som inspiration for rehabilitering og meget andet
  • Vi kan bevæges os, som man har gjort i naturen og omkring naturen i århundreder, inspireret af folkeslag som Aboriginere, Hadzaer og talrige andre folk. Vi kan studere folkedans, stammedans og andre naturlige udfoldelser, hvilket ikke er det samme som, at vi ikke også skal studere wienervals og hiphop

Der kunne dykkes meget længere ned i disse mange punkter, men det vil føre for vidt her. For nu er et bæredygtigt bevægelsestema slået an.

Og “må jeg så ikke godt have lov at sige” (som Mette Frederiksen har for vane at gøre), at det, der er in, har det med at være yt, når der kommer noget andet, der gerne vil være mere in. Bevægelse skal ikke være in, hot eller trendy, det er vævet ind i, hvad det er i sig selv og hvad vi gør med hinanden. Det kan vi også dannes i at forstå mere indgående.

Afrunding – keep it sort of simple

Vi kunne prøve at holde det på et plan, hvor det giver mening i forhold til livets øvrige forpligtelser. Ikke mindst forpligtelsen til at finde ud af, hvad vi skal stille op med os selv. Skal vi arbejde så meget som vi gør? Skal det virkelig have lov til at nyde så megen prestige? Så meget, at vi går ned med stress over, at det ikke giver mening?

Behøver vi alle de penge? Kan vi ikke nøjes med at være mere nøjsomme og i bedre pagt med naturens visdom, ressourcer osv.? Kan vi udvide yderligere mod en mere (doughnut-formet, eller anden form?) ressourcebaseret økonomi, som forskellige teoretikere har drømt om? Fremfor den klassiske væksttraver?

Kan vi få nogle flere til at gå i naturen, er jeg godt tilfreds indledningsvist. Om de forstår sig på de dybere dele af et bøgeblad eller hvordan de snitter en dolk, det vil jeg overlade til YouTube og primært alverdens andre dannelsesfilistre at boltre sig med.

Vi skal først og fremmest bare i gang med at se mere nuanceret på bevægelse og så bare bevæge os. Det er alt, hvad jeg vil frem til. De bagvedliggende logikker kan du blive klogere på – blandt andet på jesperabild.dk – nu og i fremtiden. Det vigtigste, der kommer først, er dog at bevæge sig.

Bevægelse er nemlig ikke et bare. Det er en del af livets drama, tilværelsens opretholdelse, livets fylde, venskaber og kærligheden, fællesskabet og meget mere.

Jeg takker af her inden indlægget mister sin bæredygtighed og nogen anklager mig for at være en rousseauistisk drømmer eller en utidig forkæmper for Henry David Thoreau’ske sværmerier med autenticiteten i små amerikanske bjælkehytter.