De største livsfortrydelser – men hvad med bevægelse?

En aften læser jeg lidt sporadisk og uengageret i Morten Albæks bog Ét liv, én tid, ét menneske: hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt liv.

Pludselig vækkes min fulde interesse til live, da Albæk begynder at omtale en episode, hvor han i et fly på vej fra Portland, Oregon til New York læser i et lille stykke “semi-videnskabelig” litteratur. 

Det var efter sigende et afgørende øjeblik for ham som leder. Men det skal jeg ikke spinde yderligere guld på min rok over her. På den anden side medgiver jeg, at det kunne være en velvalgt dramatisk omkalfatring at søsætte dette indlæg med, ikke desto mindre. 

Afgørende livsøjeblikke er nemlig værd at se nærmere efter i sømmene i mange tilfælde. Ikke mindst, hvis bevægelse kunne være en del af (livs)ligningen eller når en “prås går op for nogen” og søsætter en stor livsstilsændring, hvilket bestemt sker, eksempelvis ved indtræden af alvorlig sygdom. 

Jeg er som udgangspunkt ikke immun overfor åbenbaringer. Men når det kommer til kroppens domæne foretrækker jeg gradvise vanebrud, det lange seje (forebyggende) træk, hvor eftertanken kan nå at følge trop. Og kroppens væv, nervesystem und so weiter.

Nu er det ganske vist ikke den ledestjerne vi alle lever efter, eller opfatter ens. Vi har forskellige holdninger, forudsætninger osv. Og der er naturligvis mange livsstrategier der kan føre til et godt og langt liv, der skal ikke voteres for en sandhed for alle. Men eftertanken hos mange efterlader ikke desto mindre et spor af forsømmelse, det kan være værd at se nærmere på, uden at det skal opfattes moraliserende. Det er for at undgå de fortrydelser, der med rimelig indlysende sandsynlighed kan undgås.

Dette indlæg prøver derfor at rykke eftertanker længere frem på brættet, før end flere af os ender i bevægelsesfælden, hvor der pludselig kan vise sig at være alt for meget tid til om- såvel som eftertanke, men også mindre handlefrihed og mere problematiske vilkår at leve og bevæge sig under under.

Det skal derfor her handle om den forkætrede “rettidige bevægelsesomhu” set i forhold til fortrydelse.

5 fundamentale livsfortrydelser

Allerførst tilbage i flyveren med Morten Albæk.

Albæk beretter om en australsk hospicesygeplejer, der over en årrække havde dokumenteret sine samtaler med en række patienter, som alle havde det til fælles, at de havde døden nært forestående. Der var tale om mennesker på tværs af alle mulige skel – økonomi, seksualitet, etnicitet, sociale skel etc. Diversitet så det batter.

Alle havde de 5 fortrydelser af fundamental karakter i forhold til den måde, de havde levet deres liv på. Og nu gør det sikkert ondt at læse videre. Men prøv: 

1. Fortrydelsen over ikke at have holdt kontakten til deres venner
2. Fortrydelsen over ikke at have tilladt sig selv at være mere lykkelige
3. Fortrydelsen over ikke at have haft modet til at udtrykke deres følelser mere
4. Fortrydelsen over ikke at have levet deres liv mere ud fra deres egne præmisser, og mindre ud fra hvad andre forventede af dem
5. Fortrydelsen over at have tilbragt så meget af deres liv på at arbejde

Det var det sidste punkt, der ramte Morten Albæk, som leder. Derfor beslutter han sig for den ambitiøse mission at stræbe efter at sikre, at intet menneske, der arbejder under hans ledelse, skal se tilbage på den tid som værende en kilde til fortrydelse. Talking about pressure and ambition.

Du kan selv læse mere i bogen om, hvordan han havde tænkt sig at gribe den mission an.

The missing link – bevægelse?

Det, der i endnu højere grad fangede min opmærksomhed, var fraværet af bevægelse. Der var ingen, der fortrød, at de ikke havde bevæget sig noget mere.

Kunne bevægelse være en afgørende brik i livets puslespil? Muligvis endda et link, der kæder flere eller andre livsfortrydelser sammen? 

Jeg kan sagtens se det yderst visdomsfulde, hudløst ærlige og rørende, for ikke at sige skræmmende indlysende ved disse fortrydelser. Og hvis ikke vi får sandheden fortalt på et hospice, hvor ville den da ellers indfinde sig?

Mange af os kunne måske godt bruge disse erkendelser og livserfaringer til at sadle lidt om. Eller i det mindste til at re-prioritere, eller i det allermindste til at reflektere over egen livsførelse. Mon ikke de fleste af os har en rem af den hud. Dette prioriteringsspørgsmål skriver jeg mere om i indlægget At jonglere meningsfuld med livets 4000 tusind uger.

Du kunne f.eks. starte helt simpelt ud med at føre en morgenjournal over dit liv og se, hvor det bærer dig hen. 

Bevægelse med på fortrydelseslisten?

Tja, det vil jeg i al beskedenhed gerne advokere for. Bevægelse er åbenbart noget, som må have en mere sekundær betydning for et menneskeliv, hvis vi skal tro dette “hospice studie”, eller mere retfærdigvis, den rolle og funktion bevægelse pt lader til at udfylde i samfundet.

Husk på, at vi som mennesker er skabt til bevægelse. Det er også værd at notere sig, at bevægelse og det sociale oprindeligt var vævet meget mere sammen i overlevelsesmæssig forstand. I dag er vi sociale, eksempelvis når vi bevæger os i foreningslivet og i fritiden. Vi har dog også mange måder at være sociale på, der forpligter. Græsrodsarbejde, hjælpeorganisationer, bestyrelsesarbejde etc.

Men, og det er en ikke uvæsentlig pointe, vi kan trække os fra disse engagementer. I dag kan vi “trække os fra bevægelse” i stor stil, det kunne man formodentlig ikke i samme grad på savannen, grundet en kompleks afhængighed med “stammen”, det var nok slet ikke en del af spekulationen, selvom dovenskab eller andre “organisatoriske udvigemanøvrer” nok ikke er nogen moderne opfattelse isoleret set.

Jeg kan tage fejl. Jeg antager at bevægelse oprindeligt var en del af livet på godt og ondt, selvopretholdelse og livsudfoldelse i en og samme maggiterning. I dag har det mere valgets karakter. Nogen vil sige fravalget. 

Kronicitet og manglende bevægelse

Kan der være en sammenhæng. Ja, det forekommer umiddelbart nærliggende, forskning kan givetvis pege på mange korrelationer. Men det er næppe kun et enkelt spørgsmål om fravær. Bevægelse kan føre til kroniske problemer, grebet uhensigtsmæssigt an.

Mindst lige så interessevakt læser jeg en KL analyse, der fokuserer på opgørelser over kronicitet  i alderdommen, som når frem til, at antallet af ældre over 80 år med udvalgte kroniske sygdomme er mere end tredoblet siden årtusindskiftet. Analysen peger dog på flere mellemregninger rent statistisk og i forhold til enkelte sygdomme, tilmed positive eller knap så dramatiske, men formuleringen “markant stigning”, er det generelle billede jeg blot her sigter til og hæfter mig ved. 

Og det er ligeledes værd at bemærke, at kronicitet rammer mere end halvdelen af danskerne – også tidligere i livet.

Andre tal fra sundhedsdatastyrelsen peger også på stigninger i kronicitet fordelt over hele befolkningen og omtaler også at ældre særligt står for skud, samt at der kan være statistiske forhold, der er mere komplicerede i forhold til estimering og populationsmængder. En meget stor del af befolkningen, har dog mindst én kronisk tilstand at slæbe rundt på, statistisk set og med alderen er tendensen at dette øges, i følge disse tal. Og det udelukker ikke andre kronicitetsforhold, der ikke er taget højde for af andre grunde. Eller at tendensen ikke vil ændre sig i fremtiden.

Gad vide hvad bevægelse kunne have betydet for reduktionen af sådanne problematikker, og i forhold til at skabe et godt liv “i livets efterår”, uden for mange fortrydelser? Mange kan i hvert fald registrere og konstatere på egen krop at bevægelse ikke er helt så gnidningsfrit, som i yngre år. Men hvilken betydning tillægger vi det?

Det vækker gerne en del harme, når nye “tilstandsrapporter” i befolkningssundhed ser dagens lys. Muligvis fordi de udgør et spejl, som viser bagsiden af vores livsførelse, udover at der altid er kontroverser om tolkninger og udlægninger, der kan bruges til medieopblæste skræmmekampagner, politiske sværdslag osv. Vi mindes måske i en vis udtrækning om det, vi har svært ved at ændre på. Det vi godt ved gør ondt, og som er fælles nok til, at vi ikke længere bør/kan feje det yderligere ind under gulvtæppet. Vores livsstil, arbejde og samfundsindretning etc.

Men det er et stort emne, der også griber ind i sundhedsspørgsmålet, hvor der langtfra altid er enkle løsninger på spil, desværre. Og der er ikke nødvendigvis en direkte sammenhæng mellem kronicitet og bevægelsesvaner. Genetik, sociale, økonomiske forhold og meget andet influerer på tingene.

Men hvis nu vi var lidt vakse ved havelågen, kunne vi så alligevel i mange scenarier tillade os, med alle tænkelige og retfærdige forbehold for forskningsresultater, se en fornuftsbetonet og logisk sammenhæng mellem bevægelsesfravær og livsfortrydelser? Uanset hvor på listen det end måtte figurere.

Ja, det vil jeg mene. Ikke for at pege fingre, men for at åbne øjne.

Arbejdets tiltagende dilemmaer

Fraværet af bevægelse kan skyldes mange ting. Herunder til dels også arbejdet og dets tilrettelæggelse i et moderne samfund. Selvom der ikke er noget til hinder for at man typisk kan bevæge sig inden og efter arbejde for manges vedkommende.

Men det er set fra kroppens perspektiv, måske ikke det den er skabt til, men snarere det den må finde sig i. Og det kan så afstedkomme en lang diskussion om hvorvidt det nu også er hensigtsmæssigt, om vi skal indføre 4 dages arbejdsuge ud fra studier der viser “positive resultater” hermed, gøre brug af mere hjemmearbejde, ændre sundhedsordninger og alt muligt andet.

Et mere dristigt og lidt tankeprovokerende spørgsmål, lige umiddelbart, handler om hvorvidt det vi gør er vigtigt, eller rationelt, set ud fra kroppens og livsglædens perspektiv, samfundsøkonomien og andre lignende forhold. Hvorfor er mange glade for at have et arbejde, men ikke glade for selve arbejdet og hvorfor skifter så mange jobs? Hvorfor er der så meget stress på dagsordenen?

Igen, undersøgelser kan vise forskellige ting her. Men lyt til radioen og opdag at mange udsendelser vidner om at et liv på arbejdsmarkedet ikke altid er en dans på roser. For slet ikke at tale om livet udenfor.

Den store forbindelse, som i fortiden, er ikke at spore, så vidt jeg kan se.

Alle (eller måske rettere mange) kan til dels argumentere for at det de gør er “det vigtigste (eller næstvigtigste, eller særdeles vigtigt) i verden”, eller i lokalsamfundet osv., men hvor mange arbejder med deres eget paradoksalitetsbidrag, eller eftertanker på denne finurlige tematiks vegne, eller afimplementeringsmæssige overvejelser, i al respekt for den produktive ihærdighed, der er gået os i blodet, skåret over en bred redekam som samfund?

Hvor mange skuer konsekvenserne af egen arbejdsiver og indsats, har overblikket herover, når vi kigger ind i mindre indlysende arbejdsforhold?

En pølsebodsejer går vel eksempelvis ikke fri af denne komptemplation, eller en der producerer dele til el-biler? Jeg er indforstået med at det er mindre komplekst at forholde sig til en vinduespudserordning end at lede den globale grønne omstilling. Men ting er forbundet og det er svært at lodde vigtighedens dybde, er min bekymring for morgendagens arbejdsmarked. Jeg kunne her nævne bureakratiseringskritikkerne, managementfilosofierne og “profitjagten” som typiske ting, der fylder mere end overblikket.

Kan vi dæmme op for naturen?

Et belejligt eksempel mere. Når storme raser og vandstandene nær kystnære områder stiger (oversvømmelser og klimatiske forhold iberegnet), er mange pludseligt naturligt fokuseret på forsikringsmæssige forhold, kystbeskyttelse, og andre tiltag til at “dæmme op for naturen” og nogle fortryder muligvis, at de har købt i 1 række.

Det giver arbejde til andre og atter andre må måske lukke en kiosk, der lå i nærheden af vandkanten. Ting er forbundet. Og det er ufatteligt svært at være “skakverdensmester” i sådanne spørgsmål. Alligevel virker det indlysende er der er et større “oprydningsarbejde ” forude, såvel som forebyggende.

Meget kan altså påvirke vores forhold til arbejde, det er ikke kun teknologisk innovation og andre menneskeskabte forhold der svinger taktstokken. Noget kan vække klare fortrydelser, som ved et olieudslip, andet kommer helt bag på os.

Og noget vedrører også bevægelse, eller vores opfattelse heraf i den forbindelse. Men mere bredt anskuet. Hvad er arbejde i fremtiden, og hvad tæller som værdifuldt og nødvendigt arbejde, anskuet ud fra hvilke metrikker og hvem skal afgøre om dette er godt, også for krop og sind?

Det er ikke uvæsentlige spørgsmål, hvis vi skal lodde fremtidige fortrydelsespunkter til listen.

Svarene forekommer mig uklare samtidig med at andre udfordringer måske kan fremstå så “klare” som aldrig før. Behovet for at tilpasse os naturens luner, samfundsmæssige ubalancer demografisk set, balancering af skrøbelige økosystemer og landbrugsomlægning osv. også foranlediget af videnskabens rapporter samt vores nuværende viden om klimaet m.m.

Tæmme naturen eller samarbejde med naturen?

Men kan vi gøre noget ved naturkræfterne, når det kommer til stykket, eller er vi længe forbi fortrydelsesfristen, som alverdens alarmerende klimadokumentarer har bebudet? Husk på vi har talt om grænser for vækst siden 1970’eren, i hvert fald. 

Det egentlige spørgsmål, der nager mig her. Måske arbejder vi, i lyset heraf, men ikke udelukkende, for meget med noget, der ikke er så vigtigt, når det kommer til stykket. Ikke alle, ikke hele tiden, men måske noget af tiden, nogle steder. Eller som er paradoksalt i forhold til at det måske medvirker til at øge mange problemstillinger, der også i en eller anden udstrækning leder tilbage til bevægelsesfrarøvende tematikker, og i højere grad manglende bæredygtighed, voksende samfundsøkonomiske problemer og andre “grand scale” problematikker.

For hvert problem videnskaben løser, skaber den 10 nye, var der vist en der påpegede i en radioudsendelse, men jeg husker ikke, hvilken berømthed der blev citeret for at påpege det. Anyway, det er nok op til debat. Videnskaben har også løst mange problemer. Ting og fænomener er forbundet, selvom noget er uomtvisteligt. Vi har udryddet mange onder. Men vi har også skabt nye, og fremvæksten af kunstig intelligens belyser meget godt denne problemstilling.

Er den menneskelige nysgerrighed utæmmelig? og er vi ved at overskride forestillinger om “det naturlige”? Kan vi forsones med vores adfærd og samarbejde mere med naturen, fremfor at udbytte den?

Eller skal vi lære at rette mere ind i geleddet og tilpasse os livet på jorden på nye (gamle) måder i nye konfigurationer?

Fremtidens arbejde er uklart og forekommer samtidig presserende

Hvad sker der med os i fremtiden som art? Bliver vi uundværlige eller kan vi styre tøjlerne, svælge i rekreative paradiser på statsfinansieret borgerløn og have masser af tid til bevægelse? Det bliver spændende at se, hvordan vi tackler disse “magiske intelligenskræfter” vi har fået i hænderne. Nogen mener vi ikke kan fortryde, hvis vi først tager visse skridt, men nok om det for nu.

Og lad mig slå fast, de fleste vil nok som tingene er for indeværende, gerne se deres arbejde som værende meningsfulde bidrag til samfundet og vi kan drøfte og debattere hvorvidt der kan være årsager til, at det undertiden ikke er helt så enkelt og fortryde mange ting i denne sammenhæng ditto. Og mange vil også instinktivt antage, at de i hvert fald prøver at gøre hvad de kan. Jeg er ikke ude i nogen personhetz eller afmontering af arbejdsstyrkens legitimitet.

Jeg vil derfor også i al ydmyghed blot omtale diskussionen om Pseudoarbejde, som antropolog Dennis Nørmark og filosof Anders Fogh Jensen har gjort sig den (provokerende og kejserens-knap-så-nye-klæderagtige) ulejlighed at demaskere og bringe til åbent skue.

De er dog langt fra de eneste, der har forholdt sig til dette prekære emne Jeg har i hvert fald Goddag til dovenskaben: om kunsten og nødvendigheden af at lave mindst muligt på jobbet af Corinna Maier i bogreolen.

Det interessante ved denne titel er, ganske kort, at det ligefrem kan ophøjes til en strategisk kunst at gøre så lidt som muligt på jobbet. Men lad mig endelig ikke gå ned af den sti, for at skabe splid. Sådan tror jeg faktisk ikke mange der arbejder dag ud og dag ind tænker, slet ikke i disse urolige tider.

Der er nok at tage fat på. Men er det med klodens balance for øje, eller med kurs mod afgrunden og det næste klondike eventyr?

Alle i samme båd

Det er nok mere frygt for fremtidens techvinde, konstruktive betragtninger på arbejdets ud- og/eller afvikling eller omkalfatringstempoet og de menneskelige konsekvenser, der bør være i højsædet. Samt eftertanke hvad angår de mange visioner for potentielle udnyttelsesmuligheder, og hvordan vi kan “få fingrene i dem og vende dem til vores fordel”. Vi og hvem kan være så mange, da der er mange interessenter på spil. Men det påvirker nok os alle – i sidste instans.

Der er givetvis ofte en masse forbehold og omstændigheder der gør “pseudodiskussionen” betændt og skinger, men også mere og mere kompleks i lyset af, hvor vi står rent teknologisk, hvor “micromanagement af medarbejderadfærd”, kunne være et eksempel på en nuance, der kan skabe uro og konflikt, udover de ændrede arbejdsvilkår. En kilde til store potentielle fortrydelser og omkostninger, goes næsten without saying.

Jeg er dog mere interesseret i at se på det i et større perspektiv, vores samlede evolutionære proces og samfundsindretningens karakter og dennes legitimitet samt de vanskeligheder vi står med på baggrund heraf.

Allright, mit ærinde er altså ikke at pege fingre af nogen faggrupper eller erhverv. Men snarere at minde om, at der al “corporate importance” eller vælfærdsstatsmæssigt pres til trods, også findes andre sider af menneskelivet, der fortjener opmærksomhed. Som kan forvitre yderligere side om side med vores teknologiske landvindinger.

Jeg er sikker på, at de fleste danskere mener, at de knokler en vis legemsdel ud af bukserne. At de gør deres bedste, under de omstændigheder de er underlagt osv. Men mener de fleste også, at de bevæger sig med samme livsalvor, dedikation og opofrelse? At det er en væsentlig del af tilværelsen? Eller har mange følelsen af, at de har for travlt hertil eller ikke kan se meningen heri?

Hvor meget fylder bevægelse, ikke idræt, bevægelse i en meget mindre snæver forstand, for de fleste mennesker? Inklusive de tilstødende livs- og kropspraksisser, der er forbundet hermed?

Har det moderne arbejdsliv langsomt men stødt fjernet os fra bevægelse, i alvorens navn? At den må vige for andre presserende forhold? og kan det give anledning til paradoksale fortrydelser, der også kan mærkes på samfundets pengepung?

Et snigende bevægelsestyveri?

Som jeg beretter om i Hvad er naturlig bevægelse? og Bevægelsens fremtidige vilkår og muligheder, tjener mange af os dog ikke til dagen og vejen igennem bevægelse. Bevægelse, der i sidste instans er livsvital og overlevelsesbaseret. Bevægelse er et vilkår, vi lader til at have sat på vågeblus og gjort til en nødtørftig valgmulighed, hvis jeg må generalisere.

En valgmulighed, der i værste fald kan frarøve os selve valgfrihedens grundlag, når dovenskab eller komfortbaserede fravalg “lokker os” i føromtalte bevægelsesfælde.

Bevægelsesfælden, og i bredere forstand sundhedens problemstillinger kommer snigende ind på os, som en røver i Kardemommeby, med maske og hele pivtøjet. Eller falder som en brat og nådesløs dom, via uheld osv. Entydighed hermed udelukket.

…og, for at blive i tyverimetaforen, når tyven kommer, rydder tyven da hele (bevægelses)bulen, hvis vi ellers lader den få tid nok? Angiveligt blandt andet fordi vi har for travlt med at have travlt – med andre (vigtige og eventuelt knap så vigtige) ting, som jeg har forsøgt at nuancere lidt ovenfor.

Her kan vi ane et muligt grundlag for fortrydelsen til trods for, at vi er glade for og måske stolte over alverdens kulturskabte og teknologiske, videnskabelige, herunder især lægevidenskabelige fremskridt, der gør, at vi ikke behøver at overleve (udelukkende) gennem bevægelse.

Når vi udhuler bevægelse, ved at fokusere på andre ting, herunder hvordan vi undgår bevægelse, gennem sindrige innovationer, er det da så sært at kroniciteten stiger i samfundet?

En stor fortrydelse kan bestå i ikke at indse denne sammenhæng, at hele modellen halter eller meget af den. Idealløsninger må vi kigge længe efter. Lappeløsninger kan vi blive tvunget til, så længe vi ikke har fat om nældens rod eller rødder.

De mange fremskridt, der er os tilkommet, er i mange sammenhænge forbundet med modhager, som førnævnte kronicitetsanalyser og sundhedsopgørelser muligvis også (indirekte) indikerer. Det slider tilsyneladende på krop og sjæl at være menneske, uanset hvordan vi rammesætter det og hvordan vi arbejder og lever. Men noget må være mindre slidsomt end andet, og her kan der opstå store misforståelser. Afskærmning fra bevægelse og (for) ensidig fokus på sygdomsbekæmpelse er ikke resiliensfremmende i alle henseender.

Denne humle skal sandsynligvis også ses i forlængelse af mere subtile artstræk, der har det med at underminere os i kraft af vores iboende hang til tryghed og komfort. Hvilket er en helt anden snak.

Komfortens subtile underlag

Selvom livet lige for øjeblikket med flere krige, klimatumult og alverdens andre problemer så sandelig kan kalde på panik, før lukketid urgency og alvorssnak, ikke mindst på sociale medier, eller på baggrund af valid forskning i hobetal, så er mange ting ikke nødvendigvis så dramatiske i det enkelte menneskes liv. Forstået på flere måder og med plads til uoverenstemmelser.

Måske er “jungletrommerne” faktisk med til at fremme passiviseringstendenser, at verden “er af lave”. Det er en diskussion i sig selv. Vi udmattes måske af handlingslammelse overfor “større magter”. Men, og det er et men med forbehold, nogle gange er vi også træge til eller mindre glade ved at komme ud af komfortzonen. Det kan en stormflod også minde os om, tragikken for sig og medfølele for dem der har lidt store tab i den forbindelse. 

Faremomentet er skrækindjagende i de klimatiske katastrofeeksempler, der bliver flere og flere af, men rummer også værdifulde elementer i sig. Herunder muligheden for at vi kan udvikle os. Når hverdagen kører, kan vi glemme dette. Her kan vi “stagnere under komfort” , eller elske den for højt og trygheden ditto osv.

Det enkle er tilsyneladende også nemmere. Bøvl er bøvlet. Man kan pådrage sig en skade. Pas på.

Men komfortindretningen rummer en (passiviserende) tilbøjelighed, som faktisk kan anses for at være en central, medvirkende kilde til, at vi kan blive syge. Ikke mindst fordi forfaldsprocesser i mange henseender har det med også at være gradvise og ikke presserende. Ikke alle onder dumper ned fra himlen som kæmpehagl. 

Det er svært at fortryde det, vi ikke kan se på kort afstand. Det, som i bakspejlet kan vise sig at være aldeles alvorligt. Vi er kun mennesker, og vi lever i en sårbar verden, hvor vi forhåbentligt er ved at indse, at alt er forbundet. Mig alene vide, er næppe en modefilosofi, man kommer langt med.

Hvordan vi skal forholde os til individualisering og solidaritet i den forbindelse, er et stort spørgsmål. Egoet er vi ikke sluppet af med. Men er vi forbundne som egoer, er vi bevidste om hvad der binder os sammen? Eller er det en af de ting vi har mistet eller er ved at miste sansen for?

Fortrydelse og livsforebyggelse

Jeg agter kun her i min beskedne andedam, at tale bevægelsens sag, i erkendelse af at tingene er meget mere indviklede og rækker langt ud over bevægelse, men dog for at påpege dens mange potentialer, der kan lede os ud af nogle af komfortens misforståelser, og måske ind i mere livsudfoldelse, startende i det små og voksende derudfra. Også i “fortællende reboot” med henblik på socialt fællesskab og tilhørsforhold, der ikke kræver medlemsskab, men tilknytning af mere vital og livsunderstøttende karakter.

Nogle vil ryste på hovedet og spille naivitetskortet. Jesper, der er for meget dødvægt og andre ildebrande, vi kan ikke fortryde, at vi ikke har det forhold til bevægelse, du drømmer om. Vi må se realiteterne i øjnene.

Spørgsmålet er så, hvor de bærer os hen og om ikke de er forbundet med naturundertvingelse, frarøvelse af bevægelse og flere udgifter?

Andetsteds på jesperabild.dk gør jeg mig en række refleksioner og konstruktive bud på, hvordan du kan undgå at havne i en decideret bevægelsesfælde. Sådan lidt mere nede på jorden.

I det hele taget anbefaler jeg med afsæt i righoldig erfaring, at vi alle anlægger et meget mere forebyggende perspektiv på vores livsførelse, end tilfældet er, i mange tilfælde. Som i aaaalt for mange tilfælde, rent statistisk i hvert fald. Og et bredere syn på bevægelse i øvrigt. Bevægelse kan mere end holde dig i form og forebygge kroniske problemer. Bevægelse binder mange ting sammen og kan forløse visse andre ting også.

Her vender jeg tilbage til det med livsfortrydelserne for at kunne slutte ringen i dette indlæg. 

Fortrydelser i forhold til bevægelse, giver det mening at tale om noget sådan, in retrospekt? I det flyvende cockpits tilbageblik, med eller uden hospicenotater ved sin side?

Ja, for dælen. Kig dig omkring. Tag på et all inclusive resort og du vil få bevægelsesindskrænkninger på hornhinden fra daggry til solnedgang. Du kan også bare gå i Netto eller hænge ud i venteværelset hos den lokale fysioterapiklinik. Væsentligt billigere end horrorfilm i biografen. Beklager min hang til det makabre.

Ikke at kunne bevæge sig er tab af frihed i mere end én forstand. Det vil du kunne høre af beretninger fra folk, der desværre sidder solidt forankret i bevægelsesfælden og drømmer om (nogen tør ikke drømme længere, de føler det er for sent) at undfly dette helvede.

Det starter med at vi uddanner mennesker i bevægelsens betydning i tilværelsen. Det er ikke motionsvejledning og idrætsdiplomer vi mangler, det er indsigt i hvad bevægelse handler om, hvordan den sætter sig igennem og kan indvirke på krop og sind – og samfund. At liv og bevægelse er vævet sammen.

Hverdag og bevægelse – vævet sammen

Igen, beklager min uforskammethed og morbiditet, men jeg vil virkelig gerne understrege alvoren i mit ærinde. Det er ikke Djurs Sommerland, jeg reklamerer for her. Det er livet selv.

“Its coming”, hvad kommer? Den manglende evne til at bevæge sig. Ikke i dag, ikke i morgen, men langsomt og sikkert som røverne i Kardemommeby, de andre scenarier fraregnet.

Tiden læger ikke alle sår. Snarere tværtimod. Det handler derfor i høj grad om ansvarlighed og indsigt.

Herunder livsforebyggende indsigt.

Et eksempel på, hvordan hverdag og bevægelse kan være vævet sammen på en livsforebyggende måde, er at hvile i et dybt squat. Her bliver bevægelse ikke reduceret til et “træningsregime” 3 gange om ugen, men derimod en løbende aktivitet gennem hele dagen.

Det er et eksempel på effekten af en langsommelig, vedvarende næringsmodel, som i første omgang kan være en vej ud af en bevægelsesfælde. Men samtidig også en livsforebyggende vane, der gør, at du undgår at havne i en fortrydelsesfælde:

Den konstruktive agenda

Aner vi her en konstruktiv agenda, Jesper? Well, ja, det vil jeg da håbe. Hvis vi – og du – tør omfavne den. Og nej, det redder ikke klimaet. Men mindre kan også have en berettigelse. 

Fortrydelsesmotivet skulle gerne være med til at ægge til mere nysgerrighed omkring bevægelse. Ikke mindst bevægelsesdiversitet, men også mere naturlig bevægelse og for den sags skyld hele bevægelsens basis. 

Langt mere end at blive skræmt til bevægelse, blot fordi der indlysende vil være fysiske skavanker, der kan give anledning til alverdens dagligdags lidelser og fortrydelser på én og samme tid. Det handler om at se bevægelse i det samlede livs perspektiv.

Vi må også acceptere aldringsprocessens uomgængelige karakter og det forhold, at smerte er en naturlig del af livet. Det smertefrie liv findes ikke, heller ikke i Rødovre.

Nogle ting er essentielle at forstå og at lære på afgørende tidspunkter, idet udgangspunkter har det med at forvitre, forværres og forringes som tiden går. 

Du kan faktisk starte for sent. Til trods for mange forsikringer og forskning, der vil opmuntre dig om visdommen i det modsatte. Livet har det med i mangt og meget at modbevise sådanne positiver.

Det er godt med bøvl og møje, men det bliver møj mere svært, jo mere af tiden, du tilbringer i ventesalen. Så er det sagt, al genetisk overlegenhed, social status, relationer og livsresiliens i øvrigt forbigået.

Pointen er, at rettidig omhu er mere end et gudsbenådet (og berygtet) livsslogan, der har haft sin primære sejrsgang på Esplanaden i København, hos “Hr. Møller”.

Se at få kroppen i gang, så du får gjort mine utrættelige formaninger til skamme. Intet vil i øvrigt gøre mig gladere.

Der er nok af andre onder i verden, der er sværere at tage fat på.

Strategisk bevægelsesepilog

Nogle gange kan det være gavnligt at bøje en rusten jernstang i gul neon, og i den ånd er her et par rød-hvide redningskranse, inden vi drukner i Barentshavets kolde mørke:

• Kom i gang er vigtige end med hvad
• Overvej at starte med at hele din ryg med bevægelse
• Lad være med gøre det samme og forvente nye resultater – bevægelsesdiversitet er et udgangspunkt, der giver mening
• Kropsøvelser er ikke noget syvende vidunder, men en broget samling af øvelser, der ikke er direkte uigennemtænkte, og som sagtens kan danne et trinbræt, inden du drager på andre og mere velovervejede bevægelsestogter, hvor bevægelse er mere integreret og helkropsligt forankret
• Hold hus med de daglige eller i hvert fald hyppige kropspraksisser, for at holde dig selv på rette køl
• Bevæg dig sammen med andre, ikke kun dig selv – den er straks sværere, hvis man ikke ønsker et medlemsskab, men det er helt fint også at være medlem i en idræts- eller anden forening
• Følg med på jesperabild.dk’s blog, så du forstår (og erfarer), hvor vigtig bevægelse er for den menneskelige tilværelse i alle dens facetter

Ovenstående er skrevet i håb om, at du ikke behøver at tilføje bevægelse til listen over livsfortrydelser. Bare du kommer i gang, er du godt på vej et bedre sted hen end fortrydelsernes kirke(for)gård.

Bevægelse kan lære dig at navigere bedre og igennem livets mange farer. 

Med kirkelig afrunding – amen. 
Indlægget her er opdateret 26.10.2023 med flere nuancer og lidt friere spekulationer.