De største livsfortrydelser – men hvad med bevægelse?

En  aften læser jeg lidt sporadisk og uengageret i Morten Albæks bog Ét liv, én tid, ét menneske: hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt liv.

Pludselig vækkes min fulde interesse til live, da Albæk begynder at omtale en episode, hvor han i et fly på vej fra Portland, Oregon til New York læser i et lille stykke “semi-videnskabelig” litteratur. 

Det var efter sigende et afgørende øjeblik for ham som leder. Men det skal jeg ikke spinde yderligere guld på min rok over. På den anden side medgiver jeg, at det kunne være en velvalgt dramatisk omkalfatring at søsætte dette indlæg med, ikke desto mindre. 

Afgørende livsøjeblikke er værd at se nærmere efter i sømmene. Ikke mindst, hvis bevægelse kunne være en del af (livs)ligningen.

Jeg er som udgangspunkt ikke immun overfor åbenbaringer. Men jeg foretrækker gradvise vanebrud, det lange seje træk, hvor eftertanken kan nå at følge trop. Og kroppens væv, nervesystem und so weiter.

Dette indlæg prøver at rykke eftertanker længere frem på brættet, før end flere af os ender i bevægelsesfælden, hvor der pludselig kan vise sig at være alt for meget tid til om- såvel som eftertanke.

Det skal derfor her handle om den forkætrede “rettidige bevægelsesomhu”.

5 fundamentale livsfortrydelser

Allerførst tilbage i flyveren med Morten Albæk.

Albæk beretter om en australsk hospicesygeplejer, der over en årrække havde dokumenteret sine samtaler med en række patienter, som alle havde det til fælles, at de havde døden nært forestående. Der var tale om mennesker på tværs af alle mulige skel – økonomi, seksualitet, etnicitet, sociale skel etc. Diversitet så det batter.

Alle havde de 5 fortrydelser af fundamental karakter i forhold til den måde, de havde levet deres liv på. Og nu gør det sikkert ondt at læse videre. Men prøv: 

1. Fortrydelsen over ikke at have holdt kontakten til deres venner
2. Fortrydelsen over ikke at have tilladt sig selv at være mere lykkelige
3. Fortrydelsen over ikke at have haft modet til at udtrykke deres følelser mere
4. Fortrydelsen over ikke at have levet deres liv mere ud fra deres egne præmisser, og mindre ud fra hvad andre forventede af dem
5. Fortrydelsen over at have tilbragt så meget af deres liv på at arbejde

Det var det sidste punkt, der ramte Morten Albæk, som leder. Derfor beslutter han sig for den ambitiøse mission at stræbe efter at sikre, at intet menneske, der arbejder under hans ledelse, skal se tilbage på den tid som værende en kilde til fortrydelse. Talking about pressure.

Du kan selv læse mere i bogen om, hvordan han har tænkt sig at gribe den mission an.

The missing link – bevægelse?

Det, der i endnu højere grad fangede min opmærksomhed, var fraværet af bevægelse. Der var ingen, der fortrød, at de ikke havde bevæget sig noget mere.

Kunne bevægelse være en afgørende brik i livets puslespil? Muligvis endda et link, der kæder flere eller andre livsfortrydelser sammen? 

Jeg kan sagtens se det yderst visdomsfulde, hudløst ærlige og rørende, for ikke at sige skræmmende indlysende ved disse fortrydelser. Og hvis ikke vi får sandheden fortalt på et hospice, hvor ville den da ellers indfinde sig?

Mange af os kunne godt bruge disse erkendelser og livserfaringer til at sadle lidt om. Eller i det mindste til at re-prioritere, eller i det allermindste til at reflektere over egen livsførelse. Mon ikke de fleste af os har en rem af den hud.

Du kunne f.eks. starte ud med at føre en morgenjournal og se, hvor det bærer dig hen. 

Bevægelse med på fortrydelseslisten?

Tja, det vil jeg i al beskedenhed gerne advokere for. Bevægelse er åbenbart noget, som må have en mere sekundær betydning for et menneskeliv? Hvis vi skal tro dette “hospice studie”.

Husk på, at vi som mennesker er skabt til bevægelse. Det er også værd at notere sig, at bevægelse og det sociale oprindeligt var vævet meget mere sammen i overlevelsesmæssig forstand. I dag er vi sociale, eksempelvis når vi bevæger os i foreningslivet og i fritiden. Vi har dog også mange måder at være sociale på, der forpligter. Græsrodsarbejde, hjælpeorganisationer, bestyrelsesarbejde etc. Men, vi kan trække os fra disse engagementer.

Mindst lige så interessevakt læser jeg en officiel opgørelse over befolkningstilstanden i alderdommen, som afslører, at antallet af ældre over 80 år med kroniske sygdomme er mere end tredoblet siden årtusindskiftet. Og det er værd at bemærke, at kronicitet rammer mere end halvdelen af danskerne – også tidligere i livet. Hvor vi har mindst én kronisk tilstand at slæbe rundt på.

Det vækker gerne en del harme, når nye “tilstandsrapporter” i befolkningssundhed ser dagens lys. Fordi de udgør et spejl, som viser bagsiden af vores livsførelse – hænger vores beskidte vaskeklude til tørre. Vi mindes om det, vi har svært ved at ændre på. Det vi godt ved gør ondt, og som er fælles nok til, at vi ikke længere bør feje det yderligere ind under gulvtæppet.

Hvis nu vi var lidt vakse ved havelågen, kunne vi så tillade os at se en fornuftsbetonet sammenhæng mellem bevægelsesfravær og livsfortrydelser? Uanset hvor på listen det end måtte figurere.

Ja, det vil jeg mene. 

Travlt med at have travlt?

Måske arbejder vi for meget med noget, der ikke er så vigtigt, når det kommer til stykket. Ikke alle, ikke hele tiden, men måske noget af tiden, nogle steder.

Jeg skal nok i al ydmyghed forbigå diskussionen om Pseudoarbejde, som antropolog Dennis Nørmark og filosof Anders Fogh Jensen har gjort sig den (provokerende og kejserens-knap-så-nye-klæderagtige) ulejlighed at demaskere og bringe til åbent skue.

De er nemlig langt fra de eneste, der har padlet rundt i disse yderst oprørte vande. Jeg har i hvert fald Goddag til dovenskaben: om kunsten og nødvendigheden af at lave mindst muligt på jobbet af Corinna Maier i bogreolen.

Det interessante ved denne titel er, at det ligefrem kan ophøjes til en strategisk kunst at gøre så lidt som muligt på jobbet. Og sådan kunne jeg givetvis hente flere hjemmelsmænd frem på feltlazarettet, skulle der være behov herfor. 

Allright, nu er mit ærinde imidlertid ikke at pege fingre af nogen faggrupper eller erhverv. Men snarere at minde om, at der al “corporate importance” til trods også findes en anden side af menneskelivet, der fortjener opmærksomhed.

Jeg er sikker på, at de fleste danskere mener, at de knokler en vis legemsdel ud af bukserne. At de gør deres bedste, under de omstændigheder de er underlagt osv. Men mener de fleste også, at de bevæger sig med samme livsalvor, dedikation og opofrelse? At de har lige så travlt med at bevæge sig? Eller har mange følelsen af, at de har for travlt hertil?

Et snigende bevægelsestyveri

Som jeg beretter om i Hvad er naturlig bevægelse? og Bevægelsens fremtidige vilkår og muligheder, tjener mange af os dog ikke til dagen og vejen igennem bevægelse. Bevægelse, der i sidste instans er livsvital og overlevelsesbaseret. Bevægelse er et vilkår, vi lader til at have sat på vågeblus og gjort til en nødtørftig valgmulighed, hvis jeg må generalisere.

En valgmulighed, der i værste fald kan frarøve os selve valgfrihedens grundlag, når dovenskab eller fravalg “lokker os” i føromtalte bevægelsesfælde.

Bevægelsesfælden kommer snigende ind på os, som en røver i Kardemommeby, med maske og hele pivtøjet.

…og tyven rydder gerne hele (bevægelses)bulen, hvis vi ellers lader den få tid nok. Angiveligt blandt andet fordi vi har for travlt med at have travlt – med andre (vigtige og knap så vigtige) ting.

Her kan vi ane fortrydelsen til trods for, at vi er glade for og måske stolte over alverdens kulturskabte og teknologiske fremskridt, der gør, at vi ikke behøver at overleve gennem bevægelse.

Meeen, det er fremskridt, der er os tilkommet med modhager, som førnævnte rapporter indikerer. Men også i forlængelse af mere subtile artstræk, der har det med at underminere os i kraft af vores iboende hang til tryghed og komfort.

En tilbøjelighed, som faktisk kan anses for at være en central, medvirkende kilde til, at vi kan blive syge. Ikke mindst fordi forfaldsprocesser i mange henseender har det med også at være gradvise og ikke presserende.  

Det er svært at fortryde det, vi ikke kan se på kort afstand. Det, som i bakspejlet kan vise sig at være aldeles alvorligt.

Fortrydelse og livsforebyggelse

Andetsteds på jesperabild.dk gør jeg mig en række refleksioner og konstruktive bud på, hvordan du kan undgå at have i en decideret bevægelsesfælde.

I det hele taget anbefaler jeg med afsæt i righoldig erfaring, at vi alle anlægger et meget mere forebyggende perspektiv på vores livsførelse, end tilfældet er, i mange tilfælde. Som i aaaalt for mange tilfælde, rent statistisk i hvert fald.

Her vender jeg tilbage til det med livsfortrydelserne for at kunne slutte ringen i dette indlæg. 

Fortrydelser i forhold til bevægelse, giver det mening at tale om noget sådan, in retrospekt? I det flyvende cockpits tilbageblik, med eller uden hospicenotater ved sin side?

Ja, for dælen. Kig dig omkring. Tag på et all inclusive resort og du vil få bevægelsesindskrænkninger på hornhinden fra daggry til solnedgang. Du kan også bare gå i Netto eller hænge ud i venteværelset hos den lokale fysioterapiklinik. Væsentligt billigere end horrorfilm i biografen. Beklager min hang til det makabre.

Ikke at kunne bevæge sig er tab af frihed i mere end én forstand. Det vil du kunne høre af beretninger fra folk, der desværre sidder solidt forankret i bevægelsesfælden og drømmer om (nogen tør ikke drømme længere, de føler det er for sent) at undfly dette helvede.

Hverdag og bevægelse – vævet sammen

Igen, beklager min uforskammethed og morbiditet, men jeg vil virkelig gerne understrege alvoren i mit ærinde. Det er ikke Djurs Sommerland, jeg reklamerer for her. Det er livet selv.

“Its coming”, hvad kommer? Den manglende evne til at bevæge sig. Ikke i dag, ikke i morgen, men langsomt og sikkert som røverne i Kardemommeby.

Tiden læger ikke alle sår. Snarere tværtimod. Det handler derfor i høj grad om ansvarlighed og indsigt.

Herunder livsforebyggende indsigt.

Et eksempel på, hvordan hverdag og bevægelse kan være vævet sammen på en livsforebyggende måde, er at hvile i en dyb squat. Her bliver bevægelse ikke reduceret til et “træningsregime” 3 gange om ugen, men derimod en løbende aktivitet gennem hele dagen.

Det er et eksempel på effekten af en langsommelig, vedvarende model, som i første omgang kan være en vej ud af en bevægelsesfælde. Men samtidig også en livsforebyggende vane, der gør, at du undgår at havne i en fortrydelsesfælde:

Den konstruktive agenda

Aner vi her en konstruktiv agenda, Jesper? Well, ja, det vil jeg da håbe. Hvis vi – og du – tør omfavne den. 

Fortrydelsesmotivet skulle gerne være med til at ægge til mere nysgerrighed omkring bevægelse. Ikke mindst bevægelsesdiversitet, men også mere naturlig bevægelse og for den sags skyld hele bevægelsens basis.

Langt mere end at blive skræmt til bevægelse, blot fordi der indlysende vil være fysiske skavanker, der kan give anledning til alverdens dagligdags lidelser og fortrydelser på én og samme tid. Det handler om at se bevægelse i det samlede livs perspektiv. 

Vi må også acceptere aldringsprocessens uomgængelige karakter og det forhold, at smerte er en naturlig del af livet. Det smertefrie liv findes ikke, heller ikke i Rødovre.

Nogle ting er essentielle at forstå og at lære på afgørende tidspunkter, idet udgangspunkter har det med at forvitre, forværres og forringes som tiden går.

Du kan faktisk starte for sent. Til trods for mange forsikringer og forskning, der vil opmuntre dig om visdommen i det modsatte. Livet har det med i mangt og meget at modbevise sådanne positiver.

Det er godt med bøvl og møje, men det bliver møj mere svært, jo mere af tiden, du tilbringer i ventesalen. Så er det sagt, al genetisk overlegenhed, social status, relationer og livsresiliens i øvrigt forbigået.

Pointen er, at rettidig omhu er mere end et gudsbenådet (og berygtet) livsslogan, der har haft sin primære sejrsgang på Esplanaden i København, hos “Hr. Møller”.

Se at få kroppen i gang, så du får gjort mine utrættelige formaninger til skamme. Intet vil i øvrigt gøre mig gladere.

Strategisk bevægelsesepilog

Nogle gange kan det være gavnligt at bøje en rusten jernstang i gul neon, og i den ånd er her et par rød-hvide redningskranse, inden vi drukner i Barentshavets kolde mørke:

• Kom i gang er vigtige end med hvad
• Overvej at starte med at hele din ryg med bevægelse
• Lad være med gøre det samme og forvente nye resultater – bevægelsesdiversitet er et udgangspunkt, der giver mening
• Kropsøvelser er ikke noget syvende vidunder, men en broget samling af øvelser, der ikke er direkte uigennemtænkte, og som sagtens kan danne et trinbræt, inden du drager på andre og mere velovervejede bevægelsestogter, hvor bevægelse er mere integreret og helkropsligt forankret
• Hold hus med de daglige eller i hvert fald hyppige kropspraksisser, for at holde dig selv på rette køl
• Følg med på jesperabild.dk’s blog, så du forstår (og erfarer), hvor vigtig bevægelse er for den menneskelige tilværelse

Ovenstående er skrevet i håb om, at du ikke behøver at tilføje bevægelse til liste over livsfortrydelser. Bare du kommer i gang, er du godt på vej et bedre sted hen end fortrydelsernes kirke(for)gård.

Med kirkelig afrunding – amen.