Mind-wandering – et stejftog i tankevandringens landskab og det slentrende sind

Jeg har i de forrige indlæg forsøgt at stille skarpt på legens betydning i tilværelsen. I dette indlæg undersøger jeg fænoment tankevandring, eller på engelsk mind-wandering.

Lad mig prøve at indkredse, hvorfor i alverden dette fænomen kan være relevant. Sagen er, at jeg ser et mellemværende mellem kreativitet og udvikling af mennesker, som går via tankevandringen.

Leg er en yderst udviklende og direkte måde at lære om, hvordan du kan begå dig i verden og lære dig selv og andre bedre at kende. 

Legen er i min optik en direkte kilde til kreativitet og ægte nybrud i verden. Men hvad med hjernens egne uransagelige veje?

Vi nærer mange illusioner om, hvordan vi skal forholde os til tid, produktivitet og livets formål. Nogle af vores vaneforestillinger om effektivitet kunne måske trænge til en revurdering, et “10.000 km eftersyn”.

Disse produktivitets- og tidsparadokser har Oliver Burkeman og Peter Attia ført en længere og spændende samtale om.

Spørgsmålet er, om der også kan være en forbindelse mellem vores produktivitet, kreativitet osv. og andre fokuseringsformer, som eksempelvis tankevandring. 

Vi kører nogle gange på repeat og autopilot. Andre gange er vi meget på og nærværende. Vi er vanevæsner. Men vi er også væsner, der skifter ind og ud af hjerneprocesser for at kunne være, eksistere og overleve, håndtere forventninger m.m.

At blive mere dus med hjernens måde at lære på og håndtere skifte mellem fokus i tid er værdifuldt. At kunne administrere og prioritere vores sindssysler, det er det, jeg gerne vil blive klogere på.

Det er god mental hygiejne, og derfor har jeg også snedkereret en decideret kropspraksis til dette indlæg – Tankevandring – en flersporet sti til kreativitet. Her bliver forslag til praktikken udfoldet mere direkte. 

Fokusforhippelse og distraktionsrabalder

Den sædvanlige smøre. Vi lever i en meget omskiftelig, urolig og måske også mudret tid, hvor vi oplever, at der sker mange forandringer omkring os. Forandringer vi er vidne til via teknologiens allestedsnærværelse osv. Og senest med kunstig intelligens, som den store joker, der sparker gang i megen debat. Forandringer der kan virke, som om de river gårsdagens visdom op med rode. Det kan være sin sag at hænge på digitaliseringstoget – i går reklamekonsulent, i dag (måske) ikke længere reklamekonsulent.

Disse brud og opløsningsstendenser er måske også direkte med til at forvirre det enkelte menneske. Hvad skal jeg holde mit arbejdsfokus på, når fremtiden er så uklar og i nogens øjne usikker og faretruende? Og der samtidig er en masse nye muligheder, og sideløbende hermed en hel industri, der spreder underlødig eller stærkt urovækkende information gennem sindrige algoritmiske logikker og medieplatforme.

Det skriver jeg frustreret og forhåbentlig ikke alt for unuanceret om i indlægget Det stjålne fokus.

Modspil fra andre sider

Men måske er der netop noget med vores fokusering, der trænger til at blive mødt med mere modspil fra andre måder at være i verden på, herunder andre tænkemåder? Der kan føre til andre prioriteter. Måske har vi undertiden brug for at prioritere anderledes, eller at lade hjernen samle sine indtryk gennem en række finurlige processer, der kan kaldes for tankevandring.

En vigtig tankeproces, der eventuelt trues af ikke bare det, der i “gamle dage” hed “information overload”. Men også de evindeligt knopskydende krav om at fastholde et stadigt skarpere fokus for at følge med de mange ny teknologiske forandringer og lodde værdien af disse. Finde ud af hvordan vi skal positionere os og gennemskue, hvordan det påvirker vores arbejdsprocesser og organisatoriske forhold.

Skal vi starte endnu en YouTube kanal, eller er vores brugere stadigvæk på Instagram?

Tingene stiger i kompleksitet og vi forsøger at hænge på og finde mening i det, så godt vi kan. At bestille en flybilllet i dagens verden er en noget mere “kriminalistisk detektivopgave”, end da jeg var dreng. Og hvis vi tager de efterfølgede mailsløjfer med i ligningen, er det imponerende, hvor mange ting vi skal forholde os til. Når vi ganger det op med alle de andre ting, vi er involveret i, forstår du sikkert mine betænkeligheder.

Hvordan påvirker det mit fokus og overblik?

Travlhed og omsættelighed

Bliver vi virkelig mere effektive og nyttige i den verden? Eller får vi mere og mere travlt med at løbe spidsrod mellem ansøgninger, aftalekoordineringer, kæmpe os igennem workflows, tjekke intranet og vente i telefonkøer, undslippe alverdens svindelfortagender, og hvad der nu kan stables på benene af moderne udfordringer på den daglige forhindringssavanne. 

Af samme årsag frygter jeg oprigtigt for de gældende vilkår, under hvilken en sådan “værenstilstand” eller rettere bevidsthedstilstand som tankevandring, klarer sig. Hvordan mon den kan finde berettiget plads til at udfolde sig på?

For hvornår er vi ikke omringet af skærmsysler og den måde, vi fokuserer på med disse?

Det er stærkt kritisabelt, hvis vi bilder os ind, at det er illegitimt at lade tanker strejfe omkring i, hvad nogle måske spydigt vil karikere som romantisk drømmende formålsløshed. Billigt, uproduktivt og verdensfjernt dagdrømmeri.

Ud af det såkaldte formålsløse, det henkastede tankeblik, kan nemlig vokse ny næring til mere meningsfulde, værdifulde, kreative tanker og indsigter samt handlinger. Men det kræver, at vi undersøger det, vi taler om. Ikke dømmer ting ude, vi ikke umiddelbart har indsigt i eller ser værdi i.

I en højhastighedsbåren informations- og lovligt alarmerende nyhedsstrøm, hvor sendeflader ryddes af flere gange daglige “breaking news”, hvor finder sindet da hvile til at gå sine egne veje? Også med henblik på at vende tilbage og være mere produktive og alt det andet, vi bilder os ind, at vi er verdensmestre i og skal være – endnu bedre til?

Forsøg med indføring i mind-wandering

Du præsenteres her for mine strøtanker om mind-wandering – tankevandring. Helliget begyndere og andre oprigtigt nysgerrige læsere, der velvilligt bakker op om dette løjerlige mentale sporskifte i produktivitetens inderspor. Der i øvrigt slet ikke behøver at reduceres til en lakaj for produktivitet. 

Mind-wandering har valør i sig selv. Det er en genuin “praksis”, der ikke (med nødvendighed) bør lægges låg på i alle henseender. Men som angiveligt kan forudsætte en gødningsproces og en kontekst at udfolde sig i, der kan booste dens iboende potentiale, og som kan kræve, at der slukkes på en knap eller to andre steder. Hvilket er meget vigtigt at fokusere på, tænker jeg. De gode rammer og betingelser. Så kan vi nok altid drøfte, hvor bevidste vi er om at praktisere det, og hvor værdifuldt, foretagendet er.

I første omgang handler det måske hos mange om at rydde tankebuskadset for ufrugtbare, forurenende og forskruede, tiltagende angstprovokerende tanker, og i det hele taget, assisteret af stilhed, at give plads til tankevækst. Skal vi sige af en mere frugtsommelig og økologisk art. Organiske, vitaminholdige tanker, der ikke er moset sammen og presset ud af diverse medieoutlets, eller påduttes os af alverdens profeter og selvbestaltede eller garvede rådgivere.

Er der således tale om en “mission impossible”? At skabe og gøde pladsen for dine egne “originale” tanker. Jeg ved godt, Sam Harris har aflyst den frie vilje, men han har ikke benægtet, at tanker bare kommer og går, så vidt jeg forstår ham:

Om det så vitterligt er dine tanker, vil jeg overlade til sagkundskaben – neurovidenskaben og filosofien med flere at mundhugges om.

Og ja, selvfølgelig er der da masser af originale tanker, der tænkes hver dag under de givne samfundsforhold. Men der er også mange nyheder og meningstilkendegivelser, der giver befolkningen indtryk af, at ikke alt virker lige gennemtænkt. Eller at kaos råder i stort og småt, og at vi er på randen af kollaps. 

Det er tankevækkende i sig selv.

En forudsætning for at tænke og handle sig frem i en bedre verden, kan det ikke også indbefatte mere langsomme tankeprocesser? Skal al innovation foregå efter SCRUM-principper og leanmetoder og hvad det alt sammen nu hedder?

Tankeflugt – et forsimplet syn på sagen

Jeg mindes (særdeles rudimentært) min egen skoletid, hvor jeg erindrer muligivs at kunne sidde og køre en blyant rundt i den samme cirkel indtil min lærer blev vanvittig og kraftigt opfordrede mig til at “komme videre med en mere fokuseret opmærksomhed” i matematiktimen.

Men måske var jeg allerede i færd med noget vigtigt – noget der blev underkendt?

Noget der handlede om mere end usanktioneret dagdrømmeri og kedsomhed, rumination og lodret ansvarsforflygtigelse. Ikke at disse ikke også kunne være meddelagtige i min mentale fraværelse og distraktion. Lad os, in retrospekt, ikke lege udelukkelsesleg, men se efter nuancer. Alt andet er juridisk uholdbart sofisteri og dydsforherligende egopolering. 

Bottom line. Jeg ser denne “tankeflugtspraksis” som andet og mere end en flugt fra noget ubehageligt. Jeg ser det som en flerfoldig praksis, der principielt kan indgå som et (kalibrerende) led i andre kropraksisser. Muligvis som erklæret strategisk formål, eller som en mere utilsigtet eller ubevidst følgeeffekt.

En praksis, der kan have primær eller sekundær betydning i visse scenarier. En tilstand, der kan indgå under en praksis som middagsluren, altså et mindre hvil midt på dagen, eller under andre forhold, men som ikke er synonym hermed. 

At gå langs stranden eller andre steder i naturen er måske en af de mest oplagte livspraksisser, jeg intuitivt forbinder med muligheden for mind-wandering. Eller det at lade tankerne løbe på en mere fri og associerende facon.

Tankevandring er på spil, hvis du har prøvet at sidde og kigge ud af vinduet derhjemme. Eller mere sandsynligt aktiverende, på en togtur. Eller når du har mistet pusten foran computerskærmen på kontoret, ligger og nyder solen ved stranden, eller stirrer op i loftet efter en nulstillende vinterbadning.

Tankevandring er med os hele tiden, og det er ikke engang løgn.

Meget af vores tid går med tankerejser

I bogen Se frem: fra opløsningstid til oplysningstid skriver Tor Nørretranders i kapitlet “slentrende sind” om denne løjerlige tilstand, vi mennesker ikke kan være foruden. Lad os opholde os lidt ved hans opkvalificering, inden jeg går dybere ind i sagen.

Han lægger ud med at fastslå, at de seneste mange års forskning, i hvert fald de sidste 10 års forskning, er noget frem til, at vi har ret så travlt med at tænke på noget andet end det, vi foretager os. Ikke ligefrem en indrømmelse, vi ønsker at triumfere med overfor ledelsen, vel?

Men det er en misforståelse. Der er ingen grund til at gemme på sandheden, hvis det viser sig, at vi faktisk allesammen er på afveje, mere end at vi har næsen i sporet og er evigt fokuseret:

“Undersøgelser viser, at vi tænker på noget andet end det vi foretager os 47% af tiden. Knap halvdelen af tiden er vi “væk”, vi dagdrømmer, husker tilbage, tænker frem, er et andet sted, glemmer os selv og situationen.” (Se frem…, s. 100)

Vi skammer os altså over noget, vi er indrettet til. Aldeles meningsløst. Med mindre vi bliver mere oplyste om det. Hvis vi ser bort fra diskussionen om pseudoarbejde, er der også kritiske røster, som fremhæver, at der rent statistisk foregår rigtig meget shopperi m.m. i arbejdstiden. Blot som et eksempel. Men tankevandring er mere end at springe over, hvor gærdet er lavest, og at bruge arbejdstiden på andre private ting.

Nørretranders omtaler det som en aktivitet, hvor vi ikke er fokuseret eller koncentreret om en bestemt opgave eller gøremål, men er mere åben og lader sindet flyde noget mere. 

Han vil frem til, at der hersker en god grund hertil. Da det jo ikke kan passe, at en kropsdel som hjernen, der vejen 2% af kropsvægten og opbruger 20% af vores samlede energi, næppe bruger tiden på pjat og åndsfravær, uden at der ligger en dybere biologisk mening bag.

Hjernen er indrettet til tankevandring.

Hjerneaktivitet og energiforbrug

Nørretranders er igen på spil med tal og statistik:

“Hjernen bruger 1% – én procent – af sit samlede energiforbrug på at håndtere information fra omverdenen. Én hundrededel! De 99% af energien bruges på intern aktivitet. Når hjernen er involveret i handlinger og løsning af opgaver udefra bruger den 5% af sin energi på det.

Med andre ord: Hjernen bruger 20 gange mere energi på interne processer, koordineringer, informationsflytninger, beregninger, fortolkninger, dagdrømme, fantasier (også de artige), forventninger og sortering, end den bruger på at vekselvirke med omverdenen.” (Se Frem…, s. 107)

Det lyder jo helt vildt og smart og mærkeligt – og som noget vi bør respektere, ikke mindst. Men det er ikke altid lige hensigtsmæsigt. I hvert fald ikke, hvis du glemmer at følge med i trafikken.

En balanceakt at lade tanker fare

Det risikofyldte eksempel. Bilkørsel kan antænde en dobbelt bevægelse, i det indre som i det ydre. Stilhed og bevægelse i samme nu. Under bilkørsel, hvor mind-wandering kan være både naturlig og samtidig en potentiel risikofaktor ved ulykker,sker der muligvis det, at hjernen, ifølge den såkaldte decoupling hypotese, skruer ned for det såkaldte “task positive network”, det opgaverelaterede hjernenetværk, og indtræder i grundtilstandsnetværket – default mode network (DMN).

Hvad vil jeg sige med det? Jo hjernen kan i denne tilstand af tankevandring, der evt. ikke er opgaverelateret, åbenbart både være “tunet ind på” en opgave og samtidig processere ikke opgaverelevant sensorisk information – på en mindre detaljeret måde. Det peger flere forskningsstudier på.

Mind-wandering får tilsyneladende vores opmærksomhed til at være mindre opmærksom på omgivelserne. Det kan være aldeles intenst og hypnotiserende på togturen, når landskabet farer forbi, men indlysende problematisk på den lange køretur i bil. Ikke mindst hvis der samtidig er træthed involveret og tæt trafik. Her er det selvfølgelig no go. Vær årvågen i trafikken, folkens!

Det kan også være pænt akavet under et middagsselskab, eller et foredrag, hvor oplægsholderen pludselig holder en lang tænkepause. Eller hvis du sidder og taler med dig selv, mens andre iagttager det. “Er du skør mand?”

Min pointe hermed er alene at opkvalificere fænomenets valør uden at besynge det til himlen. Det handler snarere om timing, indsigt i anvendelse og kontekst, når vi vil “profitere kreativt” af tankevandring, eller bare har brug for mental rengøring, og hvad det nu er, det handler om, det hjernern bruger krudt på. Fænomenet er ikke uskyldigt, kan lede os på afveje og alt muligt andet.

Men det er et naturligt fænomen, det må jeg slå fast.

Og understrege, at tankevandring ikke skal undertvinges produktivitetens nådesløse hang til fokusering, men med Nørretranders’ procentsatser in mende, bør anskues som en naturlig proces i hjernen, der givetvis har sit eget liv. Noget hjernen har behov for, som ikke altid kræver begrundelse eller retfærdiggørelse. Ikke altid skal instrumentaliseres, men derimod under tiden have lov til at udfolde sig på egne præmisser, uden samtidig at udarte til noget, der bliver en dårlig eller farlig vane.

Måske er det i sandhed en balanceakt, hvordan denne proces kan blive vores allierede, fremfor svoren fjende. Udlagt for spot og spe.

Fordybelsespraksis eller stimulus(u)afhængig procesaktivitet?

Vi kan med yderste lethed forestille os en intim sammenhæng mellem tankevandringen og det at fordybe sig. Eksempelvis ved at læse fiktion, science fiction eller romaner, alle klassiske eksempler. Når jeg læser, får det læste mig undertiden til at “digte videre” eller tænke på lignende erkendelser, episoder eller oplevelser, som bogens handling og plot fremmaner. Det anser jeg for at være mere end fokuserings- og koncentrationsvigt, eller galloperende virkelighedsflugt. Men er det en god fordybelse, og hvilket formål tjener den?

Well, det er måske en potentiel udvidelse, en spejling, en måde at perspektivere på, men det kan også forstyrre læsekvaliteten, tænker jeg. En “stream of conciousness”-agtig tilstand, der ikke overraskende også er skrevet meget om indenfor litteratur, vi kunne nævne navne som Virginia Woolf og James Joyce. Men ordet var, så vidt jeg ved, først anvendt af William James, der ikke brugte det om en litterær teknik, men som en måde at beskrive sindets virkemåde på.

Uanset, jeg kan godt lide den “strømmende metaforik”. Bevidsthedsstrøm. Den er ladet med alt muligt godt. Energisk. Og vi følger som bekendt godt med livsstrømmen, hvis vi lader os føre af strømmen.

Ifølge Heraklit er det vist et vilkår.

Du kan være på tanketogt, mens du er ved at overvære et (efter eget skøn søvndyssende og støvet) teaterstykke af Anton Tjekhov (hvem sagde Mågen), eller når du glider ned i det dybe bordeauxrøde veloursæde og forsvinder ind i handlingen under en hypnotiserende Hollywoodfilm i biografen, eller sågar ved at henføre dig til en følelsesvækkende, klassisk koncert i Musikhuset.

Et landskab af diffus og fluktuerende tilstedeværelse og fravær, der både kan udvide oplevelser og muligvis ødelægge/forstyrre vores overblik over selvsamme.

Hvordan kan vi forstå det mere konkret? 

Det handler om ydre versus indre rettede tilstande

Hjernen kan være optaget af ydre og indre forhold. Den ydre rettede tilstand er meget optaget af sanseindtag, opgaveløsning og koncentration om omgivelserne. Cool. Det er fedt at være til stede og opmærksom og aktiv. Vi er ikke fjender af nærvær.

Den indre tilstand er også cool. Der flyver du lidt bort, er pludselig optaget af erindringer, forhåbninger og fantasier, og forestillinger om, hvad andre mener. Det gør, at du kan flytte din synsvinkel, drøfte standpunkter og synsfelt. Mens andre måske bare iagttager, at “du taler med dig selv” eller er distæt.

Begge er fuldt ud legitime og skal supplere hinanden, men det er just humlen. Det kan være svært af mange grunde, som allerede er opridset. De to tilstande udelukker i nogen grad hinanden. Nogle gange træder den ene i for- og baggrunden. Nogle gange tipper balancen.

Det er svært at være det hele på én gang. Både nærværende og “fraværende”. DMN er mest aktivt, når vi er indre rettede. Disse hjerneområder er forbundet med hukommelse, men netop ikke med sanserne.

For at være noget for andre, kunne sætte sig ind i andres liv(somstændigheder), skal vi se ind i os selv. Vi skal ikke kun være konstant optaget af andre i socialt nærvær og opgaveløsning eller snageri og “egoboosting” på sociale medier. Ikke kun like og give hinanden bedømmelser, og alle de andre julelege, der muligvis skaber sammenligningsmani og det, der er værre. For når vi er aktivt sammen med andre, reagerer vi typisk på handlinger, ikke så meget på, hvad der sker inde i andre.

Når vi går fra den ydre direkte tilstand til den indadvendte, er vi mere i færd med at mærke efter, mens vi er mere i “reaction mode”, når vi er “på live”.

Det er her, vores frihed opstår, siger Nørretranders. Frihed til at tænke lidt videre over det, vi oplevede osv. Efterrationalisere osv. Tankevandre. “Behandlede jeg nu Solvej ordentligt?”, “Hvad mente han med den bemærkning?”, “Gad vide om jeg kan gøre noget lignende med vores sommerhus?”

Det er med andre ord ikke asocialt at tankevandre, det er omsorg i højeste gear. I hvert fald hvis det er med henblik på at vekselvirke med andre.

Er tankevandring forbundet med kedsomhed og/eller mental overload?

Hvornår skal du kæmpe for at holde fokus på en oplevelse eller opgave, og hvornår er det tid til at give slip? Eller hvornår opstår et evt. behov herfor? Det er det skisma, jeg blot vil pege på her. Og det grænser vel samtidig lidt op til et fænomen som kedsomhed, i en vis forstand.

Jeg er for så vidt ikke ude på “at mikrodosere lediggang”, at tillade eller bifalde tankevandring på kommando eller lignende, og jeg nærer samtidig og i øvrigt dyb respekt for kedsomhedens praksis og pausens betydning. 

Jeg søger egentlig bare at forstå, hvad der er op og ned med dette tankevandringsfænomen.

Hvor meget betyder den ydre stimulus, og hvor meget opstår ud af det blå? Og hvornår er bægeret fyldt op, hukommelsen mættet, hjernen clearet og harddisken klar til et ny sporskifte?

Yderst relevante spørgsmål i en tid, hvor det ikke er svært at finde podcasts med titler som Overthink og Hjernen på overarbejde og så videre i den dur.

Kræver det adspredelse at skifte spor i hjernen? Eller kan det ske i komplet isolation i en norsk bjælkehytte, eller ved et mindre radikalt sceneskifte som en tur rundt i nabolaget?

Umiddelbart tror jeg, at det er noget, der “bare sker”. Som ikke altid kan kontrolleres eller sættes på formel. Mig bekendt er der heller ikke nogen, der har “knækket bevidsthedens kode” for indeværende?

Men jorden kan måske gødes? Og vi kan måske være mere opmærksomme på nogle faldgruber som den anden side af mønten? Nogle gange er bægeret bare mere end halvt fyldt.

Egne strøtanker, lidt baggrund og historik 

Er mind-wandering noget, der også kan have en direkte forbindelse til overmættetheden af sensoriske indtryk, informationsindsamling og måske endda forkrampet problemløsningsiver – som der ved Gud er meget af i produktivitetets overhalingsbane? En mulig bremse når fordøjelsen, den såkaldte inkubationstid, har behov for at indtræde, hvor der skal “ruges over tingene”, “reflekteres”, og det kreative kan opstå på en mindre stringent og organiseret facon?

Måske. Men det kan ikke reduceres hertil i så fald, tænker jeg. Dagdrømmeri og tankestref kan komme ud af det blå. Trigges af forskellige ting osv., lader det til.

Måske er mind-wandering en vigtig del af denne inkubation, hvor evt. bevidste og ubevidste processer og problemmanipulation finder sted? Psykolog Graham Wallas er i hvert fald berømt for i 1926 at have opdelt den kreative proces i fire fundamentale processer, hvor inkubation var den anden fase.

Ja, der kan være en kobling til det kreative, helt afgjort.

Psykolog Jerome L. Singer var, ifølge Tor Nørretranders, den der for et halvt århundrede siden brød isen og for alvor begyndte at studere fænomenet dagdrømme. Mens mange andre var optaget af at studere adfærd og menneskers reaktioner på omgivelserne. Det tog mange år for ham at blive anerkendt, og man omdøbte ordet til mind-wandering (vistnok ikke med Singers gode vilje).

Singers typlogi over aktiviteten dagdrømmeri kommer vi omkring nedenfor.

At studere hjernens netværk

De første egentlige studier af fænomenet mind-wandering daterer tilbage til 1960’erne, ifølge Wikipedia. Der blev udviklet spørgeskemaer i 1970’erne, såkaldt Imaginal Processes Inventory af psykologer, og siden har hjerneforskning været særdeles optaget af studiet af dette fænomen med teknikker som functional magnetic resonance imaging eller functional MRI (fMRI).

Tankevandring er en tilstand, skriver Johann Hari i bogen Stolen Focus, der tilsyneladende kan iagttages gennem PET scanning, hvilket blandt andre neurovidenskabelig forsker og modtager af Kavliprisen, Marcus Raichle, har beskæftiget sig med.

Han begyndte i 1990’erne at være særlig optaget af et område midt i hjernen – “medial mystery parietal area”, altså et mystisk område øverst i midten af hjernen. I 2001 fremlagde han en samlet teori om DMN the default mode network. Dvs. det område i hjernen, der er mest aktivt, når indehaveren ikke foretager sig noget. 

Man har de sidste 50 år studeret hjernen under alle mulige aktiviteter, men havde knap så meget fokus på, hvordan den agerede, når den ikke gjorde noget. Og da man begyndte at studere det, var svaret et rungende ja. Den var ikke passiv. Der er faktisk et helt netvæk, der er aktivt i en sådan ikke-aktiv tilstand af opgavevirksomhed.

Mind-wandering lader i dag imidlertid til at være en værdsat del af den kreative proces, som anvendes i mange arbejdsprocesser og livsforhold. Både kalkulativt, eksempelvis i innovationsprocesser, og evt. mere ubevidst på hobbyplan osv.

DMN og samfundets indretning

Meeen, på højere samfundsplan, er det da vel forstået i bredere forstand, med storrumskontorer, overfyldte mødekalendere, notifikationer, hyppige statusopdateringer, knopskydende boomerang mailsløjfer og alle mulige “presserende opgaver” og deadlines, der tager præcedens mange arbejdsdage?

Status er travlhed og travlhedsmanøvrering. At være en god “ball joggler” er bedre end at være en snegl, der slæber sit spor efter sig. At være aktiv og udadvendt og måske endda ligefrem proaktiv er i høj kurs. 

Fordybelseslængslen har været eftersøgt i årevis på arbejdsmarkedet. Der er garanteret mange, der synes de kæmper med fokusskifte og afbrydelser ad nauseam – i takt med stigende krav om effektivitet og alle de andre onder, vi taler om. Så noget taler måske for en balanceakts-træning? 

Det er dog svært at balance noget, der er svært at kontrollere, hvis det er sådan det forholder sig. Vi er jo ikke kun aktive, når vi går på arbejde, og så er vi i DMN mode, når vi kommer hjem (med mindre vi har hjemmearbejde).

Det hele er mere tæt sammenvævet, forekommer det mig. Men krav i samfundsmaskinen, eller hele samfundsindretningen, kan gøre, at vi cykler lidt rundt i det, og måske nu for alvor er ved at kunne mærke de biologiske behov, hjernen har, blive trådt over tæerne?

Hvad vidner de mange diagnoser, mistrivselsdebatten og de mange identitetspolitiske uenigheder om, hvis ikke også, at vi er rodløse ud over det rimelige?

Prisen for overmættethed?

Spørgsmålet om overmættetheden er ikke uinteressant, tænker jeg. I og med at det fremføres, at mind-wandering kan være forbundet med stimulusuafhængighed. Altså når vi ikke udsættes for sansebombardementer, eller måske snarere bevidste forstyrrelser og eksplicit opmærksomhedskrævende aktivitet. Som når dørklokken ringer, eller nogen råber dit navn, eller chefen skriver.  

En gåtur er jo voldsomt sansepirrende. Den kan aktivere vores aktive tilstand, men den behøver ikke være en hæmsko for tankevandring. Måske snarere tværtimod. Men hvad så med flimmer og billedskifte i medieforbruget, konstante reklameafbrydelser og andre onder? Kunne det være et eksempel på en form for sansepirring, der kræver en ekstra portion af mind-wandering efterfølgende? Eller hukommelsesbearbejdning på anden vis?

Der kan måske ligefrem være kvalitativ forskel på den efterfølgende tankevandring, afhængig af forudgånde stimulus? Det forekommer yderst sandsynligt, ud fra hverdagserfaringen. Måske en vigtig ting at tage i betragtning i henhold til praksis.

Noget gøder jorden, noget skaber mere ukrudt i tankekrattet. Det forekommer at være en intuitiv indsigt.

Så kan der være et hav af videnskabelige ting, der nuancerer sagen og som gør, at jeg i virkeligheden ikke aner, hvad jeg snakker om. Det er jeg helt på det rene med. Men derfor kan jeg godt tænke lidt over overmættethedens pris – de omkostninger, det kan have for individ og samfund.

Er der en pris? For hvem og hvordan, for hukommelsen? Osv.

Fokuskamp – hvert enkelt blad eller panorering?

Nu vi er ved gåturen og overmættetheden, vil jeg lige trække en af mine bevægelseshelte ind i manegen. Ido portal.

Ido Portal og Andrew Huberman taler i et interview på Andrew Hubermans podcast om, at der er en tendens til at fokusbegrebet fylder for meget, og spekulerer over den mulige sammenhæng med myopia, nærsynethed, nervesystemet osv.

Den mere åbne panoramiske, bløde opmærksomhed og det perifere syn går lidt eller meget under raderen, når vores kultur er gearet efter fokusbegrebet. Ido taler for, at vi bør balancere tingene lidt. Vi ser jo ikke på hvert blad i naturen, vi skifter fokus, bliver grebet af noget, en fugl for eksempel, fokuserer så og kommer derefter tilbage til en åben panoramisk tilstand igen, basen. Den åbne opmærksomhed.

Han mener, at der er sket det modsatte i vores kultur. Nu dagdrømmer vi, og han kredser faktisk også om, hvorvidt det er det rette ord, og om det er en dyb indefra kommende tilstand, og reflekterer videre over, om det er en form for balancering af al den megen fokus, der dominerer i vores tid.

Vand på min mølle. Det er det, jeg også tænker og undrer mig over.

På Rousseaus tid, blot for kontrastens skyld, var det højeste mode, har jeg indtryk af. Men han var også en værre dagdrømmer, og det var før industrialiseringen gik amok. Så ham kommer jeg næppe langt med som stråmand.

Er det mind-wandering, der tales om her i interviewsamtalen?

De herrer Huberman og Portal taler en del om at have flere lag med i forhold til fokuseringsformer. Men begge er helt enige om, at fokusering er meget overdrevet i vores moderne liv. Fokus = effektivitet = krav om mere fokusering, fordi samfundsudviklingen leder til forventninger og krav om mere effektivitet.

Sådan kunne vi sætte det på en urimelig kynisk og sikkert også alt for forsimplet formel.

Mind-wandering er måske en måde at få etableret et overblik over eller måske renskuring i det indre landskab, der samtidig vil se ud over sig selv. Fokus kan også lede til tunnelsyn, snæversyn og blindhed, eller nærsynethed, sådan helt bogstaveligt, faktisk.

Eksplicit fokusering kan dog også have flere “zoomende detaljer”, som jeg anfører i fokusindlægget, og i tennis tales der eksempelvis også om snæver og bred fokusering, der både kan være ydre og indre. Så fokusbegrebet er i sig selv en flerstrenget guitar.

Hvilke processer snakker vi egentlig om?

Måske handler det meget om, hvilke stimuleringsformer, der trækker på hvilke netværk og processer i hjernen, neuroner osv., og hvordan vi (eller i første omgang hjerneforskere med flere) bliver dygtige til at kalibrere og balancere disse?  

Hvilket forekommer umiddelbart intuitivt indlysende og et udtryk for naturlig selvomsorg. Hvem kan ikke forestille sig den indtil udmattelse overstuderede eksamensstuderende, den fortabte seer af grænseoverskridende dokumentarer, nyhedsmanikeren, den bekymrede aktieinvestor under en recession, eller gameren, der aldrig ser dagens lys for sig. Eller den klimaangste teenager, der læser nyheder på DR på daglig basis. 

Noget af det vanskelige består angiveligt i, jeg spekulerer tydeligvis her, hvilke former for tankevandringer du hensættes i, falder hen i og hvad det nu skal gøre godt for? Og hvem der forsøger at påvirke dine tankevandrings vilkår. “Lad være med at sidde der og falde i staver, Søren, det er spild af tid”. Og hvordan du selv bliver opmærksom på, hvilke værdier af hvilke tankevandringer du kan kontrollere eller mærke effekter af.

Og på den baggrund inddrage som en legitim kropspraksis – med tilpas erfaring.

Jeg er hverken norm- eller kulturstormer. Jeg tilstræber maksimalt at være en øjeåbner. Og jeg vil gerne åbne øjnene for, hvad denne tankevandring handler om. Uden at plædere for, at der kun er en rigtig tankeproces eller en “one size fits all”-måde at praktisere på. Måske har jeg misforstået det hele.

Husk på, at hjerneprocesser er uhyre indviklede, forbundet på mange måder, nogle mere kortlagt end andre. Meget er stadigvæk henlagt i gådefuldhedens jomfruelige uklarhed. Hjerneforskningnen er ikke færdigbagt, selv om mange delprocesser kan være videnskabeligt velbelyst.

Der er nok af frygtsom sansepirring i verden. Det ligger fast. Nyhedsindustrien sælger frygt og forargelse i metervis. Men hvad med de lette tråd i tankerne, der ikke nødvendigvis behøver at være fremkaldt af frygt, angst, bekymring etc.? Legende tanker, rolige tanker, milde, simrende tanker osv.?

Kan vi til en start rubricere de forskellige tanker lidt bedre? Så vi kan vurdere, om vi er på rette køl eller på vej mod afgrunden? 

Du kan godt fornemme, at jeg leger produktivitetslakaj nu, ikke sandt?

Tankevandringens typologier

Først en forbeholdende pointe. Fænomenet er, ifølge Wikipedia, ikke universelt anerkendt som fænomen. Der hersker ingen videnskabelig eller på anden vis konsensus herom. Ingen universel definition. Her er to eksempler, fra forskningsverdenen, der understøtter denne pointe, og der omtales en del yderligere forskningslitteratur på Wikipedias hovedside:

1. McMillan, Kaufmann and Singer (2013) anfører, at mind-wandering består af tre undertyper:
   1) Positiv, konstruktiv dagdrømmeri, hvor man på en legende måde forestiller sig gode ting og sager, planlægger, fremtidsdrømmer og tænker kreative tanker og skaber ny forbindelser imellem tanker
   2) Skyldfølelse baseret på frygten for at begå fejl, en nedstemt og skyldspræget drømmen, der styres af tvangstanker, smertefulde fantasier og en masse fortrydelser
   3) Dårlig opmærksomhedskontrol. Den almindelige mangel på koncentration, hvor der er tankemylder, og ingen hoved og hale i tankerne, intet mål og med og ingen retning
2. Smallwood and Schooler (2015) foreslår derimod, at mind-wandering består af tanker, der er opgaveuafhængige og stimulus uafhængige 

Typologier kan udgøre konstruktive bidrag til individet i bestræbelsen på at skærpe evnen til at se nuancer og forskelle imellem tankeformer og opmærksomhedstilstande, og kan som sådan tjene flere potentielle formål, er min umiddelbare strøtanke:

• Bedre opmærksomhedsstyring (i produktivitetens hellige navn eller på anden vis, når din partner taler til dig eller bordherren keder dig)
• Bedre fordeling af tankeprocesser (det er svært at navigere med kværnende tankemylder og at vide, hvornår man skal skifte tankespor og undgå forstyrrelser etc.)
• Øget viden om vilkår og anvendelse af målrettet brug af den menneskelige bevidsthed – ved indrettelse af insitutionelle praksisser som skolevæsner og mange andre organisatoriske tiltag
• Afmystificering og legitimering af hjernens naturlige mønstre
• Fjernelse af skyldfølelse eller cementering af fordomme. “Driver du nu bort igen, Mathilde?”
• Forebyggelse og imødekommelse af tendenser til depression og andre psykiske problemer

Mind-wandering lader med Nørretranders’ proklamerede procentsatser til at være et stabilt aspekt ved den menneskelige bevidsthed. Og måske derfor ikke noget, vi skal udrydde af skamfuldhed eller effektiviseringsmæssige misforståelser eller afsporede normer om konstant nærvær og tilpassede manérer.

Der hersker (ifølge førnævnte Peter Attia) nærmest overmenneskelige bestræbelser nu om stunder for hvem, der er mest nærværende. En direkte absurd konkurrenceparameter.

For- og fremtidfokusering, spontane tanketilbøjeligheder

Det såkaldte default mode netværk (DMN) er optaget af i hvert fald tre ting, skriver Nørretranders (s. 108):

1. at huske sin egen fortid, autobiografisk hukommelse
2. at forestille sig tingene set med andre menneskers øjne
3. at se sig selv og sin situation udefra – og forandret

Det åbner for simulering og dagdrømmeri. Og forandring såmænd! Men det er samtidig et frirum, hvor vi kan spole frem og tilbage og perspektivere lidt i tid, løsrevet fra det snævre nu.

Men, mind-wandering kan samtidig rumme nogle skyggesider, der er mindst lige så værdifulde at være bevidste om. Nogle gange skal der bevægelse og handling til. Du kender godt udtrykket at falde i staver, ikke? At pladen går i hak osv.

Tankevandring kan være intimt forbundet med affekter, der kan være en forbindelse mellem folk med lavt humør, eller depression og ikke opgaverelaterede tanker. Det er ikke altid løsningen at sygne hen i egne tanker. I øvrigt kunne det også være interessant at blive klogere på, hvorvidt punkt nr. 1 indvirker på vores tankevandrings kvalitet.

Spontanitetens veje

Der er tilsyneladende, skriver Nørretranders, ifølge neuroforskere som Jonathan Smallwood og Jessica Andrews-Hanna, en tendens til at spontane selvskabte tanker fordeler sig mod enten fortiden (ofte konstruktive perspektiver) eller fremtiden (ofte rettet mod negative tanker, der kan føre os i uføre).

Fænomenet kan optræde under indtagelse af alkohol, men det er der sørme meget andet, der også kan. Der kan muligvis være tale om en prospektions bias i mind-wandering, der leder os mod fremtidstænkning (konstruktiv eller ej), og andre forhold. Det lyder nærmest fortænkt i sig selv. Nuvel.

Der kan være en tendens til at spontane tanker kan dukke op og være afbrydende og forstyrrende for håndtering af krævende situationer, når der er pres på. Og samtidig er der spontane tanker der, og de er ifølge Nørretranders hyppigst, dukker op, når der ikke er for meget pres på hjernens vedvarende opmærksomhed. Det er i det sidste scenarie, at de spontane tanker kan lede til kreativetet og tålmodighed.

Og her stilles spørgsmålet igen? Er der luftet nok ud, til at det kan komme på tale? Genuin genialitet og kreativitet? Jeg er bestemt ikke verdensmester i disciplinen, det tør jeg godt indrømme. Men jeg aner et godartet vokseværk i min opmærksomhed, bilder jeg mig ind.

Og jeg tillægger bevægelse en del af æren herfor. Det vender vi tilbage til.

Tankefeltet tankevandring er komplekst og uafklaret

En række spekulationer helt for egen regning. Definitionen er som nævnt ikke konsensusbåren.

Fænomenet tankevandring eller mind-wandering er komplekst, muligvis fordi det griber ind i flere lag i bevidstheden, eller kan opfattes og rubriceres forskelligt i forhold til mentale processer. Derfor linkes der evt. også til andre fænomener som Daydreaming, Attention, Absent-mindedness, og Maladaptive daydreaming på Wikipedia. Når vi bevæger os væk fra den tvungne fokusering, er det da en åben slagmark, der åbner sig? 

Mentalt “småt brændbart”?

At vide, hvad der udgør for meget og for lidt af det ene og det andet kan være noget af det, tvivlrådigheden handler om. Der lader jo til at være poler som for- og fremtid, konstruktivitet og negativitet. Aktiveringsmekanismer for spontane tanker under pres og det modsatte.

Måske kan vi øge vores forståelse for vores handlemønstre og evt. hjælpe os selv i prioriteringsmæssige spørgsmål og valg ved at kunne skelne bedre imellem forskellige tankevandringsformer, og hvordan vi selv kan blive bedre til at iagttage dem? 

Kan mind-wandering være et aktiv her? Kan vi kontrollere skifte imellem ugunstige og gunstige tankevandringer, så vi ikke farer vild? Det tror jeg næppe, vi er i mål med rent forskningssmæssigt eller adfærdsmæssigt. Men spørgsmålet om “vigtighed” rykker nærmere, er min anelse. Hvilket formodentlig til dels skyldes teknologi og samfundsindretning. Vi drukner i tivolisering, optimering og forvirring m.m.

Kære kompas, hvor er du mon?

Hvornår er vi bare distræte, uberettigede og uhøfligt fraværende, og hvornår er vi i gang med kreative processer, og hvordan spilder vi slet og ret vores tid? Vi bliver ofte mere kreative af at “sove på det”, lave nogle overspringshandlinger først. Og her er dårlig samvittighed nok ikke så brugbart. At tage sin betænkningstid er heller ikke noget, der altid går hånd i hånd med forestillingen om en hurtig handel.

Eller modelunen mindfulness, hvilke Nørretranders sjovt nok også har blik for i sin bog. Men den går jeg uden om her. Men hans pointe er alligevel værd at tage ad notam. Der er som bekendt forskel på sindets hvile og kroppens hvile. Erfarne meditationsfolk har meget lidt aktivitet i DMN. Spørgsmålet er, om det er det, vi ønsker, hvis vi gerne vil være kreative? Jeg er ikke modstander af meditation – men måske kan meditation være andet end siddende eller liggende mediation? Eksempelvis stående – eller meditation i bevægelse.

Kampen om tankerne

Nørretranders skriver samtidig, at det er let at tænke på noget andet, når vi ikke er stressede. Men ikke når vi skal til eksamen, er omringet af deadlines og skal til konfrontationssamtale. Eller ikke kan sove.

Noget kan altså forstyrre det slentrende sind og gøre tankevandringen til en “ørkenvandring” i stedet.

Jeg går ikke videre ind i den store forskningsmæssige afklaring her, det vil blive absurd omfattende, men vil blot indikere, at jeg tror, der her er en potentiel kampplads i den nære fremtid. For hvem ejer tankerne i dit kranium, og hvordan bliver du selv ved med at være herre i dit eget hus? For slet ikke at minde om Freud og det ubevidste og den slags. Og selv kunne lade bevidstheden tjene dit eget bedste?

Mange jagter din opmærksomhed og dine data. Og alverdens trackere fortæller dig, at du ikke har sovet optimalt. Tak, det har jeg godt selv fornemmet. Er der snart plads på spillepladen længere?

En “herre/slave”-problemstilling, jeg kort adresserer i en anden kropspraksis om meditation. 

Kan og tør vi lade tankerne vandre i fremtiden, eller er de i fare for at falde i evig miskredit af alt fra kulturelt arvegods, over optimeringseksperter til teknologiske slavepiskere eller demagoger?

Vores tanker bliver i stor udstrækning koloniseret af tanke-, opmærksomheds- og adfærdsregulerende styring, der ikke sjældent skal tjene bestemte interesser, ofte private. Sådan lyder min indre kritiker, når han taler højt. Andre gange fanatiske bevægelser eller tendenser, religiøse eller politiske. Mange vil gerne indfange netop din opmærksomhed – fra chefer, til teknologivirksomheder, til guruer, til forkæmpere for miljø osv. osv.

Hvem kæmper politisk for tankefriheden og eftertænksomheden? Nogle højskoler gør faktisk. Lyt f.eks. til denne radioudsendelse (Radioudsendelsen Brinkmanns briks, Det skulle jeg nok have tænkt over, onsdag 14/9-2022). 

Hvem har det fulde overblik over tankevandring?

Hvem ved egentlig, hvad der foregår inde i tankemylderet, når tankerne ikke er under kommando. Dette er givetvis til debat i hjerneforskning og psykologien m.m. Et er, at Tor Nørretranders taler om, at vi med DMN har fundet vejen til selveste selvet. Men han skriver også, at der foregår mange andre ting i dette hjernenetværk, og at vi ikke kan reducere selvet til DMN.

Førnævnte Johann Hari hævder også, at der hersker videnskabelig debat om, hvordan vi skal forstå det såkaldte DMN netværk, og dermed tolke evt. fordele. Men det er blevet klart, at der foregår noget, når vi lader tankerne vandre lidt. Surprise.

Overblikket er vanskeligt. Ikke mindst fordi der er så mange aspekter af det at dagdrømme, der overlapper med andre mentale fænomener og psykiske tilstande, der igen forbindes med vores følelsesliv og vores reaktioner på selvsamme.

Jeg er mildest talt heller ikke ekspert, og må nøjes med at reflektere over, at der tilsyneladende er mange ubekendte og uafklarede forhold, hvad angår den menneskelige bevidsthed. Det er næppe kontroversielt at hævde, ej heller hvad angår bevidstheds- og kognitionsforskningen. 

Eksemplet ruminering

Et eksempel. Chris MacDonald skriver et sted i henhold til “tankevarianten” ruminering, at vi skal/kan skubbe lidt til den “farlige” ruminering, “da en ko ikke både kan tygge og gå”. Med andre ord, bevægelse er måske en nøgle til bedre tankeudluftning og handling?

Pointen, jeg vil frem til er, at det kan iagttages i artiklen, at det kan være svært at vurdere for den enkelte, om vi drøvtygger, reflekterer konstruktivt eller ruminerer på en passende måde. For hvad er hvad, og hvornår er noget ude på et overdrev og skal vi skamme os over det – og rette ind i en fart?

Der kan hurtigt gå psykologi i det. Især ved sengetide. Derfor er oplysning måske en god ting. Også om et svært fænomen som mind-wandering eller komplekst dagdrømmeri. Strategisk potentiale eller ej.

Men lad os lige atter kort vende bevægelse, nu vi har det på nethinden. Det er jeg jo ret så forgabt i. Og det tittede lige frem hos MacDonald.

Bevægelse som genial og kreativ adspredelse eller nytteaktivitet?

Måske er der læreprocesser, der indfinder sig, i bevægelsessammenhænge, hvor du tror, at du skal tænke vildt og intenst over løsninger på koordinative udfordringer, og ender ud med at tænke over, at det dog er ejendommeligt, at du pludseligt har lært noget, uden at du helt vidste hvordan? Hvis altså du ikke gav op forinden på grund af frustration og manglende indsigt i læreprocessen etc.

Vi kan lade tankerne vandre, efter vi har prøvet at øve og begribe, hvad en given bevægelse handler om. Og så kan det være, at hjernen og kroppen arbejder videre på egen hånd. Er det en tillidserklæring til kroppen?

Jeg har rig erfaring for at påstå, at megen koordinering kan du lære ved at lade hjernen gentage mange simple mønstre og siden kan du opleve, at du selv er i stand til at sætte dem sammen.

Problemet for mange menensker, i henhold til bevægelse, er at de ikke bevæger sig komplekst nok, hvorfor hjernen ikke kommer på arbejde. Det kan føre til frygt for at lære nyt om bevægelse. 

Min simple pointe med dette læreproceseksempel er – hav blik for det, der sker bag om ryggen på dig. I stedet vil vi gerne forstå alt. Og det kan ende med at være et kors for tanken. Og kvæle den frie bevægelse i krop og sind. “Skal jeg bevæge min hånd sådan eller sådan, må jeg godt dit og dat?”. Vi er vant til at spørge læremester tilråds om, hvordan vi skal gøre ting. Ledere, guruer, undervisere og rådgivere. Der konsulteres og spørges løs.

Lad tingene komme til dig

Men hvad med at udforske lidt på egen hånd? Hvad med at facilitere de processer, der gør, at hjernen selv kommer på de bedste løsninger? Dem, der ikke er under diktat. Ikke er perfekte eller vurderet (eller påduttet?) af andre. Og som heller ikke er tiltænkt en følgeskare på Instagram.

Når vi oplever flow kan renskurede, ømme, sårbare, velmenende og konstruktive tanker og andre fænomener, eksempelvis bevægelse, antageligt komme bedre til deres ret. Lyt f.eks. til en spændende radioudsendelse i Supertanker, Jeg er i flow; i the zone, mandag 31/10-2022.

At spille sin bedste tennis er ved at lade det ske, ikke ved at tænke over alle detaljer på én gang. Trust me, I have been there. Så bliver man bare “paralyzed by analyzed”, som det fremgår i bogen Tennis Psychology af Miguel Crespo, Machar Reid og Ann Quinn. Og så ryger bolden i hegnet.

Det vidste Torben Ulrik en hel del om. Han var jo også lidt “zenmester-agtig”, én der ikke altid tog DM i tennis lige alvorligt, hvis jeg husker korrekt. Til stor forargelse ganske vist.

Men for almindelige mennesker kan der også være en anden gevinst end flow. Vi kan blive bedre til at løse problemer og håndtere kompleksitet og kaotik gennem bevægelse, er min fornemmelse.

Os alle lige meget? Det tør jeg ikke påstå. Men problemet er nok mere, at for få (på det traditionelle arbejdsmarked eller på det personlige plan) overhovedet forsøger at se denne kobling. Eller at øve sig på problemløsning via bevægelse i anden omgang. Vi har travlt med pædagogisk idræt og andre spændende tiltag, men hvad med bevægelse? Gongongen har overhovedet ikke lydt, er jeg bange for.

Sudoko er godt for hjernen, men er bevægelse bedre? Ikke at vi skal ud i konkurrence eller mudderkastning nu.

Opmærksomhed er mere end “knivskarpt fokus”

Vi er langt hen ad vejen vænnet til, at fokusering handler om at sætte “spotlys” på noget. At indsnævre opmærksomheden. Ikke mindst når det kommer til problemløsning. Hvilket er supervigtigt. Ideen med en lommelygtes lyskegle er vist tydelig nok metaforik for de fleste. 

Den undersøgende journalist Johann Hari er som omtalt inde på fænomenet “mind-wandering” i sin bog Stolen focus : why you can’t pay attention – and how to think deeply again. Han skriver, at det gælder om med denne tilstand at åbne for mere kreative sider af bevidstheden. Det gælder i så fald om eksempelvis at denne ikke fører til ruminering, som når vi mister fokus og bare begynder at blive overvældet af stressende og flakkende eller “pladehakkende”, kredsende tanker, der pludseligt kører i ring.

Er der en kobling til fokus, der skal genetableres på et højere niveau? Vi kan risikere, at hjernen for meget tid på at komme sig over forstyrrelser og unødigt tankespind. 

Opmærksomheden kan under en sådan mental tilstand som den fluktuerende tankestrøm få lov at vandre, så mere meningsbærende tanker kan melde sig på en vegeterende måde. Da skiftet fra den meget “lazerskarpe spotlysfokusering” til en dybere tilstand lader hjernen åbne for andre ressourcer, og aktiverer “the default mode network” DMN.

Men det lader til, at være turen ind i DMN og tilbage, der kan volde problemer, så vidt jeg kan gennemskue?

Kunsten er måske endvidere at balancere mellem de forskellige “pitfalls” eller blindgyder eller yderpositioner, der kan gøre, at tankevandring ikke fører til et mere klart fokus. Et nyt spotlight. Her og nu fokus. Enlightenment. Indsigt.

Hvad kunne obstruere en sådan balanceakt, kunne vi spørge?

Brød på bordet og hviletilstand

Ideen med skiftet til denne “default tilstand” kunne i mange sammenhænge være at lukke lidt ned for denne meget hastighedsbårne og flakkende eksponering for stimulus som onlinearbejde, brug af skærme, med vekslende, springende brudstykkelæsning og aktivering af sindet kan afstedkomme.

Fokusskifte som disse kan fjerne os fra en dybere opmærksomhed, hvor hjernen fordøjer og skaber mening i det, vi ofte prøver at fokusere så målrettet og krampagtigt på. Hvilket også kan foregå, når du skriver uforstyrrret ved en skærm. Det ene udelukker nok ikke det andet.

Hjernen hviler som nævnt nemlig ikke, når vi beslutter os for at hvile. Eller når holder slentrepauser, hvor det netop sker af sig selv, og det er sådan set med vilje. Det gælder også under søvn og i narkose. Vi bør således ikke kalde denne baggrundstilstand for en hviletilstand. Det er misvisende. Hvilket også kan være tilfældet med fænomentet “mindfulness”, ifølge Nørretranders. Det handler om, hvor vi gerne vil rette opmærksomheden hen. Og hvordan.

Fænomenet mindfulness

Ifølge Nørretranders går mindfulness meget på konkret sansning. Eksempelvis små øvelser, der går ud på at lægge mærke til, når vi vasker vores hænder. Minimeditationer etc. Meditation, skriver han, er en måde at dæmpe DMN på.

Det er næppe attraktivt, hvis vi især bliver kreative og lade af DMN-netværket. Men plages vi derimod af dårlige dagdrømme, kan meditation og mindfulness måske bedre udgøre en løsning. Han tilføjer så, interessant nok, at nogle former for meditation faktisk også kan styrke DMN. I øvrigt er der meget mere at sige om fænomenet mindfulness.

Han reflerekterer over følgende pointe:

“En mulig fremtid for menneskers velbefindende er at vi træner vores sind til at fungere optimalt for os, på samme måde som vi træner vores kroppe (eller burde gøre det…).” (Se frem…, s. 113)

Måske har vi mere end nogenside brug for at lade hjernen tage over. Ikke se det som passiv hvile, men mere som aktiv restitution. Måske er fokus af bredere art bare sværere i dag, som Ido og Huberman også drøftede. Og derfor kan det også være svært at kende sin besøgstid, om man så må sige. Eller at fastholde fokus i passende målestok.

Det fastholdte fokus er nok det dominerende hovedspor i tilværelsen, så længe vi er underlagt økonomiens presserende memento, tænker jeg. Der skal jo brød på bordet. Og biologien vil nok også gerne have et ord at skulle have sagt. Sult er vel sult. Men hvis ikke hjernen kan arbejde på egne betingelser, er det næppe optimalt for os.

Er det sult eller overmættethed, som rider dig som en mare lige nu?

Vi er væsner, der er tvunget til at kunne fokusere for at kunne navigere og overleve i tilværelsen. Vi må holde et vågent øje med tingene. Det anser jeg for at være et vilkår, de fleste kan nikke genkendende til. 

Måske skal vi blot udvide vores forståelse af, hvordan hjernen trives bedst i vores egen overlevelsesmæssige interesse og gå lidt mere elegant til værks? Trække i træningstøjet, som Nørretranders lægger op til.

Bred opmærksomheden mere ud

Vi skal muligvis have flere nuancer med. Spille på flere processer på forskellige tidspunkter. Forstå sindets mange dynamikker mere dynamisk i forhold til vores omgang hermed i vores livsudfoldelse – når der er behov for skifte imellem mentale tilstande. Træne sindet til at fungere bedre.

Vi skal ikke skamme os over at være kreative eller at arbejde på hjernens egne præmisser noget mere. Det er min fornemmelse, i hvert fald. Det kan jo tjene vores overlevelsesevne. Frem for at være så fokuseret eller det modsatte, at vi med rundsave eller skyklapper glemmer hensyntagen og andre mennesker. Alternativet kunne være et ukontrollabelt “brain drain” og “burn out rater”, der minder om aktiekurser under en løssluppen depression.

“At the end of the day it is about awareness”

Nogenlunde sådan formulerer en af mine gode trænerkollegaer det i en diskussion om carry over effekter imellem bevægelsesformer, som i øvrigt er udlagt i en helt anden sammenhæng – men er tæt nok på, til at jeg trækker pointen frem.

Mere opmærksomhed kan føre til mere alt muligt. Men hvordan?

Lumske overførselseffekter

En vigtig forudsætning for forandring såvel som udvikling er opmærksomhed. Men carry over effekter er mere lumske end som så, for det er ikke altid, at vi kan fokusere og tænke os frem til, hvordan vi styrer dem. Nogle gange sker forandringsprocesser bag om ryggen på os. Som med koordination som eksempel ovenfor. Men vi kan være opmærksom på, at de sker – og så kan vi undre os og reagere. Vi kan opleve, at vi har forandret os og kan noget mere end før eller har erfaret verden anderledes.

I denne business og livsfokus sammenhæng – måske også undre os over værdien i at være opmærksom på, hvornår vi skal være opmærksomme på en anden måde? Og give plads hertil. Måske er det skiftet, vi skal træne noget mere? Eller at tilbringe den tid i de enkelte tilstande, der er behov for.

Hvor mange mennesker har ikke prøvet at gå ned med stress, førend de endelig bliver opmærksomme på sig selv?

Opmærksomhed kan også handle om ikke at kvæle forandring via fokuseringens tvingende indsnævring, og at halse over stok og sten. Bred opmærksomhed er ingen brakmark, det er god frodig jordbund. 

Kan du vente på at lade tingene gro? Har du tålmodighed til det? Har du råd til det?

Truslen fra forstyrrelsesøkonomien – igen igen

Det er efterhånden ulideligt trivielt at pointere, som også Johan Hari beskriver ganske indgående, at vi under de givne samfundsvilkår bombarderes med frenetiske digitale forstyrrelser og konstante afbrydelser, der fremmer en stressende skimning af information og undertrykker vores default mode.

Dette kan, set gennem alvorens brillestil, lede til en ond cirkel af stimulus – respons – der kræver “hurtigere og hurtigere digitale fix”, lede til manglende empati og kreativitet. For slet ikke at tale om tab af eftertænksomhed og fordøjelse af indtryk. Og inflation i videnstilegnelse, til fordel for ubearbejdet infostøj. Og manglende omtanke med brugen af kunstig intelligens, hvilket allerede har fået nogle “bosser” til at ville træde på bremsen.

Det kan udmatte os, fordi hjernen ikke får tid til skabe hoved og hale i tingene på en naturlig måde. Og samtidig bliver der uafladeligt ved med at være ting, der kræver vores “skarpe spotlysfokuserende opmærksomhed”. Hu hej, hvor det går.

Spørgsmålet er, om en bearbejdelse på kroppens og hjernens egne præmisser er mulig i en sådan spiral af overopmærksomhed? Kan vi ændre verden, når Big tech svinger taktstokken og vi sagesløst eller lemmingeagtigt lader os forføre af dens sindrige algoritmer og lokkemekanismer med infiniti scrolling og pirrende reklamer, der spiller på alskens tangenter, ikke mindst seksualitet, sårbarhed, frygt og vrede?

Findes der efterhånden en verden udenfor rådgivende eller påvirkende diktat?

Og hvad med den langsigtede påvirkning, har vi styr på den? Eller er vores nuværende mediemekka et ongoing socialt adfærdseksperiment på alt for manges helbredsbekostning? 

Et oplagt sted at starte – reducér ydre digital stimulus

Det kunne starte med, at vi blev mere opmærksomme på opmærksomhedens værdifuldhed. Ved at lade tanker og øvrige processer vandre mindre anstrengt, i situationer, hvor vi ikke eksponerer os for digitale forstyrrelser, eller hvor vi selv skaber rum for tankevandring på alle mulige andre måder.

Tankevandring kræver ikke nødvendigvis en direkte ydre stimulus. Slet ikke en insisterende en af slagsen.

I årevis har vi sukket over, at vi ikke føler vi har tid til fordybelse. Vi kunne starte med at svinge leen over det, der er åbenlyst unødvendigt og måske endda virker direkte livstruende. Men kan vi enes om det?

Gollum fra Ringene Herre kunne jo ikke finde ud af at styre den smukke ring, når det kom til stykket – “My precious”. Dens lokkende magt åd ham op indefra. Let that be a warning to you, folks…

Tillad mig et pistolskud i tanketågen. At holde streamingtjenester (lidt) for døren. Kunne det ikke være et meget godt bud på en ny begyndelse? At holde lidt igen på bindgefronten? Hvor værdifuld brug af opmærksomheden er den megen gentagne stirren ind i de samme skabeloner? Er det i virkeligheden discount mind-wandering, vi her er ude i? At kende til Hollywoods strategier for fastholdelse kan være en øjeåbner for mange. 

De kan holde kedsomheden fra døren, pirre din nysgerrighed, dit mimetiske begær, dine fantasier og den manglende spænding i dit trivielle liv osv. De har fat om rod til alt ondt. Men er det samtidig god  genopladning? En dokumentar om 9/11 lige inden sengetid?

At deale med vakuum

Træk en streg i sandet og start med at definere, hvor du kunne få mere fordybelse ind, der ikke samtidig kapres af en anden og måske værre stimulus. Statistisk set er der mange, der tilbringer urealistisk mange timer foran en tv-skærm eller andre skærme, om aftenen, og det må da kunne give et vist frirum til noget andet – tankefrihed og værens frihed?

Men skal vi så ikke konfrontere et vakuum, og vores egen kedsomhed og abstinenser? Tjo, men der er andre niveauer end en komplet afvænning på stedet. Nedtrapning eller faste regler for skærmtid. Det behøver vel ikke være en indskrænkning af bevidsthedslivet at få luftet lidt ud i hovedet? 

Tværtimod. At komme ud af komakassen er er sand åbenbaring over tid, er min profeti. Ikke et angst helvede. Abstinenser kan aftage med tiden, der som bekendt er kendt for at hele mange sår. Og jeg kan konstatere, at der er mange “opbremsninger” og eksperimenter med stopknapper i skolevæsen osv. Så der er gang i kraniekassen alligevel.

Men hvad så i privaten, har vi fat i den lange ende der?

Andre veje end skærmnarkomani

Nogle gange vælger vi tv’et for at “slukke lidt for hjernen”, tænker jeg. Hvor har jeg selv mange b-film på samvittigheden som barn af VHS-generationen, er du så færdig et tidsspilde, tænker jeg i dag.

Eller også vælger vi tv’et for at pirres af noget helt andet end den tanketomme hverdag, da meget arbejde jo stadigvæk udføres pr rutine og regler, uden en ph.d-grad eller derover. Men det var jo netop det med mind-wandering, at hjernen ikke sådan bare lige går på orlov. Den skifter tilstand og gør noget andet. Men den lukker ikke skodderne og holder ikke siesta, så vidt jeg forstod. 

Du føler måske, at du er bombet og overstimuleret og ramt af “overthink”. So do I. Okay, men hvorfor så underholdning? Fordi det ikke kræver noget? Sådan lyder vel noget af logikken, tænker jeg. Og det er nok her, underholdningsarkitekterne trækker i arbejdstøjet. Det kræver immervæk en vis mængde vanvid at hænge på til sæson 11 eller det, der er værre. Jeg nappede store dele af House of Cards i et hug. Total grøntsagsbullioun dagen efter.

Ideen med at lade tv’et køre i baggruden er faktisk ikke så dum endda. Men vi bliver jo pirret på andre måder i disse stunder, gør vi ikke?

Overload light?

Hvis hjernen er ristet efter en dag på “savannen”, kan den “bombethedstilstand” da udnyttes yderligere? Er det gedigen mind-wandering eller udplyndring af sindets afkroge, vi har med at gøre?  

Humlen er, at hjernen måske som minimum kan have svært ved at slippe overmættetheden, og så kører den på overload light. Og en spillefilm med hurtige skræmskifte, tjubang scener og rædselsvækkende biljagter m.m. er måske ikke den rette cocktail for hjernen at arbejde i DMN på? Jeg udelukker ikke, at der kan ske genuine sunde processer i hjernen, mens en tv-skærm er tændt. Men er det der, vi for alvor genoplades og finder ind til kreativiteten? Vælger vi de udsendelser? Det er jeg yderst mistænksom over for i mange tilfælde?

Det hedder jo også underholdning af en årsag. Det er ikke kreativitetsboost. Men bevares, tv er jo mange ting, så det er ikke sort/hvidt, det indrømmer jeg. Der er både “bondegårdsudsendelser”, dokumentarer om klimaforandringer og madudsendelser og neanderthalere. Og vi kan sagtens blive inspireret af mange af disse udsendelser. Ro på.

Måske er de mange serier bare den nemmeste vane at forfalde til? Det kræver ikke så meget at gå fra afsnit til afsnit. De starter jo af sig selv, de der serier. Og er du utålmodig, kan du springe introen over. Altså det modsatte af at fremme tålmodighed, gennem den gode milde tankevandring. Du skal pirres og holdes ude på kanten, nervepirrende og med cliffhangers i alle ender, så du bliver ved med at være hooked.

Er det helt løgn og ude på overdrevet? Sætter jeg tingene på raketspidsen? Tja, måske nok en anelse.

Gå en aftentur

Men, hvis vi ser mere positivt og superenkelt på sagen, giver plads, lidt “mental space”, kan den, altså hjernen, muligvis fokusere bedre igen (i en eller anden udstrækning) allerede ved en nap, en længere pause end bare en mikropause, eller et hvil på anden vis, under en gåtur eller lignende. 

Det behøver ikke være så svært at genfinde fatningen eller fokus. Genopladning er vel en del af ligningen? Og den behøver ikke ske foran endnu en skærm. I går tog jeg et smut i sauna. Jeg sov som et barn. Men alle har jo ikke en sauna, Jesper. Jeg ved det.

Men ved aftenstide er det særligt vigtigt, at vi nærmer os søvnen på en måde, der ikke skaber ekstra arbejde for DMN, tænker jeg. Mere ukrudt at luge ud i. Så hvad er din “saunaløsning”?

Pointen skulle gerne være at etablere nogle andre aftenrutiner og vaner, og at det måske er bedre end kun at se tv hver dag? Det er ikke det samme som totalforbud eller radikalt ophør. Moderationens kunst derimod. Eller udfasning for nogens vedkommende?

Jeg er blevet mere og mere begejstret for aftengåturen. Men du kan strikke og du kan bage og du kan…

En række spørgsmål til jer, der ser for meget tv eller drukner i skærmscrollen:

• Hvordan har din søvn været i en uge, hvor du hver aften hverken så tv eller var optaget af skærme, men havde nogle gode aftenritualer og aktiviteter, der ikke involverede digitalt isenkram?
• Har du nogensinde prøvet en skærmfri uge?
• Hvad består din eventuelle modstand imod længerevarende skærmpauser af?

Frygter mange, at der ikke er så meget kreativitet derinde i mørket? At det er svært og uoverskueligt at blive konfronteret med sine egne tanker og sit eget liv og de drømme, der evt. måtte være herfor?

Hænger du stadigvæk på? Godt. Her er det på tide at blive lidt mere specifik. Hvor der før var uoverskuelighed, skal der nu skabes rum for klarhed.

Hvad kan vi få ud af at være i “default mode network”?

Ud fra samtaler med professor i neurologi og neurokirurgi Nathan Spreng ved McGill University og professor i psykologi i York, England, Jonathan Smallwood når Johan Hari i bogen Stolen Focus… frem til 3 ting, der tilsyneladende foregår i hjernen i DMN, på baggrund af en del af professorernes videnskabelige studier. Jeg uddyber nu Nørretranders’ og egne tidligere nævnte pointer:

1. Du skaber langsomt mening, sætter ting i perspektiv og får skabt sammenhæng i forhold til dit liv. Fletter de mange brudstykker sammen til netværk af noget meningsfuldt. Læsning er et godt eksempel, hvor vi pludselig begynder at tænke på noget i forhold til vores eget liv, der opstår mens vi læser. Sammenligninger, paralleller, ønsker, tanker om relationelle forhold etc. Dette er ikke en forstyrrelse, det er en del af læsningens meningsfuldhed. Puslespilsarbejde. Det er det (nogle?), romaner og fiktion (herunder film på Netflix, formoder jeg) især kan bidrage med, fremfor at skulle trælle under anklagen om udelukkende tidsspilde. Værdien ved at lade tanker drive lidt, og langsomt engagere det ubevidste, er at vi bedre kan organisere personlige livsmål, være mere kreative, træffe tålmodige langtidsbeslutninger, ifølge Jonathan Smallwood.
2. Der skabes nye forbindelser i hjernen, der ofte kan lede til løsninger på et problem. Oversat til napping: har du uløste problemer og er gået i hårdknude og mærker trætheden, prøv at tage et hvil og se, om det kan hjælpe på problemløsningen bagefter. Fremfor at forsøge at fokusere meget snævert og insisterende, pseudoherorisk og krampagtigt. Kreativiteten ligger ikke i, at du forcerer noget og skaber noget, du trækker op af hjernehatten, og det forklares i bogen: “it’s a new association between two things that where already there. Mind-wandering allows “more extended trains of thought to unfold, which allows for more associations to be made”. (Stolen Focus…, s. 92). Husk hvad jeg skrev om koordination. De kreative kombinationer er i øvrigt præcist det, Ernest Holm Svendsen eksemplificerer ganske pædagogisk i bogen Ja! Sådan frigiver du din kreativitet.
3. Mental tidsrejsen – dit sind vil i denne tankevandrende tilstand rejse i fortid og forsøge at forudsige fremtiden. Det fjerner det snævre stivkrampeagtige nufokus, hvor du måske føler dig låst. Hjernen hjælper dig i stedet med at forberede dig på det næste som skal ske, så du er bedre rustet til at møde det. Du bruger hjernens båndbredde på en anden fokuserende måde, allokerer flere ressourcer til andre hjerneprocesser, der involverer andre tænkemåder. Du er bare ikke lænket til den sædvanlige kværnende produktivitetsforestilling, “alt” arbejde tilsyneladende skal foregå under i vores kultur, som Hari tilføjer. Mange af os tror instinktivt, at vi er mere effektive, når vi sidder klistret foran vores laptops og taster løs. Alt andet kan herved være i fare for at dømmes ude som “dagdrømmeri”. Hvor mange eksamenslæseperioder har ikke modbevist dette igennem tidens løb, indskyder jeg bare – på 13 kopper kaffe i overtiden?

En fremmelig tilstand, når du er parat til den

Af disse grunde giver det mening at være i denne tilstand, når du ikke er stresset, men måske nok føler dig mindre kreativ eller effektiv. Hvis du i forvejen er meget stresset, vil det højst sandsynligt bare føre til mere tankemylder, der vækker yderligere uro i sindet. Det er min formodning i hvert fald. Og jeg tænker nu samtidig på sådan noget som “receptpligtig naturdosering”. 

Måske skal “jorden gødes først”, hvilket jeg har kredset om i hele denne lange smøre?

Evt. med en af de mange forskellige kropspraksisser, der giver plads til tankevandring, fra gåturen til nappen, til morgenjournalen, til stillemeditation, til håndens arbejde osv. Eller socialt samvær, der ikke har en masse forventninger, og er særligt velegnet eller oplagt om aftenen. Måske kunne et tv-stop udarte sig til en aftenrutine eller et hyggeligt brætspil med partner, famile, venner etc. Nærvær fremfor fjernvær.

Med sådanne greb kan vi måske gøde jorden for de gode indfald, eller få ro på settet, under forudsætning af, at vi er i en tilstand, når vi gør det, der er egnet hertil. Det er svært at meditere sig ud af panik.

Eller vi kan tage os bedre tid til at bringe os i gunstige tankevandringstilstande. Problemet med de sociale løsninger er måske undertiden, at vi gerne vil undfly dem i visse stunder, thi de kan også vække yderligere bekymring og energitab. Man skal heller ikke dosere fællesskab mod alle onder i verden. Og nogle er, i parentes bemærket, mere sociale væsner end andre.  

Middagslure er ikke kun til kreativitetsfremme, men…

Er vi meget trætte og mentalt overbebyrdede, er det næppe kreativiteten, der står øverst, når du vælger en lur. Men energibevarelse og genopladning og evnen til at fokusere i det hele taget, der fylder mest.

Tankevandring kan komme i forskellige kvalitative versioner, må det antages. 

Men det forekommer mig at være svært at trække en eksakt linje og sige, hvor det kreative kan have sin begyndelse, og hvornår du er udhvilet til at være kreativ på ny. I arbejde og i bredere forstand. Om det fordrer mere eller mindre samvær, “en ny bevægelse” osv. Dette fordrer i sig selv en evne til at mærke efter og respektere den tilstand, du er i – i tide – uanset du kan ændre på den lige på stående fod. 

Det er som U2 vistnok så smukt synger  “…stuck in a moment you can´t get out of”, og det er jo ganske vist.

De kredsende tanker

“Fængsletheden” i tankerne, de kredsende tanker, kan forværre din sindstilstand eller bevirke, at du fokuserer med stadig ringere opmærksomhed, når “bægeret er fyldt” og utålmodigheden bare stiger og stiger til kogepunktet.

Det tror jeg de fleste godt er klar over, men viljen kan trække mange projekter til målstregen. Det, Møllehave kaldte for “en hård fødsel”. 

Spørgsmålet er blot, om det er måden at gøre det på. At holde ud, fortsætte, når “batterierne er brugt op”? Nogle har en hel filosofi baseret på “hold ud”-mantraet. 

I bevægelse kan det handle om overtræning pga. manglende opmærksomhed på grænser og “mindless pumping”. Working in kunne passende være det træk, der får bevægelsen på rette spor igen. Mere opmærksomhed med færre kvalitative ting, der kan vække energien igen. Jeg forbigår de østlige mellemregninger.

Enhver tanke- og kropsudmattelse kan skyldes utænkelig mangel på omtanke. Eller fortænkte løsninger. “Overengineering”. Det samme gælder bevægelse. Skal jeg vælge den her øvelse for mine akillessenesmerter?

Pointen er, at vi ikke altid skal forcere de gode tanker. Vi er måske mere kreative, når de rette betingelser er til stede. Det fremgår helt ikonisk i Jørgen Lets film om Søren Ulrik Thomsen, der sidder og vegeterer henslængt i sin lænestol, mens han venter på den guddommelige inspiration. Men husk, det er kun en approach!

Du kan starte med at være fantasiløs. Og med de rette greb kan du genfinde vejen til legen og det kreative. Det er den egentlige træning af sindet, der måske går gennem kroppen? For nogle gange skal vi lige “varme lidt op”, som det jo også hedder i bevægelsesjargonen. En kop kaffe er ikke altid det rette dopingmiddel.

At opvarmning så foregår lidt nonchalant rundt omkring, er også min erfaring, men lad nu det ligge.

Tid til træning af sindets tankevandring?

Måske er dette også en af grundene til, at det kan anses for at være en træningssag, tror jeg. Da nogle mennesker efterhånden føler, de er så langt ude af balance, at de danner diverse former for patologier og psykiske problemer, afhængigheder osv. At vi mister forbindelsen til mere naturlige sider af tilværelsen og ikke mindst hinanden. 

Førnævnte Johann Hari har skrevet en anden og deprimerende bog (emnet er også dystert belyst heri) – Lost connections : uncovering the real causes of depression – and the unexpected solutions. Bogen vidner netop om denne afsporethed, det er altså næppe kun et spøgelse i mit indskrænkede sind. Det er en samfundsproblematik. Der i øvrigt handler om mange andre ting end tankevandring og depressive tanker.

Bogens derouteopremsning er yderst tankevækkende og for stor en mundfuld at runde i denne ombæring – men jeg nævner den lige, da den poppede op som del af min tankevandring, mens jeg skriver her. Det var en tanke, der kom til mig, fordi jeg var modtagelig for den. Jeg vælger at fastholde mit fokus og slipper den for nu. Men ordet connection, hvad tænker du om det? At være forbundet, det er da den nød, vi skal have knækket, er det ikke?

Og ordet viser nemlig skyggesiden af det moderne samfund, så det forslår. Lost connections. Lad os i stedet vælge den konstruktive tilgang, at søge ind til forbindelsen.

At blive fortrolig med tankens vandring

Mange mennesker, undertegnede er ikke fritaget herfor heller, tilbringer angiveligt for meget tid med at luge ud i forstyrrelser, fejludkast og hvirvle sig ind tvivlsomme overspringshandlinger. Tid med at finde værdi mellem udbuddet af mediemuligheder og ideer og tanker, der bombarderer vores hjerne, så vi ikke forstår at påskønne og værne mere om værdien af andre sindstilstande, alene måske fordi vi oplever dem stadig mindre.

Hvilket gør, at mind-wandering kandiderer til en særdeles tidsrelevant kropspraksis.

Tankebelejring gennem overstimulering er en af fjenderne (måske også understimulering på én og samme tid, paradoksalt nok). Der foregår en kamp om din tid og din opmærksomhed i den moderne økonomi. Det handler om at holde dig online, i konstant kontakt med smartphones, iPads, laptops and all the rest of it.

Da megen af den menneskelige kontakt foregår i disse kredsløb, kan det være sin sag at balancere brugen af dem. Du kan have en mobil med på Maldiverne. Paradis er ingen øde ø længere. Og efter en måned i Skærgården, er det tilbage i møllen igen. Plug in atter igen.

Det gælder også legen, der nu er rykket indendørs og “tiltagende overtaget” af teknologi. I så stor en grad, at vi må spørge, om det nu også er tænkt godt nok igennem? Ud fra en forestilling om misforstået nødvendighed?

Tankevandring kan måske også være en måde at håndtere forceret overstimulering, uanset du ender ud som et geni på den anden side. Måske bliver du i begyndelsen bare et bedre menneske at være i nærheden af og bedre i stand til at træffe lidt bedre beslutninger om, hvordan du skal tænke resten af dagen.

Kan det ske på en halv times gåtur, er verden allerede i bedring. Eller ved at sludre med en kollega, eller ved at se ud af vinduet i letbanen. So be it. Bare start med at blive opmærksom på behovet, eller at registrere hvad du har gang i – og i særdeleshed kvaliteten heraf.

Forstå det delikate ved at stoppe op

Ting tager tid. Selv at blive en god “creativity napper” eller observatør af naturen på din gåtur, hvor du lader (tanke)blikket flytte sig mere rundt i landskabet fremfor at stirre skyldsbetynget på din skridttæller konstant. Det tager tid at blive bedre til at være i verden og tænke over, hvad du og vi har gang i.

Du er her, prøv at blive ved med at være her, og så kommer du nok på bedre tanker. Start med at sanse dufte, lyde af blade i vinden, trækroner og stammers krogede former, en fugls karakteristiske sang osv.

Stå og glo på en myreture. Gør noget enkelt og stil skarpt på det i stedet. Bryd dernæst op og lad blikket panorere igen. Sådan kan det gå slag i slag. Hold fast og giv slip. Det er en god ballonudvidelse, det er nærmest vejrtrækningens kunst. 

Ellers taber du måske sansen for delikate ting. Sansningen er det, der går forud for tænkningen, eller i det mindste er intimt forbundet med processer, der kan lede til tænkning og yderligere bearbejdning af indtryk. Jeg er ikke mester i Løgstrups metafysik. Hans sprog kører jo på svellerne, som de siger. I øvrigt er Nørretranders i sine skriverier i Se frem… om Immanuel Kant også inde på, at sansninger skabes gennem forestillingsevnen. Han henviser også til studiet af sanseapparatets rod i ubevidste processer. Det bliver for langhåret, hvis jeg skal ind at runde det også.

Langsom sansning er god sansning. Det er indlysende. Lyden af en bæks rislen ved forårstide kan gøre mig hel salig. Så lever jeg atter. Livet strømmer igen. Jeg må flyde med denne strøm og det gør mine tanker godt samtidigt.

Det er den jordbundne, lavpraktiske del af tilværelsen, det kniber med, hvor vi alle flyver i for høje luftlag, fordi teknologien sætter svingninger i gang, der gør, at vi måske bevæger os længere væk fra naturens elementære visdom. Selvom vi kan alt muligt. Og ser teknologien som en del af redningskransen i øvrigt.

Den bæredygtige dannelse er en del af den omstillingsproces, vi er i gang med, og den tager tid. Laaaang tid. Tid, vi ikke mener, vi har. Klimasituationen kalder på panik og hurtig handling. Så hvordan kan vi tænke tingene nok igennem, når vi ikke kan enes om, hvor forventningsbarren skal sættes og (for mange) folk ikke tænker sig (nok) om? Til dels måske fordi, de har svært ved at kalibrere fokus.

Hvad er ambitiøst nok til at fremtidige generationer har en beboelig klode?

At turde tænke fremtidens spirende tanker 

Her tror jeg, “sense of urgency” og alarmistisk opråb til straksopbremsing og handlekraft, på bedste Greta Thunberg manér, stor respekt for hendes engagement på mastodonternes ansvarsbevidstheds vegne, må ledsages af individuel eftertænksomhed hos os allesammen. I form at mere slendrende livsførelse, der ikke kører i overhalingbanen, men hvor vi indretter os mere sparsomt, eftertænktsomt, uden at være selvudslettende eller selvfornægtende.

På hvis vegne er vi parate til det? Vore egne børns?

At se hvordan vækst tager tid i skoven og hvor sårbar, men samtidig vidunderlige og geniale (og også barske) naturens processer er, kan lære os at tænke over vores brug af ressourcer. At skifte mobil i tide og utide er åbenbart noget, vi glemmer er forbundet med naturen. Hvis vi brugte telefonen lidt mindre, kunne den måske holde lidt længere, hvem ved.

Det er således ikke kun overtænkning, vi skal til livs. Det er også tankeløshed, og som du kan erfare i min kropspraksis om tankevandring evnen og modet til at tænke selv. I særdeleshed når du er omringet af tanketorsk og andres tanker går i tomgang. 

Det hele hænger sammen – også med dit liv. Tænk over det på din næste vandretur, men uden skyldfølelse. Snarere med kreativt øje for hvad du selv kan bidrage med, eller lade være med at bidrage med. Afimplementering er også kommet på mode, har jeg fra pålidelige kilder. 

Det er værd at tankevandre på. Ikke at det kræver en opgave at tænke over. 

Lad tankerne vandre først og fremmest, når det er det, der er brug for. Det er også god stresshåndtering.