Velkommen til dette forfriskende krasbørstige skumsprøjt af et bevægelsesfænomen. Koordination. Hovedvejen til et harmonisk bevægelsesliv. “Let’s get coordinated as they say”.
For det er jo ikke en tilfældig violin, vi spiller på her. Det er faktisk hovedviolinen – i en vis forstand.
“Coordination is not an accessory. It’s the architecture of movement. It’s the alchemical factor that transmutes raw capacity into skill. Coordination is how the whole system responds to the moment.“ ~ Marcello Palozzo
Hverdagskroppens bevægelser er ofte søvngængeragtigt tappet for fantasi og sidder fast i repetitive gipsformer. Altid de samme moves, ikke sandt.
Med koordination får vi mulighed for at bevæge os mere komplekst – med nye vidunderlige bevægelsesmønstre, der trodser det rutineprægede og giver os følelsen af at være i kontakt med os selv for alvor. Heraf også koblingen til dans, formoder jeg.
Koordination er ofte forbundet med intuition og nysgerrighed – på udkig efter at blive alt fra regndanser (Gene K in memoriam) til verdensberømt vagabond?
Koordination omtales undertiden også som teknik, eller endnu mere bredt motorik, men vedrører i realiteten en lang række færdigheder, der tilsammen forbedrer vores generelle bevægelsesevne.
Vi taler naturligvis om en ret så markant udvidelse af, hvad jeg andetsteds har skrevet om i forbindelse med at bruge hjernen under bevægelse. For der er meget mere på spil her.
Koordinationsevnen giver os adgang til at lære de enkelte bevægelser at kende helt ned i mikroskopien, men også at sammensætte dem på ny, i harmoniseringens valgbevidste navn. Koblingskunsten.
Og det kan føre en kreativ proces med sig. Der sprænger rammer, ledende ikke kun til perfektionering, men improvisatorisk kunst og frihedsudtryk.
Eller kollektiv harmoni eller disharmoni, eller hvorhen det nu bærer os…
Evolutionære koblinger og koordinater
Det handler fundamentalt set om livsvitale sansemotoriske samspil, hvor nerver og muskler udfordres i forhold til rumorienteringsans, øje-/hånd-, øje-/fod- og arm-/benkoordination, justeret kraftindsats og muskeltonusregulering via differentiering m.m.
Med koordination står vi med et fænomen i hænderne, der meget vel kan tænkes, og det er kun spekulation, som begyndelsen til al agens og bevidsthed. Altså en evolutionær forudsætning for elementær menneskelig problemløsning, som siden har nået skyhøje kapabiliteter, men i sin essens er dybt vævet ind i vores arts evolutionære overlevelsesevne, men jo langt fra udelukkende kun vores art.
Lad os iagttage en formulering fra den kvindelige filosof Patricia Churchland, der peger på det livsvigtige ved koordination:
“The most fundamental of the self-representational capacities probably arose as evolution stumbled on solutions for coordinating inner body signals to generate survival appropriate inner regulation. The basic coordination problems for all animals derive from the problem of what to do next. Pain signals should be coordinated with withdrawal, not with approach. Thirst signals should be coordinated with water seeking, not with fleeing unless a present threat takes higher priority. Homeostatic functions and the ability to switch between the different internal configuration (sic) for fight and flight from that needed for rest and digest require coordinated control of heart, lungs, viscera, liver, and adrenal medulla. Body-state signals have to be integrated, options evaluated, and choices made, since the organism needs to act as a coherent whole, not a group of independent systems with competing interests”. (Jirsa, V. K.; Kelso, J. A. Scott (2004). Coordination Dynamics: Issues and Trends, s. VII)
Kroppen skal fungere som en helhed. Den er ikke kun bestående af uafhængige systemer. Kroppens signaler og vores adfærd skal koordineres for at vi trives i elementær biologisk forstand. Det ser vi også med et fænomen som balance.
Koordination har været helt afgørende for de handlinger, vi har måttet udføre for at “komme videre i teksten”. Faktisk er koordination grundstenen for, at vi overhovedet bevæger os. Og er i live. Koordineringen mellem alle kroppens organsystemer er et godt eksempel. Når vi renser en bradepande eller stopper et par sokker, er vi i fuld gang med at koordinere. Men også når vi brænder fingrene på komfuret, eller regulerer vores vejrtrækning. Alle motoriske handlinger forudsætter en eller anden grad af koordination.
Nogle gange indikerer de endda, hvad vi søger at opnå. Og understøtter formål hermed. Som i tilfældet åndedrætskalibrering.
Koordination handler her om, hvordan hele kroppen organiserer sine enkeltdele, biologiske, systemiske, selvorganiserende sammenhænge i fysiologien, i ledtog med nervesystemet. Men det vedrører også handlinger i forhold til lemmerne, i forhold til tid, rum og kroppen selv med henblik på at bevæge sig kontrolleret, energibevidst og tilpasset forskellige udfordringer og opgaver. Ud fra et komplekst samspil med hele sanseapparatet.
Vi er begavet med medfødte koordinative bevægelsesmønstre og reflekser, som spiller en stor rolle for automatiske koordineringer, fra nysen, til blinken med øjnene, til reaktioner, hvis vi vrider om på anklen, til at trække en hånd til sig, hvis den rører ved en varm kogeplade etc. Børn skal ikke lære fra andre, hvordan de kravler. Det er noget, de har med sig som en af de første primærbevægelser og følger som en del af barnets udvikling.
Vi befinder os i et uhyre komplekst felt mellem selvorganiserende handlinger, reflektoriske handlinger, evolutionen har udstyret os med, og bevægelser, vi viljestyret kan kontrollere og manipulere med. Neuromuskulære samspil og feedback til hjernen via vores perception etc.
Koordination er en form for selvorganisering, hvor hele organismen skal kommunikere og være i dialog med omgivelserne, evaluere på handlinger og adfærd, og konstant tilpasse sig for at være i balance.
På den ene side er det et naturmirakel, der kører i baggrunden, men i dagligdagen kan det også antage mange former – fra trivielt repetitivt arbejde, vi kan være indspundet i og formes af, til mere bevidste former for kreativt selvudtryk.
Vi kan sågar udfolde os koordinativt, mens vi venter på toget, vi behøver ikke bare stå og glo på skinnerne. Koordination er sagt helt enkelt en uovertruffen og magisk evne, hvor vi ikke behøver forfalde til at køre udelukkende på gentagelser af enkle lineære ledmekaniske bevægelser i standardstillinger eller reflekser. Men kan vælge at gå på opdagelse i vores egen natur – fordi det vækker os endnu mere til live.
Hjernens motoriske problemløsningsevne vedligeholdes, når kompleksiteten i koordination vedligeholdes. Det kræver ikke alverden at løfte en håndvægt eller gå en tur, når først vi kan det.
Koordination er både menneskets evne til at samordne og skabe sammenhænge i bevægelse, men det er også en forlegenhedsskabende kamp i sig selv. En “struggle”, der iboende bærer værdi i sin egen spæde famlen og ikke behøver munde ud i en svanesø eller applauderende bifald fra et veloplagt dommerpanel i vild med dans – eller derover.
At koordinere er at holde vores sanser og kreativitet ved lige. Vores motoriske færdigheder etc.
Men derfor er der nu noget fandenivoldsk, yndefuldt eller fascinerende ved det koordinerende mesterskab. Hvad enten det handler om at jonglere med ildfakler, fræse hen over en mudret motocrossbane eller at mestre en kung fu form på flere hundrede bevægelser.
… du kan passende starte her med Shaolin Temple Europes vidunderlige
Skønheden findes.
Koordination er det evolutionære mirakel, der bliver ved med at give. En uudtømmelig kilde af muligheder. Studerer vi nervesystemets evolution, finder vi ud af, at det i høj grad er forbundet med en større og større problemløsningsevne i forhold til bevægelsesmæssige handlinger og adfærd, eksempelvis som den russiske fysiolog Nikolai Bernstein har gjort.
Det gælder derfor om at bevæge sig, så vi ikke kun stimulerer hjernens elementære lag, men får hele “kraniekassen” involveret.
Portrættering af visse koordinative udspring
Nogle koordinationsformer er rene lukkede eksekveringsbevægelser – ”gør sådan og sådan”, ”bøj en arm”. Ikke megen kombinatorik der. Det er helt i tråd med daglig ubevidst ledmekanisk handling. Men når blot et sving antager en mere flydende form end blot cirkumduktion i ledskålen, er det tydeligt, at det er koordinering, vi er vidne til.
Andre tager form som komplekse opgaver og rækkefølger af bevægelser eller opgavebaserede gåder: “Lav en koordinationssekvens med 10 håndklap”, ”Bevæg dig flydende fra A til B”. ”Du må kun gå på tæerne gennem forhindringerne på gulvet” osv.
Det ejendommelige er, at kroppen tilpasser sig de bevægelsesmønstre, vi udsætter den for. Det kan ganske vist kræve både gentagelse, nedbrydning af kompleksiteten i mindre bestanddele osv. Men over tid giver den sig. Men koordination er også til dels et selvorganiserende fænomen, hvor kroppen pludselig tager over, jo mere bevidste (eller rettere kropsligt fortrolige) vi er om vores grundlæggende bevægelsesmønstre. Jo flere af dem vi mestrer, jo mere kompleks bevægelse kan vi udføre, der kan lede til nye kombinationer.
Det er ikke kun et talenthævdet begavelsesanliggende, som mange er blevet dømt ved skafottet for ikke at have fået i nådegave. Formlen er måske snarere hårdt arbejde + søvn (altid sove på nye bevægelser) + indsigt i hvad dælen sagen drejer sig om, så vi kan praktisere målrettet – på det rette niveau. Og måske med et strejf af personlig magi – når vi vokser med opgaven. Hvad ved jeg.
For hvad nu hvis ikke vi husker bedst og fremmer hjernens plasticitet ved at “kopiere andres modeller til punkt og prikke”, men selv kombinerer os frem til næste evolutionære knopskydning på livstræets kroner? Vel at mærke med skyldig gæld til nervesystemet og hjernens “hierarkiske” evolutionære lagdelinger. Lettere sagt end gjort.
Jesper, siger du, at koordination er individualitetens arnested? Neeej, men det er nok et godt sted at opdage sig selv og bevægelsesfrihed? Ikke mindst i et bevægelsesperspektiv.
SROMP er et godt sted at opleve jomfrueligheden ved koordination – “hvad kan mine led”, “hvordan bevæger de sig rent ledmekanisk og hvordan kan jeg kombinere sådanne bevægelser”. Det giver et begynderlandkort over eget korpus. Men også de positioner og mønstre som kroppen kan indtage, “referent configurations”, hvorfra andre bevægelsesmuligheder kan opstå.
Koordination kan udspringe fra en sådan elementær kropsfortrolighed eller kropsbevidsthed, der strækker sig over hele bevægelseskædens artikulerende muligheder, og timing og kontrol heraf. Videre til en opdagelse af din egen bevægelsesfrihed på en lang række felter og et vue ind i dit eget skabelsesrepertoire. En autonomifølelse kan ledsage den og en øget selvtillid, der kipper med flaget for at få lov til at udvide sit virkefelt.
Et spektrum strækkende fra at undgå fald og uheld til graciøs udfoldelse på en scene eller et cirkus. Alt sammen drøftet mere indgående hos Bernstein, der er berømt for sin teori om, hvordan bevægelse konstrueres. Og som naturligvis kan nuanceres, og anskues mere dynamisk i dag, da megen viden er tilstødt, siden han kom på den genistreg.
Ido Portals berømte stregtegning er en simpel fortolkning af, hvordan kompleksiteten kan knopskyde, når vi går fra det isolerede, over det integrerende til det improvisatoriske, og det afspejler i en vis forstand noget af det, der sker inde i hjernen og den kompleksitet, der er forbundet hermed.
Hverdagslivet – et godt udgangspunkt
Koordination er crazy indviklet, men også et tangibelt mirakel, hvor vi også må forlade os på, at vi har meget med os i “rygsækken”, gudskelov.
Det ville være trist, hvis du skulle genlære den daglige gåtur hver dag, ikke? CPGs findes. Vi har øvet os fra fødsel af, men vi glemmer at vedligeholde mange andre ting, vi (mange børn er faktisk også omfattet nu om stunder) også kunne som børn – at kaste, sparke, hoppe, slå kolbøtter, kravle og rulle i græsset etc., og derfor er det vigtigt at vide mere om, hvad koordination gør godt for – så vi ikke giver slip.
Et tab af koordinative færdigheder fratager os gradvist adgangen til mange bevægelsesarenaer, eller får os til at bevæge os mindre adræt, agilt, funktionelt osv. med alderen. Eller indskrænker vores undersøgelser af vores bevægelsesrepertoire, der i værste fald kan lede til en bevægelsesfælde, da det kræver en vis fortrolighed med kroppen at vedligeholde den og at kunne fortsætte med at have bred adgang til kroppens bevægelsesmuligheder – og kaste sig ud i nye bevægelsesformer.
At turde og undgå at undgå er nemmere for dem, der ved, hvad kroppen kan klare og hvordan motoriske problemer kan løses, end dem der tror, at selv almindelige bevægelser udgør en atomlignende trussel for kroppen.
Vi må forstå det i forhold til hverdagen først og fremmest. At sidde mere arketypisk, mestre rejseteknikker, komme ind og ud af biler og lege med børn på jorden, spille fodbold med børnebørnene, klatre med op i legestativer, gribe en bold i fælledparken fra Moster Vera, snurre rundt og aflevere den til Onkel Sofus etc. Så det ikke langsomt ryger ud med hverdagsbadevandet. Til dels i forståeligt travlhedssvigt, men også grundet almindelig ureflekterethed angående vores bevægelsesbehov.
This is important folks. Make no mistake about it.
Det er kronjuvelen i al bevægelse.
Kig på hvad du render og laver til daglig, Hr. Jensen, det er betydningsfuldt.
Hvad karakteriserer koordination og koordineringskunsten?
Lidt perler på en snor, du kan spejle koordinationsgåden i:
- Et vilkår: Der indgår koordinerende bevægelser i alt hvad vi gør, at redde vores seng eller at kæmme vores hår, der er ingen mulighed for at undslippe.
- Det er måden, bevægelse udfoldes, bevægelsens arkitektoniske udformning, den underliggende alkymi i at transformere rå kapacitet om til skønne færdigheder og kompositorisk adfærd.
- Koordination (lat. coordinatio): Henviser til det at skabe sammenhænge imellem delelementer, at organisere og bringe sammen til en helhed, at samordne hele kroppens bevægelsestilpasning i et givent øjeblik i henhold til en given opgave, hvilket forbedrer præstationsevnen og giver adgang til mere alsidig bevægelse.
- I forhold til fysisk bevægelse handler det i høj grad om hjernens samspil med muskelsystemet og hvordan vi udfører bevægelser med bedre motorisk kontrol. Også under kaotiske forhold – via partnerlege, games og ukontrollerbare situationer.
- Motorisk kontrol kommer blandt andet fra, at du bevidst beslutter dig for, hvilke dele af kroppen der skal holdes i ro og hvilke der skal bevæges – som i SROMP. Omvendt er mange bevægelser også medfødte og vi kan frit bevæge os uden at tænke tungt over koreografiske spidsfindigheder. Intuition er afgørende her – vi kan være kreative uden andres ledelse.
- Kræver indledningsvist opvakthed og bevidst eksekvering, og på nogle områder nok også kapacitet. Det intuitive kommer senere. Vi bør praktisere på kanten af komfortzonen, hvor bevægelserne ikke er velkendte, men også gøre brug af mange gentagelser for at reintegrere velkendte mønstre. Fra det primære over det generelle til det specifikke.
- Behovet for løbende tillæring af nye bevægelsesmønstre fodrer og fostrer et repertoire, der vokser, så kombinatorikken bliver mere levende, differentieret og kompleks. Det må ikke blive for automatiseret, så er det for nemt. Derfor er det en praksis for livet.
- I en vis forstand er fokus på teknik, fremfor konditionering og styrke. Men disse komponenter kan sagtens indgå også, på mere organiske og irregulære måder. Men koordination handler også om erfaringskunsten. At opleve kropslig udfoldelse gennem engagement, ikke blind udførelse af allerede lagrede mønstre. Vi lærer gennem fysisk erfaring med verden, fra spæd og fremefter. Vi sanser gennem berøring og afprøvning, ikke kun primære refleksaktiveringer.
- Indebærer vanebrud og frustrationstolerance. Derfor rummer koordination et enormt læringspotentiale – for der er altid nye bevægelser, vi konfronteres med, og det er det, der afholder mange fra koordination. Det velkendte er mere anstrengelsesfrit for os. Koordination er således både en fysisk og mental udfordring. Skamfuldhed over egen fantasifuldhed og passivitet er barrierer, der skal overkommes – fra hovedbrud til gennembrud er altså mottoet.
En del visdom har vi tilranet os gennem videnskabelige pionerer som Nikolai Bernstein og på den pædagogiske side Meinel og Schnabel, der har præciseret, hvilke “skills”, der indgår. Færdigheder som at koble, tilpasse/justere, differentiere bevægelser, orientere, reagere, balancere og brug af rytme.
De banede vejen ved at pege på vores medfødte “evner”, der skal videreudvikles igennem livet for at praktisere koordination på håndgribelige måder.
Disse evner kan for overblikkets skyld grupperes i tre familier, der hver især afspejler, hvordan kroppen organiserer sig – det være sig 1) spatialt, 2) kropsligt og 3) tidsligt.
Vi kan herudfra vælge at rubricere en lang række underkategorier, som tilsammen på elegant vis giver os indblik i, hvad der udgør de fundamentale bestanddele af koordination. Som du kan zoome ud og ind på og kombinere i uendelighed.
Sesam luk dig op og lad os ved selvsyn beskue, hvad du gemmer i din berømte hule.
Koordinationsdynastiet
Ved at tage et kik ind i denne royale storfamilie og beskue den kropsgrammatik, der tillader os at udfolde os i selvbevidst koordinativ kartografi, kan vi atter se livsbekræftende lys for enden af trælbundetheden.
Koordinationsparaplyen skjuler et væld af underliggende lagdelinger – hvor alle har deres særlige præg og bestemt kan forvaltes med nænsomhed eller nåleskarp beslutsomhed.
Ofte er de mange delkomponenter på spil samtidig, men kan praktiseres mere isoleret eller kombineres på utallige måder afhængigt af kontekst eller fokusering. Her starter “feinschmeckeriet” for alvor.
Følgende er nogle af de underliggende geologiske lag, koordinationsmysteriet trækker på, som Marcello Palozzo har lært mig at holde et vågent øje med.
Rumlaget – det spatiale
Vores evne til at tilpasse os bevægelse og kultivering af kapaciteten til at navigere med præcision, overlæg og overblik i det miljø, vi færdes i:
- Transformation – at tilpasse bevægelsesmønstre til skiftende miljøvilkår – eksempelvis når vi kravler eller løber.
- Orientering – fostrer kropsbevidsthed og rumfornemmelse i forhold til kroppen, der skifter retning i rummet – skruer, piruetter og kolbøtter som eksempler.
Det tidsorienterede lag – det temporale
Den svære underliggende bevægelsesarkitektur, som kan vise os vejen til automatisme i vores bevægelsesmønstre og baner vejen for hurtigere eksekvering af færdigheder. Giver os indblik i musikalitet, at være flydende og timing:
- Rytme – at styre den temporale bevægelsesorganisering – ofte ledsaget af musik.
- Anticipation – at kultivere forventningsbaserede motorstrategier for forestående bevægelsesudfordringer – en hånd der kommer imod dig, som du vil undvige – eksempelvis på “zenagtig manér”.
- Reaktion – det siger sig selv – at modsvare effektivt på pludselige skift i begivenheder og miljø, som under boksning.
Det kropslige lag – det korporeale
Forholder sig koordinativt til viden om kroppen i forhold til sig selv. Som med SROMP har vi med organisering af de enkelte lemmer og segmenter at gøre, kontrol af muskeltonus, finmotorik og stabiliseringsstrategier ud i motorkontrol, der forudsætter effektivitet, integration og præcision:
- Kombination – at koble de enkelte kropsdele på kryds og tværs med kontrol og valgbestemmelse, eksempelvis til en form for koreografi, idrætsbevægelser osv.
- Differentiering – den opmærksomhedskrævende modulering af spænding relativt til sværhedsgraden af en given opgave. Eksempelvis i climbar styrkeøvelser, når du kravler – og under dynamisk konditionering og kontaktakrobatik.
- Balance – evnen til at fastholde kroppen stabil og bevare postural kontrol, som når vi står på hovedet eller balancerer på anden vis.
Den skarpsindige læser vil vide, at der til alle disse aspekter knytter sig identifikatoriske markører, som “afgør”, hvorvidt de er underudviklede, samt tilhørende indlæringsstrategier for, hvordan de kan skærpes.
Det er her bevægelsespraktikere og instruktører kommer på banen. Det er nemlig for omfattende at beskrive her.
Men hvorfor egentligt besvære os med al det koordinationshejs, er styrke og udholdenhed ikke godt nok Jesper?
Koordination trænes delvist under styrketræning og en del under vægtløftning, eksempelvis gennem spændingsregulering ved tilpasset kraftindsats og koordineret vejrtrækning. Men under komplekse bevægelsesformer som akrobatik, kampsport og dans er det meget mere afgørende.
Og ovenstående familier kan praktiseres på mange andre måder. Selv i fodbold kan vi starte med samspillet med en lille bold:
Interesse for koordination?
Det dovne svar først. Det er som nævnt et vilkår. Case closed. Ingen udvej, Koordination indgår i al bevægelsesadfærd. Men graden af koordination kan vi diskutere.
Historisk har vi længe valgt af fasttømre os til arven fra rationalister som Decartes, Kant og Newton, og i denne gråmelerede tiltro til intelligensen har det ikke undsluppet kritikeres opmærksomhed, at nogle af os har ladet sanseligheden forvitre i baggrunden som bænkevarmer, mens kropslige, emotive og instinktive farver sygnede hen.
Vi er blevet mestre i lineære (ofte lavkomplekse) bevægelser og optimering, og har effektiviseret alt fra sport, til jagt, til en simpel gåtur.
Og det er jo ikke kun en forfaldshistorie vel! Men sandelig heller ikke hele sandheden om bevægelse.
Med koordination tilbyder vi den metriske begejstring et modspil. Vi bevæger os ind i spontanitetens leg og selvregulering. Individets orkestrering, om du vil. At blive dig gennem bevægelse. Helhed over fragmenteret træning, eksploration over pulsure og aerodynamiske skosåler. Improvisation eller i det mindste friere former for associativ leg, frem for slavagtiggørelse af skabeloner og protokolrytteri, der minutiøst registreres i en app.
Med koordination skal hele kroppen atter i spil. Let’s face it. Koordination handler ikke om at lave to skøre bevægelser med hænderne på maven og hovedet, eller at dandere den med klæbrige partytricks. Det er behændighedens førsteviolin snarere end en blomsterdekoration til andre mere værdige forehavender.
Altså kropslig erfaringskunst for mennesker. Alle aspekter af koordination bibringer erfaringer til det at være menneske. Koordination spejler, hvordan vores tanker, følelser, sansninger og intuition modtager, internaliserer og modsvarer krav i den omkringliggende verden.
En håndfuld fordele, der snildt kunne peges på, hvis vi havde en gammeldags kateterpegepind:
- Leg og sjov med selvudfoldelse og opdagelse. Vi skal ikke nødvendigvis skabe noget eller være kreative eller innovative. Vi skal være med det, der er, alene fordi det bærer glæde og tilfredsstillelsen i sig selv. Brugsanvisning og ROI (Return On Investment logik) ingen adgang, kunne der tilføjes. Genforbindelse er vejen ud af den snævre forblændelse.
- At øge sin kropsbevidsthed – at undersøge hvad din krop kan, nye bevægelser = opkvikkende sanseoplevelser og hjernestimulering, der næsten kan slå en kile ind i indlandsisen. Det er hjernefoder fra øverste skuffe, ikke drøvtygning af de samme stabile sandheder. Frisk halm til hestene.
- Velkendte bevægelser er ikke den store udfordring for hjernen – vanebrud er vigtige. Gå derfor gradvist efter sværere bevægelser, variationer og kombinationer af bevægelser, når du føler, at du stagnerer og ikke helt kan finde balancen mellem “orden og kaos”. En hyppig dosis rutinedrab på kedsommelig, trummerumagtig, noget nær bevidstløs og komatøs adfærd.
- Vedligeholde problemløsningsevnen og appetitregulering. Den daglige “sudoku for hjernen” om du vil – konkret problemløsning med andet og mere end hånden, der nu bestemt også har sin berettigelse.
- Udvikle neuroplasticitet – skærpe sansen for at afkode og lære nye mønstre. Livsvedligeholdelse af nerveforbindelser og lemmestyring. Hjernen stimuleres af processen og “kampen” med at lære, resultatet er sekundært i livsperspektivet og det rækker ind i mobilitet og alt muligt andet… Det har alle dage været godt at bruge hjernen under bevægelse.
- Koordination lærer os at være nærværende med bevægelse, at anstrenge os med noget, der er “bøvlet”, men som føles rart, når vi mestrer det – fordybelse, fortabelse og forgabthed.
- Synkronicitet og indbyrdes forbundethed – dialog og samspil med miljø og andre mennesker er ret fedt at opleve, og det er flow i fuldt flor – især når det rummer en vis musikalitet og vitalitet (så kan elegance altid komme snigende også).
I dette interview sætter “koordinations connaisseur” Joseph Frucek fra Fighting Monkey ord på nogle af de ting, vi har brug for som mennesker for at være kreative i den konstant foranderlige evolutionære adaptive livspraksis, med bevægelse som guidende metafor. Det rummer en stor del af variabilitet, ustabilitet, orkestreret kaos, opbrud og nedbrud af rigiditet, men også stædighed, nysgerrighed og villighed til ikke at være for skråsikker på “formler”, papyrusruller og protokoller.
At opdage en frihed til at gå på opdagelse i noget uplanlagt. At fostre kontraster til målstyring og faste former.
Mig – behov for at blive mere koordineret?
Mulige tegn på at du kunne have gavn af mere koordinationsadfærd i dit liv.
Kun nogle signalblink, ikke det endegyldige nødblus:
- Simple kombinationer af primære bevægelsesmønster virker svære at udføre – du overvældes (møder limbisk friktion, mental modstand) af selv elementære handlinger.
- Umelodiske sammensætninger af bevægelsesmønstre når du kombinerer dem – manglende timing og kontrol af overgange mellem de enkelte bevægelser.
- Grovmotoriske bevægelsesmønstre dominerer over mere fingranulerede, detaljestyrede bevægelser i dit forhold til bevægelse.
- Du dyrker kardiovaskulær træning og styrke, men har glemt, at det er motorikken, der er det absolut mest centrale for hjernens bevægelsesbehov.
- Du udviser hurtige tegn på modstand, skamfuldhed eller forlegenhed ved at blive eksponeret for og introduceret for nye bevægelsesudfordringer.
- Du bevæger dig meget rutinepræget og ensartet og længes efter mere fri udfoldelse og kreativitet.
- Hverdagsbevægelsen indskrænkes til det fornødne og du oplever i tiltagende grad udfordringer med selv lavkomplekse bevægelser.
Hvordan lirke koordinationslåsen op?
Well, det vil jeg helst ikke udtale mig for eksklusivt om. Og jeg går endda voldsomt ind for at besynge “nøglemagerkunsten“.
Jeg ser ikke en slavebindende masterplan for mig, men nikker genkendende til Joseph Fruceks evolutionære tankekoblinger og hans insisteren på at udfordre den automatisme, der ligger i skabelonpassificering og ureflekteret, konsumerende følgen med – trældommen under andres anvisninger.
At være i et kreativt miljø er måske den vigtigste faktor. Omgiv dig med kreative weirdos eller aficionados.
Hvad ellers har jeg selv har fundet mening i? Som har hjulpet mig med at fastholde lysten til at koordinere mig frem til nye udfoldelser og ikke bare drukne i habituering?
Først og fremmest modet til at udfordre mine egne vaner og psyke gennem greb, konceptuelle kneb og principper, der sætter restriktioner op, som tvinger mig ind i en kreativ opgaveramme. Eller ægger mig – som når musikken kalder rytmen frem fra kroppens dyb. Det er en dans mellem disciplin og skabelse af usikkerhed og uforudsigelighed.
Men også noget med bevidst at bringe sig tættere på en kreativ tilstand ved at ruske op i et slumrende nervesystem og sanseapparat. Gennem opmærksomhedskultivering. Evt. garneret med lidt journalføring.
Herudover vil jeg minde om, at der ikke gives et mastertrick – men jeg næres blandt andet af:
- Brugen af visualisering, tælling, følesansen, små kommandolyde, rytmer, stikord osv. til at indfange bevægelser – “1-2-3-hop”, “forestil dig at du dirigerer et symfoniorkester med dine pegefingre”, “mærk hvordan armen glider ind under som en sytråd igennem et nåleøje”.
- At øge mængden af gentagelser (frygt ikke de eksorbitante mængder) og herunder demolitionskunsten at bryde kompleksiteten ned i mindre bestanddele – “500 bold jongleringer” gisp.
- At lære enkeltelementer ordentligt – dvs. til det punkt hvor de er konsolideret i hjernen. Sæt dernæst delelementer sammen i helheder og forskellige konfigurationer. Når du vender tilbage om 6 måneder, vil du se, hvad der er konsolideret, og som bliver med dig resten af livet, og hvad der ikke er indlært dybt nok endnu. Vær din egen ærlige selvafsløring og loyale samvittighed. Til illustration: Gå snorlige ud af landevejen: “A-B-C-D-E-F”. Kombinér forskellige bevægelsesmønstre samtidigt “AB-CD-DB”. Byt om på rækkefølger og bevægelser “A-C-B-D”. Husk Idos tegning ditto her!
- At sætte elementer sammen jeg i forvejen er fortrolig med på nye måder – mit yndlingseksempel: “at gå + at svinge mine arme”. “Udfør de samme 4 mønstre på så mange nye måder, du kan, på 3 minutter”.
- At inddrage objekter og udstyr – det øger øjeblikkeligt kompleksiteten og træner øje-/hånd- og øje-/fodkoordination at inddrage bolde, pinde og stave for eksempel.
- At være nysgerrig på kroppen, lære gennem eksploration – “hvad sker der, hvis jeg gør sådan her…”. At føre dialogen med det, der er, og se hvad kroppen kan finde på “ud af det blå”.
- At tilsætte det anderledes, det uventede, det aparte, det radikalt kantede og upassende som bryder “det gyldne snit” eller den hævdvundne forventningsbarriere – “drys lidt martial i dansesuppen” og så fremdeles.
- Zooming. Zoom ind på detaljer og begrænsninger – “kun hovedet fra nu af”, zoom ud på helheden – “prøv nu hele bevægelseskæden”. Også en vigtig brik til at regulere og modificere gradueret kompleksitet på linje med progression og regression i sværhedsgrad.
- At sætte tempoet ned og øve bevægelser meget langsomt i starten fremmer dybdeindlæring, har jeg på fornemmeren…
- Krydderi: Det kunne være “den pludselige forstyrrelse i form af et skub under et hop”, som kræver mere tilpasning og behændighed fra din side. Eller “regeludskiftningen” – at shuffle lidt med de kreative tools i kassen – “vi kan også starte fra højre, you know”.
- AI-søgning: “what are the best strategies to learn how to coordinate movement?
- At gå efter den geometriske skønhed via fænomener som Acrosthesis, hvor kropsdele og former smelter sammen m.m.
Indrømmet, det indebærer frustration i begyndelsen, hvorfor frustrationstolerance er en hærdning, vi må til smeden for at få banket på plads. En rutinejunkie trygler altid efter det vante fix. At bryde igennem frustrationslaget ved-ikke-at-dømme (men nok se efter små gennembrud) er slet ikke så nemt endda, hvis vi ikke har fat i selvmedfølelsen eller tålmodigheden.
Sagt helt prosaisk og klinisk. Først skal vi saftsuseme lære at håndtere, “at vi stinker”(“embrace the suckiness”, som jeg overhørte en fyr kalde det på et seminar). At acceptere frustrationsfølelser der vælder op, førend vi kan vende disse til vores egen fordel. Ikke at vende os bort fra disse.
Sandheden. At lære nye bevægelser er i starten frustrerende for majoriteten. Men frustrationstærsklen er også et potentielt tipping point. Forløsningsøjeblikket kan indfinde sig hvert et øjeblik, du tror, du rammer “peak frustration”. Pludselig sidder bevægelserne alligevel i skabet. “Nå var det bare det, jeg skulle”.
“Stay in the game, I urge you!”
Spørgsmålet om volumen
Hvor meget skal der så kæmpes og “struggles”? Tja, det vil nok både gribe ind i spørgsmålet om “motorisk begavelse” (eksempelvis det sagnomspundne boldøje, nogle talentspejdere mener, de kan spotte), den psykologiske velvillighed og nysgerrighed efter at lære nyt, alder, og herudover, som finansrådgiverne ville sige “risikoprofil”, men jo så sandelig også vedholdenheden, tålmodigheden og viljen til at stå frustrationer igennem. Mange erfaringsmæssige nuancer i samråd.
Jeg har ikke svaret, okay. Jeg må dvæle, tøve og stå ved min usikkerhed her.
Jeg har på yderst rustne vandrør hørt, at du med fordel bør øve dig i forhold til kompleksiteten. Et bud kunne hedde ca. 4-6 uger pr. mønster. Men det kommer jo an på, hvor kompliceret det er. Om det griber ind i noget, der i forvejen falder dig let osv. Og hvor dybt lagret din koordinationsevne med pågældende ønskes. Skal det mestres til sceneperfektion eller til husmandsbehov og hjemme-groove?
Hvornår er noget konsolideret i kroppen, i motor cortex, muskelhukommelsen og alt det der jazz?
4-6 uger er et erfaringsmæssigt godt bud på at “låse et mønster i hukommelsen”, så du kan huske det langsigtet. Men det afhænger så sandelig af kompleksiteten, træningsmængden, din lærestrategi og tilegnelsesevne etc.
Nogle mønstre kan læres på stedet, andre strenge og kæder af bevægelse kan tage måneder eller år at mestre – “Bo staff forms”, Tai Chi, og Qi Gong forms eksempelvis.
Prøv at lade en dansesekvens ligge og ulme på hylden i en måned og tag den så frem igen. Sidder den stadigvæk i skabet? Godt så, gentag øvelsen efter 3 og 6 måneder? Så øges sandsynligheden, vil jeg mene, hvis ikke der skal bankes en hulens masse rust af.
Når du ikke skal tænke over det, når du kan gøre det i søvne, når du kan overskue andre bevægelser oven på grundmønstrene – med lethed, så er du ved at være der. Når det virker let eller ligefrem kedeligt…
…For det handler jo ikke kun om genkaldelse af forudprogrammerede mønstre, det handler også om at kunne trække mønstre frem og skabe nye mønstre, dine egne påfund.
På få uger fik jeg styr på at jonglere 1000 bolde uden at tabe dem. Den oplevelse lærte mig noget om frustrationstolerance, opmærksomhedsindsnævring, vedholdenhed og koncentration over tid, modulering af indsats og differentieret spændingsregulering, rytmens betydning, brugen af reaktioner, indre ro og vitalitetsfølelse, for nu at pege på visse centrale erfaringer.
Eksempler fra bevægelseskulturen – koordination i praksis
At arbejde med koordination i et bevægelseskulturelt perspektiv kan antage uendeligt mange former. Armsving i kombination med gangarter, dansebevægelser, kast, jonglering, kontaktakrobatik eller balancering med genstande og objekter osv.
Dans og groove er glimrende kraftfelter, hvor alverdens vand kan springe fra. Åbent, tribalistisk og fritflydende eller mere stringent og stilistisk.
Eller hvad med det højkomplekse og gennemarbejdede tilbud “Coordinations“, hos Fighting Monkey, der har en særlig atletisk dynamik og kaotik over sig. Balstyrisk og elegant samtidig.
Eller deres såkaldte “zero forms” tilgang kunne også være et godt sted at gå på opdagelse i/med kroppen:
Koordination kan, når vi vender mønten om, også udforskes i detaljedybden. Eksempelvis et simpelt uskyldigt afslappende rotationssving kan rumme mange detaljelag, for de der er (tål)modige nok til at gennemskue det – ved at bruge tid på at opdage det.
Eksempelvis initieringen af svinget. Eller kombinationer med dissociering af hovedbevægelser etc.
Kunsten er over tid at få hele kroppen i spil, uanset hvad vi gør – at øge kompleksiteten, så hjernen kommer på arbejde. Vi må bøje os i støvet for nervesystemets betydning for vores overlevelseskapacitet og bekende os til dybere indsigter i forhold til vores visuelle, vestibulære og proprioceptive system.
Den fasiske fysiske forberedelse kan være en anden og mere spidsfindig indgang, som jeg viser nogle eksempler på.
Der er bare ikke nogen regel, der siger, at du skal starte et bestemt sted. Din krop tilpasser sig det, du gør, men vi kan med fordel gå frem via list og forsigtighed, så kompleksiteten ikke spænder ben for vores skrøbelige udgangspunkt i uvidenhed. Eller at vi udsætter kroppen for unødige skadesrisici.
Joseph Bartz har været så venlig at stille en “30 dages koordinationsudfordring” til rådighed på YouTube, der rummer nogle indledende forsøg på at lære dig koordination, og hvor kompleksiteten ikke antager abstrakt vanvittige proportioner. Vel tilpas til begynderen, vil jeg formode.
At opleve koordination på et relativt trygt plan, der samtidig udvikler sensorisk kropsoplevelse og bevidsthed, kan lede til en langvarig kærlighedsaffære. Herfra kan al det funky Jackie Chan lir følge hen ad vejen. Balanceakten går mellem at undgå at skræmme folk væk med en urealistisk overlægger og gradvist at tilbyde rum for yderligere frihedsundersøgleser uden at du knækker nakkehvirvlerne fra dag 1.
For hvis du formår at holde lidt tættere fast i noget elementært, kan du samtidigt erfare, at det kan udgøre et univers med flere funklende stjerner, du ikke fik øje på i farten, fordi du havde travlt med at skulle videre til det næste.
- Rådet for højere koordinationstrafiksikkerhed tilsiger derfor: Udtøm med velbehag og blikfang et univers, inden du flytter til en anden galakse. Lær at ride ordentligt på mælkevejens stjerneryg.
Drop din døgnfluesurfing og start i stedet ydmygt ud. Men husk på, at dette ydmyge og adstadige arbejde en dag kan lede til smukke og overflodsagtige bevægelser og leg med bevægelse, der opfylder og mætter ikke bare dit hjerte, dine sanser, men hele dit væsen. Og kan imponere andre, hvis det er vigtigt for dig altså.
Her er min træningsmakker og jeg i gang med at “klappe kage” som det hed helt ned i børnehaven. Det er en oplagt rute at gå ud af. Og den kan hurtigt føre dig videre forbi den barndom, du der genopdager.
Det skal starte et sted. Og det handler om at blive grebet af at se sammenhænge og løse gåder og opleve, at der knækkes koder. Som i “koordinationsklapning”. At stå noget krævende igennem og mærke stolthedens sved på panden, når det hele bindes sammen i en smuk sløjfe eller sekventiel symfoni.
Yes we can, som de (engang) sagde i amerikansk politik.
Koordination er i alt, hvad vi gør. Så det må antages at være en fundamental livsvigtig praksisform, vi skal opdyrke fortrolighed med. Uanset ambitionsniveau.
Tjek bare denne unge “verdensmester i kosteskaftsblær” ud, som også må være startet et sted. Han er ikke ligefrem en gammel mand med gråt vismandsskæg. Det gælder om at gå til vaflerne og øve sig til hovedet snurrer.
Det er, set ud fra nervesystemets optik, supervæsentligt for vores overlevelse, at vi placerer os i eksponeringen for orkaner af uforudsigelige spil, lege og bevægelsesformer, der ikke er fastlagt på forhånd.
Tornadoen indenfor bevægelse, der hvirvler forbi med tyfonisk turbulens og tiltagende vanvid. Glad vanvid.
Her trænes adaptabilitet, tilpasningskunsten – kunsten at være et menneske i meningsfuld sansende bevægelse.