At trække vejret normalt – først og fremmest – (1. redningsflanke)

“Tag en dyb indånding”, “træk vejret helt ned i storetåen”, “du skal bare trække vejret dybt”. De velmenede råd står beredvilligt i kø. Men gode råd er ofte uklare, og taget ud af en sammenhæng, du måske ikke helt er opmærksom på, eller formår at koble din egen livssituation.

Hvem er forresten den bedste åndedrætsekspert hvis ikke dig selv? Altså den bedste til at mærke dig selv?

Åndedrættets funktionelle indretning udgør en livsvital fysiologisk selvopretholdelsesmekanisme, alle mennesker lever med på godt og ondt. Og som påvirker ikke så få livsprocesser, inde i og uden for kroppen. Vi trækker vejret automatisk, da det er kontrolleret af det autonome nervesystem.

Men vejrtrækning kan manipuleres af viljen samtidig. Og det er til dels her, at tingene bliver indviklede. For hvor meget skal vi forlade os på vejrtrækningens nuværende karakter og kvalitet, og hvor meget har vi behov for at vide, for at kunne tage stilling til kvaliteten af åndedrættet?

Præstationsøkonomien har for længst gjort sit indtog på scenen for luftudveksling. Vejrtrækning er i dag også en commodity, en salgsvare – på godt og ondt. En potentiel statusmarkør og samtidig en vekslende kilde til uro, forvirring og utryghed paradoksalt nok. Her gælder det om at navigere med tungen lige i munden.

Inden du konsulterer en anerkendt ekspert eller følger en populær teknik, der florerer i medielandskabet, var det måske mest loyalt over for dit eget udgangspunkt at blive mere dus med, hvordan vejrtrækningen egentlig forløber. Sådan som anatomien og fysiologien foreskriver. Gennem gammeldags oplysning og dannelse.

Det kræver, at du læser med og væbner dig med lidt tålmodighed.

På baggrund af egne genvordigheder med bekymring for “forkert” vejrtrækning, samt flere klienthenvendelser over årene, har jeg valgt at skrive et grundigt og informativt indlæg til oplysning om det fundamentale ved en normal vejrtrækning.

Målet er at klæde dig på til på egen hånd at kunne erfare, om din vejrtrækning er naturligt afbalanceret. Eller om der har indsneget sig uhensigtmæssige vaner eller forandringer ind i dit vejrtrækningsmønster.

For dernæst tage stilling til, om du har behov for professionel hjælp hos en åndedrætsekspert, evt. via indledende lægekonsultation. 

Og så er der også lidt livsfilosofi, bevægelsesbetragtninger og en kommentar til mødet med massagebriksen. Altsammen med en vis berøring til vores vejrtrækning.

Selvansvar og øjenåbner på samfundsniveau?

Jeg er bestemt ikke immun over for værdien i, at den grundlæggende vejrtrækning kan forankres i en læreproces hos en åndedrætsekspert, men er nysgerrig på, om flere af os kunne blive sensible nok til selv at kunne kalibrere vores egen vejrtrækning. 

Eller tage os tiden til at lære det.

Med tanke på de samlede sundhedsrelaterede konsekvenser kunne en “curriculum model”, startende i skolesystemet, muligvis være godt givet ud. Om end det altid kan diskuteres, om det er der, det hører hjemme. Jeg vil overlade til mere kyndige at lodde værdien i praksis af sådanne overvejelser, fra min side, og nøjes med en “pixi-indføring” her på blogbrædderne.

Dette indlæg vil hovedsageligt forsøge at svare på ét grundlæggende spørgsmål. Trækker jeg vejret normalt? Og tillægsspørgsmålet: kan jeg finde hvile i en øget viden om, hvordan jeg bør trække vejret normalt? Normalt vil ikke sige ensretning for alle, ned i den mindste detalje. Men mere som tilnærmelse, en retning at pejle efter.

I den ånd, kære læser, håber jeg, du vil læse mine følgende betragtninger som en appel til kritisk selvobservation og forpligtelsesfølelse overfor dit kæreste eje – livskraften selv, livlinjen til dit eget liv.

Eller på jævnt dansk, at du tager din vejrtrækning tilstrækkeligt alvorligt til, at du bliver fortrolig med den og ikke spilder et eneste åndedrag for meget, hvis det kunne være undgået i kraft af øget selvindsigt og viden, samt praksis. 

Fra livsvigtig betydning til unødig (selv)optagethed?

Der hersker ingen tvivl om vejrtrækningens livsvigtige betydning. Det har jeg allerede indkredset i indlægget af samme navn. Den videnskabelige litteratur har så sandelig også bekræftet dette til fulde. 

Men er udgangspunktet for arten homo sapiens i det 21. århundrede, at flere og flere lider af dysfunktionelle vejrtrækningsproblemer, har brug for åndedrætscoaches og skal til en lind strøm af foredrag, workshops og seminarer for at kunne trives i tilværelsen? Bør det ikke snarere være, at vi skal huske at danne os i, hvad der er hjørnestenene i et sundt, livsvitalt og velfungerende livsgrundlag? Hvilket vejrtrækningen, i bogstaveligste forstand, må siges at være en del af.

Virkeligheden er dog, at mange døjer med vejrtrækningsproblemer, der kræver specifikke hensyn, afklaring og intervention. Jeg er ydermere udmærket klar over, at der gemmer sig mange djævle i detaljernes virkelige verden. Og at årsager hertil kan være yderst komplekse.

I samme ombæring kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om nogle af os kan få for travlt med at optimere på noget, der skal bære os, leves, mærkes og først og fremmest hvile i baggrunden af vores opmærksomhedshorisont. Eller om vi generelt bare selekterer ud blandt gratisflydende åndedræteteknikkker i blinde. Fordi “det måske kunne være noget”, uden egentlig at være forankret i en dybere viden om sagen. Køber vi os fattige i optimeringsjunglens eksperttilbud, der bestemt kan vise sig at være alle pengene værd?

Beslutninger, uanset form, der også potentielt set kan sætte for meget fokus på dette område i forhold til andre livspraksisser og forpligtelser.

Opmærksomhed er utvivlsomt af det gode. Også når det gælder kroppen. Men for meget unødig og uvidenhedsbåren opmærksomhed kan lede os ind på en glidebane af selvbekymring og unyttig selvoptagethed, der kan klistre som harpiks på sjæl og nerver.

Og tære på såvel vejrtrækning som selvopfattelse.

Hvad er derfor “good enough, to begin with?”

Skyggesider og potentiel luftforurening af den friske luft

Den hyperopmærksomme, teknologisk drevne og minutiøse jagt efter at flytte barren kan således have sine skyggesider. Præcist som pulsure, fingerringe og andre interessante og vedkommende gadgets, der skal fortælle os, om vi sover godt nok osv.

Mister vi evnen til at regulere vores biologiske organisme og være i sync med vores egen kalibrering, vores homøostase, er vi da blevet reduceret til slaver af udefra kommende måleudstyr og vejledningseksperter? Eller er vi bare blevet til overmennesker 2.0 i ultravigør? Det er værd at reflektere nærmere over, når vi snakker menneskelig autonomi. Teknologisk assistance er godt, at være god til at tyde kroppens signaler og drage sig erfaringer er bestemt også værd at mestre.

Det være sig på arbejde, i forhold til nattens søvn, under anstrengende fysisk udfoldelse, den rolige gåtur, og under svære samtaler, såvel som under en sval og ubekymret stund i den hængekøje, der sjældent tages i brug. 

Tematikken går igen mange vegne. Jeg adresserer den blandt andet i forhold til meditation, der kan udarte sig til en konkurrence og en statusmarkør, som kan antage nærmest narcissistiske tilsnit, uden at meditation af den grund er illegitim. Langt fra, måske snarere tværtimod.

Jeg er absolut åben for teknologiske landvindinger. Men på biologiens område er det primære for mig at kende sig selv bedre gennem levede erfaringsprocesser og tydning af kroppens signaler, assisteret af videnskabelig viden, der forhåbentlig gør dette arbejde mere forankret i endnu flere erfaringer.

Ikke blindt at følge nogle data, uden selv at have føling med selvfornemmelsens intuitive stemme. Kompromisser, datadeling og selvbesindelse kan være vejen frem for nogen. Andre vælger at droppe selvansvaret eller at gå til yderligheder med deres egen praksis. Nogle har slet ikke noget valg, og andre kan ikke selv guide sig frem.

Det afhænger meget af, hvem der er “i åndenød”, figurativt formuleret. Hvilket scenarie vi kigger ind i.

Den teknologiske diskussion, distribueret ansvarsdeling, privatliv, datahåndtering osv. forbigår jeg i dette indlæg. 

At trække vejret frit fra “lungerne og hele sin eksistens” – for en stund?

At føle sig fri til at trække vejret, eller at være fri i en mere ubunden forstand, kan være en tiltagende (subtil?) udfordring i et bekymringsproducerende samfund, teknologidomineret eller ej. Hvilket den tyske filosof Peter Sloterdijk har blik for i sin “samtidsdiagnose” i bogen Stress og frihed. Hvor han mener, at frihedserfaringen er noget, vi har stadig sværere ved at erfare, så vidt jeg forstår ham.

Jeg låner lidt fra forordets rekapitulering. Tillad mig lidt åndelig luftgymnastik, som forhåbentlig ikke udarter sig til varm luft.

Sloterdijk trækker til dels på Jean-Jacques Rousseaus berømte og radikale erfaring på Bieler-søen i Schweiz fra den 5. vandring i bogen Den ensomme vandrers drømmerier fra 1782. Rosseau opdager den totale væren og ubekymrethed for en stund, mens han befinder sig på en båd og oplever den “indre driven rundt” (Stress og frihed, s. 22) eller “sjælelige flyden, der ikke bliver hængende ved noget tema” (ibid). Altså underforstået at han giver sig hen til den rene psykiske væren eller varen, og uforstyrrede selv og eksistensfornemmelse. En intens subjektivitetserfaring, hinsides fællesskabets tvingende tilstedevær og tidsmæssige bekymringer.

En erfaring, der muligvis er en “trussel mod socialitetens selvopretholdelse”, eller i alt fald står i et spændingsforhold til den. Sloterdijk stiller ikke frihed som et modsvar til nødvendighed eller tvang, som i den filosofiske tradition, men derimod stress. En stress, der tilsyneladende er forbundet med politiske og andre fællesskaber i samfundet (om end mange fællesskaber bestemt ikke virker lige stressende, tænker jeg, måske endda tværtimod).

Han peger ikke desto mindre på koblingen mellem fællesskab og stress, og taler om, at vi deltager i et “bekymrings- og ophidselsesfællesskab, der regenereres fra dag til dag” (s. 10). Her gøres stress, uden nærmere definiton i øvrigt, til en grundkategori i det politiske fællesskab. 

Han skriver, at efter hans mening:

“… må de politiske organismer, som vi kalder for samfund, i første linje forstås som stressintegrerende kraftfelter, mere præcist som selv-stressende, permanent fremadstyrtende bekymringssystemer. Disse består kun i den grad, det lykkes dem, på tværs af dagens og årets vekslende temaer, at holde deres specifikke uroligheds-tonus.” (s. 10-11)

Det sidste lyder helt kropsligt. Som var der tale om muskelspændinger.

Det er med andre ord overlevelsesbekymringen, der spiller førsteviolin og dens kollektivt frembragte stress, i alverdens varianter, der udgør en ny udfordring for spørgsmål om integration og sammenhængskraft. Vi opretholder selv vores stress i forsøget på frivilligt at holde os oven vande.

Hvis ikke der er uro og noget, der bevarer uroen, går tingene i stå. Her tilskriver Sloterdijk massemedierne en del af æren for denne opretholdelse, med deres konstante forslag til nye ophidselser. Hvor vi som individer så kan vælge, hvilke stressfremkaldere vi vil gøre til vore egne. I en konstant bekymringsprioritering.

Tingene sættes givetvis vis på spidsen hos den tyske filosof her. Men hans historiske analyse af to typer frihedserfaring er værd at reflektere over. I eget selvopretholdelses øjemed og derudover.

Jeg nævner denne specifikke reference her, idet jeg er klar over, at vilkåret for en bedre vejrtrækning måske har andre skyggesider, end fysiologisk uvidenhed og utålmodighed ved introspektion og vanetilvænning etc. som led i en øget opmærksomhedsbåren læreproces. Der kan indebære yderligere distraktioner i form af teknologisk “assistance” – i visse tilfælde?

Der kan være noget strukturelt på spil, vi ikke lige kan ånde os ud af. Vi må forstå, at der kan være andre (kroniske) kræfter på spil, der påvirker vores individuelle dispositioner og helbred. Alarmisme og frygtspredning og urolighedsvækkelse som “metode” er næppe en platform for harmoni. Men ej heller at skabe en verden, der ensretter os.

Spørgsmålet der kunne være interessant her er, hvilken frihed vi har at gøre godt med som individer og som samfund, og hvad vi meningsfuldt vil stille op med den i fremtiden? Du kan prøve at læse afslutningen på 3. redningsflanke. Her filosoferer jeg lidt videre over sagen. 

Plads til forureningsfri vejrtrækning som grundvilkår?

Mit eneste ønske for dig kære læser er, at du formår at skabe plads til at trække vejret ubekymret og ikke tillægger det alt for store beymringer, hvis du oplever, at noget forekommer uharmonisk på åndedrætsniveau. Eller ikke bare kører ufortrødent videre, uanfægtet eller slukøret. Ligeglad eller fortvivlet.

At du har blik for forandringer i dit liv, hvis der er andre tandhjul, der trækker dig rundt i manegen.

Lad os se, hvor langt vi kan komme på egen hånd i det følgende.

Vær blot opmærksom på, at der er meget mere til vejrtrækningen end varm luft og u-/veldokumenterede populærpåstande og evidens. Vær kritisk af et godt hjerte, for det er din egen (og andres) luftudveksling, det gælder.

I min verden bør det være toldfrit at trække vejret almindeligt. Ikke noget der hverken kræver maske (det gør det desværre nogle steder i verden) eller indviet specialviden. At der er overbygninger finder jeg selv helt naturligt og yderst spændende. Men basis må for min skyld gerne være unddraget tariffer.

Skyld og skamfølelse over egen uvidenhed om vejrtrækning er værd at bekæmpe gennem saglig oplysning. Ved at eksperimentere med egen kropsbevidsthed – tilstrækkeligt systematisk til at et erfaringsgrundlag kan etableres – hvorved der kan opstå en indre ro og forvisning.

Om end måske kun for en stund, som Rousseau erfarede. For det kan måske kræve visse foranstaltninger at komme ind i den tilstand, hvor vejrtærkningen åbner for frihedserfaringer og helbredsforløsning.

Jeg vender tilbage til værdien i sådanne frihedserfaringer til allersidst, og disse skal ikke forstås som virkelighedsflugt eller et ophør af eksistens, men som åndehuller i betydningen erfaringsrum, der måske kan lære os noget om frihedsforvaltning i forhold til fællesskab og egen subjektivitet.

Frihed kan umiddelbart være så meget, at cruise i en Jaguar, at slippe for fodlænke og forvarring, at kunne mene noget i et samfund uden politiske repressalier, at falde i ét med dansens fangarme osv. osv.

Men et godt sted at mærke verden er et frit åndedrag ad gangen, sådan som ikke mindst Østens vise traditioner har været insisterende på. Det er en frihed værd at efterstræbe, ikke mindst for de ringe i vandet, den åbner for…

Erwan Le Corre om det basale i at holde vejret

Ned på jorden igen. For frihed kan også handle om at tøjle sine vejrtrækningsvaner og opleve mere harmonisk indre ro. 

I interviewet EVERYTHING You Know About Exercise & Losing weight IS WRONG har godfather og MovNat grundlægger Erwan Le Corre givet et indblik i vejrtrækningens særdeles livsvigtige betydning. Og kædet det sammen med meditation.

Se mere om hans tilgang på websitet Breathholdwork.com, hvor du kan følge et gratis 10 minutters kursus. Meget pædagogisk forklaret og et muligt sted at starte, hvor du selv kan regulere din fremgang.

Hans pointer, der omtales i interviewet er, at vejrtrækning også er en oplevelse, der gør noget ved sindet. Det er en vej til at kende sig selv bedre, og dermed er vejen til meditation også åbnet.

I interviewet kommer de ind på emnet vejrhold, som en “stresstrigger” der kan arbejdes med. Vejrhold kan også øge Co2-tolerancen, som vi kan udnytte til vores fordel ved at lære at bevare roen – også i gradvist sværere situationer. Le Corres approach er meget anderledes end eksempelvis Wim Hofs, hvor der er fokus på hyperventilering, som Le Corre også drøfter udfordringerne ved i denne samtale. 

Det vigtige er ikke selve vejrholdet eller den fysiologiske manipulation for at kunne opnå dette, men det at kontrollere sindet. At observere og opleve sig selv med sine egne reaktioner under pres, og at opdage, at der kan være en nydelse forbundet med at berolige sindet, som samtidig fremmer en øget stresstolerance. Selv når der er lukket for midlertidig lufttilførsel.

Denne kombinerede vejrtrækningsmeditation sørger for regulering af det limbiske system og det autonome nervesystem og rigtig meget andet. Ikke ved at trække vejret kraftigere, ikke ved at udnytte de gamle kneb fra yogaen til hyperventilering. Kneb der bestemt også har en berettigelse i visse scenarier. Men ved at opdage, at man øger sin naturlige resiliens, Co2-tolerance etc., ved samtidig at konfrontere sin frygt og ved at overskride den gradvist, når det bliver krævende at holde vejret, og behovet for ilttilførsel via en ny vejrtrækning tiltager.

Her bliver det mentale og det fysiologiske viklet ind i hinanden.

Konkurrenceblik versus selvopdagelse

Det er ikke en konkurrence, som det fremhæves. Men det kan føre til ret så kraftig kapacitetsudvidelse, hvilket du kan se på Le Corres website, hvor han gennemgår fordelene i kurset. Det handler om tranquility. Beroligelse af nervesystemet og stressreduktion, via en blid proces af gradvis eksponering for mere af dig selv og dine egne responser. En mere rolig og afslappende praksis, og mindre power og tjubang – der jo også lokker mange i retning af Wim Hof og lignende aktørers spektakulære meritter.

Lyt selv med fra ca. 1:19:00 og fremefter. Vi kan lære at møde os selv under dette pres. Vi kan lære at vælge, hvordan oplevelsen skal påvirke os, ved at lære at mestre den indre oplevelse bedre via meditation.

Udbytte versus proces og nærvær. Jeg vil gå med det sidste, hvis jeg må give mit besyv med. Fordi der er en læreproces i håndteringen af øjeblikket af ubehag. Og i kurset går han mere i detaljer hermed, da der er flere måder at strukturere vejrholdet. Varigheden af det enkelte og skiftet mellem længere og kortere vejrhold.

Nydelse og tilfredsstillelse er i udsigt. Ikke præstationsoptimering via voldsom kraftanstrengelse, men tidløshed. En rigtig god øvelse på 10 minutter inden sengetid, lyder anbefalingen. 

Det er den naturlige nedregulering af åndedrættet, der er på spil her. Respiratory rate goes down. Antallet af vejrtrækninger går ned. Erwan forklarer dog, at der er flere ting i løbet af dagen, der kan påvirke den frekvens. Og derfor er det et dagligt kalibreringsarbejde, da nervesystemt påvirkes af mange ting, som jeg kommer mere ind på. 

Det er ikke kun et spørgsmål Co2-tolerance, det er tolerance i bredere forstand, og selvkærlighed i form af selvdedikation. Det mentale påvirker din fysiologi. Og fysiologien kan også påvirke den anden vej rundt. Det vil jeg også forklare nærmere i løbet af indlægget.

Det vigtigste er at forstå, at det er øvelse, der leder til “second nature”, en restrukturering af neurofysiologien etc. Det kræver en løbende praksis, ellers er effekterne ikke dybe nok til at balancere og normalisere åndedræt, stressniveau og selvfornemmelse m.m.

At trække vejret er en rejse i at øve sig.

Vejrtrækning danner bunden af “bevægelsestræet”

Vi behøver ikke sidde stille for at lære os selv at kende i forhold til vejrtrækning m.m. Men ovenstående gør det meget tydeligt, at vejrtrækning i sig selv faktisk er bevægelse i en hel fundamental forstand. Og i en større bevægelsessammenhæng er fænomenet også grundlæggende.

I MovNats bevægelsestræ, jeg omtaler på siden Den naturlige bevægelses ABC er vejrtrækningen, ved selvsyn, placeret i bunden, som var der tale om et basislag for al anden bevægelse, og kunne man supplere, livsudfoldelse. Det er værd at lade sig inspirere af.

Det antyder i det mindste, må vi formode, at der er noget fundamentalt på spil. Når du vil i gang med at bevæge dig, kunne du derfor i samme ombæring overveje, om det var bedre at starte med vejrtrækning, end med at måle, hvor hurtigt du går, distancen af dit løb, eller din muskelmasses tværsnitsareal, din kropsvægt eller om det er sejt nok, det du dyrker, giver street credit nok osv.

Hvis udgangspunktet er ubalance, er at bringe i balance er godt træk. Og her er faktorernes rækkevidde ikke helt uvæsentlig. Jeg vil mene, at med den rette vejrtrækning, pakker du din rygsæk til en længere og bedre rejse. Også ind i bevægelse.

Vejrtrækning er ikke kun et teknisk anliggende og en metodik. Det er livets essentielle eliksir, der er så afgørende for vores livssundhed, at det antageligt ofte flyver under manges radar, fordi det er subtilt og forudsætter en vis optrevling at nå frem til denne erkendelse. Der skal mere end en speedy 2 minutters promotion video til. 

Vejrtrækning kan være det, der bremser dig mere end noget andet!

I det basale ligger store værdier gemt. Og det handler om etablering og opbygning af tillid til dig selv, som Erwan har blik for.

Det er et valg, at nå guldet, som det hedder i interviewet. Vælg derfor dybt og ærligt.

Men at blive mere dus med vejrtræning, vejrhold etc. synes om ikke uundgåeligt, så i alt fald en prioritet, der nok burde ligge øverst i manges bevidsthed.

På udkig efter en læremester?

En af mine venner gjorde mig opmærksom på min overåndingstendens under nogle videooptagelser, og jeg vidste også godt, på baggrund af selviagttagelse, at jeg jævnligt gjorde lige lovligt meget brug af mundåndedrættet. Var jeg i uføre, unormal, eller bare ukalibreret i forhold til det grundlæggende, eller var det OK i den krævende præstationssituation, jeg befandt mig i?

Som så mange andre mennesker kunne også jeg pege på forhold i egen tilværelse og livsbiografi, der kunne have spillet min vejrtrækning et puds. Min ydmyge interesse var vakt.

Men det egentlige spørgsmål var snarere, om/hvordan alt kunne blive godt igen?

Min kammerat anbefalede mig at investere i Patrick McKeowns bog Ilt. Optimer din vejrtrækning med oxygen advantage metoden, der giver et interessant bud på, hvordan man genvinder sin evne til at trække vejret naturligt, korrekt og reglmæssigt.

Bogen har, sagt en passant, også en opskrift på optimering af vejrtrækningen herudover. Hvis du er til det. Mange idrætsudøvere døjer tilsyneladende med overåndingstendenser m.m., hvor en vejrtrækningspraksis der bevidstgør, hvad der bør/kan reguleres, kan være yderst relevant.

Buteyko som et bud?

Patrick McKeown er desuden founder af Buteyko Clinic international, der udbreder viden om denne metode, udviklet af den ukrainske pioneer Dr. Konstantin Pavlovich Buteyko, der gjorde en interessant observation som tredjeårsstuderende på First Medical Institute i Moskva:

“…the sicker the patient, the faster and harder they breathed. This insight led him to question whether improper breathing could be a cause, rather than just a symptom, of illness.” (citeret fra Buteyko Clinic International 04.01.2025)

Interessant. Nu er der som bekendt mange ting, der gør, at vi kan have vores hyr med at finde ud af, hvad der er symptomer og årsager til vores helbredsproblemer. Men den observation er jeg personligt særligt nysgerrigt stemt for.

Ikke mindst fordi løsningsmuligheder lader til at ligge inden for håndgribelig rækkevidde, i et vist omfang, om vi skal tro diverse studier og teser, samt erfaringer – ikke mindst! Man kan rent faktisk arbejde med sit åndedræt regelmæssigt og årvågent, uden bekymring og en masse indviklet halløj.

Fysioterapeut Lotte Paarup skriver om Buteykometoden i bogen Åndedrættet – Sund ryg hele livet, at metoden er anerkendt til behandling af åndedrætsproblemer og livsstilssygdomme, og metoden kan lindre eller kurere astma, anfører hun (s. 43).

Ifølge Paarup opdagede Buteyko, “at mange helbredsproblemer og sygdomme altid hænger sammen med unormal vejrtrækning, som oftest manifesterer sig som kronisk hyperventilering” (s. 43). Læg mærke til ordet “altid”. Mange fagfolk mente, skriver Paarup, omvendt at hyperventilering var resultatet af at være syg.

Buteyko mente som sagt det modsatte og derfor udviklede han Buteyko åndedrætsmetoden.

Hvad angår den videnskabelige relevans af Buteykometoden, en metode der også ligger til grund for inspirationen til bogen Ilt, er der nogle studier (clinical trials), hvor Patcrick McKeown i øvrigt også har bidraget, og det lader til, at der er op til flere sygdomstilfælde (herunder astma, søvnapnø etc.) og dysfunktionelle åndedrætssammenhænge, hvor metoden videnskabeligt set, ser ud til at være værd at beskæftige sig yderligere med. 

Du kan selv læse nærmere om resultaterne af undersøgelserne under Buteyko Clinical Trials.

På Wikipedias side om om Buteyko metoden kan vi imidlertid læse, at den er en alternativ metode, og der sås tvivl om dens videnskabelige evidensgrad, hvor nogle af de mange “claims” fra Buteyko praktikere, lader til at være overdrevne. Åndedrætskendere som James Nestor og Patrick McKeown taler varmt for metoden. McKeown bygger bl.a. videre på den og står i gæld til den i forhold til hans eget liv, skriver han. 

Anekdoter er taknemmelige, prøv derfor selv at erfare, hvad metoden kan gøre for dig. 

Så vidt kontroversdisclaimer, det er altid godt at få nuancer med, så vi ikke blindt farer i boghandlen, men også får mulighed for at dykke dybere ned i fysiologien, eller i det mindste er klar over, at der kan være forbehold.

Ulempen er dog, at det først bliver rigtig indviklet, når du vil se på effekter inden for dette område, da der er mange ting, der kan påvirke vejrtrækning. 

Jeg nøjes i det følgende som lægmand med nogle plausible antagelser, og oplyser ud fra troværdig sagkundskab, men på et overordnet niveau, hvor du er velkommen til selv at dykke ned i effektstudier og afprøve på egen krop, om du når frem til andre konklusioner. Eller kontakte folk med (pato)fysiologisk indsigt.

Nu er døren i hvert fald åbnet på klem til én relevant metode. Jeg vender tilbage med flere detaljer om Patrick McKeowns bud på normalisering af vejrtrækningen.

Eksemplet mundtape – “close your mouth” people

Under læsning af James Nestors Breath. The new science of a lost art fik jeg for første gang øjnene op for mundtape, via hans reference til foregangsfigurer som George Catlin og Dr. Mark Burhenne, og dets betydning. Ved første afprøvning forekom mundtape mig en anelse restriktiv og tvangsovergribende som nøgle til at genvinde kontakten til det normale vejrtrækningsmønster. Som, du vil erfare i det følgende, jo er forbundet med næseborsåndedrættet, altså kun at trække vejret igennem næsen.

Burhennes argumenter forekom særdeles overbevisende, og mundåndedrættet som en skurk kunne være en vigtig brik i alt fra i søvnapnø, snorken, ADHD, erectil dysfunktion og et væld af andre forhold, ikke mindst på grund af nitrogenoxids betydning i forhold til blodcirkulation og levering af ilt til cellerne.

Da jeg konsultererde nogle af mine “åndedrætsduelige” bevægelseskollegaer under introduktionssamlingen til HMS (Human Movement Studies) uddannelsen i Padova i Italien i år, fik jeg et vigtigt tip til det kompromis, der skulle til. Et stykke tape behøver ikke at sidde og dække hele mundvigen, men kan godt påklistres på tværs, lige under næsen, så det ikke føles for voldsomt og det ikke falder af. 

Som sagt så gjort. En lettere indføring, jeg fik bedre held med. 

Det er nu en fast lavteknologisk bestanddel af min egen søvn, at jeg inden Ole Lukøje lige påfører mig et stykke tape over munden, for at vænne kroppen til at trække vejret normalt – og dvs. kun igennem næsen. Resultaterne kom ikke just med det samme. Jeg mistede tapen i løbet af natten, men fast forward, efter flere ugers praksis, og justering af tape om munden, var jeg overbevist om, at det havde haft en betydning. Både når jeg dyrkede forskellige prakisformer, gik ture og sågar under løb. 

Dette bakkes også op af en anden læge han omtaler, Ann Kearney, doktor i talesprogspatologier “at the Standford Voice and Swallowing Center” (Breath, s. 50). Også hun sværgede til mundtape. 

James Nestor skriver, at hvordan man applicerer det er et spørgmål om præference, og alle han havde talt med, havde deres egen teknik.  

Det er dog blot et lille element i min egen “oxygen dannelse”. At eksperimentere kvalificeret ud fra kvalificeret viden. Step by step. Og her er der plads til flere krumspring. Selv ender Nestor ud med en art Charlie Chaplin mustache, der er mindre klaustrofobisk end en hel tiltapning af hele munden, eller ansigtet med alt fra gaffatape og malertap og hvad han ellers ryster på hovedet af fra andres favntag. 

Less could be more here, folkens! Det var også min erfaring, det andet mistede jeg hver nat, indtil jeg gik i Chaplin mode. He he.

Hvor stærkt er anhængertrækket fra den fundamentale vejrtrækningskunst?

Mundtape kan være en hjælp til i første omgang at “lukke munden på mundåndedrættet” og komme i bedre kontakt med det naturlige næseborsåndedræt. Så det kan være et første skridt for nogen. 

Jeg forklarer om lidt, hvorfor næseborsåndedrættet er så vitalt og det vi forstår som det normale. 

Så må vi se, hvor jeg i fremtiden lander med min mundtape. Jeg vil naturligvis ikke påstå, at det er en korrekt tilgang for alle mennesker, men atter noget du kan overveje at studere nærmere og konsultere din læge for at få verificeret – hvis du har en specifik sygdomstilstand eller er meget ude af form etc.

At holde munden lukket træner konstant vævet inde i næstehulen og halsen til at bøje og at være åbne. Og dem der har helbredt sig selv, skriver Nestor, gjorde det med næseborsåndedræt “all day and all night”. Det sidste har jeg nu svært ved at se, jeg kommer også til at trække vejret gennem munden, når jeg nu bliver konfronteret med virkeligheden i løbet af dagen.

Men en vis/overvejende permanens kunne der måske blive tale om. Helbredelse skal dog ikke reduceres til tape alene. Der kan være andre greb.

Med Chaplin-modellen er det en lille smule ventilation ved mundvigene, der giver plads til at hoste og tale osv. De fleste kan nok finde en form for tape i Matas, der ikke er fuld af for mange farlige stoffer. 

Nestor gik på 3 dage fra at snorke i 4 timer til 10 minutter. Men jeg har nu ikke målt min egen snorken. Han gik mere radikalt til værks, og i øvrigt forsvandt hans søvnapnø også.

Måske er “Darth Vader masken” her ikke den eneste løsning på tapetet? Jeg rejser blot et flag, uden at påstå noget.

Catlins visdomsord fra bogen Breath of life gav i hvert fald genlyd hos Nestor. Sprogets måske vigtigste motto på 3 ord, kunne måske vise sig at være det vigtigste i verden – “shut your mouth”. 

Og det gælder både under ind- og udånding. 

Bekymringsspektret og årsagskæder

Misèren i overblik. Mange mennesker, konstarerer jeg, er bekymrede/nysgerrige på deres vejrtræknings vegne. Både af dybt private årsager, men også fordi vi med vores intuition godt ved, at vejrtrækning ligger som en beskyttende hinde om megen almen livsudfoldelse og præstation i menneskets tilværelse.

Og statistisk set er det, som anført på side 8 i bogen Åndedrættet – Sund ryg hele livet, en bekostelig affære. Eksempelvis hvad angår rygsmerter og problemer, der for alvor dræner samfundet for midler i arbejdsmarkedspåvirkende konsekvenser, hvis sådanne har en berøring med dybereliggende vejrtrækningsproblemer, hvilket bogen netop redegør for, at de har.

De menneskelige bekymringer på vejrtrækningens vegne, hvad handler de om? 

De handler, og nu spekulerer jeg kun på baggrund af henvendelser fra klienter og egne tanker, om uvished i mange tilfælde, uvidenhed, og uklarhed i forhold til at tolke kroppens signaler og til at stole på egen fysiologi og anatomi. Eller om at oversætte “noget man har læst” til lige præcis min helt særlige situation.

De handler om teknikaliteter som vejrtrækningspauser, om hvor overfladisk vejrtrækningen må være for at være dysfunktionel. Om vejrtrækningen gerne må fluktuere i kvalitet, afhængigt af livsomstændigheder, og være “midlertidigt ude af sync”, og om det kræver videre handling. Og om den nogensiden kan indfinde sit normale lejde igen.

Om man trækker vejret fra mellemgulvet, om det diafragmatiske åndedræt, og om hvad en mere tredimensionel vejrtrækning betyder i praksis. Om den ene teknik er i orden at praktisere i dette og hint tilfælde – og “om jeg gør det helt rigtigt” eller “at jeg under-/overdriver”.

Bekymringerne handler formodentlig mere subtilt også om chok- og traumehåndtering, om frygten for at noget “er ødelagt – evt. permanent” indvendigt, om mistet kapacitet efter sygdom, eller andre hændelsesforløb, om aldersrelaterede forhold og generel svækkelse, om manglende kondition, en ringe Vo2 Max, om stressbekymring og de facto sygdomsfrygt og lidelser i hverdagen, der har sat sit præg på en mere fri livsudfoldelse.

Spektret er ganske stort og broget. Jeg har intet kendskab til, hvor meget af ovenstående der fylder mest, men det legitimerer, så vidt jeg kan skønne, i hvert fald, at nogle kan være forvirret – og at jeg nøjes med at tage det normale åndedræt under nærmere åsyn og indspektion.

Jeg udelader sikkert en helt masse, da jeg her kun forsøger at skitsere betydningen af det felt, vi opererer i. Sådan så du ikke forfalder til snæversyn eller tror, at du er mere unormal end mange andre. Eller tror det hele kan klares med lidt Wim Hof vejrtrækning on the side, for nu igen at nævne denne yderst populære metode, der bestemt også er værdifuld i flere henseender, men måske ikke mod (kronisk)stress nødvendigvis eller andre genvordigheder. Det sidste overlader jeg til eksperter.

For opsummeringens skyld gengiver jeg Lotte Paarups oversigt på side 16 i Åndedrættet. Sund ryg hele livet over årsager til, at man kan have forandring i vejrtrækningen. Igen uden at listen behøver at være udtømmende, eller at alle årsager er lige repræsentative i alle scenarier.

Hvad er da mulige årsager til et uhensigtmæssigt/forandret åndedræt?

• Livsstil
• Stress
• Tanker, følelser, bekymringer
• Kultur
• Mode 
• Livrem og BH
• Dårlig kost
• Overvægt
• Graviditet
• Dårlig kropsholdning
• Stive muskler og led
• Smerte
• Sygdom
• Operation, f.eks. kejsersnit
• Medicin
• Medfødt astma og lign.
• Mangel på fysisk aktivitet
• Mangel på god søvn
• Rygning
• Forurening
• Gentagne uhensigtsmæssige bevægelser f.eks. igennem arbejde – her vil jeg lige pege på siden årsager til triggerpunkter også, der sådan set omtaler beslægtede faktorer, der kunne udvide forståelsen yderligere.

Årsagerne kan muligvis rangordnes statistisk, og jeg vil gætte på at stress, bekymring og livsstil trækker en del af slæbet, men det er jo meget afhængigt af individet og andre omstændigheder. Vi kommer dog næppe uden om at se på konteksten i de mange/visse tilfælde, er min formodning.

Dan dig endvidere et overblik over sygdomme i respirationssystemet på wikipedia. Eller sundhed.dk på dansk.

Du anbefales også at læse Patrick McKeowns introduktion til vejrtrækningsproblemer – What is a Breathing Pattern disorder?, der yderst kortfattet opridser tegnene på potentielle anomalier i den menneskelige vejrtrækning på en pædagogisk fordøjelig måde. Han redegør for, hvordan du kan genskabe kontakten til det normale vejrtrækningsmønster ved blandt andet at teste for dysfunktionalitet med en BOLT score osv. Og ved at vise dig, hvad en normal vejrtrækning består af helt overordnet.

Det kommer jeg nærmere ind på i indlæggets 2. redningsflanke.

Således har jeg nu forsøgt at give dig indsigt i emnets relevans og de udfordringer, der er forbundet med vejrtrækning. Vi har været omkring det at holde vejret, at lukke for munden, og vi har snuset lidt til frihedens problem. Det er også blevet klart, at der er mange årsager til, at vejrtrækning volder os problemer.

Nu ser vi i 2. redningsflanke på, om/hvordan vi kan normalisere os ud på den anden siden af vidensoplysningen, ved at dykke lidt længere ned i materien.