Som det fremgår af symptomer ved skuldersmerter involverer arm- og albuesymptomer i mange tilfælde overarmen. Hvad enten der er tale om for- eller bagsiden heraf. Albuesmerter kan også have en baggrund i nakke-, hals- og skulderrelaterede forhold, men ydermere være forbundet med hånd- og håndledssmerter. En del af smerterne er dog lokaliseret meget snævert til området omkring albueleddet.
Potentielle årsager til arm- og albuerelaterede smerter kan være:
- Triggerpunkter i forskellige kropsregioner, som påvirker området omkring albuen
- Senebetændelse pga. akutte eller gentagne overbelastninger. Mange muskelsener hæfter på albueleddet og de belastes under aktivitet af armen, når den strækkes, drejes og bøjes ved albueleddet
- Sport og skader i specifikke idrætsgrene, hvor kast- og gribeopgaver står på menuen. Desuden idrætsgrene, hvor spring og fald, slag og parader udgør centrale bestanddele, eksempelvis kampsport og gymnastik. Endvidere idrætsgrene, hvor du holder redskaber i hænderne, det være sig ketchersport, golf, frisbee, fitness og styrketræning. I ketchersport kan forhold som uhensigtsmæssig teknik, overdrevne muskelspændinger under armbevægelser, forkert brug af udstyr, grebsstørrelse, spillemængde og restitutionsmængde være udslagsgivende også
- Overbelastning/fejlbelastning/underbelastning (immobilisering), evt. i relation til uhensigtsmæssige posturale forhold (f.eks. students elbow, med armens stilling og bevægelse under læsearbejde), manglende opmærksomhed på ergonomi etc.
- Længerevarende computerarbejde, hvor du sidder med håndleddene hævet for at kunne benytte tastaturet og ikke får mobiliseret dine arme, hænder og skuldre. Det er også her seneskedehindebetændelse evt. kommer ind i billedet
- Faldulykker og direkte traumer på albueleddet (albueleddets knoglestruktur) samt diverse former for over- og underarmsbrud
- Muskulære eftervirkninger efter knoglebrud, operationer m.m. Her vil triggerpunktsdannelse med stor sandsynlighed kunne forekomme
- Nedslidning af overekstremiteten livet igennem (arthritis). Albuen er dog væsentligt mindre modtagelig overfor denne type nedslidning end andre kropsdele
- Diverse betændelsestilstande
- Indeklemning af nerver, der løber ned i armen, hvilket også bevirker, at eksempelvis massage skal udføres med forståelse for anatomien, for at undgå at trykke for hårdt omkring især håndled, når der udføres teknikker såsom effleurage
Vær opmærksom på, om dine smertesymptomer er meget isoleret omkring selve leddet, om der er tegn på nervemæssige forstyrrelser, der kan involvere hele armen og strække sig helt op til nakken. Eller om du oplever smerterne som værende muskulære.
I praksis kan der være tale om lidt af en blandet landhandel, som kræver høj ekspertise at udrede. Derfor er det også vigtigt at have øje for hvilke funktionelle begrænsninger, du oplever. Desuden kan det være nyttigt, at du evt. eksperimenterer med diverse former for armmobilisering for at kunne lokalisere eventuelle smertefulde tilstande ved bevægelser.