Færdighedskarrusellen – konstruktion af bevægelse – 2. karré

I 1. karré fik vi introduceret forførelsesmetaforen for bevægelse og set lidt på nogle samfundsmæssige aspekter, der potentielt set griber ind i snakken om færdigheder. Mit anliggende hermed har jeg prøvet at lancere med en længere smøre om, hvordan du kan anskue færdigheder og hvilke misforståelser og faldgruber, der kan være forbundet hermed.

Vi er nu nået til, at begrænsninger for udfoldelse er noget, der tynger, ikke sandt?

For færdigheder forudsætter langt hen ad vejen, at kroppens centrum er med os. Rygsøjlen er en adgangsportal til blækspruttens bølgende udfoldelse i alle retninger.

Vil du sno dig, kan du overveje først at stifte bekendtskab med oscillationskunsten, fremfor kun at overlade hele ansvaret til lægestanden, eller hvem du nu sværger til kan hele dine rygproblemer. 

Ryggen er skabt til bevægelse, det er derfra de fleste færdigheder tager en forførende begyndelse.

Ryggesløse rygmarvsreaktioner eller mere indsigt? 

Inden vi skal indvies i de større bevægelsesmysterier, er det altså godt at forstå, at sådanne ikke nødvendigvis er noget, der er løsrevet fra den almindelige hverdagsvirkelighed. Med genstridigt genkommende rygproblemer og facetledssmerter. Det hænger sammen. 

I føromtalte podcastinterview “om bebudede fitnessløgne” med Ido Portal, slår han et slag for både renæssancemanden, valutaen opmærksomhed (the currency is attention), viljesbegrebet kontra begæret etc., og sørme om ikke han postulerer noget om smerte også – og risikoen ved at bevæge sig for ensformigt, eller slet ikke. Hvem sagde couch potato?

Færdigheder kan også handle om at kultivere tilpas bevægelsesmæssig diversitet. Om at undgå smerte, selvom de fleste nok tror, at færdighedskarrusellen fortrinsvis kan lede til problemer med alle de tricks og stunts.

Lad os lige gøre kort ophold der, inden vi tror, det hele kun omhandler retten til at flyve igennem luften. Eller at blive springgymnast, hvilket fremdeles er ret hot for tiden, har jeg anekdotisk bemærket.

Ido taler om, at ca. 90% af smerter har en ganske særlig årsag. Lad os dog ikke gå statistikken efter i bedene. Der er så mange tal i omløb, at alt snart er korrumperet. Selv evidensen? Lad os i stedet her lejlighedsvist, tillidsfuldt tage ham på ordet, så vidt at det bør påkalde sig opmærksomhed, at – give or take – “langt hovedparten” af de velkendte smerter, herunder ryggenerne, har en forklaring, der i særdeleshed er forbundet med manglende opmærksomhed.

Manglende selvomsorgsforvaltning, der ikke dækker over én isoleret ting. Det kan skyldes uvidenhed, jagten på lette quick fixes, osv. osv. Men jo også strukturelle forhold, der tit lades i stikken! Dem synes jeg, Ido går let hen over – gad vide hvorfor?

Helhedsbetragtningen har (delvist) indfundet sig

Og hvis du vil have førende forskning med på ordet, kan du eventuelt læse interessante ord fra Louise Hansen Fogh, der har haft professorerne med på råd. Et håndfuld opklarende pointer tilbydes her fra artiklen “Rygmarvsreaktioner” i Weekendavisen, nr. 12, Ideer s. 8-9, 20.03.2026.

Glem alt om slid, dårlig holdning eller uforsigtige løft, eller for meget slid som de største fjender. “Ny forskning vender op og ned” på det, vi før troede, vi vidste. Kort fortalt, er vi i dag blevet klogere på, at det fysiske og psykiske hænger sammen. Vi er nu blevet nysgerrige på hvile, vaner og adfærd, der gør, at ryggen ikke fungerer så godt. Hele personen skal i fokus, det er ikke nok at give stole og ensidigt arbejde etc. skylden.

I det hele taget siger professor i rygsmerter Alice Kongsted, at vi i dag ikke skiller tingene ad som før, men ser “biopsykosocialt på tingene”, og erkender, at alt er integreret. Du er ikke længere en hypokonder, kære læser. Jubi jubi jæ. 

Vi må naturligvis skelne mellem akutte og kroniske smerter. Ikke alt kan klares med bedre søvn, stresshåndtering, kost, omlægning af arbejde og bedre levevis. Men meget kan. Vi skal i visse tilfælde undgå panik, og være tålmodige i visse andre tilfælde. Mange smerter går faktisk over af sig selv, efter kort tid. Visse former for behandlinger kan muligvis endda hjælpe helingsprocesser lidt på vej.

I atter andre tilfælde er de defensive tendenser i strid med “mavefornemmelsen” og forventningen om at leve op til lægeløftet etc. Hvilket er forståeligt. Hellere gå med det sikre. 

De svære tilfælde er klart mere indfiltret i de diffuse, komplekse væv af smertesammenhænge, som jeg også antyder på siden om smertelindring. 

Basale færdigheder er nøglefærdigheder

Det er blevet sagt, at de små bevægelser giver mulighed for de store, men ikke den anden vej rundt. Det handler blandt andet om motorkontrol m.m. Men også om respekt for det, der ikke ser potent nok ud. 

Jeg nævner igen SROMP her. Der blot udgør en minuskel flig af en større barkflismængde. 

Er det til dels også et spørgsmål om at udvikle nogle grundlæggende (men evolutionært formodentlig helt uovertrufne i generel forstand) færdigheder, der gør, at vi kan leve i pagt med vores egen ryg? At få basalt kendskab til ryggens bevægelsesbehov?

Eller spurgt anderledes ind. Er tilbageholdenhed også noget, der knytter sig til at lære nye færdigheder, især med rygbevægelse i tankerne? At nærme sig kroppens “fysiske maskinrum”?

Mon ikke, i mange tilfælde. 

Jeg kender selv det defensive til hudløshed og jeg er jo ikke presset af noget lægeløfte. Går i en uforpligtende bue uden om færdigheder, jeg ikke lige kan finde en nøgle til, flirter med små tilnærmelser og hop på stedet.

Det er almen menneskeligt.

Mon ikke nogle af de “dybe rygsammenhænge” ofte strander her, i frygten for forværring eller at komme galt afsted, eller at komme i gang med det, der hen ad vejen viser sig at åbne Pandoras æske? Hvad nu hvis heling i flere sammenhænge udgør en proces og en praksis mere end en intervention?

Det behøver dog ikke kun være i den ene ende af spektret, vi oplever udfordringerne. Selv indenfor elitesport kan sportsstjerner blive tvunget til at lytte til kroppens signaler og indstille karrieren.

Specialisering kan også være en årsag til ryglidelser. Men Viktor er sej, og jeg er overbevist om, at han finder en vej frem, selvom der kan være identitetsmæssige udfordringer på den korte bane og et behov for organisk reorientering. En ketcherklippe skal nok lære at “tage skeen i den anden hånd”. Eller blive forført ind i det idrætspolitiske. Så han måske kan udgøre en tæftig klippe andre kan læne sig opad.

Nogle gange er en forbandelse eller en dybtfølt ærgrelse en potentiel velsignelse i forklædning. Men er forførelse ind i sportsfremmelse den rollemodel, han selv ønsker?

Det må tiden vise. Det handler, som meget andet i denne verden, om timing og afklaring.

Forventninger – noget andet end (ét eller flere xyz) skud i bøssen?

Forventninger til behandlingshorisonter kan dække for udsyn, som erfaringens klarsyn allerede har gennemskuet, men måske ikke har udbredt tilstrækkeligt. Hvornår skal jeg vælge hvad, og er mit tilfælde game over, eller er det bedre helt at ændre livsstil?

Hvad kan jeg nu identificere mig med?

Bundfældelse er også en kunst. At forføre på befolkningsniveau er i sandhed en kommunikativ udfordring. Hvordan opnår vi alle et niveau, der baner vejen for et værdigt liv?

Fatamorgana?

Især hvis resultaterne ikke kommer hurtigt nok. Eller vi har (for?) mange resultater under bæltet.

En del af livet må leves forlæns og forstås baglæns, som det skamløst overbrugte Kierkegaard citat antyder. Om ikke for andet, så fordi vi kan forføres mange gange uden at indse, at vi er blevet forledt.

Der er noget med den skide bagklogskab. Bagstive som vi er, rejser vi os ved det egetræ, vi faldt i søvn ved. Eller også bilder vi os undertiden ind, i blind forførelse, at hvis vi gentager den samme kuldsejlede approach tilstrækkelig mange gange, så opnår vi nok et andet resultat.

Af afveje kan vi komme tilbage på sporet, og en del af den livsfærdighed det er at være menneske, handler om at give slip og ikke bære rundt på for mange historier, nag, pokaler og illusioner. At være god til at balancere det elementære med det nyttige og det nødvendige, som Lone Vendelboe Juul skriver i sin fantastisk øjeåbnende bog Jeg, en vandrer – et rejseessay om tro håb og kærlighed.

At gå i retning af sig selv er næppe at gå fortabt, også selvom vi alligevel mister det hele til sidst. Men vi må undertiden acceptere, at vi går uden om os selv, for at ankomme til os selv. Når vi er forhippet på kunsten at koge ris, er vi måske bedre tjent med at sortere ris (internt slogan i bevægelseskulturen, der maner til genoptaget ydmyghed).

Visdom er ikke en dom, vi fælder. Det er, når domsfældelsen giver fortabt, og vi finder modet til at åbne øjnene. Og hjertens gerne hjertet.

Her starter den egentlige kalibrering af forventningerne. I erkendelse af at megen erfaring bygger på knap så gode erfaringer (shout til dig og dit skælmske smil, Niels).

Medicin (langsomt) på retur…

Medicinen er, ifølge artiklen “Rygmarvsreaktioner” fra Weekendavisen, dog ikke i så høj kurs længere. Ej heller når sundhedsmyndighederne er på kampagnekurs. Og vi er nået frem til, at rygscanningerne ikke længere skal uddeles som slik på en fredag eftermiddag. Stærkt gået.

Der er et opgør med mytologierne i gang, og med tanke på, at vi i bevægelseskulturen i årevis har vidst, at rygproblemer i mange tilfælde egentligt ikke er den store nød at knække, er det aldeles glædeligt at læse, at forskningen nu kan begynde at se/formidle koblingerne i de finere sammenhænge.

Vi skal blot huske på, at selvom noget ikke er specielt svært at skabe en praksis om, er det ingenlunde det samme som, at vi mestrer “doseringskunsten” og den vedvarende praksis, der leder til forandringen(s) vedvarenhed.

Det seje træk er, anfører eksperterne, formidlingen, kommunikation – og frygt. Vi er stadigvæk optaget af at finde det halmstrå, vi måtte have overset, til trods for, ifølge artiklen, at 0,7 procent af rygsmerterne skyldes en fysisk skade. Frataget faldskader for gamle mennesker, fysisk skade, der skyldes akutmodtagelse og skadestuestatistikken (der bringer os på 3%).

Den menneskelige frygt må vi ikke undervurdere. Og den har jeg selv respekt for.

Frygten for frygten selv kan som bekendt være ret farlig, hvilket Franklin D. Roosevelt mindede om i sin berømte indsættelsestale. Det beroligende kig ind i rygsøjlen kan vise sig at føre til yderligere bekymring og passivitet. Det kan være, det ikke er helt harmløst at kigge ind i ryggen, og det er måske der, det er svært at overbevise befolkningen.

For det kunne jo være, at det var en forvokset tumor, der trykker på en nerve i lige præcist dit tilfælde, ikke sandt?

Det er desuden billigere at få scanninger og medicin end egenbetaling for fysioterapi og kiropraktik eksempelvis.

Men hvad gør de, der ikke har brug for al den hjælp? Kunne de selv tilegne sig nogle færdigheder?

Skin in the game eller bænken?

Skin in the game, at være med, frem for på bænken. Det er det bevægelsesspil, vi bør lære først og fremmest.

Selv de kroniske smertepatienter vi formår at holde i arbejde, har både krop og sociale relationer intakt, og det er i høj grad det, det handler om. At undgå de passificerende træk på skakbrættet.

Bevægelseskulturen kan hjælpe med at færre får smerteproblemer i det hele taget. Men når de først er der, er det mere indviklet og “kommer an på…”. Det hedder ikke kronicitet uden grund.

Det gælder her også om at minde om, at det ikke partout er for sent at komme på rette køl igen. Det kræver i nogle scenarier en voldsom indsats. Andre gange er det et spørgsmål om, at man ikke er overladt til sig selv, kan jeg læse ud af førnævnte udmærkede artikel. 

I mange sammenhænge tror jeg, det handler om den berømte rettidige omhu, i flere henseender.

Tag et kig på denne kvinde, der langt oppe i årene fik støtte til at udvikle sin bevægelse. Vi kan øge vores resiliens, selvom årene har sat sig præg på en. Måske er bevægelsesfælden og “bænken” noget, vi bør erstatte med troen på, at det aldrig er for sent. Hvilket desværre næppe omfatter de hårdest ramte rygpatienter, som artiklen også påpeger.

Historien om træerne og himlen er desværre også en sand historie. Har jeg vist den her video før?

Uanset hvad, hun startede som 58-årig. Og jeg ved godt, at dette ikke vil være muligt for rigtig mange mennesker, men for nogen vil det. 

Lad os have modet til også at være ærlige om værdien af vedvarende, hårdt arbejde.

Men men, alle os andre, der pylrer og frygter og skulker og spiser Panodiler og hvad vi ellers gør, vi er måske bedst tjent med rollemodeleffekterne, og at arbejde med det forhåndenværende, i ledtog med dygtige fagfolk.

At balancere ansvarsbyrden – “rygfærdigheder” – uden at komme på skolebænken?

De vidunderlige værdier der kan installeres via bevægelseskultur indoptages langt fra af alle. Det er desværre her, realitetssansen må feje for egen dør, for verden vil altid være beskidt og uperfekt.

Lidelsen er livets lænke. Eller utilsigtede, men uundgåelige følgesvend, som buddhisterne har en del at sige om.

Realisme og rygdannelse?

Sagt endnu engang, så jeg ikke fornærmer nogen. Det er ikke realistisk, at alle lærer det samme. Men behøver de det?

Hmmm, nej, det tænker jeg bestemt ikke. Og folk er ikke bare ligeglade. De seneste medlemstal fra DGI vidner om, at folk gerne vil bevægelse. Igen en glædelig nyhed. Og der er mange veje igennem rygproblemer.

Ordet var igennem. Ikke ad en anden sti eller andre krumspring. Igennem. Her lyder det næsten moralistisk. Men næppe komplet usandt eller pladderromantisk. 

Allright, der skal måske, helt helikopter helligt udtrykt, et bredere syn på, hvad vi samlet set på samfundsniveau kunne fokusere på i bevægelsesregi – udover at nedbringe “rygpunklen”. Og her er færdighedslaget ét blandt mange aspekter, jeg i dag har under luppen. Ikke primært for at løse rygsmerter. Men det er en værdifuld bieffekt, du kan få med, hvis du begynder at interessere dig for færdigheder, er mit gæt, min erfaring og min mening.

Andre trives sådan nogenlunde med de skavanker, de nu har, med 2-3 x ugentlig fitness, og det er jo aldeles udmærket. Mine egne forældre er, til min store glæde, med på cirkeltræningen og snakker nu gladeligt om alt det, de udretter. Og de er 80 år, og har godt lugtet lunten og lyttet til min prædiken om fortrydelser. 

Der kan være hul igennem på flere niveauer. Husk det derude, når vi taber modet. Er der en anden angrebsvinkel, vi har overset, frem for endnu en rutine scanning eller en dosis bedøvelse, en injektion?

Udfordringen er, at jo mere vi skal favne, jo flere ressourcer kræver det. Så mange er overladt til selvdannelse, når ventelisten eller de vanlige tiltag ikke rækker.

Men selvansvarligheden har omvendt alle dage været livets lod, og det er her, en del undgåelse og udeladelser har deres triste ophav, er stadigvæk min tese, og Ido synes at istemme i førnævnte interview. 

Så længe vi husker, at alle ikke kan tage et (ensartet) ansvar, eller ikke kan svare igen på samme måde. 

Vi må ikke trampe på dem, der ligger ned. Vi må tilstræbe at løfte dem op, der ikke kan selv.

Det er det værdige demokrati, tænker jeg.

Jesperabild er i dag og i fremtiden en formidlingsplatform helliget glæden, kærligheden ved bevægelse fra alfabetets bævrende A til Åets ååååh my good, det lover jeg.

Super dedikation hos shaolin børn

At dømme ud fra sociale medier er færdighedskarrusellen en tvetydig attraktor, der kan signalere kropsmestring, kontrol og frihedshengiven, uden besnærende bånd. Du ved nok “Pinocchio living” – sådan ca. “ingen bånd der binder mig…”.

Akkurat det modsatte af livet med ondt i ryggen. Det betyder så også, at vi ikke nødvendigvis skal starte med at forføre med mexicanske vejrmøller, når det kniber med at forstå, hvad motorisk kontrol er for noget. 

Vi må opdyrke fundamenter først, så andre færdigheder kan udvikles. Men esotikken er med os for at vise, hvad noget kan føre til. Den lunte har de luret indenfor talentudvikling. Send purken på visit til Wimbledon og tænd drømmen.

At arbejde med færdigheder er ikke kun et spørgsmål om at udføre halsbrækkende og forførende bevægelser. Det er vel først og fremmest en evne til at meste de bevægelser, der kan/bør være med os livet ud, ikke?

Det andet er noget, vi kan aspirere til, eller lade os inspirere af. I idræt og derudover.

Hvorfor er de eksempelvis så gode til at bevæge sig i Kina? Bliver de overbebyrdet fra morgen til aften? 

Umiddelbart tror jeg, de øver sig pænt meget, og så kan det godt være, det ikke er lige sjovt hele tiden. Jeg forbigår trivselssnakken her, belært af erfaring. Danmark er ikke Kina. 

Men det er tankevækkende, hvad der er muligt, inden vi når konfirmationsalderen. Kan vi i velfærdsdanmark lære noget af det? Jeg tør næsten ikke stille spørgsmålet. Og går hurtigt videre.

Jo jo Jesper, men vi må også samtidigt sande, at nogle er handicappede, andre er født med mere fri tid på hånden og kan tage på gourmetrejser hver anden weekend. Andre igen lever ikke i et kloster.

Indvendingerne står i kø. Vilkår ser forskellige ud.

Bevares. Det er ikke ens vilkår for alle og det er ikke alle frø, der spirer lige hurtigt eller bliver til palmetræer, der knejser ved en azurblå lagunestrand. 

Nogle er ledsaget af en krykke livet ud, eller en håbløs storetå, der forhindrer en i at sidde i Seiza og drikke fennikel-te med største velbehag. 

Det er ikke bullshit, hvad jeg forfører med om bevægelse. Men det kan let blive ofret i en stor pærevælling af forbehold, og det er ikke altid til at sige, hvad der leder i hvilken retning.

Blandt andet derfor er det rart, at der er så mange ruter at bevæge sig med. Og fordi E45 kan være en anelse fantasiløs, hvis du ikke er til at køre i højt gear, elsker slingrende omveje, eller det kniber med reaktionsevnen.

Andre veje til Venedigs kanaler

Ak, alt det med påpegning af skavanker, mindreværd og mistrivsel, skærer fremdeles som en sløv kniv igennem også mit hjerte. Ingen skal føle, de ikke kan leve op til livet, og jo, vi skal have knækket den nedadgående mentale kurve. Andre mener, at der er plads til også “at tage skeen i den anden hånd”  (“Skeen i den anden hånd” af Lone Frank, i Weekendavisen, bagsiden, 27.03.2026, s. 14).

Sådan er der så mange synspunkter, der strides i netop den andedam. Og jeg skal ikke her påberåbe mig nogen termometerviden, der gør krav på at eje sandheden. For der er nok mange faktorer i spil fra sociale medier, krydspres i uddannelse, ar fra corona-epidemien, ensomhed, performativitetssamfundets fokus på at præstere, statusræs med pengefokus og alt muligt andet.

Én ting er jeg enig med Lone i her. Ingen kan tage livets byrder fra os (hun taler specifikt til unge gymnasiepiger i artiklen, men mon ikke synspunktet kan nå bredere ud). Ingen pædagoger, terapeuter eller forældre kan bære dette ansvar. Og så låner jeg lige et par linjer, der bringer os tættere på det, jeg gentagne gange har bebudet om hårdt arbejde:

“Og vi, som selv har været dér, kan fortælle jer, at byrderne, vanskelighederne og modstanden undervejs er en god træning til livet” (“Skeen i den anden hånd”, s. 14).

Og jeg er en ualmindelig ond mand (tro ikke på alt, du læser, kære læser), så jeg vil tilføje, at byrdefuldheden og “bøvlet” fortsætter hele livet ud. Men det kan ændre farve, kontur og karakter, betydning og betoning. Færdighedstilegnelse er livstilegnelse.

Og hvis vi lytter til de unge og går i dialog, kan vi lære mere allesammen. Så vi ikke tror, at vi har alle svarene. 

I bevægelseskultur træner vi stenhårdt i at acceptere værdien i at arbejde med vanskelige ting og siden elske det. Nogle radikalister hævder endda, at livet ikke er til for at leves og nydes, men for at undersøges. I er da ikke helt raske, siger kritikerne til hobe. Nej, men vi er næppe heller kun syge i hovedet. Pjat.

I nogens øjne lyder det måske lidt letkøbt og selvfrelst, men jeg synes sådan set, at hvis vi ser på bevægelse som en læremester ud i det med træningen i at håndtere modstand, er det så ikke lige præcis det, bevægelse kan tilbyde inden for denne verdens færdighedstilegnelse?

Bestemt, men langtfra udelukkende. Den har mere på menuen end tørre faldtæsk, biden i græsset, sved og utilstrækkelighedstårer. Den rummer også skønhed og dialog, fællesskaber og sikkert også andet, I tørster efter.  

Et temmelig eksotisk og vovet eksempel er danske Isabella, der har ladet kærligheden til dans, kulturudveksling og iderigdommen stå øverst, og derfor nu er lidt af en kulturisbryder med rygstød fra rytmer og nomadlivet i Tanzania. Herfra skabes kontakt og spredes glæde gennem dansens sprogbarrierenedbrydende og smittende livsgejst, til gavn for millioner af følgere. Slet ikke dårligt i den udskældte YouTube-æra.

Aldrig, gentager aldrig, undervurdere bevægelsens helende kræfter, minder medicinmanden om.

Så frem for at injicere flere angstprovokerende dumheder, at stirre unødigt længe ud i luften, hot girl walks, rawdogging og meningsløse forventninger til en aristokratisk fremtid, der aldrig ankommer, foreslår jeg, at vi retter blikket mere i retning af det, der altid har virket.

Kærlighed, venskab, imødekommenhed, engagement og evnen til at føre folk i retning af sig selv. Se det er den gode forførelse, folkens. Den der bringer os hjem igen, og ikke efterlader os i pludder og fedtemøg, der truer rum sø, som en anden Odysseus, der skal igennem alle mulige drabelige (også sirener) tillokkelser, før han får sin Penelope at se igen hjemme på øen Ithaka. 

Forpligtende autenticitet og kongruens slår valgflæsk, balbuler og rygscanninger (i nogle tilfælde, kun i nogle tilfælde, py ha da).

At bære byrder med værdighed er notorisk usexet, indtil det bliver en sportsgren, der forfører. 

Beundringsveje

Lad os prøve en anden vej rundt. Opdagelsens og nysgerrighedens vej, der ikke drømmer dagdrømme eller dømmer, men inspireres og glædes ved andres (u?)formåen. Hovedsporet er ikke det samme som vildsporet eller forledt kuldsejling. Rollemodellerne findes, abrikostræerne findes, og fodsalven og parodierne. De findes. 

At fare med beundring og interesse kan være det første skridt til selv at mestre en fancy move, eller at løfte niveauet fra et simpelt vægtskifte til en mindre bevægelsessymfoni. Ikke alle ting tager 13,4 år at mestre pr. dekret.

Måske tager det kun 3 timer at lære Michaels Jacksons moonwalk? Prøv ad. Vil du investere tid på det? Men at kombinere flere ting på engang, det er noget der kræver, at du sætter dig ind i nogle sammenhænge.

Et eksempel. At prøve kræfter med hovedstandsbevægelser og tilføje lidt helix halløj ser måske fremtidsvildt ud for nogen, og jeg var nærmest paralyseret første gang, jeg skulle udvide min “hovedstandshorisont”. Faktisk viste det sig ikke at være specielt vanskeligt.

Jeg er på vej med de 51 og indgangspartiet til inverteringsuniverset er ikke længere det, der vækker min utilstrækkelighedsfølelse. Perspektivet forskydes stille og roligt med indøvelsen og horisontudvidelsen.

Også selvom jeg måske ikke når den famøse 1 minuts håndstand. Det tager vi, som det kommer.

Men jeg skal fandme da ikke følge trop med Alex Honnold, der altid søger højere op mod tinderne. Ham får jeg hjertebanken og mindreværdskomplekser af at følge. Men også lyst til at hoppe over på den lokale bouldervæg og arbejde med mit talentløse fodskifte.

Carl (ung fyr i klubben), jeg arbejder på sagen, okay. Hæng mig ikke ud til tørre, please. Sørme om ikke han roste mig for nylig – “godt klatret Jesper, og så en fistbump”. Hul igennem og endda mellem generationerne.

For vildt.

Det sete afhænger undertiden af øjnene, der ser. Tør du lade dig forføre af noget, du beundrer, til selv at tage fat?

Ræk ud mod universet fra en realistisk afkrog

Lad os ikke sigte efter månen, så når vi kun skydækket. På det cruisetogt, jeg (og ligesindede) drømmer om at søsætte, der står vi på øverste dæk og spejder helt op til solen. Og hvad så om vi kun ender med at kunne nå månekrateret og plante et flag ved siden af Armstrongs?

Lidt Ikaros-power skal man have.

Ikke bare gælder det om at “have højt til loftet”, som jeg ofte citerer Salingers novelletitel med at sige, det gælder saftsuseme også om at turde sætte barren højere, at række ud efter stjernerne. 

Som tidligere (og i manges øjne uomtvisteligt forhadte og totalt outdatede, sandpapirs mørkstemmede) high level coaching guru Tony Robbins vist har udtrykt det, og jeg citerer kun fra et hukommelsesrekyl:

“De fleste mennesker overvurderer hvad de kan nå på et år, men undervurderer hvad de kan nå på et årti.” (kunne ikke lige finde kilden, måske bogen Væk din indre Gigant, men i alt fald bekræftet af AI)

Uanset ophavet, denne sætning er blevet hos mig, og jeg bruger den, når jeg føler et pres på at skulle nå noget. Eller leve op til andres forventninger, der undertiden bare er egne forventninger på deres vegne.

Denne form for horisontudvidelse kan tjene vores formål, når vi nu rejser ind i færdighedsjunglen. For forførelsen går ikke ud på at lyve for dig, kære læser. Der skal knofedt og hoftevridninger til også. Helst uden pigefnis, tak. For så er det heller ikke mere eksotisk at tilte sit bækken. Meeen det arbejder vi desværre stadigvæk på at normalisere i min klinik. 

Selv simple færdigheder kan vise sig ikke at være så simple, og det skyldes til dels det der med motorikken og de mange livsvaner. Men for nylig har en håndværker inspireret mig til at lære ham hvordan – i tillæg til massagebehandlingen for rygsmerter. Fedt at nogen også er villige til at starte ved begyndelsen, når mange nu har så travlt med at finde genveje til målstregen. 

Sådan er der så meget, der skal overvindes, suk fra hjertet, som hos Tristan og Isolde.

Og en åben påmindelse om, at det ofte kan være de oversete, “non-labre”, antibarokke og ikke-voluminøse, men derimod diskrete færdigheder, du rejser længst med her i livet.

De såkaldte “mikrobevægelser”, jeg omtalte før. 

De små bevægelser omkring din hoftekant, sacroiliacale hemmeligheder, lurvede i al deres ubemærkethed. Som den kinesiske kunst “at justere sin qua”. En færdighed der, i min optik, kunne barbere adskillige dukater af de offentlige sundhedsudgifter, hvis flere vidste, hvad det går ud på.

Den rå diamant skinner indvendigt

At vie sig til at lære noget i det hele taget, at tilegne sig bevægelse specifikt, eventuelt endda som erklæret bevægelsespraktiker, er bestemt ikke altid jordbærlagkage på marengsbund. Alt er omkostningsfuldt i tilværelsen.

Spencer lover jo heller ikke Alex, i førnævnte serie, at han er perfekt. Han garanterer rent faktisk det modsatte som en direkte ægteskabsopfordring. Thi der er masser at arbejde med, hvad angår denne charmerende, drikfældige krigshelt – og det var i øvrigt nok til, han fik et “yes, I will marry you” i stand.

Godt gået makker. Håb for det beskidte vasketøj. På film i hvert fald. Nå, okay så. 

Uspoleret diamant til oppudsning. Hvem kan stå for det? I hvert fald ikke hende Alexandra der.

At udtrykke sin påfuglekunnen er samtidig vigtigt. Jeg har hørt det før, man skal gøre sig umage, som Tor Nørretranders forsikrede os om i bogen Det generøse menneske: en naturhistorie om at umage giver mage. Ikke kun af hensyn til det der med magen, tænker jeg, men fordi det er med til at løfte ens selvagtelse.

Af anstrengelse kan vi udrette noget uventet. Det er et godt livsprincip. Uanset resultatets potentielt mudrede forventningshorisont. Lad tiden være os nådige.

At gøre sig umage er antimageligt. Kan aldrig gentages for meget. For noget i os søger ofte det modsatte. 

At udtrykke sig, eksempelvis som her med bevægelse, er også et legitimt menneskeligt behov, der udvider grænserne og udvikler os. Skaber kontakt med samskabelse, kreativitet, det kunstneriske swung samt skabelseslaget, og rækker måske helt hen til det, som elegante Dorthe Jørgensen kalder Skønhedens metamorfose. At blive forvandlet fra en grågrim ælling i H.C Andersens digtning til en mindre virtuoso i Brabrand eller Bolivia. Om end hendes perspektiv handler om noget andet, nemlig æstetik.

Ærlig talt. What’s not to like? Det er aldeles muligt at blomstre, for buketter har mange stilke. Alle (det er nok ikke rigtigt vel, men principielt da, forbehold strejfet nænsomt!) er svangre med særklassen. Men at få øje på den og smag for den, se det er straks en anden sag.

Der skal måske ses igennem tågerne af foragt, selvmedlidenhed og nedstirren. Der skal kigges indad (selvom det er forbudt), tro det eller lad være.

Lille Ikeaspejl på væggen der. Hvem er den dygtigste til at smøge ærmerne op her?

Flirtes med utilstrækkelighedsfølelsernes genkommende påmindelser. Bvaadr…

Kom da blot med ombord på færdighedskarrusellen, få udsyn til dit selvsyn, uden at det hele behøver være så tungt…

Grebethed kan lede dig til bevægelsesfrihed i flere afskygninger. Til skønhed og udtryksfuldhed.

HMS bevægelse

Bevægelse er suveræn som læremester her, i min okkulte optik, og jeg vil lige om straks løfte sløret for nogle byggeklodser, du kan begynde at bygge dit eget Star Wars imperium på, eller bare have det sjovt med på egen hånd eller blandt dine venner og ligesindede. I al gedulgt fornøjelse uden kameraer og linselir.

Nok til at forføre dig?

Jeg vil gerne tilbyde noget til dig, der ikke er helt let at forstå, men vil prøve at beskrive det ret direkte og systematisk.

Jeg taler om “the good stuff”, der leder ikke bare til antifragilitet, men også til stolthed og værdighed. Creme de la creme. Og det findes sgu. 

Bevægelse kan spire alle vegne, som her med børn, der hænger ud og spiller bordtennis i padelcentret. Det ene kan føre til det andet. 

Start i det små. Men vil du mestre noget, sådan for alvor, kan det være en ide at forstå, at nogle ting står og falder med evolutionære forhold, der kan vendes til din fordel. Noget dit nervesystem og din krop er skabt til. 

Hvad kroppen tilpasser sig til er just spørgsmålet, og derfor kan det give mening at vide, hvilke strenge vi kan spille på, ikke sandt?

At flytte bevægelse ind fra de sociale medier til en virkelighed, hvor folk ikke er guder, når det kommer til stykket, kræver dog, at vi tillader os at være mennesker, der er aldeles uperfekte. Men det kræver undertiden også noget mere viden.

Just det kræver det at udvikle færdigheder, og det må vi så se lidt nærmere på.

Værsgo som Ane Cortzen ville sig. 

Mestringsveje til bedre færdigheder

Men hvad er vejen egentlig til at lære sig nye færdigheder af mere kompleks art inden for bevægelse?

Den findes ikke. Men der findes mange veje ind i bevægelse. Nogle mere brogede end andre. Mere intelligente, osv.

Spørgsmål om “adgang” optager mig meget, fordi det griber ind i egne aldringsrelaterede overvejelser, selvopfattelse, klientovervejelser i egen praksis, prioritering af bevægelsesområder, progressionsforståelser og trækket fra skadeshistorikken. Det er supervigtigt!

Det handler IKKE (primært) om hurtigst mulige vej til blær og båthorn. Det handler om at finde sin egen vej gennem de mange råd, vink og erfaringer. “Direction you seems to work”, som min læremester smukt ynder at påpege. OG det behøver ikke føre væk fra andre, men derimod en oplagt vej til mere sammenhold og fællesskab. 

Nogle får øjnene op for gymnastik på en efterskole, og bum, har de et fællesskab om det. Og hvis ikke vi har adgang til det længere? Eller har afsluttet efterskoleopholdet?

Frem for at svømme op imod strømmen, som en laks i Varde å, kunne det være en ide at følge din egen evolutionære bagage, så du undgår at bevæge dig uden mål og med, som en tvebakketør Villy Sørensen bogtitel, lød engang i 1974.

Lad os nærme os den varme risengrød et skridt ad gangen. 

Crossfit på vej mod bevægelse

Personligt hilser jeg af hele hjertet tiltag velkommen, der flytter “det mentale sporskifte” og anerkender af “traditionel siddende psykologi” (heller) ikke kan bestige alle bjerge, men som jo indlysende har en berettigelse i utallige sammenhænge ikke desto mindre (også i disse AI tider). Det fik vi syn for sagen med i en udsendelse i Brinkmanns Briks, “Påvirker styrketræning dit mentale helbred?“, 18.02.2026, der drøfter, hvordan vi får unge mennesker med psykiske problemer til at genvinde deres selvtillid og tro på verden. Og modvirke angst etc. 

Tak for modet, Julie, lad os åbne op for alle de veje, vi kan. Også dem, der kræver færre ord (og det skulle komme fra dig, Jesper). Om crossfit er det ideelle træk på skakbrættet, er ikke mit ærinde her. Lad os følge den spændende forskning – og lad os komme i gang, på alle de pister, vi kan.

Der er noget i gære, når bevægelse først tager fat i os. I Bredgade er der vidde rammer.

Jeg vil om lidt vise dig nogle andre låger i julekalenderen, men styrke og kapacitet er en legitim del af det bevægelsesmæssige hardware, som jeg har løftet sløret for i indlægget om bevægelseskultur.

Det kan være en god og samvittighedsfuld vej til at øge sin selvtillid at styrketræne, da vi overskrider os selv på en meget progredieret og håndgribelig facon. Heraf en kobling ind i det psykiske rum. Dette er faktisk alment kendt i bevægelseskulturen.

Men kapacitetstræning kan også lede til apati, forstærke psykiske problemer, lede til overdreven eller skævvreden kropsfokusering, skader og diverse “kropsforsnævringer”, jeg var inde på i indlægget om ydmyghed. 

Paletten består af flere farver af en årsag. Det gælder om at drage sig mangfoldige kropserfaringer.

Roadmap eller stjernevrimmel

Jeg kunne fabulere længe over faldgruber, der risikerer at dække over ikke at mestre det at udvikle sit iboende repertoire, fordi der øjensynligt mangler et klart “roadmap” og en villighed til at lade paraderne droppe. Eller frygten for at dumme sig, mindreværd eller hvad fanden…

Menneskeheden må være nået til, hvor den er, fordi nogen har stået sammen og bragt hinanden videre. Lad os bygge videre på det. At den moderne “splittelses- og frygtøkonomi” mere lader til at gå adskillelsens veje, kalder på behovet for mere dannelse i, hvad fællesskab gør ved mennesker. 

Parolen lyder naivt: Byg flere fællesskaber op, også gerne om bevægelse. Der er kvalitet, livsvisdom og livsglæde til forskel. Og det kan altså også opdyrkes i fitnesscentre, idræt og crossfit. Lad os ikke krydse klinger, når vi kan forenes i mangfoldighed.

Der er blot ikke mange pivotbevægelser i et traditionelt styrkepas, I am sorry to say. Her må du skifte vognbane.

Harme må vige for charme her. I øvrigt, uden indhold, er der ikke altid meget at være fælles om udover hinanden, eller en stålsat fetich, hvilket er alt rigeligt for nogen, men ikke for andre. Det er indviklet…

Det var det der med øjnene, der ser. 

Apropos faldgruber – disse kan indtræde meget hurtigt i og med åbne- og lukkemekanismerne, når noget skal “konceptualiseres og målrettes”, og nogen får en vaks ide og uddeler en pjece eller et opslag på en tavle. Vi skal passe på, vi ikke designer organisatoriske løsninger på et fænomen, som erfaringsmæssigt trives rigtig godt “i det fri”. Tilbud er godt, men fanger ikke fuglens flugt. Bevægelse er ikke egnet til at skulle indrammes. Bevægelse sprænger rammerne, når vi indser, at de ikke er vide nok. 

Lad os meditere over visdommen i en sætning, der er titlen på en roman af Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl.

I respekt for legen vil jeg sige, at nogen stopper, når medlemskabet er ubrugt (eller varmer sig ved det passive medlemskab). Andre, når legen ikke er sjov længere, eller et univers er udtømt for nu. Eller fordi alt ikke kan være stuvet sammen under samme paraply. Andre leger med skiftende legekammerater og besøger forskellige legepladser.

Bevægelse er ikke sådan at genne ind i en kostald. Det lugter af ekspansion. Uorganiseret vokseværk. Fy fy. Det er en samfundstrussel. Er vi nu helt sikre på det? Hvorfor er vi så bange for det, der ikke har en branchekode?

Sådan kan vi også se på sagen. Bæredygtighed kan komme an på en vedvarende prøve. Engangsknaldet har sine begrænsede fortjenester. Og bevægelse kan muligvis være utro mod medlemskabet, men er til gengæld tro mod livet. 

Sand kærlighed må smedes i valgets vilje til at ville noget dybt nok. Ikke krampagtigt at holde fast i noget der ikke længere viser vejen til et forjættet land, eller et bedre rygklima. Og alle vil ikke det samme. Eller længe nok. Og det er der sørme heller ikke behov for.

Den skarpsindige bevægelsespraktiker lærer at åbne og lukke for universer, ikke kun at være en skarp nøglemager, der knækker konkrete problemgåder. Det gælder om at se på hele stjernevrimlen uden at stirre sig blind på Karlsvognen. Velvidende, at vi ikke kan tælle alle stjernerne. Men at have blik for hvornår og hvordan vi skal holde øje med et stjerneskud, er der hvor vi begynder at kunne vores metier.

At kunne smede nøgler til at udvide universer og til at danse på mælkeveje, ikke sandt?

At værdsætte at være i bevægelse – for egen skyld.

Mindre højtravende.

Oprustning i færdighedslærdom

På engelsk taler vi om skills, på dansk færdigheder, og skill building er den “Pandoras æske” eller “black box”, der kan siges at udgøre en fundamental “byggesten” i tilegnelsen af bevægelse. Og jeg skeler igen til fysiolog Nikolai Bernsteins konstruktionsmodel for bevægelser. Ikke tilbedende, ikke koldblodigt postulerende som om hjerneforskningen har stået stille siden da, og andre obvious disclaimers.

Vi navigerer på inspirationsdækket her. Hvor der er udsyn udover hele bølgen blå, eller “the blue ocean”, som det hed for år tilbage i innovationsteorien. 

Nu ombord på det evigt omrejsende cruise skib tituleret “the HMS – human movement studies entreprise”. Et prangende Titanic, der rent faktisk er synkefrit. 

Hvad tror du, der sker, når du prøver en ny skill af, der kræver hele kroppens medvirken?

Du stinker højest sandsynligt. Det ligner ikke en Rembrandt i første hug. Du kan ikke forvente, at du bare kan snurre rundt med det samme. Nogle ting kan du, jo jo, men andre kræver afkodning, repetition, konsolidering og tilpasning, at der drøvtygges på sagen og alt det der bag om ryggen, når vi sover…

Talent er ikke en titel, vi gemmer os bag. Fortjenstfuldhed er det, vi øver os i for at komme ud af det motoriske morads og de “parasitære spændinger”, når det hele ligner vomitus i begyndelsen.

Time for canvas painting. Ind og leg med den pensel der. Se efter det næste strøg, det næste vægtskifte, den flydende overgang, den rette dialog med tyngdekraften, centraliteten, synkopering.

Du kan følge, hvad de mere erfarne byder ind med. De ydre rollemodeller, virtuoserne. Du kan sanse dig frem, du kan studere biomekanikken. Navigere ud fra bevægelsesprincipper. Men kroppen kan også pludselig komme op med løsningen, uden at du helt havde set det komme.

Der findes noget, der hedder “controlled manifolds”. Der er noget, du føler, du er herre over, og der er noget, hjernen hjælper dig med, når det handler om opgaveløsning og variation (se f.eks. også nærmere på et fænomen som “uncontrolled manifold hypothesis”). 

Som Marcello Palozzo skriver i et nyhedsbrev:

“So hear this out: A skilled movement is a controlled variable with infinite paths. End intention holds, all else is …extra!” (The Golden Spindle, 07.05.2026)

Det fascinerende er, at det er muligt at adressere den megen bevægelseskaotik, som kommer af at vi kan blive gradvist mere bevidste om, hvad det er for nogle elementer, vi kan kontrollere, og hvilke dele vi må overlade til variationen og naturens genialitet. Dansen mellem essensen og redundansen er en god dans.

For at komme mestringen i møde, giver det mening at tilvejebringe de rette betingelser herfor, og det har evolutionen banet vejen for. Bevægelser er blevet gradvist mere formålskomplekse og overlevelsesegnede med tiden og til et punkt, hvor de i dag kan nydes for deres egen skyld, ikke kun for at undvige et rovdyr. 

Eller for at glæde andre med – i kunstnerisk udfoldelse eller fælles samhørighed og vidnesbyrd på den højest tænkelige klinge. Go home or go Wushu:

Vi kan vælge at lade os inspirere af sådanne udøvere, eller vende den anden kind til. Eller finde vores eget lejde. På HMS cruiselineren har vi masser af dæk, ikke kun 1.-3. klasse.

Det er en misforståelse at tro, at vi alle skal stræbe efter det samme. At finde vej til sig selv er et godt mål, og hvis en macaco kan hjælpe dig derhen, so be it. Men hvis du bruger tolv år på at lære en 1 arms håndstand (jeg har udsyn til nogen, der lærer det noget hurtigere), mens du tilsidesætter alt andet, er det da værd at fejre, hvis du gerne vil være god til bevægelse i mere generel forstand?

Færdigheder kan bygge oven på hinanden, men de kan også stå i vejen for hinanden, er min formodning.

Når vi skal finde vej til vores kahyt, er det godt med lidt anvisning og et par håndfagter.

Om forventningsafstemning

Et forbavsende letlæst stykke lekture har jeg netop haft fornøjelse af at læse. Bogen Styrk dine forventninger med undertitlen …de smitter af på dine handlinger, styrer dine beslutninger, danner dine relationer, påvirker dit helbred og former dit liv af Søren Bechmann.

Læg mærke til farvespillet på forsiden (styr eller styrk?), som jeg ikke kan lade være med at trække på smilebåndet af. Jeg foretrækker det sidste.

Det er på vej til at blive en almen erfaring, at vi danskere ikke kun er bazarhandlende i middelmådighed, som vi for nyligt har erfaret med Morten Münsters bog Afdelingen for magisk tænkning, forsideprydet af en pakke leverpostej. Sejt nok.

Vi er faktisk heller ikke altid lige gode til det der med forventninger. Øv, mere postej.

Tro mig, jeg kunne skrive en større doktordisputats over alle de forventningsspinatbede, jeg selv har trådt i, og kan ved læsning konstatere, at det kan du nok også, kære læser. 

Så hvad har det med bevægelse og færdigheder at gøre, tænker du nok?

Ved foden af ethvert stort bjerg finder vi selvrefleksionen. Gad vide om jeg orker at bestige det?

Det amuserer jeg mig til dels med i tidligere undgåelsesindlæg. Men nu tager vi det frem igen, da det er rart at have afstemt vores forventninger, inden vi forvilder os ind i bevægelsesjunglen. 

De vigtigste pointer fra Søren Bechmanns bog, jeg har valgt at napse til eget formål her. Tyverigods hermed opgjort:

• Forventninger må gerne være høje, ellers er der ikke noget at klatre op af stigen efter.
• Forventninger må ikke være for høje, for så dratter man bare ned af stigen igen.
• Forventninger skal ikke bare fremsættes, de skal understøttes.
• Fokus på indsats fremfor resultater giver mulighed for bedre resultater.
• Afsæt i det du kan, ikke det du drømmer om.
• Vedblivende tiltro er en nøgle.
• Øv dig til du kan – på det du (ikke) kan til du kan noget mere… 
• Vær gerne forpligtet og hold regnskab (det sidste står for min regning, og jeg er lidt splittet her, men finder bestemt værdi i bogføringskundskaben).

Selveste Walt Disney citeres ofte for at have sagt – “if you can dream it, you can do it” (s. 80).

Det er både forkert, skriver Søren Bechmann, fordi det ikke var ham, der sagde det først, derimod General Electric i en reklamekampagne (hvor ved du det fra, Søren, he he?), og for det andet er det er også noget vrøvl. Der er mange drømme, der ikke indfris, uanset hvor meget du drømmer om dem.

For det tredje kan det pålægge dig helt urealistiske byrder. 

“Hvis vi kan hvad vi vil, bliver logikken jo, at hvis man så ikke lykkes, så er det ens egen skyld. Var postulatet sandt, ville det betyde, at den eneste grund til at min søn ikke spiller på landsholdet, eller min datter ikke danser i Den Kongelige Ballet, er, at de ikke vil det nok”.

Vilje er en forudsætning for handling, men mange andre faktorer kan også stå i vejen, og selvom jeg drømmer om det, kommer jeg aldrig selv til at løbe en marathon på 2:10. Jeg kommer heller aldrig til at spille violin som Joshua Bell, og jeg bliver aldrig speciallæge i Oto-Rhino-Laryngologi. Min fremskredne alder og mangel på toner i livet er blot et par af de omstændigheder, der forhindrer drømmene i at blive til virkelighed. Af samme grund forventer jeg ingen af delene.

Men mindre kan også noget.” (s. 81)

Befriende. Tak for det. Især den sidste sætning er værd at klamre sig til, hvis nu din jomfrusejlads har kurs mod et isbjerg. Måske bør vi stå lidt på bremsen med de mange velmenende forældreråd om, at “sky is the limit”. Dette kan udarte til en livslang opskrift på skuffelse og lavt selvværd.

Bechmann foreslår i stedet, at vi går med Klaus Rifbjergs modererende råd:

“Man kan hvad man vil. Hvis man kan.” (s. 82)

Og det kan som bekendt komme an på en prøve – eller mange!

Og det giver bogen så nogle fifs til, hvordan vi kan komme til. Med eksempler på folk, der har taget springet fra en vane til identitet. 

Identitetsforskydning byder sig til

Vil du være god til at opøve færdigheder med bevægelse, er lidt spredt øvelse ikke nok. Du skal være overbevist om det inde i dig selv.

Selvforstærkende overbevisning er vejen ad hvilken påpeges det:

“I bogen “Atomic Habits” advarer James Clear mod at vi forveksler det vi vil, med det vi er, fordi den ultimative form for motivation bygger på, at en vane bliver til en del af ens identitet. Der er stor forskel på at sige, at der er noget, som jeg ønsker mig, og så at sige, at der er noget som jeg er. 

Derfor er en ægte adfærdsændring i virkeligheden en identitetsændring. En vane opstår måske fordi du er forventningsfuld og motiveret, men den fastholdes kun, hvis den bliver til en del af din identitet. Forbedringer er flygtige, indtil de bliver en del af den, du er. Derfor er målet ikke at løbe et bestemt løb, men at blive løber. Derfor er målet ikke at skrive en bog, men at blive forfatter. Derfor er målet ikke at finde en kæreste, men at blive en kæreste.” (s. 162)

Hvor er det klart og smukt, Søren.

Det kan vi tilføje de mange motivationstrategier, jeg har omtalt førhen. Som jo er noget andet end håb og drømme. Identitet. 

Den berømte flowmodel kan, nu vi er ved det, vise sig nyttig her, selvom og gud og hver mand nu også anfægter denne flowtilstand for så vidt som der findes en anden sindstilstand, en radikalt nærværende opmærksomhedstilstand, der handler om noget andet. 

Mere om den en anden god gang.

At ligge og øve sig i flowkanalen (i midten mellem angst og kedsomhed) kan føre til, at du kan det, du vil, hvis du kan, fordi du kommer til at kunne det over tid. Fordi du øver på en måde, der bringer dig tættere på denne kunnen. Uden at dratte ned at stigen.

Kan du se, hvor jeg vil hen med al det her forventningssnak?

Det er klart, at forventningsoverliggeren melder sig i kroppens færdighedsland, og mon ikke det er derfor, mange svømmer videre i den lave ende af svømmepølen, hvor der er varmt, lavt og trygt og færre hajfinner?

Det er sgu ret syret det der med at lære færdigheder, det er virkelig vildt og ikke bare en strøgtur. 

At udvikle sig med bevægelse handler ikke kun om at overkomme sin frygt, sin manglende selvtillid gennem rå muskelkraft og styrke (styrke er afsindigt vigtigt, men kun én del af vores hardware). Det forudsætter et helt repertoire af mentale, fysiske og æstetiske færdigheder, som vi lærer undervejs i livsprocessen.

Og det forudsætter, at du ser dig selv som bevægelsespraktiker, uanset ambitionsniveau, hvis du vil blive god til at praktisere bevægelse. Men derfor kan du altså godt lære at slå nogle vejrmøller uden en højere embedseksamen. Børn de gør det sgu bare.

Jeg er ikke ude på at sælge dig en titel.

Men hvad gør vi voksne, der vil generindre barndommens lettilgængeligheder? Søren Bechmann forsikrer os jo om, at det er noget sludder med al den der aldersudskamning, og oplister de vildelse aldersrollemodel eksempler i sin bog. Så hvad gør vi?

Det er det egentlige forskningsprojekt, jeg interesserer mig for lige nu. Ikke i forhold til alder, men i forhold til, hvad vi er skabt til. Ud til højre med al det der longevity nonsens overdrev.

Men det forudsætter jo noget, som vi netop har indkredset i forrige indlæg om motorikkens udgravninger, nemlig kompleksitet i øvelse + motorisk snilde og motorisk kontrol +++ helt afhængigt af hvad vi vil lære. 

Let’s dive in. Det er muligt at grave ned til grundfjeldet eller i det mindste ned til de diamanter, der skinner klarest i minernes fugtige mørke, hvor vandet risler ned af væggene.

Golddiggers, foren jer. Fat en lygte og læs videre. Vi skal et smut ned i adfærdsarkivet.

Motorisk kontrol og sansemotorisk kompleksitet

Jeg tager nu nogle centrale – supplerende – pointer op om motorikken fra de seneste blogindlæg, som segway til vores oprulning af, hvordan kompleks færdighedstilegnelse kan anskues. Og med lidt fordøjeligt pædagogisk opsummering forhåbentlig.

Tanken er ikke at overintellektualisere, tværtimod at skabe en forståelse for, hvorfor den menneskelige sanseerfaring spiller så stor en rolle i bevægelse, og at vi vokser i bevægelse i og med erfaringsprocessen.

Det handler helt essentielt om at få reflekser og tillærte færdigheder til at spille sammen, for at vi kan bevæge os – og i særdeleshed med god kvalitet. Nogle reflekser er medfødte, en automatisk bøjerefleks for eksempel, når der er en sten i skoen. Andre er tillærte, som stillingsrefleksen, der hjælper os med at holde balancen og opretholde postural kontrol.

Nogle færdigheder som er lukkede kan vi kontrollere fuldt ud, et frispark for eksempel. Men et håndboldkast, hvor bolden modtages ind over stregen, er en mere åben færdighed, der rummer uforudsigelige forhold. 

Lars Olesen har i artiklen “Motorisk kontrol” opstillet en model for, hvordan hurtige færdigheder, vistnok karakteriseret ved eksekvering over 200-300 ms., kan kontrolleres. Dette er typisk også tilfældet for mange bevægelser inden for bevægelseskultur, så lad os starte med den artikel.

Motorisk kontrol, som vi undersøgte sidst, er supervigtigt, idet det er et fænomen, der hænger uløseligt sammen med at lære:

“Motorisk kontrol er spørgsmålet om, hvilke principper der styrer de komplicerede bevægelser. Hvordan håndterer kroppen et system, der bl.a. består af hjernen, musklerne og leddene, og laver en koordineret bevægelse? Hvordan tager systemet højde for omgivelsernes omskiftelige karakter?” (Olesen, Lars. (2007). Motorisk kontrol. I: Focus – tidsskrift for idræt, nr. 3, s. 37)

Hvorfor er Bernsteins teori interessant i denne sammenhæng?

Olesen nævner nogle interessante forhold, da han også bygger sin model på den russiske fysiolog og i øvrigt supplerer med andre teoretikere.

Fem forklaringer byder sig til, skriver Olesen:

1. Stor indflydelse på vores opfattelse af motorisk kontrol og læring.
2. Udgangspunkt i hierarkisk model, fordi udførelsen af færdighederne begynder i hjernen, og ser tilmed samtidig kroppen som et selvorganiserende system.
3. Teorien funderet i naturvidenskabeligt paradigme, men med stort forklaringspotentiale i forhold til måden kroppen og bevægelser ofte omtales på i paradigmer, som taler om kroppens tavse viden.
4. Teorien kan forklare kontrollen og læringen af nye såvel som eksisterende færdigheder, hvor andre teorier har haft svært ved at inkorporere indlæringen af nye bevægelsesmønstre.
5. Teorien tager højde for eksterne kræfter, hvilket gør den egnet til at forklare handlinger i tyngdekraftsfeltet.

En færdighed kan analytisk opdeles i en forberedelsesfase og en udførelses/eksekveringsfase. I forberedelsesfasen sker kropsbeslutning om valg af bevægelse, baseret på ydre og indre stimuli. En beslutningsproces, hvor det passende handlingssvar i forhold til en situation selekteres. Der fastsættes et mål for udførelsen.

En færdighed som en fri handling, kan altså beskrives af tre komponenter:

1. Forsættet/den motoriske opgave der søges løst. Opgave formuleres i planlægningsfasen og manifesteres neuralt i form af et motorisk program.
2. Et invariant resultat – opgaven er den samme konstant og skal derfor føre til det samme resultat.
3. Et varierende sæt af bevægelser – bevægelser er aldrig helt ens, hvis de måles metrisk, hvilket skyldes, at der må tages højde for visse kræfter i omgivelserne, støj, et vindpust etc. Derfor replikerer vi aldrig 1:1, men varierer de kontrollerede bevægelser, hvilket også skyldes problemet med frihedsgrader.

Det er Bernstein, der har peget på dette problem med frihedsgrader. For hvordan Søren kontrollere bevægelser, når der er så mange frihedsgrader at tage højde for? Led etc. kan i princippet bevæges i utallige kombinationer etc.

Jeg minder i den sammenhæng også om føromtalte hypotese, som jeg udelader for nu. 

Leddenes frihedsgrader og hyr med bevægelseskontrol

Som jeg beskrev i motorikindlægget er der mange systemer, der må arbejde sammen i kroppen. Og motor cortex er ikke kun en kommandocentral, der trykkes på som en fjernbetjening og så sidder enhver vejrmølle i skabet. De mange frivillige og formålsrettede bevægelser kan ikke udføres uden at tage stilling til kroppens aktuelle stilling og position i rummet, og det medfører, at de motoriske programmer i hjernen ikke kan indeholde eksakte forskrifter. 

Der er ikke 100% overensstemmelse mellem hjernens efferente impulser og de bevægelser, signalerne afstedkommer. Olesen opsummerer 4 forklaringer, der kan løfte lidt af sløret for, hvorfor der ikke altid er kongruens mellem igangsættende impulser og resultater:

1. Leddens mange frihedsgrader = mange varierende anvendelsesmuligheder, når flere led anvendes.
2. Bevægelser i leddene forudsætter en muskelhandling. Det er komplekst, fordi at selv om man laver to ens sammentrækninger af en muskel, vil dette kunne have to forskellige effekter, alt efter sammentrækninger i synergister og antagonister omkring musklen. 
3. Der forudsættes et system, der sikrer, at musklerne trækker sig sammen med den rigtige kraft og hastighed på det rette tidspunkt.
4. Der må tages højde for omgivelsernes skiftende eksterne kræfter og forskelle i initiale forhold, der gør, at nervesystemet hele tiden må tilpasse sig hver handling. Læner jeg mig for eksempel lidt til siden inden en bevægelse, ændrer det kraftpåvirkningen på leddene, som nervesystemet så må tage højde for i forhold til eksekvering af bevægelsesprogrammet (motorprogrammet).

Det fortæller os noget om, hvorfor kroppen samtidig lærer at tilpasse sig, og hvordan vi udvikler kinæstetisk opmærksomhed, kropsbevidsthed. 

“Den vigtigste biomekaniske forudsætning for at udføre en målrettet bevægelse er at overvinde det store antal frihedsgrader i kroppen og forvandle den til en kontrollerbar enhed.” (s. 38)

Altså at kunne løse Bernsteins “degrees of freedom problem”, som han mener er det centrale problem, når vi skal lære og udvikle motorisk kontrol. Kunsten at holde bedre “styr på alle trådene”, så der ikke sker en masse unødige og støjede udsving i bevægelser, der ikke tjener formålet. 

Det er her, koordineringen kommer ind.

Koordineringsprocessen

Olesen skriver som følger:

“Bernstein (1984b) ser koordination som processen at mestre kroppens redundante frihedsgrader og derved gøre det muligt at kontrollere kroppen. Koordination er altså den proces der begrænser systemets frie variable og gør kroppen til en håndterbar organisering af kontrollen med det motoriske apparat [sic]…” (s. 38)

Eller på jævnt dansk, at luge ud i de irrelevante kropslige handlinger m.m. Dette kan være en større perfektioneringsproces, men den skal til en start føre til, at selve bevægelsesmønstrets formål løses tilstrækkelig korrekt. Og, som påpeget i andre af egne indlæg, er “kampen med koordineringen” i sig selv lærerig og givtig for hjernens plasticitet, uanset resultatet, hvilket vi ofte glemmer i jagten efter perfektionering.

Vi skal ikke skamme os over “det midlertidigt grimme”. Vi skal fortsætte med at løse frihedsgradsproblemet. Det er noget af det, der ligger bag “øvelse gør mester” klicheen og tilgangen “uncontrolled manifolds” samt Bernsteins berømte formulering “repetition without repetition”.

Hvad forudsætter det?

• Kontrol af en kropsdel eller samspillet mellem kropsdele – kompleksitetsstigning i sidstnævnte.
• Oprettelse af funktionelle muskel- og ledenheder for at kunne koordinere.
• Tilpasning til omskiftelige forhold i omgivelserne.
• At koordinering blandt andet sker gennem det motoriske hierarki og selektiv potentiering.

Det at kontrollere bevægelse bliver pludselig til et spørgsmål om at kontrollere alt fra udsving, hastighed, acceleration og kraft i bevægelsen. Det bedste resultat er det, der matcher det forventede resultat. Eksempelvis at lande med foden på en bestemt måde.

Det er her det for alvor er komplekst, fordi mange systemer skal arbejde sammen om at anticipere, forudsige og agere undervejs, mens bevægelser finder sted, så det hele kan blive velintegreret og koordineret. 

Konstruktion af bevægelse som cyklisk læreproces

Når vi taler om konstruktion af bevægelse er det det, vi har med at gøre. At skabe en proces, der er cyklisk, hvor feedback og feedforward sløjfer hele tiden spiller ind på bevægelserne. Og at måle effektiviteten i kontrolstrategierne for udførelsen, som antages at være vigtig i færdighedstilegnelse.

“Var mit afsæt for blødt?”. “Kommer jeg højt nok op inden jeg…?”. “Skal tempoet øges?”. “Er der for mange variationer i bevægelsesbanen?”. “Rammes bolden stadigvæk med tilpas kontrol og effektivitet, selv om opspringet var anderledes end anticiperet?”, som eksempler.

Den kompensatoriske variabilitet gør, at variation i en udførelsesvariabel kan kompenseres for med variation i en anden. Vi tilpasser os med andre ord til omgivelserne og forandringer heri. Denne kompensatoriske variabilitet sikrer tilpas reproducerbarhed, hvor små justeringer gør, at vi kan gentage bevægelserne. Vi starter ikke fra scratch med hver eneste bevægelse. Det er meget rart at vide, når du nu skal løbe ud af døren i morgen.

Noget tyder altså på, at kontrollen med hurtige bevægelser er baseret på præstrukturerede kommandoer.

Det tyder på, ifølge Olesen, at der er grundlæggende motoriske færdighedsrepræsentationer i hjernen, der så tager sig forskelligt ud afhængigt af færdigheders kompleksitet, udøvers niveau etc.

Bernstein var meget optaget af, at kontrollen ligger i målopfyldelsen i forhold til forventningen af en bevægelse, og dynamikken heri. Ikke så meget de bagvedliggende programmer, skemaer, som forskningen kalder dem.

Det er han blevet udfordret på sidenhen, på baggrund af muskelstudier af invariant timing af programmer, der indikerer at “et bagvedliggende motorisk program forårsager en invariant timing i aktiveringen af de enkelte motoriske enheder…” (s. 39), som Olesen anfører med referencer til de pågældende studier.

Uden at gøre resten af indlægget til et ridt i neurofysiologi og aktionspotentialer i relation til motoriske enheder, kan jeg kort omtale, at Olesen hævder, at Bernstein ikke mener, at motoriske programmer kan indeholde informationer om hvilke motorprogrammer, der skal aktiveres på hvilket tidspunkt. Desuden at sådanne programmer ikke kan indeholde oplysninger om musklernes kraftindsats, grundet tyngdekraftens påvirkning, der vil være synlig hvis lignende bevægelser udføres i andre bevægelsesplaner, som medfører, at tyngdekraften indvirker anderledes på diverse muskelgrupper.

Okay så, så er det ligesom på plads. Nu bliver det vist lidt langhåret.

Vi kan ikke bare se på det med kontrol som et spørgsmål om hastighed og fyringsfrekvenser. Muskelkraften kan ikke bare skaleres proportionalt, for at bevægelser skal ligne hinanden.

Der må være noget andet og mere på spil.

At lytte til kroppens signaler

Hver eneste gang vi udfører en bevægelse, skal der ske en ny konstruktion af samspillet mellem indre og ydre kræfter/faktorer, da ikke to situationer er ens. Det er dog sandsynligt, at bevægelser, der ligner hinanden, bygger på bagvedliggende/tidligere konstruktioner, men som må tilpasses konstant til skiftende kraftforhold i omgivelserne og følelsestilstande og energiforhold i kroppen – træthed for eksempel.

I hurtige bevægelser, hvor den motoriske kontrol karakteriseres som en open loop mekanisme, er der ikke tid til korrigerende feedback undervejs. Derfor er Bernsteins teori også en teori om aktion, ikke reaktion.

Vi må forudse, anticipere, hvad der skal ske, hvordan og med hvilke sensoriske korrektioner, inden vi bevæger os. At vi forudser de eksterne kræfter og den nødvendige kraftpåvirkning over leddene for at opnå resultatet. “Slap lidt mere af i benene, når du går op, Jesper, og sørg for at sætte lidt kraftigere fra og at ride bølgen”. 

Det er sådanne ting, der kan være vanskeligt for begyndere. For hvordan skal vi lige kunne kontrollere et slag i en tenniskamp, når vi knap nok kan kontrollere bevægelsen, når en træner håndfodrer en bold med tilpasset kraft. Der mangler overblik over de signaler, vi skal være opmærksom på, og evnen til at håndtere flere af disse på én gang.

Det er pænt indviklet – samspillet mellem afferente input og effektoriske output samt evalueringen af bevægelser, rent neurologisk. Men justeringen af en bevægelsesfærdighed bygger på afferent information fra vores proprioceptorer, trykreceptorer og vores syn. Vi famler altså ikke kun i blinde.

Vi skal med andre ord lære at lytte til kroppens signaler herigennem. Og lægge mærke til, hvordan vi bevæger os. “Kunne du mærke et øget tryk på et led?”. “Så du, at hånden blev placeret lidt for langt fremme?”. “Fornemmede du, om du kom helt op i en håndstand inden resten af carthulum vejrmøllen blev udført?”.

Bernstein kalder det forventede og ønskede bevægelsesforløb “Solwert” og det faktisk registrerede forløb for “Istwert”. Solwert kan ses som kroppens “reference of correctness”, der udformes, når bevægelsen sættes i gang. Det vi har af “forudforståelse”, i en vis forstand, mens begrebet “collorary discharge”, som begreb, kan bruges til at forstå dette nærmere. Det dækker over de informationer, kroppen har brug for at få at vide, og hvilke sensoriske input den skal ignorere.

Kroppen må vide, hvordan en bevægelse bør føles og hvordan den rent faktisk føles, for at kunne lære noget.

Bernstein har altså, ifølge Olesen, opfattelsen af, at der ligger grundlæggende repræsentationer i hjernen til grund for bevægelser. Såkaldte motoriske skemaer, der fastsætter de grundlæggende detaljer, som både er det, der går igen og som kan varieres.

Derfor bliver bevægelse en aktiv dynamisk organisering af hidtidige erfaringer, hvor der muligvis er tale om aktivering af en masterkopi og en aktiv kopi. Vi har måske også med et perceptionsskema at gøre, hvor individet både sanser og motorisk indstiller sig på en opgave gennem en såkaldt probalistisk prognose, altså at vi forudser, hvordan bevægelsen sker i fremtiden.

Jo flere erfaringer, jo bedre prognoser. Dette synes også i tråd med mere almene menneskeerfaringer. Og når bevægelser er meget velkendte, sker de også mere og mere automatisk. De overlades antageligt til ikke-bevidste kontrolområder i hjernen, hvilket forudsætter yderst veludviklede anticipatoriske skemaer.

Herfra kan der fokuseres på stadig højere niveauer af kompleksitet, personligt udtryk og stil etc.

Rum i hjernen

Hvis bevægelser og færdigheder ikke står og falder med efferente og afferente signaler fra muskler og led etc., hvad kan så ligge til grund for færdigheder? 

Bernstein, skriver Olesen, antager at der på højere niveauer i centralnervesystemet gives projektioner af rum, og ikke led og muskler. Færdigheder, hævder Bernstein, er planlagt mod konkrete mål, ikke ned i mindste detalje, i henhold til hver eneste muskelsammentrækning.

Det betyder, at han antager, at færdighederne, bevægelsesmønstrene, er beskrevet topologisk i hjernen, fremfor metrisk. Med topologisk mener Bernstein, skriver Olesen, den såkaldte spatio-temporale geometri. Mens det metriske går på målinger af amplitude og hastighed.

På jævnt dansk er færdigheder gemt i et mentalt billede inde i hovedet, der er specificeret vha. den spatiale bane, den bevægelsesbane, vi udfører bevægelsen i, formoder jeg, eller som et målrettet slutpunkt. 

Hvis alt der knytter sig til motorisk kontrol skulle udregnes ned til mindste detalje, ville bevægelser nok ende med at være meget langsomme. Processeringen ville være for kraftig. Den centrale repræsentation i hjernen er derfor ikke, ifølge Bernstein, skåret ned til det mindste motorneuron, og specifikke kommandoer til hver muskel.

Kontrollen kan altså tænkes at foregå på to niveauer: et øvre topologisk og et nedre metrisk. 

Kernepunktet i teorien er stabilitet. Kroppen søger at minimere de dele, der forstyrrer bevægelserne. At holde variabiliteten i bevægelserne lav. Bevægelser sker derfor som led i et selvorganiserende system, hvor motorkontrollen er distribueret mellem systemer i hjernen.

Stabilitet indebærer, at bevægelser udføres så energiøkonomisk som muligt. Desuden vil en kinæstetisk repræsentation være i spil. Så vi eksempelvis som tennisspillere søger at minimere udfaldet af variationer i de eksterne kræfter, og søger at udføre slagene så ensartet som muligt, ved at forsøge at placere os i en god udgangsposition og gå efter den samme fornemmelse af kontrol til hvert slag.

Det er en fornemmelse, der udvikles med erfaringen med anticiperingen af boldenes karakteristika forud for hvert slag etc.

Motorisk kontrol, skriver Olesen, kan præciseres til:

“…koordination for en given færdighed kan siges at være de topologiske karakteristika for en relativ færdighed, mens kontrol er skaleringen eller de absolutte værdier, der knyttes til en færdighed…” (s. 41)

Som spillere har vi tillært os at forberede kroppen på et nyt slag, at time bevægelser på de rette tidspunkter og tilpasse slaghastighed, retning etc. En kompleks handlings- og forudsigelsesadfærd.

Men nogle gange rammer bolden jo en sten på banen, eller får et ekstra skub af en kastevind, eller, eller…

Plads til skemaudvidelse?

Da Bernsteins model er fysiologisk, er der måske også plads til et psykologisk skema, hvor det emotionelle ligeledes spiller ind. Måske gemmer der sig emotionelle skemaer i den episodiske hukommelse?

Tidligere ærgrelser over fejlslag i golf eller anden ketchersport, skader i forbindelse med bestemte bevægelser i bestemte scenarier og følelsesmæssig påvirkning fra tilskuere etc. kan spille en stor rolle.

Forventningspresset er ikke ligefrem nyt som fænomen, men udgør en væsentlig brik i færdighedspuslespillet. På linje med de andre faktorer, jeg nævner i motorikindlægget. Kontrol er ikke så nemt endda.

Spørgsmålet er så, hvordan de indre skemaer kommer til at spille sammen med musklerne, i selve koordineringen. Skemaer er neurologisk funderede mønstre, der bygger på tidligere erfaringer, da der ikke gives en detaljeret udbredelsesbane fra neuron til neuron, som klargør muskelinnervationen, altså muskelaktiveringen. 

Her bliver hypotesen, at hver gang et grundmønster (vi kunne måske bruge ordet “grovmotorisk” her?), aktiveres, forstærkes det. Hjernen vil justere andre mønstre, hvis der slet ikke er et, eksempelvis ved en ny bevægelse, og siden korrigere dette, så det bliver mere hensigtsmæssigt. Jeg forbigår her det berømte “hammereksempel” hos Bernstein, som handler om, at gentagelsen ikke er, hvad vi tror, den er. Selv bag tilsyneladende ensartede repetitioner gemmer justeringen og variationen sig.

Det er det selvorganiserende ved den motoriske kontrol, der gør, at din krop lærer dig at balancere på et gelænder, at slappe mere af når du hænger og ikke opbygge for mange parasitære spændinger og at slappe af i benene, når du slår en specialiseret vejrmølle, som involverer en “cow tale”.

Det kan dog som bekendt også medføre unoder eller manglende fremgang i færdighedstilegnelse, hvis vi konstant gentager noget uhensigtsmæssigt. Derfor er det godt, at hjernen kan agere mere hierarkisk i forsøget på at skabe bedre motorkontrol. Her kommer det fantastiske motoriske hierarki til nytte, som Bernstein beskriver.

Det kan hjælpe os med at arbejde med tingene på flere på hinanden forbundne niveauer og stille skarpt på ét niveau, før et andet. Fremfor at satse på at hjernen kan regne det mest umulige ud i enhver situation, hvilket vi trænere ofte har syndet med.

En tennisspiller kan eksempelvis ikke bare ændre på sin situation, når vedkommende får kommandoen “ændre x taktik i forhånden”, hvis kroppens fysiske formåen ikke i første omgang tillader at bevæge sig i stilling til en sådan forhånd. Og i anden omgang ikke er i stand til teknisk at eksekvere en forhånd på baggrund af de skemaer, der forudsættes. Det taktiske drukner i forudgående niveauers “manglende installeringer”. 

Det er her, vi skiller den erfarne træner fra den håbefulde.

Du kan nu nok godt regne ud, at alle de mange velmenende råd ikke altid ændrer på virkeligheden, og derfor må vi som med Rytteriet “længere ind”. Og møde dig hvor du er, før idealerne tager over.

Set i et ryghelingsperspektiv er der nok også en årsag til, at mange bestræbelser går fløjten, når vi måske ikke har forholdt os tilstrækkeligt intelligent til visse hierarkiske sammenhænge? Og bygget fundamentet op for bedre og mere kompliceret bevægelse? Vi står over for et stort spektrum, som dækker over alt fra en “hit and run-strategi” til ensidigt, systematiske processer og komplekse kombinatorikker.

Lad os derfor blive en my klogere. Det vedrører nemlig os alle sammen. Ikke kun nørder som mig.

Hvis du vil blive som “mureren på taget” i forrige indlæg, skal du have styr på din mørtelblanding, om man så må sige. 

Ellers risikerer du, at det hele krakelerer, når tingene ikke er konsolideret. Hastværk er dårligt cementværk.

Det motoriske hierarki

Bernstein jonglerer med 3 niveauer, der tilsammen er ansvarlige for den motoriske kontrol:

1. Niveau a: opretholdelse af balancen, der knap er tilgængelig for bevidstheden.
2. Niveau b: semivoluntære handlinger som er nødvendige for bevægelse og rytmisk bevægelse.
3. Niveau c: rumniveauet, der er ansvarligt for målrettede bevægelser.

Integreringen af niveauerne skifter alt efter færdighederne og udøvers niveau. Men, skriver Olesen, det er uklart, hvor muskler og led hører hjemme i hierarkiet, selv om systemet er selvorganiserende.

Her tyr Olesen i stedet til teoretikeren Gallistel, der opererer med 6 niveauer for bevægelseskoordination, der starter hierarkisk forneden med motorneuroner og ender med kroppen som en helhed:

“1. Den motoriske enhed.
2. En muskel (fx mm. quadriceps femoris), der udgør koordinationen af de motoriske enheder.
3. Muskelgruppe (fx en ekstensorgruppe ved knæleddet).
4. Organniveau (fx koordinationen af et ben).
5. Organsystem (fx begge ben under gang og løb).
6. Kroppen som helhed.” (s. 42)

Selvom disse niveauer er relativt autonome, er der beslutningsprocesser, der glider fra øverste niveau ned til det mindste neuron. Aktiveringen og forholdet mellem niveauerne er komplekst og sker igennem et latticehierarki, et distribueret mønster, hvor overliggende niveauer påvirker de nedre ved at potensere eller depotensere forbindelserne imellem dem og deres involvering. 

Der sker en udvælgelse (selektiv potensering), afhængigt af situationen og bevægelsen etc.

For dig der vil forstå det lavpraktisk med et eksempel, kan jeg henvise til Olesens gennemgang af en tennisserv (s. 42).

Jeg undlader at gå dybere ind i, hvordan de forskellige niveauer anticiperer, og nævner kun, at på niveau 6 har vi tilsyneladende en abstrakt ide, en anticipation, altså en topografisk repræsentation, om en bevægelse, og alle andre niveauer omhandler neuromuskulære processer, der er ubevidste.

Jeg forbigår også, hvordan feedback og tidsrum for feedback loops etc. ved hurtige bevægelser foregår i kroppen via receptorer og reflekser etc. Det er nok en tand for nørdet for formålet her. Og i øvrigt uden for vores bevidsthed i praksis.

Kroppens reguleringsmekanismer er yderst gådefulde og magiske. Så meget kan vi fastslå, inklusive de prioriteringer, hjernen foretager på baggrund af forventninger og tidligere erfaringer og “skemaer”.

Der er noget smukt over, at kroppens viden er tavs, fordi den i bevægelserne organiserer sig selv via det motoriske hierarki. Og Olesen ender med at lodde Bernsteins teori og dens potentialer, især for mental træning, men også dens mangler. Den er teoretisk solid, men er udfordret på empirisk understøttelse, skriver han.

Dog leverer teorien noget til os praktikere:

“Med en viden om hvordan motoriske færdigheder er kontrolleret har man som træner et godt udgangspunkt for at undervise. Det næste spørgsmål man bør stille sig selv handler om læring. Hvor motorisk kontrol er et spørgsmål om organiseringen af bevægeapparatet her-og-nu, så er motorisk læring et spørgsmål om, hvordan sådan en organisering overhovedet bliver mulig og optimeres. Motorisk læring er transformationsprocesser, der relativt permanent ændrer individets præstationspotentiale”. (s. 44)

Vi skal altså arbejde videre med, hvordan vi forbedrer de interne processer, der konstruerer og genskaber færdighederne i udøveren, i situationen hvor vedkommende øver sig. Og hvordan vi kan give mundtlig (eller tilvejebringe anden) feedback på motoriske færdigheder. 

Der er med andre ord en grund til, at jeg prøver at kigge dybt i “adfærdsarkivet”. Mange af os kan let komme til at tro, vi er vidende om mangt og meget, hvad angår kroppen. Men spørgsmålet er, hvor meget klogere vi bliver, hvis ikke vi en gang imellem dykker ned i “arkivet”. 

Mere herom i fremtiden, når vi når til undervisning i bevægelse. Læg dog i den forbindelse mærke til, at kroppen også selv kan give feedback. Når du balancerer, er der ikke nødvendigvis behov for mundtlig feedback fra en træner. Kroppen fortæller dig, at nu er du ved at miste balancen, og det prøver du automatisk på at undgå efterfølgende gennem en korrektiv adfærdshandling etc. Selvkorrektion via dit sanseapparat og muskelsystem m.m.

Vi skal i det hele taget være meget mere opmærksomme på, hvordan bevægelse ikke kun optræder som en “drøj opgavemester”, men som “underviser” i sig selv. At lære at lytte til kroppens signaler og kommunikation med tyngdekraften etc. Men også at lytte til de dybere formål med bevægelse. At fornemme hvordan bevægelse kan hjælpe os med at prioritere imellem færdigheder.

At skabe mening i færdighedstilegnelsen, som rækker ud over applikationen og vedligeholdelsen af de enkelte færdigheder – og griber ind i udviklingsprocessen, på stadigt mere sofistikerede niveauer. 

Det er et stort vidunder i min optik, og ofte overset, når coachingbølgerne går højt. Spørgsmålet er også relevant for diskussioner om modning og autonomi hos udøver samt hvad der tjener dig livet igennem inden for bevægelse.

Opmærksomhedskunsten er altså født. Bevægelse er en potentiel opadgående spiral, hvad øget opmærksom angår. Også selv om vi har lært, at mange ting foregår bag om ryggen på os.

Noget kan vi være mere opmærksomme på end noget andet. Det ved vi rent erfaringsmæssigt. Men jeg tør ikke sige hvor meget. Det må vi antageligt overlade til neurofysiologien og andre videnskapaciteter.

Men vi kan i praksis være i bevægelse med kontrol af mange ting på én gang, hvor kroppen til sidst fungerer som et orkester, med eller uden dirigentstok. Vi kan støtte os op af biomekanik, bevægelsesprincipper og sanseopgaver etc.

Men også rammer, der faciliterer, at kroppen lærer at agere i forhold til kompleks færdighedstilegnelse.

Som når vi opstiller nogle konkrete restriktioner for bevægelsesarbejde, som tvinger os til at forholde os til opgaven, os selv og omgivelserne på én og samme tid.

Opgaverammer gør os opmærksomme på vores adfærd og assisterer ved måljustering. 

Behændighedens “chablon” – et ultimativt skabeloneksempel?

Lad os se på et eksempel, hvor der indgår motorisk opgaveløsning inden for nogle forudgivne rammesættende regler. Rammer der kan åbne for kunstneriske udtryk, koordinative elementer som transformationstræning, rytme, præcision, accuracy, hurtighed, udholdenhed, agilitet for underekstremiteten, eksplosiv styrke, hop og beslutningstagning i realtid, evt. endda med udefrakommende forstyrrelser – som en bold der kastes og gribes og kastes tilbage igen – eller andre løjer.

Og særligt interessant er det, når personlig kreativitet og andre bevægelsesfelter integreres i kompleksitetsforskydning, som når jeg i eksemplet her inddrager elementer fra “fysisk forberedelsestræning” og “ground acrobatics” også.

Eksemplet er til dels et resultat af Bernsteins hierarkier, og timer i Marcello Palozzos studerekammer som studerende.

Flydende volatilitet

Det er næsten total teater det her, kære venner. Og du spiller hovedrollen, for det kræver rigtig meget af dit nærvær. Her må hjernen selv løse opgaverne og de forstyrrelser, der er inden for rammen af solo behændighed. Der mangler dog et lag, der introducerer den relationelle strategi i beslutningstagningen.

Den flydende volatilitet, som Marcello omtaler den, forudsætter noget andet og mere, end at hjernen kører “et program af”. Når der er en modstander, eller en person at interagere med, der har en anden vilje, er der en interaktion på spil, som er uforudsigelig. Et skema eller mønster i hjernen kan ikke fungere under skiftende omstændigheder.

Her må vi ty til de “emergente moderlige kreativitetsegenskaber” og “de faderlige benspænd eller rammebegrænsninger”, så vi kan få mere end støj ud af kaotikken, måske endda en symfoni. 

At være god til bevægelse i et kompleksitetsperspektiv har altså mange niveauer. Det er ikke kun et spørgsmål om at lære bevægelsesmønstre til hudløshed. Der er en høj grad af integration og kontekstualitet på spil også, tilpasning til omgivelserne og til andre. Næsten ligesom i forførelse.

Det ved enhver, der dyrker kampsport. Det er vist den helt store klinge at skulle kontrollere og tilpasse sig under bevægelse, hvor alt er i spil og ændrer sig i realtid. 

Men skabelonvisdommen er et skridt på vejen. Kampinteraktionens situative adfærd er et andet. 

Så hvor hører alle disse eksempler hjemme? Og hvordan ved vi, om vi praktiserer det ene eller det andet i forhold til de 3 motoriske kontrolniveauer, Olesen ganske kort omtaler? Er der mere at sige om den sag?

For at kunne svare herpå, spoler vi lidt tilbage og dvæler ved, hvordan Bernstein omtaler, rubricerer og ser på værdien af de forskellige konstruktionsniveauer.

Hvad tilbyder de os på vejen frem til de mest komplekse niveauer af bevægelse?

“Levels of movement construction” udfoldet

Vi nærmer os det berømte konstruktionsarbejde som angivet i Bernstein, N. A., & Latash, M. L. (2020). Bernstein’s Construction of Movements: The Original Text and Commentaries. New York: Routledge.

Jeg vil umådeligt gerne uddybe nogle forhold hos Bernsteins model, hinsides hvad Olesen forbilledligt klart fremfører i sin artikel. Med praktiske implikationer for øje. 

Nu søger vi mod det mere tangible, det håndgribelige, om end via kringlet fagnørderi.

Nikolai Bernstein er en pioner indenfor feltet behændighed, motorik og koordination. Tag ikke fejl af det.

Hans beskrivelser af konstruktionsniveauer er yderst relevante for en dybere forståelse af, hvordan bevægelse skabes i praksis, og hvad der kan fremme og forudsætter bevægelseskvalitet, eller rettere kontrol af bevægelse. Det i sig selv er argument nok for at støve ham af.

Bernsteins teori hviler på en evolutionær beskrivelse af nervesystemets arkitektoniske lag, som det har udviklet sig over tid. Og da nervesystemet er “kommandosystemet” for kroppens bevægelse, er det værd at opnå indsigt heri.

Indsigt i, hvad der “styrer bevægelse”. 

Selvom vi lige har erfaret (også i kraft af det forrige indlæg), at det måske er en tand mere indviklet, for god ordens skyld. At der også er noget på spil uden for hovedet.

Og der er jo meget uden for hovedet, vi ikke kan kontrollere. Men nok interagere med.

Jeg finder, at der er flere interessante pointer at uddrage fra hans teori, som kan fortælle os noget om hvad og hvordan vi prioriterer tilegnelse af færdigheder. Og som giver os mulighed for at intervenere på forskellige niveauer, fremfor bare at sige “træn hårdere”, eller “prøv igen, du skal bare have flere gentagelser”.

Det er en forstørrelseslinse, Bernstein har begavet os med. Zoomingkunst inden for hjernearkitektur.

Måske kan vi arbejde mere eller mindre på forskellige konstruktionsniveauer i forhold til at konsolidere færdigheder, tilpasse niveauer til individet, øge kompleksiteten, når visse færdigheder er installeret osv. Eller regrediere og arbejde på lavere niveauer, når noget ikke er konsolideret etc.

For at kunne vide, om vi arbejder med et eller flere niveauer, er det til en start rart at vide, hvad de enkelte niveauer indbefatter og ikke indbefatter i forhold til bevægelse.

At zoome ind på, hvad bidragene er på de respektive niveauer. At undlade at forhaste os på praktikkens hegemoni.

De konkrete konstruktionsniveauer

Følgende er i gæld til Marcellos Palozzos eminente evne til komprimering og ekstraktion, så vi får nu den absolutte nektar i et yderst kortfattet og tilpasset destillat af nogle legendariske forelæsninger med afsæt i føromtalte bogtitel.

Lad os gå efter essensen af pædagogiske hensyn. Jeg er udmærket klar over, at noget af det her er langhåret.

Når jeg taler om levels, mener jeg, at hjernen evolutionært består af visse lag, der er udviklet gennem en lang evolutionshistorie. Jeg går dog ikke ind i deres topografiske lokalisering i CNS (centralnervesystemet) og PNS (det perifere nervesystem), ej heller de nærmere neurofysiologiske formål, men omtaler kun deres praktiske funktionsimplikationer. Disse lag muliggør, at vores bevægelsesadfærd kan antage forskellige former.

Fra det ubevidst reflektoriske, til det kalkulative, til det kunstnerisk skabende osv.

En lang evolutionær proces er ikke bare vores medfødte arv. Det er vores iboende værktøjskasse, vi i dag kan skabe kultur ud fra, om blot vi ved, hvordan de enkelte redskaber gribes an. Det er en proces, der gør bevægelseshandlinger mere og mere bevidste og raffinerede i forhold til strategiske mål, omgivelser og tilpasning hertil. Det er én slet skjult årsag til, at jeg jagter en større indsigt i, hvad der gemmer sig bag bevægelseskvalitet.

Kunsten er her ikke kun at kigge udad for at blive forvirret, men at vende blikket indad i “adfærdsarkivet”, så vi atter kan komme hjem igen, når vi vil generhverve vores forhold til bevægelse og tilegne os mere adfærdsmæssig diversitet. 

Det er her, jeg tyer til den søgte kobling til min metafor om forførelse. For meget af det her fungerer jo i praksis bag om ryggen på os. Men som ægte nøglemagere kan vi godt tiltuske os adgang “back stage” i kulissen. Det finder jeg både vidunderligt, forførende og nærmest mystisk.

Herfra kan vi generindre, forny, revitalisere, visualisere og forstå bedre. Vores arkiv er til dels medfødt, men falmer over tid, hvis ikke vi genbesøger og revitaliserer det. Uden handling mistes potenseringen af vores medfødte superkræfter. En plante visner også, når den ikke får vand, for analogiens skyld. Det samme kan vi sige om overgangen fra forførelse til kærlighed. “Use it or loose it”-klicheen begynder lige pludselig at have fast grund under fødderne.

Fra potteplante-pointe til “arkiv”-kompetencer

Øver du ikke en færdighed, har du kun en symbolsk forståelse af den i hovedet, men har mistet kapaciteten og den finmotoriske evne til at genoplade den. Det ved enhver tennisspiller, der ikke har haft en ketcher i hånden i en længere periode. Undertegnede er ingen undtagelse. Om end vi jo også har visse hukommelsesspor i relation til muskelsystemet, der hjælper på lidt af værdighedstabet.

Lur mig, om ikke det er derfor, vi undrer os over, at det pludseligt er blevet så svært at slå en kolbøtte, når vi har rundet de 43. Det er faktisk ikke sært. Det er ikke et mysterium. Det er hjernen og nervesystemet, der er anderswo engagiert. Og på hverdagssprog – det er dig, der ikke har slået en kolbøtte, siden ruder konge var knægt.

Derfor lyder et godt spørgsmål, når du oplever, at noget “lader til at være forsvundet/gået tabt”. Er det i virkeligheden tid til at støve arkivet lidt af? Er jeg overhovedet klar over, hvad jeg er ved at miste, og er det noget, jeg tænker, jeg bør være indifferent overfor?

Et af de store spørgsmål med forførelse er, hvornår den falmer og bliver omsluttet af hverdagen. Derfor lyder spørgsmålet her, som også inden for bevægelse – hvordan finder jeg ind til genforelskelsen, når der bliver flere “hårde dage på kontoret”? Noget helt andet er, om det kan gå så grelt, at vi helt har glemt hvilke kilder, inspirationen kan springe fra?

Bernstein skriver selv følgende i bogen Dexterity and its development i essay 4 “On the construction of movements”, der tjener til påmindelse om, at vi skal være varsomme med at lade fortidens overlevelsesarkitektur være et bedaget musealt foretagende, vi overlegent har hævet os over: 

“Motor tasks (motor needs) and the implacable necessity to move more quickly, accurately, and dexterously were the leading causes for the development of the brain and its accessories during all the millenia of evolution. The conditions might have changed only during the last, relatively very short period of time. In humans, because of the absolute dictatorial position of the brain, movements have lost their crucial role and retreated under the attack of labor and intellectual needs. In any case, this shift has taken place very recently, not more than a week ago on the scematic time scale.” (s. 104)

Og spørgsmålet er, om vi kan forråde os mod vores sanseorganer og sanseerfaring på den måde, uden at det koster ved kasse 1? Nervesystemet er andet og mere end intellektuel tankevirksomhed.

Det udgør en forsvindende lille del af menneskehedens eksistens, at vi har satset alt på den sidste “hjerneoverbygning”. Måske vi skulle fordele lidt af aktiviteten udover hele klaviaturet, så vi ikke ender med at have adskillige standardmodeller af universet, men har svært ved at binde vores egne snørebånd samtidigt. 

Altså kommer der nu et bud på en “værdighedsarkitektur”, for den der ser værdi heri. Og det er der gudskelov mange, der stadigvæk gør. Men der er også mange, der ikke er omfattet heraf, hvis vi ser på livsstilstendenser. Tab er nemlig ikke altid så synlige, meget kan godt foregå i slowmotion. 

Biologi er noget spidsfindigt noget, der ofte føles som om det opererer bag om ryggen på os. At tale kroppens sprog er en kunst, jeg drømmer om at vi som samfund generobrer. 

Så lad os atter kigge lidt ind i den “biologiske rygrad”, altså hjernen og nervesystemet, og se om der er noget, der ikke bør gå helt i glemmebogen fra dette yderst hemmelige adfærdsarkiv.

Bernsteins hjerneniveauer afklædes nu urimeligt forenklet i rækkefølge, der tiltager i kompleksitet:

The level of tone – muskeltonuslaget: (se også forrige indlæg)

• Skaber kropspositioner og kontrollerer betingelser for adfærd. 
• Ingen skabelse af ikke-automatiske bevægelser.

Laget består af uafhængige kontraktioner af muskler. Vi kan se det, som det spektrum vi har mellem maksimal kontraktion og maksimal afslappelse til det punkt, hvor vi kan opretholde en position i kraft af en ligelig fordelt spænding igennem kroppen. Det er derfor vigtigt at justere tonus, så kroppens ligevægt kan opretholdes, postural kontrol etableres etc. Men også i forhold til energibesparelse eller at kunne fastholde et vedvarende/øget belastningskrav.

De uafhængige muskelkontraktioner er altså dem, der ligger bag vores posturale kontrol, så vi ikke mister balancen og kan stå og være oprejst etc. Og som sørger for, at vi ikke er overspændte hele tiden eller det modsatte. Om end umanerligt mange ting indvirker kraftigt herpå, inklusiv søvn, livsforhold etc.

Vi har også med automatiske responser at gøre, da vi er i besiddelse af reaktive kontraktioner, altså reflekser. Dvs. reflekser som tilbagetrækningsreflekser (tænk: kogepladen), fleksorkædereflekser (tænk: pindsvin der ruller sig sammen), gaberefleks, strækreflekser og den myotatiske refleks. Pupilreflekser og mellemørereflekser og jeg skal komme efter dig.

De bevægelsespositioner, vi konstruerer på dette niveau kaldes for referent configurations, fundamentale positioner. Fra disse positioner kan vi skabe alle mulige nye konfigurationer med kroppen. Positionerne kræver ikke bevægelse, men leverer den tonus kapacitet, der skal til for at skabe nye positioner.

Eksempler: Stillinger (på hænder, fødder, albuer og hovedet). Hængepositioner, planker, levers, supportpositioner, siddestillinger, knælepositioner, liggepositioner og mange flere. 

Jo flere af sådanne basispositioner, du kan tilgå og opretholde, jo højere bevægelsespotentiale, da mange bevægelser tager afsæt heri. Kan du ikke sidde og hvile i et squat, kommer du til at kæmpe med at kunne udføre “rotational L-sits”, som min bevægelseskollega, Phaon, her gennemgår:

Måske har du faktisk slet ikke adgang til denne del af “arkivet”. Det handler ikke om demokrati og lige adgang for alle. Men derfor kan vi entusiaster jo godt have en ambition om at trække tingene i den retning. Kroppen har visse begrænsninger i udgangspunktet. Derfor er referente positioner værd at opholde sig ved. Og det kan tage tid “at erobre” en stilling, skal jeg hilse og sige.

The level of synergies – synergier af muskelhandlinger

• Muliggør skabelse af motoriske formularer og bevægelsesmønstre.
• Involverer dog ikke en forholden sig til omverden, ingen responsivitet.

På dette synerginiveau ændrer vi på føromtalte konfigurationer. 

Eksempler: Skubbe- og trækbevægelser. Spinning, sving, stots, kips, rejsebevægelser, spiraler, hinging, omvendt hinging, thrusting, squatting, skridt, kaste, slag, spark, blokering, fleksion og ekstensioner og åbne former for bevægelse med lemmer og rygsøjlen.

Vi kan også ændre positioner som føromtalt. Eksempelvis i kraft af cykliske locomotoriske bevægelser som gang, løb, brachiering, kravlen og svømning etc.

Eller via ikke-cykliske fodbevægelser i forhold til locomotion. Eksempler som at træde lige, at benytte vinkler, pivotbevægleser, cirkler, shuffle, carioca-skridt, bouncing. Og vi finder også hopformer her (langhop, vertikalt hop, nedadhop etc.).

Dette niveau sætter os i stand til en lang række manipulationer med kroppen og muliggør et stort bevægelsesrepertoire, isoleret set, men ikke i komplekst samspil med omgivelserne. Disse motorprogrammer er vigtige for udvikling af mere komplekse bevægelser og udbygning af funktionel kapacitet m.m.

Vores adfærd på dette niveau består også af ufrivillige, altså involuntære og automatiske mikroudtryk, vi kender fra pantomimen og gestikken (smilen og andre kropssprogsudtryk med ansigtet, hænder etc.).

Vi genkender her også gabet, fiksering, kløen og pandikulationer.

The level of spatial field – rumlaget 

• Hjernen skaber ekstroverte bevægelser, kodet efter mål og adaptation til synergier.
• Der skabes ikke metoder, og niveauet tager ikke højde for transitioner eller mellemliggende trin mellem begyndelsespunkter og slutning på bevægelsesprocesser.  

I dette evolutionære felt har vi tilegnet os atletiske bevægelser som løb i ukurant eller ujævnt terræn, at kunne svinge sig mellem to barrer, at hoppe ind i et målfelt, at løfte og bære, at klatre og et målrettet kast, præcisionsskud, locomotion inklusiv træk- og skubbevægelser, som vi kender fra at køre med en trillebør, trække et fiskenet eller tovtrækning, og vi har også med organisering af rygsøjlen at gøre. 

Vi er i stand til at udføre akrobatiske manøvrer som vejrmøller, macacos, spring, backflips, spiraler, eksplosive hip thrusts og alverdens andre avancerede bevægelsesmønstre inden for forskellige akrobatiske områder.

Kamprelaterede bevægelser er også inkluderet. Striking, grappeling, selvforsvar, med alle de underliggende typer disse indebærer. Fra kvælertag, til albueslag til cirkelspark, undvigelser m.m.

Desuden dansebevægelser. Trin, grooving, armstile, attitude posering, grundarbejde med fødder i utallige konfigurationer, fra latin freak, til rocking, til kringler og Amsterdams grinds. 

Ydermere er vi i stand til at udføre finmotoriske, perifere handlinger, der muliggør objektmanipulation som at gribe, ekstremitetsbevægelser, målrettede bevægelser som sporing, pegning etc.

Graden af motorisk kontrol er altså mere fingranuleret, men ikke kompleks nok i forhold til handlingsadfærdens tilpasning og justering i scenarier, der opstår i omgivelserne. Det er stadigvæk meget eksekveringsrettet adfærd. Så direkte adspurgt – nej, saltomortaler er ikke det højeste niveau på verdensscenen. Men nok værd at være imponeret over, ikke desto mindre.

Det er tid til at blive endnu mere klar over, hvad vi render og laver, for det er hjernen også adapteret til.

The level of action – handlingslaget

• På dette niveau skaber hjernen lange handlingskæder og strategier. 
• De dybereliggende psykologiske betydninger af handlinger udforskes ikke.

På dette kompleksitetsniveau, hjernens udvikling, er vi blevet begavet med evnen til at påbegynde de atletiske spil, og sportsdisciplinerne begynder at dukke op. Vi er adapteret til at kunne deltage i alt fra basketball til parkour og synkronsvømning. Men også akrobatiske discipliner, der involverer tricks, capoeira, gymnastik, kinesisk opera og kung fu, snowboarding og meget mere.

Vores adfærd er nu blevet adapteret til konkrete kampsituationer. Vi slår ikke bare, vi kan ikke bare parere, vi kan agere inden for konkrete kamprammer som wrestling, judo, jiu jitsu osv. Det siger sig selv, at det har taget en rum tid bare at nå her til. Godt gået, projekt menneske.

Det samme gør sig gældende med dans, der nu antager mere improvisatorisk karakter. Stilarter som hiphop, jazzdans, kontaktimprovisation, breaking m.fl. kommer på menuen.

Vi er altså højt udviklet nu, når vi udfører sådanne adfærdsmæssige bevægelser, men vi har faktisk et trin mere i den evolutionære lagkage, vi kan tilgå. Hvad siger du altså til at få lidt stjernedrys på kagen?

For det er just her, det hele kommer til at spille sammen. Vi mennesker er ikke kun ubevidste og siden bevidste handlingsmaskiner, arbejdsheste etc., der kan kopiere adfærd, foretage motoriske sekvenser og aktiveringer af bevægelsesprogrammer.

Vi er også skabende væsener. Kulturvæsener. En pointe, vi tilsyneladende aktuelt bakser med i den standende politiske debat, hvor råheden og tilspidsningen desværre slører for raffinementets mulige elegance eller kompromisets kunst i mange sammenhænge.

Så lad os minde om, hvad vi faktisk er i stand til, når vi skifter til den store klinge, der som bekendt også kan rumme visse forglemmelsessynder, når ikke vi kerer os tilstrækkeligt om andre lag i “arkivet”.

Den kognitive fernis dækker over andre værdige lag, og vi er ikke kun skabt til at leve fra halskraven og opefter. 

The level of meaning – betydnings-/meningslaget

• Her er vi på det kulturelle højdepunkt, hvor bevægelseshandlingers semantiske og symbolske mening udfoldes i fuldt flor. Det er her, bevægelse bliver til udtryk og kunst i vid forstand.

Gennem tale og skrift sprænger vi kreative rammer. Med talesprog, morsekode, håndskrift og frenetisk brug af et keyboard med Mouse trapper. 

Derudover formidles vores artistiske intentioner på dette stadie. Det musikalske i ånden. Mestring af et instrument, kreative handlinger, gerne med hænderne, koreografi og performative (selvom ordet er lidt fy-fy for tiden, antageligt fordi det mistolkes i retning af stressinducering) kunstudtryk. Du kender nok til tegnekunsten, madlavningen og tryllekunsten.

På det meningsbærende niveau er mennesket i stand til emotionelle bevægelser. Vi kan bevæge os autentisk eller på måder, der vækker emotioner hos publikum, når vi er i teatret (og overværer Tristan og Isoldes kvaler) eller til ballet og dissekerer yndefuldhedens manipulerende og æteriske blændværk. Læg mærke til, at ordet “emotion” også indebærer bevægelse (“motion”). 

Faktisk er det på symbollaget også her, vi gør brug af vores gestikker. Fra manden der gør ansatser til seriøs meningsudveksling på ølkassen i Hyde Park, Speakers Corner, til dirigentens kyndige orkesterledelse, eller pantomimefiguren på strøget, der undertiden er spraymalet i noget gråt stads. Her får du dog en stribet variant, der kan noget med tovtrækning, stormvejr og døråbning:

Vi er tilmed på dette niveau i hjerneevolutionen i stand til at indtage metapositioner med vores adfærd. Vi kan lodde værdien af at gå ned i koldt vand (for guds skyld ikke cold plunge, det er inautentisk, har jeg hørt), stå imod barskt vejr og håndtere udmattelse på en ørkenvandring. 

Vi er på et niveau, hvor vi kan forholde os til de indre praksisser og rørelser gennem aktiv kontemplation (Arendt findes) og eksplicit opmærksomhedstræning såvel som klassisk meditation.

Noget af det potentielt farlige på dette stadig er, at bevægelse kan gå i glemmebogen. Fra Marcellos forelæsningsnoter har jeg stjålet en sætning, der omtaler meningslaget i hjernen, der i centralnervesystemet tilsyneladende huserer i det præmotoriske hjernebarkområde, i den bagerste del af frontallappen, kaldet pandelappen, og det supplementære motoriske område, der som bekendt befinder sig helt fremme i bussen, i forreste del af hjernen ved pandelappen:

“Level that addresses the most recent symbolic meaning of actions. Here mechanical movement becomes secondary to the information that needs to be transmitted or the complex intention that needs to be manifested”. (Forelæsningen Constructing movement på HMS uddannelsen, 2025)

Vi kan forholde os til ikke bare omverdenen, men også den indre verden, og er dermed kravlet ret højt op i det træ, som nogen samtidig mener, vi engang imellem bør komme ned fra i en højere sags tjenste. 

Spørgsmålet er, om det er vokset os en kende over hovedet? Som Ido påpegede back in the day: “Information can be toxic”. Måske mening og handling igen skulle forenes noget mere?

Eller som Carsten Bang engang karikeret fik samfundsvanviddet formuleret i en comedy kontekst – “nu kommer vi ned derfra”:

Hvilket forudsætter en eller anden færdighed ud i bevægelse, I presume, ha ha.

Lad os i 3. karré tørre arkivstøvet af, og gå dybere ind i, hvordan vi inden for idræt, i praksis, kan se på færdigheder og teknik. Altsammen for at ende ud med at fokusere på, hvad en åben bevægelseskultur prøver at bidrage med.