Mange mennesker, herunder jeg, ville ønske, at mere i verden afhang af kærlighedens gerninger. Men det er notorisk vanskeligt at slippe uden om konflikten som en medvirkende “påhængsmotor” (eller snarere tiltagende rolle som protagonist) i samfundets og evolutionens fremadskriden.

Stridighed er i næsten alt, vi gør, bøvlet med relationer, økonomi, vasketøj og bevægelse. 

Fra bevægelsesfronten kan vi tilmed udvide blikket og se kampmetaforen som en vigtig brik i kampen for en mere funktionel fremtid. Som eksempelvis Frank Forencich gør i bogen The Enemy is never Wrong. Martial arts, Activism, and the Fight for a Functional Future.

Bogen rummer talrige veloplagte, overordnede greb og betragtninger på konfliktualitet. Lærer dig noget om at udvikle og adaptere sansen for “martial artistry” i en moderne kaotisk verden. Kunsten at kæmpe fra indersiden af hovedet, som en samvittighedsfuld “aktivist” uden spraymaling og demonstrativ destruktionstrang.

Kamp er allestedsnærværende, i sporten “går man til stålet” og i politikken “kæmpes for alle mandater” og for indflydelse, eller magt.

Hvad da med bevægelseskultur?

Fat din bandana og dine chop sticks og find din indre fluefanger frem. Akkurat som i hollywoodfilmen Karate Kid, for nu er det tid til at blive mere nysgerrig på, hvad fænomenet kampkunst, kan begave os med.

Allerførst nogle afklaringer om det potentielt krigeriske ved mennesket. Nogle nuancerende blikke på udøvelse af alskens konfrontatorisk adfærd – for måske handler det ikke kun om, hvordan vi slås?

Hvad kæmper vi for? Sejr? Nej, sørme nej, vi kæmper for en fremtid, der besejrer de småtskårne og krigeriske tilbøjeligheder og i stedet åbner for kærlighedens kappestrid. At løfte os ud over selvhævdelsen og egotrippets udryddelseshunger og gøre os alle bedre rustet til livets strabadser. Og til at påskønnes andre menneskers værdi. 

Livet handler i kampmetaforens optik ikke om, at de andre skal trynes og pandes i kanvassen. Det handler om at minimere lidelse gennem bedre kampkunst og at lære at værdsætte opbyggeligheden i konfrontation. At blive elegante krigere.

Velkommen til.

Det krigeriske menneske? 

Den ensomme omstrejfende krigers brogede og modgangsfyldte vej mod retfærdighed, hævn eller frihed, udødeliggjort af mangen en helt, eksempelvis en David Carradine i filmen Kung Fu, er måske et billede på livets vilkår, i nogens øjne?

Nu tænker du måske, kamp, det er noget med at bekrige min næste, det kan ikke være et værdisæt, jeg bør abonnere på? Jeg vil hellere være en menneskeven og gå fredsommelighedens vej, diplomatiets vej, argumentets overbevisende vej, fællesskabets styrkende vej. 

Det med sort/hvid-værdisættet vil jeg imidlertid opfatte som en misforståelse. Vi kan sagtens praktisere kampsport, eller martial arts i den mere brede, kunstneriske og livsfilosofiske/spirituelle betydning, uden at have nogen udeståender. Eller fjender. Eller at være udstødt af samfundet.

Ikke alle finder vej ned i karateklubben, fordi de har været mishandlet og kanøflet hjemmefra eller drømmer om at være den nye wanna be Bruce Lee, så alverdens krænkere kan få alt tilbagebetalt i hård valuta, i livets skolegård.

Selv Ghandis Ahimsa, den ikke-voldelige filosofi, var en form for modstand og civil ulydighed, i form af aktiv ikke-vold.

Et spørgsmål, vi lige må adresse kort. Er menneskets natur egentlig fjendsk, er vi en krigerisk art? Ikke mindst i lyset af 2. verdenskrigs rædsler? Vil vi bag den civilisatoriske fernis i virkeligheden helst slå hinanden ihjel?

Sover vi af voldsfrygt og mistillid med sværdet under dynen, som det med en parafrase til Thomas Hobbes’ Leviathan kunne lyde? Hvis vi blev hensat til naturtilstanden, og ikke havde en statsmagt til at holde os i ave – altså en “alles krig mod alle” (bellum omnium contra omnes)? Eller bør vi gå med Rousseaus fredelige, isolerede forestilling om en uskyldsren naturtilstand baseret på grundlæggende principper om sund selvkærlighed (amour de soi) og en medfødt medlidenhed med andre (pitié)?

Virkeligheden kan være formet af begge berømte filosoffers indflydelsesrige tanker, og tillidsbegrebet som “spontan og suveræn livsytring” og eksistensforudsætning hos Løgstrup kan også indsættes her som noget fundamentalt hos mennesker. Men der gives mange mellemregninger og formodentlig færre entydige svar, da de kloge stadigvæk debatterer disse forhold. 

Aggression er et temmeligt komplekst fænomen, der har mange historiske og evolutionære forgreninger, der er værd at sætte sig ind i og forstå i samfundskontekstuel såvel som biologisk lys, inden vi proklamerer noget definitivt forsimplet om menneskets natur.

I Krigens historie af den britiske militærhistoriker John Keegan præsenteres vi for følgende interessante kommentarer:

Mennesker har strides i mange tusinde år før statsdannelser, diplomati og strategiske overvejelser. Derfor er Clausewitz tesen om, at “Krig er politikkens fortsættelse med andre midler” (s. 21) ikke gangbar trods udsagnets mere subtile mening. 

Krigerisk adfærd er næsten lige så gammel som menneskeracen…

“…og kimen hertil findes i de hemmeligste afkroge af menneskets sjæl, steder, hvor jeg’et ‘tilsidesætter rationelle hensigter, hvor stolthed hersker, hvor følelser er altoverskyggende og hvor instinktet regerer” (ibid, s. 21)

Keegan mener, at vi er et tænkende dyr, der har et intellekt, som kan styre trangen til at jage og dræberevnen, men at det i høj grad er kultur, der determinerer vores opførsel. Og han henviser til, at miljø-skolen har flere tilhængere end skolen, der forfægter arv. Vi bølger i moderne samfund til dels også frem og tilbage mellem pacifisme og legitim magtanvendelse i form af statens voldsmonopol og søger derfor også politiske kompromisser som samfund.

Nogle kulturer (og perioder) er dog meget krigeriske, og det ses jo også historisk, men det er meget svært at hævde, at vores natur er krigshungrende eller voldelig.

Vi må se på omstændighederne og de kulturelle spændinger. Det er problematisk at tale om menneskets natur. Begrebet er korrupt og fyldt med husstøvmider. 

Stridens nuancer

Men der er også en masse værdier og tradition forbundet med krigerisk udfoldelse. Lad mig fremhæve et citat, der vidner om livsstil og værn om værdier, ikke mindst når de moderne teknologiske våben starter sit dominanstog:

“Sværdkulten havde mange kilder. Den var fostret af zenbuddhismen, der lagde vægt på “to overordnede idealer – troskab og ligegyldighed med fysiske lidelser”. Og den blev forstærket af krigerklassens kultur, “en kultur, som viede det formelle, det ceremonielle og det i kunsten og livet elegant udtrykte pedantisk opmærksomhed”. Japansk sværdfægtning var, ganske som de europæiske fægtemestres, lige så meget kunst som dygtighed, styret af regler for optræden og gestus, hvilket var indbegrebet af japansk læggen vægt på stil i alle livets forhold. Den synes at have været en del af den japanske tro på vigtigheden af at være ét med naturen og naturens kræfter, da muskelkraft er “naturlig”, mens krudtets kemiske energi ikke er det. Den faldt uden tvivl også sammen med den japanske respekt for tradition”. (ibid, s. 75)

Herudaf ser vi, at kamp ikke bare er rå voldsudøvelse, men at der også kan være kunstneriske og kulturelle ytringer forbundet med kamp, heraf ordet martial arts (se etymologien bag ordet hos Wikipedia). Vi skal altså se bredere på kampkunsten, end at det hele handler om enten udradering af fjender eller beskyttelse mod selvsamme. 

  • For dem på bagerste række, en venlig gentagelse: Kampkunsten er mere end angreb og forsvar, død og ødelæggelse. 

Det er i visse tilfælde en flyvende livskunst og en dedikeret traditionsudøvelse, der former et menneske og binder en kultur sammen.

Måske kunne vores atomare tidsalder, hvor mange befolkninger nervøst frygter, at der kommer flere suspekte atommagter til affyringstasterne, lære noget af de idealer, der var forbundet med krigskulturer i fortiden, samuraiernes eksempelvis, som blandt andet (overidylliseret) portrætteret med Tom Cruise i hovedrollen i The last Samurai, hvor dette kulturtab er omdrejningspunkt.

Måske vi skulle holde os til det kunstneriske, og undgå blodsudgydelsernes himmelflugt gennem ritualiseret adfærd. Frem for afstumpet “fjernkamp” (droner, missiler etc.), på afstand af modstanderens ansigt, der forekommer ganske fejt og umenneskelig, når ikke man ser det andet menneskets lidelser i øjnene? Kujoneri er undertiden det modsatte af nærkamp.

Vi har tilsyneladende en natur, der giver os mulighed for at vælge venlig kappestrid, konkurrence, kunstnerisk og symbolsk udøvelse af aggression. Men ofte går det galt og “de rationelle hensigter” overtrumfes af de mørkere afkroge af vores sind. 

Ikke at reflektere over denne “iboende ondskabspotentialitet” er et eksempel på, at ondskaben kan være banal (tænk her på Hannah Arendts filosofi), og ikke et spørgsmål om, at vi kun er voldelige af natur.

Derfor er det antageligt blivende spørgsmål i kulturen, om og hvornår vi skal kæmpe, hvordan og hvornår vi skal lade være etc.

Ægte samvittighedsbårne kampkulturer er samtidigt skarpsindige kulturer, de er ikke kun omtankeløse brutalister, de kender til ødelæggelsernes konsekvenser og de søger ofte at undgå dem.

De hviler på dyrekøbte erfaringer – lad os derfor lære en my mere om denne undgåelseskunst.

Kamp eller kunsten at undgå?

Vi kan vel allesammen komme lidt op og tottes. Men når det bliver korporligt, og de gængse konfliktopløsningstilgange og den ikke-voldelige kommunikation (Marshall B. Rosenbergs tilgang kunne her nævnes) ikke får det sidste ord, er det næste træk ofte kamp eller flugt, der kommer på menuen.

Forsvar og angreb bliver ikke bare skrivebordsmanøvrer, men virkelige taktiske greb, der kan redde os ud af en farlig og truende konfliktsituation, eventuelt for at bevare magten. Det kunne Machiavelli skrive med om, ham med den berømte bog Fyrsten. 

Men er det den ædle vej, ondskab og spekulationens vej, hvem der har den bedste strategi til at overmande, besejre, udmanøvrere og undertvinge sig andre?

Kampkunst kan tværtimod lære os at respektere menneskets ædle sider, tolerere vores umodne og konfliktfyldte natur, og opdyrke værdier og modstandskraft, der afholder os fra at ty til umiddelbar vold, når følelserne kommer i ubalance osv.

Kanalisering af vrede og aggression kan, har vi historisk belæg for, ske via kunst og stilistisk udleven og føre os ud af afstumpethed og tankeløs brutalitet. Og kun fremtiden vil vise, om vi kan håndtere stridighed mere intelligent, end historien desværre hidtil har været vidnesbyrd om. 

I antikkens Grækenland havde de et begreb om agon, der var en organiseret væddekamp eller strid og kunne have endnu bredere betydning. Man stredes på en struktureret og organiseret måde, igennem sportsbegivenheder, olympiader, men også mere kulturelt inden for kunst, drama eller debat. Fokus lå i høj grad på konkurrence, underholdning, fortræffelighed (Areté) fysisk perfektionering.

I Østen havde de ligeledes traditioner herfor. Fokus lå dog i højere grad nok på praktiske forhold (militærøvelse), demonstrationer (bådkonkurrencer eksempelvis), sundhed og spiritualitet gennem Tai Chi (stræben efter sindsligevægt) og Qi Gong (energipraksis).

Vi har i vesten også en legende tilgang til kulturen, via værket Homo Ludens, fra kulturhistorikeren Johan Huizinga, der ser leg som en kulturforudsætning. Vi kan eksempelvis lege kamp, uden at bekæmpe hinanden.

Der er andre veje gennem en konflikt og andre måder at løse “gordiske knuder” på end en utålmodig, kontant og beslutsom måde, med et sværdhug som Alexander den store gjorde.

Konfliktualitet kan modarbejdes aktivt, optrevles, nedtones, omdirigeres, opløses og mildnes osv. osv. Det skal ikke altid løses gennem magtudøvelse og ego-manifestation. Der er nok af greb at tage af, som også Isabel Bramsen påpeger i Fredens logik. I verden og hverdagen. Udfordringen er til dels, at krigshandlinger unægteligt lyder mere “slagkraftigt” end fredshandlinger, som hun også bemærker.

Det er måske den sande kunst. At få fredshandlingerne opskrevet og synliggjort noget mere? Såvel som samarbejdsøvelser fremfor kun konkurrenceleg, hvis vi ser på det med et legeperspektiv.

Kampkunst. At kæmpe med andre midler end patroner og bomber.

Kunsten at undgå kamp, når det ikke kalder på nødvendighed, via list, humor, læsning af kulturelle forhold, imødekommelser, uformelle møder og alt muligt andet i kulissen og i ringen – og forhandlingslokalet.

Bevægelseskulturelt blik på kampkunsten

Det, der under HMS (Human Movement Studies) paraplyen kaldes Fighting, er en fascinerende palette der giver os umådelige gaver i form af opøvelsen i at forsvare sig, submitte eller kontrollere en modstander. Vi kan eksempelvis lære at udvikle timing, præcision, distancevurdering, reaktiv/adaptiv intelligens og strukturel kraftudvikling.

Det kan omfatte at forstå bagvedliggende mekaniske principper bag spark, stød, slag, greb og at skabe en realistisk partner dialog i en sparringsform, hvor det ikke primært gælder om at ommøblere hinandens ansigter.

Desuden at udvide sit bevægelsesrepertoire, at etablere antifragilitet, stærk formkurve i tonisk krop forstand, og en tilegnelse af elegance, adræthed og evnen til at tilpasse sig kaotiske vilkår i interaktion med miljøet og en modstander.

Og dermed kan kampkunstfeltet også agere garant for kultivering af mental sindsligevægt, selvkontrol, stamina, selvsikkerhed og indre styrke m.m. 

Måske kan vi tilsvarende bruge vandmetaforen, som Bruce Lee gør. At være som vand (“be water my friend”), med alle de egenskaber, den flydende væske åbner for.

Tilpasse sig omgivelsernes kaotik.

Jo mere intrikat et motorisk problem er, jo mere kræver det af indre organisering og tvinger kroppen til at udvikle en adaptiv intelligens, at lade sig forme af kontakten med omgivelserne.

Som Marcello Palozzo beskriver HMS-tilgangen til feltet Fighting:

“…the world of fighting. The interaction between two bodies, each wanting to control or submit; creating strategies and anticipation attempts to read minds; capable of shattering the illusion of preconceived form to reveal the real oceanic geometry of a human.” (Palozzo, Marcello: Nyhedsbrev :The Golden Spindle, The chaotics framework, 16.04.2026) 

Jeg gengiver Marcellos smukke beskrivelser af, hvad der er på spil, når vi kæmper, set fra øverste etage og interaktionsperspektivet mellem individer og miljø.

Fighting er mere kompleks end behændighed (dexterity), der er meget forbundet med displacement. En persons tilpasning til miljøet, når der opstår en forstyrrelse, forholdsvist viljestyret med momentane afbrydelser af solide bevægelsesmønstre, der udsættes for lidt støj. Med kamp har vi ikke andet end forstyrrelser. Det er rendyrket tilpasning i realtid, hvor et andet menneskes vilje konstant kæmper om problemløsningen i en relationel strategi. 

Det er flydende volatilitet, det er den økologiske dynamik, studiet af hvordan levende systemer interagerer med miljøet for at skabe adfærd. Vi forlader de “hjernescripts”, der antager, at hjernen afspiller programmer for bevægelse, som jeg er inde på i indlægget om færdighedsudvikling, da sådanne automatiske programmer ikke fungerer under kaotiske, foranderlige forhold som karakteriserer kamp. Her er kreativitet og opgavebegrænsninger i stedet vores to forældre, vi bør overdrage opdragelsen til.

Vi har især tre ting, vi bør skrive os bag ørerne, når vi ønsker at udvikle vores adaptive kamptinstinkt:

  1. Controlled manifolds 
  2. Genkaldelse af affordances (indre repræsentationer) og rammebetingelser
  3. Opbygning af attraktorer

Ad1: henviser til den berømte opdagelse den russiske fysiologi Nikolai Bernstein gjorde sig i studier af hammerbevægelser og deres præcisionsgrad trods det mystiske problem med “den evolutionært antagede pinlighed”. At mennesket havde for mange frihedsgrader at gøre godt med i forhold til leddenes bevægelsesmuligheder. Det viste sig, at klassisk motorkontrolteori fejlagtigt havde antaget, at mennesket evolutionært “by design” var skabt med en masse redundante bevægelser, der ikke tjente noget formål.

Hvorfor er vi skabt til at kunne gribe en bold med arm, der til løsning tillader 7 frihedsgrader, mens selve opgaven kun kræver 3?

Hvad man antog var redundant støj, og at hjernen lukkede ned for de irrelevante frihedsgrader og valgte “en korrekt løsningsvej” viste sig at være forkert. Bernsteins berømte “repetition without repetition” fik os på andre tanker, da han studerede hammerslagenes præcision på armbolten. Kroppen gentager den samme opgave, men selve bevægelsen er aldrig den samme. Heraf det kryptiske udsagn, jeg også teoretiserer over i indlægget om færdighedsudvikling. Når vi bevæger, os arbejder hjernen med løsningskategorier, der er bredere end en enkelt figur og dybere end nogen bestemt form.

Den rene skematiske automatisme er altså ikke det, der foregår. Med neurovidenskabelige forskere som Scholz and Schöner fik vi skabt en formel arkitektur for Bernsteins teori og den blev døbt Uncontrolled Manifold hypothesis. I kroppens konfigurationsrum er der et tomrum. Et rum underneden hvor enorme mængder af ledarrangementer alle bidrager til at skabe det samme funktionelle resultat, og inde i dette rum er variabilitet velkommen. Det hjælper med at udvikle adaptabilitet, at hjernen aktivt kanaliserer fluktuationer i bevægelser. Uden for denne liminale zone er variation strengt forbudt. Mark Latash omdøbte “det redundante” og gav det en positiv klang med sit abundance begreb.

Dvs. alle de overflødige frihedsgrader i vores medfødte arkitektur tjener faktisk et formål. De er ressourcer, nervesystemet bruger og orkestrerer for at stabilisere det, der er kritisk afgørende i en bevægelsessituation og på en og samme tid efterlade alt andet flydende og foranderligt. Så vi kan manøvrere og være tilpasningsduelige og kreative.

“So hear this out: A skilled movement is a controlled variable with infinite paths. End intention holds, all else is …extra!” (Palozzo, Marcello: Nyhedsbrev: The Golden Spindle, Controlled manifolds, 07.05.2026) 

Er det ikke præcis det, der sker, når vi står i en kampsituation, hvor kaos råder? Der hersker nogle essentielle bevægelser, vi skal mestre, og så længe de er installeret og repeteret, kan vi bedre tilpasse os modstander og dennes uforudsigelige handlinger. Når vi studerer kampsport, må vi lede efter de nødvendige ting, der sikrer, at det fundamentale er stabilt. I boksning eksempelvis: Bagerste hånds beskyttelse af ansigtet før andre bevægelser, hagens placering ved kontakt, skulder der kysser kæben ved et jab.

Andre ting som skridtlængde, slagvinkler, tempo etc. er mindre kritiske for “overlevelsen” i et kampscenarie. Det gælder om at studere disse forhold og afgøre, hvad der er controlled og uncontrolled manifolds, så vi arbejder på det væsentlige og lader resten vokse derudfra, som tilpasning der matcher forandringer undervejs i kampens hede. De bedste boksere eksempelvis har styr på det fundamentale helt ind i knoglerne. Og derfra vokser kreativiteten. Det gør, at de er sværere at bryde igennem, da deres forsvar er på plads, uanset hvad der sker. Tro mig, jeg har stået overfor en af dem, der er ingen slinger i valsen, man mærker deres urokkelige forsvarsværn.

Ad2: rammebetingelser skaber virkeligheden. Bernstein indså, at forestillingen om at det bevidste sinds kontrol af bevægelse var en løgn, at vi kun stoler på det, vi kan kontrollere gennem en “forudskreven protokol”, et script i computersprog, der styrer bevægelse. Sandheden lå i stedet gemt i et komplekst samspil mellem individets anatomi, miljøet og en given opgave. At føre en pen med hånden til papiret eller at dyrke Tai boksning. Fra sit laboratorium i Moskva fik vi i 1949 hans motorkontrol teori om “the constraint led approach” til opgaveløsning. Og den er slet ikke så dum endda.

“In essence, movement is a living solution that emerges naturally from the boundaries it encounters.” (Palozzo, Marcello: Nyhedsbrev :The Golden Spindle, Affordances and hallucinations, 23.04.2026) 

Det er vel sådan, naturen opererer. En flod skærer sig vej gennem klipper og faldne træer osv. Kun 3 år efter Bernsteins erkendelser får vi komplementære indsigter fra den amerikanske psykolog James J. Gibson, der gennem sine studier af jagerpiloter kunne se, at der måtte nye vinde til i perceptionsforskningen. Sanserne blev det bindeled, der forbinder vores indre virkelighedsoplevelse og den ydre verden på en smart og unik facon.

Gibson brugte ordet affordances om den indre repræsentation, vi skaber. Vi genkender ikke en stol ved at hjernen ser for sig “4 ben, træ og en flad overflade”, som stolens funktionalitet kan deduceres udfra. Nej, hjernen ser stolens “siddepotentiale”. Levende geometri.

Når vi ser en bokser tabe paraden, ser vi et spatial vakuum, der inviterer til et slag. Der er med neurovidenskabsmanden Karl Fristons sprogbrug tale om, at perception fundamentalt set er “en kontrolleret hallucination”. Hjernen fungerer som en inferensmaskine, der konstant forudsiger verden, for at undgå overraskelser. Den projicerer hele tiden simulationer af, hvad der skal ske lige rundt om hjørnet.

Vores bevægelse bliver i denne optik, som jo kun er gengivet ganske udetaljeret her, kroppens tilpasning til den indre hallucination, at matche virkelighed med indre billeder.

Hvad betyder det i forhold til kampkunsten? Marcello Palozzo skriver:

“In the bonfire of a chaotic sparring session, victory belongs to whoever can best hallucinate the unfolding moments of the fight, pouring imagination into the empty spaces milliseconds before a physical gap opens.

 

Call it anticipation, call it strategy; I like to think of it as mastery in physical storytelling. A game that started many moons back, dancing in front of a large fire in one’s very own tribe.” (Palozzo, Marcello: Nyhedsbrev :The Golden Spindle, Affordances and hallucinations, 23.04.2026) 

Som bevægelsespraktikere skal vi både kunne stå fast, men også vide, hvornår det er tid til transformation. Den dygtige ud i bevægelse er dygtig til at hallucinere, og det helt uden ulovlige stoffer. Udelukkende “hjernekemi”.

Det sætter lidt Bruce Lees “vandmetafor” i relief. At være så flydende, at du kan tilpasse dig som vand, der flyder i floden og passerer alle forhindringer.

Men hvad er det helt præcist, vi skal mestre? Well, de gamle teorier om at gentage de samme ting 10.000 gange for at opnå mesterskab kommer i hvert fald delvist til kort (i øvrigt er det langt mere end 10.000 timer, der skal til, hævdes det). Det gælder om at træne nervesystemet til at være en gigantisk forudsigende maskine, der er yderst tilpasningsegnet:

  1. Reettikettering af verden (nye labels tak). At slette rigide “indre kataloger” og at finde på nye navne – hvor andre ser en papkasse, ser barnet et rumskib. At udvikle en rig mønsterdannende fantasi, der tillader tingene selv at afsløre deres værdi.
  2. Mestre rammebetingelsesstyringens kunst. Blive skarp til at læse de fysiske snitflader i ethvert bevægelsesscenarie, adskille det nyttige fra støjen og at skabe en klar intention med bevægelse. Stole på at hjernen ikke skal mikrokontrollere alle leddenes bevægelser, men at de uendelige ukontrollerede variable kommer til at flyde naturligt gennem “the path of least resistance”, så hjernen finder på gode løsninger.
  3. Bedre hallucinationer tak. Vi skal træne stenhårdt i den vildeste metaskill, den ultimative færdighed. At eksponere os for en rå og uredigeret fysisk volatilitet, så vores hjernes indre forudsigelsesmodeller opgraderes. At lære at læse kampscenarier så præcist, at vi reagerer og træffer vores modstander med kirurgisk præcision millisekunder førend modstander nærmest er klar over, at en given mikrohandling skabte et “interventionsrum”.   

Ad3: opbygningen af attraktorer. Vi skal træne hjernen til at skabe attraktor tilstande, dybe motoriske handlingsmønstre der automatisk optræder under pres. Gentagelser styrker neurale baner, der leder til hurtigere opståen af automatiserede handlinger, som gør bevægelser mere effektive.

Problemet er imidlertid, at hvis vi kun træner én løsningsmodel, den samme form for gentagelse, ender vi op med rigide og let forudsigelige handlingsmønstre, der kan være skæbnesvangre i kampsituationer.

Jeg erindrer tydeligt, at jeg selv fik tæv i en kamp for mange år siden, fordi jeg fyrede en masse hoppende sidespark af i træk uden variation eller situationsfornemmelse. Big mistake og et spark i hovedet fulgte i kølvandet.

Pointen: aldrig parere på den samme måde, aldrig sparke på den samme måde osv. Vær uforudsigelig, vær som vand. Flyd med strømmen af din egen kreativitet inden for rammebetingelserne. 

Det er godt med attraktorer, men variabilitet skal forhindre at blive fanget i sit eget fængsel. Vi skal have forskellige indtrængningsmuligheder og exitstrategier, mange kontaktforløb og timingsløsninger osv. osv. 

Når vi placeres i betingede sparringsituationer, med tydelige opgaver, kan vi træne interventionsformer, der gradvist åbner for den frie kampdialog. Sandkasse først, MMA-bur dernæst (hvis det virkelig er det, du tørster efter).

På sporet af et bredspektret perspektiv på kampkunst

Fra et bredt bevægelsesmæssigt synspunkt er kamp et kolossalt forgrenet edderkoppespind, der har stolte rødder tilbage til gamle kulturer og som på mange måder er båret af kodificerede systemer og livsfilosofier og rummer vigtige indføringer i etik og moral uden for det traditionelle “skolatiske akademia”.

Wikipedia oplister nogle formål, som kampkunsten (på engelsk martial arts) har været anvendt til:

  • Voldelig gadekamp
  • Selvforsvar
  • Militær- og retshåndhævelse
  • Ikke-voldelig motion
  • Ceremoniel konkurrence
  • Fysisk, mental og spirituel udvikling
  • Underholdning
  • Bevarelse af kulturarv – også den mere uhåndgribelige og immaterielle af slagsen

Termen martial arts, skriver John Clements, har etymologisk oprindelse fra latin (Meibukan Magazine, special edition, no. 1, January 2006). Det henviser til “mars kunsten”, som reference til den romerske krigsgud Mars. Mange forbinder det med “chopsocky” bølgen af film fra 1960’erne og 1970’erne, med ikoner som Bruce Lee som en voldsom populær og indflydelsesrig inspirationskilde.

Oprindeligt havde termen dog reference til østasiatiske traditioner, ifølge Corcoran, John (1992). The Martial Arts Companion: Culture, History, and Enlightenment. Mallard Press, og har siden været anvendt om praksisser uden for denne region. 

I særdeleshed kinesisk kampkunst står dog som en meget stærk tradition, mange bekender sig til. Hvor ordene Kung Fu, Wing Chun og Wushu er berømte, og hvor oprindelsen både rummer et element af historisk klarhed og legende. Eksempelvis skulle kinesisk kampkunst have sin oprindelse fra før Xia-dynastiet for over 4000 år siden.

Forvirringen er ikke så mærkelig. Hvis vi tager de mange stilarter med i betragtning, der møder den novice, som forvilder sig ind i denne mystiske verden, og som nogen er gået i gang med at alfabetisere – om end dette arbejde langt fra er udtømmende. Der er ikke så lidt at gabe over.

Går vi globalt til værks, stikker det helt af med sindrige stilarter, herunder brugen af våben og træningsvåben, og vi får indtryk af, at vi har med en af nøglerne til at forstå noget elementært og samtidigt profundt om menneskelig adfærd og udtryk at gøre. 

Et overblik eller outline over kampkunsten finder du på denne side, hvor du også får et overblik over organisationer, berømte udøvere, beslægtede fænomener, træningsteknikker, udstyr samt typologier over martial arts.

Træk af det historiske i kampkunst

Martial arts historien er altså både kompleks og til dels relativt veldokumenteret. Der gives endda en tidslinje over kampkunstens historie. Der hersker dog usikkerhed om oprindelser, på grund af politiske forhold, mangel på historiske kilder og det særlige “mester-elev forhold” etc. Som det omtales på disse sider, er det altså svært at rekonstruere de sande historiske rødder.

Følgende sætninger er værd at have med i baghovedet:

“Inherent patterns of human aggression which inspire practice of mock combat, combat sports, and optimization of serious close combat as cultural universals are doubtlessly inherited from the pre-human stage and were made into an “art” from the earliest emergence of that concept. Indeed, many universals of martial art are fixed by the specifics of human physiology and not dependent on a specific tradition or era.” (Wikipedia – History of martial arts, citeret 04.11.2026)

Vi har altså med et fænomen at gøre, der evolutionært rækker længere bagud end “menneskestadiet”, og til en vis grad er bundet op på fysiologisk specificitet. Ikke alt heri er traditionsforvaltning.

Apropos traditioner. Meget af det historiske er bundet op på legendariske kampsportsakademier og krigsstater, som den militariserede bystat Sparta (populariseret i filmen 300) og klostertraditioner med Shaolintemplet som frontfigur. Shaolin Kung fu anses i kinesisk folklore for “the best under heaven”, der indikerer, at al anden kampkunst under himlen stammer derfra.

Men også samuraierne (med deres moralske kodeks Bushido) og de såkaldte infiltratorer og spioner kaldet Ninjaerne (med de berygtede Ninjutsu teknikker) trækker et historisk såvel som mytologisk spor efter sig. 

Sådanne berømte “akademier” og “kloster- og krigertraditioner” har i høj grad båret fascinations- og mytologifaklen, som andre indenfor feltet sammenligner sig med, eller er inspireret af.

Samtidigt gives der kampformer, som har udviklet sig fra gadeniveau af – såkaldt “street fighting”. Med overlevelse som et centralt formål. Berømte eksempler er her Savate de rue, Capoeira Carioca, Krav Maga.

Det myldrer frem med spændende kampkunstformer igennem hele historien. 

De mange turister og kampkunstrejsende i moderne tid, til de især kinesiske templer har medført at der, hvis vi skal tro AI-søgninger (og eksempelvis nørdede Reddit tråde), i stor stil er gået kommercialisme og markedsføring i bestemte fremføringer af de oprindelige traditioner. Dette kan eventuelt sløre for de mere autentiske aspekter af kampkunsten, der ikke nødvendigvis er lige fremtrædende. 

Værd at skrive sig bag øret, inden du pakker din rygsæk. Research må der givetvis til, og du kan starte med en søgning på ordene “how can you study chinese martial arts in China?”.

Der hersker endvidere også tvivl videnskabeligt om værdien af meget af indholdet i de forskellige traditioner. Det være sig eksempelvis kinesisk medicin, helende metoder, praksisser osv.

Det kan være svært for den enkelte praktiker at afklare, hvad der er værd at føre med ind i fremtiden, hvad der har historisk værdi og mere universel rækkevidde. På flere fronter.

Nogle steder er det måske svært at se, hvor det religiøse begynder og hvor det verdslige ender. Men hvad fortjener at blive holdt i armslængde og hvad kan rumme universel visdom?

Visse ting fortaber sig tilsyneladende i ældgamle tekster, myter, sagn og legender og en masse tåger, hvor ingen måske kender oprindelsen til en helt særlig stil, helingsmetode eller teknik. 

Tag dog ikke fejl. Kampkunsten er et af de absolut vigtigste hovedfelter for en bevægelsespraktiker, der bringer os i intim kontakt med vitalitetsfølelsen, og hvor behændighedsbarometret står på fuld spånskrue. Det er faktisk niveauet over behændighed.

Mennesket har benyttet kamp siden tidernes morgen. Det er en særdeles vidtfavnende og rodfæstet måde at bevæge sig på, der griber ind i alt fra overgangsritualer, manddomsprøver, håndtering af menneskets iboende voldspotentiale, konkurrence, konfliktopløsning og artistisk udtryk. Med inspiration fra naturen, dyrelivet etc.

Kampånden kan sågar føre til en dialog mellem kamp og dans i koreografiske henseender. 

Vi kommer nok ikke meget tættere på overlevelses- og resilienstræning end med kamp, kampsport og martial arts. Evolutionært er der mange aspekter, vi gør klogt i at lære fra.

Feltet er mangfoldiggjort af kulturer og traditioner, hvor hver “familie” kan have sin helt egen stilart, som undertiden antager religiøs rigorisme og andagt. Der sværges ofte til bestemte læremestre, principper, progressioner, værdier og filosofier. Undertiden måske til den selvtilfredse og selvtilstrækkelige side, men i et bevægelsesperspektiv er det, potentielt set, mere et spørgsmål om at lære fra alle (eller dem man agter og orker) grene og discipliner.

Hvad der læres, hvordan etc. kan variere afhængigt af perspektivet. Det er umuligt at komme rundt om alt. Dertil er feltet simpelthen for omfattende.

Du må tage dine næste liv i brug også.

Værdier ved studiet af kampfeltet

Du kan bruge år på at dykke ned i de forskellige kampsportsfilosofier og hente alt fra værdisystemer, kodekser og etikker frem til overfladen. Et eksempel er Miyamoto Musashi’s The book of five rings, der giver os et indblik i den japanske sværdmesters taktiske, filosofiske overvejelser over kampkunsten etc., der stadigvæk kan have værdi i en moderne verden.

Visse ledere på businesssavannen elsker, så vidt jeg har hørt, den slags, på linje med Sun Tzu The art of war. Og irrelevant for det alment menneskelige er det næppe heller.

Livsstrategiske lag, overvejelser og tænkemåder er generelt interessante at konsultere. 

Værdier, egenskaber og indsigter, jeg umiddelbart er tiltrukket af ved kampkunst:

  • Kompleks bevægelsesform, der har hele kroppen med og stiller store krav til koordinationsevne, fleksibilitet, mobilitet, styrke, hurtighed, reaktionsevne, udholdenhed, koncentration, selvdisciplin. 
  • Disciplinering af kroppen og sindet gennem prøvelser og opgaver.
  • Motorisk kontrol og veludviklet kropsbevidsthed er store gevinster indenfor dette felt.
  • Sindsligevægt – det indre skal mestres såvel som det ydre, dine dæmoner, egoet, vrangforestillingerne og de utålmodige og dovne stemmer skal tøjles.
  • Udvikling af dyder og en naturlig ydmyghed og selvtillid samt lydighed og taknemmelighed.
  • Individualitet og tilhørsforhold – bidrager voldsomt til individuationsprocessen hos den enkelte og kan samtidig have “klanens” broderskab og loyalitet som adelsmærke – på godt og ondt.
  • Udvikling af moralitet og en livsfilosofi, et strategisk blik på tilværelsen. Det hedder jo ligefrem hos Sun Tzu – “The art of war”, men også i det gamle romerske imperium havde kejser Marcus Aurelius i sine Meditationer meget at sige om, hvordan man fælder domme om selvet og andre og griber livskunsten an fra en stoisk tænkning. Der er hele biblioteker med bøger, der beskriver krigerkodekser, dydens smalle stil, oprindelsen til en given kampsport, og mange er ægte klassikere den dag i dag – søg blot i Google på “classical martial arts texts” og du vil finde mange.
  • Angreb og forsvar som strategiske og taktiske våben, også rent principielt. Hvornår skal jeg løbe, hvornår skal jeg yde modstand og hvornår skal jeg elegant glide uden om eller vende modstanders energi mod vedkommende selv etc. Og hvornår skal jeg “være som vand”, som Bruce sagde…
  • Udvikling af akrobatisk potentiale fra barnsben af, tænk blot på hvad shaolin traditionen har fostret af vanvittigt imponerende udøvere. En gennemsnitlig elev i 8-års alderen er jo på niveau med verdenseliten, har man konstatérbart indtryk af – stærk motivationstobak for nogen, og det er sørme ikke kun filmtricks i de larmende Jackie Chan film. Det er velfortjente færdigheder smedet i indsigt og hårdt arbejde.
  • En fornuftig aldringsstrategi, hvor en fornuftig kombination af praksisser konvergerer og tjener kroppens mange systemers vedligeholdelse. Især Qi Gong, Tai Chi og lignende dyrkes også langt op i årene af mange mennesker, mens den konfrontatoriske del stilner af for andre. 

Kampkunsten – en råskitse til gruppering

Feltet er enormt og kan og skal bestemt ikke dækkes på denne overbliksside.

Der tales meget om, hvad der er ægte, hvad der virker, hvad der er staffage, når det kommer til martial arts og kampsport. Der måles, vejes og tales op og ned på tværs af kampfeltet. Men virkeligheden er, at alt har værdi, og rummer elementer som er værd at værdsætte i forhold til bevægelse, og så kan vi altid strides om effektiviteten og graden af virkelighedsnært konfrontatorisk potentiale. Ego-fighter hører nok til feltet, givet de kræfter, du tilegner dig.

Som studerende af bevægelsessystemer er jeg ikke kun interesseret i, hvilke discipliner og stile, der kan tæve andre. Det er mangfoldigheden, udtryksfuldheden og de kulturelle bidrag, der påkalder sig interesse.

Det er derfor værd at se på, hvilken kontekst du gerne vil studere kampkunst i. 

“Fighting_sports.png”. CaptZod, CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons

Vi kan, udover hvad jeg allerede har anført ovenfor, anvende kriterier som Wikipedia har gjort, og kategorisere kampkunst efter – i min oversættelse:

Vi kan rubricere kampkunsten efter det tekniske fokus, der enten kan være våbenbåren eller uden våben. Jeg gengiver her igen Wikipedias kategorisering:

Kategorier uden våben

Kategorierne kan bredt grupperes efter de tilgange, der fokuserer på angreb/striking, tilgange, som fokuserer på grappling, og dem der dækker begge felter, ofte benævnt hybrid kampkunst/MMA.

Wikipedia oplister følgende, hvor jeg supplerer med lidt oversættelse:

Angreb/striking

Grappling

Kategorier med våben – våbenbåren

Tillad mig at indsætte et længere citat, der eksemplificerer det, som Wikipedia oplister:

“The traditional martial arts that include armed combat often use a wide array of melee weapons such as bladed weapons and polearms. Such traditions include eskrima, silat, Kalaripayattu, kobudo, and historical European martial arts, especially those of the Italian Renaissance. Many Chinese martial arts also feature weapons as part of their curriculum.

 

Sometimes, the use and handling of a single weapon is considered a martial art, for example Japanese martial arts such as kenjutsu, kendo (sword), bojutsu (staff), and kyūdō (archery). Other similar modern martial arts and sports include modern fencing, Armored combat (sport), stick-fighting systems like canne de combat, modern competitive archery and practical shooting”  (Wikipedia – Martial arts, citeret 04.11.2026)

Kategorier efter formål/intention

Formål kan eksempelvis være kamprettet som med kampsport og selvforsvar. 

Desuden tilgange der er spirituelt og rituelt orienteret.

Mange former for kampsport har en oprindelseshistorie og en videreudviklingshistorie. Nogle grene rummer lidt af hvert, mens andre er blandinger af komplet forskellige oprindelsesformer, og atter andre understreger vægtigheden af specifikke aspekter, typisk over nogle andre. 

Tilbage står du nu måske lettere omtåget og skal lære at tage stilling til, hvad du er tiltrukket af og hvorfor.

Derfor giver det mening at undersøge nogle af de mange forskellige tilgange, helt overordnet, for at danne dig et indtryk af, hvad du evt. kunne tænke dig at lære nærmere at kende.

Overvej hovedsporene til en start. Som jeg har strejfet.

Fascinationskraft og kultisme i kampkunst

Kampkunsten er så broget som menneskets historie. Vi kan konstatere, at nogle kampformer er legeringer, sammenfiltrede praksisser, der trækker på flere af ovenstående kategoriseringer.

Tænk bare på MMA (Mixed Martial Arts), der går for at være den moderne kulmination på alle de mange forskellige kampformer. 

De mange discipliner har hver især deres svorne tilgange til, hvad der er/ikke er brugbart i virkelige konfliktsituationer. Der findes gradueringer (bæltesystemer er værd at studere – på godt og ondt), trinvise progressioner til mestring, bagvedliggende kodekser og moralfilosofier m.m.

Det helt særlige ved en stil eller tradition kæmpes der for at holde i hævd. Og det sker måske på både godt og ondt. Er det derfor det “rene”, det ubesmittede, eller det komplekst sammensatte, der gør dig nysgerrig?

Purisme versus eklekticisme? Hvad værdsætter du og hvorfor?

En hyldest til kampkunsten har vi med os fra de mange kampsportsfilm, der har hærget filmbranchen siden 1960’erne.

Helt ekstraordinært kultisk bliver det i de tre film i Kill Bill-trilogien. Crazy-sagaen af Quentin Tarantino, der blandt meget ultramorsom og voldeligt Kung Fu tribut også er en hyldest til 1970’ernes B-film, Bruce Lee-træningsdragter og what not. 

Der hersker en nærmest auratisk mystik om det famøse Hattori Hanzo sværd. Og hvad med Pai Meis ondskabsfulde og hvidskæggede ubarmhjertighedsundervisning, der er en parodisk inkarnation af lærer- og elevforholdet, når det er mest ritualiseret og lydighedsportrætteret (lige indtil det ikke holder længere, men det må du se filmene for at opleve).

Her ser vi Uma Thurman, “The Bride”, og the Crazy 88 i aktion i Kill Bill Volume 1:

Det vrimler altså med foregangsfigurer, hellige koryfæer, grandmasters, sifus, og generationslinjer, samt anekdoter, heltepræstationer og konkurrencer, hvor stilarter krydser klinger for at bevise deres værd. 

I kampverdenen vil mange gerne “vise hvor skabet skal stå” og besejre andre. Selvhævdelsen formørker undertiden stoltheden og ydmygheden. “Min er større end din” har formodentlig som bieffekt, at der spindes mange krøniker og pustes unødige egoer op, uden at respekten for andre traditioner og discipliner bevares eller undersøges.

Det er det stof, myter og rygter næres af.

Og sagesløse m.fl. risikerer at komme til skade. Hence: prøv at anskue tingene i et bredere perspektiv, snæversyn er dårligt udsyn. Navlebeskuende er det at se alt som nagelfast. 

Vi kan komme langt med respekt og åbenhed. Selvom det ofte clasher, som i Netflix-serien Cobra Kai, der i den grad tematiserer det med kampsportsfilosofier og tilgange til konfrontation osv. på den morsomste vis, og tilmed med de gamle Karate Kid skuespillere i afdanket rollecasting.

Beautiful. Minus diskussionen om hvorvidt, Daniel LaRusso, aka Ralph Macchio rent faktisk bærer en toupé, for det er åbenbart den slags, fans er meeeget optaget af. 

Falskhed og bedrag i kampsportsverden er noget, der får sindene i kog, forstås. 

Mangfoldighed eller ret ind – bevægelseskulturelle muligheder?

Måske kan bevægelseskultur være med til at værne om mangfoldigheden og dysse lidt af tilsviningerne og tilbedelsen ned?

En fordel ved at plukke fra de mange discipliner og former er, at vi kan supplere, hvor en bestemt stil forekommer utilstrækkelig eller for rigid. Og vi får oplevet det bedste fra hele feltet, fremfor at tilpasse os en stil, der ikke fremmer vores bevægelsesmæssige udvikling. 

Drager os erfaringer. 

I nogens optik er det nærmest helligbrøde og på niveau med et utilgiveligt og forræderisk, illoyalt svigt. For andre en elegant måde at låne med respekt fra værdifulde traditioner. Det gør, at vi kan udvikle en mere kompleks form for kampkompetence.

I stedet for eksempelvis kun at benytte hænder, eller kun at sparke på en bestemt måde, får vi lidt af hele buffeten.

Vi får et stort repertoire, men omvendt bliver vi ikke grand master i ret meget. Hvad der vindes i bredden, tabes i dybden. Og derfor er det nok en god idé ikke at bryste sig af at være på sort bælte niveau – uden bevis herpå.

At udgive sig for mere end vi er, er ikke det, der er formålet. Ej heller at frarøve nogen discipliner noget enemærke. Derimod ydmygt og lærevilligt at lade sig inspirere og vokse gennem dialog og kompleks interaktion.

I øvrigt er ikke alt beregnet på at skulle omsættes i slagsmål.

Bevares, som Bruce Lee er berømt for at have proklameret, altså at han ikke frygtede den udøver, der havde udført 10.000 spark én enkelt gang, men derimod den, der havde øvet et spark 10.000 gange. Understregende at konsistent, fokuseret praksis slår “spredt fægtning” og halvhjertede spredte indsatser.

Det er der stor visdom i. Men det er også lidt selvmodsigende, hvis vi ser på, hvor meget han selv blandede kortene og lod sig inspirere af forskellige teknikker, traditioner og tilgange. Han var selv en eklektiker, der udviklede sin egen (vandige, flydende og enkle) stil – Jeet Kune Do. Der oversat fra kantonesisk betyder noget i retning af “den afskærende næves vej”. Så ved du det.

Den enkelte må reflektere over sin egen brug af de mange traditioner. Og ikke udgive sig for noget, der ikke er sandt. Så længe vi ikke udgiver os for at være en “færdig uddannet kæmper af dit og dat”, ser jeg intet til hinder for at lære af andre.

Ekspertise er et vanskeligt fænomen at få hold om. Men kan eksistere på mange niveauer.

På YouTube etc. diskuterer de stadigvæk om Steven Seagal var “for real”, der er mange myter og historier. Som en i kommentarsporet til nedenstående video fra den legendariske film Nico hånligt bemærker: “The guy was a badass when he was two hundred pounds lighter.” 

Sådan fyger det med kække bemærkninger på nettet og muligvis også selvskabte mytologier om CIA-trænede agenter, fra hans egen side. The stuff of legends og karrierefremme? 

Men jeg skulle ikke nyde noget af nærkamp med hans Aikido stil. Den er relativt knoglebrækkende og kontant, uanset hvor mange burritoer eller whatever han har på samvittigheden og omkring maveskindet. 

Det hører med til martial arts junglen at vi partout skal eksponeres for en masse krøniker og skrøner, og tendensen er, at (løgne)historierne tiltager i konspiratorisk og farvestrålende retning, som tiden går. 

Fascinerende, forrykt og for meget af det gode, døm selv. Eller bliv dømt ude. 

Mange lever af disse fortællinger, og fanskarer efterligner deres helte og er parat til at forsvare dem til deres dødsdag – og længe herefter. 

Hånen og nedgørelserne, afsløringerne og “full disclosure interviewene”, bringer os måske på afveje af glæden ved at bevæge os med kampkunst som turguide.

Lad os inspirere og lære, hvad vi kan fra hele slænget. Uanset hvilken landsby de er vokset op i, hvilket bælte de bærer eller hvem der har ageret Mr. Myagi eller sensei. 

For mig er bevægelse og opøvelse af en etos og mestringsfærdigheder det vigtigste, og så kan de egentligt kyndige drøfte de finere mellemregninger, og kultfølgerne drukne hinanden i eder og cirkelspark derefter.

Egne slutbetragtninger

Men Jesper, har du ikke selv nogle favoritområder indenfor kampfeltet, du ønsker at studere nærmere?

Absolut, de kommer her. De er baseret på nysgerrighed, beskeden erfaring og en vurdering af potentiel relevans for udvikling af komplekse kampkunstfærdigheder. Men står bestemt også i gæld til regulær uvidenhed om alle de områder, jeg selv ikke kender til.

Fremtiden må vise, hvor det fører mig hen af. Prioriteringer vil være vejen frem, uundgåeligt, og det bliver spændende at opdage, hvordan jeg kan udvide mit repertoire gennem diverse research og spadestik. En årelang kærlighedsaffære må være målet.

Jeg har et sultent blik på følgende, som jeg synes udgør en spændende palette, jeg gerne vil lære mere om:

  • Kung Fu og Wushu
  • Jeet Kune Do 
  • Tai Chi og Qi Gong 
  • Kickboxing og Muy Tai
  • Vesterlandsk boksning
  • Karate – mange afarter her
  • Brasilian Jiu-Jitsu (BJJ) 
  • Grappeling, wrestling og Judo
  • Krav Maga
  • Aikido
  • Capoeira
  • Bo staff 

Og selvfølgelig også nogle ninja skills og Bushido, why not. Det vil naturligvis kræve årtiers studier at mestre ovenstående, så rejs med ydmyghed, kære læser, hvis du har lignende ideer. Eller fordyb dig i færre. Eller en enkelt. 

På mange måder spørger jeg mig selv, hvad jeg skal stille op med dette enorme felt. Shaolin mester Shi Heng Yi siger med nærmest indsigtsfuld ro i en video, at alene mestring af Kung Fu, i hans erkendelse, ikke kan nås i ét menneskeliv, men muligheden for at bringe det bedste frem i et menneske er måske tilstede i dette ene liv, vi lever. 

Det fortæller noget om, hvad vi er oppe i mod. Og må respektere, al ambition til trods.

Du må acceptere, at du er en lille pissemyre i en gigant tue af flyvende spark og parader. 

Så hvad dælen stiller du op som rejsende i feltet, uden partout at ville jagte sorte bælter og derover?

Jeg leger med en langsigtet vision indvendigt om at smede det bedste, jeg kender, fra en frit fabulerende tilgang til bevægelse, kaldet exuberance. Med en kampkunst stil a la Abekongen, som var en af mine yndlingstegnefilm som dreng. Altså at finde en smuk dialog mellem dans og kampkunstbevægelse fra kinesiske stilarter. Gerne iblandet et kosteskaft, som vi kender fra eksempelvis Bo Staff og lidt magi fra HMS-fronten (Human Movement Studies) on the side.

Det og så at holde aktiv mobilitet, spark, slag, og kamp-/forsvarsteknik ved lige på amatørplan, samt de bevægelsesmæssige kvaliteter, der er forbundet hermed. Jeg skal ikke til graduering i et system, det ønsker jeg ganske enkelt ikke at underkaste mig. Men jeg nærer stor respekt for dig, der gør. 

 

Det er så smukt og fascinerende at bekende sig til kampkunstens glæder. Jeg kan næsten ikke sidde stille, når jeg tænker over det. Leg, udtryk, power og vildskab i skøn forening. Dramaturgi, overdrev, dyb præcision og stilistisk akkuratesse. Det hele kan du finde plads til.

Måske drømmer du om at kunne forsvare dig i nattelivet, opruste noget selvtillid og selvdisciplin, få lidt mere “action packed” motion, at kaste rundt med andre artsfæller i bedste Steven Seagal stil eller at “submitte” en modstander i BJJ. Der er mange veje ind her. 

Tænk derfor over dine motiver, hvor kommer du fra med din nysgerrighed, hvad driver dig? Vær åben og lær ved at slå lyttelapperne ud og åbn dine øjne for mangfoldigheden, frem for lydigt, pligtopfyldende kun at følge en frygtsom, overlegen senseis tvingende diktater. 

Måske handler det ikke kun om at raffinere kampånden via tranen som i Karate Kid, slå røde tagsten i stykker eller om at sidde i split som Van Damme. Måske handler det om at udvikle din menneskelighed, din empati, din indsigt i tilværelsen selv – til gavn også for dine omgivelser og andre mennesker. Der er rigeligt med nihilisme og destruktionstrang i forvejen.

Måske handler det om at være bad ass til kompleks bevægelse, der rummer mange ting i en Maggiterning?

Skal du være loyal mod én enkelt disciplin hele dit liv, total dedikation, eller er skyklapper en pris, du vil undgå at betale?

Vær kampberedt, vær vaks, vær hurtig som vinden, og når lokummet brænder villig til at tage benene på nakken. Hvis diplomati og dialog kommer til kort.

Lad være med at tro, at du er den udødelige grand master, fordi du kan lave et sidespark og tælle til 10 på japansk. Vær ydmyg, hav respekt, men vær villig til at kigge mange lærde krigere over skuldrene uden at gå tilbedelsens ærinde med blind underkastelse.

Det er okay at stille spørgsmål – for at blive klogere. Fra vægtskifte, til mental stamina, til reaktionsevne, til kraftgenerering, forsvarsmetodik, forms osv. osv.

Du kommer helt automatisk til at stå på skuldrene af skræmmende dygtige titaner her, ingen tvivl om det. Og når du har lært at sortere ris, kløve brænde og bære vanddunke, kan det være, at du lærer at blive et dydsmønster, der mestrer både cirkelspark, hilsner og kataer i ét væk. Og kunsten af at være et besindigt menneske, der ikke har behov for at hævde sig gennem korporlig dominans.

Oss eller Osu.

Velkommen til kampkunstens forunderlige verden. Så bliver det ikke mere fortryllende – med og uden fup og fiduser.