Bevægelsens fremtidige vilkår og muligheder

Hvordan skal vi bevæge os i dag i det 21. århundrede?

Det er måske lige vel åbent og en anelse vidtrækkende at lægge ud på denne vis. Men, hvor ville jeg egentlig gerne kunne svare på dette spørgsmål uden at føle, jeg forråder mig selv eller min egen livsførelse. Spørgsmålet er jo relevant og vedkommende, synes jeg. 

Når jeg læser om den fysiske bevægelses historie, fristes jeg til at sige presserende. Se evt. blogindlægget Den fysiske bevægelses historie, eller mine evolutionære refleksioner over leg. Det samme gælder, hvis vi i bredere forstand spørger til vores kropskulturelle kropspraksisser. Herunder askesen. 

Jeg kan tilbyde at være ærlig omkring spørgsmålet og sige så meget, at jeg har mit private hyr med at svare på det. Jeg er ikke radikalt anlagt, fanatisme ligger ikke til min natur, men jeg spekulerer over, om fundamentale livsomlægninger og bevægelse meget vel kan være samhørende fænomener.

Krise allevegne

Du kan efterhånden ikke åbne radioprogrammer som Supertanker, Brinkmanns Briks og hvad de alle sammen hedder, uden at der diskuteres på livet løs om alverdens nuværende kriseproblemer, køn, identitet, klima, undertrykkelse, terror, fattigdom og ulighed.

Mikkel Thorup har som årvågen professor skrevet mangt om meget om tidens mange kriser med særligt vågent blik for de idehistoriske linjer. Et lødigt tip for dig der gerne vil dybere i materien og se nogle længere linjer trukket op.

Der spørges i medielandskabet oprigtigt og bekymret, hvordan ændrer vi verden, os selv, og skaber et bære- (og være)dygtigt sted for kommende og nulevende generationer?

Sjældent tales der i programfladen om bevægelse. Men bevægelse kan være en særdeles væsentlig brik i dette “umenneskelige” puslespil, livets drama, den fremtidige artsoverlevelse. Beklager, hvis det allerede nu virker opstyltet. Jeg siger ikke, at bevægelse redder verden. Jeg siger, at der er for lidt fokus på bevægelsens mulige potentialer og mellemværende med os som mennesker – i mange sammenhænge.

Selv i det frivillige virke rundt omkring i landet, er der triste tegn på at mange frivillige ledere drukner i bureaukrati og ting der, i unødigt omfang, trækker fokus væk fra det foreningerne egentligt er til for, eksempelvis bevægelse, socialt fællesskab, menneskelig trivsel etc. Vi skal værne om dem der brænder, så de ikke brænder ud.

Dette emne – bevægelsens fremtidsskæbne – er ekstremt svært at have et endegyldigt svar på, og det kan der vel også ligge en gyldig pointe gemt i, men er det lige så komplekst som klimaet for eksempel? Nok ikke. Nej, slet ikke – selvfølgelig ikke. Man kan også nemt komme for skade at påstå en masse, om bevægelse eksempelvis, man ikke selv kan efterleve, eller bakke op af hverken teori eller empiri.

Bevægelse er ikke desto mindre, for god ydmygheds skyld, et titanisk bjerg, vi aldrig får besteget, heller ikke selvom vi er lige så veloplagte som Nimsdai Purja. Men derfor kan vi jo godt begynde at bevæge os opad de foreliggende tinder.

Jeg anerkender, at bevægelsens skæbne er noget uklar, om end der sideløbende foregår ufattelig mange ting rundt omkring, som vidner om, at der er liv i den menneskelige bevægelse.

Jeg ønsker derfor ikke at være den, der proklamerer en decideret “bevægelseskrise”, hvilket i øvrigt ikke er en umulig opgave, hvis det er den vinkel, man vil fremmane.

Men alt imens jeg grubler herover, er robotterne tilsyneladende ved at “overtage” Parkour fronten. De er i hvert fald noget længere fremme i bussen, end jeg er:

Forpligtelsestyranniet

At der er folk, der føler, de er ved at bukke under i vasketøj, deadlines og tidsmangel, er ganske vist. Vi lever på kanten og randen af apokalypsen, hvis ellers vi ser sort nok på tingene og åbner for medielavinens pessimistiske malstrøm. Tillad mig karikaturens letkøbthed.

Måske det bliver robotterne, som redder os? Elon Musk annoncerede på AI Day i 2021, at nu bygger Tesla “humanoide robotter” og tilføjede, at der i fremtiden ville blive behov for en “universel basisindkomst”.

Kunne en sådan bund under tilværelseskampen føre til mere livssundhed og bevægelse? Mere kærlighed og visdom? Mindre krig? Det vil tiden vise.

Omvendt er jeg ikke den, der agter at dømme over, hvordan folk skal forvalte deres tid. Der er den tid, der er. Det er udgangspunktet. Og nogle formår at være mere i balance med anvendelsen heraf end andre, nogle har flere problemer at forholde sig til end andre etc. Verden er ikke ideel, og vi skal handle her og nu.

Jeg agter imidlertid ikke at komme med et autoritativt bud på, hvordan vi løser “klodens fremtidsgåde”. Her gisper jeg selv af gådefuld ængstelse. 

Jeg er blot optaget af at starte med at se på om bevægelsen kan være en nordstjerne, som viser os lidt af vejen.

Kan bevægelsens vilkår udfoldes noget mere, så det ikke ender med at være snak i et spændende talkshow eller en gimmick, der oser af svulstige forhåbninger, ingen magter at tage seriøst?

Kan den hjælpe unge mennesker med angst, få ældre til at leve med færre lidelser, forsone fjender, skabe erotisk tiltrækning og påskønnelse af kærlig leg og ikke-voldelig kommunikation osv.

Bevægelse er afsindigt vigtigt for os mennesker, også selvom det ikke redder os fra planetens undergang, eller vi føler, som Alec Baldwin vistnok sagde i en reklame – I have enough laundry here to hide the sun.

Måske kan der også være noget befriende i at forpligte sig på bevægelse? Man kan i hvert fald godt sortere vasketøj, mens man sidder på hug.

Det skal handle om bevægelsens vilkår 

Jeg forstår godt, at mange føler, at de ikke “har tid”, ej heller til bevægelse. Jeg forstår, at nogle forældre har børn med diagnoser, at unge mennesker kan være i pengenød, at familielivet kan være vanskeligt at balancere med karriereræset, at der er mange spændende aktiviteter man skal pendulere imellem, at der er knaphed på opmærksomhed og at mange ting kan forstyrre vores sjælefred og fjerne fokus fra bevægelsen. Jeg forstår det hele – mere eller mindre.

I dette indlæg er det dog ikke specifikke målgrupper, jeg vil redde, men bevægelse selv. Jeg pirker måske til et par bud på en “måde at få mere bevægelsestid på”.

Som led i min profession er jeg med til at “åbne” for dette spørgsmål, på alle de fronter, jeg finder menneskeligt relevant, inspirerende og spændende. Som et led i en livsforebyggende kropspraksis. Uden eksempelvis at ville reducere det til et evolutionært anliggende, der hviler på en “overlevelsesmetafor” eller et spørgsmål om high performance.

Jeg ser et betydningsfuldt arbejde i at skabe opmærksomhed om mangfoldigheden i bevægelsens udfoldelse i en verden, der nemt stereotypiserer, reducerer og afgrænser bevægelse. Om onsdagen går vi til håndbold og vi løber om fredagen. Punktum.

Læs evt. indlægget “Genopvæk bevægelsen“, hvor jeg kredser om behovet for at studere bevægelse nærmere.  

Tendenser i bevægelseslandskabet

Danmarks Radio (DR) udråbte 2021 til “bevægelsens år”, hvilket kun forstærker min bekymring og tristesse. Bevægelse skal ikke have “et års opmærksomhed” og ellers hastigt videre til noget andet pulserende. Det er ikke et lune. Det er muligvis rigtigt set, at bevægelse fylder for lidt, men bevægelse kræver (er en) livslang dedikation og bør praktiseres ud fra denne erkendelse.

Bevægelse må ikke forfalde til en “post-pandemisk tømmermandskur”, kunstigt opildnet af analyser fra diverse idrætslige organisationer, der ser bekymringsvækkende på bevægelsesindskrænkningen i den organiserede idræt. 

Bevægelse er et livsvilkår. Den fortjener vedvarende respekt og indsigt, ikke primært markedsføring og kampagneaktivitet. Sådanne initiativer må alt andet lige ses som symptomer på, at bevægelse ikke har/nyder den status og opmærksomhed, den fortjener. At vi har glemt, hvad det drejer sig om.

DR skal dog have roser for at skabe mere opmærksomhed om fænomenet.

Knopskydninger i bevægelseskoncepter

Der knopskyder i disse år bevægelsesmæssige “kloninger” på baggrund af forskellige intelligente bevægelseskoncepter med lynets hast. Koncepter, systemer og “læremestre”, der udfordrer traditionel fitness (sågar inden for fitnessindustrien). Og der er mange gode bud derude på, hvordan vi skal bevæge os, der fortjener anerkendelse – og der er brug for vejledere heri osv.

…men please, lad det nu ikke fortrinsvist forfalde til mammon og pergamenttynd aftapning, som ender i forvirrende skuffelse og lader folk i stikken. Vi må huske de mange mellemværender med bevægelse.

Alt kan konceptualiseres, kommercialiseres og udvandes, og det er nok den skæbne, der samtidig påhviler bevægelse for indeværende. Så længe dens fundament ikke er, at vi lever mere naturligt, men kun lærer at bevæge os bedre i overensstemmelse med naturlige principper osv. og ikke ved mere om fænomenet.

Viden om bevægelse er vigtig, så vi kan træffe bedre beslutninger om bevægelsesvalg.

Bevægelsesdiversitet er en rejse vi skal turde tage med på for at tilegne.

Vi risikerer, at fitnessgøre det naturlige som vores nuværende bud på autenticitet, i forsøget på at signalere, at vi mere eller mindre samvittighedsfuldt vender traditionel fitness ryggen. Det skal dog indskydes, at fitness i sig selv er en transformativ størrelse, der næppe er på vej i graven, af samme årsag. Også her er ting i opbrud. 

Jeg arbejder selv med at fremme mere bevægelse i mit virke, og vil derfor pege på paradokserne heri. Bevægelse har et formål, der er nok i sig selv, men ender måske med at blive spændt efter vogne, der skal forføre os, alt efter status, profession og appel m.v.

En vigtig læresætning kunne lyde “ingen ejer bevægelse”. Alligevel skal vi skrive under på mærkelige klausuler, når vi tager på seminar. Er det toppen af poppen?

På udkig efter fællesskaber

Det at bevæge sig er at træde ind i en form for “kæde”, hvor vi skal samle de missede kædesvejsninger op – “the missing links” – eller selv smede nogle nye. Det er noget, der potentielt set kan binde os sammen som mennesker, ikke kun sælges som individets frelse og personlige udvikling.

Jeg er bevidst om, at det er noget af en opgave at få nålen til at pege mere i retning af det fælles, af mere fælles oprindelse, af evolutionære forgreninger osv., da mange ting går forud og forudsættes.

Ikke at disse salgsfremstød er illegitime bestræbelser per se. Men vi pakker og remodulerer os til døde med nye labre bevægelsesprodukter, som stadig har samme individualistiske snit, så vidt jeg kan se. Og jeg er (muligvis) også selv iblandt synderne, når jeg ser på min forretningsplan. Men ambitionen rækker videre.

Betegnelsen “movement culture” er interessant i den forbindelse, det skal blive spændende at se, hvordan vi kan opdyrke den fremadrettet.

At prissætte bevægelse?

Nogle af de mest eksklusive bevægelsesretninger tager skyhøje priser for deres bevægelseskoncepter, der ofte indhylles i præstationsmystik og bedrevidenhed. Hvilket jeg hverken fordømmer eller billiger. Jeg vil hellere spørge til, hvordan prissætning af bevægelse overhovedet giver mening, og hvem ejer (de bedste) bevægelser eller bevægelse i det hele taget? Kan bevægelse gå hen og blive helt kultisk, som denne video eksempelvis nærer/vækker bekymring for?

Er bevægelse noget, der først og fremmest skal varegøres? Skal vi være stolte af, at vi er i en branche, hvor vi f.eks. tager penge for vejrtrækning og naturlige stræk efter lang tids siddeaktivitet?

Hvad der er gratis på den ene platform, koster en mindre formue på den anden. Det hænger jo ikke sammen. Eller det gør det måske alligevel, hvad ved jeg? Hver især kæmper vi nemlig for at få det til at hænge sammen – for os selv. Men hvad gør det ved bevægelsen(s værdi)?

Det er både et paradoksalt vilkår og noget, der kan vække mismod. Samtidig med at der er en ubestridelig, fantastisk udvikling i gang under “mainstream kølerhjelmen” mange steder. Bevægelse er ved at blive bredt meget mere ud. Vi er i færd med at gøre bevægelse dels eksklusiv, dels “lækker”, dels allemands eje, dels alt muligt andet.

Men bringer den os mere sammen, får den os til at ændre vores liv? Det synes jeg også, vi skal have skabt mere debat om.

Pay off – show off

Er bevægelseslandskabet i fare for at forherlige en moderne livsstil, der insisterer på “show off” og “pay off” – fremfor hvad vi gør for og med hinanden? Knyttes vi mere sammen i en visdom, som vokser ud af bevægelse selv? Er det disse sider, der satses på i bevægelseskulturen?

Virkeligheden er nok en broget kombination af sandheder og en langsom fremadskriden mod noget, vi ikke helt forstår endnu. Noget, der imidlertid spejler det menneskelige livs vilkår i fremtiden, er mit gæt. 

Uanset hvilken pris vi måtte sætte på bevægelsen, er det umådeligt vigtigt, at vi påskønner dens udvikling til gavn for et bedre samfundsliv. Den har meget at bidrage med – selvom den ikke er til for at redde verden.

Sidstnævnte strejfer jeg blandt andet under Kroppen i gang.

Vitalitetskiftet

Positivt betragtet er demokratiseringen af bevægelse et stort plus. Men når vi til en følelse af vitalitet af den grund? Måske, måske i højere grad, end ved ikke at gøre mere ud af “naturlig og diversificeret bevægelse”.

Men der er psykiske, humørmæssige og følelsesmæssige landvindinger at hente ved at anskue bevægelse sammen med den livsform, vi vælger, som ikke er synonymt med eller kan reduceres til principper og koncepter, hvor indlysende meningsfulde, de end er.

Humlen er muligvis, at kontakten til den dybe vitalitet, samhørighed, fællesskabsfølelse etc. meget vel kan kræve en ændring af selve grundlaget for vores leveform. Bevægelse var oprindeligt en del af måden, man var forpligtet på i et fællesskab. Det er ikke længere naturligt tilfældet.

At stable nyt oven på gammelt

At “bygge noget naturligt” oven på en ofte fremhævet dysfunktionel samfundsmodel er ikke mere naturligt, er min tanke. Der er overhængende risiko for at udvikle fugt i fundamentet. Vi bliver ikke bedre til at bevæge os, blot fordi vi får mere viden, mere information og flere personlige rådgivere. Eller flirter med lidt labre natural movement billeder på Instagram eller for den sags skyld på mit eget website. 

Bevægelse skal, efter min mening, ikke udelukkende bruges til at udvikle og polere individer, så de fremstår mere naturlige på SoMe. Ingen behøver være bedre rollemodeller, fordi de kan mestre sværere bevægelser eller være mere bæredygtigt bevidste, fordi de spiser mere økologisk, koketterer med lidt simple living eller minimalisme. Det er stadigvæk livsstile og selvfremstillinger i min optik. Om end de i og for sig sagtens kan rumme konstruktive bidrag.

Der er også et mellemværende med hinanden, vi må blive mere nysgerrige på. 

Hvad bringer glæde og vitalitet til fællesskabet set ud fra bevægelsens optik? Er det kun flere OL stævner og håndboldfinaler? Dette ægger til en del sofaentusiasme og sikkert også mange andre gunstige ting, flere medlemmer i idrætslivet osv. Men er det noget, der i dybere forstand binder os sammen hinsides ølrusen, klaphattene og den skæve gjalden af nationalhymnen?

Bevæger vi os mod mere fællesskab?

Det er fællesskabsmodellen, jeg vil frem til. Den løser vi ikke gennem mere tv-sport, DR-Apps eller “flere kurser i det helt rigtige”, selvom det er en bølgebevægelse, jeg ikke kun ser torne og tidsler i. Til dels billiger jeg den “indefra-og-ud udklækning”, der tilsyneladende pågår i bevægelseskulturen, i særdeleshed hvis denne har en sand mesterlæresamvittighed tilknyttet sig.

Der kan både være kvalitativ forskel, men der kan også være tale om økonomiske hovedpiner. Det skal åbenbart være hundedyrt at “lære det naturlige” i det 21. århundrede. Det er umådeligt paradoksalt, når behovet aldrig har været større.

“I am building an army”, sagde Ido Portal for år tilbage. En hær af folk, der kan bevæge sig og måske kan nå at kalde sig “movers”. Men hvad med de andre? Ido er selverklæret nådesløs kritiker af “masserne”, heraf mistanken om eksklusivitet. 

Er pointen med en demokratisering og en øget viden om bevægelse ikke netop, at den skal bringes ud til de fleste mennesker? Problemet er i en vis udstrækning, at det er den samlede adfærd på samfundsniveau, der trænger til en ny lakering. Nej, forkert udlægning, ikke lakering, nyt karosseri. Vi knokler på med at bygge supersygehuse, samtidig med at det bugner med kropsforherligende tilbud. Er det godt nok afstemt?

Fælles motor frem mod pensionsalderen?

Vores arbejdsliv er ikke integreret i vores bevægelsesliv, det er humlen. Det er et mis-match, der har større konsekvenser, end jeg tror, vi forstår. Mange kommer aldrig nogensinde til at blive “movers”. De ender med ikke at kunne bevæge sig under den givne samfundsmodel, vil en dystopisk (eller aldeles realistisk) fremskrivning kynisk konkludere.

Se blot ydmygt på denne opgørelse fra 2019 over, hvor mange kroniske problemer folk døjer med, når de bliver ældre. Tankevækkende. Et horrorshow af uklar ansvarsfordeling eller et udtryk for, at vi muligvis griber tingene utilstrækkeligt an? Mangler vi indsigt eller er det bare “naturlig” aldring vi må acceptere eller kæmpe i mod?

Jeg frygter, at vi kommer til at sælge en ny “sund livsstil” uden at have forstået det dybereliggende budskab. Bevægelse er i dag ikke en afhængighedsbåren fælles drivkraft, der udvikler sig som en måde at styrke fællesskabet på og sikre overlevelse. Det var vilkåret i urtiden.

I den demokratiske ånd bliver den snarere en mere elegant livsstil, en mere intelligent livsstil, men ikke en fælles motor. “For the chosen few with big money”. Spørgsmålet er, om dette vil ændre sig over tid med generationers gang? For nogle sikkert, for andre måske aldrig. Mange har svært ved at komme i gang, fordi de demotiveres af overmenneskelige fremstillinger af præstationsbårne bevægelser i medielandskabet – og fordi de sidder i bevægelsesfælden osv.

“Sammen i bevægelse” tvivler jeg på, at vi forenes. Det klinger velmenende, men man kunne også frygte forlorent og utopisk. Der er som bekendt en hel del ulighed i verden, ifølge den omdiskuterede franske økonom Thomas Piketty. En ulighed, der alt andet lige også vil indvirke på befolkningens bevægelsesvaner.

Demokratisering og flokmentalitet

I skrivende stund forekommer demokratiseringen mig at afspejle en ensrettet flokmentalitet. Eksempelvis i den noget nær kultiske, konceptuelle udlægning, hvor vi følger “en founding father/mother”. Eller en helt særligt priviligeret bevægelsestrend, hvor vi alle skal iføres firmaets t-shirt, når vi mødes til en ny event, eller alle sidde på den samme runde grønne måtte ude i naturen.

Vi bevæger os, så vi kommer til at ligne dem, der sidder på toppen af kransekagen. Bliver vi mere kreative heraf eller ender vi med at stå på nakken af hinanden som dresserede epigoner, kun for at opleve, at der i sandhed er koldt på toppen? Og at det ikke er hvad det udgiver sig for.

Mange vil jo netop gerne blive bedre, og det kan der tjenes gode penge på, hvis du har en veludbygget tilgang til bevægelse, som visse koryfæer i branchen hævder at være i besiddelse af. Manden himself, der efter sigende har besteget toppen af fødekæden, Ido Portal, har også udtalt, at vi ikke skulle ryge i “gurufælden”. Alligevel render gud og hver mand rundt i de samme sko som ham – bogstaveligt talt.

Walk beside me

Budskabet var et helt andet: “Walk beside me”.

Hvad er forskellen mellem at gå bagved eller ved siden af en “guru”? Hvad er det for en fælles platform, den enkelte har adgang til, når det kommer til stykket?

Jeg tror og er overbevist om, at bevægelse langt overstiger følelserne i at “vinde” medaljer og at stå højere oppe på et podium, eller at kunne sole sig i en mere raffineret selvtilfredshed ved at deltage i mere naturlig bevægelse.

Bevægelse er et uudtømmeligt livsudtryk. Kan ikke reduceres til forberedende mobilitet, fordi hele befolkningen ikke kan bevæge sig længere. Ikke reduceres til “natural movement”, fordi vi er “gået evolutionært bankerot” etc. Den er hardwired i vores dna og der er mange lag i den, der stadig kan udvikles på og skabes ud fra.

Bevægelse er ikke overlevelse, men bevægelse forbedrer nok vores overlevelsesevne i en vis henseende, det tror jeg på.

Spørgsmålet er derfor, hvilken bevægelse vi har brug for, for ikke at ende som flokdyr eller disciple af en proklameret overlegen bevægelsesform, men på god demokratisk vis kan finde vores egen stemme og egen vej med bevægelse?

En egen vej, som ikke udelukker en fælles vej.

Dedikeret ikke-tilknytning

Den egentlige vitalitet ligger for mig at se i at have et mere ydmygt og rejsende forhold til bevægelse. Ikke en pligt, ikke en religion, ikke en trend. At søge mod noget af det naturlige, som denne fraktion af bevægelseskulturen hævder, men også udover.

Ido har, trods sin lejlighedsvise arrogance, et godt blik for detaljen. Han råder til, at vi ikke bliver for tilknyttet til en bestemt bevægelse eller retning. “Non-attachment” taler han om. Det er farligt forblændende at blive for grebet af noget partikulært. Forgribelse kan lede til forstoppelse.

Der ligger i høj grad også neurologiske motiver bag dette. Vi skal videre, søge noget, der udfordrer. Og når vi kan det, videre igen. Hjernen har brug for at blive stimuleret af udfordringer, der er krævende. Vitaliteten ligger i at kunne udleve og efterleve dette behov, at kunne fravriste sig bevægelsesvaner og dogmer kontinuerligt og endeløst. Det mentale velbefindende hører ligeledes herunder.

Bevægelse kan i sandhed gøre os kreative. Der har vi en mulig kim til de kreative medarbejdere i fremtiden. Jeg er med på, at de også skal kunne en hel masse andet. Bevægelse er, ikke desto mindre, vævet dybt ind i kreativitetens gåde. Du er i kraft af bevægelsens kreativitet blevet til den, du er i dag. Du er en del af toppen af fødekæden, evolutionært betragtet. 

At være i bevægelse

At være i bevægelse, ikke hvordan bevægelse. Der er altid et nyt “hvordan” lige rundt om hjørnet. Sug til dig, og spyt ud igen. Move on…

Bymennesker og andre “fastliggere” skal måske lære af nomadiske livsvilkår, uden at leve som nomader. Bevægelse kan være den psykiske kobling, der giver mere mening og livsfylde. Dulmer de sygdomme, det moderne samfund masseproducerer, som forfatteren Bruce Chatwin havde et godt blik for.

Ikke udelukkende, men det er den driver, jeg selv gerne vil bekende mig mere til. Det eneste dogme, der ikke lader sig trælbinde af en teknologisk virkelighed. Du er den konstante og evigt fluktuerende kamæleon, der bevæger sig for at finde hvilen i sig selv. Du har muligheden for at være en stolt kontrast til en lammende tilpasning i et parcelhus med lavt til loftet. Jeg overdriver tydeligvis og bor i øvrigt selv i parcelhus. 

Spøg til side. Heri ligger kontaktmuligheden til en frihedsfølelse og et nærvær med hinanden, der er ikke-ekskluderende. Leg og alvor i forening, forudsat vi griber det forsigtigt an. For mange mennesker skal antageligt først igennem en længerevarende og (stejl) selvopdagelseskurve og en regulær skadesrehabilitering – som siger spar to.

Der er mange vaner, vi hver især kan fralægge os, så hvor kan en begyndelse anes? Vi skaber ikke et nyt Thomas Moore Utopia over en flad frokost i byrådet eller i grundejerforeningen.

Hvor blev den sande heling af?

Har du nogensinde stirret dybt ind i ansigtet på et menneske, der lider? Har du selv tilbragt en stund i helvedes forgård eller set et menneske, der ikke udlevede sit sande potentiale? Set skuffelsen, skammen, ærgelserne “and all the rest of it”? Bygger du din bevægelsesfilosofi på det? Næppe.

Når vi bygger fundamentet, skal betonen være støbt i kærlighed, ikke i en seddelpresse. Vi skal ville noget med hinanden, uden at sætte etiketterne på med det samme, det kunne være øvelsen. Se hvor det bærer hen, retning, ikke resultatmål. 

Hvor er det du vil hen, Jesper? Puha, ja, jeg kæmper med det i mine tanker. Jeg anfægter for så vidt ingens intentioner. Hele branchen vil angiveligt gerne i en mere aktiv, intelligent og medmenneskelig retning, og tandhjulene er begyndt at dreje.

Men vi må bare ikke forplumre det hele ved at stimle sammen i nødudgangen ved de gamles modellers biografforestilling, kun for at ende i en proppet foyer til det nye evangeliums lyksaligheder og dominerende synspunkter. 

Det handler ikke om at være først med det nye, at vinkle det “nye”, så det er lige en decimeter mere relevant end andre koncepter. Eller at introducere noget, der tager nye markedsandele eller “disrupter”. Det er konkurrencemodellens logik.

Jeg er på udkig efter mestringsfilosofiens udbredelse, hvor man kun “konkurrerer” med (og aldrig besejrer, men måske overvinder) sig selv i en ærlig bestræbelse på at bruge bevægelse som et udviklingsværktøj til sandere og dybere livsindsigt. Stoicisme, askese og samtidig mesterlære. Vi kan måske blive studerende igen. Praktikere og lærlinge på én og samme tid.

Det kan lyde munkeagtigt selvopstyltet og lige lovligt prætentiøst. Det er ikke min intention. Jeg søger en oprigtig helende dimension i bevægelse, der vil det, der fostrer, ekspanderer og deler kærligheden. Jeg tror, bevægelse er eminent og ideel til det. Ud over at den er skabt til andre ting også. Igen, dogmet er dogmefrihed. At stå i det åbne.

Selvindsigt på markedsvilkår

Kan vi bruge bevægelse til at få mennesker ud af deres emotionelle og meningstømte mørke, et psykosocialt mørke, de langt fra altid selv har skabt, men ofte har, eller i det mindste har bidraget til? Til heling og genvindelse af agtelse og tiltro til verden og hinanden. Vi er alle evolutionære væsner, men vi er også levende konsekvenser af arv og miljø.

Et blandt mange bidrag, vi med bevægelse kan give verden, er ikke en mestring, selvom den kan høre med til bevægelse og være vidunderlig i en sådan udfoldelse, men en følelse. Det er i særdelshed (men heller ikke udelukkende) en følelse af frihed, der bliver helende i det øjeblik, den bindes sammen med andre. Ikke frihed fra andre, men frihed til at orke og omfavne andre og lade os inspirere uden at belemre og rekruttere disciple.

At dette kan have trange vilkår under en kapitalistisk model, anfægter jeg ikke. Men vi må selv forbedre det, vi har. Der er også gode elementer af vores nuværende model.

Men nogen synes alligevel de har svært ved at leve op til de mange idealer, der optræder i kropskulturen og “being fit -industrien”.  Og der lokkes ikke sjældent med guld og grønne skovområder. Og overmenneskelig (guddommelig) skønhed.

Så længe bevægelse er tvunget til at skulle udvikle sig på en markedsplads, som en krambods valuta, der handles med efter forgodtbefindende, er vi næppe tættere på at løse den gordiske knude.

At masserne er idioter, som Ido stadigvæk i 2021 har udtalt, antyder beklageligvis noget om, at vi har lang vej endnu. Vi skal tale pænt og danne hinanden. Ikke alle har den samme indsigt i bevægelse. Og kan muligvis derfor ikke vælge kvalificeret.

Mange flere mennesker kan komme til at lære at hele sig selv ved at gøre bevægelse til en del af denne personlige rejse. Det tænker jeg. Problemet er imidlertid, at “det levede liv” har det med at stå i vejen.

Bevægelse i et ikke-kompensatorisk lys

Det er det virkeligt sprængfyldte perspektiv, jeg selv frygter. At det måske handler om, at jeg og du skal ændre ikke bare bevægelser, bevægelsesvaner osv., men hele livsindretningen. Ændre på vores liv – what?

To skridt frem og et tilbage. Eller kun fremad? Kan vi anskue det sådan? Jeg gider for eksempel ikke gå og plukke nødder, rødder og svampe, eller bygge shelters hver aften jeg skal finde ly for natten. Her er jeg alligevel en parcelhusrotte – som tingene står for indeværende.

Men jeg må vel have og vælge nogle kompromismuligheder, der kan gøre, at bevægelse kan få mere spillerum i mit liv? Og i dit vice versa. Ikke “back to nature”, men lære af naturen osv.

Mange mennesker har måske tid, men ikke overskud eller interesse vakt, for jagten på at være “arbejdsmarkedsrelevant” og “hænge på udviklingen” osv. dominerer ofte bevidstheden. Nogen påvirkes langt mere end andre, og fordelingen af ressourcer er stærkt uretfærdig og spredt. Men alle skal have mad på bordet. Vores vilkår er ikke ens, nogle har flere forhindringer at bokse med end andre. Det må vi aldrig glemme.

Vi kan ikke kompensere for kapitalismens mangler ved at udvikle bedre bevægelse. Intet samfundssystem er perfekt, heller ikke i fremtiden, selvom vi drømmer om et. Men hvordan kan bevægelse så bidrage, og hvordan skal vi bevæge os, når vi tilbringer det meste af dagen med at “nedbryde vores overlevelseskapacitet” gennem ikke-evolutionært relevant arbejde, typisk af stillesiddende art, eller af fysisk monoton art, eller hvad vi nu vi kalder det? Undskyld mig, hvis jeg sætter tingene på spidsen.

Den er også gal i behandlerbranchen

Behandlingsindustrien rummer formentlig mange positive nyskabelser og også gode erfaringsbaserede metoder, men er desværre også en hastigt ekspanderende centrifuge af meningsløshed, der næppe rammer dartskivens bulls eye i samtlige forsøg.

Det alternative er en jungle, vi kan risikere at fare vild i. Vi “kan” til syvende og sidst ikke (symptom)behandle på det, der ikke er tiltænkt behandling, men derimod adfærdsændring, kunne kritikernes skarpe domsfældelse lyde.

Jeg skriver andetsteds loyalt om fænomener som bevægelsesfælden, “pausebevægelse“, og “grounding“, efter arbejde for eksempel, men det er stadigvæk marginale “hacks” på et fundament, der ikke længere har tilstrækkelig bevægelse indbygget i sig.

Jeg skriver derfor også om, hvorfor vi skal bevæge os og hvilke bevægelser, vi har glemt osv., og plæderer for, at vi skal have i kroppen i gang.

Spørgsmålet jeg gerne vil stille er derfor: Livet og bevægelsen kan de nærme sig hinanden mere?

Frem med betingelserne

Men en del af bevægelsens betingelser er værd at få belyst, inden vi ser på mere “hvordan bevægelse”. For hvorfor spørge til “hvordan”, hvis friheden hertil af mange mennesker opleves som værende tynget af overbebyrdelsen af “diffus overlevelsesforvirring” og voksende overflødighedsgørelse(sfrygt) på arbejdsmarkedet? Der er i øvrigt også folk, der trives på arbejdsmarkedet, må jeg hellere for en god ordens skyld indskyde.

Næppe en motivationsbooster af rang. Samtidig har vi aldrig haft så meget tid til overs, og aldrig bevæget os så lidt, statistisk set. Paradokser er der nok af. For der er også statistik der viser, at flere og flere dyrker organiseret idræt osv. Tendenser har det med at stritte i mange retninger.

At kunne fjerne flere forhindringer, unødige og kompensatoriske krumspring, simpelthen for at kunne fastholde motivation og sikre et livsvarigt forhold til bevægelse, det vil jeg kort dele nogle luftige spekulationer over. Vi lever i en “fri” verden, men føler os ufri.

Vi må se på vores egen bæredygtighed. Lever vi et liv, der ægger til mere bevægelse eller ej? Vi må ikke glemme Rousseaus diktum om, at mennesket nok er født frit, men overalt lider den skæbne at være bundet af lænker. 

Skal vi have vores forhold til naturen og bevægelse i naturen mere i spil, er en anden tematik i forlængelse heraf? 

Luftige spekulationer om vilkår

Først og fremmest ønsker jeg, at vi bliver mere bevidste om bevægelsens fællesskabsmæssige potentialer og herudover modsvar til for ensidig bevægelsesspecialisering, der uvægeligt følger i kølvandet på sport og idrætsgrene. Uanset hvor behændige og alsidige disse end er. Al specialisering er afgrænsning, og kommer over tid med en pris.

Men et fællesskab kan også være indskrænket. Hvad er det fælles ved bevægelse, når den udfolder sig? Det, der ikke kræver adgang eller ekspertise? Så snart vi har smerter, problemer eller handicap, bliver vi afhængige af andres hjælp. Men hvordan ser afhængigheden ud, når den er båret af en fælles forståelse af solidaritet og frie ønsker for inklusion? Ikke medlemsskab eller nødtvungne konsultationer?

Jeg kan kun skyde med vådt krudt fra hoften, og jeg er langt fra nogen clairvoyant cowboy. Men selv de enkle bud kan være bud, der viser en vej frem – for nogen – er mit spinkle håb:

• Vi kan leve mere elskværdigt og enkelt. De store knapper at trykke på kunne hedde at reducere sine (leve)omkostninger, det giver mere frihed og fri tid, der blandt andet kan involvere mere bevægelse – også sammen med andre. Der er mange flere (også politiske) elementer på spil her
• Vi kan prioritere bevægelse mere, ved at fravælge andre ting i tilværelsen, herunder børn, eller flere børn end vi kan opfostre i balance. Men først og fremmest fravælge nogle materielle goder
• Vi kan forstå bevægelsens værdi mere fundamentalt, så vi er mere motiverede for mere bevægelse – det positive “skal”, der har noget med vores arts historiske rødder, evolutionen, livsforebyggende levevis etc. at gøre
• Vi kan stoppe med at prøve at forstå bevægelse mere og træde dybere ind i bevægelse – instinktivt. Vi kan praktisere gennem eksperimenteren og nysgerrighed – det er forholdet mellem teori og praksis, jeg her tænker på. Mantraet lyder “just move”
• Vi kan lade kreativiteten udfolde sig dybere, fremfor udelukkende at bygge nye vaner op, men det kræver stort mod, for der tilbydes vaner på alle gadehjørner (også på jesperabild.dk) og vi er meget vanebetingede væsner

Vi lever alle forskelligt, har forskellige livsomstændigheder at forholde os til. Nogen hævder, at de ikke har tid, andre har ikke andet. Nogen har dårligt helbred, andre blæser på helbredet og har det tilsyneladende fint.

Vi kan ikke kontrollere bevægelse, men vi kan ofte kontrollere nogle valg, der kan betinge og skabe mulighedsbetingelser for mere og bedre bevægelse.  

Svaret på, hvordan vi kan bevæge os, er individuelt. Men det kan række langt herudover.

Byggesten uden specifik funktionsmørtel

Jeg har ikke svaret på bevægelsens fremtidsgåde. Jeg er kun nysgerrig, ydmyg og inderligt optaget af at tilnærme mig, hvad sandheden kan være om bevægelse. Hvis den findes. En sandhed, der ikke er min eller din, men som potentielt set kan bringes os mere sammen og skabe menneskelig udvikling.

Vi bliver nødt til at tage det i portioner, at bryde op og skille det ad for at kunne samle det igen. Det handler ikke kun om at poste “endeløse rækker af “crazy kreativitet” og “vilde stunts”, for det vil atter andre kunne blive nedtrykte over. Vi spejler os i hinandens formåen, vi sammenligner.

Det handler om, hvor bevægelse fører os hen, hvad er de evolutionære impulser, vi forsøger at indfange? Er det et blindt eksperiment i et uendeligt univers, styret af (vilkårlige?) sociale mediepåvirkninger, eller er det noget, vi omhyggeligt gennemtænker og bygger op på ny?

Med respekt for fortid og hjulpet på vej af nye teknologier osv. Det er sørme svært at gennemtænke og forstå, og måske er det ikke muligt? Måske er det slet ikke meningen med bevægelse? Den har sikkert ikke nogen iboende mening. Hvad ved jeg.

Men du er skabt til bevægelse og har potentialet til bevægelse.

Modspil til meningsløshed

Personligt tror jeg, noget af mørtlen handler om at vække nogle af de kræfter og følelser, der kan give “meningsløsheden” et modspil, der er værdigt og enkelt. Vi har alt og kan næsten alt i den teknologiske tidsalder, og alligevel tordner mange psykiske statistikker i vejret som aktieraketter på en hed nytårsanbefaling. Andre steder er tingene givetvis også i bedring.

Bevægelse lokker ikke med rigdom, men måske med samhørighedsfølelse, ydmyghed og stærke livsværdier. At komme i kontakt med noget større end dig selv. Du kommer i kontakt med mange dygtige mennesker og kommer til at stå på skuldrene af pionerer. Du kan føle dig som et led i en større kæde – og selv bidrage til dens fortsættelse, til dens formidling og fortælling. Traditionsforvaltning og nybrud.

Hvad kunne gode indledende byggesten bestå i? Er bevægelse det fromme lam, der giver os lov til at lægge sværdet på hylden, omend måske kun for en stund, og lade os mærke os selv, vores sårbarhed, vores menneskelige behov, hvor rundtossede de end måtte føles med alle de mange platforme, vi skal præstere på?

Tømmerflåden, der kun lærer os at flyde med strømmen, ubekymret og modtagelig for indtryk, uden at være mættet af påvirkning?

Jeg er klar over, at mit sprog ikke slår til her. Jeg kommer længere og længere ud af abstraktionens omveje, men har kun konkretiseringen for øje. Det er ejendommeligt. Måske er bevægelse det, der kan tage over, når sproget bliver overophedet og flosklerne driver ned af væggene, akkurat som med musik, kunst i vid forstand og lignende.

Ido sagde det selv. Bevægelsen har ikke brug for at skulle forsvares eller forklares. Men bevægelse er der jo for at kunne bruges. Så hvordan bruges?

Et naturligt bud på en begyndelse

Et sted, der forekommer mig logisk at starte ud, er “naturlig bevægelse”, som har mange fortolkninger indenfor bevægelsesindustrien, eftersom vi ikke/næppe har adgang til en endegyldig sandhed om menneskets iboende bevægelse. Den er jo til dels instinktiv.

Et barn lærer ikke at kravle, et barn begynder at kravle af sig selv (oftest). Der er dog ikke tale om en endestation eller en eksklusion af andre bevægelsesmuligheder. Men et fundament, der måske er optimalt at bygge på, uanset uddifferentiering efterfølgende. De mange naturlige lag i vores evolutionære udrustning, dem kunne vi tage ydmygt fat på.

Det er “kroppens fundamenter”, men det er også den model, vi har benyttet i langt hovedparten af vores arts historie. Det må give den noget forrang, lidt “street credit”. Fælles erfaring kan tale et tydeligt sprog, når gener ikke selv kan tale.

Vi har noget med os fra begyndelsen

Vi har nogle medfødte fysiologiske og anatomisk grundlæggende og rammesættende byggesten, fra vejrtrækning, til ledbevægelse, til tarmbevægelser osv. Vores celler responderer på visse bevægelser, mere eller mindre gunstigt end på andre, når vi “bevæger vores dna”.

Vi har nogle bevægelser, vi indlærer fra spæd. Vi har nogle “primære bevægelsesmønstre”, der går igen i menneskelig bevægelse og vi har en tilpasset evolutionær historie, som har udviklet visse bevægelsesformer og mønstre, der udgør en del af vores kulturelle livsvilkår osv. “Sang, dans og slagsmål” m.m. Den fysiske bevægelse har også sin egen historie.

Men hvordan skal vi koble dette til en mere mangfoldig bevægelse(spraksis), der inkluderer mere af den følelsesmæssige tilknytning, som flytter vores fælles mindset væk fra en “få det gjort tankegang”, “jeg skal være fit og lækker eller tabe mig tankegang” til en “hvordan bliver jeg mere menneskelig” tankegang?

En tilgang, der raffinerer de følelsesmæssige koblinger mellem bevægelse og indre bevægelser i krop og sind og mellem mennesker. Brobyggende bevægelse. En helende tilgang, en celebrerende tilgang, der lærer os at fejre livet. Og som lærer os kalibreringens kunst, så vores livsrytme(r) ikke forsvinder.

Jeg tænker, at vi skal lade os inspirere, undlade at begrænse os, men være ydmyge undervejs og ikke bekende os til nogen bestemt retning eller religion eller metode – hvor trygt og belejligt det end må forekomme. Vi skal ud på de 70.000 favne og lære at svømme.

Beyond the Natural

Hvad så, når jeg kan “svinge mig i bevægelsestræet”, underforstået kan bevæge mig naturligt, som naturlige bevægelsesretninger foreskriver, og har fod på det meste deri? For det første kan det være en årelang opgave i sig selv at nå dertil, der er rigeligt med fundamental bevægelse til de fleste. udgangspunkterne taget i betragtning.

For det andet kan det være, at det er alt nok i sig selv for nogen. 

Men vi mennesker er drevet af nysgerrighed. Vi vil f.eks. gerne til Mars, samtidig med at kloden er ved at sande til i sociale problemer m.m. Selvom der kan være stor værdi i at opbygge regelmæssigheder og prioriteringer af praksisser før andre praksisser, er der altid mulighed for selv at prøve sig frem. Amatørismens direkte bud på trial-and-error.

Lemmingeeffekten er ikke nødvendigvis bedre end at lære ved egen iagttagelse og erfaring. Mesterlæren kan også være en indgang.

Kunsten kan bestå i ikke at ty til bekendelseskortet (jeg bekender mig fuldt ud til x retning), og når trangen nærmer sig, er det måske der, du skal spørge til, om du er blevet lidt for forgabt af en praksis, evt. om det er tid til at prøve kræfter med noget andet. Sceneskifte, luftforandring. Forandring kan være godt, omend også kompliceret til tider.

Ingen dogmer udover bevægelse, det var rådet.

Vibrerende eksperimenter

Hvad kan vi eksperimentere med, når (samtidig med at) naturbunden “er lagt”? Her er der nogle brikker, du kan lege med, kombinere og lade dig inspirere af. De er naturligvis ikke sandheden med stort S: 

1. Kroppens “ABC” – de naturlige funktionelle grundlæggende bevægelser, som de fleste børn burde kunne uden problemer – og som voksne og børn kan bruge til at teste deres nuværende funktionelle formåen efter
2. Sportens ABC (f.eks. eksemplificeret af Sportsbasics), fundamentale bevægelser inden for forskellige sportsgrene
3. “Uautoriserede” blandingsformer af specialiserede disciplinbevægelser. At bevæge dig på en måde, disciplinens læremestre sværger til er “heeeeelt forkert”, men som vækker din interesse. Dette er nok noget nemmere, hvis du ikke er tilknyttet en bestemt idræt
4. “De østlige bevægelsespraksisser”, f.eks. Tai Chi, Qigong etc.
5. Andre terapeutiske og restorative bevægelsespraksisser, f.eks. afslapningsteknikker, “working in” praksisser m.fl.
6. Resten af planetens (evolutionære) bevægelsesformer og kulturoverleveringer. Alt fra stammedans til folkedans til forskellige former for mere eller mindre “eksotiske” bevægelseslege, kamp-/slagsformer og livspraksisser, håndværk etc.
7. Animal kingdom – dyrerigets inspiration. Kig på, hvordan dyr bevæger sig – kan du imitere og måske endda raffinere herpå? En svales dansende bevægelser i luften f.eks., en gepards proprioceptive elegance
8. Kunstneriske og didaktiske bevægelsesmodeller. Bevæg dig, hvor du undersøger forskellige inddragelser af metoder, værktøjer og udtryk. Hvor du anlægger forskellige læringsmål gennem bevægelse (skills f.eks.)
9. Undersøgelse af forskellige sider og livsvitale temaer af bevægelse (balance, koordination f.eks.) eller livet selv. “Be water my friend” sagde Bruce Lee. Hvordan bevæger du dig som vand, underforstået, på en flydende og transformativ måde etc.
10. Freestyle – din egen frie bevægelsesstil. Det, der opstår spontant, og kun er i det nu, du hengiver dig til. Ingen formel plan. Det kunne også være sådan semi-rammesættende bevægelser, som skaber plads for mere fri udfoldelse eller helt åbne former med fokuspunkter

Der er sååå meget mere at udfolde her, jeg er helt med på, at jeg skamløst skøjter hen over tingene med nogle løse headlines. Der er store universer af bevægelse, der skal udfoldes mere, og der er nok til flere liv på planeten.

Jeg kommer omkring nogle af dem hen ad vejen. I promise!

…men gå endelig langsomt og nysgerrigt til værks. Ingen grund til at vente på mig. Bevæg dig hele tiden videre. Undersøg, udforsk, eksprimentér, vær nysgerrig, bevæg dig. Det kommer du næppe til at fortryde.

Be water my friend.