Veje ind i bevægelse – åbninger for nysgerrige og rådvilde

Som massør, bevægelsesinstruktør, ihærdig udøver og praksisudforsker af bevægelse og livspraksisser er jeg naturligt optaget af, hvilke veje ind i bevægelsens mangfoldige landskaber, det er muligt at identificere.

Af flere grunde. For at fremme mere bevægelse, for at invitere flere til at tænke over deres nuværende forhold til bevægelse og for at skabe omtankefuldhed, fremhæve at det betyder noget, hvordan vi rejser igennem livet med/uden bevægelse. For at oplyse om at bevægelse er en vigtig del af livet.

Der er åbenlyse forskelle i forhold til folks udgangspunkt, erfaring med og udbytte af bevægelse osv. Ingen har samme forhold til bevægelse, og jeg er ikke ude på at fremme én bestemt indfaldsvinkel. 

Bevægelse vedrører os alle, men alle har ikke den sammen relation til bevægelse – og behøver ikke have det. Langt fra. Nogle kæmper med at komme i gang og andre er i gang, men glemmer at se mere nuanceret på igangværende bevægelsespraksisser. Andre igen er udfordret på bevægelse af mange grunde; lyst, nød, livsvalg, medfødte deformiteter, skader og uheld.

Mange ved ikke nok om bevægelse og kan derfor næppe selv vurdere deres egne praksisser på et dybere plan, men måske nok følge anbefalinger af sundhedsmyndigheder med flere.

Jeg vil prøve at udstikke nogle forslag til, hvordan du kan få et forhold til bevægelse, mere end hvilken sport eller motionsform du evt. kunne vælge. 

Alder er ikke (alt)afgørende

Alder spiller en central rolle i bevægelsesspørgsmålet, er min formodning. Nogle tænker måske, at det er på høje tid, andre sværger til, at det er for sent, og i en yngre alderskategori spekuleres der måske endda ligefrem i at udnytte “åbne vinduer” for at lære bevægelse. 

I et bevægelsesperspektiv, der ikke er helliget en eller flere sportsgrene, men bevægelsen selv, udvides horisonten. Det kræver en lang og dedikeret indsats, eksponering og modning, at høste frugterne af hårdt og alsidigt arbejde med bevægelsesdiversitet – uanset alder. Det er et livslangt forhold, for nogen.

Der findes desuden mange aldre; biologisk, kronologisk og “bevægelsesalder”, den bevægelseserfaring man har akkumuleret. Sådanne aldersbestemmelser griber også ind i bevægelsesvalg og prioriteringer.

At peake eller ej

Man kan være “på toppen”, peake inden man er i 20’erne indenfor nogle discipliner. Men i forhold til bevægelse er det principielt ikke muligt at dedikere lige meget tid til alt, hvilket ikke er ensbetydende med, at man ikke kan praktisere på højt niveau på tværs af discipliner eller i forhold til bevægelsesformer. Der findes nemlig også muligheder for at overføre færdigheder, såkaldte “carry-over-effects”, hvilket er et kompliceret emne i sig selv.

At peake inden for sport er en broget affære, når vi ser på tværs af bevægelsesdiscipliner. Nogen opdager, at deres bevægelsesdrømme som 30-årig faktisk allerede er transformeret til et fatamorgana. Andre har samme følelse som 9-årig og som 63-årig. Det afhænger meget af, hvad vi drømmer om og forstår ved bevægelse.

Selvom medaljevinduet lukker i nogle sammenhænge, førend vi aner det, eller af omstændigheder, vi måske ikke engang er herre over, eksempelvis genetikken, er der ikke grund til at stoppe med at bevæge sig af den grund.

Hold derfor døren til bevægelse som livsdisciplin på klem – hele livet. Det handler om at finde en vej ind, der giver mening i forhold til livsfunktionalitet og -vitalitet samt dit udgangspunkt, først og fremmest, så kan andre motivationer og aspirationer vokse derfra.

Adgangsbillet til bevægelse

Hvad er vejen ind til det hele, det eneste ene, lidt af hvert eller måske det vigtigste for mig og/eller for livet som helhed? Som du kan se, er det ingen enkelt sag at opstille et manuskript herfor. Men måske nok en række betragtninger, du kan bruge som grundlag for at overveje din egen situation.

Der er forskel på at have adgang til dine lemmers bevægelighed, til paraolympiske lege, til bestemte signaturbevægelser som lizzard walks, front levers, vejrmøller, skihop osv. 

Det, du ikke har umiddelbar adgang til lige nu, kan du måske få adgang til, hvis du griber vejen derhen fornuftigt og tålmodigt an. En vej, der i øvrigt ikke behøver at være ens for alle – af mange forskellige grunde. Der er stor forskel på, hvad du mener, du har behov for at have adgang til. Der er både spørgsmål vedrørende progressioner, værdier, livsopfattelser m.m. på spil. 

At kunne bevæge alle dine lemmer, som de er skabt til, er et godt udgangspunkt – eksempelvis via SROMP. Hvad du så vil bruge det til, tja, det er eksempelvis dér rejseaktiviteten begynder og sundheden får følgeskab af andre motivationsfaktorer og målsætninger. Nogle starter med at lære at gå igen, andre har et passioneret forhold til at løbe på forfoden i triatlon eller at kunne løfte deres egen kropsvægt.

Lad os starte lidt med modstande, forhindringer eller hurdler, der skal passeres, inden vejen er banet for mere bevægelse.

Bevægelsens barrierer

I min optik, jeg baserer på de mange interventioner, jeg har med klienter, er det et punkt, der ligger mig meget på sinde. At konvertere uvidenhed og afstandtagen til et tillidsforhold. Mange mennesker ved udmærket godt, at de bevæger sig for lidt, at de i årevis bare har forsømt kroppen, måske også uden at have skænket det en masse tanker i tide, fordi det, når alt kommer til alt, er gået “meget godt” indtil nu. Vi har desuden vidt forskellige standarder for, hvad “meget godt” er. Uanset hvad sundhedsmyndigheder og alverdens eksperter ellers forsøger at påvirke os med.

Alt dette ændrer sig for alt for manges vedkommende, når kroppen ikke kan bære denne form for negligering og forsømmelse længere. Og i dette øjeblik opstår forvirringen. For hvad dælen skal jeg nu stille op?

Lurende mistanker som ”er det for sent”, “har jeg forvoldt uoprettelig skade” og decideret mistillid til andre velmenende råd, erfaringsbaseret eller ej, kan på tyfonisk vis antænde en spiral af selvbekymring, ansvarsforflygtigelse og decideret handlingslammelse. Eller måske bare en stille desperation eller opgivenhed.

Der er de barrierer, der er, og så er der dem, vi evt. tillægger, når vi er i vildrede.

Du bevæger dig med dine holdninger

Så slemt behøver det ikke altid at være eller gå for de fleste. Men det at tænke livsforebyggende, at forebygge og tage vare på kroppens bevægelseskapacitet og repertoire hele livet, er en opgave for os alle. Ikke kun forstået som at tænke i sundhed og sygdomsforebyggelse.

Det er i min optik bedre at åbne for mere liv, mere vigør, handlingsmuligheder og kreativitet, end bare at holde onde ånder væk fra døren. “Jeg er glad, bare jeg slipper for xyz sygdom” versus “jeg vil gerne kunne spille rundbold med mine oldebørn”. Der er udfoldelse, holdninger og indstilling til forskel. Flere farvede bolsjer i posen. Det er ikke rart kun at have en enkelt dameskrå at tygge på, fordi du ikke magter andet længere. Derfor gælder det om at “blande bevægelsesbolsjerne” godt, så du har adgang til mere, længere frem i dit liv.

Vi bevæger os ikke kun for sundhedens skyld. Bevægelse er en del af det at være menneske.

Vi ældes, svækkes naturligt på et hav af anatomiske, fysiologiske parametre, og det vil utvivlsomt kunne mærkes med tiden. Desuagtet konstitutionsmæssige forskelle. Nogle er stærke fra naturens hånd, som vi siger. Men vi skal alle herfra, og vi bærer forfaldet som en uundgåelighed, vi ikke kan løbe fra.

Derfor kan fortrydelser på bevægelsens vegne også være et tema, der melder sig senere i livet, og ofte i “den tredje alders efterår”. I slutfasen, hvor det alt andet lige er sværere “at vende en supertanker”, da kræfter, nervesystem og andre biologiske forhold kan have svært ved at følge med.

Vi gør alle klogt i at overveje, hvorfor vi har de holdninger, vi har, og holdninger til bevægelse er ingen undtagelse herfor. 

Fejlskud og undskyldninger

Det er hverken skamfuldt eller dumt at erkende, at man har næret et forhold til bevægelse, der ikke længere slår til, eller som har været præget af lemfældighed, ensidighed, mangel på forståelse, vildledt af æstetiske idealer osv. Det er en anstødssten til at lære nyt om sig selv og kroppen. Især hvis man kan stå ved det. Undgåelsesadfærd er kringlet og det er forståeligt, at vi alle kan forledes på af- og vildveje.

Men er det ikke bedre at forstå bevægelsens betydning så tidligt som muligt i sit liv? 

Ser vi bort fra sygdomme og bevægelseshæmmende eller frarøvende handicaps af forskellig art, er de klassiske hurdler sejlivede. Undskyldninger, der jo ikke altid er simple undskyldninger, men reelle udfordringer for mange som “ikke tid nok”, “jeg ved ikke hvor jeg skal starte”, “jeg kan ikke fastholde motivationen” osv. har det med at optage meget plads i den måde, vi ser på bevægelse.

Bevægelse er underlagt vilkår, der også kommer til påvirke vores forhold hertil. Nu og i fremtiden.

Nysgerrighed gør godt

Men hvad med sådan noget som elementær nysgerrighed?

Er det ikke et oplagt sted at starte med at få kroppen i gang, helt overordnet? Det vil være mit bud. Bliv nysgerrig igen. Bliv barn igen, og find ind til den legende side af bevægelsen. Ikke kun pligten og “at få x overstået”.

På den anden side. Ingen ønsker at blive genstand for moraliseren, vi er hurtige til at detektere andres bedrevidenhed. I Danmark har Axel Sandemoses Jantelov formodentlig stadigvæk stor indflydelse på folkesjælen, er der meget der kunne tyde på.

Vi er alle mere end Janteloven lægger op til, men har travlt med at overbevise hinanden om det modsatte – eller os selv. Især når adgangen til bevægelse er sat på (midlertidig) standby. Eller når vi forgæves forsøger at leve op til sociale mediers idealiseringer.

Så hvordan kan jeg vejlede ud i bevægelse uden at træde nogen over tæerne? Få det bedste frem i bevægelse, til inspiration og glæde for andre, familie, venner og bekendte?

Hvordan kan du vække egne følelser til live, finde groove, gnist, gejst og genialitet, ikke bare mekaniske og bevidstløse lemmeflytninger? Hvor finder du nøglen til bevægelse? 

Lad os alle øve os i at blive mere nysgerrige på sådanne spørgsmål.

Ærlighed gør stærk

Har vi brug for at få Klodshans på banen? Er der for mange oldermænd og overstuderede bejlere i spejlsalen, der skygger for den befriende visdom? Klodshans imponerede ved sin ligefremhed, sin friskhed, gåpåmod og sit uimodståelige livsmod. Never mind lugten af tinkrampe. Han var ikke et barn af arrogancen, foragten, misundelsen og alle de andre nedrige følelser, vi mennesker kan forblændes af. Han er måske en komisk figur hos H. C. Andersen, men vel også en folkehelt?

Måske skal der mere end døde krager til at imponere nutidens regentbørn, og der hersker ved Gud et sammenligningsræs i moderne medielaguner, uden historisk sidestykke. Men der findes andre veje til at vinde egen såvel som andres gunst. Bevægelse handler ikke om misundelse og sammenligning, men om at lære mere om sig selv og livet – mens vi er i bevægelse – på mange måder.

Lad os se på nogle potentielle veje ind i bevægelse, der ikke skal hudflettes til knoglemarv for deres indbyggede utilstrækkeligheder og mellemregninger. Jeg åbner nogle låger og viser, hvad der findes på hylderne.

Du er hjertens velkommen til selv at gå dybere ind i tingene. Valget eller valgene er i sidste instans alligevel dine. Så længe du vælger ærligt og fra et sted i dig, hvor bevægelse kan hjælpe med at åbne dine øje.

Veje til bevægelse

Listeforslagene er nogle indre filmstriber, jeg holder op for mig selv, når jeg skal komme med et yderst overordnet bud på disse indfaldsveje. Det er karikaturer og de fanger jo ikke det hele. Jeg strejfer antageligt kun overfladen i min gennemgang. Sådan må det være.

Lov mig, at du har blik for, at livet også har det med at forføre med alt fra omveje, biveje, hovedveje (for Guds skyld ikke kun hovedvejen), og andre små ufremkommelige stier, ruter, dalstrøg, plateauer, tinder og slugter.

Landskabet er heldigvis som regel rigere end kortet eller kartografernes matrikuløse præcisionsiver. Men derfor kan du godt gøre brug af centrale erfaringer på mange områder. Og et sidste forbehold. Bevægelse er ikke alt her i livet.

Here goes…

1. Smertevejen – en hård men vedholdende læremester, alt for mange konsulterer, inden de kommer i berøring med bevægelse. Det er muligt at skabe forandring og at arbejde med megen smerte, især igennem bevægelse. Jeg hævder ikke at bevægelse fjerner al smerte, men kender du selv til potentialets rækkevidde? Har du arbejdet længe nok med bevægelse i et smerteperspektiv?
2. Livslede – mere end smerte, det er smerte helt ind i meningsfuldhedens inderste lungekammer. Meningsløsheden. Der er et skrig efter meningsfylde, værdi og noget andet, noget anderledes eller bare noget variation. Et menneske kan måske kun holde til at se så mange håndboldfinaler i løbet af et menneskeliv, eller hvad? Vi er alle forskellige. Bevægelse er godt til meningstab, tror jeg. Vi kan skabe mening i bevægelse
3. Konkurrencegenet – jeg er en vinder – jeg kan slå dig – jeg vil gerne på sejrsskamlen. Præstationshunger og sejrsrus som selvagtelsesmetode. No problem, men ved du selv, hvorfor du inderst inde konkurrerer, og hvem er det, du konkurrerer med i sidste instans?
4. “Sportsbekendelsen” – inspireret af tv om Tour de France, fod- og håndbold VM og EM etc. Men også af udbuddet i de lokale idrætsforeninger og kutymen i kulturen. Det er en hovedvej med adskillige biveje og marginaliserede stier – og det ændrer sig med tendenser og tiders skiften. Det er helt i orden at købe et par fodboldstøvler og trisse ned på græsset med de andre børn. Vi har stolte traditioner i Danmark på denne front. Men for megen sport eller for megen specialisering, kan føre til ubalancer senere hen i livet, det er et faktum alverdens atleter kan snakke med om. Undertegnede inklusive
5. Beundringsvejen – at have set et spektakulært stunt og tænkt ”wow”, det må jeg bare også kunne eller være en del af. En tilbøjelighed, en medieverden forstærker. Desværre også helt ud i det absurde, hvor for mange skal ville det samme, eller mange ikke føler sig tilstrækkelige, sådan som de er. Heltegerninger, præstationer og gimmicks er værd at efterstræbe, men overvej hvorfor
6. Rollemodellen – stjernen, og foregangsfiguren, der har formet din bevidsthed, banket fornuft ind i kraniet på dig, skænket dig et indblik i en større og rigere verden. Rollemodeller findes i mange afskygninger, men vælg dem med omhu. Nogle er mere skjulte og ikke så meget fremme i rampelyset. Der findes rollemodeller, som ikke er hverken rige eller de bedste til bevægelse. Find ud af, hvorfor nogle er rollemodeller, før du følger dem
7. Den “tvangsindlagte talentskabelon” – som Andre Agassi, der måtte møde “dragen”, navnet på den boldmaskine, hans far bad ham om at konfrontere i den ulidelige ørkenhede i Las Vegas, Nevada, da han skulle opfostre en tennisvinder. Nogle gange skal man igennem noget af en kakkelovn, førend der kan blive koldt på toppen. Og der blev da også skovlet eksorbitante mængder af bolde op i dragens maskinrum, vistnok 2500 om dagen, ifølge bogen Open. Maskinen kunne udspy dem i alle vinkler. Thi modstanderen er uforudsigelig i en åben sport som tennis. Men glem ikke at nogle stjerner har ar på sjælen, at “de har betalt en pris”, som Boris Becker selv kaldte det, og mange andre ditto. Endnu flere, som slet ikke nåede tinderne
8. Trænernes top down model – skygger den stolte og ihærdige trænerfilosofi og træningskulturer omkring i verden for individuel selvopdagelse og udvikling? Skal vi alle lade os forføre af stolte traditioner og erfaringer med sejsopskrifter og vinderskabeloner? Ankersen-style, ham med bogen En vinders DNA. Overvej at udpege en træner, der også interesserer sig for dig og din udvikling og fællesskabet på holdet, hvis du er en del af et team. Gerne en der rent faktisk ved noget om sin metier. Al respekt for forældre, der tager en ekstra tjans. Nogen mener, man skal lede efter de lidt mere outrerede typer, som endnu flyver under mediebevågenhedens radar. “Find the freaks”. Men hvad sker der, hvis vi alle kopierer Barcelonas spilsystemer og coach Woodens succespyramide? 
9. Gavnlighedens ryttere – underviserdrømme, frelserfantasier og Florence Nightingale aspirationer. Nogle mennesker vil bare gerne gøre godt i denne verden, ofte ender de som mentorer, hjælpere, vandbærer og undervisere. Andre bliver trynet og mister ævred. Du kan vælge at gøre bevægelse til en vej til at hjælpe andre. Mange professioner har bevægelse med i deres “setup”. Fra fysioterapi til idrætsunderviser i folkeskolen. Tænk over, hvordan professionen rammesætter bevægelse og hvilke forcer og begrænsninger dette afstedkommer 
10. Mestringsorientering – som jeg skriver om i Motivation – indblik og indsigt, er nogle mennesker drevet af viljen til at vokse igennem udfordring. Bevægelse byder på meget eksplicitte og tangible former for udfordring. Der direkte ansporer psykens formative processer. Enhver der deler min passion for at balancere på gelændere, ved hvad jeg taler om. Find ud af, hvad du gerne vil meste og hvorfor. Så er der altid en verden til rådighed med assistance og progressioner. Men du kan også lære på egen hånd. Noget andet er, at der kan være noget, som er vigtigt at mestre før noget andet. I den anden ende af skalaen: hvad er nøglen til “the mastery” of mastery?
11. Selvudforskning – at stå i det åbne og møde livsudfordringer med bevægelse som middel. At bryde grænser, søge efter grænser, at være en ihærdig asket i det gådefulde, udmarvende og farebetonede grænselandskab. Der er mange niveauer her. Nogle skal helst have ord som “ultra” foran, andre har det fint med et enkelt faldskærmsudspring, eller at se andre vove pelsen. Nogle lærer at trodse deres vandskræk, andre sætter livet på spil på en klatrevæg for at komme i kontakt med den ultimative frihedsoplevelse
12. Den ikke-voldelige kommunikation som læremester. Gennem aktiviteter som kampsport, Tai Chi, Qi Gong og partnerbaserede former for bevægelse, holdsport, dans, selvforsvar etc. Bevægelse kan lære dig at kommunikere bedre. Der er nok en grund til, at nogen har brugt formuleringer af typen, måske lidt hånende eller i morskab, “mixtrouble” i tennis. Det hedder mixdouble
13. Copycatten – der ynder at gå i en stor bue uden om originalitetens passatvinde og tilbringer utællelige timer på YouTube. I potent fare for at sande til i kedsomhed, epigoneri og uautentisk repetition. Men det er såmænd helt legitimt at lade sig inspirere af andre, at kreditere andre, at have favoritkanaler, at hylde andre, at vedstå gæld til andres indflydelse og deslige. Lad os ikke krumme tæer, hvor tåspredning tilbyder en bedre udluftning. Nogle skibe skal sættes forsigtigt i søen før de selv får vind i sejlene. I den ånd er det til dels legitimt at hænge i skørterne hos særligt fremstående eksponenter for en stund. Men glem ikke at anerkende dine inspirationskilder og selv at vove dig frem. Det kunne jo være, du har en cirkusartist gemt i dig
14. Det lykkelige tilfælde – at være på det rette sted, på det rette tidspunkt. Dette er ikke den bevidstløse, naive tro på det intuitive tilfælde. Det er snarere det smukke ord serendipitet, der er på spil. Det heldige tilfælde, du ikke havde forventet, men nok var åben over for. Gød jorden ved at så frø de rigtige steder, eller hæng ud i miljøer, hvor du kan møde nogen, som kan bringe dig videre. Det kan være, du får et ja til et “akademi” eller en time i audiens hos en legendarisk sprinter. Det kan også være, du må bide i støvet og selv træde mere i karakter
15. Den (selv)bevidste praktiker og bevægelseseksplorer – trawler bevægelsens Ariadne tråde op en efter en, fægtende med al fra imaginære vindmøller i bedste Don Quijote stil. Og som måske når ind til nogle ”guiding principles”, indsigter, visdomskorn osv. Eller en flig af friheden eller udødeligheden. Denne praktiker er svanger med visdommen i bevægelsesdiversitet. Jeg arbejder selv på at kunne leve op til en sådan fordring. Men for søren, hvor er der lang vej
16. Længslen efter fællesskab – at træde ind i en kæde og give sit bidrag, som jeg hørte Thomas Helmig tale om engang. Hvilket bidrag til fællesskab, han mente, husker jeg ikke. Men fællesskabet kan netop være denne lænke om foden, vi helst vil undslippe. Det kan også være det bånd, der ikke bare binder os på mund og hånd, når det er andres fællesskab vi skal påduttes, men som rummer en synergistisk energi. En energi, der kan få dansetrommerne til at skabe ild i øjnene og smelte hjerter, når vi danser rundt om lejrbålet, eller diskotekets loftskuppel (hvis ikke muzakken har dræbt det helt allerede). Udfordringen er som altid, som nu afdøde lektor i pædagogisk filosofi Lars Henrik Schmidt, æret være hans minde, har påpeget så prægnant. Nogle danser bare lidt bedre end andre omkring dette eller hint bål. Så vi kan ikke rigtig fjerne præferencen. “I prefer to dance with you”. Men måske vi kan lære at leve med livsvalg og de partnere, vi tildeles her i livet. Eller frydes på bænken over nogle af de andre, der skøjter rundt derude på de bonede gulve. På en glat og ubønhørlig bund af brun sæbe og selvforstillelse – eller legitim succes. Det er godt at lede efter gode fællesskaber. De findes faktisk. Især dem vi skaber i fællesskab
17. Sanselighedens forrang – nu bliver det spekulativt. Tænk hvis vejen ind startede i skolen, med sang, dans og slagsmål… Så kunne integralregningen kobles på ”in due time”. En “organisk” vej ind via sansning, musikalitet osv. At læringsparatheden, absorptionsevnen og livslysten kunne katapulteres i opadgående retning gennem kropslig bevægelse og sanselige udtryk, baseret på, at de er kulturens ældste udtryksformer. En utopi, der er stærkt forførende i mit naive sind. Det kommer selvfølgelig aldrig til at ske i praksis, men det ændrer vel ikke på potentialet eller ved at vi kan lære at tage sanserne umådeligt meget mere alvorligt i vores “beregnende” kultur?
18. Go ”natural” – hvad er det nu, der er naturligt, og hvad er kunstigt, artificielt og kulturelt osv.? Hvilken rolle skal naturen spille i dag? Det drøfter Yuval og Zizek lidt i denne video. Jeg vil mene, det naturlige ved bevægelse til dels ligger i at se fundamentalt på vores artshistorie, evolutionen og vores genetiske dispositioner. Men samtidig at erkende, at evolutionen er et ongoing fænomen. Nogle profeter/kritikere vil sige, at den er på nippet til at vokse os over hovedet og blive erstattet af AI – kunstig intelligens. Det naturlige ligger formentlig også i at se koblingen mellem os mennesker og naturen i det hele taget og at lære mere om os selv gennem naturdannelse
19. Vær bæredygtig og med på klimamoden – tja det kan man vel vanskeligt være imod. Vi skal jo give plads til fremtidige generationer også. Tænk stort og ud over dig selv. Hvordan bevæger man sig bæredygtigt? Det er mere end en modelune og en gevinst for kommuner der genforvilder sig til besparelser på budgetterne. Det er omtanke for en større helhed, hvor vi kun er nogle små statister i et meget større livsdrama herpå kloden. Vi kan overveje at rette mere ind og blandt andet få mere tid til bevægelse ved ikke at jagte materialisme, men forbruge mindre, og dele mere
20. Erfaringens tyngende byrde eller saliggørende retledning? – det er blevet fremført, også på jesperabild.dk, at vi kan lade os guide af centrale råd og erfaringer om bevægelse. Blot vi ikke bliver får, der gennes ind i den samme fold. Det er for fåret, smalsporet og indskrænket. Vi skal selv turde lege videre med de erfaringer, der er. Gentage med egne tilføjelser og nye erkendelser, som lægges ovenpå i det evolutionære drama
21. “Just move” – det ypperste slogan, for tvivlrådige, for indviede og for folk, der skal påmindes. Bare kom i gang med at bevæge dig, få kroppen i gang, og se, hvad der dukker op hen ad vejen. Fremskridt, motivation og andre psykologiske banebrud kan opstå på din vej. Det er vigtigere at komme i gang end at ramme midten af dartskiven i første kast 

Jeg nåede ikke op på en ”top 40” i denne ombæring. Meningen er ikke i mængdegalskaben, men i at have for eksempel et overkommeligt dusin og lidt til af gode kort på hånden, når du skal ud og spille poker for første gang – i overført forstand.

Du kan selvfølgelig også bluffe dig frem og se, hvor langt det bærer?

Måske fører vejen ind, aldrig ud igen? Nogle forelskelser er for livet, har du tænkt over det?

Livet er et sats

”All of life is a wager” kokketerede salige Christopher Hitchens, antageligt med stoisk ro og underspillet fortrydelsesadresse til sit eget livs udsvævende deroute. Han førte en selskabelig og intens livsstil, var frisindet, som barn af ”ånden fra 68”, og alkoholen, var, hvilket han heller ikke selv lagde skjul på, en faktor, der hørte med til det liv, på godt og ondt.

Hitch (hans øgenavn) var et stort fænomen. Han var, så vidt jeg har kunnet dømme, ikke den, der bevægede sig mest her på kloden og var optaget af den side af tilværelsen. Hvilket vel er forståeligt, langt hen ad vejen. Han var journalist (han rejste dog en del) og forfatter og skrev ekvilibristiske artikler til bl.a. Vanity Fair, efter at andre for længst havde forladt bardisken og var gået i seng.

Sådan lyder en del af mytologien, fra hans nære venner. Han levede stærkt og døde måske lidt for ung, til manges ærgrelse.

Alkoholen (for uden de mange cigaretter) var uanset mandens bevæggrunde, en faktor, der gav anledning til eftertanke, da han fik konstateret kræft i spiserøret, selvom han i Dødelighed forsvarer sine holdninger og livsvitalitet med sin velkendte og, hos nogen, meget savnede ukuelige charme og urokkelige stædighed på ateistisk maner. Han elskede livet og litteratur og skrivningen etc.

Han vil blive savnet, også af undertegnede, tjek bare kommentarsporerne på YouTube. He was a master. Men også en figur, som delte vandene og havde rigeligt med modstandere og en livsstil der fik andre til at komme med hårde beskyldninger imod ham.

Hitch satsede stort. Men måske for ensidigt, i en bestemt betydning?

Livspoker og puslespil

Livet er mere end et væddemål med skæbnen, eller et sats. Det er et puslespil, et spil poker, hvor det gælder om at vide, hvilke kort på hænderne, der skal spilles, hvornår. Men også hvornår, man skal tage benene på nakken og løbe med gevinsten. Hvornår man skal kende sin besøgstid – hvad det så end kan betyde:

Her er i bedste Muppet-stil muligvis noget af koblingen til bevægelse og alt det der “memento” med at det kan være for sent. Der, indrømmet, let kommer til at lyde bebrejdende og moraliserende.

Det er måske hverken det ene eller det andet, men det kan være fordelagtigt at kende sin besøgstid i mange henseender. Og at lægge et puslespil, der også rummer et forhold til bevægelse. I forhold til at ændre adfærd m.m. I forhold til aktivt at tilvælge bevægelse, en sund og afbalanceret livsførelse, bevares, målt med moderationens alen osv. Men det er svært for mange, muligvis af talrige komplicerede grunde, men næppe for sent for mange, der tror det.

Bevægelse er ikke bare leg og spas. Der er en iboende alvor. Vi skal kunne sanse bevægelsens betydning, et liv levet uden denne oplevelse, kan både været rigt og fattigt på en og samme tid.

Lad mig lige gøre det med Hitchens færdigt. Han var en rollemodel for en hulens masse mennesker, foregangsfigur og, efter sigende, en manglende stemme i nutiden. Han gav sit alt, mindst 119 procent every time. Han levede helt ude på kanten, har jeg indtryk af. Og det var måske prisen? Det kan slide en op at være så konfronterende, direkte og indædt en kombattant i livet. Contrarian or not.

At finde en vej ind i bevægelse, handler ikke om at smide alt andet over bord, at blive fanatisk og frelst. Det kan blive en glædelig besættelse for nogen, men det er først og fremmest bare en del af livet. Der desværre kan ignoreres i vid udstrækning.

Min beundring for Hitch er dog ikke blevet mindre med årene efter hans død. Jeg ser nok bare mere nuanceret på ham, efter han er gået bort, og den initiale beundring er fortonet. Det er noget paradoksalt over hans personlighed, synes jeg. Og det tror jeg går igen hos mange. Der er også mange andre “der ved bedre om alt muligt” og alligevel ikke får et afbalanceret forhold til bevægelse eller andre sider af tilværelsen, for den sags skyld. Vi er forskellige og har forskellige holdninger.

Det er måske “aldrig” for sent at tilskynde til at få et forhold til bevægelse, uanset hvilken vej ind der kan virke appellerende eller realistisk. Vi kan elske bevægelsen eller i det mindste vedstå den en rolle i tilværelsen, på godt og ondt. Uanset hvor kloge, vi selv mener vi er, er bevægelse en læremester, der har noget livsberigende og nødvendigt af dele ud af. Men et rigt liv kan være rigt på mange måder, det anfægter jeg på ingen måde.

Kroppen i gang er en særdeles ydmyg opsummering af, hvad bevægelse eksempelvis kan gøre godt for, hvis du absolut vil have det hele serveret i argumenter og postulater i punktform.

At blive praktiker?

Lad mig hæve blikket i en anden retning.

Vi er alle undervisere og praktikere, når det kommer til bevægelse. Nogle er mere eksplicit involveret og eller bevidste herom. Trænere, forældre, lærer osv. Nogle lærer os om bevægelse ved det fravær, de selv havde med den. Eller det helvede de er endt i, når den ikke kan tjene dem, sådan som de selv ønsker. Jeg har selv under skadesperioder stået i dette eksistentielle morads. It is not pretty.

Andre forsvinder let og elegant ind i legens evige centrifuge, der lokker dem væk fra ansvarets tunge byrdefuldhed og den hverdagslige tristesse. Nogle opdager, at legen er en kongevej, sorry, royal vej, til at inspirere andre. Og holde sig “strong and going” hele livet.

At blive en ægte praktiker er en rejse i sig selv. Det er en bjergbestigning, der kræver årelang dedikation, frustrationskontrol og vilje til genrejsning. Bevægelse vil, afhængigt af din involvering etc., gøre dig ydmyg. Den er titanisk og kamæleonagtig, undslipper et hvert forsøg på endelig udtømmelse eller definition. At blive praktiker fordrer en evne til at kunne sortere ris og save brænde. At forstå betydningen af ægte ydmyghed, uden at selvtilliden bør falde bort af den grund.

Hvis du vil høre lidt om, hvad en af pionererne i moderne bevægelsesudforskning tænker om bevægelse og dens aktuelle status, kan jeg anbefale dette podcast interview:

Sammen med Andrew Huberman tager Ido Portal os med ind i det filosofiske blik på bevægelse. De drøfter bl.a. mulighederne for at komme ind i bevægelse. Ido, der i øvrigt er praktiker om nogen. Igen en af disse helte derude. En af titanerne.

At blive praktiker kan handle om at nære og fostre mere nysgerrighed.

At komme fra A til B

På et seminar i København, lanceret af virksomheden Fighting Monkey, blev vi præsenteret for en illuminerende tegning af dette forhold, hvad angår bevægelse. Først blev der tegnet en lige linje fra A til B, dernæst blev papiret krøllet sammen og pludselig var vejen lavet om til et kuperet terræn. 

Nogle gange er vejen ikke så lige ud af landevejen, som vi ønsker, men mere snørklet end vi tror eller håber. Hvilket kræver en evne til at navigere og løse problemer, ofte under kaotiske vilkår.

Det er en af grundene til, at vi ikke bør hænge i venteværelset alt for længe. Uanset om vi blot vil i gang med mere, eller vil helt frem i togets forreste kupe.

Jo mere bøvl du døjer med, jo mere er bevægelse en potentiel ven i nøden. Men også en ven, der yder modstand og ikke kun fremgang, da det at gå igennem fra A til B, måske bliver smertefuldt. Det kan få dig til at miste modet og overblikket over hvilken vej, du skal gå hen ad, lige nu og her. 

Nogle ryger tilbage til start og føler sig efterladt på perronen. Overladt til sagkundskabens luner og skæbne. Andre kæmper videre, heroisk og med dyrekøbte erkendelser af forskellige slags undervejs. Og begrænsninger. Andre laver store kvantespring og kommer til C, selvom de aldrig havde troet, at det var muligt.

Det er ikke til at sige på forhånd, hvilken pris vi betaler for vores forhold til bevægelse, eller mangel på samme. Sats eller puslespil? Lad os ikke sætte det hele sådan på spidsen.

Bevægelse er gådefuld. Den kan føre mange steder hen. Vælg en vej, du kan fare ad, der hvor du er. Afsløringer af hvad der ligger bag gådefuldheden kan indfinde sig med flid og nysgerrighed.

Genvind det delikate

Lidt mere Ido Portal, som nogen eksempelvis kritiserer, fordi hans ydelser i nogens øjne er (for) dyre, for hemmelighedsfulde, for det ene og det andet. Et blik for det filosofiske ved bevægelse har han imidlertid, og det vil jeg personligt ikke tage fra ham. Jeg lærer gerne alt muligt om bevægelse af Ido, anytime of the week. Men så sandelig også af andre.

At genvinde og optræne det delikate forhold til bevægelse gør, at vi ikke glemmer os selv. Eller bevægelsens værdi. Er det for sent? For nogen ja, for andre ikke. Jeg drømmer om, at flere kommer ud af startblokken. Mange børn døjer f.eks. med synsvanskeligheder, da de fra en tidlig alder er blevet slaver af skærme, som udfordrer det brede livssyn, det perifere og delikate udsyn måske endda?

Lad os give flere mennesker, og ikke mindst vores børn, en chance for at mærke verden omkring sig og ikke blive lænket til teknologiske og reparerende veje ud af bevægelse. Det tror jeg personligt, er en blind vej eller et vildspor i overordnet forstand.

Gå i gang med at indrette dit liv og mere af dit livs fokus mod bevægelse. Det er mit eneste råd til befolkningen helt generelt. Ikke at den har brug for mine råd overhovedet.

Shortcuts versus at finde sin egen vej

Vi mennesker lader os gerne forføre. Men der er næppe en vej ind i bevægelse, ej heller ud. Ingen kender morgendagens luner og alt kan ske. De desperate i smertevildelsen har et meget stort ønske. “Fiks mig nu”. Men siden kan en større og mere livsunderstøttende tilgang tage sin begyndelse, hvis vi får adgang igen, eller rettere genskaber den.

Jeg vil lade det være din opgave at få et forhold til bevægelse og selv betale prisen for dine livsvalg, uanset om du er bidt af bevægelse eller ej. Ingen ejer bevægelsen, ej heller retten til at pådutte andre dens lyksaligheder. Inspiration er dog kærkommen.

Der er ingen genvej ud af de fleste smerter og dysfunktionaliteter, som er mere vedvarende. Det er en etableret erkendelse, mange nødtvunget gør sig. Bevægelsens tog, er ét, du ikke vil ønske at komme for sent til. Beklager igen den moraliserende pegefinger.

Men at tale bevægelsens sag indefra kan være en sagsakt, der viser sig at rumme mere end arkiverne kan bære. Bevægelse er en del af vores skæbne. Spil dine kort med omhu og du vil kunne opleve frihedens og samhørighedens vinde skabe en vej frem, hvis du går dybt nok ind i sagen. Det handler ikke kun om at finde den helt rette behandler, miraklet og vej ind/tilbage etc. Det handler om at have en mening med bevægelse.

At svejse the missing link

Med ansvar (gen)skaber du en kobling til ”the missing link”, der kan vise sig at tilbyde meningsfuldhed og fred før sengetid til gengæld. Amen.

Du kan måske starte ydmygt ud med bevægelsens basis.

Find evt. vej ud af bevægelsesfælden ved at søge længere ind i bevægelse. Men tillad dig at hæve blikket og overlæggeren hen ad vejen. Der er andre frugter på træet, der er værd at række ud efter. 

Adgangen vokser med indsatsen og indsigten. Alle “helt særlige og individuelle” forbehold til trods.