Endelig tager jeg mig tid til at skrive lidt igen. Travlhedens troubadour har været optaget af spændende klinikarbejde, uddannelse under Human Movement Studies (HMS), intens research og med at opbygge adskillige websider til formidling af bevægelse for den danske befolkning, som snart titter frem i lyset, en ad gangen.
Jeg har kampsvedt i bageriet, og der er vitaminrige spinatboller i fremtidsvente, stol trygt på det. Forvis dig sågar helt konkret herom ved at læse til ende. Billig men ærlig cliffhanger.
Hjertelig velkommen tilbage på blogbrættet. Nu skal vi atter surfe på de store inspirationsbølger.
Som bebudet er det næste emne på min bevægelsesfærd, færdighedsudvikling. Du ved, det der med “de labre skills”. Et særdeles spændende og relevant emne for den, der ønsker at dygtiggøre sig inden for bevægelse.
Eller forstå noget med fundamenter for bevægelse. Rækkefølger er arvefølger, eller værd at følge.
Lad blot være med at tro, at det kun er for særligt indviede og noget elitært snobberi. Lad os holde hovedet koldt og ikke forledes af for mange vrangforestillinger, flygtige domsfældelser og underfrankeret opinionsdanneri.
Bevægelse er for os alle sammen, men må gribes forskelligt an for at alle kan se deres egen vej ind.
Jeg forsøger mig, efter bedste essayistiske traditionsloyalitet, med vinklen og metaforen forførelse, der som bekendt kan være et betændt ord at fare med, men som i denne sammenhæng måske kan byde sig til som en måde at tilnærme sig noget, der er vanskeligt. Hvilket udvikling af færdigheder unægteligt kan siges at være.
Ordet har jeg før strejfet. Nu ser vi, hvor det bærer os hen, kære læser. Og noget tyder på, at det ikke er helt utidigt eller irrelevant. Det er måske endda, ifølge noget statistik, ligefrem på høje tid, at vi får taget et voksentag på det der med den kønnede relationsdannelse, der ikke alle steder bærer præg af respekt og fravær af jalousi, eller at vi får gjort op med de evindelige muldvarpeskud af kiksede misforståelser, vores ungdomskultur bliver forledt af i trendsuppedasens centrifugale fordummelse. Slet og ret, fordi vi ikke længere som samfund tør stå ved et modent bud på en “ars erotica”.
Det er i hvert fald på høje tid at kigge nærmere på, hvilke rollemodeller vi opstiller for de unge mennesker, da nogle er begyndt at styrketræne ret så markant. Men hvad træner vi til? Og er flere og flere holdt op med at bevæge sig i udseendets navn?
Sååå er banen ligesom kridtet op. Hos mig går du dog forgæves efter blodtørstighed og hævngerrige øretæver, men forhåbentlig får du øje på diskrete og fredsommelige tilnærmelser i appellen til din indre hjertekules sande visdomstilstræbelser. Og tilegner dig nogle nye færdigheder.
Vi er bedre tjent med at give hinanden kvalificeret modspil, end at splitte samhørigheden ad som huleboere uden mæle. Lad os “komme lidt ned fra træerne”, som de siger på Borgen, og se hinanden lidt nærmere i kortene.
Tragediens forførende gnist
Sammen med min kæreste var jeg nær iturevet i brysthulen efter en tragisk, inspirerende og sørgelig, men også sårbar og forførende eftermiddag i Århus Teater for ikke så længe siden. Ramt af en forestilling, hvor den ulykkelige og længselsfyldte kærlighed kom under ungdommelig fortolkning i det store middelalder helteepos om Tristan og Isolde.
Keltisk legende tilsat lidt moderne vokale popkulturelle hjerteudkrængninger, og især en smuk hyldest af de to elskende til Bruce Springsteens I’m on fire, bed sig fast i følelserne hos denne skribent.
Det samspil fik tændt op under noget i mig.
“Oh, oh, oh, I’m on fire”. Er det ikke lige præcis det, mange af os drømmer om at være? Naturligvis foruden modpolen i form af “crash and burn” overbygningen, der ledte ind i døden, som hos vores to sagnfigurer i teaterforestillingen, eller mindre dramatisk, med risikoen for at blive “brændt (af)” på anden vis.
Lad mig da bare starte der, flammende opvakt til endnu et overflodsopus på jesperabilds knirkende blogbrædder, til ære for bevægelsens mange ansigter, der altid skifter kulør og farve, efter hvordan skyggerne falder på sagen.
Og som kamæleonens hale griber ud efter i forsøget på at holde fast i noget væsentligt i takt med forvandlingens uundgåelige realitet.
Bevægelse er Panta Rei. Du bliver aldrig den samme igen, når du først har dyppet fødderne i denne døbefont.
Prøv at stole på det.
Og således kan en ægte forførelse tage sin vakkelvorne begyndelse.
Læs venligst indlægssedlen først
Hvorfor en karrussel?
På færdighedskarrusellen kan du stige af og på. På mange måder og med mange motiver for øje. Det er ikke den samme rundtur for en daler. Nogle ser kun gymnastikspring og akrobatik for det indre blik. Andre ser deres egne begrænsninger brydes i aftensolen. Og det skyldes, at færdigheder giver adgang til mere bevægelse. Adgang der forudsætter noget, for at dette kan ske. Nogle møder en mur og begrænsninger, frygt og smerte.
Undertegnede oplever det også hele tiden, men farer ufortrødent videre.
Det er farefuldt farvand, på niveau med Hormuzstrædet. Ikke kun tant og fjas.
For at nå frem til de egentlige færdigheder, eller krævende færdigheder, som kan være år undervejs, må du også arbejde med dig selv først og fremmest. Du og bevægelse hænger sammen. Det er ikke nemt at holde sig i tøjret og holde næsen i sporet, og det skal du lære at minde dig selv om, når det sker.
Ellers bliver du revet omkuld, flået og kast hid og did fra Herodes til Pilatus, smadret i brændingen af dit umiddelbare begær, den næste dille, dine overfladelyster, dine “likes og dislikes”, som det hedder internt i branchen. Din trang efter andres billigelse og anerkendelse. Mærk mine ord. Tomheden luger bag ethvert podium, enhver skammel og hver en rød løber.
Korruptionen af dine ædle intentioner starter hurtigere, end du tror, når du gerne vil ind i færdighedsjunglen. Du kommer ikke til at udvikle færdigheder, der virkelig åbner bevægelsesverdner, uden at ofre noget af dig selv.
Det største offer er måske at lære, hvilke verdner der tjener dig, især når kloden drejer og tiden går.
Risikoen for at stå med alle dine pakkenelliker, din Herkules sixpack, dine helikoptertricks og 6 dobbelte saltoer, uden at være transformeret en tomme indvendig, er overhængende. Du må have modet til at trænge ind under huden på dine egne dæmoner, væk fra larmen på skinnets boulevard og de mange potemkin udstillingsvinduer, afsværge den såkaldt eftertragtede successpejling og den evigt skinnende Porsche 911.
Ét er at mestre noget og kunne vise det frem. Noget andet er at vælge helt at lade være, eller at undgå nedsmeltningen fra ikke at kunne alt det, de andre kan, og hvile i en anden praksis, hvor du praktiserer i retning af det illusionsløse. Det at være et (gennemsnitligt) anstændigt menneske, der selv bringer noget til nadveren og bryder brødet med sine artsfæller. Kort sagt, det der forekommer mindre sexet i starten.
Uden at skulle have et vognlæs af street credit eller falske rygklap i modydelse. Kurs uselviskhed. Uopnåeligt eller ej. Uden at munkeordner og frelsthed slører klarsynet.
Ej heller er det holdbart at være ih, åh så skarp til én meget eksotisk færdighed kun for at konstatere, at det har frarøvet dig hele dit indbo og din værdighed, når tidevandet trækkes tilbage, og vi ser hvem, der har svømmet nøgne på den lange bane.
Hvad er en vrangforestilling værd, hvis ikke du vender vrangen ud på den?
Færdigheder er nørklet af livets garnnøgle, du skal lære at vikle dig ud ad. Det er strikkekunst for viderekomne. Kunsten er at komme helskindet igennem labyrinten med en sweater, der ikke forvolder sure miner.
Eller ligner noget, der bør gemmes langt væk i skabet.
Plads til temperaturreguleret dedikationsgrad
Ido Portal har i det seneste podcastinterview som altid forsøgt at råbe verden op og dele øretæver ud til denne verdens vildfarne overfladeryttere, der nægter at ville forstå, hvad der ligger bag ægte forpligtelse. Igen, jeg er ikke Ido, og jeg har ikke behov for at udskamme folk, der dyrker fitness. Lad os lige få det på plads.
Atter må jeg derfor minde om, at det ikke er alle, der kan, har mulighed for eller ønsker at mønstre den samme dedikationsgrad, eller agter at gå lige så radikalt til værks, som Ido foreslår. Du er ikke et “kældermenneske”, fordi du prøver at holde dig i gang med lidt styrketræning, løb eller yoga.
Jeg har netop haft fornøjelsen af at frekventere det lokale fitnesscenter i forbindelse med en kompleks genoptræningsproces. Kun for at erfare, at folk er rare og søde og flinke. Jeg har fået gode tips af de personlige trænere, når jeg var usikker på, hvordan jeg skulle nærme mig de 100 kg i dødløft eller foretage en korrekt pull-up i forhold til skulderleddets anatomi. Folk i alle aldre kommer forbi i centret, og diversiteten og medlemsfremgangen vidner om, at mange trodser “sofakartoffel livet” og smøger ærmerne op. Det er da glimrende.
Indtil flere har nysgerrigt iagttaget, hvad ham den skøre mand (det er så mig) render og laver, og det synes jeg er helt i orden. Jeg forventer ikke, alle skal kopiere min tilgang til bevægelse. Det er da kun rart, hvis det inspirerer nogle, og det må jeg jo konstatere, siden mange folk af sig selv er kommet op til mig og har tilkendegivet det.
Jeg er på ingen måde ude på at give fitnesskulturen en glidende tackling og foretage et større regeringskup. Jeg studerer bevægelse med et åbent og nysgerrigt sind, og det oplever jeg, at mange andre tager godt imod. Men jeg tillader mig også at forholde mig kritisk til alle former for bevægelse.
Og der er vel netop nogle ikke uvæsentlige forhold, man kan nyde gavn af at vide, inden man træder ind på de bonede fitgulve, hvor unødig sammenligning og indsnævring af bevægelsesformål, kan være en del af prisen der betales for udseende og kapacitet.
Vi skal under alle omstændigheder væk fra de her hadske udskamningsparoler, bare fordi der hersker nådesløs konkurrence på det fysiske marked. Tendensen er at mange vil binde hinanden noget helt uovertruffen på ærmet, andre slet ikke kan levere, eller fordi der er noget de helt har misforstået. “Kun vi er de sande orakler”. Folk skal i min optik ikke tvinges ind i andres kasser, de er i deres gode ret til selv at lade sig forføre, af det, de finder interessant. Og at tiltale “masserne som idioter”, som Ido desværre stadigvæk gør, gør mig ondt og vred samtidig.
Nu vi er ved ordene. Hvis du overfor medieparnasset i dag nævner ord som “cold plundge”, “wellness” eller “longevity” kommer der muligvis en og tackler dig bagfra, fordi du er en servil pseudo trendsætter, der ikke forstår dig på ægte autenticitet. Eller værre endnu, influencer, der er seneste offergruppe på skafottet. Vi har som altid brug for at afreagere på oplagte Prügelknaber, og om 2 år er det nogle andre gloser, der gør, at du må iføre dig de usexede skridtbeskyttere.
Andre har en vis evne til at bedrive satire på samme konto, har jeg bemærket i Weekendavisens avisspalter. Og det er måske en anden form for øjeåbning at udstille hinandens latterlighed, fordi mange af os efterhånden bærer rundt på porøse egoer og føler os krænket fra morgen til aften.
Prøv under tiden også med en forsonende krammer i stedet, at le af hinandens dårskab.
“De er skøre, de romere”, som ham den tøndeformede Obelix sagde. Ikke mere trylledrik til ham. Lad os holde fast i munterheden over mudderkastningen, det er meget mere forførende. Fremfor “nu har vi hørt nok om tendensen” i nyhedshungeren efter nye sensationer, der skaffer proselytter.
Kulturbærer frem for kulturordfører?
Så vidt forsoningskunsten. Selv håber jeg kun på at blive betragtet som en kulturbærer, ikke en profet eller en bedrevidende selvtilfreds demagog, der er ude på at plyndre folks sjæleliv. Lad os holde fast i respekten tak. Og jeg har ved gud selv meget at lære endnu, er intet orakel, snarere forvirret på et højere plan.
Bevægelse er ikke let at være kulturordfører for. Måske er bevægelse bedst tjent med at være upolitisk?
Men fremfor andægtigt og flovt at tage ham Ido Portal der alt for bogstaveligt, og få åndenød eller akut præstationsangst, foreslår jeg alligevel, at du prøver at lytte lidt bagom de mange lussinger, han deler ud af.
Han ved faktisk ufatteligt meget om, hvor skabet evt. skal stå. Takket være over 30 års intensive studier. Han er ikke bare en skægget vildmand, der render rundt med en trekantet kvist et stede derude i ødemarken. Det kan du vælge at anerkende, ellers er der nok altid en Molotov cocktail på tilbud, eller en elbil der kan sættes i brand.
Tilegn dig således af et jomfrueligt hjerte dechifreringens kunst, thi der er stor visdom bag frustrationsudbruddene, hovedbruddene og de mange ankepunkter, han anstiller mod moderne fysisk kultur. Ikke kun et los i bollerne og et træk i hestehalen. Der er en oprigtighed, der søger at se igennem alt virakken og de falske indpakninger.
Færdighed nr. 1 – at danne din opmærksomhed
For selv Ido har været igennem en modningsproces, jeg ikke har kunnet undgå at følge med i.
Han søger at danne din opmærksomhed, så du lærer selv at fastholde dit fokus, og ikke ryger med på de første de bedste skinforførelser, uden selv at have et forhold til det, du laver.
Den praksis, ingen taler om, opmærksomhedskunsten, der gør hele forskellen, rummer store dele af værdigheden, og herfra kan friere valg og nysgerrighed opstå, hvor betingningen, den komatøse, selvforstilte og vildledte træning ophører, hvis ellers du føler, din træning er just det.
Jeg kender det kun alt for godt selv. Fjernværet, hvor vitalitetsfølelsen er knægtet en af uopfindsomhed og mangel på tilstedevær. Ofte om vinteren. Derfor øver jeg mig i at “lirke følelserne op” via bevægelse, ikke kun at “straffe mine lemmer”, mens jeg glor ned i min telefon, eller at forskanse mig bag hovedtelefoner, hvilket kan være konstruktivt for andre, i andre henseender.
Ham her går en anden vej end “at tømme og rense sindet for tanker”. Han fokuserer på et konkret problem – i stilhed. Meditation er altså mange ting, og Ido selv taler om mange andre tilgange:
For mig er det modet til at være kreativ, der er kilden til udvikling for alvor, når verden forekommer at være afskrællet al forførelse, mening og lyst til selvudfoldelse på kommercialismens alter.
Du må altså ikke forledes til at tro, at jeg med dette indlæg vil sælge dig en skinnende guide til flere stødtænder eller nedvandede versioner af de originale vinflasker, om det er lizard walks eller macacos, whatever. Du tilbydes først og fremmest at lægge “færdighedsalkymien” på hylden, hvis ikke du har blik for, hvad disse kunster for alvor kan gøre gavn for.
At få nøgler til kongens krudtkammer, bør det ikke komme med en vis indsigt og forpligtelse?
Det er ikke enhver manøvre, der leder os gennem klippeskærene.
Kuldsejling er også en realitet. Og det er såmænd den, jeg gerne vil lære selv at undgå og inspirere andre til ditto.
Det er det ydmyge projekt. Ikke at stjæle nogens portefølje eller at marchere efter en bestemt parolefane.
At kæmpe for fortsat at kunne mærke egne behov, og hvordan bevægelse intensiverer denne evne og fører mig et andet sted hen. Forførelse til at føle sig i live og mærke autenticiteten gennem de ting, der taler for sig selv, når de erfares på egen krop.
Her stopper diskussionerne og stridighedernes forrang, og her begynder beundringen.
Muligvis endda forunderligheden. Om bare vi tør række ud efter dette overgivelsens sted, hvor bevægelse fører os videre.
Det er det, jeg forstår ved forførelse i denne sammenhæng.
Hvad får aspiranten ud af det?
Grib dine 3D-briller og smøroverhældte popcorn og læn dig tilbage i biografsædet, mens vi dykker ned i skaberkraftens mørkekammer for at se, om vi kan fremkalde lidt lyse glimt over bevægelsesfundamenter, potentielt ledende til alt fra street credit, færre rygsmerter, barnlig fornøjelse og intelligent adfærd samt kulturel evolution.
Et spørgsmål til at åbne sæsonballet med.
Hvorfor er du fascineret af andres ubegribelige artistiske, halsbrækkende eller løjerlige bevægelser, der ser ud som om, de udføres som det naturligste af alt i verden?
Hvem er ikke det?
Weeeell, ikke alle, nogle får måske tics, præstationsangst, påmindelser om utilstrækkelighedsfølelser eller bliver rasende og ser det som et yderst irriterende eksempel på overlegenhed og narcissistisk blær. “Der er vist en, der gerne vil ses”, som jeg overhørte en hånlig bemærkning blive kanoniseret i et legeland.
Fordi færdigheder dækker over mange niveauer og emnemæssigt meget forskellige bevægelsesmønstre, er det vanskeligt at sætte alt på formel og én dækkende fællesnævner.
Måske får du det ud af det, du ser, eller vælger at være opmærksom på?
En samling legoklodser kan, trods en fin indpakning med en instruktionsseddel, godt samles på flere måder. Det må vi huske på, når alle tror, der kun er én rigtig måde at lære en saksehåndstand på, eller et fiskerul. Måske er der ligefrem mange varianter?
Frem for at give dig kataloget over Sallings bedyrende julegodter, til ren og doven sofabladring, tilbyder jeg dig evnen til at vælge de rette pakker, eller i de mindste belyse, hvad der mon gemmer sig bag udpakningskunsten.
Jeg vil egentlig gerne forføre dig til at fatte interesse for noget, der kræver tilegnelsestid. Noget du ikke kan trække i en sodavandsautomat. For jeg tænker, at du får tilbudt rigeligt af det andet.
Øjnene der ser bag om forstillelse
Hør her. Folk ser undertiden det, de gerne vil se, eller tror de (vil) se(r) eller frygter at se i sig selv. Og øjne ser jo som bekendt, og som Møllehave med psykologisk indsigt skitserede i Kærlighed og dæmoni, ofte noget forskelligt.
For det er som sagt ikke nemt at tilegne sig alle færdigheder. Nogle kan tage år – en én-arms håndstand for eksempel – andre er det for sent at udvikle (det må en 50-årig som undertegnede selvsagt jævnligt respektere, selvom ærgerrigheden lever i mig).
Kunne det tænkes, at du måske er blevet lidt porøs omkring dine ledlæber og andet støttevæv, at der kan være en skadespris for at jagte visse færdigheder, der fører til tilbagefald og tristesse? Eller kan det tænkes, at prisen for bestemte færdigheder skønnes at være for stor, sammenlignet med indsatsen og omkostningen i forhold til helhedsbetragtningen?
Evighedskurtiseren fører ikke nødvendigvis til et alterbryllup. Nogle gange spilder vi tiden og fiser husleje af.
Nogle færdigheder understøtter andre færdigheder, og det kan blive helt labyrintisk at finde ud af, hvilke færdigheder, der kan tjene en set over et helt livsforløb. I den almene livsdueligheds tjeneste, at kunne bevæge sig vel, uden nødvendigvis at kunne noget videre opsigtsvækkende. Spørgsmål om viden, dosering, proces og forudgående færdighedsinstallationer gør ikke sagen mindre enkel.
Er det vigtigt, at du kan gå i spagat, når du er 82? Eller et det bedre givet ud at mestre en press walk i nedskaleret udgave, om nu den fulde version er blevet for krævende? Også af hensyn til din ryg?
Nogle færdigheder bliver erobret og nydt i de unge år, hvor fysikken er på sit højdepunkt. Siden tabt og misligholdt, eller forladt til fordel for andre interesser/forpligtelser etc. Der er så mange vinkler på sagen, og den, jeg selv holder mest af er, når jeg på forhånd, fordomsfuldt og fra en uvidende forsvarsposition har dømt noget ude, kun for at konstatere 6 måneder senere, at det var skudt helt ved siden af.
Jeg tog fejl, og det med glæde.
At overraske sig selv, og pludseligt opdage, at vi kan mestre noget, vi troede ikke var muligt, se det kan også noget. Det er i høj grad en tilbagevendende erkendelse, jeg selv har erfaret, finder sted i bevægelseskulturen. Det er gådefuldt, det er ofte som en forførelse, noget der er sket bag om ryggen på en, og andre gange er det via små trinvise og vedholdende progressioner, der ikke tåler den mindste slinger i valsen. Nogle gange skal der tælles, øves og øves igen, uden for mange zigzaggende krumspring.
Det afhænger af hvilke færdigheder, vi arbejder med og hvad, vi arbejder hen imod.
En pudseløjerlig runddans mellem alkymi og hardcore viden samt benhårdt snedkerarbejde.
Alverdens naive romantikere kan ikke tage fejl hele tiden. Men må ofte beskyldes for at tage fejl ret så meget af tiden. And so be it.
Alligevel er det ikke romantisk naivt at påstå, at færdigheder kan opdyrkes, hvor der før var gold muld eller ikke kunne gro andet end mismod og opgivelse.
Om det så blot er en mere føjelig ryg, der ikke råber på omsorg hver halve time.
Et misforståelsesforbehold står intakt
Du føler dig nu forhåbentlig velkommen til atter et indlæg, der gerne vil forføre dig ind i en verden af bevægelse, selvom det på afstand kan vække alt fra panderynken, grundskepsis og næsen i sky.
Yderligere advarsel og forvarsel må der til. Dette er ikke et indlæg tiltænkt endnu mere tomhændet selvudvikling, luftig “mærk efter” og lær at elske din helt særlige unikke indre kerne og skæve næse gennem overfladisk positiv tænkning og “husk iltmasken analogien” . Kort sagt, alle de (for indeværende) fyord og falske stentavler som en skarpsindig Svend Brinkmann tilsyneladende er ved at være metaltræt af at luge ud i, og har været indædt modstander af i over en dekade.
Og for ikke så længe siden repeterede i sit vedkommende radioprogram, der meget tidstrængt opfordrer til mere fællesskab og gerne selvrespekt (men ikke selvkærlighed, for det findes muligvis ikke eller var i hvert fald tæt på at blive aflivet i udsendelsen “Sådan bliver du den bedste udgave af dig selv ifølge Svend Brinkmann“, Brinkmanns briks, 11.03.2026). Han minder os utrætteligt om at hæve blikket for, at vi ikke glemmer at være til for hinanden i ansvarlig forpligtelse, fremfor at synke ned i narcissistisk skyklappefremfærd, selvbefamlen og navlepilleri.
Eller det som måske er værre, selvretfærdighed og glorificering, uden at have blik for andre skinnende ting.
Den store skurk hedder blandt andet blind selvoptimering, som alt for mange åbenbart tror kan mestres via alverdens “kapitalbårne life hacks”, hvilket eventuelt kan kamme helt over i maniske doseringer, når vi mister blikket for samfundsstrukturer, systemiske baggrunde, social arv og alt muligt andet.
Hmmm, vand på min lille møllekværn.
Give or take nogle nuancer, for Brinkmann er vistnok i tvivl om, hvorvidt der er nok, der hører efter.
Bevægelse som (beskeden?) konstruktiv skaberkraft
At skabe noget med færdigheder er en mulighed, du vil opdage åbner sig hen ad vejen. Fra ren overlevelse, kæmpen med at koordinere og have udviklet den fornødne styrke og energiforvaltning til mere flydende eksekvering, blik for detaljer og sansen for kombinatorik og siden dine egne smagsnuancer, attitude osv. Det er en rejse, der går fra isolation (udføre det enkelte bevægelsesmønster) over integration (sætte det ind i en sekvens af bevægelser) og siden fri association eller improvisation, som Ido er berømt for at have tegnet på sit website.
Det skal mærkes, sanses, ikke podcastes. Og apropos podcasts. I denne round table podcast tager Ido Portal sammen med nogle erfarne, studerende bevægelsespraktikere favntag med forståelsen af, hvad det er for en “praksis”, de alle taler om. De mange misforståelser, faldgruber og indsigter, der ligger underneden en kompleks bevægelsespraksis.
Og hvad der eventuelt sker med vores opfattelser, perspektiv og adfærd undervejs, hvis vi dykker dybt nok ned i tingene. Hvilket jo altså ikke behøver at være som en del af Idos svorne og dygtige inderkreds, bevares. Det kan ske i din idrætsforening, sammen med nogle venner på en græsplæne hver fredag. Ingen tvinger dig ind i en “kult” herfra.
For det er jo det, kritikerne hæfter sig ved, ikke sandt? Den forledte forførelse, ind i blind selvfortabelse. Men uden støtte, hvor langt kommer du så? Her er erfaring også en læremester.
Måske er det ikke så grelt at have læremestre på din vej. Måske er der faktisk mulighed for at danne sig og blive et mere fredfyldt væsen, men sandelig også nogle moneter fattigere. Er det et uundgåeligt vilkår? Ikke nødvendigvis. Nu til dags kan vi komme langt for få penge.
Samtalen kan forekomme udefrakommende eller nyankomne aldeles abstrakt, og det bebrejder jeg dem næppe. Men uden at være den mest initierede og dybdegående bevægelsespraktiker på planeten tænker jeg, at det nok er et vilkår, at en åben proces må misforstås, da ingen kan hævde at have patent på en masterfortolkning. Og derfor er dialog og justering, håndtering af modgang, misforståelser, skader og dit dyt og dat nok værd at overveje i et samspil med andre, der har rejst længere end dig.
Profeten og hans disciple vil dog altid være i konkurrence med andre monoteismer, træningskulturer osv.
Mod dovenskaben, uvidenheden, “massernes foragt”, de billige efterligninger, de frembrusende udbrydere og hvem der nu end må posere i rollen som Mefistofeles eller armageddon selv. Alle har travlt med at indsende patentansøgninger.
Tiltrækningskraft uden spøgelseseffekt
Jeg er tiltrukket af bevægelseskultur, fordi jeg oplever, at den former mig, og at jeg selv kan være med til at dreje lerpotten også. Keramikervirksomhed med god samvittighed er det, jeg leder efter. At give og tage, at lære at være loyal over for visse ideer, forkaste andre, holdes fast i visse praksisser, principper og antagelser og lade andre ryge på kogevask i en løbende Zanussi vaskemaskineproces.
MCC-31231_Mozes_toont_de_wetstafelen_(1).tif. Museum Catharijneconvent, CC0, via Wikimedia Commons
Det hele er ikke så klart og skåret i nero assoluto granit for mig. Jeg bilder mig ikke ind at have forstået inskriptionen på alle de viste stentavler. Ej heller at tiøren falder om 13 år, når jeg har øvet mig længe nok.
Måske falder den allerede om 7 år?
Jeg går med den forslidte rejsemetafor, prøver at være nærværende og observant undervejs, og så ser jeg, hvor dette interrail vanvid bærer mig hen. Det elsker jeg. Ikke at have én havn, jeg skal til, koste hvad det koste vil.
Hvis ikke toget kører til Lissabon, er jeg dødsens. Hold nu op, venner. Hop nu bare ombord og lad forførelsen føre dig hid og did. Det er ikke det samme som, at du med garanti mister fodfæste for resten af dit liv eller strippes for al integritet. Måske rykker du en my tættere på en måde at leve på, du værdsætter, med mere ro og afklarethed i præmie.
Og hvis ikke, kan du altid melde dig ind i en mere organiseret konceptramme. Eller dyrke volleyball hver mandag. Glimrende. Du kan endda kombinere. Mange veje ind, som sagt.
Jeg ønsker ikke at ende i glas og ramme, jeg vil bare justere på mine egne rammer, uden at yde vold på rammen samtidig. Respektere frøets spiren og de modningsprocesser, der følger med det, jeg kaster mig ud i. Og i sidste instans acceptere, at lortet hænger skævt alligevel.
Overvej at søge en beskedenhed, der fjerner dig fra rampelyset, men som tillader dig at skinne ikke desto mindre. Bvadr, hvor uattraktivt, Jesper. Ha ha.
At kunne hvile i mig selv, selvom livet kaster alverdens udfordringer i min favn. At kunne bevæge mig igennem det hele – værdigt og ærligt.
Det er fortsat min “fromme” aspiration.
Misforståethed & forstoppelsesvilkår
Færdigheder kan udgøre vidnesbyrd om noget, der ofte er hårdt tilkæmpet, og det kan lære én noget om respekt, ydmyghed, tålmodighed, at komme overens med sig selv, selvbesindelse og meget andet, vi kommer ind på hen ad vejen. Dyder, der er værd at alliere sig med.
Men du kan vel også blive en selvtilfreds skid, hvis du kan noget i cirkusarenaen, andre ikke kan – “ved Osiris og ved Apis, se godt på mig”? Det kan blive helt hypnotisk med den selvfamlen.
…og det er såmænd den misforståelse, jeg ikke ønsker får lov at trække overskrifter. For jeg vil helst se færdighedsudvikling som en agtelsesallieret, en karakteropbyggende og glædesskabende form for bevægelse. Der netop rækker dybt ind i flere lag end selvspejlingen i en skovsø, eller selfien på Barbados.
Og det er nok svært, eller forståeligt harmdirrende for nogen, at iagttage, når mange råber om, at det vrimler med ego-dunst, store toksiske mandebøffer og lækre dameballer i scrollingmenuen. At trænge igennem til sagen selv, hinsides alle de mange “se mig kunster” og araberspring kan let drukne i opmærksomhedspåkaldende promovering ad libitum. Mere end glæden ved at bevæge sig, eller hvad det kan bidrage med i en større sammenhæng.
Når det er sagt, skal det vel også være tilladt at være stolt over, at du “sadaneme” har lært et lækkert dansetrin, og gerne vil dele ud af dine meritter. Never mind at det ikke sjældent er komplet løsrevet fra en større kontekst, indhyllet i TikTok-cellofan og kulturamnesi.
Ren og skær gravrøveri? Eller bare lidt sjov og spas? Jeg er vist ikke gængs TikTok materiale.
Det er nok et af den slags tveæggede sværd, jeg ikke helt ved, hvordan vi undgår at skære os på. Vi er i plyndringsbranchen, men nogle af os søger faktisk også at få kontakt til rødderne og at navigere i forgreningskunsten. Uden livrem og seler. Dialogen med ophavet og andre rørte vande. Uden at kunne favne det hele. Eller at ville være trælbundet af bestemte udgangspunkter. Nogle påkalder sig mere intuitiv loyalitet, andre er mere op til forhandling.
Andet forbliver obskurt indtil eller for altid.
Måske ligger balancen i dosering og intentionalitet? I evnen til at formidle og oplyse og dele værdien, ikke kun “hurtigt se her, hvordan nøden knækkes”, så den kan flashes og bashes.
Når du har set video nr. 1219, der lokker med vejen til færre dit og mere af dat, kan udmattelsen, despekten og dumheden, eller den totale forvirring og orienteringsløshed, også blive en faktor. Paradoks eller vilkår eller noget andet?
Hvad gør vi, når markedet er mættet, saturated som de siger over there? Hvor retter vi da opmærksomheden hen?
Umiddelbart – jeg bevæger mig videre til noget andet. Lidt lige som med legen, der ophører med at være sjov.
Jeg retter opmærksomheden mod opmærksomhedskvaliteten selv, og hvad den mon fortæller mig.
Forfængelighedsgrænser
Bevares, vi er alle mennesker, og forfængelighed er vel noget, vi stort set alle dage har haft med os. Det spilles der naturligvis på, også i markedsføring. Og når vi deler vores fortrin, evner og udseende.
Vi kommer ikke uden om vores sociale behov for anerkendelse, og alt der fører med. Men hvordan holder vi fast i de værdier, der binder noget sammen, og ikke spreder os mere fra alle de vinde, der allerede blæser med orkanstyrke – eller undgår at blive opslugt i en tilfældig tornado?
Det er undertiden, ja endda snarere ofte, mere befriende, lærerigt og generøst, når vi også er villige til at se indad (men endelig ikke helt ind i navlen for at pille) og tilmed dele ud af egne livsfortrydelser. Det synes jeg er mindst lige så storsindet og ærligt. Og vovet.
Er den største færdighed den at leve livet selv, uden at det bliver for uværdigt, tungt at bære eller hårdt?
Apropos fortrydelser, her kan bevægelse jo også være en sådan af slagsen, men det behøver ikke gå så galt. Har du akkumuleret nok færdigheder livet igennem, er der nok også noget, der fungerer i slutfasen.
Selvom du ikke nødvendigvis længere er “on fire”, men at det snarere er knyster, helvedesild og derover, der brænder.
Der er dog oftest håb for den håbefulde, og verden er en østers. Vi er kroppende væsner. Lad os prøve at få kroppen med også. Så vi får mulighed for at mærke tidsharmens forvandling. For vreden har ved gud en stor plads i verden, hvilket jeg hørte en rigtig spændende og nuanceret samtale om på vej i svømmehallen med min kæreste – udsendelsen “Vrede” fra Damerne først, 27.04.2024.
Vreden kan være farlig, og greb ikke kun Peleiden Achilleus, i Homers Illiaden, men udgør en udfordring på mange niveauer, som Lars Henrik Schmidt eksempelvis har peget på, endda i kort form. Og det kan åbenbart fluere helt ned i børnehøjde. Uden at det (udelukkende) behøver være udtryk for “PDO” (pisse dårlig opdragelse).
Også i bevægelse kan vrede optræde. Skuffelse og forbitrelse over skader, at ting ikke går hurtigt nok, at anstrengelser ikke fører derhen, hvor vi troede, vi skulle hen, og vreden over at det alligevel ikke var slutlykken at kunne stå i bro, men at begæret til stadighed har flere strenge at spille på.
At vi ikke har nok followers på en YouTube kanal og hvad ved jeg.
Hvor går dine forfængelighedsgrænser, hvad bliver du vred over, kære læser?
Verdensforvandling stiller krav til udvikling af evner
Verden vil med en ret høj matematisk sandsynlighedsgrad også være ved at bukke under i morgen. Du kan vælge at være vred, eller vælge at øve dig på at være bedre til at praktisere det at være et menneske i bevægelse, livskunsten, at være samvittighedsfuld, ufrelst, men forpligtet på at tjene noget højere end dine egne lægmuskler. Der sørme også skal aktiveres, og venepumpen og alt det der sundhedsjazz. Som er et fundament i sig selv.
Det dur ikke at sidde ovre i hjørnet og surmule eller bide negle eller skeer. Omvendt er det måske meget rart lige at køle lidt af, hvis niveauet af indebrændthed er ved at koge over.
Du kan altid starte i dag med at smøge ærmerne op. For det kræver det at mestre færdigheder. Og det er faktisk derfor, jeg vil gå med forførelse. Frem for konflikt, vrede, Tomahawk missiler, offentlig stening, royalt knæfald og alt det der med tjære og fjer i den omskiftelige sendetid. Hvor fortjent, tiltrængt, uretfærdigt, overdrevent eller bydende relevant det end måtte være.
Det er så meget mere livsbekræftende at se noget gro, at se andre blomstre, at lykkes, at mestre. Og det er her, færdighederne måske kan forføre os, hvis vi er åbne i hjertekulen og ikke forlods forventer, at vi ender med at drikke en dødelig skarntydedrik og gå til grunde i blær, selvhad, brækkede lårben og fibersprængninger eller andre fastlåste forventninger – der i sidste instans kunne bunde i uvidenhed og forståelig frygt.
Indenfor idræt er nogen da også opmærksom på, at der må flere uddannede ungdomstrænere til, da “den pædagogiske udfordring” tilsyneladende er anderledes i dag end førhen. Den største færdighed er her måske den sociale evne til at matche forskellige menneskelige behov, at balancere trivsel og færdigheder.
Lad os lære færdighedskunsten igen, blive håndværkere, dagdrivere og vagabonder på jagt efter eget værd og sammenhold om ønsket. Ikke kun kendis tilbedere med botox og retoucherede misforståelser på menuen. Eller for den sags skyld hardcore egoister, der bare vil være bedst for enhver pris.
Her åbner sesams hule for den ægte opmærksomhed, hvis du stadigvæk tør tro, at der gemmer sig skatte i hulen. I denne den mest forlorne af alle verdner, og jo desværre ikke den bedste af alle verdner, som Voltaire sørme allerede i 1759 gjorde grin med på Leibniz’s bekostning i romanen Candide, eller den bedste verden.
Afsæt i det der er, idealer kommer vi oven på som drys.
Eller er det omvendt?
Forførelse (kun) som vakkelvorn metafor
Verden har altså, hævder profeterne, brug for et bolværn af mere robust pileflet mod de standende grufuldheder, der hober sig op i takt med krigstrommernes buldren og bombardementernes omsiggriben i verdens brændpunkter. Vi er i rum sø, og tømmerflåden er ikke, hvad den har været.
Allright, til tjeneste – bevægelse, hvad er der forførende ved det?
Er der overhovedet andre måder at være i verden på end at gribe efter køllen og spanskrøret, spørger et fromt lille lam? Eller skideballer og kæft, trit og retning?
Således opløftet har jeg i trods for indeværende kæmpet med at finde en værdig metafor for måder, bevægelse kan inspirere os til at agere anderledes. Velvidende at det nok vil blive ignoreret, besudlet og lagt i natostilling, som så meget andet på tidens slagtebænk.
Jeg er indtil videre landet på ordet forførelse. Som du nok allerede har gennemskuet af ovenstående.
Det må du eeeeendelig ikke tage for gode varer, og slet ikke som den definitive åbenbaring.
Det er blot et vakkelvornt trinbræt på vejen mod dybere indsigt i livspraksissen. Som jo er det, vi skal være i for at få noget ud af noget som helst. Ikke forsumpet i en kommentatorboks eller på balkonen i fine gevandter. Eneste undtagelse herfra: de to gamle tosser i Muppet Show.
Nej. Bank næven lige lukt ned i surdejen. Her får vi syn for sagen – det er den grøft, vi skal have udgravet. Forførelse skal i denne kontekst først og fremmest handle om at engagere sig og være i gang.
Lad os da byde forførelsen velkommen. Om end helst ikke på den noget nær ryggesløse, udspekulerende, manipulerende og strategisk uetisk iscenesatte måde, der portrætteres til overflod med eksemplerne fra Poul Pihlgaard Johnsens Forførerne. Interview og essays, hvor mangen en tung krabat giver interessante og dristige besyv med på sagen.
Og slet ikke i den der demagogiske og kalkulative “garagesælgerform”, vi forvisses om i den berygtede Spillet : scorekunstnernes hemmelige verden set indefra, om scorekunsten, for folk med lidt for stor hang til NLP og psykologiske tricks til at tiltuske sig kvindetække i nattelivet (vistnok fortrinsvis kvindetække i den bog, fik ikke læst den til ende). En bog, jeg fik anbefalet af nogle kollegabanditter i min corporate ungdom og nu kun fik bladret ret nedslået og uforløst i.
Forlorenhed, arrogance og overlegenhed er svanger med underlødighed. Boganmeldelse hermed afsluttet. Bogen forekom mig at være for glat og udspekuleret. Men der kan altid være noget opbyggeligt at komme efter. Den nysgerrige “damerovsjæger lærling”, ender han ikke til sidst med at udvikle en samvittighed, på trods af alle de coachingtips, de hælder på ham?
Selv i filmen Magnolia må “kussetyvs coachen”(omtales i øvrigt i bogen Spillet…, om jeg husker rigtigt) erkende, at hans far var et dumt og koldt svin. Og mon ikke der er en enkelt eller to tilhængere af manosfære rekylet, der burde være vågne her? Sagt helt uden at ville rippe op i den blødende kønsfejde.
I særdeleshed catharsis-scenen i filmen Magnolia, hvor Frank letter sit hjerte overfor “farmand”, har øjeåbnende potentiale.
Du kan nok se, kære læser, det er lidt af et farvand, jeg er ude i her, ikke sandt? Folk misforstår, så det forslår, og forførelse kan let transformeres om til djævelens værk.
…og besættelse og gidsellignende stalkingadfærd, når evnen til være med det, der er (eller måske ikke er, eller som man fantaserer en hulens masse om), erstattes af digital overvågning af ens (nuværende eller potentielt kommende) kære eller helt sagesløse, der faktisk ikke ønsker den opmærksomhed.
Kan det “nye normale” ende med at føre den heltemodige ud på en glidebane? Som altid er meningerne delte. Det er ikke let at navigere i dette samfundskaos.
Mange tidsler og torne. Og fordrejelser. Og kynisme og mangel på kærlighed, der forhærder.
Intet kan stå selv, alt er vakkelvornt i disse tider.
Også forførelse.
Især hvis den er baseret på en (livs)løgn eller bunder i isolation, ensomhed og forvrængede, for ikke at sige bedagede kønsopfattelser og kulturelle dynamikker.
Lyt for eksempel til en aktuel udsendelse om “patriarkatet” i Supertanker, hvis du er i tvivl om, hvad jeg kunne hentyde til med det sidste – “Stakkels, dominerende mænd?“, 11.05.2026.
Vi har vist et stykke vej endnu, inden vi danser kind mod kind ind i Paradisets have, hvorfra vi engang blev sparket ud i livets endeløse forvirring, tumult og trældom.
B for Bridgerton og andre populære længselsproduktioner
Jeg er i et kompromissøgende humør. Hvad med en forførelse i form af en dosis seriel (triviel?), balkjoleberedt Bridgerton, om hjertets opstyltede kvaler mellem norm og spontanitet? Og skandalen – altid skandalen. “Dear gentle reader”. Muligvis i rivalisering med endnu en steppebrandspopulær erotisk romance mellem to unge mænd, i en ophedet ishockeykulisse.
Eller min egen foretrukne virkelighedsflugt i form af “magt ping pongen” mellem Alexandra og Spencer i serien 1923, der i hvert fald ikke skal have stavepladen frem for at få enderne til at mødes.
Bølgerne går dramatisk højt. Tiltrækning, når den er stærkest og farligst.
I sidstnævnte ser vi, hvordan kvindens list udfoldes til stor seerfornøjelse, og hvor fornærmelserne leveres i en elegant bestræbelse på at få vores drikfældige krigshelt op i forpligtende omdrejninger og hjertehøjde endnu engang. Livet har det med at slå hårdt, og en verdenskrig rammer særligt dybt, forstås.
Kan vi lære noget af den romance?
Jeg hejser sødmeflaget, trods enhver harmdirrende Hollywood-kritik, der altid vil luske frem. Denne aldeles overdrevne, urealistiske og iscenesatte love affair kan muligvis noget, jeg får lyst til at overføre til bevægelse.
I 1923 leges der guddødeme med fornærmelsens elegance og timing, men på en mere fordøjelig og dannet (nogen vil måske sige lovlig storsnudet aristokratisk) facon end i mangen en kronisk simrende og lunken digital gabestok, der intet kompas synes at have og oftest kører i tomgang med ondskabsfuld foragtsplabren. For slet ikke at nævne ordene radikalt fnysende afstandtagen.
Alexandra (Spencer fik efter lidt verbal tovtrækning lov til at kalde hende Alex, åhh Gud da, der kunne jo komme en løve og så gælder det sandelig om at fatte sig i korthed) ved udemærket, hvor hun skal hen med ham jæger muskelbundet fra Amerika, der bunder rigeligt med whisky i Afrikas hede.
Hun bløder ham op, og lidenskaben står gnister, så samtlige ensomme dagdrivere i chaiselongen får kæbepartiet til at savle af misundelses længsel. Eller selv slipper for at være udsat for alle de prøvelser?
Hvem sagde overdrivelse? But I still like it.
Vi vil jo gerne forføres, ikke sandt? Bare ikke på andres præmisser eller med udsigt til psykiske skibbrud.
Suk hjerte, brist ikke. Der sætter vi grænsen.
Sandheden er den ikke snarere, at alt har en pris? Og det egentlige spørgmål lyder, hvor langt er du villig til at gå? Her øjner du måske allerede pendanten til bevægelse?
Spoiler alert. Alexandra gik bundfrossen helt til dødsriget, så stærk var kærlighedstrangen.
Livslang undersøgelse eller kortvarig flirt?
Tænk om samme motivation kunne kultiveres i forhold til bevægelse. Fremfor “man har det nu godt, når det er overstået”, som jeg overhørte en passiar i vores lokale og hyggelige træningscenter. Hvilket er helt legitimt. Men omvendt favner det ikke en kærlighedsbåren indsigt i bevægelse. Det lyder ikke just forførende, i alt fald i denne skibents øre.
Eller hvad med den kommanderende forførelse – “jeg skal bare have de bedste øvelser, Jesper”, som en mand, utålmodigt og resolut bebudede i forbindelse med en behandling. Uden at kere sig en døjt om kroppens samlede behov. Eller min optakt til at kvalificere rygsøjlen som bevægelsesfænomen, for den sags skyld.
“Jeg ved godt, hvad jeg har brug for”. Okay, allerede der røg en mulig flirt med bevægelse.
Der er vist et stykke vej endnu, inden vi kommer i havn. Og jeg kunne nævne utallige eksempler.
Og det er okay. Vi er i gang med at lære. Og kommer aldrig i mål.
Det er også derfor, jeg øver mig i at beskrive potentialerne. Jeg længes efter, at andre vil lade sig forføre af bevægelse, som jeg selv er blevet. Det er næsten som en kærlighedsaffære.
Men den kan være svær at sælge til nogle, men gudskelov ikke til andre.
Øjnene, de ser som bekendt…
Hvis du vil forstå noget af den bagvedliggende kritik, jeg her anstiller mod de hurtige løsningers hegemoni, vil jeg anbefale dig at lytte opmærksomt til den samtale, Ido Portal har med to forfriskende, åbenhjertige “styrke entusiaster”.
Her bliver der talt ærligt og meget konkret om nogle af de vrangforestillinger, som fylder i landskabet. Igen med det forbehold, at vi jo ikke alle sammen er påkrævet at praktisere på samme niveau som denne verdens Ido’er. Idos seismografiske radar fejler dog ikke noget. Han formår at sætte fingeren, hvor det gør rigtig ondt.
Jeg vil til enhver tid gå med hans nådesløse ærlighed, da jeg efterhånden er ved at tilegne mig forståelsen af hans “wet test tilgang” og villigheden til i det mindste at undersøge ting, inden vi dømmer dem ude.
Det spørgsmål, der melder sig på mine læber, lyder som følger: ønsker du oprigtig talt at opleve den transformationsproces, det forudsætter at få det forhold til bevægelse, du drømmer om? Eller er du forført at noget, der viser sig ikke at have med virkeligheden at gøre, når du kigger nærmere efter?
Ledsagespørgsmål kunne være: hvad er det for en drøm om bevægelse, de fleste mennesker har brug for kontra individets overophedede eller smalsporede drømme? Hvem er villig til at ofre sig for en drøm, som rækker ud over smertefrihed, longevity, disciplin ekspertise eller ligefrem mesterskab på medaljeniveau?
Findes mesterskabet overhovedet, og hvis ikke, kan flere forføres til ikke bare at acceptere dette, men ligefrem finde dette eftertragtet?
Bedre mennesker er ikke nok
Kan forførelse gøre os til bedre mennesker? Bum, lige på og hårdt.
Jeg troede kun, det med forførelse handlede om at tjene egoismens behov og at narre andre durk ind i bristende hjertekvaler i modelstudiet fra Don Juan eller Casanova.
Not even close.
Tiden er altså, kunne der istemmes, til det ubesværede, da vi vedvarende skibsdrukner (man ser næsten Tom Kristensens Hærværk for sig) i konfliktualitet, skiden og skjult magt. Et ord, magt, som nu vi er ved det, øjensynligt trækker et vist intellektuelt (og fransk) synderegister efter sig (læs eksempelvis Weekendavisens artikel fra 4. marts 2026 – skrevet af Asker Hedegaard Boye, “Afvikling af mennesket”, i sektionen Bøger, s. 8-9).
Et synderegister, der åbenbart har sat verden af i dag i skovbrand og afviklet det universelle menneske, spontaniteten og megen anden djævelskab, der trækker et slimet sneglespor efter sig, vi tilsyneladende ikke rigtigt kan frigøre os fra.
Pudsigt nok er afmagten og selvransagelsen også at finde i tidens intellektuelle debatter. Eksempelvis udsendelsen i Supertanker fra 20.04.2026 – “Kan vi finde ud af krisernes labyrint?”, hvor en populær tysk filosof, Wolfram Eilenberger, atter begynder at få øjnene op for mesterlæren og betydningen af den “orale tradition”. En tradition, der jo baseres på ægte kødelig udveksling, da noget af filosofien efter Eilenbergers mening, åbenbart har sovet tung bjørnesøvn i henved 5 decennier og ikke ligefrem bidraget med noget substantielt nyt til tidens store kriseudfordringer.
Anyways, vi andre dødelige søger måske af samme årsag ly i romantiske film og dramaserier og alverdens anden virkelighedsflugt, synes en pure opspunden og dermed fiktiv sociologisk krystalkugle at bebude.
Herre jemini da. Og hvem er det vi, du taler om der? Ingen anelse. Nogen, mange, tror jeg. Jeg må med skam meddele, at jeg nok også er en del af pakket, pøblen, rosset, plebejerne.
Had, nådesløs krig i Mellemøsten, tumult, hård friktion, fornedrelse, udskamning, krænkelsessuppe og masser af breaking news med vanvid og rædsel, bliver altså det grovfoder, verden åbenbart til overflod må ernære sig ved, hvis den kun følger med i nyhedsstrømmens “bjælker”. Ikke så sært at håbets betydning er kommet på dagsordenen, som også spændende debatteret i radioen for noget tid siden (søg selv i Supertanker-arkivet for indeværende år).
Undgå desensibilisering
Prøv med Alex’s tilgang i stedet. Måske kan du omvende en tabt helt til en spillevende kriger, der vil gøre alt for at vinde dit hjerte. I øvrigt slap hun for kedsomhedens aristokratiske fantasiløshed og det arrangerede ægteskab, hvor hun rangerede på niveau med en ejendomstransaktion. Win win?
Ellers, tag en pause fra læsningen og læn dig op ad den arabiske nat, hvor længslen er til at mærke helt ind i det forhærdede ribbensbur, som Susan Sontag for mange år siden, i essaysamlingen At betragte andres lidelser, bebudede ville være prisen i en destabiliserende og desensibiliserende billedverden, der smisker sig i andres lidelser. Om end det modsatte også bød sig til som en mulighed.
Kan vi forføres hinsides det følelsesløse ind i empatien? Og videre gennem nysgerrigheden til andre højder?
Se potentialet i andre og eventuelt dig selv. Søg forsoning, om du vil. Tilsvining er nemt, at se bag om bødlen, bumsen, den kriminelle eller bøllen kræver mere årvågenhed, mere menneskelighed og storsind. Vil du føle, hvordan andre har det, prøv da at gå noget igennem – evt. som andre har måttet stå igennem.
Om det så blot er for en kortere stund.
Ægte kulturforandring, herunder også bevægelseskulturel, starter den med, at vi selv tør mærke efter og evt. erkende råddenskaben i vores egen selvforstillelse eller kulturelle blindhed?
Beth Grothe Nielsen er eksempelvis inde på beslægtede tanker i bogen Straf – hvad ellers? Det ligger lidt i titlen, ikke sandt? Er vi lidt for straffikserede her i kongeriget (and the rest of the West) nu til dags? Har vi mistet sansen for kreativ samfundsudvikling?
I hendes skrivning ser jeg et meget eftertænksomt og eksemplarisk bud på en kvinde, der formår at lodde mellemregninger og være påpasselig og ikke give efter for den indre koleriker eller hævntørst. Selvom det jo er forståeligt i mange sammenhænge, at vreden og hadet griber om sig. Og at straf kan være berettiget, uanset om det så skyldes, at man kun har sniffet en enkelt bane coke, eller allerhøjest to.
Og hvordan udmåler vi nu lige den straf? Kan vi evt. sende aben videre?
Vi kan næppe straffe os til et højere niveau alene. Undertiden må vi ofre os. Der er til eksempel mere end én grund til, at de paraolympiske lege ikke bare er for sjov. Her har man taget alvoren for pålydende og arbejdet med det, der er. Mas og menos sådan som det er. Hvorfor? Har man haft andet valg?
Spørger du bordtennisspilleren Ibrahim, er svaret nok nej. Han blev antageligt travlt optaget af at praktisere, da han formodentlig fandt ud af, at der er et meningsfuldt liv på den anden side af armløsheden. Han blev næppe tvunget til at være taknemmelig, han valgte det givetvis selv.
Med stolt og oprejst pande kan værdigheden igen komme for dagen.
Er det det, du ser bevægelse kan, Jesper? Forbedre os? Tjo, tja, det er jo et velduftende marhalmstrå, vi bestemt kan trutte i, men Pinocchio danser nok bedst, når der trækkes i flere tråde på én gang.
At være et bedre menneske i dag er let noget, der forfører kritikere til at køre narcissismekritik i stilling.
Måske kunne der forsigtigt spørges, hvad er et bedre menneske – eller et godt menneske – i 2026?
Hvornår fortjener du samvittighedsfuld hæder og anerkendelse i et økonomisk klima, der plyndrer sjæle for selvsamme i mere end blot ét spinkelt anekdotisk eksempel?
Apropos kulturforandring. AI-æraen, er den din bedste ven? I så fald foretrækker jeg min næstbedste ven, men jeg er fandme også så skide gammeldags og analog, at du sikkert får kvalme i undermunden.
Prøv med et kompromis da?
Kompromisets kunst er ingen kunst, men et forpligtende valg
En terning kan som bekendt slå andet end seksere.
Det har alle dage være let at krybe langs paneler, gå i ét med tapetet og gemme sig bag proklameret uformåen eller “deformitet”, der jo som bekendt er legitimt langt hen ad vejen. Og nogle udgangspunkter er sandelig også mindre gunstige end andre.
Det er ikke alle, der efterspørger bevægelse eller har mulighed for at få et meningsfuldt forhold til bevægelse. Det ved jeg alt om.
Som massør er jeg helt indforstået hermed. Og hvis du absolut vil vide det, er det også herfra (noget af) min “flamme” udgår – oh, oh, oh, I’m on fire – men ikke på reparationskunstens offeralter, jeg vil umådeligt gerne en anden vej.
Lad os blot ikke indskrænke os til dogmatiske udlægninger af noget som helst.
Men lur mig, om ikke forførelse kan noget, tiden har mistet gehør for midt i speeddatingen, “looksmaxxing med små, diskrete kæbefrakturer” og de desperate hook ups, der lidt for ofte viser sig at være svøbt i falsk indpakning, når man skal ses i virkeligheden. Og måske er det faste parforhold ikke så dårligt endda, selvom det er selvdøden i Venedig for nogen.
Er det mindre værdigt end løssluppen ansigtskirurgi og flere lags makeup, som jeg har erfaret, at selv ældre kendisser og modeller tager afstand fra. Simpelthen fordi det ser patetisk ud i deres optik. Hellere se gammel ud end patetisk, da det jo ikke kan betale sig i længden at forsøge at stramme sig så meget op, at man kan “blende ind” i mængden blandt “lokalbefolkningen” (læs: leguanerne) på Galapagos, som det vistnok hed i en Gintberg joke for år tilbage. Men lidt dæmpet ansigtsmakeup kan nu se ganske kønt ud.
Lad os holde fast i proportionerne og bevare det menneskelige forfald og lade øgler være øgler. Vi er smukke nok i al vores grimhed, sagt uden øvrige kropspositivistiske agendaer. Accept er et godt udgangspunkt, ikke mindst hvis der gives andre kvaliteter, det kunne komme an på.
Jeg står ved mine æblekinder og mine smilehuller eller hvad fanden det nu er, vi er i færd med at udrydde i morgen.
Nærm dig den ansigtsløse praksis
Ak, det er svært med al den “ansigtsredning” (en hilsen til Erving Goffman her, er vist på sin plads) og de uigendrivelige lykkeforventninger. Selv når vi har nået al succes og hæder, kan der være ugler i mosen og ar på sjælen. Måske har vi glemt noget andet af os selv undervejs, eller satset alt på marginaler, til et punkt, hvor vi måske ikke længere har en passende asketisk balance, men har nået et punkt, hvor vi er blevet overmandet af neurotiske ritualer og ekstremvaner, der skal måles, vejes og monitoreres. Og faktisk kan føre en ind i en spiseforstyrrelse, som Viktor Axelsen åbent og ærligt taler ud om.
Enhver forførelse kommer med en pris, synes logikken. Muligvis en dag en skilsmisse, som Axelsen ulykkeligvis også har måttet gennemgå. Når der er mange ting på spil, kan spillet evt. blive korrumperet, hvis vi f.eks. forledes af fanatiske skyklapper, drømmefiksering og tunnelsyn – og vi ikke tør indse, at vi er andet og mere end vores præstationer.
Bevægelse handler i den optik uomtvisteligt meget om at balancere forventninger, og det bliver en regnbue over dagens emne, der jo kræver, at vi slår koldt vand i blodet, når det hele ikke kan klares med lidt hustler manøvrer, rouge på kinderne, eller en stor gluteus maximus. Men, at the end of the day, kræver dedikation og identitetsforskydning.
Dydens smalle sti er aldrig bred nok til det fejlbarlige menneske, der kræver mere albuerum. Men måske er der alligevel noget ved moderationens kunst, der er frisættende i forhold til at være kompromissøgende og det at stå ved sig selv.
Den underkendte heltedåd
Og i partner-match-dynamikken, Jesper, nogle gode råd? Well, hvad siger du til (leverpostejsfarvede?) kompromisser, som du kan leve med, med værdighed og uden at du partout skal overgå til historiebøgerne eller have udlevet alle dine ugebladsdrømme og længsler om at gifte en multimillionær eller en rockstjerne med røvgevir?
Det kan folk, der har oplevet kræft angiveligt snakke med om. Her får intimitet en helt anden betydning, og kan ikke reduceres til, du ved nok hvad jeg taler om – s.. Andre modige mennesker søger at finde veje ind i erotikken gennem vægttab.
Der er ikke nødvendigvis én målestok, alle skal trælle under.
At blive et bedre menneske kan være et nødvendigt mål på vejen mod den eftertragtede udødelighed. Men at være indstillet på også at ofre sig for andre, være noget for andre, at ændre på sin livssituation, at tilpasse sig, at være opbyggelig i stort og småt, det er ægte “bad ass” i min katekismus.
Det er muligvis derfor, at der stadigvæk kan rekrutteres til velfærdsstatens kerneopgaver, formoder jeg (hvilket det fremdeles kniber med, hvis jeg har fulgt godt nok med i mediedebatterne).
For det tæller ikke helt som materiale til Oskaruddelingen, vel? Hvor flamboyante designerkjoler skal inspiceres foran linserne, så vi i pøbelvældet har noget at måbe over? Hvis ikke, kan det være, vi skal oprette en lang række andre anerkendelseskriterier.
Det er næppe nok at være en bedre udgave af sig selv, hvis ikke det bygger bro til noget uden for sig selv. Det forpligter at være brobygger.
Og det er der nok nogle, der overser i den fysiske eksponeringsindustri. I anden sags tjeneste.
Det er i hvert fald ikke sikkert, at det kun er det ydre, der tæller, hvis vi ser på, hvad attraktionsværdi kan gå ud på i samtiden. Måske er charme, humor, redelighed og andre klassiske dyder slet ikke så irrelevante? Og bevægelse åbenbart heller ikke.
Men hvad fremkalder egentlig kompromisser med bevægelse? Ofte begrænsninger. Lad os derfor se på en klassiker i den forbindelse – ryggens rigiditeter.
På gensyn i 2. karré, hvor jeg kobler færdighedssnak sammen med rygproblemer og går skridtet videre.