Bevægelsesiver – spørgsmålet om vitalitet

Hvor stammer glæden fra ved bevægelse? Hvad opleves meningsfuldt og hvad er meningsfuldt rent biologisk betragtet for sådanne væsner som os mennesker?

Dette indlæg skal handle om ordet vitalitet. To be vital. Hovedsageligt i forhold til bevægelsesvalget, men det kan ikke reduceres hertil, mildt sagt.

Vi kan alle have vore egne, velsmurte holdninger til, hvad der er den helt rigtige form for bevægelse, der bringer os i kontakt med os selv, med andre mennesker, naturen, eller hvad der nu opleves vitalt for os. Udmærket. Jeg er på alle måder varm fortaler for, at vitalitet kan opnås af mangfoldige veje, og ingen bør nødvendigvis tvinges til at vandre af de samme stier.

Indlægget her er undrende, inspiratorisk og appellerende. Forhåbentlig ikke bedrevidende.

Vitalitet – en indledende pejling 

Lad os prøve at udfolde emnet en anelse for at se, om ikke der er nogle evolutionære forhold på spil, der kan være værd at lade sig inspirere af. Ikke for at rydde nogens favoritøvelser af vejen, men for at sætte præferencer i perspektiv – og skabe grobund for gode livstjenende bevægelsesvaner.

For at skabe mere omtanke og overvejelse ind i vores omgang med bevægelse.

Ifølge Danmarks Nationalleksikon kan vi konstatere følgende: “Vitalitet, (af lat. vitalitas), livskraft; levedygtighed”, og et lidt uddybende opslag på Wikipedia røber følgende tilføjelser:

“En organismes livskraft (eller på videnskabeligt sprog: vitalitet) bestemmes af, hvor godt det lykkes den at tilpasse sig sine omgivelser, eller hvor godt den kan udnytte dem. På den måde drejer livskraft sig om evnen til at klare sig og overleve under de eksisterende miljøvilkår.^[1] I økologien betyder livskraft også en arts evne til klare sig under konkurrencebetingelser.^[2]

Hos mennesker bruges ordet om en køns– og alderstypisk funktionsduelighed og trivsel. Det drejer sig om et syn på levende, psykisk og social velfærd, som omfatter de legemlige, mentale, følelsesmæssige og sociale sider af personens liv.[3]“

Allerede her kan vi konstere, at der er tale om et knopskydende ord, der dækker så bredt, at det fortolkes langt uden for dets biologiske forbindelseslinjer.

Ord som vitalitet og vitalisme emmer måske af livsglæde, overskud og begejstring. Men måske også overdrev og hyperaktivitet, ekstremisme og ideologi, der får andre til at stejle og blive træt ved tanken. Det griber let ind i personligheden, livsforståelse og værdisæt. Noget der også kan spores i kunstens historie. Se bare på de fortolkninger, der fremføres i mammutværket Livskunst. Sundhed – Skønhed – Styrke i dansk kunst 1890 -1940.

Hvor forsiden er prydet med en flekteret bicep på en marmorstatue.

Den biologiske dimension vil jeg dog mene er mere eller mindre fundamental. Uden at vi her vil begive os ind i en dybere lektion i darwinisme og arternes fremfærd, eller (epi)genetik på den store klinge.

Det kunne kort nævnes, at der også er tale om, at vi har såkaldte “vitalitetsgener”, der kan stimuleres på forskellig vis. Igen et landskab hvor naturlige fremgangsmåder som faste, kost og vinterbade kommer i “klammeri” med nøje afmålte doser af diverse stoffer og lægemidler. Professor David A. Sinclair er med Lifespan – Why We Age – and Why We Don’t Have to, et leveringsdygtigt eksempel herpå. Der også deler vandende i videnskabelig forstand.

Der er tilsyneladende mange, der gerne vil kigge Vorherre over skuldrene. Alle vil tilsyneladende regere over livet. Førhen var det bare verden, vi gerne vil herske over. Men Ikaros har fået nye vinger.

Grundforståelsen synes at være en kampplads. Vi befinder os i et mudret terræn, hvor der er optakt til flere potentielle misforståelser, evigt liv eller hvem ved, selvforblændelse eller spild af kræfter. Eller samvittighedsfulde forældres valg, hvad angår fremtidige ønskebørn, som kan rumme indtil flere etiske dilemmaer og en “genvej” til flere verdensrekorder. Eller blot raske og vitale børn uden arvelige sygdomme osv.

Men hvordan kommer vi i kontakt med indsigten i en mere vital måde at bevæge sig på? 

En form for bevægelse, der ikke bare er funktionel, men også praktisk? Og kreativitetsfremmende?

Det er min interesse i det efterfølgende.

At snyde døden?

Det er så moderne at være på flugt fra døden (Boas, Anders. (2025). “På flugt fra døden”. I Weekendavisen, 28. marts, Ideer, s. 6-7). Forskere vil med nyere forskningsbelæg forvisse os om, at der ikke er mere longevity at komme efter, jo mere vi bevæger os. Kun til et vist punkt. Citronen kan kun presses så meget uden at statistikken giver fortabt. Ser vi på mortalitetsspørgsmålet, kan der være noget om det.

Men det spørgsmål, nogle forskere selv er begyndt at stille sig selv, skal vi lige have frem i lyset:

“Har vi fokuseret for meget på træning, sport og motion og for lidt på bevægelse i det hele taget?” (ibid, s. 7)

Ja, i den grad, er min tanke. Og der er en lang historie bag, hvor især visse tendenser i det 20. århundrede trækker os ud på en slingrekurs. Hvorom alting er, i den forskningsbaserede visdom er det “nu” ved at komme frem i lyset, at “al bevægelse tæller”. Men her lurer igen en misforståelse. For bevægelse handler ikke kun om kvantitet eller daglige gøremål, hvis vi skal forholde os til livsforlængelse, longevity, som det hedder.

Bevægelse kan ikke reduceres til en konkurrence om, hvem der gør mest og pisker sig selv med flest kalorieforbrændende meritter. Eller hvem der er heldig at kunne dyrke krydderurter i haven.

Enhver kunne med lethed anstille 119 andre livspåvirkende parametre; tilfældighed og genetik osv., osv., der gør longevityspørgsmålet umådeligt komplekst. Vi finder næppe svaret i noget motionsprogram eller nogen agurkeblanding. Og hvad gør det, om vi mister et år eller to i den sidste ende? Så længe de fleste år var gode år? Kvalitetsspørgsmålet er også en del af ligningen, minder mange livskloge mennesker os om.

Måske handler det også om, at bevægelse oprindeligt var en del af hverdagens praktiske livsførelse, på godt og ondt. Fremfor en “reservataktivitet” på valgfrihedsbaseret vilkår, vi frivilligt indgår i, når vi i dag eksempelvis slukker for skærmen, forlader skolegården eller stempler ud på arbejdspladsen.

Noget der skete med nødvendighed, uanset begejstring eller ej? 

Det er dog væsentligt at drøfte det her, når der åbenbart er udsigt til at være et større udvalg af gevinster i tombolaen. Og fordi vi i vores livsiver gerne vil undgå at trække for mange nitter, eller udser os en lidt for nonchalant måde at få den lyserøde bamse på, alle andre også burde følge. Eller går skuffet hjem fra tivoliet ved at tro, at alle andre bamser ikke også er bløde og dejlige.

Vildfarelse, livsglæde, vitalitet og vanvid står på spil. Og vi skal lære at navigere i det. For der kommer mere af det.

Og nogle vil gerne måle på alt, hvad de kan – og det bliver de nok ved med.

Hinsides sundhedspuklen

Det handler i høj grad også om at se ud over sundhedsspørgsmålet, som jeg kan konstatere spiller førsteviolin, som det sindbillede, mange orienterer sig efter. Forståeligt nok, hvis udgangspunktet er, at vi ikke lever et liv, der ikke i tilstrækkelig grad understøtter vores egen biologi, eller har glemt hvordan vi kan gøre det. Eller fordi vi som samfund gerne vil satse på at tilbyde bedre behandlingsformer i fremtiden. I kraft af enorme IT-satsninger og dataindsamling og -centralisering vha. store supercomputere. Hvilket kan undersøtte forskeres livsvigtige arbejde.

Ser vi på bevægelse isoleret, er det dog muligt at bevæge sig, hvor sundhed ikke udgør den primære orienteringsflanke eller er det vigtigste at bekymre sig om. Men hvor sundheden måske får, hvad der tilkommer den, utilsigtet og ubesværet. Fordi det er en del af en bredere livspraksis. Til dels foranlediget af en mere intelligent form for bevægelsesadfærd og helhedsbetragtning.

At bevæge sig vitalt, som vi er skabt til, og at forstå, hvordan vi i dag tilvejebringer kontakten hertil – uden at rejse tilbage i tidsmaskinen eller at leve af rodfrugter morgen middag og aften – that’s a big challenge. Eller en ikke uvæsentlig udfordring for menneskedyret i hvert fald.

Det er OK, at ting nogle gange går op af bakke.

Mange vitalitetsbud i omløb

Et eksempel på “trædemølle-humlen” kunne være en udmærket radioudsendelse om demens (Brinkmans briks – “Sådan undgår du at blive dement”, 16.04.2025), hvor det tydeligt fremgår, at talen om “dansen om motivationsgrøden” og kampen om at “få gang i hjulene” stadigvæk fylder en del. Her kan alder, livsvilkår, livsomstændigheder naturligvis spille ind.

Vitalitetsbestræbelser har ikke nødvendigvis samme forudsætninger for at udfoldes hos alle, det forstås.

I Nordjylland “knækker de rekrutteringskoder”. De får unge kvinder til at interessere sig for surfing, padel eller lignende. I mange flere af landets kommuner har man succes med at uddele “fripas til deltagelse i fritidslivet”. Andre steder, som hos DIF og DGI, kan man konstatere, at der sættes rekord for foreningsidræt. Vi er formodentlig ved at være sluppet af med visse coronaeffekter og ser i hvert fald ind i blomstrende medlemstal, du selv kan “gå på opdagelse i”.

I den anden del af landet oprustes der i Sønderborg Kommune, som dog blot er én af mere end 40 kommuner, hvor genoptræning af ældre medborgere foregår i hjemmet. Der arbejdes ihærdigt med selvansvarlighed og funktionsudbedring. Hvilket kan frigive ressourcer til andre opgaver.

Glimrende, dejlige og positive historier, der varmer mit hjerte. Vitaliteten florerer på mange niveauer.

Men ligger der noget bag disse forhold, som er fundamentalt? Noget fællesmenneskeligt, noget vitalt vi kan dykke dybere ned i og blive klogere på?

Noget der ikke i udgangspunktet handler om målgrupper, rehabilitering, medlemstal og valg af idrætsform eller motivation?

Ikke at der er noget som helst i vejen med ovenstående. Sagt for god ordens skyld. Et fundament, der absolut ikke kommer til at omfatte alle mennesker, men dog kan spille en rolle for indretningen af fremtidens samfund. 

At skyde over mål er også at skyde forbi

Hvis vi starter i den ekstreme ende af spektret, for at få klarhed over, hvor overdrevet muligvis kunne være. Vitalitetsbegrebet synes åben for fortolkning, og kunne jo antyde, at vi nærmest skal holdes i live for enhver pris, uden at skele til måden, vi gør det på. Eller den pris det evt. kommer med?

Tæller alt lige meget? Ikke kun i forhold til longevity-tendensen, men for at kunne bevæge sig vitalt, leve vitalt? Eller handler det først og fremmest om, hvor mange mennesker, vi forener i idræt eller aktivitet?

Hvordan kan det være, at vi mennesker ofte ikke finder behag ved den foreliggende visdom, ved de lange linjer i vores udviklingshistorie? Hvorfor er det ofte “cutting edge sciencebaseret innovativ viden”, eller snedigt udtænkt markedsføring, der forleder sjæle på vildspor eller løber med sejren?

Har vi glemt, hvem vi dybest set er, og hvad vores kroppe og genetiske behov nyder godt af? Er alt nyt af det bedre?

Hvorfor hersker der sågar en nærmest syggeliggørende tendens til at jagte noget der, efter manges mening, rammer helt ved siden af sagen? Er vi bange for at dø?

Johnson to the rescue?

Lad mig tage et relativt dugfriskt eksempel. Hvem kan sige sig fri for at være blot en anelse målløs over Bryan Johnsons kridhvide ekstremisme (sollys er jo ikke så godt, forstås), der på minutiøs, kalkulativ, nogen vil nok sige selvcentreret og fundamentalt selvmodsigende manér, søger at hverve sjæle til sit “don’t die” totaleksperimentarium.

Et livskraftprojekt komplet med blodplasma familieforening, eksperimentel genterapi i Honduras og bunker af vitaminpiller og organtest. Samt en særlig kasket til at mindske hårtab, så vidt jeg forstod af dokumentaren om fænomenet Johnson. Det sidste kunne jeg godt have brugt noget før, ha ha .

The list goes on and on, og udgifterne til alle de mange præparater, sundhedsfremmende produkter og testmetoder befinder sig milevidt uden for almindelige menneskers økonomiske rækkevidde. Men manden er vel også frontfigur?

Sideløbende fornemmer vi, at der hos den tidligere techentreprenør, er tænkt rigeligt over en forretningsmodel. En forretningsmodel muligvis baseret på lige dele forargelse og nysgerrighed hos dem, der følger med i livestream, hidser sig op i kommentarspor på SoMe, når der sendes direkte fra indtagelsen af den næste dosis medikamentel livseleksir.

Hvilket excentrisk evangelium. Underholdende eller skræmmende, døm selv. Jeg har svært ved at forstå den dybere motivation, trods Bryans egne ord om sagen. 

Thi kendes for ret?

Min egen kritiske eftertanke. Kan det blive for verdensfjernt og livsfjendsk? Er det toppen af “science says”, vi her skal lade os forføre af i longevityspørgsmål and beyond? Eller er jeg bare ikke med på noderne? En fordomsfuld halvgammel ogginok? Manden er måske i nogens øjne profetisk og ofrer sig for fremtidens visdom?

Måske er der både gode og knap så gode ting i det, Johnson bedriver. Jeg skal ikke aktivere guillotinebladet på skafottet, hvad endelig domsfældelse angår. Men blot mane til kritisk ræsonnering hos dem, for hvem det er uvant at se indad.

Kan alle disse eksperimenter og garderinger ikke stå i vejen for hinanden, indvirke negativt på hinanden? Det hele kan knap nok nåes inden for døgnets 24 timer, uden at alverdens andre livsforhold må lide herunder. Der må stram disciplin til. Og der skal filmes og dokumenteres.

Her er vi milevidt fra de livsunderstøttende kropspraksisser, jeg eksempelvis stiller til rådighed på jesperabild.dk. Naturlige metoder og en naturlig eksperimenterende omgang med erfaringsbaserede metoder er nu erstattet af micromanagement og overvågning, samt et hav af produkter og videnskabelige forsøg. Totalteater, pionerarbejde og livestream i en stor pærevælling.

En krølle på halen. Det glæder mig, at Bryan opdagede sin egen ensomhed, da hans søn fløj fra reden, og ikke længere skulle indgå i den faste fysiske fitnessrutine, der bemærkelsesværdigt nok ikke bød på ret meget bevægelse, men fortrinsvis var reduceret til en nøje udregnet muskeltræning med tunge vægte.

Er det vejen af hvilken, flere bør gå, hvad angår bevægelse?

Herefter startede Johnsons sociale løbeture i heltemodig dødstrods. Komplet med don’t die” t-shirts. Det var spændende at se, hvad det kunne betyde for Bryan. Her kom mellemmenneskelige forhold i spil, men om det vil føre til en balance, hvad angår longevity-bestræbelsen, tør jeg ikke spå om. Kult under opsejling?

Fællesskab er i hvert fald en driver, der kan mere, end vi tror. Også de forpligtende af slagsen. Her vil jeg klart foretrække at gå med successen hos DIF.

Hvis du absolut vil trodse døden, er du naturligvis også velkommen til at prøve dig frem med Bryan Johnsons blueprint.

Otto knækkede livskoden uden fanatiske fagter

For tiden er der fokus på ældre medborgere, der har rundet de 100 år. Det er fascinerende og vi vil gerne kigge dem i kortene. Unægteligt er der dog ved nærmere eftersyn tale om en radikalt anderledes approach. Eksempelvis hos 102-årige Knud Otto Christensen, der medvirker i tv-serien 100 år og en sommer. Han må efterhånden “gribe til samfundsbarmen”, når plejehjemmet uværgeligt rykker nærmere. Og der er flere som ham, der for tiden kan følges på DR. Det værste, Otto kan komme i tanke om, er imidlertid at blive ynket. Han kan dog ikke rende fra den ufravigelige sortie. Selv fra et værdigt og vægtigt liv.

Alle veje ender i hjemmeplejen, eller i en anden pleje, eller i en anden form for exit. Livet ender i hvert fald. Det har finalitet, og det er godt og smukt. Hvis ellers man tør se det i øjnene – i det liv der er (det der satans liv, der skal elskes, som tv2 med evig coolness minder os om).

Det levede liv.

Otto har næppe haft en opskrift, der bliver massekopieret alle vegne. Han har dog levet sit eget liv, og det er der noget, der tyder på, at andre “sentinels” også har. Uanset de har befundet sig i en “blå zone” eller ej.

Og det har typisk ikke være på bekostning af hverken fællesskab eller livsnydelse, eller med afsæt i nogen form for afsondret laboratorie fanatisme. 

Livet – fra kortlægning til (engageret) vidnesbyrd

Det handler i høj grad om vitalitet. At have noget at leve for. At mærke, at man er levende. At være i live, så det kan mærkes, som de herrer Johannes Møllehave og Benny Andersen blev enige om (mens de var i live) sammen med Karen Thisted, i en samtalebog (Det skal mærkes at vi lever), hvor alle de rigtige råd tittede frem hos de gammelkloge, på forsiden smilende orakler.

Det og så gode gener, kærlighed, venskaber, formål, arbejde og alt muligt andet. Der er næppe nogen “silver bullit”. Men, som også anført i 2. akt af indlægget om undgåelse, nok nogle erfaringer, der kan være værd at gå med. Desuagtet at det bliver mudret i vores unaturlige verdenshabitat, der byder på massive udfordringer med tabt biodiversitet, social integration, uretfærdighed, klimakollaps, krig og alle de andre onder, vi døjer med globalt set.

Kvantitetens målestokke kan spores alle vegne.

Men der findes også andre, der går eksplorationens vej. Lea Korsgaard er et godt eksempel på en, der har fået øjnene op for det med “at mappe terrænet”, som jeg har talt om flere gange. Hun bevæger sig ud i naturen og hun lærer af naturen, opdager måske endda sin egen. Til dels ved at foretage sig noget komplet unyttigt og tilsyneladende ligegyldigt, som hun beretter om i udsendelsen “Sommerfuglejagten gemte på en sandhed om livet” i Brinkmans briks, 2. april, 2025. En spændende færd, unyttig eller ej, men for hende dybt meningsfuld, kan jeg forstå. 

Så længe vi ikke forveksler terrænet med kortet eller besættes af kortlægningen i sig selv, hvilket hun elegant og ærligt causerer over. Ingen fanger som bekendt sommerfuglens flugt, og godt det samme, tænker jeg. Jeg er sikker på, at hendes (selv)respekt er tiltaget i kraft af voksende indsigt i “projekt sommerfugle”, der må have beriget hendes liv og muligvis endda øget hendes vitalitet.

Jeg blev meget inspireret af Leas mod og tanker om naturens genfortryllelsespotentiale. Såvel som indendørslivets herligheder. 

Nær og fjern, men tro mod verden

Når det kommer til vitaliteten, kan vi søge nært og fjernt, højt og lavt, og i mange retninger. Men der er også noget, vi har med os, vi ikke skal opfinde os til, kortlægge eller søge efter, men derimod kan vælge at genopdage for at mærke vitaliteten. Erfare ved at bevare og bevæge sig på linie med.

Vi skal måske ikke være så optaget af at kontrollere verden. Vi skal måske være mere til stede i verden med solidarisk samvittighed, ud over at vi veksler mellem at balancere fine ord som Vita Activa og Vita Contemplativa, som måder at være i verden på. Begge udsagn stammer fra den berømte kvindelige filosof, Hannah Arendt. Og så er der, som Svend Brinkman minder om i føromtalte udsendelse, også med henvisning til Hannah Arendt, muligheden for en dyb, kærlig forpligtelse på verden, Amor Mundi.

Som jeg forstår det, handler det om en forsoning med sig selv og verden som den er. I videre forstand at favne taknemmligheden ved at være til. At favne kritisk distance og nær involvering. At mane til eftertanke og mærke efter, før vi handler. At vi som mennesker ikke forfalder til at agere reaktivt og opildnet, eller indigneret, eller blive overmandet af rygmarvsreflekser eller bombastiske politiske udmeldinger, der skifter som vinden blæser.

Lettere sagt end gjort. Undertegnede falder bestemt også i denne fælde. Hvad med dig?

At vi har modet til at fastholde troskaben bag eget værdigrundlag og en relationel kærlighed til verden, der altid synes i brand i krisemalstrøm, meningsløshed og uforståelighed. Samt evt. efter opslag på True Social, hvis du forstår, hvad jeg mener, kære læser.

Ud af følelsernes vold – uden ufølsomhed

Og hvorfor? Som påpeget af forfatter Samantha Rose Hill, for at undgå affektens eller sentimentalitetens impulser og plante vores fødder solidt i verdens realiteter. Verdensvendt.

Med hvilket formål kunne du spørge?

“Loving the world involves reconciling ourselves with the events of the past so that we can move about the everydayness of life, to go on living, to create, to find joy, to find perspective, to build new friendships, and to remind ourselves of where the possible remains—in language, in poems, in the young fishmonger who has a fondness for philosophy. It’s a promise of continued existence, a way of not resigning from the world when the world seems too unbearable to live in” (Rose Hill, Samantha. (2019). “What does it mean to love the world? Hannah Arendt and Amor Mundi”)

Højtragende eller ej, det handler om at have mod til tro på og engagere sig i en fremtid for kommende generationer og sig selv. På alle niveauer. Ikke at give op. Og Arendt havde vel berettiget grund til at være melankolsk efter hendes erfaringer og oplevelser med 2. verdenskrig. 

Er der en livsvilje på spil her, der trodser røgen og rædslerne fra holocaust m.m.?

Jeg synes, Arendt tænker smukt og samvittighedsfuldt.

Tilbage til jorden. En del af den vitalitet, jeg mærker, i en mere beskeden skala, er forbundet med et engagement i noget, jeg ikke helt forstår, men nok kan mærke og deltage i. Få færden af. At bevæge mig vitalt. At lære om en dybere indsigt bag min egen overlevelseskapacitet, i en vis fysisk forstand, uden at det bør foregå helt så dramatisk som i en fjern urtid eller efter en militær disciplinering. Eller skygge for andre formål i tilværelsen.

Men også at mærke, at det ikke handler om at udsætte mig for liv eller død i et og alt, men nok at bevæge mig, så jeg holder vitale bevægelsesfærdigheder i live og vokser derfra. Og kan være i vigør og på toppen af mig selv i takt med aldringsprocessens gradvise og uomgængelige svækkelse. Uden at vinde nogen medaljer eller føle mig mere værd end andre.

Men gerne forbundet med andre. At kunne elske og omfavne verden.

Kaldet for mening i livsgalskaben

Vi skal huske, at der også er tråde, der rækker længere bagud i tid. Noget der kalder på os – “call of the wild” perhaps? Men hvordan genforbinder vis os med det i en moderne stenørken, med selvkørende biler, heftige toldtariffer, dronekrige og longevity-eksperimenter på livestream?

Jeg minder i øvrigt om den skilsmisse, der i evolutionær forstand måske kan tilskrivces en del af det vitalitetstab, der eventuelt ligger til grund for noget af vores nuværende sundhedskrise i velfærdsstaten. Og at vi konstant skal puste ud på spa-resorts og weekendophold med infrarød sauna.

Hos Morten Aalbæk i bogen Ét liv, én tid, ét mennekse skyldes de mange sundheds- og psykiske helbredsproblemer, en masse misforståelser vedrørende arbejdslivet versus fritidsliv og andre livsarenaer, kunstige opdelinger af livet i “work-life balance myter”. Samt, så vidt jeg kan læse mig frem til, en manglende fokusering på ægte etiske dyder, hvor orienteringssansen er ødelagt af forkerte fokuseringer, typisk i relationen til mammon, tabt meningsfuldhed og ægte intimitet i arbejdslivet.

At folk ikke i høj nok grad oplever mening i deres arbejde. Det gælder naturligvis ikke alle mennesker.

Mening med inspiration i bevægelsesoptik

Jeg vil forfølge et andet spor, da jeg ser mange primærkilder til meningsfuldhed i et bevægelsesperspektiv. Jeg tænker dog, at mening kan tilkæmpes, erfares og opleves alle mulige vegne. Også selvom “vi har skilt noget ad”, der eventuelt ikke kan/skal samles igen.

Jeg er desuden nysgerrig på, om “skilsmissen” mellem leg, bevægelse og arbejde, som jeg omtaler i førnævnte indlæg om legens evolutionære dynamik, har mere med vitalitet at gøre, end vi vil stå ved eller eventuelt er bevidste om. Selv om vi jo overlever på helt andre parametre i dag – og godt det samme. Jeg er ikke ude på at skrue tiden tilbage til før agrare tilstande.

Jeg er ikke desto mindre optaget af det samme meningsspørgsmål, som Morten er. Fra en anden vinkel. Og kan vi lære noget om mening og vitalitet via bevægelse, er jeg blot glad herved.

For mig er meningsspørgsmål nemlig også noget, der potentielt set vedrører et artstræk, en biologisk åre, vi står i gæld til (om vi vil betale den er så en anden sag). Jeg vil i denne kontekst koncentere mig om bevægelsesbaserede artsbehov. Mere end i hvem der er eller ikke er plads til på arbejdsmarkedet, og hvordan det i øvrigt skal indrettes i den kommende AI-revolution. Så alle er glade og oplever dyb mening.

Eller at vi ikke drukner i sundhedsomkostninger, inden vi når det “forjættede” meningsfulde liv her på jorden, hvilken form det end måtte tage.

Mon ikke virkeligheden viser sig at være mere end et enten-eller? En rodebutik?

Personligt lakker jeg til at gå med Arendt, når det levede liv skal leves. Der er flere liv i det ene liv. At bevæge sig elegant imellem dem, er noget jeg til dels gerne vil lære i og af bevægelse. Men også af vekselvirkningen mellem arbejdsliv, rejser, kunst, filosofi, møder og samvær med andre mennesker, kærligheden og naturen ikke mindst.

Erobre tabt land tilbage?

Jeg tror i øvrigt ikke, alle har lige gunstige forudsætninger og vilkår for at opleve den store mening i deres job, det synes statistisk ikke at være tilfældet. Det er måske også for meget at forvente?

Men i bevægelse kan vi måske erobre noget tabt land tilbage. Erhverve nye indsigter om os selv, der kan antænde gnister, som sætter ild i andre livshjørner. Men det er altså ikke noget, jeg vil tvinge nogen til. 

Bottom line. Det vitale samfund bør det ikke være et samfund, der bygger på et loyalt fundament og opretholder sig selv, ikke ødelægger sig selv indefra? Et, der vil noget mere end at afværge katastrofernes indtog?

Hertil vil jeg i al beskedenhed pege på bevægelses(kultur) som en dygtig læremester. Og kun en! Her slår vi ikke (som erklæret målsætning, mig bekendt) hinanden ihjel, men leger undertiden ydmygt med “livsfarlige” og relevante overlevelsesstrategier. Og det kan tilvejebringe perspektiv, såvel som dyb oplevet samhørighed. Og fibersprængninger i seneovergangen mellem gastrocnemius og soleus, som jeg langsomt er ved at have kæmpet mig udad (Jesper, din klovn altså, ha ha). Det er ikke kun en tur i tivoliforlystelsernes knopskydning, hvor vi mærker det hjertebankende sus. Det er (i en vis forstand) med livet på spil.

Men tag blot ikke for hurtig afstand herfra, kære læser, hvis du mistænker et farligt overdrev.

Risiko er en del af leg og liv, og det er godt at kunne kalibrere og afveje denne, men også at se den i øjnene uden foragt eller ubegrundet frygt. 

I ægte virkelighednær og verdensvendt bevægelse lærer vi at tage ansvar og at nyde og håndtere oplevelsen af at være menneske i en kompleks virkelighed. Vi udvider horisonter, og vi erobrer nye indsigter gennem erfaringer i interaktion med andre og i miljøer for bevægelse.

Vi opdager mening bag vores anstrengelser og vi skaber nye meninger.

Kan du sige det samme om din cross-trainer hjemme i garagen? Ingen fingerpegning i øvrigt. Husk, alt tæller.

En direkte personlig motivation

Jeg har ikke tal på, hvor mange uinspirerende morgenrutiner, jeg har præsteret. Hvor mange middelmådige træninger jeg for år tilbage har orkestreret i rollen som tennistræner, og hvor mange dage jeg har følt mig uoplagt, inden jeg begav mig i kast med en ny og vanskelig bevægelsespraksis?

Det sætter tanker i gang.

Bevares, jeg har så sandelig også en guldmine af de modsatte erfaringer og oplevelser at trække på. Men det er det her med at lirke låsen op til motivationelle strategier eller kreativitetens utømmelige selvforglemmelse, der pirrer min nysgerrighed, da jeg jo helst vil have, at bevægelse ikke skal reduceres til motivation eller nødvendighed.

Konstant hører jeg, at folk bakser med “hønen og ægget” og at finde mening med at bøvle med kroppen. Mange ser kun askese, pligt, tugtelse, afsavn og lidelse. Men det er tydeligvis ikke det eneste, der knytter sig til fænomenet bevægelse.

Bevægelse er ikke kun et middel til at leve bedre. Det er en måde at mærke at vi lever på, på lige fod med andre livsfænomener.

At være i bevægelse. I den overførte betydning at kunne bevæge sig igennem livet på en robust og understøttende vis.

Livsglæde og mere sansemættende bevægelse er ligeledes på spil. Det kan være sjovt også folkens.

Med kurs mod grundfjeldet

Jeg vil gerne et spadestik dybere. Ikke kun tilbage til gamle kulturers visdom. Jeg vil ned til grundfjeldet. Der nedefra hvor vores nervesystem vækkes til live og evnen til at løse problemer kommer fra. 

Jeg vil derfor mene, at der er stor visdom i at søge i evolutionens gemmer. Med mig har jeg i dag Erwan Le Corre, der har nogle interessante ting at sige om den sag. 

Der må være nogle livslektier, vi alle bør læse op på, når vi ønsker at mærke vitaliteten i/ved bevægelse.

…så vi en gang for alle kan udslette alle de vrangforestillinger om ekstra vitaminpiller, ingefærshots (dem drikker jeg sgu også engang imellem) og elektroder der stimulerer, hvad der svarer til et ocean af mavebøjninger i minuttet og al den anden kommercielle nonsens, der skygger for det at stå ved sit autentiske selv, fordi kræmmervirksomheden must go on. Og det skal være nemt og helst effektivt uden for megen anstrengelse. For at kunne sælges og få folk med på vognen. 

Med dovenskab og “thighmaster dit og dat” skal lande ikke bygges. Punktum. Det ender jo i redskabsskuret alligevel og siden i småt brændbart. Er det sustainable?

Det er på tide, at vi lærer noget mere om os selv og dratter ned fra en trætop i ny og næ. Vi er kommet fra langt fra land. Vi har mistet fokus på mangt og meget. Der er nemlig også andre udplyndringer på spil end tab af mening og relevans på arbejdsmarkedet. 

Det er faktisk os selv, der er det største teknologiske mirakel. Al respekt for de robotter, der lige nu løber maraton.

Jeg vil gerne bidrage til at synliggøre flere måder at være vital på – med afsæt i menneskelig bevægelse.

Godfatheren om vitalitetsbuddet

Kaldet af kaldet efter sandheden og hjertets renhed. Kaldet af nysgerrighed og uvidenhed. Kaldet af erfaringen med at have smagt af vitalitetens bæger, søger jeg dybere. Af de 12 universelle principper for naturlig bevægelse i Erwan Le Corres manifesto, finder jeg altså ordet “vital” særligt interessant og vedkommende.

Men det skal naturligvis ses i en større sammenhæng. Der er mere til “den naturlige bevægelse” end som så, og mere end 12 principper. Men de er værd at tage med på rejsen. 

Bevægelse bør altså være vital, men hvad betyder det nærmere bestemt i praksis?

Vi skal huske, at vi ikke længere lever med rovdyr i hælene på savannen. Vi bevæger os i “som om terrænet” her, og det handler heller ikke nødvendigvis om at replikere sig ud af fortidens mørke. Jeg tror snarere, det handler om at tilpasse sin fysiske praksis, så en fysiologisk adaptation nemmere kan flugte med vores genetik og vores dybeste behov og følelser af autonomi, og så det der grand word “connectivity”, som vi vender tilbage til. 

Men det handler faktisk også lavpraktisk om at kunne bevæge sig for sin egen overlevelse, når der måtte opstå uventet behov herfor. Når Europas floder går over deres bredder og en tribune styrter sammen. At det ikke sker på daglig basis at vi (i bogstaveligste forstand) skal bevæge os for livet, er ikke det samme som, at det er irrelevant.

Vi kommer alle i ilden før eller siden, trust me. En uagtsom fodgænger forstuver en ankel, en anden løber efter bussen, en tredje farer vild i skoven, og alle skal vi holde os ovenvande i svømmehallen. Det handler ikke kun om at undslippe en gepard på lur. Eller at undgå selv at ende som hovedret på savannemenuen.

Der er mere til vitalitet end at undgå farer. 

At nærme sig en naturlig bevægelsespraksis

Lad os se på nogle opsummerende kriterier og pointer hos Erwan Le Corre fra bogen The Practice of Natural Movement: Reclaim power, health, and freedom, der i sig selv antyder en hellig treenighed.

Pointer der kan tydeliggøre hvad vitalitetsprincippet indebærer – og som vi kan vælge hver især at indrette mere bevægelse efter:

1. Bevægelse skal være forbundet med vores biologiske overlevelsesbehov. Hvis ikke vi er fitte til at kunne overleve og reproducere os, er vi ikke fitte i evolutionær og biologisk forstand.
2. Fysisk og mental styrke, energi og vitalitet ses ofte som forudsætninger for at kunne bevæge kroppen. Men at bevæge kroppen hyppigt, og på krævende vis (vigorously), er blandt de største forudsætninger for at have fysisk og mental styrke. En energidrik er midlertidig. Naturlig bevægelse er med til, at du selv skaber “…organic, clean, renewable, sustainable energy” (Le Corre, Erwan. (2019). The Practice of Natural Movement: Reclaim power, health, and freedom, s. 36).
3. En bevidst fysisk vaneadfærd påvirker kroppen og vores tanker. Det giver psykologisk overskud at være fysisk og fremmer positive tankestrømme. Ja, kroppen påvirker også vores tanker. Det bør være normen, ikke kuren på usund levevis eller livsstil. Vitalitet er ikke noget, vi sætter i stedet for. Det er forudsætningen for, at vi kan leve vitalt – og det skal selvfølgelig opdyrkes. Det fremmer autentisk selvtillid.
4. Ansvarlig progression: “The primary focus of the vital principle – the ability to effectively perform natural movements – starts with the simplest, most practical physical actions that take place in the easiest circumstances and ends with extreme, life-threatening circumstances” (ibid, s. 37). Det er i yderste instans noget, der kan redde dit liv. Her hedder det ikke kun “bevæg dig for livet”, men “løb for livet”. Vi kan komme ud for at skulle både løbe, indtage akavede stillinger, kravle, svømme eller hoppe for at holde os i live, men ænser det ikke mange “liv-eller-død-tanker” i vores trygge habitater. Det er jo bare motionssvømning om torsdagen.
5. Vitalitetsprincippet er tidløst. Det er ikke en modelune, en kulturel tradition, en stilart, en sport eller en øvelsesprotokol. Det omhandler den tangible praktiske fysiske præstation, der tjener det højeste praktiske livsformål, at holde dig selv eller andre i live.
6. Vitaliteten er truet af en verden, hvor komfort har sløret for betydningen af sådanne færdigheder. Reduceret betydningen af vitale færdigheder til valgfrie aktiviteter, undertiden af overfladisk karakter. Rariteter. Men den, der over tid stopper med at gå og løbe, finder ud af, at det faktisk er forbundet med vitalitet at udføre sådanne aktiviteter. Fjenden kommer dog som en tyv om natten, ikke en enkelt nat, men over mange års neglekt og forsømmelse, og der kan det være for sent at genskabe kontakten. Herudover kan vi opleve princippets relevans, når der sker ulykker, terror, en stormflod og mange andre realistiske scenarier, der sker hvert eneste år. Men træner vi efter det? 
7. Fysisk og biologisk fitness må forenes. Det er ikke nok at se fit ud, vi må kunne bruge vores fysik til noget. Det er en del af vores relevans i evolutionær forstand. Det er det praktisk funktionelle, vi skal holde os for øje, ikke at blive “strandklar”. En betragtelig del af vores fysiske metoder bør afspejle deres relevans for menneskelig overlevelse i “real-life situationer”, hvor liv kan stå på spil, og hvor vi kan mærke autentisk selvtillid. Fysisk træning skal gøre dig livsparat, til livets virkelige udfordringer. Så kan man altid diskutere på hvilken måde og i hvilken grad.
8. Skab og simulér scenarier og miljøer, eller kontekster hvor vi kan komme i kontakt med vitalitetsfølelserne og kravene til ægte overlevelse. Omstændigheder, hvor vi træner situationel opmærksomhed. Træner ikke kun efter devisen eller det familiære motto “expect the unexpected”, men også efter det, vi statistisk set kan forvente vil ske i livet. Det vi ved af erfaringer bliver afgørende for vores overlevelse – det kunne være: at fastholde gangevnen, at kunne håndtere fald, at have led, der kan tåle, at vi skrider og mister fodfæste og kommer ud af “alignment”, at kunne genetablere stabile positioner, når kroppen mister sin ligevægt, posturalitet og balance, at kunne dukke sig og forflytte kroppen, når noget kommer imod os og vi skal reagere hurtigt, at kunne løbe og kalde efter hjælp, at kravle over forhindringer og bevæge os langs jorden, når det er eneste vej frem osv. osv. At kunne rokke og rulle på jorden sammen med børn.

Apropos den standende sundhedskrise, skriver Le Corre:

“Despite continuous advancement in medical technology, global health levels are declining. What this indicates is that humankind is still in a state of survival, but today that survival is dependant on technology. The “health” industry is not actually making us healthy; it’s simply managing our unhealthiness, and for that reason it could easily be renamed “sickness industry”. Medication and medical technology enables you to keep holding on to a deleterious lifestyle, but it doesn’t make you robust; only a healthy lifestyle can make you that”. (ibid, s. 36)

Opgaven er ikke antiaging, eller at se evigt unge ud, hvis vi har sundhedsbrillen på, skriver Le Corre. Vi skal alle dø. Det er at modvirke, at vores biologiske aldring ikke forløber meget hurtigere end vores kronologiske alder. 

At ældes med ynde, og kløgt, så at sige. Og at have noget relevant at byde på, når “shit hit’s the fan”. Vitalitet er den udvidede førstehjælp. Le Corre runder princippet af med følgende postulering:

“While the intellectual notion that Natural Movement should be practiced because it’s evolutionary, universal, and instinctual is already very useful, such notions may not be sufficiently motivating to prompt us to train. But if we understand and take the vital principle to heart, we can start training today with a new powerful motivation: purposeful, useful, helpful, real-world physical training, competency, and preparedness” (ibid, s. 39)

Det må sige at være sundhed i en meget udvidet forstand. Men der er ingen, der siger, at vi alle skal ende med at kunne det, Le Corre selv mestrer.

Jeg kan allerede se kritikere melde sig i køen. Ro på settet. Det skal ikke nødvendigvis starte med at vi hopper ud fra Grand Canyon eller går på glødende kul.

Prøv at se efter nuancerne!

Brænd regulativerne for en stund og bliv problemknuser

I sidste instans er vitalitet et anliggende, jeg forbinder med at fastholde sin nysgerrighed, sin sansevækkelse og at være med sine sansers fulde fem. Fremfor at tænke for meget over alle mulige (u)logiske greb og “sådan burde jeg gøre i dag, ifølge mit smartwatch” regulativer, der evt. kører inde i kraniet eller på autopilot.

Her kunne vi passende erindre titlen på en Erik Clausen film – Slip hestene løs. Men på en måde, der overvejende skønnes relevant for det liv, vi som mennesker er skabt til at leve med, de lemmer og den fysiologi, vi er udstyret med. At kunne løse relevante bevægelsesopgaver i forhold til det at være menneske. 

Der er forskel på at være navigerende i miljøet, og at stå på et løbebånd, eller hjule afsted på en spinningcykel. Ikke at det på nogen måde fortjener udskamning.

Men forstår vi hvad forskellene gør ved os?

Det kan kræve viden, erfaring og indsigt i ansvarlige progressioner, men der er mange logiske tiltag, vi kan udføre, som vi udmærket godt ved spiller en rolle. Fra løbeture i kuperet terræn, til at kravle eller hoppe over forhindringer, og til at rulle sig i græsset på kolbøttemanér. Mange har prøvet at stifte bekendtskab med, hvad jeg mener, hvis de har været på en naturlegeplads og balanceret fra “trædesten til trædesten”. Det er såmænd ikke mere eksotisk end det.

Kunsten er at se og tilpasse koblingerne til vitalitetsprincipperne. Her fumler jeg selv lidt rundt på nogle strandsten: 

Det handler for mig at se endvidere om at kultivere en følelse af vitalitet, der tilskynder dig til organisk at gøre mere, uden at det føles så besværet. Til ikke bare at vælge de “bevidstløse” løsninger, de prunkløse koncepter og de falske profetråd, der kan være nok så indbydende.

At stole på intuitionen og begive sig ud i miljøets udfordringsterræn.

At opsøge udfordringer og at tackle problemer i real life scenarier. Ikke på liv og død niveau som daglig motion, men på et tilstrækkeligt realistisk niveau til at gnisten tændes og hele din opmærksomhed involveres.

Nuancer, ikke fanatisme.

Beyond flow – at løse problemer

Noget bærer dig, lidt ligesom det, vi oplever under flowtilstanden. Du ved den fra ham der med det sjove navn med C. (Flow optimaloplevelsens psykologi af Mihaly Csikszentmihalyi).

Din vilje og dit instinkt til at overkomme disse udfordringer. Også når det føles cracy hårdt, fordi det samtidig vækker en indre tiger i dig. At opleve, at du overkommer dig selv, og det, du troede, at du ikke kunne, er livsbekræftende.

At det pludseligt ikke føles helt så umuligt som for nylig, vækker din autentiske selvtillid. At du kan skimte en portal ind til en løsning. Eksempelvis at hænge mere ubesværet i kun en arm og med støtte fra en fod (ipsilateralt hæng), som i fænomenet “climbar”.

It’s possible. Mange ting er. Det handler om at lære, hvordan du løser problemer mere elegant og relevant. Det er samtidig et spørgsmål om behændighed (dexterity). Og nej, det skal ikke forveksles med ordet Fingerspitzgefühl. For det er nemlig langt mere omsiggribende, omend hændernes arbejde bestemt er vigtigt.

Det er nemlig her hjernens evolution spørger i baggrunden. Og den har mere end en hvidt lagen på.

Jeg løfter lidt af sløret for kriterierne for behændighed i indlægget At praktisere ydmyghed med krop og bevægelse – afsnit 2, men lover at vende tilbage til det i fremtiden. 

Det er nemlig en af de stærkeste forsikringer, vi har for at opleve vitalitet i bevægelse. Det er bevægelse, der trækker på hele nervesystemet og evolutionsklaviaturet.

Og potentielt set bringer os op til nutiden så vi virkelig bliver “contemporary” og bevæger os mangfoldigt. 

The master connection

Der tales så meget om connectivity. Om resonans, og meningsfuldhed. Vi vil så gerne favne og begribe det unævnelige med sprogets fagter. Men grib i stedet om det ubegribelige ved at hengive dig til en proces, der altid står til rådighed, hvis du tør at gå vitalitetens ærinde. Det kan indebære en opvågning, en ydmyg læresteg.

Men det svigter dig ikke, hvis du søger adgang, hvor du kan bunde.

Pas dog på, at du ikke tror, der findes en rigtig proces, eller kun en proces. Eller en bestemt model, alle andre skal være disciple af. Nogle modeller kan du måske lære mere af end andre, fordi de er mere brugbare. Men i erkendelse af at alle er fejlbarlige – om modellerne så er udviklet af en titan som Ido Portal, jeg nærer stor respekt for:  

Du kan selv genskabe kontakten til det, du er skabt til, og det er ikke et spørgsmål om at vende civilisationen ryggen. Du kan godt være et analogt menneske i en digital verden. Måske kan for- og samtid forenes i et bedre udsyn for fremtiden, der ikke kun bør handle om “fri og ubegrænset abundance”, som Elon Musk vist pønser på.

Den fantasifulde er rig på strategier. Eller lærer at udvikle dem undervejs.

Gradvis genforbindelse med afsæt i realiteten

Det handler ikke kun om at dyrke motion for at modvirke hjertestop, gigt og åreforkalkning. Det handler om at bevæge sig for at kunne blive ved med at bevæge sig, så vi ikke får depressioner, nyresvigt og bliver rastløse eller svimlende forvirret, fordi vi drejer rundt om os selv et par gange eller tre. 

Det handler om at holde forbindelsen til livet i live, og så kan alt det der med fællesskab, breakdance og håndbold komme i anden række. Well, det skal du sgu ikke bestemme gamle mand. Okay så, så siger vi det.

At føle vi er fit for life ved at udfordre vores fithed, der hvor der ikke er point på tavlen. Men for at komme hjem med helbreddet i behold. That’s so cracy, Jesper. Tja, men husk nu, der er små skridt på vejen, vi kan lære at genforbinde os med, og de vil bære os videre ind til den der “grand connection”, hvis du spørger mig. Ikke nødvendigvis helt til Grand Canyon.

Det er ikke et evigt OCR race, vi taler om. Vi skal ikke smage dødspølsen for at blive ydmyget. Vi skal ikke bide i græsset for at være “rigtige mennesker”, vi skal udfordres på passende realistisk praktisk manér, startende i den lave ende af swimmingpoolen, som Le Corre påpeger. Ellers kan det gå galt og ikke føles så livgivende endda.

Det er da åbenlyst, men er det også klart for enhver?

Men det skal fremfor alt være enkelt. Der er rigelig med kompleksitet i bevægelse, når vi starter med det grundlæggende. Og husk, vi må gerne være ambitiøse også – men er nødt til at følge kroppens adaptationer.

Connectivity 2.0 – den menneskelige kreativitet

Jeg opstillede nogle bud på bevægelser i indlægget om bevægelsesomfanget, der kan lede os på sporet af en vital bevægelsesevne og et godt liv med bevægelse. Men de må ikke forstås som stentavler. De kan skifte ham og tilpasses mange liv. Fordi vi er forskellige. Og der er meget mere at sige om bevægelse, der ikke skal på nogen facitliste. Ikke kan reduceres til nogen fortid, protokol eller filosofi.

Vi er for eksempel ikke bundet af bestemte bevægelser. Vi er ikke kun fodboldspillere, vi er mennesker. Vitaliteten bør omhandle et mangfoldigt liv med bevægelse, også når idrætsidentiteter går på hæld. 

Ingen ejer de vise sten, alt er “reengineering”, som en ekspert i biomekanik som Katy Bowman forsikrer os om. Men man kan gå på tværs af mange felter og bevægelsespraksisser og lede efter bagvedliggende principper, der lader til at gå igen og mere indsigt i kroppens funktion. 

Lede efter intelligente kombinationer og komplekse sammenhænge mellem bevægelser og felter, der fodrer og nærer hinanden. Disse må have en enorm værdi, siden de går igen. Og de vil også øge vitaliteten. Det handler i høj grad om bevægelseskompleksitet og bevægelsesdiversitet. Vi kan lære om, hvad nervesystemet er i stand til på flere niveauer af kompleksitet.

Men også mere ydmygt, at der bag selv simple bevægelser kan gemme sig flere universer. 

Det ene udelukker ikke det andet. Fredelig sameksistens. Amen.

Men det føles dog så rart, når vi mærker kreativiteten. Det er så vitalt.

Balanceret balancejagt

Centralt i den “krydsdisciplinære” udveksling mellem felter er sammenligninger og interaktioner af bevægelsespraksisser og bevægelser, der ikke finder sted i de enkelte discipliner og felter. Hvad er eksempelvis vigtigt i balance? Ja, det kan vi studere ved at gå på hænder, i noget nær svævende Tai-Chi bevægelser, ved at kravle op på en slackline, men også ved at gå på et gelænder eller en bro over en slugt.

Eller ved at forstå vores nervesystem og anatomi etc., så vi kan arbejde med vores sansers samspil eller udelukkelse. Vi kan ikke fange det hele alene ved at dyrke ballet, eller stå på skøjter, og det er værd at se bagom, for at kunne se fremad.

Indhold kan fyldes i flere containere. Og vi kan lege med, hvad vi gerne vil fastholde, når vi skifter fokus.

Det kultiverer din nysgerrighed, din opmærksomhed og din evne til at vælge til og fra, når du skal løse opgaver med bevægelse, at du kan bygge på forskellige erfaringer og lag. Og det kan fremme din præstationsevne.

Ser vi altså på bevægelse gennem mange linser, ikke kun et masterprincip eller en hævdvunden metode, lærer vi, at bevægelse kan mestres ved at koble og udvælge bevægelser, der kan række til flere formål end eksempelvis bare at have store “guns”. Hvilket også kan være fint (men helst uden paraffin tak). Keep it real. Det fremmer kreativitet og det vil også være til gavn for vores vitalitet.

Fordi det modvirker kedsomhed og holder os på dubberne. Motorik og problemløsning er en del af sandheden. Det handler en hulens masse om det der nervesystems arkitektur – og kulturens udvikling.

Kan du ikke løse en opgave på en måde, er der måske en anden vej. Se bare på, hvor mange måder du kan krydse en flod, lære at stå på hænder, klatre op af en bouldervæg, komme ned af en bjergskråning, få en modstander til at bekende “submission” i en wrestling kamp, forsvare dig med et kosteskaft, eller at forbedre din skuldermobilitet på.

Har du mange grundlæggende bevægelsesmønstre under vesten, er din overlevelseskompetence større og din kreativitet ditto, formoder jeg. Du kan præstere mere komplekse færdigheder under omskiftelige scenarier. De mange basale bevægelsesmønstre overlapper i mere indviklede scenarier etc., og så kan du ikke bare kravle, du kan kravle sidelæns, som et firben, ned ad bakke, langs jorden, som en abe i græsset eller en kat på et gelænder. Du kan lægge dig ned på jorden og rejse dig op igen på mange måder og du kan tage benene på nakken efter et rullefald.

Kompleksitet i bevægelse som livsmatch

Til syvende og sidst har vi brug for et komplekst tilhørsforhold til selvet, til kroppen, til fysisk udfoldelse, til vores vision for livet, vores viden, kreativitet, sundhed og opmærksomhed. Det er i selve den menneskelige oplevelseserfaring, at forbindelsen til den dybe forbundethed ligger gemt. 

Vores ungdom eller udseende kan vi miste. (Det var det der med hårtabet igen. Øv.) Men den indre forbindelse til verden kan vi have med os på hele rejsen. Og jo mere af verden vi kan interagere med, jo bedre navigationsvilkår. Jo flere valg kan vi træffe, med overlæg og intuitiv snilde. 

Det gælder om at lære at navigere i den menneskelige opdagelse af livet, så de erfaringer vi drager os, understøtter vores behov. Det tager tid, kræver mod, blod, sved og ægte tårer, en klar vision og masser af erfaringer. Og pludselig kan vi bevæge os både på en overlevelsesmæssig relevant måde og selv øge kompleksiteten heri.

Efter bedste evne, bevares.

Vi har herudover også behov for at udtrykke os, og det giver en kompleks bevægelsesevne adgang til. 

På den måde er vitalitet både et spørgsmål om overlevelseskontakt og kontakten til den indre bearbejdelse af de engagementer, vi giver os i kast med, for at drage de relevante erfaringer, der holder os ovenvande, indtil vi til sidst bukker under.

Det er både noget med passende “risk management” og noget med at blive kreativ, fordi det udvikler os at bevæge os på måder, hvor vi løser motoriske problemer på højere niveauer. Det er noget med at blive os selv.

Det kan sågar ende med at føre til kunsteriske udskejelser, såmænd såmænd. 

Det kan handle om at afsøge, hvad et menneske kan i bevægelse, så vi kan vælge og mestre de bevægelser, vi har brug for, når vi har brug for dem – som ægte nøglemagere. Og at nå frem til hvad der gør livet vitalt som menneske i bevægelse.

Og det rummer både noget fælles og noget individuelt, men næppe kun det ene eller det andet.

Kilder til vitalitet og bevægelse i daglig praksis

Jeg afslører som sædvanlig ikke detaljernes mondære eksekvering i alle scenarier. Jeg strør lidt andefoder ud over dammen her. Det handler om at finde beatet og at undersøge sagen selv. At erfare i praksis. Det kan ingen protokol skænke dig upfront:

• Vurdér din bevægelse i forhold til livet selv. “…it is essential to evaluate the practical value of any fitness regimen not just in terms of health, well-being, or cosmetic satisfaction but also in terms of contribution to the preservation of life when needed” (ibid, se 38). I virkeligheden har du måske ikke brug for at kunne tage 20 pull ups til toppen af en barre, men bare at kunne bevæge dig over en væg én gang. Den megen styrke og muskelmasse er ikke meget bevendt, hvis ikke den kan omsættes hertil. Det gælder i overlevelsesmæssig forstand om ikke at spilde værdifuld tid og energi på noget, der ikke fører til nogen form for problemløsning, der er forbundet med livets opretholdelse. Okay så, lettere sagt end gjort. Måske også for ambitiøst trods alt. Men ikke irrelevant
• Stay openminded people. Praktisér naturlige overlevelsesrelevante bevægelser. Bevægelse kan opfattes som en isoleret begivenhed, der udelukkende behandles som et middel til et mål. Sundhed, longevity, skønhed og alle de andre usual suspects, der præcis kan mistænkes for at være suspekte, fordi bevægelse ikke først og fremmest er eller bør reduceres til et middel. Måske hører det under de mange “ståsteder”, som Professor Sven Brinkmann plæderer for i en af sin tidspopulære bøger af samme navn. Lige bortset fra at bevægelse aldrig kan være et ståsted, men netop udmærker sig ved at være den evige transformation eller finere endnu – metamorfose – der følger livets processuelle vilkår og Heraklits dunkle mundheld. Men måske man kan stå ved at “stå i det åbne”, som en smuk formulering i en anden højtravende bog lyder. At være beredt på alt eller lidt af hvert, da vi aldrig ved, hvad vi får brug for. Færdigheder som eksempelvis at rulle, kravle, balancere, forsvare sig, trække og skubbe, løbe, gå, springe, klatre, svinge og svømme er alle værd at øve, for at kunne bruge dem, når der virkelig er brug for dem. Men også fordi du føler dig vital, når du praktiserer disse bevægelsesmønstre. Intrinsisk værdi forude folkens
• Energi mig her og der. Der tales i bevægelseskredse velmenende og inspirerende om energi – “energy currents”. Hos Mester Fong Ha kan vi i bogen Yiquan and the Nature of Energy konstatere, at det ikke er så let at konstatere, hvad energibegrebet egentlig dækker over. Også her åbnes verden for fortolkning. Jeg selv abonnerer ikke på nogen “mesterenergi”, som jeg vil påkalde alverdens onder at komme i bedre kontant med. Men jeg kan sanse en energi, når jeg formår at bevæge mig i kontakt med en vitalitetsfølelse, en sensibilitet, en sensitivitet, delikat som et skrøbeligt skud på en forårsstamme. Et vidnesbyrd om, at noget kan vokse, hvis ikke det mejes ned. Den energi går jeg med, og jeg indånder den fuldt ud, især når jeg er vidne i naturen til det, jeg ikke forstår, men får lov at mærke. Vidnesbyrd igen igen. Måske er det netop denne “alignment”, nogle “movement masters” burde tale om eller taler om. En livsenergi, som det gælder om at kalibrere sin praksis efter. Lad naturen hele dig og åbne dit kolde hjerte op ud i mod verden.
• Vi kan fordybe os i “micromovements”. Det er så moderne med store armbevægelser. Prøv at stryge en dosis Moshe Feldenkrais ind over din bevægelsespraksis og mærk, hvordan ekspansionen følger opmærksomheden. Det er også kultivering af opmærksomhed, når det er subtile bevægelser, vi udfordres af. Det hele skal ikke foregår i Boxen i Herning. Og de kan hen ad vejen lede til mere autonomi og udtryksfuldhed. SROMP er et andet eksempel herpå – blot et eksempel.
• Barnets drilske mildhed og livsappetit er en evig kilde til genfødsel. At være på naturlegeplads eller krympet sammen i en mooncar i tæt ræs sammen med min bror og hans bedårende søn Ask er et vindue ind til det, jeg aldrig må give slip på. At være både nær og selvforglemmende, som kun et barn, der pendulerer hjemmevant efter fantasiens love, kan være. Barndommen genopdaget. At træde ind i sin egen genfødsel og vitalitet er at møde barnet igen og igen. At følge dets vej gennem legens fristelser og løse de skælmske gåder og udfordringer, barnet udstikker. At give sig fuldt ud og hen til legen og erfare, hvordan den løfter selvagtelse og selvrespekten, når den ene forhindring overkommes efter den anden. “Se mig far, jeg har lige gået igennem balancebanen, men Jesper han faldt ned og trådte på jorden” (jo jo Ask, men du skubbede jo også til mig, din ryggesløse, opportunistiske lille bandit).
• Enkelhedens fysiologi. En hurtig transformation af energi kan ske med en løbetur, eller en anden form for relativ intens og kortvarig fysiologisk kalibrering, hvor hjernen og organsystemer vækkes til live. Det giver en ret hurtig adgang til det energiboost, som mange tørster efter. Opvarmningsmodellen “RAMP” kan eksempelvis skræddersys til en bevægelsespraksis, så man mærker dette “energy raise” og den “potensering”, der leder frem til andre aktiviteter efterfølgende.
• Homøostasis muss sein. At være vidende om hvordan og hvilke præmisser vores biologiske homøostasis kan kalibreres efter. Fra biorytmer, årstiderns skiften, til humørets lunefuldhed og inspirationens vitaminer. Det er lettere at være ude af balance end i balance, synes manges erfaring. At kende sin egen krops evne til at vedligeholde sine behov er en indsigt, der rækker udover lærebøger. Det er en kropspraksis, der er livsunderstøttende, og handler hverken om biohacking eller longevity-hysteri. Det er selvomsorgens livspligt for det menneske, der ser sig selv gennem de store linjer. At have styr på basis er antageligt undeligt vigtigere end at proklamere de hellige søvnkilders springen på baggrund af “et rødebedeshot” eller “en go-nat smoothie” inden sengetid. Lad Ikaros flyve mod himlen. Nøjes med at have styr på bagsmækken først. Hvilket ikke er det samme som lejlighedsvise slankekure. Det er livet ud og ingen pligt for den, der mærker vitaliteten ved at gøre det. Det bliver til det naturlige svale og fastholdte valg i en unaturlig verden, hvor dette valg er truet på alle gadehjørner – af lokkende dufte og falske kalorier. Og alt muligt andet…
• Følg opkomsten af dagens energi. Erkend at den er, som den er, ved at følge dens tråd for en stund. Er du ikke i humør til vilde koreografiske udskejelser, heftig pusten på en løbetur eller tung styrketæning fra morgenstunden af, så prøv at kravle op på et gelænder (eller hvad du nu har adgang til i nærmiljøet), og arbejd i 20 minutter først med din balance. Sæt klassisk musik på og start med små fagter, som en dirigent, hvor aktiviteten kan vokse til en dans, eller fang rytmen i den musik, du holder mest af, og se hvordan den transformerer de rå følelser, du kan være låst af indeni. Begynd at jonglere på et ben, eller at “rejse gennem hvilestillinger på gulvet”. Giv dig hen til det modsatte af din hævdvundne plan, eller det radikalt anderledes – for en tid. Måske ender du med at nå planen alligevel, med stolthed og ejerskab. “Owning the morning”, magi eller ej.
• Tag ansvar for helheden, dine krops samlede behov. Ikke så mange dikkedarer. Bare sørg for, at du har en passende holisme i dine bevægelses- og livspraksisvaner. At du både har til led, organer, hjerte, sener og sanser. Til øjne og indre øre. Væk din livssundhed til live først og tag bestik af kreativiteten dernæst. Måske kan sidstnævnte guide førstnævnte. Men se på, hvad du forsømmer med et ærligt blik. Er du stiv som et bræt, er det næppe mere styrke, du skal fremture med. Kig på helheden, når du lodder dybden af dine behov og gå også efter det, du har brug for, ikke kun det, du begærer. Jesper, jeg elsker bland selv slik. Ja ja, det gør de fleste nok. Men ikke kun labre larver vel.
• “That which you like for recharge”. Tag ikke sangstemmen fra en sangfugl. Stop monomanien. Følg din glædesåre og hengiv dig i passende mål til det, du inderligt elsker ved den måde, du praktiserer på. Uden at tænke på hvad andre mener om det. No shame allowed. Det lærte Richard Gere, der led arbejdsdøden om nogen i filmen “Shall we dance?”, og andre har fundet den før ham. Måske kræver det mod, måske kræver det blot et lille puf, måske kommer det helt af sig selv, når du siger ja indefra. Hvis du er bidt af bue og pil, så skyd så andre taber øjne, kæbe og mund. Men vid, at dem der rammer bedst, er dem der træffer i bevægelse, de er allerede høje på hjernens mirakler.
• Sansen for detaljer. Undersøg den mindste ting, som var den et nyfødt barn. Måden du samler en papirclips op i en hingeøvelse, eller den måde du skænker din te, som legendarisk gengivet og udødeliggjort i filmen The last Samurai. Find ind til omhuen i det undersøgende nærvær og tillæg denne opmærksomhed dyb værdi. Her går bueskytten måske i en anden retning og abonnerer på fænomener som “zenarchery” som en vej ind – slowmotion er godt for kropsbevidstheden.
• Vær nysgerrig som en anden Spørge-Jørgen, pandekage eller ingen pandekage, curiosity leads the way. It may also kill the cat, but then again. Stol på nysgerrighedens rødder, de trækker på det fornemste du er udstyret med i evolutionens gådefulde vidunder, din egen intuition. Meningsløst er det liv, der ikke længere rummer nysgerrighed. Det er dømt til evig reprise. Der er ingen, der siger, at du skal stille irriterende eller øretæveindbydende spørgsmål til hvad du skal. Nøjes med at lade kroppen lede dig, som i konceptet fra dans, som nogen har kaldt “travelling through all asanas”. Nogen gav andre det råd, at det er den primære guide, når du ønsker at krydse broen fra stilling til bevægelse, fra exercise til movement, fra eksekvering til kunstnerisk udtryk. Min erfaring billiger dette råd og jeg ved, hvor svært det kan være at krydse denne bro. Men det behøver ikke være umuligt, snarere noget der tilegnes via de små interaktioners regelmæssige akkumulation.
• Dans dig ud af dine længslers indespærring. Dans frigiver energi og har terapeutisk potentiale beyond I do not know what. Dans er den ultimative “connectivity” til verden, formoder jeg – hyldest til at være i live, og det kan føre til mage at gøre sig umage hermed og meget andet.
• Motivationsboost for rådvilde: 1) Øg kompleksiteten i problemløsning på lettere niveauer. Hvis der ingen udfordring er i det, du gør, så skru op for udfordringen. Kan du ikke se meningen i en chin up, så kravl over en mur i stedet. 2) Mind dig selv om værdien ved det, du gør – THE WHY WHY is to be alive …3) Zenapproach: Betragt hver træning som var det den sidste i dit liv, dvs. maksimer dit nærvær som var det livet selv det gjalt, 4) Gør noget radikalt anderledes – ”sceneskiftet”. Er det kedeligt at gå op og ned af trapper, så begynd at kravle op og ned af trapper, eller at gå på et gelænder (Jesper, det er jo urealistisk. Nej, mange sandkasser på legepladser har en kant, du kan starte på. Get creative first and later become the cat on the rail). 5) Skab struktur og sæt en tidsramme, hvor du skal nå noget og gerne nogle targets, du vil overkomme. Slib saven og gå efter en udfordring, du kan overkomme, og som kræver dit fulde fokus. Jonglér 500 bolde i træk uden at tabe en eneste bold inden der er gået en time. Okay, det er er stor udfordring, ja, afgjort, men jeg har klaret det selv. Og det kan du måske også. Jeg er ingen cirkusartist. Jeg blev bare nødt til at koncentrere mig.

Hvis du hænger i et dødvande og ikke rigtigt kan finde din indre “aktivist”, der er villig til at kæmpe for en funktionel fremtid, kan lidt martial arts filosofi måske hjælpe dig lidt på vej. 

Frank Forencich har skrevet veloplagt om koblingen mellem et martial arts mindset, aktivisme og ansvarfuldhedens metoder i bogen The Enemy is never wrong. Martial Art, Activism, and the Fight for a Functional Future. 

Bogens ærinde rækker udover bevægelse, men giver nogle bud på, hvordan du som verdensborger bliver vital igen, i den store betydning, i kampen for klodens overlevelse. Nøglen er engagementsforvaltning.

Læs den, hvis du savner perspektiv på dit engagement. Eller vil lære at tænke som en “martial arts taktiker”. Eller ønsker at stille spørgsmål til dine nuværende vaner og approaches.

Måske den kan vække dig af en unødig slummer og få din livsbevægelse på gled? 

Men lad være med at tro, du kan snyde døden. Du kan 

Det gælder om at vælge bevægelse med omhu, der tjener dit samlede livssetup bedst.

Det gælder om at gøre din bevægelse vital, når livsenergien er truet af vane og varmedød. 

Bliv det vitale menneske – igen. Og hvis du mangler overskud, så prøv at starte med en behagelig massage til at få genskabt kontakten til dig selv. For en stund. 

Hvad end du gør, vitaliteten findes derude eller inde.