Tiden er kommet til en krævende, farverig og aldeles livsrelevant opgradering af dig, kære læser.
Du inviteres i det følgende til at drible uden om populære skøjtemanøvrer, der nagelfast vil belære dig om, at bevægelse kun praktiseres af enten nødvendighed eller motivation.
Det er muligt, jeg er ansat i en afdeling for magisk tænkning, men for mig er det ikke utopi, at der skulle være andre tilhørsforhold eller andre nuancer i spil. Jeg strides med mit “eget bud på” en flersporet vej, og mit hjerte vil gerne have ført til protokols, at en sådan vej findes.
Du behøver ikke være trælbunden af dette polaritetstyranni, selv om jeg konstaterer, at det forholder sig således for mange mennesker. Og det vil det øjensynligt blive ved med.
Uanset hvem der mener og gør hvad, er bevægelse en uregerlig octopus, som rækker ud over “det sjove” eller “det pinefulde” alene. Rigide orienteringer er til for at blive blødt op. Bevægelse kan rumme en meningsfylde så dyb som kærlighedens svære valg og erfaringen af naturens vidundere.
Det kan være som at svæve ubesværet i vejrmøllernes rige, eller at miste sit fodfæste for en stund når “the stick game” afslører, at din benpraksis er underlegen og ensformig. Bevægelse kan være en undersøgelse af måden, vi lever på.
En afslørende, men altid ærlig læremester.
Det handler i min praksis om at kultivere opmærksomhed og blikfang og turde at lære noget mere om kroppens musikalitet. At acceptere sin ufuldstændighed og flette ind i en større kæde af dyrebare bevægelseserfaringer.
Om slutresultatet bliver middelmådigt eller ej, er mig mindre væsentligt. Men det personlige udtryk er væsentligere og rejsen fremad op ad bjerget. At se altituden i øjnene.
Autentisk at opdage nye sider af bevægelse, der kan berige livet. Det finder jeg værd at engagere mig i. Mere end at være endnu en original original.
Andre genfinder glæden ved det elementære. At være fælles og sociale i bevægelse, der når tilbud udebliver kan tage sin begyndelse i noget så trendsættende elementært som at gå.
Vi må huske, at der ikke findes én sandhed. Allervigtigst at undfly andres.
At hæve blikket
En perspektivforskydning, væk fra anmassende sundhedspalaver og minimaldosis spekulation, forudsætter nogle fundamenter, er min formodning. Bevægelsesvalg og kvalitet må forankres.
Et eksempel. Spørgsmålet om dexterity, på dansk lidt kluntet oversat til behændighed og snilde, er et fænomen, jeg antager, er fremmed for mange i en traditionel træningskultur.
Behændighed er et fænomen, der rækker langt ud over den besungne agilitet og “Fingerspitzgefühl, som det er blevet forvekslet med. Behændighed er hjernegymnastik på højt plan, en temmelig total udfoldelse af bevægelseskompleksitet, involverende mental smidighed, snarrådighed og kløgt.
For mig er behændighed en hovednøgle til at åbne op for flere bevægelsesformer på én gang. Maggie-terningen, der har (næsten) det hele. Som i hvert fald optræder i alle mulige former for motorisk problemløsning.
Ordet motorik lider næppe under samme intuitive fremmedgørelse som behændighed. Men er som nævnt i høj grad involveret, når vi taler om behændighed. Derfor kan motorik dog sagtens være underprioriteret i mange menneskers forhold til bevægelse.
Lad os derfor starte der, så vi ikke går for hurtigt frem.
Indlægget her skal altså udelukkende omhandle motorik og motorisk kontrol, fordi de udgør et fundament for mere behændighed. For mere og bedre bevægelse i det hele taget. Og det er tiltrængt, for virkeligheden er, at alt for mange mennesker ikke har et nuanceret forhold til bevægelse og heller ikke spekulerer indgående over, hvordan de udvikler motoriske færdigheder.
Lidt (overflødigt) tendensdrys
Aktuelle undersøgelser af vores adfærd og fysiske aktivitet i hele Norden vidner om tilbagegang i vores hverdagsvaner fra kost til bevægelse etc. Vi sakker bagud på flere fronter end for bare 10 år siden.
Om end jeg for nylig af en journalist erfarede, at en vis “klichefyldt” løbebåndspraksis åbenbart var ved få vind i sejlene. Bevægelsesvalgene synes at være styret af andre oppustede luner og rationaler – hype og trendrotationer. Og det er ikke det hele, der forekommer lige ikonisk, set i det store evolutionære lys.
I børnehøjde har mange for tiden travlt med at samle “eksklusive” kort, der kan skabe timelange køer i stormagasiner, ondsindet splid og pseudohierarkier. Tid der kunne går med at lege og udforske kropsuniverser i stedet, som vi gør i bevægelse.
Æv. Jeg vil undlade at blande mig i, hvorvidt trenden ligefrem udgør et wake-up call eller ej. Alarmisme trives så let i enhver kulturkritik.
Lad mig afstå yderligere fra at soppe vredladent rundt i tristesse og forfaldsstatistik, men derimod gravitere mere loyalt og opbyggeligt mod inspiration – og at åbne øjne, der i forvejen står på klem.
Vi har mere end nogensinde behov for at lære mere om vores kropslige mellemværende. At tillægge os en adfærd, der også omfavner, at vi er væsner i besiddelse af et særdeles pragtfuldt og enestående biologisk klaviatur, der kan omkalfatre måden, vi lever på.
Uformåen er alle moders begyndelse
Vi må lære at stå ved vores vakkelvornhed. Frem for at falde for perfektionskravene til social medialiseret bevægelseseksponering, der dræber den fri udfoldelse indefra, som vi nu åbenbart også ser med dans.
Intet går tilsyneladende forbi denne diabolske nivellering af vores muligheder for at blive os selv.
Jeg “blæser til angreb” for amatørismens talentforskydning, hvor kunnen er drevet roligt frem af kærlighed til sårbar udfoldelse. En kærlighed der tager vejens træghed med, og ikke kun andres momentane opmærksomhed og den øjeblikkelige tilfredsstillelse i form af ligegyldige strejf af anerkendelse fra et viralt bølgeridt.
Destortion og fordrejning er overalt. Ido Portal har tilkendegivet det meget åbenhjertigt på det seneste, og viser som ofte veje frem, for dem der er vågne ved kateterpulten. Keeping it real er mere og mere hans varemærke, hvilket er en forskydning fra de mange labre “backflips”, han for år tilbage (nødtvungent?) blev kendt for og satte håbefulde hjerter i brand med.
I dag er hudflettelse og demaskering trådt mere i forgrunden. Og vi trænger unægtelig til en renskuring.
Men barmhjertighed og empati må aldrig gå tabt i tidens tendens til at trække bukserne ned om benene på Gud og hver en aspirant eller prætentiøs drømmer, der sigter efter berømmelsens tinder. Alle er sårbare i ukendelighedens tidsalder. Der skal være plads til at famle.
Måske er bevægelse et af de bedre hjørner af verden at undersøge sin egen fejlbarlighed på?
Her er min uperfekte brydekamp med en fitnessbænk, der ikke ligefrem vinder nogen medaljer.
Paletten er fuld af farver
Vi må ikke blive mørkemænd, blot fordi der er optræk til forvirring på verdens fronter. Misforstå er også at forstå, men blot meget værre. Det værste er at tro, vi har gennemskuet det hele og lukker os om os selv i en kokon af selvretfærdighed og foragt.
At løse den gordiske bevægelsesknude handler ikke kun om energiregnskaber som forklaring på kuldsejlende bevægelsesadfærd, i lyset af mismatch hypoteser. Eller talentlitteraturens fejlantagelser, “grit og grind”, overmålrettethed og tidlige specialiseringsfælder. Det handler i høj grad om at være en god matchmaker i valg af udfordringer og vanebrud. Og endnu bedre, at være en mere elegant rejsende ud i bevægelse, hvis altså det er noget, der fatter interesse.
Ikke så meget på et grundlæggende sundhedsniveau, hvor det kan postuleres, at vi er oppe i mod over 200.000 års evolutionær kodning, når vi skal op af sofaen og nærmest vil undgå bevægelse for enhver pris, unless it is absolutely necessary. Eller at bevægelse skal være sjovt, fordi vi evolutionært er hardwired til at adressere knaphed, fra en barsk fortid hvor kalorier var sparsomme og vi dermed åbenbart også er “kodet” til at opfatte al unødig aktivitet som livstruende adfærd. Derfor foretrækker vi at spare på ressourcerne, lyder en relevant argumentation.
Det strategisk dovne dyr, men også det selvbevidste dyr, tænker du måske. Well, sandheden har vel ofte flere ansigter.
På et mere dannet og dybere evolutionært niveau kan tingene tage sig anderledes ud. Her kan det også stadfæstes, at vi kan vælge at lade os bestøve af millioner af års evolution, der overhovedet berettiger, at vi kan bevæge os mere intelligent. Hvis altså vi ser skønheden heri. Og tør udfordre vores egen linseindstilling. For der er noget at stille skarpere på.
Kunsten er at få flere øjne til at lægge mærke til det. At få os ud af den standende vaneslummer ved at blive konfronteret med andre måder at være i verden på.
Allright, jeg samlede også på diverse populærkort, da jeg var knægt. Og havde munden fuld af syntetisk tyggegummi. Pfui Teufel.
Inden du kaster dig over finere ædelstene som behændighed i praksis, tænker jeg, det er på sin plads overhovedet at forstå noget mere om motorikken og motorkontrollens betydning for vores evne til at bevæge os. At kvalificere betydningen, for så vidt som det går hen over hovedet på mangen en menigmand – og kvinde.
Har vi glemt det med at bruge hele paletten?
Jeg hører Nik & Jays ukuelige evergoing coolness for mig. “Er der nogensinde nogen der har fortalt dig, at du er fuld af farver”.
På linje med koordination og teknik står vi med motorikken ved et fænomen, der tillader os at gå i gang med at løse opgaver. Frem for blot bevidstløst at kaste sig over et lynråd eller at tilbede “stationsbåren cirkeltræning” og sjælsforladte protokoller. Med motorikken flyttes hovedet fra under armen til op på hovedet igen. Hvor det hører hjemme. Og det baner vejen for mere behændig bevægelse.
Velkommen til det arbejde, hvor knolden skal med på rejsen.
Klugscheissere, foren jer.
Eget minuskelmellemværende
Allerførst en omvej. Jeg angriber fra indersiden.
Springet fra gummitunge stationære isolationsøvelser, til bevægelse, og i særdeleshed videre frem til at løse motoriske opgaver, er afsindigt vigtigt, hvis du gerne vil blive dygtig til at bevæge dig i et kompleksitetsperspektiv. Det bliver ligeledes mere og mere afgørende for mig i egen praksis. Af et hav af årsager. Ikke kun alder. Glæde, drømmen om at udtrykke mig kunstnerisk i bevægelse, daglig trivsel, at være på praktisk omgangshøjde med voksende indsigter i evolutionære behov etc.
Og hvor har det været svært at omstille sig. Er det til dels stadigvæk i visse henseender, da det er langt nemmere at køre på støvede vanerutiner, have et ureflekteret forhold til modetræning eller bare at følge en laber YouTube kanal, en standard træningsplan, eller umotiveret at prøve sig frem på må og få – ofte forankret i en misforstået sundhedsambition uden selvindsigt eller vedholdende horisont.
Sådanne tilgange ligger nok ikke så langt fra virkeligheden for langt hovedparten af mennesker, der lever travle liv med børn, arbejdspres, familie, studier, interesser og kryds og tværs forpligtelser. Lad os være nådige.
At få indsigt i de bagvedliggende funktionelle bevæggrunde for sin egen praksis er alt andet lige en årelang rejse, hvor kroppen samtidig ændrer sig hele tiden under den konstante tilblivelsesproces. A moving target. Det, du sværger til i dag, kan være komplet irrelevant om 10 år. Eller bare om et år.
Det kan også være, at du falder over en livslang kærlighedsaffære, du aldrig giver slip på, eller behøver at sige farvel til. Hvor du formår at holde fast i visse aspekter i kraft af erkendelser undervejs. Og vokser af vedholdenhed.
Måske ændres dine mål også undervejs, på grund af skader, modgang, arbejdsforhold, passioner for nye praksisser, erkendelser, livsomstændigheder etc. Det har været tilfældet for mig.
Jeg har kæmpet med det hele, men jeg er stadigvæk rejsende i bevægelse. Og på min egen camino er der altid plads til at stoppe op og gøre status over, om jeg bevæger mig i en gunstig retning.
Basalt set prøver jeg ydmygt at se på, hvad der gavner min (og andres) bevægelse i et langsigtet perspektiv. Hvad der er holdbart, konsistent, men også hvad der kan skifte ham, og hvad der modarbejder min egen udvikling – eller ligefrem bør undgås. Eller hvorfor jeg har en tilbøjelighed til at undgå visse bevægelsesformer.
Er der nogle almene lektioner heri ditto?
En dans mellem artsspecifikke manøvrer og individuelle specimen inklinationer, om du vil. Og jeg deler generøst de hårdt tilkæmpende erkendelser undervejs, stol fremdeles på det.
Integrationskunsten i bevægelse
Her vågner jeg for alvor. Når jeg tør spørge til, hvordan jeg kan lade forskellige praksisser og felter smelte sammen til en mindre rigid og opdelt bevægelsespraksis. Uden at det er på for stort et kompromis med evolutionær loyalitet eller at noget ophøjes til en særstatus.
Et dugfriskt eksempel kunne være hænge- og svingeuniverset, der kan flettes sammen climbar teknikker, en slags akrobatik i en barre og evt., hvor en væg tages med på råd også. I en og samme session. Især hvis miljøet kalder på integration. Brug hvad du har ved hånden.
Som under en beskeden julepraksis i sønderjylland, hvor jeg prøver mig frem. Pænt anstrengende.
Det er vigtigt for mig at tillade disse fusionsmuligheder, men også at rette ind efter det, jeg mangler i hver enkelt praksis. Og mindre fornemt – hvordan jeg kan undgå at svigte fundamentale bevægelsesmønstre og færdigheder samt hvordan jeg samtidig får et mere kreativt og udviklende forhold til bevægelse. Hvor så mange livsunderstøttende bevægelsesformer holdes i live så længe som muligt.
Perspektivet er selvisk, men også samfundsvendt. Jeg vil pege på, hvad vi kan med bevægelse, og leve det gode liv set fra bevægelsesperspektivets indersider. Som må konciperes i mere end ental.
Det er en del af det store puslespil, vi kalder livet. Ud over det med mening i hverdagen, legen, glæden, vitalitet, det sociale ved bevægelse og det med “det store perspektiv”, det som gør bevægelse til en vigtig brik i spørgsmålet om et godt liv, hvor vi føler os forbundet med noget større.
Her går processen hen og bliver eksistentiel, livsfilosofisk, uundgåeligt. Bevægelse er liv.
Final destination? Det tør jeg ikke sige. Jeg bruger, som før bebudet, bevægelse til at lære mig at blive en bedre livsrejsende. Blive seende, følende og sansende igen. Ikke at jeg er helt jomfruelig, hvad angår min egen selvindsigt. Lidt street credit fortjener man vel, når man har rundet de 50…
Bevægelse er for mig at stå i gæld til noget, jeg principielt kan (og måske alligevel ikke kan) rende fra. Det er ikke romantik. Det er selverkendelse i slæbespor og drøje hug undervejs, men også iblandet jubel, forundring og glæde, taknemmelighed.
The show must go on, som Queen påpegede. Derfor tænker jeg, undersøgelsen har sin berettigelse. Hvad er en værdig aldring, set fra bevægelsens side?
At se dybt i evolutionens gemakker kan give dig nogle masternøgler, du kan lirke din egen sjæl op med, eller blive bedre til at bevæge dig som menneske ved hjælp af.
Bliv seende kunne et credo lyde. Undgå forstoppelse og selvbefamling i den billige ende af dit potentiale.
…du er fuld af farver, kære læser.
Evolutionen må ikke gå i stå
Det evolutionære perspektiv med de mange grundlæggende og primære bevægelsesmønstre og bagvedliggende filosofi er bestemt vigtige at få skabt kontakt til igen og opprioriteret. På nye forfriskende måder. De lægger et enormt troværdigt (og trykprøvet) fundament, i kraft af selve evolutionens stadiemæssige adaptationer og vores DNA, og fordi de udstikker en række erfaringstunge metodiske principper.
Det er dybe tallerkner, du ikke behøver at genopfinde, men snarere bør nærme dig mere loyalt. Som rækker ud over dig, og som er menneskeartens arvegods. Dem skal du ikke kaste i tivoli med, men det er ikke forbudt at jonglere med dem.
Herudover er der alt det, som vi har tillært os gennem bevægelsens kulturhistorie, og de vilkår som tegner fremtidens forhold til bevægelse. Alt det nymodens, det lækre lir og lakrids. Alt det spektaktulære stunt og krumspringshalløj, der tiltrækker sig opmærksomhed i medietromlen. Hvad er go og no go i den andedam?
Og hvad med den moderne træningsvidenskab og dens fokuseringer på optimering, måling og tweaking – og snakken om “korrektive øvelsesfælder“? Noget skal helt sikkert også anerkendes her, andet skal lade livet.
Bag alle disse udfordringer, jeg bakser med i bevægelse, ligger der en dvalende bevægelsesevne, der både vedrører nervesystemets udvikling og arkitektur, men som også handler om at kunne trykke på de rigtige knapper, hvad angår det at kontrollere bevægelse. For så vidt at motorkontrol er en del af spørgsmålet om, hvilke motoriske opgaver vi har brug for at forholde os til og/eller gerne vil udvikle os med.
I særdeleshed hvis vi også har “konstruktion af bevægelse” for øje, rent evolutionært.
At søge kontrollen uden at blive kontrolfreak. At matche bevægelse på “neuroarkæologisk” niveau, sagt lidt flot og kryptisk. Slet ikke så ringe endda.
Hvilket går pænt meget ud over den kværnende longevity palaver, der naturligvis har sin plastiske relevans i den store neurosammenhæng, formodentligt da.
Det er en til tider lammende og samtidig også afsindigt tiltrækkende kinddans mellem evolutionært arvesølv og knopskydninger i den videre evo-devo. En god smeltedigel at være fortabt i.
Og slutdrømmen? Tja, at vedblive med at være et vibrerende og relevant bevægelsesvæsen. Så skidt med at det sejler, hvad angår Tik-Tok kendskab og andre heksekunster. Jeg ønsker at kunne gå elegant i vandkanten og havkalibreres, hele livet ud, det – det er det bedste for mig, som Søren Ulrik Thomsen poetisk kunne have sagt.
Jeg går efter det, klinikerfaringerne røber, og det hjertet kan holde til i lyset af realitetsansens skær, hvor undgåelse af magisk tænkning vel også har sit mandat i “den indre folketingsafstemning”.
Når jeg fejler og tvivler? Påmindelsen om at jeg er i vedblivende vorden, med begyndermindsettet intakt.
Shoshin muss sein.
Har du styr på trådene som Pinocchio?
Ned på landingsbanen igen.
Motorik er et fænomen, hvor nogle af os nærmest instinktivt bringes i forlegenhed. “Åhh nej, nu bliver jeg afsløret” som den falskmøntner, jeg er. Jeg kan jo hverken kaste eller gribe en bold og slet ikke danse eller udføre boksebevægelser. Fuck fuckity fuck.
Et ikke science fiction eksempel på forlegenheden: som klient at blive konfronteret i klinikken med uortodoks smertelindring via “de serverende te-kopper”, som handler om at åbne dine skuldre i forhold til ind- og udadrotation, skabe balance i brystryg i forhold til overekstremitet, fremme mobilitet, stabilitet og ROM omkring skulderled og skulderblade og at lære at isolere brystryggen ved samme manøvre, sådan for de mere indviede.
Te-serveringsbevægelserne afslører måske, at du slet ikke er vant til at føre dine arme over hovedet, bag om ryggen etc. og at koordinere armbevægelser i begge sider, både synkront og asynkront, bi- og unilateralt.
Det er ud over skulderrelevant stimulering i et skades- og udviklingsperspektiv også koordination, og det er begyndende opgaveløsning. Især hvis du rent faktisk holdt te-kopper i hver hånd, som du ikke måtte tabe på gulvet (eller bolde, eller små vægtskiver, eller, eller…).
Det er en (forholdvis simpel) motorisk udfordring, der dog har flere lag indbygget, hvis vi går dybere.
Hvis skuldrene er det mest mobile og komplekse område i kroppen, giver det så ikke mening at bevæge dem med en vis grad af kompleksitet?
At lære at blive bedre til at få styr på trådene og derigennem også skabe heling for skuldrene? Alene ved at udfordre dem på det skabtes betingelser.
I øvrigt er det ganske flot og fantastisk “at servere te” på mange forskellige måder. Go Asian, go graceful. Det er sikkert også sjovere end at lave den samme bevægelse med en elastik.
Motorik og koordination kan både være nøgler til smertereduktion, men er samtidig indfaldsveje til bedre bevægelse. Pointedrop afgivet.
Der med tiden kan føre til behændighed. Lag på lag kan vi opbygge mere og mere motorisk kontrol, og det kan lede til mere motorisk udfordrende og behændige opgaver, mere udfoldelse og udtryksfuldhed.
Gem dig ikke bag plankeværket til den skraldespandsagtige diagnose “skulderindeklemning”, hvis dit hjertes begær trænger sig på. Do go beyond. For alt i verden da. Du er ikke dine skavanker.
Hvad jeg forsøger at sige er – tab ikke vidden på prægnansens bekostning.
Alt er et univers. Og det starter med at du sætter en højere standard.
Bevægelsesopgaver afslører noget om bevægelsesrelation
En simpel “slice and dice” tilgang kan altså afsløre mangler i vores bevægeapparat. Hvad kan du med dine skuldre og hvad kan du ikke? Som med “te-serveringen”.
Nuvel. Sagen er ikke overraskende, at mange mennesker ikke har ret meget indsigt i bevægelse. Hvilket eksempelvis titter frem af en debat om fænomenet “mikrotræning”, der nemt kan forveksles med mikropauser og “greese the groove” agtige bevægelsesvaner hen over en dag. Og det kan ligefrem lede til udfordringer med at føle sig utilstrækkelig, hvis det finder sted på en arbejdsplads.
Herre Jemini. Hvilken ulykke da. Nogle eksperter har i øvrigt også bidt mærke i, at ord som fællesskaber, færdigheder og mestring ikke må gå tabt i minimalbestræbelserne. Interessant.
I dagligdagen plejer vi i stor stil at skærme os fra de bevægelsesmæssige utilstrækkeligheder, og der er (gudskelov) heller intet pres fra min side til, at vi skal være omvandrende motoriske orakler. På arbejdet skal vi først og fremmest arbejde, ikke indviges i K. Meinel & G. Shnabels geniale fremstød inden for koordinative spidsfindigheder.
Men, kunne der spørges, er der ikke nogle basale færdigheder, der er værd at løfte på befolkningsniveau, når vi går motorikkens ærinde?
Skal vi kun skærme os fra bevægelse af frygt for ikke at slå til og komme galt afsted, fordi der er andre vigtige ting at prioritere etc.? Er vi nået til, at frygten for frygten har lidt for meget medvind?
Skal Pinocchio aldrig på scenen mere?
Vendt mod dig, kære læser. Hvordan får du atter styr på trådene, til husbehov eller til at lære dig selv nærmere at kende? Eller til at holde dine færdigheder og sanser vedvarende relevante ud fra en evolutionær betragtning, der er forankret i, hvad du er skabt til. Hvor koordinative og kognitive færdigheder smedes sammen. Som understøtter din samlede livsrejse.
Mit forslag. Søg mod opgaveløsningen. Hæld til det vanskelige.
Vi har en tendens til at fokusere for snævert
Som jeg peger på i indlægget med den drastiske idemager Bryan Johnson, kan den megen petitesse mani og overgribende hunger efter sandhed ende med en hel videnskabeliggørelse af vores måde at have et sundt og livsvitalt forhold til krop og sind. Spørgsmålet er, om nysgerrigheden følger trop.
Hvad nu hvis du af hele hjertet hellere vil vove pelsen og undersøge dit eget udfrielsespotentiele uden at være omringet af måleinstrumenter alle vegne.
Ser vi på aktuelle forhold, er der foretaget undersøgelser af befolkningens bevægelsesvaner. Eksempelvis tilvælger de unge fitness over foreninger. Der jo pr. tradition er garanter for “det med trådene”.
Men hvad er formålet udover fleksibilitet i hverdagen og at holde sig “sort of fit for livsfight”?
Hvad nu hvis du kunne blive god til at bevæge dig alsidigt og komplekst, uden at det behøver at være prangende eller på højt eliteniveau? Eller skal foreviges for en stund i en scrollingtsunami.
Vi må have spændvidde nok til at lege med tanken?
Imens kan du lytte til lidt stemningsmusik fra det asiatiske køkken, ååh, hvor skønt.
Den legende sjæl
Verden er og har altid været åben for den legende sjæl, og når det kommer til bevægelse må vi lære at forene mystikerens og forskerens tilgange. At suge sandheden ud af livet i effektivitetens navn er alene en sikker vej til resonanstab. At lade den opstå ved en tilnærmelse kan være angstprovokerende, men også en kærkommen åbenbaring. Al forførelse kommer med en pris.
De store øjeblikke med vitalitetsfølelse og glæde er ofte til for at blive opdaget og gennemlevet. Det hedder aha oplevelse, ikke sandt? Nååå, det er derfor, jeg bør overveje at gøre dit og dat? Jaaaa, blandt andet. Du kommer nok ikke uden om de gråmelerede tirsdage.
Vi kan sagtens læne os op af hardcore viden samtidig. Men den viden det kræver for at træde ind i de mere eksistentielle rum med bevægelse er mere tricky. Der kræves et særligt ærligt adgangspas. Det kræver mod, overgivelse og ikke mindst hengivelse til barnet og det søgende i dig.
En prås må gå op for os. Omgangen med sagen må vokse til et erkendelsesniveau.
Motorik er en vej ind i en mere bredtfavnende måde at bevæge sig på. Det åbner for spørgsmål til din adfærd.
Slip motorikken løs.
Åbenheden som vej til afbalanceretheden
Kompleksitet er svært, og vi mennesker er nok ikke altid så åbne herover for, da det indebærer forvirring, bøvl og at lære en masse nye ting.
Har vi et uddannelsessystem, der uddanner os til at bevæge os intelligent? Komplekst, legende og æstetisk, og som ikke bringer os i vanskeligheder, as time goes by og vi bliver gamle?
Nooooope!
Kort ekskurs. Forsnævringstendensen, hvad angår vores livssundhed, har professor i anvendt filosofi, Finn Thorbjørn Hansen, eksempelvis et forfriskende skarpt og kritisk blik for.
Hansen har med bøger som At stå i det åbne i den grad plæderet for, hvor vigtigt det er at udvide horisonten og placere os i undren. Fremfor at sygne hen i lunken vanebevidsthed og rutinøse handlinger.
Et felt som eksempelvis personlig medicin kunne, på linje med vores bevægelsesvalg, risikere at gå denne vej. Hvis ikke vi også har blik for en eksistentiel dimension i tilværelsen, der rummer kunstneriske udfoldelseslag etc. Læs selv Finns argumentation i artiklen “Biomarkørens blinde plet”, Weekendavisen, 3. oktober 2025, nr. 40, Ideer, s. 12.
Hvad kunne en eksistentiel livsmedicin hvad angår bevægelse bestå af? En 360 graders tilgang, baseret på rigelige doser motorisk udfordring. Kunne man forestille sig, at vores sundhedsvæsen begyndte at tænke i disse baner? Ikke i alle henseender, men i visse.
Hvad er det værste, der kunne ske? At vi bliver væk noget oftere fra de der hofteudskiftninger og rygindgreb? At lægehenvisningerne daler, i takt med at kørekortet til rygsøjlebevægelse udvides.
Måske findes helbredelse ofte(st) i, at vi får et mere afbalanceret forhold til krop, sind og sjæl, end at der partout skal ringes efter en venstrehåndskirurg, eller indkaldes til scanning nr. 13.476 for det offentliges regning.
Der kan sågar være løsninger, der handler om at løse problemer i bevægelse, som også kan løse nogle af dine, skal vi sige, mere presserende problemer lokalt eller regionalt i din krop. Akkurat som med te-kopperne.
Motorikken udgør et område, jeg bestemt ikke helt tør afvise spiller en hovedrolle i det samlede menneskeliv. Det har tentakler ud i flere andedamme.
Spørgsmålet om motorikkens betydning for et godt liv i bevægelse er omsider det, jeg mediterer nærmere over i det følgende.
Tak fordi du gider at komme til sagen, Jesper. Ja, men jeg elsker en god omvej.
Motorik for begyndere
Rejsen fra grovmotorisk rædsel og fugleskræmsel hen mod stjernehimlens beundring er selvfølgelig fyldt med nuancer, jeg ikke kan oprulle her, og er også forbundet med valg og fravalg.
Nogen har måske anlæg for at rejse mere gelinde, andre skal kæmpe mere for det. Det er blevet hævdet så rigeligt inden for talentudvikling. Nogen er blevet til- og andre fravalgt.
Husk blot på, at manglende motorisk kontrol ikke kun er et spørgsmål om fornuftigt valg af sportsgren eller at arbejde hårdt for sagen, eller at have en overjordisk evne til at drible som Maradona. Ingen, og jeg mener virkelig ingen, er nogensinde kommet i nærheden af hans motoriske talent, hvad angår boldbeherskelse. Men der er masser af andre eksempler inden for andre arenaer.
Inden vi dratter ned af stolen af beundring over den lille argentiner, må vi huske os selv på, at motorik griber ind i alt fra sygdom som muskelsvind, delvis aldersrelaterede (og vel til dels på befolkningsniveau ret så omfattende udvidenhedsbårne) forhold som manglende kropskernestabilitet, barnets udviklingsfaser etc.
Fænomenet ligger som en moden appelsin i turbanen, hvad angår neuroplasticiteten, relativt højt hævet over sudoko og andre velærværdige sysler i vinterstuen. Og her er gevinsterne ikke kun et spørgsmål om æstetik og kvalitet. Bare det at udfordre motorikken har valeur.
Motorik har mange berøringsflader til bevægelse, som rækker ud over brilliance og badutspring. Det er dybt vævet ind i vores omgang med verden.
Men hvad er motorik egentlig forankret i?
Lag for lag skabes bevægelse…
Noget af svaret finder du i hovedet på dig selv. Og hvor meget du bruger det, der er til rådighed inde i hovedet, om man så må sige. Det er den direkte kobling til behændigheden, med koryfæer som Nicholai Bernstein, og hans teorier om behændighed (dexterity), motor kontrol etc., der er i højsædet. Hvis du gerne vil søge dybere, se f.eks. bogen Dexterity and Its Development, fra 1996, redigeret af M. L. Latash og M. T. Turvey.
I hjernen har du kort fortalt et klaver, som har flere tangenter (aka lagdelinger), end du måske er klar over. At lære at spille på flere tangenter er en del af bevægelsesgåden. Som Marcello Palozzo har påpeget under en forelæsning på Human Movement Studies uddannelsen, i relation til Bernstein:
“It’s all about layers!”. (Forelæsningsslide 2 fra forelæsningen Constructing Movement, 2025)
Spiller du primært på muskler, opererer du på det, der kaldes for “the level of tone”, hvilket hovedsageligt er muskeltonusmanipulation, og ikke ligefrem noget hjernen kommer på overarbejde ved.
Nørdet sagt er hjernen på the level of tone i færd med at opretholde:
“A fluid state of preparation of the neuromuscular periphery to the selective acceptance of an efferent process and its realization” (ibid, slide 3)
Volapyk? Det vil på dansk sige noget med, at hjernen sørger for at kalibrere muskelkontraktion og afspænding, rent tonisk og phasisk. Her opstår deformationskontrol af væv i form af hurtighed og længde, når muskler aktiveres. Samt stimuliselektion, om noget skal accepteres eller afvises, når vi foretager muskulære handlinger. Alt sammen i forhold til, hvad kroppen udsættes for.
Det er godt nok svært det her, Jesper. Pjat, hæng på. Pointen er, for nu, at bevægelse er noget, som består af konstruktionslag, der trækker på forskellige processer i hjernen. Og traditionel styrketræning, bodybuilding etc. er eksempler på noget, som trækker meget på the level of tone.
Vil du gerne mestre bevægelse i mere kompleks forstand, må du involvere flere lag i hjernen.
Med kurs mod behændighed og kulturelt udtryk
Jeg kommer mere ind på “hjernearkitekturen” hos Bernstein i næste indlæg, hvor jeg dykker ned i spørgsmålet om, hvordan bevægelse og færdigheder konstrueres.
Men behændighed er eksempelvis noget, som optræder på et højere kompleksitetstrin. Det kaldes for “the level of action”, hvor det for hjernens CNS (centralnervesystem) og PNS (perifere nervesystem) ikke bare handler om at opretholde sin kropsholdning, spændingsregulering, at aktivere muskler etc., men derimod om synergier mellem muskelkæder til skabelse af relativ kompleks bevægelse.
Der er flere lag, vi forbigår her, som du må have til gode. Men i et hurtigt håndevendingsmotorisk perspektiv er vi faktisk inde og lege med nogle hierarkiske perspektiver for, hvordan vi kan kontrollere eller konstruere bevægelse. Hvilket i høj grad også involverer øgede grader af motorisk kontrol. Om end hierarkiseringen er til debat, så vidt jeg har hørt.
Det er samtidig en anden indfaldsvinkel på det med hard- og software diskussionen i indlægget om bevægelseskultur, hvor det i et kompleksitetsperspektiv gælder om at gøre brug af al computerkraften.
Lad os blive klogere. For vi er meget til (ret indskrænket) hardware, men må ikke glemme software. Og slet ikke at blande kortene på en måde, så vi også rammer det, Bernstein kalder for “the level of meaning”, der gør brug af hele hjernemolevitten on the rocks. På én gang, simpelthen.
For enden af regnbuen har vi altså med “the level of meaning” at gøre, som er ankomststedet, hvor bevægelse som udtryk og meningsskabelse in all its glory finder sted.
Hvem sagde effektivitet, tidsbesparelse, optimering, og alt det andet der tørstes efter? Nej, venner. Det er federe at transmittere information, symbolske handlinger, æstetik og metaadfærd etc. Jeg lover at eksemplificere i næste indlæg.
Vi kan – via motorikken og de koordinative færdigheder – finde ind til behændigheden og det store opus.
Virkeligheden er blot, at vi tror, vi starter fra scratch. Og vi har travlt med at kigge ud mod andres råd og vink. Men vil vi undfly glemsel og fremmedgørelse, foreslår jeg i stedet, at vi kigger indad og finder hjem igen.
It’s all about layers, eller i hvert fald at tage bestik af det vidunder, vi alle er skabt som. Hvis du gerne vil udvikle dig med bevægelse, gælder det om at vide, hvordan du gør brug af hjernens “computerkamre”.
I kroppens lange neurologiske forhistorie har vi indbygget i hjernen en legekammerat, der ikke vil svigte os.
Det kræver dog, at vi er bevidste herom. Og har nøglemagerens evne til at lukke op for herlighederne.
Udfordringsbarrieren med motorik
Læser vi til eksempel fysioterapeut Sara Stubgaard-Schmidts artikel “Motorikken der forsvandt, (Weekendavisen, nr. 15, 13. april 2022, Ideer, s. 7) bliver det tydeligt, hvad jeg prøver at slå fast.
Hun tager i artiklen afsæt i en beundring eller rettere imponerethed over, at hun ser en murer i forbindelse med en tagomlægning gå ned af lægterne på naboens tag med front mod gaden. Hurtigt og med en tung murerspand i hånden. Imponeret over hans balance og motorik.
Det, hun beskriver, er faktisk et knaldgodt eksempel på behændighed, ikke kun motorik.
Hun omtaler endvidere, at der mangler en balance i vores bevægelsesvaner i forhold til styrke og konditionstræning/udholdenhedstræning, der jo også er yderst væsentlige bevægelsesformer. Sundhedsmyndighederne har gennem årene haft meget fokus på puls og de daglige 30 minutters selvvalgt bevægelse, og nu også styrke.
Det går meget på kredsløb, skriver hun. Og i de nationale sundhedsanbefalinger står der knap så meget om alsidig bevægelse og motorik, som jesperabild.dk jo også har som en særdeles fundamental del af sin orientering imod:
“Engang havde vi i Danmark tradition for, at kvalitet i bevægelse var en vigtig værdi. Som et eksempel var den danske gymnastiktradition fokuseret på balance, bevægelighed, krop og ånd, harmoni i kroppen og bevægelsesglæde.” (s. 7)
Det er som at komme hjem at læse disse linjer. I øvrigt er artiklen jo ikke helt ny. Tingene kan være under forandring. Det håber jeg da.
I dag er vi nok overvejende gået over til fysisk aktivitet, der mere og mere fremstår som et middel mod sygdom. Apropos biomarkørens blinde plet. Den iboende værdi, vidunderligheden og glæden, der ikke skal tjene andet end sin egen harmoni, er trådt i baggrunden. Den intrinsiske værdi.
Hvorfor er det ikke godt nok, at vi forebygger sygdom, kunne man spørge?
Det er bestemt vigtigt at fokusere på befolkningens livssundhed, men det er antageligt for snævert at tale om (vilkårlig?) fysisk aktivitet. Det yder ikke fænomenet retfærdighed, hvis vi ser tingene i et større perspektiv.
Vi har nødvendigheden, vi har lysten, men vi har også hjernetrumfen. At kunne bevæge os intelligent, så sundheden ikke lades i stikken, men hvor menneskelig udfoldelse atter blomstrer på en mere kompleks facon. Legende, undersøgende, i forhold til hvad vi har potentiale for, takket være hjernens udvikling.
Formålsforskydning
Why move?, sagde en af heltene. Well, fordi vi kan (til dels indtil vi pludselig ikke kan længere, fordi vi glemte det eller røg ind i modvind).
Faktisk er bevægelse en form for intelligens som vi kan erfare i denne video med Ido.
Folk bevæger sig ikke, medmindre de kan se et formål med det, hørte jeg for nylig i saunaen. Hmm, hvad nu hvis formålet var iboende. Vi har vel stadigvæk to ben. Er vi ikke skabt til bevægelse? I stedet for at opfinde for mange dybe tallerkner kan vi vælge at dykke ned i dem, vi allerede har.
Vi kan vælge at gå kalkulativt til værks og regne på, om det kan betale sig at bevæge sig. Eller vi kan stole på os selv. Som væsener der allerede kender svaret inde i os selv.
For meget fokus på sundhedsdelen og “longevity” etc. kan få som konsekvens, at motorikken glider ud af fokus. At vi slører det, vi forundres over, som jo også Finn Thorbjørn Hansen lærer os er vigtigt. At vi faktisk er ret fantastiske som vi er, og at vi kan bevæge os uden at det skal have en funktionalistisk eller instrumentel årsag ud over – at sådan er det nu engang.
Motorik er vigtig, fordi det omhandler kvaliteten i vores bevægelser. Hvor sikkert og kontrolleret vi udfører dem. Det svarer til det, jeg i indlægget om bevægelseskultur omtaler som “software”, med henvisning til en lang række delkomponenter.
Som sørme også Sara istemmer. Kroppens sofistikerede “software system” bliver bedre tunet ved at blive brugt. Mere eller mindre på linje med andre af kroppens systemer, som kredsløbssystemet, det muskelskeletale system etc. “Use it or loose it”, som vi siger i branchen.
Vi har begrænsede studier, der viser, at børns motorik er blevet fattigere siden 1970-erne. Og en masse trænererfaringer der kan sige noget tilsvarende. Rigtig mange, skulle jeg gavflabet hilse og sige.
Sara Stubgaard-Schmidt påpeger, at muskler, nervesystem og knogler mister deres kraft og funktion ved immobilitet. Eftersom disse spiller en vigtig rolle for vores motoriske færdigheder, er det nærliggende at antage, skriver hun, at motorikken bliver forringet af passivitet. Vi må heller ikke glemme kroppens fascia.
Fysioterapien tilskriver (som langtfra den eneste fagbastion) en stor del af miseren det stillesiddende liv, på grund af de funktionelle aspekter. “Use it or loose” it. Kroppen er en organisme, der skal holdes i gang. Og det argument kan suppleres af forskning i inaktive ældre menneskers faldskade risiko, der er øget.
Sara omtaler, at forskning i voksnes motorik viser, til trods for at den mestendels omhandler problemer efter hjerneskader og sygdom, at træning hjælper på motorik og balance. Det samme gælder for børn og ældre. Og at bevæge sig i naturen, der automatisk byder på udfordringer for motorikken.
Naturen er fuld af forhindringer. Men når vi moderne mennesker jo ikke i stor stil er i tæt tilknytning med naturen, hvad er så værdien af at promovere motorik?
“Bevægelse er en integreret del af vores liv og vores væren i verden. Vi møder verden med vores krop, og bevægelse er i alt, vi gør. Bevægelse er en stor del af vores sociale liv og en vigtig del af den måde, vi udtrykker os og kommunikerer på, og bevægelse er på den måde mere end at kunne løbe hurtigt eller være stærk.” (ibid)
Som taget ud af mit eget evangelium. I første omgang vil vi opleve, at vores hverdag indskrænkes i takt med at vi ignorerer motorikkens værdi. Vi afstår fra sværere aktiviteter, det kunne være boldspil, hop, spring, dans og løb, dvs. vores repertoire indskrænkes dermed.
Den nedadgående spiral er velkendt og kan lede til usikkerhed i første omgang, siden nedtrykthed, og mere inaktivitet, jeg har tidligere kaldt det for bevægelsesfælden. Og det er ikke ment moraliserende, tværtimod.
Og til allersidst ærgrelse og isolation i bagklogskabens ulideligt klare lysskær. Lad os ikke havne der.
Bevægelsesfrihed og værdighed
Jeg ved fra mange besøgende i klinikken, hvor meget indskrænket kapacitet i bevægeapparat påvirker vores livsudfoldelse. Så lad os bare gentage, hvad jeg har skrevet om før. Men nu med fyssens ord.
“Bevægelse er frihed og autonomi, og en bedre motorik er det samme som mere frihed.” (ibid)
Således afrunder vi det indlysende og minder om, at der er sikkerhed på spil bag motorikken. Der gør os trygge ved vores kropshandlinger, udbygger fortroligheden med kroppens formåen. Og det skaber faktisk også grounding at have denne udvidede kropsbevidsthed.
Det påvirker sågar også det mentale velbefindende.
Sara åbner til sidst døren lidt til den kultur, som jeg de senere år har tabt mit hjerte til. Bevægelseskulturen. Hun foreslår, at vi går lidt på line på kantstene, står på rulleskøjter eller skateboard, alt det fjollede og som er lidt svært. Jeg næver nogle andre eksempler i indlægget om bevægelsesomfanget, men en betragtelig del af jesperabild.dk er fremtidsviet til at åbne denne dør yderligere.
Det handler ikke kun om at være ung med de unge- Det handler om at dø med værdighed og at være i live, mens vi er her, sådan for alvor, i bevægelse, ind- og udvendigt. Af hele hjertet.
Og hun siger det jo selv, den gode Sara – at det vil være godt at lære igen. Hmmm, hvordan er det mon muligt?
Ringen er sluttet, for “det er allerede i os”. Det er op til os at holde det i live, livet ud. Ellers står menuen på præmature faldskader, fortrydelser og frygtbetonet indespærring med hvad dertil hører af isolerende derouter.
Det handler ikke om moraliseren. Det handler først og fremmest om at have indsigt i nødvendigheden. At være ved, hvad det vil sige at være menneske. Og hvorfor så ikke lægge lidt dristighed og mod oven i tryllehatten, er det for prætentiøst?
For det handler vel blandt andet om at blive nysgerrig på, hvordan hjernen kan arbejde med at lære bevægelse, og hvad vi vil bruge det til.
Lad os blive lidt mere nørdede i 2. del og pege på nogle aspekter ved motorikken i et teoretisk lys.