At meditere med god samvittighed

Måske studser du over overskriften. Skulle der være grund til ikke at have god samvittighed, blot fordi du mediterer?

Svaret er måske et både og. Med meditationen bevæger vi os over i en livs- og kropspraksis, der har det med at dele vandene. Der er tilhængere og kritikere. Men der er også forvrængninger, forvanskede udgaver og misforståelser. 

Med dette blogindlæg undersøger jeg nogle kritiske angreb mod meditation og prøver samtidig at rense luften, så der er ro til at praktisere i fred. Uden skyldfølelse eller bedrevidenhed, for dem der måtte ønske det.

Det meditation kan skydes i skoen

Det er en velkendt akademisk disciplin at pege fingre af alskens selvudvikling, herunder meditationer. Men at konstatere, at der nu også er forskningsmæssige termer for en proklameret vrangside af denne praksis, kom (delvist) bag på denne skribent.

Fænomenet hedder spirituel narcissisme. Det er et fænomen, der – ifølge Weekendavisen (31/3 nr. 13, 2021) – er særligt udbredt blandt clairvoyante og healere. Men sørme også kan optræde i kølvandet på noget så fundmentalt som at lukke sine øjne og trække vejret under en meditativ praksis.

Hvad for noget, er vi nu pludseligt bliver nedgraderet til narcissister, blot fordi vi søger en smule sjælefred og orienteringsro i en grasserende verden, der tæppebomber os med indtryk, stimuli og tvivlsom information fra digitale affyringsramper? Må vi nu heller ikke være i dette i øvrigt ydmyge reservat?

Kritikken fyger om ørerne

Sagen er mere indviklet. Meditér du blot videre, kære læser. Det, vi skal have frem, ifølge forskningen, nærmere bestemt hollandske studier fra Radboud University i Nijmegen, er, at der tilsyneladende går en hårfin linje og grænse mellem legitim selvudvikling og ja, egotrip og narcisissme. Der kan gå mode og prestige i lortet.

Der har været skrevet akademiske kritikker af det grænseløse selvudviklingstivoli i årevis, hvor alle bebrejdes at have travlt med at realisere deres utopi af “det perfekte liv”. Men ofte glemmer vi, at det at udvikle sig som menneske ikke behøver at være på bekostning af fællesskabsdannelse eller at være et (en- og afsporet) livsprojekt. Nogle gange kan det være en tilstræbt overlevelsesmekanisme, for overhovedet at kunne fungere i denne teknoaccelererende kultur.

Læs som eksempel Yuval Hararis beretning om meditation i bogen 21 ting du bør vide om det 21. århundrede.

Skyggesider af selvudviklingen

Man kan let føle, at alle bestræbelser på selvforbedring eller balancering af sin livsenergi slås i hartkorn med ryggesløs selvpromovering og egoisme. Der lurer en kritiker rundt om ethvert hjørne.

Men der er nu ædruelig forskning, der viser nogle interessante skyggesider af ellers fredsommelige aktiviteter som yoga, “energiarbejde” og meditation. 

Når folk deltager i spørgeskemaundersøgelser om deres spirituelle udvikling, viser det sig, at deres følelse af at være andre spirituelt overlegne stiger i takt med selvtilliden. Dyrker du eksempelvis mindfullness, kan du opleve et højere selvværd, som kan være forbundet med at have kompetencer indenfor netop denne praksis. Det samme gør sig gældende med andre praksisser.

Sund og usund selvoplevelse

Psykologer skelner, hedder det i artiklen i Weekendavisen, mellem sund selvtillid og narcissisme, hvor sidstnævnte begynder at skygge for empatien for andre mennesker. “Jeg skal bare selvudvikle derudaf…”.

Vi er sovset ind i en Instagramkultur, hvor den ene yogaselfie efter den anden kapper om de surfende brugeres marginale medieplatforms opmærksomhed. Alle skal overbevise os om deres gudindeevner og kontakt til en højere bevidsthed. Eller, for andres vedkommende, de muskulære overarmes dybere indsigt. eller hvad det nu er, der rumstere i billedlavinen.

Her kan meditative uploads måske love os mere end virkeligheden kan bære og fremstille mennesker i selvinteressens eller selvretfærdighedens navn. 

Denne tågede og vanemæssige kritik hører vi om konstant. Og alligevel er der ingen tegn på, at begavede modtræk formår at stoppe lavinen. Alle vil gerne anerkendes, og der handles med denne på æstetikkens præmisser.

Problemet er, hvis der i spirituelle kredse pludselig opstår en overlegenhedsfølelse, som også forplanter sig ind i alt fra fitnesskultur til arbejdsliv, så er banen helt åben for, at man aldrig føler sig tilstrækkelig og accepteret, som den man er.

Som bruger af selvudviklingsjunglens mange produkter, ydelser, kure og løfter, bør du være opmærksom på, at overbevisningskraft kan være voldsom og forførende – men samtidig svigefuld.

Pas på uldne agendaer

Et fænomen som meditation kan være i fare for at blive kuppet af en forkert dagsorden. Når vi søger hjælp, tilflugt eller anerkendelse i de mange frelsende praksisser derude. Hjælp til at blive smidigere, mere afklaret, mindske stress eller opnå øget selvindsigt. Så kan det være på sin plads, som artiklen også påpeger, at spørge til om det egentligt ikke står i skærende kontrast til det oprindelige mål for mange spirituelle praksisser. Nemlig at dæmpe sit ego og blive forbundet med omverdenen.

Selviscenesættelsen i de sociale mediers kølvand, dækker over, at man kan tro, at man er noget “helt specielt”, hvilket kan være svært at leve op til i tide og utide. Professor i psykologi Bo Møhl har da også i sit arbejde med selvskade eksempelvis lagt mærke til, at især unge kvinder er plaget af negative tankemønstre og lavt selvværd.

Kort indskydelse. Det er dog sjovt, som det altid er de unge, der skal fremhæves i den sammenhæng. Mon ikke også selvværdsproblematikker fylder mere end som så i den resterende del af befolkningen. Vi er alle under påvirkning af de samme samfundsmekanismer. 

Selvforstærkende tvangsbetonet selviscenesættelse

At Møhl i Weekendavisens artikel tyr til ord som “desperat selvoptagethed” om denne fortvivlende tendens til konstant at fodre sine digitale proselytter med spirituelle opdateringer, er ikke desto mindre nedtrykkende læsning.

Det har nærmest karakter af et nådesløst jernbur, der fremtvinger en narcissisme, fordi opmærksomheden vendes indad, og ikke rettes mod et energiarbejde, som udvikler evnen til empati.

Der må dog her skelnes kraftigt mellem at offentliggøre sine selvudviklingsbestræbelser som led i en (blind) “likeability” konkurrence og det at praktisere meditation seriøst samt have et vidensformidlende, undersøgende og oplysende ærinde etc. 

Humlen er, at hele den spirituelle branche kan risikere at fodre denne tendens med ophøjet overlegenhedsmarkedsføring. Hvilket er paradoksalt, da eksempelvis meditation har grene, der ligefrem går under betegnelser som compassion meditation. 

Narcissismetyper

Artiklen oplister to hovedtyper, som er værd at kende til på markedet: 1) Den grandiose og 2) Den skrøbelige. 

Den første har følgende signalement: praler åbenlyst med sit bedreværd. Den anden går stille med dørene og tænker høje tanker om sig selv, uden at sige det højt. Er det noget, du kan nikke genkendende til i dit liv, kære læser? Det kan være lidt anmassende at blive konfronteret med. Jeg blev selv lidt paf. Husk, det er kun “idealtyper”, forskning kan være lidt firkantet undertiden.

Den skrøbelige kan nærmest føle sig ydmyget, når vedkommende indser, at vedkommende har fejlet. Men nu er det som bekendt menneskeligt at fejle. Men også at fantasere i det daglige om at blive anerkendt for sine præstationer. Den sidste pointe er jeg personligt lidet loren ved.

Mon ikke mange offentlige og privat ansatte, eller selvstændige for den sags skyld, føler, at det er deres tur til en anerkendelse, og nærmest tørster herefter til et punkt, hvor der kan være behov for fantasiens hjælp.

Kampen om anerkendelse

Anerkendelsestemaet har været meget i vælden og været gjort til genstand for seriøs forskning også. Se eksempelvis Rasmus Willigs forskning i kritik og anerkendelse, hvor krigsberetninger fra offentligt ansattes oplevelser med MUS-samtaler kan tjene som et nedslående og trist rædselskabinet. Virkeligheden er ofte forglemmende, let tolererende, lodret kynisk og magtcementerende i forhold til vores behov. Vi vil alle gerne have opmærksomhed, men ikke alle får det, de har behov for. Men nogen mener åbenbart også, at de fortjener mere end andre. Det er et tema, der kan siges meget mere om og hvor vi skal passe på med at gribe det an ud fra uigennemtænkte strategiske overvejelser og velmenende, populariserende tiltag, der ikke rigtig adresserer kernetematikkerne om ulighed, kritikkens legitimitet osv. Indebrændte følelser og modstand er en risiko, der kan lede til mange problemer.

Da man på yoga- og mindfulnesskurser til tider instrueres i, at man ikke skal lade sig styre af modstandstanker og lade sig styre af sit ego, kan det være svært at lede efter tegnene på narcissisme. Forskere har derfor indført andre parametre for at “kunne spotte” en “spirituel narcissist”, da man i sådanne kredse netop ikke gør en dyd ud af udvist selvbeundring.

Når der korrigeres for communal narcissim, fællesskabsorienteret narcissisme, hvilket professor Jochen E. Gebauer fra Universität Mannheim i Tyskland har gjort via en særlig skala, dukker der noget interessant op, hedder det videre i artiklen.

Klassisk versus kollektiv narcissisme

Du kender muligvis til myten om Narcissus, som Caravaggio her på billedet har givet os sin smukke fortolkning af.

Hvor en klassisk narcissist fortrinsvis søger bekræftelse gennem evner som at være særligt smuk eller intelligent, er en kollektiv narcissist en person, der ynder at fremhæve sig selv som mere hjælpsom eller omsorgsfuld end andre. 

Her kommenterer artiklen i øvrigt ikke på naturens fordelingsprincipper, åbenbart. Mange trækker jo en nitte i den forstand, om man så må sige – hvilket ikke nødvendigvis stiller en i køen til yderligere omverdens anerkendelse. Det viste sig, ikke desto mindre, at det var på dette punkt, at spirituelle praktiserende adskilte sig fra ikke praktiserende.

De kan nemlig skrive under på udsagn som “jeg har en positiv indflydelse på andre” og “jeg er generelt den mest forstående person” eller “jeg vil blive kendt for mine gode gerninger”. Hvad der optræder som positive udsagn, dækker tilsyneladende over selvovervurdering, hvor der søges bekræftelse for sociale evner.

Her er det værd at minde om de mange helende hænder i den alternative behandlerbranche, som også har det med at antage selvproklameret magisk karakter. 

Studier i selvcentrerethed 

Andre studier fra Psychological Science, som fulgte 93 yogaudøvere i 15 uger, har fundet frem til beslægtede resultater. En kontrolgruppe, der dyrkede yoga, havde efter blot 24 timer fået en narcissistisk tro på egne evner i forhold til en kontrolgruppe, som ikke dyrkede yoga. Skræmmende så hurtigt man kan udvikle sig.

Det samme gentog sig i et studie med 162 meditationsudøvere. Det kneb med at holde de høje tanker om sig selv nede og selvcentreringen var synlig. Gruppen udviste en trang til at hævde sig i forhold til andre. 

Tendensen er ikke unik, artiklen runder også fitness. Der tegner sig samlet set et billede af en “generel risiko for selvophøjelse gennem selvudvikling”. Ak, vi er nogle være narcissister, alle os, der vil udvikle os.

Vi vil åbenbart alle være mere end vi er, og Facebook og alle de andre store konglomerater tjener kassen på os imens. Livet er en konkurrencespækket jammerdal af selviske bedrevidende. Tillad mig, at der i ny og næ ryger en finke af panden.

Drop det med din indre kerne

Måske er kernehuset tomt, måske er det uendelig markedsføring, der gnaver i dit livsæble? Selv filosofferne kan give os et skud for boven.

Brian Benjamin Hansen fra Århus Universitet trækker en gammel hest af stalden, når han taler om “kernesøgningen”.

“Hvis man bruger yoga og buddhisme til selvudvikling, er det ikke blot, fordi man vil opløse begæret og egoet, sådan som hensigten er i de oprindelige østlige tilgange. De fleste gør det, fordi de vil finde ind til en renere kerne inde i sig selv og med en større grad af harmoni og balance. Man vil altså slå én form for narcissisme ud med en anden. Det kan godt fungere et stykke tid, men i sidste ende fører det til en fortabelse, fordi det er en illusion”. 

Bom, kort og kontant. Vi har ingen kerne, ifølge Benjamin Hansen. Han sværger i stedet til gamle Freuds psykoanalyse, og siger i artiklen, at vi er fyldt med ubevidste, dårlige sider og symptomer. Sider, vi pænt må lære at komme overens med, at besinde os på.

Freuds udgangspunkt var, at vi var narcissister, også hvad angår det spirituelle. Vi har en tilbøjelighed til at tro, at vi er verdens centrum. Derfra er der vel ikke langt til at tro, at vi også er i særlig kontakt med åndelige energier osv.

Han runder lige de tre store krænkelser af narcissismen i vores kulturhistorie, hvor videnskaben har gjort sine fremskridt. Først fik vi et gok i nøden af Kopernikus, der fik forklaret os, at Jorden ikke er centrum i universet. Dernæst en uppercut af Darwin, som meddelte, at vi nedstammer fra aber. Og sidst, men ikke mindst, Freuds erkendelse af, at vi ikke engang er herre i eget hus, da vi ikke engang kan styre vores egne tanker. Det ubevidste rumsterer nedenunder.

Til forsvar for meditation

Det er korrekt, at der kan være blindgyder og risici ved den megen fokusering på den grænseløse selvudvikling og selvrealisering i vores kultur. Det er dog også tilfældet, at der forskes i de positive aspekter.

Sociolog Erik Mygin du Plessis fra Copenhagen Business School har blandt udgivet en artikel i tidsskriftet Organization herom. Til orientering er vi stadig i færd med gennemgangen af Weekendavisens artikel. Udgangspunktet er, at man godt kan gå op i, hvordan andre har det, selvom man har fokus på sig selv i gennem selvudvikling. Han kan blandt andet henvise til studier, der viser, at folk, der dyrker mindfulness og meditation, generelt er mere politisk engagerede end gennemsnittet.

Meditation har eksempelvis været anvendt aktivt af bevægelser som Occupy Wall Street til at dæmpe vreden hos Black Lives Matter bevægelsens medlemmer og rette fokus på det fælles bedste. En selvcentreret fremgangsmåde med altruistisk formål. 

Han har en interessant pointe:

“For de meditationslærere, jeg har talt med, handler mindfulness om at kaste et kritisk blik på egne tankestrukturer. Dermed kan de opdage, hvordan tankerne kan være en del af en kulturel tendens, der virker narcissistisk. Som for eksempel neoliberalismen – at jeg hele tiden skal blive lidt bedre som individ – det er et strukturelt tankemønster, men i meditationen handler det så om at observere tankerne udefra, tage dem mindre alvorligt og lære at dyrke alternativer til dem”.

Bedre version af os selv

Artiklen i Weekendavisen runder også den amerikanske psykolog Scott Barry Kaufmann, der i Scientific American påpeger, at selvudvikling godt kan føre os til bedre versioner af os selv. Dog skal der lægges vægt på at erkende de uundgåelige psykologiske træk, et arbejde med sig selv medfører. Ikke mindst i den vestlige verden, hvor der er en egocentreret tilgang hertil, hvor formål som “mere effektivitet på jobbet” og “bedre sundhed” appellerer til egoet.

Han går så langt som til at sige, at det første skridt ud af den spirituelle narcissisme handler om at være opmærksom på, at det “netop er ekstremt svært at undgå spirituel narcissisme”.

Artiklen slutter med at påpege, at der i den spirituelle verden er en tendens til at kunne trække symbolsk betydning ud af alt. Hvilket nemt kan føde kommercielle interesser, og derfor er det måske på tide, at vi ser vores yogaselfier i øjnene og vores “lynmeditationer”, fristes jeg til at tilføje. Måske skal din Headspace app en tur på møddingen?

Det er klart, at tilbøjelighederne til spirituel narcissisme veksler med området og praksissen. At auralæsning, healing og clairvoyance måske er særligt interessant i studieøjemed. 

Hvad avisens artikel ikke kommenterer på, er det stigende behov for simpelthen at kunne opdyrke en evne til at finde ro, ikke indsigt i første omgang, så man kan være mere tilstede blandt sine medmennesker. Ikke mindst med den tiltagende påvirkning, der kommer fra fronter som kunstig intelligens og bioteknologi. 

Vi er kun kommet til børnestadiet

I dette perspektiv er meditation måske en evne til overhovedet at kunne mærke sin egne behov, hvilket forekommer at være et særdeles ydmygt og tiltrængt ønske set fra det enkelte menneskes side. Ikke mindst inden vi får vores behov fortalt af robotter og AI-devices, er det måske vigtigt at kende dem selv. Hvor det passende kunne handle om at opdage, at man er godt rundtosset i det 21. århundrede.

Det ved de erfarne undervisere godt, tænker jeg. Og det skal de selvfølgelig være varsomme med at udnytte. 

Føromtalte historieprofessor Yuval Harari har gjort et stort nummer ud af at markere dette i sin forskning. Her er det bare ikke selvovervurderende og (i værste fald folkeforførende) guruer, der er fjenden, men teknologien.

For ham er meditation ikke så meget et spørgsmål om selvudvikling. I hvert fald ikke i den selvpromoverende udlægning, så vidt jeg kan se. Her træder meditationen ind på den plads, der hedder at kunne fastholde sin egen behovserkendelse og kunne navigere i en kaosverden, der er ved at vokse os over hovedet.

En verden, hvor kunstig intelligens kan ende med at “kende os, førend vi kender os selv”. Hvilket han frygter er “lige rundt om hjørnet”. Der er langt til dyb selvindsigt her, er min fornemmelse. Vi er ved at miste vores egen selvfornemmelse, lader det til.

Resiliens og selvdistance

Meditation er i forlængelse heraf også velegnet som en indledende måde at undgå at blive trælbundet af umiddelbart tilfredsstillelse. En slags resiliens teknik, der vokser med øget virkelighedskontakt, hvor det at komme i kontakt hermed er at meditere.

Du bliver bedre til behovsudskydelse. Du bliver, ifølge Niels Lyngsø, der har skrevet indsigtsfuldt om meditation også, en mere neutral iagttager, der erkender, at jeg’et også er en illusion. Og på den måde kan du hvile mere i ikke hele tiden at have behov for at reagere på virkelighedens mange ting og på følelseslivet – eller statusopdateringer på sociale medier. Eller tro, at dit jeg er mere værd end andres. Selv narcissisme er en illusion. Gudskelov.

Det er i paradoksal forstand den del af meditationen, der handler om selvafvikling, der ikke skal forstås som selvudslettelse, men snarere som selvindsigt eller selvbeherskelse.

Vi lærer, at vi ikke skal tage os selv for højtideligt, at dæmpe egoet, hvilket jeg skriver mere indgående om i kropspraksissen Meditér. 

Selvom det i denne forbindelse måske er forkert eller forbudt at sige, at meditation handler om selvudvikling, er det jo i en vis forstand udviklende at meditere. Du kan blive et mere behageligt menneske at være sammen med. Er det ikke en menneskelig udvikling? Eller hvad med at opøve evnen til at kunne undvige indiskutabelt ødelæggende fristelsesmængder og ultimativt set gå uden om stoffer, alkoholisme, utroskab, krig, store mængder lakrids og bland-selv-slik m.m.?

Læs også mere om de attraktive gevinster ved meditation i selvsamme kropspraksis om meditation.

Selvaccept ikke narcissisme

Meditation er samtidig et studie af acceptens vilkår. At acceptere tingene sådan som de er og at være med denne acceptfølelse, uforstyrret.

Det måtte Yuval Harari selv sande, da han gennem sin meditative praksis oplevede, at han i sit sind pendulerede frem og tilbage imellem afsky og tiltrækning, egoets reaktioner.

En del af meditationen kan gå ud på at få brudt dette indgroede ping-pong lidelsesmønster. Ikke at blive mere værd end andre mennesker. Ikke at blive narcissist gennem øget merindsigt end kollegaen. Det er snarere et forsøg på at lære den (din) “indre narcissist” at kende og se hvad denne indsigt kan føre til i form af accept. 

Du kan reagere anderledes

Ved at afstå fra at lade sig opsluge af sine følelser, eksempelvis vrede, ved at iagttage virkeligheden, som den var, og finde ud af, at når noget ikke gik som Harari ønskede, opdagede han gennem selviagttagelse, at det skyldtes hans egen reaktion, fordi hans bevidsthed reagerede med at skabe lidelse. Det kan være en åbning til en ny erkendelse – at man kan reagere anderledes. 

Det er ikke en videnskabelig erkendelse, forklarer Harari, men en selvopdagelse, som leder til en højere bevidsthed om sig selv. Men det er ikke narcissisme. Det er et grundlag for at at være i verden på en bedre måde, mere empatisk, forstående og involverende. Og det er snarere et (umodent og ufornuftigt) valg, om man vil agere på en mere ophøjet facon og tro sig bedrevidende på det grundlag. Det er indbildskhed, der kalder på mere selvindsigt.

Det er næppe en automatreaktion, som opstår på grund af, at du mediterer. Hvis du ikke mediterer alene (men derimod gør det i grupper, på kurser, skoler, retreats etc.), er risikoen måske større, da vi er væsener, der sammenligner. Men jeg kan heller ikke konkludere, at det partout er en logisk konsekvens af meditation.

Indadvendthed og uproduktivitet

I øvrigt er indadvendthed ikke traditionelt betragtet i samme kurs som udadvendthed i den vestlige kultur. Vi skal her gerne være sociale, for vi er jo sociale væsener. Men nogen måske mere end andre. Spørg bare folk, der står frem på Ted Talks og beretter om deres introverthed.

Dette er måske i virkeligheden en større trussel mod meditation end “selvudviklingsoverload”. At omverden frygter, at du trænger ind i dig selv, eller at du selv frygter det. For hvad er det, der gemmer sig i mørket? Selvfortabelse? Husk at målet med meditation jo oprindeligt var “selvafvikling”, og det kan vanskeligt forenes med bruttonationalproduktet nu om stunder. Det er uproduktivt at meditere.

Umodne og modne praksisser

Når det kommer til stykket, er spørgsmålet for de fleste nok, om der overhovedet er praktiseret nok til, at man kan bære denne modenhed, der kan indfinde sig i kølvandet?

Det er måske også netop det, “kurser” i meditation etc. ikke kan give dig. Det er kun en indføring. Meditation er en (alenebaseret) selvaccepterende praksis, du langsomt finder ydmygheden igennem. En praksis, der altid vil være vanskelig i en verden, hvor en af de hårdeste valutaer er at være vigtig og betydningsfuld i andres øjne. Også selvom vi har været igennem flere historiske “egokrænkelser”.

Et probat råd. Meditér uden om dine kritikere ved at stole på, at meditation ikke er noget, som fører dig ind i en ond og overgribende krænkelseskult, en tom egoørken, eller en regulær nedsmeltning, men derimod til en mere afklaret udgave af dig selv – uden at du forsvinder fra denne verden.

Det kræver en helhjertet indsats

Du kommer ikke sovende til det. For du har også en indre narcissist (og slavepisker) som alle os andre, synes erfaringen at kunne konkludere. Og den tilbøjelighed fodres antageligt dagligt i det samfund, vi lever i, på godt og ondt. Gennem ydre påvirkning, reklamer, opdragelse, (dominans)hierarkier etc. Det er beskidt at blive ren.

Vær med utålmodigheden og vær ærlig, og du er en sand mediterende, der herefter sagtens kan spille rundbold eller drikke et glas vin med naboen om fredagen uden at du forføres til at tro, du er den 12. reinkarnation af den hellige Daila Lama.  

Du er ikke narcissist, blot fordi du overvejer at meditere. Meditér du ganske roligt – med god samvittighed. Men vogt dig for selvovervurderingen og hold fast i ydmygheden og medmenneskeligheden.

Du kan roligt vente med den totale selvudslettelse til den indfinder sig (forhåbentligt) naturligt af sig selv. Den dag du dør.