Barry Schwartz er bannerfører for en række særdeles aktuelle budskaber i sin knap så nu aktuelle bogudgivelse Valgfrihedens tyranni. Om at overleve i en verden med ubegrænsede muligheder. 

En bog, der har rumsteret i bagknolden på mig i en årrække, uden at jeg egentlig har taget mig tiden til at se dens budskaber i øjnene. Måske fordi bogen forekommer lidt alvorstung, amerikansk forankret, og er pakket med forskningsstudier. Studier som formodentlig ikke længere er up to date på alle områder og næppe i tilstrækkelig grad inddrager den digitale revolutions mange facetter. Men dens centrale budskaber har en mere blivende værdi, tænker jeg.

Bogen udkom i Danmark i 2005, og virker mere aktuel end nogensinde, hvad valgtematikken angår. Hvilket jeg fik bekræftet i en radioudsendelse, jeg hørte for ny, hvor bogen blev omtalt.

Red and blue pill

W.carter, CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons

Livet rummer mange valg. Nogle valg kan være svære at gennemskue konsekvenserne af, som det berømte valg mellem den røde og den blå pille i filmen The Matrix.

Mange valg kan vi i ugunstige tilfælde se tilbage på med fortrydelse, også når emnet drejer sig om bevægelse. Jeg havde nær sagt i særdeleshed, når emnet er bevægelse. Jeg tillader mig for god ordens skyld at erindre om, at bevægelse langt fra er det eneste centrale livsvalg. Goes without saying, velsagtens.

Jeg nævner det, fordi vi under de forhåndenværende samfundsmæssige vinde let kan skydes ideologi og fanatisk blindhed i skoene, når vi pludselig brænder for noget. Ting kan overskygge andre ting, udsyn kan sløres. Det er vi alle fælles om at imødekomme med konstruktiv nuancering.

Når alt kommer til alt. Vores forhold til bevægelsesvalgene kunne trænge til mere fundamental dannelse, er ikke desto mindre min stålsatte overbevisning. Det er alt, jeg ønsker at slå an med bevægelse som eksempel.

En ydmyg overflyvning

Dette indlæg ser (urimeligt?) overordnet på valgfrihedens tyranni. Det er ganske enkelt en tematik, der har så mange forgreninger, at jeg må gribe i egen barm og modvilligt nøjes med at lirke lidt på låget til noget af sagsforholdet. Jeg rammer på ingen måde hele skiven.

Jeg forsøger at belyse muligheder for at nedtone den evindelige “kredsen om selvrealiseringens støj”, eller hvad det nu er for en forstyrrende tåge, der besværliggør mange af vores valg i livet. Nogle gange er det måske snarere vaner, der virker som om, de umotiveret sniger sig ind på valgets banehalvdel og rituelt skubber bolde opad banen, i al ubemærkethed eller dårlig samvittighed etc. I don´t know. Jeg søger enkle svar på uenkle forhold.

Jeg prøver i det mindste at indkredse “the terrain of choice” og etablere nogle meningsfulde overvejelser, der kan hjælpe dig med at blive mere afklaret om, hvad du kan vælge at stille op med din valgfrihed(s begrænsninger). Vel vidende, at kortet ikke dækker over hele landskabet og terrænet.

Jeg ser til sidst på, om der er nogle bevægelsesvalg, som kan være værd at efterleve, da det også indenfor dette område er vanskeligt at orientere sig. Det meste drejer sig dog om selve det at vælge. 

Udgangspunktet for sådan nogen som os

Vi er ikke instinktstyrede væsener alene, som udelukkende er reguleret af adfærdsimpulser. Vi er som mennesker væsener, der nok har behov, også styret af biolog etc., for eksempel søvn. Men udover behov også begær (der har det med at lokke os i fordærv), fantasier og en medfødt evne (om end formodentlig genetisk ulige fordelt) til at skelne og forholde os til omgivelserne. En evne, der samtidig skal kultiveres. Og denne socialiseringsproces kan føre til både til- og fravalg, bommerter og meget andet. 

Vi har med vores fornuft muligheden for at forholde os til tilværelsen. Vi er forhold der forholder os til os selv, for at tale med landsfilosoffen Søren Kierkegaards sprog. Men det kan undertiden knibe med modenheden i forhold til disse overvejelser. Og gode valg forudsætter i mangt og meget modne overvejelser, kunne vi antage. Selv elementær rummelighed fordrer vel en grad af dannelse?

Der er et etisk mellemværende. Vi er på en og samme tid refleksive væsener i Giddensk forstand. Vi skal dog også forholde os til de andre. De fleste af os bor ikke på en øde ø, men i et samfund. Det selvrefleksive kan lede til navlepilleri, navlebeskuende selvrealisering og selvspejling, men også til bedre valg.

Der er en logistik på spil. Vi møder hinanden i livets trafik. Etikken og samvittigheden kommer på tværs og blander sig. Vi er aldrig løsrevne fra hinanden, socialiteten er individualitetens spejling, i en vis forstand.

Så hvad stiller vi op med valgene og den megen omsiggribende og overrumplende valgfrihed?

Fra autopilot til livsvigtige valg

Mange af de valg, vi træffer hver eneste dag, foregår så rutinemæssigt, at vi ikke bruger megen energi på at vurdere, om valget skal bestå af det ene eller det andet. Det er autopilotarbejde. Det kan være, hvad vi gør om morgenen, eller hvordan vi studerer til eksamen, tilgår arbejde, eller hvordan vi holder haven eller gør rent.

Men livet byder ikke kun på rutinevalg. Der er vigtige valg i bestemte livsfaser, vi alle i forskellige grad (tilfældet findes jo også) bliver en del af. Skolevalg, karrierevalg, valg af partner, om du vil giftes, om du vil have børn, hvordan din alderdom skal forløbe, og sågar din begravelse, hvis du når at tage stilling i tide.

Og så er der de valg, du selv er skyld i. De valg, der kommer til at forme resten af dit liv. Kriminalitet, “at brænde dine broer bag dig” osv. Men der er også valg, du ikke er skyld i, eller kun medskyldig i, og som også former din tilværelse på godt og ondt. Medfødt sygdom, gener, hvor du er født, ind i hvilken familie, hvordan du er blevet opdraget, hvem du møder på livets vej etc.

At træffe valg kan være svært

Får du flisepest på dine havefliser, bliver sagen en anelse mere indviklet, end hvis du er blevet langhåret. Og hvis et familiemedlem dør, bliver valgprocessen pludselig nærmest uoverskuelig. I et mindre dramatisk scenarie kan det være, at du gerne vil gå på indkøb – i et nybygget storcenter. Men så snart du er i det store supermarked, er det som at være i en trykkoger. 15 forskellige former for olivenolie, 6 forskellige pastasovser, 25 forskellige morgenmadsprodukter, 36 forskellige dressinger osv.

Inden du har set dig om, bliver du måske udmattet af at skulle vælge og at finde vej mellem hylderne. For intet er som det plejer at være. Du kender det måske også fra oplevelser, hvis du har været på ferie i en storby. Alt er nyt og overvældende.

Er du på speeddating, er du ekstrapresset, for nu skal du vælge hurtigt, og her vil du gerne vælge helt rigtigt. Selvom erfarne parterapeuter kan lære os, at vi faktisk også kan vælge at ville hinanden på ny. Men det ved erfarne speeddatere også, kan man indskyde. “Der kommer altid en sporvogn og en pige til…” – lad os lige få Dirch på banen:

Valg er ikke ligegyldige og vedrører ikke kun dig selv

Sidstnævnte “partnervalgstematik” bliver vendt i radioudsendelsen Supertanker med titlen “Gift dig, du vil fortryde det…“, fra 14. februar 2022. Her kommer det personlige valg under lup. Jeg nøjes med den digitale appetizer til udsendelsen, for at slå en problematik an:

“Men hvis alt handler om det personlige valg, bliver lige gyldige valg måske ligegyldige, og så er alt tilladt” (Supertanker)

Det sidste lyder helt Dostojevski-agtigt, og jeg skal ikke afgøre, hvorvidt det i øvrigt er tilfældet. Jeg tør dog vove pelsen og påstå, at livet er en kamp mellem mange valg, tvivl der nager og påvirkninger fra omgivelser såvel som indre stemmer.

Men der findes ikke kun personlige valg, nogle valg har eksempelvis med klodens bæredygtighed at gøre.

De fleste mennesker har nok i mangt og meget for vane at se sig selv som suveræne valgdistributører, der maksimerer livslykke gennem personlige valg. Andre, andre steder, er antageligt uenige og tænker måske, at de er helt afmægtige og i øvrigt hægtet af. Diktatur, fattigdom osv. Andre agendaer presser den personlige valgspiral.

Citatet sætter i hvert fald en ramme for etiske overvejelser. Valg har konsekvenser. Ikke mindst vedrørende et af livets sværeste dilemmaer – parforholdet – eller de forhold, vi har til andre, vi har nære (såvel som fjerne) forhold til. Hvordan skal vi vælge og kan vi vælge uden at fortryde valgene uanset? Måske kommer der ikke bare en ny sporvogn og en ny pige igen, når du er 59 år og arbejdsløs?

Bevægelsesvalget i al sin diversitet er næppe for de fleste mennesker lige så dramatisk, skelsættende og skæbnesvangert, som valget af partner. Men det kan så sandelig også være svært at vælge, hvordan man får gang i bevægelsen. Samtidigt kan bevægelse være en følgesvend for livet, der både leder til venskaber, kærlighed og meget andet. Hvilket mange muligvis ikke skænker en tanke. Og der er sandelig også konsekvenser ved ikke at bevæge sig.

Uanset hvor vi kigger hen, bevægelsens fremtidige vilkår, giftemål eller ej, eller suppevalget i Netto, så er valget en uomgængelig hurdle, vi gør klogt i at mestre, så vi kan træffe gode, sunde og måske også livsforebyggende valg. Men også af hensyn til omgivelser, samfundssind, bæredygtighed og sammenhængskraft m.m.

Terningemandens spilfægtende aber dabei

6sided dice (cropped)

Diacritica, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons

På nuværende tidspunkt i fremstillingen kan jeg ikke dy mig for en provokerende indskydelse, der sådan set ikke er min egen ide. Men hvad nu hvis alle de her perfekthedsforestillinger, det hævdes, at mange af os lider under, kunne finde et modsvar? Eller ditto med byrden over at skulle forholde sig til kompleksitetens vilkår i senmoderniteten. At der er så hulens mange valg alle vegne. Hvad nu hvis vi slog en terning og lod øjnene beslutte for os?

Hvad om vi tillod en smule kaotik, vildskab og vilkårlighed – eller rent ud sagt tilfældighed ind i tilværelsen? Og ikke kun var neurotisk optaget af orden, tilpasning og omverdens anseelse, renommé og kutyme?

Det er præcist hvad Luke Rhinehart (pseudonymt for George Powers Cockcroft) skælmsk og visse steder morsomt, skamløst og foruroligende mediterer over i sine bøger om Terningemanden og Jagten på terningemanden. Jeg mistænker ham dog ikke for at være ryggesløs, ansvarsløs eller samfundsomstyrtende. Og jeg er ikke her optaget af bøgernes øvrige litterære kvaliteter eller en gennemgang af handlingsplottene.

Jeg fornemmer hos ham ironi og dyb optagethed af valgenes iboende inerti og en påpegning af en faretruende risiko for, at mange valg kan udarte sig til og tilsande i nedbrydende mismod, meningsløshed, mangel på kolorit, spas og livsglæde. Og udvikling af den menneskelige natur. Han trækker tilfældighedernes terningkast helt ud til kanten. Det bliver den eneste “cliffhanger” om bøgerne, jeg stiller i udsigt.

Læs dem og du vil formodentlig være endnu bedre rustet til at kritisere dette indlæg og i øvrigt selv kunne lodde din egen livsførelse i forhold til kontrol og kontroltab, såvel som samfundsregulering og den betydning, institutioner har.

Tænk gerne over, hvad der binder os sammen

Det kan i den forbindelse være gavnligt at reflektere over, hvad social kontrol er for en størrelse. Og hvor dybt vores valg er styret af ting, vi måske ikke ønsker at se i øjnene. Ligger der her et af livets mest afgørende valg dybt begravet under valgtematikkernes forbrugeroverflade? Selvopgørets valg?

Bliver vi sindssyge af at vælge for meget eller for lidt? At være styret af andres valg og forventninger? Gå på opdagelse hos Rhinehart eller begynd evt. selv at kaste med terninger – hvis du tør.

Hvis du ikke er til randomiserede livseksperimenter med terninger, når valget forekommer byrdefuldt, men føler mere smag for en pragmatisk stemme, læs da blot videre.

Mellem livsnødvendighed, FOMO og umulige valg

Valg er både livsnødvendige og kan samtidig forekomme med så store frihedsgrader, at det kan være overvældende. Kig på på uddannelses- og karrierevalget, der ikke just er det samme rigide og indskrænkede som på Kierkegaards tid. Valgmulighederne er eksploderet. Forvirringen grænser til beyond angstprovokerende for mange unge. Det kan føre til paralyse og mistænkeliggørelse. “Har jeg nu valgt det rette, og bliver jeg straffet i modsatte fald?”.

Det siges ofte i øjeblikket af de unge har det særligt svært psykisk. Kan det have noget med valget at gøre, og angst for ikke at kunne begå sig, eller ikke lykkes lige så meget som “de andre”, som man måske sammenligner sig med?

I anledning af udgivelsen af bogen Gå glip omtaler Svend Brinkmann i Kristeligt Dagblad FOMO frygten:

“Vi skal vende angsten for at gå glip af noget (FOMO, fear of missing out ) til glæden ved at gå glip af noget (JOMO, joy of missing out ), og det kan vi kun gøre i fællesskab.” (Kristeligt Dagblad, 09.09.2017)

FOMO er en angstbetonet følelse, der lader til at være særligt udpræget i en verden, hvor vi sammenligner os med hinanden via alskens nye sociale medier, hvis forretningsmodeller lader til at være designet, så vi tilbringer mere og mere tid med just dette. Er vi, altså du og jeg, gået hen og blevet produktet?

Måske vi skulle være mere optaget af de spændinger der opstår på kloden, hvor vi via sociale medier kan iagttage andres levestandarder i andre verdensdele og hvor der faktisk stadigvæk er store ulighedstematikker på spil og historiske stridigheder, der går langt ud over individuel frygt for fremtidig overlevelse.

Statusangst er ikke den eneste angst i verden. Nød har mange ansigter og nogle problemer blegner i forhold til andre. Mens nogle mennesker drukner i frihed og frygten for fejlvalg, har andre fået friheden indskrænket og kæmper med grundlæggende rettigheder. Det forekommer paradoksalt, men hvis ansvar er det at rette op på disse kontraster globalt set? Dit, din nations, internationale sammenslutninger og organisationers? En kombination?

Selvom der i skrivende stund luftes mange scenarier om atomkrigsførelse, er en de facto atomkrig næppe et valg, nogen ønsker. Det fremstår unægtelig som det umulige valg, tænker jeg, mens jeg skriver dette indlæg under krigen i Ukraine i 2022, hvor valgmuligheden pludselig har fået fornyet aktualitet.

Vi kan jo vælge at ødelægge hele lortet. Denne tanke er foruroligende overvældende og næppe befordrende for videre indsigt i valgfrihedens aftyrannisering. Men denne atomtrussel kan nok give anledning til en filosoferen over valget.

Det manglede da bare.

Små neddyk i valgets filosofi

Kierkegaard er altid god for lidt lune, som når han slår valgtematikken an i Diapsalmata i Enten – Eller, hvor han efter sigende leverer indbegrebet af livsvisdom:

Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele. Lee ad Verdens Daarskaber, Du vil fortryde det; græd over dem, Du vil ogsaa fortryde det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem, Du vil fortryde begge Dele; enten Du leer ad Verdens Daarskaber, eller Du græder over dem, Du fortryder begge Dele. Troe en Pige, Du vil fortryde det; troe hende ikke, Du vil ogsaa fortryde det; troe en Pige eller troe hende ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du troer en Pige eller Du ikke troer hende, Du vil fortryde begge Dele. Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig, eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele. Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom.” (Af Enten – Eller, »Diapsalmata«. Et exstatisk Foredrag«, SKS bd. 2, s. 47)

Det er som om, han leger med alvoren her. Vær ikke så optaget af, om du træffer det rette valg, du kommer til at fortryde uanset. Tillykke med det, kunne man synes. Men det kunne måske også læses frisættende, som en appel til ikke at være for optaget af det enkelte valgs afgørende salighed. Men mere om at stå ved de valg, du rent faktisk træffer, eller ikke at bryde din hjerne til døde med fortrydelsestanker. 

Vil du for eksempel komme til at fortryde, at du hjælper andre i nød? Er det et valg eller en pligt? Er der grænser for hjælpen og er det i orden “at nøjes med” at hitte ud af sit eget liv?

I praksis er der, hvad sidstnævnte angår, mange overvejelser at lade sig udfordre af i selve værket Enten- Eller, der er relevante i forhold til livets store valg. 

Valg og livsfaser

Kierkegaard optræder som den potentielt livsvise, der i sin nederdrægtige umeddelsomme pseudonymitet måske alligevel har gennemskuet livets valgprocesser i Enten – Eller. Han spiller æstetikerens forbrugerristiske og livsnydende livsførelse ud mod etikerens forpligtelse, og til sidst den religiøse dimension, efter en ironisk afstikker. Der er flere bud i omløb på, hvordan Kierkegaards faser skal læses. Bogen antyder en mulig modningsproces for det enkelte menneske.

Kierkegaard kan i hvert fald være god at prøve kræfter med, hvis du gerne vil se vrangsiderne eller begrænsningerne ved dine egne livsvalg. Eller eksempelvis konfronteres med, at det er ved at være “tid til faseskifte”. Og hvis ikke, kan du bare fortsætte som spidsborger og lade som intet var hændt og lade tingene passere uden videre omtanke. Det er også et valg.

Lidt om livsvilkår ifølge Sartre 

Går vi til Jean-Paul Sartre’s Eksistentialisme er en humanisme, er vi nærmest dømt til at vælge. Så vidt jeg forstår ham. Det er et eksistensvilkår. Der er ingen Gud, og intet andet end frihed. Og han foreslår, at vi tager friheden på os og får det bedste ud af den. Det handler mindre om, hvem vi er, end om at vi er, og derfor er nødt til at komme videre.

Eksistensen går forud for essensen hos Sartre. Dvs. vi er til, før vi er noget bestemt. Det er igennem vores valg, at essensen i det enkelte menneske kommer til syne. Vi er ikke defineret på forhånd. Det må vi selv kæmpe med. Vi har ingen menneskelig natur. Vi er, hvad vi gør os selv til. Deri ligger også ansvaret for at vælge godt. Og at forpligte sig overfor andre.

Så måske er det ikke så vigtigt, om du bliver influencer, tarmrenser eller kaospilot. Men mere afgørende om du er i stand til at udfylde din eller dine roller i livet, på en ansvarsfuld måde, og har blik for andre i udfyldelsen af dine roller. Hvor angstfuldt det end måtte være. Den radikale frihed kræver, at vi kan stå på mål for den. Så kan man altid diskutere, hvor frie vi er, når det kommer til stykket med arv, miljø, gener og andre faktorer in mende.

Camus’ke meditationer 

Camus er berømt for at sætte tingene lidt vel meget på spidsen, når han i starten af Sisyfosmyten i “Et absurd ræsonnement” skriver, at det eneste virkelige filosofiske spørgsmål er selvmordet – om vi vil leve eller dø, har noget at leve for eller ej:

“Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.” (Camus, A. (2013). Sisyfos Myten. 6. udg., s. 11)

Hvis han skal udlægges sådan, at livet er absurd, eller at det absurde er en uundgåelig livsudfordring, er det ikke det samme som, at livet for hin enkelte nødvendigvist er meningsløst. Men måske netop understreger, hvor særdeles vigtigt det er at være god til at vælge. Blandt andet for, at livet ikke bliver for dunkelt eller ondt, eller styrter i afgrunden for tidligt.

Sidstnævnte kan ske blot ved at der ryger en finke fra panden på Twitter eller at du træffer et skæbnesvangert valg i bilen eller på aktiemarkedet, eller du står og skal forholde dig til en flygtningekrise. Er det ikke i sær meningsfuldt at stå til rådighed med andet end støtteerklæringer? Det vil dem, der intet har og netop har mistet alt, nok have et klart bud på.

“Jo rigere livet er, jo mere absurd bliver også tanken om at miste det”, skriver Camus mod slutningen. Det modsatte gør sig også gældende, vil mange med rette kunne modholde. 

Der er skrevet vældig meget om valget og du kan selv fortabe dig i filosofihistorien. Konklusionen synes at lyde i retning af følgende:

Valget svinger muligvis et sted mellem frihed og eksistensvilkår, mellem for meget og for lidt, mellem pligter og præferencer, valg, der kan bestemme din livsbane og dulme din samvittighed – men også gøre en konkret forskel for andre. Valg kan være centrale under forskellige faser i livet, hvor visse valg presser sig særligt meget på. Om der ligefrem skal gå abstrakt eksistentialisme i valgovervejelserne, er en smagssag. Filosofien kan også blive for fjern og uhåndgribelig. 

Vi må hovedsageligt selv tumle med de store valg i tilværelsen, så meget synes dog antydet. Lad os imidlertid konkretisere det, så det ikke bliver for verdensfjernt.

De sværeste valg står du (ofte) alene med

However, i situationer, hvor dit liv eller helbred står på spil, som når du spørger læger til råds, er det ikke just saliggørende at få at vide, at du kan vælge mellem flere risikobetonede valgmuligheder, hvor du ikke kan gennemskue konsekvenserne. Spørger du lægen, hvad vedkommende selv ville gøre, hvis lægen befandt sig i dine joggingsko, bliver du muligvis slukøret over at høre, at det er lægen jo netop ikke og således ikke i stand til. Hvis det ellers er det, lægen siger.

Valget er måske alligevel personligt, når det kommer til stykket? Både og, der kan være flere om at slukke en respirator eller erkende, at komaen er vedvarende, såvel som metastasers maligne spredning.

Valget har det, har mange måttet sande, i hvert fald med at blive kastet tilbage på os selv i mange livssituationer. Sartre har ikke levet forgæves, tænker man. Om end vi let havner i meningsløshed og absurditet med disse eksistentialistiske indfaldsvinkler, ifølge nogle kritikere. Men nogle gange befinder vi os på herrens berømte pløjemark, og her kan det føles mindre tangibelt at få at vide, at vi på Kierkegaards manér bare “skal fortvivle derudad”. Her kunne klare, loyale råd være dyre, men så sandelig også brugbare i nødens stund.

Exit højpandet filosofi, nu skal vi ned i gulvhøjde og se helt elementært på, hvad vi så kan gøre i hverdagen. Den kerer de fleste sig om, trods alt.

Barry Schwartz om valgtyranni

Lad manden selv tale, jeg har talt nok indtil videre. I denne kortere TED talk video adresserer Barry Schwartz nogle af de pointer, der også fremgår af hans bog Valgfrihedens tyranni. Bevares, i en kortere overflyvning. Paradoksaliteten er værd at holde sig for øje, som det, der er værd at blive klogere på. Vi går måske alligevel ikke hensigtsmæssighedens ærinde altid.

Vi kan tage fejl, vælge forkert.

I valgmulighedernes mekka er der her en længere smøre om samme emne, hvor han går mere i dybden og blandt andet kigger på de beslutningsprocesser, der ligger bag mange valg som forbrugere m.m. foretager.

Vælg selv, om du er til “det dovne overblik” eller “detaljernes dybde” – men du får kun to valgmuligheder.

Hvordan begrænser vi valgtyranniet?

Barry Schwartz argumenterer i bogen Valgfrihedens tyranni (s. 16), med afsæt i forskellig forskning indenfor psykologi, økonomi, markedsanalyse, procesforskning etc., for at vi bør agere ud fra de følgende 5 punkter i bestræbelsen på at mestre begrænsningens kunst. Jeg gengiver essensen:

  1. Vi bør frivilligt pålægge os selv visse begrænsninger af vores valgfrihed, fremfor at gøre oprør imod enhver form for begrænsning heri
  2. Det ville være mere hensigtsmæssigt om vi i stedet efterstræbte det, der er “godt nok”, fremfor altid at jagte det perfekte, at ville have det bedste (har du hørt nogen, der på det seneste har udråbt “mit barn skal kun have det, der er godt nok”?) Det er en tematik, der tilsyneladende stikker helt ind i opdragelsen, så er du advaret
  3. Vi kunne være bedre tjent med ikke at have så høje forventninger til resultaterne af vores beslutninger i livet
  4. Vi kunne være bedre tjent med, at de beslutninger vi træffer, ikke står til at ændre
  5. Det ville være bedre for os om vi gik mindre op i, hvordan folk omkring os opfører sig – og jeg tilføjer – eller tænker om os

Jeg har hermed gengivet essensen af Schwartz´s perspektiv, i lettere omskrevet og begrænset form. Og det kan måske også just være det konkret kød, der manglede under den filosofiske afstikker. Men kan vi blive endnu mere konkrete?

Det får sikkert nogle læsere til at slå et kors for tanken. For tænk nu, hvis jeg skal til at ændre på mit liv.

Hvordan kommer vi i gang, sådan for alvor?

Kend de essentielle valg

En måde er at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem de mange valg og dine beslutningsprocesser. Undersøg, hvad der leder til bestemte beslutninger.

En anden måde er at mindske presset på valgfriheden ved at agere ud fra det, Schwartz kalder “overordnede beslutninger”.

Sådanne beslutninger er karakteriseret ved at sætte en ramme for, hvornår vi skal træffe beslutninger. De har en rammesættende værdi og “kridter” en bane op, som vi skal forsøge at bevæge os indenfor. Han opererer i bogens kapitel 5 med følgende overordnede beslutninger, jeg gengiver. I egen omskrivning:

  1. At beslutte sig for at følge en regel. “Jeg har altid sikkerhedssele på i bilen”. Så behøver du ikke tænke mere over det. Det er nok også derfor, man har lovgivet herom. I andre tilfælde kræver det mere disciplin. For eksempel hvis du beslutter dig for aldrig at være din partner utro
  2. Forhåndsvalg. Disse er mindre rigide end regler. Det svarer til dine default standardindstillinger på din pc, eller sengetidsfunktionen på din telefon osv. Forhåndsindstillinger på alle mulige apparater, basisvarer, du køber med en bestemt frekvens i supermarkedet osv.
  3. Standarder. Giver dig en noget mindre skarp sortering end de to forrige. Det svarer til, at du deler dine valgmuligheder op i to. Dem, der lever op til dine standarder og dem, der ikke gør. “Over eller under stregen”, som vi sagde i en IT-virksomhed engang. Det kan være forventninger til, hvordan du vil behandles, men især hvad angår produkter, services osv. “Jeg spiser kun økologisk”, “jeg handler kun i x butik”, “jeg vælger naturlig funktionel bevægelse“, “jeg læser ikke triviallitteratur” (den sidste vækker altid debat, tro mig, jeg taler af erfaring). Det er kun den ene beslutningskategori, du skal tage stilling til. Alt der ligger under denne, er no go. Her beslutter du dig for, om noget er “godt nok” (satisfering), men ikke om det er det absolut bedste (maksimering)
  4. Rutiner. Hvis du kombinerer standarder med rutiner, bliver det mere enkelt endnu. Har du fundet frem til noget, der lever op til dine standarder, kan du blot vælge at holde fast i det. Det kan være alt fra venskaber (matchende standarder for intelligens, venlighed, karakter og humor osv.), til havregrynsprodukter, til en frisør, der klipper som du er tilfreds med. Det er her “stamcaféen” kommer ind i billedet, tænker jeg
Blue Tshirt

Camisetas, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons

På denne måde kan du reducere og begrænse antallet af valgmuligheder og beslutninger, du skal involvere dig selv i. En god idé kunne derfor være at lave et “script” over alle de områder, hvor du er træt af at træffe valg eller føler, du er ved at drukne i beslutningsbekymring.

Måske skal du bare kun gå i blå t-shirts resten af livet? Måske giver det mere overskud til at tænke ud over dig selv?

Andre opgør

Schwartz kommer omkring andre interessante vinkler. Tidsproblemer, verdens vel nok mest udbredte undskyldning, der måske i højere grad handler om, at der er for mange valg, vi bruger tid på. Nogle børnefamilier er dog i tidsnød, det skal jeg ikke tage fra dem. Og andre mennesker også.

Jeg vil i stedet opholde mig ved det med de potentielt tvingende mekanismer versus lykkejagten.

Vi kan have for store forventninger, eller være for fokuseret på penge og rigdom og glemme de sociale relationers fundamentale værdi. Men disse kan jo også være indskrænkende for friheden, og vi kan finde os i vildrede imellem stabilitet og frihedstrang. Hvad er tilladeligt i samfundets øjne, hvor stor frihed har den enkelte ret til?

Schwartz skriver om forholdet mellem forpligtelse og frihed, i en refleksion over institutioners rolle, følgende, jeg får lyst til at fremhæve:

“Prisen for at lade sociale institutioner definere spillereglerne er naturligvis en begrænsning af den personlige frihed. Er den pris værd at betale? Et samfund, der tillader os at finde vores individuelle svar på dette spørgsmål, har allerede selv besvaret det. Ved at give mennesker valget har samfundet allerede sat friheden i højsædet. Det samfund, der ikke tillader et individuelt svar på spørgsmålet, har også svaret og erklæret sig for begrænsninger. Men hvis den grænseløse frihed kan hæmme den enkelte i hans ellers hendes stræben efter der, han eller hun sætter mest pris på, kan begrænsninger vel være en fordel for alle? Hvis “begrænsning” til tider kan føles som en befrielse, mens frihed kan få mennesker til at føle sig trælbundne, så vil vi gøre klogt i at overveje, hvor en passende grad af begrænsning vil være på sin plads” (Valgfrihedens tyranni, s. 117)

Her vendes tingene nærmest på hovedet, og det er værd at reflektere nærmere over. De førnævnte selvpålagte begrænsninger i form af overordnede “rammer” er måske god befolkningspædagogik, så vi undgår, at der går for megen konspirationspsykologi i den.

Hvad gør vi, Schwartz?

Jeg tillader mig at servere sidste kapital i en Maggi terning. Barry Schwartz har nogle frostklare råd til os, der flyder rundt i Barentshavet, gennet sammen i Noahs virtuelle ark, og ikke kan finde land eller pejling. Han foreslår:

  1. Vælg, hvornår du vil vælge. På denne måde kan du få et indblik i de bagvedliggende omkostninger:
    1. Tænk på de forskellige beslutninger, du har truffet på det seneste (fra tøjvalg, til pensionsordning, til ferieplaner og reparationer)
    2. Hvor meget måtte du investere i disse beslutninger – tiltag, informationsindsamling, bekymring og tid etc.?
    3. Kan du genkalde, hvordan det føltes, at udføre dette benarbejde?
    4. Hvor meget bedre blev dine endelige beslutninger af al den energi, du måtte investere i beslutningsprocessen?
  2. Vær en vælger ikke en plukker. Underforstået at være opmærksom på de muligheder, valg indebærer. Hvad der er vigtigt ved bestemte beslutninger. Det er ikke bare at være ureflekteret, men en kritisk stillingtagen, der kan tillade dig at afvise bestemte muligheder, fordi du har undersøgt, hvad der virkelig er betydningsfuldt
  3. Satisfér mere og maksimér mindre. Hvilket betyder, at du kan lære dig selv at være tilfreds med “godt nok”, da du sparer dig selv for en masse skuffelser, idet det bedste er svært at opnå og mere omkostningsfuldt. Kunsten er at acceptere og værdsætte det, der ikke er det absolut maksimale. Det kan give mere sindsro og ligevægt:
    1. Undersøg hvilke områder i dit liv, hvor du kunne være villig til at nøjes med “godt nok”
    2. Analysér hvordan du vælger på disse punkter og i sådanne situationer
    3. Kan du benytte denne måde på andre områder i dit liv – overføre den til flere områder?
  4. Tænk på fravalgsomkostningernes fravalgsomkostninger. Hvor meget må du give og stå igennem for de mest tiltalende valg, du træffer? Hvor meget mere skal du for eksempel arbejde, fordi du vil have en dyr bil? Måske er der færre omkostninger ved et mindre ideelt valg:
    1. Hold dig fra at købe noget andet, med mindre du virkelig er utilfreds
    2. Undlad at lade dig friste af reklamevisdommen om det nye og de forbedrede versioner osv.
    3. Lad være med at ændre på noget, der ikke er behov for
    4. Lad vær med at bekymre dig om, hvorvidt du går glip af noget
  5. Gør dine beslutninger irreversible. Beslut dig for at holde fast ved de valg, du træffer. Hold dig væk fra de fristelser, der kan udfordre dette. Eller accepter, at det er det valg, du lever med. At gruble over fraværet af idealitet, den ideelle partner, løn, bil etc. er roden til megen lidelse
  6. Øv dig i taknemmelighed. Frem for at forestille dig alternativer, kan du bevidst stræbe efter at lægge mærke til det, du er taknemmelig over. Noget tyder på, at dette er noget, vi skal øve os i som mennesker
  7. Fortryd mindre. Lyder godt i teorien, men i praksis en hurdle. Reducér forventningerne, vær glad for det, der er godt nok. Reducér antallet af valgmuligheder og fremhæv det gode ved konkrete beslutninger, fremfor det, der mangler
  8. Forvent tilvænning. Det sker ikke over night. Regn med at det kræver tilvænning at nøjes med noget, der er mindre perfekt. Omvendt kan du også blive låst fast i en “nydelses trædemølle”, hvor du glemmer, hvor tilfreds du egentlig er med dit nye hus, bil etc. Fornøjelse har det med at aftage, og her gælder det om ikke at lade sig skuffe af tilvænningens virkning. Det bliver altid hverdag igen og her vil taknemmelighedstræning være en hjælp
  9. Kontrollér dine forventninger. Det lyder lidt ambitiøst, men handler om det modsatte. Skru ned for forventninger. Eksempelvis ved at luge ud i konkrete valgmuligheder, du overvejer. Eller ved at tænke mere som en satisfator, fremfor en maksimator
  10. Lad være at sammenligne så meget. Intuitivt lyder det meget logisk i mine øre. Og meget svært, ellers ville der næppe eksistere sociale medier. Her snager og sammenligner vi for fuld styrke. Men hold op med at holde øje med, hvad andre gør. Koncentrer dig om det, det gør dig glad og det, der giver dit liv indhold
  11. Lær at leve med begrænsninger. Puha, det lyder grimt. Men det kan være en hele befrielse at slippe for mange valg i løbet af en dag, og give mere overskud til de store beslutninger. Kend de essentielle valg

Vi er på den anden side af Moses her, for vi tilbydes hele 11 “stentavler”. Jeg føler mig helt hensat til konfirmandstuen, men synes faktisk ganske godt om disse livsindskrænkende råd, ikke desto mindre. Du er velkommen til at tænke anderledes. 

Det skal dog pointeres, at disse råd opstår på baggrund af længerevarende indkredsninger og forskningsreferencer, hvad angår de bagvedliggende problemstillinger. Og det er godt at have mellemregninger med. Dem bør du selv læse op på, inden du dømmer “disse nybibelske bud” ude.

Medicinen skal altid forstås på et bagtæppe. Men når det kommer til “hovedkonteksten”, er der en baggrund, vi alle deler. Nemlig bevægelsen. Og den truede jeg med også lige at ville runde her, inden rulleteksterne tvinger os ud af biografen.

Bevægelsesvalget

Om dette skriver jeg blandt andet i Bevægelsesdiversitet, og Bevægelsens fremtidige vilkår og muligheder og mere teknisk på sider som Hvad er naturlig bevægelse, Den naturlige bevægelses ABC og Hvad er naturlig praktisk og funktionel bevægelse. Det er i det hele taget det jeg kredser mest om på jesperabild.dk. Af mange årsager.

Jeg vil runde af med nogle principieller overvejelser skåret helt ind til benets marv:

Kroppen i gang introducerer jeg til bevægelse og andetsteds appellerer jeg til, at vi genopvækker bevægelse

Det vigtigste valg ved bevægelse er formodentlig at forstå, at bevægelse ikke (udelukkende) er et valg. Og hvis det er et fravalg, er der tale om et valg, du kan ende med at fortryde, anskuet i livets bakspejl.

Barry Schwartz skriver i øvrigt også om fortrydelsens problem, og tilvænningens. Men også om hvorfor alting blegner ved sammenligning. Det må du selv læse om, da valgets problemstillinger tilsyneladende har uanede vildveje.

Vælg at geare lidt ned?

Pareto’s 80-20 regel er derfor afslutningsvist værd at smide ind i puljen her med lidt kreativ omskrivning. Kan vi med en 20% indsats træffe 80% af de rette valg, er det vel bedre end det modsatte? Jeg er med på, at Pareto taler om lovmæssige skævdelinger, og at 80% af konsekvenserne inden for et område skyldes 20% af årsagerne. At det er det egentlige Pareto-princip.

Det var i øvrigt lidt samme råd, jeg fik på et bevægelsesseminar i København. Kunne vi geare 20% ned på alle vores gøremål, og tilstødende energiforbrug, så var en bedre balance måske indenfor rækkevidde. At fare i maksimeringens overhalingsbane kan have udmattende konsekvenser og ende i depression. Et emne som Schwartz jo også kredser om i valgets regi. Det gælder bevægelse, arbejde, det gælder mad, alt muligt. En overvejelse værd?

Min kæphest til sidst. Vælg med omtanke – bevæg dig vel. Det er ikke et tyranni, det er frihed, der vokser og knopskyder og ikke overvælder, men inddrager og udvikler, hvis ellers du tør/kan vælge den rette proces.

Bevægelse er et godt valg, om end ikke det eneste her i livet. Og så er det også en nødvendighed, du nødtvunget kan vælge at acceptere. Jeg foretrækker at vælge den fra hjertet. Det er derfor, jeg udvikler jesperabild.dk.