At kravle forbindes i den folkelige bevidsthed, går jeg ud fra, med et tidligt stadium i barnets motoriske udvikling, “kravlestadiet”. Altså før barnet lærer at gå på to ben.
Herfra er det i manges øjne at betragte som et “overstået” kapital, da vi jo skal videre og udvikle os.
I videoen ser du, hvordan et barns udvikling frem mod kravlemønstret kan folde sig ud. Kan, fordi det ikke er ens, hvordan børns bevægelsesmæssige forløb udarter sig. Vi skal derfor passe på med at sammenligne.
Fordi vi ikke tænker nærmere over det, eller ved noget videre om værdien af at kravle, holder vi formodentlig op hermed. Måske er det endda ligefrem nedværdigende for nogen at “komme kravlende”, hvilket dagligsproget kunne lade antyde. Det er helt skørt, hvilket bevægelseskulturen da også for længe sinde har fundet ud af, og nu dyrker med stolthed og største naturlighed.
Som en del af “natural movement” bølgen har kravlebevægelsen sin absolutte berettigelse og forrang. Hos MovNat figurerer den eksempelvis næstnederst i bevægelsestræet, dvs. MovNats progressionssystem for udvikling af kroppen efter naturlige bevægelser.
Det er med andre ord også for voksne mennesker et værdifuldt fundament for at kunne udvikle naturlig, stærk og livsvedvarende bevægelseskapacitet.
At kravle fortjener en rehabilitering
Lad os derfor i det følgende se på, om ikke vi kan få opkvalificeret kravlekunsten til et mere livsvarigt foretagende, der kan blive en vital følgesvend i din fysiske udfoldelse livet ud. Den praktiske guide til at generobre kravlekunsten kan du læse om på siden Kunsten at kravle igen.
Målet er viden og oplysning, ikke lyst og individuel motivation. Jeg voterer ikke for, at du skal vælge at kravle. Du er alt andet lige skabt til det, og din fysiske udvikling og overordnede systemiske velbefindende har gavn heraf.
Det handler mindre om lyst. Det handler måske mere om at forstå kroppens behov – og se værdien i at “rette ind”. At forveksle det basale med det simple er ikke en succesopskrift. Kunsten er at have respekt for og i vid udstrækning at holde fast i det fundamentale. Gode fundamenter kan du bygge stærke overbygninger på.
Hvad handler det at kravle om?
Når vi kravler, bevæger vi os på en måde, der gavner kroppen på en lang række niveauer. At kravle udvikler dine bevægelser, dine neuromuskulære forbindelser og dermed dit bevægelsesrepertoire og -kapacitet. Det er altså også en vej til bedre bevægelighed.
Det handler ikke om “at blive barn igen”, at genvinde kontakten til legen igen, omend det bestemt også kan være en tiltrængt og fornuftig idé.
Men den første kravlen er i bogstaveligste forstand starten på et menneskes bevægelsesrejse, hvor spændbarnet gradvist lærer at løfte sit tyngdepunkt til det til sidst kan stå oprejst. Bevægelser på gulvet lærer barnet bevægelsesmønstre og motoriske grundfærdigheder, der kvalificerer til overordnet bevægelseskompetence, gang etc.
Vi voksne kan anvende kravlebevægelser, når vi er syge og ikke kan stå, når vi er i et vanskeligt terræn, hvor det er svært at stå oprejst, eller når vi leger med børn. Desuden i militære og andre overlevelsessituationer i terrænet, hvor det gælder om at camouflere sig og holde sig lav for at undgå fjender. Det er ideelt til at håndtere diverse forhindringer og at række ud efter ting i lave højder.
At kravle er en del af Ground Movement
At kravle hører til familien af bevægelser på jorden/gulvet (ground movements), som også inkluderer forhold som liggende positioner (prone og supine etc.), liggende kravleformer som skulder- (shoulder crawl) og hoftebaserede (hip-thrust crawl) kravletyper, liggende rulleformer, siderulninger, for- og baglænsrulninger etc. samt rokkebevægelser.
Herudover hører siddestillinger, knælen, squatting og rejseteknikker samt overgange mellem lave og høje positioner til denne familie. Det er bevægelsestyper, der udføres med et tyngdepunkt, lavere end dine knæ målt fra oprejst stilling, uanset hvilken kropsdel, som udgør støttepunkt (base of support).
Eftersom kravlebevægelser involverer hele kroppens led, er det også en helende bevægelsesform, der, især udført i naturligt jordterræn, vil kunne rehabilitere mange funktionsproblemer, ifølge bogen The Practice of Natural Movement, styrke hele kroppen osv.
Er det nødvendigt at kravle?
Inden jeg besvarer spørgsmålet, er det værd at se på vores kropsarkitektur. En udgangsposition som kravlepositionen tjener et særligt vigtigt formål, hvad angår bevægelse. Det har med vores oprindelige evolutionære anatomi og genetik at gøre. Vi rejste os i urtiden og begyndte at skifte fra en fire- (quadrupedal) til tobens (bipedal) gang.
Der hersker en del ubesvarede spørgsmål om, hvorfor vi egentlig gjorde det – og flere teorier. Blandt andet at det er mindre energikrævende og en anden går på, at ændringer i det afrikanske landskab fra regnskov til sletter tvang os til det, den såkaldte “savanne-teori”.
Udover at det tilsyneladende gav mennesket en vis magt, var medvirkende til en større hjerneudvikling, og at brugen af hænder fremmede denne proces og yderligere evolution, spørger Poul Ingraham ikke desto mindre i artiklen Does posture matter?, om målet med en god holdning er at stå ret op, at være i “alignment”, som man siger? Han er langt fra overbevist om, at der overhovedet findes en særlig effektiv kropsholdning, som alle blot kan rette ind efter. Og det er her, koblingen til kravlekunsten måske skal findes?
Human evolution. Monkey and australopithecus, neanderthal and animal, vector illustration. Evolution vector created by macrovector – www.freepik.com
Han anfører, at vi er den eneste art på planeten, der rutinemæssigt står oprejst, og påpeger, at der er mange grunde til, at denne holdning er et biologisk kompromis af tvivlsom værdi, og med tvivlsom komfort som følge.
Han går videre og hævder, at der er uklarhed blandt videnskabsfolk om, hvorfor vi overhovedet rejste os op til at begynde med. Han hævder, at der ikke foreligger tilstrækkelig bevis for, at det skulle være det mest optimale for os eller indebære nogen form for overlevelsesværdi, endsige, at dette skulle være mere komfortabelt.
Et blik på rygsøjlen
Tager vi et blik på rygsøjlen, har den essentielt set denne samme struktur, der bæres af alle pattedyr i verden. Forskellen er, at stort set alle disse dyr bærer rygsøjlen horisontalt.
Måske skyldes mange af vores rygproblemer, at vi har stablet alle vores vertebra oven på hinanden og i øvrigt andre evolutionære sårbarheder. Han savner åbenlyse tegn på, at vores anatomi har tilpasset sig denne positionsændring. Ser vi på vores bindevæv ved maven, minder det meget om vævet hos dyr, der går på alle fire (quadrupedale arter). Det er velegnet til at holde vores indvolde på plads, nedenunder den horisontale lumbare del af rygsøjlen.
Lad os ikke gå dybere ind i kritikken af den del af holdningsindustrien, der er “besat” af at bringe folk i rette positioner og udjævne kropsholdninger. Lad os i stedet spørge til, om der findes en form for bevægelse, der er særligt velegnet til at vedligeholde eller understøtte vores anatomiske evolutionære arv og dens horisontale udgangspunkt?
Svaret kunne meget vel være kravlemønstret. Et mønster, der hos børn på flere måder minder om det, primater bruger. Omend der også er forskelle, ifølge forskning, der kan have forskellige biomekaniske implikationer.
Noget forskning tyder på, at det er et bevægelsesmønster, som også deles af andre quadruplende arter end primater, og som har ensartede underliggende mekanismer. Det er ikke det samme som, at det er nødvendigt, men det er tilsyneladende meget fundamentalt.
Kravleklar eller ej?
Kravlebevægelsen har sin egen historie. Ifølge en artikel i Slate.com er den moderne forældrebesættelse med, at børn skal kravle, noget der går tilbage til den kliniske psykolog Arnold Gesell, som har forsket i børns udvikling og, som udviklede de første udviklingsstadier. Han anså det at kravle for at være en fundmental del af barnets motoriske udvikling.
Artiklen anfægter for så vidt blot ideen om og besættelse af, at hvis et barn ikke har kravlet, fører det til alverdens problemer. At kravle er et vigtigt udviklingstrin, men der er ikke evidens ifølge artiklen for, at det påvirker barnets sundhed, hvis der ikke kravles. Et er at det at kravle er vigtigt for et barns udvikling, men det ikke at kravle behøver ikke partout at føre til en masse problemer. Der er mange faktorer, der spiller ind i et barns motoriske, kognitive etc. udvikling.
Den egentlige kravlen, der ikke er på maven, men hvor maven er løftet, indfinder sig cirka mellem 7.-11. måned og kan vare fra en uge til fire måneder, inden barnet går over til at gå. Men nogle børn kurer på numsen i stedet, ifølge Wikipedia, og nogle springer endda kravlestadiet over og “går direkte til at gå”. Dvs. de udviser ikke observerbare tegn på “prewalking locomotion”.
Det kan muligvis medføre en del forældrepanik, for nogle børn begynder tilsyneladende at gå senere, hvis de eksempelvis har “surfet på numsen”. For interesserede læsere kan det oplyses, at der tilsyneladende kan “spottes” visse tegn på, at et barn er “klar til at kravle” ifølge Genevieve Howland.
Slateartiklens forfatter Nicholas Day, der er forfatter til bogen Baby Meets World om videnskaben og historien bag barndomsstadiet, maner til besindighed. Han mener i stedet, at der ofte ses bort fra historien og kulturelle normer. Der er andre kulturelle opfattelser, som kan spille ind.
For århundrede tilbage blev det betragtet som noget dyrisk og uciviliseret at kravle, derfor iførte man børnene lange klæder, der gjorde det nær umuligt at kravle. Før oplysningstiden var det at kravle nærmest ugudeligt og bestialsk, og der findes, ifølge Day, i øvrigt kulturer, hvor det den dag i dag betragtes som værende for beskidt og farligt at kravle, så der foretrækker man at bære børnene.
At kravle kan gavne hjernen
På den mentale side udvikler kravlemønstret tilsyneladende corpus callosum, der er en vigtig forbindelse mellem de to hjernehæmisfærer, hvor det såkaldte “kravlestadie” mellem 6-12 måneder efter fødslen er særligt vigtigt. Dette interval eller tidsrum kan som bekendt variere. Denne forbindelse mellem højre og venstre del af hjernen er afgørende for hjernens intellektuelle udvikling hos børn.
Kravlemønstret, hævdes det, er byggestenen for alle senere motoriske og kognitive færdigheder, barnet siden udvikler. Nogle kalder det ligefrem for en “superhighway” til senere læringsprocesser. Spørgsmålet er, om der med Slateartiklen in mende er tale om en overforsimpling.
Personlig fitnesstræner William Byrd, anfører ganske profetisk i Crawling: Burn Fat, Build Muscle, and Change Your Life, at vi i kroppen har 12 specialiserede nerver, de cranielle nerver. De er alle hver især forbundet med forskellige dele af kroppen, og danner et kommunikationsmæssigt netværk for vores sanser, funktionelle bevægelser og kropslige funktioner.
Vagusnerven er af særlig interesse, da den er kroppens længste cranielle nerve, der er forbundet med talrige organer og systemer i kroppen, herunder det vestibulære system.
Vagusnerven er essentiel for vores fordøjelse, at vores hjerte og lunger fungerer optimalt etc. Den fungerer som en budbringer mellem hjernen og de store organer i kroppen. Den hjælper med fordøjelsen ved at kontrollere halsmusklerne, så føden kan trænge ned i maven, og kontrollerer også selve mavemusklerne.
Vagusnerven sikrer, at du kan kommunikere, ved at kontrollere de muskler, du bruger, når du taler. Under stressfulde situationer, hvor kæmp-flygt mekanismen er aktiveret, sænker vagusnerven blodtrykket.
Nerven spiller en rolle ved lettelse af depressionssymptomer og humøret helt overordnet. Den er sågar med til at reducere inflammation i kroppen og sænke risikoen for metabolske sygdomme så som hjertesygdomme.
Vagusnerven stimulerer det vestibulære system, så balance og koordination forbedres. Det vestibulære system er et meget komplekst netværk, som hjælper os med at kunne fastholde balancen, når vi bevæger os. Det sørger også for, at kroppen kompenserer på en passende måde, som modsvar til udefrakommende kræfter, hvis nogen eksempelvis skubber til dig i køen i supermarkedet. Her sørger systemet for, at du kan genetablere din ligevægt og balance, så du ikke falder.
Men, men, hvad har det at kravle med alt dette at gøre? Jo, skriver William Byrd, kravlebevægelser aktiverer vores vagusnerve.
Igen, jeg skal her hverken decimere eller forklejne disse vidunderberetninger, der kan være mere eller mindre legitime i markedsførings såvel som videnskabeligt øjemed. Men lad os ikke fortabe os i ensidige blindgyder. Jeg giver ordet til Nicholas Day, der slår min beskedne pointe fast:
“Therapists who stress the importance of crawling talk about how it promotes socio-emotional and muscular development, how it encourages independence, how it exposes infants to challenging new stimuli—all of which is crucial. That may be true. But there’s no evidence that crawling alone does that. Motor development unfolds along many paths, but a century after Gesell, the myth of that one true way persists.
And it will never go away. Since it can neverreallybe disproved, it can never really be dismissed.”
Selv om det ikke endegyldigt kan bevises, at det at kravle er vigtigt for barnets udvikling, ifølge Day, afholder det ikke mange fra at påstå, markedsføre og tro dette. Det kan derimod gøre skade, hvis vi gør en bekymring ud af, at børn ikke kravler pr. automatik, omend det ikke at kravle muligvis også kan rumme visse udviklingsmæssige komplikationer, ifølge Paul Chek. Men her er problemstillingen vinklet lidt anderledes.
Vær ikke for ivrig med at begynde at gå
Et lille intermezzo til eventuelle ambitiøse forældre, der gerne vil være stolte over at se deres dyrebare poder gå så tidligt som muligt, så de kan vokse op og blive selvstændige væsener. Ifølge Paul Cheks “Posture – The CHEK Approach” er den såkaldte kravlefase særlig vigtig for barnets fysiologiske udvikling.
Her gælder det om at lade barnet bevæge sig rundt, ikke om at forcere en opdragelse igennem ved at placere barnet i opretstående stillinger, i “baby bouncers”, eller ved at lære dem at gå tidligt. Chek præciserer sit synspunkt:
“Why is crawling so important? During the development of the neonate from the fetus, through the crawling stages and finally into the neocortical phase (walking) there are numerous, highly integrated functional and physiological, phase-locked progressions between the musculoskeletal, limbic, hormonal and cellular systems. What this means is that when someone passes through their developmental phases incorrectly, they literally develop incorrectly, which may alter their psychoneuroimmunological profile for life! This is important today when so many infants are positioned upright in baby bouncers and encouraged to walk early, rather than allowing them to locomote around on their stomachs or on all fours, as they naturally would. This perception that Junior is more advanced because he walked at 9 months is a leading problem in the poor motor development of children today. We must allow infants to pass through all phases of growth and development at their natural rate. The last things we need are more dysfunctional children roaming the streets today!”
Forceret udvikling kan muligvis være problematisk. Det at kravle er et naturligt bevægelsesmønster i menneskets udvikling, som kan have dybe implikationer for et menneskes samlede fysiologiske udvikling, herunder også kropsholdning.
Kravleriet har nok fået en større renæssance siden Chek skrev denne artikel. Det vrimler med “naturlige børneråd” alle vegne, men igen, vi skal vogte os for sygeliggørelsen, da ikke alle børn kravler lige meget, og nogle åbenbart slet ikke. Men samtidig skal vi nok også lade naturen gå sin gang, eller rettere kravleriet, hvis der kravles og når der kravles. Det forekommer at være en del af basisudstyret for os mennesker.
Men lad os i den forbindelse ikke desto mindre også lige runde historien om en kurdisk familie i Tyrkiet, der går på alle fire, der har sat adskillige spekulationer i gang. Der findes andre eksempler også. Er det bare en “atavistisk rest” fra vores forfædres abevilkår eller en midlertidig regres, “omvendt evolution”, eller var der noget mere kulturelt på spil, i al sin afsondrethed?
Så meget ligger fast. Det “kurdiske kuriosum” er næppe noget, der indleder en trend med, at vi alle bevidst vender evolutionen på hovedet. Fortsæt du endelig bare på to ben. Men derfor kan der alligevel være værdi i at kravle, stor værdi. Det bliver du ikke “weird” af. Måske bør vi endda kravle markant mere end vi gør i vores vante kropspraksisser.
Læs også Kunsten at kravle igen, hvor jeg udfolder lidt af vejen ind i den praktiske gennemførelse af kravleteknik og forskellige kravleformer.
Crawl away people. Ned på alle fire og bliv dus med det, du kan, når du bevæger dig på skuldrene af naturens store tandhjul. Der har du et solidt fundament.