At praktisere ydmyghed med krop og bevægelse – afsnit 2

Lad os komme ikke blot hviledagen men også ydmygheden vel i hu. 

Følgende er andet afsnit, af to, om bevægelse under ydmyghedens parasol. Ingen skærmer os for at lære nyt om os selv, når vi agter at tage bevægelse alvorligt, som ægte praktikere. Men ydmygheden er værd at lytte til, når vi gerne vil dybere ind i en verden, hvor der lurer alskens farer såvel som chancen for dybere indsigt.

At blive ydmyge praktikere er at tage favntag ikke bare med impulsstyrede eller spontane præferencer, vi har hentet i et klip på nettet eller fra en højtprofileret ekspert. Det er heller ikke at følge en protokol som en hest med skyklapper, uden selv at tage egerskab for egne livstøjler. Det er langt mere en evne til at arbejde i sporet af det lange træk, vores artsmæssige udvikling. At aflure hvad evolutionen har skænket os gennem videnskabelige studier, og omsætte dette i praksisudfoldelse, der også medtænker nuværende livsvilkår og kulturelle erfaringer.

Parolen er ikke at rejse tilbage til fortidens mudrede virkelighed for at kopiere en stenalderkost, men at trække på de lag, evolutionen har udstyret os med, ikke desto mindre. At respektere den arkitektur, vi bærer rundt på, og iboende evner det byder for bevægelse af den menneskelige krop. At forstå hvordan evolutionen kan virke til vores fordel, selvom den måske ikke kerer sig alverden om os i det store hele. Og samtidig forstå, at vi lever under andre betingelser i dag. Et puslespil med brikker, der flytter sig, mens de lægges.

Her ligger nøglen til at undgå yderligere forråelse og vildfarelser på mange punkter, er min begyndende mistanke.

Jeg har tidligere skrevet om, hvorfor vi bør bevæge os mere ud fra et blik på evolutionære faktorer, der tjener vores overlevelseskapacitet, set ud fra kroppens og sindets optik. Men sagen forekommer, ikke overraskende, mere speget. Og alligevel er der nogle nøgler, der er værd at kende, så du ikke farer vild og ikke kan prioritere fra ydmyghedens havn, men er tvunget ud i rum sø, uvidende og dømt til tilfældig omgang med dig selv og din kropsudfoldelse.

Lad os se, om vi kan kile ydmyghed ind som en måde at række bedre ud mod fortidens gemmer, uden at miste synet for samtidighedens krav om aktualitet, coolness og modernisering.

Jæger-samler snak og moderne tilpasninger

Nøglen til et bedre forhold til krop, bevægelse og livspraksis, kan være at skabe friktion og berøring igennem bevægelse. Flere fysiske erfaringer, tangible og håndgribelige erfaringer i kød og blod.

At lære af hinandens reaktionsmønstre og tilgange til problem- og konfliktløsning. Det kan ændre noget på det mellemmenneskelige niveau, men de større evolutionære koblinger bør også komme tydligere frem i lyset.

Der er gode grunde til, at jeg henviser til, at vi er skabt til bevægelse.

Udover overlevelsen har hjernen ét andet job, der ikke efterlader megen tvivl om betydningen af bevægelse:

“We have a brain for one reason and one reason only—that’s to produce adaptable and complex movements. Movement is the only way we have of affecting the world around us […] I believe that to understand movement is to understand the whole brain. And therefore it’s important to remember when you are studying memory, cognition, sensory processing, they’re there for a reason, and that reason is action.” –Daniel Wolpert, MD, PhD (citeret fra Z Healths uddannelsesmateriale til kurset Essentials of elite performance)

At forstå os selv handler i stor udstræknig om at forstå os selv som væsner skabt til bevægelse.

Selv lægger jeg ikke skjul på, at jeg gerne lærer og lader mig inspirere af jæger-samlere og de ting, jeg læser om disse folk. Det evolutionære perspektiv på bevægelse er en evig kilde til at søge ikke bare ny viden, men også til at justere min opfattelse af praksis efter. Smuk forening af teori og praksis.

Vær varsom med idyllisering af fortiden

Så får det være, at noget af fortidsromantikken øjensynligt trænger til en finpudsning, og et nyt narrativ, der er knap så glansbilledagtigt. På standardanklagen (“vil du tilbage til flintøksen, Jesper…”) svarer jeg: Personligt nærer jeg ikke ønske om at skulle tilbage til en proklameret fortidsidyl, der åbenbart var langt mindre egalitær og livsnydende, ifølge noget nyere forskning (Frank, Lone. (2024). “Paradiset, som aldrig var”. Weekendavisen, Ideer s. 6-7), selvom vi også må inkludere leg i urtiden. Tingene var givetvis både komplekse og ikke så enkle og firkantede endda. 

Leg har medvirket til at udvikle os som art. Overlevelse, bevægelse, leg og arbejde har givetvis været vævet sammen i livsformer og omstændigheder, vi næppe kan forstå fuldt ud eller rekonstruere, uden at noget går tabt i oversættelsens fortolkende iver. Men det overlader jeg til arkæologer, evolutionsbiologer og andre videnskabsfolk at dømme over. Jeg er i gisningens tusmørke, kun ydmyg iagttager af de sprækker, der åbner sig med en vis troværdighed og sandsynlighed.

Hvad med et plausibelt bud på, hvad der betinger den fremtidige overlevelsesevne, der skeler til fortidens tidligte samfundskulturer, uden at være ussel gravrøver eller profetisk sandsiger uden diploma? Uden fortidsidyllisering eller dundrende dommedagsprofeti.

Som eksempelvis leveret af Tor Nørretranders, Rane Willerslev, Svend Brinkman og Frederik Lindhardt, som “kloge-Åge-agtigt” funderer herover i fællesskab i samtalebogen Det, du ikke forstår, gør dig klogere: en samtalebog. I bogen luftes tanken, at det evt. kunne være antifragiliteten og omskifteligheden, der også efter sigende var en del af jæger-samler kulturer, vi kunne fare med ind i fremtidsmørket (eller -lyset), alt efter hvad humørbaromenter eller udsynet tillader. 

Skal vi tilpasse os den buldrende teknologidrevne, disruptive og omkalfatrende fremtid, er det åbenbart evnen til at udvikle noget hård hud, ikke være for sårbare, som derimod skal bringe os videre. Vi skal være gode til at reestimere og ændre kurs, når en given overlevelsesstrategi ikke giver pote.

Men kan vi blive resiliente af at være ydmyge? I måden vi praktiserer på. Fremfor udelukkende optrædende som kopister eller “optimeringsjægere”, at jagte cutting edge science, best practices og protokoller?

I øvrigt kan sårbarhed byde på mange ting, mange ofte har deres hyr med at godtage.

Tvivl som segway

Tvivlen er ved nærmere konsultation af netop nævnte samtalebog en glimrende segway ind i ydmygheden, forekommer det mig. De herrer kredser om tvivl som noget, der hører og byder sig til, da den fører til kritisk tænkning og rokken ved selvfølgeligheder. Alternativet er velsagtens privilegieblindhed, manglende stillingtagen, hårnakkethed, skråsikkerhed og andre onder.

I samtalebogens samklang når man frem til, at verden er foranderlig og ikke stabil. Det tror jeg, de fleste efterhånden kan synge med på. Sammenhængskraften er svær at gribe i forbifarten. Men måden hvorpå vi krampagtigt holder fast i tankemønstre og vaner, er måske særligt båret af naiv teknologioptimisme eller frygt for fremtidens usikkerhed. Eller mangel på erfaringer med andre livsfavntag end træg “business as usual”. Vanens magt – spiller den os et puds uanset vindretning?

Gør vaner og traditioner os levedygtige, agile og dygtige til at navigere i det farefulde krat, der hedder livet? Eller skal der et jordskælv til i ny og næ?

De herrer peger også på antifragiliteten, og den moderne verdens manglende reaktionsevne – eller omstillingsevne. Jæger-samlere var måske ikke indspundet i smuk idyl, men der var, ifølge Rane Willerslev, en række principper, vi kunne tage ved lære af. I samtalebogen omtaler han: selvledelse, midlertidig ledelse, hyperagilitet og måske antifragile samværsformer. Antiprotokol living kunne man kalde det. Selvom verden i stigende grad lader til kun at bestå af protokoller og selvgenererende adaptive koder i den forestående AI-revolution.

Hvor hører vi hjemme i denne centrifuge?

Bidrag fra bevægelsesfronten

Måske er teknologisk disruption rent faktisk ikke hele løsningen for menneskeheden moving forward? Hvad kan bevægelse eksempelvis byde ind med i denne sammenhæng?

Måske skal vi have noget med fra fortiden. Bevægelse skal både foldes mere ud, men skal også forstås bedre. Det er en vanskelig nød at knække. Indsigten kommer både fra praksis, men også fra at praktisere fra et højere vidensniveau, der har kigget dybt i evolutionens skatkammer. Ikke kun sportsvidenskaben i det 20. århundrede.

Bevægelse rækker længere bagud i tid, men indsigter er muligvis gået tabt undervejs frem til vores tid.

Under alle omstændigheder, (ud)dannelse må der til og generhvervelse af erfaringer.

Men i hvad og hvordan? Vi skulle jo nødigt lære noget, der ikke fremmer vores overlevelsesevne, eller får os til at miste modet? Så hellere spørge Chat GPT om et træningsprogram.

Måske har vi valgt side allerede? Big data lokker med forenklende løsninger, sundheds-apps, der sætter sundhedssektoren ud i nye (datafortolkende og behandlingsprioriterende) udfordringer i fremtiden. Mange sværger til disse assistenter i alle afskygninger. Færre sværger nok til Yuval Haharis erkendelsesperspektiv på sagen.

For det er unægteligt en kende mere bøvlet at mestre sindets afkroge – hvilket Niels Lyngsøs seneste bog En sti gennem indsigtens landskaber – et essay om meditation og bevidsthed er med til at bekræfte. Indsigt kan indebære en arkæologisk rendegravning, som vanskeligt kan konkurrere med at prompte sig til et orakel-svar.

Hvem kender sine egne behov i fremtiden, og er du bedst tjent med et liv i monitoreringens hænder, der dog stadigvæk skal tilpasses menneskelivets komplekse vilkår? Selv den diagnoseramte skal stadig have hverdagen til at hænge sammen. Jeg tænker, at vi må fare ad forsoningens vej. Behov kan være svære at tyde, ligeledes eksteroceptive og interoceptive forhold. For hvilket sprog taler kroppen, og hvor nøje skal vi være med at lytte til krop og teknologi, også når vi skal vælge en praksis?

Ved at overlade tvivlen og selvopmærksomheden til teknologiens tjeneste risikererer vi da at leve for programmatisk og lidenskabsløst? Eller at gå til kanten i ét og alt? Eller risikerer vi konstante påmindelser om frygten for at falde ud over den?

Ak. Der er mange faktorer, der kan tages i ed, når vi ser på det gode forhold til livspraksis og bevægelse. Men hvordan bliver det hele mindre automatisk og mere indlevende?

Hvordan formidle bevægelse fra indersiden?

Hvordan formidle bevægelse til befolkningen, så det slår gnister i hjertet. Jeg ønsker ikke, at folk skal være marginalt interesseret eller “bidt af…”, som nogen markedsfører sig på. Eller selv kan måle, at alt ser ok ud på pulsmåleren eller søvnfasemåleren – via den gyldne ring på hånden – for derefter trygt at sove videre i livet uden at forholde sig mere responsivt og med resonans til bevægelse som livsfænomen. Med mindre ringen lokker med en dybere indsigt, som er værd at række ud efter. 

Som bevægelsesformidler ser jeg det ikke som min fornemste opgave at være tvangsgarant for, at andre tager sig sammen eller agere fødselshjælper for kortsigtede mål. Fordi man eksempelvis sidder i en bestemt havesaks eller livsomstændighed og vil af med overskydende kilo, eller er tynget af psykisk mistrivsel grundet bevægelsesmangel og andre misforhold.

Jeg ønsker heller ikke – som en bedrevidende Messias – at retlede dem, der har stirret sig blinde på sociale mediers “quick fix” løsninger og selvudleveringer, og nu også selv vil være som de andre, for at kunne hvile i egen krop. Der er SÅ mange faldgruber, der skal luges ud i først, førend vi kan praktisere mere autentisk og ydmygt, er min mismodige tvivl enig med mig selv om at konkludere.

At formidle en vej ind i bevægelse

Så hvad vil du slå på tromme for, Jesper?

Jeg vil blot formidle det, jeg og du er skabt til, hvad angår livspraksis. Med bevægelse og kropspraksis i en konstant dialog med socialiteten – aka fællesskabsbestræbelsen og evolutionens videre knopskydning. Jeg agter at bidrage til den (ud)dannelsesmæssige side af sagen. Ikke strategisk influerende blær, mainstream leflen, belæring og i særdeleshed ikke forloren marketing og salg af flere yogamåtter og kollagenprodukter.

Jeg er interesseret i dannelse i bevægelse på godt og ondt, uden selvforstillelse, selvforherligelse eller med snævre interesser for øje. Tro det eller lad være. Min mission lyder ikke “red min krop”, men vær tro mod din krop og det kropslige mellemværende, på en legende, undersøgende og elegant måde, der også (i et relevant omfang) tager trådene op fra vores evolutionære udrustning og det, som fortiden har skænket os. Som gør os klogere på, men også tillader at erfare dette på egen krop. 

Jeg famler derfor efter en approach, som også vil være på loyal omgangshøjde med samtiden. Koblingen og forbindelsen til en virkelig dyb meningsfuldhed, der strækker tiden både bagud og op til nutiden igen, og som kan skabe fremtidens kreative bevægelse. En vanvittig ambition, der naturligvis er dømt til at fejle.

Vi kan dog alle vælge selv at blive medskabere og deltagere i det evolutionære bevægelsesmirakel. Ingen grund til afhængighed af mine spæde bestræbelser. Engagement fremfor benovet at sidde i sofaen og falde i svimer over verdensatleters egoisme og potentielt identitetsforkrampende selvrealisering, kropsdysfori, vægtproblemer og psykiske mén. For i takt med at konkurrencen stiger, tja, så stiger også det mentale pres på de unge mennesker og deres heroiske selvopofring – og det vidner mediepresset jo efterhånden en hel del om.

Den olympiske ild brænder, alt forladt, og det er bestemt seværdigt, men hvad med flammen i befolkningen? 

Hvad med selv at blive ydmyge igen, folkens? At tage favntag med bevægelse, sådan for alvor – ikke kun modeluner, DHL-løbeture og flere skridttællere til gåturen eller hvad medielunser, der nu faldbydes.

Vi er til syvende og sidst alle selv ansvarlige for, hvordan vi forvalter kroppens arvesølv og må leve med konsekvenserne heraf. Heri er vi fælles om opgaven. Og inspiration er der nok af.

Hvordan genstarte bevægelsesengagement?

I første omgang kan det handle om at flytte perspektivet væk fra behandling, smertebekymring, tunge vægtstænger, ensrettede bevægelsesvaner og manglende leg, til et aktivt undersøgende perspektiv.

Vi kunne i forbifarten starte med at vække nervesystemet. Som en nøglespiller. Kroppens inderside og kommandocentral og vidtforgrenede nervenet. Herfra kan megen indsigt og visdoms spindelvævsnetmasker udtrækkes – som vi får udfoldet mere indgående om lidt.

Men nervesystemet er jo i første omgang en slags “adgangsbillet”, der også er forbundet med behandlingsdimensionen. For at få adgang til det aktive liv, må vi undertiden igennem smertelindring, af med smerter eller lære at håndtere smerter, sådan som jeg har anført i indlægget om heuristikker herfor.

Her kan massage spille en væsentlig rolle, hvis du praktiserer den vel, fremfor at reducere den til akutlindrings protokol og “et desperat skud i tågen” blandt andre på alternativitetens behandlingshimmel.

Massage som adgangsbillet – for nogen

Behandling handler ikke kun om at komme antifragiliteten til livs med vold og magt og mishandling. At få bugt med sårbarheden. Det handler om at have dybere blik for eksempelvis massagens virkningsfuldhed og uopdagede potentiale, som misses i flovhedens, bedrevidenhedens og misforståelsens navn, eller det er i hvert fald min stigende bekymring.

Hellere møde op med til bristepunktet ophobede smerter, end at tillade sig selv at betale for en lejlighedsvis nydelsesfuld rekalibrereing af egen kropskontakt og nervesystem. Det er for højtragende og luftigt. At indrømme at vi trænger til berøring, og at mærke sig selv igen, må kaldes noget andet. At få kalibreret nervesystemet og kropsfornemmelsen gennem nye sensoriske input og stimulering af et utal af proprioceptive nerveceller. Det er tilsyneladende for uhåndgribeligt for mange.

Logikken er måske som følger. Betal for en skærsild, når det hele er på sit højeste, ellers er det jo ikke en rigtig ydelse der modtages, vel? Og det er kun, når korthuset vælter, at vi kaster håndklædet i ringen og møder op – for der er vi pludselig blevet ydmyge – for en stund? Jeg er helt med på, at jeg karikerer nu.

Jeg elsker at give andre massage, hvor jeg mærker deres autentiske ydmyghed efterfølgende, og de ytrer taknemmelighed for at “være kommet ned på jorden igen”. At kunne mærke hvad en normal følelse af at have det rart føles.

Sådan som velværemassagen bidrager til. 

Og nej, nej og atter nej, det betyder heller ikke, at massagens klassiske berettigelse mod spændingshovedpiner, nakkesmerter og smertelindring i lænderyg etc. er forgæves heller. Ej heller statistisk og videnskabeligt. Jeg taler om den side af massagen, vi i stor udstrækning glemmer, fordi den ikke afslører hele sin magi i en enkeltbehandling. Den ligger formodentlig mere i at gøde homøostasen roligt over tid. At vedligeholde sind og legeme. Upåagtet, bag om ryggen på klienten og dog yderst tilfredsstillende, når det står på under selve massagen. Effekten der gradvist virker i kulissen – indtil det igen er tid. Effekter der måske også indebærer kalibrering af nervesystemets smertetærskel og færre gener i hverdagen. Når kroppen pludselig får det godt, er det ikke altid massagen, som vi krediterer.

Udover forventningskløften

Flere reelle sandheder kan eksistere samtidigt. Ikke alle mennesker oplever samme effekter af eksempelvis massage. Nogle har store forventninger til en enkelt behandling, andre ser en berettiget livspraksis for sig og opdager effekten over tid. “Fix det” versus “dyrk det” mentalitet lever side om side. Og det er ofte investeringsviljen, det kommer an på – eller uvidenheden? Der igen påvirker tvivlen og tilliden. Klientens udgangspunkt og øvrige livsførsel kan vi heller ikke undsige os. 

Med bevægelse er forventningen derimod allerede en anden. Her kan de fleste godt gennemskue, at vi ikke kommer i form af en enkelt gåtur. Men det er unægtelig en begyndelse på noget, der kan vokse til mere.

Så hvordan får vi flere mennesker til at fatte mod til denne glidende rejse fra behandling til aktiv praktiseren af dette eller hint? Og også til at praktisere massage (oftere), for den sags skyld, i det livsunderstøttende perspektiv?

Bevægelse lærer os helt eksplicit og råt for usødet om ærlighed. I bevægelse får vi syn for sagen, her kan vi ikke dekorere sandheden. Vi kommer til kort med vores skavanker og begrænsninger, og det er her, ydmygheden har sin forrang, som en kardinaldyd. Vi erfarer, at noget ikke er så godt, som det måske burde være.

Men hvad er det? Ja det er her, det bliver indviklet. Og det erfarer mange også. Er det nerver, knogler, led, muskulær ubalance, kost, organrelaterede forhold? Fortsæt selv. Hvad med at gå den anden vej rundt? At drage flere erfaringer med bevægelse fra et realistisk udgangspunkt. Og opdage, at den også kan “udøve mirakler bag om ryggen” på os? Gerne hånd i hånd med en massagepraksis.

Mere erfaring giver bedre forståelse. Men en helt specifik kløft i overgangen passiv til aktiv handler, for mig at se, om uddannelse, og det er den, der er gået tabt. Vi skal lære noget mere om bevægelse for at respektere den og finde vej til den selvrespekt, Morten Albæk taler så varmt for, som nævnt i indlæggets afsnit 1. Om end ikke så eksplicit i forhold til bevægelse. Det forudsætter ydmyghed, for der er meget at lære, og det handler også om måden, vi lever på.

Bevægelse er særligt velegnet til at komme alverdens onder til livs, højne sjælen og oplyse os, af grunde vi skal forstå bedre, men først og fremmest mærke i kraft af bevægelse. Og det forudsætter jo erfaring med – gæt engang – bevægelse. 

Sagen er bevægelse, fordi…

Ordet nervesystem fik jeg nævnt i forbifarten, og har strejfet det i andre indlæg. Lad os betragte ydmygheden fra en evolutionær skala. Uden bevægelse var vi slet ikke så agile, og alt det andet, vi bryster os af nutildags.

Ligger en del af antifragiliteten i evnen til “at bevæge nervesystemet bedre”? Det spørgsmål er umådeligt vigtigt at tænke nærmere over.

Nervesystemets udvikling vidner en del om vores mellemværende med bevægelse rent evolutionært.

Som Marcello Palozzo skriver i sit elegante og koncist opsummerende ledsagemateriale til “The Keymakers Workshop” i 2024 i Hamborg:

“So how did human movement develop?

Well, originally to satisfy the need for survival and perpetuation of an organism. The competition was fierce and the struggle for survival intense. Therefore random motions and simple organisms were easily taken out of the game by those that had a more elaborate and efficient system” (Keymakers notebook, s. 8)

Og hvad skal et sådant system bestå af for at have en evolutionær overlevelsesfordel i den evolutionære biologis optik?

Svaret er blandt andet “Dexterity” (behændinghed). Ud over i hvert fald intelligens og hukommelse.

Evolutionen valgte en aktiv sti at gå ned af, ikke kun den, der ledte til passive beskyttelsesstrategier, i form af maskering, kamouflering, exoskeletter osv. Jeg tør slet ikke tænke på nutidens komfortmorads og passificeringsstrategier.

Den aktive strategi viste sig at være overlegen på en anderledes adaptiv måde i forhold til miljøet. Bedre jagt- og ressourceudnyttelse, bedre flugt fra rovdyr, social interaktion, reproduktiv succes, modsvar på omskiftelige miljøer etc., skriver Palozzo.

Om behændighed

At producere bevægelse var det første behov hos alle organismer, skriver Palozzo. I forhold til omgivelserne. Nervesystemets og sansernes udvikling vidner ligeledes herom. Og han peger på behændighed som en særlig vigtig evne at udvikle, da der er tale om en form for problemløsningskapacitet, der vokser ud af de aktive principper i evolutionen, og som kroppens form er garant for at levere. En kapacitet der forener kroppens rå fysik med hjernen og nervesystemet på en elegangt og spidsfindig vis:

“It is a multifaceted and sharp cleverness, used to resolve all sorts of motor problems, produce qualitative gestures, and orchestrate body parts with brilliant efficiency. Since it is all-pervasive, and it is also unique to the person who utilizes it.” (Keymakers notebook, s. 14)

…who utilizes it, dvs. som gør brug af den. Just det er parolen. Use it or loose it. En erfaring, vi undertiden glemmer at tage alvorligt. Det kræver, at vi bruger vores motoriske problemløsningsevne, ellers sprudler vi ikke i bevægelse. Føromtalte snak om vaner versus anti-fragilitet må meget gerne ses i dette lys.

DGI eksemplet i forrige indlæg – afsnit 1 – kunne det være et (illustrativt?) udtryk herfor?

Behændigheden ligger ulmende i os, da vi som væsner er udstyret med den via evolutionen. Men den videreudvikles og vedligeholdes kun ved at tilpasse sig kontinuerligt til omskiftelige krav i omgivelserne.

Så hvad skal vi være gode til for at være mere antifragile, kunne vi spørge i forlængelse af føromtale samtalebog? Og for at kunne tilpasse os skiftende miljøkrav?

I resten af indlægget vil jeg svare eller begrænse mit svar til at omhandle bevægelse, og overlader robotudvikling, socialpolitik og biodiversitetskrise etc. til andre med bedre forstand på den slags. Allerførst en konkretisering af behændighed, set gennem Palozzos optik. 

Palozzos 4 punkter til en hjælp med forståelse af behændighed gengives her i high level format:

1. Korrekt problemløsning:
   Eksempel: at score et mål i fodbold. For eksempel et skruet frispark, bananspark, uden om “muren” med kurs mod trekanten af målet.
2. Hurtig problemløsning:
   I forhold til beslutningstagning og at opnå et korrekt resultat.
   Eksempel: et udspring fra 3 meter vippen, hvor der foretages en dobbelt salto og med perfekt hovedspringslanding. Hvem vil ikke gerne undgå en maveplasker?
3. Rationel problemløsning:
   Enkel og økonomisk. Eksempel: et tennisslag, slået under voldsomt pres, hvor bolden lander næsten i fødderne. Hvor slagforberedelsen med armen er kort, lille og tilpasset en hurtig reaktion, så bolden kan returneres med effektivt modpres mod modstanderen ved at udnytte boldens indkommende fart og time kroppens respons. Uden først at skulle løbe på grund af manglende reaktionstid, men derimod ved at ændre kroppens tyngdepunkt og fastlåse kroppen i en lav position, hvorfra der kan slås kontra med solid base of support.
4. Ressourcefuld problemløsning:
   Baseret på initiativrigdom og intelligent kvikhed. Eksempel: at krydse en bred flod ved hjælp af en lille tømmerflåde, fremfor at svømme over.

Vi har med disse eksempler med en multifaktoriel kompetence at gøre, der kan “skaleres” på mange niveauer og ikke er afhænig af en enkeltstående fysisk kapacitet. Den kan trænes hele livet, og er ikke givet med fødslen, men er – med andre ord – trænérbar.

Sanseopvakt via grundig erfaring

Hvordan? I høj grad via koblingen til sansemotorikken, via vores sansesystemer, der er meget afgørende for vores evne til at løse motoriske problemer. Sanserne er basen for al bevægelse. Vil vi for alvor forbedre vores bevægelseskapacitet og repertoire, kan vi ikke ignorere sanseinputtet og integrationen fra det vestibulære, det visuelle og det proprioceptive system. Og det har mange ofte gjort alt for længe, fordi vi har troet, at det var noget, der opererede i baggrunden og ikke var tilgængeligt.  

Jeg havde selv fornøjelsen af at deltage på førnævnte workshop i Hamborg, og det satte et varigt spor i min egen overvejelse over, hvordan jeg skal bevæge mig i fremtiden. Hvor alderen jo bliver en virkelig faktor, jeg skal lære at danse med, så jeg forhåbentlig ikke får for store langbanefortrydelser i den henseende. Selvom bevægelsesforringelsen er en livsrealitet, vi alle må acceptere i sidste instans. Men indtil da, gælder det om at løse bevægelsesproblemer med mere omtanke og vid.

Jeg arbejdede intenst i timevis med behændighed under workshoppen, et fænomen der i øvrigt altid har fyldt i mit tennisvirke, men uden at jeg forstod det i dybere forstand. Jeg fik nu en klar følelse af vitalitet og forbindelse til noget i mig, der trænger til at blive holdt i live og konstant revitaliseres. Praksis og teori overbeviste mig i skøn forening. Og jeg oplevede en hurtighed i mit tennisspil i dagene efter, der var ret bemærkelsesværdig. Var det mon en tilfældighed?

Nu praktiserer jeg jævnligt, men der er stadigvæk plads til ydmyghed, for jeg bør nok praktisere dette endnu mere, end jeg gør. Som i markant mere. Men også jeg er et vanevæsen. Det er derfor et blandt andre opgør og justeringer i min private bevægelsesplanlægning i fremtiden, jeg kommer til at foretage.

Så ved du det. Selvom vi er forskellige, kan der være fælles rejser ind i bevægelse, der er værd at overveje. Vi er udstyret med de samme sanser osv. fra naturens side – og det kan vi vælge at respektere og forstå dybere, så vi kan drage fordel af det. Vi kan lære at rette ydmygt ind. Elegant, på evolutionær manér.

Ensidig fokusering er dømt til at fejle

Styrke og udholdenhed er ikke alt, vi behøver, hvis vi snakker bevægelsesbehov. Langt fra! Det med nervesystemets og vores sansers evolution er til dels en dybere forklaring på, hvorfor vi skal benytte hjernen under bevægelse, som jeg har omtalt i et tidligere indlæg. Det er i virkeligheden markant mere subtilt og et emne for yderligere studier fremover.

Hvorfor? Fordi det kobler vores fysiske udrustning til “manualforståelsen af krop og sind”, til bevægelsesintelligent adfærd, og giver os vitale brikker til at kvalificere vores forhold til bevægelse. Skaber lyst, udsyn, glæde og evner som bare fanden. 

Det er i sig selv en større udredning. For nu har jeg antydet, at det findes. Tænk på din balance, dine reaktioner i hverdagen, dine præcisionskast i håndbold og alle mulige andre bevægelser, der alle står i gæld til dette vidunder, vi kalder “organiseringen menneske”. Neurologien er alle vegne. At se bevægelse hovedsageligt igennem neurologiens linse, er en sikker vinderstrategi i det lange løb, er min klare mistanke. Udholdenhed og styrketræning er kun den ene side af mønten. 

Skal vi lære at løse problemer med kroppen, skal vi omkring motorikken og nervesystemet, og det er vejen til bedre sundhed og bevægelse i mere ekvibrilistisk forstand.

En anden måde at italesætte det på. Det hele skal ikke handle om biomekanik. Et firma som Z-health slår eksempelvis en hel del på tromme for det nye “neurobiomekaniske paradigme”, der har været undervejs i nogle år. Eller som Ido Portal i en tilsvarende kontekst sagde i den berømte dokumentar: “Strong arms mean shit”.

Helheden er sandheden

Som Jacob Beermann fra Maxer.dk påpeger, kan dette paradigme dog også risikere at blive for totalitært og blot erstatte en form for apparatfejlstænkning med en anden. Men det betyder ikke, at der ikke er stor værdi i at se nærmere på nervesystemets betydning for vores forhold til kropspraksis og især bevægelse.

Og det har stor betydning også i forhold til behandling og klientarbejde. Ido Portal peger i øvrigt i dokumentaren på rygsøjlen som et andet af evolutionens mirakler, vi gør klogt i at transmittere fra. 

Beermann formulerer i den sammenhæng noget klogt, jeg lige vil minde om, og jeg citerer:

“Jeg vil opfordre til at være påpasselig med de fleste certificeringer (ikke blot Z-Health), som er meget teknik-specifikke og i stedet opfordre til at fordybe sig i forståelsen af et fænomen som fx smerter, klinisk ræsonnering i forlængelse heraf, kommunikation og evnen til at skabe en stærk terapeutisk alliance med klienterne” (Hvad er Z-health?, citeret 16.09.2024)

Han omtaler med andre ord et eksempel på ydmyghed og mere helhedsorienteret tænkning i behandlingsverden. Fordybe sig. Ja, det lyder som en god idé. Vi skal som behandlere lytte og bruge vores empati overfor klienter, og vi skal tage udgangspunkt i deres hverdag og livssituation, ikke kun deres smertesymptomer. Helheden er den, der påvirker relationen og udbyttet, compliance etc. Her kan vi alle forbedre os.

Ydmyghed forekommer mig at være en nær ven af taknemmelighed – og den er vel også bonkammerat med et par andre af de store vidundere – nysgerrighed og åbenhed.

Vi skal i fællesskab være åbne overfor, hvad der motiverer klienter til at få et bedre forhold til krop og sind.

Fra kropsdyrkelse og selvoptagethed til selvforglemmelse – et argument for bevægelse

Fra behandlingsverdenen tilbage til bevægelsesdimensionen.

Hvordan lærer vi atter at sætte pris på den kropspraksis og bevægelse, der sætter nervesystemet “over” fedtforbrænding, muskelmasse og indre ro i skrædderstilling? Sætter liv, vigør og vitalitet over præstation og tungen ud af munden, ind til fråden hænger i mundvigen?

Kunne det tænkes, at det hele rent faktisk kan fletts ind i hinanden? Og at kompleksitet i bevægelse kan være vejen ud af dødvande, kedsomhed, ugidelighed, meningsløshed, utilstrækkelighedsfølelse og alle de andre usual suspects, der tynger rundt omkring? For ikke at omtale de mange skader i samme åndedrag.

Kropsdyrkelsen er jo over os igen igen. Nogle insisterer på at meste kroppens udseende som en måde at kontrollere deres ydre på. For det indre er som bekendt indviklet. Alt det der med sanseapparatet og nerver og motorik og bevægelseskompleksitet. Det forekommer mere overskueligt eller nemmere (ikke altid, det kan være sin sag også) at flytte noget jern eller tugte kroppen efter tidens normative idealer. 

Det må dog betegnes som en “passiv strategi”, hvis vi skal være lidt fine på den og evolutionære. I DR’s udsendelse Sygt skarp – erfarer vi tilsyneladende interessante ting om kropsdyrkelse og urealistiske mandeidealer. Jeg har ikke set udsendelsen, men har læst om Jonas, der beretter om sit forhold til kroppen, og ikke efterlader meget tvivl om, hvad der fylder hos nogle unge i tiden. Udseendet, det ydre look, signalværdien osv. Men er det ydmyghed?

At ville tage “krudt”, for at opnå misforståede fysiske idealer, der måske rammer os i nakken med tidens gang?

Denne titaniums- og exoskeletløsning tænker jeg ikke bør være den foretrukne strategi i fremtiden. Al den stund, at den kommer med flere begræsninger end lyksageligheder – all things considered. Tillad mig at begrunde mit synspunkt nærmere. Jeg er ikke immun over for unges forfænglighed. Hvem vil ikke gerne være attraktiv, det er vel også evolutionært relevant, ikke sandt? Men vi må gerne forholde os mere nuanceret til vores egen selvopfattelse, kropsforståelse og se os selv i et større evolutionært vue, hvis relevansen skal række videre. 

Et nuanceret syn på kroppen

I den norske forfatter og psykiater Finn Skårderuds fremragende og skarpsindige essaysamling Andre rejser får vi serveret nogle psykologiske og fænomenologiske bevægelsesargumenter, der kvalificerer hvorfor vi bør tage bevægelse mere alvorligt. Også her er der vitalitet til forskel. 

Essayet Kroppene, filosofiske smuler om at bevæge sig handler om vores forhold til kroppen. 

Skårderud gør opmærksom på, at vi i den moderne kultur både har en fysisk krop, en social, en politisk, en juridisk og seksuel krop osv. Kroppen er flertydig i sig selv.

Ofte reducerer vi kroppen til et objekt, der skal slankes, tøjles, tugtes og mestres i skønhedens tjeneste osv. Et middel til et mål. Skønhed. Men skønhed, påpeger han, er igen et middel til at opnå social anerkendelse, værdsættelse og beundring. Et andet mål er effektivitet og produktivitet, så vi kan udstråle selvkontrol og selvbeherskelse.

“Til syvende og sidst er vores kropsinteresse af psykologisk karakter. Den egentlige reference i selvets kultur er vores selvfølelse” (Skårderud, Finn (2004). Andre rejser, s. 33)

Det bliver mere kompliceret, når vi ser eksistentielt og fænomenologisk på sagen, som han redegør for. Vi er både subjekt og objekt. Kroppen er ikke bare noget vi har, men noget vi er. Vi er kropslige.

Læs engang hvor smukt Skårderud formulerer sig: 

“Kroppen er altid vores første redskab til at forstå. Erfaringen kommer før analysen. Det ureflekterede  kommer før refleksionen. Erfaringen opstår i kraft af kropslige møder og refleksioner over disse møder. Den erfarende og handlende krop er selve “stedet” for udvikling.

Kroppen er erfarende og handlende. Kroppen er i verden. Og så kommer verden ind i kroppen. Kroppen er ikke et mekanisk objekt som reagerer på stimuli. Kroppen er tværtimod i en levende samvirken med verden, og udadvendt meningssøgende. Mening søges gennem både refleksion og handling. Disse er ikke adskilte, men er heller ikke sammensmeltede. Det er i bevægelsen de kommer nærmest sammensmeltningen. I bevægelsen, som i dansen, i farten, i det vægtløse dyk, kan vi erfare en forening af det subjektive og det objektive. Vi kan have en følelse af flyden og helhed. Kroppen er altid eksistentiel. Når vi er ude at gå, begynder tankerne også at “vandre”. Det kaldes tankegang (Ibid, s. 34)

Læs også mine skriverier om mindwandering i den forbindelse.

Dette spiller fint ind i førnævnte snak om behændighed, og at vi ikke kun skal forstå vores liv gennem fornuft og intellektuel omgang med verden og hinanden. At vi ikke kun skal behandle kroppen som et instrument for beherskelse eller social accept, eller… 

At være menneske er at være i bevægelse

At være menneske er at være i bevægelse. Jo bedre vi er til det, jo bedre er vi i en vis forstand også til at være mennesker, lyder logikken. Det handler ikke om præstationstræning, det handler om intelligent opgaveløsning og livspraksis. Det er fænomenologisk – vi kan mærke livet gennem bevægelse og dermed os selv og vores behov. Præstation er sekundær, men kan interessant nok flyttes drastisk, når vi forstår det her dybere.

Ofte mærker vi kroppen som fravær af funktionalitet. “Kroppen som dysfunktionalitet”, når den pludselig ikke vil, som vi vil, eller begrænser vores udfoldelse. I form af en sten i skoen, utilfredshed med udseendet, besværet vejrtrækning, lændesmerter osv. Her er smertebarrierer vores fjendebillede.

Skårderud henviser til den amerikanske læge og filosof Drew Leders bog The absent body, hvor han tre-deler kroppen. Udover dysforholdstankegangen har vi den “autonome del af kroppen”, der kører i baggrunden – vejrtrækning, organer osv. Livets selvregulering uden for vores viljeskontrol. Om end vores adfærd, sindstilstand m.m. kan påvirke kroppens indre liv. Fra fordøjelse, til respiration, til lymfedrænage og nervesystemets regulering af bevægelse osv. Nervesystemet kan vi aktivt påvirke, men vi har også intereoception, vi kan gøre brug af. 

Og så er der, for det tredje, “den ekstatiske krop”. Kendetegnet ved rusen, ud af kroppen oplevelsen, som vi kender fra flow tilstande m.m. En selvforglemmende tilstand, der er i modsætning til den nagende selvoptagethed af (ofte fejlopfattede) dysharmonier. For der findes jo også en god selvomsorg, en kropsbevidsthed, der leder til ansvarlig omgang med kroppen, der ikke er båret af overdreven forfængelighed, men netop selvomsorg.

Det gode ved den selvforglemmende krop er, at den er totalt nærværende, uden at genere os med mindelser om skavanker, smerter og mangler – eller fragilitet. Opmærksomheden er rettet udad, mod andre og mod interaktion med verden.

Jo mere vi fokuserer på kroppen, uden at deltage i verden med kroppen, jo værre bliver det ofte. I stedet gælder det om at åbne for den eksistentielle dimension til sig selv, ikke kun til vævstolerance, muskelstørrelse, fravær af specifikke smerter osv. 

Fokus kan flyttes til “den levende krop”. Åh, hvor er denne del vigtig kære læser.

Skårderud formulerer sig overordentligt klart her:

“Bevægelse har en personlig retning ved at den forholder sig til verden. I bevægelsen – til fods, til hest, til vands, på korte eller lange rejser – kan vi bringe os selv i et aktivt forhold til verden og glemme os selv ved at være aktivt opmærksomme. Og dermed kan vi blive mere os selv. Den gode bevægelse kan styrke vores evne til at være spontant og trygt til stede i vores eget og andres liv.” (Ibid, s. 37)

Der var den igen, den aktive overlevelsesstrategi. Og mon ikke det kræver noget ydmyghed?

Kortsynethed og snæversynethed

Ydmyghed rimer på langsigtethed. Den gode bevægelse kan ikke trækkes i en automat. Den formes og smedes.

Tilsyneladende er vi meget kortsigtede i vores måde at anskue mange af tilværelsens udfordringer på. Herunder bevægelse og vores forhold til krop, sundhed og helbred. Det er simpelthen for langhåret med 5 års planer og visioner, der har dekader in mende. Men just det er faktisk det, verdens bedste ledere evner. At se længere ind i fremtiden og den videre evolutionære fremfærd, på godt og ondt. Tag bare et kig på Elon Musks forskellige “Master planer”.

Disclaimer. Dette er ikke en blåstempling af selve visionerne hos Musk, eller midler til at nå dem, men en nøgtern konstatering af perspektivisme og visionært udsyn. Og der er ingen, der siger, at du ikke oplever fremskridt undervejs, der fordrer en positiv spiral. Selv om vejen er lang.

Effektivitetsiver og effektivitetskrav kan gå så meget i blodet, at vi glemmer at spørge ind til, hvad der er opnåeligt, på hvilke betingelser og hvad mulighedsbetingelserne er for at realisere vores udviklingsbestræbelser. Uanset udgangspunkt og forestilling om endestation. Således også når vejen ind i bevægelse skal betrædes, og vi ikke ønsker at spænde ben for os selv, eller hænge fast i skavanker og være parkeret på skadesbænken – eller i bevægelsesfælden.

Vi har på samfundsniveau for travlt med at “fixe” kroppe. De skal bringes mere i spil og selv heles, er min formodning. Og ja, der er ved gud mange mellemregninger.

Er det kronisk smerte, må vi forstå, at det hele ikke er så enkelt endda. Der skal måske arbejdes på flere fronter og ikke tænkes i nålestiksoperationer. Det er jo kronisk ikke sandt? Men vi må være ydmyge og have tålmodighed til at prioritere anderledes. Derfor også appellen til massagen.

Og det handler ikke kun om “klienttække og respekt”, der jo indlysende er vigtigt og relevant. Det handler også om at få klienter til at se sig selv i et helhedssyn, ikke kun at se efter muligheder i klienternes samlede livssituation og at forstå deres problemer ud fra komplekse modeller, der har mere biopsykosocial fundering osv.

Mange timer skal investeres helt naturligt

Hvad med idræt og bevægelse? Det er en velkendt sag, at ting tager tid i sportens verden. Det forstår mange mennesker godt. Hvorfor tror vi, at det er anderledes med bevægelse?

Berømt og berygtet er Ericssons 10.000 timer (der jo næppe holder længere, rent kalkulativt inden for idræt). Men er det den, vi vil gå med i forhold til bevægelse, og overser den noget?

Med bevægelse kan vi hurtigt få øjnene op for andre måder at være i verden på. Når vi interagerer i miljøet med verden, kommer de magiske forandringer hurtigere, for vi er skabt til det. Det behøver ikke være en lang og tung proces. Og selv om den kan være lang, givet den enkeltes variable udgangspunkt, er vi mere involveret og aktivt nærværende med den. For den handler ikke primært om at blive helbredt. Men om at være menneske. Investeringen (såvel som afkastet?) er logisk, når indsigten følger med.

Med andre ord. Undervurdér ikke det langstrakte træk, og det med procesindsigten, men tillad dig selv at miste fodfæste for en tid, indtil du lærer at tilpasse dig det, bevægelse kan hjælpe dig videre med. Det finder du ikke ud af på en træningstime. Men det tager ikke nødvendigvis 10.000 timer heller. Det får du hurtigt færden af, for det er intuitivt. Og ikke alle stiler efter samme grad af bevægelsesfrihed.

Det der kan bremse dig, er den føromtalte manglende resiliens i forhold til at interagere med miljøets præmisser – og det kræver naturlig tilpasning og evt. langsom tilvænning.  

Et sidespor om klientudfordringer

Jeg starter med 4-tallets spekulative mystik, fordi 3-tallet er så gennemtæret. Men vogt dig, der kan være andre barrierer og årsager på spil. Og hybrider mellem de her nævnte. Jeg karikerer ud fra andres erfaringer.

Hvorfor henvender folk sig til andre folk, der skal hjælpe dem med bevægelse i en eller anden afskygning? Vi kan forsigtigt pege på følgende:

1. Kedsomhed
2. “Klienten sidder fast i nuværende situation”
3. Skader og smerter – der kan være et forvarsel om bevægelsesfælden, eller noget der inderligt ønskes et opgør med – ved egen indvirken, men nok alligevel under en eller anden form for vejledning
4. Dårlig form og usund levevis. Tja sundheden er basal, men selv det elementære er indviklet.

Kunsten består i at gå fra noget “diffust” til en strategi, der gør mennesker sunde og udstyrer dem med videre færdigheder – “skills” etc.

Ydmyghed er atter på spil her. Målgruppe 1+2 er karakteriseret ved, at de har svage led i bevægelseskæden, fra top til tå, og har typisk sprunget fundamentale aspekter af bevægelse over. Nogle ser endda sig selv om avancerede eksperter og erfarne rejsende, og det øger konfliktpotentialet. De skal ikke belæres. Og dem, der keder sig, er altid på vej til noget andet og bedre og mere sandt. 

Her hersker der absolut ingen ydmyghed. Jo flere fundamentale færdigheder klienten mangler, og jo større trang til kedsomhed, jo større er chancen for konflikt. 

Målgruppe 3+4 er af deres situation gjort noget mere ydmyge og ser i første omgang frem til at få lindret deres lidelser og smerte og at få mere adgang til en sund levevis. Nogle trygler ligefrem og vil betale hvad som helst. Men det er ikke alt, der kan købes for penge. Indsatser kræver også bedre selvomsorg og selvindsigt. Ellers er der ingen selvrespekt i udsigt. Grupperne 3+4 er formodentlig mere passive, de første grupper – 1+2 – er klart mere aktive. Igen vores evolutionære strategier er forskellige, hvis vi skal drage en parallel.

Men de kan alle være på gale afveje. 

Vidt forskellige perspektiver i omløb

En anden udfordring består i, at der ikke nødvendigvis kan tilbydes målgrupperne ét bestemt hierarki for bevægelse, og at alle vitterligt er forskellige, som Morten Olsen nok ville formulere sig.

Nogle former for bevægelse kan vi måle fremskridt med (styrke for eksempel), og med andre er det mere subjektivt (koordination, dans etc.). Hertil medregnes, at der findes mange forskellige adaptive mennesketyper. Non-responders, super-responders osv., osv.

Nogle har travlt, andre skal holdes i hånden ned til mindste detalje, andre igen skal have opfølgning, når motivationen daler, atter andre skal holdes til ilden, fordi der er så meget andet i denne verden osv. 

Nemt er det altså ikke at gå i gang med at hjælpe andre med at få “et levende forhold til bevægelse”.

Nogle mener, de har bestået, når “det ikke gør ondt længere”, andre når “de kan gå et par kilometer”, andre når “de kan lave et dobbelt baglæns cirkelspark”, eller giver sig selv carte blanche til “kun at dyrke langdistanceløb”. Derfor kræver det differentierede strategier at understøtte folks behov. Men også en dybere indsigt i, hvilke behov de rent faktisk har – for det ved de fleste faktisk ikke ret meget om, er min mistanke. Og det er den uddannelsesproces, jeg gerne vil have mere frem i lyset. Mere end at vi som behandlere kun skal forstå klienterne bedre, eller at vi alle skal have en digital overvågningsassistent, der fintuner vores behovesregulering.

Måske er behovene ikke så forskellige alligevel, eller hvad? Skal alt og alle have individuelle løsninger?

Men, endnu mere interessant spurgt ind, kan ydmyghed hjælpe folk til selv at gå lidt af vejen? 

Bevægelse og psykologi

Jeg kunne godt lige tænke mig at runde de psykologiske aspekter af tematikken også. For helheden har jo flere facetter som bekendt.

Der tales en hulens masse om psykologiens status i dag, hvor der muligvis snakkes knap så meget om bevægelsesmæssig involvering på de områder som psykologiske tilgange traditionelt søger at udbedre. Eller dominerer. Og ja, jeg har endda også hørt psykologer lange ud efter bevægelse – “det er altid motion…”. Men taler vi om det samme her, eller er det den anden kropsopfattelse, der stikker næsen frem? Den dysfunktionelle, den instrumentelle osv.?

Vi bliver nødt til at anerkende bevægelse som en primær drivkraft i menneskets evolution, og det er netop nøglen til mange ting. Der er en grund til, at Marcello Palozzo kaldte førnævnte workshop for Keymakers workshop. En nøglemager har ikke nøglerne til alle døre, men viden til at skabe den rette nøgle i det øjeblik, der er behov herfor. Og smide den væk efterfølgende.

Måske kan bevægelse noget, psykologi ikke alene kan nærme sig, fordi det ikke først og fremmest er et psykologisk ærinde?

Flynn Disney giver os et glimrende eksempel på ydmyghed, hvor en ung mang trodser sin frygt for højder gennem en meditativ praksis, ikke siddende i skrædderstilling, men ud fra en gradvis eksponering for kunsten at stå stille oppe på en mur. Måling af biometriske data (teknologi kan også spille ind), fokus på vejrtrækning m.m. indgik ligeledes. Projekt: Standing meditation at height. Og Disney er jo faktisk også inde og eksperimentere med at fusionere psykologi og bevægelse, som det fremgår af hans tilgang. Flere ting kan sameksistere og bør ikke udelukke hinanden.

Jeg ser mange spændende motiver i denne flerfoldige tilgang. Der bestemt ikke kan bruges i alle scenarier. Jeg mærker eksempelvis, hvordan jeg for alvor udfordrer min egen selvfornemmelse, når jeg balancerer i 45 minutter på et gelænder med opgaven om at opnå 4000 skridt uden at falde ned én eneste gang – og andre utraditionelle løjer. Det ændrer fuldkomment mit udgangspunkt. 

Eller at gå ind i en times jonglering. Her interagerer jeg også med objekter i situationen og mærker kroppens nærvær i dens fravær – totalt selvopslukt i processen og glemmer således mig selv og mine bekymringer. Alt dette bare via nogle tennisbolde. Der som bekendt har meget at byde på.

Spørgsmålet er, om vi kan lære noget mindst lige så værdifuldt af noget, der er så godt som gratis, lidt udstyr fraregnet, end af noget der er dyrt og har lange ventelister? Ikke i alle tilfælde, slet ikke, uha nej, det påstår jeg ikke.

Det er en kompliceret diskussion, og jeg ønsker ikke at frakende psykologien noget. Ikke alt skal løses med bevægelse. Det mener jeg oprigtigt, og har dyb respekt for den psykologiske praksis, der ofte skydes mange onde ting i skoene, men som kæmper med alvorlige problemstillinger og menneskelige skæbner.

Men jeg vil ikke desto mindre gerne opskrive neurologiens finurlige kringelkroge og åbne din forståelse for, hvordan dine følelser, dit humør, din opmærksomhed, din selvtillid, selvfølelse og din evne for konkret problemløsning og koncentration kan beriges i kraft af nærværende bevægelse. Det er aktivt, så det forslår. 

De fleste psykologsamtaler foretages jo i en stol overfor et andet menneske. Er det til tider for passiv en strategi? Kan det ydermere være et mere ydmygende end et ydmygt anliggende i nogle tilfælde? Ikke at det er intentionen overhovedet, men som konsekvens af assymetri i relationen og situationens prækaritet eksempelvis.

Direkte intuitiv feedback

Hvordan ville du finde ud af det? Ved at lade dig overbevise af kritiske fortalere, der kommer anstigende med evidens for diverse metoders evidensgrader, systematiske reviews og metastudier? Eller ved at vove dig ud på nye eventyr og selv mærke effekten af intervention og interaktion i miljøet? Hvilket i øvrigt også kan ske med psykologisk anbefaling og guidning. Her tænker jeg blot lige på fobier, som jeg faktisk ikke ved meget om.

Et eksempel. Den, der aldrig har praktiseret, har vedkommende adgang til en berettiget kritik af bevægelse? Måske, men vedkommende har måske ikke mærket på egen krop, hvordan bevægelse kan forvandle os. Det bliver vi nødt til at enes om. Uden praksis, ingen individuel erfaring.

Inden jeg skydes i skoen, at jeg er ude på at kuppe psykologien, minder jeg om den standende debat om psykologiens konflikter, og at der er mange indenfor faget selv, der ser nogle farer i overpsykologisering og diagnostisering, eller at truslen fra neuroscience kommer nærmere. Professorer iberegnet, men det bør de selv drøfte indbyrdes, for de har kompetencerne. Jeg er ikke ude i et afmonteringsanliggende.

Jeg peger alene på, at du kan få direkte træning i din egen psykologi ved at bevæge dig ud i miljøet, eller inddrage interaktion i ethvert miljø, og drage dig erfaringer her. Hvordan du løser udfordringer heads on. Dine strategier eller mangel på samme, hvordan du coper med smerte, estimering af risici, frygt osv. At klatre på en væg lærer dig noget om at håndtere frygt, at komme i kontakt med en grundangst (især hvis livet er på spil, og det er free solo, hvilket jeg ikke er fan af), at balancere på gelænder ditto, og at kæmpe i martial arts osv. Breakedance til at ryste sjælen og bearbejde traumer via attitudens gensvar.

The list goes on.

Ydmyge tilgange der giver noget igen

Når vi holder dans, kampsport og konkurrencesport i live, må der være en grund hertil. Og naturligvis bevægelse i mere uorganiseret, kaotisk og ikke disciplinær forstand. Det er gode overlevelsesvedligeholdere. Det er også spændende, dramatisk, underholdende og meget andet. Men det lærer os noget om at interagere med vores egen adfærd i forhold til omgivelserne.

Vær ydmyg og begynd at praktisere bevægelse, gennem opgaver, undersøgelser, udfordringer og selvoplevet fremskridt, lyder altså parolen. Ofte er der direkte feedback fra omgivelserne. Et gelænder skal nok fortælle dig, om du klarer opgaven med at balancere godt nok, eller om du skal justere på udfordringen. 

Det kan kræve mere formel uddannelse, erfaring og sparring med andre, der er mere erfarne, men ofte kan vi lære meget gennem små justerende eksperimenter, som vi finder frem til i det enkelte scenarie – evt. på baggrund af lidt research.

Det lærer dig meget om dig selv som menneske, ikke kun som individ og dine helt særlige personlige skamfuldheder, dårlig opvækst, kuldsejlede karriereforløb, sociale afvigelser eller hvad ved jeg, der muligvis ikke tåler dagens lys.

Du lærer især, hvad du kan og hvordan du kan ændre herpå. Det kan også være en stige op imod selvrespekt. Ikke for alle i alle scenarier. Nogle er måske bedre tjent kun med psykologisk eller anden interventionistisk hjælp etc., etc. Ydmygheden kan måske være med til at afklare noget sådant?

Eller hvad med folkedans, hvis du ikke er til klatring eller at balancere i højden med frygt for at falde ned. Der er en aktiv frelse til enhver lidelse, fristes jeg til at turde håbe på. 

En ting ad gangen – eller bedre navigationsevne?

Vi skal i mange sammenhænge lære at tage tingene en ting ad gangen. At holde fast, for at noget kan blomstre og materialisere sig, og forstå hvordan noget indvirker på os, sådan så vi kan drage nytte af det, når vi har brug for det – som nøglemagere. Det kan bevægelse lære os, og det kan have implikationer, udover bevægelse – i resten af vores liv.

Mange sidder jo også i årevis og taler med deres terapeut, her bebudes ingen quick fix heller. Og det kan være både legitimt, fejlagtigt og alt muligt andet, det er svært at sige generelt. Men der er tale om et vedholdende samvittighedsfuldt arbejde. 

Med bevægelse er det ikke anderledes. Det er antiswiping, vi taler om her. Ikke et diffust nytårsforsæt, der torpederes indefra allerede i februar. Det er fascinerende arbejde at blive ydmyg igen, at få skrællet lag af sin selvopfattelse, konfrontere sine egne dæmoner, naivitet, manglende perspektiv, plateauer og forvirring undervejs.

Hard fun, ikke kun gak og løjer og ren jordbærlagkage.

Men bevægelse er også bare bevægelse. Det er ikke en læreproces, alle skal indskrives eller uddannes i. Du kan vælge at bevæge dig, og så er det det. Det er så i anden omgang et spørgsmål om, hvor godt det tjener din overlevelseskapacitet og andre behov. Men du behøver ingen læremester. Du kan som netop antydet lære af den feedback, du får fra omgivelser, fra kroppen selv, og fra erfaringen med alverdens favntag. It’s possible.

Men hvis du vil blive dygtig til at bevæge dig ud fra hvad du er skabt til, kræver det nok uddannelse og dybere erfaring. Ren trial and error med lidt YouTube on the side kan være utilstrækkeligt, men det afhænger af mål og så meget andet.

Vi har behov for at forene for- og fremtid, at gøre bevægelse tidssvarende, men også at holde de bevægelseskulturer og bevægelsesformer i live, der har bragt os vidt. Ellers forsvinder de måske som dialekter, folkeslag og truede plantearter. Opgaven er kollosal. Nogle vil påpege, at vi må starte med landkort over bevægelse, for navigationsudstyret er næppe helt intakt, hos den der er rådvild og nybegynder. Eller hos mere erfare, sågar!

Vi skal både navigere bedre og lære i det tempo, vi kan. Og konstant justere på forventninger.

Konstant at følge samme strategi (et program eller en teknik) er ikke en levende proces og et aktivt forhold til krop og bevægelse, men måske nok en falsk sandhed – der skaber falsk tryghed?

Et oversigtkort over bevægelsesjunglen for ydmygt indstillede sjæle

Mere om landkort i fremtiden. Men vi kan for nu starte med at se på et high level oversigtskort som Joseph Bartz har lavet, der tjener som et eksempel på, hvordan vi kan anskue bevægelse i mere konkret forstand. Et ydmygt, udetaljeret bud, men et godt “begyndermap”:

Så for dig der vil ind i bevægelsesverdenen, og ikke har fundet din egen vej ind endnu, kunne det måske være en indgang? For selv den ydmyge må vel give fortabt overfor uvidenheden?

At mappe bevægelse og at tappe dens visdom, som var der tale om hellig vin, se det er en titanisk og vanvittig ambition og målsætning, men den findes derude i virkeligheden, og flere mennesker kan få del i dens visdom. Nogle er ret langt, kan jeg allerede godt afsløre.

Også her hjælper ydmyghed og et skridt ad gangen gevaldigt. For det er ikke “piece of cake” at være vedvarende nybegynder og eksponeret uperfekt. Men vi kan alle vokse med opgaven og tillægge os flere “nøgler”, så vi skærper vores sans for og evne til at praktisere eksempelvis behændighed. Hertil hjælper kort og skiltrees og andre finurligheder, sågar protokoller – i visse henseender.

Fra målgruppetænkning til befolkningseje

Problemet er blot, at det ikke siver ud i befolkningskrogene – endnu. Vi har travlt med de førnævnte målgruppeskærmydsler og de reduktive kropsmanøvrer. Det er noget af den uddannelse, der skal finde sted og er i ongoing evolutionær fremadskriden – as we speak. Denne og så en masse om bevægelsesprincipper, “neurobiomekanik”, fysikkens love, kroppens (sensoriske) behov, neurologisk og vævsmæssigt, der anskues ud fra en biologisk helhed, som muligvis også skal indlemme noget mere om biotensegritet og helgarderet sagt noget om biopsykosociale parametre, så cirklen rundes helt. Sådan on the top of my mind. Men der er jeg lidt uafklaret endnu. Mildt sagt he he.

Helhed er en kunst, ikke kun en videnskab. Det er forening af visdom og viden.

At få et forhold til bevægelse og krop handler ikke primært om en masse skolegårdspladder om, hvorfor parkour er vigtigere end capoeira. Løb fremfor dans, styrke over yoga. Og hvorfor min massage er ringere end din reflekshammer, indsprøjtninger, laserbehandlinger eller “Knees over toes guys” protokoller, når der er bøvl med bevægelseskæden.

It’s a dead end folks. Reverse engineering uden holisme og indsigt.

Step by step vejen til exuberance

Lad mig gå eksemplets vej for at kødeliggøre tingene, få dem lidt ned på jorden.

Gående armsving er en forrygende vigtig og vital praksis, ingen, eller de færreste praktiserer. Her er der ingen ydmyghed, for alle har set den menneskelige gang og alle har set et sving med armene. Så hvad er det lige, vi skal belæres om her? Punktum for det.

For det første skriver jeg en del om, at “alting er et univers”, og at et armsving ikke bare er et armsving. Men hvis du oplever exuberance indefra gennem den gradvise evne til en bedre problemløsning, via en trinsvis eksponering for forskellige armsving, da vil din formåen forløse sig bedre. Fordi dine sanser, dit nervesystem og motor cortex osv. har erfaret, hvad der er på spil. Og nu kan der trækkes nøgler frem ud af det blå, når du sætter det hele sammen. Hence the magic from within – det usynlige mirakel. Det er trods alt mere end massage kan honorere, selv om jeg er vældig begejstret for selv samme.

Det kræver ydmyghed, fordi du skal praktisere på lavere niveauer med isolerede bevægelsesmønstre og siden mindre integrationer, inden du når til improvisation og det, jeg kalder exuberance. Og du stinker til det i starten, og det ser ikke kønt ud. Og hvad så? Er det anderledes, end når du skal lære at spille guitar? Så hellere proklamere, “det er for svært” på forhånd ikke sandt? Sælg mig en hurtigere vej.

Nej.

Den ydmyge praktikers tilgang

Den ydmyge praktiker og bevægelsesstuderende vælger en anden og mere intelligent tilgang til det med svingoplæring. Lader sig åbent og nysgerrigt udsætte for de eksempelvis mange varianter af først stående, siden stående varianter og dernæst gående sving, i både ipsilateral og kontralateral gang, med unilaterale og bilaterale sving, for og baglæns gang, diagonalgang og sideværsgang. Blot for at nævne nogle indgange til balladen. 

Den ydmyge praktiker dømmer ikke processen, accepterer sine usammenhængende svipsere hele tiden, men erfarer og registrerer hvad der sker. Og fordi ydmygheden rækker til at opleve og praktisere de forskellige varianter, er den ydmyge pludselig klar til at kombinere, integrere og improvisere. Og pludselig er det en meget mere interessant og transformativ praksis, der tjener mange formål, vi evt. får øjnene op for igennem praksissen. Ikke mindst fordi vi også kan praktisere andre ting indenfor bevægelse, vi også kan inddrage og fusionere med i den praksis.

Så inden vi ser os om, er der både plads til statiske hold – “freezes”, behændighedsspjæt for senevæv, elegante fusioner med andre bevægelsesuniverser og bevægelser, martial art moves som oplagt eksempel, og en vekselvirkning mellem flydende, elastiske bevægelser og statiske positioner. 

Exuberance er et eksempel på en måde at tænke og opleve en koordinerende vej ind i bevægelse, der ikke er komplet firkantet, altopofrende gennem et årelangt repetitionshelvede, dogmatisk, selvopslugende, fanatisk eller alt for triviel, stereotyp og skabelonagtig. Men magisk, skør, vildtvoksende, ja exuberant, altså overflodsagtigt. Og som beror på din egen kreative brug og tilpasning. I videoeksemplet inddrager jeg kun 5-6 forskellige bevægelser. Prøv at tænke på, hvor mange kombinationsmuligheder, det alene kan give anledning til. Og der er ikke nogen fancy kampsportselementer eller andet lir med.

Det kan måske umiddelbart være svært at forklare en travl kvinde med to børn, der døjer med spændingshovedpine, eller alle mulige andre fortravlende eller ikke indviede mennesker. Men med Finn Skårderuds pespektiv in mende kunne vi alle, også damen med hovedpine, måske i mange scenarier være bedre tjent med denne tilgang, end et quick fix med at bruge sine læsebriller til at aflaste de indre øjenmuskler.

Helhed slår delintervention. Og vælter flere kegler i forsøget er min formodning.

Ydmyghed – fra bevægelseshæmning til sprudlende bevægelse

“Draw them a line, Jesper”. Sådan lyder forslaget fra en yngre kollega i et bevægelsesforum under et coachingclub møde af de mere veltilrettelagte. Ideen er glimrende. Bortset fra, at vi ikke må fortabe os i overblik. Sandheden er, at der intet mesterskab er. Ingen vej vi alle skal betræde, og intet landkort, der dækker over terrænet, der jo er livet selv. Det er krykker, vi støtter os til, for at have en fortøjringsmulighed, når vi praktiserer. Eller for at navigere bedre i isolerede scenarier. Modellering skaber tryghed. 

Har min proces virket, er den sandheden? Sådan kan den strategiske bevægelsespædagog spørge ad. Eller er det mere kompliceret, og har vi taget højde for den menneskelige adfærd, der erfaringsmæssigt er temmelig fortøjringsfjendsk?

Til en start vil jeg mene, at ydmygheden handler mindre om en fast plan eller skabelon, men om det lag i dig selv, der sætter dig i stand til overhovedet at gå i gang og at vælge de spæde forsøg med vaneændringer i bevægelse og livspraksis.

Selverkendelse og ydmyghed. Det skaber lydhørhed – efter kroppens egen visdom, ikke mindst.

Det handler om ikke at spænde ben for sig selv i kraft af selvindbildthed, misforståelse, utålmodighed, manglende respekt for sundhedslaget, skader og bevægelsesindskrænkninger, mentale barrierer og “kognitiv dissonans” og sikkert en masse andet, jeg glemmer i forbifarten.

Ydmyghed gøder jorden, den ser ikke en brakmark, erkender at det er en rejse at gå fra hæmning og indskrænkning til bedre forståelse, formåen og siden personligt mesterskab – hvis du ønsker det. Og den lærer af sine fejl, ved at stå ved dem. Det er også fint at stå af ved selvomsorgen. Der i sig selv kræver mere, end mange tror eller prioriterer.

Hvor skal jeg starte?

Der findes ikke ét svar. I udtømmende forstand. Start hvor du vibrerer, hvor hjertet er med dig og motivationen, eller hvor der tydeligevis trænger til “en gang maling”. Er maven for stor, skal du måske i gang med at gå, eller begynde på padel, hvis du kan holde dig skadesfri? Du er nødt til at se realistisk på dit eget stå-sted. Hvad kan min krop klare lige her og nu?

En fitnessguru, Mike Fitch, sagde det meget godt. Bare kast dig ud i et eller andet, som vil føre dig videre til noget tredje. Vær ikke så ydmyg, at du ikke kommer ud over dørtrinnet. Stil skoene frem, så de blokerer for døren, hvis du ikke kan løbe uden peptalk og store selvovervindelser. 

Du kan også starte med en vild udfordring. Det er garanteret ydmyghed. Og med risiko for dumdristighed og drop out til følge. Glem aldrig slagsiderne af dine egne slagkraftige og heltemodige proklamationer. En vild udfordring kan dog være virkelig transformativ. “Jeg vil gå Bornholm rundt i min sommerferie”, eller “jeg vil sove i shelter hele august måned og være mere i naturen ved samme lejlighed”. Eller måske kan du se om du får mere tid til bevægelse, hvis du holder skærmfri efter kl. 19 hver dag i 5 uger.

Du kan melde dig til en triatlon og så finde ud af, hvad der skal til efterfølgende. Mod forpligter. Måske lærer du at du skal starte med en halvmarathon og så fremdeles.

Nogle kan ikke bevæge sig uden mål, hører jeg igen og igen. Hvilket morads. Du skal blot døbes i bevægelse først, for det smitter det vand, lidt lige som den væske Obelix fik for meget af. Men det kan være, at du skal være mere ydmyg, hvad din fantasi angår. Lære at gøre brug af denne i første omgang. 

Kan du komme op af lænestolen ved egen hånd, er du godt kørende, dovenskaben kan være en fjende nr. 1 der skal besejres i starten, jeg har i hvert fald mødt rigeligt med mennesker der udviser “synlige tegn” herpå. Sagt uden at fornærme nogen. Andre er bare ramt af hverdagsjunglens strabadser og orker ikke mere. Men man mister rent faktisk en del gejst og sprudlende livsmod, ved at regrediere til en sofakartoffel.

Er du en af dem der virkelig føler du hænger i bremsen kan du måske have godt af en tur i tørretrumbleren. Du kunne måske tage på en idrætshøjskole eller melde dig til karakte og lære noget om disciplin og vedholdenhed – og få social opbakning. Andre drømmer om at der opstod en mulighed for at dyrke breakdance i landsbyen. Men ellers er der jo nettet og YouTube – og offentlige transportmidler til en større by. Du kan komme langt inden for hjemmets egne fire vægge og på en cykel, hvis der er langt til svømning. 

Helt grundlæggende er det godt at tage en pejling på, hvor du er i forhold til dit niveau. Skal du starte med at gå korte og siden lange ture, melde dig i en forening, eller ud på eventyr? Hvad med at tage på et månedlangt danseseminar i ferien, som Marius, en ven i Berlin gjorde, eller mød op på en kaotisk og evolutionært inspireret workshop hos Fighting Monkey, og du vil blive ydmyg med det samme. Der kommer du til at tilpasse dig, trust me. Done it several times. Og det er åbent for alle, det er ikke for nogen elite. Men du får spejlet din egen formåen, uanset. Det kan være en øjeåbner for nogen. 

Hav ikke for travlt med at lykkes. Tænk ikke i, om du kan slå saltoer i morgen, men sæt gerne et mål om at lære en elbow lever i håndbalance, førend du går i gang med håndstand. Altså, vælg de rette adgangsgivende delmål, med andre ord. Vær god til perspektivforskydning. Find en realistisk vej ind. Du ikke knækker nakken på. Og se hvor det fører hen. Du skal ikke vide alt på forhånd.

Det er dog svært at sætte mål for bevægelse, når ikke vi ved, at der findes veje til målet, eller at målene overhovedet findes. Det er et kæmpe turn off. Uvidenhed. Fantasiløshed og uopmærksomhed. Du kan derfor starte med at få tilvejebragt noget viden fra de ting du kaster dig ud i. 

Bruge teori på praksis osv. Begynde at akkumulere bevægelseserfaringer ved at gå ydmygt til værks. Lære de første dansetrin, så de næste og så…

Jeg kan ikke give dig opskriften med stort O, men lover at formidle mange veje ind fremover. Udvis mod og prøv dig frem og lær af dine behændighedserfaringer. 

Tanker om at praktisere ydmyghed

Lidt mere pastorale. Drop sammenligningsmanien som udgangspunkt, men lad dig gerne inspirere. Lyt til guruer og andre på din vej, men bliv ikke så svoren en tilhænger, at du mister din egen rejse af syne. Det er fint at være en “proud follower”, men at være tro mod sig selv er mere ædelt. Blind lydighed er noget rod i længden. Det kan føre til ensomhed, meningsløshed og forvildelse ud i fortvivlelse, fordi bevægelse er en stor hval.

I stedet skal du lære at stole på din intuition. Ved en skillevej, når “times are tough”, og når det er tid til at få et gennembrud, eller søge ny viden. Kort sagt, når din intuition fortæller dig noget, du bør lytte til. 

Ydmyghed kan hjælpe nogle mennesker i gang med bevægelse og bygge bro mellem inaktivitet, depressionslaget og de tunge følelser, der kan knytte sig til det moderne livs vrangsider og indgroet magelighed, vi kender alt for godt. Bekvemmelighedens ofre, de fortravlede og udmattede selvers derorute og vildfarelser.

De ydmyge har lov til og giver plads til at fejle. Det er ikke først-til-mølle og hype eksponering på Instagram. Det er en støbeform, der kan danne et menneske, gøre et menneske mere hel og illusionsløs. Mere hvilende i sig selv, fordi vi lærer at rejse igennem hele lortet, velvidende, at der er meget, vi aldrig begriber til ende og dog alligevel igen og igen ufortrødent og trodsigt er villige til at fordybe og forelske os i, midt i processens malstrøm. 

Den ydmyge skal ikke bare af med en smerte og fikses her og nu. Den ydmyge kan perspektivere og tænke i langsigtede horisontudvidelser. Det handler ikke kun om din hofte, det handler om dit liv og den måde, du lever på – indskød oraklet omfavnende.

Spørgsmålet er, om du har turdet lytte tilstrækkeligt til kroppens eget sprog og signaler, eller du har haft travlt med at overhale dig selv indenom og jagte det, Morten Albæk med en stor portion selvindsigt, efter moden selvransagelse, kalder falske sandheder. 

Jeg har på falderebet udtænkt disse forudsætninger for et bedre forhold til krop og bevægelse, der snarere er brudstykker til en livspraksisdimension, en helhedstænkning.

Blot så du ikke går tomhændet hjem.

Ydmyghedens nøgne forudsætninger

Der kunne opstilles mange punkter, du bør overveje, inden du kaster dig ud i bevægelse, eller rettere, når du tror, at du har fod på det hele, eller det stik modsatte og føler dig aldeles utilstrækkelig og ikke ligefrem mener, du har fodfæste. Flere scenarier kan dækkes:

1. Uden ydmyghed ingen bevægelse: Er du ligeglad, går du i en bue uden om, og så er bevægelse ikke en del af dit liv, i en aktiv participerende og praktiserende forstand. Og sådan er det! Rytteriet out.
2. Identitetsforveksling og forvirring: En del af prisen du betaler – hæng ikke hele din tunge vinterfrakke på motivationsknagen, den er svigefuld, og identiteter kan være svære at rejse sig fra, hvis du har hængt for længe i dem, især i idrættens verden, som eksemplificeret i udsendelsen “Life is a sprint, not a marathon” – i Brinkmans briks, 17.01.2024. Men det er også okay at miste dig selv for en stund. Nogle romanforfattere bruger 10 år på en bog. What’s the rush?
3. At komme ind med 4-toget mentaliteten: At tro at det bare er et eller andet halløj, der alligevel ikke er noget særligt. Gimmick-anklagen. Vil du være en ægte rejsende, er det ikke nok at have turen går til langbortistan med i Piolet skoletasken, eller at gå “turistet” og fortravlet til værks. Du skal ud og opleve sidegaderne, som Poul Holm Bangsgaard lærte mig, da jeg skulle lære at have smag for at læse litteratur. Han anbefalede sjovt nok, at jeg bare gik i gang uden for mange dikkedarer og forbehold, frem for nu at vælge det helt rigtige fra start. Gå i gang. Meld dig til karate og begynd at lære en vej til at stå på hænder, eller at svinge med hofterne. Bare gå i gang og lad dig fordomsfrit indoptage duften af forkelligt savssmuld. Så starter orienteringsdansen herfra. Der er en grund til, at tennistrænere inviterer dygtige U10 spillere til Australian Open. De vil tænde op under grillen. Sejre kan komme senere. Fisk på krogen som i afsnit 1 af indlægget.
4. Forlæng din fordomsforsagelse: Hold din metafor i kort snor, sagde Per Højholt. Jeg vil svare. Hold dine fordomme om bevægelse i passende armslængde. For Søren Sok da, hvor de dræber alting. Åbn en kattelem til det, du ikke forstår – endnu. At ytre at du ikke gider eller ikke interesserer dig for dette og hint, du bliver udsat for, er at lukke døren samtidig. Ved du overhovedet, hvad du går glip af  – og mere vigtigt, hvorfor det ikke interesserer dig? Eller burde? Take it easy boy boy…
5. Matadorpladen fanger og siger “tilbage til start”: Vær afklaret med, at du er en pissemyre, der stinker til “dit nye craft”. Al begyndelse gør ydmyg. Talent eller ej, vi disker da bare op med et nyt koncept eller princip inden for bevægelse, og du er på knæ in no time. Pointen: det er helt ok. Acceptér dette, og du bliver en bedre rejsende. Eller som en en martial arts guy fra Irland, der til dagligt kedede sig med at rode med finansielle foretagender, proklamerede på en workshop til emnet breakdance: “embrace the suckiness”. Og det gjorde vi så, og øvede os igen til langt ud på aftenen. Gudhjælpemig efter en 5 timer lang gåtur pga. manglende navigationsevne.
6. Shoshin – the beginnner mindset: Noget der er værd at adaptere her. Det kommer fra zenbuddhisme og er værd at minde sig om atter og atter igen. Friskheden ved åbenheden i indstillingen uden forudindtagethed. At være vedvarende åben og nysgerrig som en novice, på evig jagt efter nye måder at bibringe selv det velkendte et strejf af ydmyghed, så det bibeholder en snert af jomfruelighed og appel for den, der har travlt med at komme videre til noget nyt.
7. Bøvlet med mangfoldigheden findes og er det hele værd: De små perler af åbenbaring, gennembrud og sanselig beruselse er det hele værd. Ydmyge sjæle tillader dem at opstå drypvist. Tillad mig lidt poesi ping pong. Håndbalancen findes. Elegancen i Tai Chi, fredsommeligheden i Qi gong og i Fong Has bevægende meditation findes. For nu blot at slå nogle konkrete toner an. Bøvlet findes, som i gymnastikken og capoeira, og atter elegancen på den anden side (måske), når du begynder at kunne sætte noget sammen, der ligner sekvenser af bevægelse. Sejrene findes, at kunne gå ned i en kneeling bridge unassisted, at kunne tage 50 typewriter push ups, uden at det rydder resten af dagens kalender. Det findes og kan læres. At kunne mærke koordinationens vinde tage fart med et kosteskaft i hænderne, eller at danse groove uden at kere sig om recensenter, og andres anmelderi og bedømmelse. Bare at være i flux og flow med det, der vækker vitalitet og følelseslivet til live. Grappeling findes, makkersparringen findes og tagfat legen, evading games findes og cikaderne findes og abrikostræerne og fortsæt selv på Inger Christensens manér, som hun jo så smukt gør i digtsamlingen Alfabet.
8. Ydmyghed gør at du kan lære ting dybere: Du lærer at klatre bedre ved at syre til i armene, så du indser, at du bruger alt for mange kræfter, og at der findes en mere intelligent og økonomisk måde at fare mod toppen på. Du lærer gennem ydmygheden, at nogle ting tager år at mestre, ikke mindst på skill-savannen, men at der samtidig kan være veje til bedre udbytte – skill trees, der gør, at du har en lommelygte til at lyse med i det krævende mørke, når du farer vild. Men de er ingen garanti for, at du klarer træklatringen, om jeg så må sige, individuel tilpasning er (nok?) uundgåelig.
9. Nej tak til nej hatten: Ydmyghed gør, at du ikke bare siger “nej”, som Terkels far gør i Terkel i Knibe. Du sænker avisen for en stund og kigger ind i titanernes valhalla og får indblik i, at der findes vidunderlige hjørner i bevægelseslandskabet, du slet ikke anede. Men du kom i kontakt med det, fordi du var parat til at omfave din frygt for ikke at slå til. Du mødte op, du deltog, du prøvede og fik smag for så meget mere. Sådan er det, når du rejser rundt og lærer fra andre erfarne folk i bevægelseslandskabet på seminarer, workshops og andre formater. Stol ikke på folk, der ikke rejser og lærer fra andre. Ingen er selvtilstrækkelige.
10. Ydmyghed er en forudsætning for at undgå fortravlelsesfælden: Fælden der er værre end bevægelsesfælden, for er du først havnet i den, har du ikke travlt. For du erfarer, at det kan være et stort hul at komme op af, nogle klarer det aldrig, sagt ligeud. Fortravlelsesfælden er mere lumsk. Den vil bare have indsigt her og nu, og glemmer at konsultere nysgerrigheden, erfaringsdannelsen og den pratiske omgang med sagen selv – at kunne praktisere, som i den rene adfærdsmæssige omgang med det, bevægelse er. Udfoldelse og interaktion, energiudladning, der genialt udført sker med en vis ærbødig respekt for “biotensegriteten”. At når du bevæger dig, bevæger du hele din krop. Hvis du bare har travlt med at få noget overstået eller følge en skabelon, har du ikke fattet ret meget. Men det er sådan set også ok. Det kan blot noget at forblive ydmyg. Du skal turde at have et forhold til bevægelse, ikke bare bevæge dig bevidstløst, og det er straks mere angstprovokerende, for det kræver, at du kan samle brikkerne til din egen livspraksis. Og det er den “reassembling of the social”, for nu at låne lidt fra hedengange og mas og menos nyligt afdøde mestertænker Bruno Latour, der skriver herom i bogen Reassembling the Social, vi er mange, der kæmper for at få genrejst. Latour kunne noget med associationer og at forbinde punkter og netværk – “connecting dots og following the actor”. Det er det, vi skal tilbage til. Det er også slutkonklusionen i førnævnte samtalebog. Her nåede de frem til, at vi skal genskabe noget fra fortiden på nye måder. Er vi ydmyge nok, kunne dette eventyr også omhandle bevægelse. Al respekt for de nye teknologiske landvindinger, vi er på trapperne til at opleve i AI-æraen.
11. Egokalibrering: En sidste bevæggrund, bare fordi jeg ikke gider ende på 10 punkter. Ydmyghed er godt for egoet. Når du er ydmyg, lærer du tålmod, og det skyldes, at hver gang du knækker en nød, når et delmål, eller mester dette eller hint, så tordner der sig straks nye og aldeles mere udfordrende tinder op. Her skal du kunne din bevægelsesfilosofi på fingerspidserne, så du ikke ender i drop out-bunken. Lær at sortere ris, at hugge brænde og at bære vand og overvej også at investere i aktier, for en sikkerheds skyld, så det ikke bliver for grelt og Uma Thurman-agtigt, som under hendes læretid hos mester Pai Mei i Kill Bill Hollywood karikaturen. En hyldest til Martial arts og joggingtøj fra 70-erne.

På disciplin- og færdighedsniveau

Jeg vil ikke påstå, at der findes en vej, der slår alle andre. Det er svært at gøre turen om, og vi rejser alle alene, men nogle erfaringer og praksisser er alligevel værd at konsultere. Hyperkonkretisering muss derfor sein. Lidt godbidder ud i ydmyghed til at sænke abstraktionsniveauet på:

• Gåturen: lærer dig navigationskunsten, øjets betydning, sanseligheden og det adstadige tråd, såvel som de andre gangarter og tempi. Går du langt nok, bliver du træt på en måde, der er selvforglemmende og egonedbrydende. Du kan blive ydmyg og selvransagende på caminoen eller på andre trails og siden gå ind i glemslen og muligvis endda evigheden – for en stund.
• Styrketræning: lærer dig at gå frem trin for trin, fremskridtets abc, at håndtere smerte og at danse med skadespådragelse. Styrketræning fortæller dig med store bogstaver, hvad du er parat til, og hvad der skal vente til en anden god gang. Kontant afregning og langvarig møje. Det er hårdt arbejde, og du bliver ydmyg, når du først skal gå fra lineære armstrækninger til bevægelse med armstrækninger i videre organisk forstand. Men der findes også organisk styrke, og det er spændende og “selvforglemmende” og kan tage noget af møjet. Du kan lege besværet ind gennem opgaveløsning, der “tager lidt det sure slid”.
• Koordination: lærer dig at få styr på trådene og at det kan være svært at holde flere bolde i luften, om jeg så klichéfyldt må udtrykke det. Det er hjernestimulering par excellance, uanset stilkarakter. Den ydmyge forstår denne pointe og lærer, at bøvl er godt for hjernen uanset.
• SROMP: et landkort over leddene i første omgang, og siden en portal til at blive god til at lege med dem og finde vejen ind i dansen and beyond. En sundhedsvogter i basislaget samtidig, som ikke efterlader nogen led på perronen.
• Dans: lærer dig noget om ikke at være genert, at stå på mål for din egen sensualitet, din egen frihedsfølelse, relationen til naturen, din evne til at groove og svinge sammen med andre og så meget mere. Her kræver det umage at finde en mage, som det hedder i en bog af Tor Nørretranders, eller i filmen Hitch med den amerikanske skuespiller Will Smith, hvor moralen sørme er, at “der ikke er en fast opskrift”.
• Kampsport: Lærer dig at passe på dig selv og andre mennesker. At sætte grænser og at bryde dem. At respektere traditioner, læremestre, andre skabninger. At blive eminent til at slå fra dig, men også om at vide, hvornår du skal vende den anden kind til (Jesus style) og i stedet søge den indre hvile og balance. Du lærer at sparre, at blive lynhurtig som en ninja og blive ydmyg, når du får et par på lampen eller skal slå en teglsten over, hvis ellers du er til den slags.
• Idrætter, spil, lege, “riddles” og konkurrencer: Lærer dig en masse om interaktioner, taktikker, strategiske måder at løse problemer og opgaver på, sociale samspil, roller, og en masse sjov og ballade. Her kan du fortabe dig på godt og ondt og lege så længe, legen er god, eller kroppen siger god for det. Husk, at idrætsspecialisering kan være en krog med modhager.
• Kredsløbstræning og udholdenhedspraksis: Du lærer værdien af en ørkenvandring, en svedpøl. At tænke ud af boksen, når det bliver for ensformigt og uudholdeligt kun at løbe lige ud eller at sidde på en spinningcykel – som under mere kompleks bevægelse, der også får pulsen op. Det lærer dig noget om at blive ved. Vedholdenhed og udholdenhed, og atter ydmyghed, når der er langt hjem på din open water svømmetur i rum sø.

Disse flanker er kun fragmentariske bølgeskvulp og rummer ved nærmere eftersyn talrige overlap. Goes without saying.

Der er mange andre ydmyggørende koncepter og måder, vi kan praktisere ydmyghed på inden for bevægelse. Men denne liste finder jeg særligt grundlæggende. Al bevægelse kan dog ægge til ydmyghed. Det handler meget om vinkling. Vi kan træne ydmyghed i Parkour, såvel som i pælesidning, Mui Thai, klatring og ultraløb.

Grappeling, parkour og capoeira kunne omtales som særligt oplagte fundamenter, ifølge podcasten Becoming a True Movement Generalist, der måske tilbyder et andet fysisk fundament end gymnastikken, som mange ofte har peget på som en basis, der er særligt frugtbart at bygge sin fysiske udvikling på. Og de er alle gode guider ud i ydmyghed:

Uanset praksisfundament, er der dog en indstilling og et tilværelsesblik, du med fordel må meditere videre over. Hvordan du rejser med bevægelse. Hvordan du lærer undervejs. 

Kunsten at kløve brænde og bære vand

Det gamle zen koan om at hugge brænde og bære vand, hvis oprindelse antageligt er lidt af en uklarhed i sig selv, er måske rar at dvæle ved i denne sammenhæng:

“Before enlightenment; chop wood, carry water. After enlightenment; chop wood, carry water.” (Zen Koan, https://www.sloww.co/enlightenment-chop-wood-carry-water/, citeret 16.09.2024).

Egoet bliver hurtigt forført af øget selvtillid. Det fører ikke sjældent til en kæphøj attitude, hvor man på bedste Conor McGregor vis går med en rooster gang og kan klare hele verden. At være ydmyg, forblive i nuet, i sporet og i processen, er måske værd at minde om, når man bryder sine egne grænser og lykkes med noget i sin fysiske udvikling. At holde begge ben på jorden, da der altid er mere oplysning forude og ingen grund til at forhaste sig.

Der kan som bekendt være flere fortolkninger af det gamle koan. Men måske er det ikke så gådefuldt endda. Det lyder egentlig meget ligetil. At holde fast i det hårde slid og enkeltheden, når noget er ved at vokse en over hovedet. Eller at praktisere sin evne til nærvær gennem fysiske strabadser. At man skal passe sin metier og undgå at blive for selvforgabt og falde for nogle af de sider, der let fjerner os fra ydmygheden i takt med, at vores evner vokser. De jordbundne aktiviteter. På et seminar i Tyskland talte vi også om kunsten at sortere ris. Så den røg med ind i puljen, det og så at købe aktier – just in case. Såvidt fortolkningens frie rammer. Den bedste investering er dog at være vedvarende forpligtet på sig selv – i bevægelse.

Den ydmyge er god til at komme ned på jorden igen, når der er optræk til selvovervurdering. Men også til at fremme sin egen udvikling gennem kalibreringen af væren og gøren. Vi kan næppe meditere os til hele lykken, der skal også knofedt og træsplinter til.

Et probat råd til dig, der gerne vil forbedre dit forhold til krop og sjæl, livs- og bevægelsespraksis:

Bliv bevægelsespraktiker, ikke en kopi af de andre medaljeskamler. Bliv dig selv gennem opdagelsen af dit eget vidunder-værd gennem bevægelse. Opdag selvrespekten ved at bevæge dig sammen med andre og/eller med miljøet som lærermester.

Det starter med ydmyghed, der ikke er det samme som lammefromhed. Du skal turde tro på oeuvret og være villig til at gå vejen. Uanset hvor du tror, eller mener, du skal eller vil hen.

Og vejen er helt åben, for der findes ikke en master skabelon for din livsudfoldelse. Men nok nogle orinenteringsmæssige “maps along the way”, du kan vende og dreje, så du kan bevæge dig fremad mod dybere indsigt i bevægelsesterrænet.

Men husk at sortere ris, at kløve brænde og at bære vand, når det er tid til at lære noget afgørende nyt. Det hele kommer ikke af sig selv, og det hele skal omvendt heller ikke reduceres til lidelse og overanstrengelse. Der findes et før og et efter oplysningen. Måske handler det gamle koan om balancekunsten? At sortere ris kan lære os noget om faren ved at springe for meget rundt, og om at holde fast. Også når det forekommer kedsommeligt og møjsomt. Værdien af ærligt arbejde kan indpodes, for rejsen er lang som livet selv.

I sidste ende er vi alle vildfarne, håbe- såvel som lastefulde engle, der famler i blinde. Universet er jo uendeligt og også bevægelse kunne det tilføjes.

Men at få et fænomenalt hjerteligt og intelligent forhold til krop og bevægelse er en god start på din egen endelighed, for den findes også.

Her vil jeg pege på ydmygheden som en afbalancerende selvrealiseringsfaktor, der kan vise sig at rumme et potentiale for oplysthed. Ikke mindst i tilfælde af, at dine selvrealiseringsoptioner ikke giver pote.

Gå ad ydmyghedens vej og du vil opdage, at der måske kan skabes en vej frem.