Undgå at undgå – undgåelsesadfærdens kringelkroge (3. akt)

Og tæppet går nu for 3. akt. Orker du mere? Nej vel, så hellere en tur på divanen med en seriøs eller snusket krimi, eller en dokumentar om problemer med omstilling til organisk landbrug. Undgåelse findes over alt. Fordi omstilling tager tid, og fordi vi ikke har alle løsninger på hånden, eller ikke er parat til at spille de(t) sidste kort på hånden, eller hvad man nu kan komme på af andre (il)legitime forklaringer.

Vi har i 1. akt og 2. akt i hvert fald fået et smugkig ind i nogle af de afsindigt mange forbundne mekanismer, der kan lede til undgåelse af en aktiv livspraksis og bevægelse. Sandt at sige, der klæber sig noget potentielt kontraintuitivt og flaggellantisk fra min side over at fremture med en 3. akt om så prekært og ømåleligt et emne. Jeg kunne jo kede befolkningen til døde, eller yderligere undvigelse.

Så hvorfor dælen da også, Jesper?

Well, jeg gør det for at lede efter en sløjfebinding, ikke for at træde sjæle over tæerne, eller for at få ret i noget som helst. Først og fremmest forståelsens sløjfe, til dels udstrakt i et større perspektiv, i ydmyg forhåbning om, at noget kunne være øjeåbnende for mig selv, og i fromt håb om at tjene hin enkelte, som det så højtstemt hedder hos vores landsfaderlige filosof Søren Kierkegaard, der som bekendt var alt andet end enfoldig. Nogen vil snarere sige komplet uforståelig, men så langt vil jeg nu ikke gå.

Så vidt mine bevæggrunde, ingen grund til det store renskurende defensorat. Kærligheden til det udfoldelige liv og håndtering af de sten, der kan være på vejen hertil. Den er jeg kommet til at holde umanerligt meget af. Kærligheden altså. Det med sten på vejen, er straks mere bøvlet. Men bøvl var jo også godt, så…

Men, men hvor ligger de største sten, der skal vendes for at få mere vind i kropssejlene? På individplanet, på makroplanet, på formidlingsplanet, ressourceplanet? Det kan vi givetvis strides om til evig tid.

It’s the economy, stupid. For nu at kaste en underskruet bold. Nej, gu’ er det ej, det er alt muligt midt og mellem himmel og jord. Nålen i høstakken har jeg opgivet min egen eftersøgning efter. It’s complicated (igen igen), er det, jeg er nået frem til…

…men lover at forenkle lidt mod tæppefaldet, så du i det mindste får lidt vakse og fiffige fifs for læsebesværet. Med list skal land bygges. Og en hel del mørtel og palaver.

Skærmkrigen der raser videre

Faktisk fremføres det pt. af Michel Desmurget, doktor i neurovidenskab, at den er helt galt med intelligensen. Vi skrumper ind, bedøvede og dopede som mange af os sikkert er af de mange skærmfristelser. Som også jeg har luftet mine bekymringer om, primært i et fokuseringsperspektiv. 

Hos ham får jeg bekræftet mine bekymringer. Ikke for at istemme og lege dommedagsprofet. Det fylder så rigeligt i forvejen. Men for at appellere til den rettidige omhu, inden vi skaber for mange lidelser, ved – med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes ord – at man har skabt en “hel generation af digitale forsøgskaniner”, som han i Weekendavisen citeres for undskyldende at have udtalt på de folkevalgtes vegne (Munck, Aske (2024). Vores skrumpende intelligens. Weekendavisen nr. 09. 1. marts. Globale tanker, s. 8). De voksne går nu nok heller ikke hus forbi. 

Er den dumnaive techbegejstring blevet mindre skråsikker, i takt med at regningen er ved at indfinde sig, reflekterer Desmurget over, eller rettere harcellerer over. Det er mere mig selv, der reflekterer herover. Han fremfører ikke så få tristheder i avisinterviewet. Jeg plukker opportunt lige to citater, der kan tjene mit ærinde, og så om lidt over stok og sten det går.

“Det er ikke underligt, at vores børn bliver dummere og dummere. Hver time de bruger på skærm, bruger de ikke på aktiviteter, der vil gøre deres hjerne bedre i stand til at håndtere komplekse opgaver, kategoriseringer osv. Når de laver perlehalskæder eller lægger puslespil, bliver deres hjerner trænet i at sortere, farveklassificere, stratificere, inddele, ordne og strukturere”. (Ibid, s. 8.)

Gavnligt for at lære matematik eksempelvis. Og han følger trop med følgende cementering:

“Den taktile manipulation af forskellige genstande er velbeskrevet i litteraturen om kognitive processer som et afgørende redskab til kompleks indlæring”. (Ibid, s. 8)

Jeg har andetsteds kort omtalt forholdet mellem hjernens udvikling og håndens arbejde, men kan nu her føre perspektivet ind i undgåelseskonteksten. For det er åbenbart en konsekvens, der kan tabe en hel generation på gulvet, i dystopisk udlægning. Men uanset hvor grelt det står til, og det mere end antyder  Desmurget, når han trækker statistikken frem, så er det nu bevægelse, jeg fanger i de to her anførte citater. Ikke så meget hele frontdiskussionen om “overkogte generationsgrøntsager”. Den vil jeg andægtigt her overlade til sagkundskaben af dechifrere og skæbnesvangert forfølge sideløbende med “generationseksperimentet”.

Jeg vil blot pege på, at der kan eksperimenteres på mange måder, ikke alt skal med nødvendighed sluses igennem teknologiens fangarme? Eller hvad? Det er i hvert fald en dominerende fortælling, hvori det sidste kapitel ikke er skrevet. Således må vi asfaltere, mens vi kører.

Hvad er mere komplekst nærende end bevægelse?

Af avisinterviewet kan vi udlede lidt af hvert. Der er finmotoriske forhold på spil, fysisk omgang med verden osv. Gode sager. Brikker, der også vedrører bevægelse. Og hvad er mere komplekst end bevægelse? Og hvad gør os mere tolerante end bevægelse, som jo er en dyd, der i interviewet peges på, at vi er ved at miste i mange sammenhænge. 

Kunne en flig af denne uvidenheds- og mentale indskrænkning ikke skyldes en tilstødende forråelse af selve bevægelsesdimensionen i tilværelsen? Sagt helt uden at tage munden for fuld.

Jeg mener selv, at uvidenhed ligger bag megen undgåelse, i forhold til livspraksis og bevægelse og alt muligt andet. Uvidenhed behøver dog ikke være en barriere, der partout skal trumfes af viden og allokering af flere midler. Uvidenhed i funktion er derimod en helt anden “dræber”, vi bør vogte os mod.

Omvendt kan vi gennem praksis erfare meget på egen hånd. Ydmyghed og tolerance er ting, vi lærer, når vi lærer om bevægelse, trust me. Ikke mindst frustationstolerance, når der skal læres nye bevægelser.

Men dannelse i bevægelse er i det hele taget et tema, jeg mistænker for at være røget så langt ud på bænken, at det trænger gevaldigt til en renæssance. Vi er kommet for langt væk fra det, vi er skabt til, og som måske kunne binde os sammen, på visse punkter, er mit bud. Og det vil jeg prøve at indkredse yderligere i denne sidste akt. Inden jeg tager de konstruktive briller på mod slutningen.

At matche verdens kompleksitet

Det handler om at matche verdens kompleksitet, og her kan bevægelse byde ind med noget til det store puslespil. Naturligvis ikke det hele. Co2 udslippet fra landbruget osv. må vi nok håndtere på anden vis. Muligvis kan bevægelseskompleksiteten lære os mennesker en ting eller to om ydmyghed, selvudfoldelse og kunsten at begrænse sig. En kunst, jeg tydeligvis ikke selv mestrer til fulde. Og finde sammen i bæredygtige rytmer og fluktuationer, social samhørighed, glæde, være i pagt med forandringer og lære vigtige vanebrud. Samt en hulens masse andet naivt og romantisk pladder fra min side… It never stops as far as I can see…

Og dog, for der er lige det med undgåelsens mange fangarme – udover uvidenheden.

En kropspraksis kan nemlig i første omgang være svær at håndtere på egen hånd, for nogle mennesker. Realistisk set vil mange have behov for at starte med sideløbende behandling – evt. på en massagebriks, hvis udgangspunktet for bevægelse er begrænset, eller man ikke aner, hvor evnen eller energien skal komme fra.

Vi skal ikke alle den samme vej eller begynde ved den samme havelåge eller i samme træningscenter. Lad os mødes forskelligt for at lære at gå i takt. Eller bare for at gå bedre. I øjenhøjde eller med tillidens ligeværdige blik vendt mod hinanden. Herfra kan en opadgående spiral begynde. Og udstikke mange forgrenede retninger.

Bevægelse kan ikke redde verden, har jeg fået at vide, kan ikke løse alverdens konflikter, hverken i mellemøsten eller stoppe krigen i Ukraine. Men der må være en grund til, at der findes ord som fredsbevægelse i sproget også. Først må man slutte fred med sig selv, dernæst sine skavanker og dernæst andre og større perspektiver, sådan omtrent, uden at det skal tages for bogstaveligt og lineært. For det er jo komplekst, hvor vi skal starte, uanset hvad det drejer sig om.

Bevægelse må dog starte et sted, for at føre mere med sig, tænker jeg umiddelbart. Kan vi ikke undgå konflikt, konfrontation og kollision, kan vi enten gå igennen, gå uden om eller gå hjem og hver til sit, er der nogen, der mener. Eller gå på kompromis, der er mindre sexet, men forholdsvist bæredygtigt, indtil det modsatte er bevist.

Energien, må den være med fra start?

Det er ofte energiargumentet, der tynger, er det ikke? Til det vil jeg sige, at det kan angribes fra flere vinkler. Kan du reducere dit indre pace, din vej gennem livstumulten og køre med en mere stabil og levedygtig fart, fremfor – uanfægtet og med misfortået heltemod og powervilje – at køre rally med speederen i bund, indtil kollisionen er uundgåelig og “helt kommer bag på dig”, som mange beretter om i bagklogskabens stressramte lys. “Jeg så det simpelthen ikke”. Og pludselig sidder vi og stirrer tomt ind i væggen, eller er i fosterstilling, grådkvalt og formørket.

Mindre burde også kunne få os på rette køl. Hvorfor altid vrangen ud af, inden selverkendelsen indfinder sig? Undertegnede kan heller ikke se sig helt fri på den konto. Ihærdighed og engagement kommer med en pris.

Årevis af stressdiskussioner må vidne om, at vores tempo ikke er i sync. Indre og ydre rytmer er ukalibrerede. Der kan kun rykkes så mange rødder op uden at træet vælter, eller at desorienteringen sætter ind med stigende psykiske efterdønninger. Statistikken vil jeg ikke trætte med her.

Her er working in strategien, som Paul Chek skriver udmærket om i bogen How to Eat, Move and Be Healthy, faktisk ganske oplagt at konsultere. Workout-kultur kan ende i burnout kultur. Med endnu større kaffekrus og rander under øjnene – og de afsindigt store drikkedunke, der hitter for øjeblikket. 

Det stabile og solide menneske ser mere, oplever mere, erfarer mere og fordøjer bedre. Overvej derfor at blive drøvtygger igen. At gøre det, der er naturligt og meningsfuldt i forhold til det evolutionære helhedsbillede. Lad mig pege på et par eksempler. 

Vi starter med lidt termoregulering. Ikke så sært at Susanna Søbergs bog Thermalist: kulde, varme og åndedrættet: den livsforlængende antistress-kur har fået en del proselytter. Hun doserer jo ret beset sund fornuft, der har været kendt i årevis i andre kredse. Bevares, nu blåtstemplet og med gedigen, valid og sober forskning og konkrete anvisninger (for eksempel 11-57 modellen – 11 minutters kulde og 57 minutters varme om ugen) til dig, der kerer sig om nuancen. En klar anbefaling til det læsende menneske, lyder det også herfra. Hun taler på en ligeværdig og imødekommende, opfordrende vis, til dit indre modige selv.

Men også hos hende lyder antistresskuren: gør det, der er meningsfuldt set i det store perspektiv. Kulde- og varmeeksponering, iblandet noget tid tilbragt i naturen og vejrtrækning. Nothing new under the sun.

At køre på 80% kraft er forresten ikke dovenskab, det er energibesparelse og langtidsinvestering. At fare med speederen i bund er tydeligvis en kollisionsstrategi, der kan give bagslag for en art, der nok blandt andet er skabt til et adstadigt tråd over større afstande.

Lidt om bonoboernes tilgang og dem, der er koblet helt af

Vi er til dels (og kun til dels) udholdenhedsmaskiner som art betragtet. Vi bærer nemlig lidt af både chimpansens og bonoboens adfærd i os, har jeg ladet mig fortælle i bogen Exuberant animal: The Power of Health, Play and Joyful Movement af Frank Forencich, der har blik for, hvordan vi kan lære at bevæge os med respekt for fortidens livsvilkår og genetiske udrustning. Af bonoboen kan vi lære en del om leg (sex og andre spændende ting), som Forencich udfolder ganske levende i humoristisk opposition til den altdominerende chimpanses hierarkiske og målfetischistiske adfærd, der har travlt med sejrsskamler, udmålinger og statusmarkering.

Energi kan komme mange steder fra. I Okinawa mener jeg, de havde en 80% spiseregel – spis ikke til bristepunktet, men fuld stop førend mæthedspunktet, eller noget i den dur. En god måde at lære hjernen om mådehold og én mulig livsforlængelsesnøgle, hvis jeg husker korrekt. Og ligeledes en potentiel energifremmende brik.

Men, men, et step back. Hvad med dem uden for arbejdsstyrken? De har måske et endnu større indre pace og en kamp mod dæmoner, utilstrækkelighed og omverdenens billigelse. Tappet for energi og livsmod. Eller hvad med den undgåelse, der er forbundet med vægtproblemer og udskamning. Her er mådehold og selvkontrol en dyd, ikke alle kan leve op til.

Der længes derfor efter medicinbåren selvbeherskelse. De udenforståendes risiko for at undgå er markant større, eller slet og ret risiko for at gå til i regnen af jobafslag samt personlige nederlag og andres nedstirren. Her skal der startes rigtig blødt op. De jubeloptimistiske forslag om at kridte løbeskoene kan være noget af en vingeskudt mundfuld for den, der er på vej ind i depressionens osteklokke og knapt kan komme ud over sengekanten. Hold entusiasmen i kort snor.

Her er struktur og organisering af hverdagens ABC nok mere og særdeles afgørende, for at undgå yderligere tilbagefald. Det samme gælder dem, hvor hele korthuset vælter i stresspuklens kølvand.

Ingen tvivl om at uretfærdigheden, uligheden i vores samfund måske udgør en endnu større hæmsko for livssundhed og understøttende livspraksisser, herunder bevægelse og gode vaner. Samt Svend Brinkmanns velkendte kæpheste – fællesskabets halten, ansvaret for medmenneskeligheden samt offerviljen. For indeværende konstateres det i al fald, at der er udfordringer med sundheden, der ikke gavner bevægelsens ærinde heller.

Hvad kunne bevægelseskulturer byde ind med – konstruktivt adspurgt? 

Bevægelsekultur – mere end kaloriesnak, mismod og muskler

I bevægelseskulturerne har man til alt held ofte blik for hjertet og mennesket bag udseendet. Jeg fornemmer en dyb respekt for at samle op, men også veloplagt og oprigtigt at ægge til individets egne ressourcer og ansvarsfølelse. Det sker ikke sjældent gennem eksponering for udfordringer. Både bløde, krævende og uvante samt løjerlige praksisser. Det hele handler ikke om at presse organismen, smide fedtet og at blive overmenneskelig – eller frustreret over sådanne idealer.

Ej heller at udskamme andre, der har disse ønsker, uanset årsag. Det handler om kultivering af selvindsigt, der kan drive ansvarlighedens udbredelse, men også bidrage til at fremme yderligere bevægelseskultur. Det handler om at lære mere om sig selv og at omfavne en livsform, der er tro mod bevægelse og det, den indlysende kan bidrage med til det gode liv.

Det handler først og fremmest om at lære at praktisere. At få en praksis ind i livsudfoldelsen, der ikke trumfer, men dog får den plads, den behøver – på linje med alt muligt andet.

Materialisme er, når alt kommer til alt, ikke alt. Ej heller forskning, der viser, at man ikke taber sig af motion og alle mulige andre tvetydige og pendulerende udmeldinger, der forvirrer folkemængden. Sådanne udmeldinger udgør en apatisk rammesætning for et så livsfundamentalt og vidtforgrenet fænomen, der har alverdens potentialer, der på ingen måde kan og skal reduceres til vejning af kilogram og afsavn. Det bliver vi simpelthen nødt til at gøre bedre.

Vi kan ikke anskue undgåelse som et bevidstløst pendul, der svinger mellem tidsallokering og motivation. Tid eller ikke tid, lyst eller ikke lyst. Dit virker, dat virker ikke, “ifølge ny forskning”.

Måske er det undertiden indfaldsvinklen, vedholdenheden og strategiernes sammenhæng og helhed, der halter? Samt fornøden opbakning?

Ærgerlig kropsinstrumentalisering 

Vi må heller ikke stirre os blinde på den ofte fremhævede kropsinstrumentalisering, æstetisering og udskamning af fitness i overfladiskhedens navn. Kropsdyrkelse går som bekendt langt tilbage, men hertil kunne der evt. peges på en vis intellektuel arrogance, der måske, når alt kommer til alt, aldrig har haft kroppen så tæt på hjertet, som kunne ønskes. Måske har den endda ligefrem lagt afstand til “kropskultur”, eller haft et vist overbærende armslængdeprincip som misforstået levetråd. Ånd over hånd. Bevægelse er dog ikke kun et for og imod muskeltræning på hjernens bekostning eller omvendt. 

Uagtet at der kan være stor værdi i begge poler, er de begge bestanddele af bevægelseskulturer, der kan flyttes i forskellige retninger – mod mere eller mindre kapacitet og/eller kompleksitet osv. Hjerne versus muskler er en ærgelig måde at forholde sig til kroppen på. Begge er væsentlige og uundgåelige. Og vi kan også erhverve os muskler uden at gå i et fitnesscenter, og endda få stablet så store muskler på benene, at vi faktisk forringer vores evne til at bevæge os mere komplekst og resilient, eller bare mister evnen til at sætte os ned i skovbunden i et dybt squat.

At se resilient ud og at være det er to helt forskellige ting. At bruge hjernen under bevægelse er ikke en modpol, det er en del af det, vi engang var tvunget til i vitalitetens og overlevelsens navn. Det kunne vi lære en hel del mere om i dag.

Er du ikke på udkig efter dig selv i din praksis, undgår du umådeligt meget af det, bevægelse og livspraksis har at tilbyde, hvis det kun handler om at bruge kroppen som et instrument til overlevelse og fremme af egen status. Det er ikke kun kapitalismens evige dyne af tvang og ensretning, der tynger her, men regulær uvidenhed og mangel på dannelse, sorry to say. 

Med bevægelseskultur kommer du selv i bevægelse, mærker hjertets renhed og etablerer dybere forståelse såvel som bedre biceps.

Ignorance is bliss – eller er den?

Der findes, i min optik, en gigantisk dimension af uvidenhed, tyngende livsomstændigheder og andre svingninger i tidsånden, eller livsvilkårene, der kan spille en endnu mere afgørende rolle. Det er ikke kun forvirring og misinformationstzunamien, der skubber os ud på bænken. Eller selvretfærdiggørelseskampe eller udskamning af andre tilgange end dine egne hævnvundne.

Det er formodentlig snarere udtalt og radikal uvidenhed, der bunder i tabte indsigter, tabt visdom, overleveringer og fraværet af tålmodighed og endeløse stunder med praksis, der har regelmæssighedens og erfaringens karakter. Og op på hesten igen igen. For meget tombola og for lidt nørklen.

Den, der ikke kender sig selv, er lettere at kontrollere og manipulere med. Det fører ikke sjældent til et skæbnesvangert og tidsrøvende fokustab, andre kan profitere af, hvis nu vi skal jokke rundt i kapitalisme spinaten. Og det er just en sådan juleleg, der æder sjæle op i en tid, hvor vi bør stå markant mere sammen og lære af hinandan – og danne os på anden vis. Især med de allestedsnærværende identitetsudfordringer, globale konflikter, kampe om anerkendelse og makken ret i forhold til værdier, sædelighed og moral.

I stedet synker vi i til knæene, hvad angår splittelse, udskamning, vendetta, misundelse, iscenesat konkurrence og alle de andre onder, der cirkulerer til udmattelse i mediemalstrømmen. Trist og ubegavet, efter min ydmyge mening. Frem med de konstruktive nyheder, tak. Ikke flere sagaer om bestyrelsesudskiftninger, grundet i kritikker om indspisthed og lukkede døres politik. Ingen onde ord om dansk atletik og tennis i den forbindelse. Det er hele møllen, der trænger til en tur i kogevasken.

Selvbesindelse og modenhedens udeblivelse

At undgå et aktivt og vibrerende liv under disse tidsaktuelle konditioner, er en no brainer. Mon ikke barmhjertighed, lydhørhed, nysgerrighed og offervilje samt samvittighed er bedre tjenere. En ordentlig røvfuld stamina, kultiveret gennem rutiner og praksisser, der rent faktisk giver os syn for sagen, frem for meningsmageri og mundhuggeri – og mere forskning ad libitum. Og triste daglige udskiftninger på livsbænken, hvad enten det er skolebænken eller den ovre på Borgen. Men forskningen, den er vi nok nødt til at holde fast i. 

Måske er det moderne menneske blot alligevel ikke blevet så voksent som afdøde professor i idéhistorie Hans Jørgen Schanz engang forudskikkede i en af sine interessant modernitetsanalyser. Selvbesindelsen lader den til at være forsinket midt i selvoverskridelsens jubeloptimisme? Ikke mindst den teknologibårne af slagsen?

Livet er, når alt kommer til alt, ikke et hurlumhejhus. Det er blødende alvor og leg i én og samme hvirvelvindsagtige undfangelse. Alt sammen mod en uvis fremtid og en finalitet, der vil afsløre sig – in due time – eller abrubt, tragisk osv. Vi har til overmål valgt tivolisering og konflikt, men mangler besindelse og omtanke.

Vi undgår ikke sjældent derouter ved at få det bedste ud af det, vi virkelig agter at gøre noget ved. Og så indser vi som regel, at det kræver en hulens masse mere, end vi troede fra begyndelsen. Spørg bare enhver projektleder bag de nationale storskalaprojekter gennem tiden. Sygehuse, Storbæltsbro, metrobyggeri og it-systemer. Vi er for dårlige til at estimere, fordi vi smeder for mange julerænker med hinanden og er uærlige og dårlige til at tage ejerskab for det realistiske.

Store armbevægelser er mit livs største fortrydelse, sagt i al fortrolighed.

Vi skal passe på med at slå for store brød op. Ting kan komme ud af kontrol og eskalere, og ikke alt kan trækkes tilbage igen med en undskyldning. Nogen mener eksempelvis, at russerne kommer, og “prepperne” stabler derfor allerede nu Jakabov på beskyttelseshylderne i lange baner. Timeout, folkens. Som Sting engang markerede i en sang – han håbede såmænd, at russerne også elskede deres børn.

Det er bedre at erindre sig dette perspektiv, end udelukkende at puste ild til den glammende, opvågnende naivitetsforestilling, der nu oprustes under. Men ja, vi europæere kritiseres ofte for at være gode til at sove i timen, det gælder ikke kun Holger Danske.

Herre Jemini. Lad os trække i arbejdstøjet i stedet – for fred, kærlighed, og mindre chimpanseadfærd. Gør som Holger Rune. Han prøver sig frem på trænerfronten og på anden vis. Vi andre må også vakle i disse usikre tider. Lære at balancere egoer og medmenneskelighed.

Om det er for tidligt at slibe sin krumsabel og hamstre forsyninger skal jeg lade være usagt i skrivende stund. Hvad krigstrommerne, her kunne jeg godt tænke mig mere undgåelse og mere selvbesindelse hos alle parter. Realistisk set bliver det nok meget dyrere for verden, hvis vi rykker helt tilbage til start.

To livsprincipper, der giver pingvin pondus i banken

Ned på mikroplanet igen… Jeg har jo ingen indsigt i det storpolitiske mareridt, der udspiller sig pt, goes without saying. Men i forhold til bevægelse kan jeg måske godt komme med en strategi, som ikke ligefrem er nogen quick fix heller. Vil du undgå stagnation, skal du honorere to ting, ifølge min Kung fu læremester:

1. gå i gang og…
2. aldrig stoppe

Godt så, så fik vi det på plads. I ovenstående krigsscenarie var det nok bedre med en snarlig våbenhvile. Tilbage til det jordnære og bevægelse, for der er jo lige det der med kroppens manglende erfaring, hvordan er det nu, det står til med den hos mange mennesker?

Og hvordan undgår vi, at kroppen bliver en potentiel skambarriere, da andre jo kan iagttage kroppen i bevægelse – ude på fortovet and beyond. I nogle fitnesscentre har man da også forsøgt sig med “afskærmede områder”. Jeg vil hellere (selv)acceptens og imødekommenhedens ærlige genrejsning. Men det andet kan givetvis også være en vej, da det er ømtålelige forhold, vi har med at gøre. De andres nedvurderende blikke på selvbeherskelsens udeblivelse eller forgæves skud i tågen, der som bekendt nu får slankemedicinen til at boome som en anden global pandemi.

Så længe vi er åbne for en helhjertet 360 graders indsats, er jeg klar med min støtte til lidt af hvert. Men stolthed kan den sluges i pilleform i sidste instans? Og hvad sker der, hvis vi hopper af pilletoget?

Finder vi så hjem igen?

Hvad hvis det ikke kun er kiloene, vi skammer os over? Hvad nu hvis det også kniber med at få styr på trådende, som det vel må hedde i en kendt tegneserie reference til Disney?

Nuvel, vi er kommet til det med at styre lemmerne. Motorikken, som nogen mener er forsvundet. 

Hvad afslører denne geologiske aflejring? Er der styr på trådene, Pinocchio, eller ej?

Tabet af motorikken

De motoriske genvordigheder er velkendt i trænerkulturen, hvor grundlæggende “Kroppens ABC” færdigheder, der skulle være helt naturlige i de yngre årgange, har været noget, der mange steder kæmpes med langt oppe i teenageårene. At kaste en bold kan desværre være en uoverstigelig opgave for flere, end godt er.

Og det tror jeg ikke skyldes, at børn og unge er dumme, eller kun holder telefoner i hænderne nu om stunder. Det har noget med motorik at gøre. Det er ikke kun en talentmarkør. “Hun har et godt boldøje”.

Hvad gik der galt, Jesper. Lad os få en kort udtalelse. Allright.

Der har været rift om talenter og mindre fokus på at få skabt passion for krop og bevægelse, er min formodning. Og så fik vi en telefon i hånden og appetit på komfort og sammenligning. Men der er jo en hulens masse evolutionære mellemregninger, jeg springer over her.

Jeg ved også, at der statistisk er noget, der ikke lykkes med bevægelse i skolen. osv. Mange af os trænere ved for lidt om krop og bevægelse. Der er sangen om ressourcer eller mangel på samme. Der er flere myrer i den tue. Det er ikke én mastersynd, der har fået korthuset til at vælte. Derouten og dominoeffekten har nok været en slingrevals med flere rundture og tømmermænd.

Men hvem savner i øvrigt, at de kan kaste en bold, hvis de andre heller ikke kan, eller man ikke kan se behovet herfor i sit fremtidige virke som civilingeniør eller lokalpolitiker i Esbjerg? Her skal jeg i øvrigt lige trykke på pause og minde om store kulturelle forskelle. I nogle lande er de gode med fødderne, i andre med armene. Traditionsforvaltning er stærk. Og det smitter som bekendt af.

Local heroes on the rise og lidt om fællesskabets kunnen

Det er ikke sort/hvidt og individuelt det her. Og der er sgu da også mange unge, der kan noget med både krop og bold i dag. Meget mere end jeg kan – de skiderikker. I torsdags blev jeg blæst bagover af en åleslank og langlemmet knøs i klatreklubben, der tog en rute på væggen med 1 arm, mens alle vi i 40+ segmentet stønnede op af væggen med to hænder, i totaludmattelse. Sådan ungdom! Det er det, vi skal se noget mere af. Bad ass on display, uden for YouTubes fangarme, bare leveret helt køligt og lokalt og i øjenhøjde. Sådan Carl. Du rykker for vildt. Og stemningen i klubben er god på tværs af årgangene. 

Jeg er ikke kulturstormer og mørkemand. Jeg har blik for det positive. Det findes, folkens. Men fællesskab er jo skrøbeligt.

Her hvor jeg bor, er de også vilde med både hånd- og fodbold og padeltennis. Gåture med hunde og årlige løbedage og fight-night med lokale boksere og alt muligt andet. Det går faktisk okay. Men det har ikke eksplicit noget med bevægelse at gøre. Det er mestendels idræt, og det er helt og ganske fint. Og jo, idræt rummer også bevægelse. Let’s not get semantic. Det er bare ikke det, jeg taler om her.

Måske er det bare mig, der har for store ambitioner?

Eller måske er det også et spørgsmål om, at mange ikke kan håndtere at gå på tværs af tingene og har fået favoritidræt på nethinden. Så hvis man går til fodbold, kan man pludselig ikke se værdien i at forbedre sit softballkast, men måske nok et indkast. Urimeligt firkantet sagt.

At det i holdsporten er der fællesskabet er, de sociale relationer, trygheden osv. er jo også vigtigt. Husk på, det er meget mere udfordrende at grave flere huller end et dybt hul. Og det er rart at være anerkendt og have sjov og spas med de andre. 

Men hvem skal så byde op til rundbold, uden for idrætstimen, sådan som vi gjorde i postnummer 8210 i barndommen? Det skib er sejlet, Jesper. Nå, okay så. Jeg sover videre. Uorganiseret leg og idræt, er det virkelig helt dødt, eller er jeg bare ikke orienteret om spirende tendenser?

Forleden så jeg et vennepars datter komme dyngvåd hjem fra fodboldbanen. Da jeg spurgte til, hvem hun havde spillet med, kiggede hun forlegent ned i græsset. Mig selv. Well, det er da helt fint, det er blandt andet sådan, man bliver god, du gør noget godt. Du leger med det, der er, også uden for det formelle medlemskab. Cool. Det ene udelukker ikke det andet, ofte giver det både adgang og mere indøvelse. Og hun spillede og hun spillede, og jeg fik lige set et par finter også. Go girl. Go.

Igen, al bevægelse starter et sted.

Bevægelsesdiversitet – ikke lig med flere discipliner stablet oven på hinanden

Jeg vil gerne mange flere noder på nodearket, mere alsidighed ind i bevægelse.

Bevægelsesdiversitet kan dog ikke reduceres til discipliner, men discipliner gør os trygge – jeg kan sige, at jeg er “U14 spiller hos xx United”. Jeg forstår godt stammebehovet.

Hvad med at blive god til noget, du ikke træner? Det er et helt andet ball game, de færreste overhovedet påtænker at gå i kødet på. Men det er her, jeg finder magien. Det at grave flere huller kan også føre til fordybelse. Vi skal bare lære, hvor det er godt at stikke spaden i og forstå at det at lære kan ske bag om ryggen. Samt at kende sine begrænsninger, hvilket straks kan være sværere.

What, det lyder sgu da fulkomment crazy. Tja. Det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

Siger du, at vi skal gå til flere sportsgrene? Er det bevægelse (nok)? Nej, det er ikke det, jeg siger, men det er da også en mulighed. En udmærket ide, “at udfordre på discipliner”, som en læge sagde. Det er bare ikke det, det handler om i første omgang – i min optik.

A kommer før B. Og vi har glemt alfabetet midt i reklametågerne og de kulørte tilbud. Eller også har vi for travlt – bare fordi Jonathan kan kaste en basketball, så skal han straks på college i USA.

Direkte adspurgt helt ned i børnehøjde. Giver vi motorikken gode nok vækstbetingelser, eller ender det med “børnefræs” og social pasning og at komme af med damp og krudt?

Glem ikke at legen kan tage sin del af slæbet, hvis altså der leges – tilstrækkeligt – og kløgtigt nok. Konsekvensen af at blive for tidlig voksen er ikke, at du er blevet mere kapabel nødvendigvis. Det fundamentale kan både være sjovt og yderst udviklende – og skal have sin tid. FUNdamentals, som det jo hedder. Det kunne vi godt skrive os bag ørerne i disse influencertider.

Det gode fundament går der ikke så let fugt i.

Lad os derfor lige se nærmere på det med ABC, inden jeg går videre.

ABC hvad for noget?

Humlen er, at mange måske ikke stiller spørgsmålstegn ved de manglende bevægelsesfærdigheder. Hverken de grundlæggende “kropslige ABC” færdigheder” eller “sportsgrenes ABC færdigheder”, for de er næppe helt klædt på til at forstå, hvad der er på spil og hvilke færdigheder de er gået glip af.

“Vi skal bare fremad” eller “vi skal bare i gang med et eller andet”.

Sportsbasics er faktisk et forsøg på at rode lidt bod herpå, der har en del år på bagen. Mats er en fin fyr, der brænder for sagen, i hvert fald sidst jeg hørte ham live (øhhh, også nogle år siden). Jeg vil bare et spadestik dybere – og bredere her. Fra sportens til kroppens ABC. Eller artens ABC. Og her må vi nok konstatere, at vi famler en anelse i blinde, og at der rent samfundsmæssigt, neurologisk og fysiologisk etc. er så mange ting i spil, at der må være plads til en hel del yderligere forskning.

Hvad angår fortiden, er det nok ikke alt, vi kan forske os frem til i sagens rudimentære natur, når det kommer til bevægelse. Hvad angår nutidens påvirkning af vores adfærd, er vi måske oppe mod den berømte Hegelianske udlægning, at Minervas ugle først flyver i skumringen. Underforstået, et overblik over historien og dens værdier kan vi først få, når en epoke er slut, når dagen er gået på hæld. Men det med skærmene, det er vi nu ved at få øjnene op for.

Det dybere lag i bevægelse er næppe primus motor i mange idræts- og hverdagssammenhænge. Det er eksempelvis ikke mange steder, at dine “reverse lizzard walks” og rygsøjlebølger efterspørges på arbejdsmarkedet. De er heller ikke en del af hovedsporene i behandlingsindustrien, for “det er alt for farligt eller indviklet”, og der er med garanti ingen, der inddrager dem i badminton opvarmingen. Jeg kan sagtens tage fejl. Meeeeen… Og ingen aner hvad de misser her. Så ærgerligt. Der kan være mange kroner at spare i samfundskassen.

Vi har de overleverede “ABC” færdigheder til hver idrætsgren, og de holdes i live på forskellige niveauer, afhængigt af kontekst og personale, formoder jeg. Dem er jeg ikke så bekymret for. Det er mere de kropslige af slagsen, forvaltningen af dem, og evnen til at bringe dem ind i mere komplekse bevægelsesmønstre og problemløsningssammenhænge, jeg er loren ved.

I den vigtigste ende af fødekæden står og falder det i skolen med lemfældige eller dedikerede idrætslærere, hvor prestigen måske ikke alle steder er i højsædet. Dansk stil og matematik først, så muligvis historie. Den er faktisk lidt til opblødning også, ifølge førnævnte Mattias Tesfaye, drøftet i en spændende samtale med Svend Brinkmann (Radioudsendelsen Brinkmanns Briks, Har Mattias Tesfaye styr på folkeskolen? 22.11.2023). Dernæst kolbøtter, boldleg og balancebom, eller hvad der nu foregår, når vi er til idræt. Der er naturligvis mange andre bevægelser, end jeg har omtaler.

Balancebommen, gad i øvrigt godt vide hvor udbredt den er i dag? I sidste akts omtalte teaterstykke Skolekomedien var der i hvert fald rigeligt gang i kaotikken til idræt, og jeg så selv stykket med hele familien. Særdeles morsomt, men også bekymrende. Hvor ligger ansvaret og hvor meget ansvar kan vi lægge på en stakkels lærers skuldre.

Troværdig kariktur eller ej? Der blev i hvert fald sprunget en del over buk.

I min skoletid og i dag

I min skoletid skulle der spilles håndbold 80% af tiden, eller noget andet med en bold. Helst en bold. Om det så var høvdingebold. Gymnastikken kneb det vist med, men det blev da sneget ind sammen med atletikken, så sol og vind blev fordelt (u)lige. Min hukommelse kan tage fejl.

Men laget under kom vi ikke i tilstrækkelig stor berøring med, så vidt jeg erindrer. Jeg kan huske forkert, Kurt. Du gjorde det sgu ellers meget godt. Kroppen, evolutionens primære bevægelser osv. Rulle, kravle, rokke, balancere, jage, stange, springe og lande i ujævnt terræn osv. Jo jo, vi klatrede i tovene og kastede og alt muligt. Selvfølgelig gjorde vi det. Brian klatrede bare lidt for højt, husker jeg, og det var ikke populært. “Kan du så se at komme ned derfra, knægt”. Og det gjorde han så.

Skideballen sidder stadigvæk i min hippocampus. 

Mindes med sagelighed i øvrigt mit ungefähr 20 meter resultat i spydkast. Halleluja. Og Laila, der stak af fra os alle i 100 meter løb. Men hun havde også lårmusklerne til det. Det ligger i generne, folkens. 

Vi kunne lidt af det hele, ingen var verdensmestre, og undertiden fik vi drenge nok trumfet for meget håndbold igennem, men det er der jo stadivæk på sendefladen, så hvad dælen… Ikke alt går O-P op.

Bevægelse, underprioriteres den i nutiden, fordi ingen længere ved, hvad det drejer sig om og kan se, hvad det nu skal gøre godt for, eller er det alt for indviklet? Og harmonerer det i videre forstand med tabet af de 45 minutters bevægelse hver dag, som skolerne nu skal “frigøres fra kravet om”, som regeringen gerne vil sælge os nu? Måske var dette krav for rigidt, eller er der mere på spil?

Det grundlæggende, helt livsnaturlige og vitale er blevet eksotisk, en byrde eller noget, som dyrkes i skøre reservater for nichenørder, er min bekymring. Fordoms naturlige evner er nu under anklage for ekstrem udfoldelse eller vækker opsigt til stor be- og forundring. Eller latter i zoologisk have. Se mor, en orangutang, der svinger sig i træerne og laver kolbøtter.

Jamen altså, stuuuurt nummer.

Virkelige eksempler til illustration

Et virkeligt eksempel, jeg vist har nævnt andetsteds. En dame spurgte en sommer, om jeg var ved at kaste op, fordi jeg strakte mine baglår efter en cykeltur til Fakta (dengang det hed det). Hvad Søren da? Men i øvrigt tak for omsorgen, siger jeg bare.

Og det kunne jeg få venligst lov til at sige en gang mere, for der kom en mand ud af butikken lige bagefter og spurgte om cirka det samme. “Om jeg var ok?”. Ja for dælen, men jeg havde stive stænger. Og jeg bøjede sådan set bare kroppen forover ved at bøje i hofteskålen. Ikke det store hokus pokus. Tyngdekraften ordnede resten. Det er mobilitetstræning, styrke og udspænding, eller bare udspænding, alt efter hvordan det gribes an. Aldes ufarligt.

Men man kan jo godt se forpustet ud, have kvalme og have fået et maveonde, så jeg peger ikke fingre. Det er kun rart, at folk lægger mærke til hinandnan. Tak for det. Det havde blot også været rart, om vi kendte til flere grundlæggende bevægelser.

Men hvis du tror, at mit eksempel er søgt, er jeg nødt til at påpege, at det er noget, som lægges meget mærke til i noget af bevægelseskulturen. Erwin Le Corre, grundlægger af MovNat, der specialiserer sig i “naturlig” bevægelse, sådan som menneskeheden har bevæget sig i størsteparten af historien, har i artiklen “When Natural Movement was Normal“ luftet samme frustration som undertegnede. Eksempler er der faktisk nok af.

Han refererer til, at folk kan blive “meldt til myndighederne” blot for at bevæge sig naturligt, kravle, hoppe, springe, klatre osv. For at have udvist mistænksom adfærd. Trist, og et udtryk for en misforstået hetz mod det naturlige, jeg faktisk også har iagttaget i Tyskland.  

Miljø og selvdannelse

Vi har i stor udstrækning mistet kontakten til det naturlige og er søgt i tilflugt i det sikre i stedet. Lukkede rum og centre frem for åbne miljøer. Det er nogle lidt mere subtile sider af undgåelse, jeg adresserer her. I forrige indlæg gav jeg gav et tip til det med miljøet og henvist til Marcello Palozzo, som faktisk har udarbejdet noget så radikalt og avantgardeagtigt som et manifest for ansvarlig miljøbevægelse.

Det med kroppens og sportens ABC er hermed gengivet som et “tredje” tip (især hvis bevægelse gribes an i miljøer der befordrer det), udover SROMP og Idos spidsfindigheder i blogindlæggets 2. akt, der nok ikke er for alle idrætspædagoger. Det hører også med i terrænet. Vi skal bare lige passe på, at vi ikke “overindskoles” (det var det der med ham fra Romerriget i blogindlæggets 1. akt), når vi kan dannes i stedet – og faktisk til dels også selv erfarer bevægelsesmirakler. Når vi leger på egen hånd, eller med nogle kompaner side om side.

Er det derfor, vi påtænker at fjerne kravet om 45 minutters bevægelse, eller er det fordi, det ikke giver mening at målstyre bevægelse? Alle skal have lavet 114 sprællemænd inden kl. 13.43. Javel chef. Chimpanseadfærdens akilleshæl?

Men altså, for dem der kan selv, er eksempelvis den moderne YouTube savanne vel ret beset det rene slaraffenland. Det amerikanske skrækeksempel ovenfor viser bare, at det næppe er tilfældet for alle.

Paradoksalt? Aldrig har vi haft mere adgang til mere undervisning, selvdannelse etc. Men det kapable, følger det med, eller følger det kun (midlertidige og kortsigtede) interesser eller luner?

Dosering af bevægelse – på høje tid?

En af bevægelseskulturernes tunge drenge, førnævnte Ido Portal, lavede engang en video, der langer ud efter den manglende forståelse for vores evolutionære arv og dens forvaltning i det moderne livs optagethed af komfort, bekvemmelighed og det voksende behov for rehabilitering af samme årsager.

Vi jagter nærmest undgåelsen gennem stadigt mere sindrige samfundssindretninger, der faktisk ikke handler så meget om tidsbesparelser, men i høj grad også om at spare på selve bevægelsen. Pfui Teufel.

Idos motto er, at vi ikke er lavet af sukker, og ikke kan forlade os på de gængse sundhedsmyndigheders snævre anbefalinger, der udhuler vores fulde potentiale ved ikke at være koblet på en større helhed, så vidt jeg kan gennemskue. Nemlig vores evolutionære baggrund.

Vi kan holde til en hel del, hvis vi ellers behandler kroppen med respekt og efterlever dens behov for bevægelse. Og det er her, undgåelsesadfærden har sine afslørende skavankarme og tantakler ude, for det er især i den manglende bevægelse, at vi sakker agterud i vital fysisk livsudfoldelse.

Ido Portal harcellerer over undgåelsesadfærdens omsiggriben og frygten for skader og alverdens onder, der kommer af, at vi ikke ved, hvad vi skal stille op med kroppen, som er ude af trit med sin egen overlevelseskapacitet og ikke får den opmærksomhed, den har behov for. Som Ido Portal vist har sagt engang:

”if you do not move, you become better at not moving”

Tja, så enkelt er det faktisk. Og så alligevel ikke. Der er jo altid mellemregninger. Jeg har ofte henvist til, at vi er skabt til bevægelse. Masser af bevægelse. Hvad betyder det? Og hvad betyder det at bevæge sig som et menneske?

Tilbage på skolebænken

Rafe Kelley giver i  videon What does it mean to move like a human en præsentation, der tager lidt favntag med dette spørgsmål, og med den kløft, der er mellem vores nuværende liv og fortidens liv, med de evolutionære fordele, vi har at være stolte af m.m.

… så velkommen på skolebænken til lidt andeledes ABC:

Det indebærer, i første ombæring, så vidt jeg kan se, og som allerede antydet i indlæg om leg, at vi indser, at vi ikke har noget valg, vi er kroppende væsner. At vi ikke skelner så skarpt mellem alvor og leg og måske ser bevægelse som en del af livsalvoren, der ruster os for livet i mange henseender, både legende og mere formelt instruktivt.

At vi gør noget andet end at undgå pr. default, og går uden om mudderpøle, vandhuller og bevægelseskrævende opgaver i livet i bred forstand. Måske endda også på arbejdspladsen. Min nevø er radikal, han finder de facto det dybeste sted i en vandpyt og så skal flyverdragten saftsuseme have en tur i vaskemaskinen bagefter, for der skal plaskes igennem og trampes, så knoglerne styrkes og mudder flyver om ørerne.

Det er der, jeg vil hen. Her hjælper næppe nogen universal pædagogik – eller også handler det om andet og mere end pædagogik. Respektér også det naturlige, der gror lidt skævt. Tilpasning skal der nok komme rigeligt af.

At det moderne liv nærmest gør det til et umuligt projekt, er en anden snak, som vi må udfordre lidt – eller meget? Her skal vi lære at sidde pænt ved skolepulten, skal vi ikke?

Tag faremomenter til dig

At undgå bevægelse indebærer i høj grad, at vi tager risikofyldt adfærd på os. Ikke som i kamikazeagtig dumstristighed, som de løjerlige entreprenate figurer i den snævert barnagtige Jackass serie, men sådan mere intelligent, evolutionært forankret og måske legesygt, drillesygt, kampagtigt og spidsfindigt.

Der er der rigtig meget forskning, der er ved at finde ud af, hvilket Todd Hargrove, leverer et godt overblik over. Ikke mindst i lyset af børn og unges mentale helbred.

Vi kan jo bare se på aberne, der ikke går af vejen herfor. Og de er da vores nærmeste slægtninge i dyreriget.

Ifølge dette videnskabelige studie (Lameira, A.R., Perlman, M. (2023). Great apes reach momentary altered mental states by spinning. Primates 64, 319–323) er der interessante grunde hertil:

“When spinning, the apes achieved speeds sufficient to alter self-perception and situational awareness that were comparable to those tapped for transcendent experiences in humans (e.g. Sufi whirling), and the number of revolutions spun predicted behavioural evidence for dizziness. Thus, spinning serves as a self-sufficient means of changing body-mind responsiveness in hominids. A proclivity for such experiences is shared between humans and great apes, and provides an entry point for the comparative study of the mechanisms, functions, and adaptive value of altered states of mind in human evolution.” (s. 319)

Det ændrer potentielt set på selvoplevelsen – “body-mind responsivness”, det gør os måske mere opmærksomme og mindre rundtossede, når først vi har vænnet os til sagen?

Og vi er jo så rigeligt rundtossede i forvejen i den medietombolaverden, vi bebor, er vi ikke, hvor vi bare kan “infinity scrollle” os til mere bevægelsesfravær? Du lyder så bitter, Jesper, gamle mand.

Hvis aber benytter sådanne snurreteknikker og spinning for at lege, er det jo godt nok i sig selv. Men måske er der noget mere på spil? Måske er det netop den farlige leg, der er med til at udvikle deres motorik, deres bevægelsesfærdigheder (skills) og selvtillid?

Måske også selvværdet og selvrespekten og visse andre ting, Morten Aalbæk vist har tegnet en “modelstige” over. Ikke at det skal blandes ind i denne fremstilling. Jeg stod blot og bladrede i Aalbæks bog Ét liv – én tid – ét menneske ude i Bilka, da jeg ikke kunne finde på flere julegaver til familien. Det kunne være interessant at se, om bevægelse og filosofi kunne nærme sig hinanden noget mere. I jagten på det meningsfyldte liv.

Pivskideri skal det være uncool igen?

Psykologer har hævdet, at den farlige leg bevidst indeholder doser af moderate faremomenter for at udvikle evnen til at håndtere fysiske såvel som emotionelle udfordringer. Det er simpelthen en læringsstrategi. Ikke en undgåelsesstrategi.

Så hvorfor er vi gået hen og blevet så bangebuksagtige og har svært ved at forlige os med at klatre i træer (eller hvis ikke tilladt, så på bouldervægge, der jo faktisk er angsttræning one-on-one, på et helt andet fysisk konkret niveau end at gå til psykolog (ikke ment som en kritik af psykologer), og hvor man vokser med hvert eneste problem, man løser), rulle rundt på græsplæner, eller balancere på gelændere – eller bare gå jævnligt i svømmehallen eller på vandreture i de himmerlandske heder? 

Aaargh Jesper, det er der jo også stadigvæk nogle, der gør. Men det er da farligt at balancere på gelændere og havelåger, ikke? Okay så, hvad så med nogle gamle træstammer da?

Al bevægelse skal ikke spændes fast. Der skal ikke nødvendigvis faldunderlag på et rullefald, det kan klares på en blød græsplæne (i begyndelsen). Men det er nok en meget god ide at have en hjelm på, når vi skal lære at svinge med et kosteskaft, inden vi stiler efter at blive Aikidomester eller den ottende samurai. Jeg har banket til mine egne loftslamper mere end en gang – shit happens.

Humlen er, at vi ikke helt kan lodde alvoren i Vesterhavsbølgerne, de sorte løjper i Hemsedal, eller om det er farligt at træde på en taskekrabbe eller at vertikalhoppe på trappetrin i skolegården, hvis vi ikke har nogle erfaringer med sagen. Hvor koster det ikke kassen at sende danskerne på skiferie i Norge. Fordi vi ikke er gearet til det, selvfølgelig, og er lidt for overbegejstret for afterskiing, eller egne fordoms talenter, hvad ved jeg. Og naturligvis er sprunget den forebyggende kludetræning over.

Vi har svært ved at lodde dybden af havets bølger og egen formåen, er såmænd pointen. Det gule flag er hejst. Okay så. Skal vi nappe en is i stedet – eller kan vi selv udvise særlig opmærksomhed?

Fortrolighed og farezoner

Skal vi have fortroligheden genetableret? Eller skal vi udvide farezonen? Vi skal lidt af det hele, tror jeg. Folk har mange forskellige udgangspunkter, mange har ikke rørt sig i årevis, nogle løber marathon. Det er kompliceret, som altid. Og færre har indsigt i disse forhold end som så, er min overbevisning.

Apropos klatring. En bekendt fra klatreklubben måtte en tur på bænken, grundet en akilleseneskade, han pådrog sig til badminton. Der er så meget, vi ikke er herre over. Det kan koste os, og ja, farer kan medføre skade. Det ved mit knæ alt om. Det kan være prisen for ægte engagement. Vi skal måske bare lære, hvilke arenaer, vi træder ind i, på hvilke måder. Mere end at undgå, spille alderskortet osv.

Risici kan skadesforebyggelse næppe ændre på. Det er livets princip.

Men vi kan lære meget af at have en bredere foranket tilgang, der først og fremmest er nærende for væv og krop, som siden kan omsættes i alt muligt. Det kan tage noget af brodden og luge ud i visse uheld og skæbnevalg. Men det kræver en eksponering, der er utopisk for de fleste.

Livet indebærer nu engang risici, og det er vel som det skal være. Det gælder om at kende sin besøgstid, men også om at kende det sprog, bevægelse taler gennem kroppens indretning. Ellers kan vi ende i rum sø og blive vildledt – selv af velmenende sjæle.

Det store bagtæppe – mismatch hypotesen

Frank Forencich er en interessant og lærd frontkæmper i forbindelse med bevægelse, der som Natural Parkour entusiast Rafe Kelley og mange andre, søger at trække på fortidens visdom og “indigenous” kultur. Han redegør for de overordnede teser i mismatch hypotesen ved at sige, at vi må lære at anskue ting i et længere forståelsesperspektiv.

Derfor taler han om “the long body”. På den måde undgår vi at falde for alverdens billige modeløsninger, på noget der ikke længere er så enkelt, men dog er forbavsende klart i et dybere historisk perspektiv.

Han roder op i konsekvenserne af den megen maladaptation, der er sket især igennem det 20. århundrede. Det er nemlig ikke kun ved indførslen af landbruget, at det hele gik galt, som ofte fremhæves. Vi må indse, at vi har indrettet os, så undgåelse og fejltilpasninger skaber epidemier af livsstilssygdomme, “myopia”, men også figurativt snæversyn, hvor alt atomiseres, og vi hakker alt op i discipliner.

Han advokerer for, at vi zoomer mere ud, gentænker vores “habitater” og sociale tilhørsforhold, og forstår os selv i en større sammenhæng. Vores kultur ser på kroppe i isolation, glemmer baggrunden, det er “short body” snæversyn. Vi glemmer, at vi er afhængige af “life support systemer”. Disse er vores habitater og vores “tribe”.

Det er ikke øvelser og ernæring, der holder os i gang alene. Det er tilknytning og forbindelser.

Frank Forencich taler om “the long body som en totalitet”. Et helt organisk livsunderstøttende system, og her er fortidens kulturer en skattekiste af inspiration. Vores moderne samfund passer nemlig ikke rigtigt til vores behov og vores udrustning.

“The long body” er ikke kun en metafor, siger han. Men selv som metafor er den magtfuld. Interdependensen er afgørende. Vi er forbundet med miljø og stamme. Er en syg, er de andre også syge, for vi er afhængige af hinanden. Det mærker vi pludselig, når vi brækker benet, eller springer akillesenen. Så står den på sygedagpenge, problemer med at handle, koordineringsproblemer på arbejdet osv.

Udvidet individ og samfundssolidaritet

“The long body” perspektivet er også videnskabeligt opbakket, påpeger han. Han omtaler “ecopsychology” og spørger – hvor starter “jeg’et” og hvor slutter “jeg’et”?

I størstedelen af menneskehedens historie havde vi et bredere syn på individet. Interdependens. Det var længe før Løgstrup, der jo også er sort of bad ass som solidaritetstænker. Vi er endt i egeninteressens snævre egotrip i stedet, vi kalder det bare individualisme og alt muligt andet. Som nok også må have en berettigelse, siden vi har indrettet samfundet herefter – i så stor en udstrækning. Hvad ved jeg.

Vi benytter ganske enkelt en forkert linse til at se på bevægelse og kroppen. Sundhed er meget mere holistisk. 

Alt er forbundet. Sådan var det før. I dag er afhængighed et spørgsmål om reaktioner på habitater, der er forurenet, ikke velfungerende, forkrøblede relationer osv. Måske var det ikke så smart, at vi trådte “indigenous people” og “indigenous cultures” over tæerne i iveren efter modernisering?”

Han taler ind i en amerikansk kontekst, skal vi lige huske. Men der er jo andre globale skæbner, der er sammenlignelige, australske osv. Vi kunne have lært noget om omsorg og sammenhold. Reservatet var det, vi gav nogle af dem, nu er vi selv fanget i egne “selvskabte” kriser.

Vi har glemt tribalismens positive sider, der ikke skal forveksles med tidens identitetskampe, som også har sine berettigede elementer, men det er nu det artsmæsige, han taler om. Forencich taler om, at hjernen er social, et socialt organ, for vi er jo helt ude i tovene og kan ikke fungere, når vi isolationsfængsles. Det er tortur at være helt alene. Hvis tingene sættes på spidsen.

Når du danser i en gruppe, er din resiliens højere. Din smertetærskel er højere, viser forskning i synkron versus asynkron dans, omtaler han. Forencich kommer også omkring social status. Summa summarum. Det betyder noget ikke at være på randen. En springer på randen, er altid på spanden, som vi sagde i skakklubben, da jeg var dreng. 

Det er et mismatch, at vi indretter et massesamfund, hvor vi ikke bringes sammen i en fælles identitet, men skal have hver vores egen. Vi er ikke holistiske, fordi vi tror, vi har “mind body and spirit med” (det var vist new age bølgen, der fik en kommentar med på vejen?). Det biopsykosociale var en forbedring, der gav mere holisme, hævder Forencich, men vi mangler landområder, tribe(stamme) og forfædre. Og det er derfor den palæo- og aboriginale model, han plæderer – inspiratorisk – for.

Start med at åbne øjnene

Konkret starter det med at ringe på hos naboen, gå ud i naturen og blive bekendt med miljøet omkring os, osv., hvilket vi har hørt før. 

Vi er hinandens lunger, ilt er til alles indåndelse. Men vi kan ikke håndtere for store folkmængder. Det var det, Robin Dunbar var inde på, omtaler Forencich. Og vi er faktisk endt med at være blevet xenofober, sådan lidt malet med bred pensel. Men han har ikke løsningen på det. Det er “uncharted territory”. Øv altså. Troede lige, jeg havde fundet vores redningsmand.

Nogen flytter til Møn, eller en svensk ødegård. Andre bruger bevægelse til at tænde for kontakten og “holismen” og dulme overstimuleringen eller stimuleres oftere på en anden måde, som naturen er garant for. Andre, fremgår det i oplægget, leger med “overgangsriter”, der er fysiske manifestationer, som viser, at man bevæger sig gennem livet fra en fase til en anden. Det kunne antyde en klar passage og en “rød tråd”. Udvikling og sammenhæng.

En samlet model er ikke på tegnebrættet, sorry to say. Men vi lærer også lidt om at være introvert. Det har også evolutionære rødder, ditto med diversitet. Interessant.

Et dynamit konferenceoplæg fra Mr Forencich, selvom det har nogle år på bagen. 

Afslutningsvis nævnes, at “mis-match” måske ikke kun er noget, vi skal “fikse”, men også noget, der fører til mere kreativitet. Vi er med andre ord midt i en vild og uforudsigelig evolution, på godt og ondt. Det antænder også håb, engagement og vilde ideer, at vi ikke længere lever som i fortiden. Og hvad vi tilpasser os til i fremtiden, er et åbent spørgsmål. Ovennævnte skærmsnak kunne passende inddrages her. 

Vi skal altså ikke undgå fremtiden ved at flygte til fortiden. Men fortidens “holismetænkning” kan måske agere rollemodel og “hulelignelse” for nogle af fremtidens ideer, i nystrøgede gevandter eller helt originale kombinationer? Vi behøver ikke kunne Platon til fingerspidserne.

Keep it open people, drop det med bomberne. Vi er vores egen fremdrift. Lad os fare forsigtigt, men være dristige samtidig.

Fik vi det forpligtende fællesskab hægtet af?

Forencich sætter gang i snakken om det fælles tilhørsforhorhold. Dette perspektiv kan muligvis forklare noget om undgåelse, tror jeg. Vi er nemlig blevet splittet op fra vores naturlige tilhørsforhold. Vi bor ikke i en stammelandsby, hvor alle plejer daglig omgang med hinanden og slår på tromme om aftenen ved et fælles bål. Med eller uden maling på kinderne.

Vi undgår vores naboer, kender dem måske slet ikke osv. Du kender devisen. Hver sin Netflix og havetrampolin. Alt for at undgå kasserposten i idrætsforeningen. Og nej, sådan er det ikke alle steder.

Fællesskabet er svært at pleje, når vi kan undgå det gennem så mange elegante remoteløsninger, der ikke forpligter – og så er det også bøvlet, når alle vil have ret på én gang. Derfor undgår mange måske de fælles muligheder. Der følger for meget fnidder og fnadder med og utak er verdens løn. 

Som jeg viser i indlægget legens evolutionære dynamik er der, helt usædvanligt forenkelt sagt, sket det, at vi op igennem historien har adskilt bevægelse fra leg, kunst, arbejde osv. De fleste har ikke bevægelse som en del af deres overlevelsesgrundlag. Og det er de sikkert ganske godt tilfredse med. Så fedt er det heller ikke at tygge i rødder og knoglemarv efter at rovdyrene har ædt antilopens saftige kød.

Det er en central pointe, tror jeg. Det gør dog, at det er svært at leve op til de fysiologiske og tildels sociale behov. Behov, der i stedet ofte søges erstattet gennem moderne krumspringsudgaver af yoga, fitness og crossfit koncepter, som meget handler om at undgå stress, stivhed, opnå vægttab og pleje muskulær forfængelighed i form af æstetiske idealer og forsøg på at reparere på kapacitet gennem intensiv træning. 

Og nej, jeg har intet imod disse aktiviteter som sådan, har praktiseret dem selv. Det er dog reparationsløsinger, der undviger kernetematikken. Men det er der så mange ting, der gør.

Degeneration eller super humans i selvskabte reservater?

Mismatch hypotesen kan være mere eller mindre omstridt, men der er tegn på, at vi som samfund betragtet degenererer på visse punkter, som jeg har skrevet lidt om i indlægget Hvorfor skal vi bevæge os mere? – og som flere videoer i nærværende indlæg også adresserer.

Jeg taler naturligvis ikke om alle, der er også super humans i denne verden, Tænk bare på artister og atleter, der kan udføre de mest utrolige ting i både cirkusmaneger og på gymnastikgulvet til OL. Og der er mange specialister, der er “bad ass” til alt det, de nu kan, fra Vingegaard til fodboldspillere i Werder Bremen. Dyb respekt for det.

Men når vi fører de mange “stjerneatleter” lidt udenfor deres vante habitat, ser vi graverende mangler i selv grundlæggende bevægelsesmønstre, gør vi ikke? Det er den arv, vi har med os, på godt og ondt.

Forestil dig at flytte en Tai Chi mester op på en slackline (en line man kan balancere på). Dette vil med det samme afsløre, hvad vedkommende kan uden for sit eget vante domæne, selvom vedkommende ser umenneskelig cool ud der med de svævende langsomme bevægelser og den fashionable eksotiske klædedragt, der så smukt pryder fjernøstlige praktikere.

Føromtalte Forencich bruger selv fortidige bevægelser i sin tilgang til bevægelse, ancestral movements. Udover en masse andet. Bevægelse kan godt pege bagud i tid.

Bevægelse fra fortiden kan hjælpe os med at minde os selv om en mere organisk måde at leve på, vores rødder og vores omgang med os selv i verden. Det sker ikke på samme måde på en stair master, er min fornemmelse. Men den kan også tjene et formål, ikke desto mindre. Men der er noget “Lost in Translation” over ikke at være nærværende med vores praksisser, fordi de ikke berører noget dybere inde i os. Forskellige praksiser vækker forskellige ting i os.

No connection er nok det, der er især er på spil, når vi bare ser bevægelse som en nødvendig pligt, der ikke har andre formål end vedligeholdelse af visse livsfunktioner og organismen. Eventuelt garneret med en masse moderne sportsvidenskab, som hæver præstationsoverlæggeren.

Hvordan kan vi derimod anskue bevægelse i fundamental forstand?

Bevægelse – medicin eller næring?

Hardcore ekspert i biomekanik og dens slags, Katy Bowman, er også god for en spidsformulering. Bevægelse er ikke terapi, det er næring, hævder hun. Bevægelse kan uden at drage for drastiske sammenligninger og rigide postuleringer sidestilles bedre med ernæring. At se på bevægelse som næring, er der flere læremestre, der også gør. Og det er forbavsende fornuftigt, efter min mening.

For hvem kan undgå næring? Vi skal vel alle sammen have noget at leve og næres af? Men ikke kun vingummi og saltlakridser, vel. Det vækker en naturlig forståelse for variationens betydning. Uden at vi behøver vide alverden. Undgå derfor i første omgang at gøre det samme – som i kun det samme – hvilket ikke er helt det samme. Præferencer OK, men ikke ride for længe på en enkelt kæphest. Glad for svømning, helt fint. Man glem ikke din balance, gåture og at cykle i ny og næ også osv. osv.

Bowman er en glimrende formidler, efter min opfattelse. Her koger hun “nutritious movement” ned til essensen. Ikke så mange dikkedarer. 

For det gælder jo som bekendt om at spise varieret, ifølge de officielle kostråd. Og det er sådan set det, der overlapper i forhold til bevægelse. Tilpas varieret. Ingen behøver tage dine interesser fra dig. 

Bevægelse er ikke det samme som øvelser og “exercises”

Katy Bowman skelner også mellem fysisk aktivitet og “exercise”, hvilket jeg også runder i mere praktisk øjemed på siden Mikropauser, der illustrerer, hvor vigtigt dette er. Ikke mindst i det daglige energiregnskab, med fænomenet NEAT.

Dog er Bowman tilpas ærlig til at påpege en detalje, der ikke altid skinner ignnem i de mange “råbekor”, som forsøger at forsikre os om netop deres metodes velsignelser. Hendes udgangspunkt er, hvad den detalje angår, krystalklar.

Alt er omvendt ingeniørkunst.

Læs venligst den sætning en snes gange, inden du kommer for skade at hævde, at netop din opskrift er sandheden, og at alle skal følge dig.

Alt, hvad vi laver, er reparationer, lappeløsninger og “reversed engineering”, da vi ikke har den præcise  “oprindelige opskrift” på, hvordan vi genetisk bevægede os i den fjerne fortid. Nutidens jæger/samler-folk er måske det tætteste, vi kommer. MovNat og mange andre bevægelsesaktører prøver som bekendt at rede nogle troværdige tråde ud og trække linjer tilbage. MovNats tilgang, eksempelvis med inspiration i “Methode Naturelle”, udgør et vægtigt bidrag, uden tvivl. 

Vi er i en vis forstand “lost in translation”. Hvilket vi lige har lært også er en mulighed, ikke nødvendigvis en forbandelse. Bare mindre nærende for sjæl og legeme, måske. 

Den evolutionære usikkerhed eller kompleksitet, trods den foreliggende viden om primære bevægelsesmønstre osv., giver grobund for alverdens muldvarpeskud, fejlskud og tvivlsomme innovationer, men også mere fantastisk evolutionært vanvid og udtryk samt tilnærmende fortolkninger. Noget sætter dybere spor i vores DNA, hvilket er en anden pointe, Katy Bowman fremfører i bogen Move Your DNA. Dvs. kroppen har genetiske behov, som ikke bare indfris ved tilfældig bevægelse. Men forudsætter en tilpas næringsrig bevægelsesdiæt.

Bevægelse er i bevægelse – men til hvilken pris?

Bevægelse er i bevægelse. Det er noget af det smukke ved det, som måske træder lidt i baggrunden i benovelsen over de nye (skoforbedrede) rekorder i marathonløb og nynavngivne amerikanske saltomortaler og hvad ved jeg.

Kan en del af miseren handle om, at vi ikke kun skal gentænke, men ligefrem aflære visse tendenser og øvelser, vi har lært i øst og vest, og genopdage, at noget af magien allerede er inde i os? Selvom vi skal holde discipliner og kulturelle frembringelser i live samtidig og dyrke deres rødder ditto og drive dem til nye højder. Hvem sagde folkedans? Ikke så sært at vi kan undgå bevægelse, når ikke vi ved, hvad der gavner os, eller snarere hvordan? Det stritter i mange retninger det her. 

Men behøver vi eksempelvis at have så travlt med ekstremsporten, at det nu gælder om at slå rekorder indenfor alpinisme i at nå tinderne. Nydelsen og den hævdvundne “ultimative frihedsfølelse” kunne jo ryge midt i konkurrencepresset og medieræset, der samtidig kan være en del af sponsortematikken. Eller livet selv kunne jo ryge, lige ud i intetheden. Nogle trækker passionskortet for langt, betaler den højeste pris og dratter ned fra Himalaya, eller andre bjergsider. Tinderne har mange ofre. Blandt andet denne fantastiske klatrer Ueli Steck:

Nogle søger det sublime, den ultimative frihed og kan ikke undgå sponsor- og medieopmærksomheden i denne bestræbelse. Visse klatrere vil allerhelst have, at de ikke filmes under solo klatring, dvs. klatring uden sikkerhedsudstyr og reb. Det rokker måske ved autenticiteten eller kan “jinxe” turen. Eller er det også staffage?

En fyr som Marc-André Leclerc forekom f.eks. at være en ener, som har tryllebundet manges hjerter. Desværre måtte også han lide livet under tragiske klatreomstændigheder.

Andre skal lære at rejse sig fra sofaen. Undgåelse har flere poler og mellemværender med os.

Mens nogen undgår bevægelse, af frygt for at forværre deres tilstand, undgår andre, at andre iagttager, at de sætter livet på spil. Samtidig er der efterhånden kø på toppen af Mount Everest. Der må hele tiden være nye tinder, så nogle undgår almindelighedens identifikation og det uspektakulære.

I historiens lys vælger vi forskellige strategier. Spørgsmålet er måske, hvilke historier vi skriver os ind i. Hvor kom vi fra, og hvor er vi på vej hen? Dette er i højere grad en fælles historie, vi alle kan have gavn af ikke at undgå.

Hvorfor er det så bøvlet at få befolkningen til at bevæge sig?

Det danske sundhedsvæsen lader, efter medieomtale at dømme, til at være udfordret til bristepunktet, og mange kæmper for deres ret til behandling, rettidighed og alt det andet, vi kan høre om i pressen.

Hvem kæmper under disse vilkår for at få lov til at bevæge sig mere og behandle sig mindre?

Hvor finder vi disse råbekor midt i skriverierne om “behandlingsgarantier”, kræftskandaler og lignende, der naturligvis er presserende og alvorlige emner, som kalder på politisk såvel som sundshedfaglig stillingtagen og handling. Jeg respekterer fuldt ud alvorlige og akutte behandlingskrævende behov.

Men hvem konkurrerer i mere daglig forstand om at gå til livsvedvarende sundhedspraksis med massage eller andre beslægtede tilgange, som har velværet for øje i bred og subtil forstand – og evt. efter eget ønske med lidt forsigtig mesterlære on the side? Fra indledende kalibrerende kropskontakt, over prioprioceptiv differentieret selvkontakt, til indlæring af vaner og kærlighed til anstrengelse og kreative bevægelsesstrategier. Næppe så mange, som kunne være ønsket.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænker, at det i et eller andet omfang skyldes uvidenhed. Eller bedrevidenhed. Eller andre livsværdier. Eller blot mangel på rettidig omhu og eftertanke, trods vid og fornuftsbetonet livsstil i øvrigt. Det kan være svært at sætte sig ind i andres indre dispositioner, men et brækket ben kan ses på afstand. De fleste har også bare så rasende travlt. Og i øvrigt koster det jo penge.

Sur pligt eller kreativ omgang med nødvendigheden

Hvis rettighedstænkingen får for meget vind i sejlene, er der måske en pligtvind, der ikke har vind i sejlene. Den kendte socialrådgiver Hanne Reintoft må have gjort sig fortjent til sin Cavlingpris for DR’s sociale brevkasse “Hvad er min ret og hvad er min pligt“. Hun kæmpede for noget, ikke mindst de svageste.

Spørgsmålet er vel også til dels om forpligtelsen. “Ultra posse nemo obligatur”, af latin, som betyder noget i retning af, at ingen er forpligtet udover sin evne.

Vi har måske godt af at genoverveje, hvorvidt vi kan minimere undgåelse af forebyggelsens forrang, uden løftede fingre og moralske opstød. Andre veje til byernes by Rom, eller hvorhen vi søger at stile? 

Lad os starte debatten om, hvordan vi ændrer vores måde at anskue bevægelse på. 

At fremskrive sundhedsvanviddet kan være yderst øjeåbnende og evt. hjælpe os med at spare absurd mange milliader samtidigt, men det lyder i mine ører mere værdifuldt i det hele taget at opskrive bevægelse. Uden at det skal reduceres til forskningsformidling, blåtstemples eller legitimeres i øst og vest. Det er ikke receptpligtigt at bevæge sig, det er et livsvilkår. Og ja, det kan give bagslag. Vi skal have gjort det mere appetitligt at bevæge sig. Mere tilgængeligt.

Hvad venter vi på? Undgår vi, at ånden er med i måden, vi bevæger os på, eller i bogstaveligste forstand hjernen for den sags skyld? Hvad er der i vejen med at øge kreativiteten?

Er det “long” eller “short body tænkning”, der skal bedrives på Christiansborg, hos det enkelte menneske samt i alverdens fællesskaber?

Hvad er “avoidance behaviour”?

Først og fremmest er undgåelse noget negativt klingende, der kan føre flere genvordigheder med sig. Men det er også forståeligt i lyset af mange ting og udgangspunkter.

Et yderst kort internet vue over hvad det vil sige at undgå og så fluks til de mere kringlede aflejringer bagefter.

Det konstateres hurtigt, at vi til dels er ude i psykologiske og psykiatriske farvande her. Der kan tales om “disorders in personality”, fobier, intimitetsfrygt, social angst, konfliktskyhed og alt muligt andet, og jeg nøjes med at henvise til Wikipedia, der også lister diverse subkategorier, som et beskedent eksempel.

Det forekommer måske i nogens optik meget klassificerende og knap så inkluderende, men handler sjovt nok meget specifikt om, hvad man undgår og er bange for og hypersenstiv over m.m. Men ikke så meget om bevægelse som modtræk. Ikke at det er et krav eller en direkte opfordring.

Jeg må hellere overlade til sagkundskaben at udredde dette, da jeg ikke ønsker at træde nogle professioner over tæerne. Men minder om, at der altid kan “opfindes/lokaliseres/diagnosticeres” en ny variant af afvigelse eller undgåelse. Svend Brinkmann har som bekendt selv som psykologiprofessor lagt sig kritisk ud med eksempelvis diagnosers “himmelflugt”, fundering eller berettigelse i visse henseender, mere forbeholdent udtrykt.

“Avoidant personality disorders”, såvel som de “hyperaktive diagnoser”, dem med “A…”, kan de være eller rumme visse naturlige træk i en unaturlig verden? Eller være et partielt udtryk for, at vi har glemt “long body” tilkoblingen? The long tail – the true missing link?

Eller er de blot delbrikker i et større puslespil, der mestendels er moderne og tidstypisk?

Igen, det må vi lade fagfolk, med indsigt i sagerne, drøfte nærmere. Jeg spekulerer kun. Og jeg mener også, det er værd at tage stilling til på individniveau. Uden tilpasning gror vi til. Det kan vi næppe undgå.

Jeg tænker – i forlængelse af Forencichs oplæg – at det hele hænger sammen. Og just helheden er det værd at holde os for øje. En god kikkert kan zoome ind og ud. Derfor også det skarpe blik i bakspejlet, jeg plæderer for. 

Undgåelsesadfærdens kringelkroge

Emnet er gigantisk, og jeg kradser på alle måder kun i lakken nu. Den menneskelige adfærd er en uransagelig og utaknemmlig nød at knække, så er det sagt. Jeg ville skulle omkring alt for meget. Og det er allerede blevet for langt. Undskyld.

Men lidt luftige spekulationer vil jeg da gerne lufte, og håber ikke, det er for overfladisk. En antydning er nogle gange nemmere at smage videre på i egne tankerum. 

Nogle gange er vi under indflydelse af alkohol, er letsindige til mode, påvirket af smertestillende medicin, syge i gerningsøjeblikket, ilde til pas, overtrætte, overbebyrdede, har en hjertedefakt, lige mistet et nært familiemedlem etc. Hvem skal dømme, om vores adfærd altid er udtryk for ondsindethed, dumhed eller mindrebemidlethed i sårbare situationer?

Men i det levede liv kan det være sværere at dække sig ind under en “ommer”, eller en “misser”. Overvægt kommer eksempelvis ikke af et enkelt sønderjysk kaffebord. Der skal flere syndere på banen. 

Overvægt er faktisk et overvældende globalt problem, der betyder, at over en milliard mennesker på verdensplan i 2022 levede med svær overvægt. En vurdering, verdenssundhedsorganisationen WHO sammen med ca. 1500 forskere er nået frem til i et nyt globalt studie. Studiet er udgivet i det medicinske tidsskrift The Lancet.

På samme måde med bevægelse. Har du undgået bevægelse i årevis, uden at have tænkt så meget over det, var det måske på tide. Ikke en letsindig eller ureflekteret forglemmelse, men en manglende livsvane, der kunne tjene til at undgå sygdom og førhen var helt uundgåelig. Men som i dag kan overses i den øvrige livsstrøm. 

Det er faktisk ret enkelt. At huske det, der er glemt i forbifarten, når evolutionen kuppes af teknologien, eller hvad det nu er, der er skurken i det her. Problemet er bare, at vi let kommer til at moralisere og gå i retfærdiggørelsesmode frem for handlingsmode. 

Der er så mange, der kæmper om fortolkningsretten til sundhedsanliggender, at konfliktoptrapningen er helt evident og uundgåelig. Overvægt er jo f.eks. også et kompliceret fænomen.

Lad os tale os til rette

Er vi nået til, at vi først skal have repeteret “den ikke voldelige kommunikation”, som Marshall Rosenberg jo skrev en kendt bog om? Måske det kunne have en berettigelse visse steder.

Der er som bekendt altid en vej eller flere frem. I alt fald for optimisten. Også selv om mange måske føler, de engang imellem skal bruge store ord og fagter for at “få mere line” eller ret i livet.

Her er en temmelig krævende figur, jeg altid har haft et svagt punkt for, kommanderende og insisterende, som gav kamp til stregen i bogstaveligste forstand:

At gøre mere brug af indfølelsen, førend vi trykker på aftrækkeren. Det var måske en vej frem. Det med kommunikationen kan være en sikker vej til, at vi undgår hinanden, det har jeg selv måttet lære og jeg står stadigvæk i lære i dialogenens tjeneste. Dialogen er måske endda truet i den sociale mediekultur, vi befinder os i. Det skriver David Bohm netop om i bogen Om Dialog. Hvor vi nemt kommer til at tale til hinanden, om hinanden og så videre. Her bliver dialogen erstattet af en konkurrerende kommunikationskakofoni. 

Men måske lytter vi knapt så meget. Og kan vi ikke lytte til hinanden, kan vi da lytte til os selv og vores egne behov? Men også undgå den fælles forståelse og dybere indsigt i tingene.

Tilfældet massage

Mange undgår måske også mere bløde berøringsformer som eksempelvis velværemassage. Ido Portal kalder ligefrem fjermassage for brutal af grunde, der kan være ret så tragiske, dunkle eller gedulgte. Tilfælde som muligvis omskrives og undertiden (men bestemt ikke altid) fremlægges i “klare arbejdsbetingede og hverdagsligt legitimt proklamerbare behandlingskrævende” og “resultatorienterede myoselindrende henvendelser” i stedet? Med andre ord, og på forståeligt dansk, forhold vi skammer os over.

Velsagtens også grundet mange fordomsfulde forbehold, som passer godt i tidens krænkelsestematikker, i nogle skeptiske tilfælde. Og som desværre også har noget på sig i nogle tilfælde.

Besynderligt som vi undgår alle vegne, selvom om Covid fik snakken på gled om hudsulten og den manglende krammer. At sige ja til fremmed omsorg og professionel berøring – er det mere skamfuldt end at “forurene” verden i foragt, misundelse og jalousiens skævvridninger, eller hvordan knægtede behov nu kommer til live? Berøring er et menneskeligt behov. Stå ved det. 

Og jeg vil samtidig gerne understrege, at den ene massageform ikke udelukker den anden, er finere end den anden osv. Men spørgsmålet er, hvilke behov, hvilke massagetyper dækker. Her tror jeg, vi er lidt forvirrede, da det griber ind i fysiologi, psykologi, følelser, anatomi, sociale forventninger og alt muligt andet.

Også her kunne dialog passende være givet godt ud, ærlig forventningsafstemning.

Nogen tror for eksempel stadigvæk, at en velværemassage kun er en luksus. Eller kan reduceres hertil. 

Spørgsmålet om proprioception og andre aldeles legitime berøringskvaliteter går hen over hovedet på flere, er min fornemmelse? Jeg er også indforstået med, at vi alle har grænser, der skal respekteres, og ikke bryder os om alle (personers eller køns) tilgange til personlig velvære, selvkontakt og udvikling, som om muligt er endnu mere oversete faktorer ved massage. Klient- og behandlerrelationen er meget afgørende.

Det er også et minefelt, der kan få mange til at undgå. Og hvad med “de rigtige mænd”, dyrker de masage?

Der er nok at tage fat på. Undgåelser er alle vegne.

På vej mod konstruktive heuristiske falderebsfagter

Men men men, jeg prøver nu på god heuristisk vis at udlede nogle fikspunkter, der kan belyse undgåelsestematikken. Så flere kan undgå at undgå bevægelse og bredere livspraksis. Da jeg jo ikke kan have alt det andet, vi undgår med også. De andre kringelkroge. Sex, ensomhed, rudekuverter og runde fødselsdage.

Her følger om ganske kort således mine egne toldfrie tanker om, hvorfor vi undgår bevægelse, til dels også behandling, men først endnu en afstikker til smertebegrebets status. Det lader til at være fortabt i transithallen, eller også er det bare den store elefant i mange smykkebutikker, der ikke ligefrem bevæger sig videre elegant. Underforstået, er behæftet med skamfuldhed, udover uvidenhed, og kan få os til at tale om fordums vigør og frygt for fremtidig ditto.

Og smerte må siges at være helt centralt, nærmest første parket-agtigt for manges vedkommende. Da vi undgår bevægelse uden at forstå, hvorfor det er knap så “long body bæredygtigt” og indlysende i vores “short body” iver efter de korte løsninger. Desperation eller ej.

Det er faktisk derfor, jeg indleder med at omtale, at massagebehandling kan være en vej ind i mere livsudfoldelse. Især hvis den følges kompetent op af andre greb, herunder bevægelse og kropspraksis.

Smerte – det oplagte benspænd

Undgåelse er meget forbundet med smerte, det kan enhver erfare. Smerte og beskyttelsesresponser og undgåelse er vævet sammen. Det ved de fleste godt. Vi trækker os, er bekymret overfor en smerte, vi ikke helt kan lodde dybden af. Det ukendte er potentielt urovækkende. Men hvor urovækkende?

Vi undgår jo ofte selv simple bevægelser, fordi vi har smerter, og fordi vi tror, at kroppen nok har bedre af at blive beskyttet mod yderligere smerte osv. En fysioterapeut, jeg kender, skrev at jeg skulle danne mig noget mere i smerte, da jeg fik en knæskade. Men hvad er det egentlig, jeg skal være opmærksom på, så jeg undgår både forværring og undgåelse i bredere forstand, som i at ende i den bevægelsesfælde, jeg ofte omtaler?

Er det altid klart, hvis smerte også er et “skørt fænomen“, hvis ætiologi ikke altid kan kortlægges, og hvor hjernen kan sende os på vildspor i kraft af overbeskyttelse?

Smerte er notorisk vanskelig at forklare. Den er volatil og svigefuld. Der er biopsykosociale dynamikker, og andre forhold, der gør, at det er et meget “rejsende fænomen”. Smerter kommer og går og genopstår med variabel styrke osv. Triggerpunktrelateret smerte måske især, som eksempel.

Hvis ikke vi har en klar forbindelse til akutte skader eller kronisk, eller gentaget overbelastning, som kan have en anatomisk strukturel årsag eksempelvis, kan det nemt tænkes, at vi er på vej ud på en knoldet brakmark. 

Det skyldes, at smerte eksempelvis:

• kan opleves i andre lokationer end der, hvor en vævsskade er optrådt

• smerter er influeret af mange andre variabler end vævsskade

• smerte kan være forårsaget primært af øget sensitivitet overfor smerte 

Apropos sensitivitet og overfølsomhed kan det tænkes, at der er en kobling mellem manglende eksponering for ydre stimuli i miljøet, fra mere “hårde kanter”, flader, genstande, planter osv?

Det spekulerer Todd Hargrove over i denne artikel, hvor hans pointe er, at vores immunforsvar måske er understimuleret af patogene stimuli, da vi har så megen fokus på at gøre livet sterilt. Hvem sagde Covid 19?

Da jeg var knægt, skulle jeg stå i mudder til halsen, jeg skulle være beskidt og have nogle knubs, og op hesten igen, hvis jeg fik nogle skrammer. Det gjorde jeg tit, for jeg gik på en byggelegeplads efter skoletid. Min mor skulle have kamp til stregen med vaskemaskinen. Sådan mindes jeg min barndom. Er det sådan i dag? Ikke hvis det, jeg skriver i legeindlæggene, står til troende. Eller ikke kun i hvert fald.

Og der er utvivlsomt mere at sige om smerte i den sammenhæng. Jeg runder blot begrebet, da det om noget kan lede til undgåelse, uden at vi lægger mærke til, hvor meget mere undgåelse, vores uvidenhed om smerter kan puste til ilden, eller at smerter kan være forbundet med undgåelse(sforvirring) i første omgang. 

Selv den fysiske anstrengelse kan være under mistanke for at være (for) smertefuld. Doseringsspørgsmålet i styrketræning er her afsindigt vigtigt. “Progression”, “progressivt load” og “belastningshåndtering” og hvad det nu kaldes. Men det er adaptationen til stimulus også, at erfare at en forandring kan indebære et “vist ubehag” eller muskulært og vævsmæssig tilvænning, der indbefatter kropslige gener.

Og at det kan være aldeles OK.

Bevægelse kan lære os nyt om os selv

Hvor mange i sårbare situationer tænker omvendt, at styrketræning lige præcis er en yderst konkret måde at vokse med selvtilliden på, da man konkret kan opleve fremgang og at kunne løse konkrete udfordringer? Eller at udfordre sin angst på en klatrevæg i boulderklubben? Hvilket ikke er det samme som, at du skal “fyre din psykolog”. Det er muligt at danse med flere til et godt afdansningsbal.

Man kan godt “date to healere på samme tid”, hvor en klatrevæg kan noget andet, idet kroppen erfarer eksponeringen og problemløsningen som psykisk udviklende på klods hold. Som i hvert trin på hvert greb på væggen. Altså progression igen. Og udfordring i valg af greb på væggen. Super konkret.

Vi er medskabere af alverdens undgåelser, det er, hvad jeg har forsøgt at ridse op. Og konsekvenser der leder til mere undgåelse. Vi er fejlbarelige skabninger. Og det kan være fornuftigt at forstå det dybere, end at vrænge af det pr. rygmarvsrefleks. Eller at favorisere kropsterapeutiske tilgange over psykologiske osv. osv. – afhængigt af tidsånd, tendenser og interesser.

Vi er mange væsner, der derfor i flere sammenhænge kunne nyde gavn af at lære at studere vores egen adfærd. Blive mere nysgerrige, eksplorative, og knap så nøjeregnende, skråsikre og afvisende. Knap så arme-over-kors-agtige – ikke mindst når det kommer til bevægelse.

Probat råd til de rådvilde. Bliv hverdagsantropologer igen. Studér dit eget habitat og hvad du har gang i. Du kan måske opdage nye sider af dig selv, der kan fravriste dig visse undgåelser.

Nu til nogle heuristikker.

Undgåelse og praktisk adfærd – heuristisk heureka

Tiden er inde til opsummering og afrunding. Af konstruktiv og handlingsrettet karakter. Mit ærinde er præventivt, at hjælpe mig selv og mine medmennesker, at blive klogere på bevægelse og de mange socialpsykologiske, neurologiske og adfærdsmæsige forviklinger – mere end at have ret i detaljer. Jeg er også på linje med tidligere medstuderende blevet kækt beskyldt for at være en “halvstuderet humaniorarøver” af gesandter fra de højere konsulenthuse. Og humaniora er noget, vi har skullet undgå i mange år, hvis vi vil “frem i verden”, har en uopslidelig kritik lydt fra mange kanter.

Og nu til heuristikkernes udfoldelse. Det følgende er i den ånd mine egne spekulationer og erfaringsbaserede oplevelser med klienter og egne bevægelsesstudier, som har ledt mig til følgende overvejelser. I ydmyg erkendelse af, at erfaringer kan være et taknemmeligt ord, der ikke nødvendigvis har den rækkevidde, de udgiver sig for. 

Jeg benytter til nød undertiden det futile og abstrakte “vi”, der ikke eksisterer i virkeligheden og er indforstået med, at evidensforskningen kan være rygende uenige med sådanne betragtninger.

Tilladt er det dog at tænke frit, så ansvaret er på dig, kære læser, som altid at lodde dybden af mine ord:

• Uvidenhed. Vi undgår, fordi vi ikke ved, hvad vi er oppe imod. “Alt nyt er farligt”, er ikke helt der, jeg vil hen. Om end evolutionsbiologer og psykologer måske kan sige mere om den sag. Vi er nok især skabt til at beskytte os selv, og tryghed er ret dybt funderet i os. Men vi udviklede os, da vi vovede os ud på savannen. Der er også noget med begær og had, men vi kan ikke rumme mere nu, Jesper. Men det er en stærk triangel, der spolerer ikke så lidt. Så fik jeg det sagt
• Forværrelsesundgåelsens psykologi. “Better safe than sorry”, som de siger på film. Tja, men hos en coach som Tony Robbins ligger trygheden, iøvrigt også hos Maslow og sikkert mange andre med indsigt i den slags behovsteoretiseren, ret så langt nede i hierarkiet – ikke at det udelukkende er et hierarkisk anliggende. Tryghed kan dog være en svigefuld havn at kaste anker i, for der er flere lag i livspyramiden. Vi kan mure os selv inde i tryghed. Jeg har endda været i gang med en roman, der hedder Muren, som handler om en, der bygger rundt om sit parcelhus, så han kan “slippe for de andres virkelighed”. Præcis som det hedder i 80’ernes boheme af Sebastian…”fri for andres virkelighed” 
• Motivationsforsnævring. “Jeg er til noget mere socialt, jeg kan kun se mig selv spille håndbold”. Helt i tråd med evolutionære og fortidige stammeprincipper. Keep it up, men lad være med at tro, at man ikke kan bevæge sig på egen hånd også. Soloklatrere er i flow på The Dawn Wall, lige indtil de dratter ned i hvert fald. Det ene udelukker ikke det andet. Der er dog ting, man kun kan på egen hånd og vice versa med sociale bevægelser – og det er særligt værd at blive klogere på, men ikke altid lige nemt at udforske – nogle gange mangler der legekammerater. Kan din kone ikke spille skak, er du nødt til at ringe på hos naboen eller melde dig under andre skakfaner. Eller spille mod en computer eller andre online selvfølgelig… Meeen det er nu noget andet at se sin modstander svede live over et stærkt træk på brættet. Især i lynskak. Selvom Bobby Fischer havde svært ved at indfinde sig på taburetten til tider. Han var jo ret så konspiratorisk
• Det normale har fået noget nær status af ekstremisme. Før var x normalt, i dag er det normale under anklage for at være ekstremt. I fremtiden skal vi måske forklare folk, der ikke dyrker sport eller har bevægelse som del af deres tilværelse, at gåture er en integreret del af livet, mere end en fritvalgsordning. Svømmehallerne mister besøgende, og et armsving er noget, man gjorde dengang man gik i gymnasiet, altså en datidsaktivitet. Vi tænker slet ikke over, hvor mange bevægelser, der er helt fundamentale, som vi udrydder eller kaster på glemslens mødding på linje med truede plantearter og andre forglemmelser. Hvornår har du sidst trænet dine langhop på græsplænen – fra “sten til sten”, eller siddet på hug? Går du i bare tæer eller gør det for avs?
• At undgå kan danne mode, men næppe modenhed. Mode også som i modkultur. Det er måske til dels en kraniel og hormomalt betinget fase hos visse unge mennesker, der er gået i teenage sumpe mode, under ombygningen til frontallapper og andre sager er mere modnet, men langt fra udelukkende. Opgivelse som fænomen er her også værd at se nærmere på, i en hastigt udskiftende verden, hvor ting får et skud i bøssen, og videre til næste fejltrin. Her kunne føromtalte ritualer og overgangsriter måske være værd at se nærmere på. Anders Fogh Jensen opererer med filosofisk konfirmation eller nonfirmation som moderne nyskabende alternativ til kirkelig konfimation. Men der må være andre bud også, ikke mindst inden for bevægelse. Ikke at det ikke er et interessant bud. Er det bare U10-U12-U14 osv., vi har i denne verden? Hvad med at finde på nogle andre rubriceringer folkens, end de der forkætrede årgangsdiskremineringer og forvirring. Alder er jo så meget, forstås. Biologisk, kronologisk og træningsmæssigt. Og at samle årgange er næppe det nemmeste nu til dags. Hvad med at gå lidt på tværs af generationerne, frem for det der med “os mod boomerne” eller hvad det nu hedder. Vi kan lære af hinanden
• Udfordringsundgåelse. Nogle udelukkes eller udelukker sig selv fra udfordringer, det kan jo give bagslag og ridser i lakken på både negle og psyke. Det risikable kan gå galt – ja. Derfor er progression og tilvænning en del af det med ritualerne, så vi ved, at vi er steget i graderne, eller hvad vi kunne klare i går. Det har man regnet ud i megen konkurrenceidræt, men hvad med bevægelse, der ikke er kompetitiv, men blot livsunderstøtttende? Hvad skal vi undgå at undgå her? Vi skal i hvert fald lidt ud i den gule zone, eller den nærmeste læringszone, eller hvad det nu hedder. Byg bevægelse op omkring udfordringer og problemløsning, ikke kun tal og mål og pokaler
• Forsikringsordningslogik. Undgåelse er en tankegang, forsikringsbranchen kender til. Kunne der tegnes forsikringer, der forsikrer, at bevægelse vil føre til mere og mindre risikofyldt bevægelsesadfærd? Måske endda ligefrem resiliens? Prøv med mod i stedet og nysgerrighed
• Acceptundvigelse. At acceptere livets risiko er udviklende. At tage åget på dig, at være i bevægelse frem for at stagnere. Men hvad med pausen og stilstanden, siestaen, timeouten, status quo, afbrydelsen og pusterummet. Er de legitme? Eller er de bare forfald i forklædning? Nogle gange er mindre bedre end mere, andre gange er lavere blus bedre end at slukke flammen og famle rundt i mørket. Men hængekøjen er en farlig elsker, eller bedre endnu -“do not fall into the rocking chair”, som Joseph Bartz sagde til mig under noget leg med “the practice ball”. Acceptér at du skal holde dig i gang, og at det er helt i sin gode orden – det er nemt at sygne hen i undgåelsesvaner og forringelse
• At undgå er humørforværrende. Alle bænkevarmere ved, at det er federe at være med i vild med dans end at sidde på bænken. Men det er nu mest befriende selv at prøve kræfter med dansens helende og livssagliggørende hemmeligheder. Den kan om noget flytte bjerge, ikke et ondt ord om behandlingsindustrien. Men tag lige og studér, hvad dans historisk har budt os – for en sikkerheds skyld, hvis du ikke har tillid til alverdens humørbehandling
• Begyndermindsettet er aldeles OK. Acceptér din amtørisme og tag den alvorligt – det er din største gave. Al begyndelse er ikke bare svær (det er i øvrigt også løgn), men også nødvendig. Vi skal jo starte et sted. Det er mere irriterende, når vi går i vejen for os selv, fordi folk ikke tror, de er gode nok i udgangspunktet. Eller vi opfører os som små børn og “baneløbere”, eller bare ikke kan udstå, at andre kan noget, vi ikke selv kan. Jeg fik lige en lektion i slangemanøvrer af en teenager i torsdags i klatreklubben. Og jeg var ikke misundelig. Jeg beundrede ham og skamroste ham og kunne rumme følelsen af egen relative uformåen. Det var rart (og så måske også lidt irriterende, ha ha)
• Gå med fortidens erfaringer. Lær af fortiden, vores evolutionære arv. Og de centrale erfaringer også. Og start med at søge ny næring, fremfor at gøre det samme igen og igen, hvis det ikke fungerer. Vær i bevægelse
• Gå med oldingens visdomsord. Eksempelvis hos den affable og livsrutinerede badmintonspiller og højtestimerede litteraturprofessor Thomas Bredsdorff, der i radioprogrammet Genstart, udsendelsen “Når jeg bliver gammel” 25.02.2024, lærer os en ting eller to om at tilpasse sig det, kroppen formår. Eller snarere ikke formår, når man nærmer sig den sidste livsfase. Ukuelighed og opfindsomhed og tilpasningssvilje, i samhørighed med andre i samme båd – for det sociale styrker ånden hele vejen til graven
• Undgå “kasseløsninger”. Er du mindre opfindsom, men god til at læse, kan du hos Marcello Palozzo læse en karikatur omhandlende “A boxed life”, der reducerer forholdet til bevægelse til noget robotagtigt, livsløst halløj, der afspejler den øvrige livsudplyndring og kapitalisme og reducerer os til tandhjul, der ikke tænker os om, men bare gør noget af misforstået nødvendighed eller mangel på omtanke og involvering. Palozzo mener konkret, vi skal undgå en række “obstacles”, og nævner i flæng: 1) dovenskab, 2) lokal livsindsnævring (ikke så enkelt, Marcello, i disse co2 tider, men pointen er forstået, vi skal ud og se os omkring), 3) af-ansvarliggørelse (de-responsibilization, 4) total afkobling fra fysisk udfoldelse (detachment), 5) dårlig visualisering (altså just manglende opfindsomhed, kreativitet, evnen til at se forhåndenværende muligheder and so on and so on). Og listen er kun deltvist udfoldet, forsikrer han…
• Der er mange veje ind i bevægelse. Jeg lover at udfolde mange flere i kraft af fremtidige anstrengelser – og fornøjelser

Det svimler lidt her mod slutningen.

Closing remarks

Jeg kan ikke undgå at tænke over, hvor mange ting, der her er forbundet, når dansen omhandler “dansen om den varme grød”. Der som bekendt er en noget andet svingom end “dansen om guldkalven”, der har mere vind i storsejlene, hvis vi skal trække de store linjer. Det kan jo næsten (konspiratorisk) være et præludium til tilværelsens gordiske knude, hvis man svinger sig højt nok op i lianerne.

Når det svinger, så svinger det, uanset hvad vi gør. Flow er fabulous. Men selvsving, det lugter mere af selvmål. Og det bliver man ikke populær eller livskraftig af. Eller mere indfølende og indsigtsfuld.

Spørg blot Jesper Olsen, der har en af de mere indirekte oplevelser af selvmål på hukommelsen, om jeg ikke tager meget fejl. Og igen var det de der spaniere.

Bevægelse og undgåelse er to størrelser, der er vævet sammen i et uskønt og spraglet fletværk. Det er en del af evolutionens mange dilemmaer og vidundere måske også – afhængigt af øjnene der ser.

Men kroppen kan vi ikke rende fra. Vi går klogt i at indse, hvor komplekst det hele forholder sig i det lange kropsperspektiv – “the long body”. Det sjove er, at bevægelse kan lede til selvfortabelse, og samhørighed som intet andet eller alt muligt andet vidunderligt. Og der undgår man ikke længere, der ved man, uden at kunne forklare det, at det er fedt at bevæge sig, helt livgivende og livsnødvendigt.

Så nej, det skal ikke kun overstås, så du kan få det bedre bagefter. Crazy daisy, siger jeg bare.

Og bevægelse og kropspraksis (som Sannes vinterbad) og massage – den bløde især – og, og, og kan være udviklende og udtrykke det, som ord i andre henseender kan have svært ved – over hovedet at nå til sokkeholderne. Selvom poesi også er en del af denne bevægelsestematik.

Det er poetisk at bevæge dig i dansens malstrøm. Der er masser af udtryk og poesi i bevægelse.

Jeg tror, at vi som samfund skal have generindret indsigten i livsnødvendigheden og legen i forening, så undgår vi visse misforståelser på bevægelsesfronten – and possibly beyond. Så tager vi atter del, kan måske slet ikke lade være. Ret og pligt flyder sammen og mere til. 

Undgå at undgå. Så går det ikke bare nok, som Løgstrup vist kunne sige. Så rykker det. Og rykker behøver ikke rime på krykker.

Undgå at undgå. Det er (måske) slet ikke så kringlet – og komplekst endda endda.