Dette indlæg er et forsøg på at besvare spørgsmålet om, hvad triggerpunkter er for en størrelse, samt en ærlig vurdering af værdien af denne behandlingsform og dennes forskningsmæssige status.

Ifølge PainScience er triggerpunktterapi en lovende, men ikke uproblematisk behandlingsmetode til at smertelindre muskelrelaterede problemer med. Men ingen behandling redder verden. Triggerpunktterapi er en “gråzonebehandling” rent videnskabeligt.

Behandlingsformen er oppe imod et overdrevet selvtillidsfuldt blik på metodens værdi, kronisk oversalg samt utilstrækkelig klinisk praksis. En praksis baseret på fejlebehæftede teorier om fænomenet triggerpunkter og manglende evidens.

Hvad er triggerpunkter for noget?

Triggerpunkter er, ifølge en populær udlægning, en slags hyperirritable områder eller punkter i skeletmuskulaturen, der nogle gange kan føles som små sensitive muskelknuder i et stramt bånd af muskelfibre. Men, og det er værd at notere sig, triggerpunkter optræder måske ikke kun i muskelvæv. Disse punkter er ømme (typisk), når de berøres og ved trykpåvirkning.

Triggerpunkter er erfaringsmæssigt forbundet med et karakteristisk/forudsigelig udstrålende smertemønster. Et mønster, hvor ømheden og smerten tilsyneladende kan udbredes til andre nærliggende muskler og i nogle tilfælde til andre mindre logiske og fjernereliggende muskelgrupper og væv.

Herudover kan triggerpunkter givetvis bidrage til at forårsage motorisk dysfunktion, nedsat funktionalitet, bevægelighed eller tab af muskelstyrke samt neurologiske og andre fysiologiske dysfunktioner i blodforsyningen m.m.

Noget tyder på, at triggerpunkter kan være forbundet med en form for læsion i vævet, en slags krampetilstand, og neurologiske dysfunktioner i det perifere nervesystem, hvilket jeg vender tilbage til.

Symptomer på triggerpunkter 

En lang række symptomer kan være forbundet med triggerpunktaktivitet, hvilket du kan læse om på jesperabild.dk. Man kan ikke endegyldigt fastlægge en diagnose, dertil er fænomenet øjensynligt for komplekst eller vanskeligt at afgrænse, hvilket jeg vil uddybe om lidt.

I den forbindelse skal det nævnes, at kontroversen om triggerpunkter ikke så meget handler om, hvorvidt de “findes”, men snarere om “hvad det er, der findes”. Endvidere hvordan vi kan lokalisere dem, forstå symptomerne og behandle dem samt hvilke resultater, vi kan forvente os.

Du kan læse mere om teorien bag triggerpunkter, hvor jeg går i flere detaljer med fænomenet.

Manuel lokalisering af triggerpunkter

En begrænsning ved manuel behandling er, at det primært er palpation, der anvendes til at mærke punkterne, altså manuelle berøringsteknikker ved brug af hænderne. En udfordring med triggerpunkter er, at eksperter lokaliserer forskelligt, når de undersøger triggerpunkter hos de samme klienter, ifølge forskning. Det indebærer en udfordring med pålidelighed (reliabilitet). Men tilsvarende “detektionsproblemer”, altså problemer med at opspore problemet i vævet, gør sig også gældende med diverse scanningsteknologier etc.

Vi skal huske på, at det heller ikke er videnskabeligt entydigt, hvorvidt de smerter og den ømhed, folk (klienter og behandlere f.eks) registrerer, (udelukkende) har noget med muskler eller disses “tilstand” at gøre. Vi ved faktisk ikke med 100% sikkerhed, om det er triggerpunkter, myoser, tenderpoints m.fl., vi har lokaliseret, eller om muskler er “hårde” eller “stramme”, lige der, hvor det gør ondt.

Mange af os vil sværge til erfaringen og sige, at det er de. Et troværdigt studie i the Journal of Pain i 2010 af trapezius-muskulaturen har tydeliggjort dette dilemma med stor overbevisning. Her viste det sig, at de mest sensitive punkter i denne muskel ikke var hårde, men de mest bløde, hvilket blev testet før og efter intens træning. Altså det stik modsatte af, hvad nogle plejer at tage for givet om denne muskel. Og det vel at mærke i den muskel, der er notorisk berygtet for sine “hårde muskelknuder”, som går for at være lægmandsbetegnelsen for triggerpunkter. En muskel jeg selv behandler på hos næsten alle klienter.

Mange fænomener kan i øvrigt frembringe smerte, hvor årsagerne er knap så åbenlyse, og mange fænomener kan få muskler til at kontrahere (trække sig sammen). Selv mekanismen i en muskelkontraktion, er biokemisk set stadig uklar, pga. fænomenets kompleksitet.

Risikoen for pareidolia

Muskelrelateret smerte kan nemt blive noget, vi oversimplificerer, hvis vi alene forlader os på identifikation af sådanne “hårde og stramme områder” som tegn på triggerpunkter. Vi kan blive ofre for en illusion kaldet pareidolia

Fænomenet dækker over, at vi erfarer tingene, som vi forventer, mere end hvad de i virkeligheden er. Vi ser og mærker det, vi vil mærke, og tillægger det den betydning, vi vil, så det passer til vores viden. “Hov, det var vist et triggerpunkt fru Hansen”. Ikke nødvendigvis, måske var det arvæv, en anden neurologisk reaktion, et knoglefremspring, eller noget andet væv.

Det betyder ikke, at det, vi som behandlere støder på, ikke er relevant, men måske snarere er biologisk mere indviklet, end vi endegyldigt kan forstå eller opfange i situationen. Det positive ved denne potentielle fejlantagelse, pareidolia, som kan antage forskellige former (falske negativer og falske positiver f.eks.) er, at selvom der (altid?) er tale om diagnostisk upræcision, er det ikke ensbetydende med, at det har nogen negativ konsekvens for selve behandlingen.

Man kan godt behandle på det, man ikke ved, hvad er. Og mon ikke det i virkeligheden gælder langt hovedparten af de mange (også manuelle) behandlinger, der finder sted? Det er i øvrigt et godt argument for varsomhed og omtanke i behandlingsregi. Hvorfor risikere at forvolde skade ved at “gå til stålet” på et fænomen, vi ikke nødvendigvis kender betydningen af?

I mangel af diagnostiske kriterier

PainScience har fremlagt en ganske udførlig liste over kriterier, der i mangel på en entydig diagnose, alligevel med en god portion sandsynlighed kan siges at være indikatorer på tilstedeværelsen af triggerpunkter. Jeg opsummerer disse på jesperabild.dk. Disse kriterier handler ikke kun om “muskulær stramhed” eller overspændthed. Der er også neurologiske og sensoriske forhold på spil m.v.

I øvrigt er det værd at minde om, at det forskningsmæssigt er meget krævende at foretage pålidelige og valide studier af fænomenet i form af billedteknik og andre laboratoriemetoder. Desforuden er der hele prioriteringsspørgsmålet om, hvad forskningsmidler skal gå til, hvor andre sygdomme, behandlingsmetoder, medicinske etc. har større bevågenhed.

Triggerpunktteorien og behandlingsmetodens grundlæggere, Janet Travell og David Simons, har i den forbindelse selv foretaget grundige studier og opfordret særdeles kraftigt til yderligere forskning af diverse hypoteser. PainScience appellerer også til yderligere forskning. Men som du kan læse om lidt, har vi faktisk nogle teknologiske beviser, der er lovende. Spørgsmålet er dog, om det ændrer noget ved den usikkerhed, den enkelte behandler er oppe imod?

Vi ved pt. ikke, hvad triggerpunkter er, hvor de befinder sig, hvordan vi identificerer dem og behandler symptomerne. Sikke et mørkekammer.

Ingen mirakelkur, men dog værdifuld

PainScience grundlægger Paul Ingraham er uforsonligt klar i spyttet, til trods for hans egen veneration for triggerpunktterapi. Det er i skrivende stund en 100% eksperimentel behandlingsmetode.

Metoden er udbredt, også i Danmark hos fysioterapeuter og andre behandlere. På jesperabild.dk forsøger jeg dels at introducere selve teorien bag, omend ikke udtømmende. Herudover kan du læse om de symptomer og årsager, der kan være tale om, og hvordan du kan vurdere, om dine smerter kan være omfattet af triggerpunkter. Endvidere kan du læse om, hvad du kan forvente dig af denne type behandling, og hvad konsekvenserne af sådanne dysfunktionelle “muskelknuder” kan omfatte. Ikke mindst, hvis du ignorerer dem eller udsætter dit smertelindringsbehov.

Hvad angår metoder som intens massage, dryneedling og intensiv triggerpunktterapi, er forskningsresultaterne ikke nok til at retfærdiggøre en overrepræsentaton af sådanne behandlingsformer målt op i mod de potentielle risici, disse kan involvere, ifølge PainScience.

Manuel triggerpunktterapi er dog både ganske sikker og virkningsfuld i mange tilfælde. Men uanset metodevalg eller behandlingsform, er der næppe noget, der virker på alt eller for alle, og slet ikke i alle tilfælde.

Hvis man tvister forskningsresultaterne, kan man konkludere at:

  • Triggerpunktterapi endnu aldrig har været udsat for en eneste rigoristisk klinisk undersøgelse. Setuppet og datagrundlaget i den nuværende forskning er ikke tilstrækkelig til at kunne fremvise nok evidens
  • Resultaterne er ufyldestgørende, der er omtrent et dusin studier, som er værd at omtale i den forbindelse, og PainScience omtaler følgende som de væsentligste: Hanten 2000Aguilera 2009Hodgson 2006Gemmell 2008Gulick 2011Cagnie 2013Morikawa 2017. Alle studier behæftet med kritisable konklusioner, som kun formår at dokumentere begrænset effekt. Det skal siges, at dette i lige så høj grad kan skyldes måden, der er blevet målt på. Det meste af den forskning, der er, er “kryptozoologisk” af karakter. Dvs. den overdriver betydningen af anekdoter, erfaringer, uspecifikke, “fodaftryk”, slørede fotografiske gengivelser etc., da mere direkte eller relevante beviser ikke er til rådighed
  • Der er forsket for lidt i “udbyttet”/resultaterne af behandlingerne. Det er ifølge PainScience ligeledes muligt, at vi har studeret fænomenet for lidt. Hvis vi sætter tingene i perspektiv. Eksempelvis er fibersprængninger nu i det 21. århundrede åbenbart ikke længere så simpelt et fænomen, som vi har troet, viser forskning. Hvis vi ikke engang kan konkludere noget endegyldigt om “en simpel fiberskade”, bør vi måske i samme åndedrag være forstående overfor triggerpunktterapiens omdiskuterede og kontroversielle status. Ikke mindst grundet fænomenets komplekse karakter. Der er ikke hård evidens for triggerpunktterapi, allright, okay. Det bør måske ikke forveksles med, at metoden ikke kan være yderst effektfuld eller bare nogenlunde effektiv, eller at vi skal kvitte yderligere forskning heri
  • Der kan være tale om flere overlappende mekanismer ved fænomenet triggerpunkter

Det handler om mere end muskler

Noget af det, der komplicerer tingene er, at smerte er noget, der for det første lader til at være kontrolleret/influeret af hjernen. Hjernen kan tilsyneladende overdrive eller ændre på vores smertefølelse og gøre os ekstra sensible overfor smertesensationer. Måske er den smerte, der ofte opleves i forbindelse med antagelsen om triggerpunkter, mere en projektion, en slags “fantomsmerter”, mere end noget, der huserer og rumsterer i selve vævet (muskelvævet?).

Der kan være tale om neurale forbindelser og nervesignaler, der konvergerer i rygmarven, og derfor er kendskabet til og en forståelse af de smerteforbindelser, som kan være i spil, vigtig. Desuden hvordan nervesystemet “kommunikerer”, og hvilke nervesmerter, der er tale om.

Teorien og den erfaringsmæssige undersøgelse af triggerpunkter er særligt optaget af, hvilke muskler, der kan udstråle hvilke smertemønstre og hvordan. Denne smerte kan forveksles med andre nervesmerter.

Med smerteudstrålingen kan der derfor også være tale om et mere vidtforgrenet fænomen, som kræver en mere omfattende manuel behandling, end bare et simpelt “indgreb” lige der, hvor noget føles smertefuldt. Det er jo blandt andet det, der karakteriserer triggerpunkter, at de udsender nogle mere eller mindre forudsigelige smerter, der ofte kan indgå i komplicerede “hierarkiske” forbindelser. Forbindelser, hvor nogle primære punkter pludseligt aktiverer satellitter og sekundære triggerpunkter, der gør spørgsmålet om identifikation af smerteårsagen ekstra indviklet. For hvad er afledt smerte, og hvad er den oprindelige kilde til smerten?

Et neuromuskulært fænomen?

Den nuværende forståelse af triggerpunkter hviler på en konvergens af to uafhængige undersøgelsesformer. Dels en elektrodiagnostisk (studier af nervesignaler) og dels en histopatologisk (studier af dysfunktioner i vævet), ser det ud til. Når disse to perspektiver forenes, står vi med det, forskningen kalder for den integrerede hypotese, som antager, at der er tale om et neuromuskulært fænomen, og som jeg henviser nærmere til i teorien bag triggerpunkter.

Synapse diag3

Neuromuscular junction (global view) 1. Axon, 2. Synaptical junction, 3. Muscle fiber, 4. Myofibrils Drawn by fr:Utilisateur:Dake with Inkscape 0.42. see above / CC BY-SA

Men ifølge PainScience er det langt fra nok at hævde, at triggerpunkter er et neuromuskulært fænomen, der vedrører en dysfunktionalitet i vævet i det område, der indbefatter “de motoriske endeplader”. Dvs. de forbindelser, hvor neuronerne, nervecellerne, så at sige forbindes med musklen. Nærmere bestemt, og næsten altid, lokaliseret i midten af muskelbugen, i selve “maven” af musklen, midt mellem muskulaturens tilhæftninger, hvilket jeg også har forsøgt at redegøre for i teorien bag triggerpunkter.

Man har længe ment, at det var “gerningsstedet”, de motoriske endeplader i midten af muskelbugen. Her foregår et eller andet neuromuskulært samspil, som medfører en kompleks dysfunktion i form af en overdreven muskulær sammentrækning. Denne sammentrækning medfører signalforvirring eller overdreven signalaktivitet fra nerver, som medvirker til dybereliggende blokeringer og forurening/forgiftning i vævet og blodbanen. Vævsvæsker kan ikke “flyde frit” eller funktionaliteten er på anden måde i ubalance.

Triggerpunkter uden for muskelvævet?

Helt forvirret kan vi blive, når det faktisk viser sig, at der er noget, der erfaringsmæssigt tyder på, at triggerpunkter kan opstå uden for muskelvævet, hvilket både teoriens ophav og senere forskere har antydet. Dvs. små mikroskopiske kontraktioner (vævssammentrækninger) i ikke-kontraktilt væv, som arvæv, huden, fascia, ligamenter, ved knoglefremspring, periost og tilhæftninger ved knogler. Såkaldte nonmyofasciale triggerpunkter, der ikke optræder i muskelvæv.

Årsagen til den øgede sensitivisering af nociceptorer, dvs. sansenerver, ved disse vævstyper har man godt vidst skulle afklares, for den kan ikke være den samme som ved myofasciale triggerpunkter, da der er tale om noget andet væv, med en anden fysiologi. “The founding mothers and fathers” var som sagt udemærket klar over disse udfordringer, men gjorde ikke meget ud af dem, hvilket man kan konstatere i deres hovedværker: Dr. Janet G. Travell & David G. Simons: Myofascial Pain and Dysfunction. The Trigger Point Manual Vol I og II samt Siegfried Mense, David G. Simons, and I. Jon Russell: Muscle pain: understanding its nature, diagnosis and treatment. 

PainScience mener ikke, at det ene fænomen udelukker det andet. Tværtimod kan det sagtens antages, at den gænge integrerede hypotese kan suppleres med en anden mekanisme i “ikke-muskelvæv”. Flere mekanismer kan overlappe, hvilket også gælder smerte i generel forstand, men nok er særligt gældende for “ømme punkter” i særdeleshed.

Er det bare neurologi?

Det er præcist dette vidensgap, man ikke undersøgte oprindeligt, der har ledt Quintner JL og ML Cohen til at tale om en neurologisk teori bag triggerpunkter. De taler om “a region of secondary hyperalgesia of peripheral nerve origin”, dvs. sekundært oplevet hyperalgesi, forstået som abnorm høj sensitivitet overfor smerte i et område, der hidrører fra perifer nerveoprindelse.

Der er en række alternative teorier til hovedteorien bag triggepunkter, som jeg kort belyser i fremstillingen teorien bag triggerpunkter. En central anklage mod den førende integrerede hypotese leveres af Quintner et al. Du kan læse mere om denne kritik af triggerpunkter i artiklen “Trigger Points on Trial“, der også kommenteres af PainScience, hvor kritikken i øvrigt adresseres og nedtones.

Det er dog muligt at neurologiske og andre hypoteser blot udvider den klassiske energikrisehypotese, eller omvendt alvorligt svækker den osv. Men det peger først og fremmest på et mere generelt problem, nemlig at triggerpunkter ikke er tilstrækkeligt forstået som fænomen, og dermed nok også langt fra udelukkende som et neuromuskulært fænomen.

Det, at der eksisterer symptomer, er ikke problemet. Alle er ifølge PainScience enige om, at mennesker kan opleve ømme områder på kroppen forbundet med smerte. Det er snarere en patofysiologisk identitetskrise, der handler om, hvad triggerpunkter er, og hvad der forårsager symptomerne.

Er læsioner redningen eller trumfkortet?

Hvad nu hvis der rent faktisk var noget identificerbart i vejen med vævet?

Så handler sagen pludselig ikke bare om diagnostisk reliabilitet, indirekte bevisførelse, behandlingseffektivitet og inkonsistens i anekdoter og palpatoriske “påfund”. En læsion er en læsion, og den må kunne lokaliseres, hvilket antages at være en af hjørnestenene i moderne medicin. Hvis vi er syge, har det været god latin at konkludere, siden Rudolph Virchow, der var faderen til medicinsk patologi, at der må være tale om en læsion. Dvs. at nogle celler et eller andet sted i kroppen er beskadiget, opfører sig eller fungerer uhensigtsmæssigt. Således måske også en læsion i tilfældet triggerpunkter.

PainScience grundlægger Paul Ingraham anfører, at hvis der er en læsion i forbindelse med triggerpunkter, vil den under alle omstændigheder være meget “subtil” og ikke nogen diagnostisk “slam dunk” heller. Han gennemgår den biologiske bevisførelse herfor i artiklen “The Trigger Point Identity Crisis“. Opsummerende skriver han i artiklen “Trigger Point Doubts“, at han for indeværende (i 2020) anskuer det på følgende måde: “I think it’s good enough for moderate confidence that trigger points are indeed associated with a muscle lesion“.

Der er med andre ord grund til at antage, at der er tale om en form for læsion, der samtidig er i tråd med den integrerede hypotese, som Travell og Simons oprindeligt fremførte. Denne har efterfølgende ført til en udvidet hypotese , “the expanded integrated hypothesis”, som Dommerholt, Gerwin, and Shah har fremført. Ifølge denne teoriudvidelse fører den såkaldte overbelastning af muskulturen til dårlig blokcirkulation, hvor konsekvensen er en ophobning af syreholdige og skadelige affaldsstoffer i områder af muskulaturen.

Diagnosticering af læsioner

Udover at det opleves ubehageligt, får det også dele af musklen til at trække sig sammen, dvs. medfører en slags “minikrampe”. Denne “energikrise”, som det kaldes, konstituerer en ganske lille læsion af vævet. Triggerpunktforskningen har længe været optaget af at lede efter spor på en sådanne læsion. “Det ultimative gerningssted”.

Det er vigtigt at skelne mellem en kontraktur og en krampe (spasm). En krampe er en neurologisk medieret sammentrækning af vævet, hvor der ikke i sig selv er noget i vejen med muskelvævet. Musklen reagerer blot på, hvad nervesystemet “kommanderer”. Den såkaldte læsion ved triggerpunkter skal opfattes som en læsion i muskelvævet, der ikke er medieret af nervesystemet. Men derfor kan nerver godt være involveret, men sandsynligvis blot ikke styret af centralnervesystemet.

Hvad der tilsyneladende er mere tvivlsomt, ifølge PainScience, er vores evne til at diagnosticere læsionen og behandle den. Samt det etiske aspekt i form af “overoptimisme” i dele af behandlingsektoren og tilbøjeligheder til overdreven aggressiv behandling med risiko for klienterne.

For at kunne identificere et patologisk fænomen som en læsion, kræves der videnskabeligt set histologiske studier (for at kunne identificere afvigelse fra normale fysiologiske parametre på mikroniveau) og billeddiagnostik (identificering af vævsforandringer på makroskopisk niveau). Det ville ifølge PainScience kunne afgøre, hvorvidt der er tale om en læsion ved triggerpunkter.

Den fysiologiske “rygende pistol”

Den biologiske bevisførelse antager fire former, ifølge PainScience, der alle angives med kildeangivelser i artiklen “The Trigger Point Identity Crisis“:

  1. Biopsier og fotomikrografer af triggerpunkter
  2. Scanninger af triggerpunkter vha. nyere og validerede billedteknologier, i særdeleshed elastografi, der måler vævsstivhed (Vibration sonoelastography, VSE, og magnetic resonance elastography, MRE)
  3. Målinger af den abnormale elektriske signatur ved triggerpunkter ved de såkaldte motoriske endeplader, hvor nerver og muskler forbindes (såkaldt “endplate noise” eller spontaneous electrical activity (SEA). Måles med elektromyografi (EMG)
  4. Prøver af den sure (acidic) og “giftige” vævskemi i triggerpunkter

Alle fire metoder har til trods for deres imperfekte og ufuldstændige natur karakter af at være af god kvalitet og er alt sammen konsistent med den integrerede hypotese om triggerpunkter. Herudover er der også begrænsede infrarød termografi studier, der kan supplere ovenstående, men man kan ikke konkludere noget endegyldigt om varmesignaturen endnu.

Fænomenet lever – foreløbige konklusioner

Det er bevisførelse nok til at retfærdiggøre yderligere forskning og til at antage, at triggerpunkter højest sandsynligt “eksisterer” i betydningen “at der er noget i vejen med vævet”. Der er behov for yderligere valideringsstudier af udviklingen af normative værdier med teknologierne VSE, der måske kan blive en ny evidens guldstandard, men herudover også med yderligere validering i form af EMG studier.

Ifølge PainScience kan vi dog konkludere følgende:

“The above evidence is good enough for a moderate degree of confidence that:

  1. the general hypothesis that the clinical phenomenon known as “trigger points” is associated with a muscle lesion
  2. that lesion has characteristics that are consistent with the more specific “integrated hypothesis” that the lesion is essentially a small contracture.”

Det giver således anledning til, at man kan benytte triggerpunktterapi i behandlingsøjemed:

  • “the evidence is good enough to justify conservative presumptive treatment, with informed consent

så længe man informerer klienten om, at behandlingens natur endnu er spekulativ og eksperimentel, idet ingen pt. med videnskabelig sikkerhed ved, hvorvidt disse læsioner kan behandles effektivt.

Hvad kan du forvente dig af en behandling hos jesperabild.dk?

I min behandling kobler jeg erfaringer fra dygtige praktikere, som Laura Perry, Clair og Amber Davies og først og fremmest Paul Ingraham fra PainScience, til en sammenhængende basisbehandling for triggerpunkter. Vel vidende, at det ikke er nogen skudtæt systematik, jeg her gør brug af, men omvendt måske heller ikke kan koges ned til ren tilfældighed, “trial and error”, eller pareidolia etc.

En praksis, jeg derfor også hen ad vejen vil koble med andre teknikker, for at øge behandlingskvaliteten gennem metodetriangulering (brugen af flere metoder). En proces, jeg konstant vil raffinere og næppe aldrig kommer til at mestre fuldt ud, fænomenets natur taget i betragtning.

Direkte adspurgt vil triggerpunktterapi hjælpe nogle mennesker meget, andre lidt, atter andre slet ikke i forhold til smertelindring og funktionsudbedring, jævnfør beskrivelsen af virkningen af triggerpunktterapi. Varigheden af behandlingseffekten kan være kort eller mere eller mindre langvarig, afhængigt af mange faktorer: klientens udgangspunkt, attitude, tidligere erfaringer og forventninger, frygt, opfattelse af behandlers “autoritet”, tillid, erfaringsgrundlag etc.

Sagt lidt mindre forbeholdende. Jo større kronicitetsgrad, jo mindre kortsigtet udsigt vil jeg formode, men igen helt afhængigt af problemets karakter. Det skyldes til dels de konsekvenser, triggerpunkter givetvis kan forvolde over tid, eksempelvis også som følgefænomen i forbindelse med skader.

Hvad kan optimere succesraten med triggerpunktterapi?

Set fra mit bord, som samvittighedsfuld og engageret massør og behandler, er det vigtigt at oplyse om disse forhold. Her er helt generelt, hvad jeg tænker vil kunne forstærke resultatet af en behandling hos mig (og givetvis også hos andre branchekollegaer), især hvis flere af disse forhold kombineres:

  • Du tager dine smerter alvorligt, når de optræder og tager ansvar for en måde at konfrontere dem på. Ignorering kan være en potentielt kraftigt forværrende faktor over tid, der kan føre til et større behandlingsbehov end oprindeligt påkrævet. Ikke mindst pga. nervessystemets reaktionsmønstre, risikoen for andre vævsskader og skadestyper og aktiveringen af andre triggerpunkter m.m. Tænk forebyggende, ikke kun reaktivt på smerter. Davies & Davies mener i bogen Triggerpunktterapi: selvbehandling af smerter fra 2010 eksempelvis, at en manglende forebyggende indsats meget vel kan være den helt store synder
  • Du vurderer dit behandlingsbehov ud fra et realistisk perspektiv, der inkluderer: graden af kronicitet, forudgående erfaringer med behandling, dine øvrige livsvaner, kropspraksis, sundhedstilstand etc.
  • Du har tilstrækkelig tillid til, at behandlingen vil have en virkning og realistiske forventninger til din helingsproces. Dette er, så vidt jeg forstår, et yderst centralt punkt i megen smerteforskning. Jo større tillid til behandler, jo større sandsynlighed for øget effekt. Et kompliceret forhold, der bl.a. omhandler fænomenet compliance (klientens evne til at samarbejde om behandlingen)
  • Du følger klientvejledningen efter endt behandling, især i de følgende dage efter en behandling, men også i det hele taget, og arbejder selv løbende med øvrige vejledningsråd, der knytter sig til hver kropsregion, nakke, skulder etc.
  • Du arbejder sideløbende med at forebygge og udbedre eventuelle funktionelle begrænsninger i dit muskelskeletale system, eksempelvis muskulære ubalancer. Evt. vha. vejledningsmateriale, der går under betegnelsen kropsøvelser på jesperabild.dk, eller efter kyndig vejledning hos en dygtig fysioterapeut, højt uddannet Chek practitioner, personlig træner etc.
  • Du tænker konstruktivt om din situation og har et positivt blik på fremtiden, på trods af alt

Triggerpunktterapi – mit eget syn på sagen

For indeværende er jeg optimist, hvad angår nogle smertetilstande. Større optimist på nogle områder end andre og knap så optimistisk på atter andre områder. Det kan næppe være anderledes. Der kan være mange ting i vejen med kroppen, der rækker langt ud over triggerpunkter.

Kunsten bliver at samle så mange klienterfaringer sammen over tid og at udvikle min praksis, således at behandlingsmetoden finder anvendelse der, hvor den lader til at have størst indvirkning. Samt at supplere med flere værktøjer. Her vil jeg pege på nakke- og skulderregion som områder, jeg oplever at have ganske gode resultater med.

Det lader til at være en lovende behandlingsform på de områder, hvor den er tiltænkt. Jeg omtaler en række symptomer, triggerpunktterapi evt. kan være behjælpelig med at lindre i et eller andet omfang. Det betyder ikke, at disse områder kureres i alle tilfælde, og slet ikke hvis de symptomer, der forveksles med triggerpunkter ikke er triggerpunktrelateret eller at triggerpunkter kun udgør en del af problemkomplekset ved sådanne tilstande.

Enkelthed og systematik

Jeg synes selv godt om metodens enkelthed, hvad angår dens manuelle praksis. Brugen af manuel massageterapi på områder i muskulaturen, der erfaringsmæssigt har for vane at skabe udstrålende smerter. Derudover finder jeg det relevant og i flere tilfælde nødvendigt at behandle ud fra en form for systematisk tilgang, som jeg ligeledes beskriver på jesperabild.dk. Ud fra den betragtning, at mange smerter ikke altid kan reduceres til et isoleret og lokalt smerteanliggende i vævet, hvilket nogle måske har svært ved at se logikken i. Her må vi dog også have lidt tillid til den forskning, der har været i udstrålende smerter og de historier, klienter selv har herom.

Det betyder ikke, at systematikken altid kan “skræddersys” eller skal være den samme, men fint kan udvikle sig over tid, fornuftigvis ud fra en erfaringsbaseret tilgang. Men klientens primære symptomer bør naturligvis ligeledes vægtes meget højt i en behandling.

Triggerpunktterapi er ingen mirakelkur, men den er en håndgribelig form for manuel behandling, der fortjener flere forskningsstudier. Eksempelvis forskning i konkrete behandlingsresultater, der er nemmere at foranstalte end at fastslå, hvordan det virker. Smertereduktion og forbedret funktionalitet er muligt at fastslå. I mellemtiden må vi stille os tilfredse med, at triggerpunkter hensvæver en tilværelse i et videnskabeligt set “legitimt limbo”.

Håber det er nok til at have dulmet anklagen om pure kvalsalveri og fordomsfuldhed, hvis en sådan stadigvæk fluerer, og det gør den nok. Så vidt jeg kan gennemskue også inden for forskningen. Uperfekt, ufuldstændig og fejlbehæftet viden er ikke uvidenhed, men viden der bør kvalificeres mere.

Kontakt jesperabild.dk for en triggerpunktbehandling.