Besynderlig titel, tænker du sikkert. Undgåelse? I forhold til hvad? Undgåelsesadfærd kan vel dække over så meget. Jeg er imidlertidig ikke ude i en større (social)psykologisk optrevling med dette indlæg, men snarere optaget af, hvordan undgåelse kan være på spil i spændingsfeltet mellem behandling og bevægelse.
Jeg inviterer til en overflyvning af fænomenet i et forsøg på at danne et beskedent overblik. I al seismografisk lunefuldhed og opadstræbende amatørisme.
Indlægget er ikke tiltænkt at være en ulidelig hetz mod dig, der (angiveligt) ikke “orker” at bevæge dig. Det er ment som en åben invitation til at blive klogere på sagen. I første omgang at se på, hvad det kunne dreje sig om. Ikke grel moraliseren og fingerpegen, bare fordi.
…Håber meget, du vil læse med…
Indlægget er tænkt i forlængelse af forrige indlæg om sundhedens mange facetter, de mange interventioner, jeg har oplevet sammen med klienter, og de erfaringer jeg selv har med fænomenet. Jeg prøver at forstå og synliggøre potentielle mekanismer bag undgåelsens og undvigelsens adfærd.
Livsudfoldelse, selvindsigt, vurdering af egen bevægelsesfrihed og meget andet står på spil. Det handler ikke om den evindelige selvrealiserings- og selvoptimeringsspiral og kritik, der ublu nedsablende (men også i visse sammenhænge fortjent) florerer som en anden virus. En virus, som risikerer at forplumre mere, end den ægger til ærlig og autentisk nysgerrighed samt “antropologisk omgang” med egen adfærd.
Mange veje til forståelse af bevægelse
Der er som bekendt mange veje ind i bevægelse, og hvad der trodsigt kan starte som behandling eller genoptræning, kan måske udarte sig til en mere personlig engageret udviklingsvej. Højtravende udtrykt. En dannelsesproces af forholdsvis utraditionel art. Humlen er, at det formodentlig fordrer et syn på bevægelse, mange slet ikke er bevidst om – findes.
Det handler ikke bare om at cykle for at lære at køre på cykel. Selv om det vil hjælpe gevaldigt på sagen – i det scenarie. En koreografi trækker på en anden forståelse af bevægelse. Det samme gælder at bestige et bjerg. Og at blive bevægelsespraktiker er en dannelsesrejse i sig selv.
Bevægelse er først og fremmest en del af det virkelige hverdagsdrama. Dagligdagen. Men også de store livsfavntag med eksistensen.
I Brasilien har man måske ikke lige adgang til en trailer, når man skal transportere et køleskab. Og så må man gøre brug af det forhåndenværende. Apropos cykeleksempler. Det er mere risikabelt og kreativt, end de fleste formodentlig er vant til. Risici og bevægelse kommer vi til at stifte nærmere bekendtskab med.
Bevægelse kan således være vævet ind i mange andre ting end behandling eller selvoptimering, som nogen aldrig bliver træt af at påpege. Eventuelt når de selv skal undgå bevægelse, eller ikke selv ser en mening heri – eller ikke under andre at udfolde sig gennem bevægelse.
Prøv at lægge mærke til, hvem der fremsætter hvilke påstande – og på vis vegne, inden du dømmer. Det er et rigtig godt barometermål for undgåelse til en start.
Undgå i første omgang at ignorere bjælken i dit eget øje. Splinter kan gå an. Vi er jo kun mennesker.
Motion på efterkrav
Motion kan givetvis florere “på recept”, være “en eksta pacemaker”, en “performance enhancer” eller “en bittersød pligt, der skal overståes” osv. Men, gætter jeg, og erfarer samtidig i stor stil, for mange er det stadigvæk noget, der (skal) undgås, minimeres, eller noget der nærmest antager et valgfrit træk i “livets enarmede tyveknægt”. Altså underforstået livets karakter af tilfældighed og udspekuleret kalkulation.
Eller som mange måske bare ikke reflekterer videre over – så længe koen ikke er sendt ud på en isflage – så længe vi trives og har det godt. Bambi befinder sig jo ikke altid på glat is, vel? Det er kun i Disney’s juleshow.
Hvad er det for nogle mekanismer, der er på spil, når vi undgår bevægelse, som vel må siges at være en særdeles relevant kilde til livsforandring, “behandling” og et yderst naturligt alternativ til “medikaliseringsbølgen”, der altid ruller ind over kysten? Om end ikke et alternativ i alle tilfælde, eller for alle mennesker. Medicin og behandling er kommet for at blive, og jeg ser ingen grund til, at flere ting ikke skal kunne sameksistere i bedre velgående.
Men vi skal samtidig gøre alt for ikke at dulme livssmerter og andre kvaler i opioider. Vi må ikke tro, vi kan passivisere os ud af livets genvordigheder og bekymringer. Det kan ende i en tragisk blindgyde, der desværre lader til at være i fremmarch.
Det er også et spørgsmål om, hvilke kanoner vi skyder hvilke fugle med, under hvilke omstændigheder, om jeg metaforisk så må sige.
Det kan i høj grad handle om, hvornår undgåelse tipper over og bliver ondartet. En udeladelsessynd, der fortaber sig i glemsel, travlhed, ligegyldighed etc. Hvornår vi “trækker behandlingskortet” og hvornår vi rettet blikket indad, eller søger hjælp hos vores medmennesker. Vi må dog ikke glemme, at ulykker, uheld og tilfældigheder har det med at spænde ben også.
Bevægelse er (ikke udelukkende) sundhedens forlængede arm
Alverdens krigsberetninger fra diverse spidsrodstogter rundt i det offentlige og den “alternative” behandlerjungle kan ikke ændre på én ting. At vi kan glemme, at der er meget, vi selv kan lære ved ikke at undgå at undgå bevægelse. Jeg omtaler igen igen et “vi”, der ikke dækker “alle” her. Det må jeg altid huske at minde om.
At bevægelse kan rumme besvær er ikke det samme, som at den ikke kan tjene mange mennesker, når vi lærer at rejse med den og se på dens vilkår. Fremfor at bruge den som et lejlighedsværktøj, vi kun tager frem, når kroppen selv er undermættet af bevægelsesmangel. Eller som et quickfix til bøvlet med akillessenen, når den pludselig brokker sig over regelmæssig stimuleringssvigt, eller hvad den nu kan finde på at brokke sig over. Overbelastninger især i dette specifikke ringhjørne, som andet oplagt eksempel.
Hvis vi i bred forstand skal undgå noget, er det fortrydelserne på den store livsskala og de såkaldte bevægelsesfælder, der kan ende med at udgøre fortabelsens port ind i behandlingsafhængighed. At prisgive sig andres vold er ikke altid en port til himmeriget.
Måske medicin, måske ikke?
De medicinske løsningers dulmen er næppe heller tænkt som deciderede erstatninger for aktive menneskers kropsudfoldelser. Men med den store interesse for slankemedicin eksempelvis, kan tingene forholde sig mere kompliceret. Nogle gange kan der være tale om nødvendige onder, som smertelindrer, holder os i live etc. Andre gange kan det være “nemmeste” løsning nu og her, evt. i mangel på indsigt i alternativer.
Men det forekommer, helt umiddelbart og til en start, logisk såvel som videnskabeligt velforankret, at se bevægelse som basalt afsæt eller basis. Noget der rummer et vitalt bidrag til sundhedslaget. En arkitektur, der kan tilvejebringe en (yderst betragtelig) del af sundhedens betingelser i almen forstand.
En lavthængende frugt, der dog kan modnes og føre til andet og mere end styr på bagsmækken samt god samvittighed.
Foto gengivet med tilladelse af Britt Rosted Sørensen
Her er en knægt, min nevø, der næppe tænker i sundhedshysteri og undgåelse. Han er kernesund uden at tænke så meget over det. Han er travlt optaget af legen i træerne. Jamen, det er da pivfarligt, Jesper, drengen er jo kun en 4-5 år. Well, det kan diskuteres. Jeg ser ham mere som en naturlig rollemodel, der får en god start på livsrejsen med bevægelse. Og som leger med faremomentet, fordi det er udviklende.
Det med den risikable leg vender jeg som før nævnt tilbage til.
Dansen om bevægelse versus behandling
At der er mange perspektiver, der blokerer for, at bevægelse ikke bare udgør et “top of mind” i mange sundhedssammenhænge, er helt evident. Mange mennesker er i limboland og føler sig “skakmat” i takt med, at de afsøger nye “friske øjne på sagen” i behandlingssamfundet.
Nogle agerer nærmest i desperation og skyder med spredhagl. Et skud i bøssen og videre til næste behandling. Andre interesserer sig ikke en rød porcelænsdukke for bevægelse. Hvilket er delvist legitimt i min optik, men potentielt set også problematisk. Afhængigt af, hvordan livet leves.
Passion og motiveringer kan gradbøjes. Ikke alle skal tvinges ind under den samme parasol.
Lad det være sagt med det samme og som ofte gentaget på bloggen. Jeg har intet problem med at erkende, at bevægelse ikke kan redde verden, og at mange mennesker kæmper forgæves med komplekse, kroniske smerterproblematikker, sjældne (og knap så sjældne) sygdomme og anatomiske “dårlige kort” på hånden fra naturens side osv. Jeg er ikke en realitetsblind “Welt retter”, en Messias, der bilder sig ind, at folk uden ben kan lære at gå på vandet.
Men bevægelse kan bringe dig afsindigt meget længere, end du måske selv er klar over – i langt flere tilfælde end der tales om. Er min overbevisning og egen personlige erfaring. Måske ikke i de alvorligste og såkaldte håbløse tilfælde, hvor der ikke lader til at være nogen vej frem.
Jeg taler eksempelvis ikke om undgåelse i forhold til terminale patienter og folk med flere alvorlige kroniske lidelser. Det burde fremgå klart.
Bevægelse som garantibevis?
Men kan vi altid afklare, hvad der er muligt på forhånd? Hvor megen dedikation kræver det at bringe en krop i balance?
Svaret er naturligvis individuelt. Jeg agter i øvrigt heller ikke at være overdommer over, hvornår “noget er for sent”. Det overlader jeg samvittighedsfuldt til folk med diagnostiske kompetencer.
I dette indlæg taler jeg om tilfælde, hvor mange mere eller mindre raske og rørige individer, faktisk ikke har gennemlevet alt det, bevægelse kan gøre af underværker. Hvorfor? Fordi de ikke har erfaret en bevægelsesproces udfolde sig. OG derfor ikke kan vide, at det rent faktisk kan være sådan, det forholder sig. Unge såvel som midaldrende og ældre.
Jeg taler heller ikke om træningsprogrammer eller målrettet rehabilitering. Jeg taler om en bevægelsesproces, som rækker ud over en mere mekanisk “design-betragtning”. Hvilket ikke er ment som en kritik af mange træningsprogrammer og genoptræningsindsatser. Bevægelse rækker dog ud over sådanne fænomener. Og det er måske først der, at den for alvor leverer sine mirakler.
Mennesker kan godt lide, at behandlinger og bevægelse er effektive. For at undgå tidsspilde og andre følelsesmæssige og psykologiske scenarier. Men mange er måske ikke klar over, hvilket udgangspunkt de selv har, og hvad det kræver at ændre på dette?
Ikke alt kan vides og bestemmes på forhånd og skrives ind i en målplan. Livet selv er heller ikke et læringsstyret mål. Det er en umådelig uoverskuelig, kompleks og underfundig rejse, der kan lære dig om dig selv, uanset hvilke mål du sætter.
Livet er en bevægelse, der udfolder sig. Måske det er særligt vigtigt, at vi ikke undgår at forholde os til dette faktum? Hvad bevægelse i mere snæver forstand kan fylde herunder, bør vi heller ikke undgå, selvom andet måtte prioriteres højere hos den enkelte.
Det handler i stor stil om perspektiv, evnen til at kunne perspektivere, førend evnen til at prioritere, som jeg vil komme mere konkret ind på om lidt.
Og bevægelse er en tålmodighedsrejse, der forlænges, når noget er meget ude af balance. Men hurtige fremskridt kan følge med indsats, såvel som fornuftige strategier, afhængigt af udgangspunktet.
Signalement af klassiske fejlskud i bøssen
Mange kommer aldrig i gang med “det kroppende mellemværende”, fordi de har travlt med at engagere sig i andre af livets aspekter, eller ikke kan finde det rette “at gå til”. Andre er kynisk selvoplevede realister, “kan det her betale sig”, “gad vide hvad der venter mig af en skærsild”, “jeg har fået en ny hofte og nu går jeg pludseligt endnu værre”. Atter andre er slet og ret bange og bekymrede – eller tillægger det ret lav real-værdi, ud fra faktuelle prioriteringer at dømme.
Der er naturligvis forskel på undskyldninger, maskeret dovenskab og scenarier, hvor mennesker også skal igennem komplekse rehabiliteringstematikker – som i sig selv kan have mange veje ind og ud.
Men undgåelse og det at undfly gælder også mange, der ikke har behov for akut rehabilitering.
Der er nok af bortforklaringer, motivationstab og tilskyndelser, der kan få os til at undgå bevægelse. På godt og på ondt. En ting er dog svært at løbe fra, nemlig samvittigheden. Som vores landsfaderlige filosof Søren Kierkegaard også havde blik for. Mange, har jeg erfaret , “er godt klar over”, men fra tanke til handling, kan der som bekendt være et helt levet liv.
Og der kan faktisk slides på samvittigheden også. Uden at bevægelse af den grund løber af med laurbærkransen.
Jeg ønsker ikke at fremstå som stivnakket moralist. Men faktum er, at manges erfaringer er baseret på halvhjertethed. Det bliver ofte ved overspringshandlinger, forsikringer, nytårsforsætter, halvhjertede forsøg, der afbrydes og tages op igen og igen, humørtræning og “lav blodsukker mentalitet”, der lukrerer på, at det skal være ihh åhh så modelunebetinget og dopaminstimulerende, førend det ugidelige og alverdens forbehold besejres.
Indstillingen og tilgangen, hvad med dem?
Anderswo engagiert
Der er så meget andet, vi hellere vil, eller (oprigtigt) mener vi er forpligtet til. “I øvrigt har jeg børn, golden retriever, famile og frivilligt arbejde”. “Jeg har ikke tid eller råd”. “Jeg arbejder så rigeligt med kroppen som håndværker”. Og det er nok vigtigere at redde klimaet, få mad på bordet og engagerere sig i civilsamfundet, ikke sandt Jesper?
En ven har fortalt mig, at folk kun interesserer sig for et “Houdini quick fix”, der virker her og nu. Andre vil gerne være lækre og attraktive, inden Fanden har fået sko på, men oplever at den horisont måske ikke helt er i overensstemmelse med den indsats, der lægges for dagen.
Og andre greb end bevægelse kan sagtens hjælpe i sådanne tilfælde. Jeg har haft fornøjelsen af en kvindelig klient, der tabte sig cirka 25 kilo på cirka et år, og hun ændrede sådan set bare på kosten. Imponerende så meget forandring, en lille “provokativ operation” kan afstedkomme. Underforstået en kærlig påmindelse om sit eget livs dyrebareste ansvar. At passe godt på sig selv.
Godt ord igen.
Hvor kommer denne nærmest galvaniserede, hårdnakkede og kyniske cost benefit tænkning fra, der slører udsynet til både kropspraksis, bevægelse og dets dyrebare palads af rubinrøde, funklende rigdomme?
Hvad er det, vi gerne vil undgå? Er det (forestillingen eller frygten for) anstrengelse, “bøvl” og fnidder fnadder? Eller at møde os selv og opleve vor egen uformåen for en stund?
Er forandring blevet umoderne midt i udviklingsmanien og det hæsblæsende og stakåndede livstempo, vi byder hinanden?
Producerer samfundets indretning mekanisk snæversyn?
Humlen er, lidt firkantet formuleret, at “quick and dirty tankegangen”, hvor ikke så få af os jagter industrielt forankrede fitnesstendenser, og behandlermirakler pr. dekret, risikerer at blive totalt instrumentaliserende og nærmest ubiologisk. Hvor vidende er vi om faldgruberne og prisen for vores egen utålmodighed med vores egen organisme, som kan lede os på afveje?
Det kan blive en undgåelsesvane, der kan være svær at slippe ud af. Hvor et vanebrud kan være sejtrækkende hårdt, eller alene tanker herom kan være nok til at gå i en endnu større bue uden om.
Jeg forbigår her de allestedsnærværende kritikpunkter på de sociale mediers vegne, som nok bærer sin del af ansvaret for bevægelsesmangel.
Her er en mand, der interesserer sig for fascia, altså kroppens bindevæv. Og han forklarer kort og enkelt i denne video, hvorfor det kan være en god ide at bryde vores bevægelsevaner, så vi inddrager flere bevægelsesplaner.
Det er nemlig tankevækkende, at mange udelukkende bekender sig til bevægelser i det saggitale plan, hvilket begrænser måden, kroppen stimuleres på og over tid kan føre til ubalancer, som eksempelvis involverer kroppens kollagenvæv, med andre ord fascia.
Hvorfor tænker mange af os så begrænset?
Jeg skal bare squatte og dødløfte, eller løbe langt, eller dyrke yoga, eller… Det er svært ikke at drage parallellerne til de evindelige “kapitalismekritiske” synspunkter, der har stået på i årevis? At vi vareliggør hele samfundet og livsprocesserne heri? Misforstå mig ikke. De her omtalte bevægelsesformer og -mønstre er aldeles udmærket. Det er perspektivet og helheden, jeg sigter til.
Tyndt vævede markedsvaner?
Vores vaner er vævet ind i markedsmekanismerne og vi forledes til at bevæge os begrænset eller til at vælge modetrends indenfor behandling, herunder “fascia magien”, som du i øvrigt kan læse mere kritisk indgående om hos PainScience. Fascia er vigtigt af rigtig mange grunde, men det er dog kun én del af en helhed. Som du ikke bør undgå at have forståelse for.
Men hvordan undgår vi at forvolde vores bindevæv skade, hvis ikke vi ved noget om afbalancering af kroppens bevægelsesplaner? Dette forudsætter uddannelse og dannelse om bevægelse.
Vi undgår med andre ord undertiden bevægelse, fordi vi ikke ved bedre. Eller bare ikke forstår, hvor alsidig bevægelse bør være. Skal jeg altså også inddrage det coronale eller det transversale plan? Ja, det lyder som en rigtig god og nødvendig idé.
Tankegangen trænger helt ind i organismens afkroge. Selv vejrtrækningen er blevet til en “commodity”.
Derfor kan vi undertiden af garvede og fejlbarlige kritikere som Knud Romer, det var ham med “Romerriget”, indigneret og engageret, måske blive belært om, at vi mennesker ikke udelukkende er ressourcer. Ikke skal udnyttes eller optimeres eller udstilles i glasmontre på baggrund af indfriet forventning om tilstrækkelig årsindkomst, som nogen er noget frem til i en tænketank.
Vi skal selv lære at blive tænksomme, fascineret og nysgerrige ved at få tid, fred og ro til at blomstre. Det gælder skole, behandling, bevægelse, karriere, alt, der vil pible og vokse til noget skønt og værdifuldt. Vi skal lære at “famle, fejle og lege”.
Altså det modsatte af at undgå at prøve os frem eller følge en sjælløs skabelon.
Hvad du kan lære af lediggang og tålmodighed
Og Knud Romer er om nogen en mand for at sætte trumf på:
“Jeg har lært alt hvad jeg kan i dag, i det øjeblik klokken ringede og jeg fik fri”.
Av for dælen da, Knud. At sætte tingene sådan på spidsen kan under tiden få os til at se vore egne muligheder. Selvom det jo er at tage tingene til yderligheder og til dels unfair overfor virkeligheden og et folkeskolesystem, der står overfor store, især adfærdsmæssige udfordringer.
Alt skal nok gå, når blot vi lader være med at bekymre os, hvilket er lidt af en udfordring i dagens bekymringsindustri, hvor vi let kommer til at sygeliggøre alting og problematisere alt, hvad vi kan. Heftigt tilskyndet af algoritmisk ryggesløs kapitalisme og social medie palaver.
(Du lyder helt betonmarxistisk nu, Jesper. So sorry for that)
Der snakkes en hulens masse om præstationssamfund(ets skyggesider), diagnoser, oplevelsesøkomomi, ensomhed og opioid pillemisbrug helt ned i ungdomsårgangene, men ikke alverden om at praktisere. Om at øve sig. Om at mestre kunsten at blive ved. Som var der tale om en regulær mesterlære.
Det gode går gennem tålmodigheden og at lade tingene ske i det tempo, der er organisk. Dette er Romers pointe. Og han ved, hvad han taler om, for han har læst på universitetet i afsindigt mange år. Det kunne man nemlig dengang. Og det har han også turneret en del med at reflektere over i “bagklogskabens (og måske også markedsføringens) lys”, selvom han jo personligt desværre er ramt på synet i dag, hvilket er en anden og ærgerlig historie.
Tålmodighed er en dyd, hvis man gider at vente
Jeg er med Romer, hvad angår vigtigheden af tålmodighed. Tålmodighed kan bevægelse være med til at lære os. Her sker miraklerne efter en passende indsats, ikke fordi nogen giver dig en blokade. Well, den kan nu også have en berettigelse, har jeg ladet mig fortælle. “Naturens egen minimale bevægelsesdosis”, er lidt mere spidsfindig. Den kendes nemlig kun i bagklogskabens individuelle erfaringslys – anskuet i forhold til livsprocessen.
Intet er garanteret på forhånd, men erfaringen vil dog, at mange praksisser kan ende ud i dit favør. Nogle undgår bevægelse, vælger fix og ekspertsurfing, brokkeri og klagevejen i stedet. Legitimt eller unødvendigt, jeg ønsker ikke at dømme nogen her!
Men hvem skal du egentlig beklage dig til, over at du selv undgår bevægelse og spiller dig selv ud på et sidespor, hvis det er det, du de facto er i færd med?
En bevægelsesspiral må starte et sted
Når jeg insisterer på at opskrive bevægelse i bredere forstand, er det i forbyggende regi, og livssundhedsregi i første ombæring. Siden i mere personligt og samfundsmæssigt udviklende samt undersøgende perspektiv.
Der hvor bevægelse for alvor kan sætte vind i mange andre sejl.
Jeg nævner i flæng: fra somatiske og terapeutiske niveauer, til kreative kunsteriske konfigurationer og udtryk, konfliktopløsning (ikke-voldelig kommunikation), synkronisering af livsrytmer, “vildtvoksende praktiker-drømme” og dyb selvindsigt. Sky is the limit.
Men det er næppe der, vi er, som samfund betragtet. Jeg tror, vi har svært ved at se, hvad vi skal stille op med bevægelse. For der er så meget andet “viralt ballade” at forholde sig til. Her opstår risikoen for undgåelse, for at save benene væk under os selv, for at spare lidt tid. Fordi hverdagen og virkelighedens tumult ligger på lur, som en anden kratlusker fra hjemmeværnet, som de siger i min svigerfamilie.
Jeg tager med disse linjer afsæt i et forsøg på at formidle mere om, hvad bevægelse kan være med til at gøre gavn for.
Ikke nødvendigvis i forhold til bruttonationalproduktet og djøfferens Excelark, men i menneskers egne hjerter og levede liv – også samliv.
Se bare på denne Shaolin Kung Fu 34. generation discipels entusiasme for bevægelse som paradoksalt nok også er hvirvlet ind i “nakkespændingsøkonomien” i det 21. århundrede. Men han smitter af på en anden måde, synes jeg.
Om han fører til mere bevægelsesafhængighed, er nok en smagssag og et fromt håb. Han har da fået mig til at tage fat i kosteskaftet, bare for at se, om det er noget, der kan noget…
Bevægelse er ikke et skyllemiddel, en modellerbar ressource. Det er, blandt meget andet, et livsvilkår, en del af måden vi omgås det menneskelige og kommer i bedre kontakt hermed. Det er vigtigt at tale om undgåelsen og se den i øjnene, for hvad den er. En ubekvem sandhed, for nu at lyde helt alvorsramt og på linje med Al Gore. Ikke for at moralisere, men for at ægge til mere bevægelsesindsigt og mere bevægelse i praksis.
Det er et potentielt skæbnesvangert valg at kaste alle sine æg, passivt, i behandlerkurvene, undvige eller minimere sin egen selvomsorg og dannelse i og med bevægelse.
Hvor skal en positiv spiral derfor tage sin begyndelse, hvis ikke fra individets egen selvansvarlige selvomsorg?
Hvad er det for nogle perspektiver, vi mangler, og hvad er det for nogle undgåelsestematikker, vi skal være opmærksomme på? Det vil jeg prøve at reflektere videre over i 2. akt af dette indlæg.
To be continued…