Kedsomhedens berettigelse i overstimuleringens tidsalder

Skrivetid i den danske sommerhede igen. Temperaturerne raser. Der er heftig debat om, hvorvidt det er acceptabelt at se solbrun ud (sådan helt græsk guddoms agtig), når nu kræftrisikoen lurer. Ferieglade turister kan fristes af de mange sæsontilbud – de kan både komme på sightseeing på en Puch Maxi (naturligvis med mælkekasse), drage til de endnu varmere himmelstrøg, som desværre visse steder står i lys lue, eller hvor migrantsituationen vækker store politiske kvaler i EU og de menneskelige lidelser rykker nærmere på vores egen baghave.

Verden pendulerer mellem idyl og branding af lokalpatriotisme og tiltagende global utryghed, hvor hver dag synes at byde på ikke så lidt alamisme og kollapsnyheder i breaking news. Det får mig alt sammen til at undres over verdens og tingenes tilstand.

Midt i dette flimrende inferno har jeg nærmest dårlig smag i munden over at tage hul på et emne, der vel mestendels er voksenforbudt og måske mest hørte til i teenageårene, hvor dagene syntes dræbende lange og livets ventesal uendelig.

Et godt liv forbindes i disse højdramatiske tider ofte med et aktivt, opofrende, sprudlende, sydende og boblende liv. Et dynamisk liv i vigør, der udadtil gerne skal være begivenhedsrigt, blomstrende og fuld af funklende relationelle dynamikker og korrekte moralske valg.

Tingene skal gerne vibrere. Samtidig skal planeten reddes, og vi skal hele tiden omstille os til en fremtid, som kan synes ude af vores hænders nænsomme formning.

Tiden har længe været hjemløs og rastløs, og vi konfronteres ofte med usikkerhed, hvad enten den formes som mistrivsel eller fremtidslængsel. Hvor løfter om det gnidningsfrie liv i AI-æraen eller armageddons snarlige forestående kæmper om fortolkningsnøglen. Apokalypsens ryttere stiger aldrig ned fra hesten.

En romantiker på banen

Den verdensberømte forfatter med de slidte vandrestøvler om halsen, Bruce Chatwin, havde store planer om at trænge ind bag den modernes verdens flimmer og misforståelser, og gør i sin roman Drømmespor det ligefrem til spørgsmålet over alle spørgsmål, nemlig “karakteren af menneskets rastløshed”.

Romantikeren Chatwin havde set sig varm på det nomadiske alternativ, men han fuldførte aldrig disse bestræbelser. Alligevel tilbragte han det meste af sit voksenliv på at udforske Pascals berømte udsagn om, at al menneskelig ulykke stammer fra ikke at kunne sidde stille i et rum. Det er muligt, vi stirrer ind i en fortabelse, når vi betragter menneskets behov for adspredelse, men Chatwin søgte at gøre en etik ud af den, til at skabe noget ud fra.

Han hudfletter vores civilisatoriske levevis i sine bøger og finder nomadens tilværelseslod som udsat, mere fredfyldt, og i pagt med vores iboende behov. Om end han, som Alexander Carnera påpeger i essayets Øjets slør i bogen Erfaringer på kanten: Bemærkninger om kunst og liv, tilsyneladende havde et alt for historiserende og romantisk blik på nomaderne.

Faktisk, skriver Carnera, havde selveste Desmond Morris opfordret Chatwin til at droppe sine nomadeoptegnelser og studier og begive sig ind i selve spørgsmålet om “menneskets behov for at vandre ud – bevægelsen som livsvilkår”.

Det sidste formåede han heller ikke. Men det værk, han efterlod os, er vidnesbyrd om livet som en afsøgning af skismaet mellem frihed og tilhørsforhold, at leve gennem prøvelser og mangfoldige leveformer. Livets erfaringer skabes gennem prøvelser. Eksempelvis den berømte walkabout, et udtryk fra Drømmespor, som betegner en slags rite-de-passage, et ungt menneske må gå igennem for at blive sig selv, for at kunne klare sig selv. Chatwin var gennem sin rastløshed på sporet af frihed, og hvordan man bliver sit eget livs vejviser.

At skabe erfaringer på kanten.

Modenhed uden sanselighed?

Mangler vi et modenhedsbegreb i vores nuværende gennemrationaliserede kultur, og hvad modnes vi i så fald til?

Blind lydhørhed og underdanighed overfor et løbsk teknologisk innovationseksperiment, der muligvis berøver os selve evnen til at skabe dybe erfaringer og lade os lede mere af vores egne sanser?

Sanselighed og sproglighed står stærkt i Chatwins bøger, fortællekunst – og også overdrivelse, som det er blevet bemærket i det biografiske efterspil. Chatwin var den store grænsesprængende genretroldmand, der tager os med på de store fængslende eventyr og blander materiale fra arkæologi, rejseberetning, etnografi og folklore m.m. Han søgte en aktiv indlevelsesform som kun kan opstå i bevægelsen. Til trods for at rødderne spiller en rolle i afsøgningen af grænsedragningen for måder, vi finder sammen på som mennesker, i det vi kalder samfund.

Unægtelig en kontrast til os, matrikelrotter og andre kvadratmeterregenter.

Chatwin prøvede samvittighedsfuldt at søge ind til det at skabe et værdigt liv ved at respektere behovet for bevægelse. Hvad sker der, når vi bryder op fra det velkendte territorium? Hvad sker der med vores værdier og med det, vi kalder samfund? Hans forsøg var ikke en flugt eller fantasteri, men et forsøg på at finde liv. Han insisterede på en tilværelsesform som var aleatorisk, altså bestemt af tilfældigheder, hvilket står som et farvestrålende korrektiv til meget i det gennemteknologiske samfund, hvor vi søger svaret på alt og samtidig føler os i stadig mindre kontrol over vores egen tilværelse.

Et indskrænket og “kunstigt” blik, der nærmest har fjernet udsynet og øjets registrerende kraft til at forme landskabet. Som har erstattet det med et duknakket og nedslået søvngængerblik, bøjet ind over en skærmbrønd, der aldrig kommer til at rumme den tilfredsstillelse, vi stilles i udsigt. Eller udfrielse fra den iboende længsel, vi har så svært ved at benævne. Mønten ligger øjensynligt ikke på bunden af denne helligdom, uanset hvor meget vi stirrer.

For en god ordens skyld kan jeg nævnte, at tilfældigheden også kan tage overhånd, hvilket læsere af Terningemanden og Jagten på terningemanden af Luke Rhinehart nok er kvalificeret til at tale med om. Yderpolerne har deres tiltrækningskraft, men midtersøgningen kan under tiden være mere bæredygtig.

Vores adfærd kan ikke reduceres til diktat og konsekvens af psykologisk motivation, men bliver i stedet til som mønsterdannelse i mødet med livets ubetrådte stier. De fremprovokerede møder, vi selv involverer os i.

Det handlede for Bruce Chatwin muligvis ikke om at efterligne nomaden som livsform, men snarere om at afsøge veje til den indre frihed, skriver Carnera. Måske er nomaden et billede på bevægelse og det uforløste menneske.

Måske vi er dømt til at pendulere mellem udlængsel og hjemve, mellem hegnspælenes snævre og kvælende indhegning og de store vidders svimlende kaos og ukontrollerbare usikkerhed. Mellem hjemstavnens tryghed og behovet for frihed og at sprede sine vinger. Akkurart som den nu biografaktuelle The Odyssey også tematiserer som det europæiske menneskets livsskæbne.

At være på herrens mark, i konstant belejring fra alverdens fristelser og prøvelser, i forsøget på at finde hjem.

Bevægelse som (u)mulig livsudfoldelsesfilosofi?

Jeg bekender mig til meget i Chatwins insisteren på, at livet må rumme en lyrisk åre. Det hele kan ikke være pligt og hverdagstrængsler. Jeg er dog, når vi ser på livet igennem bevægelse som en livsmetafor, et menneske der lever et helt almindeligt liv uden de store globetrotterarmbevægelser, i traditionen fra Chatwin og ligesindede.

Måske er det derfor ikke kun rastløshed, jeg bakser med, men at acceptere hverdagslivets repetitive karakter. At håndtere kedsomheden, snarere end rastløshedens prikken. En kedsomhed, der vedrører en dybere forpligtethed på at leve autentisk, ansvarsfuldt. Ikke fordi jeg er træt af mit liv og mit virke som sådan.

Jeg er derfor optaget af gentagelser uden gentagelser (et berømt udtryk i kølvandet på Bernsteins teori om bevægelse – repetition without repetition). Og derigennem en granskning af dybere værdikomplekser, der vokser ud af en bevægelsesfilosofi, som søger at skabe frem for kun at indordne sig. Hvilket naturligvis også har sin berettigelse.

Jeg afsøger den indre frihed, i accept af tilværelsens gentagne form, der vel omslutter de fleste af os. Og bevægelse er mit våben, i den meget fysiske forstand, hvor Chatwin måske mere havde kunsten og fortællekraften som sin motor.

Jeg søger samtidig mod helhjertethedens fascination – af noget jeg finder umådeligt mere livgivende, nærende og inspirerende end kakofonien af modebølger og celebre modelskabeloner, der lokker mig med på endnu et populært og fordærvet dopaminridt.

Lad os kalde det for gode livs praktiske undersøgelse, i samspillet mellem bevægelse og bredere livs(filosofisk) praksis. Er det overhovedet muligt at leve et autentisk liv, der ikke udgør et unødigt kompromis med sit eget værdigrundlag, er det spørgsmål, jeg ofte vender tilbage til.

I indeværende indlæg lægger jeg derfor arm med en filosofisk sværvægter, kedsomheden, og forsøger som altid at væve en gylden ariadnetråd til bevægelse.

Som akkompagnement til denne slentretur tilbyder jeg en mere håndholdt kropspraksis, til dig der gerne vil praktisere kedsomhed i smug eller i større skala, end hvad du formår for indeværende.

Kedsomhed kan være en kraft, der sætter bevægelser i gang i mere end én forstand. Og som sådan søger jeg at fravriste den pladsen i skammekrogen, uden at ophøje den til livets eneste kreativitetsåre eller længselssalve. Snarere et vilkår, vi alle må komme overens med, på linje med Chatwins prøvelser. Den stilfærdige modsætning til aktivitetsbombardementets oppiskende kværuleren og kaffekværnen.

Er kedsomheden en prøvelse på vej mod modenhed?

Livet er ikke beregnet til “window dressing”

Livet, lærer Chatwin os, formes i prøvelser, i aktive favntag med værdiundersøgelserne. Ikke udelukkende i blind repetition og amagerhylde.

Måske er der en grund til, at de sociale medier antager den form, de gør? Udover at anerkendelse og efterligning er to kræfter, der trækker i mennesket og har gjort det siden kulturens vugge.

Det medierede og selvpolerende fremstillingsvindue på de mange medieplatforme er, som ofte bebudet, ladet med modhager. Eller i det mindste en masse menneskelige forviklinger, der ikke altid fører en lykkerus med sig – snarere et forventningspres om at leve på en bestemt sanktioneret måde.

Kommerciel påvirkning, uafladelighed og fængslende adfærdsstyring uden ærlighed og samvittighed, råber de kritiske røster.

Hvornår holder vi egentlig fri fra denne centrifugale delings- og nysgerrighedsbonanza og de opmærksomhedskrævende kip med flaget?

Nogle af disse menneskelige relationelle forviklinger brugte jeg lidt løst krudt på i forrige indlæg om færdighedsudvikling i relation til bevægelse. Hvor jeg også formidlede en del viden om rygproblemer, og hvordan vi kan se færdighedsudvikling som en anden og, i flere tilfælde, måske mere raffineret måde at forholde sig til rygheling på.

Som altid kan vi finde flere veje til et forjættet land. Hovedsporet er ikke det eneste lydspor, når du søger den søde musiks opståen.

Hvis livet ikke primært handler om at gøre sig bemærket, men om at afsøge livet, evt. i al ubemærkethed eller i enhver anden form, der kan bære ansvaret herfor, hvad indebærer det da for det moderne rastløse menneske?

Når dopaminfikset fra telefonens fingerpillende tilskuerfest skal erstattes af en stillingtagen og involvering – af ægte engagement?

Sommerpausen og mulighed for legitim kedsomhed

Jo jo, sommeren er atter over os. Vi steger i hedebølgens nedadregulerende tempo. Og netop her på denne tid af året kan kedsomheden for en gangs skyld måske snige sig ind i de foretagsommes sprækker, i et sommerhus, mens vi stirrer ud på marehalmen og dufter til Vesterhavets brusende saltspredende skumsprøjt.

Den har det i hvert fald med at dukke op i alverdens mediespalter og radioprogrammer år efter år. Og nu er det min tur til at give mit beskedne besyv med også. Forvent imidlertid ingen revolutionerende indsigter, kun velmenende og tankevækkende betragtninger i sådan cirka lommefilosofisk lommelygteskær.

I ferietiden rammes vi måske af de dybere mellemværender, får en lejlighed til at mærke efter, hvad der betyder noget. Vi bliver i gunstigt fald konfronteret med den rastløshed, Chatwin kredsede om, og også den utålmodighed, der meget vel kan være en konsekvens af, at alting skal gå så rasende stærkt til dagligt. Uden at vi nødvendigvis aner hvorfor. Ud over hvad vi får fortalt i økonomiseringens rationaler.

Måske er ferien forbi førend vi fik lejlighed til at puste ud. Nåede du at kede dig, bare en anelse?

I en evindeligt påpegende, insisterende og konfliktfyldt samtid, hvor eftertanken ikke burde være på retræte, på linje med dybden i den gode samtale, stiller jeg mig selv spørgsmålet om kedsomheden har noget at byde ind med i kravssamfundets uigennemsigtighed.

Denne forbudte frugt, ingen tør spise af frygt for udskamning, anklager om dovenskab og mangel på begavelse (eller er det for høj begavelse?). Eller fordi tidsundskyldninger (ikke at forklejne nogen som helst form for legitim travlhed) og opmærksomhedsbelejring fylder det hele.

Vi skal jo performe et selv og et liv, der er anseelsesværdigt, ikke sandt?

You name it, we have an excuse or an explanation for it.

Det er så vidt jeg ved stadigvæk uncool at kede sig. Sig det, som det er. I alt fald er det ikke blevet mainstream at blære sig hermed, så vidt jeg er orienteret. Om end quiet quitting-tendenser og alt muligt andet jo florerer derude.

Det har vi endnu til gode. At kede os på ren samvittighed. Ikke sandt? Jeg tør næsten ikke pege på den protestantiske etik i disse religiøse stridstider, hvor der debatteres indædt, om der skal være præster på Borgen eller ej. I så fald skyldes det næppe kedsomhed. Men muligvis at der (i Morten Olsen termer vitterligt) er rigeligt at se til – og stærke følelser på spil i demokratiets navn osv. At “glidebaner” kan udvikles i den ene og den anden retning. Det lyder som en krudttøndedebat, jeg ikke skal antænde og opflamme yderligere.

Jeg hepper dog lidt i smug på kedsomhedens genoprejsning, uden at du må beskylde mig for ikke at ville passe hverken den daglige dont eller engagere mig i vigtige samfundsanliggender. Jeg er meget bevidst om værdien af min bevægelsesvision.

Men også jeg til tider “uhelbredeligt” ramt af arbejdsiver-bacillen og muligvis manglende kedsomhedspraksis. Som en helvedslarve kravler den også op ad mit livstræ. Det livstræ, vi undertiden måske skulle minde hinanden om at lege lidt mere i…

Kedsomhed uden nykker og ondt i navlen

Jeg tager således samvittighedsfuldt, uden nykker og skyldfølelse, favntag med disciplinen at kunne opskrive kedsomheden. Hermed bebudet. Færre kvaler, flere vokaler. Så kan I jo altid overveje at kaste med tomater akkurat ligesom i Erasmus Montanus stykket, som også jeg, kæresten og min familie nød til latterkrampeniveauet på Aarhus Teater i Lollikes version.

For jeg ved jo godt, at vi næppe kommer til at sætte kedsomheden op på den daglige todo liste, som den vigtigste regeringsførende opgave i kongeriget. Så ville samfundet definitivt gå i stå, lyder anken indlysende, og det er nok heller ikke skudt helt ved siden af.

Men måske er det faktisk værd at skyde lidt forsigtigt til måls efter, hvad det så end er, den der kedsomhed rent faktisk kan hjælpe os med. Nu hvor olieflydende stræder åbnes og lukkes med (u)jævne mellemrum, klyngebomber kastes på den østeuropæiske slagmark og der varsles store opjusteringer på europæiske oprustningsbudgetter, alt sammen opbakket af edsvoren musketerånd.

Ja, k for kedsomhed og kanelsnegle. Alt imens vi drukner i biodiversitetens skyggesider, fritgående ulve (aarrgh, næppe drukner endnu, men mindre kan også antænde debat, især når de optræder på golfbanen i Henne Golfklub og andre ubelejlige lokationer), de årlige sportsbegivenheder eller nyder selvsamme i overmål med svale drikkevarer på divanen under de ulidelige varmegrader, der ulykkeligvis også har dræbt i tusindvis af mennesker i denne sæson. Samt, ej at forglemme, har gjort kampen i egen have mod myreflittige terrassemyrer til en opslidende 5-sætter, der er selveste Novak Djokovic værdig.

Spørgsmål og begrebsjonglering til tjeneste

Men er det egentlig komplet uvæsentligt at forholde sig til kedsomheden under disse livsvilkår?

Er det overhovedet en forudsætning for noget i det gode livs realisering?

I noget så altmodisch som Brøndums Encyklopædi finder vi ordet lige under Det kategoriske imperativ på side 157. Så ved du det.

Antydende at det nok er værd at forpligte sig på?

Det skal fra min side imidlertid ikke vække anledning til nogen anmassende moralisering. For mig er kedsomhed en ejendommelig følelse, eller et eksistensfænomen, de fleste mennesker antageligt er bekendt med, men måske ikke har et tilstrækkeligt fortroligt og afklaret forhold til. Bunker af evidens har jeg desværre ikke medbragt i madpakken, så du må mobilisere lidt tillid (og sund skepsis) i stedet.

Skal vi kede os bevidst, eller er det noget, vi bare gør, når omstændighederne dikterer det? Kan det hjælpe at få lov udefra? Eller kræver det noget drastisk, som en livskrise eller en sanktioneret orlov på en svensk ødegård?

Slet ikke dårlige spørgsmål, hvis nu der alligevel skal bydes op til bal, som i serien Bridgerton, hvor de allesammen da må kede sig en masse med alle de sociale sammenkomster, hvor der skal gnubbes skuldre og “fedtes de rigtige håndtag”, som det hed på en rustur, jeg ulykkeligvis ikke har glemt, eller fortrængt i hukommelsen. Men også danses, og det er jo ganske nice. Bortset fra at der mangler noget groove i Bridgerton. De er lidt stive og kedelige, ikke sandt. Never mind.

Groove har til gengæld de her oldschool drenge, der kan lidt med håndtegn og knee bounces. Det er måske slet ikke så dårligt at der også er balance mellem det, der førhen hed “høj” og “lav” kultur.

Hvad er kedsomhed et udtryk for i nærmere begrebslig forstand? Arbejdsløshed på stenbroen eller i The Bronx?

I den afsindigt tunge Den danske begrebsordbog (s. 256-257 – du finder da også de mest spændende værker frem, hvad Jesper) ligger begrebet tæt på andre begreber som alvorlig og utilfreds. Der er ikke så få synonymer, som ligger i spænd, når ordene kedelig, kede sig, kedsommelig og kedsommelighed skal forklares.

Vi har til substantivet kedsomhed synonymer som sløvsind, ligegladhed, ugidelighed, apati. Til substantivet kedsommelighed har vi synonymer som eksempelvis trivialitet, fantasiløshed, monotoni, hængedynd, dødens pølse. Vi favner bredt, kan du nok se.

Til verbet kede sig er det ord som for eksempel gå sukkerkold, kede sig bravt, røvkede sig, trille tommelfingre, synke hen, hensynke, sidde og kukkelure, gabe kæberne af led, der toner frem.

Det bliver bedre endnu, trust me.

Til adjektivet kedsommelig optræder ord som søvndyssende, uspændende, idéforladt, usexet, charmeforladt, uinspirerende, for blot at nævne nogle få. Det myldrer frem med betydninger, der kan antyde alt fra fordomsfuldhed, ladede betragtningsformer og beslægtede vinkler på kedsomhed. Og efter sidstnævnte adjektiv, og inden vi når til ordet utilfreds, står der gudhjælpemig:

“ØVRIGE – gab – get a life, få dog et liv, prøv dog at få et liv” (s. 256).

Javel så. Legitimt virker det ikke ligefrem til, at det er. Forstår du min indledende bekymring nu? Bare en anelse?

Hvorfor nu disse opremsninger?

Måske fordi det forekommer forvirrende, hvilket begreb vi har med at gøre. Meget afhænger af øjnene, der ser, lader det til (læs forrige indlæg og genopfrisk dette og hint, hvad disse øjne angår). Kan vi kede os uden at være kedsommelige, og kan kedsomhed sidestilles med sløvsind og ligegladhed, og er kedsommelighed altid en trivialitet?

Er du som læser overhovedet stemt for at se på kedsomhed som andet, end noget der skal undgås, eller noget der forekommer pestramt og aldeles dræbende for al livsmod? Noget skamfuldt. Noget der burde udryddes af Dolph – ved dobbeltkølle.

Er der overhovedet ikke plads til de lysere nuancer ved dette begreb?

Legitim livspraksis mere end kropspraksis?

Første hurdle, jeg er uklar på. Kan vi praktisere kedsomhed som en livspraksis, al den stund, at den ikke står som den mest indlysende af alle kropspraksisser i gængs forstand? Vi går ikke lige ned i svømmehallen og indløser billet til at kede os, selv om det for nogen utvivlsomt kan føles som en flydende ørkenvandring at pløje sig igennem de mange banelængder, eller at tilbringe 3 timer fastspændt i veloursædet til en avantgardistisk teaterforestilling.

Det kunne se ud som om, vi befinder os i det øverste kirurgiske lag, men kedsomhed er vel omvendt noget, vi mærker på både krop og sind. Noget der undertiden lammer hele livsfatningen, kropsholdningen og i for store doser risikerer at bevæge sig ud på et psykologisk skråplan, med tiltagende negative konnotationer. Eventuelt en ordentlig deroute til det værre.

Er kedsomhed en usleben diamant til trods for, at den kan fremstå umoralsk i nogens øjne (vi er som antydet vel børn af den protestantiske etik), idet den ved første øjekast ikke syner af kapitalistisk effektivitet, rationalitet, verdensopbrud og selviscenesat promoveringsiver?

Lad os væve en plaidoyer for kedsomhedens usexede, men behørigt berettigede plads i tilværelsen. Væve et forsvarstæppe, der måske ikke kan få os til at flyve ganske ubesværet på niveau med Hodja fra Pjort, men måske nok lægge en dæmper på overambitiøsitetens mareridtsagtige dominans og tillade os at være i kontakt med både jordbundethed og eftertænksomhed. Eller åbne en dør ind i den slendrende tankevandrings tiltrængte gemakker på en sval gåtur i skovbunden.

Så vidt indledende forvirring om rubricering.

Vi kredser om et fænomen, der bølger frem og tilbage i bevidstheden som en (vanskelig kontrollerbar?) naturtilstand og en truet menneskeret, det ikke kan gå stærkt nok med at få ryddet af bordet. For som det messes på mangen et gadehjørne – verden er som altid ved at bukke under, i morgen endnu mere end i dag, og det er ganske forskrækkeligt og kalder på yderste alvor og nul slinger i klinkevalsen.

Er det derfor overhovedet legitimt og meningsfyldt at kede sig bliver det næste spørgsmål?

Kan det undgås, bør det betragtes som ukrudt eller hilses velkommen under særlige omstændigheder?

Er det er vilkår eller et udtryk for et afsporet personlighedstræk?

Eller en lidt for høj IQ?

Jeg tilbyder ingen ultimative svar på alle disse spørgsmål. Men jeg mistænker kedsomheden for at være noget, vi ikke kan undgå. Og mange af os er jo de facto verdensmestre i discipliner som eksempelvis at undgå, hvilket der ikke skal lægges nogen udskammende og moraliserende ondskab i. Jeg driller. Og jeg kan så udmærket godt forstå fortravlethedens talrige tematiske teknikaliteter.

Men jeg vil gerne tage kedsomheden alvorligt, ikke mindst fordi det er alvorligt, når den indfinder sig. Og måske noget, der kan komme bag på os, hvis den berygtede “meningen med livet” pludselig er rejst til Barbados eller bare har “forladt bygningen”, som det vel hed i Las Vegas i 1970’erne.

Her er lidt Elvis, hvis du keder dig. Eller føler dig ensom her til aften.

Elvis var i øvrigt en mand der, som mange andre kendisser, trak foretagsomheden ud på et (også bevidst iscenesat) overdrev, eller var det de mange omverdensforventninger? The show must go on, som det er blevet fremhævet i indtil flere dokumentarer.

I 1968 var han i hvert fald i forrygende comeback-form. Den senere deroute kunne måske være undgået, hvis han havde haft tid til at kede sig lidt. Det vilde kald fra scenelivets dopaminrus, de mange hang arounds, der skulle fodres, og hvad der nu ellers er blevet konspireret om, kom vel med en pris, der endte med, at vi alle mistede den måske største af de beundringsfulde og bedårende sangfugle.

Kedsomhedens kvalitative bagtæppe

Direkte adspurgt i dommervagten: Er det ikke lige lovligt luksuriøst og prætentiøst at fremture med kedsomhed som interessefænomen, nu hvor verden er indsvøbt i klimakatastrofer, ragnarok, El Ninõs ødelæggelser, skyhøj inflation og toldtrusler med svingende procentsatser? Er der overhovedet en ledig stund til at sygne hen i det raffinerede og fintmaskede ubarmhjertighedsbårne udbytningscirkus, som mange intellektuelle utrætteligt beskriver samfundstilstandene i skarpe sociologiske vendinger?

Well, jeg kan kun tale for mig selv. Jeg prøver at abstrahere fra alle disse ydre stressorer, selvom det ikke altid er let. Jeg har brug for omtanke og en vis mængde vandetrædning, førend jeg skaber de tiltag, jeg gerne vil dele med omverden. Det er absolut moderne at ride samme dag som vi sadler. Men det er ikke altid foreneligt med hverdagens vilkår eller det, som det kræver at skabe kulturforandring.

Kvalitet undfanges i øvrigt sjældent på kommando. Men ofte gennem drøvtygning, en helhjertet anstrengelse og blik for detaljen – såvel som helheden.

Det kan du muligvis forvisse dig om ved at kigge på nogle af de senest snedkererede sider om rygsøjlebølger, hvilesquattet og hængepraksis, der har ikke så lidt evolutionært ballast bag sig og erfaringsmæssig pondus gennem årevis af praksis – på tværs af hele bevægelseskulturen.

Denne triangel tænker jeg, at også du fortjener at blive mere dus med. Og de indgår i et symbiotisk forhold, hvis du ser nærmere efter. At hænge er eksempelvis ikke bare endnu en øvelse. Det stikker dybere.

Må det lede til færre quick fixes og kælne løfter, der skuffer i længden, mere indsigt i sammenhængen mellem disse praksisser og først og fremmest nysgerrighed og mod på at praktisere disse. Så bevægelse bredes velvilligt ud i befolkningskrogene.

Det burde være alt andet end kedeligt, men kræver måske alligevel, at du ved, hvordan du skal forholde dig med din opmærksomhed, når du laver mange oscillationer med kroppen som med bølgebevægelser eller sidder stille og hviler i et squat.

Der er ofte en dybere praksis bag enhver praksis. Som tilegnes gennem yderligere og mere bevidst praksis. Hvilket ofte glemmes i forbifarten af mange, der jagter hurtige løsninger på noget, de måske ikke forstår. Eller ikke lader sig løse ad den vej.

Her melder sig en anden tilgang til tingene. En opmærksomhedskrævende tilgang.

Noget er glemt i forbifarten

Fra de højere tinder i bevægelseskulturen lyder det nu, at vi simpelthen har glemt at være opmærksomme på vores kroppe. Kroppen ligefrem sulter efter opmærksomhed i den hovedtunge kultur, vi lever i. Det er bare ikke længere nok at lytte til sin krop, for den er sørme også både korrumperet og offer for en slagmark af kommercielle interesser, misforståelser og uvidenhed osv., osv.

Jamen altså da, hvad skal vi gøre?

Det kan du høre Ido Portal i vanlig kryptisk formidlingsstil, om end til tider også mere klart oplysende, drøfte i denne podcast:

Måske kedsomhed kunne være med til at fremelske lidt mere erfaringsskabende kropskontakt, hvis det er sandt, at vi er gået for hovedløst til værks, eller rettere er ved at koge over i hovedtunge anliggender. Også når der ikke er hedebølge.

Gøre os opmærksomme på, at vi er kroppende væsner også, selvom vi også er meget andet. Kulturelle, sociale. politiske etc. Det er bestemt for billigt at reducere alt til evolutionsgymnastik og biologisk reduktivisme.

Venligst omfavn kompleksiteten, som en Steen Nepper Larsen også utrætteligt slår på tromme for i flere sammenhænge.

Men ligefrem at glemme både ophav og egen udrustning fra halsen og nedefter, er måske alligevel at gå for vidt. Og det hævder Ido altså, at mange gør, og argumenterer frejdigt for sin sag.

I føromtalte bog Erfaringer på kanten skriver Alexander Carnera netop om det at være menneske. Han henviser i essayet At være menneske til den norske forfatter Karl Ove Knausgårds meget konkrete hverdagslige registrering af det, der sker, når vi erfarer, hvad det menneskelige er for noget, sådan helt ned på hverdagsniveau (afsløring: det er meget hverdagsligt, flimrende, abrupt og kaotisk).

Vi kommer i kontakt med noget af det, Carnera bemærker Knausgård beklager sig over. Nemlig at virkeligheden skrumper under teknologiseringen. Der findes ikke længere et udenfor, vi er altid koblet op – og som det hedder et sted:

“Den imaginære virtuelle verden har skabt et virkelighedsunderskud.” (s. 45)

Det lyder næsten som en kedsomhedserfaring. Der tales i hvert fald om et underskud af menneskelige grundfølelser, som vi får stadigt sværere ved at komme i kontakt med. Intet fremmed er fremmed længere. Der peges også hos ham på fattigdommen i erfaringer, der ofres på et markeds- og oplevelsesalter, som aldrig bundfældes i noget, der for alvor påvirker og ændrer os. Altså påvirker, hvem og hvad vi er – evt. drømmer om at blive.

Er vi ved at miste det håndgribelige, i sværmen af fremtidsforjættende landvindinger, sådan som den teknologiske udvikling kunne lade antyde? Tabet af en fysisk virkelighed(sfornemmelse) og alt, hvad den vedrører.

Er kedsomhed et behov for at komme ned på jorden igen og være i kontakt med sjæl, naboer, ukrudt i haven og alt det, der ikke fiser forbi i skærmvrimlens bombardementer?

Et behov der leder til genovervejelse, evt. til en art reorientering, til mere eller bedre forvaltning af opmærksomhed?

Muligvis, jeg ser i hvert fald bevægelsesfilosofien hos en Ido Portal som et særdeles livgivende bud på en måde at generobre disse grundfølelser, disse fysiske interaktioner og erfaringer. Selv om den digitale æra er kommet for at blive – på godt og ondt.

Ikke at jeg er på bølgelængde med alt, hvad dette geni foreskriver. Jeg inspireres. Jeg iagttager. Jeg er ikke (som nogle kritikere måske er på nippet til at tro) kulttilhænger.

Jeg øver mig i selv at undersøge. Og det er Ido tilfældigvis verdensmester i at orkestrere. Så vidt inspirationsdelen.

En luksus på ryggen af naturbeherskelsen?

Lad os kigge lidt på den der luksuskritik, som jeg før spurgte ind til. Måske er der noget luksuriøst på spil?

I en kvartgammel (ikke forhistorisk) avisartikel anspores vi til at se kedsomhed som et moderne privilegium, en “Indadvendt luksus”, som er titlen på artiklen.

Artiklen refererer til en, på daværende tidspunkt, aktuelt udkommet bog med titlen Leth og Kedsomheden, hvor forfatteren Jonathan Wichmann indledningsvist anfører, at kedsomheden er en plage, som – siden fænomenets registrering i anden halvdel af 1700-tallet – er vokset i styrke – og kan anskues som et lod for det moderne menneske:

“… kedsomheden har lagt sig som en stor, usynlig dyne over hele kloden”. (Wichmann, Jonathan. (2008). “Indadvendt luksus”. Weekendavisen nr. 1, Ideer s. 11, 4. januar)

Hverken mere eller mindre. Hvor jeg taler om overset, opgraderes der her til regulær usynlighed. Usynlighed ved enhver, der har set for mange tvivlsomme Hollywoodfilm, kan være roden til næsten alt ondt og afsindigt mange special effects i en elevatorskakt.

Er kedsomheden hul som en film, jeg så for nylig – Hollow man? Eller kan vi bare ikke få øje på den, fordi den er usynlig?

Jeg vil undlade et stort idehistorisk bundgarnsbaseret optrevlingsarbejde her, men alligevel trække 5 identifikatoriske figurer frem af kaninhatten, som optræder i artiklen, hvor Wichmann griber tilbage til lektor William Enderbys “Forelæsning om kedsomheden” på Malay College fra 1959.

Så er vi ligesom kommet i stemning, kan du nok høre.

Forestil dig en linje, der tegnes…

1. Kedsomhed anskuet som et hul, du knap kan komme op ad. En alvorlig krise, der intet godt kommer ud af. En klassisk kedsomhedsopfattelse med andre ord.
2. Kedsomhed som en fordybning uden ende. Her kan du ikke komme op igen som i artiklens figur 1. Her er der ingen vej tilbage, du er fanget i et evindeligt mørke.
3. En Heidegger-baseret tilgang til kedsomhed. Her er mødet med intetheden i artiklens figur 2 ikke kun en fortabelse til det værre. Mødet med ingenting kan lede til, at du efterfølgende får et dybere og vitalt forhold til tilværelsen. En slags meningsfuld reboot, hvor du kan nå nye højder, når du når op til overfladen igen.
4. Hurdleperspektivet på kedsomhed, hvor du skal klare en bakkeforhindring. En pukkel, der skal overkommes og som du må give dig i kast med, på bedste Sisyfos manér eller deromkring. Først op ad bakken, siden nedad bakken, og med kurs mod glæden. Du føler dig i live, fordi der sker noget. Der udrettes noget, fordi kedsomheden skaber en begivenhed, der rykker ved følelseslivet.
5. Plateaumodellen. Her løftes du op på et indsigtsfuldt podie af visdom, hvor du har indset kedsomhedens potentiale. Du udnytter kedsomheden, og retter opmærksomheden mod den og dig selv.

I det perspektiv er kedsomhed ikke dekadent eller en fortabelse. Den er med Enderbys ord:

“… den mulighed, der ligger i naturlig forlængelse af det faktum, at vi på mange måder har sejret i vores kamp for at beherske ikke blot elementerne, men også os selv.” (Ibid., s. 11)

Jeg skal ikke dømme, hvorvidt vi har sejret ad helvede til, for nogen vælger altid at se lyst på fremtiden, andre ser udelukkende Armageddon. Det forekommer at være et skisma, der har sine rødder og sin faste plads i megen kulturkritik, som filosof Mads Storgaard Jensen for en del år siden skrev en udmærket bog om Dommedagsfesten, hvor han diskuterede, hvorvidt der er gået selvsving i den negative tidsåndskarakteristik som kulturpessimisme.

Og det var altså i 2001! Andre har siden fulgt trop med kritik af negativ opbyggelighed og meget mere. The show must go on.

Jeg nævner det, for hvis vi får mere tid på egen hånd (fremtidsoptimisme på højoktanformel), bliver kedsomheden måske et tema, der vinder mere indpas og hæver os op over smålighed og grådighed? Eller hvis alle er ved at gå ned med knopskydende (evt. dommedagsforanledigede) stressvarianter (en dystopisk udlægning antageligt et stykke ude på overdrevet), får kedsomheden måske så trange vilkår, at den risikerer at slå om i en dunklere og mere permanent dyster sindsstemning?

Behov for en balanceakt?

Privilegieblindhed eller vilkårsafhængighed?

Da jeg ikke har min daglige gang på Instituttet for fremtidsforskning, vil jeg lykkeligt forbigå spådomskunsten, hvad angår fremtidens udformning, og holde mig til noget mere nagelfast.

Vi er de facto alle underlagt forskellige (men sandelig også fælles) levevilkår. Uretfærdighed findes og demaskeres måske endda særdeles strategisk, afhængigt af hvem der spørges. Vi lever i hvert fald ikke i et generelt tomrum. Mennesker har forskellige forpligtelser og bekymringer, der sætter grænser for, eller påvirker deres formåen – og perfekthedsparoler. Ikke alle har lige adgang til alt, og mange løgne er i omløb, når der lokkes med optimering, lagkagebund og positiv tænkning. Ikke alt kan klares med mere rygrad og viljestyrke. Eller sportspsykologisk assistance.

Hvilket også gælder de evige lykkeforestillinger og wellnessdrømme, der kommer under hård behandling i bøger som Wellnesssyndromet. Du er ikke individuel ansvarlig for alt her i verden, lyder budskabet.

Du bliver ikke som ved et trylleslag fluks mere rig eller sund af at tænke dig til det med en bog som The secret under armen. Du bliver ikke nødvendigvis mere moralsk dydig af, i et online forum, at vrænge ad andre, der har det sværere end dig, ikke har gennemskuet de rette sammenhænge eller har glemt at opruste yderligere intellektuelt ved at studere en europæisk kanon eller have moderigtige meninger om identitet eller demokrati.

Men til trods for disse “benspænd” eller omstændigheder er der nok alligevel plads til at være omsluttet af kedsomhed. Både ved samlebåndet og i Rytteriets sauna, eller hvor det ellers brænder på derude i samfundet. Vi kan jo ikke kun køre på panikangst, foragt, bedrevidenhed, misundelse og privilegieblind utopisme.

Jeg tror ikke, vi kan reducere kedsomhed til en moderne luksus, som skal vække maksimal skamfuldhed og dysses ned for enhver pris, nu hvor alarmismen som altid buldrer.

Lad os komme kedsomheden i forkøbet med en endnu dybere kategorisk indkredsning, ikke udelukkende ved at opdele befolkningen i dem, der har overskud til at kede sig eller er forbigået i privilegiehenseende, eller finder det komisk og intetsigende.

Lad os prøve at spejle den i figurer og typologier, der vækker yderligere eftertanke.

Vælg selv din forbeholdenhed.

Kedsomheden er bare ikke sådan at undfly. Det er ikke kun et spørgsmål om hvem, for eller imod, eller hvad du synes.

Kedsomhedstypologiske krumspring

I føromtalte Brøndums Encyklopædi bliver der knastørt og mistrøstigt lagt følgende for dagen:

“En kort- eller langvarig søvndyssende tilstand af manglende forventning, fylde, nærvær, opmærksomhed, deltagelse og interesse, kombineret med en utålmodig følelse af at ens virkelighed er utilstrækkelig eller indskrænket, og at man er et andet sted end man skal være.” (s .157-158).

Det tænker jeg sørme mange mennesker føler. Muligvis også uden at de af den grund keder sig. Hvem kender ikke til skuffelser, der ikke gik i opfyldelse, som det hed hos Møllehave – men også det modsatte?

Hvem kan ikke være nærværende og kede sig samtidig? Behøver vi at have momentant mindreværd, blot fordi vi keder røven i laser på en onsdag i marts?

Intelligente mennesker keder sig aldrig, har nogle sikkert oplevet som et moralsk opdragelsesimperativ. Men sandheden er, at det nok måske ikke handler så meget om intelligens, men om udsyn. Og verden af i dag er ikke just transparant.

Lad os værne os mod at individualpsykologisere os ud af noget, der er vævet af mere flerfarvet garn. Lad os få samfundsperspektivet med også.

Selveste Elon Musk har proklameret, at den store udfordring i fremtiden bliver at finde mening, når der kommer fod på det med “abundance”. Hvor alle goder bliver tilgængelige for alle på den AI- og robotdrevne motorvej til en ny økonomi, der vender rundt på alt og alles virkelighedsforståelse.

Ingen kommer til at mangle noget, undtaget måske et livsfundament? Igen optimisme versus pessimisme. Jeg har også lidt svært ved at dele Musks hyper optimisme. Og han er jo kendt for at oversælge, når vi kigger på diverse afgivne løfter. Men måske leveres det umulige blot en hel del forsinket, som han undertiden forsvarer sig.

Jeg bebuder forsigtigt, at tingene angiveligt viser sig at være mere mudrede, men det må fremtidens krystalkugle lade vise.

Meningslængslen synes at være mere end en gals mands værk, måske en invasiv art, vi skal lære at værne bedre om?

Hvilket ikke partout behøver at være komplet uforståligt for den, der skovler kul fra morgen til aften eller arbejder i et livreddertårn.

Vi kan alle have kedsomhedserfaringer. Også selv om kreditorer og andre ånder os i nakken. Mellem det privilegerede og det livstruende er der immervæk en vis båndvidde.

Spørgsmålet er derfor, hvilken kedsomhed vi nærmere bestemt har med at gøre, når vi går et spadestik dybere. Som når vi søger indad eller ind i et dybere nærvær.

Det filosofiske mellemværende med kedsomheden

Kedsomheden er et filosofisk problem, ifølge den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen. Hans bog Kedsomhedens filosofi fra 2001 er spændende læsning, og vi kan heri læse om de idehistoriske linjer, den førmoderne kedsomhed acedia, og vi serveres interessante eksempler fra populærkulturens film, kunst og litteratur m.m.

Filosoffens motivation for at skrive bogen var – ud over sin egen personlige, periodiske kedsomhed – en nær vens kedsomhedsrelaterede død. Uskylden er væk, det er ikke længere en romantisk attitude eller lidenskab, man kan dø af det. Mindre kan nok gøre det for de fleste. Men det, vi skal frem til, er meningstabet, som Svendsen da også behandler ganske indgående i bogen. Den moderne tomhed, trods manges materielle overflod, alverdens notifikationer og adspredelser osv.

Hans lede ved en akademisk tænkning, der ikke efterlod sig menneskelige spor – på linje med Emmanuel Lévinas.

Omvendt forudsætter meningskravet, at vi er mennesker, der kan tage del i verden. At vi ser vores plads i tilværelsen. Ellers kunne vi ikke kede os som subjekter. Dyr kender nok til apati, men ikke kedsomhed, som han skriver i forordet.

Hvorfor kere sig om kedsomhed?

Svendsen skriver, at kedsomhedens problem handler om spørgsmålet – hvem er vi som mennesker, og hvordan passer vi ind i verden på dette historiske stadie? Vil du forstå din kultur, antager han, at kedsomhed er en nøgle til forståelse. Men vel også deltagelse.

Yes, ikke kun en ligegyldig luksus for folk i uge 29 på spidsen af Danmark. Det lunede.

Det minder om det søvnløse

Måske er kedsomhed noget, der ligger bag mange af de plager, mange mennesker oplever, reflekterer han – uden at de kan sætte ord på det. Og det er nok ikke der, mange leder heller? Det er, som bogen belyser, også muligt at kede sig uden at være klar over det. Idet at der kan være noget kvalitetsløst forbundet med det. Noget der minder om søvnløshed. Noget ikke-intentionelt. Lidt lige som Freuds skriverier om melankoli. En bevidsthed om tab, der minder om sorg, men uden at vi helt kan sige, hvad vi har mistet, hvilket vi typisk kan, når vi sørger?

Søvnløshed er måske et bedre billede på kedsomhed end min dramaturgiske usynlighedsmetafor fra Hollywood.

Kan dette tab være en kilde til skamfølelse? Kan det helt ekstraordinært og nævenyttigt være forbundet med noget af det, jeg kredser om vedrørende bevægelse på jesperabild.dk? Langt fra udelukkende, ingen ultimative påstande herfra. Men i hvilket omfang da? Blot en strøtanke. Et missing link. Koblingen til Chatwins univers er til at få øje på.

Noget vedrørende bevægelse, mange kunne erfare, kunne genopvækkes, ikke kun gentænkes, som en afart af eventagtigt newsspeak, men vækkes til live i en form, der ser både nådigt på rødder og fødder, underforstået vores aktuelle vilkår osv.

For bevægelse har måske været der hele tiden, lige for næsen af os. Uden at vi har interesseret os så meget for det på et dybere plan. I hvert fald ikke den del af bevægelse, der byder ind på meningslaget. Bevares. Nogen har, men mange har ikke, er min tanke og hyppige konstatering. Vi kan jo bare bevæge os og ikke tænke videre over det, akkurat som vi kan kede os, uden at det skal tænkes i smadder. Det kan bare være noget, vi gør.

Trædemølletråd, spinningcykler, gåbånd og badminton om tirsdagen. Intet krav om dybsindighed der. Og det skal ikke forstås udskammende, blot nøgternt konstaterende. Nogle tænker måske deres bedste tanker i relation til sådanne scenarier.

Alt der ikke engagerer os eller tilstand?

Kedsomhed risikerer dog, ifølge Svendsen, at være en tom etiket (det samme kan hævdes om bevægelsens fremtidige betydning, der faretruende let kunne reduceres til optimeringslakaj og andre onder), der bruges om alt, der ikke engagerer os, mere end en tilstand, vi lever i. Og det kan muligvis føre til, at vi søger alle mulige steder efter andre mere træffende ord (og diagnoser?).

Svendsen understreger samtidig, at der kun findes en vifte af kedsomheder, ikke én entydig form for kedsomhed, én formel. Altid rart med flerfoldig sandhed med plads til at boltre sig.

Vi kan heller ikke reducere tilværelsen til et udtryk for kedsomhed. Derfor er det, er at han ser på sagen fra flere vinkler. Det åbner for mere forståelse. Fænomenologisk, psykologisk, teologisk, filosofisk og skønlitterært etc.

Jeg forbigår de mange spændende analyser, og opfordrer til selvstudium af både Andy Warhol, American Psycho, Romantikken, Heidegger og filmen Crash, for blot at nævne lidt af de indlemmede cliffhangere. Jeg går direkte til det handlingsforeskrivende i bogens kapitel 4 – “Kedsomhedens moral”.

Hvad skal vi gøre ved kedsomheden, og hvad bør vi undlade? Lad os komme til sagen, ikke sandt.

Udover at Svendsen formoder, at ca. 100% af befolkningen lider af kedsomhed på et tidspunkt i livet (tjek selv på side s.17), og at fænomenet har en særdeles flydende overgang til depression, som væsentligt færre lider under, formoder han, må vi ikke tro at, den kan reduceres til en personlig idiosynkrasi.

Vi kan ikke bortforklare det med en personlig påpegning. Det er ikke kun en indre sindstilstand. Det er et træk ved verden. Hvorfor? Fordi, skriver han:

“… vi deltager i sociale praksisser, der er gennemsyrede af kedsomhed.” (Igen forvis dig på s. 17).

Derfor vedrører det os alle sammen, lyder logikken. Så what to do about it?

Hvis kedsomheden mangler melankoliens charme, skønhed, visdom og følsomhed, hvad kan den da byde ind med? Ikke at den er årsagen til al meningsstab, eller optræder ens, når folk mister orienteringssansen i livet. Det kan sagtens være uafgjort, om du keder dig, fordi du synes verden er meningsløs, eller den forekommer meningsløs, fordi du keder dig.

På trods af kedsomhedens trivialitet

Trods kedsomhedens trivialitet, der gør, at den ikke fylder så meget hos æsteter og psykologer, hævder Svendsen, fordi den ikke er så alvorlig som depression og ikke så attraktiv at berette om kunstnerisk, er den ikke ligegyldig. Især fordi den i moderne forstand lader til at vokse, og orienteringsløsheden har potentielle konsekvenser. Den breder sig som en privilegeret efeu op af Bogtårnet på Det Kgl. Bibliotek i Aarhus (den gamle gik desværre til grund i en storm, så vidt jeg husker).

Måske peger kedsomheden på, at der er noget galt med samfundet? Og altså ikke kun med dig. Vi taler meget om sammenhængskraft, bæredygtighed, mening og resonans og fællesskab for tiden. Keder vi os, hvis vi ser på vores forbrug af underholdning, udbuddet af ydelser og tjenester og deres relevans for et godt liv?

Eller drukner vi os selv i travlhed “uden mål og med”, som en formulering engang lød hos Villy Sørensen?

Eller er individets jagt efter umiddelbar tilfredsstillelse nået til en skillevej?

Ladheden har, kan du nok forstå, kære læser, min bevågenhed, da jeg som massør og bevægelsespraktiker mener at havde stødt på den, mere end én gang. Ingen fornærmelser eller fingerpegen. Men nok et vågent øje. Ladhed kunne jo til dels også omsættes i mere livsbekræftende bevægelse? Ikke tom mekaniske aktivitet, men noget der vækker os til live, noget der begejstrer.

Var det en (naiv?) fejl “i mine første behandlerår”? At jeg bare troede, at folk ville være evigt begejstrede for at få nogle isolationsøvelser med en elastik eller lignende? Mangen en klient har rullet med øjnene, hvilket har sat tanker i gang.

Jeg forklarer nærmere om lidt. Men vi skal lige have meningen med. For mening er noget, vi ikke kan komme uden om, skriver Svendsen. Et liv må have et indhold, og det er jo samtidig noget, der bærer et ansvar?

Svendsen er generøs nok til ikke kun at tilbyde religion, politisk engagement etc., og åbner for både individuelle og kollektive måder at udtrykke mening på eksistentielt.

Skønt, atter højt til loftet.

Overhånd eller subjektiv verdensskabelse?

Diskussionen går i dag ofte på, om den personlige mening, individets mening, den romantiske mening, har taget overhånd. Svendsen skriver i forlængelse af kulturkritiske kanoner som Horkheimer og Adorno, at alt kommer til os færdigpakket, idet vi er forbrugsreducerede recipienter (konsumskematisme og forbrugerismekritik), men søger noget autentisk, der kun er for os, og kun os.

Digteren Rilke ville som god romantiker gerne i en mere ideel retning. Vi skal være verdensskabende. Selv realisere en mening. Hvilket mange vil afvise, da alt som bekendt kan fremstå præfabrikeret og færdigkodet eller som ny vin på gamle flasker. Vi er i risiko for at være overflødiggjorte, lyder den velklingende parole ofte.

Men, skriver Svendsen, der findes jo ikke en kollektiv mening alle skal trælle under. Så meningsproblemer søges løst gennem individuel selvrealisering, skriver mange af de lærde.

Vi glemmer måske, påpeger Svendsen, at se på hvilket slags selv, der er tale om, og hvad det skal munde ud i? Nogle platte eksempler. Træner du bare for at blive smækkerlækker eller for at få opmærksomhed eller slippe for nedstirren og leve op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger?

Den, der kender sig selv lidt bedre, har dybere motiver, så vidt jeg forstår Svendsen. Kedsomhed forudsætter subjektivitet, som er et andet ord for selvbevidsthed.

Er vi tilstrækkeligt selvbevidste om vores livssundhed, bevægelsesbehov osv. i den dybere betydning, kunne mit spørgsmål lyde, hvis jeg skal trække det i den fagretning? Svendsen skriver jo ikke om bevægelse her.

Svendsen er heller ikke længere med på det med de klassiske fremmedgørelsestanker i forhold til arbejde osv. Han foretrækker at tale om ligegyldighed.

Det hele er ikke ligegyldigt

Har du oplevet ligegyldighed, når du åbner for nyhederne på det seneste? Jeg kan godt få øje på den.

Skal vi i kontakt med følelsen af, at det vi gør ikke er ligegyldigt, men netop gyldigt, og noget der kan vokse, når vi oplever det via meningsskabende aktivitet? Ikke kun bevægelse. På alle hylder og niveauer. Det er ikke kun genfortryllelse, det er dybere indsigt i nødvendigheder. Som kan være på færde alle vegne.

Når ligegyldigheden for sammenhængene svinder, keder vi os i hver en niche, dyrker hver vores hævdvundne sandhed og imens står verden i brand. Læs side 40 og du vil straks være forandret. Er det her, opgøret står? Skal der krig på bordet, for at vi kan mærke os selv?

Nok kan kedsomhed fremstå som en mulig forsmag på døden, der kan ledsage megen dovenskab gennem livsforløbet. Kan det overhovedet betale sig med noget engagement i det hele taget? Der er noget tillokkende over katastrofen, måske er vi kommet så vidt, at tilintetgørelse fremtræder som æstetisk nydelse.

Til alt held behøver jeg kun at læse en side videre – for på side 41 kommer der noget, der ikke kun belærer mig om min totale betydningsløshed som menneske, eller om at der først skal krig og lig på bordet for, at vi kommer ud af startblokken. Nemlig cirklens magi, som foreskrevet af Simone Weil.

Kedsomhed kan skyldes en ensformighed, der kører lige ud i endeløs trummerum. Men ensformighed kan også være en smuk evighedsspejling:

“Ensformigheden er både det smukkeste og det mest modbydelige, der findes. Det smukkeste, hvis den genspejler evigheden. Det hæsligste, hvis den er tegn på noget endeløst og uforanderligt. Overvundet tid eller ufrugtbar tid. Symbolet for den smukke ensformighed er cirklen. Symbolet for den grusomme ensformighed er pendulets tikken.” (Svendsen, Lars Fr. H. (2001). Kedsomhedens filosofi, s. 41 – citatet stammer fra Simone Weils bog Ordenes Makt) 

Kedsomheden er ikke himmel på jord og hængekøje hele dagen. Kedsomhed er ikke, som mystikerne beskriver, evigheden. Den kan være et forvarsel om døden, et lille forkammer til døden. Et fængsel. Den dybe kedsomhed handler om intethed og endelighed. Vores forhold til livet selv. Til tiden.

Og her kan kedsomheden udarte sig til at være en død i livet, et ikke-liv, der dulmes af medicin, afhængigheder i alle afskygninger og revolutioner og så videre derudaf. Sådanne betragtninger skulle gerne kunne belyse, at der kan være mange grunde til, at vi undgår eksempelvis bevægelse. Og at nogle grunde vejer tungere end andre.

Kære læser, jeg vil stille dig et spørgsmål. Ved du selv, hvorfor du har det forhold til bevægelse, du har? Eller er den overfladiske kedsomhed det, der blokerer for udsynet? Du ved, de der sætninger – “det interesserer mig ikke”. Eller “jeg har ikke tid”. Eller “jeg bevæger mig bare uden at tænke videre over det”.

Svendsen har en smuk sætning:

“I kedsomhedens u-menneskelighed får vi et perspektiv på vores egen menneskelighed.” (Ibid., s. 41)

Kære læser, det er den, jeg vil tilbage til. Det handler selvfølgelig langt fra kun om bevægelse, tro mig. Men bevægelse er en god ledsager her, det er vi mange, der efterhånden er enige om i bevægelseskulturen.

Den er bærer af dyb mening. For den er en del af dem, vi er som væsener her på jorden. Det er ikke kun et artstræk, men en smuk skæbne, vi er tildelt. Om vi vælger at forvalte den vel.

Den er kulturformende, så det basker. På linje med kunst og andre favntag. Som vi så i forrige indlæg, kan bevægelse i sig selv være kunst eller i hvert fald et kunstnerisk udtryk.

Gentagelsen på skafottet

Hvad tilbyder Svendsen os mod slutningen?

Nu kan jeg ikke trække den længere. Men lov mig, at du stiller skarpt på hans kedsomhedstypologier, så du træner din evne til at se og mærke nuancerne. Jeg skøjter nemlig på den glatte is i al hast her. Og Svendsen starter jo faktisk med at skrive en sætning, jeg kan bruge i bevægelsesregi, i det der udfoldes om lidt:

“Megen kedsomhed stammer fra repetition.” (Ibid., s. 42)

Der er den situative kedsomhed, den mæthedsbaserede, den eksistentielle indholdsløshed og tomgang, og den kreative kedsomhed, der kan have forskellige udgange og forløsninger.

I kapitel 4 får vi en fuser. Der er ingen løsning på kedsomheden, derfor er den problematisk i sin essens. Vi bliver ikke klogere på totalforståelsen af “værens mening”, men den kan sige os noget om, hvordan vi lever. Og det kan jo vække moralske følelser og meget andet.

Eller et nyt engagement. Et mere helhjertet et af slagsen. Med klangbund.

Der er noget iboende i kedsomheden, vi kan vælge at forholde os til.

Vil du bruge den til at søge nye græsgange, nye overskridelser, paragliding, stå i kø på Mount Everest eller bare begynde at gå en tur i ny og næ?

Relativt frit slag i bolledejen, med de indlysende forbehold på individniveau in mende.

Svendsen griber til Milan Kunduras bog Langsomheden:

“Farten er den form for ekstase, som mennesket har fået i gave af den tekniske revolution.” (s. 141 – det lader til, at sandheder ligger supertæt på sidetal, der har noget med 41 at gøre, bare en ligegyldig observation)

Og det der er humlen ved denne acceleration, som supersociologen Hartmut Rosa jo er garanten for at beskrive i mange interessante detaljer, er såmænd, at vi slipper for at huske at leve. At vi kan glemme os selv eller overhovedet at have levet. Eller at spillerummet for at leve slet og ret er ved at svinde ind.

Og Kundera fortsætter hos Svendsen:

“Graden af langsomhed er direkte proportional med hukommelsens intensitet.” (Ibid., s. 141).

Det er vand på filosoffernes mølle. At tænke langsomt er godt, at leve langsomt er godt. Wittgenstein siger det ekstra meget godt – igen hos Svendsen:

“I filosofiens løbekonkurrence vinder den, som kan springe langsomst. Eller: Den, der kommer sidst i mål.” (Ibid., s. 141).

Morsomt, men ikke helt åndssvagt. Ej heller hvis vi drager paralleller til bevægelse. Den langsomme bevægelse, uden vilde synkoperinger, kan være aldeles meningsfuld og fantastisk. Ikke at forklejne de hurtige reaktioner, håndkantsslag og saksespark.

Du mærker bevægelse meget intenst, når du sætter tempoet ned. Overgange, synergier, ro, differentiering, kropskontrol osv.

Er bevægelse i øvrigt ikke noget, der netop er godt for hukommelsen? Kroppens sande sudoku, der også har hovedet med. Det er i hvert fald ofte hævdet, at det giver mening at bruge hjernen under bevægelse, og det vil jeg gerne belyse meget mere i fremtiden. Konkret og sobert. Mangesidigt og flerfoldigt. Så der åbnes mere for leg, og luftes lidt ud i vanedyndets rutiner.

For der er jo flere niveauer, vi kan bruge hjernen på, må vi forstå. Der er lag i hjernens evolutionære arkitektur, vi kan bruge til at foretage arkæologiske udgravninger med, så det bliver knapt så kedeligt, når vi bevæger os. Forrige indlæg kredsede til dels herom.

Bevægelse er ikke kedeligt. Tværtimod. Og meningsfuldt, såmænd. Meget meningsfuldt. Især hvis vores forhold til gentagelsen har en udvidende genkomst.

Alligevel er den overfladiske kedsomhedsforståelse af bevægelse eller vigende aktivitet fremherskende hos mange af os, ikke desto mindre.

Ærgerligt. Men næppe udryddeligt. Og slet ikke grund til moraliseren fra min side. Erfaringen har lært mig at acceptere det, jeg ikke umiddelbart kan ændre på.

Men ikke at fravige engagementet ud i bevægelse. Det er nemlig gået hen og blevet selvavlende.

Daglig dosis uden tvang

Har du tabt meningen og kan ikke genfinde den i filosofi, euforiserende stoffer, belgisk øl eller flere materielle udbygninger, vil jeg som altid pege på bevægelsediversitet som en mikstur, der som levertran med fordel kan indtages på daglig basis.

Eller som temperaturregulering, når du lige har vinterbadet.

Men dosis og smag behøver ikke være en pinsel eller noget, der bare skal skylles ned. Du kan faktisk nå så langt, at du længes efter bevægelse. Det er helt menneskeligt. Og naturligt. Og der er mange “naturlige” karakteristika ved en bevægelse, der giver mening – i den store sammenhæng. Og det vitale har, som jeg beretter om, jo mange lag. Det er ikke kun at kravle på alle 4, kære venner. Eller at holde sig i gang.

Der er fuld tryk på de radikale kedler i megen moderne bevægelseskultur. Og særligt godartet er det, når den forener for- og fremtid i samtidig samvittighedsfuldhed. Det er faktisk “bad ass”, som det mindre professionelt og prangende hedder i filmen The Peanut Butter Falcon, der har andet og mere end wrestling-nostalgi på menuen.

Bevægelse kan medføre dybt venskab og forløsning.

Frem for at tage metafysiske sorger på forskud, fordi du tager et meningsfravær for givet, og ikke har erfaret meningen ved og i bevægelse, kan du vælge at opleve nærværet og lade det guide dig videre.

Filosofien, skriver Svendsen dog, har i hvert fald sit hyr med at tilbyde den store forløsning.

Tiltroen er forduftet, skriver han. For de flestes vedkommende. Forhåbentlig ikke for alle. Ingen filosofibashing her.

Hvad er det for et nærvær, vi længes efter, der er druknet i fraværssnak og udenomssnak, om jeg må være så næsvis? Jeg mener, det er jo ikke sikkert, at noget er gået tabt. Eller at alt er gået tabt.

Svendsen kan dog ikke få øje på nogen monumental mening, hinsides al fremmedgørelsessnak og jagten på og sporingen efter tabt tid og andre spændende ting.

Vi kan måske ikke se skoven for bare nåletræer?

Er vi da fortabte eller hva’?

Svendsen spørger, om vi er uden fremmedgørelse nu og historie, da historien ikke længere har en stor historie, vi kan indordne os under? Er vi nået i mål, eller er der ikke noget mål, hinsides traditionens dødvægt?

Er vi nu fortabte i fortidslængsel? Eller gemmer vi os bare i tidløs samtidighed med konstante gule bjælker i nyhedsstrømmen? Fra gisp til suk til næste kedsommelige historie?

Vi kan vælge at se os selv som levende i hver vores utopi, hvor alt kan tilfredsstilles – bare ikke meningen. Glad apokalypse, nu hvor nihilismen er overvundet, fra det mørke 20. århundrede. Men stadigvæk en utopi, der gnaver i benet.

Længsel efter uopnåelig kærlighed, arbejdsnarkomani eller andre blindgyder byder sig til. Eller ren vegetering og lediggang. Eller at opgive selvet gennem æstetisk erfaring, som Schopenhauer ville foreslå. Især via musikken. (Den er jeg også glad for). Men, den rækker ikke, folkens.

Det store skib gik ned, selvom bandet spillede videre. Og skibet var indbegrebet af den moderne verdens teknologiske vidundere. HMS Titanic. Jo jo, men teknologien buldrer fremdeles stadigvæk derudaf, siden kulturen led dette berømte knæk. Skibbrud er så meget sagt, måske lidt højere (og diskutable?) værdiansættelser på markedet, men optimisme trives i hvert fald til overmål i AI-land.

Schopenhauer, skriver Svendsen, mener omvendt, at vi må sænke ambitionsniveauet og minimere forventningerne i tilværelsen. Hvilket næppe er ligetil under daglig social mediebelejring. Det er næsten kun sværere at sende nødhjælp ind til verdens standende brændpunkter, end at undslippe sammenligningsmanien og den kroniske forventningsspiral på digitale platforme eller i diverse storrumskontorer, eller hvor arbejdsforventningerne nu manifesterer sig for dig.

At slække på tilfredsstillelseskravene til sig selv lugter jo fælt af behovsudskydelse og askese, og næppe en form for sandkorn, der går som varmt brød i Sahara.

Svendsen tvivler på de æstetiske erfaringer og mener ikke, der nødvendigvis tilbydes mere langtidsvirkende effekt end de kemiske åbenbaringer – du ved dem fra svampe og andet spændende farmakologi og futuristisk sindsbedøvelse.

Narkosens problem er, at den er midlertidig, hvilket er fint nok hos tandlægen. Men andre steder, knap så heldigt. Narkotika og musik hører op.

Men ikke Pet Shop Boys. De afsværger i hvert fald at være kedelige i den her video:

Vi ledes derfor hen imod spørgsmålet, om der er et diskotek i nærheden? Men selv et diskotek lukker. Hverdagen begynder igen på mandag. Fandens osse.

Jamen, hvad med søvn da? Kan vi ikke bare sove ind? Ingen kan blunde hele tiden – men det er brugbart under en forelæsning, skriver Svendsen. Selv Kierkegaard så det geniale i søvnen.

En dosis virkelighed da? Barske realiteter, alvor?

Det forudsætter desværre bare, at problemet allerede er løst. Vi har jo tabt virkelighedssansen. Eller noget af den i hvert fald.

Det skal ikke være nemt kan du nok høre.

Nogle potentielle løsninger

Svendsen er mere positivt stemt overfor Bertrand Russels idé om, at børn i hvert fald skal opdrages til at kede sig, så de ikke lider under aktivitetsbombardementer. Det er en dosis af kedsomhed, der kan bæres, fordi den ikke er der hele tiden. Det er ikke én lang sammenhængende flugt fra virkeligheden.

Opdragelse til kedsomhed? Hmmm.

Digteren Joseph Brodsky leverer, ifølge Svendsen, den mest overbevisende recept på kedsomhedens problem. Du skal kaste dig ud i kedsomheden:

“Når kedsomheden rammer dig, så kast dig ud i den. Lad den knuge dig, dukke dig, helt til bunds.” (Ibid., s. 147)

Men svært at efterleve i praksis, for hvordan følger vi det, når alt i kroppens fibre skriger mod at vriste sig fri?

Potentialet er der dog, for at vi oplever en udtømning af kedsomheden. Og på den anden side kommer der muligheder for nye konfigurationer af tingene. Nettoresultatet af kedsomhed er præcis indsigt og ydmyghed. Der jo også kan anbefales i andre sammenhænge. Det sidste affødes af det første.

Det lyder som en god egoboble-sprængning. Her må vi mindske fragmenteringen og den totale vilkårlighed og sætte næring efter tæring. Måske skal jeg ikke satse på at være akrobat, blive den nye Maradona, blive Navy Seal eller den næste Pol Potts. Måske skal jeg bare være en del af et pigekor, spille floorball hver onsdag eller bide de kedelige bestyrelsesmøder i mig.

Det må du selv ligge og rode med…

Der er ingen opskrift på det genuine selv, forsværger Svendsen. Det må du selv reflektere over. Du må arbejde med dig selv. Og det skulle jo nødigt ende i navlebeskuende pilleri?

Men kan det selvoptagede væsen overhovedet kede sig længere, midt i sin egen iscenesættelse og konstante omstruktureringsiver?

Er kedsomhedsevnen truet?

Her dukker ansvaret og samvittigheden op, skriver Svendsen. Du er jo ansvarlig for din kedsomhed. Og det kan tage tid at materialisere dette forhold. Hvilket nok ikke respekteres alle vegne, forstås. Husk nu, bruttonationalproduktet skal holdes i hævd.

Ser jeg tilbage på føromtalte hyr med at motivere klienter, er der så ikke også tale om en anden vinkel på sagen her? At omforme et indlysende ansvar til noget, der bryder kedsomheden eller anden modvillighed?

I stedet for at tage sig tid til at dvæle ved samvittighedens refleksioner vælger mange af os at fordrive tiden i stedet. Hvilket jo har flugtens karakteristika. Det mindsker sindskløen at tage på ferie, være promiskuøs, se flere sæsoner af polske tv-serier og bælle mere Merlot vin.

Hæld gerne lidt mere på hjernens lystcenter. Tak.

Er det derfor, gud og hver skabning har så travlt med at retfærdiggøre deres eksistens her på planeten, i selvretfærdighed eller andre sagers tjenester?

Svendsen mener, at vi dehumaniserer os selv, hvis vi undsiger smerten ved at leve. Det skal sgu gøre ondt engang imellem. Vi kan ikke bare tage hovedtelefoner på (selvom det heller ikke er ment som et (især ungdommeligt) udskamningsgrundlag), og forsvare vores Leben, bare fordi vi råber højt på Facebook.

Svendsen er en hård nyser. Han skriver saftsuseme, at det er en pligt at leve et liv, der plager os, og samtidig leve med at dette liv altid er et andet sted. Kedsomhedens moral er, at vi føres tilbage på os selv.

Det er altså ikke kun Ido og hans disciple, der prædiker modgang og modstand mod dovenskaben og den iboende ladhed, eller fortvivlelsen i bredere format.

Det lader til, at der er flere i den samme båd.

Spejlet igen igen – nu i genindspilning

Lille spejl på væggen der…

Hvad skal spejlet vise os? Ekkoet af et løfte om et bedre liv? Selv det kan et spejl jo ikke. Men leg med, ikke sandt. Det er ikke givet, at vi kan ændre så meget ved hændelserne i verden, vi kan ikke bare kaste indflydelseskåben af os. Skønheden er det dog populært at ændre på. Men ikke misundelsen.

Positive eller negative viljesanstrengelser er ikke nok til at blive lykkelig. Du kan være rig og ulykkelig, du kan afstå fra ejendom og være ulykkelig, du kan ændre kurs og stadigvæk være ulykkelig – for problemerne flytter med.

Så hvordan lever vi uproblematisk, når problemer de facto altid er med på ladvognen (i varierende grad forhåbentlig, men ofte ujævnt fordelt, synes erfaringens vinde at vidne om)?

Kunsten er i stedet at:

“… finde et perspektiv, hvor man kan leve med problemerne uden at blive en “miserabilist”, hvor man lever for dem.” (ibid., s. 152)

Aha. Det lyder som noget, ham Ido der er på sporet af også.

For sportsudøvere svarer det omtrent til at identificere sig med skader, hvilket jeg selv kender til, hvis jeg må gå til bekendelse for en stund. Men du er ikke dine skader, din rygetrang, din afhængighed osv., osv.

Du er et erkendende væsen. Der kan forandre sig, under visse forudsætninger. Forandring er en mulighed, men ikke en garanti.

Hinsides meningsløshed, tragik og illusioner om lykke – kan der faktisk findes mening. Lige som rav på stranden. Uden at vi kan tillade os at formindske andres hyr med ulykkeligheden.

Svendsen foreslår en salve, der handler om modenhed. At blive voksen. Al respekt for barndommen, der jo har meget at byde på, også hvad angår bevægelse, så er det modne menneske i stand til at bære sin smerte. Og så runder han gudhjælpe mig Nietzsche:

“Han hævder, at ens modenhed afhænger af “[…] at have genfundet den alvor, man som barn havde i legen.” (Ibid., s. 156)

Legen kan dog også have sin plads i voksenlivet:

Det er dog for ekstremt med ham den tyske filosof, der – ifølge Svendsen – vil have, at vi skal gøre livet til en æstetisk leg, og bekræfte os selv i evighed. Etablere et selv. Uha. At “give stil” til ens karakter. Det lyder også romantisk og selvoptaget. Mere navlepilleri.

Men leg kan måske indføres, hvis det hele bliver lidt for alvorligt, eller som en salvelsesfuld korrektiv balance. Det mener jeg selv kan have noget på sig. Det mærker jeg ofte, når jeg bevæger mig af pligt og glemmer at lege mig ind i krop og sind.

Alvoren kan blive for tung. Evolutionært er leg jo heller ikke helt uvedkommende.

Måske kan den ligefrem binde os sammen i stort og småt. Uden at skulle besynges som frelsessalve par excellence.

Hvad så med ham Foucault da, han har jo været en stor kanon i mange år? Tilbedt såvel som forhadt, hvilket jeg vist nok omtalte i forrige indlæg.

Hvis ikke vi med Nietzsche skal elske vores skæbne (amor fati), der er for meget forlangt for de fleste af os, hvad så?

Modenhed på tale

Accept kan gå an, men kan vi komme det nærmere?

Modenhedskonceptionen hos Foucault er mere menneskelig, ikke alt for menneskelig. Han vil, i forlængelse af oplysningsidealerne, fører os frem til mere modenhed, skriver Svendsen. Men ligefrem at skabe os selv som kunstværker. At overskride sig selv hele tiden. Det lyder hårdt.

Så hellere passe ind på foreningsfronten, ikke sandt, og kende sin plads på midtbanen i håndboldklubben?

Foucault strander, ifølge Svendsen, i en uophørlig frigørelsesproces, der aldrig stopper. Ingen hvile før den sidste hvile.

I et tidligere indlæg skriver jeg frejdigt om, at bevægelse principielt er endeløs. For nu at tage et eksempel, der kan misforstås, og skævvrides ad nauseam, men som jeg faktisk godt kan stå på mål for. Derfor skal vi på god samvittighedsfuld manér erkende vores egne grænser.

Hvilket jeg også vedkender mig. Og de vil begrænses yderligere i fremtiden er min klare formodning (og der er ikke kun tale om en formodning), og måske på anden vis nå en konfiguration, jeg finder hvile i, mening i?

Der har vi den igen. Risikoen for autentisk fortabelse eller det modsatte ved ansigt til ansigt med valgene. For vi har jo kun så meget tid at gøre godt med, ca. 4000 uger. Nøglen er forvaltningskunsten.

Modenhed kræver bestandighed, og det bryder romantikeren sig ikke om. Det er derfor, jeg holder fast ved samspillet med det evolutionære, så jeg ikke mister mit fokus totalt set. Og hvad er det lige, der har stået tidens tand? Tja, det er det, jeg bakser med inden for bevægelse m.m.

Det, der er universelt, tænker jeg. Men om det er “den store historie”, vi alle skal bøje nakken for, er en komisk tanke. Ingen megalomani fra min side, kun nysgerrighed og undersøgelse. Og tingene er jo i konstant vorden. Vi bevæger os ikke som i fortiden, men derfor kan fortiden være en linse, vi kan både spejle og smede fremtidig bevægelse ud fra.

Sammenhæng, kontinuitet, i forening med nybrud, radikalitet og inspiration. Evig tilpasning uden meningsløs repetition.

Men relevansen af evolutionens formning kan vel få lov at bestå, uanset hvad der skriver historier i øvrigt og graden af universalitet. Den rækker i hvert fald ud over Herodot, den er mere end en god fortælling. Den er et fælles bagtæppe, der hænger ved, hvis vi kan finde ud af at pakke det ud på en moden vis, og som jeg løfter lidt at argumenterne for og bestræbelserne på i mine skriverier på jesperabild.dk.

Og det er ikke reduktivisme, jeg forsøger at sælge. Ro på. Fysisk genopdagelse og generhvervelse slår flygtig tænksom genopvækkelse og kommerciel gentænkning, er dog min formodning. Det gælder om at skabe kontakt, at tilvejebringe resonansrum igen.

Uanset rækkevidde i videre samfundsmæssig forstand. Bevægelse er kommet for at blive, og som Ido pointerer – tiden er moden til det.

Ikke alle vil det samme og godt for det

Stor mening er ikke det samme for alle. Jeg smitter gerne med begejstring, men jeg ønsker ikke at være en uhelbredelig virus.

Jeg er nysgerrig på, om jeg kan væve en tråd, der får fortid og nutid til at nærme sig hinanden. Som optrevler og forbinder på kryds og tværs og leder til en bevægelsesmodel, der søger kontinuiteten på tværs af tid. Som tager favntag med fordringen vidde og prægnans – altså både favner i bredden og i dybden.

Jeg vil i stifinderrollen prøve at vise, hvor højt til loftet der er med bevægelse, og hvad det gør ved os. Og det er minimum på skyskraberniveau, trust me. Jeg vil mindre beskedent sagt gerne synliggøre spændvidden af nøglepraksisser og bevægelsesformer, vi alle kan lade os inspirere af, og pege på, hvordan de kan berige hinanden og føre til kreative bevægelsesvalg. Uden at påstå, at alle skal favne det hele, hele tiden. Jeg vælger og kultiverer den buffet, jeg finder udgør den bedst tænkelige model, velvidende at jeg “fejler” på forhånd.

Alle modeller tager fejl. Men nogle er nyttige og værd at lade tiden gå med. Så må vi se, hvordan det modnes over tid.

Anyway. Det synes nu klart, at bevægelse konkurrerer med alle mulige andre fortællinger og tidsfordrivende sysler i en moderne ørken af kedsomhed. Så hvorfor i grunden bevægelse, Jesper?

Svendsen er klogere end mig og skriver smukkere. Lad ham føre ordet i forklaringen af en mindre overspændt frelse end at elske sin skæbne:

“At blive voksen er at acceptere, at livet ikke kan blive i barndommens fortryllelse, at livet i en vis udstrækning er kedeligt, men samtidig at indse, at dette ikke gør livet umuligt at leve. Dette løser selvfølgelig ingenting, men det forandrer problemet.” (Ibid., s. 157)

Det kan du overveje at tænke videre over, hvis du er ved at swipe pegefingeren af led på Tinder eller er ved at tage livet af dig selv under en livskrise. Forpligtende valg, der rækker ud over døgnfluestadiet er værd at engagere sig i.

Personligt bruger jeg bevægelse til at styrketræne min selvaccept, et ord jeg kredsede om i indlægget At praktisere ydmyghed med krop og bevægelse – afsnit 1.

Jeg tror ikke længere på en evig genkomst, og min hårpragt er fuldkommen enig med mig. Men jeg kan genfortrylles og vækkes til live af min slummer, og her er bevægelse sådan set bare en særlig god og billig form for stimulans, der gør mig høj på naturens egne stoffer.

Gratis dopamin eller prisen for et beskedent kontingent, hvis du er til idræt og den slags.

Lortet virker, folkens. Bevægelse hjælper mig med at sætte ting i perspektiv og acceptere det, der nu skal accepteres, og blive bedre til at modnes yderligere. Og jeg står langtfra alene. Men jeg bilder mig ikke ind, at det skal gælde for dig – og slet ikke på samme måde.

Bevares, jeg har også mit hyr med perspektivet, for der er altid en ny bevægelsesudfordring om hjørnet, og jeg føler mig ofte overvældet. Lige som med kedsomheden. Det er en runddans, der ændrer karakter med hver svingom. Og som også skal huske at give plads til hverdagens genkommende elementer. Fødselsdage, ture til stranden og en hotdog i Bilka.

Men det vil nok kræve ikke så lidt omfangsdræn at få vandet til at forsvinde, så alle (eller flere artsfælder, mindre ambitiøst) kan se skønheden i denne Noahs ark, hvor mangfoldigheden for alvor råder.

Vi kan søge at vække begejstring og ægge til at anskue bevægelse på andre måder. Men alle må finde deres eget ståsted på dette punkt, såvel som i valg af mage, revisor og termokande.

For der er jo det der med gentagelsen og det hårde slid, der undertiden også gør lidt ondt. Vi kan ikke snakke os fra kroppen og de lidelser, der følger i kølvandet, når vi tager bevægelse tilstrækkeligt til os. Det rummer ofre, som alle væsentlige ting i tilværelsen gør.

Men derfor kan du godt vælge at sige, jeg vil kun danse og aldrig presse min krop ud i smerte, alt skal føles rart under bevægelse. Måske er det muligt? Kun at se bevægelse som lystbetonet motivationsanliggende?

Vi kan orientere os på mange måder i det store landskab. Jeg ønsker ikke sælge den samme bibel til alle sjæle.

Lad os imidlertid for nu, lettere groggy, forlade den filosofiske gennemgang og se på, hvad andre i hverdagen har at sige om sagen.

Kedsomhedsbehovet og det eksistentielle vakuum

Nå. Ned på jorden igen. Lars Svendsen tilbyder os perspektivforskydning og at bære korset med manér, eller noget i den dur, og at acceptere genvordigheder med den dybere mening og den forbipasserende tristesse, vi kalder kedsomhed.

Det lyder som det, jeg opøver mig selv i. Og til tider er der altså også plads til magien og det sprudlende. Jeg siger det bare.

Jeg er selv et meget foretagsomt væsen, der måske ikke keder sig tilstrækkeligt dybt – i den forstand, at jeg lægger mig ned og ser op på himlens skyer. Jeg nyder det virkelig, når det sker – at jeg kan mærke den dybe kedsomhed skabe rum for noget. Men for Søren, hvor der kan være langt mellem snapsene. Og jeg er langt fra alene. Også jeg flygter ofte ind i aktivitetsjunglen.

Lone Frank har på morsom, selvironisk og lærd vis, som den dygtige videnskabsformidler hun er, skåret os en afklarende Maggi-terning angående kedsomhedsproblematikken i eksistentiel hverdagshøjde, jeg her plukker essensen af.

I hendes artikel fra Weekendavisen, “Gå ind i kedsomheden” (nr. 14, 17. juni, 2022 – Bøger, s. 1+4-5), hvis titulering alluderer et råd, fra bogen Om kedsomhed, skrevet af Sebastian Cordes, får vi en overflyvning, der i øvrigt opremser en række oplagte, relevante læsekilder om emnet. Så vidt det bibliotekariske formidlingsarbejde.

Lone Frank mediterer over sin egen manglende evne til at kede sig. Hvad skyldes den mon?

Kedsomhed er ikke at forveksle med utålmodighed, der er for overfladisk, skriver hun. Det er den situationsbestemte kedsomhed. Også hun ser mange facetter ved kedsomheden. Glimrende, Lone. Flertydighed.

Hun beskriver sit hyr med arbejde, planlægningshyr, forstyrrelser, koncentrationstab, stress og alt det velkendte, mange af os andre roder med.

Hun har i artiklen kundgjort, at hun ikke har kedet sig i mange år, fordi travlheden ikke har tilladt hende det.

Et bestillingsarbejde må der til.

Optøning eller nedsmeltning?

Lone reflekterer over, hvad vi gør i den moderne ventesal af møder, telefonkøer og kontorbunker. Hun når frem til, at verden kun kan tø op, når vi keder os sådan for alvor, dybt og inderligt. Jubi jæ, jubi jæ, jubi jubi…

For generationer med evig opkobling er kedsomheden slut. Børn er i dag aldrig overladt til sig selv. De er blevet projekter i forældrenes støbefond. Kritikken har vi hørt før, og den er sikkert åben for mange flere nuancer, men, skriver hun, ifølge kedsomhedsforsker Sandi Mann (tænk engang, man kan forske i kedsomhed, how very nice) er problemet, at den konstante stimulus reducerer tolerancen overfor fraværet af stimulus.

Stimulusjunkier, pas på derude.

Det er net eller nedsmeltning i denne binære nådesløshed. Lone slår derfor et slag for kedsomheden. Er det på tide, at vi får lov til at kede os, bare en anelse? Men det har de kreative for længst fundet ud af, det kan udnyttes til selvets optimering. Det er ikke nok med en middagslur, der skal selvhjælpsbøger på hylderne.

Som eksempel nævner hun Manoush Zomorodis “Bored and Brilliant: How Spacing out Can Unlock Your Most Productive and Creative Self”. Sikke en titel.

Men hvis kedsomheden faktisk mere er et slags mentalt smertesignal, som hun – via psykologer som James Dankert og John Eastwood i Out of My Skull  – anfører, kan den være et tegn på, at vi må videre. Og det skulle vi i den grad under coronaen, hvor den bog belejligt blev skrevet.

Videre betyder ikke at have mere fart på, skal jeg lige indskyde, snarere tværtimod.

Et signal, der er en opfordring til noget? Desperation er jo en farlig ting. Og kedsomhed kan som bekendt være ren dynamit. Dødsensfarlig, skriver Lone. Vandalisering af cykler og graffiti rundes i forbifarten. Og jeg trækker på smilebåndet. Men Lone har mere på programmet.

Hendes Abu Ghraib-anekdoter er ikke for børn – som kommer fra Sebastian Cordes essay Krigens kedsomhed. Jeg tør slet ikke nævne aktuelle nihilistiske netværksfænomener til skade for unge mennesker og som forekommer komplet meningsløse.

Kunsten at sidde stille og dagdrømme med kvalitet

Det er ikke let for os mennesker at sidde stille i et tomt rum. Vi forstår den straffende side af isolationsfængsling. Dermed ikke sagt, at det er humant eller anbefalelsesværdigt. Langt fra.

Gudskelov drejer Lone på en tallerken og beretter om dem, der er i stand til at sidde stille – og næppe, indskyder jeg, har læst om stoleproblemer eller er anfægtet af, om stole er naturlige at sidde på – de er godt kørende. De kan nemlig fordybe sig og fyldes af egne tanker og få noget ud af kedsomheden. Omforme den til interessante aktiviteter. De intelligente keder sig altså også, de omsætter den bare i noget fornuftigt, eller har større chancer herfor.

Lone runder også dagdrømmene, jeg selv skriver om i min gennemgang af mindwandering. Der er en vigtig forbindelse mellem kreativitet og dagdrømmeriet, forstås. I 1950’erne, var det for alt i verden noget, der skulle undgås. I dag er vi blevet klogere. Det åbner for friere associationer og tænkning. Og ikke kun problemløsning og kompleks kognition.

Det kommer dog an på, hvordan vi dagdrømmer. Der skal fantastisk eller meningsfuldt indhold til, der kredser om udfordringer, vi bakser med i livet.

Nu nærmer vi os Svendsen igen. Hvad det sidste angår.

Der skal være noget på spil. Det er ikke nok at drømme dig væk til en bounty ø, kære læser.

Lone er på sporet, som vi også erfarer hos Svendsen, af at den eksistentielle kedsomhed er en mangelvare. Bortset fra at den fylder en del i føromtalte Kedsomhedens filosofi. Det er tedium vitae, som det hedder hos stoikeren Seneca. Den kvalmende fornemmelse af, at livet går i ring.

Som i filmen Groundhog Day, jeg garanteret har nævnt før. Og den gentagelse er jo næppe rar at udstå. Den går i hvert fald Bill Murray på nerverne.

Stress overvejelser i kedsomhedens fravær

Lone Frank reflekterer direkte over, om den moderne stress mon i virkeligheden kunne dække over et meningstab? Hvilket kan være svært at opdage i hverdagens forjagede hamsterhjul eller euforiske arbejdsrus på et glinsende storrumskontor, hvor alle overvåger alle – eller hvor end vi nu arbejder på fuld drøn.

Hun elsker ikke hverdagens ligegyldigheder, som de i den grad træder frem hos prominente forfattere som førnævnte Karl Ove Knausgård eller hverdagen, som hos Dan Turèll. “Mest af alt hverdagen”.

Hun længes efter at slippe væk fra sit arbejde, og det er jo modigt skrevet, hvis redaktøren er til stede. Ikke fordi arbejdet er kedeligt, men fordi det fylder det hele.

De rituelle feriepauser og weekender tillader os ikke at mærke den dybe kedsomhed, positivt forstået. At komme på omgangshøjde med os selv, og slet ikke hen til Svendsens totalaccept af perspektivforskydning til det bedre.

Det er ren opladning.

Lone er i artiklen bekymret for, at hun ikke kan udnytte det privilegium, hun nyder som middelklassemenneske. Med stor frihed. Og søger i stedet for ind i “bandagelitteratur”. Alt der holder den eksistentielle kedsomhed fra døren. Til trods for alt det andet, hun kunne gøre i stedet for sin beskedne pensionsopsparing.

Hun anbefales af Sebastian Cordes at “gå ind i kedsomheden”, og det var vel også der, Lars Svendsen ville have os hen. Men det behøver ikke at være som vidne til en 8 timers lang filmoptagelse af Andy Warhol, der snarere lyder som en mere raffineret form for tortur.

Det kan være tilstrækkeligt at give plads til de flydende tanker, som hun skriver. Alt det, der kan ligge rundt om i bevidstheden, der aldrig har en kinamands chance for at komme op til overfladen eller gjort til genstand for grundig refleksion – i hverdagens trummerum.

Det sidste er faktisk det, jeg forsøger her. At trænge i dybden, kære læser. Det er vel derfor, det er et langtrukkent essay. Ren TLDR-terror. Og skrevet i ferien.

Lone ved i artiklen til syvende og sidst ikke, om hun skal søge ind- eller udad.

Hun peger dog på, at de mange deadlines er et potentielt stresshormonalt hamsterridt, vi skal værne os mod. Flugten fra kedsomheden kan slå om i selvpålagt flagellantisk overarbejde. Det er værd at omtale for en som mig, som er beskæftiget i “beroligelsesbranchen”. Eller snarere kontaktbranchen, hvis vi ser mere nuanceret på velværemassagens virkningsfuldhed.

Der er ofte mange smerter, vi skal igennem først, før end der er hul igennem til en dybere selvkontakt. Velsagtens fordi vi er kronisk overspændte af alt det kreative, forventningsprægede, repetitive arbejde, lediggang eller alle mulige andre årsager til muskelspændinger og beslægtede fænomener.

Tillader massagen os at mærke den dybe side af eksistensen? Af os selv? Eller handler det fortrinsvis om at destruere myoser i lænderyggen og nakkeregionen?

Det er nok for firkantet trukket op. Men vi skal turde fordybe os. Acceptere os selv og give slip på os selv for en stund.

At være i kontakt med egen krop kan være helt ubehageligt for nogen, men en salve for andre. Dog tvivler jeg på, at de fleste ligefrem keder sig under en massage – eller bestiller en massage med begrundelsen akut kedsomhed.

Cirkulær evighed, ventelister og moderne klubmentalitet

Der er jo mere at sige om det cykliske. Udover Chaplins tandhjulskamp. Alt kører ikke nødvendigvis i ring hele tiden. Tiden og meningsfuldheden kan cirklen hjælpe os med at forevige og rumme, som jeg før var inde på. Jeg har oplevet cirklens fællesmagi, når vi klapper af hinanden, mens vi bevæger os med det, vi har, og deler det med hinanden. Endda på en offentlig plads i Norditalien.

Den slags greb viser os noget om, hvordan vi bevæger os. Og det er jo ren magi. Hvordan får vi det indført i hverdagen?

I bevægelse binder cirklen os sammen i en fælles forpligtelse og manifestation, når det går godt. Men det kan også være svært at indgå i et fællesskab, for hvad bidrager den enkelte med? I øvrigt er der forlydender om, at en stadig større del af vores liv udfolder sig i betalte fællesskaber. Noget, professor emeritus på SDU, Bjarne Ibsen, ser på med forståelig skepsis. At idrætsområdet står voldsomt udfordret af kommercielle tilbud. Eksklusive klubber presser foreningslivet (Bernsen, Markus. (2026). “Livet er en lukket klub”. Weekendavisen, 7. august, nr. 32, Samfund, s. 4).

Individet er i bevægelseskulturen ikke partout overladt til sin egen tidsbegrænsning eller manglende kreativitet. Her kan den sørme deles med andre. Men også her er der forskel på, hvilke fællesskaber vi indgår i, og hvor de befinder sig. Og hvornår vi er klar til at dele med andre. I real life. Ikke i reels og shorts.

Der er altid ugler i mosen. Ikke alle lande har lige veletablerede bevægelsesfællesskaber – endnu. Hvilket ikke er det samme som idrætsforeninger. Dem har vi mange af og er stolte af. Og det er godt. Bevægelse er dog ikke noget, der skal reduceres til medlemskab eller kræver yderligere facilitetsudbygninger, når efterspørgslen overhaler udbuddet. Det kan foregå (stort set) alle vegne. Bevægelse lader sig ikke afvise eller begrænse af ventelister.

Der er lang vej endnu, førend bevægelse spredes som den livseliksir, den virkelig kan være. Men det bobler mange steder og syder af liv.

Bevægelse er for mig den stærkeste medicin, jeg kender mod tomhedsfølelse, mod kedsomhed og alt muligt andet. Jeg bevæger mig, når jeg sidder fast eller er fastlåst i tankerne. Jeg bevæger mig for at komme videre og mærke, at jeg lever.

Kedsomhed er, summa summarum, med Lones besyv, åbenbart noget, der ikke er irrelevant, når vi taler om stress og stressreduktion.

Og det plejer i øvrigt at vælte frem med psykologråd på officielle medier, når du igen skal tilbage på arbejdet fra ferien, ikke sandt? Du kan nærmest få det indtryk, at det er farligt at holde ferie.

Men humlen er måske blot, som Lone indrømmer, at vi ikke går ind i kedsomheden og ikke altid, som Svendsen påpeger, er klar over dens indhold.

Kan bevægelse hjælpe med noget for dem, der finder det hele røvkedeligt og ikke ser nogen vej frem? Eller ikke er ved at dø af stress, eller måske netop lider af selvsamme? Er der noget, der kan få tanker, kreativitet og sindsstemning til at flyde og vibrere, som ikke kun er et diskoteksbesøg værd?

Noget, der kan lære os mere om opmærksomhed og selvomsorg uden evindelig selvudviklingsudmattelse?

Kedsomhedsudfrielse i bevægelsesoptik?

Vi kan næppe dosere os ud af, hvad individet finder spændende og meningsfyldt, hvad angår bevægelse, er min stålsatte, erfaringstunge tese. Hele motivationssnakken kan vi tage igen og igen… og igen, uden at blive afgørende klogere på bevægelse i et (bredere) behovsperspektiv. Eller dybere livsperspektiv. Vi kan trille mønter frem og tilbage mellem disciplin og motivation, men ægte vilje er noget andet. Det samme med identitet.

Jeg kan ikke diktere, hvad der får dig til at føle kedsomheden. Og hvad du opfatter som værende kedeligt. Men jeg kan dele erfaringer, mine og andres.

Ser vi på det med nervesystemets stimulerende brillebehov, vil jeg nok alligevel mene, at der er mange mennesker, der erfaringsmæssigt udtrykker, at de oplever kedsomheden drive ned at væggene i forbindelse med bevægelse. Eller rettere det, der hos folkesundhedsvidenskaben egentlig hed motion, indtil den også begyndte at snakke mere om bevægelse.

Derfor er dagens emne ingenlunde irrelevant, hvad angår fænomenet bevægelse.

Jeg er selv stødt på min del af klienter, der vender det hvide ud af øjnene, eller kigger fåmælt ned i gulvbrædderne, når jeg nævner ordet bevægelse. Velsagtens af forskellige årsager. Men kunne nogen af disse skyldes (fordomsfuldhed angående) kedsomhed?

Det forholder sig imidlertid sådan, at der er nogle ret kraftige erfaringer, hvad angår bevægelse, som med fordel også kunne trænge mere ind i hverdagsbevægelse såvel som bag sportsspecialiseringens hævdvundne og tunge skodder.

Vi kan jo ikke vide på forhånd om noget er kedeligt, vi aldrig har prøvet at tage favntag med, eller kan vi?

Det er sandt og sundt, at det eksempelvis er godt med cykliske og kontinuerlige bevægelser, for det holder os i gang, kørende og udholdende. Men det altså ikke specielt evolutionært raffineret, komplekst og i tråd med den mangfoldige bevægelsesiver, andre måske tørster efter. Uanset hvor meget der snakkes om glæden ved Royal run, særlige løbesko, der kan vinde ekstra millisekunder, næseplastre, og specialdesignede ergonomiske cykelstel. Så er det sagt.

Det er de samme bevægelser igen og igen – og igen. Nøgternt betragtet. Og det er vel også meningen. Allright, der er også meget teknik i en nedkørsel og økonomisnak, hvad angår løbeteknik og svømmetag, når vi skal gennemføre eksempelvis en ironman (selvom mange snarere overlever svømningen efter en del kaotiske albuetæsk og hælspark i havbassinet, der jo også er en fin historie at komme hjem med).

Jeg er ikke ude på at udskamme de klassiske discipliner. De har deres hævnvundne berettigelse. Punktum. Jeg skal selv have mere løb på menuen, da jeg mærker behovet og kapacitetens dalen.

Men der er saftsuseme også mange gentagelser i spil. Og er det nu noget, kedsomheden har et mellemværende med, eller er det hele bare hormonelle flowtilstande, derude på ruten, eller en kamp for at overgå andre og sig selv – med og uden tidtagning? En flugt fra tanker og hverdagens trivialiteter – eller en udrensning heraf?

Gentagelser har været højt besunget, også på jesperabild.dk. Jeg vil ikke ringeagte repetitionsmængder, men blot påpege, at mange har erfaret at kløjes i dem. Og det kan skyldes en bondegårdslængde af årsager. Det vil jeg ikke dømme om her, for det tror jeg, folk ser helt forskelligt på, eksempelvis rent motivationelt.

Men selv cardio kan angribes på måder, der er meget alsidige og ikke involverer en eneste løbesko. Pas på, du ikke dømmer noget ude som værende kedeligt, når det viser sig, at der er myriader af alternativer, som kan imødekomme dine kredsløbsbehov.

Vi kan gentage noget til punktet, hvor risikoen for RSI-skader er nærmest garanteret. Eller vi kan lære at gentage uden at gentage på en mere elegant facon. Eller i det mindste kombinere gentagelsen med variationens forfriskende pust.

Ryst posen eller fyld op med blandede bolsjer

Hvad nu, hvis vi ikke reducerer bevægelse til motivation og nødvendighed? Eller de samme “simple” gentagelser?

Burde vi som samfund overveje at lære mere om, hvordan vi borgere blander vores bevægelseskort i fremtiden, eller skal vi bare høvle afsted, som om intet var hændt – helligt eller på bedste individ beskub? Hvad blev der af de blandede bolsjer, som Klaus Rifbjerg, så frejdigt kaldte en essaysamling?

Målt på sommerens tv-dækning er alt business as usual. Vi ved, hvad der kommer på sendefladen, ikke sandt, og ve den der vover at pille blot en hårlængde herved.

Misforstå mig ikke, jeg kan også finde glæde ved at se endnu en match fra Wimbledon. Men jeg kan også afsløre, at jeg kan kede mig over selvsamme. Eller over endnu en etape i Tour de F, eller endnu et VM. Især nu, hvor Madonna og Justin Bieber kupper halvlegspausen. Noget er dog bare “too big to fail” og kommer ikke sådan til at dø hen. Så længe entusiasmen er stor nok eller tvistes i underholdningens retning. Eller opkøbes af Saudi-Arabien?

Mange elsker jo at se på, og færre får blod på tanden selv, men nogen gør.

Jeg kunne fortsætte analysen med styrketræning, padel, yoga og andre usual suspects, der også kører lidt i ring.

Sandheden er ikke i ental. Og som altid er jeg mildhedens vogter, som ikke ønsker grus i maskineriet i nogens sportssucces.

Men hvis vi kun vier plads til de velkendte heroer, lærer vi da andre helte at kende eller heltegerninger?

Bliver vi opmærksomme på, hvad andre bevægelsesformer kan tilføre os, når nu kedsomheden skal bekæmpes med den linde strøm af underholdning og al det andet, jeg har redegjort for?

Væv dine tråde med omhu

I et bevægelseskulturelt perspektiv, er det eksempelvis motorikken og behændigheden i tilegnelsen af færdigheder, jeg vil pege på, hvis kedsomheden udgør en truende faktor for dig. Men langt fra udelukkende. For nogen har det som fisk i vandet med cardio og styrke alene. De kan faktisk ikke få nok og er høje på endorfiner, berettiger de stolte om.

Glimrende. Men det kan det, det kan. Og ikke det, det ikke kan. Kan vi sige. Helt værdineutralt.

Andre skal måske bare skifte sportsgren for at komme ud af kedsomheden. Nogen kan ikke se meningen med curling, andre skal sætte livet på spil på en bjergvæg for at mærke livssuset.

Det er så mangfoldigt. Selv styrketræning kan antage en million former.

Men set fra nervesystemets side, og fra et udviklingsperspektiv, der har evolutionære ambitioner, kan vi virkelig rykke avantgarden fremad. For her er der mange (tegnstiftsfrie) karameller, der ikke er delt ud på sidste skoledag endnu. Tillad mig en nær meningsløs metafor.

At jeg gerne vil have paletten bredt mere ud, har sine dybere motivationelle begrundelser – og berettigelse. Men jeg synes også, det er fint, at vi dyrker power yoga, fodbold og al det andet der er så populært.

Af mange grunde…

Men måske handler det til en vis grad om, at du eventuelt kan vælge at blive bedre til at opstille opgaver og løse motoriske problemer, så din hjerne virkelig vækkes til live og hele nervesystemet får blod på tanden?

Ikke som kryptisk demensstrategi isoleret betragtet, men som intelligent og bredt vedkommende livsstrategi mere fuldtonet. Der har flere centre i hjernen med på spøgen og alvoren. Det er ikke kun din muskelmasse, du kommer til at rode med, når du runder de 78, tro mig. Og heller ikke kun din knogledensitet.

It’s a good way to go, people. Tag mig på mine vage, men dybtfølte ord. Det er hjernen, der er orkesterleder, ikke din triceps.

Det gælder om at sy med lang tråd eller have en ordentlig væv, hvis dit tøj skal holde til noget, når det gælder. Og behøver jeg tilføje behandlerperspektivet? Hvis du gerne vil have færre skader og smerter, kunne der også ligge en vis ræson i at luge ud i “kedsommelighedens bevægelsestrummerum”.

Skalering af bevægelse er mulig

Kan du finde en vej over en høj mur, slå knuder på dig selv i et stativ, arbejde med transformation af bevægelser på alle 4 på makkerkommando eller hoppe rundt i en sindrigt indrettet “hinke figur”, der giver skolegårdens traditionelle flagskib baghjul på den fremtidssikrede og mest vidunderlige manér?

Vi kan i bevægelseslandskabet skalere på mange måder, så mange mennesker kan nyde gavn heraf. Mere esoterisk er det såmænd heller ikke. Og det er måske netop det, mange trænger til at opleve.

Wauw-effekter, vi selv er omsluttet af. Hold da kæft – det kan jeg også finde ud af, det her. Ja, naturligvis.

Men hvem holder statistisk øje med, hvad det går ud på, hvis ikke nogen indvier dem i det? Er der en (ud)dannelsesmæssig kløft her, vi skal have knækket? Der snakkes meget om, “sådan bliver du en del af 100-års gruppen”, som flere jo indvies i som årene går. Omvendt er der også travlt i rehabiliteringsgeshæften.

Har vi en bevægelsesmodel, der er intelligent nok i Danmark til at luge mere ud i venteværelset på reparationsklinikkerne?

Svaret er formodentlig nej, for det er op til dig selv. Ud fra nogle overordnede myndighedsmæssige anbefalinger, samt en masse lokkende markedsføring i alle ender og kanter og (aldersrelaterede) sportsmaksimer i forbundsregi på idrætsfronten. Alt sammen udmærkede og dybt relevante tiltag, jeg ikke har behov for at gå i clinch med.

Men vi ved måske ikke slet så meget om, hvordan kompleks bevægelse i praksis spiller ind – ej heller gribes an? Vi vil så gerne forenkle, så alle kan følge med – og vise naturlige hensyn. Måske er det bare ikke udelukkende sådan, evolutionen skrider frem. Det er ikke kun formidling i traditionel forstand, vi står overfor her.

Det er os selv, der er eksperimenter og må undersøge, hvad vi kan tilpasse os. Måske skal vi nedtone ekspertvældet en anelse. Og åbne mere for lydhørheden og nysgerrigheden samt erfaringsdannelsen. Villigheden til at famle og fumle i smug uden flovhed og med guldhornene in mende, åbne døren på klem for den gode, gamle serendipitet.

Noget kan ske bag om ryggen på os, vi kan lære uden koncepter og uden kateder. Vi kan opdage og erfare, få indskydelser, mærke kreative impulser osv. Men selv det, kan andre, mere erfarne, folk hjælpe os med.

Kan vi holde til at lægge supermandskappen på hylden, eller gælder det kun om, hvem der har mest på cv’et?

Selv mange verdensstjerner er bevægelsesmæssige analfabeter, når du ser nærmere efter. Her må jeg give Ido ret. Hvorfor er vi partout betaget af folk, der er gode til (primært) én ting? Misforstå mig ikke, jeg er med på, at der ligger et gigantisk offer bag enhver succes, men livet er både langt og en helhed. Karrierer kommer og går – bevægelse skulle gerne bestå.

Der er så mange måder at undfly ord med k som kedsomhed, og nu har jeg atter slået et slag for, hvordan bevægelse kan spille ind. Kompleks bevægelse er maskinrummet, der rummer en del tandhjul, som kan bære ikke så få bevægelsesfakler fremadrettet.

Hvis du spørger mig hvorfor? Fordi jeg selv kan mærke det, og det har andre før mig også kunnet, når de har praktiseret det tilstrækkeligt seriøst. Først er det overvældende og skræmmende at slippe trygheden i ensrettetheden. Siden kan det blive den ilt, der nærer din videre fremfærd ud i bevægelse.

Der er forskel på at køre i en Kia og en Maserati. Ikke at jeg er nogen ferm racerkører. Og der er mere udstyr i nogle køretøjer end andre. Not a problem, det er okay. Men bevægelse kører altid i fornem karet, for den viser veje frem, om jeg må være så fri. Og der er mange veje ind.

Enkelhed og kompleks bevægelse kan være modsætninger eller noget, der kan understøtte hinanden.

Men frygt for bevægelse kan vise sig at være værre end frygten selv. Opgradér til tillid og åbenhed, og du skal få skalering for hver en skilling.

Ønsker du at udvide dit bevægelsesrepertoire, foreslår jeg at du blander en god pose bolsjer. Ikke kun at æde dine kæber af led i hundeprutter fra Bonbon (de smager faktisk ganske udmærket).

Bevægelse forudsætter og udvider fundamenter

Budskabet er enkelt nok. Det handler ikke fortrinsvis om (valg af) øvelser og bevægelser samt fokusering på muskelgrupper. Det brugte jeg (for?) mange år på at forstå i dybden. Det handler en del mere om, hvad du kan og gør med de valg, du træffer. Og de basisforudsætninger du har og er bevidst om.

Hvis du skal bevæge dig ind og ud af en masse stillinger (referent configurations, som det hedder med fine ord), skal disse stillinger først installeres. Du skal indtage disse, igen og igen for at slippe ud af dem.

Det lyder lidt svagstrømsingeniøragtigt. Ingen sammenligning i øvrigt, men det er faktisk et bogstaveligt grundlag, der sætter strøm til en del kreativitet ud i bevægelse. Herfra kommer hjernen på arbejde, og det er nok snarere hjernen, som spiller førsteviolin, hvis kreativiteten for alvor skal slippes fri. Og kombinatorikken blomstre.

Det gode med stillinger er nemlig, at de er til for at blive brudt. En yoga måtte kan vise sig at være et fængsel. Prøv at træde uden for måtten for en stund og se, hvad der sker. Når en stilling fører ind i den næste og så fremdeles. “Travelling through all asanas”, som en danser benævnte det.

Magi. Kedsomheden afmonteret lige der.

Bøvl er godt, som en klient siger. Enig. Bevægelse der er legende og undersøgende er bare såååå meget mere end det.

Det er en kunst, der kan læres. Det er alt, jeg siger. Der er en vej ud af trædemøllemenageriet, hvis du ønsker det. Absolut. Det er muligt, forandring er mulig for mange mennesker. For andre er det et spørgsmål om at manøvrere med svære eller indskrænkende livsomstændigheder. Sygdom, skader, handicap osv. Men ofte kan der findes åbninger, hvor håbløsheden før var toneangivende. Der er folk, der kan skrive med tæerne, spille bordtennis uden arme og bueskytter der er blinde eller svagtseende.

I andre tilfælde er det først noget med erhvervelse af en vis mængde kapacitet og gentagelser, og så kan du kombinere og associere derudad i forskellige gear. Alder og baggrund spiller også voldsomt ind her, indskyder jeg.

Du kan, i “gunstige” tilfælde ikke desto mindre, bevæge dig, så du udtrykker dig meningsfyldt, kunstnerisk eller bare på legende manér uden podienøkker. Overvej at starte med at dosere noget meget konkret diversitet ind i dine bevægelsesrutiner.

Læg mærke til, at jeg ofte gentager nogen af de samme fifs her – ligeså vel som DM, EM og VM og alle de andre M’er jo også kører på repeat. Men jeg prøver at vinkle tingene konstant.

Måske kan bevægelse være en anden vej til at gøre op med de kroniske lænker? Og de kroniske smerter. Også dem i lænden.

Der er mange lag, vi kan bevæge os i, inden for mange felter. Og der kan opstå mange interessante konstellationer og relationer, når vi hæver blikket lidt op fra gedebukkestyret og den rene overlevelses- eller præstationsfysiologi.

Gå i dialog med bevægelse og andre i og under bevægelse, som jeg plejer at sige.

Der vokser forudsætningsfundamenter til sejl, der får gang i vinden.

Det er sådan, bevægelse former os. Det er ikke kontrolvejen og endnu en ledelsesopgave, der skal skæres til. Det er at erfare det gennem forbundetheden med fænomenet selv.

Og den har ingen formel. Den giver og giver, og det bliver den ved med.

Cirklens magi som det der slutter ringen om os

Det cirkulære slutter ringen om os. Betydningerne er mange. En måde at leve mere intenst på, føler jeg. Det er vitalt. Det handler ikke kun om bevægelsesomfanget, valg af spinningsko og de rette målekriterier. Det ligger i at genvække sanseligheden, frem for de Newtonske, Descarteske og andre landvindinger, vores kultur også har nydt godt af.

Det sanselige skal bare udfoldes og konkretiseres noget mere.

Behøver jeg atter at minde om “cirklens magi”, der kan bruges som et værktøj, når vi skal opleve bevægelse sammen. Heri kan der eksponeres ikke så få lege og udveksling, mens andre klapper og støtter op. Og individet oplever at være i centrum, uden at være alene, eller udsat, fordi det ikke kan det samme som naboen. Her kan vi vokse i fællesskab. Men det skal gribes rigtigt an, for det er jo også sårbart.

I starten er ingen jo virtuos. Det er noget, vi bliver. Hån og udskamning lurer lige om hjørnet.

Hvis vi bliver bedt om at vise vores akrobatiske færdigheder over for andre, som jeg har prøvet, kan forsmåelsen godt mærkes, medmindre vi har nogle grundlæggende færdigheder installeret. Men kedeligt bliver det aldrig. Allerhøjest en øjenåbner for ens egne barrierer og begrænsninger – eller det modsatte, nye kombinationsmuligheder. Og derfor – mere øvelse må der til.

For et år siden bandede jeg akrobatik langt væk. Nu har jeg en aftale med en virtuos indenfor feltet, jeg vil se, om jeg kan lære nogle nye bevægelser inden for rolling og cartwheel-universet (kolbøtter og vejrmøller).

Perspektivforskydning. Åh ja. I det tempo, den enkelte kan være med til. Nogle gange hjælper det at slå pjalterne sammen med nogen, du har tillid til.

Start med at finde en rigtig makker

Desværre er virkeligheden, at mange keder sig i bevægelse, fordi de ikke har nogen at bevæge sig med. Og det er noget, jeg selv forstår alvoren i. Det er nogle gange nemmere at indløse medlemskab i en forening. Hvilket jeg også har garderet mig ved.

At være forenet i bevægelse er en geografisk udfordring for nogen. Måske mangler du lige det fællesskab, du tænder på i din landsby. Soloridt er undertiden et Zorro-ridt, det skal indrømmes. Derfor skabte gud træningsmakkeren og busbilletten. Pas på toget i disse tider, for guds skyld. Undskyld, DSB.

Fællesskab herudover må i så fald kultiveres, om mere skal ske. Kedsomhed kan handle om alenehed, ikke nødvendigvis ensomhed, for der er jo tale om en distinktion, trods alt. Men der er ikke altid langt til nogen, der ved noget om noget…

Ikke alt kan dog løses i flok. Meget bliver nemmere og vækkes til dybere live, men der er også individuelle togter, vi er nødt til at tage på os for at holde skuden i vandet. Fra kedelig morgenyoga for tæerne – Toega – til de daglige ledbevægelser.

Der er vedligehold, bakseriet med skavanker, der er holdaktivitet og der er så meget andet. Cirklen skal gerne omfatte en helhedsbetragtning i bedste forstand. Noget er rugbrødsarbejde, andet er dessert. Og blandede bolsjer.

Kedsomheden er ikke nødvendigvis reducerbar til et aktivitetsvalg. Men den kan måske forskydes, afhængigt af hvilke aktiviteter vi bedriver, hvornår og hvordan – og evt. med hvem.

Har du et bud på helhedsbevægelse? Hvis du keder dig, kunne det måske være et ph.d.-studie i sig selv.

I mellemtiden kan du vælge at skabe din egen helhedsfortolkning gennem en eksperimenterende bevægelsespraksis, hvor du lærer, mens du kører, uanset hvad du kører i.

Også når det kører i ring. Eller cirklens magi er endt i et uheldigt selvsving.

Ked dig vel, kære læser, især i sommerperioden, det er heeeeelt legitimt.