Massage og berøring – eksempler fra hverdagen

Hvordan kan vi skabe mere opmærksomhed om de gavnlige aspekter af massageberøring? Aspekter, som praktiseres i sundhedssektoren, i privat regi osv.

Hvordan får vi skabt mere forståelse og respekt for denne vitale side af massagedisciplinen? En gren, der – åbenbart ud fra eksempler at dømme – frister en tilværelse i “yderkanten” af massagedisciplinen. Som måske nok opfattes som noget elementært, men måske ikke skønnes eftertragtelsesværdigt nok i sig selv, om end det naturligvis er spekulative generaliseringer. Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser – og vi ser ikke det samme.

Eksemplets magt er én måde at udbrede kendskabet. Muligvis endda respekten, forståelsen for og en lejlighed til at højne kendskabet til de mange områder og livssituationer, hvor berøring rent faktisk kiler sig ind og konsulteres i en “helende bestræbelse” på at hjælpe andre mennesker.

Og der er minsandten mange interessante eksempler at drage frem og beskrive nærmere. Noget af det spændende er, at det ikke er helt de samme forhold, der er på spil, er min fornemmelse. Behovene varierer, men medicinen er det samme. Om end i forskellige doseringsformer og afskygninger.

Men det fælles er, at det er berøringens “helende” kraft, der konsulteres. 

Eksempler fra praksisverdenen

Vi kan inden for fysioterapien erfare, at berøring ikke bare er et massørfupnummer, men et alvorligt emne, som fortjener respekt.

Megen respekt endda.

Berøring mod stress og traumer

I artiklen “Berøring løsner op for de stressende tanker” i Krop og fysik er berøring trådt i rollen som et værn mod stress. Det udlægges som et vigtigt element i kropspsykoterapi til stressbehandling. Jeg gengiver en række citater fra denne artikel i det følgende.

Vi hører om amygdala, der sidder i reptilhjernen, og kamp-/flugt-mekanismen, som noget vi ikke kan styre. Amygdala er den den af hjernen, der slår alarm, når vi er ude af kontrol eller udsat for farer over længere tid, vi ikke kan bære. Det kan påvirke vores evne til at tænke rationelt, være opmærksomme på egne behov osv.

“Når amygdala er overaktiv, er der samtidig en en øget tilstrømning af blod til arme og ben for at øge evnen til at flygte eller kæmpe; og blodforsyningen til vores indre organer bliver derfor mindre. Derfor fungerer funktioner som fordøjelsen dårligere når kroppen er udsat for langvarig stress.”

Bolette Haagen arbejder med berøring som en del af en mere kompleks behandling og indgang til mere kompleks behandling:

“– Når folk bliver stressede, har de ofte svært ved at mærke deres krop. Nogle kan blive så stressede at de ikke kan mærke at de står på gulvet. Jeg har behandlet en kvinde der var voldsomt depressiv og ikke kunne mærke sine fødder. Derfor brugte jeg meget tid på at genetablere kontakten til fødderne gennem massage af fødder og underben. Først da hun begyndte at kunne mærke sine fødder igen, kunne vi arbejde med årsagen til depressionen.” 

Er det den berømte “jordforbindelse”, vi her i meget konkret forstand ser værdien og betydningen af? Noget kunne tyde på det. Berøringen går i dette eksempel forud for en mere “terapeutisk intervention i forhold til depression”. En slags fundamental “adgangsbillet”, “isbryder” eller forudsætning.

Læs evt. også om stressreduktion på jesperabild.dk.

Kærlighed og udskilning af hormoner

Når målgrupper, der på forskellig vis har været udsat for traumatiserende oplevelser, er berøringen en vej tilbage til sig selv. Og til os andre. Det er her, kærligheden kommer ind. For berøring er kærlig af natur.

Berøring, hedder det i artiklen, får kroppen til at udskille oxytocin – det såkaldte kærlighedshormon, og herudover øges produktionen af endorfiner. Det er et hormon, der binder os mennesker sammen – “som en usynlig lim”. Det er, når vi udsættes for store mængder stress, at optagelsen af hormonet vil hæmmes, og det kan påvirke vores humør og følelsesliv.

Det betyder, at oxytocin i et eller andet omfang er nødvendigt for vores sundhed og trivsel. Det fremgår ikke, hvilken “dosis”, der bør efterstræbes i hvilke sammenhænge, men vi erfarer, at det kan få os til at slappe af, føle glæde, veltilpashed og tryghed. Det er essensen i argumentet, at berøring kan være med til at løsne op for en stressramt krop.

Kropslige ubalancer

Berøringsfladen til massagen er, at mange mennesker med større eller mindre grader af traumeoplevelser, stressramte historier, overgreb osv. oplever muskulære tilstande, der kan vidne om kropslige ubalancer:

“De traumer vi er udsat for gennem livet, kan sætte sig som ubalancer i kroppen og over længere tid blive til anspændthed. Nogle bliver så anspændte at musklerne føles som sten at røre ved. Andre lægger musklerne døde, hvilket kan føles som at trykke fingeren ind i blødt smør. Derfor arbejder jeg med musklerne for at få overspændte muskler til at slippe, og vække underspændte muskler. Når jeg har skabt muskelbalance, er personen også i bedre balance psykisk og har mere overskud og styrke til at arbejde med traumerne.” 

Tilgangen til berøring kan være forskellig. Bolette benytter en tilgang, der hedder BAT (Body Awareness Theraphy), hvor klienten instrueres i selv at mærke sin krop gennem opmærksomhedsøvelser, som leder bevidstheden ned i kroppen. Folk har en tendens til at være for meget oppe i hovedet, og for nogle mennesker er deres personliglighed, jobtype etc. sikkert forstærkende herfor.

Når først opmærksomheden er rettet på kroppens forskellige dele, hvilket også vækker mindelser om fænomenet dybdeafspænding, om end det er en anden metode, går hun videre til berøring.

Teknik og tillid

Men berøring kan også bestå i mere strygende, cirkulerende og vuggende massageteknikker, hvor hastigheden er nøje afstemt for at fremprovokere afslappende effekter, nydelse, behagelighed etc.

Dvs. udelukkende massage, da ikke alle mennesker har svære traumatiserende oplevelser og erfaringer at tynges af. 

For nogle kan berøringsdelen blive for “plat” eller for “mærkelig”, men hvad der er den rette form for berøring, tror jeg er meget forskellig fra menneske til menneske. Men klassiske effleurage teknikker er noget, jeg ikke oplever mange “stå af på”. Det er måske behageligt, uden at blive for intimt på en upassende, seksuelt insinuerende, eller på anden vis distraherende måde.

Rytme, hastighed og strøgenes karakter spiller givetvis en stor rolle. Klientaccepten er ligeledes utrolig vigtig. Det er den, der leder til “overgivelsen”, at man giver slip og lader et fremmed menneske udføre denne “intime praksis”. En tillidserklæring, som griber ind i kroppen.

Berøring og angst

Et andet eksempel fra hverdagen er angst, der i sig selv er en myretue af underinddelte gradueringer og diagnoseformer. Hvad kan berøring byde ind med her?

I en direkte proklamatorisk og selvsikker sprogbrug fremgår det i titlen af af en artikel i Fysioterapeuten fra 2014, at “Massage og berøring kan lindre angst og angstudløste symptomer“. Jeg gengiver i det følgende igen citater fra artiklen.

Det fanger min naturlige interesse, da forskningen synes at bakke om herom. Massage og angst er to fænomener, der – om ikke ligefrem går hånd i hånd – har noget (indlysende) at kunne forenes om.

Vi har – ifølge artiklen – med de absolut mest svage borgere at gøre, de palliative og terminale patienter, alene ordet vækker kuldegysninger:

“De fleste kender dem: borgere med KOL, hjertesvigt, cancer eller en anden livstruende sygdom. De sidder der med skuldrene helt oppe om ørerne, hurtig overfladisk vejrtrækning, uden at saturationen er påvirket og uden cyanose; så spændte i hele kroppen, at de nærmest sitrer. Præget af en kropslig uro.”

Hvad kan massagen tilbyde i et sådant ressourceudbombet landskab, hvor det menneskelige overskud har “forladt bygningen”, om muligt for længst?

Vi taler om mennesker der måske ikke selv er klar over, at de døjer med angst. Som ikke har sovet i dagevis, kraftigt tynget af tankemylder osv. Mennesker i absolut kritisk og drænet forfatning. 

The usual suspects

Efter en opklarende udredning af angstbegrebet, inklusiv en udmærket opdeling af angstens positive, såvel som nedbrydende potentialer, fanger jeg interesse for en bestemt tendens, jeg selv har grublet over, og nu ser på skrift:

“Jeg oplever, at der fra lægefaglig side er stor fokus på farmakologisk, psykoterapeutisk og psykologisk lindring af angst og angstudløste fysiske symptomer hos de palliative patienter.”

Hvis man fjerner ordet palliative i citatet, er det da så meget anderledes, hvis talen er om andre målgrupper? Igen, jeg kender ikke til tallens nøgne sandhedssprog, dvs. statistik og undersøgelser, jeg undrer mig blot og spørger respektfuldt ind.

De fleste har stiftet bekendtskab med “pillekritikken” og hetzen mod medicinering, der da også er en meget passiv form for tilgang til problemløsning. Psykologbistand og psykoterapi er, trods sine forskellige ridser i troværdighedslakken, forholdsvist vidt anerkendt som særdeles relevante værktøjer – ikke mindst i en angstsammenhæng. 

Det er angstdæmpende medicin og samtale, der satses på. Men hvad med kropslige tilgange? Man skal nemlig være opmærksom på, at jo sværere angstudbredelsen er, jo mere er det også et kropsligt anliggende:

“Svær angst kan være så overvældende, at det får en kropslig manifestation i form af fysiologiske symptomer. Listen af angstudløste symptomer er lang og spænder over muskulære spændinger,
kropslig uro, hyperventilation, hjertebanken, kvalme, søvnforstyrrelser og rysten.”

Den kropslige tilgang

Den kropslige tilgang kommer på banen, “når der skal mere til”. Dvs. udover angstdæmpende medicin (der i øvrigt har kraftige bivirkninger hvis anvendt gennem længere tid) og “tankestrukturerende samtaleterapi”, der kan være med til at inddæmme lidt af “det strukturløse”. Det, der er angstprovokerende og udløsende, men som kan være svært at indkredse alene uden social feedback osv.

Når “der skal mere til” er altså, når angstens fysiologiske symptomer er særligt kraftige – og de andre metoder ikke lykkes helt eller delvist? Det er lidt uklart. Og hvad der er lige så uklart, er selve redningen:

“Som fysioterapeuter kan vi noget, som andre faggrupper har svært ved. Vi har hænder på og tør gennemføre en intervention, der bygger på berøring.”

Der omtales ikke, hvilke andre faggrupper, der har svært ved hvad? eller hvad “intervention i kraft af berøring” nærmere bestemt dækker over?

Der henvises dog til et interventionsstudie fra 2004, hvor over 1200 cancerpatienter oplevede markant angstreduktion, studiet fandt:

….at angst og angstudløste symptomer kan reduceres med op til 59,9
procent med massage og berøring. I studiet modtog forsøgspersonerne
interventionerne fodmassage, let berøring og almindelig massage.

Hmm, almindelig massage. Jamen dog, det lyder da hverken “high level” eller særligt kompliceret. Ej heller let berøring og fodmassage. Det er lidt svært at forbinde med talen om “kan noget andre faggrupper har svært ved”. Er det læger, psykologer og andre samtalebaserede terapiformer, der menes? Det kunne man foranlediges til at tro. Men hvad med hele det kropsterapeutiske spektrum? Er der noget i selve interventionen, der diskvalificerer dem? Det er bestemt muligt, det fremgår bare ikke.

Glædeligt er det i øvrigt at læse, at studiet samtidigt nåede frem til andre gevinster:

“Cassileth og Vickers fandt desuden, at massage og berøring har en gavnlig effekt på lindring af smerter, fatigue, depression og kvalme.”

Andre faggrupper på banen

Fysioterapeuter er som bekendt ikke til stede i alle døgnets timer hos denne patientgruppe (eller hos andre for den sags skyld), påpeger artiklen, og rækker i samme åndedrag ud efter andre faggrupper:

“Det er derfor vigtigt, at den indsats, der skal ydes til den palliative patient, skal kunne fungere med alle de sundhedsprofessionelle, der omgiver patienten eller borgeren. For sygeplejersken, social- og sundhedsassistenten eller den pårørende kan det være grænseoverskridende at massere. Vores rolle som fysioterapeuter er at oplyse om, at massage og berøring kan lindre angst og angstudløste symptomer, og hvordan de kan bruge denne viden i deres daglige kontakt med borgeren/ patienten. Berøringen kan være i form af fodmassage eller som en del af hudplejen, hvor cremen påføres med fast taktilt stimulus.” 

Massage kan være grænseoverskridende for forskellige mennesker, hedder det sig. Okay, det er værd at respektere. Men hvori består det?

“Det er min erfaring, at uanset, hvor garvet man er i forhold til at stå i disse situationer, kan man ikke undgå nogle gange at blive følelsesmæssigt påvirket af de patienter, man møder. Jeg er nået til en accept af, at man ikke altid kan undgå at tage nogle af de skæbner, man møder, med sig videre. Det gør os til bedre og mere empatiske terapeuter.”

Måske er det her forbeholdet kunne ligge. At det er “hårdt for følelserne” at blive konfronteret med mennesker, der er meget svagelige, sårbare og som betegnes som “skæbner”. Det er vel kun menneskeligt at nære en forbeholdende distance hertil, det kan jeg godt forstå. Men omvendt, nogen skal jo drage omsorg. Og det er positivt at læse, at det kan gøre en til en mere empatisk terapeut. 

Massage som intervention

Kunne denne empati udbredes endnu mere, hvor det ikke behøver at være  livets yderste grænse, der kalder på en “kærlig håndsrækning”, en “varm håndspålæggelse”, eller hvordan vi nu metaforisk kan formulere det?

Når man læser anvisningerne til, hvordan massagen skal forløbe, ser jeg intet til hinder herfor. Heller ikke når der er tale om eksempelvis mennesker med andre psykologiske problemer og mildere angstformer, og ikke befinder sig i den her omtalte “målgruppe”:

“Massage som intervention for at lindre angst og angstudløste symptomer skal have til formål at afspænde. For at opnå afspænding er det vigtigt, at massagen udføres i trygge fysiske rammer for patienten. Der må ikke være støj eller uro, og man skal vurdere, om det er hensigtsmæssigt, at de pårørende er til stede under interventionen. Teknisk adskiller denne massage sig ved, at den skal foregå med rytmiske, rolige og faste berøringer gerne synkront med patientens vejrtrækning for at opnå afspænding 5, 6. Når vi arbejder med patienter, hvor angst er et primært symptom, skal vi være opmærksomme på, at når patienten bliver afspændt, kan det udløse emotionelle reaktioner. Vi skal være bevidste om, at denne type intervention ikke altid kan afsluttes på 20 minutter, og at de pårørende kan være en stor støtte efterfølgende.”

Andre steder er vi som behandlere, massører og hvad vi ellers går og hedder, ikke nødvendigvis berørt af taxameterhensyn, hvor “20 minutters omsorgsgongongen” lyder, inden vi knapt nok er kommet i gang. Her råder forhåbentligt selvomsorgen, selvindsigten, empatien og vurderingen i det enkelte tilfælde. Omsorgsfuldhed og kærlighed til medmennesket.

Jeg har respekt for de vanskelige vilkår, mange fysioterapeuter agerer under. Det kan man ikke undgå at måtte tage med i en vurdering af deres interventionelle værdi. Jeg tænker også, at det er godt, at der findes mennesker, som trodser egne grænser og “berøringsangst”, når de større “livsdramaer” møder en i hverdagen. For det tærer på noget i os. 

Bredere samfundsforståelse

Meget kunne måske være vundet ved, om denne dybe empatiske indsigt, der indfinder sig ved at “trodse grænselandet”, og vove sig ned i “det lavpriviligerede, lavstatusmæssige” eller det direkte opslidende, eller hvordan vi nu vil rammesætte det, kunne udbredes til at skabe bredere samfundsforståelse for værdien af massage. Også for at den, worst case scenario, ikke kun favner befolkningen, lige inden dødslejdet eller når vi er uhelbredeligt syge.

Nogle erfaringer er værd at leve med, mens livet endnu kan leves fuldt ud. Og det burde ikke være mere grænseoverskridende for “almindelige mennesker” at komme i kontakt med berøringen, i al dens mangfoldighed. Men derfor kan der godt være mange barrierer herfor alligevel.

Lad mig lette lidt på alvoren, om end kun end anelse. Lad os se på misbrugs “miljøer” eller rettere et værested for denne gruppe af mennesker. For der er andre steder, hvor randeksistens kalder på kærlig berøring, og hvor der også er forbehold, som skal nedbrydes. 

Misbrugere og berøring

I artiklen “Værestedets brugere får massage hver torsdag” møder vi underviser, sygeplejerske og sexolog Tove Holm, der også er begejstret for berøring. Hun har besøgt Værestedets brugere i Aarhus. Målgruppen er folk med svære sociale og psykiske problemer samt misbrugsproblemer.

Tove omtaler i artiklen en detalje, som måske er noget af det, vi alle bør skrive os bag ørerne:

“Det kan godt være, at der kommer følelser op, fordi man har savnet berøring, og det skal der også være plads til.”

Denne “kommen op” af følelsesmæssige impulser, eller hvad der er tale om, er måske en af de barrierer, mange frygter at vise andre mennesker. Eller selv at opleve. Da det kan være ubehageligt. Men det er jo ikke alle, der oplever dette fænomen. Når man siger fra, når denne tendens indfinder sig, undgår man, i følge Tove Holm, at spænde op. Respekten for grænser er afgørende. 

Barrierer for berøringsarbejde

En anden skepsisbarriere lå dog mest på det ledelsesmæssige plan. Kunne stedets hårde og hjemløse brugere rumme det eller acceptere det, spurgte man sig selv i ledelsen, og ville hun ikke ende som kanvasmateriale in no time? Svaret var nej. Selv garvede og hårdtprøvede mennesker tog vel imod “kærlighed”. Det kan lade sig gøre, trods store mængder livssvigt.

Massagen der udførtes var med lange strøg og berøring af de store led, for at skabe ro. Og så tilføjede hun en lille detalje: 

“Det gør også mig glad, så det går begge veje, og det giver virkelig mening”

Dette uddybes ikke nærmere. Kunne der være en særlig symbiose på spil her, når også behandler, massør eller terapeut var engageret emotionelt? Noget der øgede værdien? Gensidig menneskelig kontakt via berøring? 

Ord som behageligt og dejligt var det, brugerne forbandt med Toves behandling. “Nogen siger de mærker kærlighed”. Der var den igen, koblingen mellem berøring og kærligheden. Sætningen antager en nærmest mytologisk eller antropologisk andenhåndsberetning i artiklen, der i øvrigt ikke er videre tynget af dybdejournalistisk nysgerrighed, men blot lige “strejfer” fænomenet berøring. 

Indrømmet, det er vanskeligt at indkredse det ikke målbare. Men er kærlighedserfaringen efterhånden blevet så eksotisk, at vi i fremtiden kun skal læse om den bag en montre af panserglas på et højt bevogtet kulturhistorisk museum? Er kærligheden gået af mode, eller blevet så tilpas diffus i vores rettighedskrævende individualiseringskultur, at vi har glemt, hvad gaven ved “at give” og “at hengive sig” omhandler?

At turde tro på kærlighedens kræfter

“Nogen siger de mærker kærlighed”, ja det må jo så nærmest og ganske vist vist kalde på mere forskning og mere kulegravning. Det er næsten for galt, for godt til at være sandt, for upassende, for kontrasterende til en ond og barsk verden, hvor mange erfaringsmæssigt føler, de skal værne sig med teflon, facadecreme og kynisme.

Er det så svært at tro på, at det er det, det handler om. At det er essensen og det, der er hele pointen. Måske hele grundlaget for den dybereliggende, helende side af massagen?

Jeg er med på, at jeg sandsynligvis overspekulerer her. Men er jeg helt galt afmarcheret, når jeg påstår, at vores sprogbrug omkring kærligheden kan komme til at skygge for det bare at lade den udfolde sig? At give berøring, uden at det skal mystificeres, retfærdiggøres, italesættes som værende af sekundær eller tertiær værdi osv. 

Kunsten, når livet har stået for meget i vejen, er at hengive sig til berøring, ikke at opskrive, forklare eller at forsvare berøring endsige betvivle dens berettigelse.

Artiklen er med til at sende signalet, at selv på “den goldeste” jord kan der vokse nye fauna frem. Underforstået selv mennesker, der er afskrevet af det etablerede samfund kan mærke, når samfundet tager dem alvorligt og viser dem kærlighed. Gad vide hvad det kunne føre til, hvis det kom til at udgøre mere end en “historie fra de varme lande”?

Berøring og bæltefiksering

Uden at fremture med endnu en Foucault inspireret kritik af institutioners disciplinerende indvirken på mennesker, diskussioner om overgreb osv, vil jeg alligevel tage udgangspunkt i atter en af samfundets mindre flatterende skyggesider og afkroge. Det psykiatriske område.

Her møder vi ordet “kontrol”. Kontrol er en løjerlig størrelse, vi kan bruge et liv på at mestre. Nogle har for altid et forkrampet forhold til den, andre er ude af kontrol dagligt og andre kan ikke døje “kontrolfreaks” og atter andre trygler deres medmennesker om at udvise noget mere selvkontrol. 

Hvordan forholder kontrolbegrebet sig i en massagekontekst? 

I artiklen “Færre bliver bæltefikseret…” optræder massagen igen som en redningsflanke, inden noget grufuldt i mennesket, der er under opsejling,  går endnu mere galt.  

Der er tale om en forholdsvis langvarig erfaring med massagen hos fysioterapeuter i Herning, hvor den indgår forebyggende. Førend patienter bliver udsat for den grænseoverskridende oplevelse at blive bæltefikseret. Det kan hjælpe mennesker, der har bipolare lidelser og borderline, i tide, når tanker presser på inde i hovedet, forklares det i artiklen.

Her bliver den konkrete fokusering på kroppen et middel til at kontrollere det “ukontrollerbare” eller mindre ambitiøst udtrykt, sikre sig, at det hele ikke løber “ud af kontrol”, at der opstår selvskade og vredesudbrud og lignende. 

Det er en fantastisk hensynsfuld ventil, at der kommer en og hjælper patienten, så der opstår et rum for alternative valgmuligheder. Inden afmagten og autonomitabet indfinder sig med det dertilhørende kontroltab (og måske degraderende eller nedværdigende ansigtstab). Der kan kaldes efter en livline, det urolige kan tages i opløbet, og selvrespekten kan beskyttes og en masse skamfuldhed kan formentlig afværges.

Statistik og satspuljer

Statistikken taler et godt sprog. Antallet af bæltefikseringer (der i øvrigt virker noget bedaget som fænomen, om end jeg ikke er kompetent til at vurdere dens eksistensberettigelse) raslede ned, ifølge førnævnte artikel.

Patienttilfredsheden er gået op. Artiklen tegner desværre også et billede af den sædvanlige hurdle i form af vanskeligheden ved at afsætte økonomiske ressourcer til dette formål. Der tales om såkaldte “SATS” puljer, hvor man straks kan få det indtryk, at der er risiko for gambling med hårdt optjente skatteyderkroner, hvilket næppe er tilfældet.

Anyway, behovet for “akut-fysioterapeuter”, der med “bold-massage”, badminton og gåture skal hjælpe med at tage “dampen af kedlerne”, når det bliver lidt for anstrengende at være i egen krop, forekommer legitim og yderst tiltrængt inden for psykiatrien. Ressourceknapheden har, så vidt vides, været fast punkt på dagsordenen siden ruder konge var knægt.

Men skal behovet alene læses ud af bæltefikseringsstatistikker og “cost-benefit” lignende undersøgelser, kunne der spørges? Jeg er ikke bekendt med de mere indgående prioriteringsmæssige spørgsmål og har ikke behov for at pege fingre af nogen. Men jeg kan godt undre mig over, at massage ikke optræder i en mere direkte interventionsmæssig forstand.

At spare på kærligheden?

Er der tilstrækkeligt blik for massagens værdifuldheder eller handler det hele udelukkende om hard core kugleramme slalom, (undgåelse af?) spareøvelser, hvor man må sno sig for at finde de mindst nedværdigende kompromisser? Eller hvad handler det i grunden om?

Måles der på, hvor lang tid patienter er indlagt uden en mere dybdegående “satsende” brug af massagen som “regenererende” flagskib/vildskud i kampen for at vende tilbage til “normaliteten”? Jeg spørger i ren uvidenhed, og ønsker ikke at træde nogen over tæerne. Min pointe er udelukkende, at udgifter kan måles på mange måder, men prisen for afståelser af “nye dristigheder” er nu engang svær at udregne.

Måske er modet (politisk set) det, der skal til, og mere respekt for massagens mere dybereliggende kropslige og følelsesmæssige indvirkninger? Det er vel ikke en luksusbekymring for samfundets mere (eller mest) trængte målgrupper, der står i vejen?

Humanismen lader i hvert fald til at have fundet vej ind i sundhedsvæsenet i Herning. Men omsorg er stadigvæk en knap ressource, hvor hver en karklud skal vrides for at “give plads” til mere naturlighed (og kærlighed?), der så vidt forstås, indtil videre, (og korrigér mig, hvis jeg tager fejl) kun udbydes “akut”.

Måske skal der satses mere på tillid og kærlighed i fremtiden? Og måles mindre på det, der er svært at måle på, men som kan opleves som livsbefriende eller i det mindste som en redningsflanke i stunder, hvor tankerne kan ende med at tage livet af udpinte sjæle i nød.

Afrunding af eksempel tour de force

Nu kunne du måske godt af ovenstående eksempler bliver foranlediget til at tænke, at massage med fokus på berøring udelukkende hører “randeksistenser” eller svære mentale problemer, psykiske diagnoser eller traumatologiske tilfælde til. Når det er alvorligt, forfærdeligt tragisk eller behæftet med overgreb, misbrug og svigt, så er det berøring, vi tyr til.

Det er der tilsyneladende al mulig rimelighed og fornuft i, der om muligt fortjener mere bevågenhed og anerkendelse end tilfældet er.

Og sandt er det angiveligt også, at der er en tendens til, at “kropsterapi i bred forstand” er på retur igen. Den rehabiliteres så småt. 

Appel om bredere berøringsforståelse

Jeg ønsker for egen part blot at slå én enkelt akkord an. En appel til, at vi passer på med at reducere berøring til at være et “problemløsningsværktøj”, når vi har ondt i livet, psyken, har dybe traumer i kroppen, kæmper med misbrug, har kræft eller ligger for døden osv.

Der er ikke kun behov for berøring, når vi har ramt en vrangside af tilværelsen. Det er alt, hvad jeg påpeger. Og det er værd at minde herom, da mange er tilbageholdende med “denne kærlige berøring”. For kærligheden er jo noget, vi/mange i en eller anden grad opdrages til at være i underskud med, eller mener at have fået for lidt af. Sagt med alle tænkelige forbehold.

Og livet og litteraturen vidner vel også, bredt betragtet, om at der eksisterer et længselsfuldt forhold til kærligheden. Underforstået at det virkelige liv indebærer en mangel på selvsamme.

Det helt almindelige menneske, der går på arbejde, studerer, familiefædre og onkler og tanter. Os alle sammen. Vi er alle kandidater, og det er især som forebyggende værktøj, at jeg vil plædere for denne massageform. Når “følelseslivet” masseres og fysiologien og psyken reguleres gennem hormonpåvirkning osv., er der tale om massage for livet. Til at være mere til stede og mere i kontakt med sig selv. 

Bliv klogere på berøring

Berøring kan være relevant for ikke så lidt mere end det tragiske, et værn mod afgrunden eller en udholden livets genvordigheder for en stund, hvilket jeg uddyber i indlæggene Massagens værdifuldheder og Virker massage – og hvordan?

Du kan også trodse din egen “berøringsangst” og bestille en massagebehandling, der har eksplicit fokus på den rolige berørende del af massagen, så det afmystificeres, hvis der er behov herfor. Velværemassage, uden at det skal tjene som en luksusgestus. Vi har mange billeder inde i hovedet, når vi hører ord som massage.

Det er, ikke overraskende, ved selvsyn og selvoplevet erfaring, at nogle ting skal vurderes. Det er her, udfordringen måske ligger for mange, der vælger at afskrive noget på forhold, som de evt. selv har et akavet forhold til. Hvilket der kan være lige så mange forståelige og legitime grunde til, som der er individer. Jeg ønsker ikke at dømme mine medmennesker.

Når det er sagt, ejer vi alle retten til hver vores virkelighed og det er også et vilkår, at vi som mennesker kan være forbeholdende – også når emnet er massage.

Vi vælger selv, hvad og hvem vi ønsker at lade os “berøre af”. Men et liv uden nogen form for berøring, er i en vis forstand et fattigere liv. I den henseende, at vi afskærer os noget dybt menneskeligt, som vi har behov for, uanset vi er opmærksom på det eller ej eller forsværger det modsatte.

Solituden, isolationen, familielivet og forældrebyrden, kedsomheden, krisen (den personlige), følelsen af anderledeshed, utilpassethed, forventningspres, eksamensstress, længslen. Der er mange indgangsvinkler, der kan antænde behovet, ikke kun livskatastrofiske og grelle skyggesider af tilværelsen hos såkaldte randeksistenser og “skæbneramte”. 

Berøring vedrører os alle sammen. Udvis respekt for den.